Ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for tjenestemandsansatte socialrådgivere på Socialministeriets område)
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Bilag
Aftale om ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for tjenestemandsansatte socialrådgivere på Socialministeriets område)
§ 1. Dækningsområde mv.
Aftalen gælder for tjenestemandsansatte socialrådgivere, der overgår til Socialministeriets område i forbindelse med kommunalreformen, og som før overgangstidspunktet var omfattet af aftalen mellem Amtsrådsforeningen og Dansk Socialrådgiverforening for tjenestemandsansatte socialrådgivere.
Stk. 2. De ansatte er omfattet af de i §§ 2 – 5 nævnte særvilkår, som supplerer/fraviger de almindelige statslige ansættelsesvilkår.
§ 2. Arbejdstid
Der gælder følgende særvilkår i forhold til aftale af 24. marts 2006 om arbejdstid for tjenestemænd i staten og aftale af 24. marts 2006 om natpenge mv. for tjenestemænd i staten, § 3
1. Pauser
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 5, nr. 1, gælder
a) For fuldtidsbeskæftigede inkluderer arbejdstiden 1/2 times daglig spisepause.
b) For deltidsbeskæftigede inkluderer arbejdstiden 1/2 times daglig spisepause, hvis beskæftigelsen er mere end 4 timer pr. dag.
2. Tjenestens tilrettelæggelse
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 10 og natpengeaftalens § 3 gælder
a) Tjenesten bør tilrettelægges sådan, at delt tjeneste undgås. Ved delt tjeneste forstås tjeneste adskilt af en pause på 1 time eller mere. Hvis delt tjeneste ikke kan undgås, betales der pr. dag et tillæg på 32,16 kr. (amtskommunalt grundbeløb 31/3 2000). Der ydes dog mindst en godtgørelse svarende til godtgørelsen efter natpengeaftalens § 3.
3. Overarbejde mv.
For socialrådgivere på grundløntrin 29 og 35 gælder følgende særvilkår om overarbejde mv.
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 6 gælder
a) Som overarbejde betragtes for fuldtidsbeskæftigede beordret og kontrollabelt arbejde efter normal arbejdstids ophør og for deltidsansatte beordret og kontrollabelt arbejde ud over kontorets normale daglige arbejdstid.
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 10 gælder
b) Overarbejde/deltidsansattes merarbejde skal så vidt muligt tilrettelægges på ugens 5 første hverdage.
c) Overarbejde/deltidsansattes merarbejde skal så vidt muligt varsles senest dagen før inden arbejdstids ophør. For manglende varsel om overarbejde/merarbejde ud over 1 time betales pr. gang et tillæg på 26,56 kr. (amtskommunalt grundbeløb 31/3 2000).
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 6 gælder
d) Overarbejde godtgøres med et tillæg på 50 pct. for de 3 første timer efter normal arbejdstids ophør og for indtil 3 timer på en arbejdsfri lørdag før kl. 12. For alle øvrige overarbejdstimer ydes et tillæg på 100 pct.
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 6, stk. 1, gælder
e) Overarbejde/deltidsansattes merarbejde kan afregnes ved betaling i stedet for at blive afspadseret, når arbejdskraftsituationen på arbejdspladsen tilsiger det. Dette sker under fornøden hensyntagen til den ansattes personlige forhold. Der ydes tillæg som nævnt i pkt. d, hvis overarbejde godtgøres med betaling.
Som tillæg til arbejdstidsaftalens §§ 11 og 12 gælder
f) For timer i weekenden, hvor overarbejde ville have udløst et tillæg på 100 pct., jf. pkt. d, ydes et tillæg på 100 pct., der træder i stedet for godtgørelse efter §§ 11 og 12.
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 6 gælder
g) Overarbejdssatsen beregnes som 1/1924 af årslønnen (grundløn, inkl. funktionsløn, kvalifikationsløn og resultatløn bortset fra engangsydelser samt eventuel personlig løngaranti og overgangstrin/-tillæg).
4. Fridage
Som tillæg til arbejdstidsaftalens § 4, stk. 2, gælder
a) Juleaftensdag, nytårsaftensdag og påskelørdag er fridage. Grundlovsdag og 1. maj er fridage fra kl. 12.
§ 3. Forskudt tid
For socialrådgivere, der er omfattet af arbejdstidsaftalens kapitel 3, gælder som tillæg til § 11
a) For tjeneste, der er påbegyndt kl. 14 eller senere, og som strækker sig ud over kl. 17, ydes for tiden fra tjenestens påbegyndelse til kl. 17 et tillæg på 8,11 pct. af timelønnen pr. times arbejde.
§ 4. Tjenesterejser
Ved tjenesterejser ydes en godtgørelse for merudgifter, der mindst svarer til godtgørelse efter de regler, der var gældende i det amt, den ansatte var ansat i før overgangen.
§ 5. Regulering
Tillæg, der i denne aftale er angivet som amtskommunalt grundbeløb i 31/3 2000-niveau, procentreguleres efter bestemmelserne i aftale pr. 1. april 2005 om lønninger for ansatte i kommunerne.
§ 6. Ikrafttræden og bortfald
Aftalen er indgået under henvisning til § 6, stk. 2, i aftale af 21. december 2005 om ansættelsesvilkår for ansatte, der overgår til ansættelse i staten mv. i forbindelse med kommunalreformen.
Stk. 2. Aftalen har virkning fra overgangstidspunktet og gælder indtil 31. marts 2008, på hvilket tidspunkt den ophører uden opsigelse, jf. § 16, stk. 1, i aftalen af 21. december 2005.
København, den 7. februar 2007
Statstjenestemændenes
Centralorganisation II
Peter Ibsen
Dansk Socialrådgiverforening
Henning Breinholt
Finansministeriet
P.M.V.
E.B.
Dorte Sølling
Cirkulære om ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for tjenestemandsansatte socialrådgivere på Socialministeriets område)
Generelle bemærkninger
1. Finansministeriet har med Statstjenestemændenes Centralorganisation II indgået vedlagte aftale om ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen for tjenestemandsansatte socialrådgivere på Socialministeriets område.
Aftalen er indgået under henvisning til § 6, stk. 2, i aftale af 21. december 2005 om ansættelsesvilkår for ansatte, der overgår til ansættelse i staten mv. i forbindelse med kommunalreformen, jf. cirkulære af 16. januar 2006 (Perst.nr. 005-06).
2. Cirkulæret har virkning fra 1. januar 2007.
Finansministeriet, Personalestyrelsen, den 8. februar 2007
Dorte Sølling
Aftale om ansættelsesvilkår i forbindelse med kommunalreformen (særvilkår for tjenestemandsansatte socialrådgivere på Socialministeriets område)