Legislator Case Law & Legislation
C20070972010 DK

Cirkulæreskrivelse om muligheden for at stille vilkår for tilladelser til offentlige forlystelser\nTil politi og anklagemyndighed

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 2007 9720 Valid

Cirkulæreskrivelse om muligheden for at stille vilkår for tilladelser til

offentlige forlystelser

Til politi og anklagemyndighed

1. Indledning

Der har i Folketinget været rejst spørgsmål om reglerne vedrørende opsyn og anvendelse af hoppepuder på campingpladser og lignende steder.

I forlængelse heraf skal Justitsministeriet herved orientere politikredsene om muligheden for at stille vilkår for en tilladelse til offentlige forlystelser og forlystelsesbekendtgørelsens bestemmelser om særlige forlystelsesapparater. Desuden skal Justitsministeriet særligt på baggrund af det høje antal skader, som beklageligvis er sket ved brug af hoppepuder, oplyse om muligheden for at stille vilkår for tilladelser til hoppepuder.

2. Muligheden for at stille vilkår for en tilladelse

Det følger af forlystelsesbekendtgørelsens 1) § 1, at en offentlig forlystelse – som f.eks. karruseller, gynger, skydeborde, vandrutsjebaner, elastikspring, hoppeborge og lignende oppustelige forlystelsesapparater, klatrevægge, lykkespil, behændighedsspil – ikke må drives uden politiets tilladelse.

Efter forlystelsesbekendtgørelsens § 3 kan politiet i tilladelsen fastsætte vilkår for opstilling og drift af en forlystelse. En tilladelse til en offentlig forlystelse kan helt eller delvist tilbagekaldes, hvis f.eks. vilkårene ikke overholdes, jf. forlystelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 6.

3. Særlige forlystelsesapparater

For så vidt angår særlige forlystelsesapparater er det – ud over det generelle krav om tilladelse, evt. på vilkår – fastsat, at tilladelse kun kan gives under forudsætning af, at der, inden forlystelsesapparatet tages i brug, til politiet forevises dels godkendelse i form af en attesteret tilsynsbog, dels en police og præmiekvittering som dokumentation for, at der er tegnet de nødvendige forsikringer, jf. forlystelsesbekendtgørelsens § 16.

Dette krav gælder efter bestemmelsen for tilladelse til drift af karruseller, luftgynger, rutsjebaner, radiobiler, skydeborde, vandrutsjebaner, elastikspring, klatrevægge, hoppeborge og lignende forlystelsesapparater.

Det skal fremgå af den plomberede tilsynsbog, der skal vedlægges ansøgningen, at apparatet er synet til sikring af, at benyttelsen ikke frembyder fare for publikum eller for det personale, der skal betjene det. Tilsynsbogen skal angive de betingelser, der af sikkerhedsmæssige grunde stilles med hensyn til apparatets konstruktion, opstilling og anvendelse, jf. forlystelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2.

Tilsynsbogen skal udstedes af en virksomhed, der er akkrediteret til at foretage inspektion af særlige forlystelsesapparater af Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond (DANAK) eller et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af European co-operation for Accreditation's multilaterale aftale om gensidig anerkendelse (EA 01/06), jf. forlystelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2, og § 21, stk. 3. Den pågældende virksomhed forestår syn af samtlige dele af forlystelsesapparatet.

Desuden følger det af forlystelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 1, at godkendelsen skal være skriftlig og angive de betingelser, der af sikkerhedsmæssige grunde stilles med hensyn til apparatets konstruktion, opstilling og anvendelse, jf. § 18, stk. 2.

Et forlystelsesapparat, der er omfattet af forlystelsesbekendtgørelsens § 16, skal i medfør af bekendtgørelsens § 21, stk. 1, synes hvert år, umiddelbart inden det tages i brug, til sikring af, at der ikke er foretaget ændringer i den godkendte konstruktion, at det er forsvarligt vedligeholdt, og at det i øvrigt ikke frembyder fare for publikum eller for det personale, der skal betjene det.

4. Særligt om hoppepuder

I forlængelse af Justitsministeriets besvarelse af 12. juni 2007 af spørgsmål nr. S 4864 fra medlem af Folketinget Kim Christiansen (DF) skal Justitsministeriet herved oplyse, at en hoppepude efter Justitsministeriets opfattelse må anses som en aktivitet, som primært har til formål at underholde og dermed som en forlystelse. En hoppepude er således omfattet af forlystelsesbekendtgørelsen, uanset om den er opstillet i en forlystelsespark eller på en campingplads, hvis der er offentlig adgang til hoppepuden.

Som vilkår for en tilladelse til opstilling og drift af en hoppepude kan f.eks. fastsættes et maksimalt antal samtidige brugere af den enkelte hoppepude, aldersgrænser, således at større og mindre børn holdes adskilt, krav om overvågning og anvendelse af bløde materialer ved omkransningen af hoppepuden samt standsning af brugen ved fugtigt vejr eller regnvejr.

Det er desuden Justitsministeriets opfattelse, at hoppepuder som udgangspunkt er omfattet af forlystelsesbekendtgørelsens bestemmelser om særlige forlystelsesapparater. Dermed skal tilsynsbogen og godkendelsen for en hoppepude angive de betingelser, der af sikkerhedsmæssige grunde stilles med hensyn til apparatets konstruktion, opstilling og anvendelse, jf. forlystelsesbekendtgørelsens § 18, stk. 2, og § 19, stk. 1.

Justitsministeriet, den 11. juli 2007

Birgit Thostrup Christensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →