Orientering om vedtagelse af forslag til ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Løntilskud til private arbejdsgivere)\nTil jobcentrene m.fl.
Statutory Text (2 Articles)
Orientering om vedtagelse af forslag til ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Løntilskud til private arbejdsgivere)
Til jobcentrene m.fl.
Folketinget har i dag vedtaget lovforslag nr. L 59 om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Ændringen drejer sig om reglerne om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere, der skal tilpasses nye EU-regler.
Der henvises til styrelsens orientering af 12. november 2008, hvor vi oplyste, at lovforslaget var fremsat.
Loven træder i kraft den 31. december 2008.
Det betyder, at loven har virkning for løntilskud, der bevilges fra den 31. december 2008.
Lovforslaget gælder således for tilbud om løntilskud, hvor bevillingsblanketten er underskrevet af såvel jobcentret som virksomhed og er modtaget af jobcentret den 31. december 2008 eller senere.
Til orientering kan oplyses, at blanketterne på løntilskudsomsrådet er under revision.
Det vedtagne lovforslag kan ses på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk
.
Efter de nye regler om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere bliver der et generelt krav om 6 måneders forudgående ledighed, for at der kan gives tilbud om ansættelse af dagpengemodtagere og kontant- og starthjælpsmodtagere med løntilskud hos private arbejdsgivere.
Det er derimod ikke længere muligt at komme i privat løntilskud, hvis man har særlig risiko for langvarig ledighed uanset forudgående ledighed.
Revalidender, førtidspensionister og personer omfattet af den særlige ordning for nyuddannede handicappede vil fortsat kunne få tilbud om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere uden at have en forudgående ledighed.
Reglerne om ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere er uændrede.