Orienteringsskrivelse om bekendtgørelse om kommunernes ret til refusion af udgifterne til kontant- og starthjælp, sygedagpenge samt ledigheds- og særlig ydelse til personer, der deltager i tilbud efter kapitel 10-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller gradvist vender tilbage til arbejde\nTil samtlige kommuner m.fl.
Statutory Text (2 Articles)
Orienteringsskrivelse om bekendtgørelse om kommunernes ret til refusion af udgifterne til kontant- og starthjælp, sygedagpenge samt ledigheds- og særlig ydelse til personer, der deltager i tilbud efter kapitel 10-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller gradvist vender tilbage til arbejde
Til samtlige kommuner m.fl.
Den 4. januar 2010 træder en ny bekendtgørelse i kraft om kommunernes ret til refusion af udgifterne til kontant- og starthjælp, sygedagpenge samt ledigheds- og særlig ydelse til personer, der deltager i tilbud efter kapitel 10-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller gradvist vender tilbage til arbejde.
Bekendtgørelsen udmønter i §§ 5-8 de nye regler om refusion af sygedagpenge, og i §§ 9-10 de nye regler om refusion af ledighedsydelse og særlig ydelse, der følger af lov nr. 480 af 12. juni 2009.
Reglerne om refusion af kontant- og starthjælp i bekendtgørelsens § 1-4 er uændrede.
Sygedagpenge
Efter sygedagpengelovens § 62, stk. 3, afholder staten 35 pct. af kommunens udgifter til sygedagpenge fra og med 9. uge og til og med 52 uger regnet fra 1. sygedag i det aktuelle sygefravær og ansættelsesforhold.
Er den sygemeldte i perioden vendt gradvist tilbage til arbejde eller i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 10-12, afholder staten dog 65 pct. af kommunens udgifter fra det tidspunkt, hvor den sygemeldte påbegynder arbejde eller tilbud.
Beskæftigelsesministeriet kan efter sygedagpengelovens § 62, stk. 7, fastsætte nærmere regler for, hvornår kommunerne opfylder betingelserne for at få 65 pct. refusion efter stk. 3.
Disse nærmere regler er fastsat i den vedlagte bekendtgørelse.
Det er i bekendtgørelsen fastsat, at tilbud og/eller arbejde sammenlagt som udgangspunkt skal være på minimum 10 timer om ugen for, at kommunen kan få 65 pct. i refusion.
For lønmodtagere med flere ansættelsesforhold medregnes i de 10 timer det samlede antal timer, som den sygemeldte arbejder i forbindelse med en gradvis tilbagevenden til arbejdsforholdene.
Arbejde i et arbejdsforhold, hvorfra personen ikke er sygemeldt, medregnes også i de 10 timer.
Kommunen får også 65 pct. refusion, når en selvstændig genoptager arbejdet i virksomheden i minimum 10 timer om ugen.
Den selvstændige oplyser antal arbejdstimer til kommunen, når arbejdet genoptages, og hvis der sker ændringer i antal timer.
Dette kan fx ske i forbindelse med opfølgningssamtalen.
Det ugentlige timetal kan dog være mindre end 10 timer om ugen, hvis kommunen redegør for, at det kun er muligt for den sygemeldte at deltage på et lavere timetal.
Omfanget af gradvis tilbagevenden og/eller tilbud fastlægges ud fra en konkret vurdering af den enkelte sygemeldtes helbredstilstand og ressourcer.
Tilbud eller gradvis tilbagevenden til arbejdet kan påbegyndes med en enkelt time om ugen, hvis den sygemeldtes arbejdsevne er meget nedsat.
Redegørelsen sker i den enkelte sag.
Det vil være op til kommunen at sørge for, at der i den enkelte sag er en beskrivelse af baggrunden for, hvorfor den sygemeldte ikke ud fra helbredsmæssige og personlige forhold skønnes at kunne deltage i tilbud og/eller arbejde i minimum 10 timer om ugen.
Beskrivelse kan ske på baggrund af bl.a. samtalen med den syge, oplysningsskemaet og lægelige oplysninger.
Kommunen får 65 pct. refusion af udgifter til sygedagpenge under lovligt kortvarigt fravær fra tilbud eller arbejde fx pga. influenza.
I perioder med mere end 14 dages sammenhængende fravær fra tilbud eller arbejde får kommunen kun 35 pct. refusion af udgifterne til sygedagpenge.
Der henvises i øvrigt til cirkulære om ændring af vejledning om sygedagpenge angående de ændringer, der træder i kraft den 4. januar 2010.
Ledighedsydelse og særlig ydelse
Efter § 104, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik refunderer staten 65 pct. af en kommunes udgifter til ledighedsydelse og særlig ydelse under tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Beskæftigelsesministeren kan efter samme lovs § 104, stk. 3, fastsætte nærmere regler om, hvornår kommunerne opfylder betingelserne for at få 65 pct. refusion efter stk. 1 og 2.
Disse regler er fastsat i den vedlagte bekendtgørelse.
Det er i bekendtgørelsen fastsat, at et tilbud som udgangspunkt skal være på minimum 10 timer om ugen i gennemsnit.
Det sammenlagte gennemsnitlige ugentlige timetal i tilbuddet kan dog være mindre end 10 timer, hvis kommunen i den enkelte sag redegør for, at det efter en konkret vurdering kun er muligt for personen at deltage på et lavere timetal.
Redegørelsen sker i den enkelte sag.
Det vil være op til kommunen at sørge for, at der i den enkelte sag er en beskrivelse af baggrunden for, hvorfor modtageren af ledighedsydelse/særlig ydelse ikke ud fra helbredsmæssige og personlige forhold skønnes at kunne deltage i minimum 10 timer om ugen.
Modtageren af ledighedsydelse/særlig ydelse skal være aktiv i tilbuddet.
Har personen mere end 14 dages sammenhængende fravær fra et tilbud, får kommunen alene 35 pct. refusion i fraværsperioden.
Ikrafttræden
Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. januar 2009 og erstatter bekendtgørelse nr. 1281 af 5. november 2007 om kommunernes ret til at få refusion af udgifterne til kontant- og starthjælp m.v. til personer, der deltager i tilbud efter kapitel 10-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
I sager, hvor den sygemeldte eller modtageren af ledighedsydelse eller særlig ydelse allerede før den 4. januar 2010 er i tilbud eller er vendt gradvist tilbage i arbejde, afholder staten 65 pct. af kommunens udgifter til sygedagpenge fra den 4. januar 2010.
Der henvises til § 5, stk. 4, i lov nr. 480 af 12. juni 2009.
Spørgsmål
Spørgsmål vedrørende refusion af sygedagpenge kan rettes til Anne Thuen, tlf. 35 28 82 56 og spørgsmål vedrørende refusion af ledighedsydelse og særlig ydelse kan rettes til Birgitte Fæster, tlf. 35 28 83 76.