Præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen

Præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen

1.

Indledning

Der har i de senere år foreligget en række konkrete straffesager, hvor der er opstået spørgsmål om præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen.

På den baggrund udsendes denne nye meddelelse med mere udførlig vejledning og retningslinjer om anklagemyndighedens behandling af sådanne sager.

Meddelelsen afløser de hidtil gældende retningslinjer i Rigsadvokatmeddelelse nr. 7/1978 om straffesager, hvor der rejses spørgsmål om forelæggelse for EF-Domstolen efter proceduren i EØF-traktatens artikel 177.

Rigsadvokatmeddelelse 7/1978 ophæves således.

Der er som bilag til meddelelsen medtaget en generel orientering fra EF-Domstolen om ordningen med præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen, hvor en række af de spørgsmål, der behandles i meddelelsen, også er berørt.

2.

Generelt om præjudiciel forelæggelse

2.1.

Bestemmelsen om præjudiciel forelæggelse

Bestemmelsen om præjudiciel forelæggelse fremgår af artikel 234 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten) .

Formålet med EF-traktatens artikel 234 om præjudiciel forelæggelse er at etablere et effektivt samarbejde mellem EF-Domstolen og EU-medlemsstaternes nationale retter med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af fællesskabsretten i alle EU-medlemsstater.

2.2.

EF-Domstolens kompetence

Efter artikel 234 i EF-traktaten har EF-Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål

EF-Domstolens kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål efter EF-traktatens artikel 234 omfatter således alene EF-traktaten og EF-retsakter

.

Ethvert spørgsmål om fortolkningen af EF-traktaten kan forelægges præjudicielt for EF-Domstolen, mens EF-Domstolen ikke kan tage stilling til spørgsmål om gyldigheden af selve EF-traktaten.

For så vidt angår EF-retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner (Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, EF-Domstolen og Revisionsretten) og ECB (Den Europæiske Centralbank) kan såvel gyldigheden som fortolkningen af disse forelægges præjudicielt for EF-Domstolen.

Udtrykket ”retsakter” omfatter forordninger, direktiver og beslutninger.

EF-Domstolen har endvidere kompetence vedrørende ikke-bindende retsakter, herunder rådsresolutioner, henstillinger, udtalelser og meddelelser vedtaget på grundlag af EF-traktaten.

Når en national ret forelægger et præjudicielt spørgsmål for EF-Domstolen, udtaler EF-Domstolen sig om fortolkningen eller gyldigheden af fællesskabsretten.

EF-Domstolen udtaler sig derimod ikke om anvendelsen af fællesskabsretten på den konkrete nationale sag, som det præjudicielle spørgsmål udspringer af (hovedsagen).

EF-Domstolen udtaler sig heller ikke om spørgsmål, der har med bevisvurderingen i den nationale sag at gøre, ligesom EF-Domstolen ikke tager stilling til fortolkningen, gyldigheden eller anvendelsen af national ret (eller folkeretten).

EF-Domstolen forsøger dog at udforme sin besvarelse således, at den kan anvendes ved afgørelsen af hovedsagen, og det er herefter den nationale rets opgave at anvende fællesskabsretten på den måde, som EF-Domstolen ved sin besvarelse af de stillede spørgsmål har anvist.

Den nationale ret kan gøre dette f.eks. ved at undlade at anvende en national regel, der måtte være i strid med fællesskabsretten.

- om fortolkningen af EF-traktaten

- om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner og ECB (Den Europæiske Centralbank)

- om fortolkningen af vedtægter for organer, der oprettes af Rådet, hvis det fremgår af vedtægterne herfor.

1)

Efter EU-traktatens artikel 35 er der mulighed for, at nationale retter kan forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen om gyldigheden og fortolkningen af rammeafgørelser og andre afgørelser, om fortolkningen af konventioner, der er udarbejdet i henhold til EU-traktatens afsnit VI, og om gyldigheden og fortolkningen af gennemførelsesforanstaltninger hertil.

En forudsætning herfor er, at man som medlemsstat har afgivet en erklæring om, at EF-Domstolen får kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser som anført.

