Legislator Case Law & Legislation
C20070975860 DK

Vejledning om de regionale beskæftigelsesråds besvarelser af høringer fra Udlændingeservice \n(Om arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, for arbejdstagere fra Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien, Tjekkiet, Ungarn)

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Vejledning 2007 9758 Valid

§ 9 a. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen, herunder hvis udlændingen har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse enten inden for et fagområde, hvor der er mangel på særligt kvalificeret arbejdskraft, eller hvor ansættelsen indebærer en årlig aflønning på mindst 450.000 kr. Det i 1. pkt. angivne beløb er fastsat i 2007-niveau og reguleres fra og med 2008 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. For arbejdstagere, der er statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn, finder 1. pkt. alene anvendelse, hvis der ikke kan gives de pågældende opholdstilladelse i medfør af stk. 5.

Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis opholdstilladelse efter §§ 7-9 eller 9 b-9 e nægtes forlænget efter § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, eller inddrages efter § 19, stk. 1, når udlændingen er i et fast ansættelsesforhold af længere varighed eller gennem en længere periode har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, og beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor.

Stk. 3.

Stk. 4.

Stk. 5. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er statsborger i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn,

1) hvis den pågældende har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær beskæftigelse mindst 30 timer om ugen hos en herværende arbejdsgiver i henhold til en hos arbejdsgiveren gældende dansk overenskomst, der vedrører det pågældende arbejde, og hvor der som aftalepart på lønmodtagersiden mindst er tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation,

2) hvis den pågældende på et arbejdsområde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt, har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær beskæftigelse mindst 30 timer om ugen hos en herværende arbejdsgiver som forsker, underviser, funktionær i en ledende stilling eller specialist m.v., eller

3) hvis den pågældende uden for de i nr. 1 og 2 nævnte tilfælde har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær beskæftigelse mindst 30 timer om ugen hos en herværende arbejdsgiver på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.

Stk. 6. Opholdstilladelse efter stk. 5 skal betinges af, at den herværende arbejdsgiver er registreret hos told- og skatteforvaltningen som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven. Udlændingeservice kan indhente oplysning herom fra told- og skatteforvaltningen. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.

Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 5 kan ikke gives, såfremt den herværende arbejdsgiver er omfattet af strejke, lockout eller blokade. Dette gælder dog ikke, hvis konflikten er kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.

Stk. 8. Opholdstilladelse efter stk. 5, nr. 3, skal betinges af, at den indgåede ansættelsesaftale eller det fremsatte ansættelsestilbud indeholder de i § 2, stk. 2, i lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet nævnte oplysninger.

Stk. 9. I sager vedrørende opholdstilladelse efter stk. 5, nr. 3, afgiver den herværende arbejdsgiver over for Udlændingeservice erklæring om, hvorvidt løn- og ansættelsesvilkårene er sædvanlige, og om, hvorvidt de i stk. 8 nævnte oplysninger er indeholdt i ansættelsesaftalen eller -tilbuddet.

Stk. 10. Det regionale beskæftigelsesråd afgiver efter anmodning fra Udlændingeservice en udtalelse om, hvorvidt de i stk. 1, 2, 5 eller 8 angivne betingelser efter det regionale beskæftigelsesråds opfattelse er opfyldt. Udtalelsen kan indhentes i elektronisk form.

Stk. 11. Hvis en herværende arbejdsgiver har indgået en gældende dansk overenskomst, hvor der som aftalepart på lønmodtagersiden mindst er tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation, jf. stk. 5, nr. 1, kan Udlændingeservice godkende, at arbejdsgiveren ansætter statsborgere fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn til at udføre nærmere angivne arbejdsfunktioner inden for overenskomstens dækningsområde efter en anmeldelse af ansættelsesforholdet til Udlændingeservice. Stk. 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 12. Udlændingeservice kan godkende, at en herværende arbejdsgiver, der har indgået en overenskomst som nævnt i stk. 11, ansætter statsborgere fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn i stillinger som omhandlet i stk. 5, nr. 2, efter en anmeldelse af ansættelsesforholdet til Udlændingeservice. Det er en betingelse, at virksomheden har dokumenteret, at der er tale om arbejdsfunktioner, som falder inden for de omhandlede stillingskategorier. Stk. 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 13. En udlænding, der er statsborger i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn, og som har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse under vilkår som nævnt i stk. 5, nr. 1 eller 2, hos en arbejdsgiver godkendt efter stk. 11 eller 12, opnår ved anmeldelse til Udlændingeservice ret til ophold og arbejde i tiden, indtil Udlændingeservice har taget stilling til, om udlændingen kan meddeles opholdstilladelse. Opholdstilladelse skal mod forevisning af legitimation afhentes af udlændingen inden 30 dage efter, at meddelelse om, at udlændingen har opnået opholdstilladelse, er sendt til udlændingen.

Stk. 14. En anmeldelse efter stk. 13 skal underskrives af arbejdsgiver og arbejdstager og indeholde oplysninger som nævnt i stk. 16, nr. 1-5.

Stk. 15. Udlændingeservice kan inddrage en godkendelse meddelt efter stk. 11 eller 12, hvis godkendelsen er opnået ved svig, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er til stede, eller hvis vilkårene for godkendelsen ikke overholdes. Udlændingeservice kan til brug for en afgørelse efter 1. pkt. indhente en udtalelse fra det regionale arbejdsmarkedsråd. Udtalelsen kan indhentes i elektronisk form.

Stk. 16. Udlændingeservice videregiver uden udlændingens samtykke oplysning om meddelelse af opholdstilladelse efter stk. 5 og 13 til det regionale beskæftigelsesråd. Udlændingeservice kan i den forbindelse, herunder i elektronisk form, videregive følgende oplysninger

1) Lønmodtagerens navn.

2) Arbejdsgiverens navn og adresse og arbejdsstedets beliggenhed.

3) Lønmodtagerens arbejdsfunktioner, titel, rang, stilling og jobkategori.

4) Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og dets forventede varighed, hvis der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.

5) Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.

Stk. 17. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om, at de i stk. 11-16 nævnte regler tillige gælder for arbejdsgivere, der ikke har indgået en gældende dansk overenskomst, hvor der som aftalepart på lønmodtagersiden mindst er tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation, jf. stk. 5, nr. 1.

Stk. 18. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om, at statsborgere fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn på særlige områder er fritaget for krav om opholds- og arbejdstilladelse som nævnt i stk. 5.

Stk. 19. Stk. 5-18 finder tilsvarende anvendelse for statsborgere fra Bulgarien og Rumænien.

Vejledning 2007 9758 Valid

Vejledning om de regionale beskæftigelsesråds besvarelser af høringer fra Udlændingeservice

(Om arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, for arbejdstagere fra Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien, Tjekkiet, Ungarn)

1. Indledning

Denne vejledning erstatter vejledning nr. 49 af 11. maj 2004 om de regionale arbejdsmarkedsråds besvarelser af høringer fra Udlændingestyrelsen. Ændringerne i forhold til den tidligere vejledning består i hovedtræk af følgende

- De regionale arbejdsmarkedsråd er rettet til de regionale beskæftigelsesråd, jf. kommunalreformen.

- Kravet om fuldtidsbeskæftigelse er ændret til krav om mindst 30 timers arbejdsuge, jf. de tidligere udmeldte ændringer i forbindelse med forlængelse af Østaftalen.

- Der er indsat afsnit 2.4 og 4.4 om, at Udlændingeservice kan høre de regionale beskæftigelsesråd i forbindelse med afgørelser om inddragelse af forhåndsgodkendelser til at ansætte arbejdskraft fra de nye EU-lande, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 15.

- Det er indsat i afsnit 4, at det regionale beskæftigelsesråd kan fastsætte i sin forretningsorden, at rådssekretariaterne kan afgive svar til Udlændingeservice på rådets vegne, såfremt rådet fortsat har indsigt i sagsbehandlingen og i de enkelte udtalelser.

- Der er indsat kort tekst i afsnit 4.3.1 om, hvorledes sædvanlige vilkår for børnepassere efter servicelovens § 37 kan vurderes. Indholdet svarer til det tidligere udmeldte i skrivelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen af 17. juni 2005.

- Afsnit 5 om høringsfrister er nyaffattet, idet fristen for besvarelse af høringerne fra Udlændingeservice nu er 1½ uge for ukomplicerede sager og 2 uger for komplicerede sager. Ændringerne skyldes ønske fra forligskredsen bag Østaftalen om kortere sagsbehandlingstider. De skærpede krav til sagsbehandlingstiden sker samtidig med, at der sker forbedringer i Udlændingeservices sagsbehandling, som forventes at kunne nedbringe antallet af komplicerede og mere tidskrævende sager i de regionale beskæftigelsesråd.

- I afsnit 6 er indsat, at hvis en høring er sendt til en forkert region, skal regionen kontakte Udlændingeservice og ikke videresende høringen.

- Begreberne opholds- og arbejdstilladelse er ændret til begrebet arbejdstilladelse jf. EU-direktiv 2004/38/EF. Ændringen er dog uden betydning for rådenes behandling af høringerne fra Udlændingeservice.

I forbindelse med EU-udvidelsen den 1. maj 2004 blev der i udlændingeloven indført en overgangsordning til den fulde frie bevægelighed efter EU-reglerne for arbejdstagere fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Pr. 1. januar 2007 gælder overgangsordningen tillige for statsborgere fra Rumænien og Bulgarien.

Ved en revision af overgangsordningen for de nævnte lande er der i foråret 2006 sket visse lempelser af ordningen, fx således at kravet om fuldtidsbeskæftigelse for statsborgere fra de pågældende lande er ændret til et krav om mindst 30 timers arbejdsuge. Tillige er der indført en ny forhåndsgodkendelses- og anmeldelsesordning for arbejde hos overenskomstdækkede arbejdsgivere, hvorefter Udlændingeservice efter ansøgning kan forhåndsgodkende overenskomstdækkede arbejdsgivere til at ansætte arbejdstagere fra de pågældende lande til udførelse af overenskomstdækket arbejde. Arbejdet kan påbegyndes uden at afvente arbejdstilladelse fra Udlændingeservice, når blot ansættelsesforholdet er anmeldt til Udlændingeservice.

Med overgangsordningen kan statsborgere fra de nævnte lande meddeles arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, hvis de pågældende har indgået aftale eller fået tilbud om beskæftigelse mindst 30 timer om ugen (i gennemsnit) her i landet på overenskomstmæssige eller på anden måde sædvanlige vilkår hos arbejdsgivere, der er indberetningspligtige efter kildeskatteloven, og som ikke er omfattet af en lovlig konflikt. Det kræves ikke, at væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.

Der er herudover fortsat mulighed for at få arbejdstilladelse på grundlag af udlændingelovens § 9 a, stk. 1, ifølge hvilken arbejdstilladelse kan gives, hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen, herunder hvis udlændingen kan få ansættelse på fagområder, hvor der er mangel på særligt kvalificeret arbejdskraft, jf. udlændingelovens, eller hvor ansættelsen indebærer en årlig aflønning på mindst 450.000 kr. Betingelserne i denne bestemmelse er på enkelte punkter lempeligere end betingelserne for meddelelse af arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5. Der tænkes her især på kravene til den ugentlige arbejdstid.

Det er Udlændingeservice, som træffer afgørelse om arbejdstilladelse, uanset om afgørelsen træffes efter udlændingelovens § 9 a, stk. 1, eller udlændingelovens § 9 a, stk. 5. Ved behandling af ansøgningerne kan Udlændingeservice anmode det regionale beskæftigelsesråd i den region, hvor beskæftigelsen skal udføres, om en sagkyndig udtalelse.

Som hovedregel vil ansøgningen skulle behandles efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, men det vil fremgå specifikt af Udlændingeservices henvendelse til det regionale beskæftigelsesråd, om sagen ønskes vurderet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, udlændingelovens § 9 a, stk. 1, eller begge bestemmelser. Det vil videre fremgå af henvendelsen fra Udlændingeservice, hvad beskæftigelsesrådet skal tage stilling til i det konkrete tilfælde.

I vejledningens afsnit 2 beskrives dels betingelserne for meddelelse af arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, og dels under hvilke omstændigheder Udlændingeservice vil rette henvendelse til de regionale beskæftigelsesråd. Det fremgår, at beskæftigelsesrådene især bliver hørt i sager, hvor løn- og ansættelsesvilkårene ikke er reguleret i henhold til kollektiv overenskomst, og hvor der ikke er tale om ansættelse som forsker, underviser, ledende funktionær eller specialist mv. på et område hvor løn og ansættelsesvilkårene sædvanligvis er reguleret i individuel kontrakt.

I afsnit 3 omtales sager om ansøgninger vedr. arbejdsgivere, der gentagne gange tidligere har benyttet illegal arbejdskraft. I disse sager vil Udlændingeservice generelt ikke meddele arbejdstilladelse, uden at det regionale beskæftigelsesråd er hørt om den konkrete ansøgning.

Afsnit 4 omhandler særlige forhold, som beskæftigelsesrådene skal være opmærksomme på i behandling af høringerne fra Udlændingeservice.

Afsnit 5 omhandler høringsfristerne for beskæftigelsesrådene, som sættes til maksimalt 2 uger.

I afsnit 6 beskrives høringsproceduren, der gennemføres elektronisk via UdlændingeInformationsSystemet i Udlændingeservice. Af afsnit 7 fremgår det, at Udlændingeservice får oplysninger om konfliktramte virksomheder fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, idet der ikke kan gives arbejdstilladelse, såfremt arbejdsgiveren er konfliktramt, med mindre konflikten er overenskomststridig eller på anden måde retsstridig. Udlændingeservice vil kunne spørge jobcentrene om, hvorvidt en virksomhed fortsat er konfliktramt.

Afsnit 8 omtaler Udlændingeservices videregivelse til beskæftigelsesrådene af oplysninger om meddelte arbejdstilladelser.

Afsnit 9 beskriver det særlige overvågningsberedskab, angående tilgangen af arbejdstagere fra de nye medlemslande.

I bilag 1 til denne vejledning er optrykt de relevante bestemmelser fra udlændingeloven.

2. Indholdet af overgangsordningens særlige regler for arbejdstagere fra Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien, Tjekkiet og Ungarn

Ifølge udlændingeloven kan Udlændingeservice efter ansøgning give arbejdstilladelse til arbejdstagere fra Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien, Tjekkiet og Ungarn, hvis der foreligger en ansættelsesaftale eller et ansættelsestilbud om ordinær ansættelse af mindst 30 timers om ugen, jf. betingelserne nedenfor.

2.1. Ordinær ansættelse mindst 30 timer ugentligt i henhold til en gældende dansk overenskomst

Ifølge udlændingelovens § 9 a, stk. 5, nr. 1, kan Udlændingeservice efter ansøgning give arbejdstilladelse, hvis den pågældende ansøger har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær beskæftigelse mindst 30 timer om ugen hos en herværende arbejdsgiver i henhold til en hos arbejdsgiveren gældende dansk overenskomst, der vedrører det pågældende arbejde, og hvor der som aftalepart på lønmodtagersiden mindst er tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation.

I disse sager er det hovedreglen, at Udlændingeservice træffer afgørelse om arbejdstilladelse uden først at høre de regionale beskæftigelsesråd.

Hvis Udlændingeservice er i tvivl om, hvorvidt oplysningerne om, at der er tale om en overenskomstmæssig ansættelse, er rigtige, vil Udlændingeservice undersøge spørgsmålet, inden der træffes afgørelse om arbejdstilladelse. Dette vil kunne ske ved, at Udlændingeservice retter henvendelse til den relevante fagforening og arbejdsgiverforening.

Såfremt Udlændingeservice er i tvivl om, hvorvidt der som aftalepart på lønmodtagersiden mindst er tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation, indhenter Udlændingeservice en udtalelse hos det regionale beskæftigelsesråd.

Ved en ”landsdækkende lønmodtagerorganisation” forstås en organisation, som ikke har sine aktiviteter begrænset til en del af landet, men som har aktiviteter inden for det pågældende faglige område, uanset hvor i landet det pågældende faglige område er relevant. Reglen om medlemskabet af en sådan organisation skal sikre, at en landsdækkende organisation står inde for løn- og arbejdsvilkårene i overenskomsten.

2.2. Ordinær ansættelse mindst 30 timer ugentligt i henhold til en individuel kontrakt som forsker, underviser, funktionær i en ledende stilling, eller specialist m.v.

Ifølge udlændingelovens § 9 a, stk. 5, nr. 2, kan Udlændingeservice efter ansøgning give arbejdstilladelse, hvis den pågældende på et arbejdsområde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt, har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær beskæftigelse mindst 30 timer om ugen som forsker, underviser, funktionær i en ledende stilling eller specialist mv.

Ved forskere forstås medarbejdere, der ved ansættelse på universiteter, højere læreanstalter eller private virksomheder driver forskning, herunder professorer, gæsteprofessorer, forskningsprofessorer, lektorer, adjunkter, stipendiater, ph.d.-forskere, forskningsledere, forskningsmedarbejdere, forskningsassistenter, researchere og scientists.

Ved undervisere forstås medarbejdere, der ved ansættelse på universiteter eller højere læreanstalter driver undervisning, herunder professorer, gæsteprofessorer, seniorlektorer, lektorer, adjunkter, stipendiater, ph.d.-studerende og undervisningsassistenter.

Ved funktionærer i ledende stilling forstås direktører, chefer og ledende teknisk eller administrativt personale, der tilhører den øverste ledelse, herunder administrerende direktører, tekniske direktører, salgschefer, indkøbschefer, importchefer, marketingschefer, personalechefer, ledende ingeniører, chefingeniører, chefarkitekter, økonomi- og regnskabschefer.

Ved specialister forstås medarbejdere med specialistfunktion, der ikke tilhører den øverste ledelse, herunder bl.a. ingeniører, arkitekter, økonomer, jurister, læger, dyrlæger, tandlæger, fysioterapeuter, sygeplejersker, journalister, technical advisers og legal advisers.

I disse sager er det hovedreglen, at Udlændingeservice træffer afgørelse om arbejdstilladelse uden først at høre de regionale beskæftigelsesråd. Hvis der er usikkerhed om, hvorvidt forholdene er i orden, træffes afgørelsen dog ikke uden en sådan høring. Udlændingeservice vil derfor kunne høre det regionale beskæftigelsesråd i forbindelse med nedenstående

- hvis der i et større antal sager, hvor der er meddelt arbejdstilladelser i henhold til individuel ansættelseskontrakt hos bestemte arbejdsgivere, efterfølgende er sket inddragelse af arbejdstilladelserne, fordi der har været tale om ansættelser på et arbejdsområde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene ikke sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt

- hvis Udlændingeservice ved behandling af en ansøgning om arbejdstilladelse i øvrigt har begrundet mistanke om, at der ikke er tale om ansættelse på et arbejdsområde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt.

2.3. Ordinær ansættelse mindst 30 timer ugentligt i øvrigt på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår

I tilfælde hvor løn- og ansættelsesvilkårene ikke er reguleret i henhold til kollektiv overenskomst, jf. afsnit 2.1., og ikke sædvanligvis er reguleret i individuel kontrakt, jf. afsnit 2.2., kan Udlændingeservice ifølge udlændingelovens § 9 a, stk. 5, nr. 3, efter ansøgning give arbejdstilladelse, såfremt den pågældende ansøger har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær beskæftigelse mindst 30 timer om ugen hos en herværende arbejdsgiver på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.

I disse sager vil de regionale beskæftigelsesråd som hovedregel blive hørt, inden Udlændingeservice træffer afgørelse. De regionale beskæftigelsesråd vil blive spurgt om

- hvorvidt de oplyste løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige i forhold til de ansatte hos arbejdsgiveren, som udfører tilsvarende arbejde, eller – hvis der ikke er personer hos arbejdsgiveren, der udfører tilsvarende arbejde – svarer til, hvad der i den pågældende del af landet er sædvanligt på det pågældende arbejdsområde

- hvorvidt ansættelsesaftalen eller ansættelsestilbuddet indeholder de oplysninger om vilkårene for ansættelsesforholdet, som fremgår af § 2, stk. 2, i lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet. Disse oplysninger, som normalt skal fremgå af et ansættelsesbevis, er beskrevet i denne vejlednings afsnit 4.3.2.

Er det i en sag åbenbart, at betingelserne for meddelelse af arbejdstilladelse er opfyldt – herunder at ansættelsen finder sted på vilkår, der mindst svarer til allerede godkendte løn- og ansættelsesvilkår – meddeler Udlændingeservice arbejdstilladelse uden forudgående høring af det regionale beskæftigelsesråd. Er det omvendt åbenbart, at betingelserne ikke er opfyldt, meddeles der afslag på arbejdstilladelse uden høring.

Begrundelsen er, at det ikke tjener noget formål at gennemføre en høring, hvis det på forhånd er åbenlyst, hvad høringssvaret vil indebære. Dette kan eksempelvis være tilfældet i forlængelsessager, hvor løn- og ansættelsesvilkårene er uændrede, eller i sager hvor én udenlandsk arbejdstager afløser en anden i samme arbejdsfunktion på samme virksomhed, og den nye arbejdstagers løn- og ansættelsesvilkår er identiske med eller bedre end forgængerens. Eller hvis der i øvrigt er tale om ansøgninger på en virksomhed, hvor der allerede er meddelt tilladelser til østeuropæiske arbejdstagere på tilsvarende vilkår.

2.4. Forhåndsgodkendte overenskomstdækkede arbejdsgivere.

I forbindelse med revisionen af Østaftalen i 2006 blev der i udlændingelovens § 9 a, stk. 11 og 12, indsat bestemmelser om, at Udlændingeservice kan forhåndsgodkende overenskomstdækkede virksomheder, til at lade arbejdstagere fra de nye EU-lande udføre arbejde i henhold til dansk overenskomst, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, nr. 1, eller i henhold til individuel kontrakt, jf. lovens § 9 a, stk. 5, nr. 2. Inden for de funktioner, der fremgår af forhåndsgodkendelsen, vil arbejdstagere kunne påbegynde arbejde hos forhåndsgodkendte arbejdsgivere, når ansættelsesforholdet er anmeldt til Udlændingeservice. Arbejdstageren vil efterfølgende modtage en arbejdstilladelse fra Udlændingeservice.

Det fremgår af udlændingelovens § 9 a, stk. 15, at Udlændingeservice kan indhente en udtalelse fra det regionale beskæftigelsesråd, hvis der skal træffes en afgørelse om, at en forhåndsgodkendelse skal inddrages. Inddragelse vil kunne ske, hvis godkendelsen er opnået ved svig, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er til stede, eller hvis vilkårene for godkendelsen ikke overholdes.

Udlændingeservice foretager i forbindelse med behandlingen af en anmeldelse af et ansættelsesforhold hos en forhåndsgodkendt arbejdsgiver en vurdering af, om det anmeldte arbejde kan anses at være omfattet af den eller de overenskomster, som gælder for arbejdsgiveren. Hvis det er tilfældet, meddeler Udlændingeservice arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, nr. 1.

3. Om arbejdsgivere, der gentagne gange har benyttet arbejdskraft fra de nye EU-medlemslande uden gyldigt opholdsgrundlag

Hvis Udlændingeservice bliver opmærksom på, at en arbejdsgiver gentagne gange har benyttet arbejdskraft fra de nye EU-medlemslande uden gyldigt opholdsgrundlag, vil Udlændingeservice ikke meddele arbejdstilladelse med henblik på ansættelse hos vedkommende uden først at have hørt det regionale beskæftigelsesråd om den konkrete ansøgning.

Beskæftigelsesrådenes udtalelser i disse sager skal bygge på den viden, som rådene og rådssekretariaterne sidder inde med. Hvis der i forbindelse med behandling af en konkret ansøgning opstår behov for yderligere information på grund af mistanke om illegal arbejdskraft, vil beskæftigelsesrådet kunne rette henvendelse til politiet.

4. Beskæftigelsesrådenes behandling af Udlændingeservices høringer

Når Udlændingeservice anmoder et regionalt beskæftigelsesråd om en udtalelse, vil rådet samtidig modtage kopi af ansøgningen om arbejdstilladelse med tilhørende bilag, herunder ansættelsestilbud eller –kontrakt og evt. oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår for andre ansatte med tilsvarende arbejdsopgaver hos arbejdsgiveren.

Det regionale beskæftigelsesråd behandler sagen på baggrund af de modtagne oplysninger. Hvis rådet ikke umiddelbart mener, at betingelserne for arbejdstilladelse er opfyldt, eller at de nødvendige oplysninger er til stede, kan rådet indhente en udtalelse fra den pågældende arbejdsgiver og fra relevante arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.

Beslutning om, hvilket svar der skal afgives til Udlændingeservice i forbindelse med en høring, skal træffes i det regionale beskæftigelsesråd eller i et særligt nedsat underudvalg under rådet bestående af relevante arbejdsgiver- og lønmodtagerrepræsentanter. Hvis førstkommende ordinære møde ikke kan afventes, kan rådet eller underudvalget foretage skriftlig behandling af henvendelserne fra Udlændingeservice.

Det regionale beskæftigelsesråd kan fastsætte i sin forretningsorden (jf. styringslovens § 38, stk. 6), at rådssekretariatet på rådets vegne kan besvare høringer fra Udlændingeservice. Det kan fx være relevant i forhold til ukomplicerede sager og typer af sager, hvor rådet tidligere har lagt en principiel linje for de svar, der gives. Dette skal i givet fald ske på en sådan måde, at rådet fortsat har indsigt i sagsbehandlingen og i de enkelte udtalelser, således at rådet kan gribe ind, hvis det ikke finder, at sekretariaterne holder sig til de fastlagte retningslinjer.

Beskæftigelsesrådene skal i en begrundet udtalelse angive de hovedhensyn, der har været afgørende for rådene, således at det ikke efterfølgende vil være nødvendigt for Udlændingeservice at stille supplerende spørgsmål om baggrunden for den afgivne indstilling.

Ved udtalelser i henhold til overgangsordningen jf. § 9 a, stk. 5, skal der ikke tages hensyn til, om der konkret er væsentlige beskæftigelses- eller erhvervsmæssige hensyn, der taler for at anbefale arbejdstilladelse, herunder om der er mangel på arbejdskraft. Dette er kun relevant, hvis beskæftigelsesrådet er blevet anmodet om at afgive udtalelse efter § 9 a, stk. 1, som er omtalt i indledningen til denne vejledning.

4.1. Sager i forbindelse med ordinær overenskomstmæssig ansættelse

Som omtalt i afsnit 2.1. træffer Udlændingeservice ved overenskomstmæssig ansættelse som hovedregel afgørelse om arbejdstilladelse uden forudgående høring af det regionale beskæftigelsesråd.

