Legislator Case Law & Legislation
C20070002060 DK

Vejledning om bekendtgørelse om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza

21 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (21)

Statutory Text (21 Articles)

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 1

Vejledningens formål

Denne vejledning vedrører bekendtgørelse nr. 941 af 14. september 2006 om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 16. september 2006 og afløste bekendtgørelse nr. 106 af 23. februar 2006 om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza.

Vejledningen redegør nærmere for de enkelte reglers rækkevidde, da en del af bestemmelserne har et skønsmæssigt indhold.

Fødevarestyrelsen skal dog understrege, at vejledningen ikke fritager fødevareregionerne fra at udøve et konkret skøn i forbindelse med håndhævelse af bekendtgørelsen.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 2

Definitioner

Definitionerne i bekendtgørelsens kapitel 1 tager udgangspunkt i de definitioner, der er fastsat i Rådets direktiv 2005/94/EF af 20. december 2005 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza og om ophævelse af direktiv 92/40/EØF.

Fjervildt falder som udgangspunkt uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde, jf. bekendtgørelsens § 1, nr. 1, 1. pkt. For disse fugle gælder reglerne i bekendtgørelse om opdræt af fjervildt. Hvis den årlige fjervildtproduktion kun udgør indtil 100 fugle eller 200 æg, er de dog omfattet af bekendtgørelse om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza.

For så vidt angår definitionen af ”andre fugle i fangenskab”, jf. bekendtgørelsens § 1, nr. 2, bemærkes, at disse fugle omfatter fjerkræ, som ikke opdrættes eller holdes i fangenskab med henblik på produktion af kød eller æg til konsum, produktion af andre varer eller fjervildt til udsætning. Således vil f.eks. visse typer af fjerkræ, som alene holdes med henblik på skuer, konkurrencer, udstillinger, avl eller salg, falde ind under denne kategori.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 3

Risikoniveauer

I bekendtgørelsens § 1, nr. 4-6, defineres tre risikoniveauer for aviær influenza, som kan være gældende i hele landet eller regionalt, alt efter hvor høj risikoen for smittespredning er. De tre niveauer er

– Lavt risikoniveau , dvs. udenfor trækperioder, eller hvor der ikke er beskyttelses- og overvågningszoner eller kontrol- og moniteringsområder, eller hvor Fødevarestyrelsen skønner, at risikoniveauet er lavt.

– Middel risikoniveau , dvs. i trækperioder, eller når der her i landet er etableret beskyttelses- og overvågningszoner eller kontrol- og moniteringsområder, eller hvor Fødevarestyrelsen skønner, at risikoniveauet er forhøjet.

– Højt risikoniveau , dvs. i beskyttelses- og overvågningszoner eller kontrol- og moniteringsområder.

Ved trækperioderne forstås efter bekendtgørelsens § 1, stk. nr. 3, perioderne 1. marts til 30. april og 15. september til 15. november.

Fødevarestyrelsen fastsætter ved særskilt bekendtgørelse, hvilket risikoniveau hele landet eller dele af landet befinder sig i. Det er hensigten, at Fødevarestyrelsen for hele landet eller regionalt kan fastsætte et lavere risikoniveau efter en konkret risikovurdering. Til grund for en sådan vurdering kan Fødevarestyrelsen bl.a. lægge vægt på geografiske forhold, antallet og tætheden af fjerkræbedrifter, herunder hobbyhold, i området, faciliteter til overvågning mv. Kriterierne er ikke udtømmende.

I lavt risikoniveau finder de restriktioner, som er nævnt i bekendtgørelsens kapitel 2 (§§ 2-6), anvendelse.

I middel risikoniveau finder de restriktioner, som er nævnt i bekendtgørelsens kapitel 3 (§§ 2-5 og §§ 7-11), anvendelse.

I højt risikoniveau finder bekendtgørelsen ikke anvendelse. Derimod gælder de restriktioner, som er fastsat i medfør af bekendtgørelse om beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med højpatogen aviær influenza hos vilde fugle og bekendtgørelse om beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med højpatogen aviær influenza hos fjerkræ.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 4

Fysisk adskillelse af gæs og ænder

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 4

Fysisk adskillelse af gæs og ænder

Efter bekendtgørelsens § 2 kan gæs og ænder holdes sammen eller i tilgrænsende indhegninger, men skal være fysisk adskilt fra andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab. Formålet med bestemmelsen er at sikre en adskillelse mellem gæs og ænder fra andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab, da gæs og ænder kan være raske smittebærere af aviær influenza.

Hvis der - foruden gæs og ænder - findes andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab på samme ejendom, bør nedenstående foranstaltninger iagttages mellem gæs og ænder på den ene side og andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab på den anden side

– Indhegning, voliere, stalde, huse eller løbegårde placeres således, at der er et mindst 15 m bredt område/gangareal mellem de forskellige indhegninger, voliere, stalde, huse og løbegårde, hvor der henholdsvis holdes gæs/ænder og andre arter, så personer, der passer fjerkræet eller fuglene, ikke slæber eventuel smitte rundt.

– Der må ikke være risiko for smitteoverførsel via drikkevand, foder, ægbånd, æggebakker, ægopbevaringsrum, rugemaskiner, udmugningsanlæg, ventilationssystem o. lign.

– Der må ikke anvendes samme udstyr, redskaber, overtrækstøj, fodtøj, fjerkrætransportkasser eller andet i stalde, huse eller løbegårde hos flere fjerkræarter, medmindre dette er blevet rengjort og desinficeret imellem anvendelse.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 5

Fodring og vanding

Efter bekendtgørelsens § 3 skal fjerkræ og andre fugle i fangenskab fodres og vandes indendørs eller under fast tag, der sikrer, at vilde fugle ikke kommer i kontakt med foder og vand.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre, at større vilde fugle blander sig med tamfjerkræet. Ved større vilde fugle forstår Fødevarestyrelsen i relation til bestemmelsen om fodring og vanding vilde fugle på størrelse med eller større end husskader.

Taget/overdækningen bør være lavet af et vandtæt materiale. Som alternativ til fast tag kan anvendes f.eks. en vandtæt presenning eller lignende materiale.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 6

Afskærmning af udendørsbassiner

Efter bekendtgørelsens § 5 skal udendørsbassiner mv., som fjerkræ og andre fugle i fangenskab har adgang til, være afskærmet således, at større vilde fugle ikke kan få adgang til bassinet.

Ved større vilde fugle forstår Fødevarestyrelsen i relation til bestemmelsen om afskærmning af udendørsbassiner mv. navnlig andefugle, mågefugle og rovfugle.

Reglen gælder både i situationer med lavt risikoniveau, jf. bekendtgørelsens § 5, og i situationer med middel risikoniveau, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1, der henviser til § 5.

Udendørsbassiner mv. omfatter alle typer af anlagte og naturlige søer, vandhuller og bassiner, som fjerkræ og andre fugle i fangenskab har adgang til i det fri. Endvidere omfatter udendørsbassiner mv. f.eks. vandbeholdere, tanke og kar, der er opstillet til brug for fjerkræ og andre fugle i fangenskab, hvis disse bassiner er beregnet til at svømme eller bade i. Er bassinet kun beregnet til drikkevand til fjerkræ og andre fugle i fangenskab, vil det være omfattet af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 3 og skal således være opstillet indendørs eller under fast tag.

Afskærmning af udendørsbassiner mod større vilde fugle kan i praksis foretages ved f.eks. at udspænde net (maksimalt 10 cm x 10 cm) over et udendørsbassin, der er beliggende i et indhegnet område.

Endvidere kan afskærmningen ske ved at anbringe udendørsbassiner under fast tag på et indhegnet område.

I situation med lavt risikoniveau vil det herudover være muligt at afskærme udendørsbassiner på andre måder, herunder f.eks. ved at udspænde mågetråd (maksimal afstand mellem tråde 25 cm) over bassinet eller ved etablere andre former for effektiv afskærmning.

Afskærmningen skal være effektiv.

Hvis et udendørsbassin ikke afskærmes effektivt, og større vilde fugle faktisk har adgang til bassinet, følger det omvendt af bekendtgørelsens § 5, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab ikke må have adgang til det pågældende udendørsbassin. Dette indebærer, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab f.eks. ikke må have uhindret adgang til et uafskærmet vandhul, der er beliggende i tilknytning til dyrenes udearealer. For at forhindre fjerkræ og andre fugle i fangenskab i at få adgang til et sådant udendørsbassin skal der opsættes hegn omkring bassinet.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 7

Vilkår for udstilling af gæs og ænder i situationer med lavt risikoniveau

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 7

Vilkår for udstilling af gæs og ænder i situationer med lavt risikoniveau

Efter bekendtgørelsens § 6 må gæs og ænder ikke tilføres samlinger, dyrskuer, udstillinger, markeder, auktioner mv., hvor der er andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab. Fødevareregionen kan dog efter en konkret risikovurdering tillade, at gæs og ænder udstilles på udstilling med andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab.

I forbindelse med tilladelser efter § 6, stk. 1, 2. pkt., bør regionen være opmærksom på, at følgende vilkår er opfyldt, før der gives tilladelse til at udstille gæs og ænder på udstillinger, hvor der også udstilles andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab i situationer med lavt risikoniveau

– Gæs og ænder må ikke udstilles i samme bygning som andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab.

– Ved ind- og udgangen til den bygning, hvor gæs og ænder udstilles, skal der være opstillet passende midler til desinfektion af fodtøj, f.eks. desinfektionsmåtter.

– Gæs og ænder må ikke transporteres sammen med andet fjerkræ eller andre fugle i fangenskab i forbindelse med udstilling.

Herudover gælder de almindelige regler i bekendtgørelse om dyrskuer, udstillinger og lignende samlinger af husdyr, bekendtgørelse om supplerende bestemmelser for omsætning af fjerkræ, bekendtgørelse af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr og bekendtgørelse om vaccination af fjerkræ mod Newcastle disease.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 8

Vilkår for samlinger mv. af fjerkræ og andre fugle i fangenskab i situationer med middel risikoniveau

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 8

Vilkår for samlinger mv. af fjerkræ og andre fugle i fangenskab i situationer med middel risikoniveau

Bekendtgørelsens § 8 indeholder et forbud mod afholdelse af udstillinger, markeder, auktioner, kapflyvning eller enhver anden samling af fjerkræ og andre fugle i fangenskab i situationer med middel risikoniveau.

Fødevareregionen kan dog give tilladelse til samling mv. af fjerkræ eller andre fugle i fangenskab, selvom situationen regionalt eller nationalt er i middel risikoniveau. Sådanne tilladelser vil som hovedregel kun kunne komme på tale i forbindelse med afholdelse af udstillinger, dueauktioner, og kapflyvninger.

I forbindelse med tilladelser til udstillinger, herunder dueauktioner, og kapflyvninger bør regionen være opmærksom på de almindelige regler, jf. denne vejlednings kapitel 7.

Herudover er det Fødevarestyrelsens opfattelse, at følgende vilkår bør være opfyldt, før der gives tilladelse til udstillinger for fjerkræ og andre fugle i fangenskab, dueauktioner, og kapflyvninger i situationer med middel risikoniveau

– Arrangørerne af udstillinger skal i forbindelse med ansøgning om tilladelse til at afholde sådanne samlinger redegøre for det deltagende dyrs arter og sporbarhed, og om der eventuelt vil ske salg/overdragelse af dyr.

– Arrangøren skal senest 4 dage inden samlingens afholdelse indberette antallet af dyr, art og ejers navn og adresse, samt dyrenes opholdssted (f.eks. i form af udstillingskataloger og startlister), til fødevareregionen.

– Arrangøren skal føre optegnelser over tilførte dyr med angivelse af dato, ejerens navn og adresse samt oplysninger om dyrenes antal, art, race/afstamning, særlige kendetegn og mærkning og sende optegnelserne til fødevareregionen senest én uge efter samlingens afholdelse. For fjerkræarters vedkommende angives de entydige individuelle identifikationer (chipmærkning eller fodring med individuelt løbenummer mv.). Der er ikke krav om individuel mærkning af stue- og volierefugle.

– For fjerkræ og andre fugle i fangenskab, som ikke er omfattet af bekendtgørelse om supplerende bestemmelser for omsætning af fjerkræ, herunder bl.a. stue- og volierefugle, bør der endvidere stilles vilkår om, at der skal føres en fuldstændig fortegnelse over køb og salg af dyr med angivelse af dato, fulde navn og adresse for såvel sælger/overdrager som køber/modtager samt oplysninger om dyrenes antal, art, race/afstamning, særlige kendetegn og eventuel mærkning. Fortegnelsen skal indsendes til fødevareregionen senest en uge efter udstillingens afholdelse.

– Fødevareregionen kan tillade udstilling af gæs og ænder, hvis der alene udstilles gæs og/eller ænder. Tilladelse til sådanne samlinger gives på tilsvarende vilkår, som er nævnt ovenfor.

– Gæs og ænder må ikke tilføres udstillinger, hvor andre arter af fjerkræ og andre fugle i fangenskab er udstillet, medmindre særlige biosikkerhedsforanstaltninger iagttages, jf. nærmere nedenfor.

Hvis fødevareregionen undtagelsesvis tillader, at gæs og ænder tilføres samme udstilling, hvor andre arter af fjerkræ og andre fugle i fangenskab er udstillet, bør følgende vilkår endvidere iagttages (særlige biosikkerhedsforanstaltninger)

– Gæs og ænder må ikke udstilles i samme bygning som andet fjerkræ og andre fugle i fangenskab.

– Ved ind- og udgangen til den bygning, hvor gæs og ænder udstilles, skal der være opstillet passende midler til desinfektion af fodtøj, f.eks. desinfektionsmåtter.

– Gæs og ænder må ikke transporteres sammen med andet fjerkræ eller andre fugle i fangenskab i forbindelse med udstilling.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 9

Særligt vedrørende motionering af duer

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 9

Særligt vedrørende motionering af duer

Efter bekendtgørelsens § 10 må duer foretage motionsture omkring dueslaget samt træningsture i en situation med middel risikoniveau. Det er Fødevarestyrelsens opfattelse, at der må foretages daglige motionsture på en vis varighed, og at duerne efterfølgende skal lukkes ind igen. Det er derimod ikke hensigten med bestemmelsen, at duer kan lukkes ud om morgenen og ind igen om aftenen.

For så vidt angår tilladelse til kapflyvning med duer i situationer med middel risikoniveau henvises til denne vejlednings kapitel 8.

Vejledning 2007 20 Historic

Kapitel 10

Særligt vedrørende rovfugle

Efter bekendtgørelsens § 11 må rovfugle foretage motionsture uden for indhegningen i en situation med middel risikoniveau.

Om varigheden af motionsture henvises til bemærkningerne i denne vejlednings kapitel 9 vedrørende motionering af duer.

Endvidere kan fødevareregionen tillade opvisning med rovfugle i en situation med middel risikoniveau på følgende betingelser

– Der har ikke været kliniske tegn på smitsom sygdom hos nogle af fuglene forud for opvisningen.

– Fuglene må ikke stamme fra en zone eller område, hvor der er restriktioner som følge af aviær influenza.

– Falkoneren må kun optræde med sine egne fugle.

– Falkoneren og fuglene må ikke have kontakt med andre fugle eller andet fjerkræ i forbindelse med opvisningen.

– Fuglene transporteres direkte til og fra arrangementet.

– Efter endt opvisning holdes fuglene under skærpet observation.

– Hvis der i fugleholdet forekommer sygdom eller dødsfald i op til to uger efter opvisningen, skal en dyrlæge kontaktes.

Fødevarestyrelsen, den 27. marts 2007

P.S.V.

E.B.

Birgit Hendriksen

/Christian Strøyer

Vejledning 2007 20 Historic

Vejledning om bekendtgørelse om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →