Legislator Case Law & Legislation
C20080006660 DK

Vejledning om kommunernes indberetning af oplysninger om vurderinger og afgørelser om rådighed, konsekvenser og sanktioner til det fælles datagrundlag

9 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (9)

Statutory Text (9 Articles)

VEJ#LOKDOK15 2008 66 Historic

Vejledning om kommunernes indberetning af oplysninger om vurderinger og afgørelser om rådighed, konsekvenser og sanktioner til det fælles datagrundlag

VEJ#LOKDOK15 2008 66 Historic

Indledning

I bekendtgørelse nr. 1090 af 19. november 2008 om kommunernes indberetning af oplysninger om vurderinger og afgørelser om rådighed, konsekvenser og sanktioner til det fælles datagrundlag er der fastsat regler om, hvilke oplysninger kommunerne skal levere til Arbejdsdirektoratet.

Denne vejledning beskriver bekendtgørelsens regler og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinjer.

Kommunerne skal som hidtil indberette oplysninger om de afgørelser om konsekvenser og sanktioner, som kommunerne har truffet som følge af borgeres manglende overholdelse af rådighedsreglerne i lov om aktiv socialpolitik og i integrationsloven.

Indberetningen af sanktionsoplysninger vil fortsat ske ved udtræk af data fra kommunernes udbetalingssystemer.

Fra 1. januar 2009 skal der også indberettes oplysninger om negative hændelser, der ikke har ført til en konsekvens eller sanktion.

Disse oplysninger registreres kun i jobcentrene - ikke i ydelseskontorerne - og det er altså data fra sagsbehandlingssystemet i jobcenteret, der skal indberettes.

VEJ#LOKDOK15 2008 66 Historic

Formål

Til § 1

Indberetningerne skal medvirke til at skabe større viden om rådighedsadministrationen i de enkelte kommuner og på landsplan.

Ved at sammenholde jobcentrenes og ydelseskontorernes oplysninger opnås mulighed for at få et langt mere dækkende billede af kommunernes rådighedsadministration end hidtil.

Det bliver muligt at lave en egentlig rådighedsstatistik for ikke-forsikrede ledige, og at sammenligne forsikrede og ikke-forsikrede ledige.

Desuden vil udtrækket af sager til det kommunale rådighedstilsyn blive mere dækkende, da tilsynet hidtil kun har haft oplysninger om sager, hvor personerne har fået en konsekvens eller sanktion på baggrund af en negativ hændelse.

VEJ#LOKDOK15 2008 66 Historic

Anvendelsesområde

Til § 2

Kommunen skal registrere og indberette oplysninger om alle negative hændelser, der er opstået hos staten og kommunen i jobcenteret samt hos kommunen efter den 31. december 2008.

Ved ”negative hændelser” forstås de handlinger eller undladelser hos en ydelsesmodtager, der bevirker, at kommunen skal foretage en vurdering af personens rådighed og eventuelt træffe afgørelse om en konsekvens eller sanktion.

Det kan fx være, at en person er udeblevet fra en jobsamtale hos kommunen i jobcenteret, ikke har bekræftet sin registrering som arbejdssøgende hos staten i jobcenteret, ikke er mødt til en opfølgningssamtale hos kommunen eller er udeblevet fra et tilbud.

Kommunen skal også levere oplysninger om, hvad den har foretaget sig i forbindelse med den negative hændelse.

Det skal oplyses, om den negative hændelse har medført en konsekvens/sanktion for personen eller ej, og i givet fald hvilken.

Samtidig skal kommunen oplyse, om afgørelsen vedrørende den negative hændelse har medført en følgevirkning for personens ægtefælle.

VEJ#LOKDOK15 2008 66 Historic

Indhold og levering af data

Til § 3

Bestemmelsen fastlægger, hvilke oplysninger fra jobcenteret, der skal indberettes.

Kommunen skal oplyse kommunenummer og personens cpr-nummer, således at data fra jobcenteret i kommunen og ydelseskontoret kan identificeres.

Det skal også fremgå, om det er kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse, personen får.

Drejer det sig om en kontakthjælpsmodtager, skal det oplyses, hvis den pågældende er gift eller samlevende med en person, der modtager starthjælp eller introduktionsydelse.

Det skyldes, at visse sanktioner ikke kan tildeles en person, der er gift eller samlevende med en starthjælps- eller introduktionsydelsesmodtager.

Årsagen til rådighedsvurderingen indberettes ved angivelse af, hvilken type negativ hændelse, der er tale om.

Indberetningstypen dækker over flere forskellige negative hændelser.

Hvis personen fx er udeblevet fra en jobsamtale i jobcenteret i kommunen, skal kommunen registrere indberetningstypen ”Udebliver fra samtale eller tilbud”.

De mulige indberetningstyper fremgår af bilag 1 og 2.

Datoen for den negative hændelse er den dato, hvor personen fx udebliver fra en samtale.

Hvis personen udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller en anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, er hændelsesdatoen den dag, hvor kommunen opgør omfanget af fraværet fra tilbudet.

Eks. en person udebliver fra aktivering den 4. maj, 10. maj og 19. maj.

Nedsættelsen af hjælpen efter udeblivelserne opgøres for hele kalendermåneden, og hændelsesdatoen er derfor den 31. maj.

Hvis personen på tidspunktet for den negative hændelse ikke modtager fx kontanthjælp, fordi personen er gået i arbejde eller er startet i ordinær uddannelse, skal dette angives.

I så fald skal der ikke foretages flere registreringer om den negative hændelse, da denne dermed ikke er relevant.

Det skal dog bemærkes, at kommunen skal vurdere, om hændelsen skal have konsekvenser for personen, hvis der igen ydes kontanthjælp inden for 3 måneder.

Det kan være nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 3 uger.

Resultatet af rådighedsvurderingen er kommunens afgørelse af, om den negative hændelse skal medføre en konsekvens/sanktion eller ej.

Vurderer kommunen, at den negative hændelse ikke skal medføre en sanktion, skal årsagen hertil indberettes, dvs. hvilken rimelig grund der foreligger i sagen.

Det kan fx være, at den pågældende person ikke kan arbejde på grund af sygdom eller risiko for, at helbredet forringes, hvis det hidtidige arbejde fortsættes, jf. lov om aktiv socialpolitik, § 13, stk. 4, nr. 2.

Det skal indberettes, hvis jobcenteret er nået frem til, at den negative hændelse skal føre til en sanktion, men ikke hvilken konkret sanktion, der vil blive tale om.

Afgørelserne om sanktion træffes af ydelseskontoret og sanktionsoplysningerne indberettes ved udtræk fra kommunens udbetalingssystemer.

Se nedenfor om bekendtgørelsens § 4.

Oplysningerne fra jobcenteret om de negative hændelser skal indberettes en gang om måneden i det web-baserede indberetningssystem (IBS) under Arbejdsmarkedsportalen (AMP).

Kommunen kan fx. foretage registreringerne af oplysningerne i sit sagsbehandlingssystem på en sådan måde, at oplysningerne kan udtrækkes elektronisk og indberettes i IBS.

Formatkrav mv. for indberetning af rådighedsoplysningerne i IBS beskrives i en særskilt vejledning.

VEJ#LOKDOK15 2008 66 Historic

Til § 4

Bestemmelsen fastsætter, hvilke oplysninger fra udbetalingssystemerne i kommunernes ydelseskontorer, der skal indberettes.

Sanktionstypen skal registreres i udbetalingssystemerne ved at angive paragraf, stk. og nr. om årsagen til den konsekvens eller sanktion, der er givet.

Bilag 1 og 2 giver en skematisk oversigt over sanktionstyperne.

For en mere indgående beskrivelse af sanktionsreglerne og deres anvendelse henvises til bekendtgørelse og vejledning om rådighed for personer der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp alene på grund af ledighed.

Hvis der er givet flere sanktioner samtidigt, skal alle sanktioner og årsager fremgå.

Hvis en ægtefælle også skal have en konsekvens eller sanktion på baggrund af den negative hændelse, skal dette også fremgå.

Kommunen skal samtidig registrere afgørelsesdatoen og den periode, som konsekvensen eller sanktionen vedrører.

Disse oplysninger er allerede indarbejdet i kommunernes udbetalingssystemer og har skullet registreres siden den 1. januar 2007.

Arbejdsdirektoratet er dataansvarlig, og Arbejdsmarkedsstyrelsen er databehandler i forhold til de leverede data.

Data skal leveres til Arbejdsmarkedsstyrelsen i et format, der er aftalt med de enkelte it-leverandører.

Det er forudsat, at kommunerne ved levering af data, lever op til persondatalovens regler vedrørende videregivelse af oplysninger på det sociale område.

VEJ#LOKDOK15 2008 66 Historic

Ikrafttræden

Til § 5

Vejledningen erstatter vejledning nr. 52 af 31. juli 2007 om kommunernes pligt til at levere data om afgørelser om konsekvenser og sanktioner til det fælles datagrundlag.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →