Cirkulære om organisationsaftale for visse lederstillinger inden for det statslige beskæftigelsessystem
Statutory Text (3 Articles)
Cirkulære om organisationsaftale for visse lederstillinger inden for det statslige beskæftigelsessystem
Generelle bemærkninger
1.
Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II) har indgået vedlagte organisationsaftale af 26. februar 2008 for visse lederstillinger inden for det statslige beskæftigelsessystem.
2.
Organisationsaftalen udgør sammen med CO II/LC/OC-fællesoverenskomsten det samlede overenskomstgrundlag.
Bemærkninger til organisationsaftalens enkelte bestemmelser
3.
Til § 1.
Organisationsaftalens dækningsområde
Som jobcenterchefer henregnes udover chefen for det samlede center også de 3 stillinger som leder af en lokal afdeling i Jobcenter København.
4.
Til § 4.
Tillæg mv.
Den forhandlingsberettigede organisation er Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænd (TAT).
Tillæg ydes uden for pulje.
5.
Til § 8.
Arbejdstid
Der er ikke med den nye formulering tilsigtet nogen ændring i, at de ansatte honoreres for merarbejde efter regler svarende til cheflønaftalens regler om honorering af merarbejde, jf. § 4, stk. 1.
6.
Cirkulæret har virkning fra 1. januar 2007.
Samtidig ophæves Finansministeriets cirkulære af 11. september 2003 om organisationsaftale for visse lederstillinger inden for Arbejdsformidlingen i Danmark (Perst. nr. 066-03).
Organisationsaftale for visse lederstillinger inden for det statslige beskæftigelsessystem
Nedennævnte bestemmelser supplerer og/eller fraviger fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II.
§ 1.
Organisationsaftalens dækningsområde
Organisationsaftalen omfatter følgende lederstillinger i det statslige beskæftigelsessystem
a)
Jobcenterchefer
b)
Kontor-/økonomichefer i driftsregionerne
Stk. 2.
Organisationsaftalen dækker ikke ansatte, der er omfattet af anden organisationsaftale eller overenskomst.
Stk. 3.
Organisationsaftalens parter kan aftale, at andre stillinger omfattes af organisationsaftalen.
§ 2.
Lønsystemet
Lønsystemet består af en basisløn og en tillægsdel.
Stk. 2.
Deltidsansatte ydes forholdsmæssig løn.
§ 3.
Basisløn
Basislønnen er angivet i årligt grundbeløb (oktober 1997 niveau).
Stk. 2.
Løngruppe 1 omfatter jobcenterchefer.
Stk. 3.
Basislønnen for løngruppe 1 udgør 330.000 kr.
Stk. 4.
Løngruppe 2 omfatter kontor-/økonomichefer i driftsregionerne.
Stk. 5.
Basislønnen for løngruppe 2 udgør 365.000 kr.
§ 4.
Tillæg mv.
Engangsvederlag fastsættes af ledelsen efter forhandling med den enkelte ansatte.
Engangsvederlag kan f.eks. ydes som
a)
Honorering af særlig indsats
b)
Resultatløn
c)
Honorering af merarbejde.
Stk. 2.
Aftale om varige og midlertidige tillæg indgås på grundlag af forhandling mellem ledelsen og den enkelte ansatte, som kan vælge under forhandlingen at lade sig bistå af sin organisation.
Såfremt den ansatte ikke selv ønsker at forhandle varige og midlertidige tillæg med ledelsen, føres forhandlingerne med henblik på indgåelse af aftale herom direkte mellem ansættelsesmyndigheden og den forhandlingsberettigede organisation.
Stk. 3.
Resultatet af forhandlingen mellem ledelsen og den enkelte ansatte indsendes til godkendelse i den forhandlingsberettigede organisation.
Stk. 4.
Hvis resultatet af forhandlingen ikke kan godkendes, kan den forhandlingsberettigede organisation inden for en frist af 10 arbejdsdage fra modtagelsen af resultatet af forhandlingerne kræve, at der optages forhandling med ledelsen.
Såfremt et sådant krav ikke er fremsat inden fristens udløb, anses forhandlingsresultatet for godkendt af organisationen.
Stk. 5.
Forslag om lønændringer kan fremsættes af begge parter.
Forhandling skal finde sted mindst én gang om året, hvis en af parterne begærer det.
Lønændringer kan i øvrigt aftales løbende, hvis parterne er enige herom.
§ 5.
Lønregulering
Basislønnen og lokalt aftalte tillæg reguleres med de generelle stigninger, der aftales centralt ved aftale- og overenskomstfornyelserne eller udmøntes via en generel reguleringsordning.
§ 6.
Pension
Ansættelsesmyndigheden indbetaler et pensionsbidrag på 18 pct. af basislønnen samt af varige og midlertidige tillæg, jf. §§ 3 og 4, til CO II Pension i PFA.
§ 7.
Funktion
Der ydes betaling mv. under midlertidig tjeneste i højere stilling efter de for statens tjenestemænd gældende regler.
§ 8.
Arbejdstid
Den i § 3 fastsatte løn forudsætter fuldtidsbeskæftigelse, hvorved forstås en arbejdstid svarende til gennemsnitlig 37 timer ugentlig.
§ 9.
Ikrafttræden
Organisationsaftalen har virkning fra den 1. januar 2007 og kan af hver af parterne opsiges skriftligt med et varsel på 3 måneder til en 31. marts, dog tidligst til 31. marts 2008.
København, den 26. februar 2008
Statstjenestemændenes
Finansministeriet
Centralorganisation II
P.M.V.
Peter Ibsen
E.B.
Carsten Holm
Foreningen af tekniske og administrative
tjenestemænd
Lars Bonde Eriksen