Legislator Case Law & Legislation
C20100008809 DK

Cirkulære om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel

17 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (17)

Statutory Text (17 Articles)

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

Cirkulære om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 1.

Forsvarets udbudsmateriale om nyanskaffelse af forsvarsmateriel til udenlandske leverandører skal indeholde oplysning om, at leverandøren inden kontrahering skal have indgået en industrisamarbejdsaftale med Erhvervs- og Byggestyrelsen, medmindre Erhvervs- og Byggestyrelsen har indgået en gensidig aftale med myndighederne i det land, hvor den udenlandske leverandør er hjemmehørende, om ikke at anvende industrisamarbejdsaftaler ved nyanskaffelser af forsvarsmateriel.

Stk. 2.

Samtidig med udsendelsen af udbudsmaterialet notificerer den indkøbende institution Erhvervs- og Byggestyrelsen og Dansk Industri om udbuddet.

Notifikationen skal indeholde oplysninger om navnet på anskaffelsesprojektet, anskaffelsens forventede omfang, udbudsnummer og navne på de udenlandske leverandører, der har modtaget udbudsmaterialet.

Stk. 3.

Når forsvaret forelægger et aktstykke for Folketingets Finansudvalg til endelig politisk godkendelse af anskaffelsen, skal det af aktstykket fremgå, at der kræves en forudgående indgåelse af en industrisamarbejdsaftale med Erhvervs- og Byggestyrelsen.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 2.

Det skal fremgå af forsvarets kontrakt med den udenlandske leverandør, at den udenlandske leverandør forinden skal have indgået en industrisamarbejdsaftale med Erhvervs- og Byggestyrelsen, og at industrisamarbejdsaftalen kan indeholde en forpligtelse til at stille en bankgaranti.

Stk. 2.

Erhvervs- og Byggestyrelsen underretter skriftligt forsvaret, når der er indgået en industrisamarbejdsaftale med en potentiel leverandør.

Herefter kan forsvaret indgå kontrakt med den pågældende leverandør.

Stk. 3.

Nærværende cirkulære må ikke have opsættende virkning på det danske forsvars anskaffelse af forsvarsmateriel, hvis hensynet til Rigets sikkerhed ikke muliggør rettidig indgåelse af en industrisamarbejdsaftale.

Stk. 4.

Det skal fremgå af kontrakter, forsvaret indgår i henhold til stk. 3, at den udenlandske leverandør snarest skal indgå en industrisamarbejdsaftale med Erhvervs- og Byggestyrelsen, og at industrisamarbejdsaftalen vil kunne indeholde en forpligtelse til at stille en bankgaranti.

Stk. 5.

Såfremt forsvaret har indgået kontrakt med en udenlandsk leverandør i henhold til stk. 3, skal forsvaret umiddelbart derefter underrette Erhvervs- og Byggestyrelsen herom med en begrundelse.

Erhvervs- og Byggestyrelsen orienterer Folketingets Forsvarsudvalg og Folketingets Erhvervsudvalg.

Erhvervs- og Byggestyrelsen skal snarest muligt efter anskaffelsen indgå en industrisamarbejdsaftale med den udenlandske leverandør.

Stk. 6.

Når forsvaret har indgået kontrakt med en udenlandsk leverandør, underretter forsvaret Erhvervs- og Byggestyrelsen om navn på anskaffelsen, udbuds- eller kontraktnummer, journalnummer, kontraktbeløbet vedrørende forsvarsmateriel og navn på den udenlandske leverandør.

Stk. 7.

Forsvarets forpligtelser i henhold til nærværende cirkulære skal afspejles i forsvarets interne retningslinjer om køb af forsvarsmateriel.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

I medfør af § 18 i lov om erhvervsfremme nr. 602 af 24. juni 2005 fastsættes

Kapitel 1

Procedurer og betingelser ved indgåelse af industrisamarbejdsaftaler

Kapitel 2

Industrisamarbejdsaftalernes indhold

Kapitel 3

Anvendelse af indtægter fra industrisamarbejdsaftaler

Kapitel 4

Tillægsaftaler, bankingaftaler og swaps

Kapitel 5

Oplysningspligter, faktorer og administration af industrisamarbejdsaftalerne

Kapitel 6

Sanktioner ved udenlandske leverandørers misligholdelse

Kapitel 7

Følgegruppen

Kapitel 8

Ikrafttræden

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 3.

I tilfælde, hvor sælger af forsvarsmateriellet er en udenlandsk stat, og hvor et privat firma står for leverancen, skal Erhvervs- og Byggestyrelsen indgå industrisamarbejdsaftale med det leverende private firma.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 4.

Erhvervs- og Byggestyrelsen skal, inden forsvaret kontraherer med en udenlandsk leverandør om køb af forsvarsmateriel, indgå en industrisamarbejdsaftale med den udenlandske leverandør til forsvaret for 100 % af kontraktbeløbet vedrørende køb af forsvarsmateriel for alle kontrakter på 5 mio. kr. og derover.

Kontraktsproget er engelsk.

Stk. 2.

Ved forsvarets anskaffelser på mellem 5 og op til 50 mio. kr. skal Erhvervs- og Byggestyrelsen indgå en sovende aftale med den udenlandske leverandør, som forpligter denne til at indgå en industrisamarbejdsaftale, hvis leverancerne til forsvaret over en periode på 5 år overstiger 50 mio. kr.

Stk. 3.

Ved forsvarets anskaffelser på mellem 50 mio. kr. og op til 100 mio. kr. skal Erhvervs- og Byggestyrelsen indgå en industrisamarbejdsaftale med den udenlandske leverandør, hvorefter Erhvervs- og Byggestyrelsen forpligter den udenlandske leverandør til at følge en afviklingsplan og sluttidspunkt for opfyldelse af kravet om placering af ordrer hos forsvarsrelaterede danske virksomheder for 100 % af kontraktbeløbet.

Stk. 4.

Ved forsvarets anskaffelser på 100 mio. kr. og derover skal Erhvervs- og Byggestyrelsen indgå en industrisamarbejdsaftale med den udenlandske leverandør, der - udover krav om placering af ordrer hos danske forsvarsrelaterede virksomheder for 100 % af kontraktbeløbet, en afviklingsplan og sluttidspunkt - forpligter den udenlandske leverandør til senest 4 år efter undertegnelse af købsaftalen med forsvaret at indgå kontrakter med danske forsvarsrelaterede virksomheder for minimum 30 % af kontraktbeløbet.

Stk. 5.

Af kontrakter, som Erhvervs- og Byggestyrelsen indgår i henhold til stk. 4, skal fremgå, at den udenlandske leverandør, der indgår kontrakter med danske forsvarsrelaterede virksomheder for mere end 30 % inden 4 år, har ret til en reduktion af den samlede forpligtelse, svarende til overopfyldelsen.

Stk. 6.

I aftaler, der indgås i henhold til stk. 4, skal den udenlandske leverandør forpligtes til at stille en bankgaranti over for Erhvervs- og Byggestyrelsen som sikkerhed for, at der indgås kontrakter med forsvarsrelaterede danske virksomheder for minimum 30 % af kontraktbeløbet senest 4 år efter kontraktindgåelsen med forsvaret.

Bankgarantien skal stilles senest 3 år efter indgåelse af kontrakten med forsvaret for det beløb, der på dette tidspunkt måtte mangle op til, at der er indgået kontrakter med forsvarsrelaterede danske virksomheder for 30 %.

4 år efter kontrakt­indgåelsen med forsvaret skal Erhvervs- og Byggestyrelsen kræve garantien indfriet for det beløb, der på dette tidspunkt måtte mangle op til, at der er indgået kontrakter med forsvarsrelaterede danske virksomheder for 30 %.

Stk. 7.

Erhvervs- og Byggestyrelsen underretter skriftligt den udenlandske leverandør, forinden Styrelsen kræver en bankgaranti indfriet.

Stk. 8.

Såfremt den udenlandske leverandør ikke stiller bankgaranti i henhold til stk. 6, skal Erhvervs- og Byggestyrelsen straks udelukke den udenlandske leverandør fra at indgå i nye kontrakter med forsvaret uden yderligere varsel, jf. dog § 2, stk. 3.

Stk. 9.

Det skal af industrisamarbejdsaftalen fremgå, at indfrielse af en bankgaranti, helt eller delvist, ikke løser den udenlandske leve­randør fra sin forpligtelse til at indgå kontrakter med danske virksomheder for 100 % af kontraktværdien med forsvaret.

Stk. 10.

Erhvervs- og Byggestyrelsen vil i ekstraordinære tilfælde kunne aftale ændringer af tidsfristen for opfyldelse af 30 procentkravet med den udenlandske leverandør.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 5.

Provenu fra indfriede bankgarantier skal af Erhvervs- og Byggestyrelsen anvendes først til betaling for administrationen af industrisamarbejdsaftalerne og dernæst til at iværksætte forsknings- og udviklingsaktiviteter, som har til formål at fremme opfyldelsen af fremtidige forsvarsmaterielbehov for forsvaret.

Det skal ske i samråd med forsvaret og den forsvarsrelaterede industri og fremgå af Finansloven, hvori der er tilvejebragt hjemmel for Erhvervs- og Byggestyrelsen til at oppebære eventuelle indtægter fra træk på bankgarantien.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 6.

