Skrivelse om godkendelse af vejledende retningslinjer for den skriftlige advokateksamen og retssagsprøven i en fiktiv sag
Statutory Text (4 Articles)
Skrivelse om godkendelse af vejledende retningslinjer for den skriftlige advokateksamen og retssagsprøven i en fiktiv sag
Ved lov nr. 520 af 6. juni 2007 om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed) blev der gennemført en ændring af advokatuddannelsen.
Loven, der trådte i kraft den 1. januar 2008, indebærer bl.a., at det fremover er en betingelse for at blive beskikket som advokat, at den pågældende har bestået en praktisk prøve i retssagsbehandling (retssagsprøven) og en skriftlig eksamen i forhold af særlig betydning for advokaterhvervet.
Justitsministeren har i medfør af retsplejelovens § 119, stk. 5, fastsat nærmere regler for den teoretiske eksamen og retssagsprøven – herunder den fiktive retssag – i bekendtgørelse nr. 1473 af 12. december 2007 om obligatorisk grunduddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 9, at Justitsministeriets kursusudvalg fastsætter retningslinjer for den teoretiske eksamen og retssagsprøven, herunder den fiktive retssag.
Retningslinjerne skal godkendes af Justitsministeriet.
Justitsministeriet godkendte den 4. februar 2008 retningslinjer for retssagsprøven.
Justitsministeriet skal herved oplyse, at ministeriet har godkendt vedlagte retningslinjer for den skriftlige advokateksamen og retssagsprøven i en fiktiv sag, der er vedtaget af kursusudvalget.
Retningslinjerne gælder for retssagsprøver i fiktive sager og skriftlige advokateksaminer, der afholdes i henhold til de nævnte nye regler i retsplejeloven.
Bilag 1
RETNINGSLINJER FOR RETSSAGSPRØVEN I EN FIKTIV SAG
I.
Indledning
For prøven i en fiktiv sag gælder de af Justitsministeriets kursusudvalg fastsatte retningslinjer for den praktiske prøve i retssagsbehandling med de undtagelser, der følger af nærværende retningslinjer.
2.
Prøvematerialet
Advokatsamfundet udarbejder sagsmaterialet til prøven.
Sagsmaterialet består af
-
et resumé af sagens faktum og juridiske problemstillinger
-
processkrifter udvekslet indtil forberedelsens afslutning
-
bilag
-
udkast til påstandsdokument for begge parter, bestående af en sammenskrivning af de nedlagte påstande og anbringender.
Senest en uge før prøvens aflæggelse udsender Advokatsamfundet pr. brev eller mail sagsresuméet til prøvekandidaterne.
Prøvekandidaten får samtidig meddelt, hvilken part kandidaten skal repræsentere under sagen.
Ved prøvens start modtager prøvekandidaterne sagens øvrige materiale.
Udkastet til påstandsdokument modtager kandidaterne på papir og som word-fil.
Formålet med retssagsprøven er at sikre, at prøvekandidaten har de fornødne praktiske færdigheder som partsrepræsentant under en hovedforhandling.
Sagens materielle juridiske sværhedsgrad må ikke skygge for retssagsprøvens formål, og der skal for alle sagens parter være et rimeligt formål med at føre sagen.
Sagen kan rumme processuelle spørgsmål eller tvistepunkter.
3.
Prøvens gennemførelse
På eksamensdagen modtager prøvekandidaterne sagsmaterialet, og kandidaterne har herefter tre en halv time til selvstændigt at forberede hovedforhandlingen.
Prøvekandidaterne modtager instruks om, hvordan forelæggelsen skal deles mellem partsrepræsentanterne.
Prøvekandidaten har under forberedelsen ikke mulighed for at tale med modparten eller stille spørgsmål til parter eller vidner.
Alle hjælpemidler med undtagelse af online forbindelse til omverdenen må medbringes.
Efter to en halv time skal prøvekandidaterne aflevere påstandsdokument for egen part.
I påstandsdokumentet skal prøvekandidaten nedlægge sin endelige påstand og redegøre for de anbringender, prøvekandidaten vil påberåbe sig.
Den sidste time kan prøvekandidaterne anvende til frokostpause og fortsat forberedelse.
Hovedforhandlingen gennemføres under ledelse af den til prøven udpegede dommer og under overværelse af den udpegede censor.
Forelæggelsen deles mellem prøvekandidaterne i overensstemmelse med instruksen herom.
Rollerne som vidner og i fornødent omfang parter varetages af personer engageret til opgaven.
I løbet af forberedelsen og under hovedforhandlingen kan for prøvekandidaterne uforudsete hændelser – som ikke er ualmindelige under virkelige retssager – finde sted.
Der kan være tale om at nyt materiale dukker op, vidner udebliver, etc.
Efter hovedforhandlingens afslutning voterer dommer og censor.
Prøvekandidaterne får hver for sig besked om resultatet.
4.
Ansøgning og betaling
Ansøgning om deltagelse i prøven i en fiktiv sag er bindende, og de godkendte deltagere skal dække omkostningerne ved prøvens administration, tilrettelæggelse og gennemførelse, herunder alle udgifter til prøvemateriale, lokaler og aktører.
Advokatsamfundet opkræver betaling efter prøvens afholdelse.
Afmelding, udeblivelse eller fravær på grund af sygdom fritager ikke for betalingsforpligtelsen, men omkostningerne begrænses mest muligt.
5.
Afmelding og sygdom
Hvis prøvekandidaten udebliver eller hvis Advokatsamfundet modtager afbud til prøven senere end 12 dage før prøvens afholdelse, har prøvekandidaten forbrugt et af de tre forsøg til at bestå retssagsprøven.
