Skrivelse med orientering om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v.\n(Til samtlige kommuner m.fl.)
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
Skrivelse med orientering om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v.
(Til samtlige kommuner m.fl.)
Folketinget har den 4. juni 2010 vedtaget et lovforslag - L 177 - om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v.
Loven træder i kraft den 1. juli 2010.
Enkelte dele af loven træder dog i kraft den 1. januar 2011, jf. nærmere nedenfor under punkt 1.
Lovændringen indeholder ni hovedelementer
1)
Enklere regler for godkendelse af private botilbud
2)
Ændring af regler om hjemmetræning og særlige dagtilbud
3)
Ændrede krav til forebyggende hjemmebesøg til ældre
4)
Enklere regler for visitation til personlig hjælp og pleje m.v., og plejeplaner gøres frivillige
5)
Enklere regler for tilsyn på ældreområdet
6)
Frivilligt at opkræve betaling for midlertidig hjemmehjælp
7)
Frivilligt at oprette bruger- og pårørenderåd
8)
Forenkling af reglerne om ældreråd
9)
Nedlæggelse af klageråd
1.
Enklere regler for godkendelse af private botilbud
Reglerne om godkendelse af visse private tilbud efter serviceloven og optagelse af de samme tilbud på Tilbudsportalen forenkles, så afgørelsen om tilbuddets generelle egnethed træffes som led i afgørelsen om optagelse på Tilbudsportalen, jf. servicelovens § 14.
Som konsekvens heraf ophæves bestemmelsen i § 144 om godkendelse af private tilbud efter servicelovens §§ 101 og 107.
Kommunalbestyrelsen skal således fremover træffe én afgørelse om det private tilbuds generelle egnethed, som indebærer, at tilbuddet kan optages på Tilbudsportalen.
De indholdsmæssige kriterier for, at et privat tilbud kan godkendes som generelt egnet, videreføres.
Derved samles godkendelses- og registreringsprocesserne, så det alene er tilbuddets registrering i Tilbudsportalen, der bliver betingelse for, at kommunerne kan anvende dem.
Sammenkoblingen af de to processer gør desuden, at der vil være en direkte forbindelse mellem en eventuel tilbagekaldelse af afgørelsen og fjernelse af tilbuddet fra Tilbudsportalen, idet betingelserne for tilbuddets registrering på portalen ikke længere vil være til stede.
Denne del af lovændringen vil træde i kraft 1. januar 2011, og vil blive fulgt op af en sammenskrivning og revision af bekendtgørelse om Tilbudsportalen og bekendtgørelse om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder, private botilbud og private behandlingstilbud for stofmisbrugere.
2.
Ændring af regler om hjemmetræning og særlige dagtilbud (handicap)
Reglerne om hjemmetræning og særlige dagtilbud efter servicelovens § 32 forenkles således, at kommunerne fremover selv kan tilrettelægge organiseringen af udredningen og visitationen.
Der stilles dog stadig krav om, at kommunerne skal foretage en udredning og visitation, hvor børnene og de unge, forældrene og relevante fagpersoner inddrages.
Formålet hermed er at give forældre og barnet eller den unge mulighed for at blive inddraget aktivt i indsatsen, samt at sikre, at faglige vurderinger inddrages i sagsbehandlingen.
Forslaget ændrer ikke ved, at kommunerne stadig skal følge de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om sagsoplysning, inddragelse af sagens parter og partshøring mv.
Ved visitation til særligt dagtilbud gælder ikke længere et krav om, at der forinden udarbejdes en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.
3.
Ændrede krav til forebyggende hjemmebesøg til ældre
Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til 75-årige og derover ændres fra den nuværende ordning med krav om to årlige hjemmebesøg til en forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at tilbyde ét årligt hjemmebesøg.
Tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg kan fortsat tilrettelægges efter lokale forhold i den enkelte kommune, herunder i forhold til andre målgrupper og i sammenhæng med andre forebyggende indsatser.
Bestemmelserne om forebyggende hjemmebesøg indsættes endvidere i servicelovens § 79 a, og lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. ophæves.
4.
Enklere regler for visitation til personlig hjælp og pleje m.v., og plejeplaner gøres frivillige
De særlige krav i servicelovens § 89 om skriftlig afgørelse med begrundelse ved fuldt ud medhold i forbindelse med tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kap. 16 i serviceloven er afskaffet.
Det samme gælder kravet om, at afgørelser skal indeholde et særligt skema med oplysninger om hjælpen.
De almindelige forvaltningsretlige regler skal fortsat iagttages, ligesom borgeren fortsat skriftligt skal have oplyst, hvilke ydelser vedkommende er bevilget.
Ved mindre, begunstigende tilpasninger i hjælpen kan kommunalbestyrelsen dog undlade en ny skriftlig oplysning til borgeren.
Det bliver endvidere fremover frivilligt for kommunalbestyrelsen, hvorvidt der udarbejdes plejeplaner til ældre i plejeboliger m.v., eller om dokumentationen af den samlede indsats tilrettelægges på anden vis.
5.
Enklere regler for tilsyn på ældreområdet
Kommunalbestyrelsen har fremover pligt til kun at føre ét årligt uanmeldt tilsyn i plejeboliger og friplejeboliger m.v., jf. servicelovens § 151.
Harmoniseringen af tilsynet på plejeboligområdet med tilsynet på det øvrige sociale område indebærer, at de særlige krav på plejeboligområdet om tilsynsrapporter efter hvert tilsynsbesøg, den årlig redegørelse om det kommunale tilsyn og det sundhedsfaglige tilsyn efter sundhedsloven samt de særlige proces- og indholdskrav til tilsynet ophæves.
6.
Frivilligt at opkræve betaling for midlertidig hjemmehjælp
Det er fremover frivilligt for kommunalbestyrelserne at opkræve betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp.
Det er således op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om, hvornår og for hvilke ydelseskategorier der skal opkræves betaling for midlertidig hjælp.
7.
Frivilligt at oprette bruger- og pårørenderåd
Forpligtelsen til, at der skal nedsættes bruger- og pårørenderåd i tilknytning til plejehjem mv. efter servicelovens § 17, ophæves.
Det er fortsat kommunalbestyrelsens ansvar at sikre generel brugerinddragelse efter servicelovens § 16, men det er fremover op til kommunalbestyrelsen, hvorvidt der skal oprettes bruger- og pårørenderåd eller om brugerinddragelsen skal tilrettelægges på anden vis.
8.
Forenkling af reglerne om ældreråd
Kommunalbestyrelsen har fortsat pligt til at etablere mindst ét ældreråd, jf. retssikkerhedslovens §§ 30-33, men reglerne herom gøres mere fleksible, herunder bl.a. i forhold til mulighederne for at afholde fredsvalg, til krav om stedfortrædere samt til høring af rådet, som fremover målrettes efter aftale mellem ældreråd og kommunalbestyrelse
Hvis der ikke kan opnås enighed mellem ældreråd og kommunalbestyrelse om at målrette høringen, skal kommunalbestyrelsen fortsat høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.
9.
Nedlæggelse af klageråd
Klagerådene efter retssikkerhedslovens §§ 34-36 nedlægges.
Klager over afgørelser om hjælp efter servicelovens §§ 83 og 84 behandles fremover som andre klager på det sociale område.
Lovforslaget som vedtaget ved 3. behandlingen vedlægges som bilag.
Ændringsloven kan også ses på ministeriets portal – www.sm.dk – under lovstof og på Folketingets hjemmeside – www.ft.dk – under dokumenter, lovforslag.