DK
Vejledning om administration af råstofloven vedrørende forekomster på landjorden\nEn vejledning til regioner og kommuner
Table of Provisions (217)
Statutory Text (217 Articles)
Vejledning om administration af råstofloven vedrørende forekomster på landjorden
En vejledning til regioner og kommuner
Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 2007.
Forord
Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet en revideret vejledning om administration af råstofloven på land som erstatning for den tidligere vejledning fra 1999.
Som led i gennemførelsen af kommunalreformen, hvor amterne blev nedlagt, vedtog Folketinget en ændring af råstofloven, der ændrer myndighedsstrukturen, så administrationen af råstofloven deles mellem regionsråd og kommunalbestyrelse.
Hensigten med vejledningen er at lette forståelsen af lovens bestemmelser og give et samlet overblik over procedurer m.v. i forbindelse med behandling af ansøgninger om råstoftilladelser.
Vejledningen indeholder en beskrivelse af lovgrundlaget og redegør for erfaringsopsamlingen fra administrationen af råstofloven, herunder henvises der til en række væsentlige afgørelser fra Naturklagenævnet (ikke revideret i forhold til 1999-vejledningen).
Vejledningen henvender sig primært til sagsbehandlere og planlæggere i regioner og kommuner, der skal medvirke i administrationen af råstofindvinding på land.
Vejledningen er tillige velegnet som håndbog for råstofbranchen, myndigheder, der inddrages i sagsbehandlingen, og andre interesserede.
Vejledningen vil løbende blive vedligeholdt.
Vejledningen ligger på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside
www.skovognatur.dk/raastof/netpub/vejled/index.htm
.
Indhold
1
Indledning
1.1
Vejledningens opbygning og indhold
1.2
Vejledning der bortfalder
2
Lovens formål
2.1
Generelt
2.2
Samfundsmæssige hensyn ved råstofudnyttelsen
3
Lovens område
3.1
Hvilke forekomster er omfattet af råstofloven
3.2
Undergrundsloven
3.3
Forekomster på landjorden / søterritoriet
4
Planlægning af råstofindvindingen
4.1
Den regionale råstofplan
4.2
Kommuneplanlægning
4.3
Miljøvurdering
4.3.1
Miljøvurdering af planer og programmer
4.3.2
VVM
4.3.3
Forholdet mellem lov om miljøvurdering af planer og programmer og VVM
4.4
Internationale naturbeskyttelsesområder
4.5
Lokalplanlægning
4.5.1
Lokalplanpligt
4.5.2.
Lokalplanret
4.6
Plan- og tilladelsesproces
4.6.1
Råstofplanen
4.6.2
Kommuneplaner
4.6.3
Råstoftilladelse
5
Ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.1
Generelt
5.2
Anmeldelse ved indvinding over 200 m³
5.2.1.
Kommunalbestyrelsens vurdering
5.2.1.
Kommunalbestyrelsens vurdering
5.2.2.
Særlige vilkår
5.5.3
Efterbehandling
5.2.4
Underretning og klage
5.3
Særligt om indvinding på strandbredder m.v.
5.3.1
Almindelig indvinding på strandbredder
5.3.2
Indvinding på naboarealer til havneanlæg
5.3.3
Erhvervsmæssig / ikke-erhvervsmæssig, ankeafgørelser m.m.
5.3.4
Forholdet til anden lovgivning
6.
Prøvegravninger
6.1
Generelt
6.2
Anmeldelse ved prøvegravning over 200 m³
6.2.1
Kommunalbestyrelsens vurdering
6.2.2
Særlige vilkår
6.2.3
Efterbehandling
6.2.4
Underretning og klage
6.3
Forholdet til anden lovgivning
7
Erhvervsmæssig indvinding
7.1
Indvinding generelt
7.2
Vilkår efter råstofloven for forarbejdnings- og industrianlæg i råstofgrave
7.3
Råstofindvinding eller gravearbejde
8
Kommunalbestyrelsens administrationsgrundlag
8.1
Den regionale råstofplan
8.2
Internationale naturbeskyttelsesområder
8.3
Samfundsmæssige hensyn
9
Kommunalbestyrelsens sagsbehandling
9.1
Ansøgning indgives på særligt skema
9.1.1
Skema
9.1.2.
Skemaets udfyldelse og underskrift
9.1.3.
Bilag
9.2
Gennemgang og vurdering af behov for en eventuel VVM-procedure
9.2.1.
Obligatorisk VVM-pligt
9.2.2.
Råstofindvinding der kan være VVM-pligtig
9.2.3.
VVM-proceduren
9.3
Kommunalbestyrelsens “samordningspligt”
9.3.1.
Indvinding på strandbredder / kyststrækninger
9.3.2.
Lov om landbrugsejendomme
9.3.3.
Skovloven
9.3.4.
Naturbeskyttelsesloven
9.3.4.1
Beskyttede naturtyper
9.3.4.2
Klitfredede arealer
9.3.4.3
Beskyttelseslinjer
9.3.4.4
Fredede arealer
9.3.5
Museumsloven
9.3.6
Planloven
9.3.7
Vandforsyningsloven
9.3.7.1
Indvinding under frit grundvandsspejl
9.2.7.2
Bortpumpning af grundvand
9.3.8
Vejlovgivningen
9.3.9
Statsbanearealer
9.3.10
Jordforureningsloven / Miljøbeskyttelsesloven
9.4
Tilrettelæggelse af sagsbehandlingen i forbindelse med samordningspligten
9.5
Høring af andre myndigheder
9.5.1
Regionsrådene og miljøcentrene
9.5.2
Kulturarvsstyrelsen
9.5.3
Statens Luftfartsvæsen
9.5.4
Privatbanearealer
9.6
Høring af forsyningsselskaber
9.6.1
Elledninger
9.6.2
Teleledninger (kabler)
9.6.3
Naturgasledninger
9.6.4
Anbefalinger vedrørende el-, naturgas- og teleledninger
9.7
Tilrettelæggelse af høring af andre myndigheder m.fl.
9.8
Partshøring
9.9
Ansøgning vedrører aktiviteter, der ikke direkte angår selve råstofindvindingen
9.9.1
Vejlovgivningen
9.9.2
Miljøbeskyttelsesloven
9.9.3
Planloven
9.9.4
Byggelov og bygningsreglement
9.9.5
Skovloven
9.9.6
Naturbeskyttelsesloven
9.9.7
Landbrugsloven
9.9.8
Udstykningsloven
9.9.9
Jordfordelingsloven, lovgivning vedrørende ejendomme med statslån og /eller jordrente
9.9.10
Vandløbsloven
10
Tilladelsens indhold
10.1
Tilladelsens indehaver
10.2
Omfanget af indvindingsretten
10.2.1
Tilladelsens periode
10.2.2
Tidspunktet for indvindingens påbegyndelse
10.2.3
Indvindingsrettens omfang
10.2.4
Udvidelse af indvindingsretten
10.3
Tilladelse efter anden lovgivning og afgørelse om VVM-procedure
10.4
Vilkår for tilladelsen
10.4.1
Generelt
10.4.2
Vandforsyningsinteresser
10.4.3
Modtagelse af jord
10.4.4
Gødning og pesticider
10.4.5
Støv
10.4.6
Støj
10.4.7
Vibrationer
10.4.8
Driftstider
10.4.9
Kørsel til og fra graveområdet
10.4.10
Efterbehandling
10.4.11
Sikkerhedsstillelse
10.4.12
Øvrige vilkår
10.4.13
Vilkår efter anden lovgivning
10.5
Gyldigheden af fastsatte vilkår
10.6
Tinglysning af vilkår
10.7
Øvrige oplysninger i tilladelsen
10.7.1
Forældelse og passivitet
10.7.2
Opsættende virkning af klage
10.7.3
Tilbagekaldelse af tilladelser
10.7.4
Kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed
10.7.5
Oplysningspligt
10.7.6
Modtagelse af opfyldningsmaterialer
10.7.7
Andre oplysninger
11
Klageregler
11.1
Hvilke afgørelser er undergivet klage
11.1.1
Klage
11.1.2
Ingen klageadgang
11.2
Kredsen af klageberettigede
11.3
Klagemyndighed
11.4
Klagefrist
11.5
Indgivelse af klage
11.6
Krav om skriftlighed
11.7
Klagevejledning
11.7.1
Råstofloven
11.7.2
Anden lovgivning
11.8
Underretning af de klageberettigede
12
Ekspropriation
13
Tilsyn, lovliggørelse og tvangsmæssig efterbehandling m.m.
13.1
Tilsynspligtens indhold og omfang
13.1.1
Tilsynsmyndighed
13.1.2
Tilsynspligt
13.1.3
Forældelse og passivitet
13.2
Adgangsbestemmelser
13.3
Lovliggørelse
13.4
Tvangsmæssig efterbehandling i tilladelsessager
13.5
Tvangsmæssig efterbehandling for anmeldte rettigheder
13.6
Konkurs og tvangsauktion
13.6.1
Konkurs
13.6.2
Tvangsauktion
13.7
Orientering om domstolsafgørelser
13.8
Arbejdsmiljøregler
14
Afslutning af indvinding
14.1
Godkendelse af efterbehandling
14.2
Sikkerhedsstillelse
14.3
Aflysning af deklaration
14.4
Fortsat tilsynsforpligtelse
15
Indberetninger om indvinding
15.1
Generelt
15.2
Kommunalbestyrelsernes arbejdsopgaver med indberetningsskemaer
15.3
Offentlighedens adgang til oplysninger på indberetningsskemaer
16
Anmeldte rettigheder
16.1
Generelt
16.2
Retsvirkningen af en godkendt anmeldelse
16.3
Tilladelser og vilkår for anmeldte og godkendte rettigheder
17
Nye tilladelser til afløsning af anmeldte rettigheder
17.1
Generel
17 2.
Hvornår kan / skal en ansøgning behandles
17.2.1
Ansøgningsskema
17.2.2
Ejers underskrift
17.3
Grundlag for sagsbehandling
17.3.1
Planlægning og VVM
17.3.2
Velerhvervede rettigheder (grundlovens § 73)
17.3.3
Fastsættelse af vilkår
17.3.4
Krav om efterbehandling
18
Råstofloven og regler m.v.
18.1
Lovgrundlaget
18.2
Bekendtgørelser og cirkulærer
18.3
Vejledninger og anden litteratur
18.4
Skemaer
19
Anden lovgivning og regler m.v.
19.1
Love
19.1.1
Miljøministeriet
19.1.2
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
19.1.3
Transport- og Energiministeriet
19.1.4
Økonomi- og Erhvervsministeriet
19.1.5
Kulturministeriet
19.1.6
Videnskabs- og Forskningsministeriet
19.1.7
Skatteministeriet
10.1.8
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
19.2
Bekendtgørelser og cirkulærer
19.2.1
Miljøministeriet
19.2.2
Andre
19.3
Vejledninger og anden litteratur
19.3.
1Miljøministeriet
19.3.2
Andre
Stikordsregister
1 Indledning
1.1 Vejledningens opbygning og indhold
Vejledningen omfatter administrationen af råstofindvinding på land.
Forholdene omkring råstofindvinding på havet er kun omtalt i det omfang, det er relevant i forhold til indvindingen på land.
Råstofadministrationen på land er delt mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen.
Regionsrådet har ansvaret for kortlægning af råstoffer og planlægning for råstofindvinding.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at give råstoftilladelser og føre tilsyn med råstofindvinding.
Planlægning og administration af råstofindvinding sker i henhold til råstofloven, men har også sammenhæng med en række andre love, der ifølge deres indhold og ordlyd har bestemmelser, der vedrører råstofindvinding, herunder terrænændringer, og som derfor skal inddrages i sagsbehandlingen, jf. råstoflovens § 8 om samordningspligten.
Kap. 2 rummer en gennemgang af råstoflovens formål, herunder de samfundsmæssige hensyn, der skal varetages ved administrationen af loven.
Kap. 3 gennemgår lovens område, herunder hvilke forekomster, der er omfattet af råstofloven, og hvilke, der er omfattet af undergrundsloven.
Endvidere redegøres der for, hvordan der afgrænses mellem administration af råstofindvinding på land og råstofindvinding på havbunden.
Kap. 4 rummer en beskrivelse af råstofindvindingens indpasning i kommuneplanlægningen, en gennemgang af reglerne om vurdering af behovet for og gennemførelse af en VVM-procedure samt forholdet til de internationale naturbeskyttelsesområder.
Der omtales tillige den særlige råstofplanlægning og gives en gennemgang af forholdet til kommune- og lokalplanlægning.
Kap. 5 handler om den ikke-erhvervsmæssige indvinding, der kan gennemføres uden tilladelse efter råstofloven, men som kan forudsætte en anmeldelse til kommunalbestyrelsen.
Der gives en gennemgang af den historiske baggrund og de nuværende regler, herunder afgrænsningen til erhvervsmæssig råstofindvinding, og hvordan kommunalbestyrelsen behandler anmeldelser.
Der gives tillige en særlig gennemgang af spørgsmålet om den ikke-erhvervsmæssige indvinding på strandarealer og de særlige regler herfor.
Endelig gives der en gennemgang af forholdet til anden lovgivning.
Kap. 6 handler om prøvegravning, der kan gennemføres uden tilladelse efter råstofloven, men som kan forudsætte en anmeldelse til kommunalbestyrelsen.
Der gives en gennemgang af, hvordan kommunalbestyrelsen behandler anmeldelser.
Endelig gives der en gennemgang af forholdet til anden lovgivning.
Kap. 7 gennemgår begrebet erhvervsmæssig råstofindvinding, herunder hvilke forarbejdnings- og industrianlæg, der er medomfattet af en tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding.
Endvidere gennemgås afgrænsningen mellem fremskaffelse af råstoffer ved indvinding og anvendelsen af overskudsmaterialer, der fremkommer ved udgravninger i forbindelse med anlægsarbejder.
Kap. 8 gennemgår det overordnede grundlag for kommunalbestyrelsens sagsbehandling af en ansøgning om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding, dvs. forholdet til den regionale råstofplan, samt de samfundsmæssige hensyn.
(Indtil den regionale råstofplan foreligger, gælder regionplan 2005’s retningslinjer for råstoffer, og indtil natur- og vandplaner foreligger, gælder de internationale naturbeskyttelsesområder).
Kap. 9 gennemgår detaljeret kommunalbestyrelsens sagsbehandling, herunder en vurdering af ansøgningens indhold og behovet for en evt.
VVM-procedure, samt indholdet af kommunalbestyrelsens samordningspligt i forhold til en række lovbestemmelser.
Det beskrives, hvordan og i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen inddrager andre myndigheder og forsyningsselskaber i sagsbehandlingen.
Spørgsmålet om partshøring berøres, og endelig gennemgås en række lovregler, der kan være af betydning for, men ikke direkte angår selve råstofindvindingen.
Kap. 10 beskriver indholdet af en tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding, herunder at den også skal angive de andre lovbestemmelser, der ligger til grund for tilladelsen.
Endvidere gennemgås de vilkår, der bør medtages i en tilladelse, samt forholdet omkring gyldigheden af fastsatte vilkår, og reglerne for tinglysning.
Endelig beskrives det, hvilke øvrige oplysninger, der bør gives i forbindelse med en tilladelse.
Kap. 11 gennemgår klagereglerne og indeholder forslag til klagevejledninger.
Kap. 12 gennemgår kort reglerne omkring ekspropriation efter råstofloven, der - så vidt det er Skov- og Naturstyrelsen bekendt - endnu ikke har været bragt i anvendelse.
Kap. 13 gennemgår kommunalbestyrelsens tilsynsarbejde, herunder lovens adgangsbestemmelser.
Endvidere gennemgås spørgsmål om lovliggørelse og tvangsmæssig udførelse af efterbehandling ved anvendelse af den stillede sikkerhed.
Endelig gennemgås hvordan kommunalbestyrelsen kan forholde sig ved råstoffirmaers konkurs og ved tvangsauktion over ejendomme med råstofindvinding.
Til slut nævnes arbejdsmiljøreglerne for råstofindvinding.
Kap. 14 omhandler, hvordan der ved afslutning af råstofindvinding ikke blot skal efterbehandles og ryddes op på indvindingsarealet, men også ske en papirmæssig afslutning af sagen.
Kommunalbestyrelsen har endvidere i et vist omfang en fortsat tilsynsforpligtelse.
Kap. 15 gennemgår kommunalbestyrelsens arbejdsopgaver i forbindelse med råstofstatistik og råstofindvindernes indberetninger om råstofindvinding
Kap. 16 gennemgår grundlaget for de anmeldte rettigheder efter 1972-loven.
Retten til at udnytte råstoffer omfattet af anmeldte rettigheder, det vil sige kalk, kridt, ler, tørv mv., gælder indtil 2028, efter at en lovændring i 2002 gav indehaveren mulighed for forlængelse af retten.
Kap. 17 gennemgår kommunalbestyrelsens sagsbehandling i forbindelse med ansøgning om tilladelse til udnyttelse af en anmeldt ret.
Enhver tilladelse til udnyttelse af en anmeldt ret efter 2003 kræver tilladelse efter de til enhver tid gældende regler.
Kap. 18 rummer en liste over råstofloven og de nuværende regler m.m. udstedt efter loven.
Endvidere er der en fortegnelse over litteratur om råstofloven.
Kap. 19 rummer en liste over anden relevant lovgivning, regler m.m. fordelt på de forskellige ministerier.
Vejledningen afsluttes med et stikordsregister.
1.2 Vejledning der bortfalder
Vejledningen erstatter den hidtidige administrationsvejledning fra 1999.
2 Lovens formål
Kap. 2 rummer en gennemgang af råstoflovens formål, herunder de samfundsmæssige hensyn, der skal varetages ved administrationen af loven.
2.1 Generelt
Formålsbestemmelsen i lovens § 1 afstikker rammerne for de hensyn, som lovligt kan og skal varetages ved administration af loven.
Der er tale om hensyn til natur og landskab, miljøbeskyttelse mv., herunder at råstofudnyttelse skal ske som led i en bæredygtig udvikling.
Det indebærer, at der ved administration af råstofloven skal tages udgangspunkt i den omstændighed, at der er tale om ikke-fornybare ressourcer.
Der skal derfor økonomiseres med råstofressourcen, og indvinding og efterbehandling skal tilrettelægges på en sådan måde, at indvindingen kan indgå i bestræbelserne på at realisere en ønsket udvikling inden for de øvrige sektorer i det åbne land.
Grundlaget for råstofudnyttelsen er fortsat efter lovens formål den sammenfattende planlægning, der giver myndighederne mulighed for indsigt i og samfundsmæssig styring af råstofudnyttelsen.
Planlægningen medvirker til at sikre, at råstofferne udnyttes optimalt samtidigt med, at hensynet til en række modstående interesser bliver varetaget bedst muligt.
Der henvises til kap. 4.
2.2 Samfundsmæssige hensyn ved råstofudnyttelsen
Råstofindvinding vil ofte kunne være i konflikt med en række modstående hensyn.
Der skal derfor foretages en afvejning mellem de berørte interesser for at afgøre, om der skal gives en tilladelse til den ønskede indvinding eller ej, og for at fastsætte vilkårene for en eventuel tilladelse.
De samfundsmæssige hensyn, der skal indgå i afvejningen, er udtømmende opregnet i lovens § 3.
Råstofmyndighederne kan således ikke lade hensyn, der ikke fremgår af bestemmelsen, indgå ved behandling af en ansøgning om tilladelse til råstofindvinding.
Det er anført, at råstofmyndighederne også skal lægge vægt på kvaliteten af den pågældende ressource ved vurderingen af, om en given råstofforekomst skal udnyttes eller ej.
Såfremt en råstofforekomst af høj lødighed kun findes i begrænsede mængder inden for en region, vil dette forhold derfor kunne komme til at spille en væsentlig rolle ved den samlede vurdering af, om råstofforekomsten skal udnyttes.
Herunder skal råstofmyndigheden (her regionsrådet) vurdere, om arealer med værdifulde råstoffer bør udnyttes til indvinding, før arealerne anvendes til f.eks. byggeri eller vejanlæg.
Råstofmyndighederne skal lægge vægt på de landskabelige forhold, hvor råstofindvindingens ændring af jordoverflade og landskabsbillede indgår, og tage naturmæssige hensyn, dvs. vurdere konsekvenserne for natur- og vådområder, f.eks. med hensyn til mulige påvirkninger af vandstand og for forholdene for flora og fauna.
Råstofmyndighederne skal også vurdere mulighederne for at opnå nye naturmæssige og rekreative værdier i det ændrede landskab.
Råstofmyndighederne skal sikre, at de miljømæssige konsekvenser af råstofindvinding bliver så små som muligt.
Det gælder f.eks. indvindingens påvirkning af omgivelserne med støv, støj og rystelser.
Råstofmyndighederne skal også lægge vægt på grundvandsbeskyttelsen og herunder drikkevandsinteresserne.
For så vidt angår opregningen af de modstående interesser er ikke blot de arkæologiske interesser udtrykkeligt nævnt, men også de geologiske.
De arkæologiske interesser omfatter såvel synlige som ikke synlige jordfaste fortidsminder i form af f.eks. bopladser, gravpladser, gravhøje eller ruiner.
De geologiske interesser omfatter såvel de geologiske aflejringer som landskabsbilledet.
Det er endvidere fastsat, at også hensynet til infrastrukturanlæg og ulemper for luftfarten skal indgå i afvejningen efter lovens § 3.
Med infrastrukturanlæg tænkes navnlig på el-, naturgas- og teleledninger, hvor visse anlæg måske må ombygges som følge af en påtænkt råstofindvinding.
Bestemmelsen skal derfor sikre, at råstofmyndigheden ved vilkårsfastsættelsen tager højde herfor og afklarer, hvilke aftaler, der i givet fald skal lægges til grund for en ombygning.
Ligeledes bør råstofmyndigheden tage stilling til, hvordan anlæg skal indgå i terrænet, når området til sin tid skal efterbehandles.
Den i råstofloven forudsatte interesseafvejning foregår således, at regionen i forbindelse med råstofplanlægningen foretager den overordnede interesseafvejning, mens kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandling af ansøgning om råstoftilladelse foretager den konkrete interesseafvejning.
I forbindelse med regionsrådets udarbejdelse af råstofplanen skal regionsrådet som råstofmyndighed i henhold til råstoflovens § 3 foretage en interesseafvejning, hvor de forskellige modsatrettede hensyn og interesser skal afvejes over for hinanden, inden der planlægges for råstofindvinding i regionen.
Den regionale råstofplan har en overordnet karakter og vil indholdsmæssigt svare til de hidtidige regionplanretningslinjer for råstofindvinding.
Kommunalbestyrelsen er i sin planlægning, administration og behandling af ansøgninger om tilladelse til råstofindvinding bundet af råstofplanen.
Det betyder, at kommunalbestyrelsen som udgangspunkt skal give råstoftilladelse til ansøgning om erhvervsmæssig råstoftilladelse inden for de i råstofplanen udlagte graveområder.
Kommunalbestyrelsen kan til varetagelse af miljøbeskyttelses-, vandforsynings-, naturbeskyttelsesværdien, landskabelige værdier, jord- og landbrugsmæssige, geologiske og videnskabelige interesser mv. stille vilkår i tilladelsen.
Den delte kompetence på råstofområdet kræver dialog mellem region og kommune samt gode kontakter til råstofbranchen.
3 Lovens område
Kap. 3 gennemgår lovens område, herunder hvilke forekomster, der er omfattet af råstofloven, og hvilke der er omfattet af undergrundsloven.
Endvidere redegøres der for, hvordan der afgrænses mellem administration af råstofindvinding på land og råstofindvinding på havbunden.
3.1 Hvilke forekomster er omfattet af råstofloven
I praksis omfatter råstofloven de råstoffer, der indvindes fra åbne brud i jordoverfladen og fra havbunden.
De mest almindelige råstoffer er sand, grus, sten, granit, kalk og kridt, ler, moler samt tørv.
Hertil kommer en række råstoffer, der indvindes i mindre mængder, som flint, klæg, mergel, myremalm og sandsten.
For så vidt angår råstoffet metan er det alene den forekomst, der er dannet i mellemistidsaflejringer og senere (kvartære lag), der er omfattet af råstofloven.
Metan fra afsluttede lossepladser er på tilsvarende vis omfattet af råstoflovens regler, hvorfor etablering af indvindingsanlæg sådanne steder forudsætter tilladelse efter lovens § 7, stk. 1.
Metan i de dybereliggende lag er omfattet af undergrundsloven, jf. pkt. 3.2.
Indvinding af sand for at udnytte mineraler og metaller, der kan forekomme i sandet, er også omfattet af råstofloven.
Efter råstofloven tillægges det ikke betydning, hvilken anvendelse råstofferne har.
Det er alene råstoffernes betegnelse ved indvindingen, der er afgørende.
Sand, som f.eks. tungsand, der har et særligt indhold af titanium m.m., kan således ikke betegnes som et særligt råstof, der adskiller sig fra andet sand.
I henhold til råstoflovens § 2 omfatter loven også andre råstoffer end de direkte nævnte.
I bemærkningerne til loven er nævnt flint, klæg, myremalm, sandsten og skaller, ligesom råjord også betragtes som råstof.
3.2 Undergrundsloven
Lov om anvendelse af Danmarks undergrund gælder for de råstoffer, der ikke var underkastet privatøkonomisk udnyttelse før 1932, dvs. bl.a. olie, naturgas og salt samt jordvarme (geotermisk energi).
I henhold til råstoflovens § 2 gælder loven ikke for de råstoffer, der er omfattet af undergrundsloven.
3.3 Forekomster på landjorden / søterritoriet
Grænsen mellem de områder, der er omfattet af lovens kapitel 3 om forekomster på landjorden, og de områder, der er omfattet af kapitel 4 om forekomster på søterritoriet, er den daglige højeste vandstandslinje.
Forekomster landværts denne linje er omfattet af bestemmelserne i kapitel 3, hvor kommunalbestyrelsen er myndighed, mens forekomster søværts linjen er omfattet af kapitel 4, hvor Skov- og Naturstyrelsen er myndighed.
Sejlrende og havneindløb holdes normalt farbar ved gennemførelse af oprensning med et specialfartøj, men såfremt der fortsat sker aflejring af sediment / materiale, kan det på et vist tidspunkt være nødvendigt at fjerne disse for at sikre fortsat besejling af havnen.
For at opnå en økonomisk overkommelig løsning på fjernelsen af disse materialer gennemføres det nogle steder som råstofindvinding, hvorefter materialerne afhændes ved salg.
Til en sådan råstofindvinding kræves en nyttiggørelsestilladelse, som meddeles af Skov- og Naturstyrelsen.
I denne situation kan det være vanskeligt at fastlægge grænsen mellem land og søterritorium og sagsbehandle efter den, fordi grænsen naturligt rykker frem for hver dag, der sker aflejringer, og kunstigt rykker tilbage for hver dag, der sker råstofindvinding, såfremt der graves dybere end dagligvandsniveauet.
Det følger af sagens natur, at fjernelsen af de pågældende materialer også er nødvendige i et vist omfang under dette niveau.
I en konkret arbejdssituation, hvor dagligvandslinjen flyttes på denne måde, vil det være meget uhensigtsmæssigt, såfremt der opstår tvivl om, hvorvidt det er en “landtilladelse” eller en “vandtilladelse”, der er gældende, og dermed om det er kommunalbestyrelsen eller Skov- og Naturstyrelsen som myndighed, der i givet fald skal varetage tilsyn og sagsbehandling.
Naturklagenævnet har i en afgørelse af 13. oktober 1998 tiltrådt, at en råstofindvinding i kystlinjen blev behandlet efter reglerne om indvinding på land, idet opgravningerne foretages med landbaseret materiel og med efterbehandling på land.
Dette svarer til Skov- og Naturstyrelsens normale praksis på området.
Nævnet har i sin afgørelse fastsat, at der maksimalt må graves til 2 m under havoverfladen.
Såfremt gravningen udelukkende sker søværts dagligvandslinjen, behandles sagen derimod af Skov- og Naturstyrelsen efter reglerne i lovens kap. 4, også selv om gravningen gennemføres med landbaseret materiel.
Om den nærmere administration af indvinding på strandbredder, henvises til kap. 5.3.1 med hensyn til ikke-erhvervsmæssig indvinding, og kap. 9.3.1 med hensyn til erhvervsmæssig indvinding.
4 Planlægning af råstofindvindingen
Kap. 4 indeholder en beskrivelse af den regionale råstofplanlægning og dens forhold til kommuneplanen og lokalplanlægning.
Regionsrådet har fra 1. januar 2007 ansvaret for kortlægning af råstofforekomsterne og udarbejdelse af en regional råstofplan.
Kommunalbestyrelsen er bundet af råstofplanen med hensyn til kommunens øvrige planlægning og i forbindelse med råstoftilladelser.
Kommunalbestyrelsen har derudover ansvaret for at føre tilsyn med overholdelsen af de vilkår, som kommunen har fastsat i forbindelse med tilladelsen.
4.1 Den regionale råstofplan
Regionsrådet varetager kortlægning af råstofforekomsterne og planlægning af råstofindvindingen på land.
Regionsrådets kortlægning og planlægning udmøntes i en råstofplan for en 12-årig periode, med indvindingsressourcer til mindst 2 planperioder.
Råstofplanen udarbejdes efter procedureregler, der svarer til de tidligere procedureregler for udarbejdelse af regionplaner.
Regionsrådet udarbejder råstofplanen på baggrund af råstofkortlægningen og forventninger til råstofforbruget i planperioden.
Planen skal være i overensstemmelse med den regionale udviklingsplan og må derfor udarbejdes i sammenhæng med dennes mål og vision for udvikling af regionen.
Planen skal tage hensyn til regionens behov for råstoffer af forskellig art og kvalitet, sikre råstofressourcernes udnyttelse og tage hensyn til råstoferhvervet.
Dette skal ske som led i en afvejning over for hensynene til miljøbeskyttelse, vandforsyningsinteresser, beskyttelse af arkæologiske og geologiske interesser, naturbeskyttelse, herunder bevarelse af landskabelige værdier og videnskabelige interesser, en hensigtsmæssig byudvikling, infrastrukturanlæg, jord- og skovbrugsmæssige interesser, sandflugtsbekæmpelse og kystsikkerhed og ulemper for luftfarten (fuglelivet i nyetablerede søer, hvor der er udgravet under grundvandsspejlet) mv. efter lovens § 3.
I forbindelse med råstofplanlægningen bør regionsrådet være opmærksom på den geografiske fordeling af områderne til råstofindvinding og mulighederne for at tilstræbe en forsyningsstruktur, hvor der er balance mellem udbud og efterspørgsel efter råstoffer af hensyn til en begrænsning af det samlede transportbehov.
Det vil ikke altid være muligt at opnå en hensigtsmæssig forsyningsstruktur inden for den enkelte region, dels p.gr.a. råstofressourcernes geografiske fordeling dels varieret efterspørgsel efter de forskellige råstoftyper i forskellige dele af landet.
Det kan derfor være nødvendigt at hente råstoffer i naboregionen eller inddrage import af råstoffer eller indvinding på søterritoriet for at sikre forsyningssituationen.
Planlægning af nye regionale råstofområder sker på baggrund af den råstofkortlægning, amtet tidligere har foretaget, og regionens løbende råstofkortlægning.
Kortlægningen vil vise, i hvilke områder, der er sandsynlighed for at finde råstoffer, der i mængde og kvalitet er egnede til indvinding.
Udgangspunktet for regionsrådets interesseafvejning i forbindelse med den første råstofplan er retningslinjerne i Regionplan 2005, der har fået retsvirkning af landsplandirektiv.
Regionplanens hovedstruktur og de forskellige sektorinteresser landskab, naturbeskyttelse, Natura-2000 områder, vandressourcer, drikkevandsbeskyttelse, jordbrugsinteresser m.m. udgør grundlaget for udlæg af råstofgraveområder og råstofinteresseområder i den første råstofplan.
I forbindelse med de konkrete udlæg af nye råstofområder bør regionsrådet bl.a. overveje, hvordan området efter indvindingens ophør kan indgå i det omgivende landskab og den omgivende natur, og hvorvidt området kan bidrage med frilufts- eller fritidsfunktioner.
Med råstofplanen fastlægger regionsrådet de overordnede retningslinjer for råstofindvindingen i planperioden.
For de udlagte råstofgraveområder må der ikke ske ændring af arealanvendelsen i form af byggeri og anlægsarbejder mv., der kan forhindre udnyttelsen af råstofferne.
Ændret arealanvendelse tillades kun, når råstofferne er udnyttet, og det er foreneligt med udnyttelsen af de tilstødende forekomster.
Inden for råstofgraveområderne prioriteres råstofindvinding over andre generelle interesser.
Dette sikres gennem kommuneplanlægningen, der skal respektere råstofplanen.
Udlæg af råstofinteresseområderne skal sikre, at der ikke gennem anden planlægning eller ændret anvendelse sker udlæg til andre formål, der på sigt vil kunne forhindre en råstofudnyttelse, med mindre der opnås enighed herom mellem regionsrådet og de implicerede parter efter en afvejning mellem råstofinteressen og den ønskede arealanvendelse, herunder i forbindelse med kommuneplanlægningen.
Den regionale råstofplan er en sektorplan, som kommunalbestyrelsen er bundet af i den kommunale planlægning.
Samtidig udgør råstofplanen kommunalbestyrelsens administrationsgrundlag for afgørelser om råstofindvinding.
Derfor må råstofplanen udstikke klare retningslinjer for indvindingen af råstoffer og være konkret i udlæg af arealer til råstofindvinding.
Råstofplanen vil indholdsmæssigt svare til de hidtidige retningslinjer for råstofindvinding i regionplanerne.
Råstofplanen skal, udover at fastlægge de overordnede retningslinjer for indvinding af og forsyning med råstoffer i regionen, specielt sikre
Råstofplanen bør indeholde en redegørelse for de kortlagte råstofforekomster (art, kvalitet og mængde), det forventede samlede behov for råstoffer og den forventede produktion inden for regionen i planperioden, igangværende grave og udlagte graveområder, samt en belysning af råstofstrømmene, herunder import- og eksportmængder og en vurdering af bidrag fra sømaterialer.
Regionsrådene bør gennem kortlægningen og planlægningen sikre, at behovet for de forskellige arter og kvaliteter af råstoffer kan blive dækket og så vidt muligt udnyttet, før arealerne eventuelt beslaglægges til andre formål.
Råstofplanlægningen kan forenkle kommunalbestyrelsens sagsbehandling, idet en række forhold omkring indvinding og efterbehandling allerede kan være afklaret gennem regionsrådets planlægning.
I råstofplanen bør redegøres for den nødvendige fremtidige kortlægning af hensyn til opretholdelse af en stabil fremtidig råstofforsyning, der kan dække råstofbehovet i bygge- og anlægssektoren og i erhvervslivet i øvrigt.
Det vil i den forbindelse være hensigtsmæssigt at opstille et program for råstofkortlægningen i den kommende planperiode, herunder yderligere kortlægning af kendte forekomster og efterforskning efter nye forekomster.
Den første råstofplan forudsættes at indeholde oplysninger om, at den træder i stedet for regionplanretningslinjerne i regionplan 2005 (der har fået retsvirkning af landsplandirektiv) for anvendelse og beskyttelse af arealer til udnyttelse af sten-, grus- og andre naturforekomster i jorden.
-
At retningslinjerne sikrer, at råstofgraveområder og råstofinteresseområder ikke udlægges til formål, der vil kunne forhindre eller besværliggøre senere råstofindvinding.
-
At råstofindvinding finder sted inden for de udlagte råstofgraveområder.
-
At der kun undtagelsesvis og i særlige tilfælde tillades erhvervsmæssig råstofindvinding uden for de udlagte graveområder, og kun når samfundsmæssige interesser taler for det, f.eks. i situationer hvor der er tale om særligt værdifulde råstoffer, og kun når hensyn til beskyttelsesinteresser ikke taler imod.
-
At eventuel tilladelse til erhvervsmæssig indvinding uden for udlagte graveområder kun sker efter samtykke fra regionsrådet.
-
At det bør sikres, at der ikke sker tilførsel af jord til råstofgrave, heller ikke til efterbehandling, hvor der kan være risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller grundvand, der forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning.
-
At råstofgrave efter endt gravning efterbehandles i overensstemmelse med en forudgående efterbehandlingsplan, og at efterbehandlingen sker under hensyn til den omgivende natur og det omgivende landskab og miljø.
4.2 Kommuneplanlægning
Kommunalbestyrelsen er bundet af råstofplanen jf. § 11, stk. 4, nr. 5 i lov om planlægning.
Det betyder, at kommuneplanen ikke må stride mod en råstofplan udarbejdet af regionsrådet efter råstoflovens § 5a.
Da kommunalbestyrelsen er bundet af den regionale råstofplans udlæg af råstofgrave- og råstofinteresseområder, bør disse arealudlæg fremgå af kortet over kommuneplanens hovedstruktur.
Herved kan disse bindinger ses i sammenhæng med de øvrige bindinger inden for kommunens geografiske område.
De bestemmelser i den regionale råstofplan, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen inden for kommunens geografiske område, skal fremgå af redegørelsen til kommuneplanen således, at andre myndigheder, erhvervslivet, foreninger og borgere kan gøre sig bekendt med råstofplanen og dens forhold til andre arealudpegninger.
Kommunalbestyrelsen skal i sin planlægning være opmærksom på, at de områder, der er udlagt som graveområder, efter endt indvinding og udført efterbehandling kan benyttes til andre arealinteresser, herunder fritids- og landskabsformål, når råstofindvindingen i et område er ophørt.
4.3 Miljøvurdering
I forbindelse med miljøvurdering er der to vurderinger, der adskiller sig fra hinanden.
Det er miljøvurdering af planer og programmer og vurdering af virkning på miljøet (VVM).
Nedenfor er kort beskrevet, hvor man i forbindelse med råstofplanlægning skal være opmærksom på, om der skal miljøvurderes.
Der henvises i øvrigt til lov om miljøvurdering af planer og programmer (lov nr. 316 af 5. maj 2004) og vejledning om miljøvurdering af planer og programmer fra Skov- og Naturstyrelsen, 2006.
For VVM henvises til planlovens § 11 g samt bekendtgørelse nr. 1335 af 6. december 2006 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning.
4.3.1 Miljøvurdering af planer og programmer
Planer, der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, herunder planer for råstofindvinding, er som hovedregel omfattet af kravet om miljøvurdering efter lov om miljøvurdering.
Arealudlæg, der allerede er udpeget i en gældende plan, og som også indgår i en ny plan, er normalt ikke omfattet.
Ændringer i det omgivende miljø eller udviklingen i den faglige viden kan imidlertid betyde, at en opretholdelse af planen på dette grundlag skønnes at kunne påvirke miljøet væsentligt, så der skal gennemføres en miljøvurdering – uanset at der er tale om at opretholde en gældende planlægning.
Hvis planforslaget kun fastlægger arealanvendelsen for mindre områder eller alene indeholder mindre ændringer i forhold til gældende planer, skal der kun gennemføres en miljøvurdering, hvis planen må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt.
Planmyndigheden skal til brug for afgørelsen af, om der skal gennemføres en miljøvurdering af en plan eller en planændring høre berørte myndigheder og tage hensyn til de kriterier, der fremgår af lovens bilag 2.
Beslutningen om ikke at gennemføre en miljøvurdering skal offentliggøres.
Hvis der skal gennemføres en miljøvurdering i forbindelse med udarbejdelsen af et planforslag, skal planmyndigheden indhente en udtalelse fra berørte myndigheder med henblik på at fastlægge indholdet af miljøvurderingen.
Planmyndigheden skal udarbejde en miljørapport.
Miljørapporten kan indarbejdes i redegørelsen til planforslaget.
Af loven fremgår, hvilke oplysninger miljørapporten som minimum skal indeholde.
Såvel miljørapporten som planforslag skal offentliggøres samtidig og sendes til berørte myndigheder med en høringsfrist på mindst 8 uger.
Efter udløbet af høringsperioden og under forudsætning af, at miljøministeren ikke har gjort indsigelse mod planforslaget, skal der udarbejdes en sammenfattende redegørelse, som offentliggøres samtidig med offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens beslutning om endeligt at vedtage planforslaget.
Hvis kommunalbestyrelsen vælger ikke at ville vedtage planforslaget endeligt, er der ikke krav om udarbejdelse af en sammenfattende redegørelse.
4.3.2 VVM
I forbindelse med konkrete projekter skal det undersøges, om der skal laves en VVM-analyse af projektet (råstofindvindingen).
Det fremgår af VVM-reglerne, at en række anlæg og projekter obligatorisk er VVM-pligtige (bilag 1), mens VVM-myndigheden for en lang række andre anlæg og projekter i hvert enkelt tilfælde på grundlag af nærmere angivne kriterier konkret skal skønne, om anlægget må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt (bilag 2) (screening).
Hvis resultatet af dette skøn er, at anlægget må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt, vil projektet være VVM-pligtigt.
For VVM-pligtige anlæg gælder, at de skal have en særlig tilladelse, inden bygherren må påbegynde anlægget, og at denne tilladelse ikke må gives, før kommuneplantillægget med tilhørende VVM-redegørelse er endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen.
Planlovens VVM-regler indebærer, at kommunerne som udgangspunkt fremover skal tage stilling til spørgsmålet om VVM-pligt.
Kommunerne skal endvidere udarbejde tillæg til kommuneplanen for VVM-pligtige anlæg.
Disse kommuneplantillæg skal være ledsaget af en redegørelse, der indeholder en vurdering af det konkrete anlægs forventede miljømæssige konsekvenser.
Det gælder uanset, om anlægget tænkes placeret inden for rammerne af en gældende kommuneplan, eller kommuneplantillægget for anlægget indebærer en ændring af kommuneplanen.
Det gælder også, selvom der for de gældende planer har været gennemført en miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Der henvises i øvrigt til de relevante paragraffer i planloven samt tilhørende bekendtgørelse.
4.3.3 Forholdet mellem lov om miljøvurdering af planer og programmer og VVM
Hvis kommuneplantillægget, som er tilvejebragt som følge af VVM-regler (VVM-pligt), indeholder retningslinjer, der ændrer den gældende kommuneplan, vil kravet til miljøvurderingen skulle opfylde såvel planlovens regler om VVM som bestemmelserne i lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Da procedurerne stort set er sammenfaldende, vil en opfyldelse af begge regelsæt kunne opnås, ved at kommunalbestyrelsen, udover at opfylde planlovens VVM-bestemmelser, påser overholdelsen af bestemmelserne i lov om miljøvurdering af planer og programmer om høring af berørte myndigheder, udarbejdelse af et forslag til overvågningsprogram samt udarbejdelse af den sammenfattende redegørelse med fastlæggelse af det endelige overvågningsprogram.
Der henvises til planloven og bekendtgørelse nr. 1335 af 6. december 2006 samt Miljø- og Energiministeriets VVM-vejledning fra 2001 (nr. 12392 af 10/10/2001).
Vejledningen gælder i stort omfang fortsat, idet dog henvisningerne til regionplanmyndigheden og regionplanlægningen skal læses som henholdsvis de statslige miljøcentre/kommunerne og kommuneplanlægningen.
4.4 Internationale naturbeskyttelsesområder
Vand- og Natura 2000-planer med indsatsprogrammer skal foreligge i 2009, og de er bindende for regionsrådets udarbejdelse af råstofplaner og for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgninger om råstoftilladelse.
Efter bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter gælder, at der i de internationale beskyttelsesområder ikke må planlægges for en række formål.
Dette gælder således udlæg i råstofplanen af nye områder til råstofindvinding på land, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 4).
Der kan dog efter bekendtgørelsens § 3, stk. 4 planlægges for foranstaltninger, som vil medføre forbedringer af naturforholdene i det berørte område.
Hvis der skal udlægges et område til råstofindvinding, skal forbedringerne i givet fald fremgå af regionplanens retningslinjer for efterbehandling.
Ministeren kan i særlige tilfælde og under respekt af Habitatdirektivets artikel 6 meddele tilladelse til fravigelse af § 3, stk. 2, jf. bekendtgørelsens § 8.
Overvejelser om en tilladelse til indvinding i disse beskyttelsesområder vil altid omfatte en gennemgang (screening) for at afklare, om råstofindvindingen må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet.
Afklaringen skal ske med baggrund i indvindingens karakteristika, mulige miljøpåvirkninger samt omgivelsernes sårbarhed.
Den danner grundlag for en vurdering af behovet for en VVM-procedure.
Der skal endvidere altid gennemføres særlig konsekvensvurdering, der skal afklare om en tilladelse til råstofindvinding vil komme i konflikt med de internationale beskyttelseshensyn.
Der henvises i den forbindelse til den særlige vejledning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder.
4.5 Lokalplanlægning
I henhold til lov om planlægning skal der, eller kan der, i visse tilfælde udarbejdes lokalplaner i forbindelse med råstofindvinding.
Men de fleste af de forhold, der kan reguleres i en lokalplan, reguleres også efter råstofloven i de vilkår, der fastsættes for en råstoftilladelse jf. råstoflovens § 7.
Råstofmyndighedens vide beføjelser til at fastsætte vilkår for indvindingstilladelser må bl.a. ses i sammenhæng med lovens formåls- og anvendelsesparagraffer jf. §§ 1 og 3.
Der vil derfor i almindelighed ikke være behov for, at kommunalbestyrelsen udarbejder en lokalplan i forbindelse med råstofindvinding udover de tilfælde, hvor der er lokalplanpligt.
Kommunalbestyrelsens ønsker om tilrettelæggelse af råstofindvindingen og den efterfølgende arealanvendelse vil normalt kunne varetages i de vilkår, der stilles i råstoftilladelsen.
Hvis der er lokalplanpligt, eller kommunalbestyrelsen vælger at udarbejde en lokalplan, skal den være i overensstemmelse med råstoftilladelsen jf. kap 10.4.12
4.5.1 Lokalplanpligt
Efter planlovens § 13, stk. 2 skal en lokalplan tilvejebringes, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder.
Råstofindvinding og eventuelle anlæg i forbindelse hermed henhører under begrebet bygge- og anlægsarbejder.
I nogle tilfælde vil en råstofindvinding derfor kræve udarbejdelse af lokalplan.
Det er kommunalbestyrelsen som lokalplanmyndighed, der afgør, om en given råstofindvinding er et "større" arbejde, der kræver, at en lokalplan tilvejebringes.
Ved afgørelsen af dette spørgsmål skal der lægges afgørende vægt på, om den påtænkte råstofindvinding fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø.
Afgørelsen af lokalplanpligtspørgsmålet vil således især bero på relationerne til omgivelserne, herunder om arealet ligger i nærheden af eksisterende eller planlagt bebyggelse eller rekreative arealer.
Indvindingens omfang, nødvendigt byggeri og maskineri mv. vil også have betydning for afgørelsen.
Kommunalbestyrelsens afgørelse af spørgsmålet om lokalplanpligt kan påklages til Naturklagenævnet, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 4.
Tilladelsen til indvinding må i givet fald stemme overens med lokalplanen.
Der henvises til kap. 10.4.12.
4.5.2.
Lokalplanret
Efter planlovens § 13, stk. 1 kan kommunalbestyrelsen tilvejebringe en lokalplan med henblik på at regulere en række forhold af betydning for arealanvendelsen, herunder i forbindelse med råstofindvinding.
Ønsker kommunalbestyrelsen at regulere forhold som f.eks. forhold af betydning for den senere arealanvendelse eller sikring af en efterbehandling, der muliggør en mere aktiv anvendelse af området til ferie- eller rekreative formål, indgår området i eller ligger i nærheden af byområder, kan det være nødvendigt at benytte lokalplanretten til at fastlægge de nærmere retningslinjer herfor i en lokalplan, inden indvindingen starter.
Eksempler herpå er de store tidligere og nuværende råstofområder Hedeland og Tarup Davinde.
En lokalplan kan bl.a. regulere tilkørselsforhold, vejforhold, terrænregulering, hegningsforhold, afskærmning og placering af bygninger mv.
Det kan f.eks. være fastlæggelse af retningslinjer for efterbehandling af et indvindingsområde til forskellige formål, terrænregulering, beplantning eller sikring af områdets sammenhæng med de omliggende arealer efter afslutning af gravningen jf. planlovens § 15.
4.6 Plan- og tilladelsesproces
4.6.1 Råstofplanen
Regionsrådet indkalder ideer, forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet med råstofplanen.
Indkaldelsen skal indeholde en beskrivelse af status på området samt beskrive hovedspørgsmålene i forbindelse med kommende planlægning.
Indkaldelsen kan ske i form af et debatoplæg.
Indkaldelsen skal indeholde en kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i forbindelse med den forestående planlægning.
Indkaldelsen sker ved offentlig bekendtgørelse til en bred kreds af interessenter, med henblik på en offentlig debat, der kan sikre, at statslige og kommunale myndigheders, erhvervets og borgernes interesser indgår i planlægningen, ligesom hensynet til den regionale udviklingsplan og regionplan 2005 (der fra 1. januar 2007 har fået retsvirkning som landsplandirektiv) varetages.
Der vil i høringsperioden på mindst 8 uger være mulighed for at fremkomme med ændringsforslag, indsigelser og bemærkninger.
Som følge af den delte kompetence mellem regionsrådet, der har plankompetencen, og kommunalbestyrelsen, der har tilladelseskompetencen samt de mange sektorinteresser, der kan blive berørt af råstofindvinding er det væsentligt at de centrale aktører på et tidligt tidspunkt inddrages i planprocessen, f.eks. ved etablering af et forum for dialog mellem de væsentligste interessenter.
I høringsperioden har interessenterne mulighed for at indsende bemærkninger mv. til regionsrådet.
Regionsrådet udarbejder herefter forslag til en råstofplan, som senest 1. januar 2008 sendes i offentlig høring i mindst 8 uger.
Regionsrådet sender forslaget til berørte statslige myndigheder (herunder det relevante statslige miljøcenter for plansager og det af de 7 statslige miljøcentre der er relevant med hensyn til vand- og Natura 2000-planer), de kommunale myndigheder, råstofbranchen, andre erhvervsorganisationer, de grønne organisationer, private, og borgere.
Efter offentlighedsperioden tager regionsrådet stilling til de indkomne høringssvar.
Råstofplanen kan ikke vedtages endeligt, hvis det statslige miljøcenter til varetagelse af statslige interesser har gjort indsigelse mod planen til regionsrådet inden udløbet af indsigelsesfristen.
Når regionsrådet har vedtaget råstofplanen endeligt bortfalder den del af landsplandirektivet (regionplan 2005), der omfatter råstoffer.
4.6.2 Kommuneplanen
Kommunalbestyrelsen er bundet af den regionale råstofplan, som kommunen, når regionsrådet har vedtaget råstofplanen endeligt, skal optage og respektere i kommuneplan 09.
4.6.3 Råstoftilladelse
Inden for udlagte graveområder skal kommunalbestyrelsen i princippet give tilladelse til råstofindvinding.
Tilladelsen kan gives på vilkår.
Kommunalbestyrelsen skal høre de relevante myndigheder forud for udstedelse af en råstoftilladelse.
Såfremt ansøgning om råstoftilladelse vedrører et areal uden for de udlagte graveområder, (udlagt i regionplan 2005 og har retsvirkning som landsplandirektiv eller i råstofplanen) skal regionsrådet give samtykke.
Inden kommunalbestyrelsen forelægger sagen for regionsrådet, skal ansøgningen være fuldt belyst, de fornødne undersøgelser foretaget og kommunalbestyrelsen skal have vurderet, at tilladelse kan gives uden at tilsidesætte andre interesser.
Såfremt en ansøgning om råstoftilladelse forudsætter dispensation fra jordforureningslovens forbud mod tilførsel af uforurenet jord til råstofgrave, skal regionsrådet høres.
Inden kommunalbestyrelsen forelægger sagen for regionsrådet, skal ansøgningen være fuldt belyst, de fornødne undersøgelser foretaget, og kommunalbestyrelsen skal have vurderet, at tilladelse kan gives uden at tilsidesætte andre interesser.
Der er regionsrådet, der skal træffe afgørelse om eventuel dispensation.
Kommunens tilladelse til råstofindvinding sendes i kopi til de relevante myndigheder (herunder Miljøministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen og det relevante statslige miljøcenter, der varetager planlægning samt regionsrådet), organisationer og høringsparter (partshøring).
5 Ikke-erhvervsmæssig indvinding
Kap. 5 handler om den ikke-erhvervsmæssige indvinding, der kan gennemføres uden tilladelse efter råstofloven, men som kan forudsætte en anmeldelse til kommunalbestyrelsen.
Samt forholdet til anden lovgivning.
Der gives tillige en særlig gennemgang af spørgsmålet om den ikke-erhvervsmæssige indvinding på strandarealer og de særlige regler herfor.
5.1 Generelt
Der er tale om erhvervsmæssig indvinding, når råstofferne udnyttes til industriel anvendelse eller med henblik på brug eller videresalg til brug for bygge- eller anlægssektoren og lignende.
Der henvises til gennemgangen i kap. 7.
Ikke-erhvervsmæssig indvinding er indvinding til private formål - i modsætning til erhvervsmæssig eller offentlig indvinding.
Det bemærkes dog, at en ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding – uanset omfang – kun kan foretages på arealer, der er generelt beskyttede efter anden lovgivning, såfremt der meddeles dispensation eller tilladelse hertil efter denne anden lovgivning.
5.2 Anmeldelse ved indvinding over 200 m³
Såfremt den ikke-erhvervsmæssige indvinding på en ejendom vil overstige 200 m³ årligt, skal der inden indvindingens påbegyndelse ske anmeldelse til den pågældende kommunalbestyrelse.
Anmeldelsen skal indgives på et særligt skema, der fås hos Skov- og Naturstyrelsen og ligger på styrelsens hjemmeside.
Anmeldelsen skal indeholde de oplysninger, der fremgår af skemaet, og det skal være underskrevet af ejendommens ejer.
5.2.1 Kommunalbestyrelsens vurdering
Indvindingen kan påbegyndes i umiddelbar forlængelse af, at anmeldelsen er indgivet til kommunalbestyrelsen.
Det er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen i givet fald reagerer hurtigt, såfremt der er særlige forhold, der skal tages i betragtning.
Under alle omstændigheder er der - bortset fra strandbredder mv. jf. pkt. 5.3.1 - en frist på 4 uger for kommunalbestyrelsen til at stille vilkår.
Kommunalbestyrelsen må ud fra oplysningerne i skemaet vurdere, om anmeldelsen kan omfatte en længere indvindingsperiode, eller om det, bl.a. af hensyn til muligheden for at fastsætte vilkår, vil være mest hensigtsmæssigt alene at lade anmeldelsen omfatte det pågældende år.
Kommunalbestyrelsen bør i sidstnævnte tilfælde underrette anmelder om, at anmeldelsen kun vil omfatte det pågældende år, og at der skal indsendes en anmeldelse på ny, såfremt den ikke-erhvervsmæssige indvinding vil overstige 200 m³ i et senere år.
Udgangspunktet i råstofloven er, at muligheden for den ikke-erhvervsmæssige indvinding er en rettighed knyttet til ejendommen.
Såfremt kommunalbestyrelsen skønner, at en ikke-erhvervsmæssig indvinding vil medføre uønskede landskabelige forandringer eller af andre årsager ikke bør gennemføres, kan der derfor ikke gives afslag efter råstofloven, men der må i stedet rejses en fredningssag efter naturbeskyttelsesloven.
Såfremt kommunalbestyrelsen ud fra anmeldelsen kan se, at iværksættelse af den ikke-erhvervsmæssige indvinding forudsætter tilladelse efter anden lovgivning, bør kommunalbestyrelsen snarest gøre anmelderen opmærksom herpå, samt oplyse til hvilken myndighed, særskilt ansøgning skal indgives.
5.2.2.
Særlige vilkår
Kommunalbestyrelsen kan inden 4 uger efter modtagelsen af anmeldelsen stille særlige vilkår for indvindingen.
Hvilke vilkår, der i givet fald skal stilles, beror på kommunalbestyrelsens skøn i den konkrete sag.
Selv om kommunalbestyrelsen ikke har til hensigt at fastsætte særlige vilkår på baggrund af en anmeldelse, vil det være i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis kommunalbestyrelsen orienterer anmelderen om, at anmeldelsen er modtaget, og at indvindingen kan gennemføres.
5.2.3 Efterbehandling
I henhold til § 7, stk. 3 i råstofloven er der nu indført en pligt for indvinderen til at gennemføre efterbehandling af det areal, der er omfattet af den ikke-erhvervsmæssige indvinding.
Denne efterbehandlingspligt gælder dog kun, såfremt indvindingen er af en sådan størrelse, at den er anmeldepligtig.
5.2.4 Underretning og klage
Kommunalbestyrelsens afgørelser om vilkår efter råstofloven for ikke-erhvervsmæssige indvindinger samt vilkår for og forbud mod ikke-erhvervsmæssige indvindinger på strandbredder m.v., jf. pkt.
E, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. lovens § 13, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen skal underrette ansøgeren herom ved sagens afgørelse.
Der henvises nærmere til kap. 11.7.1.
Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at underrette andre – eventuelt – bortset fra Kystdirektoratet om afgørelsen.
5.3 Særligt om indvinding på strandbredder mv.
5.3.1 Almindelig indvinding på strandbredder
Såfremt en ikke-erhvervsmæssig indvinding skal foregå på strandbredder og andre kyststrækninger, har kommunalbestyrelsen mulighed for - også efter 4 ugers fristen - ikke blot at fastsætte vilkår, men også at nedlægge forbud mod den ikke-erhvervsmæssige indvinding.
I henhold til administrationscirkulæret skal kommunalbestyrelsen forelægge anmeldelsen for Kystdirektoratet, såfremt den ansøgte råstofindvinding påtænkes foretaget inden for strandbeskyttelses- eller klitfredningslinjen, og ved sagens afgørelse skal kommunalbestyrelsen følge Kystdirektoratets indstilling om vilkår eller forbud.
5.3.2 Indvinding på naboarealer til havneanlæg
Rundt langs kysten er der en række eksempler på, at der sker aflejringer af sand og ral i større omfang på den ene side af havnen på grund af havnemolernes indvirkning på strømforholdene langs kysten.
Når aflejringerne har nået en vis størrelse, kan der derefter ske en tilsanding af selve havnearealerne, hvorfor der nogle steder af forebyggelsesmæssige årsager sker gravning og bortkørsel af sand og ral.
Hvor det drejer sig om flytninger eller indvinding af strandsand på naboarealer til havnearealer, er der i tidens løb dannet en administrationspraksis, hvorved der er blevet lagt en skillelinje mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig indvinding.
Der henvises tillige til kap. 3.3..
Denne skillelinje kan illustreres således
-
Fjernelse af strandsand fra strandarealer for derved at forebygge tilsanding af en havn og/eller et havneindløb betragtes som råstofindvinding, fordi der ikke er tale om et egentligt anlægsarbejde.
-
Indvinding af strandsand, der udlægges på strandarealerne på den anden side af havnen for der at indgå i de fortsatte kystprocesser (strandfodring), betragtes som ikke-erhvervsmæssig indvinding.
-
Indvinding af strandsand, der flyttes til andre strandarealer som strandforbedring, eller som anvendes til anlægsarbejder m.v., betragtes som erhvervsmæssig indvinding.
5.3.3 Erhvervsmæssig / ikke-erhvervsmæssig, ankeafgørelser m.m.
Råstofindvinding på strandarealer er efterhånden ikke særligt almindeligt, men der findes nogle få principielle afgørelser, der kan tjene til belysning af administrationspraksis.
Overfredningsnævnet har ved afgørelse af 1. juni 1988 stadfæstet en dispensation fra naturfredningslovens strandbeskyttelseslinje til råstofindvinding på et strandareal, der tilgrænser en privat havn på samme ejendom.
Råstofindvindingen havde til formål at forebygge tilsanding af havneindløbet, og det indvundne sand blev anvendt til vedligeholdelsesarbejder på ejerens ejendom.
Det fremgår af sagen, at ejeren har indsendt en anmeldelse om ikke-erhvervsmæssig anvendelse til amtet, der ikke har bemærkninger til sagen.
Overfredningsnævnet præciserer i sin afgørelse, at materialerne ikke må anvendes uden for ejendommen.
Ved byretsdom af 10. oktober 1989 er en vognmand idømt en bøde på 1.000 kr. for ulovlig erhvervsmæssig råstofindvinding på et strandareal.
Vognmanden havde kontrakt på transport af sand fra strandarealet til brug for en støberivirksomhed, der havde tilladelse til at indvinde sand til brug for metalstøbeforme.
Vognmanden leverede på eget initiativ - og med ejerens mundtlige godkendelse - sand til et lokalt byggeri.
Miljøankenævnet har ved afgørelse af 8. februar 1990 stadfæstet et afslag til fortsat erhvervsmæssig råstofindvinding på et strandareal.
Arealet ejes af en vognmand, der ønskede at kunne fortsætte indvinding af grus med et årligt omfang på op til 800 m³ til brug for lokale anlægsarbejder.
Et amtsråd har ved afgørelse af 28. december 1993 meddelt tilladelse til, at en kommune på et kommunalt ejet strandareal kan foretage erhvervsmæssig indvinding af sand med henblik på kystfodring på et andet kommunalt ejet strandareal beliggende i en afstand af mere end 2 km.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 13. oktober 1998 fastslået, at udgravninger af sand med det primære formål at friholde en havn for tilsanding kan betegnes som råstofindvinding, idet sandet blev solgt til den entreprenør, der forestod gravearbejdet, og derefter anvendtes erhvervsmæssigt uden for det område, hvor det var blevet opgravet.
Nævnet stadfæstede på den baggrund amtets tilladelse efter råstoflovens § 7, stk. 1.
5.3.4 Forholdet til anden lovgivning
En ikke-erhvervsmæssig indvinding kan forudsætte tilladelse efter anden lovgivning, uanset indvindingens størrelse.
Kommunalbestyrelsen bør derfor gøre anmelderen opmærksom herpå, samt oplyse til hvilken myndighed, særskilt ansøgning skal indgives.
På indvindingsarealer kan der forekomme fortidsminder, som er beskyttet i henhold til museumslovens § 29 e.
Bestemmelsen indebærer et forbud mod ændring af fortidsmindernes tilstand.
Ligeledes er sten- og jorddiger beskyttet i henhold til museumslovens § 29 a.
I skovloven skelnes ikke mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig indvinding.
Der kræves derfor dispensation fra skovlovens forbud mod terrænændringer i lovens § 11 til indvinding på fredskovspligtige arealer.
Loven administreres af Skov- og Naturstyrelsen ved statsskovdistrikterne.
Der kan i forbindelse med dispensation fastsættes særlige vilkår efter lovens § 39, herunder om der skal udlægges erstatningsskov.
En ikke-erhvervsmæssig indvinding vil endvidere kunne være planlagt på arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttede naturtyper, beskyttelseslinjer i forhold til strande og ferske vande eller fortidsminder.
Gennemgangen i kap. 9.3.4.
I så fald er det en forudsætning, at der gives dispensation eller tilladelse i henhold til disse bestemmelser.
En ikke-erhvervsmæssig indvinding vil endelig kunne være planlagt på arealer, hvor der findes skjulte fortidsminder, der er omfattet af museumslovens § 27.
6 Prøvegravninger
Kap. 6 handler om prøvegravning.
Prøvegravning på mere end 200 m³ skal anmeldes til kommunalbestyrelsen, inden prøvegravningen påbegyndes.
Kapitlet gennemgår, hvordan kommunalbestyrelsen behandler anmeldelser.
Endelig gives der en gennemgang af forholdet til anden lovgivning.
6.1 Generelt
Prøvegravning på mere end 200 m³ skal anmeldes til kommunalbestyrelsen, inden gravningen foretages.
Ved opgørelsen af prøvegravningsmængde skal der tages hensyn til den samlede opgravningsmængde, inkl. overjord på det pågældende areal, og ikke størrelsen af mængden for hvert enkelt prøvegravningshul.
Reglerne om anmeldelse af prøvegravning gælder også for arealer, hvor der er meddelt tilladelse til råstofindvinding, men hvor indvinding ikke er igangsat.
6.2 Anmeldelse ved prøvegravning over 200 m³
Anmeldelsen skal indgives på et særligt skema, der fås hos Skov- og Naturstyrelsen og ligger på styrelsens hjemmeside.
Anmeldelsen skal indeholde de oplysninger, der fremgår af skemaet, herunder at skemaet skal være underskrevet af ejendommens ejer.
6.2.1 Kommunalbestyrelsens vurdering
Gravningen kan påbegyndes i umiddelbar forlængelse af, at anmeldelsen er indgivet til kommunalbestyrelsen.
Det er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen i givet fald reagerer hurtigt, såfremt der er særlige forhold, der skal tages i betragtning.
Under alle omstændigheder er der en frist på 4 uger for kommunalbestyrelsen til at stille vilkår.
6.2.2 Særlige vilkår
Kommunalbestyrelsen kan inden 4 uger efter anmeldelsens modtagelse stille særlige vilkår for prøvegravningen.
Hvilke vilkår, der i givet fald skal stilles, beror på kommunalbestyrelsens skøn i den konkrete sag.
Selv om kommunalbestyrelsen ikke har til hensigt at fastsætte særlige vilkår på baggrund af en anmeldelse, vil det være i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis kommunalbestyrelsen orienterer den pågældende om, at anmeldelsen er modtaget, og at prøvegravningen kan gennemføres.
Kommunalbestyrelsen bør i denne forbindelse understrege forpligtelsen til at indberette til GEUS om resultaterne af prøvegravningen, jf. råstoflovens § 28, stk. 1.
6.2.3 Efterbehandling
I henhold til § 7, stk. 3 i råstofloven er der en pligt for entreprenøren til at gennemføre efterbehandling af det areal, der er berørt af prøvegravningen.
Kommunalbestyrelsen skal som tilsynsmyndighed påse, at der foretages efterbehandling, og i modsat fald skal der gives lovliggørelsespåbud med hjemmel i lovens § 33.
Der henvises nærmere til kap. 13.3.
6.2.4 Underretning og klage
Kommunalbestyrelsens afgørelser om vilkår efter råstofloven for prøvegravninger kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. lovens § 13, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen skal underrette anmelderen herom ved sagens afgørelse.
Der henvises nærmere til kap. 11.7.1.
Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at underrette andre end entreprenør og ejer om afgørelsen.
6.3 Forholdet til anden lovgivning
Såfremt kommunalbestyrelsen ud fra anmeldelsen kan se, at iværksættelse af prøvegravningen forudsætter tilladelse efter anden lovgivning, bør kommunalbestyrelsen snarest gøre anmelderen opmærksom herpå, samt oplyse til hvilken myndighed, særskilt ansøgning skal indgives, se kap. 9.3.
7 Erhvervsmæssig indvinding
Kap. 7 behandler begrebet erhvervsmæssig råstofindvinding, herunder hvilke forarbejdnings- og industrianlæg, der også er omfattet af en tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding.
Endvidere gennemgås afgrænsningen mellem fremskaffelse af råstoffer ved indvinding og anvendelsen af overskudsmaterialer, der fremkommer ved udgravninger i forbindelse med anlægsarbejder.
7.1 Indvinding generelt
Kommunalbestyrelsen er myndighed for tilladelser til råstofindvinding på land, jf. lovens § 7, stk. 1.
Kravet om tilladelse efter lovens § 7, stk. 1 er ikke kun knyttet til selve gravningen og indvindingen af råstoffer, men også til opstillingen af anlæg og forarbejdningen af råstoffer i råstofgraven eller i tæt forbindelse med råstofgraven, f.eks. på et tilgrænsende areal.