Ved mistanke om at angivelsen af, at der er tale om en overenskomstmæssig ansættelse, er urigtig, vil Udlændingeservice kunne rette henvendelse til den relevante fagforening eller arbejdsgiverforening. Ved tvivl om hvorvidt fagforeningen opfylder kravet om, at der skal være tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation, jf. § 9 a, stk. 5, nr. 1, vil Udlændingeservice høre det regionale beskæftigelsesråd.

Det regionale beskæftigelsesråd skal foretage en vurdering af det konkrete spørgsmål fra Udlændingeservice og, i det omfang det er nødvendigt, rette henvendelse til den pågældende lokale fagforening og til den relevante landsdækkende lønmodtagerorganisation og / eller arbejdsgiverorganisation for at få spørgsmålet belyst.

4.2. Sager i forbindelse med ordinær ansættelse i henhold til individuel kontrakt som forsker, underviser, funktionær i en ledende stilling, eller specialist m.v.

I sager om ansættelse som forsker, underviser, ledende funktionær eller specialist, hvor løn- og ansættelsesvilkårene sædvanligvis er reguleret i henhold til individuel kontrakt, jf. afsnit 2.2., træffer Udlændingeservice ligeledes som hovedregel afgørelse om arbejdstilladelse uden forudgående høring af det regionale beskæftigelsesråd.

I nogle tilfælde vil Udlændingeservice dog indhente en udtalelse hos beskæftigelsesrådet forud for afgørelse om, hvorvidt en ansøgning kan imødekommes.

Hvis det eksempelvis i et større antal sager har vist sig, at den efterfølgende orientering har ført til inddragelse af en arbejdstilladelse, fordi der har været tale om ansættelse på et arbejdsområde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene ikke sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt, vil der ikke blive meddelt arbejdstilladelse med henblik på ansættelse hos disse arbejdsgivere, førend det regionale beskæftigelsesråd har afgivet udtalelse i sagen.

Høring vil også ske, hvis Udlændingeservice ved behandling af en ansøgning i øvrigt har begrundet mistanke om, at der ikke er tale om ansættelse på et arbejdsområde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt, selvom det fremgår af ansøgningen.

I begge tilfælde skal de regionale beskæftigelsesråd undersøge, hvorvidt der i den konkrete ansøgning er tale om ansættelse på et arbejdsområde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene ikke sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt.

Rådene skal i den forbindelse i nødvendigt omfang rette henvendelse til den pågældende arbejdsgiver og de relevante arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer for at få spørgsmålet belyst.

4.3. Sager om beskæftigelse mindst 30 timer om ugen på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår i øvrigt

Det regionale beskæftigelsesråd vil som udgangspunkt blive hørt, inden Udlændingeservice træffer afgørelse i sager om arbejdstilladelse i forbindelse med ordinær ansættelse i mindst 30 timer/uge på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår i øvrigt.

Som nævnt i afsnit 2.3. drejer det sig om tilfælde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene ikke er reguleret i henhold til kollektiv overenskomst, og hvor ansættelse ikke sker som forsker, underviser, ledende funktionær eller specialist på arbejdsområder, hvor løn og ansættelsesvilkårene sædvanligvis er reguleret i individuel kontrakt.

Til brug for behandlingen af ansøgningen om arbejdstilladelse skal der foreligge en skriftlig erklæring fra arbejdsgiveren til Udlændingeservice om, hvorvidt løn- og ansættelsesforholdene er sædvanlige, og hvorvidt ansættelsesaftalen eller ansættelsestilbuddet opfylder kravene i ansættelsesbevislovens § 2, stk. 2, dvs. de krav, som normalt skal fremgå af et ansættelsesbevis, jf. afsnit 4.3.2.

Det er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt, at der foreligger en sådan erklæring fra arbejdsgiveren, hvorfor Udlændingeservice vil høre beskæftigelsesrådene, hvis det ikke er åbenbart, at betingelserne er opfyldt. Beskæftigelsesrådene skal i så fald undersøge forholdene nærmere, jf. afsnit 4.3.1. og 4.3.2. nedenfor.

4.3.1. Angående sædvanlige arbejdsvilkår

Beskæftigelsesrådene skal tage stilling til, hvorvidt de oplyste løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige i forhold til de ansatte hos arbejdsgiveren, som udfører tilsvarende arbejde, eller – hvis der ikke er personer hos arbejdsgiveren, der udfører tilsvarende arbejde – hvorvidt de svarer til, hvad der i den pågældende del af landet er sædvanligt på det pågældende arbejdsområde. Hvis der ingen sammenlignelige personer er på virksomheden, og den overvejende del af virksomhederne i det pågældende område anvender løn- og ansættelsesvilkår, der er fastlagt i en givet overenskomst, vil betingelserne fra overenskomsten kunne anses som værende sædvanlige. Der skal dog være tale om en konkret vurdering.Ved vurdering af om løn- og ansættelsesvilkårene er sædvanlige, skal der tages hensyn til udlændingens kvalifikationer og færdigheder m.v.

Beskæftigelsesrådet skal, som nævnt i indledningen til afsnit 4, i det omfang, det er nødvendigt, rette henvendelse til den relevante lønmodtager- og arbejdsgiverorganisation, fx ved tvivl om hvilke løn- og ansættelsesvilkår, der er sædvanlige på det pågældende lønområde i lokalområdet.

Som nævnt er det betingelse for meddelelse af arbejdstilladelse, at udlændingen har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær beskæftigelse med en ugentlig arbejdstid mindst 30 timer om ugen. Ved en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen forstås i almindelighed en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer. Dvs. at en udlænding fx kan være ansat til 2 ugers arbejde fordelt på 25 timer en uge og 35 timer en uge.

Særligt ang. private børnepassere efter servicelovens § 37 (tidligere § 26)

Lønnen aftales mellem forældrene og børnepasseren. Da kommunerne godkender pasningsaftalerne, kan det regionale beskæftigelsesråd indhente oplysninger om sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår hos kommunerne. Ved sammenligningen skal man være opmærksom på, at lønnen i de pasningsaftaler, der sammenlignes med, kan variere med arbejdstiden og kan afhænge af, om det evt. er et familiemedlem, der er ansat som børnepasser.

Ligeledes bør der være opmærksomhed på, om særlige forhold gør sig gældende, fx om der er tale om pasning af et barn med særlige behov eller handicap, som indebærer, at ansøgeren har særlige kvalifikationer. I så fald kan der være grundlag for at sammenligne med lønsatser for kommunale dagplejere. Af udtalelsen til Udlændingeservice skal det fremgå, hvilke særlige forhold, der er lagt vægt på.

4.3.2. Angående arbejdsgiverens oplysningspligt om vilkårene for ansættelsen

Beskæftigelsesrådene skal påse, at ansættelsesaftalen eller ansættelsestilbuddet indeholder alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, som arbejdsgiveren har pligt til at oplyse lønmodtageren om, dvs. de forhold der normalt skal fremgå af et ansættelsesbevis. Det gælder iflg. ansættelsesbevislovens § 2, stk. 2, som minimum oplysninger om

1) Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.

2) Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæftiget på forskellige steder, og om hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse.

3) Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori.

4) Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.

5) Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.

6) Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder om der udbetales løn under ferie.

7) Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom.

8) Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, f.eks. pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer.

9) Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.

10) Angivelse af, hvilke – hvis nogen – kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer arbejdsforholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem disse parter er.

4.4. Sager om inddragelse af forhåndsgodkendelser af overenskomstdækkede virksomheder.

I sager, hvor Udlændingeservice skal træffe afgørelse om inddragelse af en forhåndsgodkendelse for en overenskomstdækket virksomhed, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 15, kan Udlændingeservice indhente en udtalelse fra det regionale beskæftigelsesråd.

Inddragelse vil kunne ske, hvis godkendelsen er opnået ved svig, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er til stede, eller hvis vilkårene for godkendelsen ikke overholdes.

Høringen vil typisk angå spørgsmål om, hvorvidt et konkret arbejdsforhold kan anses for omfattet af én af de overenskomster, som arbejdsgiveren er omfattet af.

5. Høringsfrister

De regionale beskæftigelsesråds behandling af høringer fra Udlændingeservice skal være så kort som mulig. I ukomplicerede sager, hvor der ikke er behov for at indhente yderligere oplysninger hos arbejdsgiveren, må høringsfristen ikke overstige 1½ uge. I mere komplicerede sager, hvor arbejdsgiveren skal kontaktes, må høringsfristen ikke overstige 14 dage.

Disse høringsfrister regnes fra dagen efter, at sagen er modtaget. Hvis fx sagen modtages mandag, skal Udlændingeservice have svar senest den tirsdag, der følger 14 dage derefter.

Når regionen modtager en høring fra Udlændingeservice, vil sagen som hovedregel indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at behandle høringen. Det gælder fx oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår for virksomhedens øvrige ansatte i tilsvarende arbejdsfunktioner og oplysninger om ansættelsesforholdet, som skal fremgå af ansættelsesbrevet, jf. ansættelsesbevisloven.

Såfremt sagen ikke indeholder oplysningerne, skal regionen samme dag anmode arbejdsgiveren om at indsende de nødvendige oplysninger senest på 5. dagen kl. 12.00. Arbejdsgiveren skal samtidig oplyses om, at et hurtigere svar vil kunne fremrykke Rådets udtalelse til Udlændingeservice. Såfremt arbejdsgiveren ikke overholder svarfristen eller afgiver et utilstrækkeligt svar, forlænges sagsbehandlingstiden.

Såfremt der er tale om egentlige mangler eller fejl i en høring, som regionen modtager fra Udlændingeservice, vil rådssekretariatet kunne returnere sagen eller tage kontakt til Udlændingeservice herom.

Efter modtagelse af de nødvendige oplysninger fra arbejdsgiveren, forbereder rådssekretariatet sagen til rådet og laver indstilling inden for 1-2 dage.

Sekretariatet forelægger dernæst i elektronisk form sagen for rådet med svarfrist på 4. dagen kl. 12.00.

Hvis ingen af rådsmedlemmerne har bemærkninger til sagen, betragtes sekretariatets indstilling som godkendt, og sekretariatet fremsender udtalelsen elektronisk til Udlændingeservice.

Hvis der er bemærkninger fra rådet, fx på grund af tvivl om hvorvidt de tilbudte løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige, søger sekretariatet at indhente de nødvendige oplysninger hos arbejdsgiveren. Hvis dette lykkes, fremsendes høringssvaret elektronisk til Udlændingeservice. I modsat fald mødebehandles sagen hurtigst muligt i rådet. I disse situationer vil ovennævnte høringsfrist på 14 dage for regionen kunne overskrides.

Det regionale beskæftigelsesråd vil i øvrigt kunne supplere de elektroniske høringer fra rådssekretariatet med møder i fx et særligt sagsbehandlingsudvalg under rådet.

6. Udlændingeservices udlændingeinformationssystem

Udlændingeservices høringer af de regionale beskæftigelsesråd gennemføres elektronisk på følgende måde

Det regionale beskæftigelsesråd adviseres om en høring med en e-post, hvoraf fremgår, hvilken person høringen vedrører, og høringen besvares via UdlændingeInformationsSystemet, hvor verserende høringer listes.

Hvis det konstateres, at en høring er sendt til en forkert region, skal Udlændingeservice adviseres herom, hvorefter høringen af Udlændingeservice vil blive sendt til rette modtager. Høringen kan ikke sendes videre fra én region til en anden, fordi den elektroniske procedure ikke er sat op til det.

Høringssvar udfyldes elektronisk som en blanket og indsendes til Udlændingeservice fra systemet. Bilag til brug ved høringen vil kunne hentes elektronisk via systemet.

Der vil blive sendt en rykker med e-post, hvis høringen ikke er besvaret inden fristens udløb.

De enkelte regionale beskæftigelsesråd skal således have adgang til UdlændingeInformationsSystemet For at få adgang hertil skal det regionale beskæftigelsesråd have underskrevet en opkoblingsaftale og udpeget en brugeransvarlig, som dels tager sig af kontakten til Udlændingeservices Helpdesk og dels tager sig af brugeradministrationen i forhold til systemet.

Information om systemet hentes på www.nyidanmark.dk under UdlændingeInformationsPortalen.

7. AF’s orientering til Udlændingeservice om strejke, lockout eller blokade

Udlændingeservice kan ikke give arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, såfremt den pågældende arbejdsgiver er omfattet af strejke, lockout eller blokade. Dette gælder dog ikke, hvis konflikten er kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.

Udlændingeservice skal - på baggrund af oplysninger fra Arbejdsmarkedsstyrelsen - undersøge, inden arbejdstilladelse gives, om virksomheden er ramt af strejke, blokade eller lockout.

Arbejdsmarkedsstyrelsen udarbejder en ugentlig liste til Udlændingeservice over virksomheder, der i Arbejdsmarkedsportalen er registreret som værende omfattet af strejke, lockout eller blokade.

Udlændingeservice kan ud fra oplysninger fra ovennævnte liste høre det lokale jobcenter, såfremt der er rejst tvivl om, hvorvidt virksomheden stadig reelt er omfattet af strejke, lockout eller blokade. Hvis dette ikke er tilfældet, meddeler jobcenteret dette til Udlændingeservice.

8. Udlændingeservices videregivelse af oplysninger til de regionale beskæftigelsesråd om meddelte arbejdstilladelser

Udlændingeservice videregiver i elektronisk form meddelelser om arbejdstilladelser til de regionale beskæftigelsesråd. Dette gælder både sager, som beskæftigelsesrådene har været hørt i, og sager, hvor Udlændingeservice har truffet afgørelse uden høring. Udlændingelovens § 2, stk. 16, nævner, at Udlændingeservice i den forbindelse kan videregive følgende oplysninger

- Lønmodtagerens navn

- Arbejdsgiverens navn og adresse og arbejdsstedets beliggenhed.

- Lønmodtagerens arbejdsfunktioner, titel, rang, stilling og jobkategori.

- Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt og dets forventede varighed, hvis der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.

- Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.

I forbindelse med modtagelsen af de meddelte arbejdstilladelser har de regionale beskæftigelsesråd mulighed for at reagere, såfremt rådene finder, at grundlaget for en meddelt arbejdstilladelse ikke er til stede.

9. Overvågning

Der er etableret et særligt overvågningsberedskab, som følger situationen på arbejdsmarkedet på baggrund af udvidelsen af EU med de nye medlemslande. Formålet med overvågningsberedskabet er at gøre det muligt løbende at beskrive udviklingen på arbejdsmarkedet i lyset af tilgangen af arbejdskraft fra de østeuropæiske EU-lande.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har det overordnede ansvar for beredskabet. Det betyder, at Arbejdsmarkedsstyrelsen foretager den løbende overvågning, men inddrager beskæftigelsesregionerne, hvis der er behov herfor. Herved kan systemet relativt hurtigt belyse balanceproblemer på arbejdsmarkedet, der har forbindelse med tilgangen af arbejdskraft fra de nye lande.

Der er tale om et beredskab på nationalt niveau, som er baseret dels på udviklingen i generelle nøgletal og dels på informationer fra den regionale overvågning af arbejdsmarkedet. Informationer fra begge systemer sammenholdes løbende.

10. Ikrafttræden.

Vejledningen træder i kraft den 1. august 2007. Samtidig ophæves vejledning nr. 49 af 11. maj 2004 om de regionale arbejdsmarkedsråds besvarelser af høringer fra Udlændingestyrelsen.

Endvidere ophæves vejledning nr. 9091 af 27. januar 2005 om procesbeskrivelse af RAR-sekretariaternes behandling af høringer fra Udlændingestyrelsen om opholdstilladelser for de nye EU-borgere. Denne procesbeskrivelse af sagsgangen i de tidligere AF-regioner ophæves, fordi der ikke længere er behov for en detaljeret gennemgang af de enkelte sagsbehandlingsskridt. Principperne fra procesbeskrivelsen vil dog i hovedtræk fortsat kunne anvendes.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 6. juli 2007

Kim Svendsen-Tune

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →