Vejledning for 2007 om omregning af skattefri indtægter i sager om børnebidrag og ægtefællebidrag
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning for 2007 om omregning af skattefri indtægter i sager om børnebidrag og ægtefællebidrag
Efter Familiestyrelsens årlige vejledning om vejledende indtægtsgrænser mv. i sager om børnebidrag og ægtefællebidrag tages der i bidragssager udgangspunkt i parternes indtægter før skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Ved vurderingen af bidragsevnen og bidragsbehovet for reelt skattefri personer er det derfor nødvendigt at foretage en omregning af den skattefri indtægt for at kunne sammenligne denne med en almindelig skattepligtig persons indtægt før skat og arbejdsmarkedsbidrag. På den måde ligestilles parter, hvis indtægter reelt er skattefri, med parter, der er almindeligt skattepligtige, i relation til de vejledende retningslinier i bidragssager.
Denne omregning skal for 2007 foretages efter retningslinierne i bilag 1 til Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1032 af 22. oktober 2004 om beregningen af dagpengesatsen for lønmodtagere, som er indsat i bekendtgørelsen ved bekendtgørelse nr. 1217 af 4. december 2006 om ændring af bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere.
Det bemærkes dog, at efter Arbejdsdirektoratets omregningsmetode omregnes den skattefri indtægt til skattepligtig indtægt efter fradrag for arbejdsmarkedsbidraget på 8 %, mens der i bidragssager tages udgangspunkt i parternes indtægter før betaling af arbejdsmarkedsbidraget. Derfor skal den omregnede indtægt forhøjes med arbejdsmarkedsbidraget. Ved at dividere indtægten efter arbejdsmarkedsbidrag med 0,92 fremkommer indtægten før betaling af arbejdsmarkedsbidrag.
Familiestyrelsen skal understrege, at disse omregningsmodeller alene er et hjælpemiddel til brug ved skønnet over parternes indtægtsniveau og dermed bidragets størrelse. Anvendelsen af omregningsmodellerne kan føre til en for høj bruttoindtægt, hvorfor tendensen i skønnet bør være at nedrunde.
Ovennævnte bilag 1 indeholder 2 forskellige omregninger, der anvendes i følgende situationer
1. Omregning uden for begrænset fart – med sømandsskattefradrag.
2. Omregning begrænset fart – uden sømandsskattefradrag.
Sømænd i begrænset fart får ikke et skattemæssigt sømandsfradrag. Den omregning, der fremgår af punkt 2 i bilag 1, omfatter derfor alle situationer, hvor en part i en bidragssag modtager en skattefri lønindtægt, bortset fra sømænd uden for begrænset fart.
Hvis der er tvivl om, hvilken omregning en sømands indtægt er omfattet af, vil det skattecenter, hvorunder sømandens hjemkommune hører, kunne være behjælpelig med oplysninger herom.
Det bemærkes, at et eventuelt »kompensationstillæg«, som sømanden modtager, ikke skal medtages ved omregningen af den skattefri indtægt. Den årlige skattefrie indtægt i nedenstående eksempler er således eksklusive et sådant tillæg. Baggrunden herfor er, at kompensationstillæg ydes som kompensation for de skattefradrag, som vedkommende ikke kan udnytte, fordi indtægten er skattefri. Da formålet med kompensationstillægget alene er at sidestille sømænd med almindelige skatteydere i Danmark, skal tillægget ikke medtages ved bidragsberegningen.
Hvis den bidragspligtige ikke modtager et sådant »kompensationstillæg« for manglende fradragsret, skal der ved fastsættelsen af bidragets størrelse tages hensyn hertil. Der henvises herom til Familiestyrelsens vejledning af 15. december 2006 om vejledende indtægtsgrænser mv. for 2007 i sager om børnebidrag og ægtefællebidrag.
Omregningsmodellerne gælder ikke for parter, der beskattes på Færøerne eller i Grønland.
I det følgende gennemgås omregningen af skattefri indtægter i de 2 forskellige situationer
Eksempel 1 – sømand uden for begrænset fart (med sømandsskattefradrag)
En part, der er sømand, og som sejler uden for begrænset fart, har en årlig skattefri indtægt på 350.000 kr.
Efter punkt 1 i bilag 1 for 2007 til bekendtgørelse nr. 1032 af 22. oktober 2004 svarer dette til følgende indtægt før skat og arbejdsmarkedsbidrag
De første 96.400 kr. multipliceres med faktoren 1,0 og svarer således til nettoværdien af 96.400 kr. efter ambi.
De næste 107.271 kr. (203.671 kr. – 96.400 kr.) multipliceres med faktoren 1,64 og svarer således til nettoværdien af 175.924 kr. efter ambi.
De næste 29.964 kr. (233.635 kr. – 203.671 kr.) multipliceres med 1,82 og svarer således til nettoværdien af 54.534 kr. efter ambi.
De resterende 116.365 kr. (350.000 kr. – 233.635 kr.) multipliceres med faktoren 2,50 og svarer således til nettoværdien af 290.913 kr. efter ambi. Det bemærkes, at omregningsfaktoren 2,50 benyttes for al indtægt, der overstiger 233.635 kr.
I alt svarer 350.000 kr. netto til 617.771 kr. efter ambi.
617.771 kr. efter ambi divideres med 0,92 og svarer til en bruttoindtægt på 671.490 kr. før ambi.
Eksempel 2 – almindelig skattefri indtægt (uden sømandsskattefradrag)
En part, der ikke er sømand, eller en sømand i begrænset fart, har en årlig skattefri indtægt på 350.000 kr.
Efter punkt 2 i bilag 1 for 2007 til bekendtgørelse nr. 1032 af 22. oktober 2004 svarer dette til følgende indtægt før skat og arbejdsmarkedsbidrag
De første 39.500 kr. multipliceres med faktoren 1,0 og svarer således til nettoværdien af 39.500 kr. efter ambi.
De næste 141.911 kr. (181.411 kr. – 39.500 kr.) multipliceres med faktoren 1,64 og svarer således til nettoværdien af 232.734 kr. efter ambi.
De næste 29.965 kr. (211.376 kr. – 181.411 kr.) multipliceres med 1,82 og svarer således til nettoværdien af 54.536 kr. efter ambi.
De resterende 138.624 kr. (350.000 kr. – 211.376 kr.) multipliceres med faktoren 2,50 og svarer således til nettoværdien af 346.560 kr. efter ambi. Det bemærkes, at omregningsfaktoren 2,50 benyttes for al indtægt, der overstiger 211.376 kr.
I alt svarer 350.000 kr. netto til 673.330 kr. efter ambi.
673.330 kr. efter ambi divideres med 0,92 og svarer til en bruttoindtægt på 731.880 kr. før ambi.
Familiestyrelsen, den 15. december 2006
Carina Fogt-Nielsen
/Stine Marum