Cirkulæreskrivelse om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævn\nTil anklagemyndigheden, politiklagenævnene samt Advokatrådet
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævn
Til anklagemyndigheden, politiklagenævnene samt Advokatrådet
I medfør af § 1021, stk. 9, i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 23. oktober 2007, samt i medfør af § 25, stk. 8, i lov nr. 905 af 16. december 1998 om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland, fastsættes følgende
1.
Vederlæggelse af formænd
1.1 Advokater, der varetager hvervet som formand for et politiklagenævn, ydes et vederlag på 3.375 kr. + moms pr. afsluttet sag.
Vederlaget omfatter alt arbejde med sagen, herunder sekretariatsudgifter m.v.
Ved en sag forstås som udgangspunkt en klage eller en anmeldelse, der af statsadvokaten og i Grønland af politimesteren videresendes til politiklagenævnet i medfør af retsplejelovens § 1021a og i Grønland i medfør af § 26 i lov om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland.
Flere klager eller anmeldelser, der behandles samlet i politiklagenævnet, bør normalt betragtes som én sag.
1.2 For ”notitssager”, dvs. frafaldne klager der forelægges politiklagenævnet til orientering, ydes et vederlag på 1.350 kr. + moms pr. afsluttet sag.
1.3 For ”genoptagelsessager” ydes et vederlag svarende til det i pkt. 1.2 nævnte.
Ved en genoptagelsessag forstås som udgangspunkt en sag, der på grund af nye fremkomne oplysninger kræver en ny udtalelse fra politiklagenævnet på et tidspunkt, hvor politiklagenævnet har tiltrådt statsadvokatens forslag til sagens afgørelse, eller hvor statsadvokaten har truffet en afgørelse stridende mod politiklagenævnets indstilling.
1.4 I sager omfattet af pkt. 1.1 og pkt. 1.3, der indebærer en helt ekstraordinær arbejdsbyrde, kan eventuelt udbetales et højere vederlag.
Begæring om forhøjet vederlag indgives til Advokatrådet med henblik på eventuel forelæggelse for Justitsministeriet.
1.5 Den advokat, der varetager hvervet som landsformand for politiklagenævnene, ydes herudover et årligt vederlag på 90.000 kr. + moms, der udbetales kvartalsvis bagud.
2.
Vederlæggelse af medlemmer
Medlemmer af politiklagenævn vederlægges med et grundbeløb på 475 kr. pr. sag (oktober 1997-niveau).
Grundbeløbet procentreguleres efter lønjusteringsaftalens regler og udgør pr. 1. april 2008 600,23 kr. pr. afsluttet sag.
3.
Anden godtgørelse
3.1 For deltagelse i politiklagenævnenes møder med henblik på drøftelse af generelle problemstillinger m.v. ydes vederlag svarende til to afsluttede sager, jf. hhv. pkt. 1.1 og pkt. 2.
3.2 Der ydes godtgørelse for befordringsudgifter efter de regler, der gælder for tjenestemænd.
For kørsel i eget køretøj udbetales lav sats.
3.3 Tilsvarende ydes godtgørelse for merudgifter under tjenesterejser efter de regler, der gælder for tjenestemænd.
3.4 Formanden for og medlemmerne af det grønlandske politiklagenævn vederlægges for rejsedage efter de nedenstående regler
Vederlaget pr. rejsedag svarer til to afsluttede sager, jf. hhv. pkt. 1.1. og pkt. 2.
Rejsen skal planlægges således, at der anvendes færrest mulige rejsedage.
Der ydes vederlag for rejse til et årligt nævnsmøde i Grønland.
Der kan højst ydes vederlag for tre dage udover mødedagen.
For formanden ydes der vederlag for indtil tre rejser årligt til og fra Danmark i forbindelse med deltagelse i politiklagenævnenes møder med henblik på drøftelse af generelle problemstillinger mv.
Der kan ved hver enkelt rejse højst ydes vederlag for fire dage udover dage, hvor der afholdes møder.
For medlemmerne ydes der vederlag for indtil to rejser årligt til og fra Danmark i forbindelse med deltagelse i politiklagenævnenes møder med henblik på drøftelse af generelle problemstillinger mv.
Der kan ved hver enkelt rejse højst ydes vederlag for fire dage udover dage, hvor der afholdes møder.
4.
Praktisk fremgangsmåde
Formændene for politiklagenævnene indsender senest efter hvert kvartal til den regionale statsadvokat og i Grønland til politimesteren en opgørelse over antal afsluttede sager fordelt på formand, medlemmer og eventuelle suppleanter.
Endvidere vedlægges fornøden dokumentation for anden godtgørelse, jf. pkt. 3, forsynet med formandens attestation.
Statsadvokaten og i Grønland politimesteren godkender og videresender opgørelse samt dokumentation til Rigspolitichefen med henblik på anvisning.
5.
Ikrafttræden m.v.
Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 15. oktober 2008 og gælder for sager, der modtages i politiklagenævnene den 15. oktober 2008 og senere.
Samtidig ophæves Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9197 af 31. marts 2006 om vederlæggelse af formænd for og medlemmer af politiklagenævn.