Legislator Case Law & Legislation
C20071034954 DK

Skrivelse vedrørende blandt andet ændrede regler som følge af lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf og retsplejeloven

20 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (20)

Statutory Text (20 Articles)

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

Skrivelse vedrørende blandt andet ændrede regler som følge af lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf og retsplejeloven.

(Kriminalisering af at besidde mobiltelefoner i fængsler mv.)

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.

Lov nr. 527 af 6. juni 2007 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf og retsplejeloven.

2.

Bekendtgørelse om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande m.v. og penge i kriminalforsorgens institutioner (genstandsbekendtgørelsen).

3.

Vejledning om bekendtgørelse om de indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande m.v. og penge i kriminalforsorgens institutioner (genstandsvejledningen).

4.

Bekendtgørelse om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen).

5.

Vejledning om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsvejledningen).

6.

Bekendtgørelse om gennemførelsen af medindflydelse for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (talsmandsbekendtgørelsen).

7.

Skrivelse om bekendtgørelse om gennemførelsen af medindflydelse for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (talsmandsbekendtgørelsen).

8.

Bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).

9.

Vejledning om bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsvejledningen).

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.

Kriminalisering af at besidde mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i lukkede fængsler og arresthuse.

Lov nr. 527 af 6. juni 2007 om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf og retsplejeloven, der træder i kraft den 1. juli 2007, indebærer, at det gennem en ny bestemmelse i straffeloven bliver strafbart for anholdte og fængslede personer uretmæssigt at besidde (§ 124, stk. 4, 1. pkt.) og for besøgende og andre udefrakommende personer uretmæssigt at medtage (§ 124, stk. 4, 2. pkt.) mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i arresthuse og lukkede fængsler.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.1.

Straffelovens § 124, stk. 4, 1. pkt.

Straffelovens § 124, stk. 4, 1. pkt., har herefter følgende ordlyd

”Den, der i et arresthus eller lukket fængsel som anholdt eller fængslet uretmæssigt besidder en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.”

Lovbemærkningerne angiver, at der ved en fængslet forstås en person, der afsoner fængselsstraf eller forvandlingsstraf for bøde eller som er varetægtsfængslet.

Det fremgår af straffelovens § 124, stk. 5, at bestemmelsen i stk. 4, 1. pkt. også gælder i forhold til personer i forvaring.

Af bemærkningerne fremgår det i øvrigt, at udlændinge, som er frihedsberøvet i et arresthus eller lukket fængsel efter de særlige regler i udlændingeloven også er omfattet af stk. 4, 1. pkt.

Det er i bemærkningerne til loven endvidere anført, at der skal være tale om, at den anholdte eller fængslede uretmæssigt besidder en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr.

Heri ligger, at den pågældende skal have det omhandlende udstyr enten på sin person eller i sit opholdsrum, i sit skab på institutionens arbejdsplads eller andre steder, der er undergivet vedkommendes rådighed.

Der kan i den forbindelse afhængigt af omstændighederne foreligge besiddelse, selv om den pågældende har gemt udstyret på institutionens fællesareal.

Det er derudover anført, at selv en meget kortvarig besiddelse af udstyret vil være strafbar efter bestemmelsen.

I bemærkningerne fremgår det i øvrigt, at strafbar medvirken (eller forsøg herpå) til en indsats uretmæssige besiddelse eksempelvis vil kunne foreligge, hvis en person kaster en mobiltelefon ind over muren til et arresthus eller lukket fængsel med henblik på at bringe telefonen i en indsats besiddelse.

På samme måde vil det kunne udgøre strafbar medvirken at sende en mobiltelefon med posten til en indsat.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.2.

Straffelovens § 124, stk. 4, 2. pkt.

Straffelovens § 124, stk. 4, 2. pkt., har følgende ordlyd

”På samme måde straffes besøgende og andre udefrakommende, som uretmæssigt medtager en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr i arresthus eller lukket fængsel.”

Lovbemærkningerne angiver, at der ved besøgende og udefrakommende personer forstås f.eks. pårørende, forsvarere eller journalister, som opholder sig i institutionen for at besøge indsatte eller bliver vist rundt på institutionens område, og andre personer, der opholder sig i institutionen i forbindelse med deres arbejde mv., uden at de gør tjeneste i kriminalforsorgen.

Det fremgår videre, at med det anførte vil besøgende og andre udefrakommende kunne straffes for uretmæssig at medtage en mobiltelefon mv., selv om det i det pågældende tilfælde ikke kan lægges til grund, at f.eks. en besøgende har haft forsæt til at overdrage en medbragt mobiltelefon til en anholdt eller fængslet person.

Hermed vil eksempelvis en besøgende i et lukket fængsel, der medtager (eller forsøger at medtage) en mobiltelefon uden om sikkerhedsforanstaltningerne, kunne straffes, selv om vedkommende gør gældende, at telefonen blev medbragt med henblik på, at den pågældende selv kunne gennemføre telefonsamtaler i fængslet.

Den nævnte afgrænsning indebærer, at ansatte i kriminalforsorgen, der opholder sig i et arresthus eller lukket fængsel som led i tjenesten – som f.eks. fængselsfunktionærer, -præster og -inspektører samt kontorpersonale, socialrådgivere, værkstedsledere mv. – ikke er omfattet af straffelovens § 124, stk. 4, 2. pkt.

For så vidt angår retsstillingen for andre ”udefrakommende” henvises der til Personalekontorets skrivelse herom udsendt i juni 2007.

Som det fremgår af straffelovens § 124, stk. 4, 2. pkt., er det kun den, der ”uretmæssigt medtager” mobiltelefon mv., som straffes.

I de administrative regler nævnt nedenfor i pkt. 2 er det nærmere beskrevet, i hvilke situationer det kan være retmæssigt at medtage mobiltelefoner mv. i arresthuse og lukkede fængsler.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.3.

”Mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr”

Det kommunikationsudstyr, som er omfattet af forbuddet, er elektronisk udstyr, der sætter – eller sammen med andre enheder vil kunne sætte – en person i stand til at kommunikere med andre i lyd, tale eller på skrift.

Det vil f.eks. være tilfældet, når der er tale om besiddelse af hele mobiltelefoner, satellittelefoner, walkie talkie enheder, (håndholdte) computere og personsøgere.

Omfattet er også f.eks. trådløse telefoner og trådløse hovedtelefonsæt (såkaldte headsæt), der sætter besidderen i stand til at kommunikere via en enhed, der er tændt i det omgivende område.

Visse tv-spil (såkaldte spillekonsoller) vil også kunne være omfattet.

Besiddelse af tilbehør til eller enkelte dele af kommunikationsudstyret, herunder f.eks. et batteri til en mobiltelefon, en enhed, der kan oplade et sådant batteri eller et sim-kort, der etablerer forbindelsen fra en mobiltelefon vil evt. kunne straffes som forsøg.

Dette fremgår af lovbemærkningerne.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.4.

Information til besøgende

Da det er forudsat i lovbemærkningerne, at der vil blive opsat informationsmateriale til besøgende i fængsler og arresthuse om forbuddet mod at medbringe mobiltelefoner i de af kriminalforsorgens institutioner, der er omfattet af straffebestemmelsen, skal direktoratet anmode institutionerne om at foranledige, at der opsættes sådant materiale i institutionen, forud for lovens og de administrative reglers ikrafttræden den 1. juli 2007.

Se bilag med tekstforslag.

Det er videre forudsat, at information om forbuddet vil fremgå af besøgstilladelsen.

Besøgsblanketten i Klientsystemet er derfor tilrettet i overensstemmelse hermed.

Det er derudover forudsat, at kriminalforsorgens personale påminder de besøgende om forbuddet, inden der foretages visitation af disse.

Institutionerne anmodes om at foranledige, at dette sker.

Oplyser en besøgende om besiddelsen på dette tidspunkt, vil der formentlig i almindelighed ikke være grundlag for at rejse tiltale for (forsøg på) overtrædelse af strafbestemmelsen.

Dette fremgår af besøgsvejledningens pkt. 14 og varetægtsvejledningens pkt. 138.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.5.

Viden om en indsats besiddelse af en mobiltelefon m.v. i visse særlige tilfælde

Direktoratet skal i øvrigt henlede institutionernes opmærksomhed på, at det i lovbemærkningerne er anført, at der i praksis kan tænkes ”at opstå særlige tilfælde, hvor kriminalforsorgen får viden om, at en indsat i strid med kriminalforsorgens regler er kommet i besiddelse af en mobiltelefon mv., men undlader at håndhæve reglen, fordi politiet i medfør af retsplejelovens regler som led i efterforskningen af en konkret straffesag foretager eller ønsker at foretage aflytning af mobiltelefonen.

I givet fald vil det dreje sig om situationer, hvor et hensyn til at håndhæve kriminalforsorgens regler findes at måtte vige for et afgørende hensyn til at opklare alvorlig kriminalitet.

Myndighederne bør også fremover i sådanne særlige tilfælde have mulighed for med henblik på aflytning efter retsplejelovens regler at undlade at gribe ind over for en indsats besiddelse af f.eks. en mobiltelefon, og herunder at en anden person medtager en mobiltelefon for at lade den komme i en indsats besiddelse.

Samtidig findes det rigtigt, at der i en sådan sag ikke efterfølgende pålægges straf for overtrædelse af de foreslåede bestemmelser i straffeloven.

Det forudsættes derfor, at der i givet fald ikke vil være tale om et strafbart forhold, jf. herved udtrykket ”uretmæssigt” i de foreslåede bestemmelser.

Ved ikke at kriminalisere sådanne særlige tilfælde undgås det også, at myndighedernes adfærd i en sag af den nævnte karakter eventuelt kunne siges at udgøre medvirken til at begå et strafbart forhold, og herunder rejse spørgsmål i forhold til retsplejelovens §§ 754 a – 754 e (agentvirksomhed).”

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.6.

”Civil anholdelse”

Retsplejelovens § 755, stk. 1, fastsætter, at en person, som med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, kan anholdes, blandt andet når det må anses for påkrævet for at sikre vedkommendes foreløbige tilstedeværelse.

Det er i bemærkningerne til loven anført, at det af retsplejelovens § 755, stk. 2, fremgår, at enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, har samme beføjelser som politiet til at anholde den pågældende, dvs. at enhver kan foretage anholdelse under samme materielle betingelser, som der gælder for politiet.

Den anholdte skal dog snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.

Det fremgår videre af lovens forarbejder, at det anførte indebærer, at kriminalforsorgens personale vil kunne anholde og tilbageholde en person, hvis der er rimelig grund til mistanke om overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4.

Anholdelsen vil skulle ske med henblik på at tilbageholde den pågældende, indtil politiet kommer til stede og f.eks. kan visitere den pågældende for besiddelse af en mobiltelefon m.v.

Der vil ikke gælde særlige betingelser for kriminalforsorgens personale, der således vil kunne foretage såkaldt civil anholdelse, når betingelserne i retsplejelovens § 755, stk. 2, er opfyldt.

På samme måde vil der ikke gælde særlige betingelser for personalets gennemførelse af en sådan civil anholdelse, der vil skulle foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, jf. herved retsplejelovens § 758, stk. 1.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

1.7.

Disciplinærstraf

Det fremgår af lovbemærkningerne, at navnlig præventive hensyn taler for, at der - ved siden af et strafansvar - skal være mulighed for hurtigt at kunne reagere med disciplinærstraf over for indsatte i tilfælde af besiddelse af mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr.

Der vil derfor ved siden af straf for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, kunne ikendes en disciplinærstraf som hidtil.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.

Konsekvensændringer i administrative regler på baggrund af kriminaliseringen af at besidde mobiltelefoner samt andre ændringer

Som nævnt indledningsvis er der foretaget ændringer i en række administrative regelsæt.

I det følgende gennemgås i korthed de mest væsentlige ændringer.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.1.

Genstandsbekendtgørelsen m.v.

2.1.1.

Ændringer i genstandsreglerne på baggrund af kriminaliseringen af mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i lukkede fængsler og arresthuse

I genstandsbekendtgørelsen er der foretaget en ændring af § 2, stk. 1, nr. 11, således at der nu gælder et centralt fastsat forbud mod ”mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr, herunder visse typer spillekonsoller, samt tilbehør hertil m.v.” Forbuddet er således sammenfaldende med straffelovens § 124, stk. 4.

I vejledningen til bekendtgørelsen, pkt. 7, er der en nærmere omtale af, hvilke effekter der omfattes af forbuddet.

Det er i øvrigt anført i pkt. 7 og 35, at de spillekonsoller, som ikke kan udleveres, er spillekonsoller, som kan omdannes til kommunikationsudstyr.

Det er videre anført, at tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en indsats egen spillekonsol er omfattet af forbuddet, kan rettes til direktoratets sikkerhedsenhed.

Henset til at det centralt fastsatte forbud mod spillekonsoller kun omfatter ”visse spillekonsoller”, er det i § 3, stk. 1, nr. 2, som vedrører indsatte i lukkede fængsler, præciseret, at forbuddet mod udlevering af spillekonsoller i disse institutioner fortsat gælder alle typer spillekonsoller.

§ 2, stk. 3 giver mulighed for i åbne fængsler at fravige forbuddet i § 2, stk. 1, nr. 11, mod udlevering af visse spillekonsoller.

Spillekonsoller kan således udleveres i disse institutioner som hidtil.

Derudover er der givet mulighed for at fravige forbuddet mod etablering af fastnet-telefon, som ligeledes er indeholdt i § 2, stk. 1, nr. 11.

For en god ordens skyld bemærkes, at de nye regler ikke ændrer den eksisterende regulering af indsattes mulighed for at få udleveret m.v. computer.

Bekendtgørelsens § 37 indeholder regler om ikrafttræden og overgangsbestemmelser.

En ny overgangsbestemmelse er nærmere omtalt i vejledningens pkt. 46.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.1.2.

Ændringer i genstandsreglerne på baggrund af De Europæiske Fængselsregler

Direktoratet har den 25. april 2007 udsendt De Europæiske Fængselsregler.

I den forbindelse oplyste direktoratet i forhold til regel 26.11, at de indsatte i medfør af reglerne skal have mulighed for at give en del af deres løn til deres familie.

Direktoratet oplyste videre, at der på baggrund heraf ved en kommende revision af genstandsbekendtgørelsen vil ske en præcisering af reglerne om udsendelse af penge.

Direktoratet har på baggrund heraf ændret genstandsbekendtgørelsens § 27, hvortil der henvises.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.2.

Besøgsbekendtgørelsen m.v.

2.2.1.

Ændringer i besøgsreglerne på baggrund af kriminaliseringen af mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i lukkede fængsler og arresthuse

I lovbemærkningerne er det forudsat, at kriminalforsorgen ændrer de gældende administrative regler for forsvareres almindelige adgang til at medbringe en mobiltelefon ved besøg i lukkede fængsler og arresthuse.

Det er videre forudsat, at der i den forbindelse fastsættes regler, som sikrer, at forsvarere fortsat kan medtage en mobiltelefon ved klientbesøg i arresthuse og lukkede fængsler, dog kun på betingelse af, at forsvareren i forbindelse med besøget fremviser mobiltelefonen og eventuelt lader mobiltelefonen registrere, således at det kan dokumenteres, at den bliver taget med ud af institutionen efter besøget,.

I forlængelse heraf er det i bekendtgørelsens § 7, stk. 2, fastsat, at mobiltelefoner og kommunikationsudstyr samt tilbehør m.v. hertil ikke må medbringes ved besøg.

Det fremgår videre, at dette dog ikke gælder, hvis den besøgende er advokat, og hvis denne i forbindelse med besøget fremviser kommunikationsudstyret over for personalet og evt. lader det registrere og samtidig 1) er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag, eller 2) efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlig forsvarer.

I vejledningens pkt. 13 er det videre blandt andet anført, at en registreringsordning kan være særlig relevant i større institutioner, hvor der afvikles mange besøg, og hvor det kan være vanskeligt for personalet at erindre, hvorvidt forsvareren har medbragt en mobiltelefon m.v. i forbindelse med besøget.

I vejledningens pkt. 14 er det anført, at institutionen skal informere besøgende om straffelovens § 124, stk. 4, 2. pkt., jf. også ovenfor under pkt. 1.4.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.2.2.

Andre ændringer

I vejledningens pkt. 6 er det anført, at hvis besøgende til indsatte på afdelinger for negativt stærke indsatte tillige ønsker besøgstilladelse til en indsat i det øvrige fængsel eller omvendt, skal der ved afgørelsen lægges betydelig vægt på, at formålet med afdelingen er at afsondre de negativt stærke indsatte fra indsatte i det øvrige fængsel for at hindre, at de udøver en negativ indflydelse på disse.

Med henblik på at tydeliggøre, at afgørelse i disse sager sker på baggrund af en konkret vurdering, er det nu indføjet, at såfremt der er en formodning om, at den besøgende vil medvirke til at bringe oplysninger fra en afdeling til en anden, herunder udøve negativ indflydelse på indsatte, som ikke er indsat på afdelinger for negative stærke indsatte, skal besøgstilladelse som udgangspunkt nægtes.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.3.

Varetægtsbekendtgørelsen m.v.

2.3.1.

Ændringer i varetægtsreglerne på baggrund af kriminaliseringen af mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i lukkede fængsler og arresthuse

Som anført under pkt. 2.2.1. er det i lovbemærkningerne forudsat, at kriminalforsorgen ændrer de gældende administrative regler for forsvareres almindelige adgang til at medbringe en mobiltelefon ved besøg i lukkede fængsler og arresthuse.

I forlængelse heraf er det i bekendtgørelsens § 49, stk. 2, fastsat, at mobiltelefoner og kommunikationsudstyr samt tilbehør m.v. hertil ikke må medbringes ved besøg.

Det fremgår videre, at dette dog ikke gælder, hvis den besøgende er varetægtsarrestantens forsvarer, og forsvareren i forbindelse med besøget fremviser kommunikationsudstyret over for personalet og evt. lader det registrere.

Der er således givet en varetægtsarrestants forsvarer mulighed for at medtage mobiltelefon og andet kommunikationsudstyr, herunder en (håndholdt) computer.

I vejledningens pkt. 137 er det videre blandt andet anført, at en registreringsordning kan være særlig relevant i større institutioner, hvor der afvikles mange besøg, og hvor det kan være vanskeligt for personalet at erindre, hvorvidt forsvareren har medbragt en mobiltelefon m.v. i forbindelse med besøget.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.3.2.

Ændringer i varetægtsreglerne på baggrund af ændringer i retsplejeloven

På baggrund af en ændring af retsplejelovens § 777 udsendte direktoratet den 29. juni 2004 en skrivelse, hvoraf det fremgik, at det ikke længere er nødvendigt at indhente rettens godkendelse i forbindelse med frivillig anbringelse efter retsplejelovens § 777.

Det fremgik videre, at direktoratet på et senere tidspunkt ville foretage de relevante ændringer i varetægtsbekendtgørelsen.

Disse ændringer er nu foretaget i bekendtgørelsens § 12 og varetægtsvejledningens pkt. 34.

Derudover er der foretaget en gennemgående konsekvensændring i bekendtgørelsen på baggrund af en ændring af retsplejelovens § 770 a, hvorefter delvis isolation ikke længere bestemmes af retten, men derimod af politiet.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.3.3.

Ændringer i varetægtsreglerne på baggrund af udvidelse af tilbud til visse isolerede varetægtsarrestanter

Den 30. januar 2007 udsendte direktoratet bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse nr. 84 af 23. januar 2007 om ophold i varetægt (krav om daglig aktivering mv.) samt skrivelse nr. 6 af 30. januar 2007 om bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om ophold i varetægtsfængsel.

Indholdet i regelsættet er nu indarbejdet i varetægtsbekendtgørelsen og varetægtsvejledningen.

SKR#LOKDOK22 2007 10349 Valid

2.4.

Talsmandsbekendtgørelsen m.v.

2.4.1.

Ændringer i talsmandsreglerne på baggrund af ændringer i retsplejeloven

På baggrund af den i pkt. 2.3.2 anførte ændring af retsplejeloven er der foretaget en enkelt konsekvensændring i bekendtgørelsens § 9 samt i skrivelse om bekendtgørelse om gennemførelsen af medindflydelse for indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

De ændrede regler indlægges på kriminalforsorgens intranet under ”straffuldbyrdelsesregler”.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →