Cirkulære om aftale om nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT)
Statutory Text (4 Articles)
Cirkulære om aftale om nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT)
(Til samtlige ministerier og styrelser)
Generelle bemærkninger
1.
Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II) har indgået vedlagte aftale om nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT).
2.
Finansministeriet bemyndiger hermed de enkelte ministerier til at føre forhandlinger om og indgå lokale aftaler.
Finansministeriet forudsætter, at ministerierne videredelegerer denne kompetence i videst mulige omfang med henblik på, at samtlige aftaler, der alene vedrører tillæg til de ansatte ved den pågældende institution mv., kan indgås af den lokale ledelse.
Tilsvarende forudsættes, at CO II og TAT i videst mulige omfang delegerer kompetencen til det lokale niveau.
3.
Det er aftalt, at den hidtidige bestemmelse i § 1, stk. 3, om institutionsvis overgang til nyt lønsystem, ophæves.
Det gamle lønsystem ophæves, og institutioner, der pr. 31. marts 2008 ikke er overgået til de nye lønsystemer, overgår pr. 1. april 2008 obligatorisk til de nye lønsystemer.
Overgangen sker i henhold til § 12 om overgang til nyt lønsystem.
4.
Det er aftalt, at den hidtidige bestemmelse i § 1, stk. 4 (”kattelemmen”) ophæves.
De pågældende overgår pr. 1. april 2008 til det nye lønsystem i henhold til § 12.
5.
Det er aftalt, at de hidtidige grænser for godtgørelse af over- og merarbejde ophæves.
Herefter gælder reglerne om over- og merarbejdsgodtgørelse i den til enhver tid gældende aftale om arbejdstid for tjenestemænd i staten.
6.
Det er aftalt, at tilsynsførende i Fødevarestyrelsen samt fiskerikontrolpersonale tidligere omfattet af OAO-S forhandlingskompetence, omfattes af nærværende aftale med virkning fra den 1. oktober 2007.
7.
For at lette overblikket er cirkulærebemærkninger, der relaterer sig til en enkelt bestemmelse, nu opført som bemærkninger til denne bestemmelse.
Andre bemærkninger er opført under ”generelle bemærkninger”.
Denne redaktionelle ændring medfører ikke nogen ændringer i bestemmelsernes, henholdsvis bemærkningernes retlige status.
Ikrafttræden
Dette cirkulære har virkning fra den 1. april 2008.
Samtidig ophæves cirkulære af 17. februar 2003 (Perst.nr. 013-03).
Aftale om nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT)
§ 1.
Dækningsområde
Aftalen gælder for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde.
(TAT).
Stk. 2.
Bestemmelserne i aftalen supplerer eller erstatter bestemmelserne i lønjusteringsaftalen, klassificeringsaftaler, rammeaftalen om nye lønsystemer og andre lønaftaler.
Stk. 3.
Aftalen omfatter ikke stillinger, der er klassificeret i lønramme 35 og højere, eller som efter aftalens ikrafttræden klassificeres i lønramme 35 og højere.
§ 2.
Lønsystemet
Aftalen om nyt lønsystem er indgået i henhold til rammeaftalen om nye lønsystemer, hvis bestemmelser gælder, hvor intet andet måtte være nævnt i denne aftale.
Stk. 2.
Lønsystemet består af en basisløn, jf. §§ 4-9 og en tillægsdel, jf. 10.
Stk. 3.
Ved ansættelse på nedsat tid ydes forholdsmæssig løn.
Stk. 4.
Den timeløn, der lægges til grund ved beregning af overarbejdsgodt-gørelse udgør 1/1924 af den samlede faste løn (inkl. evt. personligt tillæg (udligningstillæg) samt eventuelle tillæg, der er videreført fra det gamle lønsystem, men ekskl. eventuelle rådighedstillæg).
Dertil ydes overtidstillæg efter reglerne i aftale om arbejdstid for tjenestemænd i staten.
Cirkulærebemærkninger til § 2
Der henvises til bestemmelserne om forhandling og indgåelse af lokale aftaler, uenighed og opsigelse af lokale aftaler m.v. i rammeaftalen om nye lønsystemer og cirkulæret hertil.
Basisløn og tillæg reguleres i henhold til den til enhver tid gældende rammeaftale om nye lønsystemer.
Eventuelle tillæg, som tidligere har været uregulerede, reguleres fortsat ikke.
Ved godtgørelse af over- og merarbejde gælder den til enhver tid gældende aftale om arbejdstid for tjenestemænd i staten.
§ 3.
Basisløn
Bestemmelserne i §§ 4-9 træder i stedet for hidtil gældende klassificeringsaftaler.
Stk. 2.
Alle basislønninger er angivet i årligt grundbeløb (niveau 1. oktober 1997).
Stk. 3.
Løngruppe 1, 2, 3 og 4 er opdelt i to satser.
Hovedstad dækker stedtillægsområde V og VI samt Roskilde Kommune.
Provins dækker stedtillægsområde II, III og IV.
§ 4.
Løngruppe 1
Løngruppe 1 omfatter stillinger, der ikke henføres til en højere løngruppe.
Stk. 2.
Indtil 30. september 2008 er basislønnen
Provins
Hovedstad
Trin 1
188.000 kr.
195.500 kr.
Trin 2
190.000 kr.
198.000 kr.
Fra 1. oktober 2008 bortfalder trin 1. Basislønnen for løngruppe 1 er herefter
Provins
Hovedstad
195.000 kr.
203.000 kr.
§ 5.
Løngruppe 2
Til løngruppe 2 kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændig sagsbehandling på et varieret sagsområde, der kræver specialviden eller varetagelse af kvalificeret arbejde, som forudsætter relevant uddannelse og erfaring eller varetagelse af varieret sagsområde.
Stk. 2.
Indtil 30. september 2008 er basislønnen
Provins
Hovedstad
204.000 kr.
211.500 kr.
Fra 1. oktober 2008 er basislønnen
Provins
Hovedstad
209.000 kr.
217.000 kr.
§ 6.
Løngruppe 3
Til løngruppe 3 kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændigt, kvalificeret arbejde på områder, der forudsætter relevant uddannelse og længerevarende erfaring, eller som kræver en stor specialviden, eller på områder med ledelsesansvar for et mindre antal underordnede.
Stk. 2.
Indtil 30. september 2008 er basislønnen
Provins
Hovedstad
219.500 kr.
226.400 kr.
Fra 1. oktober 2008 er basislønnen
Provins
Hovedstad
225.000 kr.
232.000 kr.
§ 7.
Løngruppe 4
Til løngruppe 4 kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændigt, kvalificeret arbejde på betydende større områder, der forudsætter en væsentlig, relevant uddannelse og betydelig erfaring og viden, eller hvor der er tale om områder med selvstændig kompetence i afgørelser og et ikke ubetydeligt ansvar eller ledelsesansvar for et større antal underordnede.
Stk. 2.
Indtil 30. september 2008 er basislønnen
Provins
Hovedstad
237.000 kr.
241.000 kr.
Fra 1. oktober 2008 er basislønnen
Provins
Hovedstad
242.000 kr.
246.000 kr.
§ 8.
Løngruppe 5
Til løngruppe 5kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændigt, kvalificeret arbejde på betydende store områder, der forudsætter en betydelig og relevant uddannelse samt meget stor erfaring og viden, eller som kræver selvstændig kompetence i afgørelser og betydeligt ansvar eller indbefatter lederbeføjelser.
Stk. 2.
Indtil 30. september 2008 er basislønnen: 262.000 kr.
Fra 1. oktober 2008 er basislønnen
267.000 kr.
§ 9.
Løngruppe 6
Til løngruppe 6 kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændigt, særligt kvalificeret arbejde på store områder af væsentlig betydning, der forudsætter en betydelig og relevant uddannelse samt meget stor erfaring og viden, eller som kræver selvstændig kompetence i afgørelser og betydeligt ansvar samt indbefatter lederbeføjelser.
Stk. 2.
Indtil 30. september 2008 er basislønnen: 282.000 kr.
Fra 1. oktober 2008 er basislønnen
287.000 kr.
§ 10.
Tillæg
Der kan lokalt aftales tillæg for særlige funktioner, der varetages i stillingen eller stillingsgruppen, herunder arbejdsbestemte tillæg, der ydes for de timer/det tidsrum, hvori den pågældende funktion udføres.
Stk. 2.
Der kan ligeledes lokalt aftales tillæg for kvalifikationer mv., dvs. på
grundlag af faglige og personlige kvalifikationer, kompetenceudvikling, kvaliteten i opgavevaretagelsen, balancen i forhold til tilsvarende stillinger på det øvrige arbejdsmarked og hensynet til rekruttering og fastholdelse.
Stk. 3.
Tillæg efter stk. 1 og 2 kan aftales i form af varige tillæg eller midlertidige tillæg.
Tillæggene angives i årlige grundbeløb (niveau 1. oktober 1997).
Stk. 4.
Herudover kan der aftales engangsvederlag, f.eks. som honorering af en særlig indsats.
Stk. 5.
Der kan indgås forhåndsaftaler, hvori kriterierne og formen for lønændringer er fastlagt.
Løntillæggene udmøntes i overensstemmelse hermed, når en eller flere ansatte opfylder de aftalte kriterier.
§ 11.
Pension
Tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte med ret til tjenestemandspension med undtagelse af tilsynsførende i Fødevarestyrelsen og fiskerikontrolpersonale er omfattet af aftale om pensionsforhold for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT), jf. bilag 1.
Stk. 2.
Varige tillæg/tillægsforhøjelser der før ikrafttræden af den supplerende pensionsaftale har medført, at den ansatte i tjenestemandspensionsmæssig henseende er blevet indplaceret i en højere lønramme, kan ikke aftales pensionsgivende til en supplerende pensionsordning.
Stk. 3.
Der kan lokalt aftales pensionsbidrag af varige og midlertidige tillæg, der ikke er omfattet af stk. 2.
I givet fald indbetaler ansættelsesmyndigheden et pensionsbidrag på 18 pct. af tillægget.
Stk. 4.
Pensionsbidraget indbetales af ansættelsesmyndigheden til CO II-Konto i PFA.
Af pensionsbidraget anses 1/3 for at være den ansattes eget bidrag.
Lønspecifikationen skal indeholde oplysning herom.
Stk. 5.
Den supplerende pensionsordning er omfattet af bestemmelserne i aftale af 22. april 2002 om pensionsbidrag af visse faste tillæg.
Stk. 6 .
For tjenestemandslignende ansatte med bidragsfinansieret pensionsordning indbetaler ansættelsesmyndigheden et pensionsbidrag på 18 pct. af basislønnen efter §§ 4-9, af varige og midlertidige tillæg efter § 10 og af eventuelle tillæg efter § 12, stk. 4 og 6, samt af varige tillæg, der er videreført fra det hidtidige lønsystem, såfremt sidstnævnte hidtil har været pensionsgivende, jf. § 12, stk. 5.
Af pensionsbidraget anses 1/3 for at være den ansattes eget bidrag.
Lønspecifikationen skal indeholde oplysninger herom.
Stk. 7.
Ansættelsesmyndigheden indbetaler pensionsbidraget til CO II Pension i PFA.
Cirkulærebemærkninger til § 11
Ved OK08 er det aftalt som ændring til rammeaftalen om nye lønsystemer, at der lokalt kan aftales pensionsbidrag af engangsvederlag og resultatløn.
I givet fald udgør pensionsbidraget 18 pct.
I forbindelse med eventuelle overvejelser om indbetaling af pensionsbidrag af midlertidige tillæg til tjenestemænd, for hvem der ikke i forvejen er oprettet en supplerende pensionsordning, henledes opmærksomheden på, at de hermed forbundne administrationsomkostninger – specielt for så vidt angår mindre og korterevarende tillæg – kan være relativt store i forhold til pensionsbidragsindbetalingens størrelse og dermed kan reducere pensionsordningens værdi uforholdsmæssigt.
Tilsvarende bemærkninger gælder for §§ 12-13.
§ 12.
Pension for tilsynsførende i Fødevarestyrelsen
Tilsynsførende i Fødevarestyrelsen bevarer retten til det pensionsskalatrin/skalatrinsforløb, som de pensionsmæssigt var indplaceret på ved overgangen til Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT).
§ 13.
Pension for fiskerikontrolpersonale
Tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte med ret til tjenestemandspension er omfattet af § 6 i aftale om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.l. i forbindelse med nye lønsystemer.
Stk. 2.
Eventuelle pensionsbidrag indbetales af ansættelsesmyndigheden til CO II Konto i PFA.
Af pensionsbidraget anses 1/3 for at være den ansattes eget bidrag.
Lønspecifikationen skal indeholde oplysninger herom.
Stk. 3.
Den supplerende pensionsordning er omfattet af bestemmelserne i aftale af 22. april 2002 om pensionsbidrag af visse faste tillæg.
§ 14.
Overgang til nyt lønsystem
Fra den 1. april 2008 overgår institutioner på gammelt lønsystem til nyt lønsystem.
Stk. 2.
Indplacering sker på grundlag af den hidtidige lønramme efter nedenstående bestemmelser
a)
Ansatte i lønramme 7-15 indplaceres i løngruppe 1.
b)
Ansatte i lønramme 16-21 indplaceres i løngruppe 2.
c)
Ansatte i lønramme 22-25 indplaceres i løngruppe 3.
d)
Ansatte i løngruppe 26-29 indplaceres i løngruppe 4.
e)
Ansatte i løngruppe 30-31 indplaceres i løngruppe 5.
f)
Ansatte i løngruppe 32-34 indplaceres i løngruppe 6.
Stk. 3.
Hvis den samlede faste løn ved indplaceringen på basisløn, inkl. evt. nye tillæg er lavere end den hidtidige samlede faste løn, ydes et personligt tillæg til udligning af forskellen.
Tillægget ydes som et kvalifikationstillæg.
Hidtidige midlertidige tillæg indgår ikke i den samlede faste løn, men opretholdes som midlertidige tillæg i den aftale periode.
Stk. 4.
Lokalt aftalte tillæg videreføres, indtil de ved lokal aftale sammenlægges med tillæg efter stk. 3 eller med lokalt aftalte funktions- og kvalifikationstillæg.
Der indbetales fortsat pensionsbidrag af lokalt aftalte tillæg, der hidtil har været pensionsgivende.
Stk. 5.
Allerede ansatte, der ikke ved overgangen til det nye lønsystem oppebærer slutløn i det hidtidige lønforløb, sikres endvidere et tillæg/en tillægsforhøjelse svarende til værdien af førstkommende anciennitetsstigning med virkning fra det tidspunkt, da anciennitetsoprykningen ville være sket efter det hidtidige lønsystem.
Tillægget/tillægsforhøjelsen ydes dog kun i det omfang, der ikke i forbindelse med overgangen til det nye lønsystem pr. 1. april 2008 er aftalt en samlet løn, der er højere end hidtidig løn inkl. førstkommende anciennitetstrin.
Stk. 6.
Hvis en ansat genindtræder i statens tjeneste efter tjenestefrihed, finder reglerne i stk. 2-5 tilsvarende anvendelse.
§ 15.
Ikrafttræden og opsigelse af aftalen
Aftalen har virkning fra den 1. april 2008 og kan af hver af parterne opsiges skriftligt med tre måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst den 31. marts 2011.
Samtidig ophæves aftale af 17. februar 2003 (Perst. nr. 013-03).
København, den 6. april 2009
Statstjenestemændenes
Centralorganisation II
Peter Ibsen
Foreningen af tekniske og
administrative tjenestemænd
Birthe Bendtsen
Finansministeriet
P.M.V.
E.B.
Helle Hoff
Bilag 1
Aftale om pensionsforhold for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT)
I henhold til § 3 i aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.lign. i forbindelse med nye lønsystemer aftales følgende
§ 1.
Dækningsområde
Aftalen omfatter tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte med tjenestemandspensionslignende pensionsordninger på nyt lønsystem inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT).
§ 2.
Pensionsgivende skalatrinsforløb
De i § 1 omhandlede tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte med tjenestemandspensionslignende pensionsordninger optjener - i medfør af § 3, stk. 1, i aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o. lign. i forbindelse med nye lønsystemer – tjenestemandspensionsret som følger
De pågældende tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte tillægges 2 ekstra pensionsskalatrin til det skalatrinsforløb eller det pensionsskalatrin den enkelte tjenestemand eller tjenestemandslignende ansatte på tidspunktet for implementering af denne aftale, er indplaceret på, dog maksimalt til skalatrin 48.
Hvis det hidtidige skalatrinsforløb er baseret på løntrin svarende til 2 skalatrin, opnås de 2 ekstra skalatrin, når den enkelte tjenestemand eller tjenestemandslignende ansatte i 2 år har haft ret til tjenestemandspension fra det samme skalatrin, som den pågældende jf. ovenstående er indplaceret på, uanset om tiden helt eller delvis ligger før denne aftales virkningstidspunkt.
Hvis mindst 2 år på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin er opnået, tillægges de 2 ekstra trin fra denne aftales virkningstidspunkt.
Hvis det hidtidige skalatrinsforløb er baseret på løntrin svarende til 1 skalatrin, opnås det første skalatrin, når den enkelte tjenestemand eller tjenestemandslignende ansatte i 2 år har haft ret til tjenestemandspension fra det samme skalatrin, som den pågældende jf. ovenstående er indplaceret på, uanset om tiden helt eller delvis ligger før denne aftales virkningstidspunkt.
Hvis mindst 2 år på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin er opnået, tillægges det første skalatrin fra denne aftales virkningstidspunkt.
Det andet skalatrin opnås efter 2 år på det første skalatrin dog senest efter i alt 4 år på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin og eventuelt det første skalatrin, uanset om tiden på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin helt eller delvis ligger før denne aftales virkningstidspunkt.
Hvis mindst 4 år på det hidtidige pensionsberettigende skalatrin er opnået, tillægges det andet skalatrin fra denne aftales virkningstidspunkt.
Hvis en tjenestemand eller tjenestemandslignende ansat avancerer til højere stilling inden for eget ansættelsesområde, opnås i pensionsmæssig henseende et ekstra skalatrin fra avancementstidspunktet, dog maksimalt til skalatrin 48, hvorefter den resterende del af pensionsskalaen forskydes med et skalatrin, jf. § 3, stk. 4-5 i aftalen af 19. december 2003.
Den enkelte tjenestemand kan kun opnå ét ekstra skalatrin i forbindelse med avancement, uanset hvor mange avancementer den pågældende opnår.
Avancement til højere stilling i et andet ministeriums departement, jf. § 1, stk. 3, i aftale af 15. august 1975 om ansættelsesområder for varigt ansatte tjenestemænd og tjenestemænd ansat på prøve, anses i denne sammenhæng ikke for avancement inden for samme ansættelsesområde.
For ansatte på selvejende institutioner o.l. anses institutionen for ansættelsesområde.
§ 3.
Ikrafttrædelse mv.
Denne aftale træder i kraft og har virkning fra 1. oktober 2004.
Stk. 2.
For tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte, der er pensioneret inden for tidsrummet 1. april 2003 og indtil denne aftales virkningstidspunkt, og som på pensioneringstidspunktet opfyldte betingelserne for at få tillagt 2 ekstra trin eller det første skalatrin, omberegnes pensionen på grundlag heraf med virkning fra pensioneringstidspunktet.
Stk. 3.
Denne aftale træder sammen med aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.lign. i forbindelse med nye lønsystemer i stedet for § 13, stk. 1-4 i aftale af 17. februar 2003 om nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT), der derfor for så vidt angår de i § 1 omhandlede grupper af tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte ophæves fra denne aftales virkningstidspunkt.
Stk. 4 .
Denne aftale kan ikke opsiges uden sammenhæng med aftale af 19. december 2003 om pensionsforhold for tjenestemandsgrupper o.lign. i forbindelse med nye lønsystemer.
København, den 26. august 2004
Statstjenestemændenes
Centralorganisation II
Tommy Agerskov Thomsen
Finansministeriet
P.M.V.
E.B.
Pia Staniok