Såfremt forsvaret anskaffer yderligere forsvarsmateriel fra en udenlandsk leverandør, som allerede har indgået en industrisamarbejdsaftale i henhold til § 4, stk. 3 og stk. 4, skal Erhvervs- og Byggestyrelsen indgå en tillægsaftale med den udenlandske leverandør.

I tillægsaftalen skal fastlægges en revideret afviklingsplan for den samlede forpligtelse.

Stk. 2.

Såfremt forsvaret anskaffer yderligere forsvarsmateriel for 100 mio. kr. og derover fra en udenlandsk leverandør, som allerede har en industrisamarbejdsaftale i henhold til § 4, stk. 3 og stk. 4, skal Erhvervs- og Byggestyrelsen indgå en ny industrisamarbejdsaftale med den udenlandske leverandør.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 7.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kan indgå en aftale med potentielle udenlandske leverandører om, at fakturerede køb, som den potentielle udenlandske leverandør placerer hos danske forsvarsrelaterede virksomheder, kan modregnes i forpligtelsen til placering af ordrer under fremtidige industrisamarbejdsaftaler mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen og den pågældende potentielle leverandør.

Stk. 2.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kan indgå aftale med en udenlandsk leverandør om godskrivning af overopfyldelse af ordreplaceringsforpligtelsen under en bestående industrisamarbejdsaftale i fremtidige industrisamarbejdsaftaler.

Stk. 3.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kan indgå aftale med en udenlandsk leverandør om godskrivning af fakturerede køb i forbindelse med forsvarets prækvalifikation ved en udbudsforretning.

Køb, der er faktureret 2 år før indgåelse af kontrakt med forsvaret, kan godskrives.

Stk.4.

Aftaler i henhold til stk. 1, stk. 2 og stk. 3, benævnes bankingaftaler.

Stk. 5.

Bankingaftalers løbetid kan ikke overstige 5 år.

Stk. 6.

Det skal af bankingaftalen fremgå, at der efter udløb af aftalen ikke kan ske overførsel af overopfyldelse til en ny bankingaftale, og at denne ikke kan anvendes til opfyldelse af kravet om placering af ordrer for 30 % af kontraktbeløbet inden 4 år, jf. § 4, stk. 4 bortset fra kontrakter indgået i overensstemmelse med § 7, stk. 3.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 8.

I tilfælde, hvor en dansk virksomhed står som udenlandsk leverandør af forsvarsmateriel til andre landes forsvar, og som følge heraf har påtaget sig en forpligtelse til industrisamarbejde, kan Erhvervs- og Byggestyrelsen indgå en aftale med andre stater om at udligne den danske virksomheds forpligtelser til industrisamarbejde med udenlandske leverandørers tilsvarende forpligtelser i Danmark.

Stk. 2.

Hvis en udligning efter stk. 1 skal foretages, skal Erhvervs- og Byggestyrelsen sikre sig skriftlig tilsagn herom fra den danske virksomheds administrerende direktør, de berørte udenlandske leverandører og de berørte udenlandske myndigheder.

Stk. 3.

Transaktioner i henhold til stk. 1 og stk. 2. benævnes swaps.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 9.

Det skal af Erhvervs- og Byggestyrelsens industrisamarbejdsaftaler fremgå, at den udenlandske leverandør er forpligtet til én gang årligt, at rapportere elektronisk til Erhvervs- og Byggestyrelsen om opfyldelsen af aftalen.

Styrelsen skal forpligte den udenlandske leverandør til at redegøre for fakturerede køb.

Styrelsen skal kræve rapporten indgivet i den af Styrelsen fastlagte skabelon.

Stk. 2.

På grundlag af rapporteringen efter stk. 1, nedskriver Erhvervs- og Byggestyrelsen den udenlandske leverandørs forpligtelse det fakturerede køb med en faktor 1.

Stk. 3.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kan dog godkende en større nedskrivning med en faktor større end 1, hvis den udenlandske leverandør medvirker til teknologioverførsel, udviklingssamarbejde, investeringer eller lignende, som bibringer danske forsvarsrelaterede virksomheder betydelige muligheder for teknologiudvikling, samarbejde eller vækst.

Stk. 4.

Hvis den udenlandske leverandør anmoder om en nedskrivningsfaktor højere end 1, skal Erhvervs- og Byggestyrelsen anmode den administrerende direktør for den involverede danske virksomhed om at informere om den værdi og betydning, som samarbejdet med den udenlandske leverandør har for virksomheden.

Stk. 5.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kan ved beregning af opfyldelse af 30 procentkravet, jf. § 4, stk. 4, i hele afviklingsperioden godkende en faktor højere end 1.

Faktorer kan dog ikke godkendes i kombination med § 4, stk. 5.

Stk. 6.

Erhvervs- og Byggestyrelsen underretter skriftligt leverandøren om den foretagne nedskrivning.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 10.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kan til enhver tid afkræve danske virksomheder, der modtager ordrer fra udenlandske leverandører af forsvarsmateriel på grundlag af en industrisamarbejdsaftale mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen og den udenlandske leverandør, alle fornødne oplysninger med henblik på Styrelsens kontrol med den udenlandske leverandørs opfyldelse af industrisamarbejdsaftalen.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kan endvidere indhente regnskabsoplysninger og andre oplysninger med henblik på at vurdere virksomhedens økonomiske forhold i øvrigt.

Stk. 2.

I forbindelse med kontrol efter stk. 1, kan Erhvervs- og Byggestyrelsen kræve at oplysninger attesteres af den danske virksomheds administrerende direktør eller af virksomhedens revisor.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 11.

Erhvervs- og Byggestyrelsen rådgiver potentielle udenlandske leverandører om indgåelse af industrisamarbejdsaftaler.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 12.

Såfremt en udenlandsk leverandør misligholder sine forpligtelser i henhold til en industrisamarbejdsaftale, kan Erhvervs- og Byggestyrelsen udelukke denne fra at opnå nye kontrakter med forsvaret, indtil de udestående forpligtelser er opfyldt.

Stk. 2.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kan offentliggøre hvilke leverandører, der er udelukket fra at opnå kontrakter med forsvaret.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 13.

Erhvervs- og Byggestyrelsen nedsætter en Følgegruppe for industrisamarbejdsaftaler med repræsentanter udpeget af Forsvarsministeriet, Forsvarets Materieltjeneste, Dansk Industri og CO-Industri.

Erhvervs- og Byggestyrelsen er formand og sekretariat for Følgegruppen.

Stk. 2.

Erhvervs- og Byggestyrelsen orienterer Følgegruppen om status for indgåelsen af nye industrisamarbejdsaftaler og godkendelse af afvikling på bestående industrisamarbejdsaftaler mindst to gange årligt.

Følgegruppen orienteres også om afvigelser fra standardmæssige krav i nye aftaler og om godkendelse af faktorer.

Stk. 3.

Erhvervs- og Byggestyrelsen hører Følgegruppen om principielle spørgsmål i forbindelse med industrisamarbejdsaftalerne, om udelukkelse af leverandører fra at opnå nye kontrakter og om godkendelse af nedskrivningsfaktorer større end 3, jf. § 9, stk. 3.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

§ 14.

Cirkulæret træder i kraft den 1. november 2010.

Samtidig ophæves cirkulære nr. 75 af 4. oktober 2006 om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel.

CIR H#LOKDOK12 2010 88 Historic

Bilag 1

Baggrund for nærværende cirkulære om industrisamarbejde og justering i oktober 2010

I forbindelse med forsvarets indkøb af forsvarsmateriel har Folketinget givet økonomi- og erhvervsministeren hjemmel til at udstede regler for industrisamarbejde og kræve de nødvendige oplysninger af virksomhederne.

Formålet med industrisamarbejdsaftalerne er at styrke danske forsvarsrelaterede virksomheders teknologiske niveau, markedsadgang og samarbejde med udenlandske leverandører af forsvarsmateriel.

I en industrisamarbejdsaftale forpligter Erhvervs- og Byggestyrelsen en udenlandsk leverandør af forsvarsmateriel til forsvaret til at lægge ordrer hos danske forsvarsrelaterede virksomheder for et beløb svarende til forsvarskontraktens værdi vedrørende forsvarsmateriel.

I nærværende cirkulære fastsættes reglerne for, hvorledes Erhvervs- og Byggestyrelsen, der er ansvarlig for industriaftalernes indgåelse og administration, og Forsvarsministeriet med tilhørende institutioner, som indkøber skal forholde sig.

Cirkulæret erstatter de hidtil administrativt fastsat gældende retningslinjer for industrisamarbejdet.

Erhvervs- og Byggestyrelsen udarbejder løbende retningslinjer til offentligheden om industrisamarbejdet.

Ikke alle større forsvarsmaterielanskaffelser medfører en forpligtelse til at indgå en industrisamarbejdsaftale.

Det gælder ordrer placeret i Danmark, anskaffelse af brugt eller civilt materiel, projektadministration og -dokumentation, tjenesterejser og uddannelse i forbindelse med udbudsprojekter samt bygge- og anlægsarbejder.

De forpligtelser, der påhviler danske virksomheder, der nyder godt af industrisamarbejdsaftalerne, fastlægges i Bekendtgørelse om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →