Ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for køkkenmedhjælpere overført fra kommuner i det tidligere FKKA-område, der hører til KL's forhandlingsområde samt Københavns og Frederiksberg kommuner)
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
Bilag
Aftale om ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for køkkenmedhjælpere overført fra kommuner i det tidligere FKKA-område, der hører til KL's forhandlingsområde samt Københavns og Frederiksberg kommuner)
§ 1. Dækningsområde
Aftalen gælder for ansatte, der
1) før overgangstidspunktet var omfattet af Overenskomst om løn- og ansættelsesvilkår for ikke-faglærte lønarbejdere, der er beskæftiget ved rengørings- og køkkenarbejde el. lign. indgået mellem på den ene side Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner og på den anden side FOA – Fag og Arbejde og Fagligt Fælles Forbund ( 3F ) og
2) fra overgangstidspunktet omfattes af Organisationsaftale for køkkenmedhjælpere i statens tjeneste indgået mellem Finansministeriet og FOA – Fag og Arbejde.
Stk. 2. De ansatte omfattes af de i §§ 2-10 nævnte særvilkår som supplerer/fraviger organisationsaftalen.
§ 2. Funktionærloven
For månedslønnede ansatte, gælder vilkår efter funktionærlovens bestemmelser, medmindre der er aftalt fravigelser herfra, jf. Aftale om ansættelsesvilkår for ansatte, der overgår til ansættelse i staten mv. i forbindelse med kommunalreformen af 21. december 2005.
§ 3. Ansættelse
I stedet for organisationsaftalens § 2, stk. 1 og 2 gælder
Ansatte, som har en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 8 timer om ugen, og er ansat til mere end 1 måneds beskæftigelse, aflønnes med månedsløn.
Ansatte, som har en gennemsnitlig arbejdstid på under 8 timer om ugen, eller er ansat til højst 1 måneds beskæftigelse, aflønnes med timeløn.
§ 4. Arbejdstid
De ansatte er omfattede af følgende særvilkår vedr. arbejdstid
1. Arbejdstidens længde
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 4, stk. 2 gælder
a) Der sker intet fradrag i lønnen for søgnehelligdage, hvor der ikke arbejdes.
b) Såfremt der planmæssigt arbejdes på en søgnehelligdag, betales for denne normal betaling med tillæg for forskudt arbejdstid, og der gives efter nærmere aftale en erstatningsfridag med løn.
På tilsvarende vilkår ydes en erstatningsfridag, såfremt en vagtlistefridag falder på en søgnehelligdag. Gives erstatningsfridagen ikke rettidigt, betales i stedet en godtgørelse beregnet efter satserne for overarbejde på søn- og helligdage.
c) Timelønnede ansatte, som inden for de seneste 6 dage forud for en søgnehelligdag eller 6 dage forud for en institutionslukningsperiode op til søgnehelligdagen har været beskæftiget til den pågældendes normale ugentlige arbejdstid, ydes løn svarende til en normal arbejdsdag. Er kravet om forudgående beskæftigelse forud for en søgnehelligdag eller en institutionslukningsperiode op til søgnehelligdagen, ikke opfyldt, betales der ikke løn for den pågældende søgnehelligdag.
d) Timelønnede ansatte ydes, uanset beskæftigelsens varighed, betaling for 1.maj, hvis pågældende er i arbejde dagen før og efter 1. maj.
2. Tjenestens tilrettelæggelse
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 10 gælder
a) Arbejdstiden for fuldtidsbeskæftigede vil som hovedregel være at fordele på 5 arbejdsdage af ikke under 7 timer pr. dag mandag til torsdag og ikke under 6 timer fredag eller på 6 arbejdsdage, hvor den daglige arbejdstid skal være mindst 4 timer.
Der vil lokalt kunne træffes aftale om anden arbejdstid end den anførte.
b) Der udarbejdes tjenestelister, som omfatter samtlige månedslønnede ansatte med skiftende arbejdstid. Tjenestelisterne, der omfatter en periode på mindst 4 uger, angiver for den enkelte rengøringsassistent tjenestens beliggenhed og fridagenes placering.
Der kan om fornødent foretages ændringer i allerede bekendtgjorte tjenestelister. Inden sådanne ændringer foretages, skal der ske underretning til de berørte rengøringsassistenter.
c) De i b) omhandlede tjenestelister skal ligeledes udarbejdes for timelønnede ansatte i København og Frederiksberg kommuner.
d) Under forudsætning af,
– at tjenesten har været adskilt af en pause på mindst 2 timer,
– at det anviste arbejde udgør 6 timer eller derover og
– at tidsrummet mellem påbegyndelsen og afslutningen af dagens arbejde overstiger 8 timer
ydes der for delt tjeneste 32,16 kr. (kommunalt grundbeløb 31/3 2000) pr. dag. Der ydes dog minimum betaling efter § 3 i aftale af 24. marts 2006 om natpenge mv. for tjenestemænd i staten (Perst.nr. 019-06).
Der ydes ikke herudover honorering efter natpengeaftalens § 3.
Tjenesten kan kun deles én gang pr. dag.
e) Den under d) anførte bestemmelse finder ikke anvendelse for ansatte i Københavns og Frederiksberg kommuner.
3. Overarbejde
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 6 gælder
a) For overarbejde, som ikke afspadseres betales timeløn beregnet som 1/1924 af den samlede faste løn, samt et overarbejdstillæg efter følgende bestemmelser
1) På ugens 5 første hverdage (mandag til fredag) efter normal arbejdstids ophør og inden normal arbejdstids begyndelse
De første 3 timer 50 pct. og derefter 100 pct.
2) På lørdage
De første 2 timer, som præsteres før kl. 12.00: 50 pct., derefter 100 pct. For timer efter kl. 12.00: 100 pct.
3) På søn- og helligdage
Samtlige timer 100 pct.
b) Når en ansat tilsiges til overarbejde eller merarbejde på såvel arbejdsdage som arbejdsfridage, skal dette meddeles dagen forud inden arbejdstid ophør. For manglende varsel til overarbejde eller merarbejde ud over 1 time ydes et tillæg. Tillægget udgør 50,00 kr. (kommunalt grundbeløb 31/3 2000) pr. gang.
Bestemmelsen om tilsigelse til merarbejde finder ikke anvendelse for timelønnede, der er berettiget til betaling efter § 9 i organisationsaftalen for køkkenmedhjælpere i statens tjeneste.
4. Fridage
Som supplement til arbejdstidsaftalens § 4, stk. 2 gælder
a) Grundlovsdag efter kl. 12.00, 1. maj og juleaftensdag betragtes som søgnehelligdage.
§ 5. Ulempegodtgørelse
A. Ansatte med normal dagarbejdstid
For ansatte, der er omfattet af kapitel 3 i arbejdstidsaftalen, gælder følgende særvilkår i forhold til arbejdstidsaftalens §§ 11 og 12
1. Forskudt arbejdstid
Hvis arbejdstiden for en periode på mindst 2 måneder er placeret uden for institutionens sædvanlige arbejdstid, ydes følgende godtgørelser
a) For arbejde på mandage fra kl. 00 til kl. 04 (til kl. 06, hvis tjenesten er startet kl. 24 eller tidligere) ydes et tillæg på 41,73 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000). Tillægget træder i stedet for tillæg efter arbejdstidsaftalens § 11. Hvis tillægget udgør mindre end 25 pct. af timelønnen ydes i stedet tillæg efter arbejdstidsaftalens § 11.
b) For tjeneste efter tjenesteliste ydes på grundlovsdag
1) fra kl. 12 til kl. 17 et tillæg på 41,73 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000).
2) fra kl. 17 til 24 et tillæg på 60,81 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000).
Godtgørelsen træder i de nævnte tidsrum i stedet for tillæg efter arbejdstidsaftalens § 11.
c) For tjeneste efter tjenesteliste ydes på 1. maj og juleaftensdag
1) fra kl. 00 til kl. 17 et tillæg på 41,73 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000).
2) fra kl. 17 til 24 et tillæg på 60,81 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000).
Godtgørelsen træder i det nævnte tidsrum i stedet for tillæg efter arbejdstidsaftalens § 11.
d) For tjeneste på grundlovsdag efter kl. 12, 1. maj og juleaftensdag, som ikke er efter tjenesteliste ydes overarbejdsbetaling med et tillæg på 100 pct.
Godtgørelsen træder i stedet for tillæg efter arbejdstidsaftalens § 11.
Forskudt arbejdstid opgøres pr. påbegyndt halve time.
2. Tilfældig forskydning af arbejdstiden
Ved tilfældig forskydning af institutionens normalarbejdstid på enkelte arbejdsdage ydes overarbejdsgodtgørelse for de forskudte timer. For timer på lørdage, hvor overarbejdstillægget udgør 50 pct., ydes tillige tillæg efter arbejdstidsaftalens § 11.
Der ydes ikke herudover godtgørelse efter arbejdstidsaftalens §§ 11 og 12.
B. Andre ansatte
For ansatte, der er omfattet af kapitel 4 i arbejdstidsaftalen, gælder følgende særvilkår i forhold til §§ 1 og 2 i aftale af 24. marts 2006 om natpenge mv. for tjenestemænd i staten (Perst.nr. 019-06) og arbejdstidsaftalens § 15
1. Forskudt arbejdstid
Hvis arbejdstiden for en periode på mindst 2 måneder er placeret uden for institutionens sædvanlige arbejdstid, ydes følgende godtgørelser
a) For arbejde på lørdage fra kl. 11 til kl. 14 et tillæg på 22,65 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000). Hvis der er tale om planlagt tjeneste, hvoraf mindst halvdelen ligger efter kl. 14, ydes dog i stedet tillæg efter § 2 i aftale af 24. marts 2006 om natpenge mv.
b) For arbejde på søn- og helligdage mellem kl. 06 til 17 ydes et tillæg på 41,73 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000). Godtgørelsen træder i stedet for tillæg efter § 2 i aftale af 24. marts 2006 om natpenge mv.
c) For arbejde efter tjenesteliste ydes på grundlovsdag
1) fra kl. 12 til kl. 17 et tillæg på 41,73 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000).
2) fra kl. 17 til 24 et tillæg på 60,81 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000).
Godtgørelsen træder i de nævnte tidsrum i stedet for tillæg efter natpengeaftalens §§ 1 og 2.
d) For arbejde på 1. maj og juleaftensdag, som er efter tjenesteliste ydes for arbejde fra kl. 00 til kl. 17 et tillæg på 41,73 kr. pr. time (kommunalt grundbeløb 31/3 2000).
Godtgørelsen træder i stedet for godtgørelse efter natpengeaftalens § 2.
e) For arbejde på grundlovsdag efter kl. 12, 1. maj og juleaftensdag, som ikke er efter tjenesteliste ydes overarbejdsbetaling med et tillæg på 100 pct.
Godtgørelsen træder i stedet for tillæg efter natpengeaftalens §§ 1 og 2.
f) Månedslønnede ansatte, der i overensstemmelse med tjenestelisten altid arbejder i forskudttidsperioden (17.00-06.00), oppebærer på arbejdsfri søgnehelligdage fuld løn, der inkluderer tillæg for arbejde i forskudt tid for så vidt som disse er fast påregnelige.
g) Månedslønnede ansatte, der i overensstemmelse med tjenestelisten altid arbejder i forskudttidsperioden (kl. 17.00 – 06.00) oppebærer på erstatningsfridage for arbejde på søgnehelligdage tillæg for arbejde i forskudt tid, for så vidt som disse er fast påregnelige.
2. Tilfældig forskydning af arbejdstiden
Ved tilfældig forskydning af institutionens normalarbejdstid på enkelte arbejdsdage ydes godtgørelse efter §§ 1 og 2 i aftale af 24. marts 2006 om natpenge mv. og frihedsoptjening efter arbejdstidsaftalens § 15. Godtgørelsen kan dog aldrig udgøre mindre end honorering efter reglerne om overarbejde.
§ 6. Fravær pga. tilskadekomst i tjenesten
Som tillæg til StK-fællesoverenskomstens kapitel 7 gælder
Under timelønnedes fravær, der skyldes tilskadekomst i tjenesten, yder ansættelsesmyndigheden fra 1. fraværsdag og indtil i alt 26 uger fra tilskadekomstdagen forskellen mellem 9/10 af den sædvanlige løn og den dagpengeydelse, der tilkommer pågældende. Ved sædvanlig løn kommer tillægsbetalinger fra akkord, særlige hverv, overarbejde, arbejdstidens beliggenhed uden for de normale dagtimer og andet lignende ikke i betragtning.
