Skrivelse ang. overgangsbestemmelser i de nye regler om beskæftigelsesindsatsen for unge\nTil Jobcentrene m.fl.
Statutory Text (3 Articles)
Skrivelse ang. overgangsbestemmelser i de nye regler om beskæftigelsesindsatsen for unge
Til Jobcentrene m.fl.
Med ændringslov nr. 479 af 12. juni 2009 er der pr. 1. august 2009 indført nye forenklede regler om beskæftigelsesindsatsen for unge.
Arbejdsmarkedsstyrelsen har ved skrivelse nr. 9300 af 16. juni 2009 orienteret om de nye unge-regler.
De ændrede unge-regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats træder i kraft den 1. august 2009.
Dog er der nogle overgangsregler, som beskrives nedenfor
1) Uddannelsespålæg til forsikrede ledige og ikke arbejdsmarkedsparate kontant- og starthjælpsmodtagere under 25 år
Reglerne om uddannelsespålæg i lovens § 21 b er udvidet til også at omfatte dagpengemodtagere og ikke arbejdsmarkedsparate kontant- og starthjælpsmodtagere under 25 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse og ikke har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn.
Jobcenteret skal der derfor efter 1. august 2009 som led i det individuelle kontaktforløb anvende reglerne om uddannelsespålæg for alle disse under 25-årige.
Det er i denne forbindelse uden betydning, hvor længe de har været ledige.
Indtil tidspunktet, hvor den valgte uddannelse starter, er de unge omfattet af reglerne om ret og pligt til aktivering, jf. nedenfor.
2) Ikrafttrædelse af den fremrykkede aktivering for forsikrede ledige
Af den nye bestemmelse i § 85, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår det, at forsikrede ledige under 30 år senest efter 13 ugers sammenlagt ledighed har ret og pligt til tilbud efter kapitel 10-12.
Tilbuddet skal have en sammenhængende varighed på mindst 6 måneder.
Af ikrafttrædelsesbestemmelsen fra ændringsloven (§ 6, stk. 4, i lov nr. 479 af 12. juni 2009) fremgår det, at den nye formulering af § 85, stk. 1, ikke finder anvendelse på personer, som den 1. august 2009 har opnået en sammenlagt ledighed på 13 uger eller mere.
Da sammenlagt ledighed opgøres på ugebasis, jf. reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., betyder dette i praksis, at forsikrede ledige under 30 år, som fra uge 32 (den 3. august eller senere) opnår 13 ugers sammenlagt ledighed, skal have tilbud efter de nye regler og senest efter 13 ugers sammenlagt ledighed.
Omvendt betyder det, at forsikrede ledige under 30 år, som inden udgangen af uge 31 har opnået 13 ugers sammenlagt ledighed, skal aktiveres efter de regler, der var gældende før 1. august 2009.
Dvs. at disse personer senest efter 26 ugers sammenlagt ledighed skal have tilbud efter reglerne fra før 1. august 2009 (den dagældende § 85 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats).
Samtidig er unge under 25 år – jf. ovenstående – omfattet af reglerne om uddannelsespålæg.
Styrelsen skal beklage, at vi telefonisk og i mails i sidste uge har givet nogle jobcentre et andet svar.
3.
Skal tilbuddet til forsikrede ledige være afgivet eller påbegyndt for at være rettidigt?
Det har ikke hidtil fremgået af reglerne om ret og pligt til tilbud for forsikrede ledige, at tilbuddet skal være påbegyndt de anførte tidspunkter om ret og pligt.
Pr. 1. januar 2010 ændres dette, således at det efter årsskiftet bliver et krav, at for at tilbuddet skal være rettidigt, skal det være påbegyndt på de tidspunkter, der fremgår af loven.
Dette gælder såvel for første som efterfølgende tilbud, jf. reglerne i lovens §§ 85, stk. 1, 87-88 og 89, stk. 1-3.
4.
Ang. ikrafttræden af tidspunktet for fremrykningen af tidspunktet for cv-samtale og første jobsamtale
CV-samtalen
Med ændringen af lovens §§ 13, stk. 2, og 14, stk. 1, skal cv’et indlægges i Jobnet senest 3 uger efter tilmeldingen og cv-samtalen skal være afholdt senest 3 uger efter tilmeldingen.
Jobsamtalen
Med ændringen af § 19 skal første jobsamtale for personer under 30 år afholdes senest efter 1 måned, dvs. for forsikrede ledige, når personen har modtaget offentlige forsørgelsesydelser i sammenlagt 1 måned efter tilmeldingen, og for kontant- og starthjælpsmodtagere, når personen har modtaget forsørgelsesydelser i sammenhængende 1 måned fra første henvendelse om hjælp.
Disse fremrykkede tidspunkter gælder for personer, der ikke har ledighed før 1. august 2009, som skal medregnes i opgørelsen af tidspunktet for, hvornår de senest skal have cv-samtale eller jobsamtale.
De tidligere regler om, at cv-samtalen skal afholdes senest efter 1 måned og jobsamtalen for under 30-årige senest efter 3 måneder, gælder fortsat for personer, der har ledighed før 1. august 2009, som skal medregnes i opgørelsen af tidspunktet for cv- eller jobsamtale, og som ikke har haft 1. samtale før dette tidspunkt.
1)
At tilbuddet pr. 1. januar 2010 skal være påbegyndt de anførte tidspunkter fremgår af overgangsbestemmelsen i § 21 i lov nr. 483 af 12. juni 2009.
Af den seneste bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er det anført med noter til de pgl. bestemmelser.