Afmelding skal ske skriftligt, evt. ved e-mail.
Sygemelding skal ske til Advokatsamfundet senest på dagen for prøvens afholdelse.
Prøvekandidatens sygdom skal dokumenteres ved en lægeerklæring herom, der skal være Advokatsamfundet i hænde senest to uger efter prøvens afholdelse.
Fravær på grund af dokumenteret sygdom medregnes ikke som et forsøg.
6.
Klage
Der henvises til klagevejledningen.
Bilag 2
RETNINGSLINJER FOR DEN SKRIFTLIGE ADVOKATEKSAMEN
1.
Eksamen afholdes mindst to gange årligt.
Datoen for eksamens afholdelse og fristen for tilmelding oplyses på Advokatsamfundets hjemmeside og i Advokaten.
2.
Tilmelding til eksamen skal ske skriftligt til Advokatsamfundet, evt. pr. mail, og kopi af eksaminandens kandidatbevis (cand.jur.) skal medsendes.
Kursusudvalget kan i ekstraordinære tilfælde dispensere fra tilmeldingsfristen, såfremt tilmelding og ansøgning om dispensation fremkommer inden eksamensemnernes offentliggørelse jf. pkt. 3, og praktiske forhold ikke forhindrer deltagelsen.
Det er en betingelse for deltagelse i eksamen, at eksaminanden forinden har været tilmeldt og betalt for alle grunduddannelsens kursusdage.
Advokatsamfundet kan til og med eksamensdagen afvise en eksaminand, hvis denne betingelse ikke er opfyldt.
Advokatsamfundet kan i særlige tilfælde dispensere fra betingelsen om betaling, hvor hensynet til eksaminanden begrunder dette.
3.
Senest fire uger før eksamensdagen offentliggør Advokatsamfundet hvilke dele af grunduddannelsen, der er omfattet af den forestående eksamen.
Der udtages undervisningsemner svarende til 4-6 undervisningsdage til eksamen, og eksamen vil altid omfatte emner inden for god advokatskik.
Informationen sendes til eksaminanderne pr. mail og oplyses på Advokatsamfundets hjemmeside.
Eksaminanden modtager samtidig endelig oplysning om klokkeslæt og sted for eksamens afholdelse.
4.
På eksamensdagen skal eksaminanderne møde senest 30 minutter før eksamens start.
Eksaminanderne skal identificere sig ved forevisning af billedlegitimation med cpr.-nummer, f.eks. kørekort eller pas.
5.
Eksamen er skriftlig og har en varighed på tre timer.
Bedømmelsen er bestået eller ikke bestået.
Eksaminanderne tildeles et eksamensnummer, som påføres opgavebesvarelsen, således at opgavebedømmelsen foregår anonymt.
Resultatet af eksamen meddeles eksaminanderne pr. brev, idet der samtidig udsendes eksamensbevis til beståede eksaminander.
Resultatet meddeles senest seks uger efter eksamens afholdelse, og Advokatsamfundet oplyser på sin hjemmeside, hvilken dato brevene er afsendt.
Samtidig offentliggøres eksamensopgaven med rettevejledning.
6.
Eksamensopgaven består af nogle multiple choice spørgsmål og to til fire case-opgaver.
Alle hjælpemidler med undtagelse af online adgang til kommunikation med omverdenen må medbringes til eksamen.
7.
Advokatsamfundet udpeger et antal opgaverettere.
En eksamensbesvarelse bedømmes af én opgaveretter.
Opgaveretteme har dog mulighed for under et møde at drøfte besvarelser, der ikke som udgangspunkt vurderes som beståede.
8.
Sygemelding skal ske til Advokatsamfundet senest på eksamensdagen.
Eksaminandens sygdom skal dokumenteres ved en lægeerklæring herom, der skal være Advokatsamfundet i hænde senest to uger efter eksamen.
Fravær på grund af dokumenteret sygdom medregnes ikke som et forsøg.
Afmelding til eksamen skal ske skriftligt til Advokatsamfundet, evt. pr. mail.
Afmelding, der modtages senere end fire uger før eksamensdagen, betragtes som et ikke bestået forsøg.
9.
Eksaminanderne kan af Advokatsamfundet købe det senest opdaterede kursusmateriale til de dele af grunduddannelsen, der er omfattet af eksamen.
10.
Eksaminandens tilsidesættelse af disse retningslinjer eller af henvisninger fra de tilforordnede ved eksamen kan føre til bortvisning fra eksamen.
11.
Klage over eksamen kan indgives til Justitsministeriets Kursusudvalg, c/o Advokatsamfundet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K eller pr. mail til samfund@advokatsamfundet.dk.
Klagen skal være begrundet og skal indgives senest to uger efter Advokatsamfundet har udsendt meddelelse om eksamensresultatet.
Kursusudvalget kan i helt særlige tilfælde dispensere fra klagefristen.
Klagen forelægges den opgaveretter, der har foretaget bedømmelsen.
Opgaveretteren afgiver indstilling til Kursusudvalget om klagens besvarelse.
Opgaveretteren kan indstille, at bedømmelsen fastholdes, at bedømmelsen ændres, eller at eksaminationen ophæves, således at den ikke tæller som et forsøg.
Hvis opgaveretteren indstiller, at bedømmelsen ændres til bestået, afsluttes klagesagen i overensstemmelse hermed.
Behandlingen af klagen skal så vidt muligt være afsluttet og resultatet meddelt klageren senest to måneder efter klagens indgivelse.
Hvis fristen på to måneder ikke kan overholdes, skal Advokatsamfundet give klageren begrundet besked herom samt oplyse, hvornår behandlingen af klagen nu forventes afsluttet og meddelt den pågældende.