Endvidere er en eventuel videregående industriel råstofforbrugende produktion omfattet af kravet om tilladelse efter råstofloven, såfremt den foregår på arealer i råstofgraven, medmindre det pågældende produktionsanlæg skal godkendes som listevirksomhed efter miljøbeskyttelsesloven.
I forbindelse med en tilladelse omfatter de stillede vilkår om miljøforhold m.m. ikke blot selve indvindingen, men også virksomhedens drift i råstofgraven, jf. lovens § 10, stk. 1, nr. 1).
Med hensyn til afgrænsning mellem ikke-erhvervsmæssig og erhvervsmæssig indvinding henvises til kap. 5.3.3, hvor der gennemgås en række eksempler og principielle afgørelser.
7.2 Vilkår efter råstofloven for forarbejdnings- og industrianlæg i råstofgrave
Etablering af råstofforarbejdende anlæg, såsom grusværker, stenknuserier og mørtelværker, er også omfattet af kommunalbestyrelsens kompetence efter råstoflovens § 7, stk. 1, såfremt de placeres på indvindingsstedet.
Det samme gælder cementstøberier, betonstøberier og betonblanderier med en årlig produktion på under 20.000 tons.
Endvidere gælder det for teglværker, molerværker m.fl., hvis de er under en vis produktionskapacitet.
Det betyder, at der skal stilles vilkår af miljømæssig art i tilladelser efter råstofloven med henblik på at minimere generne fra disse råstofforarbejdende og råstofforbrugende anlæg.
De råstofforbrugende anlæg, der ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens kompetence efter råstofloven, selv om de placeres i en råstofgrav, er virksomheder, der er omfattet af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomheder.
Bekendtgørelse nr. 943 af 16/9/2004 som senest ændret ved bekendtgørelse 1328 af 14. december 2005.
Bilag 1 pkt.
B om forarbejdning af visse råstoffer
Anlæg for behandling eller oparbejdning af affald samt nedknusning af affald, og anlæg for oplagring eller deponering af affald, herunder containerpladser, fyldpladser, lossepladser og specialdepoter er heller ikke omfattet af kommunalbestyrelsens kompetence efter råstofloven, selv om de etableres i en råstofgrav.
Der henvises til godkendelsesbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 943 af 16. september 2004).
Godkendelsesbekendtgørelsens liste over de godkendelsespligtige virksomheder indebærer i øvrigt, at mørtelværker, grusværker og stenknuserier, der etableres uden for indvindingsstedet, ikke skal særskilt godkendes hverken efter miljøbeskyttelsesloven eller råstofloven.
Virksomheder, der ikke er godkendelsespligtige efter miljøbeskyttelsesloven, er omfattet af bestemmelsen i § 42 i miljøbeskyttelsesloven.
Efter denne bestemmelse kan en kommunalbestyrelse meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, såfremt virksomheden medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening.
Forbud kan meddeles, hvis ulemperne ikke afhjælpes.
Bestemmelsen vil kun i ganske særlige tilfælde få betydning for råstofindvindinger, der finder sted på grundlag af en tilladelse efter råstofloven.
Normalt har kommunalbestyrelsen taget de miljømæssige forhold i betragtning og fastsat de nødvendige vilkår i forbindelse med råstoftilladelsen.
7.3 Råstofindvinding eller gravearbejde
Begrebet erhvervsmæssig indvinding er ikke defineret i råstofloven, og den nærmere afgrænsning heraf må i tvivlstilfælde afgøres konkret af kommunalbestyrelsen.
Ved vurderingen af spørgsmålet må der bl.a. lægges vægt på, om formålet med indvindingen er at udnytte råstofferne erhvervsmæssigt, det vil sige til industriel anvendelse, eller med henblik på videresalg til brug inden for bygge- eller anlægssektoren o.l., eller om råstofferne opgraves som led i et bygge- eller anlægsarbejde.
Gennemførelse af større bygge- og anlægsarbejder, så som større byggerier, vejanlæg, havneanlæg vil ofte medføre, at der fremkommer store mængder "overskudsjord".
Denne overskudsjord vil foruden overfladejorden (muld) kunne være blandede morænematerialer (råjord) eller geologisk mere rene forekomster som sand, grus og sten.
Såfremt overskudsmaterialerne anvendes andetsteds inden for det pågældende bygge- og anlægsarbejde, vil der normalt ikke være tale om råstofindvinding, der kræver tilladelse efter lovens § 7, stk. 1.
Råjord, der fremkommer ved udgravninger i forbindelse med et bygge- og anlægsarbejde, er således ikke omfattet af råstofloven, såfremt det er nødvendigt, at råjorden fjernes som led i projektets gennemførelse.
Det kræver normalt heller ikke tilladelse, hvis råjorden anvendes i projektet eller blot udlægges som opfyldning i forbindelse med projektet.
Regulære jordflytninger, der eksempelvis sker i et vejarbejdes længdeprofil, samt terrænreguleringer i almindelighed vil således normalt ikke kræve tilladelse efter lovens § 7, stk. 1.
De samme betragtninger gælder også for de egentlige råstoffer, hvis de fremkommer i forbindelse med et bygge- og anlægsarbejde, f.eks. som led i gennemførelsen af et vejprojekt.
For så vidt angår råstofindvinding i forbindelse med vejanlæg henvises til Skov- og Naturstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 45 af 22. marts 1991.
Selv om råjord eller egentlige råstoffer bortkøres med henblik på anvendelse uden for de pågældende anlægsprojekter, vil der som udgangspunkt ikke være tale om en erhvervsmæssig udnyttelse af råstoffer, der kræver tilladelse.
Det hænger sammen med, at materialerne ikke er fremkommet ved en indvinding med henblik på økonomisk udnyttelse til bestemte formål, men er "blevet tilovers" ved et bygge- eller anlægsprojekt.
Derimod vil der være tale om en råstofindvinding, såfremt der i forbindelse med et givet bygge- og anlægsarbejde o.lign. udgraves råstoffer ud over, hvad der er nødvendigt som forudsætning for projektets gennemførelse.
Dette gælder således, hvis der graves dybere end nødvendigt på en byggeplads, ved etablering af en mindre sø eller i forbindelse med et vejanlæg, eller såfremt der foretages opgravning uden for selve vejtraceet, f.eks. som sidetag.
Det gælder såvel, hvis råstofferne anvendes i projektet, som hvis de bortkøres til andre formål.
Der vil ligeledes være tale om råstofindvinding, såfremt udgravningstakten i et anlægsarbejde ikke umiddelbart styres af ønsket om at få færdiggjort anlægsarbejdet, men snarere styres af afsætningsmulighederne.
Dette gælder, såvel hvis udgravningsmaterialerne leveres som råstoffer til anvendelse til bestemte formål, som hvis materialerne udbydes til salg i konkurrence med råstoffer indvundet i godkendte råstofgrave.
Som eksempel på en sag, hvor der var tale om råstofindvinding, kan nævnes udgravning af en sø til udlægning som naturområde.
Udgravningen ønskes strakt over 3 år, fordi de udgravede materialer vil bestå af sand, der af entreprenøren ønskes solgt som råstof til de kunder, der måtte komme i løbet af graveperioden.
Der kan naturligvis forekomme en række grænsetilfælde, der nødvendiggør en nærmere fortolkning af, om anvendelse af "overskudsmaterialer" kræver en tilladelse efter råstofloven.
8 Kommunalbestyrelsens administrationsgrundlag
Kap. 8 behandler grundlaget for kommunalbestyrelsens sagsbehandling af en ansøgning om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding, dvs. forholdet til den regionale råstofplan, natur- og vandplaner, samt de samfundsmæssige hensyn.
(Indtil den regionale råstofplan foreligger, gælder regionplan 2005’s retningslinjer for råstoffer, og indtil natur- og vandplaner foreligger, gælder de internationale naturbeskyttelsesområder).
8.1 Den regionale råstofplan
Råstofplanen udgør det overordnede grundlag for, hvorvidt der i det konkrete tilfælde skal meddeles tilladelse til råstofindvinding eller ej.
Kommunalbestyrelsen er i sin administration bundet af den regionale råstofplan og de heri udlagte indvindingsområder.
Råstofindvinding er i særlige tilfælde omfattet af et krav om en VVM-procedure i forbindelse med behandlingen af en ansøgning, og i de fleste tilfælde skal kommunalbestyrelsen foretage en gennemgang og vurdering af, om der er behov for en VVM-procedure.
Den eventuelle VVM-procedure for en råstofindvinding vil i de konkrete tilfælde skulle gennemføres i forbindelse med behandlingen af en ansøgning.
Det er også tilfældet for arealer, der er beliggende inden for de i råstofplanen udlagte graveområder.
Der henvises til gennemgangen af sagsbehandling og VVM-procedure m.m. i kap. 9.2.
8.2 Internationale naturbeskyttelsesområder
Vandplanerne og Natura 2000-planerne med indsatsprogrammer, der skal foreligge i 2009, danner grundlag for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgning om råstoftilladelser.
Men indtil planerne foreligger, gælder de internationale naturbeskyttelsesområder.
I bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder) er der i henhold til råstofloven m.fl. fastsat bestemmelser, hvorefter der ikke må gives en række tilladelser, dispensationer eller godkendelser mv., såfremt dette vil medføre forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arterne eller kan medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for.
Ved behandling af en ansøgning om tilladelse efter råstoflovens § 7, stk. 1 til råstofindvinding i eller ved et EF-fuglebeskyttelsesområde, EF-habitatområde eller Ramsarområde skal kommunalbestyrelsen således vurdere, hvorvidt en tilladelse vil have sådanne virkninger, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, stk. 2 og stk. 3, nr. 8).
Det skal fremgå af kommunalbestyrelsens afgørelse, at der er foretaget en vurdering af konsekvenserne for området, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 3.
Endvidere skal der tages hensyn til udpegningsgrundlaget i udarbejdelsen af efterbehandlingsplanen.
Såfremt der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, kan kommunalbestyrelsen - efter at have indhentet en udtalelse hos Skov- og Naturstyrelsen - dog, jf. bekendtgørelsens § 7, give en tilladelse, der indebærer en fravigelse af beskyttelsen.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 1. juli 1999 stadfæstet en tilladelse i henhold til råstofloven og en dispensation i henhold til naturbeskyttelsesloven til sandgravning i en tidligere sandgrav med en størrelse på 1 ha, der udgør en del af en større strandeng.
Tilladelsen er givet i overensstemmelse med en udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen.
Området er udlagt som internationalt naturbeskyttelsesområde (Ramsarområde og EF-fuglebeskyttelsesområde).
Arealet er beliggende på en mindre ø med råstofforsyningsproblemer.
Naturklagenævnet lægger i sin afgørelse til grund, at indvindingen af sand med de fastsatte vilkår vil medføre en forbedring af naturtilstanden på arealet, idet en ny lavvandet sø med svagt skrånende bredder vil være et naturligt element i strandengens mosaik af levesteder.
Der henvises til den særlige vejledning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder.
Kommunalbestyrelsens gennemgang og vurdering vil samtidig kunne bruges til afgørelse af, om der skal gennemføres en VVM-procedure forud for meddelelse af en eventuel tilladelse, jf. kap. 9.2.
8.3 Samfundsmæssige hensyn
De hensyn, som skal vurderes og afvejes imod hinanden ved afgørelsen af, om en indvindingstilladelse skal meddeles, og i den forbindelse på hvilke vilkår en indvinding må foregå, fremgår af råstoflovens § 3.
De samme hensyn indgår også ved regionsrådets udformning af råstofplanens retningslinjer for råstofindvinding, herunder udlæg af råstofgrave- og råstofinteresseområder.
Afvejningen i § 3 vil derfor normalt først og fremmest have betydning ved fastsættelse af vilkår i de meddelte tilladelser, hvis der søges om indvindingstilladelse på et område, der er udlagt som graveområde i råstofplanen.
Uden for de udlagte graveområder vil afvejningen efter lovens § 3 derimod have afgørende betydning for vurderingen af, om der er særlige forhold, der taler for at give en tilladelse.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 4. juni 1998 ændret en tilladelse til et afslag.
Det i sagen omhandlede areal var ikke udlagt som råstofindvindingsområde i regionplanen, men derimod som jordbrugsområde, hvor amtsrådet kunne give indvindingstilladelse, når transportafstanden er væsentlig mindre end fra de udpegede graveområder, når der er tale om specielle forekomster, og når der kan tages hensyn til de landskabelige og kulturhistoriske værdier.
Arealet var endvidere udpeget som område med særlige drikkevandsinteresser.
Arealet var beliggende i nærheden af et regionalt graveområde.
Arealet indgik i et af Fredningsstyrelsen udpeget Nationalt Geologisk Interesseområde.
Arealet, hvor der ønskes gravet, rummer ikke særlige landskabelige eller kulturhistoriske værdier.
Derimod, fandt nævnet det godtgjort, at der er tale om et geologisk interesseområde af national betydning, hvor gravning vil medføre en væsentlig forringelse af landskabets geologisk historiske dokumentationsværdi.
Derfor, og da der efter det oplyste fandtes tilsvarende råstofforekomster inden for en rimelig afstand, meddelte Naturklagenævnet afslag på indvindingstilladelse.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 31. maj 1999 stadfæstet amtets tilladelse til fortsat gravning i en 10-årig periode.
Arealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, men med trafikale problemer, både for et nærliggende boligområde og et nærliggende industrikvarter, knyttet til transporten til og fra en række grusgrave i graveområdet.
Naturklagenævnet udtaler, at regionalt udpegede graveområder bør af planlægningsmæssige hensyn udtømmes, før nye egnede områder udlægges og tages i brug til råstofindvinding.
Naturklagenævnet har også lagt til grund, at den væsentligste del af den tunge trafik hidrører fra andre grusgrave i området.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 14. juli 1999 stadfæstet amtets tilladelse til fortsat gravning under grundvand.
Arealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, hvor der i visse tilfælde kan ske råstofindvinding under grundvandsspejlet på baggrund af konkrete vurderinger af forholdene.
Arealet ligger tillige inden for et område med særlige drikkevandsinteresser, hvor der ligeledes i visse tilfælde kan gives tilladelse til råstofindvinding under grundvandsspejlet på baggrund af konkrete vurderinger af forholdene.
Naturklagenævnet henviser i sin afgørelse til regionplanens retningslinjer, samt til at gravningen sker i et sekundært grundvandsmagasin, og at der ud fra det oplyste ikke foreligger en konkret fare for kvaliteten af det primære grundvandsmagasin.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 30. august 1999 ændret en tilladelse til et afslag til gravning af kalk uden for de i regionplanen udlagte graveområder, men i et regionalt naturområde.
Amtet havde tidligere i 1988 givet en 20-årig gravetilladelse frem til 2008, men denne bortfaldt, da gravningen ikke blev indledt inden udløbet af råstoflovens 3-årsfrist.
Arealet var på daværende tidspunkt primært beliggende i et regionalt graveområde.
Ved efterfølgende regionplanrevisioner er områdeudlægget ændret til regionalt naturområde.
Det fremgår af retningslinjerne herfor, at der ikke må etableres nye råstofgrave, hvis det medfører indgreb i de interesser, der ligger til grund for udpegningen.
Naturklagenævnet henviser til, at den oprindelige tilladelse er bortfaldet, at der er planmæssige uoverensstemmelser samt betydelige landskabelige og kulturelle interesser i området.
Naturklagenævnet ændrer derfor amtets tilladelse til et afslag.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 30. august 1999 bl.a. stadfæstet amtets afslag på en ansøgning om gravetilladelse på et naboareal til en råstofgrav.
Naboarealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, men der er på arealet etableret et meget betydeligt jorddepot, der bl.a. indeholder forurenet jord.
Amtet har udtalt, at der vil kunne gives tilladelse til gravning på nødvendige vilkår, når jorddepotet er lovligt afviklet.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 16. september 1999 i en klagesag fastholdt en tilladelse til fortsat sandgravning på en ejendom, der er beliggende uden for de i regionplanen udlagte graveområder, men i et område, der er udlagt som særligt drikkevandsområde og skovrejsningsområde.
Naturklagenævnet lagde vægt på, at der er tale om fortsat indvinding med henblik på færdiggravning af et areal, hvor der har været indvundet i over 40 år, og at der ikke er grundvandsmæssige hensyn, der taler mod en tilladelse.
Nævnet fastsætter dog i afgørelsen, at der ikke må graves dybere end til 6 m over grundvandsspejl.
Nævnet finder endvidere, at fortsat gravning ikke er til hinder for, at der efterfølgende kan plantes skov på arealet, der kun udgør 5,9 ha af et samlet skovrejsningsområde på 280 ha.
9 Kommunalbestyrelsens sagsbehandling
Kap. 9 gennemgår detaljeret kommunernes sagsbehandling, herunder en vurdering af ansøgningens indhold og reglerne om vurdering af behovet for og gennemførelse af en eventuel VVM-procedure.
Endvidere behandles indholdet af kommunernes samordningspligt i forhold til en række lovbestemmelser.
Det beskrives, hvordan og i hvilke tilfælde kommunen inddrager andre myndigheder og forsyningsselskaber i sagsbehandlingen.
Spørgsmålet om partshøring berøres, og endelig gennemgås en række lovregler, der kan være af betydning for, men ikke direkte angår, selve råstofindvindingen.
9.1 Ansøgning indgives på særligt skema
9.1.1 Skema
I henhold til bekendtgørelse nr. 1357 af 11. december 2006 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om kommunalbestyrelsernes kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder skal en ansøgning indgives på et særligt ansøgningsskema.
Skemaet fås hos Skov- og Naturstyrelsen og ligger på styrelsens hjemmeside.
Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der fremgår af skemaets enkelte punkter, og som er relevante i den pågældende sag.
Skemaet skal sikre, at kommunalbestyrelsen kan få et indgående kendskab til råstofforekomsten, den påtænkte anvendelse af det indvundne materiale, indvindingens omfang og karakter.
Skemaet indeholder en rubrik til ansøgning om modtagelse af jord.
Det er vigtigt for kommunens stillingtagen til ansøgningen, ikke mindst i forbindelse med efterbehandlingsplanen, hvorvidt der forudsættes modtagelse af jord udefra.
Rubrikken skal udfyldes, selvom det er regionsrådet, der træffer afgørelse om dispensation fra forbuddet mod tilførsel af jord i jordforureningsloven.
9.1.2.
Skemaets udfyldelse og underskrift
Skemaets punkter med listede oplysninger skal udfyldes i det omfang, det er relevant for den pågældende sag.
Det indebærer, at et eller flere oplysningspunkter kan være irrelevante i forbindelse med den konkrete ansøgning, f.eks. fordi kommunalbestyrelsen selv er i besiddelse af de pågældende oplysninger, eller fordi oplysningerne vil være uden betydning for ansøgningen.
Kommunalbestyrelsen skal påse, at skemaet indeholder de nødvendige oplysninger til vurdering af ansøgningen, og at bilagsmaterialet er vedlagt.
Skemaet skal endvidere indeholde oplysninger om indvinderen, herunder CVR-nummer og evt.
P-nummer til brug for kommunalbestyrelsens indvinderregister, kommunalbestyrelsens kommunikation med Skat og de årlige indberetninger om råstofindvinding.
Skemaet skal endelig være underskrevet af ejeren, også hvor en indvinder er ansøger.
Dette gælder også i de situationer, hvor der er tale om forlængelse af en eksisterende tilladelse eller en godkendt anmeldelse, jf. kap 17.2.2.
Hvis retten til indvinding er ubestridt, må kravet om ejers underskrift anses for overflødig.
Hvis der er tvivl mellem ejer og indvinder om omfang og gyldighed af en indbyrdes aftale, er det et spørgsmål, som kommunalbestyrelsen ikke bør tage stilling til.
Såfremt ansøgningen ikke indeholder de nødvendige oplysninger, må kommunalbestyrelsen skriftligt gøre ansøgeren opmærksom herpå med angivelse af, hvilke oplysninger, der mangler.
Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at træffe afgørelse i sagen, før de nødvendige oplysninger foreligger.
9.1.3.
Bilag
Ansøgningen skal bl.a. vedlægges en tingbogsattest, der dokumenterer ejerforholdet og de rettigheder, andre har over ejendommen.
Kommunalbestyrelsen kan til brug for vurdering af ansøgningen kræve, at ansøgeren fremskaffer yderligere oplysninger, bl.a. om forekomstens omfang og kvalitet baseret på prøveboringer, prøvegravninger og andre undersøgelser.
Det vil navnlig kunne komme på tale i forbindelse med ansøgninger på arealer, der ligger uden for råstofgraveområderne.
Indsendte oplysninger om gennemførte råstofundersøgelser vil i en vis udstrækning være undtaget for offentlighed i henhold til offentlighedsloven.
Det hænger sammen med, at oplysninger ofte vil være af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, hvorfor der kan påføres denne skade ved indrømmelse af aktindsigt.
9.2 Gennemgang og vurdering af behov for en eventuel VVM-procedure
Ved § 11 g i henhold til lov om planlægning (VVM) er fastsat, at før der gives tilladelser efter råstoflovens § 7 til erhvervsmæssig råstofindvinding, skal kommunen tage stilling til, om det ansøgte må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt.
Hvis dette er tilfældet, kan tilladelsen til råstofindvinding kun meddeles på grundlag af en gennemført miljøvurdering (VVM) og endeligt vedtagne kommuneplanretningslinjer, der skal være udarbejdet på grundlag af reglerne i VVM-bekendtgørelsen.
Som første led i sagsbehandlingen skal kommunen gennemgå ansøgningen for at vurdere, om det ansøgte er VVM-pligtigt, jf. pkt. 1 og 2 nedenfor.
Hvis kommunalbestyrelsen finder, at ansøgningen er VVM-pligtig, skal dette meddeles ansøgeren som en afgørelse efter planloven med klagevejledning, således at udarbejdelsen af VVM-redegørelse m.m. kan igangsættes.
Hvis kommunalbestyrelsen finder, at det ansøgte ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke er VVM-pligtigt, skal dette også meddeles ansøgeren og offentliggøres.
Dette kan dog afvente færdigbehandlingen af ansøgningen og skal da indgå som en del af den samlede afgørelse jf. kap. 10.3.
Da en tilladelse til råstofindvinding i forvejen skal offentliggøres, kan offentliggørelsen af afgørelsen, om det ansøgte ikke er VVM-pligtigt afvente offentliggørelsen af den pågældende råstoftilladelse.
Kommunalbestyrelsens afgørelse i henhold til planloven om VVM-pligt kan indbringes for Naturklagenævnet.
9.2.1.
Obligatorisk VVM-pligt
Det fremgår af bekendtgørelsen, at der ved nyanlæg og ved væsentlige ændringer af bestående anlæg, der kan sidestilles med nyanlæg, altid skal gennemføres en VVM-procedure for følgende anlæg i form af råstofindvinding, der er opført på bekendtgørelsens bilag 1
Ved vurderingen af, om der foreligger VVM-pligt, må det lægges til grund, at hvis en ansøgning omfatter arealer på flere ejendomme, der skal indgå i et sammenhængende graveareal, der drives som én råstofgrav, skal arealet for råstofindvinding opgøres som dette sammenhængende graveareal.
Endvidere må det lægges til grund, at fortsat drift i uændret omfang af bestående anlæg og råstofindvinding vil være VVM-pligtigt, hvis den samlede indvindingstid derved forlænges udover 10 år.
Undtaget er dog indvinding inden for graveområder, der fremgår af en endelig vedtaget råstofplan.
19)
Råstofindvinding fra åbne brud, hvor minestedets areal (dvs. det areal tilladelsen vil omfatte) er over 25 hektar, eller tørvegravning på et areal over 150 hektar.
20)
Råstofindvinding fra åbne brud med en samlet indvindingsperiode på mere end 10 år, med undtagelse af indvinding af almindeligt forekommende sand-, grus- og stenforekomster inden for de i en endeligt vedtaget råstofplan udpegede graveområder.
9.2.2.
Råstofindvinding der kan være VVM-pligtig
Det fremgår af VVM-bekendtgørelsens bilag 2, nr. 2, pkt. a), at også råstofindvinding fra åbne brud samt tørvegravning på mindre arealer eller i kortere tidsrum end anført i bekendtgørelsens bilag 1 på grundlag af en konkret vurdering kan være VVM-pligtige.
Ændringer af eksisterende anlæg og råstofindvinding, der er opført på VVM-bekendtgørelsens bilag 1 eller bilag 2, kan ligeledes være VVM-pligtige, jf. bekendtgørelsens bilag 2, nr. 14.
Det betyder, at kommunen i alle tilfælde skal foretage en gennemgang (screening) for at afklare, om den ansøgte råstofindvinding må antages at kunne få væsentlig virkning på miljøet.
Hvis dette er tilfældet, vil det ansøgte være VVM-pligtigt.
Afklaringen skal ske med baggrund i den ansøgte indvindings karakteristika, mulige miljøpåvirkninger samt omgivelsernes sårbarhed.
I VVM-bekendtgørelsens bilag 3 er det beskrevet hvilke kriterier, der skal anvendes ved vurderingen af, om dette vil være tilfældet.
9.2.3.
VVM-proceduren
En VVM-procedure indebærer, at kommunalbestyrelsen skal indlede VVM-proceduren med at indkalde ideer og forslag fra offentligheden.
Dette sker bl.a. for på grundlag af de indkomne forslag og ideer at udarbejde et forslag til kommuneplantillæg med en tilhørende redegørelse for den pågældende indvindings forventede miljømæssige konsekvenser.
Forslaget til kommuneplantillæg med tilhørende redegørelse skal offentliggøres med en offentlighedsperiode på (mindst) 8 uger.
I bekendtgørelsens bilag 4 er beskrevet hvilke oplysninger, der som minimum skal anføres i redegørelsen.
Redegørelsen skal tillige forholde sig til de forhold, som har været fremdraget af offentligheden og de hørte myndigheder.
Ansøgeren skal efter anmodning fra kommunen give de oplysninger og foretage de undersøgelser, der er nødvendige for kommunalbestyrelsens udarbejdelse af redegørelsen.
Det fremgår af VVM-bekendtgørelsens, at kommunalbestyrelsens afgørelse om at vedtage eller ikke vedtage kommuneplantillægget skal offentliggøres senest samtidig med, at sagens afgørelse meddeles ansøgeren.
Først når der foreligger endeligt vedtagne kommuneplanretningslinjer for den ansøgte råstofindvinding, må kommunen meddele tilladelse til indvindingen i henhold til råstoflovens § 7.
Der henvises tillige til kap. 4.3 og vejledning om planloven.
9.3 Kommunalbestyrelsens “samordningspligt”
Råstofindvinding på landjorden reguleres ikke kun af råstofloven, men også af en række andre love, der giver kommunalbestyrelsen og forskellige myndigheder mulighed for ud fra særlige hensyn helt at kunne hindre den påtænkte indvinding eller gennem vilkår for tilladelsen at kunne begrænse eventuelle skadevirkninger som følge af indvindingen.
Der er derfor behov for at samordne de involverede myndigheders behandling af spørgsmål om indvinding af råstoffer.
Samordningen er udmøntet i råstoflovens § 8.
Herefter gælder en ansøgning efter råstofloven som ansøgning efter andre love, når der i henhold til disse love kræves tilladelse til selve den påtænkte indvinding.
Ansøgninger efter råstofloven skal indsendes til kommunalbestyrelsen.
Herefter påhviler det kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for de andre myndigheder, som har kompetence med hensyn til selve den påtænkte indvinding.
Der henvises nærmere til Cirkulære nr. 10122 af 20. december 2006 om kommunalbestyrelsens behandling af ansøgninger om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding og af anmeldelser om ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding (administrationscirkulæret).
Det kan ofte være vanskeligt i praksis at definere hvilke foranstaltninger, der vedrører "selve den påtænkte råstofindvinding", og som derfor er omfattet af kommunalbestyrelsens samordningspligt, men en ansøgning gælder også som ansøgning efter / om
Ved ansøgning om indvinding i de kystnæreområder skal der tillige ske forelæggelse af ansøgningen for Kystdirektoratet, jf. lovens § 7, stk. 1, 2. pkt. og administrationscirkulæret.
I praksis sørger kommunalbestyrelserne for at gennemgå de planmæssige forhold i form af den regionale råstofplan, kommune- og lokalplanlægning, samt miljøbeskyttelse, bestemmelser om eventuelle offentlige veje og vejplaner, herunder de tekniske forhold i form af vej- og adgangs- og udkørselsforhold, ledninger til vandforsyning, spildevandsudledning og fjernvarme i relation til ansøgningen om tilladelse til råstofgravning.
Hvis ansøgningen skal behandles med VVM-procedure, vil høringsprocessen naturligvis skulle følge de regler, der gælder for denne procedure.
-
Skovlovens § 10.
-
Naturbeskyttelseslovens §§ 3, 8, 15, 16 og 18
-
Museumslovens §§ 29a og 29e
-
Dispensation fra en fredning.
-
Dispensation fra en lokalplan eller byplan.
-
Jordforureningslovens § 52 efter 1. januar 2000.
-
Miljøbeskyttelseslovens § 20 a indtil 1. januar 2000.
-
Vandforsyningslovens § 26, stk. 1.
-
Lov om offentlige veje §§ 34, 35, 36, 37 og 101.
-
Privatvejslovens §§ 35 og 49, stk. 4.
-
Lov om Jernbane § 21 c.
9.3.1.
Indvinding på strandbredder / kyststrækninger
For at yde særlig beskyttelse af stranden og de kystnære områder skal ansøgninger om råstofindvindingstilladelse på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, altid forelægges for Kystdirektoratet.
De ansøgninger, det drejer sig om, er efter aftale med Kystdirektoratet og Trafikministeriet følgende
Kommunalbestyrelsen skal følge Kystdirektoratets indstilling om afslag eller vilkår.
Der henvises til administrationscirkulæret.
-
Indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, der er blottet for sammenhængende landvegetation.
-
Indvinding inden for den i naturbeskyttelseslovens § 15 omhandlede strandbeskyttelseslinje.
-
Indvinding på arealer ved den jyske vestkyst, der ligger nærmere kystlinjen end 500 m, regnet fra daglige højeste vandstand.
9.3.2.
Lov om landbrugsejendomme
I lovbekendtgørelse nr. 947 af 12. september 2006 om landbrugsejendomme § 11, stk. 2 fastsættes, at ingen del af en landbrugsejendom må tages i brug til andet end jordbrugsmæssige formål, medmindre anvendelsen er i overensstemmelse med reglerne i planloven eller råstofloven.
Det gælder således generelt, at hvis der kan gives en tilladelse efter planloven eller råstofloven til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse af en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom, vil anvendelsen til det pågældende formål uden videre kunne ske efter landbrugsloven.
Anvendelsen af landbrugsjorder til råstofindvinding skal ifølge loven ikke længere reguleres efter reglerne i landbrugsloven.
De landbrugsmæssige hensyn i forbindelse med råstofindvinding på landbrugsejendomme, herunder vilkår om efterbehandling til jordbrugs- eller naturformål, varetages af kommunalbestyrelsen i medfør af råstofloven.
Ved cirkulære nr. 35 af 3. juni 2005 om varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser under region-, kommune- og lokalplanlægning mv. kan Jordbrugskommissionen ifølge § 19 efter anmodning afgive en vejledende udtalelse om jordbrugsmæssige interesser i forbindelse med ansøgning efter lov om planlægning og lov om råstoffer mv.
Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor der er tale om tilladelse til opførelse af bygninger på en landbrugsejendom til ikke-jordbrugsmæssige formål.
9.3.3.
Skovloven
Indvinding af råstoffer på fredskovspligtige arealer forudsætter en dispensation fra skovlovens forbud i lovens § 11 mod terrænændringer.
Afgørelsen træffes af Skov- og Naturstyrelsen ved statsskovdistrikterne.
Der kan i forbindelse med dispensation fastsættes særlige vilkår efter lovens § 39, herunder om der skal udlægges erstatningsskov.
Statsskovdistriktets afgørelser kan påklages til Naturklagenævnet, jf. lovens § 39.
9.3.4.
Naturbeskyttelsesloven
Loven indeholder en række bestemmelser om bl.a. beskyttede naturtyper og beskyttelseslinjer.
En tilladelse til råstofindvinding kan derfor forudsætte særlig tilladelse efter disse bestemmelser.
Generelt må der ved administration af naturbeskyttelsesloven tages hensyn til indvinding og efterbehandling i råstofgraveområder, således at råstofforekomsten kan udnyttes optimalt på en bæredygtig måde.
I forbindelse med vejledninger og cirkulærer efter naturbeskyttelsesloven kan der være eller blive udarbejdet nærmere retningslinjer, der har betydning for kommunalbestyrelsens administration efter råstofloven.
Der henvises tillige hertil.
9.3.4.1 Beskyttede naturtyper
Efter lovens § 3, stk. 1 må der ikke foretages ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m², eller af vandløb eller dele af vandløb, der er udpeget som beskyttede.
Efter lovens § 3, stk. 2 må der ikke foretages ændring i tilstanden af heder, moser og lignende, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og overdrev, når sådanne naturtyper enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med de søer, der er nævnt i stk. 1, er større end 2.500 m² i sammenhængende areal.
Efter lovens § 3, stk. 3 må der heller ikke foretages ændring i tilstanden af moser og lignende, der er mindre end 2.500 m², når de ligger i forbindelse med en sø eller et vandløb, der er omfattet af beskyttelsen i stk. 1.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne.
For søer mv., der opstår som følge af råstofindvindingen, f.eks. som en del af efterbehandlingen, gælder det, at naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttede naturtyper først er gældende, når råstofgravningen, herunder efterbehandlingen, på det pågældende areal er fuldført.
9.3.4.2 Klitfredede arealer
Efter lovens § 8, stk. 1 og 2 er nærmere angivne arealer klitfredede.
Det vil sige, at der ikke må foretages ændring af tilstanden af strandbredder samt arealer, der er omfattet af klitfredningszonen på typisk 300 meter, der er fastlagt på matrikelkort.
Der henvises i øvrigt til naturbeskyttelseslovens § 9, hvorefter andre arealer kan være omfattet af klitfredningsbestemmelserne.
Miljøministeriets miljøcentre kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen.
9.3.4.3 Beskyttelseslinjer
Efter lovens § 15 må der ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder og af andre kyststrækninger, der ligger inden for en strandbeskyttelseszone, der typisk er fastlagt til 300 meter på matrikelkort.
Miljøministeriets miljøcentre kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen.
Efter lovens § 16, stk. 1 må der ikke foretages ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 m fra søer med en vandflade på mindst 3 ha og de vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinje i henhold til den tidligere lovgivning.
Efter lovens § 18, stk. 1 må der ikke foretages ændring i tilstanden af arealet inden for en afstand af 100 m fra fortidsminder.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne om sø-, å-, og fortidsmindelinjer.
9.3.4.4 Fredede arealer
Hvis der søges om tilladelse til råstofindvinding på fredede arealer, vil det være afhængigt af det konkrete indhold i fredningsbestemmelserne, om indvindingen vil være forenelig med fredningen, om indvindingen forudsætter en dispensation fra fredningen, eller om der i givet fald må rejses en ny fredningssag for at ændre fredningen.
Afgørelsen om dispensations fra fredningsbestemmelse eller ændring af en fredning træffes af fredningsnævnet.
9.3.5 Museumsloven
Efter lovens § 29a må der ikke ske ændringer i tilstanden af sten- og jorddiger og lignende.
For sten- og jorddiger og lignende, der er beskyttet som fortidsminder, gælder alene reglerne om fortidsminder, jf. nedenfor.
Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen.
Efter lovens § 29e, stk. 1 må der ikke foretages ændring af tilstanden af fortidsminder.
Kulturarvsstyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen.
9.3.6 Planloven
Hvis der søges om tilladelse til råstofindvinding på arealer, der er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, vil det være afhængigt af det konkrete indhold i planbestemmelserne, om indvindingen vil være forenelig med planen, om indvindingen forudsætter en dispensation fra planen, eller om der i givet fald må gennemføres en ny planprocedure for at ændre planen.
Denne sagsbehandling skal i givet fald gennemføres af kommunalbestyrelsen, der er lokalplanmyndighed.
9.3.7 Vandforsyningsloven
9.3.7.1 Indvinding under frit grundvandsspejl
I henhold til lovens § 26, stk. 1 må der ved bygge- og anlægsarbejder, gravning af ler, grus, brunkul, kridt mv. ikke ske bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden uden tilladelse.
Råstofindvinding under grundvandsspejlet forudsætter også en særlig tilladelse efter denne bestemmelse, som normalt gives.
Denne er evt. kombineret med vilkår om begrænset anvendelse af det efterbehandlede område, f.eks. forbud mod anvendelse af sprøjtemidler og gødning på arealet.
Dette følger af Miljøankenævnets afgørelse af 1. september 1988.
Ankenævnets afgørelse er baseret på den opfattelse, at enhver indvinding under grundvandsspejlet vil bevirke en sænkning af grundvandet.
9.3.7.2 Bortpumpning af grundvand
Også egentlig bortpumpning af grundvand for at gøre det muligt at indvinde råstoffer i tør tilstand kræver tilladelse efter bestemmelsen i lovens § 26, stk. 1.
Tilladelse meddeles af kommunalbestyrelsen.
9.3.8 Vejlovgivningen
Lov om offentlige veje omfatter veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune i henhold til samme lov.
De offentlige veje inddeles i hovedlandeveje med Vejdirektoratet som vejbestyrelse og i kommuneveje med kommunalbestyrelsen som vejbestyrelse.
Privatvejsloven omfatter veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje.
Tilladelser til udgravninger m.m. i forhold til offentlige veje
Efter lovens § 101, stk. 2 må udgravning eller opfyldning ikke ske nærmere en offentlig vejs areal end 3 m, og skråningsanlæg må ikke være stejlere mod vejen end anlæg 2 (det vil sige, at højdeforskellen ikke må være større end 1 meter for hver to meter sideværts).
Såvel råstofindvinding som anlæg af jordvolde inden for ovennævnte afstand på tre meter fra vejareal som inden for bestemmelsen om en skråningsbegrænsningsplan forudsætter en særlig tilladelse fra vejbestyrelsen.
Efter lovens § 101, stk. 3 skal den, som ved offentlige veje – herunder veje under anlæg – lader iværksætte byggeri, udgravning eller opfyldning, træffe de foranstaltninger efter arbejdets art og omfang, der er nødvendige for at afværge fare eller ulempe for trafikken eller for at sikre mod udskriden eller beskadigelse af vejarealet eller ledninger, kabler, standere mv. anbragt i vejarealet.
Såfremt jordbundens art nødvendiggør det, kan vejbestyrelsen stille krav om, at der tages særlige sikkerhedsforanstaltninger eller om et mindre stejlt skråningsanlæg, eller fastsætte en større afstand fra vejen, inden for hvilken udgravning eller opfyldning ikke må ske.
Efter lovens § 34 kan vejbestyrelsen træffe bestemmelse om pålæg af byggelinjer således, at der af færdselshensyn kan sikres en offentlig vej mulighed for udvidelse, eller når færdslens tarv i øvrigt gør det fornødent.
På arealer, der ligger mellem vej og byggelinje, må der ikke uden vejbestyrelsens tilladelse etableres grusgrave eller andre anlæg af blivende art, for eksempel bebyggelse og fabriksanlæg, interne køreveje, jorddeponier, oplag eller belysningsanlæg.
Efter lovens § 35 kan vejbestyrelsen på tilsvarende vis træffe bestemmelse om, at der ikke må etableres grusgrave mv. inden for de byggelinjer, der måtte blive fastlagt til sikring af gennemførelse af nye veje og forlægninger af bestående veje.
Efter lovens § 36, stk. 1 kan en vejbestyrelse nedlægger forbud mod, at der tillades etableret grusgrave mv. på en ejendom, der berøres af vejplanlægning.
Idet et sådant forbud er midlertidigt med henblik på efterfølgende pålæg af byggelinjer i henhold til ovennævnte § 35 for at undgå unødig fordyrelse eller vanskeliggørelse af et senere vejanlæg, vedrører bestemmelsen såvel retlige ændringer (kommunens udstedelse af tilladelse til råstofindvinding) som fysiske ændringer (selve råstofgravningen) af en ejendomstilstand.
Efter § 36, stk. 2 skal kommunalbestyrelsen, forinden den giver sin tilladelse til råstofindvinding, der kan tænkes at komme i modstrid med vejplanlægningen, orientere vedkommende vejbestyrelse.
Såfremt vejbestyrelsen ikke inden to måneder efter at have modtaget en sådan orientering nedlægger forbud efter stk. 1, kan kommunen give sin gravetilladelse.
Efter lovens § 37, stk. 4 har en bygherre (her råstofindvinderen) pligt til hos vejbestyrelsen at indhente oplysninger om, hvorvidt arbejdets udførelse vil komme i strid med en truffen byggelinjebestemmelse.
Høring af vejbestyrelser
Det kan ofte forekomme, at der findes offentlige vejanlæg, planer eller servitutbestemmelser om sådanne vejanlæg på et areal, hvor der er ansøgt om råstofindvindingstilladelse.
Kommunen selv, nabokommuner eller Vejdirektoratet kan være vejbestyrelsen for sådanne nuværende og fremtidige vejanlæg og påtaleberettiget for bestemmelser til disses sikring.
Således vil det som regel betyde, at dele af den ellers udnyttelige råstofforekomst ikke kan tillades udnyttet.
De kommunale vejbestyrelser og Vejdirektoratet har ikke udarbejdet en fælles vejledning med nærmere retningslinjer end det, som fremgår af lovgivningen.
Det er derfor den enkelte vejbestyrelse, der ud fra konkret stillingtagen til den ansøgte gravning mv. må vurdere, hvilke hensyn der skal tages til den nuværende og forventede fremtidige vejudformning og trafik mv. på arealerne med den påtænkte råstofgravning.
Udgravninger m.m. i forhold til private veje
For private fællesveje i byzone og bymæssige områder, der er omfattet af bestemmelserne i lovens afsnit III, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, gælder, jf. lovens § 49, stk. 4, den ovenfor nævnte regel i § 101, stk. 2 i lov om offentlige veje om indvinding omkring offentlige veje.
De beføjelser, der i lov om offentlige veje er tillagt vejbestyrelsen, udøves af vejmyndigheden.
Efter lovens § 35 må der ikke etableres grusgrave på arealer, der er optaget på vejfortegnelsen som udlagte vejarealer, herunder hjørnearealer.
9.3.9 Statsbanearealer
Efter § 21 c i lov om Jernbane må der ikke uden Banedanmarks tilladelse foretages udgravninger eller opfyldninger eller anbringes materiel eller materialer i en sådan nærhed af Banedanmarks baneafsnit, at der derved kan opstå fare for driften.
Administrationen af lovens § 21 c varetages af Banedanmark, se dog kap. 9.5.4 vedrørende privatbaner.
Ansøgninger om råstofindvinding på naboarealer til statsbanestrækninger skal derfor forelægges for Banedanmark.
9.3.10 Jordforureningsloven / Miljøbeskyttelsesloven
Ifølge jordforureningslovens § 52 er tilførsel af såvel forurenet som uforurenet jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave forbudt.
Regionsrådet kan meddele dispensation fra forbuddet, såfremt
En dispensation fra forbuddet mod deponering af uforurenet jord kan indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden, eller om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord.
Ligeledes kan en dispensation fra forbuddet mod deponering af forurenet jord indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden eller om opfyldelse af eventuelle dokumentationskrav.
Yderligere forudsætter meddelelse af dispensation, at kommunalbestyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19 eller godkendelsesmyndigheden efter miljøbeskyttelseslovens § 33 fastsætter vilkår for jorddeponeringen.
Såfremt amtsrådet inden 1. januar 2007 har givet tilladelse til jorddeponering i råstofgrave i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33, gælder denne tilladelse fortsat.
Da spørgsmålet om eventuel modtagelse af jord udefra kan være af betydning for tilrettelæggelsen af driften af råstofgraven, egenkontrol og efterbehandling, bør kommunalbestyrelsen på et tidligt tidspunkt i forbindelse med sagsbehandling af en ansøgning om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding tage kontakt med regionsrådet med hensyn til problemstillingen om modtagelse af jord udefra.
1)
råstofindvinderen eller ejeren dokumenterer, at der inden den 19. december 1996 forelå kontraktmæssige forpligtigelser vedrørende tilførsel af jord til ejendommen,
2)
råstofindvinderen eller ejeren med væsentlige økonomiske tab til følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende regler har haft særlig grund til at påregne, eller
3)
der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af grundvand, der forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og at andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.
9.4 Tilrettelæggelse af sagsbehandlingen i forbindelse med samordningspligten
Ansøgning om tilladelse til råstofindvinding på landjorden indgives til kommunalbestyrelsen på et særligt skema.
For at lette sagsgangen for borgerne og for at undgå dobbeltadministration gælder en ansøgning om tilladelse efter råstoflovens § 7 også som ansøgning efter anden lovgivning om tilladelse til råstofindvinding i jorden, når der efter disse love kræves tilladelse til selve den påtænkte råstofindvinding, jf. lovens § 8, stk. 1.
Derimod gælder en ansøgning ikke som ansøgning om andre tilladelser, der ikke direkte angår selve indvindingen.
Kommunalbestyrelsen har som nævnt pligt til efter råstoflovens § 8 og administrationscirkulæret at fremsende en ansøgning om råstoftilladelse til den eller de andre myndigheder, som ifølge anden lovgivning har kompetence vedrørende selve den påtænkte råstofindvinding.
Kommunalbestyrelsen skal samtidig orientere ansøgeren om, at kommunalbestyrelsens afgørelse efter råstofloven foreløbig afventer stillingtagen til sagen i henhold til anden lovgivning.
Såfremt den eller de andre myndigheder modsætter sig den ansøgte grusgravning mv. og ikke kan give sin tilladelse til det ansøgte, skal kommunalbestyrelsen meddele dette til ansøgeren.
Kommunalbestyrelsen skal samtidig sørge for, at ansøgeren får klagevejledning efter reglerne i den lov, den pågældende afgørelse er truffet efter, jf. forvaltningsloven og kap. 11.7.2.
Såfremt de pågældende påtaleberettigede myndigheder meddeler de nødvendige tilladelser på nærmere angivne vilkår, skal kommunalbestyrelsen medtage vilkårene ved tilladelsen efter råstofloven med oplysning om, hvilken myndighed der er påtaleberettiget herfor.
Tilsvarende gælder vilkår, der ifølge en udtalelse fra Kystdirektoratet er nødvendige af kystbeskyttelsesmæssige hensyn.
Der henvises nærmere til kap. 10.4.13.
Såfremt en tilladelse til råstofindvinding også er meddelt i henhold til anden lovgivning, skal kommunalbestyrelsen give klagevejledning såvel efter råstofloven som efter den eller de andre love, der er tale om, jf. forvaltningsloven og kap.11.7.
9.5 Høring af andre myndigheder
Selv om en ansøgning om råstoftilladelse ikke umiddelbart berører anden lovgivning og andre myndigheder, skal nedenstående myndigheder m.fl. inddrages, før kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter råstofloven.
Andre myndigheder kan tillige inddrages i sagsbehandlingen, hvis kommunalbestyrelsen skønner, der er behov for det, jf. råstoflovens § 3.
9.5.1 Regionsrådene og miljøcentrene
Ved ansøgning om tilladelse til råstofindvinding uden for de i regionplan 2005 / råstofplanen udlagte graveområder forudsætter tilladelse til råstofindvinding regionsrådets samtykke.
Ansøgningen skal være fuldt oplyst, de fornødne undersøgelser foretaget og kommunalbestyrelsens vurdering af, at en tilladelse kan gives uden at tilsidesætte andre interesser foreligge, inden sagen sendes til regionsrådet med henblik på samtykke.
Ved ansøgning om tilladelse til råstofindvinding uden for de i regionplan 2005 (der har retsvirkning som landsplandirektiv) / råstofplanen udlagte graveområder skal miljøcentret (det af de 7 der omfatter kommunen) høres, så miljøcentret får mulighed for at udtale sig i forhold til vand- og naturplaner.
Ved ansøgning om tilladelse til råstofindvinding, der forudsætter dispensation fra forbuddet mod modtagelse af jord i råstofgrave, skal ansøgningen forelægges regionsrådet med henblik på dispensation fra forbuddet.
9.5.2 Kulturarvsstyrelsen
Efter museumslovens § 27 skal et indvindingsarbejde standses og Kulturarvsstyrelsen underrettes, såfremt indvinderen under arbejdet støder på jordfaste fortidsminder.
På den baggrund har Skov- og Naturstyrelsen fundet det rimeligt, at ansøgeren, inden indvindingen iværksættes, bliver orienteret om sandsynligheden for tilstedeværelsen af fortidsminder på de tilladte arealer.
Kommunalbestyrelsen skal derfor inddrage Kulturarvsstyrelsen eller nærmeste arkæologiske museum i sagsbehandlingen, jf. administrationscirkulæret.
Det følger af museumslovens § 25, at den ansvarlige for et jordarbejde, herunder råstofindvinding, forud for igangsættelse af arbejdet kan anmode det lokale kulturhistoriske museum om en udtalelse om risiko for at ødelægge fortidsminder ved det planlagte jordarbejde.
Det er frivilligt for den anlægsansvarlige, om denne indhenter en sådan udtalelse.
9.5.3 Statens Luftfartsvæsen
Statens Luftfartsvæsen skal i særlige tilfælde inddrages i behandlingen af ansøgninger om råstofindvindingstilladelse, jf. bestemmelserne i Statens Luftfartsvæsens BL 3-16 om særlige forholdsregler omkring flyvepladser.
Det gælder, når ansøgningen vedrører råstofindvinding under grundvandsspejlet, der vil efterlade gravesøer på steder, der ligger mindre end 10 km fra offentlige flyvepladser og militære flyvestationer, eller i øvrigt ligger således, at fuglene overflyver flyvepladsen på vej mellem indvindingsområdet og eventuelle ynglepladser.
Der henvises til administrationscirkulæret og Statens Luftfartsvæsens flyvepladsoversigt med de flyvepladser, der er omfattet af cirkulærets høringspligt.
9.5.4 Privatbanearealer
Der er ikke i lovgivningen fastsat bestemmelser for privatbaner, svarende til bestemmelserne i lov om Banestyrelsen mv., men det anbefales, at kommunalbestyrelsen hører det pågældende privatbaneselskab, såfremt der ansøges om råstofindvinding på arealer, der grænser til privatbanestrækninger.
9.6 Høring af forsyningsselskaber
Det kan ofte forekomme, at der findes ledningsanlæg i jorden eller i luften på et areal, hvor der er ansøgt om råstofindvindingstilladelse.
Disse ledningsanlæg vil som regel betyde beslaglæggelse af dele af den ellers udnyttelige råstofforekomst.
Skov- og Naturstyrelsen har derfor i 1990 i samarbejde med Amtsrådsforeningen, Hovedstadsrådet og Danske Elværkers Forening udarbejdet en vejledning om råstofindvinding og forholdet til el-, naturgas- og teleledninger.
Retningslinjerne i vejledningen er indarbejdet i dette afsnit, der ikke omfatter ledninger til vandforsyning, spildevand og fjernvarme, da det er forudsat, at kommunalbestyrelserne har en oversigt over de vigtigste af disse ledningsanlæg.
9.6.1 Elledninger
I henhold til Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 5 A skal enhver, som igangsætter grave-, bore- og nedramningsarbejde i jorden, inden arbejdet påbegyndes, rette henvendelse til elselskabet for at få oplyst, om denne har jordkabler i området eller er bekendt med, at andre har.
Elselskaberne er til gengæld forpligtet til at udlevere planer, der viser kablernes placering, eller såfremt planerne ikke er nøjagtige nok, at foretage en påvisning på arbejdsstedet.
I henhold til Stærkstrømsbekendtgørelsen, afsnit 5 A må der ikke arbejdes i nærheden af luftledninger med anvendelse af materiel med større højde over jord end 3 m uden nærmere aftale med elselskabet.
Almindelige bestemmelser i afsnit 5 A kan beskrives i følgende tre punkter
Oplysninger vedrørende afsnit 5 A samt respektafstande ved arbejde kan i uddrag findes i pjecen "Pas på ledningerne og livet".
Respektafstandene defineres som den afstand, der er fastsat for at give betryggende sikkerhed ved arbejde i nærheden af elforsyningsanlæg.
Arbejde inden for en respektafstand på 1,0 m fra forsyningskabler skal aftales med elselskabet.
Normalt er højspændingsledninger sikret ved en tinglyst deklaration, således at såvel ledningens uforstyrrede tilstedeværelse som elselskabets ret til at udføre reparations- og vedligeholdelsesarbejde er sikret.
Eksempler på typiske problemer
Ved gravning under luftledninger vil der hurtigt opstå problemer med eftersyn og vedligeholdelse af ledningsanlæggene, hvilket lovmæssigt påhviler elselskaberne.
For at masterne overhovedet må stå på "halvøer" eller “øer”, skal disse have en størrelse, så udskridning af masterne på ingen måde kan finde sted.
"Øernes" størrelse er afhængig af ledningsanlæggenes størrelse.
Ved en 10 kV træmast skal radius være min. 5 m, for at eftersyn og vedligeholdelse kan foretages betryggende.
Hvor der er tale om "øer", må stigningen for adgangsvejen ikke overstige 20°.
Anden stigning afhænger af lokale forhold og det tidsrum, "øen" skal blive stående.
Stigningen må under ingen omstændigheder være stejlere end 1:1.
Master stående på "øer” eller “halvøer" er en meget dårlig løsning, fordi
-
Ved planlægning, instruktion og udførelse skal der udvises omtanke og omhu for at undgå fare for personer og gods.
-
Ethvert elforsyningsanlæg skal betragtes som spændingsførende, med mindre man fra elselskabet skriftligt har erklæret det spændingsløst.
-
Har man fået anvisninger fra elselskabet, skal disse nøje følges.
-
Adgangsforholdene er meget vanskelige, og som følge deraf skal der anvendes større ressourcer ved eftersyn og vedligeholdelse.
-
Anlægget virker uskønt, idet linjeføringen ikke følger terrænet.
-
Der vil ofte være store uudnyttede råstofmængder gemt under masterne.
9.6.2 Teleledninger (kabler)
Efter § 5 i lovbekendtgørelse nr. 662 af 10. juli 2003 om graveadgang og ekspropriation mv. til telekommunikationsformål skal enhver, der foretager bygnings-, jordarbejder eller iværksætter andre foranstaltninger, forespørge telefonselskaberne med mindst 8 dages varsel, om der findes ledninger eller anlæg, der nødvendiggør særlig hensyn, således at fare for personer og anlæg undgås.
Tilsvarende har telefonselskabet en oplysningspligt, som består i at fremsende kabelplaner.
Hvor kabelplanerne ikke er nøjagtige nok, må påvisning udføres på stedet.
Normalt vil ledninger gennem terræn være sikret ved en tinglyst deklaration, således at såvel ledningens uforstyrrede tilstedeværelse som telefonselskabets adgangsret for udførelse af reparation og vedligeholdelsesarbejder er sikret.
Ledninger, der forsyner de enkelte ejendomme, er normalt ikke sikret ved en tinglyst deklaration.
Eksempler på typiske problemer
Råstofindvinding vil normalt betyde, at ledningsanlægget skal ombygges.
Der kan dog undtagelsesvis blive tale om midlertidig fremføring, eventuelt på stænger.
9.6.3 Naturgasledninger
For arbejder i nærheden af naturgasledninger gælder Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 414 af 8. juli 1988 om sikkerhedsbestemmelser for naturgasanlæg efter lov om arbejdsmiljø (med senere ændringer).
De krav, der heri er stillet til anlæggenes indretning, herunder deres afstand til andre anlæg, skal til enhver tid være opfyldt og skal iagttages, ikke blot af den, der er ansvarlig for naturgasanlæggets drift, men af enhver, der har ansvaret for sikkerheden ved udøvelse af anden virksomhed eller aktivitet, der kan berøre naturgasanlæggets sikkerhed.
Disse krav er nærmere beskrevet i naturgasselskabernes pjece "Tekniske forskrifter for arbejder i nærheden af naturgasledninger".
Naturgasledninger gennem terræn er sikret ved en tinglyst deklaration, således at såvel ledningernes uforstyrrede tilstedeværelse, som gasselskabets adgangsret for udførelse af reparation og vedligeholdelse er sikret.
Stikledninger, der forsyner de enkelte ejendomme, er ikke sikret ved en tinglyst deklaration.
Eksempler på typiske problemer
Råstofindvinding kan ikke forekomme inden for servitutbæltet, idet deklarationen forbyder gravearbejde her.
Ved råstofindvinding på tilstødende arealer kan udgravning med anlæg stejlere end 1:2 ikke tolereres af hensyn til gasledningens sikkerhed mod udskridning.
Kørsel med tungt materiel over naturgasledningen er ikke tilladt, medmindre der træffes særlige foranstaltninger til forstærkning af overkørslen.
Omlægning af gasledninger vil som regel være meget bekostelig, og udgifterne hertil påhviler indvinderen.
9.6.4 Anbefalinger vedrørende el-, naturgas- og teleledninger
Ved afgrænsning af graveområder bør der tages hensyn til eksisterende og planlagte højspændingsledninger og transmissions- og fordelingsledninger for naturgas, så det enten sikres, at der sker råstofindvinding inden anlæg af ledninger, eller sikres, at der ikke sker råstofindvinding, der kan genere ledningernes sikkerhedsforhold.
I forbindelse med kommunalbestyrelsens detailplanlægning, udarbejdelse af plan for indvinding og efterbehandling, jf. råstoflovens § 10, stk. 1. pkt. 3 for de enkelte graveområder bør der heri tages stilling til, om mindre ledningsanlæg skal flyttes som vilkår for råstofindvinding, således at ressourcerne kan udnyttes optimalt.
Det anbefales derfor, at kommunalbestyrelsen fremsender kortbilag med graveområderne til høring hos de lokale forsyningsselskaber for el, naturgas og telefon samt Telestyrelsen.
Denne høring kan foregå samtidigt med, at de kommunale myndigheder gennemgår ledningsanlæg for vandforsyning, spildevand og fjernvarmeforsyning med henblik på konstatering af konflikter.
Hvor der findes vedtagne råstofindvindingsplaner, vil ejerne i de udlagte graveområder kunne kræve erstatning for den båndlagte råstofmængde, såfremt der etableres ledningsanlæg, efter at graveområdet er udlagt.
Planerne bør derfor fremsendes til de lokale forsyningsselskaber.
Det anbefales, at der indføres en fast gensidig høringsprocedure ved fremtidige ændringer af ledningsanlæg og indvindingsplaner.
Råstofindvindingstilladelser
Hvis ovennævnte procedure følges, vil de fleste tilfælde af sammenfald mellem ledningsanlæg og råstofindvinding i graveområder kunne forudses.
Ved eventuelle råstoftilladelser uden for graveområder anbefales høring af forsyningsselskaberne.
Alle ansøgninger om råstofindvinding skal vedlægges tingbogsattest.
Højspændingsledninger, telefonkabler og naturgasledninger gennem terræn er normalt sikret ved tinglyst deklaration, der fremgår af tingbogsattesten.
Placeringen af stikledninger for el, telefon og naturgas på de enkelte ejendomme er ikke tinglyst, men de følger normalt eksisterende veje og stier.
Ansøgeren eller de lokale forsyningsselskaber vil normalt kunne oplyse om disse forhold.
Det anbefales at høre de lokale forsyningsselskaber, hvis der er tvivl om placeringen af ledningsanlæg.
I tilfælde, hvor ledningsanlæg skal flyttes eller ombygges, vil det efter anmodning fra kommunalbestyrelsen være forsyningsselskabets pligt at undersøge, hvorledes dette kan gøres billigst muligt.
Det anbefales, at det i vilkår for indvindingstilladelsen anføres, hvordan anlægget skal ombygges, og hvilke aftaler, der ligger til grund for dette.
Det anbefales, at kommunernes råstofforvaltning i forbindelse med gravetilladelserne lader udarbejde et rids, der viser tilstedeværelsen af eventuelle ledningsanlæg.
I vilkårene for gravetilladelsen anføres minimumsafstande for gravning ved ledningsanlæg, max. skråningsanlæg og eventuelle krav til kørsel over ledningsanlæg og under luftledninger.
Endvidere anbefales, at det i tilladelsen anføres hvilke krav, der gælder for gravearbejde nær og under elanlæg, teleanlæg og gasledninger.
Der henvises til Stærkstrømsbekendtgørelsen og pjecerne "Pas på ledningerne og livet", "Pas på telefonkablerne" og "Tekniske forskrifter for arbejder i nærheden af naturgasledninger".
I gravetilladelsens vilkår for efterbehandling beskrives, hvordan eventuelle ledningsanlæg indgår i det efterbehandlede terræn.
Det anbefales, at gravetilladelsen sendes til orientering hos ledningsejere, hvis anlæg berøres af det tilladte graveareal, samtidigt med offentliggørelse af tilladelsen.
9.7 Tilrettelæggelse af høring af andre myndigheder m.fl.
Høringen af andre myndigheder m.fl. skal iværksættes af kommunalbestyrelsen umiddelbart efter, at ansøgningen er modtaget i korrekt form.
Kommunalbestyrelsen skal angive, at udtalelsen skal foreligge senest 4 uger efter, at sagen er modtaget af den eller de pågældende myndigheder.
Samtidig skal kommunalbestyrelsen orientere ansøgeren om, at kommunalbestyrelsens behandling af sagen foreløbig afventer de omhandlede udtalelser.
Se administrationscirkulærets regler herom.
Kommunalbestyrelsen må selv vurdere, om der skal indhentes en udtalelse fra de under pkt. 9.5.2-9.5.3 nævnte myndigheder, når ansøgningen vedrører mindre ændringer i allerede fastsatte vilkår for indvindingen, indvindingsperiodens længde eller lignende, og det skønnes, at disse forhold er uden betydning for de pågældende myndigheder, jf. administrationscirkulæret.
De pågældende myndigheder m.fl. skal dog altid underrettes om kommunalbestyrelsens påtænkte afgørelser.
Hvis ansøgningen skal behandles med VVM-procedure, vil høringsprocessen naturligvis skulle følge de regler, der gælder for denne procedure.
9.8 Partshøring
Forvaltningslovens § 19 fastslår, at der ikke må træffes afgørelse i en sag, uden at der er foretaget partshøring, såfremt en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder.
Kravet gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Det indebærer, at kommunalbestyrelsen skal vurdere nøje, hvorvidt naboer skal inddrages høringsmæssigt i sagsbehandlingen, inden der træffes beslutning om at udstede en tilladelse.
Kommunalbestyrelsen må lægge til grund, at en råstofindvinding på en ejendom i almindelighed må betegnes som en aktivitet, der er til ulempe (ugunst) for naboerne.
Partshøring vil dog kunne undlades, såfremt der meddeles afslag på ansøgningen.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. november 1998 hjemvist en sag til amtet til fornyet behandling på grund af manglende partshøring af en nabo, jf. omtalen i kap. 11.8.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 30. august 1999 bl.a. fastslået, at amtet ikke har haft pligt til at holde et egentligt orienteringsmøde med omboende personer forud for, at amtet gav tilladelse til fortsat gravning på et areal beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde.
Naturklagenævnet udtaler tillige, at det er uden for nævntes kompetence at tage stilling til, om det havde været rimeligt eller hensigtsmæssigt at holde et sådant møde.
9.9 Ansøgning vedrører aktiviteter, der ikke direkte angår selve råstofindvindingen
Ansøgning efter råstofloven gælder ikke som ansøgning om andre tilladelser, som ikke direkte angår selve indvindingen, selv om sådanne tilladelser faktisk kan være en forudsætning for indvindingsvirksomhedens etablering, f.eks. opførelse af bygninger, erhvervelse af arealer, omlægning af vandløb eller hvor der er statslån i ejendommen.
Det samme gælder anlæg, der skal have godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5.
Såfremt det fremgår af ansøgningen eller af sagen i øvrigt, at der tillige forudsættes sådan tilladelse efter anden lovgivning, skal ansøgning efter disse love indsendes særskilt af ansøgeren til vedkommende myndighed.
Kommunalbestyrelsen bør i givet fald oplyse ansøgeren om, hvilken myndighed en sådan ansøgning skal indsendes til.
9.9.1 Vejlovgivningen
Adgangsforhold til offentlige veje
Lov om offentlige veje omfatter veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune i henhold til samme lov.
De offentlige veje inddeles i hovedlandeveje, med Vejdirektoratet som vejbestyrelse og i kommuneveje, hvor kommunalbestyrelsen er vejbestyrelse.
Efter lovens § 70, stk. 1 kræver etablering af nye overkørsler, overgange og tilslutninger for veje og stier til offentlig vej tilladelse fra den pågældende vejbestyrelse.
Ny vejadgang, placeret nærmere end 100 meter fra en hovedlandevej, skal der tillige indhentes tilladelse fra Vejdirektoratet.
Efter lovens § 71, stk. 1 skal tilladelse indhentes fra vejbestyrelsen, såfremt en eksisterende overkørsel ønskes benyttet som adgang for andre ejendomme end dem, for hvilken den er anlagt.
Efter lovens § 71, stk. 2 skal tilladelse indhentes fra vejbestyrelsen, såfremt en eksisterende overkørsel, som er anlagt alene med henblik på den færdsel, der er fornøden for jordens landbrugsmæssige drift (markoverkørsel), ønskes benyttet til færdsel i forbindelse med råstofindvinding.
For alle tre former for tilladelser gælder det, at hvis vejen er adgangsbegrænset, kræves det tillige efter lovens § 80, at vejbestyrelsen meddeler dispensation fra adgangsbestemmelserne.
For alle tre former for tilladelser gælder det endvidere, at såfremt adgangen skal etableres i mindre afstand end 100 m - i bymæssige bebyggelser dog i mindre afstand en 50 m - fra hovedlandevej eller landevej, skal der efter lovens § 70, stk. 2 eller § 71, stk. 5 tillige indhentes tilladelse fra Vejdirektoratet.
For alle tre former for tilladelser gælder det endelig efter lovens § 70, stk. 3, jf. § 71, stk. 6, at vejbestyrelsen, såfremt det skønnes påkrævet af vejtekniske eller færdselsmæssige grunde, kan stille krav med hensyn til den nærmere placering, udformning og anvendelse af de nye eller ændrede adgange.
Kravene kan dreje sig om adgangens bredde, om fri oversigt over hjørnearealer, om arten og omfanget af færdslen ad den pågældende adgang og om flere ejendommes benyttelse af samme adgang.
Vejbestyrelsen kan ligeledes gøre tilladelsen betinget af, at den offentlige vej under hensyn til de ændrede trafikale forhold ombygges med midterrabat, kanalisering, lyssignal og lignende.
Vejbestyrelsen kan kræve, at udgifterne ved de fornævnte foranstaltninger helt eller delvis afholdes af vejbestyrelsen for den vej eller sti, der tilsluttes den offentlige vej, eller for så vidt angår overkørsel eller overgang, i særlige tilfælde af vedkommende ejer eller bruger.
Vejbestyrelsen kan kræve selv at forestå de i dette stykke omhandlede foranstaltninger mod godtgørelse af udgifterne herved.
Adgangsforhold til private veje
Privatvejsloven omfatter veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje.
For private fællesveje i byzone og bymæssige områder, der er omfattet af bestemmelserne i lovens afsnit III, jf. lovens § 13, stk. 1 og 2, gælder, jf. lovens § 48, de ovenfor nævnte regler i §§ 70 og 71 i lov om offentlige veje om anlæg af ny adgang og ændring af bestående adgang til offentlig vej.
De beføjelser, der i lov om offentlige veje er tillagt vejbestyrelsen, udøves af vejmyndigheden.
For private fællesveje i landområder, der ikke er omfattet af lovens afsnit III, gælder, at nye veje til brug for råstofindvinding ikke må anlægges eller tages i brug, før vejmyndigheden har godkendt vejudlægget, jf. lovens § 14.
Dette gælder også, selv om den nye vej skal erstatte en eksisterende vej, der samtidig nedlægges.
9.9.2 Miljøbeskyttelsesloven
Hvis der i driften af råstofgraven indgår skylle- eller vaskevand mv. fra behandlingen af råstofferne på gravearealet, skal der tages stilling til afledningen af dette samtidig med tilladelsen til råstofindvinding og drift af behandlingsanlæg m.m.
Ifølge lovens § 27 må stoffer, der kan forurene vandet, ikke tilføres vandløb, søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er fare for, at vandet forurenes.
Der kan dog efter lovens § 28 gives tilladelse til, at spildevand tilføres søer, vandløb eller havet.
Tilladelse gives som hovedregel af kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen giver dog tilladelsen, såfremt det pågældende anlæg har en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder.
Kommunalbestyrelsen giver tilladelse til tilslutning af spildevand til offentlige spildevandsanlæg samt dertil hørende udløbsledninger under overholdelse af den meddelte tilladelse.
9.9.3 Planloven
Efter lovens § 35 må der i landzoner ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.
Det bemærkes, at selve råstofindvindingen ikke er omfattet af tilladelseskravet efter planloven.
9.9.4 Byggelov og bygningsreglement
Byggeloven indeholder krav til nybyggeri og krav til ombygning, ændret benyttelse og nedrivning af eksisterende bebyggelse og finder sammen med Bygningsreglement 1995 anvendelse ved byggeri i tilknytning til indvindingsvirksomheden.
9.9.5 Skovloven
Byggeri og anlæg på fredskovspligtige arealer kræver dispensation fra skovlovens § 11.
Afgørelsen træffes af Skov- og Naturstyrelsen ved statsskovdistriktet.
9.9.6 Naturbeskyttelsesloven
Byggeri og anlæg m.v. inden for de ovenfor i kap. 9.3.4 angivne beskyttelseslinjer mv. samt på fredede arealer kræver tilladelse fra vedkommende myndigheder.
Placering af bebyggelse, campingvogne og lignende inden for den i lovens § 17, stk. 1 fastsatte beskyttelseslinje på 300 m fra skove kræver ligeledes særlig tilladelse.
For privatejede skove gælder det kun, hvis arealet udgør mindst 20 ha sammenhængende skov.
Tilsvarende kræver opførelse af bebyggelse med en højde på 8,5 m inden for en afstand af 300 m fra en kirke særlig tilladelse, medmindre kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen.
Arealer omkring en lang række kirker er fredet, hvorfor der også kræves tilladelse fra fredningsnævnet.
9.9.7 Landbrugsloven
Adkomst på en landbrugsejendom, der ligger i landzone, kan ifølge landbrugsloven kun erhverves, når erhververen opfylder en række betingelser, herunder krav om bopælspligt, jf. lovens kap. 7-9..
Jordbrugskommissionen kan dog dispensere fra bestemmelserne og kan ligeledes tillade, at landbrugspligten på en landbrugsejendom eller på en del af en landbrugsejendom ophæves ved udstykning, jf. nærmere lovens § 7.
9.9.8 Udstykningsloven
Udstykning af det areal, hvorpå indvindingen skal foregå, kræver tilladelse fra matrikelmyndigheden, jf. lovens kap. 3.
Om matrikelvæsenet henvises til lovens kap. 2.
9.9.9 Jordfordelingsloven, lovgivning vedrørende ejendomme med statslån og / eller jordrente
I jordkøbsloven er der opretholdt særlige rådighedsbegrænsninger for ejendomme med jordrente, eller hvori der indestår statslån ydet i henhold til statshusmandsloven fra 1948 eller endnu ældre jordlove.
Det vil fremgå af tingbogsattesten, hvis ejendommen er undergivet sådanne begrænsninger.
I forbindelse med råstofindvinding på ejendomme med jordrente og ejendomme med notering som husmandsbrug mv. i henhold til lovgivning fra før 1948 skal der indhentes tilladelse fra Økonomistyrelsen.
For ejendomme med notering i henhold til statshusmandsloven efter 1948 skal tilladelse indhentes fra Økonomistyrelsen, hvis indvindingen vil bevirke, at "ejendommens karakter forandres eller værdien forringes".
Kommunalbestyrelsen skal underrette Økonomistyrelsen i forbindelse med råstofindvindingstilladelser på ejendomme med statslån.
9.9.10 Vandløbsloven
Hvis råstofindvinding forudsætter, at vandløb, herunder drænledninger og grøfter, skal omlægges, nyanlægges el.lign., kræver det i de fleste tilfælde en tilladelse efter vandløbsloven.
Tilsvarende gælder, at afledning af vand til eksisterende vandløb i forbindelse med råstofgravning kan forudsætte en tilladelse fra vandløbsmyndigheden for det pågældende vandløb.
Dette gælder også, hvis der i forbindelse med efterbehandlingen skal ske dræning fra det udgravede areal.
10 Tilladelsens indhold
Kap. 10 omhandler indholdet af en tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding, herunder at den også skal angive de andre lovbestemmelser, der ligger til grund for tilladelsen.
Endvidere gennemgås de vilkår, der bør medtages i en tilladelse, samt forholdet omkring gyldigheden af fastsatte vilkår og reglerne for tinglysning.
Endelig beskrives det, hvilke øvrige oplysninger, der bør gives i forbindelse med en tilladelse.
10.1 Tilladelsens indehaver
Tilladelsen skal angive, hvem der er indehaver af tilladelsen.
Tilladelsen skal endvidere angive indehaverens CVR-nummer.
10.2 Omfanget af indvindingsretten
10.2.1 Tilladelsens periode
Tilladelsen skal fastlægge indvindingsperiodens længde.
Tilladelsen gives normalt for indtil 10 år, jf. lovens § 9, stk. 1.
I særlige tilfælde kan en tilladelse gives for en længere periode.
Sådanne særlige tilfælde kan f.eks. være, at indvindingsvirksomheden på basis af de indvundne forekomster udfører en forædlingsproces, der kræver meget store investeringer, og at de pågældende råstoffer ikke, eller ikke uden urimelige omkostninger, vil kunne fremskaffes andetsteds fra.
Også andre omstændigheder vil kunne begrunde en tilladelse i mere end 10 år, f.eks. såfremt der kræves meget store arealreservationer for at sikre en virksomheds fortsatte indvinding, eller såfremt der kræves meget betydelige investeringer i indvindingsvirksomheden, som derfor har behov for at være sikret forsyninger i en længere periode.
Dette indebærer, at det normalt kun vil være indvinding af andre råstoffer end sand, grus og sten, der vil kunne få tilladelse for en længere periode.
10.2.2 Tidspunktet for indvindingens påbegyndelse
Indvindingen må først indledes, når de i tilladelsen stillede vilkår er opfyldt, såsom at der foreligger en godkendt grave- og efterbehandlingsplan, at den forudsatte sikkerhedsstillelse foreligger i form af et dokument udstedt af råstofindvinderens pengeinstitut el. lign. over for kommunen.
Samt at evt. andre stillede vilkår er opfyldt.
Såfremt indvindingen ikke er indledt 3 år efter, at tilladelsen er udstedt, bortfalder den automatisk som ikke udnyttet, jf. lovens § 10, stk. 6.
10.2.3 Indvindingsrettens omfang
Tilladelsen skal udformes, så den udtrykkeligt angiver omfanget af indvindingsretten.
Dette har også betydning for administrationen af lovens § 9, stk. 2, jf. nedenfor pkt. 4.
Tilladelsen skal således tydeligt angive, hvilke råstoffer og hvilket geografisk afgrænset område, tilladelsen angår.
Tilladelsen skal endvidere fastlægge gravedybden.
I tilladelsen skal det også fastsættes, hvilke mængder der årligt må indvindes inden for området.
Ved denne fastsættelse tages der udgangspunkt i ansøgningens oplysninger.
Såfremt miljøhensyn til omgivelserne betinger det, kan der imidlertid fastsættes en mindre årlig indvindingsmængde.
10.2.4 Udvidelse af indvindingsretten
Såfremt der under et indvindingsforløb opstår ønske om at indvinde andre råstoffer eller større mængder end angivet i tilladelsen inden for det område, som tilladelsen omfatter, skal der, efter lovens § 9, stk. 2, indgives anmeldelse herom til kommunalbestyrelsen.
Anmeldelsen skal indgives inden 4 uger efter, at den pågældende indvinding er påbegyndt.
Kommunalbestyrelsen kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget, forbyde indvindingen.
Der er også mulighed for at stille særlige vilkår for den pågældende indvinding.
Vilkårene skal være begrundet i ændret råstofmængde eller råstofart og skal stilles af kommunalbestyrelsen inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget.
Bestemmelsen finder alene anvendelse for de “andre råstoffer", der ikke i forvejen er omhandlet i råstofindvindingstilladelsen.
Fremgår det f.eks. af vilkårene for en tilladelse, at muld og overjord ikke må fjernes fra indvindingsområdet, kan der ikke lovligt ske indvinding af muld og overjord, uanset der indgives anmeldelse herom.
Det skal understreges, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 9, stk. 2 om forbud eller særlige vilkår er endelige, jf. lovens § 13, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i afgørelsen gøre indvinderen opmærksom herpå.
Der henvises nærmere til kap. 11.1.2 og 11.7.1.
10.3 Tilladelse efter anden lovgivning og afgørelse om VVM-procedure
Når kommunalbestyrelsens tilladelse også gælder som tilladelse efter anden lovgivning, som foruden råstofloven vedrører selve den påtænkte indvinding, skal dette altid fremgå af afgørelsen.
Såfremt der er foretaget en gennemgang og vurdering af, om der er behov for en VVM-procedure, skal dette også fremgå af afgørelsen, jf. kap. 9.2.
Der skal ligeledes gives klagevejledning til vedkommende myndigheder.
Der henvises til kap.11.7.2.
10.4 Vilkår for tilladelsen
10.4.1 Generelt
Det er fastsat i råstoflovens § 10, at tilladelser efter § 7, stk. 1 gives på særlige vilkår.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at vilkårene skal være begrundet i de hensyn, der kan varetages efter råstofloven, og at vilkårene skal stå i et rimeligt forhold til afgørelsen.
I lovens § 10, stk. 1, nr. 1), er det understreget, at de miljømæssige vilkår omfatter hele virksomhedens drift og også efterbehandlingen.
Det er normal praksis, at der i råstoftilladelser altid stilles vilkår om, at ansøgeren udarbejder en indvindings- og efterbehandlingsplan, der indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen.
Den fremtidige arealanvendelse fastlægges i forbindelse med tilladelsen til f.eks. jordbrugs-, natur- eller fritidsformål som afspejles i vilkårene for efterbehandlingen.
Der skal stilles sikkerhed for opfyldelse af vilkår om efterbehandling, jf. lovens § 10, stk. 1, nr. 2) og 3).
Der kan endvidere fastsættes vilkår om oparbejdning eller om bestemte formål med indvindingen.
Hvilke vilkår, der herudover skal fastsættes, afgøres på grundlag af en konkret bedømmelse i hver enkelt sag af forholdene i og omkring indvindingsstedet, jf. lovens § 10, stk. 2.
Vilkårene efter råstofloven kan alene regulere forholdene ved selve indvindingen.
Det vil sige inden for det område, der er omfattet af indvindingstilladelsen, herunder de interne transportveje, jf. nedenfor pkt. 9, frem til udkørsel til det offentlige vejsystem.
Hvis kommunalbestyrelsens tilladelse vedrører fortsat råstofindvinding, hvor en udløbet tilladelse fornyes, en inddraget tilladelse genudstedes, eller der udstedes tilladelse til afløsning for anmeldte rettigheder, skal kommunalbestyrelsen gennemgå de hidtil gældende vilkår, således at der sker den nødvendige ajourføring eller ændring af den samlede vilkårsfastsættelse.
På denne måde sikrer kommunalbestyrelsen, at tilladelsen og dens indhold er i overensstemmelse med råstoflovens nuværende krav til miljøforhold mv., og at der gælder ensartede vilkår for de forskellige råstofgrave.
10.4.2 Vandforsyningsinteresser
Råstofindvinding kan indebære risiko for forurening af grundvandet.
I erkendelse heraf udarbejdede den daværende Fredningsstyrelse allerede i 1980 en rapport i samarbejde med Miljøstyrelsen om råstofindvinding og vandindvinding.
I rapporten anbefales krav til en mindsteafstand mellem råstofgrav og vandindvindingsanlæg.
Kravene skal sikre mod bakteriologisk forurening og dermed give en passende tid til at reagere over for en uheldssituation i råstofgraven.
Kravene skal således først og fremmest hindre, at der opstår forurening under selve råstofindvindingen.
Afhængig af indvindingsområdets placering i forhold til vandforsyningsanlæg kan der tillige være behov for at vurdere, om der skal stilles særlige krav til maskinel, herunder placering af de faste anlæg, såsom sorteranlæg og stenknuserier m.v.
Der bør altid stilles krav til særlig håndtering og placering af tanke og beholdere med olieprodukter.
Med hensyn til beregning af indvindingens indvirkning på grundvandsspejlet henvises i øvrigt til Miljøprojekt nr. 526 Følgevirkninger af råstofindvinding under grundvandsspejlet (MST 2000).
10.4.3 Modtagelse af jord
Fra 1. januar 2007 er det regionsrådet, der træffer afgørelse om dispensation fra forbuddet i jordforureningslovens § 52 mod modtagelse af jord i råstofgrave.
Det er efter jordforureningsloven regionsrådet, der fører tilsyn med tilførsel af jord til råstofgrave.
Såfremt regionsrådet meddeler dispensation fra forbuddet i jordforureningslovens § 52 til modtagelse af jord udefra, fastsætter kommunalbestyrelsen vilkårene for modtagelsen, kontrol, håndtering og tilsyn i kommunens tilladelse til råstofindvinding efter råstofloven.
Regionsrådets afslag på en ansøgning om dispensation fra forbuddet bør også fremgå af vilkårene for tilladelse efter råstofloven.
Vilkårene indgår herefter som en del af den samlede tilladelse til råstofindvinding, jf. nedenfor pkt. 13.
De vilkår, der vedrører efterbehandlingen, skal derfor medtages i den deklaration, der skal tinglyses efter råstofloven.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 8. juni 1999 stadfæstet amtets ændring af de fastsatte vilkår, således at der ikke fremover skal ske en løbende efterfyldning af arealer under grundvandsspejlet, og således at der må være en sø med en større vandflade end 5.000 m².
Afgørelsen har sammenhæng med, at amtet har nægtet dispensation i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 20 til fortsat modtagelse af jord.
Klageren var en nabo, der fandt, at gravningen under grundvand i stedet burde begrænses.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 30. august 1999 bl.a. stadfæstet et vilkår om skrænthældninger på maksimalt 1:3 ved gravning under grundvand.
Der er tale om en ældre grusgrav, hvor der tidligere af Miljøklagenævnet var fastsat maksimal hældning af graveskråning under grundvand til 1:2, idet der efterfølgende skulle ske opfyldning med jord efter endt gravning.
Arealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, men samtidig i et særligt drikkevandsområde.
Amtet har derfor i forbindelse med en tilladelse til fortsat gravning vurderet, at der ikke kunne ske genopfyldning og har justeret skråningskravene i overensstemmelse hermed.
10.4.4 Gødning og pesticider
Når der ved råstofindvinding er sket fjernelse af de øvre jordlag og genskabt en ny jordoverflade tæt ved grundvandsspejlet, kan det skabe en risiko for forurening af grundvandet, hvis der på denne jordoverflade spredes gødning/kunstgødning eller anvendes pesticider for at kunne ibrugtage arealet til intensiv jordbrugsmæssig drift.
Når kommunalbestyrelsen giver råstoftilladelser efter råstofloven, og området efter indvindingens afslutning forudsættes efterbehandlet til landbrugsformål, må bestyrelsen overveje, om der for at afværge forureningsrisiko er behov for at stille vilkår, der regulerer landbrugsdriften efter indvindingens ophør.
Af hensyn til grundvandsressourcerne kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde fastsætte vilkår om, at arealerne efterfølgende kun må anvendes til formål, der ikke medfører risiko for forurening af grundvandsressourcer.
Der kan derfor fastsættes et vilkår om forbud mod anvendelse af gødning og pesticider, såfremt der er væsentlige hensyn til beskyttelse af drikkevandsinteresser, der skal varetages.
Østre Landsret har i en dom af 28. august 1995, jf. UfR 1995.952, således fastslået, at der er hjemmel i råstofloven til at stille vilkår om, at et areal efter endt råstofindvinding ikke må indgå i almindelig jordbrugsmæssig drift, og at der ikke må anvendes gødning eller bekæmpelsesmidler på arealet.
Vilkåret i den pågældende sag var fastsat for at beskytte grundvandet i et område, der havde væsentlig betydning for den nuværende og fremtidige vandforsyning i en kommune.
Naturklagenævnet har i en afgørelse af 15. juli 1998 stadfæstet et amtsråds vilkår i en tilladelse om, at arealet skal efterbehandles, så det kan anvendes til jordbrugsformål, og samtidig, at der efter endt efterbehandling ikke må anvendes gødning eller bekæmpelsesmidler på arealet, fordi indvindingen skal foregå i et i regionplanen udlagt særligt drikkevandsområde.
10.4.5 Støv
Støvgener kan opstå i forbindelse med selve indvindingen, ved oparbejdningen samt som følge af henlæggelse af råstofferne i depot.
Der kan også opstå støvgener som følge af transport på de interne transportveje.
Der bør normalt fastsættes vilkår om udførelse af støvdæmpende foranstaltninger, såsom vanding af gravefronter, lagerbunker og interne veje mv., samt renholdelse af interne veje.
Om en ansøgning skal afslås helt på grund af risikoen for støvgener, eller om der er behov for særlige vilkår for at imødegå støvgener, beror primært på forekomstens og indvindingens karakter samt afstanden til naboerne.
10.4.6 Støj
Udover de støjmæssige hensyn til boliger og lignende støjfølsom anvendelse bør der tages hensyn til ”stilleområder”, hvis sådanne er udlagt (jf. vejledning 41.2006 MST om støjkortlægning og støjhandlingsplaner).
I forbindelse med indvindingsvirksomheden anvendes der normalt en række maskiner og anlæg, som fremkalder en ikke ubetydelig støj, der vil kunne påføre de omboende gener.
Der vil derfor stort set altid være behov for at fastsætte grænser for støjbelastningen fra indvindingsvirksomheden, herunder fra kørsel på virksomhedens eget område frem til udkørsel på offentlig vej.
De mest forekommende støjkilder er
Ved fastsættelse af støjgrænser i de konkrete sager bør der tages udgangspunkt i de vejledende støjgrænser i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984, Ekstern støj fra virksomheder, med de supplerende vejledninger nr. 5/1993 og 3/1996.
Kommunalbestyrelsen bør dog være opmærksom på, at placering af indvindingsvirksomheden, i modsætning til mange andre virksomheder, naturligt er knyttet til på forhånd givne geologiske forhold.
Støjgrænserne må derfor i hvert enkelt tilfælde fastsættes ud fra en vurdering af de tekniske og økonomiske muligheder for at reducere støjen.
Der bør også skelnes mellem støj, som stammer fra selve indvindingsaktiviteten, og støj i forbindelse med bearbejdning af de indvundne materialer.
Det vil ofte være såvel teknisk som økonomisk muligt at foretage en væsentlig reduktion af støjen fra materialebearbejdningen.
Selv om bearbejdningen sker ved indvindingsstedet, bør der således ikke accepteres en kraftigere støjpåvirkning af omgivelserne, end hvis bearbejdningen havde fundet sted på en anden lokalitet.
Visse aktiviteter i startfasen som afrømning af muld og overjord og opbygning af støjvolde vil ofte vanskeligt kunne gennemføres uden at overskride de fastsatte støjgrænser.
Det vil derfor være hensigtsmæssigt, såfremt der tages højde for dette i vilkårsfastsættelsen.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. juli 1997 i en klagesag fastsat, at i den periode, hvor der etableres en støjvold omkring en beboelsesejendom, hæves støjgrænsen i et bestemt referencepunkt fra 60 dB(A) til 65 dB(A), men kun når der foregår anlægsarbejde.
I ansøgningsskemaet skal ansøgeren redegøre for de forventede støjforhold.
Ved mere komplicerede ansøgninger bør kommunalbestyrelsen kræve en støjteknisk redegørelse udarbejdet af et kvalificeret firma.
I vilkårene bør der fastsættes krav om, at der gennemføres en egentlig støjundersøgelse umiddelbart efter driftsstart til dokumentation for, at vilkårene om støjbelastningen af omgivelserne kan overholdes og bliver overholdt.
Der henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1984, Måling af ekstern støj fra virksomheder, med den supplerende vejledning nr. 5/1993 om beregning af ekstern støj fra virksomheder.
-
Gravemaskiner for afrømning af overjord.
-
Stenknuserier.
-
Sorteranlæg.
-
Intern transport med dumper/lastvogn.
-
Læsning (med stenmaterialer) af lastvogne.
-
Kundekørsel ud og ind af råstofgraven.
10.4.7 Vibrationer
Graveaktiviteterne, herunder kørsel, knusning og sortering af råstoffer samt eventuelle sprængninger, kan give anledning til vibrationer, der kan forplante sig til naboejendomme til gene for beboerne.
I grelle tilfælde kan vibrationer medføre skade på bygninger.
Der henvises til Miljøstyrelsens orientering nr. 9, 1997.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. juli 1997 i en klagesag taget stilling til vilkårsfastsættelse om vibrationer i forhold til nabobygninger som følge af sprængningsaktiviteter ved stenbrydning.
10.4.8 Driftstider
Støjgrænserne i Miljøstyrelsens ovennævnte vejledning er fastsat ud fra den forudsætning, at de skal overholdes inden for nærmere anførte tidsrum af døgnet og på såvel hverdage, som lørdage og søn- og helligdage.
Dette indebærer, at en virksomhed kan være i drift døgnet rundt, såfremt støjen er lavere i aften- og nattetimer samt på søn- og helligdage.
Kommunalbestyrelsen må dog ud fra indvindingsvirksomhedens karakter og ansøgningen vurdere, om det ikke vil være mest hensigtsmæssigt at fastsætte vilkår om bestemte driftstider.
Ofte vil det fremgå af ansøgningen, at virksomheden er indstillet på at indvinde og producere på nærmere angivne tidspunkter og dage, således at kommunalbestyrelsen umiddelbart vil kunne lægge sådanne oplysninger til grund for vilkårsfastsættelsen.
Et konkret vilkår om driftstid vil, navnlig ved indvinding i nærheden af bolig- og sommerhusområder, kunne forebygge visse naboklager og vil desuden lette tilsynsvirksomheden.
Et sådant vilkår vil tillige have indflydelse på trafikintensiteten i aften og nattetimer på de mindre veje frem til en råstofgrav og vil også af denne årsag kunne forebygge nogle naboklager.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. juli 1997 i en klagesag fastsat, at der i perioden 1. juni til 15. september skal ske indskrænkning af virksomhedens produktionstidsrum, inklusive lastning og transport, til hverdage mandag - fredag fra kl. 6 - 18, dog er det tilladt mellem kl. 18 og kl. 22 at reparere og vedligeholde maskinparken og materiellet.
Afgørelsen er truffet for at tage hensyn til nærliggende helårsbeboelser i en landsby samt et nærliggende sommerhusområde.
Skov- og Naturstyrelsen har i en konkret afgørelse af 30. september 1991 i en klagesag fastsat, at der i forbindelse med grusgravning alene må ske udlevering af allerede oparbejdede materialer i sommerhalvåret.
Gravning og sortering må således kun ske i vinterhalvåret.
Disse vilkår er fastsat af hensyn til de omkringboende.
10.4.9 Kørsel til og fra graveområdet
Der kan ikke med hjemmel i råstofloven stilles vilkår med henblik på at regulere gener hidrørende fra trafikken på offentlig vej til og fra indvindingsområdet.
Der kan således alene fastsættes vilkår, der regulerer forholdene ved selve indvindingen, det vil sige inden for det område, der er omfattet af tilladelsen, herunder de interne transportveje frem til udkørsel.
I denne forbindelse kan det fastlægges, hvorledes udkørsel til offentlig vej eller privat fællesvej skal ske, herunder at der f.eks. kun må ske udkørsel ved højresving.
Som det fremgår af kap. 9.9.1, er det vejbestyrelsen og vejmyndigheden, der har kompetencen til at meddele tilladelse til overkørsel til henholdsvis offentlig vej og privat fællesvej.
Tilladelsen meddeles ud fra en vurdering af vejtekniske og færdselsmæssige hensyn.
Efter færdselslovens § 92 kan politiet med samtykke fra vejbestyrelsen eller, for så vidt angår private fællesveje, vedkommende kommunalbestyrelse træffer færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejes udnyttelse eller indretning.
Ud over de færdselsmæssige hensyn vil der også kunne tages stilling til andre hensyn, såsom de miljømæssige.
Politimesteren kan efter bestemmelsen f.eks. forbyde tung trafik på en bestemt vejstrækning eventuelt ledsaget af visse undtagelser, så forbuddet ikke rammer den sædvanlige trafik, der har ærinde til ejendomme på den pågældende vejstrækning.
Miljøankenævnet har i en afgørelse fra 1979 fastslået, at såfremt kørsel til og fra et indvindingsområde vil medføre betydelige miljømæssige gener i form af støv, støj og rystelser for beboerne ved området, har amtsrådet hjemmel til helt at afslå en ansøgning om tilladelse til råstofindvinding.
Miljøankenævnet har i en afgørelse fra 1985 fastslået, at der med hjemmel i råstofloven også i et vist omfang kan stilles vilkår om den videre transport af råstoffer fra indvindingsområdet.
Ankenævnet bestemte således, at transporten skulle ske mod vest ad en kommunevej således, at grusvognstrafikken gennem to mindre bysamfund mod øst kunne undgås.
Miljøankenævnet har i en afgørelse fra 1993 stadfæstet en afgørelse truffet af Skov- og Naturstyrelsen i 1992.
Amtsrådet havde meddelt tilladelse til råstofindvinding på en ejendom beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde.
Skov- og Naturstyrelsen fandt imidlertid, at der på grund af de trafikale forhold, herunder støv- og støjgener, på den kommunevej, der skulle anvendes af trafikken til og fra råstofgraven, ikke burde gives tilladelse til råstofindvinding.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 31. maj 1999 stadfæstet amtets tilladelse til fortsat gravning i en 10-årig periode.
Arealet er beliggende i et i regionplanen udlagt graveområde, men med trafikale problemer, både for et nærliggende boligområde og et nærliggende industrikvarter, knyttet til transporten til og fra en række grusgrave i graveområdet.
Naturklagenævnet udtaler bl.a., at regulering af trafikken uden for graveområdet af hensyn til færdselssikkerheden eller på grund af miljømæssige gener som udgangspunkt ikke kan varetages med hjemmel i råstofloven.
Nævnet anser det dog for muligt, at hensynet til miljøbeskyttelsen i ganske særlige tilfælde kan tale for, at der meddeles afslag på ansøgning om tilladelse til indvinding, når indvindingen medfører store miljømæssige gener for de omkringboende.
10.4.10 Efterbehandling
En tilladelse til råstofindvinding meddeles for en afgrænset periode, der normalt er på 10 år, og i langt de fleste tilfælde på jordbrugsarealer.
Tidligere blev de udtømte råstofgrave normalt efterbehandlet til jordbrugsformål.
Da der ikke længere er krav om efterbehandling til jordbrugsformål, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med kommuneplanarbejdet overveje, hvordan et område efter ophørt råstofindvinding kan indgå i de omgivne arealer, og hvad området senere skal bruges til, så der kan stilles relevante vilkår i forbindelse med gravetilladelse og efterbehandlingsplan.
Efterfølgende anvendelse til andet end jordbrugsmæssige formål fastsættes af de kommunale myndigheder på baggrund af en forudgående konkret afvejning af f.eks. graveområdets beliggenhed i forhold til de omkringliggende arealer eller i forhold til den planlagte anvendelse heraf.
Der kan f.eks. være tale om, at et udgravet råstofområde planlægges efterbehandlet til naturområde (sø, hede m.m.), eller at det i forbindelse med især en bynær indvinding planlægges til fritids- eller rekreativ udnyttelse.
Kommunalbestyrelsen bør endvidere vurdere, om der er behov og mulighed for at bevare et eller flere geologiske profiler i råstofgraven.
Gennem godkendelse af den grave- og efterbehandlingsplan, som ansøgeren, jf. lovens § 10, stk. 1, nr. 1, altid skal udarbejde inden indvindingens påbegyndelse, har kommunalbestyrelsen mulighed for at sikre, at det givne område efter indvindingens ophør indpasses i det omgivende landskab, og i øvrigt tilpasses kommunens planlægning for området, jf. ovenstående.
Der vil dog ofte være behov for at fastsætte en række supplerende vilkår i tilknytning til efterbehandlingen, bl.a. omkring deponering af muld og overjord til brug for efterbehandlingen samt genudlægning af jord og beplantning.
Det kan i øvrigt være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen stiller vilkår, der sikrer, at efterbehandlingen kan kræves iværksat i situationer, hvor indvindingen afbrydes før tiden.
F.eks. vilkår om, at efterbehandlingsforpligtelsen indtræder, hvis indvindingen har været afbrudt i en længere periode (eksempelvis i 1 år), og at efterbehandlingsforpligtelsen indtræder omgående, hvis tilladelsen tilbagekaldes.
Der henvises til kap. 13.4 og 13.5 om tvangsmæssig gennemførelse af efterbehandling for henholdsvis tilladelser og anmeldte rettigheder.
10.4.11 Sikkerhedsstillelse
Efter råstoflovens § 10, stk. 1, nr. 2, skal der stilles vilkår om fornøden økonomisk sikkerhed for gennemførelse af den efterbehandling, der skal finde sted på indvindingsområdet.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at en offentlig myndigheds tilsagn om efterbehandling i sig selv betragtes som fornøden økonomisk sikkerhed.
Kommunalbestyrelsen bør normalt kræve sikkerhedsstillelse, og det forudsættes, at sikkerheden til enhver tid er tilstrækkelig til, at kommunalbestyrelsen i givet fald skal kunne lade efterbehandlingen udføre.
Dette er understreget i lovens § 10, stk. 3.
Beregningen af sikkerhedens størrelse skal finde sted under hensyn til den foreliggende grave- og efterbehandlingsplan.
Det bør normalt indbygges i vilkåret, at sikkerhedens størrelse kan reguleres i takt med prisudviklingen.
Dette indebærer, at sikkerheden i givet fald også kan nedsættes, hvis efterbehandlingsforpligtelsen indskrænkes, efterhånden som efterbehandlingen udføres.
Sikkerheden stilles sædvanligvis af den, der har ansøgt om og fået indvindingstilladelsen.
Men sikkerheden kan for så vidt stilles af hvem som helst.
I forhold til det offentlige hæfter derimod den, der har fået tilladelsen, eller den, der siden har fået rådighed over arealet, for de eventuelle efterbehandlingsudgifter, der måtte overstige den stillede sikkerhed.
Enhver betryggende sikkerhed bør kunne accepteres efter kommunalbestyrelsen nærmere skøn.
Det vil dog i reglen være en fordel at indskyde et pengeinstitut eller et forsikringsselskab mellem råstofindvinderen og kommunalbestyrelsen.
Sikkerhedsstillelsen er normalt økonomisk belastende for den pågældende, dels likviditetsmæssigt, dels udgiftsmæssigt.
Det bør derfor også være i indvinderens interesse, at der, hvor det er muligt, arbejdes med løbende efterbehandling af de afgravede arealer, således at der kan etableres en rullende sikkerhed, hvor afgravede og efterbehandlede arealer efterhånden "slippes" af sikkerheden, som herefter alene gælder for de arealer, der er under gravning, eller som vil blive afgravet inden for den kommende periode.
Når vilkår om efterbehandling er opfyldt, skal kommunalbestyrelsen give meddelelse om, at sikkerheden kan frigives, dog bør frigivelsen altid afvente klagefristens udløb.
Kommunalbestyrelsen kan efter en konkret vurdering give meddelelse om frigivelse af en del af sikkerheden, når efterbehandlingen er delvist udført.
Såfremt en indvindingstilladelse ønskes overdraget, kan den af overdrageren stillede sikkerhed tidligst frigives samtidig med, at den nye bruger af indvindingstilladelsen stiller ny sikkerhed.
Strukturreformen medfører, at eksisterende bankgarantier stillet af den enkelte indvinders bank eller forsikringsselskab over for det amt, indvindingsområdet er beliggende i, efter 1. januar 2007 skal frigives af kommunalbestyrelsen.
Det er således kommunalbestyrelsen, der derefter skal godkende, at efterbehandlingen er tilendebragt i overensstemmelse med efterbehandlingsplanen, og frigive garantien.
Kommunen indtræder i amtets rettigheder og pligter i henhold til garantien.
Garantien er således ikke ugyldig, som følge af at amtet nedlægges, men videreføres med kommunen som ny part.
Amtet har haft pligt til, inden 1. januar 2007, at sørge for, at de berørte kommuner er gjort bekendt med de garantier, som er stillet over for amtet.
Det fremgår af § 11 i bekendtgørelse nr. 877 af 16. september 2005 (procedurebekendtgørelsen), at et amts rettigheder og pligter pr. 1. januar 2007, som udelukkende er knyttet til en opgave, der i henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen overføres til kommunerne, fordeles til kommunerne i amtet.
Hver kommune overtager de rettigheder eller pligter, som udelukkende eller helt overvejende er knyttet til den pågældende kommune, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 4.
(Bekendtgørelsen indeholder endvidere i § 14, stk. 6 en opsamlingsbestemmelse, der placerer rettigheder og pligter, som ikke er omfattet af de foregående bestemmelser, herunder bestemmelsen i § 14, stk. 4).
10.4.12 Øvrige vilkår
Der kan naturligvis, afhængig af den konkrete ansøgning og indvindingsområdets beliggenhed, være behov for at fastsætte en række yderligere vilkår.
Bl.a. vilkår, der skal varetage hensynet til de omkringliggende ejendomme.
Det kan være vilkår om afstand til naboskel, skrænthældninger under indvindingen og lignende, der skal sikre, at der ikke opstår fare ved færdsel på naboejendommene.
Som allerede nævnt i kap. 4.5 må en tilladelse efter råstofloven stemme overens med indholdet i en eventuel lokalplan vedrørende råstofindvindingen.
Dette gælder, hvad enten lokalplanen er udarbejdet som følge af kommunalbestyrelsens lokalplanpligt eller lokalplanret.
10.4.13 Vilkår efter anden lovgivning
Såfremt tilladelser efter anden lovgivning er påkrævet i forbindelse med meddelelse af tilladelse efter råstofloven, jf. kap. 9.3, skal vilkår stillet af de respektive myndigheder medtages i kommunalbestyrelsens samlede afgørelse efter råstofloven.
Det skal af tilladelsen fremgå med hvilken lovhjemmel, vilkåret er fastsat.
Tilsvarende gælder vilkår, der som følge af en udtalelse fra Kystdirektoratet er nødvendige af kystbeskyttelsesmæssige hensyn.
Der henvises til administrationscirkulæret.
10.5 Gyldigheden af fastsatte vilkår
Vilkår, der knyttes til en tilladelse efter lovens § 7, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet, jf. § 10, stk. 4.
Når kommunalbestyrelsen har meddelt en tilladelse til råstofindvinding på en række vilkår, opstår der af og til det spørgsmål, om kommunalbestyrelsen på et senere tidspunkt, inden tilladelsen udløber, kan ændre afgørelsen, f.eks. ved at foretage ændringer i de stillede vilkår eller fastsætte yderligere vilkår.
Fra 1. januar 1998 blev der gennemført en ændring af miljøbeskyttelsesloven, hvorved der er indført et direkte forbud mod modtagelse af fyldjord i råstofgrave.
Med virkning fra 1. januar 2000 er forbuddet i stedet gældende i henhold til § 52 i jordforureningsloven.
Det blev i forbindelse med lovens behandling direkte forudsat, at amtsrådet efter ikrafttrædelsen gennemfører en rettelse af de vilkår, der måtte være fastsat tidligere efter råstofloven, hvis der opstår modstrid, fordi der ikke gives dispensation fra jordforureningslovens § 52.
Fra 1. januar 2007 er det regionsrådet, der træffer afgørelse om dispensation fra forbuddet i jordforureningslovens § 52.
Det blev samtidig fastsat ved en følgeændring af råstofloven, at amtsrådet afholder tinglysningsudgifterne til en sådan vilkårsændring.
Derudover indeholder loven ikke hjemmel for råstofmyndigheden til at omgøre en truffet afgørelse, men det fremgår af den forvaltningsretlige litteratur, at omgørelse i et vist omfang kan ske uden udtrykkelig lovhjemmel.
Det forhold, at der er udstedt en tilladelse på en række vilkår, betyder ikke, at denne afgørelse skal stå ved magt til evig tid uden hensyn til, hvordan forholdene udvikler sig og uden hensyn til ny viden, der relaterer sig til den første afgørelse.
På den anden side må den, der har fået en tilladelse med et bestemt indhold, med rette kunne indrette sig i tillid hertil.
Den omstændighed, at tilladelsen kun gælder for et bestemt tidsrum, taler yderligere for, at tilladelsesindehaveren kan gå ud fra, at omgørelse ikke kan ske i tilladelsens gyldighedsperiode.
Det er disse to modsat rettede synspunkter, der skal afvejes over for hinanden ved afgørelsen af spørgsmålet.
Såfremt kommunalbestyrelsen omgør en tidligere afgørelse, kan dette indbringes for Naturklagenævnet efter lovens §§ 13 og 14, jf. kap. 11.
Et generelt forbehold over for senere ændringer i stillede vilkår eller over for fastsættelse af supplerende vilkår i en tilladelse er næppe tilstrækkelig hjemmel for en senere omgørelse.
Derimod kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde bestemme, at vilkårene for en råstofindvindingstilladelse kan tages op til fornyet vurdering efter et vist åremål, dvs. inden tilladelsens udløb.
Det følger endvidere af den forvaltningsretlige litteratur, at en myndighed i et vist omfang er bundet af de tidligere afgørelser, der måtte være truffet af en klageinstans i den konkrete sag.
Det gælder f.eks., hvis der efter en naboklage er fastsat vilkår om begrænset driftstid eller lignende for en råstofgrav.
I en sådan sag kan kommunalbestyrelsen ikke efterfølgende uden klagemyndighedens godkendelse udvide driftstiden for råstofgraven, medmindre der i mellemtiden er fremkommet nye væsentlige oplysninger, der indebærer at forholdene er ændret.
10.6 Tinglysning af vilkår
Kommunalbestyrelsen skal efter lovens § 10, stk. 4 drage omsorg for, at vilkår om efterbehandling tinglyses på ejendommen.
Begrundelsen for kravet om tinglysning er, at kreditorer og kommende ejere ved at se i tingbogen kan blive bekendt med, at der påhviler ejendommen særlige forpligtelser i relation til efterbehandling mv.
Ejeren skal bekoste tinglysningen.
Såfremt der er tale om ændring af vilkår “i utide”, når der eksempelvis træffes afgørelse om et forbud mod modtagelse af jord udefra, jf. nedenfor pkt. 10.7.6, skal kommunalbestyrelsen dog afholde tinglysningsudgifterne, jf. lovens § 10, stk. 5, 2. pkt.
Hvis kommunalbestyrelsens tilladelse vedrører fortsat råstofindvinding på en ejendom, hvor der i forvejen findes tinglyste vilkår i henhold til den tidligere tilladelse, bør kommunalbestyrelsen, for at medvirke til en så enkel tingbogsregistrering som mulig, lade tinglyse en ny deklaration, der rummer alle de for den fortsatte indvinding gældende bestemmelser.
Den hidtidige deklaration kan derefter aflyses, medmindre den rummer bestemmelser, der fortsat skal være tinglyst på ejendommen, jf. kap. 14.3.
10.7 Øvrige oplysninger i tilladelsen
Skov- og Naturstyrelsen kan anbefale, at kommunalbestyrelsen i en tilladelse orienterer ansøgeren om de generelle bestemmelser, der i øvrigt gælder for indvindingen efter råstofloven m.m.
10.7.1 Forældelse og passivitet
I henhold til lovens § 10, stk. 6 bortfalder en tilladelse efter § 7, stk. 1, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt. 3-års fristen regnes i tilfælde af en eventuel klagesagsbehandling fra datoen for den endelige afgørelse.
Efter samme bestemmelse bortfalder en tilladelse til råstofindvinding tillige, når tilladelsen, efter at indvindingen er indledt, ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år.
Det skal understreges, at det er tilladelsens dato, der anvendes ved beregningen af tidsfristen, og altså ikke det som oftest senere tidspunkt, der kan være fastsat i selve tilladelsen som indvindingens begyndelsestidspunkt.
Det bør derfor oplyses, at en tilladelse bortfalder, såfremt indvindingen ikke er påbegyndt inden 3 år efter, at den er meddelt, eller når tilladelsen ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år.
10.7.2 Opsættende virkning af klage
Rettidig klage har, i henhold til lovens § 16, stk. 4, som udgangspunkt opsættende virkning.
Klagemyndigheden (Naturklagenævnet) kan dog bestemme, at en klage over kommunalbestyrelsens afgørelse ikke skal have opsættende virkning.
Det bør derfor oplyses, at tilladelsen ikke må udnyttes, inden klagefristen er udløbet, jf. § 16, stk. 3, og at rettidig klage har opsættende virkning for tilladelsen, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. § 16, stk. 4.
10.7.3 Tilbagekaldelse af tilladelser
En tilladelse til råstofindvinding kan efter lovens § 11, stk. 1 tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen ved grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller af lovgivningen i øvrigt.
En tilladelse til råstofindvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan til enhver tid begrænses eller tilbagekaldes af kommunalbestyrelsen, jf. § 11, stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 2 skal sikre, at en råstofindvinding på kyststrækninger altid kan begrænses eller standses, hvis der opstår en uforudset risiko for skade på kysten.
Bestemmelsen vil normalt blive bragt i anvendelse efter indstilling fra Kystdirektoratet.
Kommunalbestyrelsen skal følge Kystdirektoratets indstilling om begrænsning eller tilbagekaldelse, jf. administrationscirkulæret.
Det bør fremgå af tilladelsen, at denne kan tilbagekaldes i tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår og af lovgivningen i øvrigt og, såfremt indvindingen foregår på kyststrækninger, tillige, når det af hensyn til beskyttelse af kysten skønnes nødvendigt.
10.7.4 Kommunalbestyrelsen som tilsynsmyndighed
Kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed efter råstofloven.
Kommunalbestyrelsen bør derfor i tilladelsen oplyse om at
-
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med indvindingen og har uden retskendelse adgang til indvindingsområdet for at påse, om tilladelsen og vilkårene herfor overholdes.
-
Kommunalbestyrelsen kan som tilsynsmyndighed meddele påbud om, at et ulovligt forhold skal berigtiges inden for en nærmere fastsat frist.
-
Kommunalbestyrelsen kan, såfremt påbuddet ikke efterkommes rettidigt, umiddelbart foretage det nødvendige på ejerens eller brugerens bekostning.
10.7.5 Oplysningspligt
Kommunalbestyrelsen bør oplyse ansøgeren om, at resultatet af råstofboringer eller prøveboringer i jorden skal indberettes til Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, iflg. udkast til bekendtgørelse om digital indberetning af geofysiske data, inden 3 måneder efter udførelsen.
Indberetningen skal ske på særlige skemaer, som fås hos kommunalbestyrelsen, jf. lovens § 28, stk. 1.
Det bør også oplyses, at der årligt skal ske indberetning om indvindingsvirksomheden, bl.a. om beliggenhed, art og mængde af de forekomster, der indvindes, og om anvendelsen heraf.
Indberetningen skal ske på særlige skemaer, som kommunalbestyrelsen udsender.
Der henvises til bekendtgørelse nr. 1357 af 11. december 2006 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om kommunalbestyrelsens kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder.
10.7.6 Modtagelse af opfyldningsmaterialer
Såfremt der ikke i forbindelse med tilladelsen til råstofindvinding er meddelt dispensation fra jordforureningslovens § 52 (indtil 1. januar 2000 miljøbeskyttelseslovens § 20 a) til modtagelse af jord, bør kommunalbestyrelsen gøre opmærksom på, at modtagelse af jord forudsætter en særlig dispensation fra regionsrådet.
Er der i forbindelse med tilladelsen til råstofindvinding taget stilling til spørgsmålet om modtagelse af jord udefra, ved at regionsrådet har givet afslag på ansøgning om dispensation, bør kommunalbestyrelsen overveje at lade forbuddet fremgå af vilkårsfastsættelsen vedrørende efterbehandling, jf. ovenfor pkt. 10.4.3.
Endvidere bør indvinderen gøres opmærksom på, at etablering af lossepladser, fyldpladser og lignende kræver særlig godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5.
10.7.7 Andre oplysninger
Det bør også fremgå, at virksomheder, der har fået tilladelse til erhvervsmæssig indvinding af afgiftspligtige råstoffer, skal anmelde sig til registrering hos SKAT.
Der skal betales råstofafgift ved indvinding af naturbundne råstoffer, jf. Lovbekendtgørelse nr. 1165 af 27. november 2006 om afgift af affald og råstoffer (affalds- og råstofloven).
Afgiften er p.t. 5,- kr. pr. m³.
Såfremt det følger af anden lovgivning, som foruden råstofloven vedrører selve den påtænkte indvinding, jf. kap. 9.3, at tilladelsen i henhold til denne lovgivning skal ledsages af særlige oplysninger, skal disse også medtages her.
Det bør fremgå af tilladelsen, at indvindingen ikke må berøre de jordfaste fortidsminder, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 18, og at indvindingen ved forekomsten af fortidsminder, der er omfattet af museumslovens § 26 eller naturhistoriske genstande, der er omfattet af museumslovens § 29 skal standses.
Anmeldelse skal straks foretages til Kulturarvsstyrelsen, eller nærmeste arkæologiske museum / nærmeste statslige eller statsanerkendte naturhistoriske museum.
Med henblik på opkrævning af afgiften bør kommunalbestyrelsen underrette Skat når indvindingen kan påbegyndes.
Underretningen skal ske med henvisning til den pågældende virksomheds CVR-nummer og eventuelle P-nummer.
11 Klageregler
Kap. 11 gennemgår klagereglerne og indeholder forslag til klagevejledninger.
11.1 Hvilke afgørelser er undergivet klage
11.1.1 Klage
Udgangspunktet er, at alle kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller efter de regler, der fastsættes i medfør af loven, kan påklages, jf. lovens § 13, stk. 1, 1. pkt.
Det vil sige kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag, tilladelser og vilkår for tilladelser mv. samt kommunalbestyrelsens ekspropriationsbeslutninger efter lovens § 27.
11.1.2 Ingen klageadgang
Efter lovens § 13, stk. 1, 2. pkt. er der dog en række af kommunens afgørelser, der ikke kan påklages.
I følgende tilfælde er kommunalbestyrelsens afgørelser således endelige
Efter lovens § 33, stk. 4 kan kommunens afgørelser som led i udøvelsen af tilsynsbeføjelsen heller ikke påklages.
Det gælder bl.a. følgende afgørelser
Det er en forudsætning for den manglende klagemulighed, at afgørelsen ikke indeholder andre elementer end en statuering af, at en ulovlig aktivitet skal ophøre, eller at en ulovlig tilstand skal retableres til det lovlige (eventuelt med frist hertil).
Er der tale om en afgørelse, hvor påbuddet eller forbuddet formelt set eller i realiteten har karakter af et afslag på en ansøgning, skal der gives klagevejledning.
En afgørelse om, at de fastsatte vilkår eller lignende skal efterkommes, kan selvsagt ikke påklages.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 27. juli 1999 afvist at realitetsbehandle en klage fra en ny ejer, der havde overtaget en landbrugsejendom, hvor den udførte efterbehandling var godkendt af amtet, men hvor den nye ejer var utilfreds med kvaliteten af efterbehandlingen.
Naturklagenævnet henviste til, at efterbehandlingen er godkendt som led i amtets udøvelse af tilsyn, og at afgørelsen derfor ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Naturklagenævnet henviser i sin afgørelse til muligheden for at indbringe spørgsmålet om amtets opfyldelse af sin tilsynsforpligtelse for Indenrigsministeriet samt til muligheden for et civilt erstatningssøgsmål.
-
Afgørelser om vilkår i forbindelse med ikke-erhvervsmæssige indvindinger, § 7, stk. 2.
-
Afgørelser om vilkår eller forbud i forbindelse med ikke-erhvervsmæssige indvindinger på strandbredder mv., § 7, stk. 2.
-
Afgørelser om vilkår eller forbud ved anmeldelser i henhold til § 9, stk. 2.
-
Afgørelser om tilbagekaldelse af en tilladelse ved grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller af lovgivningen i øvrigt, § 11, stk. 1.
-
Afgørelser om at begrænse eller tilbagekalde en tilladelse på strandbredder mv., § 11, stk. 2.
-
Påbud om at den ansvarlige skal genoprette den hidtidige tilstand, § 33, stk. 3, nr. 1).
-
Beslutning om at lade påbudte arbejder udføre for den ansvarliges regning, § 33, stk. 3, nr. 2).
-
Forbud mod fortsat drift og krav om fjernelse af virksomheden, § 33, stk. 3, nr. 3).
11.2 Kredsen af klageberettigede
Klageberettiget i henhold til lovens § 15 er
Efter loven er alle offentlige myndigheder klageberettigede.
Det gælder således ikke alene de myndigheder, der har været inddraget i sagens behandling, men også andre offentlige myndigheder.
Miljøministeren er også klageberettiget.
-
Adressaten for afgørelsen.
-
Offentlige myndigheder.
-
Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.
-
Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
-
enhver med individuel væsentlig interesse i afgørelsen.
11.3 Klagemyndighed
Efter lovens § 13 er Naturklagenævnet klagemyndighed for kommunalbestyrelsens afgørelser.
Nævnets afgørelser kan i visse mindre sager træffes af nævnets formand efter § 14, stk. 1.
Naturklagenævnets afgørelser er endelige, jf. § 14, stk. 2.
11.4 Klagefrist
Klagefristen er på 4 uger, jf. lovens § 16, stk. 1.
Fristen beregnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt eller offentliggjort.
Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen.
En afgørelse anses normalt for at være meddelt den pågældende dagen efter, at myndigheden har afgivet afgørelsen til postbesørgelse.
Klagen anses for rettidig, når den er modtaget af den myndighed, der har truffet afgørelsen, dvs. kommunalbestyrelsen, senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende/offentliggjort.
Er underretningen om afgørelsen f.eks. kommet frem en onsdag, udløber klagefristen en onsdag 4 uger senere ved kontortids ophør.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 8. september 1998 afvist at behandle en klage, der indkom som e-mail kl. 23.47 den dag, klagefristen udløb.
Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
11.5 Indgivelse af klage
Klage over kommunalbestyrelsens afgørelser efter lovens § 13, stk. 1 indgives til kommunalbestyrelsen, som videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse, jf. § 16, stk. 2.
Ved modtagelse af en klage skal kommunalbestyrelsen omgående underrette ejer og ansøger herom, idet indvindingen herefter skal afvente Naturklagenævnets behandling af sagen.
Ved sagens oversendelse til Naturklagenævnet bør kommunalbestyrelsen fremsætte bemærkninger til klagen og tage stilling til eventuelle nye argumenter eller oplysninger fra klageren.
11.6 Krav om skriftlighed
Klager skal indgives skriftligt, jf. lovens § 16, stk. 2.
Klager modtaget som telegram, telefax eller e-mail anses som skriftligt indgivet.
11.7 Klagevejledning
11.7.1 Råstofloven
Råstofloven indeholder ikke særlige bestemmelser om klagevejledning.
Dvs. at de almindelige regler i forvaltningslovens § 25 gælder.
Klagevejledningen skal indeholde oplysning om, at klagen skal indgives skriftligt, angivelse af klageinstans og oplysning om, hvem klagen skal sendes til og om klagefristens længde.
Hvis fyldestgørende klagevejledning ikke meddeles, har det den virkning, at klagefristen ikke begynder at løbe, før korrekt klagevejledning er meddelt.
Afgørelser med almindelig klagevejledning
Følgende formulering kan anvendes både ved afslag og tilladelser
“Afgørelsen kan påklages til Naturklagenævnet af adressaten for afgørelsen, offentlige myndigheder, lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og enhver med individuel væsentlig interesse i afgørelsen, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 1. pkt. og § 15.
Klagefristen er 4 uger fra meddelelsen af afgørelsen / fra den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen.
Hvis fristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. råstoflovens § 16, stk. 1.
Klagen skal indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen og være kommunalbestyrelsen i hænde senest fire uger efter det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt eller offentliggjort.
Kommunalbestyrelsen videresender klagen og sagens materiale til Naturklagenævnet, jf. råstoflovens § 16, stk. 2.
Hvis De vil indbringe sagen for domstolene, skal sagen anlægges inden 6 måneder fra meddelelsen af afgørelsen / fra den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen/ jf. råstoflovens § 43, stk. 1.
Ved tilladelser medtages også følgende tekst
“Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Hvis der kommer en klage, må tilladelsen ikke udnyttes, før Naturklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen eller har truffet afgørelse om, at tilladelsen kan udnyttes på trods af klagen, jf. råstoflovens § 16, stk. 3 og 4.”
Afgørelser der ikke kan påklages
Der skal tillige gøres opmærksom på, at visse af kommunalbestyrelsens afgørelser er endelige, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 2. pkt. og § 33, stk. 4.
Følgende formulering kan anvendes
“Afgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 2 pkt.
Afgørelsen om påbud og forbud efter § 33, stk. 4).”
Søgsmålsfrist i henhold til § 43 angives som under afgørelser med almindelig klagevejledning.
Afgørelser i sager om anmeldte rettigheder
Bortset fra at der i første afsnit in fine skal henvises til råstoflovens § 13, stk. 2, i stedet for § 13, stk. 1, 1. pkt., anvendes samme formulering som angivet ved afgørelser med almindelig klagevejledning.
11.7.2 Anden lovgivning
Såfremt der samtidig med afgørelsen efter råstofloven også træffes afgørelse om VVM efter planloven eller afgørelse efter anden lovgivning, der direkte vedrører selve råstofindvindingen, jf. kap. 9.2 og 9.3, skal kommunalbestyrelsen tillige give klagevejledning efter de respektive love.
11.8 Underretning af de klageberettigede
Kommunalbestyrelsen skal efter råstoflovens § 12 underrette de klageberettigede om afgørelser, der kan påklages efter § 13, stk. 1, 1. pkt.
Underretningen kan dog ske ved offentlig annoncering, f.eks. i den lokale presse for så vidt angår underretning til privatpersoner og de lokale foreninger og organisationer, der må antages at have en væsentlig interesse i sagen.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 24. november 1998 hjemvist en sag til amtet til fornyet behandling.
Klageren er nabo til det tilladte graveareal, med en afstand på ca. 3 m fra skel og ca. 14 m fra en terrasse.
Klageren blev først efter klagefristens udløb klar over den meddelte tilladelse, idet han ikke havde set annonceringen.
Den indsendte klage er derefter begrundet i bl.a. manglende forudgående partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, og manglende orientering om afgørelsen, jf. råstoflovens § 12, 1. pkt.
Set i sammenhæng med almindelige forvaltningsretlige regler om bekendtgørelse af afgørelser antager nævnet, at kommunalbestyrelsen har pligt til at foretage individuel underretning, når der er tale om en part, der har været partshørt, eller som burde have været partshørt, jf. forvaltningslovens § 19.
Denne pligt må antages at bestå uanset, at der er foretaget offentlig annoncering af afgørelsen.
På dette grundlag finder Naturklagenævnet, at klagefristen for så vidt angår naboen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er behørigt meddelt den pågældende.
Klagen anses derfor rettidig, hvorfor nævnet kan optage sagen til realitetsbehandling.
Naturklagenævnet finder derefter, at den manglende partshøring af naboen indebærer, at afgørelsen er behæftet med en retlig mangel, hvorfor tilladelsen ophæves som ugyldig, og sagen hjemvises til fornyet behandling.
Ud over adressaten for afgørelsen skal kommunalbestyrelsen underrette Danmarks Naturfredningsforening og de offentlige myndigheder, der har været inddraget i sagens behandling.
Kommunalbestyrelsen skal endvidere underrette eventuelle andre offentlige myndigheder, som efter bestyrelsen skøn har en interesse i sagen.
Kommunalbestyrelsen skal samtidig underrette Skov- og Naturstyrelsen om de afgørelser, der kan påklages, fordi styrelsen varetager ministerens klagebeføjelse, jf. kap. 11.2.
12 Ekspropriation
Kap. 12 gennemgår kort reglerne omkring ekspropriation efter råstofloven, der - så vidt det er Skov- og Naturstyrelsen bekendt - endnu ikke har været bragt i anvendelse.
På grundlag af bestemmelsen i lovens § 27 kan kommunalbestyrelsen ekspropriere fast ejendom og rettigheder over sådan ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at realisere en planlægning til fremme af de formål, der er nævnt i formålsbestemmelsen i lovens § 1.
Det er tillige muligt at gennemføre en ekspropriation på baggrund af en lokalplan, der udlægger et område som råstofindvindingsområde og samtidig fastlægger områdets fremtidige anvendelse.
Det forudsætter, at regionsrådet har udarbejdet en råstofplan, hvori området indgår.
Ekspropriationsgrundlaget kan f.eks. være en plan for indvinding og efterbehandling, et større sammenhængende indvindingsområde eller anden planlægning, der nærmere fastlægger rammerne for indvindingens forløb, efterbehandlingen og områdets fremtidige anvendelse.
Det er således næppe tilstrækkeligt, at der blot er udlagt et område til råstofindvinding.
En grundlæggende betingelse for ekspropriation er, at den skal være "af væsentlig betydning" for at realisere planlægningen.
Det er således en betingelse for at kunne foretage ekspropriation, at det er nødvendigt for kommunalbestyrelsen at få rådighed over det pågældende areal for at realisere den planlagte udvikling i området.
Det er også en betingelse, at den konkrete anvendelse af det pågældende areal er nært forstående.
Væsentlighedskravet betyder også, at ekspropriation ikke kan finde sted, hvis formålet med ekspropriationen kan realiseres på en mindre indgribende måde, eller hvis ejeren selv kan og vil realisere ekspropriationsformålet.
Dertil kommer, at den foranstaltning, hvortil der eksproprieres, skal være lovlig.
Heri ligger, at eventuelle nødvendige tilladelser efter anden lovgivning skal være meddelt eller kan forventes at blive meddelt inden for en kortere frist.
Bestemmelsen i § 27 giver også hjemmel til ekspropriation af private rettigheder over fast ejendom, f.eks. leje- eller brugsrettigheder.
Det er ikke nogen betingelse, at det er kommunalbestyrelsen, der realiserer ekspropriationsformålet.
Kommunalbestyrelsen kan overdrage arealet eller en eventuel brugsret (indvindingsret) til en privat indvinder, der vil disponere over arealet i overensstemmelse med den stedfundne planlægning.
Grundlovens § 73 er således ikke til hinder for, at der - under iagttagelse af grundlovens øvrige ekspropriationsbetingelser - foretages ekspropriation også til fordel for private.
Det skal understreges, at en ekspropriationsbeslutning forudsætter, at der er bevillingsmæssig dækning for erstatningskravet.
Ved ekspropriationens gennemførelse og erstatningsberegningen finder reglerne i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, jf. § 27, stk. 3-5.
Det betyder, at der efter reglerne i vejloven skal holdes åstedsforretning, og at kommunalbestyrelsen først efter udløbet af den i vejlovens § 48 fastsatte frist kan træffe ekspropriationsbeslutning.
Ekspropriationsbeslutningen kan påklages efter reglerne i råstoflovens § 13-16.
Der henvises nærmere til kap. 11.
13 Tilsyn, lovliggørelse og tvangsmæssig efterbehandling m.m.
Kap. 13 omhandler kommunalbestyrelsens tilsynsarbejde, herunder lovens adgangsbestemmelser.
Endvidere behandles spørgsmål om lovliggørelse og tvangsmæssig udførelse af efterbehandling ved anvendelse af den stillede sikkerhed.
Endelig nævnes hvordan kommunalbestyrelsen kan forholde sig ved råstoffirmaers konkurs og ved tvangsauktion over ejendomme med råstofindvinding.
Til slut nævnes arbejdsmiljøreglerne for råstofindvinding.
13.1 Tilsynspligtens indhold og omfang
13.11 Tilsynsmyndighed
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med såvel den erhvervsmæssige som den ikke-erhvervsmæssige råstofindvinding på land, jf. § 31.
13.1.2 Tilsynspligt
Råstoflovens § 31, stk. 1 fastlægger nærmere indholdet af tilsynspligten, idet kommunalbestyrelsen skal påse, at råstofloven og de regler, der er fastsat med hjemmel i råstofloven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.
I de tilfælde, hvor der med hjemmel i jordforureningsloven er meddelt dispensation fra forbuddet mod deponering af ren jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave, har regionen tilsynsforpligtigelsen hermed.
Tilsynet med råstofgraven og kontrol af jordstrømme ligger hos kommunalbestyrelsen.
Loven fastlægger derimod ikke omfanget af tilsynspligten nærmere.
Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at tilrettelægge et systematisk og regelmæssigt tilsyn.
På den anden side antages det, at kommunalbestyrelsen har pligt til at foretage en nærmere undersøgelse, hvis der modtages klager eller andre henvendelser, som ikke er åbenbart grundløse, eller hvis kommunalbestyrelsen på anden måde får en konkret begrundet mistanke om ulovlig adfærd.
Det må derfor efter de almindelige forvaltningsretlige regler i vidt omfang være overladt til kommunalbestyrelsen selv at bestemme tilsynets nærmere tilrettelæggelse.
Det følger af almindelige krav om forsvarlig administration, at en myndighed er forpligtet til at foretage konkrete eftersyn for at kontrollere om et påbud eller forbud er efterkommet, samt når fastsatte vilkår for en tilladelse har et indhold, der indikerer behov for tilsyn "i marken".
Lovens § 31, stk. 3 fastslår, at kommunalbestyrelsen har pligt til at foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre forholdet kun har underordnet betydning.
Undtagelsen om lovovertrædelser af underordnet betydning tilsigter at fastsætte en bagatelgrænse og dermed markere en grænse for myndighedernes nidkærhed.
Denne grænse skal drages snævert.
13.1.3 Forældelse og passivitet
En del af kommunalbestyrelsens tilsyn er også at holde øje med, om tilladelser bortfalder på grund af forældelse eller passivitet, fordi de ikke er sat i gang inden for tre år, eller ligger stille i mere end 3 år, jf. lovens § 10, stk. 6.
I dette arbejde kan kommunalbestyrelsen naturligvis støtte sig til de årlige indberetninger fra indvinderne.
Opmærksomheden henledes på, at reglen om bortfald på grund af passivitet, fordi en allerede igangsat indvinding ligger stille i mere end 3 år, kun gælder for tilladelser udstedt i henhold til 1992-loven.
13.2 Adgangsbestemmelser
Efter lovens § 32 har kommunalbestyrelsen en lovhjemlet adgang til offentlige og private ejendomme for at udøve de beføjelser, der er tillagt den efter loven.
Kommunalbestyrelsen kan således besigtige en ejendom både som led i behandlingen af en ansøgning om indvindingstilladelse og som led i tilsynsbeføjelsen.
Hvis adgang ikke kan opnås på anden måde, kan politiet yde bistand.
Selv om det ikke fremgår direkte af lovbestemmelsen, at der skal foretages forudgående meddelelse til ejeren om besigtigelsen, forudsættes det dog i lovforslagets bemærkninger, at der så vidt muligt gives en sådan meddelelse om besigtigelsen.
Den forudgående meddelelse kan dog undlades, såfremt den ikke kan gives af praktiske grunde, eller såfremt øjemedet med tilsynet ville forspildes, hvis den blev givet.
I lovens § 32, stk. 3 fastslås det, at indehaveren og beskæftigede i en indvindingsvirksomhed har pligt til at give kommunalbestyrelsen fornøden vejledning og hjælp ved eftersyn af erhvervsvirksomheder.
13.3 Lovliggørelse
Det fremgår af lovens § 33, stk. 1, at det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.
Bestemmelsen slutter sig til lovens § 31 og omhandler lovliggørelse af et ulovligt forhold.
Det fastslås i bestemmelsen, at lovliggørelsespligten påhviler ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorfor et lovliggørelsespåbud må rettes mod den konkrete ejer eller bruger.
Kommunalbestyrelsen kan for ejerens regning tinglyse lovliggørelsespåbud på ejendommen i henhold til lovens § 33, stk. 2.
Såfremt påbuddet ikke efterkommes rettidigt, kan kommunalbestyrelsen umiddelbart foretage det nødvendige for ejerens eller brugerens bekostning, jf. lovens § 33, stk. 3.
Med hensyn til tvangsmæssig udførelse af efterbehandling henvises til pkt. 13.4 og 13.5 nedenfor.
Kommunalbestyrelsen har i almindelighed ingen pligt til at gennemføre selvhjælpshandlinger.
Kommunalbestyrelsen kan som hidtil anvende mindre indgribende tvangsmidler, f.eks. politianmeldelse med henblik på straf og tvangsbøder.
Ofte vil det af praktiske grunde være umuligt for kommunalbestyrelsen at lade de nødvendige foranstaltninger gennemføre.
Såfremt kommunalbestyrelsen vil foretage en selvhjælpshandling, bør kommunalbestyrelsen give ejer eller bruger meddelelse om, at selvhjælpshandling vil blive foretaget, såfremt forpligtelsen ikke opfyldes inden en vis frist.
De nødvendige foranstaltninger gennemføres for den ansvarliges regning.
Der er udpantningsret for tilsynsmyndighedernes udgifter til selvhjælpshandlinger, jf. lovens § 45.
13.4 Tvangsmæssig efterbehandling i tilladelsessager
Vilkår i forbindelse med en tilladelse til råstofindvinding, herunder vilkår om efterbehandling, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet, jf. lovens § 10, stk. 4.
Dette indebærer bl.a., at vilkårene ikke kan bortfalde ved tvangsauktion.
Efter lovens § l0, stk. 3 skal kommunalbestyrelsen påse, at der stilles fornøden sikkerhed for opfyldelsen af vilkår om efterbehandling, og at sikkerheden er tilstrækkelig til, at råstofmyndigheden i givet fald kan lade efterbehandlingsarbejderne udføre.
Beregningen sker under hensyn til den foreliggende grave- og efterbehandlingsplan, der evt. kan være udformet som en etapevis efterbehandling.
Efterbehandlingsforpligtelsen indtræder efter vilkårene som regel, når forekomsten er udtømt, eller hvis indvindingen afbrydes og ikke genoptages inden en i vilkårene evt. fastsat tidsfrist, f.eks. et år.
Efterbehandlingsforpligtelsen indtræder tillige, hvis tilladelsen trækkes tilbage som følge af gentagne overtrædelser af vilkårene, jf. lovens § 11, eller hvis indvindingen indstilles, så tilladelsen ikke udnyttes i en sammenhængende periode af 3 år, jf. lovens § 10, stk. 6.
Hvis en indvindingsvirksomhed ikke umiddelbart opfylder forpligtelsen til at efterbehandle, skal kommunalbestyrelsen i normale tilfælde meddele påbud til indvinderen eller ejeren om inden en fastsat frist at foretage efterbehandlingen.
Denne afgørelse kan ikke påklages.
Såfremt fristen er udløbet, og efterbehandlingen ikke er udført af brugeren eller ejeren, afgør kommunalbestyrelsen hvornår og hvordan efterbehandling skal ske.
Det forudsættes herved, at kommunalbestyrelsen giver ejeren og brugeren meddelelse om, at kommunalbestyrelsen nu vil udføre de nødvendige foranstaltninger.
Dette bør ligeledes meddeles garanten (det pengeinstitut, forsikringsselskab eller andet, der har stillet sikkerheden).
Kommunalbestyrelsen sørger for at arbejdet udføres på ejers og/eller brugers regning, enten ved egen arbejdskraft eller typisk ved anvendelse af en entreprenør.
Tvivlsspørgsmål om omkostningernes størrelse vil kunne undgås, hvis arbejdet afvikles på grundlag af en licitation eller ved indhentning af tilbud fra to relevante entreprenører, eller eventuelt på grundlag af kommunalbestyrelsens egen anlægsafdeling og et kontroltilbud udefra.
Dækning af udgifterne søges først og fremmest i sikkerhedsstillelsen.
Ved meddelelse til garanten kan kommunalbestyrelsen få beløbet udbetalt, og et eventuelt overskydende sikkerhedsbeløb frigivet.
Er sikkerheden ikke tilstrækkelig, hæfter i første række tilladelsens indehaver og dernæst ejendommens ejer.
Inddrivelse kan i givet fald foretages ved umiddelbar fogedforretning i henhold til lovens § 45.
Er der på forhånd vished for, at krav om dækning af de overskydende omkostninger ikke vil blive honoreret, selv om kommunalbestyrelsen begærer ejendommen sat på tvangsauktion, kan kommunalbestyrelsen muligvis lade en delvis eller mindre vidtgående efterbehandling udføre, således at omkostningerne ikke overstiger sikkerheden.
Dette afhænger dog bl.a. af det underliggende retsforhold, dvs. hvilke hensyn efterbehandlingsvilkåret har skullet tilgodese.
I nogle tilfælde vil en fuldstændig efterbehandling af graveområdet have en sådan almen interesse, at kommunalbestyrelsen, til trods for at omkostningerne ikke vil kunne dækkes af bruger eller ejer, må overveje at lade arbejdet udføre for egen regning.
13.5 Tvangsmæssig efterbehandling for anmeldte rettigheder
Ifølge det daværende Ministeriet for Offentlige Arbejders cirkulære af 13. september 1972 skulle vilkår i såvel anmeldelses- som tilladelsessager ved ansøgerens/anmelderens foranstaltning og for hans regning tinglyses på ejendommen.
Er der i tilknytning til anmeldelsen stillet vilkår om efterbehandling og om sikkerhed for opfyldelsen af dette vilkår, vil den tinglyste deklaration, indeholdende efterbehandlingsvilkåret, således forpligte den til enhver tid værende ejer af ejendommen.
I nogle tilfælde er der stillet krav om, og også gennemført, tinglysning af deklarationen forud for pantegæld.
Efterbehandlingsforpligtelsen indtræder efter vilkårene som regel, når forekomsten er udtømt, eller hvis indvindingen afbrydes og ikke genoptages inden en i vilkårene evt. fastsat tidsfrist, f.eks. et år.
Hvis en indvindingsvirksomhed ikke opfylder efterbehandlingsforpligtelsen, kan kommunalbestyrelsen meddele virksomheden påbud om, inden en fastsat frist, at foretage efterbehandlingen.
Efterkommes dette påbud ikke, kan kommunalbestyrelsen, hvis det er indeholdt i vilkårene, lade efterbehandlingen udføre på ejerens eller brugerens regning, dog ikke uden at have givet meddelelse derom til brugeren, ejeren og garanten.
Kommunalbestyrelsen sørger for at arbejdet udføres på ejers og/eller brugers regning, enten ved egen arbejdskraft eller typisk ved anvendelse af en entreprenør.
Tvivlsspørgsmål om omkostningernes størrelse vil kunne undgås, hvis arbejdet afvikles på grundlag af en licitation eller ved indhentning af tilbud fra to relevante entreprenører, eller evt. på grundlag af kommunalbestyrelsens egen anlægsafdeling og et kontroltilbud udefra.
Dækning af udgifterne søges først og fremmest i sikkerhedsstillelsen.
Ved meddelelse til garanten kan kommunalbestyrelsen få beløbet udbetalt, og et eventuelt overskydende sikkerhedsbeløb frigivet.
Er sikkerheden ikke tilstrækkelig, hæfter i første række indvinderen og dernæst ejendommens ejer.
Inddrivelse kan ikke foretages ved umiddelbar fogedforretning, og kommunalbestyrelsen må derfor tilstille tilladelsens indehaver en regning, som i givet fald kan inddrives på normal måde evt. ved retslig inkasso.
Hvis dette ikke fører til dækning af omkostningerne, kan kravet gøres gældende over for ejendommens ejer - hvis denne er forskellig fra brugeren/rettighedsindehaveren.
Er der på forhånd vished for, at krav om dækning af de overskydende omkostninger ikke vil blive honoreret, selv om kommunalbestyrelsen begærer ejendommen sat på tvangsauktion, henvises til det tilsvarende afsnit, der er anført ovenfor under pkt. 13.4.
13.6 Konkurs og tvangsauktion
13.6.1 Konkurs
I tilfælde af en råstofindvinders konkurs har kommunalbestyrelsen separatiststilling for beløb, der falder inden for sikkerhedsstillelsen.
Dækker sikkerhedsstillelsen ikke efterbehandlingsudgifterne, må det overskydende krav anmeldes i boet og i øvrigt søges inddrevet som beskrevet ovenfor under pkt. 13.4 og 13.5.
Efterbehandlingsforpligtelserne fremgår normalt af den grave og efterbehandlingsplan, der er godkendt af amtsrådet eller nu kommunalbestyrelsen i forbindelse med råstoftilladelsen.
En fuldstændig efterbehandling forudsætter almindeligvis, at råstofindvindingen er tilendebragt, og at forekomsten er udtømt i overensstemmelse med grave- og efterbehandlingsplanen.
I tilfælde af indvinderens insolvens eller konkurs vil der imidlertid ofte være situationer, hvor forekomsten ikke er udtømt og tilladelsen stadig er i kraft.
Her opstår to spørgsmål
Kommunalbestyrelsen må for det første konkret tage stilling til, om det er rimeligt at efterbehandle nu, så sikkerhedsstillelsen kan frigives.
Dette må afhænge af, dels hvor meget materiale, der endnu ikke er indvundet, og dels omkostningerne ved efterbehandling af et areal, som måske på et senere tidspunkt på ny skal undergives råstofindvinding.
Konkursboet vil formentlig i nogle tilfælde være interesseret i at afslutte indvindingen som led i realisationen af indvindingsvirksomhedens aktiver.
I andre tilfælde vil den resterende forekomst være så omfattende, at det vil være naturligt at realisere den ved salg.
I forbindelse med et salg må kommunalbestyrelsen vurdere det nærmere omfang af den resterende graveret, dels med henblik på en frigørelse af den stillede sikkerhed, dels til brug for den nye brugers sikkerhedsstillelse.
Det vil i alle tilfælde være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen, når betalingsstandsningen, konkursen, akkordforslaget mv. er blevet kommunalbestyrelsen bekendt, eventuelt via Statstidende, tager kontakt med virksomheden og/eller dennes advokat.
Forholdene ved konkurs må antages at være ens, uanset om der er tale om råstofindvinding på grundlag af en tilladelse efter råstofloven eller på grundlag af en anmeldt ret efter 1972-loven.
-
Skal der efterbehandles, selv om forekomsten ikke er færdigudnyttet.
-
Kan der træffes aftaler, som sikrer, at forekomsten færdigudnyttes.
13.6.2 Tvangsauktion
I tilfælde af at der under en tvangsauktion over ejendommen foretages alternativt opråb, bliver de på ejendommen hvilende forpligtelser, herunder også kontrakter mellem ejer og indvinder samt efterbehandlingsforpligtelsen, kapitaliseret og indført i hæftelsesrækken efter stiftelsesdato.
Buddets størrelse og stiftelsesdatoen vil derfor i dette tilfælde være afgørende for, om efterbehandlingsforpligtelsen, nu i kapitaliseret form, følger ejendommen eller slettes.
Hvad der sker herefter, er forskelligt for tilladelses- og anmeldelsessager.
Tilladelsessager
Er efterbehandlingsforpligtelsen knyttet til en tilladelse efter råstofloven, har deklarationen prioritet forud for alle andre rettigheder, også de tinglyste pantehæftelser, og den kan derfor ikke slettes efter alternativt opråb, men må overtages af auktionskøberen uden for budsummen.
Denne fortolkning har Vestre Landsret tilsluttet sig i en kendelse af 21. december 1981.
Såfremt en kontrakt mellem ejer og indvinder slettes efter alternativt opråb, står det den nye ejer frit for at vælge råstofindvinder.
I den situation skal kommunalbestyrelsen sørge for, at der sker udskiftning af sikkerhedsstillelse mv., så den tidligere indvinder kan frigøres, jf. kap. 10.4.11.
Anmeldelsessager
Deklarationen har ikke automatisk prioritet forud for alle andre rettigheder, men det kan i deklarationen være bestemt, at denne skal have prioritet forud for allerede tinglyste pantehæftelser.
I så tilfælde kan den dog ikke slettes efter alternativt opråb, men må overtages af auktionskøberen uden for budsummen.
Kapitaliseringen af efterbehandlingsforpligtelsen foretages efter fogedrettens skøn, efter at alle interesserede har haft lejlighed til at udtale sig.
Der vil normalt blive indhentet en udtalelse fra en sagkyndig.
Kommunalbestyrelsen må i hvert enkelt tilfælde afgøre, om der er behov for at foretage en undersøgelse af, hvad efterbehandlingen må antages at koste.
Når beløbets størrelse er fastsat, fratrækkes sikkerhedsstillelsen, og det derved fremkomne beløb indføres i hæftelsesrækken.
Ligger den nu kapitaliserede efterbehandlingsforpligtelse inden for budsummen, har auktionskøber overtaget den forpligtelse, der ikke dækkes af sikkerhedsstillelsen, og skal udrede beløbet til kommunalbestyrelsen.
Det kan dog være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen i stedet indgår en aftale med den nye ejer om, at denne selv udfører efterbehandlingen, og at kommunalbestyrelsen efter aftale med det pågældende pengeinstitut eller forsikringsselskab frigiver sikkerhedsstillelsen til gennemførelse af efterbehandlingen.
I visse tilfælde indeholder en deklaration, ud over forpligtelser efter råstofloven, tillige forpligtelser efter anden lovgivning.
I disse tilfælde vil spørgsmålet om, hvorvidt forpligtelsen kan kapitaliseres og eventuelt bortfalde i tilfælde af alternativt opråb, bero på den pågældende lovbestemmelses indhold.
Hvis der f.eks. i tilknytning til en anmeldt indvindingsret efter råstofloven er givet tilladelse til indvinding nærmere end l00 m fra et jordfast fortidsminde efter naturfredningsloven eller naturbeskyttelsesloven, vil de for denne tilladelse givne betingelser ikke kunne kapitaliseres i tilfælde af alternativt opråb.
13.7 Orientering om domstolsafgørelser
Skov- og Naturstyrelsen skal anmode om, at kommunalbestyrelserne orienterer styrelsen om strafferetlige afgørelser (bødeforlæg, indenretlige bødevedtagelser og domme).
Når der foreligger domme, som kan have principiel interesse eller almen betydning for administration af råstofloven, vil Skov- og Naturstyrelsen orientere samtlige kommunalbestyrelser herom.
13.8 Arbejdsmiljøregler
I forbindelse med tilsyn, sagsbehandling mv. skal kommunalbestyrelsen være opmærksom på, at der efter arbejdsmiljølovgivningen er fastsat regler, der gælder for råstofindvinding.
Der henvises til følgende 2 publikationer
-
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 923 af 11. november 1994.
-
Arbejdsmiljø i Grus- og Sandgrave.
Vejledning fra BSR 5. 40-97.
14 Afslutning af indvinding
Kap. 14 omhandler, hvordan der ved afslutning af råstofindvinding ikke blot skal efterbehandles og ryddes op på indvindingsarealet, men også ske en papirmæssig afslutning af sagen.
Kommunalbestyrelsen har endvidere i et vist omfang en fortsat tilsynsforpligtelse.
14.1 Godkendelse af efterbehandling
Den udførte efterbehandling skal formelt godkendes af kommunalbestyrelsen.
Godkendelsen skal gives ikke blot i henhold til råstofloven, men også i henhold til de eventuelle andre love, efter hvilke der er givet tilladelse til råstofindvindingen, f.eks. landbrugsloven, og med inddragelse i fornødent omfang af de pågældende myndigheder.
Kommunalbestyrelsen skal her lægge vægt på de overordnede retningslinjer i regionplanen / råstofplanen om, hvordan råstofområdet kan indgå i omgivelserne efter indvindingens ophør at de efterbehandlingsformål og -arbejder, der er fastsat i vilkårene samt i efterbehandlingsplanen er fulgt og udført.
Såfremt kommunalbestyrelsen vil godkende, at en efterbehandling udføres på en sådan måde, at der er modstrid med de i sin tid fastsatte vilkår, bør der formelt træffes en beslutning herom efter lovens § 7, stk. 1, så de parter, der har været inddraget i den oprindelige tilladelse, igen har mulighed for at påklage afgørelsen.
Der henvises også til kap. 10.5.
Kommunalbestyrelsen skal endvidere lægge vægt på, at efterbehandlingsarbejderne er udført på en sådan måde, at også ejeren er indforstået dermed.
Ved Vestre Landsrets dom af 11. februar 1998 er et amtsråd og Skov- og Naturstyrelsen dømt til in solidum at betale erstatning samt sagsomkostninger til en grundejer på grund af den måde, myndighederne gennemførte sagsbehandlingen, herunder at de godkendte udført efterbehandling til trods for, at ejeren havde gjort indsigelse mod efterbehandlingens kvalitet.
14.2 Sikkerhedsstillelse
Ved godkendelsen af efterbehandlingen skal den stillede sikkerhed samtidig frigives ved at garantidokumentet returneres til pengeinstitut eller forsikringsselskab.
14.3 Aflysning af deklaration
Ved godkendelsen af efterbehandlingen skal den tinglyste deklaration med de fastsatte efterbehandlingsvilkår aflyses.
Normalt skal deklarationen aflyses i sin helhed, men hvis der er fastsat vilkår, der rækker ud over den fysiske afslutning af efterbehandlingen, skal disse naturligvis bibeholdes.
Det drejer sig om vilkår som
Derimod er det ikke nødvendigt at fastholde deklarationsbestemmelser med forbud mod modtagelse af fyldjord udefra, fordi dette forbud er fastsat ved lov.
-
Forbud mod spredning af gødning samt anvendelse af pesticider.
-
Pligt til senere gennemgravning af skel, såfremt der meddeles tilladelse til råstofindvinding på naboejendomme.
-
Bestemmelser om vedligeholdelse af et geologisk profil.
14.4 Fortsat tilsynsforpligtelse
Kommunalbestyrelsen har ikke efter råstofloven en særlig tilsynsforpligtelse med udgravede og efterbehandlede råstofarealer bortset fra, hvad der måtte fremgå af fastholdte deklarationsbestemmelser, jf. pkt. 14.3 ovenfor.
I henhold til jordforureningslovens § 66, stk. 1, er det regionsrådet der fører tilsyns med deponering af ren jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave, jf. forbud mod deponering af jord i lovens § 52.
15 Indberetninger om indvinding
Kap. 15 gennemgår kommunalbestyrelsens arbejdsopgaver i forbindelse med råstofstatistik og råstofindvindernes indberetninger om råstofindvinding.
15.1 Generelt
Ved bekendtgørelse nr. 1357 af 11. december 2006 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om kommunalbestyrelsens kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder, er der fastsat regler i henhold til råstoflovens § 29 om, at råstofindvindere skal afgive oplysninger om indvindingen, herunder om beliggenhed, art og mængde samt anvendelse af de indvundne råstoffer.
Disse oplysninger tjener flere formål.
For det første udgiver Danmarks Statistik i henhold til aftale med Miljøministeriet en årlig råstofstatistik baseret på indberetningerne fra de enkelte råstofindvindere og suppleret med oplysninger om indvindingen fra havområdet.
Råstofstatistikken udarbejdes som 2 publikationer.
Om foråret udsendes en foreløbig statistik i “Nyt fra Danmarks Statistik”, og senere på året udsendes en mere omfattende råstofstatistik i “Statistiske Efterretninger.
Miljøserien”
For det andet tjener oplysningerne som støtte for kommunalbestyrelsernes administrations- og tilsynsvirksomhed efter råstofloven, jf. kap. 13.1.2 samt regionsrådets udarbejdelse af råstofplan.
15.2 Kommunalbestyrelsernes arbejdsopgaver med indberetningsskemaer
For at skabe en smidig arbejdsgang og give kommunalbestyrelserne rådighed over oplysningerne fra de enkelte råstofindvindere, har kommunalbestyrelsen den arbejdsopgave at udsende og indsamle de enkelte skemaer til råstofindvinderne i kommunen.
Kommunalbestyrelsen skal derefter tage en kopi til eget brug og en kopi, som kommunalbestyrelsen videresender til regionsrådet, inden skemaerne indsendes til Danmarks Statistik.
Skov- og Naturstyrelsen udarbejder det årlige indberetningsskema med tilhørende vejledning og stiller det til rådighed for kommunalbestyrelsen.
I den forbindelse fastlægges tidsfrister m.m. for firmaernes indsendelse af skemaer, samt kommunalbestyrelsernes fremsendelse til Danmarks Statistik.
Kommunalbestyrelsen skal påføre de enkelte skemaer følgende oplysninger
Kommunalbestyrelsen udsender skemaerne til de enkelte indvindingsfirmaer i 2 eksemplarer, så firmaet også har et eksemplar til eget brug.
Endvidere medsendes vejledning.
På skemaet er der fastsat en frist for firmaets udfyldelse og returnering af skemaet.
Kommunalbestyrelsen skal inden skemaerne indsendes til Danmarks Statistik gennemgå skemaerne og rette åbenlyse fejl og mangler i samarbejde med det enkelte firma.
Over for de firmaer, der ikke returnerer skemaerne rettidigt, gennemfører kommunalbestyrelserne en rykkerprocedure, herunder eventuelt en politisag mv., for at få de sidste indberetningsskemaer indsendt.
-
Firmaets navn og adresse.
-
Firmaets CVR-nummer og evt.
P-nummer.
-
Region.
-
Grav lb.nr.
-
Kommunens j.nr.
-
Matr.nr.
15.3 Offentlighedens adgang til oplysninger på indberetningsskemaer
De indberettede oplysninger på indberetningsskemaerne er omfattet af reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen.
Efter § 12, stk. 1, nr. 2), i offentlighedsloven omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes.
Det udfyldte indberetningsskema skal bedømmes i forhold til denne regel.
Skemaet er på 2 sider.
På side 1 er der generelle oplysninger om firma og ejendom samt oplysninger om den samlede indvinding af de forskellige hovedtyper af råstoffer: sand, grus og sten - ler - kalk - tørv - mv.
På side 2 detaljeres disse oplysninger i de forskellige råstofkvaliteter og råvaretyper.
Ved vurderingen af hvilke oplysninger, der kan oplyses til andre, skal der sammenlignes med indholdet i den meddelte tilladelse, der jo kan udleveres i sin helhed.
På dette grundlag kan det konstateres, at de generelle oplysninger på side 1 ikke er fortrolige, idet de oplyser, hvem der indvinder, og på hvilken ejendom det finder sted.
De for firmaet mere væsentlige oplysninger starter med, om der overhovedet er gravet i det pågældende kalenderår eller ej (skemaets pkt. 2), om der graves under grundvand (skemaets pkt. 3), samt hvorvidt der er modtaget råjord eller ej (skemaets pkt. 5).
Derefter kommer hvilke mængder, der er gravet af de forskellige hovedtyper eller modtaget af råjord.
Bedømmes disse oplysninger i forhold til, hvad enhver udenforstående kan konstatere ved selvsyn i marken, vurderes det, at følgende oplysninger fra indberetningsskemaets side 1 må kunne oplyses til udenforstående
De øvrige oplysninger om hvilke råstoffer, der aktuelt er indvundet, indvindingsmængder (over nul) eller råjordsmodtagelse (over nul) samt de detaljerede oplysninger på skemaets side 2 kan derimod være af så væsentlig økonomisk betydning for firmaet, at de ikke kan oplyses til udenforstående, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1.
Om dette vil være tilfældet må bero på kommunalbestyrelsens konkrete vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Det bemærkes, at oplysninger om, hvilke råstoffer der må graves, er offentligt tilgængelige, fordi de fremgår af tilladelsen til erhvervsmæssig råstofindvinding.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om aktindsigt kan påklages til Naturklagenævnet, jf. offentlighedslovens § 15, stk. 2.
Der henvises til kap. 11.7.1.
Naturklagenævnet har ved afgørelse af 8. juni 1999 stadfæstet et afslag på en anmodning om aktindsigt i oplysninger om indvundne råstofarter og produktionsmængder.
Anmodningen var fra ejendommens ejer, der ønskede at kunne kontrollere sine afregninger fra råstofindvinderen.
-
Alle oplysninger om firma, ejendom og j.nr.
-
Om der er indvundet i et år eller ej.
-
Om der graves under grundvand eller ej.
-
Om der er modtaget råjord eller ej.
16 Anmeldte rettigheder
Kap. 16 omhandler grundlaget for de anmeldte rettigheder efter 1972-loven og ændringen af loven i 2002, der gav indehavere af anmeldte rettigheder til kalk, kridt, ler, tørv etc. mulighed for at få forlænget retten i yderligere 25 år.
16.1 Generelt
Baggrunden for de anmeldte rettigheder er, at den første råstoflov, som blev vedtaget i 1972, indførte en generel regulering af råstofindvindingen, så enhver erhvervsmæssig indvinding af råstoffer i jorden krævede tilladelse.
Afgørelse om tilladelse sker herefter på baggrund af en samlet samfundsmæssig vurdering af fordele og ulemper ved en konkret indvinding.
Afslag kan gives erstatningsfrit.
Det var en ændring i forhold til tidligere, hvor råstofindvinding på landbrugsejendomme var omfattet af en tilladelsesordning, men hvor tilladelse i almindelighed ikke blev nægtet, og der alene blev knyttet særlige betingelser til tilladelsen om f.eks. efterbehandling til landbrugsformål.
Igangværende lovlig indvinding / planlagt indvinding blev undtaget fra hovedreglen om, at enhver erhvervsmæssig råstofindvinding kræver tilladelse.
Bevarelse af en indvindingsret forudsatte dog, at den blev anmeldt til amtsrådet inden 6 mdr. efter lovens ikrafttræden, dvs. inden 1. april 1973.
Herfra stammer betegnelsen anmeldte rettigheder.
Der blev indgivet ca. 3.000 anmeldelser.
Forudsat anmeldelsen opfyldte en række betingelser, havde anmelderen ret til råstofindvinding i næsten ubegrænset omfang og i ubegrænset tid.
Råstofloven er blevet strammet flere gange siden, således at der nu er fastsat udløbsdato for de anmeldte rettigheder og fastsat krav om ansøgning om tilladelse.
Dermed er der åbnet mulighed for, at råstofmyndigheden kan fastsætte vilkår og tidsbegrænsning i tilladelsen.
De anmeldte rettigheder til indvinding af sand, grus og sten bortfaldt i 1988, og kommunalbestyrelsen kan herefter kun give tilladelse efter råstoflovens § 7.
Hvis kommunalbestyrelsen ikke giver en § 7 tilladelse efter de anmeldte rettigheders bortfald, vil indehaveren af den anmeldte ret, som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, kunne lide et økonomisk tab og måske være erstatningsberettiget efter grundlovens § 73.
De anmeldte rettigheder for kalk, kridt, ler, tørv etc. blev senest forlænget i 2002 så de nu udløber 1. juli 2028.
En forudsætning for forlængelse af indvindingsretten er, at indehaveren af den anmeldte ret har indsendt et meddelelsesskema eller på anden måde har meddelt amtet ønske om at få retten forlænget.
Samt at amtet herefter har meddelt indehaveren af den anmeldte ret, at meddelelsen er modtaget, og at den anmeldte ret er forlænget.
I forbindelse med omlægningen af råstofadministrationen fra amt til kommune har amtet overleveret materialet om gældende anmeldte rettigheder til den kommune, hvor den anmeldte ret geografisk er beliggende.
Materialet består af de skemaer og øvrige former for henvendelser, amtet modtog inden 30. juni 2003, hvor indehaveren af den anmeldte ret meddelte ønske om forlængelse af den anmeldte ret samt amtets kvittering herfor.
På landsplan lå antallet af anmeldte rettigheder vedrørende kalk, kridt, ler, moler, tørv, granit, brunkul m.m. i 2000 på omkring 300.
En del af disse vil være udnyttet.
Men den geografiske fordeling er meget forskellig.
Det største antal lå i Viborg -, og Nordjyllands Amt.
Amterne har i forskelligt omfang inkorporeret de anmeldte rettigheder i regionplanens udlagte graveområder.
16.2 Retsvirkningen af en godkendt anmeldelse
En godkendt anmeldt ret giver ikke ret til umiddelbart at begynde indvinding.
Indvinding kræver tilladelse efter de til enhver tid gældende bestemmelser i råstofloven og anden relevant lovgivning.
Afslag på tilladelse til indvinding kan kun meddeles i tilfælde, hvor den fortsatte råstofindvinding vil komme i strid med samfundsmæssige hensyn af betydelig vægt.
Hvis tilladelse ikke gives, vil indehaveren af den anmeldte ret kunne lide et tab og måske være erstatningsberettiget efter grundlovens § 73.
16.3 Tilladelser og vilkår for anmeldte og godkendte rettigheder
I henhold til den nugældende råstoflovs §§ 52 og 52 a behandles sager om de anmeldte rettigheder efter de hidtil gældende regler, § 5, stk. 3 og § 4 i 1972-loven.
Efter lovens § 4 kunne råstofforekomster udnyttes efter tilladelse.
Efter § 5 stk. 3 kunne ministeren helt eller delvist forbyde en indvinding.
I dag forudsætter indvinding en tilladelse, der meddeles af kommunalbestyrelsen.
Afslag på ansøgning kan indbringes for domstolen med krav om erstatning med henvisning til grundlovens § 73.
Der vil således fortsat kunne stilles vilkår for indvindingsvirksomhed, der finder sted på grundlag af anmeldte og godkendte rettigheder.
Der vil også kunne nedlægges helt eller delvist forbud mod sådan indvinding.
I bekendtgørelse nr. 1357 af 11. december 2006 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om kommunalbestyrelsens kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder er kommunalbestyrelsen tillagt myndighed til at administrere disse bestemmelser.
I sit tilsyn med de anmeldte indvindingsvirksomheder må kommunalbestyrelsen derfor særligt være opmærksom på, om der skulle opstå behov for særlige vilkår, som omhandlet i 1972-lovens § 5, stk. 3, for virksomheden, eller om der eventuelt er behov for at nedlægge helt eller delvist forbud mod indvindingen.
Såfremt en sag genoptages med henblik på at undersøge, om der er behov for at fastsætte nye vilkår eller nedlægge forbud, skal kommunalbestyrelsen underrette indvinderen om, at sagen er genoptaget.
De vilkår, der kan stilles, er i hovedsagen krav om udarbejdelse af en grave- og efterbehandlingsplan, der bl.a. rummer retningslinjer for gravningens og efterbehandlingens gennemførelse.
Endvidere kan der stilles krav om sikkerhedsstillelse for udførelse af efterbehandling.
Der kan ikke stilles krav om efterbehandling for de arealer, der allerede var åbne gravearealer pr. 9. februar 1972.
Dette er fastlagt allerede i cirkulæreskrivelse af 28. februar 1974 fra Miljøministeriet.
Der kan dog i forvejen være krav om efterbehandling, f.eks. i en tidligere givet tilladelse efter landbrugsloven eller i en aftale med ejendommens ejer, ligesom der gerne må indgås aftaler om, at der udføres efterbehandling.
Ved vilkårsfastsættelsen skal der tages hensyn til, at vilkårene ikke er af en sådan karakter, at de udgør en reel hindring for virksomhedens fortsættelse.
Der kan derfor ikke efterfølgende i anmeldelsessager erstatningsfrit stilles krav efter råstoflovgivningen, som vil indebære en begrænsning af gravearealets udstrækning inden for det anmeldte areal eller af gravedybden.
Kommunalbestyrelsen kan således kræve, at graveplanen skal indeholde bestemmelser om en rækkefølge for indvindingen, således at nogle arealer skal være færdiggravede, før andre arealer må ibrugtages, men det kan ikke kræves, at nogle arealer friholdes for indvinding.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om vilkår kan i henhold til lovens § 13, stk. 1 indbringes for Naturklagenævnet, jf. kap. 11.
17 Nye tilladelser til afløsning af anmeldte rettigheder
Kap. 17 omhandler kommunalbestyrelsens sagsbehandling, når der ansøges om tilladelse til afløsning for en anmeldt rettighed.
Gennemgangen skal naturligvis ses i sammenhæng med den almindelige sagsbehandling for ansøgninger.
17.1 Generelt
Landbrugsloven fra 1967 indeholdt i § 4, stk. 1, nr. 5 en bestemmelse om, at landbrugspligten på en landbrugsejendom kunne tillades ophævet, hvor særlige forekomster i jorden agtedes udnyttet i nær fremtid.
Med landbrugspligtens ophævelse kunne indvinding finde sted uden yderligere tilladelse.
Råstofloven af 1972 indførte en generel regulering af adgangen til indvinding af råstoffer, således at enhver lovlig råstofindvinding, som ikke skete alene til eget brug, forudsatte tilladelse i medfør af lovens § 4.
Der var i § 5 stk. 3 og 4 hjemmel til, eventuelt mod erstatning, helt eller delvis at forbyde indvinding.
Råstoflovens § 5 indeholdt en undtagelse fra kravet om, at en indvinding forudsatte tilladelse.
Tilladelse kræves ikke når,
Med ændringen af råstofloven i 1977 indførtes en tidsbegrænsning for gyldigheden af de anmeldte rettigheder – 10 år for sand, sten og grus og 25 år for de øvrige råstoffer kalk, kridt, ler, moler, tørv granit, brunkul etc., som dermed skulle bortfalde 1. juli 2003.
I 2002 blev råstofloven imidlertid ændret, således at der blev givet mulighed for forlængelse af de anmeldte rettigheder for andre råstoffer end sand, sten og grus med 25 år indtil 1. juli 2028.
Lovforslaget præciserede, at enhver tilladelse efter 2003 kræver tilladelse efter de til enhver tid gældende regler.
1)
Råstofindvindingen er lovlig påbegyndt før datoen for lovforslagets fremsættelse.
Det var en forudsætning, at der inden en frist på seks måneder efter lovens ikrafttrædelse var indgivet en anmeldelse til amtsrådet om den igangværende eller påtænkte indvinding.
2)
Ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning til indvinding er indgivet til en offentlig myndighed før datoen for lovforslagets fremsættelse.
3)
Den pågældende ejendom er erhvervet før datoen for lovforslagets fremsættelse med henblik på senere råstofindvinding eller en indvindingsret er sikret ved tinglysning før dette tidspunkt eller
4)
Ejeren af ejendommen i begrænset omfang udnytter eller agter at udnytte sådanne forekomster til eget brug eller at give andre en tilsvarende begrænset udnyttelsesret.
17. 2 Hvornår kan / skal en ansøgning behandles
17.2.1 Ansøgningsskema
Behandlingen af en ansøgning forudsætter, at indvinderen forudgående har fremsendt de nødvendige oplysninger på et udfyldt ansøgningsskema med de fornødne bilag.
17.2.2 Ejers underskrift
Ansøgningen skal være forsynet med underskrift fra ejendommens ejer, såfremt denne ikke selv er indvinder.
I denne forbindelse må der lægges vægt på, at råstofferne er en del af ejendommen og derfor tilhører ejendommens ejer.
Såfremt der er opstået tvivlsspørgsmål mellem ejer og indvinder, er dette et privatretsligt spørgsmål, som kommunalbestyrelsen ikke bør tage stilling til.
Imidlertid tilsiger god forvaltningsskik, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse i sagen eventuelt ved afvisning af at behandle den.
En sådan afvisning kan sidestilles med et afslag, som det vil være muligt at indbringe for højere myndighed.
Hvis retten til indvinding er ubestridt, må kravet om ejers underskrift anses for overflødig.
Hvis der er tvivl mellem ejer og indvinder om omfang og gyldighed af en indbyrdes aftale, er det et spørgsmål, som kommunalbestyrelsen ikke bør tage stilling til (Ombudsmandens skrivelse af 5.12.2005 til Skov- og Naturstyrelsen).
17.3 Grundlag for sagsbehandling
Ansøgningen skal behandles efter de almindelige retningslinjer for sagsbehandlingen.
Der vil dog også være nogle særlige betragtninger, der gør sig gældende for sagsbehandlingen - dels i relation til planloven, og dels i relation til spørgsmålet om velerhvervede rettigheder til råstofindvinding og disses forhold til grundlovens § 73.
17.3.1 Planlægning og VVM
Ansøgningerne skal bedømmes i forhold til det almindelige administrationsgrundlag, herunder retningslinjerne i den regionplan, der har fået retsvirkning som landsplandirektiv / råstofplanen og retningslinjerne i kommuneplanen.
Som første led i sagsbehandlingen skal kommunalbestyrelsen derfor gennemgå ansøgningen for at vurdere, om der er krav om en VVM-procedure i forbindelse med sagsbehandlingen.
Denne gennemgang kan dog undlades, såfremt det er åbenbart, at det pågældende ikke er VVM-pligtigt.
Med hensyn til sagsbehandling og konkret gennemførelse m.m. af VVM-procedure henvises der til kap. 9.2.
17.3.2 Velerhvervede rettigheder (grundlovens § 73)
I vurderingen af en ansøgning skal der tillige lægges vægt på selve det forhold, at der er tale om forlængelse af en anmeldt rettighed, samt forholdet til bestemmelserne om ekspropriation i grundlovens § 73.
Af bemærkningerne til råstofloven af 1977 fremgår det, at man i almindelighed kan forvente, at der efter udløbet vil blive udstedt en tilladelse til at fortsætte indvindingen, medmindre ganske særlige hensyn, f.eks. vandforsyningshensyn, nødvendiggør, at gravningen ophører.
For så vidt angår rettigheder, som er anmeldt og anerkendt, men hvor indvindingen faktisk ikke er påbegyndt inden udløbet af anmeldelsen, fremgår det af lovbemærkningerne, at det er Miljøministeriets opfattelse, at det i langt de fleste tilfælde vil være i overensstemmelse med planlægningen af råstofindvindingen, at der gives indvindingstilladelse efter udløbet af den anmeldte ret.
Det tilkendegives endvidere, at i de tilfælde, hvor tilladelse ikke gives, vil indehaveren af den anmeldte ret kunne lide et tab og være erstatningsberettiget efter grundlovens § 73.
Et eventuelt erstatningskrav må gøres gældende ved domstolene inden for den i råstoflovens § 43 angivne tidsfrist på 6 måneder.
Kommunalbestyrelsen må derfor vurdere nøje, hvorvidt den enkelte anmeldte ret er baseret på et sådant grundlag, at det må antages, at en eventuel retssag om et erstatningskrav vil kunne udløse en erstatning.
Der henvises i denne forbindelse til vejledningens kap. 16 om grundlaget for gyldigheden af anmeldte rettigheder.
Ved vurderingen skal det tillige indgå, om især de miljømæssige forhold knyttet til den fortsatte råstofindvinding er så problemfyldte, at de vil kunne bære et afslag eller en reduktion af de fortsatte råstofindvindingsmuligheder.
Der foreligger højesteretsdomme om erstatning for bortfald af indvindingsmuligheder knyttet til anmeldte rettigheder.
I den første dom (UfR 1997.157) slås det fast, at når det ikke kan sandsynliggøres, at der er entydige sammenhænge mellem væsentlige miljømæssige problemer og den fortsatte råstofindvinding, har ejeren/indvinderen krav på erstatning i medfør af grundlovens § 73, såfremt der gives afslag på ansøgning om fortsat indvinding efter udløbet af den anmeldte ret.
I den dom (Sag 249/1997) er der givet en ejendomsejer erstatning for mistede indvindingsmuligheder på en del af ejendommen, idet der er lagt vægt på, at de anmeldte rettigheder og en oprindelig ansøgning om fortsat råstofindvinding vedrørte hele ejendommen.
Det forhold, at en senere ansøgning fra råstofentreprenøren kun vedrører en del af ejendommen, indebærer således ikke, at ejeren har givet afkald på indvindingsrettigheder, da amtet som råstofmyndighed ikke har sikret sig erklæring eller kortbilag herom fra ejeren i overensstemmelse med amtets oprindelige godkendelse af den anmeldte ret.
Omvendt lægges det til grund, at der ikke kan gives erstatning for påberåbte tilbageværende råstoffer i arealer, hvor der tidligere er meldt færdiggravet og godkendt efterbehandling.
17.3.3 Fastsættelse af vilkår
De vilkår, der kan stilles ved udstedelse af en tilladelse, der indebærer forlængelse af en anmeldt rettighed, må antages at være såvel de generelle som de særlige vilkår, der sædvanligvis stilles i forbindelse med en tilladelse til råstofindvinding.
17.3.4 Krav om efterbehandling
Det gælder endvidere, at der også kan stilles krav om efterbehandling for de arealer, der allerede var åbne gravearealer pr. 9. februar 1972, i det omfang, de fortsat skal bruges til råstofindvinding, herunder skræntarealer, lagerarealer, standpladser for behandlingsanlæg mv. og vil være omfattet af tilladelseskravet efter råstofloven.
Efterbehandlingen vil derfor kunne kræves i videre omfang, end det allerede er gjort i forbindelse med godkendelsen i sin tid af den anmeldte rettighed.
18 Råstofloven og regler m.v.
Kap. 18 rummer en liste over råstofloven og de nuværende regler m.m. udstedt efter loven.
Endvidere er der en fortegnelse over litteratur om råstofloven.
18.1 Lovgrundlaget
Råstofloven, lov nr. 357 af 6. juni 1991 om råstoffer trådte i kraft den 1. januar 1992, jf. lovens § 48.
Samtidig blev den tidligere råstoflov, lov nr. 237 af 8. juni 1977 om råstoffer ophævet.
Råstofloven er siden blevet ændret ved flere lejligheder
Råstofloven foreligger nu som lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, som ændret ved lov nr. 370 af 2. juni 1999.
Lovbekendtgørelse nr. 886 af 18. august 2004, ændret ved Lov nr. 566 af 24. juni 2005.
Lov nr. 566 af 24. juni 2005
I henhold til lovens § 48 er dele af den første råstoflovgivning stadig gældende.
Det drejer sig om § 5, stk. 3 og 4, i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet.
-
Lov nr. 9 af 3. januar 1992, hvorved Naturklagenævnet blev klagemyndighed sammen med Skov- og Naturstyrelsen fra 1. juli 1992.
-
Lov nr. 212 af 29. marts 1995, hvorved der blev indført bestemmelser om VVM-procedure ved råstofindvinding på havbunden fra 1. juli 1995.
-
Lov nr. 484 af 12. juni 1996, hvorved der blev gennemført en række mindre ændringer af bestemmelserne for råstofindvinding på land, herunder klarere bestemmelser om erhvervsmæssig indvinding og indhold af tilladelser, klager og lovliggørelse.
Endvidere blev der indført anmeldepligt for prøvegravninger og efterbehandlingspligt for disse og ikke-erhvervsmæssige råstofindvindinger.
Endelig blev der gennemført en omfattende revision af bestemmelserne for råstofindvinding på havbunden.
Lovændringerne trådte i kraft den 1. januar 1997.
-
Lov nr. 19 af 13. januar 1997, hvorved Naturklagenævnet blev eneste klagemyndighed fra 1. juli 1997.
-
Lov nr. 426 af 10. juni 1997, hvorved der kom en tilføjelse til bestemmelserne om tinglysning i sammenhæng med forbud mod modtagelse af fyldjord efter miljøbeskyttelseslovens § 20 a fra 1. juli 1997.
-
Lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord, hvorved ovennævnte tilføjelse til bestemmelserne om tinglysning ændres, så der i stedet henvises til jordforureningslovens § 52 fra 1. januar 2000.
18.2 Bekendtgørelser og cirkulærer
Cirkulæreskrivelse nr. 45 af 22. marts 1991 til Motorvejskontorer, amtskommuner og kommuner om råstofindvinding i forbindelse med vejanlæg.
Bekendtgørelse nr. 1335 af 6. december 2006 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning..
Bekendtgørelse nr. 1357 af 11. december 2006 om ansøgning og indberetning om råstofindvinding på landjorden og om kommunalbestyrelsens kompetence til at fastsætte vilkår for anmeldte rettigheder.
Bekendtgørelsen bemyndiger kommunalbestyrelsen til som hidtil at fastsatte vilkår for anmeldelser godkendt efter § 5, stk. 1, nr. 1) – 3) i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet.
Bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bekendtgørelsen rummer bestemmelser i henhold til råstofloven m.fl.
Bestemmelserne gælder bl.a. for planlægning og administration af råstofindvinding i de internationale beskyttelsesområder.
Miljø- og Energiministeriets seneste bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen er nu bekendtgørelse nr. 963 af 21. september 2004 (under revision).
Bekendtgørelsen henlægger en række af ministerens beføjelser efter loven til Skov- og Naturstyrelsen.
Bekendtgørelsen benævnes i det følgende "delegationsbekendtgørelsen".
Cirkulære nr. 159 af 15. oktober 1999 (under revision) om amtsrådenes behandling af ansøgninger om tilladelse til erhvervsmæssig råstofindvinding og af anmeldelser og ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding (administrationscirkulæret).
18.3 Vejledninger og anden litteratur
Råstofloven med kommentarer. 1. udgave.
Bo Brix m.fl., Juristforbundets Forlag, 1979.
Råstofindvinding og vandindvinding.
Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og Fredningsstyrelsen. 1980.
Råstofindvinding og andre arealinteresser.
Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen. 1980.
Grave- og efterbehandlingsplaner.
Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen. 1982.
Råstofindvinding og byudvikling.
Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen. 1984.
Råstofindvinding og kolonihaver – et forslag til anvendelse af de bynære råstofgrave.
Fredningsstyrelsen, Miljøministeriet. 1985.
Efterbehandling til naturformål.
Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen. 1986.
Efterbehandling af råstofgrave til jordbrugsformål.
Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Landbrugsministeriet. 1989.
Fortidsminder i råstofgraveområder.
Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1990.
Råstofloven med kommentarer. 2. udgave.
Erik B.
Aksig m.fl., Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 1992.
Efterbehandling af råstofgrave uden brug af returjord.
Konsekvenser og muligheder.
Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1995.
Ændring af råstofloven.
Lov nr. 484 af 12. juni 1996, forberedelser, folketingsbehandling samt andet materiale vedrørende loven.
Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1996.
Ændring af naturbeskyttelsesloven og råstofloven.
(Ændring af klageregler).
Lov nr. 19 af 13. januar 1997, forberedelser, folketingsbehandling samt andet materiale vedrørende loven.
Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. 1997.
18.4 Skemaer
Ansøgningsskema til brug for erhvervsmæssig indvinding af råstoffer. www.skovnatur.dk.raastof
Anmeldelsesskema til brug for ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding. www.skovnatur.dk.raastof
Anmeldelsesskema til brug for prøvegravning. www.skovnatur.dk.raastof
19 Anden lovgivning og regler mv.
Kap. 19 rummer en liste over anden relevant lovgivning, regler m.m. fordelt på de forskellige ministerier.
19.1 Love
19.1.1 Miljøministeriet
Miljømålsloven Lov nr. 1150 af 17. december 2003 med senere ændringer.
Lov om planlægning, jf. Lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004 med senere ændringer.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Lov nr. 316 af 5. juni 2004.
Skovloven.
Lov nr. 453 af 9. juni 2004 med senere ændringer.
Lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004 med senere ændringer.
Lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999 med senere ændringer.
Lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992 med senere ændringer.
Lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998 med senere ændringer.
Undergrundsloven, jf. Lovbekendtgørelse nr. 552 af 29. juni 1995.
Lov om jordforurening, lov nr. 370 af 2. juni 1999.
19.1.2 Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Landbrugsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 947 af 12. september 2006.
Lov om offentlig fremskaffelse af jord til jordbrugsmæssige formål m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 13. juni 1997.
19.1.3 Transport- og Energiministeriet
Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999.
Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999.
Lov om Jernbane, jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 2. december 2004 med senere ændringer.
Lov om Banedanmark lov nr. 1222 af 27. december 2003.
19.1.4 Økonomi- og Erhvervsministeriet
Byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998.
Udstykningsloven.
Lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000 med senere ændringer, der følger af lov nr. 466 af 7. juni 2001.
Stærkstrømsloven.
Lovbekendtgørelse nr. 990 af 8. december 2003 om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel.
19.1.5 Kulturministeriet
Museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 473 af 7. juni 2001 om museer mv.
19.1.6 Videnskabs- og Forskningsministeriet
Lov om telegrafer og telefoner, lov nr. 84 af 11. maj 1897 med senere ændringer.
Lovbekendtgørelse nr. 662 af 10. juli 2003 om graveadgang og ekspropriation mv. til telekommunikationsformål.
19.1.7 Skatteministeriet
Lov nr. 1408 af 21. december 2005 om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer.
19.1.8 Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Procedurebekendtgørelse nr. 877 af 16. september 2005.
19.2 Bekendtgørelser og cirkulærer
19.2.1 Miljøministeriet
Bekendtgørelse nr. 48 af 18. januar 2007 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen og Miljøministeriets miljøcentre.
Bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bekendtgørelse nr. 310 af 25. april 1994 om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.
Bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og vandforsyning.
Bekendtgørelse nr. 1335 af 6. december 2006 VVM-bekendtgørelsen.
Bekendtgørelse nr. 943 af 16. september 2004 om godkendelse af listevirksomhed.
Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 829 af 24. oktober 1999 om indretning, etablering og drift af olietanke m.m.
Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 619 af 27. juni 2000 om affald.
Udkast til ny bekendtgørelse om anmeldelse af flytning af jord.
Udkast til ny bekendtgørelse om digital indberetning af geofysiske data.
19.2.2 Andre
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 414 af 8. juli 1988 om sikkerhedsbestemmelser for naturgasanlæg.
Statens Luftfartsvæsen, BL 3-16.
Bestemmelser om forholdsregler til nedsættelse af kollisionsrisikoen mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladser. 3. udgave, 25. september 1996.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 923 af 11. november 1994 om arbejde med udvinding af mineralske materialer.
Elektricitetsrådets stærkstrømsreglement.
19.3 Vejledninger og anden litteratur
19.3.1 Miljøministeriet
Ekstern støj fra virksomheder.
Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 5/1984.
Måling af ekstern støj fra virksomheder.
Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 6/1984.
Vejledning om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen.
Miljøministeriet, Planstyrelsen og Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen. 1991.
Vejledningen anvendes også ved sager om overtrædelse af råstofloven, jf. kap.
XIII.
Vejledning om naturbeskyttelsesloven.
Skov- og Naturstyrelsen 1993.
Beregning af ekstern støj fra virksomheder - Fælles nordisk beregningsmetode.
Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 5/1993.
Supplement til vejledning om ekstern støj fra virksomheder.
Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 3/1996.
Vejledning om planloven.
Miljø- og Energiministeriet, Landsplanafdelingen 1996.
Lavfrekvent støj, infralyd og vibrationer i eksternt miljø.
Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 9, 1997.
Miljøstyrelsens orientering af 8. juli 1997 om lov nr. 426 af 10. juni 1997 om regulering af fyldjord i råstofgrave.
Vejledning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder.
Vejledning til Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998. (under revision).
Vejledning om miljøvurdering af planer og programmer, juni 2006.
19.3.2 Andre
Friluftsliv i råstofgrave.
Om muligheder for at udnytte råstofgrave til friluftsformål.
Friluftsrådet, 1991.
Arbejdsmiljø i Grus- og Sandgrave.
Vejledning fra BSR 5. 40-97.
Stikordsregister
Adgang tilsyn m.m.
13.2
Adgangsbegrænsning veje
9.9.1
Adgangsforhold
9.9.1 – 10.4.1 – 10.4.9
Administrationscirkulære
5.3.1 – 9.3 – 10.7.3 – 18.2
Administrationsgrundlag
8
Aflysning af deklaration
14.3
Afløsning af anmeldte rettigheder
17
Afslutning af indvinding
14
Anden lovgivning og regler m.v.
19
Andre oplysninger i tilladelse
10.7.7
Anlægsarbejder
7.3
Anmeldelse andre råstoffer
10.2.4
-
ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.2
-
Prøvegravning
6.2 – 18.4
Anmeldte rettigheder
12
-
Efterbehandling
13.5 – 17.3.4
-
Erstatning
16.2 – 17.3.2
-
Forbud
16.3
-
Gyldighed
16
-
Klage
11.7.1 – 16.3
-
Retsvirkning
16.2
-
Vilkår
13.5 – 16.3 – 17.3.3
-
VVM
17.3.1
Annoncering
11.8
Ansøgningsskema
9.1 – 17.2 – 18.4
Arbejdsmiljøregler
13.8
Arkæologiske interesser
2.2 – 9.5.2 – 10.7.7
Banedanmark
9.3.9 – 19.1.3
Bankgaranti
10.4.11
Beskyttede naturtyper
5.3.4 – 9.3.4
Beskyttelseslinjer
5.3.4 – 9.3. / – 9.3.4
Betonværker m.m.
7.2
Bilag
Ansøgning
9.1.3
-
VVM
9.2.3
Bortfald
anmeldte rettigheder
16.2 – 16.3
-
Tilladelser
10.7.1 – 13.1.3
Byggelinjer
naturbeskyttelsesloven
5.3.4 – 6.3 – 9.3.1 – 9.3.4
-
Veje
9.3.8
Byggelov og bygningsreglement
9.9.4 – 19.1.4
CVR-nummer
9.1.2 – 10.1 – 10.7.7
Dagligvandslinjen
3.3
Danmarks Statistik
15.1
Dige
5.3.4 – 6.3 – 9.3.5
Dom
Efterbehandling
14.1
-
Erstatning
11.3.2
-
Grundvand
10.4.4
-
Gødning og pesticider
10.4.4
-
Orientering
13.7
-
Strandbredder
5.3.3
Driftstider
10.4.8
Drikkevandsinteresser
2.2
-
særlige områder
8.3 – 10.4.3
DSB
Se Banedanmark
EF-fuglebeskyttelsesområder administration
8.2
-
Bekendtgørelse
4.4 – 8.2 – 18.2
-
Planlægning
4.4
Efterbehandling
10.4.10
-
Godkendelse
14.1
-
ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.2.3
-
Plan
10.2.2 – 10.4.1 – 10.4.10 – 13.4 – 14.1 – 13.3
-
Prøvegravning
6.2.3
-
Rekreative formål
4.5.2 – 10.4.10
-
Sikkerhedsstillelse
10.4.11 – 14.2
-
Søer
9.3.4.1 – 9.5.3
-
Tvangsmæssig
13.4 – 13.5 – 13.6.1 – 13.6.2
-
Vilkår
10.4.10 – 17.3.4
Ejerskifte
10.4.11 – 13.6.1
Ekspropriation
12
Elledninger og –kabler
2.2 – 9.6.1 – 9.6.4
Endelige afgørelser
5.2.4 – 6.2.4 – 10.2.4 – 11.1.2 – 11.3
Erhvervsmæssig indvinding
7
-
eller ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.3.3
Erstatning
anmeldte rettigheder
16.3 – 17.3.2
-
Ekspropriation
12
Flyveplads
9.5.3
Forarbejdningsanlæg
7.2
Forbud
ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.3.1
-
Jord
9.3.10 – 10.4.3 – 10.7.6
-
Miljøhensyn
7.2
Formål råstofloven
2.1
Fortidsminder
5.3.4 – 9.3.5 – 9.5.2 – 10.7.7
Fortsat tilsynsforpligtelse
16.3
Forurenet jord forbud m.m.
9.3.10
Forældelse
af søgsmål
11.7
-
Passivitet
10.7.1 – 13.1.3
Fredning
9.3.4.4 – 9.9.6
Fredningsnævn
9.3.4.4
Fredskov
Bygninger
9.9.5
-
erhvervsmæssig indvinding
9.3.3
-
ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.3.4
-
Prøvegravning
6.3
Fyldjord forbud m.m.
9.3.10 – 10.4.3 – 10.7.6
Fysisk Planlægning
2.1
Færdselsloven
10.4.9
Geofysiske undersøgelser
10.7.4
Geologi
Interesser
2.2 – 8.3
-
Profiler
10.4.10 – 14.3
GEUS indberetning om undersøgelser
6.2.2 – 10.7.5
Godkendelse af efterbehandling
14.1
Gravedybde
10.2.3 – 16.3
Graveområder
4.1
Graveplan
16.3
Gravhøje
9.3. – 10.7.7
Grundlovens § 73
12 – 17.3.2
Grundvand
2.2 – 8.3 – 9.3.7 - 10.4.2
Grusværker
7.2
Gødning og pesticider
10,4, - 14.3
Habitatområder administration
8.2
-
Bekendtgørelse
4.4 – 8.2 – 18.2
Havneanlæg indvinding ved
5.3.2 – 5.3.3
Husmandsbrug
9.9.9
Høring
andre myndigheder
9.5 – 9.7
-
Banedanmark
9.3.9
-
elledninger/kabler
9.6.1 – 9.6.4
-
Forsyningsselskaber
9.6 – 9.7
-
Jordbrugskommission
9.3.2
-
Kulturarvsstyrelsen
9.5.2
-
Kystdirektoratet
5.3 – 9.3.1
-
Naboer
9.8 – 11.8
-
Naturbeskyttelse
9.3.4
-
Naturgasledninger
9.6.3 – 9.6.4
-
Parter
9.8 – 11.8
-
privatbanearealer
9.5.4
-
Statens Luftfartsvæsen
9.5.3
-
Statsskovdistrikt
9.3.3
-
teleledninger/kabler
9.6.3
Håndhævelsesvejledning
13.1.2 – 19.3.1
Ikke-erhvervsmæssig indvinding
5
-
anden lovgivning
5.3.4
-
Anmeldelse
5.2
-
Efterbehandling
5.2.3
-
eller erhvervsmæssig indvinding
5.3.3
-
Forbud
5.3.1
-
Klage
5.2.4 – 11.1
-
offentlige arealer
5.1
-
Skema
5.2 – 18.4
-
Strandbredder
5.3
-
Underretning
5.2.4
-
Vilkår
5.2.2 - 5.3.1
Indberetning
Indvinding
10.7.5 – 15
-
offentlighedens adgang til oplysninger
15.3
-
Prøvegravning
6.2.2
-
Undersøgelser
2.2 – 10.7.5
Indgivelse af klage
11.5
Indledning
1.
Indvinding
eller gravearbejde
7.3
-
Start
10.2.2
-
ved havneanlæg
5.3.2 – 5.3.3
Indvindingsrettens omfang
10.2.3
Infrastrukturanlæg
2.2
Ingen klageadgang
11.1.2
Internationale naturbeskyttelsesområder administration
8.2
-
Bekendtgørelse
4.4 – 8.2 – 18.2
-
Planlægning
4.4
Jernbaner
Private
9.5.4
-
Statslige
9.3.9 – 19.1.3
Jord
forbud m.m.
9.3.10 – 10.4.3 – 10.7.6
-
fortsat tilsyn
14.4
Jordbrugsinteresser
9.3.2 – 10.4.10
Jorddiger
5.3.4 – 6.3 – 9.3.5
Jordforureningsloven
9.3.10 – 19.1.1
Jordkøbsloven
9.9.9 – 19.1.2
Kabler
2.2 – 9.6
Kalkværker
7.2
Kap. 5 virksomheder
7.2- 9.3.10 – 10.7.6
Klage
afgørelser der ikke kan påklages
11.1.2
-
afgørelser der kan påklages
11.1.1
-
anden lovgivning
11.7.2
-
anmeldte rettigheder
11.7.1 – 16.3
-
Berettigede
11.2
-
Beslutning om VVM
9.2.3 – 10.3 – 11.7.2
-
Ekspropriation
12
-
Frist
11.4
-
ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.2.4 – 11.1.1
-
Indgivelse
11.5
-
Landbrugslov
9.3.2
-
Myndighed
11.3
-
opsættende virkning
10.7.2
-
Prøvegravning
6.2.4
-
Regler
11
-
Råstoflov
11.7.1
-
Skovlov
9.3.3 – 11.7.2
-
Skriftlig
11.6
-
Tilsyn
11.1.2
-
underretning ejer og ansøger
11.5
-
Vejledning
9.4 -11.7
Klitfredning
9.3.4
Knuseværker
7.2 – 16.2
Kommunalbestyrelsen
-
Administrationsgrundlag
8
-
Ekspropriationsgrundlag
12
-
Fortsat tilsyn
14.4
-
Godkendelse af efterbehandling
14.1
-
Indberetning om indvinding
15
-
Klageregler
11
-
Kommuneplanlægning
4.2
-
Lokalplaner
4.4
-
Miljøvurdering
4.3
-
Sagsbehandling – anmeldte rettigheder
17
-
Sagsbehandling – ansøgning om tilladelse
9
-
Samfundsmæssige hensyn
2.2
-
Tilladelsens indhold
10
-
Tilsyn
13
Kommuneplan
4.2
Konkurs
13.6.1
Kulturarvsstyrelsen
9.5.2 – 10.7.7
Kystsikkerhed
5.3 – 9.3.1 – 10.7.3
Kørsel til og fra råstofgrav
9.9.1 – 10.4.9
Land eller søterritorium
3.3
Landbrugsejendomme
9.3.2 – 9.9.7
Landbrugsejendomme – lov
9.3.2 – 9.9.7 – 19.1.2
Landbrugsinteresser
10.4.10
Landskabelige forhold
2.2
Ledninger
El
2.2 – 9.6.1 – 9.6.4
-
Naturgas
2.2 – 9.6.3 – 9.6.4
.
Tele
2.2 – 9.6.2 – 9.6.4
Listevirksomheder
7.2 – 9.3.10 – 10.7.6 – 16.2
Lokalplan
4.4 – 9.3.6 – 12
Lokalplanpligt
4.5.1
Lokalplanret
4.5.2
Lovens formål
2.1
Lovliggørelse
13.3
Luftfartsinteresser
2.2 – 9.5.3
Miljøankenævnet grundvand
9.3.7
-
Strandbredder
5.3.3
-
Trafikgener
10.4.9
Miljøbeskyttelseshensyn
2.2 – 9.3.7 – 9.3.10 – 9.9.2 – 10.4.2
Miljøbeskyttelsesloven
9.3.10 – 9.9.2 – 19.1.1
Miljøcentre
4.3 – 4.6.1 – 9.3.4.2 – 9.3.4.3 – 9.5.1
Miljøvurdering
4.3
Miljøvurdering af planer og programmer
4.3.1
Mineraler
3.1
Modtagelse af opfyldningsmaterialer
9.3.10 – 10.4.3 – 10.7.6
Molerværker
7.2
Mørtelværker
7.2
Nabohøring
9.8
Naturbeskyttelse
5.3.4 – 6.3 – 9.3.4 – 9.3.7
Naturbeskyttelsesloven
9.3.4 – 9.9.6 – 19.1.1
Naturfredning
9.3.4 – 9.9.6
Naturgasledninger
2.2 – 9.6.3 – 9.6.4
Naturklagenævnet erhvervsmæssig indvinding
5.3.3
-
Geologi
8.3
-
gødning og pesticider
10.4.4
-
ikke klagemulighed
11.1.2
-
internationale naturbeskyttelsesområder
8.2
-
Jord
10.4.3
-
Klagefrist
11.4
-
offentlighed og oplysninger
15.3
-
Partshøring
9.8 – 11.8
-
Skovrejsning
8.3
-
Strandbredder
3.3 – 5.3.3
-
Støj
10.4.6 – 10.4.9
-
Tilsyn
11.1.2
-
Trafik
8.3 – 10.4.9
-
Vibrationer
10.4.7
Naturtyper
5.3.4 – 9.3.4
Nyttiggørelse af udgravningsjord
7.3
Obligatorisk VVM
9.2.1
Offentlighedens adgang til oplysninger
9.1.3 – 15.3
Olietanke
10.4.2
Omfanget af indvindingsretten
10.2
Opfyldning
9.3.10 – 10.4.3 – 10.7.6
Oplysningspligt om undersøgelser
6.2.2 – 10.7.5
Opsættende virkning af klage
10.7.2
Overfredningsnævnet strandbredder
5.3.3
Overskudsmaterialer
7.3
Partshøring
9.8 – 11-8
Passivitet og forældelse
10.7.1 – 13.1.3
Pesticider og gødning
10.4.4 – 14.3
Planloven
9.3.6 – 9.9.3 – 19.1.1
Politibistand tilsyn
13.2
Privatbanearealer
9.5.4
Produktionsindberetning
10.7.5 – 15.3
Prøvegravning
6
-
Anmeldelse
6.2 – 18.4
-
anden lovgivning
6.3
-
Efterbehandling
6.2.3
-
Indberetning
6.2.2
-
Klage
6.2.4
-
Skema
6.2 – 18.4
-
Underretning
6.2.4
-
Vilkår
6.2.2
Ramsarområder administration
8.2
-
Bekendtgørelse
4.4 – 8.2 – 18.2
-
Planlægning
4.4
Regionsråd
2.2 – 4.1 - 4.4 – 4.6.1 – 4.6.3 – 8.3 – 9.1.1 – 9.3.10 – 9.5.1 – 10.4.3 – 10.5 – 10.7.6 – 12 – 15.1 – 15.2
Ren jord forbud m.m.
9.3.10 – 10.4.3 – 10.7.6
Ressourceøkonomisk anvendelse
2.1 – 10.4.1
Retsvirkning anmeldte rettigheder
16.2
Rettighedsindehavere
10.6 – 12 – 13.6
Råstofafgift
10.7.7 – 13.10.7
Råstoffer
anmeldte rettigheder
16.1 – 17.1
-
Kvalitet
2.2 – 10.4.1
-
omfattet af råstofloven
3.1
-
omfattet af undergrundsloven
3.2
Råstofgraveområder
4.1
Råstofloven
18.1
-
Bekendtgørelser og cirkulærer
18.2
-
Skemaer
18.4
-
vejledninger og anden litteratur
18.3
Råstofmyndighed land
4
-
Søterritoriet
3.3
Råstofplan (den regionale)
4.1 – 8.1
Råstoftilladelse
4.6.3 – 7.1
Samfundsmæssige hensyn
2.2 – 8.3
Samordningspligt
9.3
-
Sagsbehandling
9.4
Sandflugt
9.3.4
Screening VVM
4.3.2 – 9.2.2
Selvhjælpshandling
13.4 – 13.5
Sikkerhedsstillelse
104.11
-
Anvendelse
13.4 – 13.5
-
Frigivelse
10.4.11 – 14.2
-
Skat
10.7.7
Skema
ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.2 – 18.4
-
Prøvegravning
6.2 – 18.4
Skovloven
19.1
Sorterværker
7.2
Start indvinding
10.2.2
Statens Luftfartsvæsen
9.5.3
Statistik
10.7.5 – 15
Statsbanearealer
9.3.9 – 19.1.3
Statshusmandsbrug
9.9.9
Stendiger
5.3.4 – 6.3 – 9.3.4
Stenknuserier
7.2 – 16.2
Strandbredder afgørelser
3.3 – 5.3.3
-
Erhvervsmæssig indvinding
3.3 – 9.3.1
-
ikke-erhvervsmæssig indvinding
3.3 – 5.3
Støj
10.4.6 – 10.4.8 – 10.4.9
Støv
10.4.5 – 10.4.9
Søer
7.3 – 9.3.4 – 9.5.3
Søgsmålsfrist
11.7.1 – 17.3.2
Søterritoriet afgrænsning mod land
3.3
-
råstofmyndighed
3.3
Teglværker
7.2
Teleledninger og –kabler
2.2 – 9.6.2 – 9.6.4
Tilbagekaldelse af tilladelse
10.7.3 – 13.4
Tilladelse anden lovgivning
10.3
-
forældelse og passivitet
10.7 – 13.1.3
-
Indehaver
10.1
-
Indhold
10
-
Periode
10.2.1
-
VVM
10.3
-
Ændring
10.5
Tilsyn
Adgangsret – Kommunens medarb.
13.2
Adgangsret – Regionens medarb.
13.2
-
andre myndigheder
13.1.2
-
fortsat forpligtelse
14.4
-
ingen klagemulighed
11.1.1
-
Myndighed
10.7.4 – 13.1.1
-
Politibistand
13.2
-
Regler
13.1.2
Tilsynspligt
13.1.2 – 14.4
Tingbogsattest
9.1.3 – 9.6.4
Tinglysning
Aflysning
14.3
-
Gebyr
10.5 – 10.6
-
Påbud
13.3
-
Vilkår
10.5 – 10.6
-
Ændringer
10.5 – 10.6
Trafiksikkerhed
8.3
Tungsand
3.1
Tvangsauktion
13.6.2
Tvangsmæssig efterbehandling anmeldte rettigheder
13.5
-
Tilladelsessager
13.4
Udstykningsloven
9.9.8 – 19.1.4
Udvidelse af indvindingsretten
10.2.4
Uforurenet jord forbud m.m.
9.3.10 – 10.4.3 – 10.7.6
Ulovlige forhold
13.3
Undergrundsloven
3.2 – 19.1.3
Underretning
ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.2.4
-
Klageberettigede
11.8
-
om klage
11.5
-
Prøvegravning
6.2.4
Underskrift af ansøgning
9.1.2 – 17.2.2
Vandforsyningsloven
9.3.7 – 19.1.1
Vandindvinding
8.3 – 9.3.10 – 10.4.2
Vandløbsloven
9.9.10 – 19.1.1
Veje
Adgang
9.9.1 – 10.4.9
-
Anlæg
7.3 – 9.9.1
-
Byggelinier
9.3.8
-
Lovgivning
9.3.8 – 9.9.1 – 12 – 19.1.3
-
Skråninger
9.3.8
Vejledning om håndhævelse
13.1.2 – 19.3.1
Vejledningens opbygning
1.1
Vejledninger der bortfalder
1.2
Vibrationer
10.4.7
Videnskabelige interesser
2.2
Vilkår
Adgangsforhold
10.4.9
-
anden lovgivning
10.4.13
-
anmeldte rettigheder
16.3 – 17.3.3
-
Driftstider
10.4.8
-
Drikkevand
10.4.4 – 14.3
-
Gyldighed
10.5
-
ikke-erhvervsmæssig indvinding
5.2.2 – 5.3.1
-
Jord
9.3.10 – 10.4.3 – 10.7.6
-
Lokalplaner
4.5.1 – 4.5.2 – 10.4.12
-
Miljøforhold
10.4
-
Prøvegravning
6.2.2
-
sikkerhedsstillelse
10.4.11
-
Støj
10.4.6 – 10.4.8 - 10.4.9
-
Støv
10.4.5 – 10.4.9
-
Tilladelse
10.4 – 17.3.3
-
Vibrationer
10.4.7 – 10.4.9
VVM
anmeldte rettigheder
17.3.1
-
Bekendtgørelse
4.3 – 9.2.2 – 19.2.1
-
Beslutning
9.2 – 10.3
-
Obligatorisk
9.2.1
-
Vurdering
9.2.2
-
Procedure
9.2.3
Ændring af vilkår
10.5
Økonomistyrelsen
9.9.9
Øvrige oplysninger
10.7
Øvrige vilkår
10.4.12
Åbeskyttelseslinje
5.3.4 – 6.3 – 9.3.4.3