Legislator Case Law & Legislation
C20070976454 DK

Skrivelse om Orientering om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område\n(Pligt til at genvurdere hjælpen til personer, som udsættes af beboelseslejemål)

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Skrivelse 2007 9764 Valid

Bilag 1

Til lovforslag nr. L 151 Folketinget 2006-07

Socialmin., j.nr. 2006-2479

AX009552

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 29. maj 2007

Forslag

til

Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område

(Pligt til at genvurdere hjælpen til personer, som udsættes af beboelseslejemål)

Skrivelse 2007 9764 Valid

§ 1

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 56 af 18. januar 2007, som ændret senest ved § 104 i lov nr. 90 af 31. januar 2007, foretages følgende ændring

1. Efter § 5 indsættes

»§ 5 a. Kommunen skal straks behandle spørgsmål om hjælp, jf. § 5, når kommunen modtager fogedrettens underretning om, at en borger udsættes af et beboelseslejemål, og der er børn eller unge under 18 år i husstanden, eller kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp.

Stk. 2. Vurderer kommunen, at der ikke er

grundlag for at yde hjælp i forbindelse med udsættelsen af lejemålet, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom senest 14 dage efter fogedrettens underretning om gennemførelsen af fogedforretningen.

Stk. 3. Kommunen kan efter forudgående samtykke fra borgeren orientere fogedretten om kommunens afgørelse.

Stk. 4. Kommunens afgørelse efter stk. 2 kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10.«

Skrivelse 2007 9764 Valid

Skrivelse om Orientering om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(Pligt til at genvurdere hjælpen til personer, som udsættes af beboelseslejemål)

Folketinget har den 29. maj 2007 vedtaget L 151 – Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Pligt til at genvurdere hjælpen til personer, som udsættes af beboelseslejemål).

Lovforslaget med bemærkninger kan bl.a. ses på

1. www.social.dk – se under lovstof.

2. Folketingets hjemmeside www.ft.dk – se under dokumenter - Lovforslag fordelt på ministerområde – Socialministeriet – vedtagne lovforslag.

Loven træder i kraft den 1. juli 2007.

Lovændringen betyder, at kommunerne fra den 1. juli 2007 får pligt til at genvurdere hjælpen til borgere, som udsættes af deres beboelseslejemål. Pligten til at genvurdere hjælpen fremgår af § 5 a, i retssikkerhedsloven.

I det følgende beskrives den vurdering, som kommunen skal foretage og de krav, som lovændringen stiller til kommunens sagsbehandling.

Helhedsvurdering i udsættelsessager

Hvis en borger udsættes af sin beboelseslejlighed, skal kommunen efter retssikkerhedslovens § 5 a, stk. 1, vurdere om borgeren har behov for hjælp.

Forpligtelsen efter § 5 a gælder i forhold til borgere, hvor kommunen er i besiddelse af oplysninger, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp. Kommunen skal foretages en helhedsvurdering af borgerens behov for hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder rådgivning og vejledning. I overensstemmelse med § 5 i retssikkerhedsloven skal kommunen desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp efter anden lovgivning. Når kommunen vurderer hjælpen til borgeren, kan kommunen fx træffe beslutning om administration af social pension eller kontanthjælp eller rådgive borgeren om andre muligheder for hjælp til betaling af faste udgifter, fx en administrationsaftale i et pengeinstitut og om muligheden for at få afdragsordninger ved betaling af gæld til det offentlige. Kommunen kan også anmode statsforvaltningen om at træffe afgørelse om værgemål, hvis kommunen vurderer, at betingelserne for værgemål er opfyldt.

Kommunen skal kun foretage en helhedsvurdering af borgeren behov for hjælp i tilfælde, hvor udsættelsen vil kunne indebære, at borgeren udsættes af sin bolig. Udsættelse af et beboelseslejemål sker ved en umiddelbar fogedforretning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 55. Der skal ikke foretages en helhedsvurdering i de tilfælde, hvor der er tale om udsættelse af effekter fra kælderrum eller garager eller lignende.

Genvurdering af hjælpen

Kommunen skal foretage en helhedsvurdering af borgerens sag, hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp. Der kan eksempelvis være tale om tilfælde, hvor kommunen modtager underretning om udsættelse af en borger, som modtager personlig og praktisk hjælp på grund af en demensdiagnose eller tilfælde, hvor kommunen modtager underretning om udsættelse af en psykisk syg, som har en støtte- og kontaktperson. Der kan eksempelvis også være tale om en stofmisbruger, som er tilkendt et behandlingstilbud eller en modtager af kontanthjælp eller starthjælp, som har behov for hjælp til administration af ydelsen.

Børnefamilier

Kommunen skal altid vurdere, om der er behov for hjælp efter den sociale lovgivning, hvis en husstand med børn eller unge under 18 år udsættes af lejligheden. I forhold til børnefamilier skal kommunen vurdere, om udsættelsen er tegn på, om der er andre problemer i familien, som kan give anledning til at iværksætte et eller flere tiltag efter reglerne om særlig støtte til børn og unge. Der kan være tale om forebyggende foranstaltninger i form af fx familierådgivning og i særligt alvorlige tilfælde kan en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet komme på tale.

Kommunen bør sikre sig, at der bliver taget hensyn til børnene i forbindelse med selve udsættelsesforretningen. Dette kan fx ske ved at sikre sig, at børnene opholder sig hos bedsteforældre eller hos kammerater eller er i skole eller dagtilbud.

Sagsbehandling og frist

Kommunen skal foretage vurderingen af borgerens behov straks, når kommunen modtager fogedrettens underretning om, at fogedretten behandler en sag om udsættelse af et beboelseslejemål. Kommunalbestyrelsen skal således ikke afvente, at borgeren selv retter henvendelse til kommunen og anmoder om hjælp. I forbindelse med en udsættelse, vil fogedretten sende en underretning til kommunen, når sagen berammes, det vil sige, når sagen optages til behandling i fogedretten. Hvis udsættelsesforretningen ikke foretages samtidig med, at fogedretten berammer sagen, vil kommunen modtage en underretning fra fogedretten både, når sagen berammes og når udsættelsesforretningen finder sted. Kommunen skal vurdere borgerens behov for hjælp, når kommunen modtager den første underretning fra fogedretten.

Det er vigtigt, at den enhed i kommunen, som modtager underretningen fra fogedretten er opmærksom på, om borgeren har en sag i en anden forvaltning eller anden enhed i kommunen, som sandsynliggør et behov for hjælp eller om der er tale om en børnefamilie.

Hvis kommunen vurderer, at borgeren har brug for rådgivning og anden hjælp efter den sociale lovgivning, iværksættes rådgivningen og kommunen træffer afgørelse om tilbud om den hjælp, som borgeren er berettiget til.

Hvis kommunen vurderer, at borgeren ikke er berettiget til rådgivning eller anden hjælp som følge af udsættelsen, skal kommunen træffe afgørelse herom, § 5 a, stk. 2. Kommunen skal træffe afgørelse i sagen senest 14 dage efter fogedrettens underretning om gennemførelse af udsættelsesforretningen.

Kommunen skal orientere fogedretten om afgørelsen, jf. § 5 a, stk. 3, hvis borgeren giver samtykke til dette, således at der etableres et bedre grundlag for at tilrettelægge det videre forløb i sagen.

Klageadgang

Kommunens afgørelser efter § 5 a, stk. 2 kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10. Klagereglerne er beskrevet i vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Klagen har ikke opsættende virkning for udsættelsessagen.

Socialministeriet, den 30. maj 2007

Aksel Meyer

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →