Orientering om ny bekendtgørelse om andre aktører m.fl. og bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats
Statutory Text (2 Articles)
Orientering om ny bekendtgørelse om andre aktører m.fl. og bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats
Til samtlige jobcentre, statslige driftsregioner, beskæftigelsesregioner og kommuner m.fl.
Der vedlægges ny bekendtgørelse om andre aktører m.fl. og bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
De offentliggøres snarest og kan efterfølgende findes på Retsinformation www.retsinfo.dk og Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside www.ams.dk.
Bekendtgørelserne træder i kraft 1. januar 2008.
Bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats
Som konsekvens af, at bekendtgørelse om andre aktører m.fl. træder i kraft den 1. januar 2008, bliver bestemmelserne om andre aktører, der har været fastsat i bekendtgørelse nr. 615 af 18. juni 2007 om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, fastsat i den nye bekendtgørelse om andre aktører m.fl.
Bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats indeholder derfor fra 1. januar 2008 ikke længere bestemmelser om andre aktører.
Bekendtgørelse om andre aktører m.fl.
Den nye bekendtgørelse om andre aktører m.fl. samler - som noget nyt - alle bestemmelser om andre aktører, der i dag findes i bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og bekendtgørelsen om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Herudover er der i bekendtgørelsen om andre aktører m.fl. indsat nye bestemmelser som følge af, at andre aktører, som af stat eller kommune i jobcenteret får overladt opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, pr. 1. januar 2008 får kompetence til at udøve myndighedsopgaver.
Det bemærkes, at styrelsen påtænker at udarbejde en vejledning til bekendtgørelsen.
Styrelsen skal bemærke følgende vedr. bestemmelserne
Til § 1
Bestemmelsen er ny og fastsætter bekendtgørelsens anvendelsesområde.
Til § 2, stk. 1
Bestemmelsen er delvis ny og fastsætter - som noget nyt - at andre aktører nu kan træffe afgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Til § 2, stk. 2
Bestemmelsen fremgår i dag af bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Til § 2, stk. 3
Bestemmelsen er en henvisning til § 5, stk. 1, og § 200, stk. 3, i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Til § 3
Bestemmelsen fremgår i dag af bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Til § 4
Bestemmelsen er ny og fastsætter, at andre aktører forpligter personen på samme måde som staten og kommunen i jobcenteret.
Til § 5
Bestemmelsen fremgår i dag af bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Dog er stk. 2 justeret som følge af, at det nu er arbejdsløshedskasserne, der varetager CV-samtalerne.
Til § 6, stk. 1
Bestemmelsen er ny og beskriver andre aktørers pligt til at underrette arbejdsløshedskassen.
Bestemmelsen henviser til bestemmelserne om underretninger i bekendtgørelsen om en aktiv beskæftigelsesindsats for at sikre, at andre aktører underretter arbejdsløshedskassen i samme omfang, som staten i jobcenteret.
Andre aktører skal således underrette arbejdsløshedskassen om både negative hændelser og øvrige underretninger eksempelvis om, at personen er blevet formidlet et arbejde, er påbegyndt et tilbud m.v.
Til § 6, stk. 2
Bestemmelsen er ny og fastsætter, hvilken IT-understøtning andre aktører skal anvende til at underrette arbejdsløshedskasserne.
Til § 6, stk. 3
Bestemmelsen er ny og fastsætter alene andre aktørers pligt til at stille den fornødne dokumentation om en underretning efter § 6, stk. 1, til rådighed på arbejdsløshedskassens anmodning.
Til § 7, stk. 1
Bestemmelsen er ny og fastsætter, at andre aktører, der varetager beskæftigelsesindsatsen for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 – 8, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal underrette kommunerne i samme omfang, som andre aktører skal underrette arbejdsløshedskasserne vedrørende ledige dagpengemodtagere.
Til § 7, stk. 2
Bestemmelsen er ny og er indsat som følge af, at det alene er kommunerne, der kan overlade CV-samtalerne til andre aktører, og at der ikke er en eksisterende bestemmelse at henvise til.
Til §§ 8 og 9
Bestemmelserne er nye og beskriver andre aktørers underretningspligt til kommunen i 2 særskilte situationer, der ikke er omfattet af § 7.
Til § 10
Bestemmelsen er ny og fastsætter alene andre aktørers pligt til at stille den fornødne dokumentation om en underretning efter §§ 7 - 9 til rådighed på kommunens anmodning.
Til § 11, stk. 1
Bestemmelsen er ny og fastsætter, at andre aktører, der varetager beskæftigelsesindsatsen for personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 – 8, skal underrette staten i jobcenteret om formidling af arbejde til personerne i samme omfang, som kommunen skal underrette staten i jobcentret.
Til § 11, stk. 2
Bestemmelsen er ny og fastsætter alene andre aktørers pligt til at stille den fornødne dokumentation om en underretning efter § 11, stk. 1, til rådighed på kommunens anmodning.
Til § 12
Bestemmelsen er ny og fastsætter, at staten og kommunen i jobcenteret skal føre tilsyn med andre aktører.
Til § 13
Bestemmelsen fremgår i dag af bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Til § 14
Bestemmelsen er ny og fastsætter kravene til andre aktørers sagsbehandling, når andre aktører udfører opgaver for staten.
Til § 15
Bestemmelsen er ny og fastsætter kravene til andre aktørers sagsbehandling i forbindelse med indkaldelse til samtale eller aktiviteter, samt afgivelse af tilbud.
Til § 16
Bestemmelsen er ny og er en præcisering af, at kravene til andre aktørers sagsbehandling, når andre aktører udfører opgaver for kommunerne, fremgår af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Til §§ 17 – 23
Bestemmelserne fremgår i dag af bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Til § 24, stk. 1
Bestemmelsen er ny og beskriver klagemuligheden over andre aktørers afgørelser.
Til § 24, stk. 2
Bestemmelsen er ny og fastsætter en frist på 5 dage for anden aktørs genvurdering af afgørelser vedrørende kapitel 9 – 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, således at der gælder samme frist for andre aktører som for staten i jobcenteret.
Til § 24, stk. 3
Bestemmelsen er ny og fastsætter, at staten i jobcenteret er underlagt samme frist til at træffe afgørelse, som gælder for beskæftigelsesankenævnet, når det drejer sig om klager over afgørelser efter kapitel 9 – 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor afgørelsen er begrundet i personens ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov.
Til § 24, stk. 4
Bestemmelsen er ny og er alene en henvisning til, at jobcenterets afgørelser kan indbringes for beskæftigelsesankenævnet, jf. § 128 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Til § 25
Bestemmelsen er delvis ny og fastsætter ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser.
Stk. 3 og 4 er overgangsbestemmelser, der i dag fremgår af bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 4. oktober 2007
Stig Martin Nørgaard
kontorchef