Skrivelse om ændring af lov om social service (Skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge)
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
Skrivelse om ændring af lov om social service (Skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge)
L167 om ændring af lov om social service (Skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge) blev vedtaget i Folketinget den 4. juni 2010.
Loven træder i kraft den 1. juli 2010.
Formålet med forslagene er at forebygge kriminalitet gennem en konsekvent reaktion og opfølgning samt at styrke den forebyggende indsats mod ungdomskriminalitet i kommunerne.
Dette gøres ved at give kommunerne bedre rammer og flere værktøjer samt ved at sikre en konsekvent indsats fra kommunernes side.
Loven er en udmøntning af regeringens aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2010.
Loven skal ses i sammenhæng med andre lovforslag fra regeringen, der har til formål at styrke det kriminalitetsforebyggende arbejde og indsatsen for at imødegå ungdomskriminalitet, herunder lovforslaget om en Styrkelse af indsatsen over for kriminalitetstruede børn og unge (L 166), lovforslaget om Ungdoms-kriminalitet (L164) og lovforslaget om Barnets Reform (L 178).
Lovforslaget som vedtaget ved 3. behandlingen den 4. juni 2010 vedlægges til orientering.
Lovforslaget med dertilhørende bemærkninger kan desuden ses på Folketingets hjemmeside www.ft.dk
Dette lovforslag indeholder 4 hovedelementer
1.
Indførelse af mulighed for elektronisk overvågning (elektronisk fodlænke) i tilknytning til et ungepålæg.
2.
Kommunens foranstaltninger for at sikre overholdelsen af ungepålæg og politiets eventuelle bistand hermed.
3.
Lempelse af kriterierne for anbringelse på sikrede institutioner.
4.
Kommunernes betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner.
1.
Indførelse af mulighed for elektronisk overvågning (elektronisk fodlænke) i tilknytning til et unge-pålæg
Loven giver mulighed for, at kommunalbestyrelse kan træffe afgørelse om elektronisk overvågning i forhold til børn og unge, der har fået et ungepålæg om at være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, jf. service-lovens § 57 b, stk. 3, nr. 2.
Hvis barnet eller den unge forlader hjemmet i strid med pålægget, vil det være muligt med det samme at registrere dette.
Den elektroniske overvågning er tænkt som et pædagogisk værktøj, der kan anvendes i tilfælde, hvor det bidrager til, at barnet eller den unge efterlever sit pålæg.
Afgørelse om brug af elektronisk overvågning i tilknytning til et ungepålæg kan træffes
Kommunalbestyrelsen træffer, i forbindelse med afgørelse om elektronisk overvågning, afgørelse om varigheden af overvågningen.
Den elektroniske overvågning kan højst have en varighed af 1 måned og kan derefter forlænges.
Pålægget om elektronisk overvågning kan dog højst have en varighed af 3 måneder inden for en periode på 12 måneder.
Elektronisk overvågning kan kun foregå, når barnet eller den unge opholder sig hjemme fx hos forældrene eller i egen bolig.
Det er i forbindelse med afgørelsen om elektronisk overvågning vigtigt, at der fastsættes klare vilkår for, hvornår barnet eller den unge skal opholde sig i hjemmet, herunder også hvordan eventuelle afvigelser fra vilkårene skal fungere, fx i forbindelse med fritidsaktiviteter, familiebesøg, ferie mv.
Afgørelsen om elektronisk overvågning skal stå i et rimeligt forhold til indholdet i og formålet med ungepålægget.
Afgørelsen om elektronisk overvågning kan indbringes for de sociale nævn efter de almindelige klageregler, jf. servicelovens §§ 166 og 167, og kan desuden indbringes for domstolene.
Ved anvendelsen af elektronisk overvågning er det en forudsætning for afgørelsen, at forældremyndighedens indehaver samt den unge over 15 år samtykker til, at ordningen iværksættes.
Barnet eller den unge kan aldrig fysisk tvinges til at få påsat en elektronisk fodlænke.
I de tilfælde, hvor barnet eller den unge har bopæl hos andre end sine forældre, vil der skulle indhentes samtykke til opstilling af det elektroniske overvågningsudstyr fra den eller de personer, der har rådighed over boligen.
Kriminalforsorgen yder bistand til kommunernes anvendelse af elektronisk overvågning efter nærmere aftale med kommunerne, herunder vedrørende betaling for bistanden.
Kriminalforsorgens bistand består i at stille det tekniske udstyr til rådighed for kommunen samt instruere kommunen i at montere det elektroniske udstyr på den unge og i den unges hjem.
Kriminalforsorgen varetager også den elektroniske overvågning af barnet eller den unge og holder øje med, om barnet eller den unge overholder de aftaler om ophold i hjemmet, som er fastlagt i forbindelse med afgørelsen om elektronisk overvågning.
I tilfælde af brud på aftalen mellem barnet eller den unge og kommunen kontakter Kriminalforsorgen kommunen.
På baggrund af kontakten fra Kriminalforsorgen vurderer kommunen, hvorvidt og i givet fald hvad, bruddet på aftalen skal give anledning til.
1.
Når der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den unge ikke vil overholde et sådant pålæg, og
2.
Det vurderes, at en afgørelse om elektronisk overvågning vil være medvirkende til at få barnet eller den unge til at efterleve pålægget.
2.
Kommunens foranstaltninger for at sikre overholdelsen af ungepålæg og politiets eventuelle bistand hermed
Hvis kommunen finder, at der ikke er en gyldig grund til, at ungepålægget ikke er overholdt, har kommunen mulighed for at bringe barnet eller den unge tilbage til bopælen, om fornødent med bistand fra politiet.
Muligheden for at rekvirere politiets bistand er primært tiltænkt en præventiv funktion, idet det vurderes, at den blotte viden om at kommunen kan anmode politiet om at bistå med at sikre overholdelsen af ungepålægget, vil kunne få flere børn og unge til selv at møde op på stedet, hvor ungepålægget skal opfyldes.
Hvis kommunen anmoder om politiets bistand, vil bistanden ske i overensstemmelse med reglerne i politiloven.
Socialministeren og justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilke situationer politiet vil kunne bistå kommunerne, og hvilken bistand politiet kan yde.
3.
Lempelse af kriterierne for anbringelse på sikrede afdelinger
Kriterierne for anbringelse på sikrede afdelinger lempes.
Lempelsen giver kommunerne videre muligheder for at anbringe børn og unge på sikrede afdelinger.
Således skal grundlaget for at anbringe barnet eller den unge i en sikret afdeling ikke længere være ’absolut påkrævet’ men kun ’påkrævet’.
Det vil sige, at barnet eller den unge kan anbringes på en sikret afdeling uden at andre og lempeligere foranstaltninger har været afprøvet forinden.
Loven medfører, at børn og unge straks kan anbringes i en sikret afdeling, hvis det vurderes, at der er behov for dette, frem for først at skulle anbringes på andre institutionstyper, der på forhånd vurderes som utilstrækkelige.
4.
Kommunernes betaling for unges ophold i kriminalforsorgens institutioner
Med § 174, stk. 5, får socialministeren hjemmel til at fastsætte regler om opkrævning af en fast takst hos kommunerne, når børn og unge under 18 år opholder sig i Kriminalforsorgens institutioner.
Det bliver hermed muligt at fastsætte en fast takst for børn og unges ophold, uanset om de opholder sig på sikrede afdelinger eller i Kriminalforsorgens regi.
Udgifter ud over den faste takst på sikrede afdelinger finansieres som i dag via objektiv finansiering, hvor kommunerne betaler i forhold til antallet af 15-17 årige i kommunen.
Kommunernes udgifter til betaling af fast takst for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner og på sikrede afdelinger vil være omfattet af den centrale refusionsordning for særligt dyre enkeltsager.
Dato for ikrafttræden
Loven om skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge træder i kraft d. 1. juli 2010.
Bilag 1
L167 om ændring af lov om social service (Skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge)
Bilag 1 indeholder L 167 om ændring af lov om social service (Skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge).
Lovforslaget er udeladt her, da den findes som selvstændig dokument i Folketingstidende og i retsinformation.