§ 7. Særlig feriegodtgørelse
Den særlige feriegodtgørelse udgør 1,9 pct.
§ 8. Opsigelse og afsked
For de ansatte gælder som tillæg til StK-fællesoverenskomstens § 16
a) Opsigelsesvarsler mv. (fælles regelsæt). Ansættelsesmyndigheden skal give skriftlig meddelelse om en afskedigelse til organisationen efter § 16, stk. 5, 2. pkt., selvom den ansatte kun har været uafbrudt beskæftiget hos ansættelsesmyndigheden i op til 6 måneder.
For de ansatte gælder som tillæg til StK-fællesoverenskomstens § 17
a) Forhandlingsprocedure ved afskedigelse (fælles regelsæt) Hvis organisationen skønner, at en afskedigelse ikke kan anses for rimeligt begrundet i den pågældendes eller ansættelsesmyndighedens forhold, kan organisationen kræve spørgsmålet forhandlet med den lokale ansættelses-myndighed efter § 17, stk. 3, selvom den ansatte kun har været uafbrudt beskæftiget hos ansættelsesmyndigheden i op til 6 måneder.
For timelønnede rengøringsassistenter m.fl., der er fyldt 18 år gælder som tillæg til StK-fællesoverenskomstens § 27
a) Når den ansatte har været uafbrudt beskæftiget hos ansættelsesmyndigheden i mere end tre år kan vedkommende forlange sig afskediget til fratræden med 28 dages varsel.
b) Når den ansatte har været uafbrudt beskæftiget hos ansættelsesmyndigheden i mere end tre måneder, men kortere end seks måneder, gælder et opsigelsesvarsel på syv dage fra ansættelsesmyndighedens side.
c) For ansatte, som på tidspunktet for opsigelsesvarslets afgivelse er fyldt 50 år, og som har været uafbrudt beskæftiget i mere end 12 år gælder et opsigelsesvarsel på 120 dage fra institutionens side.
§ 9. Regulering
Tillæg, der i denne aftale er angivet som kommunalt grundbeløb i 31/3 2000-niveau, procentreguleres efter bestemmelserne i aftale pr. 1. april 2005 om lønninger for ansatte i amter og kommuner.
§ 10. Ikrafttræden og bortfald
Aftalen er indgået under henvisning til § 6, stk. 2, i aftale af 21. december 2005 om ansættelsesvilkår for ansatte, der overgår til ansættelse i staten mv. i forbindelse med kommunalreformen.
Stk. 2. Aftalen har virkning fra overgangstidspunktet og gælder i perioden indtil 31. marts 2008, på hvilket tidspunkt den ophører uden opsigelse, jf. § 16, stk. 1, i aftalen af 21. december 2005.
København, den 22. juni 2007
FOA – Fag og Arbejde
Lis Bjørnestad
Steen Parker Sørensen
Finansministeriet
P.M.V.
E.B.
Klaus Matthiesen
Cirkulære om ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for køkkenmedhjælpere overført fra kommuner i det tidligere FKKA-område, der hører under KL’s forhandlingsområde samt Københavns og Frederiksberg kommuner)
(Til samtlige ministerier mv.)
Generelle bemærkninger
1. Finansministeriet og FOA – Fag og Arbejde har indgået vedlagte aftale om ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for køkkenmedhjælpere overført fra kommuner i det tidligere FKKA-område, der hører til KL’s forhandlingsområde samt Københavns og Frederiksberg kommuner).
Aftalen er indgået under henvisning til § 6, stk. 2, i aftale af 21. december 2005 om ansættelsesvilkår for ansatte, der overgår til ansættelse i staten mv. i forbindelse med kommunalreformen, jf. cirkulære af 16. januar 2006 (Perst. nr. 005-06).
2. Cirkulæret har virkning fra 1. januar 2007.
Finansministeriet, Personalestyrelsen, den 25. juni 2007
Anne Rosendal
Aftale om ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for køkkenmedhjælpere overført fra kommuner i det tidligere FKKA-område, der hører til KL's forhandlingsområde samt Københavns og Frederiksberg kommuner)