Vejledning om forebyggede foranstaltninger mod hvidvask og terrorfinansiering
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask og terrorfinansiering
Indholdsfortegnelse Punkt
Indledning og formål 1
Generelt om hvidvask og terrorfinansiering 7
Formål med lovgivningen - internationale regler 11
Hovedforpligtelserne 18
Andre forpligtelser 22
Sanktioner 24
Hvem er omfattet 32
Hvem skal registreres 52
Registrering hos Erhvervs- og selskabsstyrelsen 53
Registrering hos Finanstilsynet 62
Legitimation af kunder 66
Virksomhedernes kendskab til kunderne 79
Faste kundeforhold 84
Eksisterende kunder 101
Lejlighedskunder 108
Mistanke 114
Legitimation 115
Fysiske personer 117
Ikke fysiske personer 122
Kontrol af oplysninger ved hjælp af legitimationsdokumenter 124
Fysiske personer 127
Ikke fysiske personer 143
Ejer - og kontrolstruktur 149
Skærpede krav 160
Risikovurdering 177
Undtagelser 189
Oplysninger fra tredjemand 197
Formålet med forretningsforbindelsen 201
Opbevaring af oplysninger 211
Løbende overvågning 218
Undersøgelsespligt 221
Underretningspligt 226
Indikatorer for hvidvask 230
Indikatorer for terrorfinansiering 237
Gennemførelse af transaktioner 257
Undtagelser fra underretningspligten 259
Tavshedspligt 263
Forretningsgange, undervisning, ansvarlig person 271
Terrorlister 280
1. Indledning
Indledende bemærkninger
1. Denne vejledning vedrører lov nr. 117 af 27. februar 2006 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).
2. Hvidvaskloven gennemfører direktivet om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (3. hvidvask direktiv) og dele af Financial Action Task Force on Money Launderings (FATF) særlige anbefalinger til bekæmpelse af terrorfinansiering, der blev vedtaget i forbindelse med terrorangrebene 11. september 2001.
3. Den nye hvidvasklov har indført skærpede krav til de forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og terrorfinansiering, der i dag fremgår af hvidvaskloven. Dette er sket som led i den fortsatte indsats med bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering.
4. Vejledningen retter sig primært til de personer og virksomheder, der er omfattet af loven. Disse personer og virksomheder benævnes i denne vejledning ”virksomheder”.
5. Der er i vejledningen henvist til de relevante kapitler i hvidvaskloven. Hvis en bestemmelsen falder uden for dette kapitel, vil der blive henvist til bestemmelsen, mens der ikke henvises til lovbestemmelser inden for kapitlet.
Vejledningens formål
6. Formålet med denne vejledning er at give de af hvidvaskloven omfattede virksomheder vejledning om, hvordan virksomhederne skal forholde sig for at opfylde kravene i hvidvaskloven. Desuden er en del praktiske spørgsmål afklaret i vejledningen. Vejledningen er ikke udtømmende og behandler derfor ikke alle sider af hvidvaskloven. Vejledningen er udtryk for Finanstilsynets fortolkning af hvidvaskloven på tidspunktet for vejledningens udstedelse.
2. Hvad er hvidvask og terrorfinansiering
Generelt om hvidvask og terrorfinansiering – definitioner – hvidvasklovens kapitel 2
7. Ved hvidvask forstås
a) uberettiget at modtage eller skaffe sig eller andre del i økonomisk udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse,
b) uberettiget at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på anden måde efterfølgende virke til at sikre det økonomiske udbytte fra en strafbar lovovertrædelse eller
c) forsøg på eller medvirken til sådanne dispositioner.
8. Hvidvaskbegrebet i hvidvaskloven omfatter både handlinger, der er udført af den, der har begået før forbrydelsen (tredjemand), og handlinger udført af gerningsmanden.
9. Ved finansiering af terrorisme forstås finansiering af terrorisme som defineret i straffelovens § 114 b. Straffelovens § 114 b lyder således
»Med fængsel indtil 10 år straffes den, som
a) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,
b) direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til eller
c) direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a.«
10. Straffelovens § 114 lyder således: »For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade
a) Manddrab efter § 237.
b) Grov vold efter § 245 eller § 246.
c) Frihedsberøvelse efter § 261.
d) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.
e) Kapring af transportmidler efter § 183 a.
f) Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.
g) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.«
Formålet med lovgivningen – internationale regler m.v.
11. Hvidvaskloven gennemfører som nævnt 3. hvidvask direktiv (herefter direktivet). I direktivet er indarbejdet store dele af de reviderede anbefalinger til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, som FATF har vedtaget i juni 2003.
12. Direktivet ophæver de to foregående hvidvaskdirektiver, som er gennemført ved den tidligere hvidvasklov. Loven viderefører bestemmelser fra den tidligere hvidvasklov, der gennemfører dele af FATFs særlige anbefalinger til bekæmpelse af terrorfinansiering, der blev vedtaget i forbindelse med terrorangrebene 11. september 2001.
13. FATF er et mellemstatligt samarbejde, der blev etableret i 1989 af G-7 landene. Formålet med samarbejdet er at udvikle og fremskynde tiltag mod hvidvask og finansiering af terrorisme. Danmark deltager i dette samarbejde sammen med de øvrige daværende EU-lande. FATFs hjemmeside er: www.fatf-gafi.org.
14. FATF har som led i den øgede indsats mod terrorfinansiering og som en opfølgning på sine særlige anbefalinger til bekæmpelse af terrorisme fra 2001, revideret sine 40 anbefalinger i juni 2003. I dag omfatter disse anbefalinger ikke alene foranstaltninger mod hvidvask, men også foranstaltninger mod finansiering af terrorisme.
15. Revideringen af anbefalingerne bygger navnlig på FATFs erfaringer med udviklingen af nye tendenser indenfor hvidvask og terrorfinansiering. Således er der i anbefalingerne særligt fokus på brugen af juridiske personer og andre retlige arrangementer til at skjule den reelle ejer af ulovlige midler m.v. Revideringen af de 40 anbefalinger har derfor navnlig betydet mere detaljerede krav til virksomhedens kundekendskab.
16. Direktivet indarbejder store dele af FATFs 40 reviderede anbefalinger, således at disse internationale standarder bliver ensartet gennemført i EU. Ved udarbejdelsen af både 1. og 2. hvidvaskdirektiv har det været målet, at direktiverne skulle harmonere med de internationale standarder på området, herunder særligt FATFs anbefalinger. Direktivet er således også en følge af revideringen af FATFs 40 anbefalinger i juni 2003.
17. Denne vejledning er udarbejdet i overensstemmelse med FATFs anbefaling nr. 25, hvor det fremgår, at de kompetente myndigheder bl.a. skal udarbejde vejledninger.
Hovedforpligtelserne efter hvidvaskloven
18. Legitimation af kunder samt løbende overvågning § 12 (afsnit 5).
19. Opmærksomhedspligt/undersøgelsespligt ved komplekse eller usædvanlige transaktioner § 6 (afsnit 6).
20. Underretningspligt ved mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering § 7 (afsnit 7).
21. Krav om forretningsgange, intern kontrol samt undervisning af ansatte § 25 (afsnit 8).
Andre forpligtelser efter hvidvaskloven - § 2 og § 30
22. For forhandlere af genstande samt auktionsholdere er der i hvidvaskloven et forbud mod at modtage kontantbetalinger på 100.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger. F.eks. er bilforhandlere, guldsmede, pelsforhandlere omfattet af forbuddet. Ejendomsmæglere er også omfattet af kontantforbuddet, da en ejendom skal betragtes som en »genstand«. Private er ikke omfattet af forbuddet.
23. Forpligtelse til straks at overgive sedler og mønter til kompetente nationale myndigheder, hvis der er tilstrækkelig grund til at tro, at de er falske. I Danmark skal falske mønter og sedler overgives til politiet.
Sanktioner – hvidvasklovens kapitel 8 og 11
24. Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelse af hvidvaskloven. Det kan f.eks. foregå ved inspektioner i den enkelte virksomhed. Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har mulighed for at give påbud, hvis en virksomhed ikke overholder hvidvasklovens regler.
25. Finanstilsynet har mulighed for at give påbud om, at der skal foretages legitimation og indsamling af oplysninger i henhold lovens § 12, stk. 8. Hvis dette påbud ikke efterkommes, kan virksomheden straffes med bøde.
25a. Hvis en virksomhed nægter at lade sig registrere hos Erhvervs- og Selskabsstyrelse, kan virksomheden straffes med bøde
26. Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har mulighed for at pålægge en virksomhed tvangsbøder, hvis virksomheden nægter at give oplysninger, der er nødvendige til brug for overholdelsen af loven eller regler udstedt i medfør af loven. Bestemmelsen svarer til § 374, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
27. For at kunne anvende bestemmelsen om straf i hvidvaskloven er det en forudsætning, at virksomheden ikke kan straffes efter andre alvorligere bestemmelser for samme handling eller undladelse, f.eks. straffelovens § 290 om hæleri eller bestemmelsen i straffelovens § 114b, stk. 1, nr. 3 om bistand ved finansiering af terrorisme.
28. Forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af hvidvasklovens bestemmelser kan straffes med bøde eller fængsel.
29. Der er mulighed for at idømme fængsel i op til 6 måneder ved særlig grove eller omfattende overtrædelser af reglerne om underretningspligt, identifikation eller opbevaring af identitets- og transaktionsoplysninger. Anvendelsen af bestemmelsen vil især være aktuel i situationer, hvor der konkret ikke kan dømmes for hæleri, men hvor lovens bestemmelser mere systematisk ikke er overholdt, f.eks. hvor der (overvejende) ikke er krævet legitimationsoplysninger fra kunder, eller hvor oplysninger om kunder eller transaktioner (overvejende) ikke er opbevaret. Endvidere vil bestemmelsen kunne være anvendelig, hvis der ved beløbsmæssigt særlig store transaktioner ikke er krævet og/eller opbevaret legitimationsoplysninger.
30. Anvendelsen af bestemmelsen på manglende underretning kan være aktuel i situationer, hvor der er sikre oplysninger om, at virksomheden var bekendt med, at der konkret var underretningspligt. Virksomheden undlader at underrette f.eks. på grund af fortjenesten ved at gennemføre en transaktion trods en ikke afkræftet mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme.
31. Eksempelvis kan nævnes et vekselkontor, der trods kendskab til hvidvasklovens krav konsekvent ikke kræver identitetsoplysninger ved veksling af større beløb, eller en pengeoverførselsvirksomhed, der ikke opbevarer oplysninger om, på hvis vegne en transaktion er gennemført, eller overfører beløb uden nærmere undersøgelse trods en ansats velbegrundede mistanke om finansiering af terrorisme, uden at underrette Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet).
3. Hvilke virksomheder er omfattet - hvidvasklovens kapitel 1
Finansielle virksomheder, finansieringsinstitutter m.v.
32. Pengeinstitutter og realkreditinstitutter.
33. Fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber.
34. Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
35. Sparevirksomheder.
36. Udstedere af elektroniske penge. Omfattet af loven er både de virksomheder, der har tilladelse til at udstede elektroniske penge og de virksomheder, som er omfattet af undtagelsesreglerne i § 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed.
37. Forsikringsmæglere, når de formidler livsforsikring eller andre investeringsrelaterede forsikringer.
38. Udenlandske virksomheders filialer her i landet, der udøver virksomhed efter hvidvask-lovens § 1, stk. 1, nr. 1-8.
39. Investeringsforeninger og specialforeninger, kollektive investeringsordninger, fåmands-foreninger, innovationsforeninger og hedgeforeninger.
40. Vekselkontorer, dvs. virksomheder, der handler med valuta.
En butik, der hovedsageligt sælger andre varer, f.eks. en kiosk eller en købmandsbutik, kan også være omfattet af hvidvaskloven, hvis den veksler valuta for f.eks. turister.
En butik er ikke et vekselkontor, fordi den accepterer betaling i euro og giver penge tilbage i danske kroner.
41. Pengeoverførselsvirksomheder. En pengeoverførselsvirksomhed er karakteriseret ved, at den modtager penge, check eller andre monetære instrumenter på ét sted og udbetaler et tilsvarende beløb et andet sted i Danmark eller i udlandet.
Virksomheder, der driver virksomhed med overførsel af penge eller andre monetære instrumenter, er omfattet af hvidvaskloven.
Alle former for måder og systemer til at overføre penge på er omfattet af hvidvaskloven. De mest kendte pengeoverførselsvirksomheder er de virksomheder, der benytter sig af Western Unions og MoneyGrams pengeoverførselssystemer. Samlekontosystemer er også omfattet af hvidvaskloven, når det er et led i virksomhedens erhvervsmæssige virksomhed. Et samlekontosystem er en virksomhed, der modtager penge og samler dem på en konto i en bank, hvorefter pengene overføres til en eller flere beløbsmodtagere.
Post- og pengetransportvirksomheder, der overfører penge og andre værdier, er omfattet af loven. Transport af den daglige omsætning eller pengeinstitutters kontantforsyning er dog ikke omfattet, medmindre der finder et ejerskifte sted som led i transporten, det vil sige retten til at disponere over pengene overdrages til en anden.
42. Øvrige virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver en eller flere af følgende aktiviteter
a) Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler.
b) Udlånsvirksomhed, herunder bl.a.
- forbrugerkreditter,
- realkreditlån,
- factoring og diskontering,
c) Finansiel leasing.
d) Betalingsformidling.
e) Udstedelse og administration af betalingsmidler (kreditkort, rejsechecks, bankveksler).
f) Sikkerhedsstillelse og garantier.
g) Transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende
- pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.)
- valutamarkedet
- finansielle futures og optioner
- valuta- og renteinstrumenter
- værdipapirer.
h) Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed.
i) Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål og rådgivning samt tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder.
j) Pengeformidling (money broking).
k) Porteføljeadministration og – rådgivning.
l) Opbevaring og forvaltning af værdipapirer.
m) Boksudlejning.
43. For virksomheder nævnt i pkt. 42 er det ikke længere en betingelse, at aktiviteterne skal udøves som hovedaktivitet.
44. Danmarks Nationalbank, i det omfang den udøver tilsvarende virksomhed som pengeinstitutter. Nationalbanken er ikke omfattet af direktivets anvendelsesområde. Nationalbanken er ikke underlagt tilsyn i medfør af hvidvaskloven.
Andre typer af virksomheder
45. Advokater, når de deltager med bistand ved planlægning eller udførelse af transaktioner for deres klienter i forbindelse med
a) køb og salg af fast ejendom eller virksomheder,
b) forvaltning af klienters penge, værdipapirer eller andre aktiver,
c) åbning eller forvaltning af bank-, opsparings- eller værdipapirkonti,
d) tilvejebringelse af nødvendig kapital til oprettelse, drift eller ledelse af virksomheder,
e) oprettelse, drift eller ledelse af virksomheder eller
f) anden forretningsmæssig rådgivning.
46. Advokater, når de på deres klients vegne og for dennes regning foretager en finansiel transaktion eller en transaktion vedrørende fast ejendom.
47. Advokater er kun omfattet i relation til deres klienter. De er derfor ikke underretnings-pligtige, hvis de afviser en henvendelse fra en person, hvor der er mistanke om hvidvask og terrorfinansiering, hvis personen ikke har klientstatus.
48. Statsautoriserede og registrerede revisorer.
49. Ejendomsmæglere. Personer, der er registreret som ejendomsmæglere hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er omfattet.
50. Personer og virksomheder, der erhvervsmæssigt leverer ydelser, som ligger tæt op af den virksomhed, der udøves af advokater, revisorer og ejendomsmæglere, herunder skatterådgivere og eksterne bogholdere.
51. Udbydere af tjenesteydelser til virksomheder. Denne bestemmelse er en opsamlingsbestemmelse i forhold til revisorer og advokater og omfatter eksempelvis følgende virksomhed
a) Selskabsfabrikanter, der stifter og anmelder selskaber for andre end sig selv. Herunder falder »Skuffeselskabsfabrikanter«, som er personer eller virksomheder, der erhvervsmæssigt søger for stiftelse og registrering af selskaber med henblik på senere videresalg af selskabet.
b) Kontorhotel. Et kontorhotel stiller adresse og/eller kontorydelser som f.eks. reception og telefontjeneste til rådighed for virksomheder.
c) Personer, der som led i sit erhverv fungerer som ledelsesmedlem på vegne af tredjemand eller sørger for at andre gør det. Direktører og bestyrelsesmedlemmer vil normalt ikke være omfattet. Personer, der som sit erhverv tilbyder udenlandske virksomheder at stå for ledelsen af virksomhedens dattervirksomhed i en opstartfase derimod være omfattet.
d) Personer, der erhvervsmæssigt fungerer som aktionærer for aktionæren eller sørger for at andre gør det. Der er tale om de såkaldte nominees, der indskriver aktier i eget navn i aktionærfortegnelsen, men hvor aktierne ejes af andre.
e) Forvaltere/administratorer/trustees.
Forvaltere og administratorer er virksomheder – bortset fra advokater, pengeinstitutter og revisorer - der har til opgave at forvalte eller administrere fondes midler.
Trustees er personer, som stifteren af en trust har udpeget til at forvalte trustens midler.
Denne type virksomheder skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at kunne drive forretning.
4. Hvilke virksomheder skal registreres - hvidvasklovens kapitel 8
52. Nedenfor er opremset de virksomhedsformer, der i henhold til hvidvaskloven skal registreres henholdsvis i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og i Finanstilsynet.
Registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
53. For lovligt at kunne udøve nedennævnte former for erhvervsvirksomhed skal virksomheden registreres i et særligt register - www.virk.dk/hvl-reg . - i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
a) Virksomheder, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling eller overførsel af penge og andre værdier, jf. hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 11.
b) Udbydere af tjenesteydelse til virksomheder, med mindre der er tale om statsautoriserede og registrerede revisorer, eller advokater, der udøver aktiviteter som beskrevet i hvidvasklovens § 1 stk. 1, nr. 13.
c) Pkt. a) og b) gælder dog ikke, hvis virksomheden allerede er registreret i Finanstilsynet som f.eks. et pengeinstitut.
54. Registrering kan ske enten elektronisk via www.virk.dk/hvl-reg. eller virksomheden kan udskrive en papirblanket på www.eogs.dk eller www.virk.dk og sende den til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Kampmannsgade 1, 1780 København V. Blanketten kan også fås ved at kontakte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på telefon 33 30 77 00
55. Registreringen via internettet foretages på www.virk/hvl-reg . Her vælger virksomheden feltet »Start her« under Virksomhed, tilmeld, rediger eller frameld.
56. Virksomheden skal bruge en digital signatur for at sikre, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan se, hvem der har registreret oplysninger. En revisor eller advokat kan også benytte en digital signatur og derved foretage registreringen for virksomheden.
57. Anden form for registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen undtager ikke fra pligten til at foretage særskilt registrering. At virksomheden har et cvr-nr., fritager således ikke virksomheden fra fornyet registrering. Det samme gør sig gældende for evt. registrering i Næringsbasen.
58. Registreringen omfatter virksomhedens reelle ejere, den registrerede eller anmeldte ledelse og den eventuelle daglige bestyrer. Herudover omfatter registreringen virksomhedens cvr-nr. For forretningssteder omfatter registreringen desuden virksomhedens eventuelle P-nummer, virksomhedens navn og adresse, eventuelle tilknytning til agentur- eller franchisgiver samt virksomhedstype.
59. Sker der ændringer i virksomheden, som medfører ændring af de registrerede oplysninger, skal der ske særskilt anmeldelse om dette til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Tidligere strafbare forhold
60. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretager en såkaldt »fit and proper undersøgelse« af virksomheder, inden de optages i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register.
61. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal i forbindelse med fit and proper undersøgelsen undersøge, om de reelle ejere eller medlemmer af ledelsen i den anmeldte virksomheder dømt for et strafbart forhold, som begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indhenter til brug for undersøgelsen en straffeattest på de relevante personer. Dette sker på baggrund af samtykke fra de relevante personer.
Registrering hos Finanstilsynet
62. Virksomheder, som er nævnt i denne vejlednings pkt. 42, skal registreres hos Finanstilsynet. Andre virksomheder, som allerede er under tilsyn af Finanstilsynet, skal ikke indsende et anmeldelsesskema.
63. Personer og virksomheder, som er nævnt i pkt. 42, er forpligtede til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for at Finanstilsynet kan føre tilsyn.
64. Personen eller virksomheden bliver registreret hos Finanstilsynet ved at henvende sig til Finanstilsynet og rekvirere et anmeldelsesskema. Anmeldelsesskemaet udfyldes og indsendes til: Finanstilsynet, Gl. Kongevej 74 A, 1850 Frederiksberg C. Efterfølgende modtages en bekræftelse på, at virksomheden er registreret.
65. En anden mulighed for registrering, er at foretage registreringen elektronisk. På Finans-tilsynets hjemmeside under fanen ”andre indberetninger og ansøgninger” findes et anmeldelsesskema til brug for registreringen. Anmeldelsesskemaet kan udfyldes elektronisk og indsendes vedhæftet en e-mail eller printes og sendes pr. post. Efterfølgende modtages en bekræftelse på, at virksomheden er registreret.
5. Legitimation af kunder og løbende overvågning m.v. - hvidvasklovens kapitel 4
Krav til kundekendskab
66. Hvidvaskloven indeholder en række krav til kundekendskab og legitimation, der i over-sigtsform kan beskrives på følgende måde
67. Virksomhederne skal have kendskab til deres kunder, således at virksomhederne er over-bevist om, at kunden er den, som kunden giver sig ud for at være.
68. Kunden skal identificere sig ved at levere visse identitetsoplysninger om sig selv.
69. Virksomheden skal kontrollere disse oplysninger ved hjælp af legitimationsdokumenter.
70. Virksomheden skal træffe rimelige foranstaltninger for at klarlægge virksomhedskunders ejer- og kontrolstrukturer, og de reelle ejere skal identificeres.
71. I visse tilfælde stiller hvidvaskloven særligt skærpede krav til kundekendskabet ud fra en vurdering af, at der i disse tilfælde er en særlig risiko for hvidvask eller terrorfinansiering. Loven giver dog mulighed for at foretage legitimationsproceduren ud fra en risikovurdering, således at der ikke i alle tilfælde stilles de samme krav til kundekendskabet.
72. Hvidvaskloven indeholder mulighed for at undtage fra kravene til kundekendskab i forhold til nærmere opregnede kunder, produkter og transaktioner, hvor risikoen for hvidvask og terrorfinansiering vurderes at være lille.
73. Loven giver virksomheden mulighed for, under særlige betingelser, at benytte identitetsoplysninger m.v., der er indhentet af tredjemand.
74. "Kend–din-kunde-princippet" indebærer, at kunden skal oplyse om formålet med forretningsforbindelsen samt det tilsigtede omfang heraf.
75. Der må ikke gennemføres en transaktion for en kunde, før legitimationsproceduren er gennemført.
76. Oplysninger vedrørende identitet og transaktioner skal noteres og opbevares.
77. Kundeforholdet skal løbende overvåges.
78. I det følgende behandles de enkelte punkter særskilt.
Virksomhederne skal have kendskab til deres kunder
79. Virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, skal have kendskab til deres kunder, før der optages forretningsmæssig forbindelse.
80. Ved "kunder" forstås fysiske personer samt juridiske personer af enhver art, fx selskaber, kommuner, foreninger og fonde. Normalt er aktionærer i virksomheden selv ikke omfattet af begrebet "kunde".
81. Ved "forretningsmæssig forbindelse" forstås et forretningsmæssigt, erhvervsmæssigt eller kommercielt forhold, som er knyttet til den erhvervsvirksomhed, der udøves af de virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, og som på det tidspunkt, hvor kontakten etableres, forventes at være af en vis varighed. Der skal således være tale om et fast kundeforhold i modsætning til lejlighedskunder. Et fast kundeforhold omfatter eksempelvis dels åbning af konti og depoter vedrørende kundens midler og dels etablering af kundeforhold, hvor kunden løbende skal debiteres for modtagne ydelser (f.eks. revisionsmæssig bistand, bogføring eller rådgivning).
82. Et lejlighedskundeforhold kan senere (og ikke kun når kontakten etableres) vise sig at have en sådan karakter, at det må betragtes som et fast kundeforhold.
83. Kravet om kundekendskab betyder, at kan virksomheden ikke indhente de af hvidvaskloven krævede oplysninger, skal virksomheden undlade at optage en forretningsmæssig forbindelse med kunden eller afslutte forbindelsen til kunden. Desuden skal virksomheden overveje at foretage en underretning om en mistænkelig transaktion. Bestemmelsen betyder endvidere, at der ikke må oprettes anonyme konti, anonyme bankbøger eller konti under falske navne. For livs- og pensionsforsikringsselskaber se dog pkt. 189.
Faste kundeforhold
84. Som eksempler på faste kundeforhold kan nævnes
85. I pengeinstitutter: åbning af konto, herunder overførsel af kundeforhold mellem pengeinstitutter, VP-konto, kreditgivning, remburser, garantier mv. Pengeinstitutter kan også drive virksomhed som vekselkontor eller pengeoverførselsvirksomhed, derfor gælder pkt. 94 og 95 også for pengeinstitutter.
86. I realkreditinstitutter: Optagelse af et realkreditlån.
87. I fondsmæglerselskaber: Aftaler om levering af investeringsservice, f.eks. om formidling af, porteføljepleje med, opbevaring og forvaltning af eller rådgivning om værdipapirer.
88. I investeringsforvaltningsselskaber, der udfører virksomhed omfattet af lov om finansiel virksomhed § 10, stk. 2, jf. Bilag 4, Afsnit A, nr. 3 og 5: Ved indgåelse af aftaler om skønsmæssig porteføljepleje henholdsvis opbevaring og forvaltning i forbindelse med de i bilag 5, nr. 4 nævnte instrumenter (andele i investeringsforeninger m.v.).
89. Ved livsforsikringsselskaber og pensionskasser: Indgåelse af en livs- eller pensionsforsikringsaftale.
90. Ved sparevirksomheder: Åbning af en indlånskonto.
91. Ved e-penge: Åbning af en e-pengekonto, uanset om der er tale om genopladelige kort eller ej. E-penge er defineret i § 308, i lov om finansiel virksomhed.
92. Ved forsikringsmæglere, når de formidler livsforsikring eller andre investeringsrelaterede forsikringer: Indgåelse af aftale om oprettelse af en forsikring.
93. Ved kontoførende investeringsforeninger omfattet af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.: Oprettelse og føring af det medlems konto i tilfælde, hvor medlemmet har direkte kontakt til foreningen.
94. Ved vekselkontorer kan følgende eksempler på faste kundeforhold nævnes
a) Indgåelse af aftale om at gennemføre flere vekslingstransaktioner ved en senere lejlighed,
b) Kunder der knyttes til virksomheden via loyalitetsprogrammer, hvor det kan forventes, at kunden veksler penge ved flere lejligheder i fremtiden.
c) Kunder, der udstyres med et kundenummer eller anden identifikation eller har særlige aftaler om kurser o.l. eller særlige aftaler om ekspedition et andet sted end der, hvor den almindelige ekspedition foregår.
d) Andre kunder, hvor man konstaterer, at de jævnligt veksler store beløb.
95. Ved pengeoverførselsvirksomhed kan følgende eksempler på faste kundeforhold nævnes
a) Indgåelse af aftale om kommende regelmæssige overførsler,
b) Kunder der knyttes til virksomheden via loyalitetsprogrammer, hvor det kan forventes, at kunder laver flere transaktioner i fremtiden.
c) Kunder der jævnligt overfører store beløb. Omfattet er desuden kunder, der udstyres med et kundenummer eller anden identifikation eller særlige aftaler om ekspedition et andet sted end der, hvor den almindelige ekspedition foregår.
96. Ved advokater: Yder bistand eller udfører transaktioner for deres klienter. Når der indgås en aftale mellem en klient og en advokat, er der tale om et fast kundeforhold, uanset rådgivningens omfang.
97. Ved statsautoriserede og registrerede revisorer: Indgåelse af aftale med klient om opgaver omfattet af lov om statsautoriserede og registrerede revisorer, eller aftale om en rådgivningsopgave uden for denne lov, såfremt opgaven ikke har karakter af en opgave for en lejlighedskunde.
98. Ved ejendomsmæglere: Både køber og sælger i en ejendomshandel er faste kunder. Også personer, der afgiver et købstilbud er faste kunder. Derimod vil personer, som lader sig indskrive i et køberkartotek eller som udviser interesse for bestemte udbudte ejendomme normalt ikke – på dette tidspunkt - være omfattet af begrebet ”fast kunde”.
99. I forordning om oplysninger om indbetaler ved pengeoverførsler stilles krav om, at kunden identificeres. Dette fremgår af artikel 4 og 5 i forordningen. For pengeoverførselsvirksomheder betyder det, at virksomheden skal kræve legitimation fra en kunde, når transaktionen er på mere end 1.000 euro. Forordningen hænger sammen med hvidvaskdirektivet, da der stilles samme krav til legitimationen begge steder.
100. Andre eksempler på faste kundeforhold
a) Debitorer på låneaftaler, købekontrakter, leasingaftaler, konto- og kreditkortaftaler.
b) Samarbejdspartnere, for eksempel autoforhandlere og andre leverandører, hvor der etableres et formaliseret forretningssamarbejde, typisk i forbindelse med udbud af finansielle produkter.
c) Factoringkunder, som er den virksomhed, hvis fordringer overdrages/belånes (i modsætning til debitor på den overdragne fordring).
Eksisterende kunder
101. Kravet om kundekendskab gælder også for eksisterende kundeforhold, der er stiftet før lovens ikrafttræ den 1. marts 2006. Princippet gælder ligeledes for eksisterende kundeforhold, der er etableret før den oprindelige hvidvasklovs ikrafttræ den 1. juli 1993. Dette betyder, at der blandt andet skal indhentes legitimationsdokumenter på de eksisterende kunder, hvor de foreliggende legitimationsoplysninger vurderes ikke at opfylde hvidvasklovens krav.
102. Legitimation og indsamling af oplysninger kan ske på et passende tidspunkt ud fra en konkret risikovurdering. Risikovurderingen skal foretages ud fra kundeforholdet eller produktets karakter. I vurderingen kan også indgå tidligere kendskab til kunden.
103. Hvad der nærmere skal forstås ved et passende tidspunkt er ikke fastlagt. Det er op til den enkelte virksomhed at vurdere dette. Et passende tidspunkt kan for eksempel være i forbindelse med, at en kunde henvender sig til et pengeinstitut om et nyt produkt, som kunden ønsker. Eller når en kunde henvender sig om en større transaktion.
104. Det vil derfor normalt ikke være nødvendigt, at der tages særskilt kontakt med kunden for at indhente manglende oplysninger og dokumentation fra kunden. Men det kan ske, når virksomheden alligevel er i kontakt med kunden i anden anledning. Hvis virksomheden har mistanke til kunden, skal virksomheden dog særskilt indhente de nødvendige oplysninger og dokumentation. Det samme gælder, hvis virksomheden ikke har været i kontakt med kunden i en årrække, og der ikke er udsigt til, at virksomheden vil få kontakt med kunden inden for en overskuelig fremtid.
105. Ud fra en risikovurdering vil virksomheden i mange tilfælde kunne undlade at indhente legitimation og information om formål og omfang. Virksomheden kan i stedet nøjes med at kontrollere kundens cpr-nr. i folkeregistret. Det kan være tilfældet, når der er tale om en mangeårig kunde, der har et sædvanligt kundeforhold. Det forudsættes dog, at de årlige indberetninger til SKAT ikke har givet anledning til problemer, og at forholdene i øvrigt fremstår som normale. Det følger heraf, at virksomheden i disse tilfælde kan undlade at indhente yderligere informationer om formålet og omfanget af kundeforholdet, idet dette fremgår implicit af kundeforholdets karakter.
106. På kunder – f.eks. kunder bosat i udlandet – hvor kendskab til kundens identitet ikke understøttes af, at kontoen i mange år har været indberettet til skattemyndighederne, uden at dette har givet anledning til tilbagemeldinger om fejl, bør oplysningerne indhentes, hvis kontoen bruges løbende eller har et større indestående. Oplysningerne skal indhentes, hvor kundens identitet ikke kan understøttes af indberetninger til skattemyndighederne.
107. Finanstilsynet forventer, at virksomheden har gennemført de nødvendige procedurer for alle kunder senest 1. januar 2009. Dog skal de nødvendige procedurer jf. pkt. 106 sker hurtigst muligt. For livs- og pensionsforsikring se pkt. 189.
Lejlighedskunder
108. Lejlighedskunder er kunder, hvor der ikke er tale om en fast forretningsforbindelse eller et fast kundeforhold. Her gælder kravet om kundekendskab normalt ikke.
109. Er der tale om en enkelttransaktion for kunder, gælder kravet om kundekendskab alene, når kunden har en transaktion på 100.000 kr. eller derover. Det gælder uanset om transaktionen er opdelt i flere mindre transaktioner, der tilsammen udgør 100.000 kr. eller derover. Kendes transaktionens størrelse ikke, skal der indhentes legitimation, så snart der er en formodning om, at transaktionen samlet overstiger 100.000 kr. Grænsen på 100.000 kr. gælder ikke ved pengeoverførsler.
110. Mange af pengeoverførselsvirksomheders og vekselkontorers kunder vil være lejligheds-kunder. Men der er tale om en fast kunde, hvis den samme kunde vender tilbage med jævne mellemrum, selvom virksomheden ikke opretter en konto eller nogen form for aftale i øvrigt. Se også pkt. 99.
111. For statsautoriserede og registrerede revisorer er lejlighedskunder mindre enkeltstående rådgivningsopgaver for personer eller erhvervsvirksomheder, som revisor ikke har andre forretningsmæssige relationer til.
112. Sælger ifølge købekontrakter, hvor der ikke er indgået et formaliseret forretningssamarbejde betragtes som en lejlighedskunde.
113. Køber af leaset udstyr eller andet løsøre, der realiseres ved leasingaftalens udløb eller sælges som led i en misligholdelsesprocedure, betragtes som en lejlighedskunde, medmindre der er indgået formaliserede samarbejdsaftaler med disse.
Mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme
114. Uanset transaktionsbeløbets størrelse skal der altid kræves de nødvendige kundeoplysninger, når der er mistanke om, at transaktionen har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Kunden skal identificere sig ved at levere visse identitetsoplysninger
115. For at muliggøre en effektiv efterforskning er det nødvendigt, at de regulerede virksomheder har kendskab til deres kunder. Det enkelte kundeforhold skal derfor entydigt kunne identificeres. Den virksomhed, der optager en forretningsforbindelse med en kunde, skal være overbevist om, at kunden er den person, som vedkommende udgiver sig for.
116. Virksomheden skal løbende opdatere oplysningerne om kunden, hvis der er tvivl om tidligere modtagne oplysninger om kundens identitet.
Fysiske personer
117. Hvis kunden er en fysisk person, skal identitetsoplysningerne omfatte navn, permanent adresse og cpr-nr. eller andet identifikationsnummer, hvis kunden ikke har et cpr-nr. Pasnummer kan træde i stedet for cpr-nr., når det kombineres med oplysning om fødedata (fødselsdato og fødested) eller lignende entydig identifikationsnummer kombineret med fødedata.
118. I et interessentskab er det interessenterne, der skal identificeres.
119. Ved dødsboer gælder som udgangspunkt, at alle arvinger skal legitimeres, uanset at der er udpeget en bobestyrer. Det fremgår af § 15 i hvidvaskloven, at hvis en virksomhed har viden eller formodning om, at en transaktion udføres i henhold til fuldmagt, skal den reelle kundes identitet kræves oplyst. Se også pkt. 207.
120. Ved gruppeforsikringsordninger, hvor der ikke udstedes selvstændige policer, er det arbejdsgiveren/foreningen, der skal identificeres. Det gælder, hvis f.eks. en sportsforening har tegnet en gruppelivsordning for sine medlemmer.
121. I forhold til arbejdsmarkedspensioner og firmaordninger er det medarbejderen, der skal identificeres.
Kunder der ikke er fysiske personer (erhvervsvirksomheder, foreninger m.v.)
122. Identifikationsoplysningerne skal omfatte, navn, adresse og cvr.nr. eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et cvr-nr.
123. Nogle mindre foreninger uden et cvr-nr. kører på f.eks. formandens eller kassererens cpr-nr. og indberettes til SKAT under dette med en eller anden særlig angivelse. Cpr-nr. kan i disse tilfælde erstatte et cvr-nr. De nævnte personer skal legitimere sig som fysiske personer.
Kontrol af oplysninger ved hjælp af legitimationsdokumenter
124. Det påhviler de af hvidvaskloven omfattede virksomheder at skaffe sig sikkerhed for kundens identitet, der skal berigtiges ved hjælp af den nødvendige dokumentation.
125. Kontrol af kundens identitet skal ske på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger, der er indhentet fra pålidelige og uafhængige kilder. Det er en konkret vurdering, hvor meget dokumentation, kunden skal forevise, for at der er tale om en tilstrækkelig legitimation af kunden. Den pågældende virksomhed, der optager en forretningsforbindelse med kunden, skal være overbevist om, at der er tale om den pågældende person. Legitimationen skal dog indeholde de i pkt. 117 og 122 nævnte oplysninger.
126. Der kræves ikke altid originale dokumenter. Hvis kunden er fysisk tilstede, vil Finanstilsynet forudsætte, at virksomheden ser originale dokumenter. Hvis kunde ikke er fysisk tilstede, vil en kopi af dokumentet kunne accepteres. Hvidvaskloven stiller supplerende krav til legitimation, når kunden ikke er fysisk tilstede.
Fysiske personer
127. Den bedste legitimation er billedlegitimation udstedt af en offentlig myndighed
a) EU-førerbevis (kørekort)
b) Gyldigt pas
c) Forsvarets identitetskort
d) Natopas
e) Paskvittering (blåt kort med billede)
f) Politilegitimationskort
g) Asylkort
128. Digital signatur kan anvendes på samme måde som de i pkt. 127 nævnte dokumenter, såfremt der er tale om kvalificerede elektroniske signaturer, som nævnes i de følgende punkter
129. Kvalificerede elektroniske signaturer, som er udstedt i overensstemmelsen med lov om elektroniske signaturer, anses for at opfylde kravene til legitimationsdokumenter for kunder, som er fysiske personer, jf. hvidvasklovens § 12.
130. Desuden anses andre kvalificerede elektroniske signaturer, der lever op til kravene i EU-parlamentets og Rådets Direktiv 1999/93/EF, at opfylde kravene til legitimationsdokumenter, jf. hvidvasklovens § 12.
131. Andre kvalificerede elektroniske signaturer skal opfylde de i pkt. 132 til 134 nævnte betingelser
132. Det kvalificerede certifikat skal være udstedt af
a) Et nøglecenter etableret inden for EU/EØS, der udsteder kvalificerede certifikater i henhold til Direktiv 1999/93/EF, eller
b) Andre nøglecentre etableret inden for EU/EØS, hvor den af hvidvasksloven omfattede virksomhed eller person allerede tidligere har accepteret certifikatet som pålideligt. Accepten sker på baggrund af en dokumenteret undersøgelse af nøglecentrets rygte og certificeringsprocedurer, eller
c) Nøglecentre etableret i et tredjeland, hvor nøglecentrets identifikationsprocedurer som minimum overholder krav svarende til de krav, der stilles i lov om elektroniske signaturer og regler udstedt i medfør heraf.
133. Udstedelsesproceduren skal kræve, at ansøgeren møder personligt frem ved identifikationen, enten hos udstederen/nøglecentret eller hos den, der har fået delegeret identifikations-proceduren.
134. Det kvalificerede certifikat må ikke være udstedt under et pseudonym.
135. OCES digitale signaturer opfylder kravene til legitimationsdokumenter for kunder, som er fysiske personer, jf. hvidvasklovens § 12, såfremt udstedelsesproceduren for certifikatet udover den eksisterende registreringsprocedure sikrer, at
a) brugerens identitet sikres ved indtastning af oplysninger, der dokumenterer, at kunden er i besiddelse af 1 af de i pkt. 127 nævnte dokumenter samt 1 af de i pkt. 138a-138c nævnte dokumenter. De indtastede data skal sammenholdes med de relevante registre.
b) i de tilfælde, hvor en kunde ikke er i besiddelse af de i pkt. 135a nævnte dokumenter, vil udstedelse kræve fysisk fremmøde og præsentation af et af de i pkt. 127 angivne legitimationsdokumenter.
136. Spørgsmålet om digital signatur (kvalificerede elektroniske signaturer) har kun kort været drøftet i EU. Hvis EU-Kommissionen eller FATF tager stilling på dette område, vil denne vejledning blive rettet i overensstemmelse hermed.
137. Da billedlegitimation ofte ikke indeholder oplysninger om adresse, skal virksomheden sikre oplysninger om adresse på anden vis. Dette kan ske ved at få adressen bekræftet ved besøg hos kunden, kontrol i cpr-registret, forevisning af sygesikringsbevis, forelæggelse af seneste selvangivelse, kontoudtog fra et pengeinstitut eller lignende dokumentation, kontrol i telefonbog eller tilsvarende.
138. Hvis kunden ikke er i besiddelse billedlegitimation, må virksomheden sikre sig bedst muligt på anden vis. Dette kan være ved andre former for legitimationsdokumenter som f.eks.
a) Dansk sygesikringsbevis (med cpr-nr.)
b) Dåbs- eller navneattest (med cpr-nr.)
c) Skattekort (med cpr-nr.)
d) Den nugældende OCES (Offentlige Certifikater til Elektronisk Services) digital signatur
139. Da de i pkt. 138 nævnte legitimationsdokumenter ikke giver samme sikkerhed for kundens identitet som billedlegitimation, bør der normalt foretages supplerende handlinger. Det kan f.eks. ske ved at køre oplysningerne op mod cpr-registret. Men det kan også være andre foranstaltninger, der medvirker til at sikre kundens identitet.
140. Såfremt en myndig person henvender sig for at oprette en konto til et barn, skal barnets cpr-nr. dokumenteres i form af sygesikringsbevis (eller eventuelt en kopi heraf), evt. dåbs- eller navneattest (eller eventuelt kopi heraf), evt. skattekort (eller eventuelt kopi heraf).
141. Opretteren skal også legitimere sig på sædvanlig måde, medmindre vedkommende allerede er kunde i pengeinstituttet.
142. Under konkrete omstændigheder kan det accepteres – som et alternativ til billedlegitimation – at en hjemløs bliver ledsaget af en person fra kommunen, der kan bekræfte den pågældendes identitet.
Kunder der ikke er fysiske personer, herunder erhvervsvirksomheder, foreninger m.v. (virksomhedskunder)
143. Legitimationen afhænger af virksomhedskundens juridiske form.
144. Legitimationen kan f.eks. bestå af: Sammenskrevet resumé fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, udskrift fra Det Centrale Virksomhedsregister (hvis ikke selskabet er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) eller vedtægter med tegningsregler (for foreninger og fonde som ikke har et cvr-nr.).
145. Enkeltmandsvirksomheder legitimerer sig som fysiske personer.
146. Et interessentskab er en sammenslutning med økonomisk formål, hvor alle deltagerne hæfter direkte og solidarisk med hele deres formue for selskabets forpligtelser. Det er således en sammenslutning af fysiske og/eller juridiske personer. Det betyder, at personerne i selskabet skal identificeres.
147. Selskaber, som er registreret i udlandet, kan legitimere sig ved en udskrift om selskabet, som kan opnås fra det udenlandske officielle registreringskontor.
148. Udenlandske selskaber, som ikke er registreret i et udenlandsk register, kan f.eks. legitimere sig ved vedtægter med tegningsregler. De to sidst nævnte kan evt. søges bekræftet hos det lokale danske konsulat eller selskabets pengeinstitut.
Ejer- og kontrolstrukturer skal klarlægges, og virksomhedskundens reelle ejere skal identificeres
149. Ved reelle ejere forstås: fysiske personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer kunden eller den fysiske person, på hvis vegne en handling eller transaktion gennemføres, herunder
a) Personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer et selskab ved direkte eller indirekte ejerskab eller kontrol over mere end 25 pct. af ejerandelene eller stemmerettighederne i selskabet, bortset fra selskaber, hvis ejerandele handles på et reguleret marked.
b) Personer, som på anden måde udøver kontrol over et selskabs ledelse.
c) Personer, som ifølge en fonds vedtægter eller på anden måde skal modtage 25 pct. eller mere af en fond eller andet lignende retligt arrangements uddelingsmidler eller andre formuegoder, hvis disse personer er kendt.
d) Den personkreds, i hvis hovedinteresse en fond eller et andet lignende retligt arrangement er blevet oprettet eller fungerer.
e) Personer, der udøver kontrol over mindst 25 pct. af en fonds eller et andet lignende retligt arrangements uddelingsmidler eller andre formuegoder.
150. Identifikation og eventuel legitimation af en virksomheds reelle ejere skal ikke opfyldes, såfremt virksomhedskunden er
a) Et selskab, der er børsnoteret eller handles på et andet reguleret marked eller
b) Den umiddelbare ejer af virksomheden, er et selskab, der er børsnoteret eller handles på et andet et reguleret marked.
151. Regulerede markeder er defineret i hvidvasklovens § 3, stk. 1, nr. 3. Begrundelsen for undtagelsen er, at børsnoterede selskaber er underlagt krav om offentliggørelse af ejerkredsen.
152. Reelle ejere omfatter således bl.a. personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer mere end 25 pct. af ejerandelene eller stemmerettighederne i et selskab - med undtagelse af børsnoterede selskaber.
153. Som det er tilfældet ved identifikation af den direkte kunde, er der tale om en konkret vurdering. Det er afgørende, hvorvidt den virksomhed, der optager en forretningsforbindelse med virksomhedskunden, er overbevist om, at der er foretaget tilstrækkelig identifikation af de reelle ejere af virksomheden.
154. Kravet til identifikation kan opfyldes enten ved at anvende offentlige registre, der indeholder oplysninger om reelle ejere, ved at anmode kunden om at give de relevante oplysninger eller indhente oplysningerne på anden måde.
155. For danske virksomheder vil det ofte være relevant at indhente oplysningerne via virksomhedens regnskab m.v. Kravet til identifikation kan i andre tilfælde bero på de af virksomhederne afgivne oplysninger herom i øvrigt. Oplysningerne må ikke være ældre end 1 år.
156. Oplysninger om identiteten af virksomhedens reelle ejere kan indhentes på forskellig måde afhængig af selskabstypen
a) Aktieselskab: Oplysninger om et aktieselskabs reelle ejerskab kan findes i selskabets årsrapport, som kan indhentes hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Af regnskabet fremgår enhver aktiehaver med over 5 % ejerskab.
b) Anpartsselskab: Oplysninger om anpartsselskabers reelle ejere kan findes i selskabets anpartshaverfortegnelse, som efter anmodning kan rekvireres hos selskabet.
c) Interessentskab: Oplysninger om det reelle ejerskab kan findes i interessentskabskontrakten, som efter anmodning kan rekvireres hos selskabet.
d) Andet selskab: Oplysninger kan indhentes hos selskabet på forespørgsel herom.
e) Udenlandsk ejede selskaber: Tilsvarende oplysninger skal fremskaffes for udenlandske selskaber.
157. I forbindelse med kreditgivning i pengeinstitutter og realkreditinstitutter vil instituttet ofte have kendskab til en virksomheds reelle ejere som følge af kravene til opgørelsen og omfanget af et engagement mellem indbyrdes forbundne kunder, jf. § 145 i lov om finansiel virksomhed.
158. Såfremt virksomheden har mistanke om, at der ikke er givet de korrekte oplysninger om identiteten af de reelle ejere, skal virksomheden træffe yderligere foranstaltninger for at kontrollere de pågældende reelle ejeres identitet.
159. Ud over legitimation af virksomheden, skal der træffes rimelige foranstaltninger for at klarlægge virksomhedens ejer- og kontrolstruktur. Kravet betyder, at der skal indhentes oplysninger om kundens juridiske form, den kontrollerende ejerkreds, ledelsen samt tegningsregler. Der er tale om en konkret vurdering i forhold til, hvor indgående undersøgelser, der skal iværksættes for at klarlægge kundens ejer- eller kontrolstruktur. Intensiteten af de undersøgelser, der skal foretages, afhænger af virksomhedens vurdering af risikoen ved den pågældende kunde.
Særligt skærpede krav til kundekendskabet
160. Virksomheder skal i en række tilfælde ud fra en risikovurdering stille yderligere krav til legitimationen af kunder i de situationer, som i sig selv indebærer en øget risiko for hvidvask og terrorfinansiering. Hvidvaskloven indeholder en række eksempler på sådanne risikokunder. Det gælder eksempelvis i forhold til
a) kunder, der ikke er fysisk til stede for at legitimere sig
b) grænseoverskridende korrespondentbankforbindelser
c) såkaldte politisk udsatte personer
d) tomme bankselskaber
Nedenfor vil disse risikokunder blive beskrevet nærmere.
161. Der kan også nævnes andre tilfælde, hvor der stilles yderligere krav til legitimation
a) Private banking
b) Juridiske personer eller arrangementer, så som trusts, der er instrumenter for deponering af personlige værdier
c) Selskaber, der har nominee aktionærer
d) Personer med bopæl i udlandet.
Kunder, der ikke er fysisk til stede for at legitimere sig
162. Sker oprettelsen via internettet, postvæsenet eller på anden måde uden kundens fysiske henvendelse i virksomheden, skal virksomheden træffe særlige foranstaltninger for at sikre sig den korrekte kundeidentifikation og udvise særlig forsigtighed i legitimationsprocessen.
163. De yderligere krav til at sikre kundens identitet kan virksomheden f.eks. opfylde ved at indhente supplerende legitimation hos kunden i forhold til den almindelige legitimation. Hvis den almindelige legitimation sker ved f.eks. kørekort, pas eller de i pkt. 129-130 nævnte digitale signaturer, kan den supplerende legitimation f.eks. være et sygesikringsbevis eller en OCES-digital signatur. Virksomheden kan kontrollere de udleverede dokumenter ved at sammenholde dokumenterne. En anden mulighed er, at virksomheden kræver en bekræftende attestering af dokumentet, hvis dokumentet er udstedt af en af de virksomheder, som er omfattet af hvidvaskloven.
164. De supplerende foranstaltninger kan også være, at virksomheden sender en bekræftelse til den adresse, som kunden har opgivet. Virksomheden anmoder samtidig kunden om med posten at fremsende en fotokopi eller en indskannet kopi af legitimation forsynet med kundens underskrift på tro og love for identifikationsoplysningernes rigtighed.
165. Som en supplerende foranstaltning kan virksomheden endvidere anmode om, at første indbetaling i forbindelse med transaktionerne foretages ved en pengeoverførsel fra kundens konto i et pengeinstitut, hvor kunden har legitimeret sig.
166. Inden for visse brancher forekommer det, at der sker opkøb/overtagelse af porteføljer af eksisterende finansielle aftaler, f.eks. fra en bilforhandler eller ved overtagelse af en låne-portefølje fra en anden finansiel virksomhed. Køber af en portefølje skal sikre sig, at der tidligere er foretaget legitimation (notering/kopi) af kunderne. Køber af porteføljen kan ikke uden videre gå ud fra, at sælger har sørget for legitimation på tidspunktet for indgåelse af den oprindelige aftale med kunden.
Grænseoverskridende korrespondentbankforbindelser
167. En korrespondentbank er et pengeinstitut, der udfører betalinger for et andet pengeinstitut eller realkreditinstitut. Inden de af hvidvaskloven omfattede pengeinstitutter, realkreditinstitutter og udstedere af elektroniske penge etablerer korrespondentbankforbindelser med et institut fra et land uden for EØS – området (EU + Norge, Island og Liechtenstein), kræver hvidvaskloven følgende skærpede krav til legitimationen
a) Indhente tilstrækkelige oplysninger om korrespondentbanken til fuldt ud at forstå, hvori dens virksomhed består, og på grundlag af offentlige tilgængelige oplysninger at bedømme korrespondentbankens renommé og tilsynets kvalitet
b) Vurdere korrespondentbankens kontrol med hvidvask og terrorfinansiering
c) Indhente godkendelse hos den øverste daglige ledelse, dvs. den person eller afdeling, der er nærmeste foresatte til den, der søger godkendelse. I mindre pengeinstitutter vil dette ofte være direktionen.
d) Sikre at korrespondentbanken har kontrolleret kundernes identitet og løbende vurderer relevante oplysninger om de kunder, der har direkte adgang til modpartens konto samt sikring af, at korrespondentbanken kan levere relevante oplysninger på forespørgsel fra den, som fører kontoen.
Politisk udsatte personer
168. Politisk udsatte personer omfatter bl.a. personer, der har eller har haft en højerestående offentlig funktion, for eksempel præsidenter, ministre, parlamentsmedlemmer samt partiformænd i politiske partier, jf. § 3, stk. 1, nr. 6. Personer ansatte i regionale og kommunale stillinger er ikke omfattet af begrebet.
169. De skærpede krav til legitimation gælder danske og udenlandske politisk udsatte personer, som er bosiddende i udlandet.
170. Reglerne omfatter ligeledes ægtefæller, børn og forældre til politisk udsatte personer.
171. Reglerne omfatter endvidere personer, der er kendt som nære medarbejdere til politisk udsatte personer. Ved kendt forstås almindeligt kendt i offentligheden. Det forudsætter således ikke, at virksomheden har foretaget en effektiv efterforskning.
172. Virksomheder, som er omfattet af hvidvaskloven, skal
a) have tilstrækkelige procedurer til at afgøre, om kunden er en politisk udsat person bosiddende i et andet land. For større virksomheder vil der være krav om skriftlige forretningsgange.
b) indhente den øverste daglige ledelses godkendelse ved etablering af forretningsforbindelser med sådanne kunder. I mindre virksomheder vil det ofte være direktionen, der skal godkende forretningsforbindelsen.
c) træffe rimelige foranstaltninger for at indhente oplysninger om politisk udsatte personers formue- og indtægtskilder, der er omfattet af forretningsforbindelsen eller transaktionen, og
d) løbende være opmærksomme på forretningsforbindelsen. Der skal ske en vedvarende skærpet kontrol med forretningsforbindelsen, således at ændringer i omfanget og størrelsen af transaktioner opdages og undersøges. F.eks. skal kundens kontoforhold jævnligt undersøges.
173. Det kan være vanskeligt for virksomheden at fastsætte procedurer, der sikrer, at virksomheden får kendskab til politisk udsatte personer. Som et led heri kan virksomheden spørge alle kunder, der er bosat i udlandet om, hvilken stilling de har. Disse oplysninger kan indgå i vurdering af, om kunderne er politisk udsatte personer.
174. Virksomhedens kendskab til kunden f.eks. kendskab til, hvor kundens løn kommer fra, og det øvrige transaktionsforløb kan også medvirke til at afgøre, om der skal foretages yderligere undersøgelser af, om kunden er en politisk udsat person.
175. Der findes firmaer, der har specialiseret sig i at lave lister over politisk udsatte personer. Det er muligt at abonnere på sådanne virksomheders service som et led i at opfyldelse kravet om at have procedurer til at vurdere, om kunden er en politisk udsat person.
Tomme bankselskaber
176. Ved et tomt bankselskab forstås en bank, der ikke er fysisk til stede i det land, hvor den har hjemsted, og som ikke på anden måde er tilknyttet en virksomhed, som er underlagt effektivt konsolideret tilsyn.
Anvendelse af legitimationsproceduren ud fra en risikovurdering
177. Ud fra en risikovurdering er det muligt for virksomheden at anvende lempeligere krav til kundekendskabet end de i hvidvasklovens § 12, stk. 1-5 nævnte. Om virksomheden kan anvende lempeligere krav til kundekendskabet, må afgøres konkret i forhold til risikoen for hvidvask og terrorfinansiering ved det enkelte kundeforhold eller de produkter eller ydelser, der leveres til kunden.
178. Virksomheden skal dog kunne godtgøre over for den myndighed, der fører tilsyn med virksomhedens overholdelse af hvidvaskloven, at undersøgelsens omfang er tilstrækkeligt i forhold til risikoen for hvidvask og terrorfinansiering.
179. I lav-risikotilfælde vil det normalt være tilstrækkeligt at sammenkøre oplysninger modtaget af kunden med cpr-registret.
180. Et eksempel på et lav-risikotilfælde er forældres oprettelse af et barns børneopsparingskonto (lovreguleret). Her vil det ofte være tilstrækkeligt at få oplysning om kundens (barnets) cpr-nr. og sammenholde dette med cpr-registret. Men dokumentation af barnets identitet i form af et sygesikringsbevis eller en kopi af dåbsattesten vil være udgangspunktet. Desuden skal opretteren legitimeres på sædvanlig vis.
181. Et andet eksempel på et lav-risikotilfælde er lånekontrakter, hvor en indlånskonto udelukkende tjener til afvikling af et lån, og hvor tilbagebetalingen af lånet sker fra en konto, som er åbnet i kundens navn i et kreditinstitut, der er omfattet af 3. hvidvaskdirektiv (Direktiv 2005/60/EF).
182. I nogle tilfælde vil det skriftlige grundlag omkring en konkret kunde være af en sådan karakter, at der ikke er behov for indhentelse af yderligere legitimation. Dette kan f.eks. være tilfældet, når et realkreditinstitut skal belåne en fast ejendom, hvor der foreligger et offentligt tinglyst skøde, hvor kunden er anført som ejer, der foreligger en årsopgørelse fra SKAT og evt. lønsedler, samt at lånet udbetales til kundens konto i et pengeinstitut, hvor kunden er legitimeret i forbindelse med oprettelse af den pågældende konto. Realkreditinstituttet skal naturligvis kunne dokumentere, at disse forhold foreligger.
183. Ved medarbejderaktieordninger kan virksomheden normalt anvende en risikobaseret kundelegitimation, da der er formodning for en lavere risiko for hvidvask og terrorfinansiering, idet ordningen er reguleret af ligningsloven samt undergivet krav om erklæring om opfyldelse heraf af selskabets (arbejdsgiverens) revisor.
184. Finanstilsynet har 13. juni 2006 truffet afgørelse om, at et pengeinstitut ved oprettelse af medarbejderaktieordninger skal indhente følgende oplysninger for at opfylde legitimationskravene
a) En fortegnelse over de medarbejdere, der er omfattet af ordningen
b) En af selskabet berigtiget kopi af et pålideligt legitimationsdokument på samtlige medarbejdere
c) En af hver enkelt medarbejder underskrevet oprettelsesblanket, der anmoder pengeinstituttet om at oprette et depot samt en afkastkonto.
185. For allerede eksisterende medarbejderordninger skal der på et passende tidspunkt og på grundlag af en risikovurdering foretages legitimation af den enkelte medarbejder. Ovennævnte er udtryk for et minimum. Instituttet kan ikke fritages fra kravet om, at instituttet skal være overbevist om, at der er tale om den pågældende person.
186. For eksisterende kunder vil det også kunne indgå i risikovurderingen, at virksomheden har haft et mangeårigt kundeforhold.
187. Hvis f.eks. en revisor har et problemfrit kundeforhold til et moderselskab, vil revisor vedrørende datterselskabet i samme koncern kunne henholde sig til de legitimationsdokumenter, som moderselskabet her fremskaffet og kontrolleret.
188. Udenlandske kunder og virksomheder med komplicerede koncernstrukturer vil normalt ikke være lavrisikotilfælde.
Undtagelser fra kravene til kundekendskab
189. Legitimationskravet kan undlades med hensyn til følgende produkter og transaktioner
a) Livsforsikrings- og pensionsaftaler, hvis den årlige præmie er på et beløb, der modsvarer 1.000 euro eller derunder, eller hvis en engangspræmie er på et beløb, der modsvarer 2.500 euro eller derunder.
b) Livsforsikrings- og pensionsaftaler, der indgås i medfør af en arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, forudsat at aftalerne ikke indeholder en tilbagekøbsmulighed eller kan anvendes som sikkerhed for lån.
c) Livsforsikrings- og pensionsaftaler, hvor præmien eller bidraget skal debiteres på kundens konto i et pengeinstitut.
d) Livsforsikrings- og pensionsaftaler, der indgås i medfør af en arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, med en begrænset tilbagekøbsmulighed, når der foretages legitimation i henhold til § 12, hvis kunden benytter tilbagekøbsmuligheden.
e) Elektroniske penge som defineret i § 308, stk. 1, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed,
- hvor der for ikke genopladelige kort maksimalt kan lagres 150 euro, eller
- hvor der for genopladelige kort maksimalt kan lagres op til 2.500 euro inden for et kalenderår, og hvor der maksimalt kan indløses 1.000 euro inden for et kalenderår.
Indløsning skal forstås i overensstemmelse med § 311, i lov om finansiel virksomhed. Det betyder, at ihændehaveren af et genopladeligt kort har mulighed for at få tilbagebetalt max. 1.000 euro i kontanter eller overført til en konto i et pengeinstitut indenfor et kalenderår. Det vil sige, at hvis ihændehaveren inden for et kalenderår lagrer 10.000 kr. på et genopladeligt kort, har denne mulighed for at få tilbagebetalt maksimum 7.500 kr.
190. For livs- eller pensionsforsikringsprodukter, som er omfattet af § 20 i hvidvaskloven, kræves ikke legitimation ved udbetaling. Legitimation skal dog foretages, når modtageren udøver sin ret i henhold til policen efter § 13, stk. 3, i hvidvaskloven. Som eksempel på at udøve sin ret i henhold til policen kan nævnes, hvis policen overdrages eller pantsættes.
191. Uanset transaktionens størrelse eller produktets karakter skal virksomheden kræve legitimation, når der er mistanke om, at transaktionen har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, der er omfattet af underretningspligten i hvidvasklovens § 7.
192. Muligheden for at virksomheden undlader at kræve legitimation gælder også, selvom kunden ikke er fysisk til stede, jf. § 20 i hvidvaskloven.
193. På baggrund af beslutninger fra EU-Kommissionen kan Finanstilsynet fastsætte regler om, at andre produkter eller transaktioner kan undtages.
194. Krav til legitimation gælder ligeledes ikke over for kunder, der er
a) Pengeinstitutter
b) Realkreditinstitutter
c) Fondsmæglerselskaber
d) Investeringsforvaltningsselskaber
e) Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser
f) Sparevirksomheder
g) Udstedere af elektroniske penge
h) Forsikringsmæglere, der formidler livsforsikring eller andre investeringsrelaterede forsikringer
i) Udenlandske filialer her i landet, der udøver finansiel virksomhed eller som finansiel virksomhed eller
j) Investeringsforeninger og specialforeninger, kollektive investeringsordninger, fåmandsforeninger, innovationsforeninger, samt hedgeforeninger
k) Virksomheder, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling eller overførsel af penge og andre værdier
l) Danmarks Nationalbank
m) Kredit- og finansieringsinstitutter fra andre EU/EØSlande eller 3. lande, som er under-lagt krav, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvask direktiv, og hvor der føres kontrol med overholdelsen af disse krav.
n) En virksomhed, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked
o) En indenlandsk offentlig myndighed.
p) En reel ejer, som har midler på en notars eller advokats klientkonto, såfremt notaren eller advokaten selv er undergivet regler svarende til denne lov. Det er en betingelse, at oplysninger om den reelle ejers identitet m.v. er tilgængelige for det kontoførende institut, når instituttet spørger herom.
195. Undtagelsen omfatter også tilfælde, hvor en af de i pkt. 194 nævnte virksomheder handler på en anden persons eller selskabs vegne.
196. Virksomheden skal i alle tilfælde indhente tilstrækkelig information til at fastslå, at kunden er omfattet af en af de i pkt. 194 nævnte undtagelser.
Benyttelse af identitetsoplysninger m.v., der er indhentet af tredjemand.
197. Virksomheder kan undlade at indhente identitetsoplysninger på en kunde, såfremt disse oplysninger stilles til rådighed af
a) En forsikringsmægler, jf. § 2, nr. 1, i lov om forsikringsformidling
b) Danske finansielle virksomheder, som er omfattet af lov om finansiel virksomhed
c) Udenlandske finansielle virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed inden for det europæiske fællesskab, eller
d) Udenlandske finansielle virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed i et land, som det europæiske fællesskab har indgået aftale med på det finansielle område. Det er ikke en betingelse, at den udenlandske virksomhed har etableret en filial her i landet.
e) Øvrige virksomheder, som er meddelt tilladelse til at udøve finansiel virksomhed, kan lægge oplysninger indhentet af den pågældende virksomhed til grund, hvis virksomheden er underlagt krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til EU's 3. hvidvaskdirektiv. Det er ikke en betingelse, at den udenlandske virksomhed har etableret en filial her i landet.
198. Der er endvidere ikke noget til hinder for, at en virksomhed outsourcer legitimationsproceduren til en anden virksomhed. Det vil sige, at den af hvidvaskloven omfattede virksomhed kan forlade sig på oplysninger, som er indhentet af den virksomhed, som opgaven er outsourcet til. Dette gælder således også, selvom den virksomhed, som opgaven er outsourcet til, ikke er en af de i pkt. 197 nævnte virksomheder. Det bemærkes, at outsourcing af en sådan opgave ikke fritager den virksomhed, der er forpligtet efter lovens krav om legitimation af kunder, for ansvaret efter loven. De i hvidvasklovens § 23 nævnte oplysninger skal være tilstede i den virksomhed, der har ansvaret.
199. Det er som nævnt fortsat den virksomhed, som lægger en andens oplysninger til grund, der er ansvarlig for, at legitimationskravene i hvidvasklovens § 12, stk. 1-4, opfyldes. Såfremt oplysningerne om en kunde er indhentet fra en udenlandsk virksomhed som nævnt i hvidvasklovens § 17, stk. 1, anses kravene i hvidvasklovens § 12, stk. 1-4, for opfyldt, såfremt de udleverede oplysninger opfylder kravene til kundekendskab i den udenlandske virksomheds hjemland. Da der er tale om virksomheder, der har hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, må direktivets krav til kundekendskab formodes at være opfyldt i den afgivende virksomheds hjemland.
200. Det er op til de virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven at vurdere, om et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, er underlagt krav, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og om der føres kontrol med overholdelsen af disse krav.
Formålet med forretningsforbindelsen samt det tilsigtede omfang heraf.
201. Virksomheden skal indhente oplysninger fra kunden om formålet og det tilsigtede omfang af kundeforholdet. Det samme gælder, hvis kunden i øvrigt foretager væsentlige ændringer i sine aftaler med virksomheden. Hvad kunden oplyser i den forbindelse, skal indgå i virksomhedens vurdering af, om der er tale om et kundeforhold, hvor der er risiko for hvidvask eller terrorfinansiering. Det vil også kunne indgå i den løbende overvågning af kundeforholdet.
202. Kravet til omfanget af de nødvendige oplysninger varierer afhængigt af produktets karakter. F.eks. vil formålet for tegning af en livsforsikring normalt fremgå af forsikringsaftalen, hvorfor der umiddelbart ikke er noget behov for at indhente yderligere oplysninger. Men i de fleste tilfælde vil det være nødvendigt at spørge kunden, hvad formålet med transaktionen er.
203. Virksomheden kan normalt undlade at søge formål og omfang belyst ved optagelse af ejerskiftelån og forhåndslån, da dette følger implicit af produktets karakter.
204. Virksomheden må ikke gennemføre en transaktion for en kunde, før legitimationsproceduren er gennemført. Hvis det ikke er muligt at gennemføre legitimationsproceduren, skal etableringen af kundeforholdet afbrydes. Dette gælder uanset årsagen til, at kunden ikke vil/kan legitimere sig. Virksomheden skal samtidig undersøge, om den skal underrette Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet).
205. Såfremt det er nødvendigt for ikke at afbryde den normale forretningsgang, kan legitimationsproceduren ud fra en risikovurdering afsluttes i umiddelbar forlængelse af etableringen af kundeforholdet. Legitimationsproceduren skal dog afsluttes hurtigst muligt efter den første kontakt med kunden.
206. Livsforsikringsselskaber og pensionskasser kan foretage kundelegitimationen efter etablering af kundeforholdet. Legitimationen skal dog foretages ved eller før udbetaling eller på det tidspunkt, hvor modtageren agter at udøve sin ret i henhold til policen. Se dog pkt. 189.
207. Kundelegitimation kan dog undlades i tilfælde, hvor forsikringsselskabet skal udbetale til skifteretten eller en bobestyrer, og det ikke på tidspunktet for udbetalingen er muligt at identificere den endelige modtager af forsikringssummen.
208. Pkt. 204 og 227 gælder ikke for advokater, når de fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg.
Kundeforhold hvor kunden er fysisk tilstede
209. Udgangspunktet er, at legitimationsproceduren skal være afsluttet i forbindelse med etablering af et kundeforhold, dog senest inden gennemførelse af en transaktion.
Kundeforhold hvor kunden ikke er fysisk tilstede
210. For faste kundeforhold kan det dog i visse tilfælde være tilstrækkeligt at afslutte legitimationsproceduren i umiddelbar forlængelse af etableringen af kundeforholdet. Legitimationsproceduren bør afsluttes hurtigst muligt efter første henvendelse fra kunden med henblik på oprettelse. Der skal være tale om kundeforhold, hvor det ud fra en risikovurdering for hvidvask og terrorfinansiering er forsvarligt at udsætte legitimationen. Legitimationsproceduren skal være afsluttet, inden der gennemføres en transaktion. Se dog pkt. 189.
Oplysninger skal noteres og opbevares
211. De af hvidvaskloven omfattede virksomheder skal opbevare identitetsoplysninger i mindst 5 år efter, at kundeforholdet er ophørt.
212. Kopi af legitimationsdokumenter, der er indhentet i medfør af hvidvaskloven, kan opbevares, men det er ikke et krav, at der findes kopi af legitimationsdokumenter. Derimod skal virksomheden som minimum notere, hvilke dokumenter der er forevist med præcis angivelse af, hvilket dokument, der er tale om. Hvis der f.eks. er forevist et pas, skal pasnummeret noteres og opbevares. Ved forevisning af udenlandsk pas skal oplysning om fødedata (fødselsdato og fødested) ligeledes noteres og opbevares. Hvis der er forevist et kørekort, skal kørekortnummeret noteres og opbevares.
213. Dokumenter og registreringer vedrørende transaktioner skal opbevares, så de kan fremfindes samlet i mindst 5 år efter transaktionernes gennemførelse. Dette gælder også oplysninger om formålet og omfanget af transaktionen.
214. Ophører virksomheden, skal den senest fungerende ledelse sørge for, at identitetsoplysninger m.v. fortsat opbevares. Opløses en virksomhed ved skifterettens mellemkomst, kan skifteretten beslutte, at andre end den senest fungerende ledelse skal opbevare identitetsoplysningerne m.v. Dokumenter og registreringer skal opbevares i mindst 5 år efter, at kundeforholdet er ophørt eller transaktionen er gennemført. Dette skal ske af hensyn til efterforskningsmulighederne og bevissikkerheden.
215. Det er kun oplysninger, som har en vis betydning, som skal opbevares. Det kan eksempelvis være følgende dokumenter
a) Underskrevne dokumenter af ordregivende karakter (låneaftaler, kontrakter, kontooprettelse policer mv.).
b) Korrespondance med kunden
c) Telefonnotater af ordregivende karakter
d) Kontoregistreringer
e) Oplysninger om legitimationsdokumenter
f) Kopi af legitimationsdokumenter.
216. Hvis der er tale om en låneaftale, skal eksempelvis lånedokumentet opbevares i mindst 5 år efter indfrielse af lånet. Hvis f.eks. et lånetilbud ikke bliver effektueret, skal tilbuddet ikke opbevares.
217. Oplysningerne på kunden skal opbevares, så de kan fremfindes samlet, således at det er muligt at kæde transaktionerne sammen med kunden. Heri ligger ikke noget krav om, at dokumenterne skal opbevares fysisk samlet. Det er tilstrækkeligt, at oplysningerne lagres digitalt, og at oplysningerne via systemet kan findes frem samlet.
Kundeforholdet skal løbende overvåges.
218. Kundeforhold skal løbende overvåges. Formålet med denne løbende overvågning er at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med virksomhedens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil. Virksomheden skal således følge med i, at de faktiske transaktioner svarer til virksomhedens forventninger til kunden ud fra de oplysninger, virksomheden kender. Dog henvises til pkt. 189.
219. Dokumenter, data eller andre oplysninger om kunden skal løbende ajourføres. Det betyder bl.a., at oplysninger om kundens navn og adresse skal være aktuelle.
220. Virksomheder kan også ud fra en risikovurdering foretage en lempeligere løbende overvågning i overensstemmelse med pkt. 177-188. Eksempelvis kan planmæssig afvikling af et realkreditlån overvåges systematisk, således at alene afvigelser herfra overvåges.
6. Undersøgelsespligt ved komplekse og usædvanlige transaktioner - hvidvasklovens kapitel 3
221. Hvidvaskloven fastslår en generel forpligtelse for virksomheden til at være opmærksomme på kunders aktiviteter, som på grund af deres karakter kunne have tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Det gælder navnlig i forhold til komplekse eller usædvanligt store transaktioner, samt alle usædvanlige transaktionsmønstre set i forhold til kunden.
222. Aktiviteter i form af, at der foretages usædvanlig mange bevægelser på en konto, eller hvor der indsættes et usædvanligt stort beløb set i forhold til kundens normale brug af kontoen er eksempler, hvor virksomheden skal være opmærksom. Virksomheden skal således ikke først være opmærksom, når mistanken opstår. Store ekstraordinære indfrielser med kontante midler kan nævnes som et eksempel på usædvanlige transaktioner.
223. Undersøgelsespligten skal ses i sammenhæng med virksomhedens pligt til løbende at over-våge af kundeforholdet.
224. Formålet med den usædvanlige transaktion skal (så vidt muligt) undersøges. Resultaterne af undersøgelsen skal noteres og opbevares, så de kan fremfindes samlet i mindst 5 år efter transaktionens gennemførelse. Der er noteringspligt, selvom en sag ikke går videre til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet ( hvidvasksekretariatet).
225. Det fremgår af hvidvasklovens § 27, stk. 1, at virksomheder m.fl. har pligt til at hemmeligholde, at der er givet underretning, eller at dette overvejes, eller der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller terrorfinansiering. Resultaterne af en undersøgelse af en usædvanlig transaktion hører således til virksomhedens interne arbejdsdokumenter, som kunden ikke har adgang til at gøre sig bekendt med.
7. Underretningspligt ved mistanke og hvidvask eller terrorfinansiering - hvidvasklovens kapitel 3
226. Hvis der er mistanke om, at en kundes transaktion eller henvendelse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering, skal virksomheder undersøge transaktionen eller henvendelsen nærmere.
227. Underretningspligten betyder, at de regulerede virksomheder ikke kun skal underrette Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet) ved mistanke om, at en transaktion har tilknytning til overtrædelse af straffeloven. Der skal også ske underretning, hvis de regulerede har mistanke om, at en transaktion har tilknytning til overtrædelse af særlovgivningen. Underretningspligten er begrænset til overtrædelser, der kan straffes med fængsel i over 1 år, jf. pkt. 246-249.
228. Ved underretning af Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet) om en mistanke er det væsentligt at angive, om underretningen angår hvidvask eller terrorfinansiering. Hvis mistanken angår både hvidvask og terrorfinansiering, er det reglerne vedrørende terrorfinansiering, der skal følges.
229. Det er ikke en overtrædelse af underretningspligten, hvis en underretning er indgivet via det lokale politi og ikke direkte til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvid-vasksekretariatet). Det vil f.eks. være en nærliggende fremgangsmåde, hvis der er grund til at antage, at politiet straks vil anholde den pågældende.
Indikatorer for mistanke om hvidvask
230. I årsberetning fra 2005 udgivet af statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvid-vasksekretariatet) fremhæves nogle eksempler på atypiske forhold, hvor en virksomhed bør være særlig opmærksom.
231. Mange af de indikatorer, der kan indikere hvidvask, kan også indgå i forhold, der er fuldt ud lovlige. Formålet med indikatorer er således ikke at udpege situationer, hvor der er tale om hvidvask, men at pege på situationer, som kan give anledning til at være ekstra opmærksom.
232. Følgende punkter er eksempler på indikatorer
233. Kunden er tilbageholdende med oplysninger
a) Uvillighed til at give identitetsoplysninger og referencer
b) Ingen/tøvende oplysninger om, hvor midlerne hidrører fra
c) Uvillighed til at dokumentere, at midler som oplyst hidrører fra spil, arv m.v.
d) Långiver ved et større lån fra udlandet oplyses at ville være anonym
234. Kunden er atypisk
a) Lederen af en virksomhed synes helt at mangle erhvervsmæssig baggrund
b) Den tegningsberettede i en virksomhed ledsages altid af en anden
c) Den disponerende læser alt fra en seddel og kan ikke svare på supplerende spørgsmål
235. Atypiske betalinger
a) Kontantbetaling af større beløb for varer eller tjenesteydelser
b) Pludselig betaling af ikke forfalden gæld
c) Betaling via lande, der er atypiske i forhold til, hvad der betales for
d) Betaling til lande, der er helt uden forbindelse med handelen eller sælger.
236. Store kontantbeløb
a) Valutakøb for store kontantbeløb
b) Indsættelse af mange kontantbeløb, der ikke harmonerer med kundens erhverv
c) Atypisk god omsætning i en virksomhed, hvor der ofte betales kontant
Indikatorer for mistanke om terrorfinansiering
237. Objektive kriterier findes ikke. Ligesom ved hvidvask er det som hovedregel det atypiske i kundesituationen, der kan give anledning til en skepsis, og at kundens transaktioner og konti undersøges.
238. I årsberetning fra 2005 udgivet af statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvid-vasksekretariatet) fremhæves nogle eksempler på atypiske forhold, hvor en virksomhed bør være særlig opmærksom.
239. Konti
a) Åbning af konti med oplysninger, der er vildledende
b) Flere personer, der uden relationer, har adgang til at hæve på kontoen
c) Åbning af en konto for et nyt selskab med et uforholdsmæssigt stort beløb
240. Indsættelser og hævninger på konto
a) En stille konto, der pludselig modtager store beløb og dernæst tømmes
b) Store kontanthævninger fra en forretningskonto, hvor der normalt ikke er kontant-transaktioner
c) Indsættelse af beløb i forskellige filialer af pengeinstituttet
241. Kunden
a) Kundens arbejdsforhold harmonerer ikke med mange pengeoverførsler
b) Velgørende organisationers transaktioner uden logiske formål
c) Uoverensstemmelse med identitetsoplysninger og verifikation heraf
Underretning - generelt
242. Karakteristisk for en underretning er, at en virksomhed får mistanke om, at der kan være tale om hvidvask eller finansiering af terrorisme. Kan mistanke ikke afkræftes, er der pligt til at underrette.
243. Hvidvaskloven nævner ikke særlige krav til underretningen. Men det er vigtigt, at involverede personer og selskaber identificeres. Ligeledes skal mistanken beskrives, hvilket normalt betyder, at relevante transaktioner og eventuelt kontoforhold skal nævnes.
Den ansattes rapportering til ansvarlig leder
244. Uanset om der er mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme, skal medarbejderen i den pågældende virksomhed omgående orientere den person eller afdeling, der er ansvarlig for undersøgelse af mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme.
245. Virksomheden skal udarbejde interne regler om betryggende kontrol- og kommunikations-procedurer. Se kapitel 8 i denne vejledning.
Underretning ved mistanke om hvidvask
246. Hvis der er mistanke om, at en kundes transaktion eller henvendelse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, skal virksomheden undersøge transaktionen eller henvendelsen nærmere. Hvis mistanken vedrører lovovertrædelser, der kan straffes med fængsel i over 1 år, og denne mistanke ikke kan afkræftes, skal Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet) omgående underrettes.
247. I tilfælde af mistanke som nævnt i pkt. 246 kan medlemmer af Advokatsamfundet underrette sekretariatet for Advokatsamfundet, der efter en vurdering af, om der er underretningspligt efter pkt. 246, straks videregiver underretningen til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet).
248. Der vil være situationer, hvor det vil være vanskeligt for den enkelte ansatte at bedømme, om en transaktion indebærer hvidvask af penge. Det er imidlertid ikke hensigten, at den enkelte medarbejder skal foretage en vurdering af, hvilken underliggende kriminalitet, der gør sig gældende. En sådan vurdering vil forudsætte juridisk sagkundskab og vil herudover falde væsentligt uden for de opgaver og funktioner, som medarbejderen varetager.
249. En mistanke og eventuel underretning skal baseres på vurderinger i den konkrete situation af handlingernes karakter og forskellighed fra normale kundehandlinger, fortielser og andre særegne og atypiske forhold hos kunden, der samlet leder opmærksomheden hen på et eventuelt forsøg på tilsløring af midlernes oprindelse, der må formodes at have en kriminel karakter.
Underretning om mistanke om terrorfinansiering
250. Der er underretningspligt, hvis der opstår mistanke (f.eks. på grund af navnesammenfald med terrorlister) om, at terrorfinansiering er formålet med transaktionen, uanset om de aktuelle midler menes at stamme fra lovlig eller ulovlig virksomhed.
Underretning til politiet
251. Underretning om mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering skal indsendes eller faxes, men ikke e-mailes til
Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet)
Bryggervangen 55, 3
2100 København Ø
Telefon 35 25 95 00 (lokal nr. 6816) i tidsrummet kl. 8:00 til 15:00 mandag, 8:00 til 16:00 tirsdag til torsdag, og 8:00 til 14:00 fredag.
Faxnummer: 33 43 01 19
252. Uden for Hvidvasksekretariatets almindelige kontortid er der etableret en vagtordning. Ovennævnte lokalnummer og faxnummer er uden for åbningstid omstillet til Rigspolitichefens Kommunikationscenter, der er døgnbetjent.
253. Konkrete sager, der giver anledning til tvivl om, hvorvidt der foreligger en indberetningssituation, kan uformelt drøftes telefonisk med Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet).
254. Indberetningen til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet) bør indeholde en så fyldestgørende beskrivelse som muligt af baggrunden for mistanken. På denne baggrund kan Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet) danne sig et relevant indtryk af sagen og afgøre, om der er behov for initiativer i sagen. Indberetningen kan eventuelt vedlægges relevante dokumenter.
255. Virksomhedens afgivelse i god tro af oplysninger og dokumenter til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet) vil ikke kunne betragtes som uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. afsnittet nedenfor om tavshedspligt.
256. Virksomhedens afgivelse af yderligere, supplerende oplysninger om den konkrete sag er ikke uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger. Virksomheden samarbejder med politiet om sagens opklaring.
Gennemførelse af transaktioner - § 7
257. Hvis mistanken vedrører hvidvask, og transaktionen ikke allerede er gennemført, skal den sættes i bero, til der er underrettet efter pkt. 246. Hvis der underrettes efter pkt. 247, skal transaktionen sættes i bero, indtil Advokatsamfundet har videregivet underretningen til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet) eller har meddelt, at underretningen efter en konkret vurdering ikke vil blive videregivet. Kan gennemførelse af transaktionen ikke undlades, eller vurderes dette at kunne skade efterforskningen, skal underretning i stedet indgives umiddelbart efter gennemførelsen, jf. dog pkt. 258.
258. Hvis mistanken vedrører finansiering af terrorisme, må der kun gennemføres transaktioner fra den aktuelle konto eller person efter aftale med Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet). Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet beslutter hurtigst muligt og senest inden udløbet af den efterfølgende bankdag efter at have modtaget underretning, hvorvidt der skal ske beslaglæggelse
Undtagelser fra underretningspligten - § 8
259. Advokater er i visse tilfælde undtaget fra pligten til at foretage underretning ved mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme. Dette gælder ligeledes, når revisorer og ejendomsmæglere bistår en advokat før, under eller efter en retssag eller med at fastslå en klients retsstilling.
260. Undtagelsen gælder, når advokaten modtager eller indhenter oplysninger om en af sine klienter i forbindelse med, at advokaten fastslår klientens retsstilling, forsvarer eller repræsenterer klienten under eller i forbindelse med en retssag. Det gælder også, hvis advokaten rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg. Undtagelsen gælder uanset, om oplysningerne modtages før, under eller efter en retssag eller i forbindelse med, at klientens retsstilling fastslås.
261. Undtagelsen gælder ikke, hvis advokaten deltager i hvidvasksaktiviteter eller terrorfinansiering. Ligeledes er undtaget, hvis rådgivningen ydes med henblik på hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme eller advokaten ved, at klienten søger rådgivning med henblik på hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.
262. Samme undtagelse gælder for advokater, revisorer, ejendomsmæglere m.fl., når de bistår en advokat før, under eller efter en retssag eller med at fastslå en klients retsstilling. Virksomhederne er undtaget fra forpligtelsen til at indberette mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme som den advokat, de bistår.
Tavshedspligt – hvidvasklovens kapitel 6
263. Virksomheder omfattet af hvidvaskloven pålægges tavshedspligt. Tavshedspligten gælder også for ledelse og ansatte i virksomheden, revisorer eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden.
264. Tavshedspligten omfatter følgende oplysninger
a) oplysninger om, at der er givet underretning efter hvidvasklovens § 7
b) oplysninger om, at det overvejes, om der skal gives en sådan underretning
c) oplysninger om, at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller finansiering af terrorisme.
265. Virksomhederne skal dog i forbindelse med underretningen fortsat overholde de tavshedspligtsbestemmelser, der gælder efter anden lovgivning, f.eks. lov om finansiel virksomhed.
266. Oplysningerne nævnt i pkt. 264 kan videregives til Advokatrådet, Erhvervs- og Selskabs-styrelsen og Finanstilsynet, der påser overholdelse af hvidvaskloven. Desuden kan oplysningerne videregives til virksomheder, der tilhører samme gruppe. Dette er bl.a. koncernvirksomheder.
267. Tavshedspligten forhindrer ikke advokater, revisorer, eksterne bogholdere og skatterådgivere i at fraråde deres klient at udøve ulovlighed virksomhed.
268. Oplysningerne nævnt i pkt. 264 kan videregives mellem advokater og revisorer, hvis både den person, der videregiver oplysningerne, og den person, oplysningerne videregives til, udøver deres virksomhed inden for samme juridiske enhed eller netværk.
269. Oplysningerne nævnt i pkt. 264 kan ligeledes videregives mellem virksomheder, som er nævnt i pkt. 32-42 og pkt. 45-48. Det forudsættes
a) at oplysningerne vedrører en virksomhed eller person, der er kunde hos både den virksomhed, som videregiver oplysningerne, og den virksomhed, der modtager oplysningerne, og at oplysningerne vedrører en transaktion, som involverer begge parter,
b) at den virksomhed eller person, der videregiver oplysningerne, og den virksomhed eller person, der modtager oplysningerne, har samme profession,
c) at den virksomhed eller person, der videregiver oplysningerne, og den virksomhed eller person, der modtager oplysningerne, er underlagt ensartede krav for så vidt angår tavshedspligt og beskyttelse af personoplysninger, og
d) at de udvekslede oplysninger kun anvendes til at forebygge hvidvask og finansiering af terrorisme.
270. Videregivelse af de nævnte oplysninger kan kun videregives til virksomheder og personer, der har hjemsted eller er hjemmehørende i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, hvis virksomheden er underlagt krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og der føres kontrol med overholdelsen af disse krav. Videregivelse til 3. land skal ske i overensstemmelse med reglerne i persondatalovens § 27.
8. Forretningsgange og undervisning af ansatte - hvidvasklovens kapitel 5
Krav til forretningsgange
271. For at forebygge hvidvask og terrorfinansiering skal virksomheden udarbejde skriftlige interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer.
272. Der skal udarbejdes regler, der sikrer
a) at kundens rette identitet kendes,
b) hvordan virksomheden skal undersøge mistænkelige transaktioner
c) en procedure for underretning af politiet.
Ansvarlig person
273. I virksomheder, som nævnt i pkt. 32-39, skal der udpeges en person på ledelsesniveau, der sikrer, at virksomheden overholder pligterne efter hvidvaskloven.
274. Ved ledelsesniveau forstås i mindre virksomheder direktionen. Ved større virksomheder forstås f.eks. en underdirektør eller en chef for juridisk afdeling.
275. Inden for en koncern kan det være samme person, der varetager opgaven med at sikre, at virksomheden overholder pligterne efter hvidvaskloven. Det forudsætter dog, at personen er ansat i hvert enkelt selskab i koncernen.
Undervisning af ansatte
276. Virksomhederne skal udfærdige uddannelsesprogrammer, der sikrer, at personalet og medlemmer af ledelsen, får den fornødne instruktion til gennemførelse af betryggende kontrol- og underretningsforanstaltningerne.
277. Undervisningen kan ske i form af regelmæssige interne instruktionsmøder eller som led i virksomhedens uddannelsesforløb.
278. Formålet med undervisningen er at give de ansatte forudsætninger for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. De ansatte skal instrueres om, hvorledes de skal forholde sig i sådanne tilfælde.
279. Gennem uddannelsesprogrammer skal virksomheden sikre, at de ansatte kender pligterne i hvidvaskloven, herunder legitimationskravene, og af de ansatte er opmærksomme på mistænkelige transaktioner.
9. Terrorlister
280. EU har vedtaget to forordninger, der vedrører terrorisme, forordning nr. 881/2002 om indgreb mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden og Al-Qaida-organisationen samt forordning nr. 2580/2001 om bekæmpelse af terrorisme generelt . Til forordningerne er knyttet bilag med navne (navnelister) over personer, juridiske enheder, organisationer etc., hvis midler og økonomiske ressourcer skal indefryses, fordi der er formodning om tilknytning til terrorisme. EU vedtager løbende ændringer til navnelisterne.
281. Den der forsætlig eller uagtsom overtræder bestemmelserne indeholdt i eller udstedt i medfør af forordninger, som er vedtaget med hjemmel i artikel 60, 301 eller 308 i EF-Traktaten kan straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år, jf. straffelovens § 110 c, stk. 3, jf. stk. 2.
282. Ændringerne offentliggøres i EU-Tidende og registreres i EU’s database over gældende sanktioner. Databasen giver mulighed for elektronisk behandling og sammenligning af navnelisterne med fx kundedatabaser .
283. Erhvervs- og Byggestyrelsen administrerer den del af forordningerne, der vedrører indefrysning og dermed de navne på navnelisterne, som er omfattet af indefrysning, for så vidt angår Danmark.
Information om ændringer til forordningerne
284. Hver gang nye ændringer til forordningerne offentliggøres i EU-Tidende, udsender Erhvervs- og Byggestyrelsen information om ændringerne til en række interessenter pr. e-mail med henblik på, at bl.a. den finansielle sektor straks undersøger, om den har kunder, hvis midler og økonomiske ressourcer er omfattet af kravet om indefrysning. Ønsker virksomheden at komme på maillisten, kan det ske ved henvendelse til Erhvervs- og Byggestyrelsen postheeks@ebst.dk
Navnesammenfald med navnelisterne
285. Bliver der i forbindelse med et kundeforhold, en pengeoverførsel til udlandet e.l. konstateret navnesammenfald med navne opført på de ovennævnte lister, skal der omgående rettes direkte henvendelse til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvask-sekretariatet). Hvidvasksekretariatet forsøger at afklare, om der reelt er identitet med navnet på den gældende liste. Transaktioner kan herefter kun finde sted, hvis Hvidvasksekretariatet tillader det. Hvis der vurderes, at kundeforholdet eller transaktionen relaterer sig til en person på listen, skal pengeinstituttet omgående indefryse i overensstemmelse med forordningen. I andre tilfælde tager Hvidvasksekretariatet stilling til, om der skal ske beslaglæggelse.
286. Beslaglæggelse kan fx finde sted i de tilfælde, hvor personen ikke står opført på listen, men hvor Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (Hvidvasksekretariatet) skønner, at beslaglæggelse er relevant.
Identitetssammenfald og indefrysning
287. Når midler, typisk en bankkonto, er blevet indefrosset i henhold til forordningen på baggrund af identitetssammenfald med navnelisten, opfordrer Erhvervs- og Byggestyrelsen pengeinstituttet til at orientere kontohaver om indefrysningen. Af orienteringen bør fremgår, at kontohaver ikke uden forudgående tilladelse fra Erhvervs- og Byggestyrelsen kan hæve midler på kontoen eller på anden måde disponere over indeståendet. Af orienteringen bør også fremgå, at spørgsmål til indefrysningen, herunder anmodning om undtagelser fra indefrysningen, skal ske direkte til Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Indberetning af oplysninger til myndigheder
288. Når en indefrysning har fundet sted i henhold til forordningen, skal Erhvervs- og Bygge-styrelsen straks underrettes herom. Underretningen skal indeholde følgende oplysninger
a) Navn og adresse på kontohaver.
b) Cpr.nr., pasnummer, identifikationsnummer eller anden form for personligt identifikationsnummer.
c) Kontonummer.
d) Beløbsstørrelsen på indeståender pr. indefrysningsdatoen.
e) Opgørelse over posteringer på konti.
f) Anden relevant information.
Tilføring af renter o.l. til indefrosne konti
289. Renter eller anden form for afkast fra en indefrossen konto, eller forfaldne beløb i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som blev indgået forud for den dato, hvor kontoen blev omfattet af indefrysning, kan tilføres kontoen under forudsætning af, at midlerne straks indefryses. Erhvervs- og Byggestyrelsen skal umiddelbart underrettes om sådanne transaktioner.
Betaling af skyldige gebyrer til pengeinstitutter
290. Ved skriftlig henvendelse til Erhvervs- og Byggestyrelsen kan styrelsen give tilladelse til, at der sker betaling fra indefrosne konti til betaling af skyldige gebyrer for opretholdelse af konti til pengeinstitutterne.
Kontaktinformation
291. Underretning om indefrysning skal sendes til Erhvervs- og Byggestyrelsen pr. post eller fax
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Langelinie Allé 17
2100 København Ø
Tlf.: 35 46 60 00
Fax: 35 46 62 03
E-mail: postheeks@ebst.dk
Finanstilsynet, den 22. december 2006
Peter Sylvest Larsen
/Thomas Kjøller
Rådets forordning (EF) Nr. 881/2002 af 27. maj 2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001 om forbud mod udførsel af visse varer og tjenesteydelser til Afghanistan, om styrkelse af flyveforbudet og om udvidelse af indefrysning af midler og andre økonomiske ressourcer over for Taliban i Afghanistan med senere ændringer, og
Rådets forordning /EF) Nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme med senere ændringer.
Link til EU's database over gældende sanktioner
http://ec.europa.eu/somm/external_relations/cfsp/sanctions/measures.htm