Vejledning om udstedelse af certifikater for dyr og animalske produkter

§ 1, stk. 3. Ved en certifikatudsteder forstås i denne bekendtgørelse den embedsdyrlæge eller enhver anden person, som af Fødevarestyrelsen er bemyndiget til at udstede de i stk. 1 anførte certifikater.

Efter § 1, stk. 3, er en certifikatudsteder en embedsdyrlæge og andre, som af Fødevarestyrelsen er bemyndiget til at udstede certifikater. En bemyndigelse til at underskrive certifikater gives oftest af fødevareregionen. Eksempler på andre faggrupper, der kan være bemyndiget til at skrive under på certifikater er bromatologer, tilsynsteknikere, fiskeribetjente, kemikere, laboranter og mikrobiologer. Privatpraktiserende dyrlæger vil også kunne bemyndiges til at udstede certifikater. I sådanne tilfælde vil de ved udførelsen af denne opgave være ansat af Fødevarestyrelsen. Af certifikatet kan det fremgå, at kun en speciel faggruppe kan skrive under, oftest en embedsdyrlæge. I så fald kan kun den pågældende faggruppe skrive under. Fødevarestyrelsen opbevarer kopi af de underskriftsberettigedes underskrift.

1.2. Kravet om upartiskhed (§ 2, stk. 2)

§ 2, stk. 2 . Certifikatudstederen skal være upartisk og må ikke have nogen direkte kommerciel interesse i de dyr eller produkter, for hvilke vedkommende udsteder certifikater, eller i de bedrifter eller virksomheder, hvorfra dyrene eller produkterne stammer.

Bestemmelsen nævner direkte, at man er inhabil, hvis man har en direkte kommerciel interesse i selve produkterne eller dyrene, som man udsteder certifikater for, eller hvis man har en direkte kommerciel interesse i virksomheden eller bedriften, hvorfra produkterne eller dyrene stammer.

Da bestemmelsen ikke herudover giver eksempler på, hvornår man er inhabil, er det nødvendigt at se på anden lovgivning, som er gældende, når man udsteder certifikater for en offentlig myndighed.

Som certifikatudsteder virker man inden for den offentlige forvaltning og er dermed omfattet af forvaltningslovens 3) § 3, som siger, hvornår man som offentlig ansat er inhabil i forhold til at behandle sager. En privatpraktiserende dyrlæge, som er bemyndiget til at udstede certifikater, virker også inden for den offentlige forvaltning og er derfor omfattet af FVL § 3. Forvaltningslovens § 3 nævner fire eksempler på, hvornår man er inhabil, og til sidst er der som nr. 5 indsat en opsamlingsbestemmelse, hvor forhold, der ikke falder ind under de første fire eksempler, kan fanges

1) Man har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller man er eller tidligere har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.

2) Man har ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående, som har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller man er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.

3) Man deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald.

4) Sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og man har tidligere hos denne myndighed medvirket ved afgørelsen eller gennemførelsen af de foranstaltninger sagen angår.

5) Der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om ens partiskhed.

Vurderingen af om man er inhabil foretages som en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Vurderingen er objektiv, hvilket vil sige, at det ikke inddrages i vurderingen, om certifikatudstederen ved certifikatudstedelsen er i stand til at se bort fra det forhold, som betyder, at han/hun er inhabil.

Ad. 1 (særlig personlig eller økonomisk interesse )

En sådan interesse vil man kunne have, hvis man ejer aktier/anparter i det selskab, som man underskriver certifikater for. Denne situation vil også være direkte omfattet af certifikatbekendtgørelsens § 2, stk. 2, da man så har en direkte kommerciel interesse i virksomheden.

Hvis man ejer aktier i en konkurrerende virksomhed til den, som man underskriver certifikater for, vil man i en konkret situation kunne være inhabil, fx hvis man nægter at underskrive et certifikat. Denne interesse er dog mere indirekte, og vil derfor ikke nødvendigvis betyde, at man er inhabil.

Gaver fra virksomheden eller private gaver fra eksempelvis direktøren kan skabe en inhabilitetssituation. Begrundelsen for dette hænger sammen med bestikkelsesregler i straffeloven. Ved bestikkelse er gaverne af en sådan størrelsesorden, at der ikke kan være tvivl om hverken inhabilitet eller ulovligheden. Ved små gaver kan det derimod være tvivlsomt, om der foreligger inhabilitet. Folketingets ombudsmand har tidligere forholdt sig til spørgsmålet og udtalt, at principielt bør offentligt ansatte ikke tage imod gaver fra private. Dog udtaler han endvidere, at hvor gaven er af beskeden størrelse, og det er en gave, som bliver givet til en samlet kreds af personer, uden forskelsbehandling, vil det efter en konkret vurdering kunne være i orden.

Ad. 2 (slægtskabsinhabilitet)

Denne bestemmelse bygger på en formodning om, at man vil varetage de interesser, som personer, der står en nært, har.

Slægtskab omfatter børn, børnebørn, nevøer og niecer, og samme kreds ved svigerfamilien. Kusiner og fætre og onkler og tanter er derimod ikke omfattet. Har man derfor en nevø, som har en særlig personlig eller økonomisk interesse i den virksomhed, man underskriver certifikater for, vil man kunne være inhabil, men ikke, hvis man har en kusine, der har den samme interesse. Her kan nr. 5 dog blive relevant.

Andre nærstående vil fx være plejebørn eller en fast samlever.

Venskab er ikke omfattet, men vil kunne være omfattet af opsamlingsbestemmelsen i nr. 5 afhængig af venskabets karakter.

Ad. 3 (selskabsinhabilitet)

Sidder man eksempelvis i bestyrelsen i den virksomhed, man underskriver certifikater for, vil man være inhabil efter denne bestemmelse.

Ad. 4 (to-instansinhabilitet)

Hvis man nægter at underskrive et certifikat, vil dette oftest kunne påklages til Fødevarestyrelsen. I dette tilfælde vil den person, der har nægtet at underskrive certifikatet, ikke kunne deltage i klagesagens behandling.

Ad. 5 (opsamlingsbestemmelse)

At bestemmelsen er en opsamlingsbestemmelse betyder, at den skal opsamle de tilfælde, som af en eller anden grund ikke falder ind under en af de andre fire bestemmelser.

Ved vurderingen af, om et tilfælde falder ind under opsamlingsbestemmelsen, skal der foretages en konkret vurdering, bl.a. af hvor stærk en interesse vedkommende har haft i sagen. Hvis certifikatudstederen fx er meget gode venner med ejeren af virksomheden, vil det kunne betyde, at certifikatudstederen er inhabil ved udstedelse af certifikater. Dette vil dog bero på en vurdering af, hvor nært et venskab, der er tale om. Uvenskab vil også kunne være omfattet af bestemmelsen.

I eksemplet nævnt i nr. 2 (slægtskabsinhabilitet), om at en kusine ikke er omfattet af begrebet ”slægtskab”, vil et tæt tilknytningsforhold til kusinen kunne betyde, at forholdet er omfattet af nr. 5 i stedet for.

1.3. Grundlaget for certifikatudstedelsen

1.3.1. Udstedelsen skal ske på baggrund af en omhyggelig undersøgelse af grundlaget for certificeringen (§ 2, stk. 1)

§ 2, stk. 1. Certifikatudstederen skal i forbindelse med udstedelse af certifikater for dyr og animalske produkter basere denne på en omhyggelig undersøgelse af grundlaget for certificeringen.

Denne bestemmelse ligger på linie med EU’s kontrolforordning 882/2004, artikel 30, nr. 2, som lyder

§ 2, stk. 1, i certifikatbekendtgørelsen suppleres af dyrlægelovens § 8, som siger, at en dyrlæge under sin gerning skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed og dyrlægelovens § 11, stk. 6, som siger, at en dyrlæge skal basere indberetninger, attester og udtalelser på en omhyggelig undersøgelse af grundlaget herfor.

Disse bestemmelser er udtryk for en standard om, at en dyrlæge skal handle i overensstemmelse med ”god dyrlægeskik”, ligesom der gælder en tilsvarende standard for revisorer, advokater, ejendomsmæglere m.fl. En sådan standard har ikke et fast indhold, men vil kunne ændre sig løbende afhængig af samfundsnormen. Eksempelvis kan indholdet af begrebet ”omhu og samvittighedsfuldhed” ændre sig med årene. Det kan ændre sig både den ene og den anden vej, dvs. både i skærpende og lempende retning.

Grundlæggende skal certifikatudstederen sætte sig ordentlig ind i det, der skrives under på, og hvis der er omstændigheder, som betyder, at der måske ikke kan skrives under på certifikatet, skal disse undersøges nærmere. Det kunne eksempelvis være, at der er grund til at formode, at et parti kød ikke opfylder certifikatets ordlyd. I så fald bør dette undersøges nærmere. Undersøgelsen kan bestå i en fysisk kontrol af partiet og/eller en audit af virksomhedens egenkontrolsystem, eller andre undersøgelser, afhængig af hvad der er mest relevant i den givne situation.

1.3.2. Certifikatudstederen skal have tilstrækkelig kendskab til veterinærforskrifterne og indholdet af det enkelte certifikat (§ 3, stk. 1)

§ 3. Certifikatudstederen må ikke udstede certifikater, såfremt vedkommende ikke har det tilstrækkelige kendskab til veterinærforskrifterne vedrørende de dyr eller produkter, der skal certificeres, eller hvis vedkommende ikke er klar over betydningen af indholdet af hvert enkelt certifikat.

Denne bestemmelse hænger sammen med bestemmelserne beskrevet i afsnit 1.3.1. Hvis et certifikat underskrives uden tilstrækkelig kendskab til regler på området og indholdet af certifikatet, er udstedelsen ikke sket på baggrund af en omhyggelig undersøgelse af grundlaget for certificeringen, og dermed er der ikke udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed.

Hvad der skal til for at der haves ”tilstrækkelig kendskab” til reglerne, beror igen på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Kravet betyder, at certifikatudstederen skal have kendskab til lovgivningen og at der vides, hvor reglerne kan findes, således at de kan slås efter, når der er brug for det.

Et tilstrækkeligt kendskab til certifikatets indhold forudsætter, at man har sat sig ind i certifikatets attestationer og forstår, hvad disse går ud på, herunder slået direktiv- eller forordningshenvisninger efter, hvis ikke man kender indholdet af disse.

Det forudsættes, at certifikatudstederen holder sig løbende orienteret om meddelelser fra Fødevarestyrelsen om udbrud af smitsomme husdyrsygdomme og nye regler og tredjelandskrav i bl.a.”Kontrolnyt”, som kan findes på intranettet.

Ofte er der givet nærmere information om grundlaget for certifikatudstedelsen i den vejledning, som hører til det enkelte certifikat. Vejledningerne er lige som certifikaterne tilgængelige i certifikatdatabasen på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk under import/eksport, certifikatdatabasen. På certifikatdatabasens forside ligger vigtige oplysninger om import/eksport, som man skal være opmærksom på, både som certifikatudsteder og virksomhed. Eksempelvis ligger der en oversigt over eksportrestriktioner. Det er derfor vigtigt, at man tjekker denne side, inden man skriver et certifikat under.

Har man ikke tilstrækkelig kendskab til reglerne eller indholdet af certifikatet, skal man undlade at skrive certifikatet under.

1.3.3. Certifikatudstederen må ikke certificere forhold, som vedkommende ikke har personligt kendskab til eller ikke kan skaffe sig vished om (§ 3, stk. 2)

§ 3, stk. 2. Certifikatudstederen må ikke certificere forhold, som vedkommende ikke har personligt kendskab til, eller som vedkommende ikke kan skaffe sig vished om, jf. dog § 4.

Hvis der skal skrives under på noget, som man ikke har personligt kendskab til, kræves der, at man på anden måde kan skaffe sig vished om det forhold, der skrives under på.

En sådan vished kan man skaffe sig ved at indhente dokumentation fra en anden tilsynsførende i Danmark eller fra en embedsdyrlæge i udlandet, jf. § 4, stk. 1, nr. 1. Hvor der er behov for sådan dokumentation, er det virksomhedens ansvar at fremskaffe den af dyrlægen krævede dokumentation. Dog kan Fødevarestyrelsen yde bistand, når der er behov for at fremskaffe dokumentation fra myndigheder i andre EU-lande. Certifikatet kan underskrives på baggrund af den modtagne dokumentation forudsat, at andre forhold i certifikatet er tilstrækkeligt undersøgt.

Hvis det endelige eksportcertifikat til det pågældende tredjeland kun indeholder attestationer svarende til EU-regler, vil det som udgangspunkt ikke være nødvendigt at indhente baggrundsdokumentation for overholdelse af EU-reglerne.

Herudover kan certifikatudstederen underskrive et certifikat uden at have personligt kendskab til produktet, hvis det sker på grundlag af data, som er opnået inden for rammerne af overvågningssystemerne, ved henvisning til officielt anerkendte kvalitetssikringsordninger eller gennem et epidemiovervågningssystem.

Et eksempel på data, som er opnået gennem et epidemiovervågningssystem, er Fødevarestyrelsens overvågning af forekomsten af smitsomme husdyrsygdomme.

Et eksempel på data, som er opnået inden for rammerne af et overvågningssystem, er resultater af de officielle restkoncentrationsundersøgelser.

Et eksempel på data, som er opnået ved henvisning til officielt anerkendte kvalitetssikringsordninger, er data indhentet ved audit af virksomhedernes egenkontrolprogrammer.

Certifikater kan derfor ofte udstedes på baggrund af den kompetente myndigheds løbende audit og verifikation af virksomhedernes egenkontrolprogrammer, der sikrer, at forsendelsen overholder de betingelser og oplysninger, som fremgår af certifikatet og anden lovgivning. Virksomhederne skal således ved eksport til tredjelande udføre egenkontrol for at sikre overholdelse af certifikatkravene, og overholdelse af de specifikke tredjelandekrav, som fremgår eksportbekendtgørelsen 4) , jf. eksportbekendtgørelsens § 5.

Som eksempel kan nævnes, at der i certifikatet, der skal anvendes ved eksport af svinekødprodukter til Singapore, bl.a. skal attesteres, at produktet ikke er tilsat kemiske tilsætningsstoffer eller andre substanser, som kan være skadelige for den menneskelige sundhed, og at produktet er håndteret, slagtet, forarbejdet, pakket og opbevaret under hygiejniske forhold og under officiel veterinær overvågning på virksomheder, som er godkendt til eksport til Singapore. Auditeringen af virksomhedens egenkontrol skal altså vise, at virksomheden sørger for, at disse krav er opfyldt. De nævnte krav vurderes dog at svare til gældende EU-regler, hvorfor certificeringen kan baseres på auditeringen af virksomhedernes overholdes af EU-kravene. Herudover er det ved eksport af svinekødprodukter til Singapore efter eksportbekendtgørelsens § 18, jf. bilag 6, et krav, at virksomheden skal sikre, at der ikke kan påvises Listeria monocytogenes i spiseklare kødprodukter. For at certifikatet kan underskrives, skal også dette krav være kontrolleret ved auditering af virksomhedens egenkontrol.

Omfanget af den kontrol fødevareregionerne skal udføre som grundlag for certifikatudstedelsen, er fastsat i Kontrolfrekvensvejledningen og bilagene til denne, samt i Vejledning om kontrol med virksomheder, der eksporterer fødevarer til tredjelande. Fødevarestyrelsen har således centralt vurderet, hvilket omfang af kontrol med virksomhederne, der som hovedregel er tilstrækkelig til at sikre korrekt grundlag for certifikatudstedelsen. I den forbindelse skal det fremhæves, at der i Vejledning om kontrol med virksomheder, der eksporterer fødevarer til tredjelande er fastsat, at der ved hvert planlagt kontrolbesøg, hvor der udføres audit, skal udføres kontrol med eksportregler, herunder kontrol af overholdelse af eksportbekendtgørelsen. Kontrollen udføres enten som audit eller som tilsyn.

Fremgår det imidlertid af certifikatets ordlyd, at der er udført specifik kontrol af det konkrete parti eller det af andre grunde vurderes nødvendigt at kontrollere partiet inden certifikatet underskrives, må certifikatet ikke underskrives før de ekstra undersøgelser er foretaget, se også afsnit 1.3.4.

1.3.4. Certifikatudstederen må ikke udstede blanke eller ukomplette certifikater (§ 3, stk. 3)

§ 3, stk. 3. Certifikatudstederen må ikke udstede blanke eller ukomplette certifikater.

Denne bestemmelse har til formål at mindske risikoen for forfalskning, og at underskrevne certifikater efterfølgende udfyldes med ukorrekte oplysninger. Et certifikat skal derfor være fuldstændigt udfyldt, inden det udstedes. Dette gælder også datoen. For så vidt angår eksport af fersk kød, fersk fjerkrækød og kødprodukter er der dog praksis for, at visse nærmere angivne oplysninger kan udfyldes af virksomheden, efter at embedsdyrlægen har underskrevet certifikatet.

Certifikater kan underskrives inden certifikatet er fuldt udfyldt under følgende omstændigheder

– Certifikatet skal være fuldt udfyldt idet dog følgende oplysninger kan mangle: Antal kolli, vægt, vognnummer, seglnummer og shippingmarks.

– De manglende oplysninger er oplysninger, som umiddelbart kan kontrolleres af fødevareregionen i forbindelse med stempling af certifikatet.

– Certifikatet forsynes først med embedsstempel, når certifikatet er fuldt udfyldt.

– I forbindelse med stempling af certifikatet kontrollerer fødevareregionen vognnummer, seglnummer og shippingmarks og der foretages et skøn over antal kolli.

Forinden embedsdyrlægen underskriver det ikke færdigt udfyldte certifikat, kan han kræve dokumentation for, at varen er bestilt til afsendelse i henhold til Fødevarelovens § 54 5) .

Fødevareregionen ved virksomheden skal kræve, at certifikatet leveres tilbage i udfyldt tilstand eller annulleres, hvis partiet ikke afsendes. Endvidere skal fødevareregionen sikre sig, at der ikke ændres i det underskrevne certifikat. Disse forhold skal fødevareregionen sikre sig ved, at fødevareregionen beholder en kopi af det udleverede certifikat og sammenholder dette med det returnerede færdigt udfyldte certifikat, inden fødevareregionen stempler det endeligt. Fødevareregionen skal føre en protokol over udgående certifikater.

1.3.5. Certifikatudstederen må ikke udstede certifikater, der vedrører dyr eller produkter, som vedkommende ikke har undersøgt eller ikke længere har mulighed for at kontrollere (§ 3, stk. 3)

§ 3, stk. 3. Certifikatudstederen må ikke udstede blanke eller ukomplette certifikater eller udstede certifikater, der vedrører dyr eller produkter, som vedkommende ikke har undersøgt eller ikke længere har mulighed for at kontrollere, jf. dog § 4.

Certifikater kan ikke udstedes for partier eller dyr, der allerede er afsendt fra Danmark. Fødevareregionen skal have mulighed for at foretage en fysisk kontrol af partiet eller dyret, såfremt der måtte være behov herfor. Fødevareregionen kan kun foretage denne kontrol inden for landets grænser.

Denne bestemmelse er i overensstemmelse med bilag VI, nr. 6, i kontrolforordningen for animalske fødevarer 6) (854/2004) vedrørende krav til certifikater ved import til Fællesskabet, som lyder

Bilag VI, nr. 6. Certifikatet skal udstedes, før den forsendelse, som det vedrører, forlader afsendelsestredjelandets kompetente myndigheds kontrol.

Da EU ikke opstiller strengere krav for tredjelande ved import til Fællesskabet end ved eksport fra Fællesskabet, skal denne bestemmelse anvendes analogt, og understøtter således kravet i certifikatbekendtgørelsen om, at der skal være mulighed for at foretage en fysisk kontrol af partiet eller dyrene. Uanset at kontrol med egenkontrollen normalt udgør grundlaget for certifikatudstedelsen, skal kravet om, at der skal være mulighed for at kontrollere produkterne eller dyrene være opfyldt.

I visse situationer er der efter eksportbekendtgørelsens § 4, stk. 4, mulighed for at få udstedt et erstatningscertifikat.

2. Konsekvenser af manglende overholdelse af certifikatbekendtgørelsen, dyrlægeloven og straffeloven

2.1. Certifikatbekendtgørelsens bestemmelser (§ 6)

§ 6. Med bøde straffes den, der overtræder §§ 2-5.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 1 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er

1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Hvis certifikatbekendtgørelsens bestemmelser ikke overholdes, vil certifikatudstederen kunne få en bøde, og er der tale om meget grove overtrædelser, vil der kunne idømmes fængselsstraf på op til 1 år. Fængselsstraf kræver, at overtrædelsen er begået med forsæt eller groft uagtsomt, og at der ved overtrædelsen enten er voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor eller opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Om, og i givet fald hvilken straf, der skal idømmes, vil bero på en konkret vurdering. Udmåling af bødestørrelse vil følge almindelige strafferetlige principper og regler herom, jf. særligt straffelovens 7) §§ 80-82. Disse bestemmelser angiver, hvad der lægges vægt på ved udmåling af straf, eksempelvis nævnes personlige forhold og overtrædelsens grovhed. Herudover angives, hvad der anses for skærpende og formildende omstændigheder. Skærpende omstændigheder er eksempelvis gentagen overtrædelse, og af særlige interesse i denne sammenhæng anses det som en skærpende omstændighed, at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt. Her skal der dog foreligge direkte misbrug af stillingen, for at der er tale om skærpende omstændigheder. Formildende omstændigheder er eksempelvis høj eller lav alder, at man er blevet tvunget til gerningen eller, at man har handlet i undskyldelig uvidenhed om retsreglerne.

2.2. Dyrlægelovens bestemmelser (§ 38)

Overtrædelse af §§ 8 og 11, stk. 6, som er beskrevet ovenfor i afsnit 1.3.1, straffes efter dyrlægelovens § 38, stk. 1, med bøde og efter § 38, stk. 2, kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er

– forvoldt skade på dyrs eller menneskers sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller

– opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Bestemmelsen er stort set enslydende med § 6 i certifikatbekendtgørelsen, dog er strafferammen højere, idet der kan idømmes fængsel i op til 2 år.

2.3. Straffelovens bestemmelser

2.3.1. Straffelovens § 162

Artikel 30, stk. 2.

Når der kræves officiel attestering, skal det sikres

a) at certifikatet og sendingen kan sættes i forbindelse med hinanden

b) at oplysningerne i certifikatet er præcise og korrekte

Bestemmelsen i certifikatbekendtgørelsens § 2, stk. 1, er meget bred, og det er ikke angivet, hvad der kræves for at en undersøgelse af grundlaget for certificeringen er tilstrækkelig omhyggelig. Igen vil der her være tale om en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. I et tilfælde, vil en undersøgelse kunne være tilstrækkelig, mens den samme undersøgelse vil kunne være utilstrækkelig eller irrelevant i et andet tilfælde. Særlige forhold kan betyde, at det er nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser af grundlaget af certificeringen. Det kan eksempelvis være, at der er angivet oplysninger i certifikatet, som er uklare, eller at der er brug for yderligere dokumentation af nogle forhold.

§ 162. Den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke han er pligtig til at afgive forklaring, straffes med bøde eller med fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen bliver primært brugt, hvor privatpersoner afgiver urigtige erklæringer over for offentlige myndigheder, men den finder også anvendelse, hvor der afgives erklæringer for en offentlig myndighed. Afgivelse af erklæringer for en offentlig myndighed i Danmark til offentlige myndigheder i udlandet er dog ikke omfattet af bestemmelsen. Ved udstedelse af et eksportcertifikat eller andre erklæringer til andre landes myndigheder dækkende et dyr eller et produkt, kan certifikatudstederen ikke straffes efter denne bestemmelse.

2.3.2. Straffelovens § 163

§ 163. Den som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Certifikatudstederen vil kunne straffes efter denne bestemmelse, hvis der skrives under på noget, uden at der haves den tilstrækkelige viden om de forhold, der attesteres. Kun i grove tilfælde, hvor certifikatudstederen har været tæt på at vide, at det vedkommende skrev under på var forkert, vil der kunne blive tale om fængselsstraf. Baggrunden for bestemmelsen er samfundets interesse i at kunne stole på de oplysninger, der bliver givet til brug i sager ved offentlige myndigheder, da urigtige oplysninger giver større risiko for urigtige afgørelser.

2.3.3. Straffelovens § 175, stk. 1

§ 175. Den, som for at skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt pligtforhold påhviler ham at udfærdige eller føre, eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig erklæring om noget forhold angående hvilket erklæringen skal tjene som bevis, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Underskrivelse af et certifikat eller en erklæring med et urigtigt indhold vil oftest blive henført under denne bestemmelse. For at der kan straffes efter § 175 kræves der dog, at certifikatudstederen forsætligt har skrevet under på en erklæring eller et certifikat med et urigtigt indhold, dvs. at certifikatudstederen skal have vidst, at det han skrev under på, var urigtigt. Har certifikatudstederen ikke haft direkte viden om, at det han skrev under på var urigtigt, kan certifikatudstederen ikke straffes efter § 175, stk. 1, men vil så ofte kunne straffes efter straffelovens §§ 162 eller 163. § 175, stk. 1, vedrører altså grovere tilfælde, hvilket også afspejles i strafferammen.

3. Diverse

3.1. Udfyldelse af rubrikken "sted" eller "udfærdiget i" i certifikater

Hvor der i et certifikat er en rubrik, hvor der skal angives ”sted” eller ”udfærdiget i”, refereres der alene til bynavnet samt eventuelt relevant postnummer, hvor certifikatet eller erklæringen er underskrevet. Der skal altså ikke skrives fødevareregionens navn og adresse i rubrikken.

3.2. Nummerering af certifikater

Eksportcertifikater udstedes på vandmærkepapir, som rekvireres hos Fødevarestyrelsen, Mørkhøj. Vandmærkepapiret har et unikt nummer. Ved samhandel af levende dyr og animalske biprodukter, hvor TRACES-systemet anvendes, skal der dog ikke anvendes vandmærkepapir.

Hvis der i certifikatet er en rubrik, hvor der skal angives certifikatnummer, er det ikke vandmærkenummeret, der skal angives, men vandmærkenummeret kan dog indgå i certifikatnummeret.

Hvor modtagerlandet ikke har stillet krav om en bestemt nummereringsmåde, er det op til virksomheden, hvilket nummereringssystem, den vil anvende, når blot det sikres, at nummeret for hvert enkelt certifikat er unikt. For at opnå ensretning og undgå afvisning af forsendelser i udlandet anbefaler Fødevarestyrelsen dog, at virksomhederne anvender følgende nummereringssystem: DK-autorisationsnummer-løbenummer-årstal. Løbenummeret er et entydigt nummer for den virksomhed, hvorfra certifikatet udstedes. Som løbenummer anbefales at anvende vandmærkenummeret.

Hvis modtagerlandet har stillet specifikke krav til nummereringen af certifikatet skal disse selvfølgelig følges. Nummereringsmåden vil i så fald fremgå af vejledningen til certifikatet eller af den side i Fødevarestyrelsens certifikatdatabase, hvor certifikatet ligger, hvis der ikke er nogen vejledning til certifikatet. Eksempelvis stiller Rusland krav om, at ovenstående anbefalede nummereringsmetode skal anvendes, og at løbenummeret skal være vandmærkenummeret.

Fødevarestyrelsen, den 20. marts 2007

Tinne Stissing Jensen

Vejledning om udstedelse af certifikater for dyr og animalske produkter

Vejledningen har til formål at beskrive forhold og betingelser, som man som certifikatudsteder skal være opmærksom på ved udstedelse af certifikater.

Kravene til certifikatudstedere findes primært i Rådets Direktiv 96/93/EF af 17. december 1996 om udstedelse af certifikater for dyr og animalske produkter (Certifikatdirektivet). Direktivet er implementeret i bekendtgørelse af 12. februar 2007 om udstedelse af certifikater for dyr og animalske produkter (Certifikatbekendtgørelsen).

I Kontrolforordningen 1) (882/2004) stilles endvidere krav til de offentlige myndigheder om at sikre visse forhold i forbindelse med officiel attestation.

Herudover indeholder OIE’s retningslinier for certificering også anbefalinger for, hvorledes certificeringen bør foregå, og hvad der skal sikres i forbindelse hermed.

Hvis certifikatudstederen er dyrlæge, findes der også overordnede krav til denne i dyrlægeloven 2) .

1. Krav til certifikatudstederen

1.1. Hvem er certifikatudsteder (§ 1, stk. 3)

1) Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes.

2) Lov nr. 433 af 9. juni 2004 om dyrlæger.

3) Lov nr. 571 af 19. december 1985, forvaltningsloven.

4) Bekendtgørelse om eksport af fødevarer til tredjelande.

5) Lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer.

6) Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum.

7) Lovbekendtgørelse nr. 1000 af 5. oktober 2006, bekendtgørelse af straffeloven.