Orienteringsskrivelse om ændring af lov om social service (familievejlederordning)\n(Til samtlige kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Orienteringsskrivelse om ændring af lov om social service (familievejlederordning)
(Til samtlige kommunalbestyrelser)
Folketinget vedtog den 14. april 2009 forslag til lov om ændring af lov om social service (familievejlederordning).
I det følgende gennemgås lovændringen i hovedtræk.
Lovforslaget med bemærkninger (L 115, 2009) kan i sin helhed ses på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Familievejlederordningen er et af initiativerne i regi af regeringens kvalitetsreform.
Formålet med ordningen er at sikre, at familier med børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne i den indledende fase, efter at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret, får et tilbud om indgående rådgivning og vejledning fra kommunen.
Dette dels for at styrke familiernes og børnenes videre udvikling og trivsel.
Dels for at medvirke til at øge familiernes kendskab til mulighederne for hjælp fra det offentlige.
Kommunalbestyrelsen har ifølge serviceloven en forpligtelse til ved opsøgende arbejde at tilbyde rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov herfor.
Dette vurderes dog ikke at være tilstrækkeligt til at imødekomme de nævnte familiers behov for rådgivning og vejledning.
Undersøgelser foretaget af SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - og af analyseinstituttet Rambøll Management viser således, at familier med børn med nedsat funktionsevne oplever, at informations- og vejledningstilbuddene fra kommunerne er mangelfulde.
Familierne giver udtryk for, at de selv skal finde ud af, hvilke rettigheder de har, og hvilke hjælpe- og tilbudsmuligheder der er.
Det er problemerne omkring den mangelfulde rådgivning og vejledning af familier med børn med funktionsnedsættelse, som familievejlederordningen skal søge at imødegå.
Lovændringen indebærer, at der i servicelovens § 11 tilføjes to nye stykker – stk. 4 og stk. 5.
Af § 11, stk. 4, fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
I § 11, stk. 5, er der hjemmel til, at indenrigs- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om familievejlederordningen.
Med hjemmel i § 11, stk. 5, vil der blive udstedt en bekendtgørelse om familievejlederordningen efter lov om social service.
Familievejlederordningen omfatter både familier med et nyfødt barn og familier, hvor funktionsnedsættelsen konstateres under barnets opvækst.
Ordningen skal være synlig både for familierne og for relevante instanser såsom sygehuse, sundhedsplejen, praktiserende læger, dagtilbud, skoler m.fl.
Familievejledningen skal indeholde en introducerende og helhedsorienteret information og vejledning om familiernes rettigheder og hjælpemuligheder på tværs af sektorerne.
Vejledningen skal endvidere indeholde oplysninger om relevante vidensmiljøer og handicaporganisationer på området.
Familievejledningen skal også rumme et tilbud om formidling af kontakt til andre familier med børn med nedsat funktionsevne med henblik på dannelse af netværk.
Der kan efter en konkret vurdering tilbydes flere rådgivnings- og vejledningssamtaler ud over den første samtale, hvis det skønnes nødvendigt, for at formålet med familievejledningen kan opfyldes.
Familievejledningen skal så vidt muligt gives ved besøg i hjemmet.
Familievejledningen skal tilbydes inden for tre måneder efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at det er konstateret, at barnet har nedsat funktionsevne.
I forhold til familier, hvor barnets funktionsnedsættelse har været konstateret i mere end tre måneder, forudsættes det, at disse familier har været i kontakt med kommunen og på denne måde har fået vejledning om deres rettigheder, hjælpemuligheder m.v.
Lovændringen omfatter derfor ikke disse familier.
Familievejlederen har ikke kompetence til at træffe afgørelser om hjælpen til familierne.
Når familievejledningen er afsluttet, skal familievejlederen formidle kontakten og viden om familierne til socialforvaltningen.
Når rådgivningen og vejledningen i regi af familievejlederordningen er afsluttet, vil familierne have ret til fortsat rådgivning og vejledning efter de øvrige regler herom.
Specialiseret rådgivning og vejledning er ikke omfattet af familievejlederordningen, men skal fortsat ydes af de organisationer, herunder VISO, der besidder en særlig ekspertise på det relevante område.
Lovændringen i servicelovens § 11, stk. 4-5, og bekendtgørelsen om familievejlederordningen efter lov om social servicetræder i kraft den 1. juli 2009.
Regelændringerne vil blive uddybet i en vejledning, som vil blive udsendt inden de nye reglers ikrafttræden.