Legislator Case Law & Legislation
C20061008154 DK

Oplysninger til bevillingskontrollen for finansåret 2006

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2006 10081 Historic

Oplysninger til bevillingskontrollen for finansåret 2006

Rigsrevisionen skal undersøge fuldstændigheden af statsregnskabet og sammenholde bevillings- og regnskabstal (bevillingskontrol), jf. rigsrevisorlovens § 17, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 3 af 7. januar 1997). Rigsrevisionen afgiver en beretning til statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, hvori der redegøres for den udførte bevillingskontrol. Beretningen indeholder herudover en redegørelse for den udførte revision for hvert enkelt ministerområde. Endvidere vil en række tværgående emner blive behandlet i beretningen.

Ministeriet bedes sende de oplysninger, der er nævnt i pkt. 5-7, vedrørende samtlige hovedkonti under ministerens område til Rigsrevisionen senest den 16. april 2007.

Ministeriet bedes endvidere indsende de oplysninger, der er nævnt i pkt. 8 og 9, for de hovedkonti, der er omfattet af forsøget med omkostningsbevillinger i 2006.

Tværgående emner til beretningen for 2006

Rigsrevisionen vil undersøge følgende tværgående emner med henblik på en eventuel omtale i beretningen for 2006

- administrative fællesskaber

- styring af cheflønspuljeordningen

- kommunernes administration af tilskud på Integrationsministeriets område

- digital kommunikation mellem staten og borgerne.

Rigsrevisionen vil kontakte de relevante ministerier, hvis der er behov for særlige oplysninger til undersøgelsen af de tværgående emner.

Kravene til de regnskabsmæssige forklaringer

Ministeriet bør afgive regnskabsmæssige forklaringer ved væsentlige afvigelser mellem de opstillede mål og de opnåede resultater samt ved væsentlige afvigelser mellem bevillingstal og regnskabstal. De nærmere krav til de regnskabsmæssige forklaringer er beskrevet i pkt. 5-9. Kravene i pkt. 8-9 vedrører alene de hovedkonti, der er omfattet af forsøget med omkostningsbevillinger i 2006.

For hovedkonti, der indgår i en årsrapport for 2006, skal de regnskabsmæssige forklaringer indgå i årsrapporten. For øvrige hovedkonti afgiver ministeriet de regnskabsmæssige forklaringer særskilt.

For hovedkonti, hvor der er opstillet mål i bevillingslovene , skal der redegøres for væsentlige afvigelser mellem de opstillede mål, fx aktivitets-, service- og produktivitetsmål, og de opnåede resultater. Oplysningerne om de opnåede resultater afgives i en form, der muliggør sammenligning med oplysningerne i bevillingslovene.

For hovedkonti, hvor der er opstillet mål i årsrapporten , skal der endvidere redegøres for væsentlige afvigelser mellem de i årsrapporten gengivne mål og de opnåede resultater.

Hvis ministeriet er i tvivl om, hvorvidt en afvigelse er væsentlig, bør der afgives regnskabsmæssig forklaring.

Ministeriet skal endvidere for alle bevillingstyper på hovedkontoniveau afgive regnskabsmæssig forklaring for væsentlige afvigelser mellem bevillingstallene, som de fremgår af bevillingslovene, og statsregnskabstallene. For hovedkonti med bevillingsafregning bør de regnskabsmæssige forklaringer tage udgangspunkt i årets resultat.

Ved vurdering af om en afvigelse er væsentlig, skal såvel den procentvise som den beløbsmæssige afvigelse tages i betragtning. Hvis der er tvivl, bør der afgives regnskabsmæssig forklaring.

De regnskabsmæssige forklaringer skal bl.a. indeholde oplysninger om, hvilke ændringer i budgetteringsforudsætningerne, herunder aktivitetsændringer, afvigelserne dækker over, baggrunden for disse ændringer, samt hvordan ændringerne relaterer sig til de realiserede udgifter og indtægter.

For driftsbevillinger, anlægsbevillinger og statsvirksomheder bør ministeriet give forklaring i følgende tilfælde

a. For driftsbevillinger , hvis der er væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for den samlede nettoudgiftsbevilling eller for lønsumsbevillingen. Afvigelser på underkonti eller standardkonti inden for hovedkontoen kræver således ingen forklaring. Forklaring på afvigelser for hele hovedkontoen kan dog tage udgangspunkt i mer- eller mindreforbrug på underkonti eller standardkonti.

Der skal under alle omstændigheder afgives regnskabsmæssig forklaring, hvis bevillingsoverskridelsen udgør mere end 2 % af bruttodriftsudgifterne eller 10 mio. kr., eller hvis en bevillingsoverskridelse fra tidligere år ikke er udlignet, jf. Budgetvejledning 2001, pkt. 2.6.5. Hovedkonti, der er omfattet af forsøget med omkostningsbevillinger i 2006, er undtaget fra dette rapporteringskrav.

b. For anlægsbevillinger i form af projektbevilling afgives regnskabsmæssig forklaring ved væsentlige afvigelser mellem bevillings- og regnskabstal for det enkelte projekt, eller hvis der i øvrigt er væsentlige projektændringer eller væsentlige ændringer med hensyn til totaludgift og færdiggørelsestidspunkt, jf. Budgetvejledning 2001, pkt. 2.8.3.

For anlægsbevillinger, hvor dele af bevillingen er afsat som rådighedspulje, afgives der regnskabsmæssig forklaring ved merforbrug eller væsentligt mindreforbrug af rådighedspuljen i forhold til det bevilgede.

c. For statsvirksomheder redegøres for afvigelser ud over de tilladte akkumulerede udsving i nettotallet. Der afgives en oversigt over det akkumulerede udsving i forhold til nettotallet for de sidste 4 år, og der afgives forklaring, hvis det akkumulerede udsving er negativt 4 år i træk, jf. Budgetvejledning 2001, pkt. 2.7.4. Hovedkonti, der er omfattet af forsøget med omkostningsbevillinger i 2006, er undtaget fra disse rapporteringskrav.

Ministeriet bedes vedlægge kopi af korrespondance mv., hvis Finansministeriet i finansårets løb har givet ministeriet tilladelse til at foretage dispositioner, hvortil der ikke normalt er hjemmel, herunder fx overførsler mellem hovedkonti.

For bevillinger på finansloven, der er omfattet af forsøget med omkostningsbevillinger, bør ministeriet tillige give forklaringer i følgende tilfælde

a. Hvis virksomheden har en negativ saldo for akkumuleret overskud under egenkapitalen, der overstiger virksomhedens startkapital, jf. § 7, stk. 1, pkt. 2, i Finansministeriets cirkulære af 21. december 2004 om forsøg med omkostningsbevillinger.

b. Hvis virksomhedens saldo for SKB langfristet gæld (FF4) og SKB bygge- og it-kredit (FF6) overstiger værdien af virksomhedens materielle og immaterielle anlægsaktiver, jf. § 10 i Finansministeriets cirkulære af 21. december 2004 om forsøg med omkostningsbevillinger.

c. Hvis virksomhedens saldo for SKB bygge- og it-kredit (FF6) ikke svarer til summen af igangværende arbejder og udviklingsprojekter under opførelse, jf. § 10 i Finansministeriets cirkulære af 21. december 2004 om forsøg med omkostningsbevillinger.

Ministeriet bedes vedlægge kopi af korrespondance mv., hvis Finansministeriet i finansårets løb har givet ministeriet tilladelse til at anvende en reserveret bevilling til et andet formål, jf. § 5, stk. 2, i Finansministeriets cirkulære af 21. december 2004 om forsøg med omkostningsbevillinger.

Rigsrevisionen, den 22. november 2006

Henrik Otbo

/Vibeke Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →