Legislator Case Law & Legislation
C20090979754 DK

Skrivelse vedrørende valgberedskab i forbindelse med influenza A (H1N1) og afholdelsen af kommunale og regionale valg tirsdag den 17. november 2009

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

SKR#LOKDOK22 2009 9797 Historic

Skrivelse vedrørende valgberedskab i forbindelse med influenza A (H1N1) og afholdelsen af kommunale og regionale valg tirsdag den 17. november 2009

SKR#LOKDOK22 2009 9797 Historic

Indenrigs- og Socialministeriet ønsker med nærværende brev at gøre opmærksom på, at udbredelse af influenza A (H1N1) vil kunne få indvirkning på gennemførelsen af kommunal- og regionalvalget den 17. november 2009.

Det er efter ministeriets opfattelse vigtigt, at kommunalbestyrelsen tilrettelægger valgafholdelsen i lyset heraf, og overvejer hvilke lokale tiltag, der kan sættes i værk, uanset ikke alle tiltag nødvendigvis konkret vil være påkrævede.

Reservebemanding på valgdagen og fintællingsdagen

Indenrigs- og Socialministeriet henstiller, at kommunen sørger for at have en reservebemanding, der kan medvirke på valgdagen og fintællingsdagen, såfremt der skulle være udbredt sygdom blandt de tilforordnede vælgere på valgdagen.

Indenrigs- og Socialministeriet henstiller endvidere, at der også etableres reservebemanding for kommunens egne valgmedarbejdere i perioden op til og på valgdagen.

Sundhedsstyrelsen har endvidere i brev til Indenrigs- og Socialministeriet af 2. oktober 2009 tiltrådt Indenrigs- og Socialministeriets nedenstående anbefalinger.

Tilrettelæggelse af brevstemmeafgivningen i hjemmet

Indenrigs- og Socialministeriet henstiller, at kommunalbestyrelsen træffer de fornødne forholdsregler for at modvirke, at tilforordnede vælgere og kommunale medarbejdere, som varetager opgaven som stemmemodtagere i vælgerens hjem samt pleje- og ældreboliger m.v., smittes eller spreder smitte.

De pågældende stemmemodtagere bør informeres om, hvorledes smitte kan undgås ved hyppig håndvask og brug af hånddesinfektion.

Så vidt muligt bør besøget i vælgerens hjem udskydes, såfremt vælgerens sygdom er smitsom.

Forhold omkring tilrettelægningen af afstemningen på valgdagen

Da et stort antal stemmeberettigede vælgere vil indfinde sig i de samme lokaler i løbet af afstemningsdagen, kan der forekomme risiko for smitte i forbindelse med afholdelsen af kommunal- og regionalvalget den 17. november 2009.

For at begrænse smitte med influenza A (H1N1) henstiller Indenrigs- og Socialministeriet, at kommunen rekvirerer de opslag med information om forholdsregler ved influenza A (H1N1), som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, og at opslagene hænges op på afstemningsstederne.

Opslagene kan også hentes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk eller bestilles hos Schultz Distribution, Herstedvang 12, 2620 Albertslund, tlf. 70 26 26 36 eller e-post: sundhed@schultz-grafisk.dk.

For at begrænse smitte med influenza A (H1N1) på afstemningsdagen anbefaler Sundhedsstyrelsen endvidere, at de valgtilforordnede og administrative medarbejdere på afstemningsstedet foretager hyppig håndvask/hånddesinfektion.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →