Vejledning om bekendtgørelse om værdipapirhandleres udførelse af ordrer
Statutory Text (4 Articles)
Vejledning om bekendtgørelse om værdipapirhandleres udførelse af ordrer
§ 1
Værdipapirbegrebet i bekendtgørelse om værdipapirhandleres udførelse af ordrer er i overensstemmelse med værdipapirbegrebet i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.
Derfor er pantebrevshandel ikke omfattet af reglerne om best execution.
§ 3
Det overordnede best execution-krav i § 3, stk. 1 fastsætter en høj standard for investorbeskyttelse samtidig med, at værdipapirhandlerne har en betydelig grad af fleksibilitet i forhold til at opnå denne standard.
§ 3, stk. 2 indebærer, at best execution som hovedregel fastsættes ud fra det samlede vederlag, dvs. prisen på de finansielle instrumenter og de omkostninger (kurtage, gebyrer osv.), der er forbundet med at udføre detailkunders ordrer.
Værdipapirhandleren kan fastlægge, at det samme gør sig gældende i forhold til professionelle kunder.
Formålet med udførelsen af ordren kan tilsige, at hovedreglen fraviges, såfremt et eller flere af de øvrige elementer nævnt i § 3, stk. 1 er relevante for at sikre det bedst mulige resultat for kunden.
En kunde kan eksempelvis lægge vægt på, at ordren udføres her og nu, hvorved hurtighed for ordrens udførelse må tillægges afgørende vægt.
Det samme kan være tilfældet, hvis en kunde ønsker sikkerhed for en ordres gennemførelse fx i forbindelse med udførelse af en ordre i et finansielt instrument optaget til handel på et »eksotisk marked«.
I sådanne tilfælde må sandsynligheden for, at denne ordre kan gennemføres, tillægges størst vægt i forhold til det samlede vederlag.
En specifik instruktion fra en kunde i relation til § 3, stk. 5 kan for eksempel være i forbindelse med en kundes online værdipapirhandel, hvor kunden fastsætter krav til ordrens udførelse fx ved at limitere ordren i relation til pris eller ved at fastsætte handelsstedet.
Det forhold, at kunden har givet specifikke instruktioner, som dækker en del eller et aspekt af ordren, bør ikke anses for at frigøre værdipapirhandleren fra sin best execution-forpligtelse i relation til andre dele eller aspekter af kundeordren, som ikke er omfattet af instruksen.
Når værdipapirhandleren ikke udfører ordrer på vegne af kunder, er der ikke en forpligtelse til at yde best execution, jf. § 3.
Det er fx tilfældet når værdipapirhandleren stiller quotes (pris for en given mængde værdipapirer) til overvejende professionelle kunder i engrosmarkedet.
Når kunderne vælger at handle på de stillede quotes udfører værdipapirhandleren således ikke ordrer på vegne af kunder.
Der er i dette markedssegment en formodning for, at kunderne selv påtager sig best execution-opgaven ved selv at søge i markedet efter de bedste vilkår for ordrens udførelse.
Instrumenterne, som handles OTC (OTC er en betegnelse som i den finansielle sektor typisk dækker over en handel, som en værdipapirhandler gennemfører udenfor et reguleret marked eller lignende marked) omfatter blandt andet obligationer, herunder stats- og realkreditobligationer, rente swaps, optioner og forwards for valuta, komplekse risk-derivater.
Forpligtelsen gælder heller ikke, når værdipapirhandleren giver professionelle kunder adgang til quotes stillet af en anden værdipapirhandler.
Det kan fremgå af aftalen med kunden, at der ikke er best execution ved handel på quotes, men dette er ikke et krav, hvis markedskutymen taler herfor.
§ 4
Værdipapirhandlere skal i henhold til § 4, stk. 1 etablere og anvende effektive forretningsgange og systemer samt opstille og anvende en ordreudførelsespolitik for at kunne leve op til det overordnede best execution-krav.
Forretningsgange og systemer er de praktiske, organisatoriske og informationsmæssige foranstaltninger, som værdipapirhandleren har iværksat for at overholde sin best execution-forpligtelse.
Det kan eksempelvis være IT-mæssige foranstaltninger, men der er ikke krav om, at der skal etableres IT-systemer.
Værdipapirhandleren skal i forbindelse med foranstaltningerne lægge vægt på de kriterier, som fremgår af § 3, stk. 3 og de faktorer, som fremgår af § 3, stk. 1.
Ordreudførelsespolitikken kan siges at være en delmængde af disse foranstaltninger og udgør rammen for best execution.
I forbindelse med udarbejdelsen og anvendelsen af ordreudførelsespolitikken skal værdipapirhandlerne følge en tretrins fremgangsmåde
Bestemmelsen skal iagttages i sammenhæng med kommissionslovens regler om selvindtræde.
Ordreudførelsespolitikken skal indeholde en angivelse af eventuelle medlemskaber af regulerede markeder eller multi-laterale handelsfaciliteter og samarbejdspartnere fx i forbindelse med videresendelse af ordrer.
