Cirkulæreskrivelse om etablering af lokale samarbejdsfora \n(Til samtlige politidirektører)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om etablering af lokale samarbejdsfora
(Til samtlige politidirektører)
1. Folketinget og regeringen har i forbindelse med vedtagelsen af politireformen lagt afgørende vægt på, at politiet også inden for den nye struktur med store politikredse bevarer og udbygger det fornødne lokalkendskab og en tæt kontakt til lokalsamfundet. Politiets kontakt med lokalsamfundet fremhæves endvidere i flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden for 2007-2010 som et særligt prioriteret område, der skal styrkes via lokalpolitiet på de enkelte politistationer bl.a. ved udarbejdelse af lokale samarbejdsplaner og ved etablering af lokale samarbejdsfora.
I bemærkningerne til lovforslaget om politi- og domstolsreformen er det anført, at det fremover vil være en naturlig opgave for lokalpolitiet at varetage de løbende formelle og uformelle kontakter med de enkelte kommuner og det øvrige lokalsamfund, og at lederen af lokalpolitiet på den enkelte politistation i vidt omfang vil kunne fungere som kontaktperson i det daglige for den pågældende kommune.
Det fremgår herudover af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 158 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget, at der i vidt omfang vil være behov for, at politikredsens overordnede rammer og mål med hensyn til både konkret kriminalitetsbekæmpelse og den kriminalpræventive indsats udmøntes lokalt, bl.a. i samarbejde mellem lokalpolitiet på den enkelte politistation og de lokale myndigheder, institutioner, organisationer og andre repræsentanter for lokalsamfundet.
Med henblik herpå og med henblik på i øvrigt at fremme det løbende praktiske samarbejde om løsningen af lokale kriminalitetsproblemer anfører Justitsministeriet videre i den nævnte besvarelse af spørgsmål nr. 158, at det efter ministeriets opfattelse vil være naturligt, at der efter politidirektørens nærmere bestemmelse etableres lokale samarbejdsfora (lokalråd) i de enkelte kommuner med repræsentanter for politiet, kommunen og det øvrige lokalsamfund. Det anføres samtidig, at den daglige leder af den lokalpolitienhed, der dækker området, normalt bør have ansvaret for at forberede og lede lokalrådets møder, så lokalpolitiet får det bredest mulige kendskab til, hvad der rører sig i lokalsamfundet. Også andre medarbejdere vil efter det anførte kunne deltage i lokalrådets møder med henblik på at sikre, at den nødvendige sagkundskab er repræsenteret i forhold til de emner, der drøftes.
Det fremgår dernæst af ministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 158, at lokalrådets opgaver navnlig vil være drøftelse af den kriminalitetsbekæmpende og kriminalpræventive indsats i lokalområdet, herunder i tilknytning til SSP-samarbejdet. Lokalrådet vil også kunne bidrage ved udarbejdelsen af en eventuel handlingsplan for lokalpolitiets arbejde i den pågældende kommune og vil bl.a. kunne drøfte, hvordan lokalsamfundet, herunder f.eks. foreninger, skoler, ungdomsklubber mv., kan inddrages aktivt i det lokale kriminalpræventive arbejde. Endelig anføres det i besvarelsen, at det vil være naturligt at omtale eventuelle handlingsplaner for lokalpolitiet i den samarbejdsplan for politikredsen, som politidirektøren ifølge retsplejelovens § 113 hvert år skal udarbejde og offentliggøre efter forudgående drøftelse i kredsrådet vedrørende politiets virksomhed.
Det bemærkes, at det fremgår af Folketingets Retsudvalgs betænkning over lovforslaget, at flertallet har lagt vægt på Justitsministeriets besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 158.
Justitsministeriet skal på den baggrund anmode politidirektørerne om at etablere lokale samarbejdsfora som nærmere beskrevet ovenfor.
Justitsministeriet, den 20. december 2006
Lene Volken Roesen