Skrivelse om orientering om forslag til ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Løntilskud til private arbejdsgivere)\nTil jobcentrene m.fl.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om orientering om forslag til ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Løntilskud til private arbejdsgivere)
Til jobcentrene m.fl.
Beskæftigelsesministeren har i dag fremsat lovforslag om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (lovforslag nr. L 59).
Ændringen drejer sig om reglerne om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere, der skal tilpasses nye EU-regler.
Lovforslaget kan ses på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk
.
Efter lovforslaget udformes de nye regler om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere således, at der bliver et generelt krav om 6 måneders forudgående ledighed, for at der kan gives tilbud om ansættelse af dagpengemodtagere og kontant- og starthjælpsmodtagere med løntilskud hos private arbejdsgivere.
Revalidender, førtidspensionister og personer omfattet af den særlige ordning for nyuddannede handicappede vil fortsat kunne få tilbud om ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere uden at have en forudgående ledighed.
Reglerne om ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere er uændrede.
De ændringer, der har kunnet gennemføres administrativt er beskrevet i skrivelse til jobcentrene m.fl. af 27. oktober 2008 og fastsat ved bekendtgørelse nr. 1039 af 24. oktober 2008, der trådte i kraft 1. november 2008.
Forslagets ikrafttræden
Loven foreslås at træde i kraft den 31. december 2008.
Det betyder, at loven har virkning for løntilskud, der bevilges fra den 31. december 2008.
Lovforslaget gælder således for tilbud om løntilskud, hvor bevillingsblanketten er underskrevet af såvel jobcentret som virksomhed og er modtaget af jobcentret den 31. december 2008 eller senere.