Skrivelse om Kapitel 3 om De minimis støtte fra Konkurrencestyrelsens Statsstøttehåndbog 2006

Skrivelse om Kapitel 3 om De minimis – støtte fra Konkurrencestyrelsens Statsstøttehåndbog 2006

3.1 De minimis-støtte

I 1992 vedtog Kommissionen den såkaldte de minimis-regel. Reglen blev til, efter EF-Domstolen i en række sager havde statueret, at der ikke findes et mærkbarhedskriterium 1) , og at al støtte i princippet derfor vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. I erkendelse af at Kommissionen ville drukne i administrativt arbejde, såfremt alle støtteordninger uanset størrelse skulle notificeres, vedtog Kommissionen derfor de minimis-reglen. Reglerne findes i Kommissionens forordning 69/2001 2) , der blev ændret den 15. december 2006 med forordning 1998/2006, gældende fra 1. januar 2007.

De minimis-reglen betyder, at medlemsstater kan tildele støtte til en virksomhed på op til 200.000 EUR i en periode på tre regnskabsår, uden at medlemsstaten skal notificere støtten til Kommissionen.

De minimis-forordningen skal endvidere anvendes på forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, med mindre støttebeløbet fastsættes på basis af prisen på eller mængden af produkter, som indkøbes hos primærproducenter eller afsættes af de pågældende virksomheder, eller hvis støtten er betinget af, at den helt eller delvist videregives til primærproducenter. Transportsektoren undtaget støtte til indkøb af køretøjer er ligeledes blevet omfattet, dog med et de minimis-loft på 100.000 EUR.

I modsætning til den gamle de minimis-forordning vil det fra 1. januar 2007 kun være muligt at iværksætte støtteforanstaltninger, der er gennemsigtige, således at støtteværdien let kan beregnes.

3.2 Treårsperioden

Den treårige periode løber over tre regnskabsår fra det tidspunkt, hvor støttemodtageren opnår ret til at modtage støtten - dvs. ved myndighedens godkendelse af en ansøgning eller beslutning om at tildele støtte, og ikke på det tidspunkt støttemodtageren faktisk modtager støtten. Medlemsstaten skal således ved tildeling af de minimis-støtte sikre sig, at virksomheden ikke har modtaget de minimis-støtte svarende til mere end 200.000 EUR i virksomhedens tre foregående regnskabsår.

Hvis en virksomhed modtager for megen de minimis-støtte - også selv om den er tildelt ved en fejl - kan Kommissionen kræve hele støtten tilbagebetalt med renters rente.

3.3 Støttens værdi

Støttebeløbet på 200.000 EUR er angivet i direkte tilskud og skal, hvis støtten ydes i en anden form end direkte tilskud, omregnes til støttens bruttosubventionsækvivalent, dvs. støttens økonomiske værdi. Støttebeløbet beregnes som bruttobeløb, dvs. inden der er betalt skat. 3) Det betyder, at det reelle støttebeløb, som modtageren får i hånden, kan være mindre end de 200.000 EUR, som de minimis-reglen umiddelbart anerkender. Myndighederne kan som udgangspunkt ikke skattefritage støtten, da en sådan støttetildeling vil være selektiv, og en skattefritagelse dermed altid vil fremstå som en undtagelse til et generelt system. En skattefritagelse i forbindelse med de minimis-støttetildeling vil således kunne udgøre ulovlig statsstøtte, desuagtet modtageren ikke modtager mere end 200.000 EUR netto.

De minimis-støtte, der udbetales i rater, tilbagediskonteres til det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. Den rentesats, der skal anvendes til tilbagediskonteringsformål og til beregning af støttebeløbet i forbindelse med lån på lempelige vilkår, er den gældende referencesats på støttetidspunktet.

Såfremt der indgår fællesskabsmidler i de minimis-støtten (fx fra en EU-fond), skal dette også medregnes i de minimis-beløbet. Der tages således hensyn til støtte ydet af enhver statslig myndighed eller ethvert statsligt organ, også selv om den finansieres helt eller delvis med fællesskabsmidler.

Det er vigtigt at huske på reglerne om gennemsigtig støtte, som de er omtalt i afsnit 3.1. At støtten skal være gennemsigtig betyder, at støttens bruttosubventionsækvivalent skal kunne beregnes på forhånd, og at støtten i øvrigt overholder forordningens artikel 2 stk. 4.

3.4 Hvilke virksomheder er omfattet

Anvendelsesområdet for de minimis-reglen er virksomheder. Virksomhedens størrelse er ikke relevant i denne sammenhæng. Både små og store virksomheder kan modtage de minimis-støtte.

Det er dog et krav, at der er tale om en selvstændig virksomhed. Spørgsmålet om afgrænsningen af dette begreb aktualiseres, når der er tale om virksomheder, som er organiseret i koncerner, divisioner, filialer og lignende. Et hyppigt forekommende eksempel på, at en virksomhed er organiseret i flere enheder, er en koncern, der udgøres af et moderselskab og et eller flere datterselskaber. I denne situation vil de enheder, som koncernen udgøres af, typisk hver især skulle betragtes som virksomheder. Hvert selskab i koncernen vil dermed være berettiget til at modtage op til 200.000 EUR i støtte over 3 år.

Underenheder, f.eks. divisioner, filialer og kontorer af aktie- og anpartsselskaber, er derimod normalt ikke selvstændige juridiske enheder, idet de ikke som sådan kan udskilles fra hovedselskabet. Sådanne underenheder vil dermed ikke være selvstændige virksomheder men skal betragtes som en del af den virksomhed, de indgår i. Det samme gælder for underenheder af andre selskabsformer f.eks. andelsselskaber, interessentskaber og kommanditselskaber. De minimis-reglens støtteloft gælder i disse tilfælde for hele selskabet - og ikke for den enkelte division, filial etc.

I EF-Domstolens dom C-382/99, Nederlandene mod Kommissionen, fastslog Domstolen, at en støtteordning til fordel for tankstationer langs den tyske grænse var ulovlig, blandt andet fordi flere af tankstationerne var ejet af det samme benzinselskab. Den Nederlandske regering havde tildelt støtten som de minimis-støtte til hver enkelt tankstation, men Domstolen fastslog, at tankstationerne ikke skulle betragtes som selvstændige virksomheder, da de var ejet af samme selskab. Det var derfor ikke muligt at tildele støtten som de minimis-støtte. 4)

Der kan endvidere tildeles de minimis-støtte inden for alle sektorer, dog med undtagelse af de i afsnit 3.5 nævnte.

3.5 Hvilke virksomheder er ikke omfattet

De minimis-forordningen finder generelt ikke anvendelse på støtte til virksomheder i landbrugs- og fiskerisektorerne. 5) Dog kan der gives de minimis-støtte til forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter. Denne særlige de minimis-regel fritager ikke eksportstøtte eller støtte, der fremmer indenlandske produkter på bekostning af importerede. Reglen gælder heller ikke for støtte, hvis størrelse fastsættes på grundlag af prisen eller mængden af et produkt, der bringes på markedet. Husk dog at støtte til forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter er omfattet af den almindelige de minimis-forordning.

Reglerne om de minimis-støtte i landbrugs- og fiskerisektoren er også under revision. Disse de minimis-regler er næsten en kopi af den ”almindelige” de minimis-regel, dog skal det fremhæves, at beløbsgrænserne for landbrugs- og fiskerivirksomheder er betydeligt lavere (henholdsvis 3.000 EUR og 30.000 EUR til den enkelte virksomhed over en løbende treårig periode). Derudover må hvert land ikke overskride et samlet nationalt fastsat de minimis-loft til disse to sektorer.

Der kan endvidere ikke gives de minimis-støtte til eksportvirksomhed. Kommissionens beslutning af 5. marts 2003 om en tysk støtteordning vedrørende bevilling af ydelser til støtte for afsætningen og eksporten af produkter fra Mecklenburg-Vorpommern (EFT L202 af 9.8.2003, s. 15), behandler begrebet eksportstøtte i lyset af de minimis-reglen. I henhold til denne beslutnings punkt 40-41 falder støtte til konsulenttjenester, udarbejdelse af marketingstrategier 6) med henblik på lancering af et nyt eller allerede eksisterende produkt på et nyt marked samt messer og udstillingsdeltagelse i ind- og udland udenfor begrebet eksportstøtte. Kommissionen gør dog opmærksom på, at støtte til konsulenttjenester ikke i alle tilfælde er tilladt.

Støtte, der er betinget af, at der anvendes indenlandske produkter i stedet for udenlandske produkter, kan heller ikke tildeles med hjemmel i de minimis-reglen.

Endelig er støtte til kulindustrien og støtte til indkøb af køretøjer i transportsektoren ikke omfattet af de minimis-reglerne.

3.6 Anden støtte

Virksomheder må som udgangspunkt gerne modtage anden støtte, der ikke er de minimis-støtte, samtidig med at de modtager de minimis-støtte. Grænsen på de 200.000 EUR gælder således alene i forhold til støtte med hjemmel i de minimis-forordningen. Dog må virksomheder ikke modtage anden støtte til samme støtteberettigede udgifter, hvis det vil overskride støtteloftet i andre fællesskabsregler.

3.7 Konkret anvendelse af de minimis-reglen

Når myndigheder konkret påtænker at yde de minimis-støtte til en virksomhed, er der flere ting den skal være opmærksom på. For det første er det vigtigt, at støtten formelt tildeles i overensstemmelse med de minimis-reglen. Det betyder, at myndigheden i ordningen og ved tildelingen overfor støttemodtageren skal kategorisere støtten som de minimis-støtte.

I Heiser-sagen 7) fra foråret 2005 vedrørende momsfradrag for østrigske læger, bestemte EF-Domstolen, at ”[h]vad angår [ ] de minimis-loft[et], [ ], fremgår det ikke af de sagsakter, den forelæggende ret har fremlagt for Domstolen, at de fradrag, en læge kan opnå i medfør af en foranstaltning som den i hovedsagen omtvistede, under alle omstændigheder er lavere end de minimis-beløbet, der er fastsat til 100 000 EUR over en periode på tre år. Den nationale lovgivning fastsætter således ikke - som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med rette har anført - nogen grænse for det beløb, som en læge som individuel virksomhed kan have ret til i forbindelse med afkaldet på at berigtige fradragene. Det er derfor ikke godtgjort, at en sådan foranstaltning kan være omfattet af den de minimis-regel, der er indført ved den nævnte meddelelse.”

Det betyder, at selv om en støttemodtager konkret modtager beløb, der ligger under de minimis-grænsen, så vil reglen ikke kunne anvendes, såfremt der er mulighed for at modtage mere end 200.000 EUR over den treårige regnskabsperiode. Endvidere følger det af dommen, at myndigheder bør sikre sig, at de benævner de minimis-støtte korrekt og følger reglerne og kontrolprocedurerne i de minimis-forordningen, inden støtten tildeles.

Reglerne i de minimis-forordningen betyder blandt andet

- at medlemsstaten, der tildeler de minimis-støtte, gemmer oplysningerne om støtten i minimum 10 år;

- at medlemsstaten gør støttemodtageren opmærksom på, at støtten er de minimis-støtte;

- at medlemsstaten undersøger, om der er tildelt anden de minimis-støtte til virksomheden inden for virksomhedens sidste 3 regnskabsår, der medfører, at det samlede støtteniveau overstiger 200.000 EUR, og i så fald afholder sig fra at tildele støtten og endelig,

- at medlemsstaten er i stand til, med en frist på 20 dage, at kunne stille alle oplysninger om en given de minimis-støtteordning til rådighed for Kommissionen.

1) Se hertil blandt andre EF-Domstolens dom i sag C-280/00, Altmark Trans , Saml. 2003 I, s. 7747 og den heri nævnte praksis.

2) Kommissionens forordning 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-Traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte, EUT 2001 L 10/30.

3) Se sag T-298/97, Alzetta m.fl. mod Kommissionen , Saml. 2000 II, s. 2319.

4) Sag C-382/99, Nederlandene mod Kommissionen , Saml. 2002 I, s. 5163.

5) For en nærmere definition, se bilag I til EF-Traktaten.

6) Som eksempelvis marketingskoncepter, præsentation af prototyper og afvikling af varebørser.

7) Sag 172/03, Heiser , Saml. 2005 I, s. 1627.