DK
Vejledning om international kompetence i sager om børne- og ægtefællebidrag
Table of Provisions (63)
Statutory Text (63 Articles)
Vejledning om international kompetence i sager om børne- og ægtefællebidrag
Indhold
1.
Indledning
2.
Kort beskrivelse af reglerne om international kompetence i bidragssager
3.
Oversigt over reglerne om international kompetence i bidragssager
3.1.
Internationale aftaler
3.2.
Udenfor de internationale aftaler
4.
Kompetencereglerne
4.1.
De almindelige kompetenceregler (artikel 2 og artikel 5, nr. 2)
4.1.1.
Bidragsmodtageren søger om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag, og bidragsbetaleren bor i Danmark (artikel 2, stk. 1)
4.1.2.
Bidragsmodtageren søger om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag, og bidragsmodtageren bor eller opholder sig i Danmark (artikel 5, nr. 2, 1. led)
4.1.3.
Bidragsmodtageren søger om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag i forbindelse med en sag om en persons ”retlige status” (artikel 5, nr. 2, 2. led)
4.1.4.
Bidragsbetaleren søger om nedsættelse eller bortfald, og bidragsmodtageren har bopæl i Danmark (artikel 2)
4.1.5.
Der er tidligere behandlet en bidragssag mellem parterne i Danmark eller i udlandet
4.2.
Særlige kompetenceregler
4.2.1.
Værnetingsaftaler (artikel 23 i Bruxelles I-forordningen og artikel 17 i Lugano-konventionen)
4.2.2.
Kompetence på grund af sagsøgtes manglende protest – ”stiltiende værnetingsaftaler” (artikel 24 i Bruxelles I-forordningen og artikel 18 i Lugano-konventionen)
4.2.3.
Modkrav (artikel 6, nr. 3)
4.2.4.
Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav (artikel 27-28 i Bruxelles I-forordningen og artikel 21-22 i Lugano-konventionen)
5.
Generelle spørgsmål i relation til international kompetence
5.1.
Definitioner m.v.
5.1.1.
Danske administrative myndigheder
5.1.2.
Bopæl (artikel 59, stk. 1, i Bruxelles I-forordningen og artikel 52, stk. 1, i Lugano-konventionen)
5.2.
Andre emner af betydning for afgørelsen af spørgsmål om international kompetence
5.2.1.
Hvornår er en sag omfattet af Bruxelles I-forordningen eller Lugano-konventionen (artikel 4, stk. 1)?
5.2.2.
Hvornår skal betingelserne for kompetence være opfyldt?
5.2.3.
Valgfrihed
5.2.4.
Hvem er part i sagen?
5.2.4.1.
Børnebidrag
5.2.4.2.
Ægtefællebidrag
5.2.5.
Offentlige krav på underholdsbidrag
5.2.6.
Bidragssager, hvor der allerede foreligger en udenlandsk bidragsafgørelse eller –aftale
5.2.6.1.
Anerkendelse af udenlandske afgørelser
5.2.6.2.
En udenlandsk bidragsafgørelse, der ikke anerkendes i Danmark
5.2.6.3.
Fastsættelse af bidrag efter dansk ret med henblik på forskudsvis udbetaling af normalbidraget efter børnetilskudsloven
5.2.7.
Den oprindelige ansøger fremkommer med nye oplysninger eller krav under behandlingen af en sag
5.2.8.
Fortolkning
5.2.9.
Lovvalg
5.2.10.
Stedlig kompetence
6.
Forordninger og konventioner
6.1.
Bruxelles I-forordningen
6.2.
Lugano-konventionen
6.3.
Regler om international kompetence, der ikke længere finder anvendelse
6.4.
Regler om international kompetence, der endnu ikke er trådt i kraft
7.
Grønland og Færøerne
Bilag 1
De relevante bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og Lugano-konventionen
1.
Indledning
Den stigende internationalisering medfører, at parterne i bidragssager ofte er bosat i eller har tilknytning til forskellige lande.
Dette medfører bl.a. behov for at fastlægge, hvornår en bidragssag kan behandles i Danmark.
I den anledning deltager Danmark i to internationale aftaler, der regulerer den internationale kompetence til at behandle bidragssager.
Formålet med denne vejledning er at redegøre for reglerne om international kompetence i bidragssager.
Vejledningen er rettet mod statsforvaltningernes behandling af sager om børne- og ægtefællebidrag, men de regler, som vejledningen beskriver, finder også anvendelse på domstolenes behandling af sager om pligten til at betale ægtefællebidrag efter ægteskabslovens § 50, § 52, § 53, stk. 1, og § 58.
Vejledningen finder anvendelse på ansøgninger om fastsættelse og ændring af underholdsbidrag, som statsforvaltningerne modtager fra og med den 1. oktober 2009.
For disse sager erstatter denne vejledning cirkulæreskrivelse af 8. november 2002 om international kompetence i sager om børne- og ægtefællebidrag og pkt.
B.c.1. i Skarrildhusberetningen for 1998.
2.
Kort beskrivelse af reglerne om international kompetence i bidragssager
Når statsforvaltningen modtager en ansøgning om fastsættelse eller ændring af børne- eller ægtefællebidrag, og en eller begge parter har bopæl i udlandet, bør statsforvaltningen altid undersøge, om der er international kompetence til at behandle sagen i Danmark.
Har statsforvaltningen ikke kompetence til at behandle sagen, skal ansøgningen afvises.
En bidragssag kan som udgangspunkt kun behandles i Danmark i følgende situationer
Bidragsmodtageren kan få behandlet en sag om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag i Danmark i følgende situationer
Bidragsbetaleren kan få behandlet en sag om nedsættelse eller bortfald af bidrag i Danmark, hvis bidragsmodtageren har bopæl her.
Disse regler er nærmere beskrevet i pkt. 4.1.1. – 4.1.4.
I pkt. 4.2. beskrives nogle særlige kompetenceregler, for eksempel værnetingsaftaler, og i pkt. 5 beskrives nogle generelle spørgsmål i relation til international kompetence.
–
Bidragsbetaleren har bopæl i Danmark.
Det er uden betydning, hvor bidragsmodtageren bor og opholder sig.
–
Bidragsmodtageren har bopæl eller sædvanligt opholdssted i Danmark.
–
Sagen vedrører bidragskrav, der behandles i forbindelse med en sag om parternes "retlige status", der behandles i Danmark.
3.
Oversigt over reglerne om international kompetence i bidragssager
3.1.
Internationale aftaler
Bidragsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 917 af 28. september 2009 om behandling af sager om børnebidrag og ægtefællebidrag), der træder i kraft den 1. oktober 2009, indeholder følgende bestemmelser om international kompetence i bidragssager
Som det fremgår af bestemmelsen, deltager Danmark i følgende internationale aftaler om international kompetence til at behandle bidragssager
Forordningen og konventionen regulerer, hvilket lands myndigheder der kan behandle en sag om fastsættelse, forhøjelse, nedsættelse og bortfald af underholdsbidrag.
Ordlyden af bestemmelserne om international kompetence i relation til bidragssager i forordningen og konventionen er stort set identiske, men nummereringen af de enkelte artikler er ikke altid ens.
Bestemmelserne gennemgås derfor under et i det følgende.
Bestemmelserne omfatter alle former for bidrag efter lov om børns forsørgelse , lov om ægteskabs indgåelse og opløsning samt lov om ægteskabets retsvirkninger .
I vejledningen anvendes ”medlemsstat” som en betegnelse for en stat, der har tilsluttet sig forordningen eller konventionen – eller dem begge.
”§ 2. Statsforvaltningernes internationale kompetence til at behandle sager om børne- og ægtefællebidrag, der er omfattet af denne bekendtgørelse, er reguleret af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen), jf. lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen , og af konvention af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Lugano-konventionen), jf. bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1996 .
Stk. 2. Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen om international kompetence finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger, der hverken er omfattet af Bruxelles I-forordningen eller Lugano-konventionen. En statsforvaltning kan dog behandle en ansøgning, der er omfattet af 1. pkt., hvis sagen har en særlig tilknytning til Danmark.”
–
Bruxelles I-forordningen, der er nærmere beskrevet i pkt. 6.1., herunder hvilke lande den gælder for.
–
Lugano-konventionen, der er nærmere beskrevet i pkt. 6.2., herunder hvilke lande den gælder for.
3.2.
Udenfor de internationale aftaler
Forordningen og konventionen finder kun anvendelse, når den, som et bidragskrav er rettet mod (”sagsøgte”), bor i et land, der er omfattet af forordningen eller konventionen, jf. artikel 3, stk. 1.
Se pkt. 4.1. om definitionen af sagsøgte i relation til sager der behandles af statsforvaltningerne.
Er en sag ikke omfattet af forordningen eller konventionen, er det i bidragsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, 1. pkt., bestemt, at reglerne i Bruxelles I-forordningen som udgangspunkt finder tilsvarende anvendelse, jf. pkt. 3.1.
Dette betyder, at kompetencen i langt de fleste situationer reguleres af det samme regelsæt, uanset hvor sagsøgte bor.
Det bør dog normalt fremgå af en afgørelse om kompetence, om afgørelsen er truffet efter Bruxelles I-forordningen, Lugano-konventionen eller bidragsbekendtgørelsens § 2, stk. 2.
I nogle af kompetencereglerne i Bruxelles I-forordningen stilles der krav om, at en af parterne ”har bopæl på en medlemsstats område”.
For sager, der ikke er omfattet af forordningen eller konventionen, ses der bort fra dette krav.
Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, 2. pkt. er der i sager, der falder uden for de to internationale aftaler – dvs. sager hvor modparten (sagsøgte) bor uden for de stater, der er omfattet af aftalerne – endvidere kompetence i Danmark, ”… hvis sagen har en særlig tilknytning til Danmark.”
Det er ikke nærmere fastlagt, hvornår en sag har en sådan tilknytning til Danmark, at en statsforvaltning kan behandle den.
Dette beror på en konkret vurdering af sagen.
Hvis begge parter har dansk statsborgerskab, vil sagen normalt have den fornødne tilknytning til Danmark.
Ved afgørelsen om tilknytningen til Danmark lægges der også vægt på sagens tilknytning til andre lande.
Bor bidragsbetaleren i Danmark, bør en ansøgning om bortfald eller nedsættelse af et bidrag ikke behandles i Danmark, hvis bidragsbetaleren har mulighed for at få sagen behandlet i et land, hvis afgørelser om underholdsbidrag generelt anerkendes i Danmark.
Anerkendelsen af den udenlandske afgørelse kan f.eks. bygge på Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (Haagerkonventionen af 1973).
Ud over de lande, som Danmark samarbejder med gennem Bruxelles I-forordningen og Lugano-konventionen, er Haagerkonventionen af 1973 bl.a. i kraft mellem Danmark og Australien, Tyrkiet og Ukraine.
En sag om bortfald eller nedsættelse af et bidrag vil muligvis kunne behandles i et af disse lande, hvis bidragsbetaleren bor der.
4.
Kompetencereglerne
4.1.
De almindelige kompetenceregler (artikel 2 og artikel 5, nr. 2)
I pkt. 4.1.1. – 4.1.4. gennemgås de almindelige kompetenceregler i artikel 2 og artikel 5, nr. 2.
Forståelsen af disse bestemmelser forudsætter, at nogle begreber i bestemmelserne defineres i forhold til statsforvaltningernes behandling af sager om underholdsbidrag
Sagsøger
Sagsøgte
Statussager
En sag om en persons familieretlige status er efter dansk ret i relation til børnebidrag
I relation til ægtefællebidrag er en status-sag efter dansk ret en sag om separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskabet.
Det er uden betydning for kompetencereglerne i denne vejledning, at der i udlandet tidligere er blevet behandlet en sag om bidrag mellem parterne.
Endvidere er der ikke kompetence i Danmark, alene fordi der her i landet tidligere er blevet behandlet en sag om bidrag.
Det er endvidere uden betydning for kompetencen, at bidragsmodtageren tidligere har boet eller opholdt sig i Danmark, eller at sagsøgte tidligere har boet her.
Endelig er det uden betydning for kompetencen, at parterne har indgået en aftale om underholdsbidraget i Danmark eller efter dansk ret, medmindre aftalen indeholder en værnetingsaftale, jf. pkt. 4.2.1.
Nogle af disse spørgsmål er nærmere gennemgået i pkt. 4.1.5.
–
I sager om fastsættelse eller forhøjelse af et bidrag er det bidragsmodtageren, der er sagsøger.
–
I sager om bortfald eller nedsættelse af et bidrag er det bidragsbetaleren, der er sagsøger.
–
I sager om fastsættelse eller forhøjelse af et bidrag er det bidragsbetaleren, der er sagsøgte.
–
I sager om bortfald eller nedsættelse af et bidrag er det bidragsmodtageren, der er sagsøgte.
–
Faderskabssag
–
Forældremyndighedssag
–
Sag om barnets bopæl
–
Sag om separation eller skilsmisse, men kun hvis den også omfatter spørgsmål om forældremyndigheden over barnet eller barnets bopæl.
4.1.1.
Bidragsmodtageren søger om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag, og bidragsbetaleren bor i Danmark (artikel 2, stk. 1)
Når bidragsbetaleren bor i Danmark, kan bidragsmodtageren få behandlet en sag om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag i Danmark, jf. artikel 2, stk. 1.
Det er uden betydning, hvor bidragsmodtageren – ansøgeren – bor og opholder sig.
Dette kan illustreres med følgende eksempel
I relation til denne bestemmelse kan bidragsmodtageren være en udenlandsk myndighed, der er indtrådt i retten til bidraget, jf. pkt. 5.2.5.
Moren boede i Sverige. Hun havde forgæves ansøgt de svenske myndigheder om børnebidrag.
Hun ansøgte nu statsforvaltningen om fastsættelse af børnebidrag. Faren boede også i Sverige, men arbejdede i Danmark. Statsforvaltningen afviste ansøgningen, fordi faren ikke boede i Danmark. Familiestyrelsen stadfæstede afgørelsen.
(Eksemplet bygger på Familiestyrelsens afgørelse af 27. oktober 2004.)
4.1.2.
Bidragsmodtageren søger om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag, og bidragsmodtageren bor eller opholder sig i Danmark (artikel 5, nr. 2, 1. led)
Når bidragsmodtageren bor eller opholder sig i Danmark, har statsforvaltningen kompetence til at behandle en ansøgning fra bidragsmodtageren om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag, jf. artikel 5, nr. 2, 1. led.
Bestemmelsen omfatter ikke situationer, hvor en myndighed er indtrådt i retten til bidraget.
En sådan myndighed må henvises til at søge bidraget fastsat eller forhøjet i det land, hvor bidragsbetaleren bor, jf. artikel 2 (pkt. 4.1.1.).
Dette indebærer, at en dansk kommune, som har overtaget forsørgelsen af et barn eller en ægtefælle, ikke vil kunne anmode en statsforvaltning om fastsættelse eller forhøjelse af bidraget, når bidragsbetaleren er bosiddende i et andet konventionsland.
Dette berører ikke kommunens adgang til at indtræde i et allerede fastsat bidrag og søge dette inddrevet.
Se pkt. 5.2.5. om det offentliges krav på underholdsbidrag.
4.1.3.
Bidragsmodtageren søger om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag i forbindelse med en sag om en persons "retlige status" (artikel 5, nr. 2, 2. led)
Når der i Danmark behandles en sag om en persons ”retlige status” (se pkt. 4.1.), kan bidragsmodtageren ansøge den myndighed, der behandler eller skal behandle status-sagen, om fastsættelse eller forhøjelse af bidrag.
Bestemmelsen gælder ikke, hvis kompetencen til at behandle status-sagen alene bygger på en af parternes nationalitet (statsborgerskab).
Myndigheden bevarer kompetencen til at behandle spørgsmålet om underholdspligt færdigt, selvom status-sagen afsluttes.
Dette omfatter også situationer, hvor statsforvaltningen indbringer en sag om separation, skilsmisse, forældremyndighed, barnets bopæl eller faderskab for retten efter ægteskabslovens § 43, forældreansvarslovens § 40 eller børnelovens § 13.
Det er en betingelse for kompetence for en bidragssag efter artikel 5, nr. 2, 2. led, at den myndighed, der behandler status-sagen, også har kompetence til at afgøre bidragssagen.
I følgende situationer har den myndighed, der behandler en status-sag, efter dansk ret ikke kompetence til at afgøre bidragsspørgsmål, eller myndigheden har kun en begrænset kompetence
Artikel 5, nr. 2, 2. led, finder ikke anvendelse på ansøgninger, der indgives straks efter rettens afslutning af en sag som nævnt ovenfor.
En sådan ansøgning kan kun behandles i Danmark, hvis der på ansøgningstidspunktet er kompetence til at behandle den her efter en af de øvrige kompetenceregler.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel
I faderskabssager hos statsforvaltningen indgiver bidragsmodtageren oftest ansøgning om fastsættelse af børnebidrag samtidig med afgivelse af oplysninger om, hvem der kan være far til barnet.
Bidragsansøgningen kan ikke behandles, før faderskabet er fastslået.
Statsforvaltningen kan behandle ansøgningen, selvom ingen af parterne bor i Danmark, når faderskabssagen afsluttes.
Dette gælder også situationer, hvor statsforvaltningen har indbragt faderskabssagen for retten, og det derfor er retten, der afslutter faderskabssagen.
En verserende status-sag giver ikke grundlag for kompetence for en ansøgning fra bidragsbetaleren om bortfald eller nedsættelse af et bidrag.
–
Under en retssag om separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab kan retten efter ægteskabslovens § 50, stk. 1, kun træffe afgørelse om bidragspligten, ikke om størrelsen af et eventuelt ægtefællebidrag.
–
Under en retssag om forældremyndighed, barnets bopæl eller faderskab kan retten ikke træffe afgørelse om børnebidrag, da kompetencen hertil efter lov om børns forsørgelse alene tilkommer statsforvaltningerne.
Begge ægtefæller bor i Danmark og ansøger statsforvaltningen om skilsmisse. De kan ikke blive enige om bidragspligten, og statsforvaltningen indbringer sagen for retten. Under retssagen flytter ægtefælle 1 til Tyskland, mens ægtefælle 2 flytter til Sverige. Ved separationsdommen pålægges ægtefælle 1 bidragspligt overfor ægtefælle 2 i 5 år.
Ægtefælle 2 søger straks efter dommen statsforvaltningen om fastsættelse af størrelsen af ægtefællebidraget. Denne ansøgning skal statsforvaltningen afvise, fordi hverken ”sagsøgte” (ægtefælle 1) eller bidragsmodtageren (ægtefælle 2) bor i Danmark, jf. henholdsvis artikel 2 og artikel 5, nr. 2, 1. led.
4.1.4.
Bidragsbetaleren søger om nedsættelse eller bortfald, og bidragsmodtageren har bopæl i Danmark ( artikel 2)
Bidragsbetaleren kan normalt kun få behandlet en ansøgning om nedsættelse eller bortfald af et bidrag i Danmark, når bidragsmodtageren har bopæl her, jf. artikel 2.
Derimod kan en sådan ansøgning ikke behandles her i landet, hvis bidragsmodtageren ikke har bopæl, men blot opholder sig i Danmark.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel
Art. 5, nr. 2, 2. led, om status-sager (se pkt. 4.1.3.) giver ikke grundlag for kompetence for en ansøgning fra bidragsbetaleren om bortfald eller nedsættelse af et bidrag.
Faren var ved dom fra land A, der var omfattet af Bruxelles I-forordningen, pålagt at betale børnebidrag. Han ansøgte statsforvaltningen om nedsættelse af bidraget. Moren og barnet boede i land A. Statsforvaltningen nedsatte bidraget. Familiestyrelsen ophævede afgørelsen, fordi statsforvaltningen ikke havde haft kompetence til at behandle ansøgningen om nedsættelse bidraget, når kun bidragsbetaleren boede i Danmark. Se artikel 2 og 5 i Bruxelles I-forordningen.
(Eksemplet bygger på afgørelsen TFA 1998.213.)
4.1.5.
Der er tidligere behandlet en bidragssag mellem parterne i Danmark eller i udlandet
Ved afgørelsen af om der er kompetence i Danmark til at behandle en ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag er det uden betydning, om der i Danmark tidligere er blevet behandlet en sag om bidrag mellem parterne.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel
Tilsvarende har det ikke betydning for kompetencen til at behandle en ansøgning om fastsættelse eller ændring af et bidrag i Danmark, at der i udlandet tidligere er blevet behandlet en sag om bidrag mellem parterne.
Se dog pkt. 5.2.6. om ændring af et bidrag, der er fastsat ved en udenlandsk afgørelse.
Ægtefælle 1 og ægtefælle 2 boede i Danmark og blev skilt her i landet, bl.a. på vilkår, at ægtefælle 1 skulle have bidragspligt overfor ægtefælle 2. Statsforvaltningen fastsatte efter ansøgning fra ægtefælle 2 størrelsen af bidraget. Ægtefælle 2 flyttede til en anden medlemsstat og søgte derefter statsforvaltningen om forhøjelse af bidraget. Denne sag havde statsforvaltningen kompetence til at behandle efter artikel 2 i Bruxelles I-forordningen, fordi ægtefælle 1 fortsat boede her. Efter afslutningen af denne sag ansøgte ægtefælle 1 statsforvaltningen om nedsættelse af bidraget. Selvom både skilsmisse- og bidragssagen hidtil udelukkende var blevet behandlet i Danmark, havde ingen dansk myndighed kompetence til at behandle denne ansøgning, fordi sagsøgte – ægtefælle 2 – på ansøgningstidspunktet ikke boede i Danmark.
4.2.
Særlige kompetenceregler
4.2.1.
Værnetingsaftaler (artikel 23 i Bruxelles I-forordningen og artikel 17 i Lugano-konventionen)
Parterne kan indgå en aftale om, at en sag skal behandles i Danmark, selvom der ikke ville være kompetence til at behandle sagen her i landet efter de kompetenceregler, der er beskrevet i denne vejledning.
En sådan aftale kaldes ofte en værnetingsaftale.
Det er ikke en betingelse for at aftale, at en sag skal behandles i Danmark, at en af parterne har bopæl i eller har nogen anden tilknytning til Danmark.
En værnetingsaftale skal være skriftlig.
Den kan dog også være mundtlig, hvis den er bekræftet skriftligt.
Med ”skriftligt” sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen.
En værnetingsaftale kan vedrøre enten en opstået tvist – eksempelvis et krav på børnebidrag efter samlivsophævelse – eller fremtidige tvister om underholdspligt mellem parterne.
Medmindre parterne har aftalt andet, er den eller de myndigheder, som er blevet tillagt kompetence gennem en værnetingsaftale, enekompetente.
Dette indebærer, at ingen andre myndigheder må behandle sagen, medmindre den myndighed, der efter værnetingsaftalen er kompetent, afviser at behandle sagen.
En sådan situation kan f.eks. opstå, hvis der er tvivl om aftalens indhold eller gyldighed.
En værnetingsaftale, hvorefter der skal være enekompetence i et land, der ikke er omfattet af hverken Bruxelles I-forordningen eller Lugano-konventionen, til at afgøre en bidragssag, er næppe til hinder for, at bidragssagen behandles i Danmark, forudsat at der er kompetence til at behandle sagen her.
4.2.2.
Kompetence på grund af sagsøgtes manglende protest - "stiltiende værnetingsaftaler" (artikel 24 i Bruxelles I-forordningen og artikel 18 i Lugano-konventionen)
En myndighed, der ellers ikke ville have kompetence til at behandle en sag, bliver kompetent, når sagsøgte giver møde for myndigheden, medmindre sagsøgte giver møde alene for at bestride myndighedens kompetence.
Kompetence efter denne bestemmelse bygger på indgåelse af en ”stiltiende værnetingsaftale”, hvor sagsøgte ikke protesterer mod, at sagen behandles af den pågældende myndighed.
Når der er indgået en ”stiltiende værnetingsaftale”, betyder det, at den myndighed, der behandler sagen, får international kompetence hertil, selvom den ellers ikke ville have haft det.
Det er uden betydning, at sagsøgte senere protesterer mod kompetencen.
Inden ”stiltiende værnetingsaftaler” beskrives nærmere bemærkes, at efter artikel 26 i Bruxelles I-forordningen og artikel 21 i Lugano-konventionen skal den myndighed, der behandler en sag, altid af egen drift (ex officio) undersøge sin internationale kompetence, hvis sagsøgte, der har bopæl i en kontraherende medlemsstat, ikke besvarer stævningen (varslingen).
Afgørelsen af, om der foreligger en ”stiltiende værnetingsaftale”, kræver stillingtagen til følgende spørgsmål, ikke mindst i relation til bidragssager der behandles af offentlige myndigheder
Når en sag behandles på skriftligt grundlag, svarer sagsøgtes første svar i sagen til det tidspunkt, hvor sagsøgte ”giver møde” .
Det er i et vist omfang overladt til national ret at fastlægge, hvornår sagsøgte ”giver møde” eller afgiver sit første svar.
Forvaltningsretten i Danmark indeholder ikke regler herom i relation til statsforvaltningernes behandling af bidragssager.
Første svar fra modparten (sagsøgte) er ikke nødvendigvis det første brev, som statsforvaltningen modtager fra modparten, f.eks. hvis modparten alene anmoder om aktindsigt eller udsættelse af svarfristen.
Derimod må det betragtes som modpartens første svar, når modparten protesterer mod bidragskravet, i hvert fald når dette brev ikke indeholder meddelelse om, at protesten vil blive uddybet senere.
Indeholder et sådan brev ikke en protest mod statsforvaltningens internationale kompetence, er der som udgangspunkt indgået en stiltiende værnetingsaftale.
Det kan ikke fuldstændigt udelukkes, at en senere fremsat protest mod kompetencen vil kunne betragtes som rettidig.
Dette vil formentlig kræve, at protesten fremsættes kort tid efter sagens start og på et tidspunkt, hvor sagen ikke nærmer sig sin afslutning, Dette vil betyde, at der ikke er indgået en ”stiltiende værnetingsaftale”, således at sagen kan afvises på grund af manglende international kompetence.
Dommene UfR 1993.792 V og UfR 2000.706 Ø er i overensstemmelse med dette, men de to domme er muligvis ikke længere udtryk for gældende ret.
Der stilles ikke krav til, hvordan protesten skal fremsættes .
Protesten kan således fremsættes både mundtligt og skriftligt, herunder i en e-mail eller en telefax.
Da bestemmelsen kan være meget indgribende overfor modparten, kan der ikke stilles store krav til, hvor udtrykkelig protesten skal være.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel
Familiestyrelsen har fastslået, at det er uden betydning for indgåelse af en ”stiltiende værnetingsaftale”, at modparten ikke er blevet vejledt om reglerne om ”stiltiende værnetingsaftaler” .
Dette kan illustreres ved følgende eksempel
Som det fremgår af ovenstående, er det meget vigtigt, at statsforvaltningen undersøger sin internationale kompetence til at behandle sagen straks ved modtagelsen af en ny ansøgning, hvis en af parterne har en relevant tilknytning til udlandet.
Hvis der er tvivl om kompetencen, skal kompetencespørgsmålet undersøges nærmere, inden modparten underrettes om ansøgningen.
Statsforvaltningen kan i den forbindelse kræve, at ansøgeren dokumenterer - eller i hvert fald sandsynliggør - at statsforvaltningen har international kompetence.
Kan ansøgeren ikke dokumentere eller sandsynliggøre dette, bør ansøgningen afvises, eventuelt med orientering om muligheden for at indgå en skriftlig værnetingsaftale.
Hvis det ikke kan udelukkes, at statsforvaltningen har kompetence, må statsforvaltningen i varslingen anmode om modpartens bemærkninger til kompetencespørgsmålet.
Modparten skal ved tvivl om kompetencen altid orienteres om kompetencereglerne, således at modparten så vidt muligt kan undgå at blive omfattet af reglen om ”stiltiende værnetingsaftaler”.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel
–
Hvad forstås ved ”giver møde”?
–
På hvilket tidspunkt skal sagsøgte senest protesterer mod kompetencen?
–
Hvordan skal protesten fremsættes?
–
Hvilken betydning har det, at sagsøgte ikke er blevet vejledt om reglerne om ”stiltiende værnetingsaftaler”?
En far, der boede i Danmark, ansøgte statsforvaltningen om nedsættelse af et børnebidrag, der var fastsat ved dom i Østrig, hvor moderen og barnet fortsat boede. Statsforvaltningen nedsatte bidraget. Familiestyrelsen ophævede afgørelsen, da statsforvaltningen ikke havde haft international kompetence til at behandle ansøgningen om nedsættelse af bidraget.
Under statsforvaltningens behandling af sagen var moderen blevet varslet om ansøgningen og anmodet om at fremsætte bemærkninger til den. Varslingen var foregået gennem den danske ambassade i Wien. Ambassaden oplyste følgende
”… at man har bedt [moren] om en udtalelse. [Moren] har imidlertid ikke svaret på ambassadens henvendelse, men hendes nuværende mand meddelte telefonisk til undertegnede, at man ikke vil udtale sig i sagen, idet denne bliver forvaltet af en ‘Sachwalter’ ved Wiens Byret.”
Familiestyrelsen fastslog, at dette svar må forstås som en protest mod, at statsforvaltningen behandlede sagen, da denne blev behandlet ved de østrigske domstole, dvs. en indsigelse mod statsforvaltningens internationale kompetence. Der var således ikke indgået en ”stiltiende værnetingsaftale”.
(Eksemplet bygger på afgørelsen TFA 98.213.)
Et ægtepar, der boede i Tyskland, var blevet skilt i Danmark. I den forbindelse aftalte de størrelsen af det ægtefællebidrag, som ægtefælle 1 skulle betale til ægtefælle 2. Mens begge parter stadig boede i Tyskland, søgte ægtefælle 1 statsforvaltningen om nedsættelse af bidraget. Ægtefælle 2 protesterede mod nedsættelse af bidraget, men protesterede ikke mod statsforvaltningens internationale kompetence til at behandle sagen. Statsforvaltningen nedsatte størrelsen af bidraget.
Ægtefælle 2 påklagede afgørelsen til Familiestyrelsen. Hun gjorde bl.a. gældende, at statsforvaltningen ikke havde haft international kompetence til at behandle sagen.
Familiestyrelsen fastslog, at der var indgået en ”stiltiende værnetingsaftale, fordi ægtefælle 2 ikke havde protesteret mod statsforvaltningens internationale kompetence.
I relation til betydningen af, at statsforvaltningen ikke havde vejledt ægtefælle 2 om betydningen af reglerne om ”stiltiende værnetingsaftale” skrev styrelsen bl.a.
”Vi har endvidere lagt vægt på, at [artikel 24 i Bruxelles I-forordningen] efter sin ordlyd er meget klar, og at bestemmelsen ikke giver mulighed for at udskyde fristen for indsigelser, hverken på grund af ukendskab til kompetencereglerne, manglende vejledning eller lignende.
…
Vedrørende spørgsmålet om virkningen af [statsforvaltningens] manglende undersøgelse af sin kompetence bemærkes, at manglende international kompetence i almindelighed medfører, at den trufne afgørelse erklæres ugyldig. Dette princip kan imidlertid ikke finde anvendelse i nærværende sag, hvor kompetencereglen netop bygger på, at myndigheden som udgangspunkt ikke havde kompetence til at behandle sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at [artikel 24 i Bruxelles I-forordningen] efter sin ordlyd ikke er forbeholdt situationer, hvor myndigheden ikke har mulighed for at se, at den ikke har kompetence til at behandle sagen. Også set i relation til [artikel 26 i Bruxelles I-forordningen], hvorefter myndigheden skal påse sin kompetence, må det afvises, at manglende undersøgelse af egen kompetence i denne situation kan medføre ugyldighed.”
(Eksemplet bygger på afgørelsen TFA 98.451.)
En far ansøger statsforvaltningen om nedsættelse af et børnebidrag. Han oplyser i ansøgningsskemaet, at moren og barnet har adresse i Frankrig. Dette er i overensstemmelse med oplysningerne i CPR-registret. På forespørgsel fra statsforvaltningen oplyser faren, at moren arbejder i en fransk filial i et dansk firma. Han ved ikke, om arbejdet i Frankrig er permanent eller midlertidigt.
Statsforvaltningen er herefter ikke i stand til at afgøre kompetencespørgsmålet uden nærmere undersøgelse af morens tilknytning til henholdsvis Frankrig og Danmark. Afklaring af dette kræver nærmere oplysninger fra moren.
Statsforvaltningen må derfor varsle moren om ansøgningen og bede hende redegøre for hendes bopælssituation. Statsforvaltningen skal samtidig orientere hende om artikel 2 og om det danske bopælsbegreb (se pkt. 5.1.2). Endelig skal statsforvaltningen orientere hende om ”stiltiende værnetingsaftaler”.
4.2.3.
Modkrav (artikel 6, nr. 3)
Har en part indgivet ansøgning om bidrag til en myndighed, der har international kompetence til at behandle ansøgningen, har myndigheden efter artikel 6, nr. 3, også kompetence til at behandle en bidragsansøgning, som den anden part indgiver til myndigheden.
Dette forudsætter dog, at den anden ansøgning indeholder et modkrav ”til selvstændig dom”, og at dette krav udspringer af samme forhold, som det første krav.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel
Artikel 6, nr. 3, giver ikke grundlag for at indgive ansøgning (modkrav) om ægtefællebidrag under behandlingen af en sag om børnebidrag – eller omvendt – da der er tale om to forskellige krav på underholdbidrag, der ikke udspringer af samme retsforhold.
Ægtefælle 1 er pålagt at betale ægtefællebidrag til ægtefælle 2. Ægtefælle 1 bor i Danmark, mens ægtefælle 2 bor i Tyskland. Ægtefælle 2 anmoder statsforvaltningen om forhøjelse af bidraget, jf. artikel 2. Under behandlingen af denne sag, anmoder ægtefælle 1 statsforvaltningen om bortfald af bidraget under henvisning til en større indtægtsnedgang. Ægtefælle 1 ville normalt ikke kunne få behandlet en sådan ansøgning i Danmark, når ægtefælle 2 ikke bor her. Efter artikel 6, nr. 3, kan statsforvaltningen imidlertid også behandle denne ansøgning.
Resultatet af ægtefælle 1´s ansøgning kan således blive, at bidraget bliver nedsat.
Hvis ægtefælle 1 i stedet for havde indgivet sin ansøgning om nedsættelse af bidraget til statsforvaltningen, efter statsforvaltningen havde afgjort ægtefælle 2´s ansøgning om forhøjelse af bidraget, ville statsforvaltningen have haft international kompetence til at behandle ægtefælle 1´s ansøgning.
4.2.4.
Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav (artikel 27-28 i Bruxelles I-forordningen og artikel 21-22 i Lugano-konventionen)
Litispendensreglerne i Bruxelles I-forordningens artikel 27 og Lugano-konventionens artikel 21 skal hindre, at der på samme tidspunkt behandles sager om det samme retsforhold i flere medlemsstater.
Hvis en statsforvaltning bliver opmærksom på, at en sag om samme bidragsspørgsmål verserer i en anden medlemsstat, skal statsforvaltningen gøre følgende
Ovenstående gælder også ”indbyrdes sammenhængende krav” , hvorved forstås krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå risiko for uforenelige afgørelser, hvis kravene blev afgjort hver for sig.
Der henvises til Bruxelles I-forordningens artikel 28 og Lugano-konventionens artikel 22.
Når en sag ikke er omfattet af forordningen eller konventionen, finder bestemmelserne om litispendens og indbyrdes sammenhængende krav kun anvendelse, når den først anlagte sag vil blive afgjort i et land, hvis afgørelser om bidrag anerkendes i Danmark.
–
Er sagen i den anden medlemsstat anlagt før statsforvaltningens modtagelse af den tilsvarende sag, skal statsforvaltningen udsætte behandlingen af sin sag.
Når den første myndighed endeligt har afgjort, at den er kompetent, skal statsforvaltningen afvise sagen.
–
Modtog statsforvaltningen sagen, før den tilsvarende sag blev anlagt i den anden medlemsstat, skal statsforvaltningen hurtigst muligt tage stilling til, om den har international kompetence til at behandle sagen.
Uanset om statsforvaltningen ved afgørelsen herom kommer frem til, at den har kompetence eller ikke har kompetence, skal denne afgørelse begrundes og meddeles begge parter, der skal orienteres om, at afgørelsen kan påklages til Familiestyrelsen.
Dette betyder, at det i nogle situationer kan være nødvendigt for statsforvaltningen at træffe afgørelse om international kompetence, uden at der derved samtidig bliver taget stilling til selve bidraget.
5.
Generelle spørgsmål i relation til international kompetence
5.1.
Definitioner m.v.
Både forordningen og konventionen regulerer behandlingen af civile retssager, herunder retssager om underholdsbidrag.
Forordningen og konventionen indeholder derfor en række udtryk, der kendes fra retssager, men som ikke umiddelbart kan anvendes ved administrative myndigheders behandling af bidragssager.
Pkt. 4.1. og pkt. 5.1.1. til 5.1.2. indeholder forklaringer af disse udtryk til brug for statsforvaltningernes behandling af bidragssager.
Samtidig forklares indholdet af andre begreber og udtryk, der anvendes i forordningen og konventionen.
5.1.1.
Danske administrative myndigheder
Ved gennemførelsen af Bruxelles I-forordningen i dansk ret (se pkt. 6.1.) blev der i artikel 2, stk. 2, litra c, i Parallelaftalen indsat følgende bestemmelse
”I artikel 62 indsættes følgende som stk. 2: »2.
I sager om underholdspligt omfatter udtrykket »ret« også de danske administrative myndigheder.«”
En tilsvarende bestemmelse findes i artikel Va i protokol nr. 1 til Lugano-konventionen
”I sager om underholdspligt omfatter udtrykkene »dommer«, »ret« og »domsmyndighed« også de danske, islandske og norske administrative myndigheder.”
Både forordningen og konventionen regulerer således statsforvaltningernes behandling af sager om underholdspligt, navnlig i relation til deres internationale kompetence.
5.1.2.
Bopæl (artikel 59, stk. 1, i Bruxelles I-forordningen og artikel 52, stk. 1, i Lugano-konventionen)
Efter Bruxelles I-forordningen artikel 59, stk. 1, og Lugano-konventionen artikel 52, stk. 1, skal retten ved afgørelse af, om en part har bopæl i den medlemsstat, for hvis domstole sagen er indbragt, anvende sin egen lovgivning.
Omsat til danske forhold indebærer dette, at når statsforvaltningen modtager en ansøgning under henvisning til, at eksempelvis sagsøgte har bopæl i Danmark, træffes afgørelsen af, om sagsøgte har bopæl her i landet, efter dansk ret.
I dansk ret antages det, at bopælsbegrebet i relation til Bruxelles I-forordningen og Lugano-konventionen er det processuelle bopælsbegreb i retsplejelovens § 235, stk. 1-2, samt § 236.
En person har således kun bopæl i Danmark, hvis betingelserne i § 235, stk. 2, er opfyldt.
Denne bestemmelse har følgende ordlyd
”Hjemtinget er i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl.
Har sagsøgte bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af dem.”
Dette bopælsbegreb kan beskrives således
”En persons bopæl er det sted, hvor han selv og hans husstand har deres varige hjem, hvor deres ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor han opholder sig, når han ikke af særlige grunde midlertidigt, f.eks. på grund af ferie- studie- eller forretningsrejse, sygdom eller strafafsoning, opholder sig et andet sted.”
Hvis parten ikke har bopæl i den stat, hvor sagen er anlagt, skal afgørelsen af, om parten har bopæl i en anden medlemsstat, træffes ud fra loven i den stat, hvor parten angiveligt har bopæl, jf. henholdsvis artikel 59, stk. 2, og artikel 52, stk. 2.
Dette indebærer, at hvis en sagsøgt ikke har bopæl her i landet efter § 235, stk. 2, og heller ikke har bopæl i en anden medlemsstat – vurderet efter bopælsreglerne i denne stat – falder sagen efter artikel 4, stk. 1, udenfor forordningen og konventionen.
I så fald skal spørgsmålet om kompetence i Danmark afgøres efter reglerne om international kompetence i bidragsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, jf. pkt. 3.2.
Dette kan illustreres ved følgende eksempel
Ægtefælle 1, der boede i Danmark, ansøgte statsforvaltningen om nedsættelse af det bidrag, som han skulle betale til ægtefælle 2’s underhold. Ægtefælle 2 havde flygtningestatus i Danmark, men hun havde reelt aldrig boet her. Hun havde i flere år opholdt sig i Schweiz, hvor hun søgte om at få opholdstilladelse. De schweiziske myndigheder udtalte, at ægtefælle 2 måtte antages at have bopæl i Schweiz ifølge deres fortolkning af Lugano-konventionens artikel 52, stk. 2. Da sagsøgte (ægtefælle 2) havde bopæl i en medlemsstat, var sagen omfattet af Lugano-konventionen, jf. artikel 3. Herefter havde statsforvaltningen ikke international kompetence til at behandle sagen, da sagsøgte ikke havde bopæl i Danmark jf. artikel 2.
Havde ægtefælle 2 efter schweizisk ret ikke haft bopæl i Schweiz, skulle statsforvaltningens kompetence til at behandle sagen have været bedømt efter bidragsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, jf. pkt. 3.2.
(Eksemplet bygger på afgørelsen TFA 2001.74.)
5.2.
Andre emner af betydning for afgørelsen af spørgsmål om international kompetence
5.2.1.
Hvornår er en sag omfattet af Bruxelles I-forordningen eller Lugano-konventionen (artikel 4, stk. 1)?
Når sagsøgte ikke har bopæl i en medlemsstat, falder sagen uden for anvendelsesområdet for forordningen og konventionen.
I disse situationer afgøres kompetencen til at behandle en sag af den pågældende medlemsstatens egen lovgivning.
Når en sag ikke er omfattet af forordningen eller konventionen, afgøres kompetencen til at behandle den i Danmark, af bidragsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, jf. pkt. 3.2.
5.2.2.
Hvornår skal betingelserne for kompetence være opfyldt?
Den internationale kompetence fastlægges efter forholdene ved sagens start (”sagsanlægget”).
Sagen skal således behandles færdig der, hvor den med rette er startet, også selvom en af parterne eller begge parter flytter under behandlingen af sagen, og selvom en status-sag afsluttes.
Klageadgang bevares trods flytning m.v., da klagesagen anses for at være en forlængelse af den oprindelige sag.
Det samme gælder situationer, hvor statsforvaltningen genoptager en påklaget afgørelse efter bidragsbekendtgørelsens § 16, eller hvor Familiestyrelsen hjemviser en sag til fornyet behandling hos statsforvaltningen.
Se artikel 30 i Bruxelles I-forordningen om, hvornår en sag anses for anlagt.
5.2.3.
Valgfrihed
Hvis kompetencereglerne giver mulighed for at anlægge en sag i flere lande, har sagsøgeren som udgangspunkt fuldstændig valgfrihed til at bestemme, i hvilket land sagen skal behandles, f.eks. ud fra en vurdering af hvor der vil være størst økonomisk fordel, eller hvor det processuelt er nemmest at få behandlet sagen.
Sagsøger har således mulighed for at foretage "forum-shopping".
Dette indebærer, at en myndighed ikke må afvise at behandle en sag, alene forbi sagen også vil kunne behandles af myndighederne i et andet land.
5.2.4.
Hvem er part i sagen?
5.2.4.1.
Børnebidrag
Efter § 18, stk. 1, i lov om børns forsørgelse tilkommer børnebidrag barnet, mens det efter stk. 2 udelukkende er den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse (bidragsmodtageren), der har ret til at kræve bidrag fastsat og til at indkræve dette.
Efter dansk ret er det forældrene – og ikke barnet – der er parter i en bidragssag.
Derimod er det barnet, der i relation til anvendelsen i Danmark af kompetencereglerne i denne vejledning er part i sagen.
Ved afgørelsen af spørgsmål om kompetence er det således barnet, der er henholdsvis sagsøger og sagsøgte, jf. pkt. 4.1.
Efter artikel 5, nr. 2, 1. led, vil en sag om fastsættelse eller forhøjelse af børnebidrag derfor kunne behandles, hvor barnet bor eller opholder sig, uanset hvor bidragsmodtageren bor.
Hvis bidragsmodtageren bor eller opholder sig et andet sted end barnet, vil dette ikke kunne medføre, at der også er kompetence til at behandle sagen der.
Tilsvarende er det i relation til artikel 2 i sager om bortfald eller nedsættelse af børnebidrag barnets bopæl, der er afgørende for kompetencen.
Sag om bortfald eller nedsættelse af et børnebidrag kan således kun behandles der, hvor barnet bor.
Hvis bidragsmodtageren bor et andet sted end barnet, vil dette ikke kunne medføre, at der også er kompetence til at behandle sagen der.
Dette vil sædvanligvis ikke give problemer, fordi barnet og bidragsmodtageren som oftest bor sammen.
I situationer, hvor bidragsmodtageren og barnet ikke opholder sig på samme sted, f.eks. hvis barnet er på efterskole, kostskole eller lignende i et andet land, skal der dog tages stilling til, hvor barnet har bopæl.
Til illustration kan nævnes følgende eksempel
Moren bor i Tyskland, og barnet er på efterskole i Danmark men har hidtil boet hos moren. Faren bor i Danmark.
Faren ønsker børnebidraget nedsat. Barnet er berettiget til bidraget og derved rette sagsøgte efter artikel 2.
Denne sag kan behandles i Danmark, hvis barnet har bopæl her. Når barnet har adresse eller lignende i Danmark, skal statsforvaltningen undersøge, om barnet har bopæl i Danmark i overensstemmelse med retsplejelovens § 235, stk. 2, jf. pkt. 5.1.2.
5.2.4.2.
Ægtefællebidrag
Ved ægtefællebidrag er det ægtefællerne, der er parter i sagen.
I det omfang det offentlige har overtaget forsørgelsen af bidragsmodtageren, bliver det offentlige part i sagen, jf. pkt. 5.2.5.
5.2.5.
Offentlige krav på underholdsbidrag
Når en offentlig myndighed har overtaget forsørgelsen af bidragsmodtageren (barnet eller den bidragsberettigede ægtefælle) og dermed er indtrådt i retten til at kræve bidrag fastsat eller forhøjet, bliver myndigheden i et vist omfang part i sagen.
Myndigheden indtræder dog ikke fuldt ud i bidragsmodtagerens retsstilling.
Således kan en myndighed – i modsætning til bidragsmodtageren - ikke ansøge om bidrag i det land, hvor myndigheden har hjemsted, jf. artikel 5, nr. 2, 1. led.
Dette indebærer bl.a., at en dansk kommune, der har overtaget forsørgelsen af et barn, ikke kan ansøge en statsforvaltning om fastsættelse af bidrag, hvis bidragsbetaleren bor i en anden medlemsstat.
Sagen kan kun anlægges der, hvor bidragsbetaleren bor, jf. artikel 2.
Dette berører ikke kommunens adgang til at indtræde i et allerede fastsat bidrag og søge dette inddrevet.
5.2.6.
Bidragssager, hvor der allerede foreligger en udenlandsk bidragsafgørelse eller -aftale
Dette afsnit handler ikke om international kompetence, men om statsforvaltningernes håndtering af en ansøgning om ændring af størrelsen af et bidrag, der er fastsat i en anden medlemsstat.
Afsnittet omfatter også bidrag, der er aftalt ved en aftale, der henholdsvis anerkendes eller ikke anerkendes i Danmark.
5.2.6.1.
Anerkendelse af udenlandske afgørelser
Efter Bruxelles I-forordningens artikel 32-58 og Lugano-konventionens artikel 26-30 skal afgørelser og aftaler om bidrag fra en anden medlemsstat - med visse undtagelser - anerkendes i Danmark.
Dette er ikke til hinder for, at statsforvaltningen tager stilling til en ansøgning om ændring af det bidrag, der er fastsat ved den udenlandske afgørelse.
En ændring af bidraget skal dog respektere den udenlandske afgørelse, således at en eventuel ændring af bidraget tidligst kan tillægges virkning fra et tidspunkt, der ligger efter den udenlandske afgørelse.
Det er uafklaret, i hvilket omfang der ved en afgørelse om ændring af det bidrag, der er fastsat ved en udenlandsk afgørelse, kan stilles krav om forandrede forhold.
Det må dog i hvert fald antages, at en udenlandsk afgørelse vil kunne ændres, selvom de økonomiske forhold ikke er forandrede, når der er gået en vis tid, siden den udenlandske afgørelse blev truffet.
Dette kan illustreres med følgende eksempel
Ændringsafgørelse i en sag, hvor der tidligere er truffet afgørelse i en anden medlemsstat, bør fremstå som en ændring af størrelsen af det bidrag, der er fastsat ved den udenlandske afgørelse.
Det danske bidragsdokument bør derfor indeholde en bemærkning om, at der er tale om ændring af den udenlandske afgørelse.
Det skal således være fuldstændigt klart, at bidragsbetaleren indtil det tidspunkt, hvor ændringen af bidraget træder i kraft, skal betale bidrag efter den udenlandske afgørelse, og at bidragsbetaleren fra og med ændringstidspunktet alene skal betale bidrag efter den danske afgørelse.
Anerkendelse af en udenlandsk afgørelse indebærer muligvis, at et fastsat bidrag ikke kan ændres, hvis afgørelsen er uforanderlig i afgørelseslandet.
Ovenstående gælder også for afgørelser, der anerkendes i Danmark efter Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag, Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt eller Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn.
Familiestyrelsen fastslog, at statsforvaltningen efter artikel 2 i Bruxelles I-forordningen havde haft international kompetence til at nedsætte et ægtefællebidrag, der var fastsat ved dom i Luxembourg, fordi bidragsmodtageren (sagsøgte) boede i Danmark. Det var uden betydning, at forholdene ikke var ændret i forhold til 1992, hvor dommen var afsagt.
(Eksemplet bygger på TFA 2007.413.)
5.2.6.2.
En udenlandsk bidragsafgørelse, der ikke anerkendes i Danmark
Er der tale om ændring af et bidrag, der er fastsat ved en udenlandsk bidragsafgørelse, der ikke anerkendes i Danmark, ses der bort fra den udenlandske afgørelse.
Dette kan illustreres med følgende eksempel
En far var pålagt at betale børnebidrag efter en cubansk retsafgørelse. Moren, der boede i Danmark, ansøgte statsforvaltningen om forhøjelse af bidraget til det danske normalbidrag. Statsforvaltningen forhøjede bidraget til normalbidraget. Ved afgørelsen anerkendte statsforvaltningen indirekte den cubanske afgørelse, da statsforvaltningen behandlede sagen som en anmodning om forhøjelse af et fastsat bidrag.
Moren påklagede afgørelsen og anmodede om, at faren skulle betale bidrag fra et tidligere tidspunkt.
Familiestyrelsen konkluderede, at Danmark ikke var forpligtet til at anerkende den cubanske afgørelse, da Cuba ikke havde tiltrådt nogen af konventionerne herom. Styrelsen hjemviste sagen og fastslog, at afgørelsen ikke skulle betragtes som en forhøjelse af et fastsat bidrag med den virkning, at forhøjelsen af bidraget først sker fra første forfaldsdag efter afgørelsen, jf. § 14 i bidragsbekendtgørelsen. I stedet skulle afgørelsen betragtes som en førstegangsfastsættelse af bidrag, dvs. med virkning fra ansøgningstidspunktet, jf. § 9 i bidragsbekendtgørelsen.
(Eksemplet bygger på Familiestyrelsens afgørelse af 10. april 2007, j.nr. 06-550-03864.)
5.2.6.3.
Fastsættelse af bidrag efter dansk ret med henblik på forskudsvis udbetaling af normalbidraget efter børnetilskudsloven
I sagen TFA 2007.418/2 udtalte Familiestyrelsen, at en fransk afgørelse om børnebidrag ikke kunne danne grundlag for forskudsvis udbetaling af normalbidraget efter § 11 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
Styrelsen udtalte endvidere, at der ikke er hjemmel til at få truffet en dansk bidragsafgørelse alene med henblik på at kunne få normalbidraget udbetalt forskudsvist.
Se tilsvarene udtalelse i TFA 2001.68.
Disse udtalelser vedrørte situationer, hvor den udenlandske afgørelse anerkendes i Danmark.
I begge situationer var det bidrag, der var fastsat ved den udenlandske afgørelse, større end det bidrag, der kunne forventes fastsat efter dansk ret.
Der var således ikke reelt tale om anmodninger om forhøjelse af det udenlandske bidrag, men om fastsættelse af et bidrag efter dansk ret alene med det formål at få normalbidraget forskudsvist udlagt i Danmark.
Udtalelserne gælder ikke for situationer, hvor der er grundlag for at forhøje det bidrag, der er fastsat ved en udenlandsk afgørelse.
Dette kan illustreres ved følgende sag, som Den Amerikanske Ambassade har forelagt for Familiestyrelsen
En far var pålagt at betale børnebidrag efter en amerikansk afgørelse. Da faren ikke opfyldte sin betalingsforpligtelse efter afgørelsen, ansøgte moren, der boede i Danmark, statsforvaltningen om nedsættelse af bidraget til normalbidraget, således at børnebidraget kunne blive udlagt forskudsvis af kommunen. Familiestyrelsen konkluderede, at Danmark ikke var forpligtet til at anerkende den amerikanske afgørelse, da USA ikke havde tiltrådt nogen af konventionerne herom. Styrelsen fastslog herefter, at ansøgningen skulle behandles som en førstegangsfastsættelse af bidrag, jf. kapitel 4 i bidragsbekendtgørelsen.
(Familiestyrelsens udtalelse af 23. april 2007; j.nr. 06-550-04086.)
5.2.7.
Den oprindelige ansøger fremkommer med nye oplysninger eller krav under behandlingen af en sag
Beslægtet med spørgsmålet om modkrav (pkt. 4.2.3.) er spørgsmålet om muligheden for at inddrage nye oplysninger eller en ny ansøgning i en verserende sag, når oplysningerne eller ansøgningen først fremkommer på et tidspunkt, hvor myndigheden ikke ville have haft kompetence til at behandle sagen, hvis sagsøger først havde anlagt sagen på dette tidspunkt.
Dette kan illustreres med følgende eksempel
Statsforvaltningen afslog en ansøgning fra faren om at nedsætte børnebidraget. Statsforvaltningen var på tidspunktet for afgørelsen ikke bekendt med, at moren og børnene boede i England. Faren påklagede afgørelsen til Familiestyrelsen. Under behandlingen af klagesagen blev det fastslået, at moren boede i England. Faren, der var selvstændig erhvervsdrivende, sendte et nyt regnskab til styrelsen som dokumentation for indtægtsnedgang. Styrelsen stadfæstede statsforvaltningens afgørelse ud fra oplysningerne om parternes økonomiske forhold på tidspunktet for statsforvaltningens afgørelse. Samtidig afviste styrelsen at tage stilling til, om bidragene på baggrund af de nye oplysninger skulle nedsættes for fremtiden, da fremsendelsen af de nye oplysninger måtte opfattes som en ny ansøgning om nedsættelse af bidragene. En sådan ansøgning kunne kun behandles af de engelske myndigheder, jf. artikel 2.
(Eksemplet bygger på Civilretsdirektoratets afgørelse, j.nr. 1993-460-535.)
5.2.8.
Fortolkning
EF-Domstolens fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen er bindende for Danmark.
Ved anvendelsen af forordningen skal der også tages hensyn til EF-Domstolens praksis vedrørende de tilsvarende bestemmelser i EF-Domskonventionen.
EF-Domstolens praksis har også betydning for anvendelsen af Lugano-konventionen.
5.2.9.
Lovvalg
Når danske myndigheder har kompetence til at behandle en bidragssag, behandles og afgøres den efter dansk ret, uanset parternes eller sagens tilknytning til udlandet.
Dette gælder også situationer, hvor der tidligere er truffet en bidragsafgørelse i udlandet efter udenlandsk ret, og en af parterne nu anmoder om ændring af det bidrag, der er fastsat ved den afgørelse.
Selvom den tidligere afgørelse er truffet efter udenlandsk ret, afgøres spørgsmålet om ændring af bidraget efter dansk ret.
5.2.10.
Stedlig kompetence
Når det er konstateret, at myndighederne i et bestemt land har kompetence til at behandle sagen, afgøres det som udgangspunkt efter de nationale regler, hvilken myndighed i det pågældende land, der skal behandle sagen.
I Danmark er dette reguleret i § 3 i bidragsbekendtgørelsen.
Disse regler er beskrevet i pkt. 3.1. i vejledning af 30. september 2009 om børne- og ægtefællebidrag.
6.
Forordninger og konventioner
6.1.
Bruxelles I-forordningen
Forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen) indeholder bl.a. regler om international kompetence i sager om underholdspligt.
Forordningen er omfattet af det retlige forbehold, og den gælder derfor ikke for Danmark.
I 2005 indgik Danmark imidlertid en aftale med Det Europæiske Fællesskabet om, at bestemmelserne i forordningen finder anvendelse mellem Danmark og Fællesskabet (Parallelaftalen – Aftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område).
Denne aftale er gennemført ved lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v.
Forordningen og Parallelaftalen og er optrykt som bilag til loven.
Loven og bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen trådte i kraft den 1. juli 2007.
Bestemmelserne i forordningen gælder herefter i forholdet mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater
Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxemburg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien (inkl.
Nordirland), Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
6.2.
Lugano-konventionen
Lugano-konventionen er efter bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr. 7 af 8. januar 1998 og nr. 31 af 19. januar 2000, for Danmarks vedkommende i kraft i forhold til følgende lande
Belgien, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Luxemburg, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien (inkl.
Nordirland), Sverige, Tyskland og Østrig.
Bruxelles I-forordningen har forrang for Lugano-konventionen.
Lugano-konventionen er derfor i dag i relation til international kompetence reelt kun i kraft mellem Danmark og Island, Norge og Schweiz.
Lugano-konventionen er optrykt i EF-tidende 1988 L 319/9 ff.
6.3.
Regler om international kompetence, der ikke længere finder anvendelse
Den Nordisk Ægteskabskonvention
De nordiske lande undertegnede den 6. februar 2001 en overenskomst om ændring af Den Nordisk Ægteskabskonvention (Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931).
Ved overenskomsten blev konventionens artikel 8 ændret således, at sager om ”underholdspligt” ikke længere er omfattet af konventionen.
EF-Domskonventionen
Konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, med senere ændringer (EF-domskonventionen) trådte i kraft for Danmark den 1. november 1986, jf. lov nr. 325 af 4. juni 1986 om EF-domskonventionen.
Konventionen er optrykt i EF-tidende nr. C 027 af 26. januar 1998, s. 0001-0027.
Konventionens bestemmelser i relation til international kompetence i sager om underholdspligt svarer til bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og Lugano-konventionen.
Fra den 1. juli 2007, hvor Bruxelles I-forordningen trådte i kraft for Danmark, trådte forordningens bestemmelser om international kompetence i stedet for bestemmelserne i EF-domskonventionen.
Nogle af de afgørelser, der er henvist til i denne vejledning, er truffet efter EF-domskonventionen.
6.4.
Regler om international kompetence, der endnu ikke er trådt i kraft
Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen om international kompetence i bidragssager erstattes sommeren 2011 af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 4/2009 om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (Underholdspligtforordningen), jf. bekendtgørelse nr. 69 af 29. januar 2009.
Bestemmelserne i Lugano-konventionen om international kompetence i bidragssager erstattes på et endnu ikke fastlagt tidspunkt af bestemmelserne i konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, udfærdiget i Lugano den 30. oktober 2007.
Konventionen er optrykt i EUT L 147 af 10. juni 2009, side 5-43.
Familiestyrelsen udsender en ny vejledning om international kompetence i bidragssager, når disse regelsæt finder anvendelse.
7.
Grønland og Færøerne
Denne vejledning gælder ikke for gælder ikke for Grønland og Færøerne.
Kompetencereglerne i relation til Grønland og Færøerne findes i følgende bestemmelser
For Grønland findes kompetencereglerne i relation til børnebidrag i kapitel 26 i retsplejeloven for Grønland (lov nr. 305 af 30. april 2008) og i § 13, stk. 3, i lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling.
For ægtefællebidrag efter ægteskabsloven findes reglerne i § 285 i retsplejeloven for Grønland (lov nr. 305 af 30. april 2008) og i § 44, stk. 2, i anordning nr. 307 af 14. maj 1993 om ikrafttræden for Grønland af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
For ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven findes reglerne i pkt. 1 i cirkulære nr. 182 af 28. november 1925 om beføjelserne efter retsvirkningsloven.
For Færøerne findes kompetencereglerne i relation til børnebidrag i § 10 i bekendtgørelse nr. 7 af 14. januar 1961 om behandling af faderskabssager m.v., som sat i kraft ved bekendtgørelse nr. 368 af 30. november 1962.
For ægtefællebidrag efter ægteskabsloven findes reglerne i pkt. 3 i cirkulæreskrivelse nr. 9554 af 8. november 2002 om international kompetence i sager om børne- og ægtefællebidrag. For ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven findes reglerne i pkt. 1 i cirkulære nr. 182 af 28. november 1925 om beføjelserne efter retsvirkningsloven.
Bilag 1
De relevante bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og Lugano-konventionen
I det følgende gengives de relevante bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og Lugano-konventionen i relation til sager om underholdsbidrag.
Det bemærkes, at formuleringen af disse bestemmelser stort set er enslydende i forordningen og konventionen.
Artikelnumrene henviser til både Bruxelles I-forordningen og Lugano-konventionen.
I det omfang artikelnumrene adskiller sig fra hinanden, er artikler i Lugano-konventionen angivet i parentes.
Artikel 2
”1. Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.
2. Personer, som ikke er statsborgere i den medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets egne statsborgere.”
Artikel 3
”1. Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.
2. …”
Artikel 4
”1. Har en sagsøgt ikke har bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning,…”
Artikel 5
”En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat
1) …
2) i sager om underholdspligt, ved retten på det sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, eller, ved krav i forbindelse med en sag om en persons retlige status, ved den ret, der efter sin egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet
3) …”
Artikel 6
”En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges
1) …
2) …
3) når der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet er anlagt
4) …”
Artikel 23 i Bruxelles I-forordningen (artikel 17 i Lugano-konventionen)
”1. Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået
a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller …
2. Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.
3. …”
Artikel 24 i Bruxelles I-forordningen (artikel 18 i Lugano-konventionen)
”For så vidt retten i en kontraherende stat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne konvention, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte kun giver møde for at bestride rettens kompetence,…”
Artikel 26 i Bruxelles I-forordningen (artikel 20, stk. 1, i Lugano-konventionen)
”1. Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer den pågældende ret sig på embeds vegne inkompetent, hvis den ikke er kompetent efter reglerne i denne forordning.
2. …”
Artikel 27 i Bruxelles I-forordningen (artikel 21 i Lugano-konventionen)
”1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.
2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.”
Artikel 28 i Bruxelles I-forordningen (artikel 22 i Lugano-konventionen)
”1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.
2. Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.
3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.”
Artikel 30 i Bruxelles I-forordningen (Tilsvarende bestemmelse findes ikke i Lugano-konventionen)
”Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for anlagt ved en ret
1) på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller
2) hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten.”
Artikel 59 i Bruxelles I-forordningen (artikel 52 i Lugano-konventionen)
”1. Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning.
2. Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.”