Legislator Case Law & Legislation
C20071055054 DK

Skrivelse vedrørende bekendtgørelse om begrænsning af indsattes ret til at ryge i eget opholdsrum m.v.

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

SKR#LOKDOK22 2007 10550 Historic

Skrivelse vedrørende bekendtgørelse om begrænsning af indsattes ret til at ryge i eget opholdsrum m.v.

SKR#LOKDOK22 2007 10550 Historic

Ansat og indsat afholder samtale i besøgslokalet

Efter reglerne må der ryges i besøgslokalet, og der blev på mødet rejst spørgsmål om, hvorvidt der kan ryges, såfremt en ansat og en indsat afholder samtale i besøgslokalet.

Reglerne om røgfrie miljøer findes i lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer (rygeloven).

Det fremgår heraf, at formålet med loven er at udbrede røgfri miljøer med henblik på at forebygge sundhedsskadelige effekter af passiv rygning og forebygge, at nogen ufrivilligt kan udsættes for passiv rygning.

Der henvises endvidere til § 1, stk. 2 og § 2 i Justitsministeriets bekendtgørelse om begrænsning af indsattes ret til at ryge i eget opholdsrum m.v., hvoraf det fremgår, at det af hensyn til personalet ikke er tilladt for indsatte at ryge i eget opholdsrum i det tidsrum, hvor personalet opholder sig der, f.eks. for at afholde en samtale med den indsatte, og at det ikke er tilladt at ryge under besøg i individuelle besøgsrum, hvis besøget er overvåget af personale.

Såfremt det alene er den indsatte der ryger under samtalen vil det stride imod lovens formål, idet den ansatte bliver udsat for passiv rygning.

Det vil endvidere stride imod rygepolitikken for personalet i kriminalforsorgen, såfremt man lader en ansat ryge sammen med en indsat i besøgslokalet.

Endelig fører en analog anvendelse af bekendtgørelsens § 1, stk. 2 og § 2 efter direktoratets opfattelse til, at der ikke kan ryges, såfremt en ansat og en indsat afholder samtale i besøgslokalet.

SKR#LOKDOK22 2007 10550 Historic

Forbud mod rygning i besøgslokalerne

Flere institutioner ønskede at få mulighed for at forbyde rygning i besøgslokalerne.

Det fremgår af § 2 i bekendtgørelsen, at det er tilladt indsatte at ryge under besøg i individuelle besøgsrum.

Endvidere fremgår det af bemærkningerne til loven, at individuelle besøgsrum, som anvendes af en enkelt indsat og dennes besøgende, sidestilles med opholdsrum i den periode, hvor besøget foregår.

Da der således i bekendtgørelsen er givet de indsatte en ret til at ryge i besøgsrummene, medmindre besøget er overvåget af personalet, jf. § 2, 2. pkt., vil der være tale om en fravigelse af reglerne i skærpende retning, og direktoratet kan derfor ikke imødekomme anmodningen om at indføre rygeforbud i besøgsrum.

SKR#LOKDOK22 2007 10550 Historic

Indsattes rygning i observations- og sikringscelle

Flere fængsler rejste spørgsmål om, hvorvidt der må ryges i observations- og sikringsceller.

Det blev i den forbindelse anført, at indsatte på den ene side ikke bør have adgang til ild i den slags celler, og på den anden side, at man ikke kan gøre som hidtil, hvor man har taget den indsatte med ud på gangen for at ryge.

Direktoratet er opmærksom på, at det kan have en beroligende effekt på de indsatte at få en cigaret i forbindelse med deres anbringelse i observations- eller sikringscelle.

På den anden side er der et sikkerhedsmæssigt hensyn at tage, ligesom der skal tages hensyn til, at personalet ikke bliver udsat for passiv rygning.

Observations- og sikringsceller er ikke nævnt eksplicit i forarbejderne til rygeloven, men de må efter direktoratets opfattelse være at sidestille med den indsattes opholdsrum i det tidsrum, hvor anbringelsen finder sted.

Direktoratet er som nævnt opmærksom på, at der i denne situation kan være et særligt ønske om at ryge.

Af hensyn til sikkerheden skal de indsatte, der er placeret i observations- eller sikringsceller, imidlertid ikke have adgang til tændstikker eller lighter mv.

Direktoratet er af den opfattelse, at der bør være mulighed for at tilbyde den indsatte en cigaret, men at cigaretten skal tændes af personalet og ryges under opsyn af personalet.

Observationen kan ske gennem glasset ind til cellen, således at personalet ikke bliver udsat for passiv rygning.

Såfremt der er noget i situationen, der tilsiger det, kan udgangspunktet om, at den indsattes rygning i eget opholdsrum skal ske bag lukket dør fraviges, jf. undtagelsesbestemmelsen i bekendtgørelsens § 1, 2. pkt.

Det kan f.eks. være særlige forhold vedrørende den indsattes tilstand.

Det skal i alle tilfælde konkret vurderes, om det er forsvarligt med ovennævnte fremgangsmåde.

Såfremt dette ikke er tilfældet, bør den indsatte ikke tilbydes at ryge.

Rygeloven forudsætter, at der sker udluftning når et opholdsrum fraflyttes.

Tilsvarende gælder for observations- og sikringscellerne, såfremt der er blevet røget derinde.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →