Skrivelse om borgerstyret personlig assistance efter servicelovens §§ 95 og 96 \n(Til samtlige kommuner og regioner m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om borgerstyret personlig assistance efter servicelovens §§ 95 og 96
(Til samtlige kommuner og regioner m.fl.)
Borgerstyret personlig assistance efter servicelovens §§ 95 og 96
Den 1. januar 2009 træder de nye regler for servicelovens §§ 95 og 96, der fremover betegnes borgerstyret personlig assistance (BPA) i kraft, jf. lov nr. 549 af 17. juni 2008.
I den forbindelse har Velfærdsministeriet tidligere oplyst, at ministeriet ville udsende en ny vejledning om de nye regler inden årsskiftet.
Satspuljeaftalen for 2009 om handicaphjælpernes løn- og ansættelsesforhold
Med satspuljeaftalen for 2009 er der blevet afsat midler til at indføre bindende regler for udmåling af tilskuddet til BPA.
Hensigten er, at der skal sikres ensartede og bindende regler for udmåling af tilskuddet til dækning af hjælpernes løn- og ansættelsesforhold.
Velfærdsministeren vil derfor i februar 2009 fremsætte et lovforslag, som giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler på området.
I forlængelse heraf udsender velfærdsministeren en bekendtgørelse og en ny samlet vejledning om borgerstyret personlig assistance, inden disse regler træder i kraft.
Det betyder, at der ikke udsendes en ny vejledning om BPA inden 1. januar 2009, som tidligere oplyst.
Det betyder dog ikke , at ikrafttrædelsestidspunktet for de nye regler om BPA er udskudt.
Borgerstyret personlig assistance
Med de nye regler får borgeren (eller tilskudsmodtageren, når der er tale om tilskud efter § 95, stk. 3) mulighed for at vælge at overføre tilskuddet til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed.
Borgeren kan dog også vælge at fortsætte ordningen uændret, under forudsætning af at vedkommende er i stand til at fungere som arbejdsgiver for hjælperne.
Hvis en borger/tilskudsmodtager vælger at indgå aftale om at overføre tilskuddet, vil det derefter være den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed, der er arbejdsgiver for hjælperne.
Det betyder, at arbejdsgiverbeføjelserne i forhold til ansættelse og afskedigelse af hjælperne varetages af den person, forening eller virksomhed, som tilskuddet er overdraget til i samråd med borgeren eller tilskudsmodtageren.
Det skal dog bemærkes, at fastlæggelsen af placeringen af arbejdsgiveransvaret efter arbejdsmiljølovgivningen følger af administrativ praksis og domstolspraksis.
Ændringen af §§ 95-96 tilsigter ikke ændringer i relation hertil.
Det afhænger herefter af en konkret vurdering, hvem der som arbejdsgiver er strafferetligt ansvarlig for, at arbejdet bliver udført i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.
Ophævelse af aktivitetskravet i servicelovens § 96
Med de nye regler udvides målgruppen for servicelovens § 96, da det gældende krav om, at borgeren skal have eller kunne få et højt aktivitetsniveau, ophæves pr. 1. januar 2009.
Vurderingen af borgeren skal fremover tage udgangspunkt i en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede behov.
Målet er, at der skal sættes fokus på en mere helhedsorienteret vurdering af borgeren, så der ved udmålingen af støtte tages afsæt i borgerens behov for fleksibilitet og selvstændighed.
Udmåling
Det er kommunalbestyrelsens ansvar at foretage en nøje individuel og helhedsorienteret behovsvurdering, med udgangspunkt i hvad den enkelte selv kan klare.
I vurderingen skal der tages stilling til, hvilke funktioner hjælperne skal dække, i hvor mange timer og på hvilke tidspunkter hjælpen ydes.
Vurderingen skal ses i sammenhæng med formålet med BPA om at skabe en fleksibel og sammenhængende ordning, der sikrer borgerens mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt.
Udmålingen af hjælpen skal foretages i et samarbejde med borgeren og med inddragelse af den fornødne sagkundskab og bistand fra personer, med kendskab til formålet og funktionen med denne type hjælp.
Pr. 1. januar 2009 skal kommunalbestyrelsen derfor udmåle et tilskud til dækning af udgifter forbundet med arbejdsgiveropgaver, hvis borgeren ønsker at overdrage tilskuddet til en forening eller en privat virksomhed.
Hvis borgeren eller en nærstående påtager sig at være arbejdsgiver for hjælperne, bliver borgeren eller den nærstående ikke aflønnet for opgaven.
Det er dog en forudsætning, at kommunalbestyrelsen udmåler et tilskud til dækning af eventuelle arbejdsgiverudgifter.
Ret til kommunal lønadministration
Endelig giver lovændringen alle borgere, der modtager tilskud efter servicelovens §§ 95-96, og herunder også de nærtstående, der modtager tilskuddet efter servicelovens § 95, stk. 3, en ret til at få lønadministrationen varetaget af kommunen, hvis ikke borgeren eller tilskudsmodtageren efter § 95, stk. 3, har valgt at overdrage tilskuddet til en forening eller en privat virksomhed, der i så fald også varetager denne funktion.
Borgeren har dog i lighed med tidligere mulighed for at vælge at lade et privat servicefirma varetage lønadministrationen.
Kommunalbestyrelsen skal i lighed med de gældende regler udmåle tilskuddet, så det omfatter aflønning af hjælpere, herunder lovpligtige bidrag mv. som f.eks. ATP, bidrag til barselsfond, feriepenge m.v. Udmålingen skal desuden dække udgifter til forsikring m.v. og andre eventuelle direkte afledte udgifter, som følger af at have hjælpere i hjemmet.
Mulighed for at tilbyde BPA efter servicelovens § 96 til personer, der ikke umiddelbart er omfattet af personkredsen
Med lovændringen får kommunalbestyrelsen en mulighed for at tilbyde borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96 til personer, der ikke har et helt så massivt hjælpebehov, som normalt forudsættes for personkredsen for servicelovens § 96.
Kommunalbestyrelsen kan anvende denne mulighed, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det vil give den bedste mulighed for at tilbyde sammenhængende hjælp til borgeren.
Hensigten er, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at tilbyde helhedsorienteret og sammenhængende hjælp i form af BPA til borgere, der ønsker dette, frem for at borgerens behov for hjælp skal udmåles og dækkes efter en række forskellige bestemmelser i serviceloven.