Ordreudførelsespolitikken skal i henhold til § 4, stk. 2, 2. pkt. mindst omfatte de handelssteder, der sætter værdipapir-handleren i stand til løbende at opnå best execution.
Det er de væsentligste handelssteder og ikke nødvendigvis alle handelssteder, som skal angives i ordreudførelsespolitikken.
Det vil således være muligt at anvende et handelssted, som ikke er angivet i ordreudførelsespolitikken, hvis dette eksempelvis sker som en foreløbig foranstaltning eller, hvis det er nødvendigt for at udføre en kundeordre i et usædvanligt finansielt instrument, fx et finansielt instrument optaget til handel på et »eksotisk marked«.
Hvis handlen med et specifikt finansielt instrument primært finder sted på et bestemt marked, bør dette marked som udgangspunkt være omfattet af ordreudførelsespolitikken, såfremt værdipapirhandleren direkte eller via videresendelse af ordrer foretager kundehandler i dette finansielle instrument på regelmæssig basis i et væsentligt omfang.
Det er muligt alene at anvende ét handelssted i sin ordreudførelsespolitik, hvis værdipapirhandleren har foretaget rimelige foranstaltninger for at sikre best execution.
Det kan for eksempel være en situation, hvor omkostningerne (som vil blive overført til kunderne) ved at inkludere mere end et handelssted vil overstige enhver prisforbedring, som kunne opnås ved at inkludere mere end et handelssted.
Det kan også være fordi, at handlen med det pågældende finansielle instrument er koncentreret på et handelssted.
En værdipapirhandler er ikke forpligtet til at sikre kunden den bedst mulige pris, som findes på de globale kapitalmarkeder, for et givet finansielt instrument.
Værdipapirhandleren er heller ikke forpligtet til at opnå det bedst mulige resultat for hver enkelt individuel ordre.
Forpligtelsen består i, at værdipapirhandleren skal anvende sin ordreudførelsespolitik til at udføre hver enkelt ordre med henblik på at opnå det bedst mulige resultat for kunden i overensstemmelse med ordreudførelsespolitikken.
Hvis ordreudførelsespolitikken eksempelvis angiver to handelssteder for udførelse af danske aktier, skal værdipapir-handleren udføre ordren på det af disse handelssteder, hvor værdipapirhandleren kan forventes at opnå det bedst mulige resultat for kunden.
Ikke alle handelssteder, der er med i ordreudførelsespolitikken, skal nødvendigvis undersøges ved hver enkelt ordreudførelse.
Hvor mange handelssteder, som skal undersøges afhænger af det enkelte finansielle instrument, markedsforholdene, tilgængeligheden af information og omkostningerne forbundet med undersøgelsen.
Værdipapirhandleren skal i den forbindelse foretage en vurdering af, hvordan kunden sikres best execution under hensyntagen til de faktorer, som er opregnet i § 3, stk. 1.
En værdipapirhandler, der i forbindelse med porteføljepleje formidler ordrer til andre (samarbejdspartnere) og/eller videresender kundeordrer, skal med de nødvendige tilpasninger overholde de forpligtelser, som følger af § 3 og 4.
En værdipapirhandler (A) kan videresende ordrer og/eller ved porteføljepleje formidle ordrer videre til en anden værdi-papirhandler (B), som kan vælge at ekspedere ordrerne på en af følgende måder
Den best execution-forpligtelse, der pålægges værdipapirhandler (A) i ovennævnte eksempel er ikke den samme omfattende forpligtelse, som pålægges værdipapirhandler B, som udfører/eksekverer kunders ordrer.
A's best execution-forpligtelse består af at vurdere de best execution-foranstaltninger, som eventuelle samarbejdspartnere har etableret og anvender i overensstemmelse med § 4, stk. 1, for at afgøre, om disse foranstaltninger vil kunne gøre A i stand til at opfylde sin best execution-forpligtelse.
A kan opfylde sin best execution-forpligtelse for alle eller nogle af sine kundeordrer ved at videresende dem til samarbejdspartnere, der enten selv udfører ordrerne (og dermed har best execution-forpligtelsen) eller kontraktuelt har forpligtet sig til at sikre A best execution.
En værdipapirhandler kan foretage såvel videresendelse af ordrer og/eller videreformidling i forbindelse med porteføljepleje, som udførelse af ordrer.
Såfremt værdipapirhandleren giver specifikke instruktioner til en samarbejdspartner om, hvordan eller hvor en ordre skal udføres, eller selv videreformidler ordren til et handelssted, vil der være tale om udførelse af kundeordrer, hvorved værdipapirhandleren bliver omfattet af den fulde best execution-forpligtelse i §§ 3-4 for så vidt angår den del af ordren, som værdipapirhandleren har givet instruktion om.
Det samme gælder, hvis værdi-papirhandleren i forbindelse med porteføljepleje selv sender ordren til handelsstedet.
Hvis det er en kundes specifikke instruktion, som værdipapirhandleren sender til samarbejdspartneren, gælder § 3, stk. 5, jf. herom ovenfor.
En værdipapirhandler, som videresender ordrer til en anden værdipapirhandler med henblik på udførelse heraf, kan vælge at angive en samarbejdspartner i sin ordreudførelsespolitik.
Forudsætningen herfor er, at værdipapirhandleren har vurderet, at dette er i overensstemmelse med den overordnede best exectuion-forpligtelse, og at værdipapirhandleren med rimelighed kan forvente, at samarbejdspartneren kan opnå et resultat for værdipapirhandlerens kunder, som er mindst lige så godt som det resultat, værdipapirhandleren med rimelighed kan forvente at opnå ved at bruge andre samarbejdspartnere.
Beskrivelsen skal være så fyldestgørende, at kunden på baggrund heraf kan træffe en informeret beslutning om, hvorvidt denne vil anvende den pågældende værdipapirhandler til at udføre sine ordrer.
De oplysninger værdipapirhandleren giver detailkunderne i henhold til § 4, stk. 3 kan eksempelvis være en summarisk beskrivelse af ordreudførelsespolitikken.
§ 4, stk. 3 indeholder en forpligtelse for værdipapirhandleren til at indhente kunders forudgående samtykke til ordreudførelsespolitikken.
Der er ingen formkrav til samtykket.
Det kan fx afgives mundtligt, skriftligt, telefonisk eller elektronisk.
Samtykke i § 4, stk. 3 kan endvidere gives som et stiltiende samtykke.
Kravet om samtykke kan således anses for opfyldt ved, at en detailkunde anmoder om at få udført en ordre efter, at detailkunden har modtaget information om værdi-papirhandlerens ordreudførelsespolitik i overensstemmelse med § 4, stk. 3, nr. 1-3.
§ 4, stk. 3, nr. 2 indebærer, at værdipapirhandleren skal oplyse detailkunden om de handelssteder, som indgår i ordreudførelsespolitikken.
Værdipapirhandleren kan fx angive, at denne har medlemskab i en navngiven børs eller MHF og/eller, at denne anvender danske og/eller udenlandske samarbejdspartnere (brokere).
Navnene på samarbejdspartnerne kan fremgå af et bilag.
Forudsætningen for at anvende et bilag er, at dette angives tydeligt i beskrivelsen til kunden, ligesom bestemmelserne i §§ 4, stk. 4 – 6 skal være opfyldt.
Stk. 3 indebærer, at værdipapirhandleren har frit valg mellem at levere oplysningerne på enten papir, et andet varigt medium end papir eller via en hjemmeside.
Giver værdipapirhandleren oplysningerne på papir er der ikke yderligere krav efter bestemmelsen, men giver værdipapirhandleren oplysningerne på et andet varigt medium end papir, så skal betingelserne i stk. 5 være opfyldt.
Giver værdipapirhandleren informationerne via en hjemmeside, så skal betingelserne i stk. 6 være opfyldt.
Pligterne efter bestemmelsen er således ikke identisk med § 3 i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapir-handel, hvor kravene til levering af information bl.a. er afhængig af, om oplysningerne er rettet personligt til kunden.
§ 4 skal ses i sammenhæng med §§ 25 og 26 i bekendtgørelsen om investorbeskyttelse.
Der gælder imidlertid ikke et krav om meddelelse af væsentlige ændringer i ordreudførelsespolitikken i henhold til § 25, stk. 3, såfremt værdipapir-handleren alene videresender ordrer eller videreformidler ordrer i forbindelse med porteføljepleje.
For kundeforhold etableret før 1. november 2007, hvor der foreligger et aftalegrundlag, som indeholder en beskrivelse af adgangen til at udføre ordrer udenom et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet (OTC- handler), kan kravet om samtykke i § 4, stk. 7 anses for opfyldt ved, at kunden efter 1. november 2007 anmoder om at få gennemført en handel, som i henhold til en beskrivelse af ordreudførelsen kan udføres OTC.
For så vidt angår nye kunder skal samtykket indhentes i forbindelse med indgåelse af kundeaftale.
1)
Afhængig af kundernes karakteristika skal værdipapirhandleren tage stilling til prioriteringen af de angivne faktorer ved udførelse af ordrer.
2)
Værdipapirhandleren skal vurdere tilgængelige handelssted(er) for at identificere det/de handelssteder, som gør denne i stand til at opnå best execution.
Handelsstedet(/-erne) skal fremgå af ordreudførelsespolitikken.
3)
Værdipapirhandleren skal anvende ordreudførelsespolitikken ved at sende kundeordrer til det/de handelssted(er), som fremgår af dennes ordreudførelsespolitik, og som sikrer kunden det bedst mulige resultat under hensyntagen til den relative vægtning af de faktorer, som fremgår af ordreudførelsespolitikken.
1)
At udføre disse via værdipapirhandlerens eget system og med værdipapirhandleren som modpart.
2)
At udføre disse på et reguleret marked eller multilateral handelsfacilitet.
3)
At formidle disse videre til en tredje værdipapirhandler, som derefter kan vælge løsning 1, 2 eller 4.
4)
At foretage en kombination af ovenstående eksempler.