Danmark har ikke afgivet en sådan erklæring.

2.3.

Hvem kan forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen?

Efter artikel 234 kan nationale retter (herunder by-, lands- og Højesteret) anmode EF-Domstolen om at afgøre spørgsmål om fortolkningen af EF-traktaten eller om gyldigheden eller fortolkningen af EF-retsakter.

Det er den nationale ret, der beslutter, om der skal ske forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen, og det er ikke en forudsætning for rettens afgørelse om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål, at en af parterne har påberåbt sig fællesskabsretten til støtte for sin påstand.

En national ret kan således – også i tilfælde, hvor parterne er enige om, at der bør ske præjudiciel forelæggelse – beslutte, at forelæggelse ikke skal ske, f.eks. fordi den skønner, at besvarelse af forelæggelse af præjudicielle spørgsmål ikke er nødvendigt for, at den kan træffe afgørelse i sagen.

Den nationale ret kan også beslutte, at der skal ske præjudiciel forelæggelse, uanset at parterne måtte være enige om, at en sådan forelæggelse ikke er nødvendig.

Artikel 234 udgør således ikke et retsmiddel for sagens parter .

Der henvises i den forbindelse til U2001.1407Ø , hvor Østre Landsret bl.a. udtalte, at adgangen til at stille præjudicielle spørgsmål ikke afhænger af, om sagsøgers muligheder for at få efterprøvet, om fællesskabsretten er blevet tilsidesat, er mere eller mindre gode, men alene af, om den nationale ret ved sin efterprøvelse heraf finder, at der er en sådan tvivl om fællesskabsrettens fortolkning, at der som følge heraf er behov for at anmode EF-Domstolen om at besvare spørgsmål om, hvorledes traktaten og/eller andre dele af fællesskabsretten på et eller flere punkter nærmere skal fortolkes og forstås.

2.4.

Principperne for afgørelsen af, om der skal ske forelæggelse

Som anført ovenfor under afsnit 2.3. er det den nationale ret, der beslutter, om der skal ske forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen.

Når et spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af fællesskabsretten rejses for en national ret, hvis afgørelser ikke er endelige , kan retten, hvis den skønner, at dette er nødvendigt for, at den kan træffe afgørelse i hovedsagen, anmode EF-Domstolen om besvarelse af præjudicielle spørgsmål (artikel 234, stk. 2).

Der henvises i denne forbindelse til det i afsnit 2.5. anførte om tidspunktet for forelæggelse af præjudicielle spørgsmål.

Rejses et sådant spørgsmål for en national ret, hvis afgørelser er endelige , er den nationale ret imidlertid som udgangspunkt forpligtet til at anmode EF-Domstolen om besvarelse af præjudicielle spørgsmål (artikel 234, stk. 3).

I denne sammenhæng anses ankedomme fra landsretterne samt højesteretsdomme for endelige afgørelser, uanset at domfældte vil have mulighed for at søge Procesbevillingsnævnet om tredjeinstansbevilling eller Den Særlige Klageret om genoptagelse.

Derudover anses domme afsagt af byretterne for endelige afgørelser, når der kræves tilladelse fra Procesbevillingsnævnet til anke, jf. retsplejelovens § 903.

En national ret, hvis afgørelser er endelige, anses imidlertid ikke for at være forpligtet til at forelægge præjudicielle spørgsmål, som den vurderer, at EF-Domstolen vil afvise, f.eks. fordi der er tale om irrelevante, hypotetiske eller konstruerede spørgsmål.

En sådan national ret anses heller ikke for forpligtet til at foretage præjudiciel forelæggelse, hvis den beslutter sig for at træffe afgørelse i hovedsagen uden inddragelse af fællesskabsretten .

Der henvises herved til U1984.776H , hvor Højesteret afviste at foretage præjudiciel forelæggelse.

Højesteret skulle i sagen tage stilling til udvisning af en italiensk statsborger, der var dømt for narkotikahandel, men da et flertal i Højesteret fandt, at der ikke var hjemmel til udvisning af den pågældende i udlændingeloven, var et spørgsmål om, hvorvidt fællesskabsretten beskyttede ham mod udvisning, ikke relevant for sagens afgørelse.

Herudover anses de nationale retter i tilfælde, hvor EF-Domstolen i forbindelse med en anden sag har besvaret et spørgsmål, der ganske svarer til det spørgsmål, som den nationale ret skal tage stilling til, ikke for at være forpligtet til forelægge spørgsmålet for EF-Domstolen.

Den nationale ret kan i et sådant tilfælde lægge EF-Domstolens besvarelse af det tidligere stillede spørgsmål til grund ( acte éclairé-princippet ).

Det samme gælder i tilfælde, hvor der ikke er ganske overensstemmelse mellem det aktuelle og det tidligere besvarede spørgsmål, men hvor den tidligere besvarelse må anses for at indebære, at retstilstanden er så utvetydigt afklaret, at der ikke er forelæggelsespligt.

I U1995.288H afslog Højesterets ankeudvalg at foretage præjudiciel forelæggelse under henvisning til, at ankeudvalget i en tidligere tilsvarende sag havde foretaget præjudiciel forelæggelse om de rejste spørgsmål, således at Højesteret kunne træffe afgørelse ”efter de retningslinjer, der er angivet af EF-Domstolen i den nævnte sag, og efter den bevisførelse, der er foretaget i nærværende sag”.

Der henvises endvidere U1999.773H , hvor Højesteret afviste at forelægge spørgsmål for EF-Domstolen under henvisning til, at der på baggrund af en række domme fra EF-Domstolen ikke bestod nogen rimelig tvivl om, hvorledes en bestemt EF-regel skulle forstås, hvorfor Højesteret ikke fandt anledning til at forelægge spørgsmål for EF-Domstolen om fortolkningen af den pågældende bestemmelse.

I U2006.2077H fandt Højesteret efter ordlyden og formålet med de pågældende bestemmelser i produktansvarsdirektivet samt EF-Domstolens udtalelse i en tidligere dom heller ikke, at der var en tvivl om forståelsen af bestemmelserne, som nødvendiggjorde forelæggelse af spørgsmål for EF- Domstolen.

Herudover har EF-Domstolen fastslået, at de nationale retter ikke er forpligtet til at foretage præjudiciel forelæggelse, hvor EF-rettens regler i sig selv er så klare, at der ikke foreligger nogen rimelig tvivl om afgørelsen af det rejste spørgsmål ( acte clair-doktrinen ).

Anvendelse af acte clair-doktrinen forudsætter, at den nationale ret er overbevist om, at hverken de øvrige medlemsstaters retter eller EF-Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen.

Acte clair-doktrinen synes at have været anvendt i U2004.2459H .

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdstager efter ansættelsesbevisloven burde have fået skriftlig besked om ændring af en bonusordning.

Ansættelsesbevisloven indeholder bestemmelser, som gennemfører et EF-direktiv om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet.

Under forberedelsen for Højesteret havde parterne i fællesskab anmodet om, at der blev forelagt EF-Domstolen spørgsmål om forståelsen af direktivet.

Højesteret udtalte imidlertid, at der på baggrund af ordlyden af de relevante artikler i direktivet sammenholdt med direktivets formål ikke bestod nogen rimelig tvivl om, at oplysningspligten også gælder de ansættelsesforhold, der eksisterede på tidspunktet for den nationale gennemførelseslovs ikrafttræden.

Højesteret fandt på den baggrund ikke anledning til at forelægge spørgsmål for EF-Domstolen.

Retspraksis vedrørende forelæggelsespligten i artikel 234, stk. 3, for en national ret, hvis afgørelser er endelige, kan herefter opsummeres til, at der kun er pligt til forelæggelse, når der er tale om fortolkningsspørgsmål, som det er nødvendigt at få afgjort, inden der kan afsiges dom i sagen, og hvor fortolkningen af fællesskabsretten samtidig må anses at give anledning til rimelig tvivl.

Forelæggelsespligten for en national ret, hvis afgørelser er endelige, er således ikke absolut.

2.5.

Tidspunktet for forelæggelse

Det er op til den nationale ret at vurdere, på hvilket stadie af sagen et præjudicielt spørgsmål bør forelægges EF-Domstolen, herunder om forelæggelse bør ske allerede under sagens behandling i første instans, eller om forelæggelse bør afvente sagens behandling i anden instans.

Ved afgørelsen af, hvornår der skal ske forelæggelse, bør dog indgå, at EF-Domstolen ofte kun vil kunne give en fortolkning af EF-retten, som kan benyttes af den nationale ret, såfremt forelæggelseskendelsen beskriver den faktiske og retlige sammenhæng, der er baggrunden for det præjudicielle spørgsmål.

Det kan også være svært for den nationale domstol at identificere det fællesskabsretlige tvivlsspørgsmål, hvis sagens faktiske omstændigheder endnu ikke ligger fast.

På den baggrund bør sagens faktiske omstændigheder og rent nationale retsspørgsmål være afklaret, inden der sker forelæggelse for EF-Domstolen.

Således bør f.eks. vigtige vidneforklaringer være afgivet inden forelæggelse for EF-Domstolen.

Anklagemyndigheden bør derfor udtale sig imod forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen, hvis relevante dele af bevisførelsen for den nationale ret endnu udestår.

Det samme gælder, hvis sagens retlige tvivlsspørgsmål endnu ikke er fuldt belyst.

Modsat bør anklagemyndigheden ikke modsætte sig forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen, hvis det allerede ved sagens behandling i første instans står klart, at besvarelse af spørgsmål vedrørende fællesskabsretten vil være afgørende for sagens oplysning eller afgørelse.

Dette gælder også i tilfælde, hvor det vurderes, at en afklaring af sagens fællesskabsretlige aspekter kan spare omfattende bevisførelse.

Der henvises i den forbindelse til U2001.1407Ø , hvor Østre Landsret bl.a. anførte, at landsretten, uanset at traktatens artikel 234 ikke gør en i øvrigt nødvendig forelæggelse af præjudicielle spørgsmål til en pligt for en førsteinstans-domstol, fandt, at det af procesøkonomiske grunde var mest hensigtsmæssigt og rigtigt at tage stilling til dette spørgsmål i første instans.

3.

Anklagemyndighedens behandling af spørgsmål om præjudiciel forelæggelse

Såfremt der under en straffesag opstår spørgsmål om præjudiciel forelæggelse, bør anklagemyndigheden indledningsvis overveje, om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen må anses for nødvendigt eller relevant for afgørelsen af sagen.

Såfremt dette ikke er tilfældet, bør anklagemyndigheden udtale sig imod forelæggelse af præjudicielle spørgsmål.

I den forbindelse bemærkes, at forelæggelse af præjudicielle spørgsmål vedrørende EF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed (artiklerne 28, 39, 43, 49 og 56) i straffesager alene vil være relevant, hvis der er et grænseoverskridende element i sagen.

Anklagemyndigheden bør endvidere udtale sig mod forelæggelse af præjudicielle spørgsmål i tilfælde, hvor EF-Domstolen tidligere har besvaret spørgsmål, der ganske svarer til de spørgsmål, som den nationale ret skal tage stilling til, eller hvor besvarelsen af et tidligere (ikke helt identisk) spørgsmål må anses for at indebære, at retstilstanden er så utvetydigt afklaret, at der ikke er forelæggelsespligt ( acte éclairé-princippet ).

Anklagemyndigheden vil – med henblik på at afklare, om EF-Domstolen tidligere har besvaret tilsvarende eller relevante spørgsmål – kunne rette telefonisk henvendelse til Justitsministeriets EU-kontor med henblik på at få ministeriets umiddelbare tilkendegivelse af, om EF-Domstolen tidligere har besvaret et tilsvarende spørgsmål.

Justitsministeriet vil endvidere kunne være behjælpelig med en umiddelbar vurdering af, om EF-reglerne må anses for så klare på det pågældende område, at fortolkningen af fællesskabsretten ikke kan anses at give anledning til rimelig tvivl, hvorefter en præjudiciel forelæggelse ikke kan anses for nødvendig ( acte clair-doktrinen ).

Såfremt Justitsministeriet måtte være af den opfattelse, at en præjudiciel forelæggelse uden videre kan afvises, bør anklagemyndigheden ved behandlingen af spørgsmålet i retten udtale sig herimod.

Hvis en ret, der behandler sagen i første instans – uanset anklagemyndighedens udtalelse herimod – afsiger kendelse om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for Domstolen, bør anklagemyndigheden kære kendelsen og begære sagen udsat med henblik på forelæggelse for Juridisk Specialudvalg.

Anklagemyndigheden bør endvidere begære sagen udsat med henblik på forelæggelse for Juridisk Specialudvalg, hvis der under en sags behandling i sidste instans (landsret eller Højesteret) rejses spørgsmål om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen, og anklagemyndigheden vurderer, at retten – uanset anklagemyndighedens udtalelse herimod – ikke uden videre vil afvise at forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen.

4.

Juridisk Specialudvalg

4.1.

Juridisk Specialudvalgs opgaver i forbindelse med spørgsmål om præjudiciel forelæggelse

Justitsministeriet er formand for Juridisk Specialudvalg, mens Udenrigsministeriet, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Miljøministeriet, Klima- og Energiministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Statsministeriet er faste medlemmer af udvalget.

Repræsentanter for andre ministerier og berørte interesseorganisationer deltager ad hoc i udvalgets møder afhængig af dagsordenen.

I sager, hvor anklagemyndigheden forelægger spørgsmål for Juridisk Specialudvalg om eventuel præjudiciel forelæggelse, udarbejder Justitsministeriet i samarbejde med det relevante fagministerium udkast til svar til anklagemyndigheden.

Hovedformålet med en forelæggelse for Juridisk Specialudvalg er, at udvalget kan bistå anklagemyndigheden med at identificere og belyse en sags fællesskabsretlige aspekter, herunder med inddragelse af relevant retspraksis fra EF-Domstolen, således at den ret, hvorved straffesagen verserer, får det bedst mulige grundlag for at træffe sin afgørelse om forelæggelsesspørgsmålet.

Juridisk Specialudvalg vil endvidere kunne udtale sig om, hvorledes de præjudicielle spørgsmål bør formuleres, såfremt der findes behov for forelæggelse for EF-Domstolen.

Der er således tale om en praktisk ordning, som har til formål at give anklagemyndigheden mulighed for at kunne argumentere over for retten om, hvorvidt præjudicielle spørgsmål bør forelægges for EF-Domstolen.

Juridisk Specialudvalg vil endvidere kunne oplyse, om Kommissionen har indledt en traktatkrænkelsessag mod Danmark af betydning for det pågældende spørgsmål.

Hvor dette måtte være tilfældet, bør samtlige sager, hvor dette spørgsmål er opstået, som udgangspunkt stilles i bero af anklagemyndigheden.

Det vil i almindelighed være Rigsadvokaten, der udsender retningslinjer herom.

4.2.

Indstilling om forelæggelse for Juridisk Specialudvalg

Indstilling om forelæggelse af en sag for Juridisk Specialudvalg sendes til rigsadvokaturen via statsadvokaten, hvorefter rigsadvokaturen forelægger sagen for Justitsministeriet med henblik på ministeriets forelæggelse af sagen for specialudvalget.

Indstillingen skal indeholde en udførlig sagsfremstilling, ligesom de relevante sagsakter skal fremsendes.

Hvis man i politikredsen eller statsadvokaturen er bekendt med, at der verserer straffesager, hvor tilsvarende spørgsmål indgår, skal dette ligeledes fremgå af indstillingen.

Der er i almindelighed ikke grund til ved forelæggelsen at fremkomme med en indstilling om sagens fællesskabsretlige forhold og fortolkning af fællesskabsretten.

5.

Når retten træffer afgørelse om præjudiciel forelæggelse

5.1.

Kompetence

En national rets beslutning om at forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen træffes ved en forelæggelseskendelse.

Det er den nationale ret, der udarbejder forelæggelseskendelsen.

Dog vil retten i straffesager ofte bede anklagemyndigheden om at udarbejde et udkast til rettens forelæggelseskendelse eventuelt i samarbejde med tiltaltes forsvarer.

5.2.

Krav til forelæggelseskendelsen

Der gælder ingen særlige formkrav for forelæggelseskendelsen, men kendelsen skal indeholde alle de faktiske og juridiske oplysninger, der må anses for relevante i sagen.

En forelæggelseskendelse vil typisk være på 10-15 sider.

Det er vigtigt, at forelæggelseskendelsen er enkel, klar og præcis, idet denne skal oversættes.

Bilag til forelæggelseskendelsen bliver ikke oversat, hvorfor vigtige bilag skal refereres i forelæggelseskendelsen.

En forelæggelseskendelse skal som udgangspunkt have følgende opbygning

- En kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder , herunder hvad der er rejst tiltale for, om tiltalte er dømt i første instans, og hvad forsvarerens påstand er.

- Redegørelse for de relevante danske regler , herunder lovbestemmelser og forarbejderne hertil, samt oplysning om, hvorvidt den danske regel har til formål at gennemføre en fællesskabsretsakt.

- Identifikation af de fællesskabsretlige tvivlsspørgsmål , der har givet anledning til forelæggelsen af sagen for EF-Domstolen, herunder en redegørelse for anklagemyndighedens og forsvarerens opfattelse af disse spørgsmål.

- Angivelse af grundene til, at den nationale ret finder, at en besvarelse af de forelagte spørgsmål er nødvendig for hovedsagens afgørelse .

- De præjudicielle spørgsmål (bør formuleres kort og præcist, da spørgsmålet skal kunne forstås i alle 23 sprogversioner).

5.3.

Spørgsmålenes udformning

Som anført under pkt. 2.2. om EF-Domstolens kompetence udtaler EF-Domstolen sig abstrakt om fortolkningen eller gyldigheden af fællesskabsretten.

Der kan derfor ikke forelægges spørgsmål om anvendelsen af fællesskabsretten i den konkrete nationale sag.

Der kan endvidere ikke forelægges spørgsmål om fortolkningen, gyldigheden eller anvendelsen af dansk ret, ligesom der ikke kan forelægges spørgsmål, der vedrører bevisvurderingen i den nationale sag.

Der henvises i den forbindelse til U1994.181/2H , hvor Højesteret bl.a. afviste to af de præjudicielle spørgsmål, der ønskedes forelagt for EF-Domstolen, under henvisning til, det tilkom de nationale domstole som led i den fri bevisbedømmelse at tage stilling til, hvilken betydning generelt materiale (økonomisk litteratur og faktiske undersøgelser) som omhandlet i de stillede spørgsmål kunne tillægges ved bevisvurderingen i den enkelte sag.

Højesteret afviste endvidere at forelægge et spørgsmål, som Højesteret fandt i realiteten angik den nærmere fastlæggelse af, hvad der kunne anses for gældende national ret.

Justitsministeriet/Juridisk Specialudvalg vil kunne være behjælpelig med den nærmere udformning af spørgsmålene til EF-Domstolen, jf. det i afsnit 4 anførte.

5.4.

Fremsendelse af forelæggelseskendelsen

Forelæggelseskendelsen samt sagens akter, eventuelt i kopi, sendes af den nationale ret som anbefalet brev/pakke direkte til EF-Domstolen på adressen

Greffe de la Cour de justice des Communautés européennes, L-2925 Luxembourg.

5.5.

EF-Domstolens behandling af præjudicielle spørgsmål

Domstolens behandling af præjudicielle spørgsmål kan opdeles i følgende fem faser

Præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen er meget tidskrævende.

EF-Domstolens gennemsnitlige sagsbehandlingstid for præjudicielle forelæggelser lå i 2007 på 19,3 måneder.

EF-Domstolen kan i undtagelsestilfælde beslutte at underkaste en præjudiciel sag en fremskyndet procedure i henhold til artikel 23a i statutten for EF-Domstolen og i henhold til EF-Domstolens procesreglement artikel 104a, stk. 1.

Beslutningen træffes af EF-Domstolens præsident bl.a. efter begæring fra den nationale ret og indebærer, at visse processuelle bestemmelser fraviges med den virkning, at EF-Domstolens sagsbehandlingstid i den konkrete sag forkortes væsentligt.

Det er en betingelse for anvendelsen af den fremskyndede procedure, at det ud fra de påberåbte omstændigheder er godtgjort, at det i særlig grad er uopsætteligt, at der træffes afgørelse om det præjudicielle spørgsmål.

Denne fremskyndede procedure blev anvendt i en sag, hvor EF-Domstolen afsagde dom den 25. juli 2008, mens den nationale rets anmodning om præjudiciel forelæggelse var indgået til EF-Domstolen den 25. marts 2008 (sag C-127/08, Metock).

Den anklager, der har mødt eller skal møde i sagen, bør holde sig orienteret om status for sagens behandling ved EF-Domstolen.

Dette kan ske ved at rette henvendelse til Justitsministeriets EU-kontor.

- Skriftlig fase : Efter at EF-Domstolen har modtaget en forelæggelseskendelse, får denne et nummer, oversættes til de 23 officielle sprog og sendes til parterne i hovedsagen, medlemsstaterne, Rådet og Parlamentet, ECB, EFTA-Tilsynsmyndigheden og EØS-staterne). Når den danske regering afgiver skriftligt indlæg for EF-Domstolen, består procesdelegationen af Udenrigsministeriet (formand), Justitsministeriet, herunder eventuelt en repræsentant for anklagemyndigheden, og ressortministeriet.

- Forberedelsen i EF-Domstolen : En foreløbig rapport (ikke offentlig tilgængelig) og en retsmøderapport (offentlig tilgængelig) udarbejdes. Retsmøderapporten sendes til parterne i hovedsagen samt til de regeringer mv., der har afgivet skriftligt indlæg i sagen.

- Mundtlig fase : Mundtlig forhandling ved EF-Domstolen. Når den danske regering afgiver mundtligt indlæg for EF-Domstolen, udarbejdes indlægget af procesdelegationen. Den mundtlige forhandling er det eneste tidspunkt, hvor der er mulighed for at kommentere andres indlæg i sagen.

- Generaladvokatens udtalelse : I sager, hvor der er udpeget en generaladvokat, udarbejder generaladvokaten et forslag til afgørelse i sagen.

- Dommen : Svarene på de præjudicielle spørgsmål foreligger i form af en dom, og der afgives ikke dissenser. Der er ikke mulighed for at anke EF-Domstolens afgørelse.

6.

Ophævelse af tidligere udsendte retningslinjer

Rigsadvokatmeddelelse nr. 7/1978 om straffesager, hvor der rejses spørgsmål om forelæggelse for EF-Domstolen efter proceduren i EØF-traktatens artikel 177, ophæves samtidig med udsendelsen af denne meddelelse.

Bilag 1

Indholdsfortegnelse

1.

Inledning

2.

Generelt om præjudiciel forelæggelse

2.1.

Bestemmelsen om præjudiciel forelæggelse

2.2.

EF-Domstolens kompetence

2.3.

Hvem kan forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen

2.4.

Principperne for afgørelsen af, om der skal ske forelæggelse

2.5.

Tidspunktet for forelæggelse

3.

Anklagemyndighedens behandling af spørgsmål om præjudiciel forelæggelse

4.

Juridisk Specialudvalg

4.1.

Juridisk Specialudvalgs opgaver i forbindelse med spørgsmål om præjudiciel forelæggelse

4.2.

Indstilling om forelæggelse for Juridisk Specialudvalg

5.

Når retten træffer afgørelse om præjudiciel forelæggelse

5.1.

Kompetence

5.2.

Krav til forelæggelseskendelsen

5.3.

Spørgsmålenes udformning

5.4.

Fremsendelse af forelæggelseskendelsen

5.5.

EF-Domstolens behandling af præjudicielle spørgsmål

6.

Ophævelse af tidligere udsendte retningslinjer