Legislator Case Law & Legislation
C20091027809 DK

Meddelelse nr. 3/2009 om sanktionspåstande mv. i sager om spiritussejlads

8 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (8)

Statutory Text (8 Articles)

CIR1H#LOKDOK11 2009 10278 Historic

Meddelelse nr. 3/2009 om sanktionspåstande mv. i sager om spiritussejlads

CIR1H#LOKDOK11 2009 10278 Historic

1.

Indledning

Ved lov nr. 547 af 8. juni 2006 om ændring af lov om sikkerhed til søs og sømandsloven (Fastsættelse af promillegrænser samt forebyggelse af luftforurening fra skibe), som trådte i kraft den 1. juli 2006, blev der indført en fast promillegrænse til søs for alle erhvervsfartøjer og for visse fritidsfartøjer (lovens § 29 a, stk. 1).

Desuden blev der gennemført en generel skærpelse af sanktionerne, herunder en særlig bestemmelse om frakendelse af retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester i forbindelse med spiritussejlads.

For alle skibe, dvs. både erhvervs- og fritidsfartøjer, suppleres den faste promillegrænse af en generel bestemmelse i § 29 a, stk. 4, svarende til den tidligere gældende bestemmelse i lov om sikkerhed til søs § 29, stk. 3.

Bestemmelsen indebærer, at man ikke må føre skib eller i øvrigt udføre arbejde om bord på et skib i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden, hvis man har indtaget spiritus eller andre rusmidler i et sådant omfang, at man er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde.

Reglerne gælder for overtrædelser begået den 1. juli 2006 eller senere og er beskrevet nærmere i bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 547 af 8. juni 2006 (Retsinformation, lovforslag LF 135, Folketinget 2005-2006, 1. samling).

På den baggrund fastsættes i denne meddelelse retningslinjer for behandling af sager om spiritussejlads.

I afsnit 2 og 3 gennemgås reglerne om spiritussejlads.

Afsnit 4 vedrører straffen for spiritussejlads, mens afsnit 5 vedrører reglerne om rettighedsfrakendelse ved spiritussejlads.

I afsnit 6 gennemgås sanktioner ved sejlads i frakendelsestiden.

Afsnit 7 omhandler politiets mulighed for tilbageholdelse af skibet til sikring af bødekrav og sagsomkostninger, mens afsnit 8 vedrører forelæggelse af spørgsmål om rettighedsfrakendelse ved spiritussejlads mv. for rigsadvokaturen.

Afsnit 9 vedrører forelæggelse af sager om spiritussejlads mv. for Søfartsstyrelsen, mens den retlige behandling af sagerne er omtalt i afsnit 10.

2.

Spiritussejlads efter § 29 a, stk. 1, i lov om sikkerhed til søs

2.1.

Indledning

§ 29 a i lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 12. juli 2007, har følgende ordlyd

»§ 29 a.

For spiritussejlads straffes den, som fører skib eller i øvrigt udfører arbejde ombord på et skib i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter sejladsen overstiger 0,50 promille.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse for fritidsfartøjer, hvortil der ikke er foreskrevet uddannelseskrav til fartøjets fører eller eventuelle styrmand.

Førere af vandscootere og lignende fartøjer er dog omfattet af stk. 1.

Stk. 3.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, når et fritidsfartøj er fortøjet i havn eller på beskyttet ankerplads.

Stk. 4.

For spiritussejlads straffes endvidere den, som fører skib eller i øvrigt udfører arbejde om bord på et skib i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden efter at have indtaget spiritus eller andre rusmidler i et sådant omfang, at vedkommende er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde.

Stk. 5.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et udenlandsk fritidsfartøj, såfremt der ville have været foreskrevet uddannelseskrav til fartøjets fører eller eventuelle styrmand, jf. stk. 2, 1. pkt., hvis fartøjet havde ført dansk flag.«

Lovændringen indebærer, at der nu i lov om sikkerhed til søs § 29 a, stk. 1, er fastsat en promillegrænse på 0,50 promille for erhvervssejlads, jf. afsnit 2.2.

Det samme gælder ved fritidssejlads, når der er foreskrevet uddannelseskrav til fartøjets fører eller eventuelle styrmand, samt for førere af vandscootere og lignende fartøjer, jf. afsnit 2.3.

2.2.

Skibe, der anvendes erhvervsmæssigt

Den faste promillegrænse i § 29 a, stk. 1, i lov om sikkerhed til søs gælder al sejlads, der udføres erhvervsmæssigt .

Det vil som altovervejende hovedregel være skibets registrering, der er afgørende for, om der er tale om erhvervs- eller fritidssejlads.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (afsnit 2.5.), at personkredsen nævnt i § 29 a, stk. 1 - ” den som fører skib eller i øvrigt udfører arbejde om bord i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden ” - i praksis vil omfatte hele driftsbesætningen, f.eks. skibsfører, navigatører og maskinmester samt skibsassistenter.

På passagerskibe vil promillegrænsen udover driftsbesætningsmedlemmer omfatte sikkerhedsbesætningen, f.eks. inspektører, pursere og tjenere, som er udpeget til at varetage opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden.

Desuden vil lodser om bord på skibe også være omfattet af promillegrænsen.

Bestemmelserne om spiritussejlads omfatter såvel de vagtgående besætningsmedlemmer som besætningsmedlemmer, der ikke er på vagt, men er udset til at udføre funktioner af betydning for sikkerheden .

Baggrunden herfor er efter forarbejderne til bestemmelsen, at det - efter sagens natur - ikke kan forudses, hvornår der opstår en nødsituation om bord på skibet, og at personer, der på forhånd er udset til at skulle udføre funktioner af væsentlig betydning for sikkerheden, skal være i stand til at kunne træde til uden varsel.

Som eksempel kan nævnes, at personer, der er indskrevet i skibets båd- og brandruller (sikkerhedsberedskabet), er udpeget til at skulle varetage opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden.

En beruset matros, der er udpeget til at skulle deltage i brandberedskabet om bord på skibet, vil således kunne straffes for spiritussejlads, uanset om der har været ild i skibet.

Promillegrænserne gælder også for skibe, der anvendes erhvervsmæssigt, når disse er fortøjet i havn eller på beskyttet ankerplads, jf. § 29 a, stk. 3, modsætningsvis.

Promillegrænsen gælder i disse tilfælde - tilsvarende som til søs - alene for den del af besætningen, hvis arbejde omfatter opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden.

Når skibet er i havn, vil de personer, som har til opgave at udføre sikkerhedsmæssige opgaver, mens skibet er i havn, således være omfattet af bestemmelserne om spiritussejlads.

Personer, som ikke har opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden, mens skibet er i havn, omfattes derimod ikke af spiritusbestemmelserne, når skibet er i havn.

Den faste promillegrænse suppleres af bestemmelsen i § 29 a, stk. 4 , i lov om sikkerhed til søs, hvorefter det er muligt at straffe en person med opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden, såfremt den pågældende har indtaget spiritus eller andre rusmidler i et sådant omfang, at vedkommende er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde.

Se nærmere om bestemmelsen nedenfor i afsnit 3.

2.3.

Fritidsfartøjer

Den faste promillegrænse på 0,50 gælder endvidere for sejlads med fritidsfartøjer, for hvilke der stilles uddannelseskrav til fartøjets fører eller eventuelle styrmand, samt for vandscootere og lignende fartøjer, jf. § 29 a, stk. 1, jf. stk. 2.

I forarbejderne til lov nr. 547 af 8. juni 2006 (lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.6.) er uddannelseskravene i forbindelse med fritidsfartøjer samt afgrænsningen af begrebet ”vandscootere mv.” nærmere beskrevet

»Der stilles uddannelseskrav til føreren og den eventuelle styrmand for fritidsfartøjer med en længde på 15 meter (ca. 50 fod) samt derover, jf. § 10 i lov om skibes besætning, jf. lov nr. 15 af 13. januar 1997 med senere ændringer, som bl.a. ændret ved bekendtgørelse nr. 465 af 14. juni 2002 om ændringer af tonnagegrænser for fiskeskibe og fritidsfartøjer i besætningsloven.

For den store gruppe af fritidsfartøjer med en længde under 15 meter er alene de såkaldte speedbåde omfattet af uddannelseskrav, jf. bekendtgørelse nr. 185 af 26. marts 1999 om uddannelseskrav m.v. til førere af visse motordrevne fritidsfartøjer med en bruttotonnage under 20 (speedbådsførerbekendtgørelsen), som ligeledes ændret som konsekvens af bekendtgørelse nr. 465 af 14. juni 2002 om ændringer af tonnagegrænser for fiskeskibe og fritidsfartøjer i besætningsloven.

Speedbådsbevis kræves til førere af planende fritidsfartøjer med en bruttotonnage under 20 og med en vis fremdrivningseffekt i forhold til fartøjets størrelse, samt for fritidsfartøjer med en længde under 4 meter og en fremdrivningseffekt på 19 kW (svarende til ca. 25 HK) eller derover, jf. bekendtgørelse nr. 185 af 26. marts 1999 om uddannelseskrav m.v. til førere af visse motordrevne fritidsfartøjer med en bruttotonnage under 20 (speedbådsførerbekendtgørelsen).

Ved et planende fartøj forstås et fartøj med V-formet bund, et bredt, fladt agterskib og ingen egentlig køl, eller fartøjer, der er bygget på en sådan måde, at skroget ved en vis hastighed løftes delvist ud af vandet.

Den faste promillegrænse vil endelig omfatte vandscootere og lignende fartøjer.

Begrebet vandscooter og lignende fartøjer skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelserne i Miljøministeriets regulering af sejlads med vandscootere mv., jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 611 af 4. juli 1994 med senere ændringer.

Bekendtgørelsen omfatter vandscootere, luftpudefartøjer og andre motordrevne sportsfartøjer af tilsvarende karakter.«

Det bemærkes, at reglerne om uddannelseskrav til førere af visse motordrevne fritidsfartøjer med en skroglængde under 15 meter (speedbådsførerbekendtgørelsen) nu findes i Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 232 af 22. marts 2006.

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 611 af 4. juli 1994 er endvidere ophævet og erstattet af bekendtgørelse nr. 1315 af 20. november 2006 om regulering af sejlads med vandscootere mv.

På fritidsfartøjer vil bestemmelsen i § 29 a, stk. 1, typisk omfatte skibsføreren og den, der virker som rorgænger og/eller navigatør.

Også andre personer kan være omfattet af promillegrænsen.

Udtrykket ”i en stilling” og ”udfører arbejde” indebærer ikke, at der skal være tale om et ansættelsesretligt forhold.

Den faste promillegrænse gælder ikke for fritidsfartøjer, når skibet er fortøjet i havn eller ligger til ankers på beskyttet ankerplads, jf. § 29 a, stk. 3.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (afsnit 2.6.), at der ved en ”beskyttet ankerplads” typisk forstås en ankerplads, som er placeret tæt ved kysten og i et farvand, hvor der er ringe eller ingen trafik - især fra handelsskibe.

Ved vurderingen af, om en fortøjning af et fritidsfartøj er sket på beskyttet ankerplads, tages endvidere hensyn til vind- og vejrforholdene i området, strøm og bølger samt farvandets beskaffenhed, herunder bundforhold og dybde.

Opankring i søer under gode vejrforhold vil normalt altid anses for opankring på beskyttet ankerplads.

På en beskyttet ankerplads kan der dog efter omstændighederne være behov for opretholdelse af visse sikkerhedsmæssige funktioner, som f.eks. at sikre fortøjninger eller ankeret.

I disse situationer vil der kunne ifaldes strafansvar for personer med opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden, såfremt vedkommende har indtaget spiritus eller andre rusmidler i et sådant omfang, at vedkommende ikke kan udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde, jf. lov om sikkerhed til søs § 29 a, stk. 4.

Tvivlsspørgsmål om skibstyper eller om den i § 29 a, stk. 1 og 4, nævnte personkreds (”i øvrigt udfører arbejde om bord på et skib i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden”) samt om uddannelseskrav mv. til førere af fritidsfartøjer bør forelægges for Søfartsstyrelsen inden tiltalerejsning i sagen, jf. også afsnit 9.

3.

Spiritussejlads efter § 29 a, stk. 4, i lov om sikkerhed til søs

3.1.

Indledning

Ved lov nr. 547 af 8. juni 2006 blev den eksisterende bestemmelse om spiritussejlads videreført i lovens § 29 a, stk. 4

»Stk. 4.

For spiritussejlads straffes endvidere den, som fører skib eller i øvrigt udfører arbejde om bord på et skib i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden efter at have indtaget spiritus eller andre rusmidler i et sådant omfang, at vedkommende er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde.«

Bestemmelsen indeholder et generelt forbud mod sejlads i en tilstand, hvor en person er så påvirket af alkohol eller andre rusmidler, at den pågældende er ude af stand til udføre sine opgaver af væsentlig betydning for sikkerheden på fuldt betryggende måde.

3.2.

Anvendelsesområdet for § 29 a, stk. 4

Bestemmelsen omfatter alle typer af skibe og dermed også alle fritidsfartøjer, herunder joller, robåde, kanoer og kajakker samt fritidsfartøjer, der ligger i havn eller på beskyttet ankerplads, jf. tillige afsnit 2.3.

Den generelle bestemmelse i § 29 a, stk. 4, vil desuden kunne anvendes både på erhvervs- og fritidsområdet i de tilfælde, hvor der er mistanke om spiritussejlads, men hvor det ikke er muligt at bevise promillens størrelse, f.eks. fordi måling først foretages, når skibet efter længere tids sejlads kommer i havn.

Bestemmelsen omfatter også andre rusmidler end alkohol.

Ved vurderingen vil det kunne være nødvendigt at inddrage vidneudsagn vedrørende den pågældendes tilstand, sejlads mv., ligesom alkoholpromillen - hvis den er kendt - efter bemærkningerne til loven skal tillægges meget betydelig vægt.

Ifølge lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.7.1.5. forudsættes det, at sejlads i spirituspåvirket tilstand, hvor promillen ikke er kendt , sidestilles med sejlads med en promille i intervallet 0,51 - 1,20, jf. nedenfor i afsnit 4.2.

4.

Straffen for spiritussejlads

4.1.

Indledning

Som det fremgår ovenfor i afsnit 1, blev der ved lov nr. 547 af 8. juni 2006 gennemført en generel skærpelse af sanktionerne for spiritussejlads.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger (afsnit 2) fremgår følgende

»Lovforslaget tilsigter endvidere en skærpelse af sanktionerne for spiritussejlads, således at sanktionerne for spiritussejlads tilnærmes det skærpede sanktionsniveau for spirituskørsel, som indførtes med lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven.

Heri ligger en generel skærpelse af sanktionerne for spiritussejlads både for så vidt angår selve straffen for spiritussejlads og for frakendelse af retten til at gøre tjeneste som skibsfører, styrmand eller maskinmester.

Der tilsigtes således en markant skærpelse af sanktionsniveauet, selvom strafferammen sænkes fra 2 år til 1 år og 6 måneder, hvilket alene har til formål at bringe strafferammen i overensstemmelse med strafferammen for spirituskørsel efter færdselsloven.

Der henvises til lovforslagets § 29 c, § 29 e og § 32, stk. 2 - 5, samt de almindelige bemærkningers pkt. 2.7.«

Straffebestemmelsen i § 29 c har følgende ordlyd

»§ 29 c. Spiritussejlads efter § 29 a straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder.

Stk. 2.

Spiritussejlads i robåde og lignende fartøjer, som ikke føres frem ved sejl- eller motorkraft, straffes dog med bøde.«

Om straffen for spiritussejlads fremgår det endvidere af § 32, stk. 2, 3 og 5

»Stk. 2.

Ved udmåling af straf efter § 29 c, stk. 1, skal der tages særlig hensyn til, om

1) alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter sejladsen har oversteget 2,00 promille,

2) vedkommende findes skyldig i flere tilfælde af spiritussejlads,

3) vedkommende tidligere er frakendt retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand el­ler maskinmester betinget som følge af spiritussejlads og det nye forhold er begået inden 3 år efter, at den tidligere afgørelse blev endelig,

4) vedkommende tidligere er frakendt retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand el­ler maskinmester ubetinget som følge af spiritussejlads og det nye forhold er begået inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden, eller

5) der i øvrigt foreligger alvorlige sejladsfejl eller andre skærpende omstændigheder.

Stk. 3.

Ved udmåling af bøder efter § 29 c, stk. 1, skal der endvidere tages særligt hensyn til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet og alkoholpromillen i blodet under eller efter sejladsen.

Stk. 4.

Ved udmåling af bøder efter § 29 d, stk. 1, skal der endvidere tages særligt hensyn til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet.

Det samme gælder bøder, der i medfør af straffelovens § 58 idømmes i forbindelse med betinget fængselsstraf fastsat efter § 29 c, stk. 1, eller § 29 d, stk. 2.

Stk. 5.

Bestemmelserne i stk. 3 og 4 kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.«

Som nævnt ovenfor er det efter lovforslaget hensigten, at spiritussejlads som udgangspunkt skal straffes efter samme retningslinjer som spirituskørsel efter færdselsloven.

Dette indebærer, at sejlads med en promille i intervallet 0,51 - 2,00 som udgangspunkt vil blive straffet med bøde i førstegangstilfælde på både erhvervs- og fritidsområdet.

Straffen for spiritussejlads forhøjes endvidere , hvis der foreligger flere forhold af spiritussejlads til samtidig pådømmelse, hvis spiritussejladsen er foregået i frakendelsestiden, eller hvis der i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

For så vidt angår tilbageregning til alkoholpromillen på gerningstidspunktet anlægges som udgangspunkt samme praksis i sager om spiritussejlads som i sager om spirituskørsel.

Der kan dog i sager om spiritussejlads ofte gå forholdsvis lang tid imellem sejladsen (gerningstidspunktet) og udtagelsen af blodprøve, hvorfor der i disse sager skal ske tilbageregning, såfremt dette må antages at kunne få væsentlig indflydelse på sanktionsfastsættelsen.

Efter bemærkningerne til lovforslaget (afsnit 2.7.1.1. og 2.7.1.2 samt de specielle bemærkninger til nr. 4) skal der også ved sanktionsfastsættelsen i forbindelse med spiritussejlads med et fritidsfartøj, hvortil der ikke er foreskrevet uddannelseskrav til skibets fører eller eventuelle styrmand, og hvor der derfor ikke gælder nogen fast promillegrænse (tilfælde omfattet af § 29 a, stk. 4), tages udgangspunkt i promillens størrelse.

Sanktionerne i disse tilfælde er således som udgangspunkt de samme, som hvis der havde været tale om en overtrædelse af den faste promillegrænse i § 29 a, stk. 1.

For fritidsfartøjer, der ikke føres frem ved sejl eller motorkraft, kan der dog kun idømmes bødestraf, jf. nærmere afsnit 4.2.

4.2.

Spiritussejlads i intervallet fra 0,51 - 2,00 promille

For spiritussejlads i intervallet 0,51 - 2,00 promille gælder ifølge § 32, stk. 2, og bemærkningerne til forslaget til lov nr. 547 af 8. juni 2006 følgende strafpositioner

Om straffen for spiritussejlads under skærpende omstændigheder og spiritussejlads i frakendelsestiden henvises til afsnit 4.4. og 6.

For førere eller vagthavende navigatører eller maskinmestre på skibe, der transporterer passagerer eller farligt gods , forudsættes straffen skærpet i alle tilfælde af spiritussejlads med en promille på over 0,50.

Det betyder, at straffen for disse personer rykkes med én position i forhold til de i skemaet angivne positioner, og at der allerede i 1. gangstilfælde, hvor promillen har været i intervallet fra 0,51 - 2,00, skal påstås frihedsstraf (10 dages fængsel), der som udgangspunkt gøres betinget efter de retningslinjer, der er beskrevet nedenfor.

I andengangstilfælde uden skærpende omstændigheder i øvrigt er straffen fængsel i 20 dage osv. Sanktionen i disse tilfælde er endvidere beskrevet i note 5 i bilag 2 til lovforslaget (bilag 1 til meddelelsen).

Opmærksomheden henledes dog på, at det anførte eksempel i noten, hvor det fremgår, at straffen i førstegangstilfælde er fængsel i 20 dage, må antages at gælde den situation, hvor der - udover det forhold, at spiritussejladsen er sket med hensyn til et skib, der transporterer passagerer eller farligt gods - foreligger skærpende omstændigheder som nævnt nedenfor i afsnit 4.4.

For fritidsfartøjer, der ikke føres frem ved sejl- eller motorkraft , som f.eks. robåde, kanoer, kajakker og lignende fartøjer, kan der for sejlads i spirituspåvirket tilstand kun idømmes bødestraf , jf. § 29 c, stk. 2.

I lovforslagets bemærkninger forudsættes det, at der anvendes samme strafpositioner som ved cykelkørsel i beruset tilstand, således at første-, anden- og tredjegangstilfælde straffes med bøder på henholdsvis 500, 1.000 og 1.000 kr.

Det er ikke afgørende, om fartøjet i det konkrete tilfælde har anvendt sejl eller motor, men derimod om fartøjet generelt er beregnet hertil eller til fremførsel ved ”muskelkraft”.

I andengangstilfælde af spiritussejlads i intervallet 0,51 - 2,00 skal der - afhængigt af straffen i førstegangstilfældet - nedlægges påstand om enten en ubetinget frihedsstraf eller en betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af note 1 i bilag 2 til lovforslaget (optrykt som bilag 1 til meddelelsen), at de retningslinjer for anvendelse af betingede domme, som efter lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven anvendes i tilfælde af spirituskørsel, forudsættes anvendt tilsvarende for spiritussejlads.

I bilag 2 er dog kun nævnt muligheden for, at frihedsstraffen for spiritussejlads kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde på en måneds nettoindtægt.

På baggrund af den udtrykkelige henvisning til reglerne om betingede domme i sager om spirituskørsel er det dog min opfattelse, at betinget dom med vilkår om alkoholistbehandling kan anvendes på lige fod med betingede domme med vilkår om samfundstjeneste i sager om spiritussejlads.

Denne mulighed er endvidere anvendt i praksis.

Det er i pkt. 2.7.1.2. i bemærkningerne og i bilag 2 til lovforslaget (optrykt som bilag 1 til meddelelsen) endvidere forudsat, at strafpositionerne i gentagelsestilfælde svarer til færdselslovens strafpositioner for gentagelsestilfælde for spirituskørsel, således at der også ved spiritussejlads højst skal kunne idømmes én betinget fængselsstraf inden for en doms gentagelsesvirkningsperiode.

Bøden for spiritussejlads udmåles under hensyntagen til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet og alkoholpromillen i blodet under eller efter sejladsen, jf. § 32, stk. 3.

Bøden beregnes på følgende måde

Årlig bruttoindtægt x 1.000 kr. x promillens størrelse

25.000 kr.

For personer på DIS skibe (skibe, som er registeret i Dansk Internationalt Skibsregister), som lønnes efter det såkaldte nettolønsprincip, vil bøden udgøre en månedsløn ganget med promillens størrelse, idet ovennævnte beregningsmetode som anført tilnærmelsesvis svarer til en måneds nettoindtægt ganget med promillen.

Den ovenfor beskrevne beregning af bøden kan ikke umiddelbart anvendes, hvis der ikke foreligger oplysninger om promillens størrelse.

I disse tilfælde beregnes bøden som en måneds nettoløn ganget med den laveste promille, dvs. 0,51, svarende til praksis for spirituskørsel med ukendt promille efter færdselslovens § 53, stk. 2.

Det fremgår af bilag 2 til lovforslaget, der er optrykt som bilag 1 til denne meddelelse, at minimumsbøden er 1.500 kr., for ægtefæller uden egen indkomst, dog minimum 3.000 kr.

Det må antages, at betingelserne for anvendelse af minimumsbøde er de samme som ved spirituskørsel efter færdselsloven.

Det fremgår endvidere udtrykkeligt af § 32, stk. 4, 2. pkt., at der ved udmåling af tillægsbøder til betingede domme skal tages særligt hensyn til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet.

Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000, afsnittet om færdselslovens kapitel 10 (§ 53), pkt. 4.1.1., for eksempler på bødeberegning i sager om spirituskørsel.

Reglerne om bødeberegning kan ifølge bestemmelsen i § 32, stk. 5, fraviges , når særlige grunde taler derfor.

Om anvendelsen af bestemmelsen fremgår følgende af bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 547 af 8. juni 2006 (afsnit 2.7.1.)

»Efter lovforslagets § 32, stk. 5, vil der være mulighed for - efter en konkret vurdering - at fravige udgangspunktet i forhold til bøder, når særlige grunde taler herfor.

Fravigelsen vil kunne ske såvel i skærpende som i formildende retning.

En tilsvarende bestemmelse findes i færdselsloven og giver domstolene mulighed for i tilfælde, hvor der foreligger ganske særligt formildende omstændigheder, at undlade at anvende den sædvanlige udmålingspraksis, men i stedet fastsætte en skønsmæssig lavere bøde.

Tilsvarende praksis forudsættes anvendt ved spiritussejlads, men anvendelsesområdet forudsættes her udvidet i forhold til anvendelsesområdet efter færdselslovens tilsvarende bestemmelse, idet den almindelige udmålingspraksis eksempelvis vil kunne tænkes fraveget i forhold til spiritussejlads i fritidsfartøjer, som ikke er omfattet af den faste promillegrænse, såfremt de konkrete omstændigheder måtte tale herfor.

Ved spiritussejlads med et fritidsfartøj, hvortil der ikke er foreskrevet uddannelseskrav til fartøjets fører eller eventuelle styrmand (og som ikke er en vandscooter eller lignende fartøj), vil udgangspunktet således være, at der tages udgangspunkt i promillens størrelse, og at der straffes efter samme retningslinjer som efter færdselsloven, men at dette strafniveau efter en konkret vurdering vil kunne nedsættes efter bestemmelsen i § 32, stk. 5.«

4.3.

Spiritussejlads med en promille over 2,00

For spiritussejlads med en promille på over 2,00 gælder ifølge § 32, stk. 2, og bilag 2 til forslaget til lov nr. 547 af 8. juni 2006 (optrykt som bilag 1 til meddelelsen) følgende strafpositioner

Om straffastsættelsen for spiritussejlads under skærpende omstændigheder og spiritussejlads i frakendelsestiden henvises endvidere til pkt. 4.4. og 6.

For så vidt angår førstegangstilfælde af spiritussejlads med en promille på over 2,00 udmåles som udgangspunkt en betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn.

For førere eller vagthavende navigatører eller maskinmestre på skibe, der transporterer passagerer eller farligt gods , forudsættes straffen skærpet i alle tilfælde af spiritussejlads med en promille på over 0,50.

Det betyder som nævnt i afsnit 4.2., at straffen for disse personer rykkes med én position i forhold til de i skemaet angivne positioner, og at der således i 1. gangstilfælde, hvor promillen har været over 2,00, skal påstås frihedsstraf i 30 dage.

I andengangstilfælde er straffen fængsel i 40 dage osv.

I andengangstilfælde i intervallet over 2,00 er straffen - afhængigt af straffen i førstegangstilfældet - enten en ubetinget frihedsstraf eller en betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn.

Det er i pkt. 2.7.1.2. i bemærkningerne og bilag 2 til lovforslaget (optrykt som bilag 1 til meddelelsen) forudsat, at strafpositionerne i gentagelsestilfælde svarer til færdselslovens strafpositioner for gentagelsestilfælde for spirituskørsel, således at der også ved spiritussejlads højst skal kunne idømmes én betinget fængselsstraf inden for en doms gentagelsesvirkningsperiode.

Om beregningen af tillægsbøde henvises til afsnit 4.2.

4.4.

Spiritussejlads under skærpende omstændigheder

Ved udmålingen af straffen for spiritussejlads skal der tages særligt hensyn til, om der foreligger skærpende omstændigheder, jf. § 32, stk. 2, nr. 5.

Skærpende omstændigheder som nævnt i § 32, stk. 2, nr. 5, vil kunne foreligge, når der samtidig med spiritussejladsen er begået alvorlige sejladsfejl .

Følgende fremgår af forarbejderne til lov nr. 547 af 8. juni 2006 (lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.7.1.3.) om disse tilfælde

»Efter lovforslaget er det således hensigten, at der vil foreligge skærpende omstændigheder for spiritussejlads, når der er sket grov tilsidesættelse af sejladsforskrifter, som har indebåret skade på person eller ting, eller der er fremkaldt nærliggende fare herfor.

Det kan f.eks. være forvoldelse af kollision ved tilsidesættelse af vigepligt eller grov tilsidesættelse af hastighedsbegrænsninger i havne eller andre steder med intensiv trafik.

…

Det vil endvidere efter almindelige strafudmålingsprincipper kunne anses for særligt dadelværdigt, at førere eller vagthavende navigatører eller maskinmestre på skibe, som transporterer passagerer eller farligt gods, har en promille på over 0,50.

På disse skibe må der således stilles særligt store krav til den personkreds, som er direkte ansvarlig for skibets sejlads…«

Sager, hvor der er forvoldt grundstødning, forlis eller anden søulykke, jf. § 29, stk. 1, i lov om sikkerhed til søs, bør forelægges for Søfartsstyrelsen med henblik på en vurdering af, om der foreligger skærpende omstændigheder i forbindelse med spiritussejladsen.

Tilsvarende bør tvivlsspørgsmål vedrørende den særlige persongruppe, der transporterer passagerer eller farligt gods, forelægges, jf. også afsnit 9.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger (afsnit 2.7.1.3.) til bestemmelsen i § 32, stk. 2, nr. 5, at de strafpositioner, som anvendes ved spirituskørsel under skærpende omstændigheder, forudsættes anvendt på tilsvarende måde ved spiritussejlads under skærpende omstændigheder.

Dette indebærer eksempelvis, at spiritussejlads med en promille på over 2,00 i førstegangstilfælde vil blive straffet med fængsel i 30 dage, hvis der foreligger skærpende omstændigheder, mod 20 dage, hvis der ikke foreligger skærpende omstændigheder.

Af bilag 2 til lovforslaget (optrykt som bilag 1 til meddelelsen) fremgår endvidere, at bøden i førstegangstilfælde ved en promille i intervallet fra 0,51 - 2,00 med skærpende omstændigheder kan overstige bøden beregnet som en måneds nettoindtægt ganget med promillens størrelse i de tilfælde, hvor der skal fastsættes en fællesstraf med overtrædelser af andre regler, f.eks. ved forvoldelse af søulykke samtidig med spiritussejlads.

Det fremgår dog ikke af forarbejderne, om der ligesom ved overtrædelse af færdselsloven, jf. færdselslovens § 118 a, stk. 3, skal ske fuld kumulation af bøde ved spiritussejlads og samtidig overtrædelse af andre regler i lov om sikkerhed til søs.

Under hensyn til tilkendegivelserne i forarbejderne til loven, hvoraf det fremgår, at der tilsigtes en generel skærpelse af sanktionerne for spiritussejlads, og at sanktionerne for spiritussejlads tilnærmes det skærpede sanktionsniveau for spirituskørsel, som indførtes ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven, må det antages, at udgangspunktet er, at der skal ske kumulation efter principperne i færdselsloven.

5.

Frakendelse af retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester ved spiritussejlads

5.1.

Indledning

Efter § 29 e, stk. 1, i lov om sikkerhed til søs kan retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester frakendes den, der har gjort sig skyldig i spiritussejlads.

Frakendelsen sker ubetinget, men kan under formildende omstændigheder dog ske betinget.

Det fremgår af note 2 i bilag 3 til lovforslaget (optrykt som bilag 2 til meddelelsen), at frakendelse generelt kan ske i forhold til personer, der har ført skib eller udført arbejde om bord på et skib i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden .

Frakendelse er endvidere ikke betinget af, at den pågældende har sønærings-, dueligheds- og/eller speedbådsbevis.

Ved frakendelse meddeles der ved dommen et generelt forbud mod at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester.

Politiet kan i henhold til lov om sikkerhed til søs § 29 e, stk. 6, midlertidigt inddrage retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester, såfremt politiet skønner, at betingelserne for ubetinget frakendelse foreligger som følge af spiritussejlads.

Det tidsrum, hvori retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

For danske søfarende og udlændinge med danske sønæringsbeviser inddrages de udstedte danske sønæringsbeviser.

Udenlandske søfolk, som gør tjeneste på danske skibe, skal udover deres udenlandske sønæringsbevis være i besiddelse af et anerkendelsesbevis (Recognition Certificate) udstedt af de danske myndigheder.

Det er dette bevis - men ikke det udenlandske sønæringsbevis - som kan inddrages.

Inddragelsen af beviset betyder, at de pågældende ikke kan gøre tjeneste på danske skibe.

For udenlandske søfarende, der ikke har dansk anerkendelsesbevis, meddeles de pågældende derfor, at deres ret til at føre skib på dansk søterritorium og på danske skibe er inddraget, uden at de pågældendes fysiske sønæringsbeviser inddrages.

I tilfælde af anvendelse af § 29 e, stk. 6, om midlertidig inddragelse skal Søfartsstyrelsen orienteres herom, idet inddragelsen kan have betydning for, om skibet må sejle, inden besætningsmedlemmet er blevet erstattet af en anden person, ligesom det kan have betydning for, om den pågældende kan få fornyet sit sønæringsbevis.

Spørgsmål om generhvervelse af retten til at føre skib mv. kan kun indbringes for domstolene inden frakendelsestidens udløb, hvis der er sket frakendelse for længere tid end 3 år.

Indbringelse sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 3 år fra endelig dom.

Retten kan kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger, jf. § 29 e, stk. 4.

I forarbejderne til bestemmelsen (de almindelige bemærkninger afsnit 2.7.2.4.) henvises til, at den foreslåede formulering stort set svarer til bestemmelsen i færdselslovens § 132 om generhvervelse af førerretten før frakendelsestidens udløb.

På den baggrund må det antages, at generhvervelse af retten til at føre skib mv. før frakendelsestidens udløb kun kan ske rent undtagelsesvist.

5.2.

Frakendelsestiden

Det fremgår af § 29 e, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs, at ubetinget frakendelse sker for et tidsrum af mellem 6 måneder og 5 år eller for bestandig.

Efter bemærkningerne til lov nr. 547 af 8. juni 2006 anvendes betinget frakendelse i førstegangstilfælde af sejlads med en promille på indtil 1,20.

Overstiger promillen 1,20, sker frakendelse ubetinget.

Ubetinget frakendelse anvendes endvidere i gentagelsestilfælde af spiritussejlads.

Ifølge bilag 3 til lovforslaget (optrykt som bilag 2 til denne meddelelse) gælder følgende retningslinjer for frakendelsestidens længde

Frakendelse af retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester efter bestemmelserne i § 29 e omfatter ikke sejlads med robåde og lignende fartøjer , der ikke føres frem ved sejl eller motorkraft, jf. afsnit 2.7.2.3. i de almindelige bemærkninger i forslaget til loven.

Såfremt der samtidig med spiritussejladsen foreligger overtrædelse af § 29, stk. 1 eller 2 , i lov om sikkerhed til søs, f.eks. foranledning af søulykke i forbindelse med spiritussejlads, kan der eventuelt tillige være grundlag for rettighedsfrakendelse efter § 29 e, stk. 2.

Efter denne bestemmelse kan retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester under skærpende omstændigheder tillige frakendes i forbindelse med dom for overtrædelse af § 29, stk. 1 eller 2.

Frakendelsen kan ske betinget.

Ved vurderingen af, om frakendelse efter § 29 e, stk. 2, skal ske betinget eller ubetinget, forudsættes det i forarbejderne til lov nr. 547 af 8. juni 2006 (de specielle bemærkninger til § 29 e, stk. 2), at der lægges afgørende vægt på grovheden af den eller de begåede forseelser, herunder om der er forvoldt personskade, materielskade, forurening eller har været nærliggende fare herfor, samt om overtrædelsen har karakter af særlig hensynsløs sejlads.

I tilfælde, hvor der udover rettighedsfrakendelse som følge af spiritussejladsen også skal ske rettighedsfrakendelse efter § 29, stk. 1 eller 2, kan der således blive tale om, at der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse for et længere tidsrum end det, der fremgår af skemaet.

Det fremgår af pkt. 2.7.2.2. i bemærkningerne til forslaget til lov nr. 547 af 8. juni 2006, at frakendelse for bestandig kan anvendes i tilfælde, hvor den pågældende under sejladsen har begået grov tilsidesættelse af sejladsforskrifter, sejladsen har resulteret i alvorlig personskade, og der foreligger sådanne oplysninger om den pågældendes tidligere tilsidesættelse af sejladsforskrifter, at frakendelse for bestandig skønnes påkrævet af hensyn til sejladssikkerheden og retsfølelsen.

Såfremt der ved dom sker ubetinget frakendelse af retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester, påhviler det anklagemyndigheden at inddrage vedkommendes sønæringsbevis, duelighedsbevis eller speedbådsbevis, der tillige med en udskrift af dommen sendes til Økonomi- og Erhvervsministeriet, jf. § 29 e, stk. 4, dvs. i praksis til Søfartsstyrelsen, Vermundsgade 38 C, 2100 København Ø.

6.

Sejlads i frakendelsestiden

Sejlads i frakendelsestiden kan straffes efter § 29 d, der er affattet således

»§ 29 d.

Den, som fører skib eller gør tjeneste som styrmand eller maskinmester, til trods for at retten hertil er frakendt den pågældende ubetinget, straffes med bøde, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, hvis den pågældende

1) findes skyldig i flere tilfælde af sejlads i frakendelsestiden eller

2) tidligere er straffet for sejlads i frakendelsestiden.«

Ifølge § 32, stk. 4, udmåles bøden efter § 29 d, stk. 1, under hensyntagen til den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet.

Sejlads i en periode, hvor retten til at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester er frakendt, forudsættes efter forarbejderne til lov nr. 547 af 8. juni 2006 straffet efter samme principper som kørsel i frakendelsestiden efter færdselsloven.

Ifølge § 29 d og bilag 2 til lovforslaget (der er optrykt som bilag 1 til denne meddelelse) gælder følgende strafpositioner ved sejlads i frakendelsestiden, hvor der ikke samtidig er tale om spiritussejlads

Bøden for et førstegangstilfælde af sejlads i frakendelsestiden fastsættes til en måneds nettoindtægt, dvs. 1.000 kr. pr. 25.000 kr. i årlig bruttoindtægt.

Minimumsbøden må i lighed med straffen for spiritussejlads antages at være 1.500 kr. og 3.000 kr. for en ægtefælle uden egen indtægt.

For så vidt angår straffen i andengangstilfælde af sejlads i frakendelsestiden bør denne fastsættes til 10 dages fængsel.

Det må antages, at straffen som ved kørsel i frakendelsestiden efter færdselslovens § 117 a kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling samt en tillægsbøde på en måneds nettoløn.

Det fremgår videre af bilag 2 til lovforslaget (optrykt som bilag 1 til denne meddelelse), at straffen for spiritussejlads på tilsvarende måde som ved kørsel i frakendelsestiden efter færdselsloven forudsættes skærpet, hvis sejladsen er sket i frakendelsestiden .

På denne baggrund er det min opfattelse, at der som for spirituskørsel i andengangstilfælde, der finder sted i frakendelsestiden, skal lægges 10 dage til den fængselsstraf, som spiritussejladsen alene ville have medført.

Tilsvarende gælder, at der også i tredjegangstilfælde og senere skal ske en forhøjelse af straffen for spiritussejlads med 10 dage, hvis sejladsen har fundet sted i frakendelsestiden.

Der henvises til skemaerne i afsnit 4.2. og 4.3. vedrørende sanktionspåstanden.

7.

Tilbageholdelse af skibet til sikring af bødekrav og sagsomkostninger

Ved lov nr. 511 af 17. juni 2008 om ændring af sømandsloven og lov om sikkerhed til søs blev § 31 b i lov om sikkerhed til søs ændret, således at politiet nu i alle tilfælde af overtrædelse af bl.a. lov om sikkerhed til søs kan tilbageholde et skib til sikring af bødekrav og sagsomkostninger.

Navnlig i sager, hvor der er begået overtrædelser om bord på udenlandske skibe, er der en oplagt risiko for, at skibet forlader Danmark, og at bøden derfor ikke eller kun meget vanskeligt kan inddrives.

Det fremgår af bemærkningerne til loven (de almindelige bemærkninger afsnit 1.2), at der også vil kunne ske tilbageholdelse af skibet i medfør af § 31 b i tilfælde af spiritussejlads.

Det er dog i disse tilfælde forudsat, at bestemmelsen kun anvendes, hvis den skyldige er et besætningsmedlem, som er direkte involveret i skibets navigering (f.eks. skibsføreren eller en styrmand), men ikke hvis den skyldige blot indgår i skibets sikkerhedsruller (båd- og brandrullerne), hvilket typisk er tilfældet for f.eks. cateringpersonale.

8.

Forelæggelse af sager om spiritussejlads mv., hvor der er spørgsmål om rettighedsfrakendelse, for Rigsadvokaten

Ved udsendelsen af denne meddelelse ophæves den almindelige pligt til forelæggelse af sager om spiritussejlads efter § 29 a i lov om sikkerhed til søs for Rigsadvokaten, hvor påstand om rettighedsfrakendelse agtes nedlagt eller bør overvejes, jf. tidligere Rigsadvokatmeddelelse nr. 3/2002, afsnittet om ”forelæggelsesregler” side 4, punkt 4.

Dette indebærer, at der i sager om spiritussejlads kun er pligt til forelæggelse for Rigsadvokaten, hvor der - udover spiritussejladsen - er spørgsmål om rettighedsfrakendelse efter § 29 e, stk. 2 , som følge af overtrædelse af § 29, stk. 1 eller 2, i lov om sikkerhed til søs (om foranledning af grundstødning, forlis mv.).

Forelæggelse for Rigsadvokaten skal ske efter en eventuel forelæggelse for Søfartsstyrelsen, jf. afsnit 9.

9.

Forelæggelse af sager om spiritussejlads mv. for Søfartsstyrelsen

Som det er nævnt i afsnit 2.3. og 4.4., bør tvivlsspørgsmål f.eks. vedrørende skibstyper, om den i § 29 a, stk. 1, nævnte personkreds og om uddannelseskrav til førere af fritidsfartøjer forelægges for Søfartsstyrelsen, Vermundsgade 38 C, 2100 København Ø.

Endvidere bør sager, hvor sanktionerne i denne meddelelse påtænkes fraveget, eller sager, hvor der kan være tale om skærpende omstændigheder i forbindelse med spiritussejladsen, jf. afsnit 4.4., forelægges for styrelsen inden tiltalerejsning i sagen.

Forelæggelse for Søfartsstyrelsen skal ske inden en eventuel forelæggelse for Rigsadvokaten, jf. afsnit 8.

I sager, der har været forelagt for Søfartsstyrelsen, underretter anklagemyndigheden snarest muligt og inden ankefristens udløb Søfartsstyrelsen om sagens udfald.

Søfartsstyrelsen har endvidere udtrykt ønske om også at modtage kopi af domme om spiritussejlads i sager, som ikke har været forelagt styrelsen.

10.

Den retlige behandling af sager om overtrædelse af lov om sikkerhed til søs

I sager om overtrædelse af lov om sikkerhed til søs kan fagkundskab til søforhold være af betydning for sagens afgørelse, hvorfor det vil kunne være relevant, at retten tiltrædes af sagkyndige medlemmer, jf. retsplejelovens § 20 b.

Der henvises i den forbindelse til U 2006.3255 V, hvor T var tiltalt for overtrædelse af § 29, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs (nu § 29 a, stk. 4).

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt T som fører havde nydt spiritus i en sådan grad, at han var ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde.

Selv om der ikke var sket uheld under sejladsen, var der efter landsrettens opfattelse tale om en sag, i hvilken fagkundskab til søforhold skønnedes at være af betydning, jf. retsplejelovens § 18 a, stk. 1, nr. 2 (nu § 20 b).

Sagen burde derfor have været behandlet af byretten som søret og dermed under medvirken af sagkyndige.

Denne fejl medførte, at landsretten - uanset parternes samstemmende erklæring for landsretten - ophævede byrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten som søret.

11.

Ikrafttræden

Sanktionerne fastsat ved lov nr. 547 af 8. juni 2006 finder anvendelse for lovovertrædelser begået den 1. juli 2006 eller senere.

CIR1H#LOKDOK11 2009 10278 Historic

Promille fra 0,51 til 2,00

Straffen for spiritussejlads

Uden skærpende omstændigheder

Med skærpende omstændigheder

Spiritussejlads i frakendelsestiden

1. gang

Bøde (en måneds nettoindtægt x promillen)

Bøde

Bøde

2. gang

10 dg. fængsel

20 dg. fængsel

20 dg. fængsel

3. gang

20 dg. fængsel

30 dg. fængsel

30 dg. fængsel

4. gang

30 dg. fængsel

40 dg. fængsel

40 dg. fængsel

5. gang

40 dg. fængsel

50 dg. fængsel

50 dg. fængsel

6. gang

50 dg. fængsel

60 dg. fængsel

60 dg. fængsel

CIR1H#LOKDOK11 2009 10278 Historic

Promille over 2,00

Straffen for spiritussejlads

Uden skærpende omstændigheder

Med skærpende omstændigheder

Spiritussejlads i frakendelsestiden

1. gang

20 dg. fængsel

30 dg. fængsel

30 dg. fængsel

2. gang

30 dg. fængsel

40 dg. fængsel

40 dg. fængsel

3. gang

40 dg. fængsel

50 dg. fængsel

50 dg. fængsel

4. gang

50 dg. fængsel

60 dg. fængsel

60 dg. fængsel

5. gang

60 dg. fængsel

70 dg. fængsel

70 dg. fængsel

6. gang

70 dg. fængsel

80 dg. fængsel

80 dg. fængsel

CIR1H#LOKDOK11 2009 10278 Historic

Spiritussejlads

Promille indtil 1,20

Promille over 1,20 -

1. gang

Betinget

1 år

2. gang

1 år

3 år

3. gang

3 år

5 år

4. gang

5 år

5 år

CIR1H#LOKDOK11 2009 10278 Historic

§ 29 d

Straf

1. gang

Bøde (1 måneds nettoindtægt)

2. gang

10 dages fængsel

3. gang

20 dages fængsel

4. gang

30 dages fængsel

5. gang

40 dages fængsel

6. gang

50 dages fængsel

7. gang

60 dages fængsel

CIR1H#LOKDOK11 2009 10278 Historic

Bilag 1

Straffen for spiritussejlads

Frihedsstraffene gøres som udgangspunkt betingede med vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde på en måneds nettoindtægt, hvis der ikke tidligere er idømt en betinget straf for spiritussejlads, som fortsat har gentagelsesvirkning 1) .

Bøder fastsættes som promillen gange en måneds nettoindtægt 2) , dog min. 1.500 kr., for ægtefæller uden egen indkomst dog min. 3.000 kr.

Nedenstående skema angiver det strafniveau, som forudsættes anvendt almindeligvis.

Den konkrete sags særlige omstændigheder kan dog bevirke fravigelser herfra såvel i skærpende som i formildende henseende.

Promille indtil 2,00

Promille over 2,00

Straffen for spiritussejlads

Uden skærpende omstændigheder

Med skærpende omstændigheder 3)

Uden skærpende omstændigheder

Med skærpende omstændigheder 4)

1. gang

Bøde (en måneds nettoindtægt x promillen)

Bøde 5) 6)

20 dg. fængsel

30 dg. fængsel

2. gang

10 dg. fængsel

20 dg. fængsel

30 dg. fængsel

40 dg. fængsel

3. gang

20 dg. fængsel

30 dg. fængsel

40 dg. fængsel

50 dg. fængsel

4. gang

30 dg. fængsel

40 dg. fængsel

50 dg. fængsel

60 dg. fængsel

5. gang

40 dg. fængsel

50 dg. fængsel

60 dg. fængsel

70 dg. fængsel

6. gang

50 dg. fængsel

60 dg. fængsel

70 dg. fængsel

80 dg. fængsel

For robåde, kanoer, kajakker og lignende fartøjer, der ikke føres frem ved sejl- eller motorkraft, er straffen i førstegangstilfælde en bøde på 500 kr., i andengangstilfælde en bøde på 1.000 kr. og i tredjegangstilfælde en bøde på 1.000 kr.

Straffen for sejlads i frakendelsestiden forudsættes ligeledes at følge færdselslovens strafpositioner for kørsel i frakendelsestiden.

Sejlads i frakendelsestiden

Straf

1. gang

Bøde (1 måneds nettoindtægt)

2. gang

10 dages fængsel

3. gang

20 dages fængsel

4. gang

30 dages fængsel

5. gang

40 dages fængsel

6. gang

50 dages fængsel

7. gang

60 dages fængsel

Efter færdselsloven skærpes straffen for spirituskørsel, hvis kørslen er sket i frakendelsestiden.

Tilsvarende skærpelser forudsættes anvendt ved spiritussejlads i frakendelsestiden.

1) De retningslinjer for anvendelse af betingede domme, som efter lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven anvendes i tilfælde af spirituskørsel, forudsættes anvendt tilsvarende for spiritussejlads.

2) Se de almindelige bemærkningers pkt. 2.7.1.1. vedrørende bødeberegningen.

3) I skemaet anvendes ”skærpende omstændigheder” for de tilfælde, hvor der foruden spiritussejlads foreligger grov tilsidesættelse af sejladsforskrifter, som har indebåret skade på person eller ting, eller har fremkaldt nærliggende fare herfor.

Dette kan f.eks. være forvoldelse af kollision ved tilsidesættelse af vigepligt eller grov tilsidesættelse af hastighedsbegrænsninger i havne eller andre steder med intensiv trafik.

4) Se note 3.

5) For førere, vagthavende navigatører og maskinmestre på skibe, som transporterer passagerer eller farligt gods anvendes dog allerede i førstegangstilfælde frihedsstraf, såfremt promillen har været i intervallet 0,51-2,00.

Straffen ”rykkes” med én position, således at straffen i førstegangstilfælde er fængsel i 20 dage, i andengangstilfælde 30 dage osv.

6) Foreligger der overtrædelse af andre regler, f.eks. forvoldelse af søulykke, fastsættes en fællesstraf, der kan være højere end bøden beregnet som en måneds nettoindtægt ganget med promillens størrelse.

CIR1H#LOKDOK11 2009 10278 Historic

Bilag 2

Frakendelsestidens længde ved spiritussejlads 7)

Frakendelse pga. spiritussejlads 8)

Promille indtil 1,20

Promille over 1,20

1. gang

Betinget

1 år

2. gang

1 år

3 år

3. gang

3 år

5 år

4. gang

5 år

5 år

7) Skemaet angiver det frakendelsesniveau, som forudsættes anvendt almindeligvis.

Den konkrete sags særlige omstændigheder kan dog bevirke fravigelser herfra såvel i skærpende som i formildende henseende.

8) Frakendelse kan ske for personer, der har ført skib eller udført arbejde om bord i et skib i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden.

Frakendelse er ikke betinget af, at den pågældende har sønærings-, dueligheds- og/eller speedbådsbevis.

Ved frakendelse meddeles der ved dommen et generelt forbud mod at føre skib eller gøre tjeneste som styrmand eller maskinmester.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →