Legislator Case Law & Legislation
C20061007460 DK

Vejledning om statsforvaltningens behandling af sager om separation og skilsmisse

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 2006 10074 Historic

Vejledning om statsforvaltningens behandling af sager om separation og skilsmisse

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2.

Hvilke sager skal statsforvaltningen behandle?

3.

Sagsbehandlingen

3.1.

Særligt om ansøgninger om børne- og/eller ægtefællebidrag under behandlingen af en separations- eller skilsmissesag

4.

Blanketter, kompetence, dokumentation mv.

4.1.

Blanketter

4.2.

Stedlig kompetence

4.3.

International kompetence

4.4.

Dokumentation mv.

5.

Betingelserne for separation og skilsmisse

5.1.

Separation

5.2.

Skilsmisse

5.2.1.

Skilsmisse efter separation

5.2.1.1.

Betænkelighed ved dokumentation for samlivets ophør

5.2.2.

Skilsmisse på grundlag af utroskab

5.2.3.

Skilsmisse på grundlag af 2 års faktisk adskillelse

5.2.4.

Skilsmisse på grundlag af vold

5.2.5.

Skilsmisse på grundlag af bigami

5.2.6.

Skilsmisse på grundlag af børnebortførelse

5.3.

Gebyr

5.4.

Forældremyndighed

6.

Vilkårene

7.

Det første møde

7.1.

Indkaldelse til vilkårsforhandling

7.2.

Afholdelse af vilkårsforhandling

8.

Mægling

8.1.

Mægling hos en præst

8.2.

Konfliktmægling

9.

Sager hvor der ikke skal afholdes møde

9.1.

Fravalg af vilkårsforhandling

9.1.1.

Betingelserne for at udstede bevilling til separation eller skilsmisse

9.2.

Skilsmisse på grundlag af separation

9.2.1.

Særligt om skilsmisse på grundlag af separation uden udtrykkeligt samtykke fra den anden ægtefælle

9.2.2.

Fremgangsmåden ved skilsmisse uden udtrykkeligt samtykke

9.3.

Vilkårsforhandling trods fravalg

10.

Sagens afslutning

10.1.

Bevilling til separation eller skilsmisse

10.1.1.

Indholdet af separations- og skilsmissebevillinger

10.2.

Statsforvaltningens afgørelse om at afslutte sagen

10.2.1.

Enighed er ikke opnået

10.2.2.

Betænkelighed ved at meddele bevilling

10.3.

Ægtefællernes anmodning om afslutning af sagen

10.4.

Andre forhold, der kan føre til, at sagen afsluttes

11.

Indbringelse for retten

11.1.

Vejledning til ægtefællerne

11.2.

Frist for indbringelse

11.3.

Hvordan indbringes sagen for retten?

11.4.

Hvad skal oplyses til retten, og hvad skal sendes med?

12.

Klage over statsforvaltningens afgørelser

13.

Registreret partnerskab

14.

Overgangsregler, ikrafttræden

15.

Konsekvensændringer i cirkulærer og vejledninger

1. Indledning

Denne vejledning indeholder en beskrivelse af statsforvaltningens behandling af sager om separation og skilsmisse, der følger af lov nr. 525 af 24. juni 2005 om udmøntning af kommunalreformen på det familieretlige område. Reglerne træder i kraft den 1. januar 2007.

Formålet med reformen er at skabe én fælles indgang til opløsning af ægteskab og afklaring af uenighed om forældremyndighed, hvor alle sager herom begynder hos samme myndighed, så borgerne kun skal henvende sig et sted. Dette betyder bl.a., at alle sager om separation og skilsmisse skal begynde i statsforvaltningen, og at det således ikke længere er muligt at anlægge ægteskabssag direkte ved domstolene. Herved skabes et enstrenget og mere gennemskueligt system, hvor alle opgaver i forbindelse med separation, skilsmisse og forældremyndighed samles et sted, idet statsforvaltningen i forvejen behandler alle sager om samvær, om størrelsen af ægtefællebidrag og om børnebidrag. Sagen indbringes kun for retten, hvis der ikke under statsforvaltningens vejledning og rådgivning kan opnås enighed mellem ægtefællerne.

Hovedformålet med reformen er generelt at styrke forligsbestræbelserne. Reformen indebærer således, at ægtefællerne i størst muligt omfang gennem øget rådgivning, mægling og bistand fra sagsbehandlere i statsforvaltningen kan få en samlet løsning på mange af de problemer, der opstår i familien ved en samlivsophævelse, eller som opstår senere. Det sker bl.a. ved vilkårsforhandling i separations- og skilsmissesager, hvor der tillige kan orienteres om de forskellige rådgivningstilbud. Derudover indebærer reformen en styrkelse af rådgivnings- og mæglingstilbuddene til separations- og skilsmissepar.

Uanset bestræbelserne for at finde mindelige løsninger er det vigtigt at undgå unødvendige forsinkelser som følge af, at sagen begynder i statsforvaltningen. Tvister, der viser sig uløselige, må på et så tidligt tidspunkt som muligt indbringes for retten. Derfor er det nødvendigt med en stram sagsstyring i statsforvaltningen, så unødvendige, ubegrundede forsinkelser undgås.

Det skal understreges, at statsforvaltningen selv tilrettelægger forligsbestræbelserne i den enkelte sag. Denne vejledning indeholder alene en beskrivelse af sagsgangen i ”typiske” sager. Den er derfor ikke udtømmende i forhold til de muligheder, som statsforvaltningen har for at tilvejebringe forligsmæssige løsninger.

Det vil i forbindelse med behandlingen af en sag om separation eller skilsmisse være hensigtsmæssigt at behandle sagen sammen med en eventuelt verserende sag om forældreyndighed og/eller samvær. Der er således mulighed for at afholde et samlet vejledningsmøde, hvor vilkårsforhandlingen også indgår, hvis der ligeledes er uenighed om andre spørgsmål, herunder forældremyndighed og samvær. Dette er hensigtsmæssigt, idet der herved kan findes en samlet løsning på de rejste problemstillinger. Mødet med ægtefællerne tilrettelægges i så fald i overensstemmelse med denne vejledning og vejledning om statsforvaltningens behandling af sager om forældremyndighed.

2. Hvilke sager skal statsforvaltningen behandle?

Alle anmodninger om separation og skilsmisse skal indgives til statsforvaltningen. Det er således ikke længere muligt at anlægge retssag om separation eller skilsmisse direkte ved domstolene.

Visse sager om ægteskab er dog undtaget herfra og skal fortsat anlægges ved domstolene. Det drejer sig om følgende sager

– Omstødelsessager efter ægteskabslovens §§ 6 og 9, jf. § 23, og efter § 24

– Sager om ændring af aftaler eller domme om bidragspligt, jf. ægteskabslovens §§ 52 og 53, stk. 1

– Sager om ændring af aftaler om bidragets størrelse, jf. ægteskabslovens § 52

– Sager om ændring af aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten og andre vilkår, herunder at aftalen erklæres uforbindende, jf. ægteskabslovens § 58

– Sager om ægteskabelig status, herunder om gyldigheden af et ægteskab samt om en separation er bortfaldet eller ej, jf. retsplejelovens § 448, nr. 6 og 7

3. Sagsbehandlingen

a) Anmodning om separation eller skilsmisse indgives til statsforvaltningen.

b) Statsforvaltningen indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling, medmindre denne er fravalgt, se punkt c) og punkt 9.1.

b.1) Hvis der under vilkårsforhandlingen opnås enighed, og betingelserne i øvrigt er opfyldt, udfærdiger statsforvaltningen bevilling.

b.2) Hvis der ikke opnås enighed under vilkårsforhandlingen, kan statsforvaltningen tilbyde konfliktmægling efter lovens § 41, hvis statsforvaltningen vurderer, at der herved kan opnås enighed, se punkt 8.2.

Accepterer ægtefællerne konfliktmæglingstilbuddet, gennemføres dette hurtigst muligt. Herefter kan sagen f.eks. sluttes ved, at ægtefællerne er blevet enige, jf. ovenfor.

Når sagen overgår til konfliktmægling, afsluttes sagen ikke, og der skal være en tilbagemelding fra mægleren, når mæglingen er afsluttet, således at statsforvaltningen kan tage stilling til, om sagen kan eller skal afsluttes.

Hvis ægtefællerne ikke accepterer tilbuddet om konfliktmægling, træffer statsforvaltningen afgørelse om afslutning af sagen, se punkt 10.

c) Hvis ægtefællerne har fravalgt vilkårsforhandling, og hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, udfærdiger statsforvaltningen en bevilling

3.1. Særligt om ansøgninger om børne- og/eller ægtefællebidrag under behandlingen af en separations- eller skilsmissesag

Hvis en statsforvaltning modtager en ansøgning om fastsættelse af børne- eller ægtefællebidrag under behandlingen af en anmodning om separation eller skilsmisse uden vilkårsforhandling, bør statsforvaltningen behandle bidragssagen, selvom der ikke skal afholdes møde med ægtefællerne, og selvom bidragssagen ellers skulle have været behandlet af en anden statsforvaltning.

4. Blanketter, kompetence, dokumentation mv.

4.1. Blanketter

Der er udarbejdet blanketter til anmodning om separation og skilsmisse, men der er ikke blankettvang for ægtefællerne - heller ikke i sager, hvor ægtefællerne fravælger vilkårsforhandling. For at sikre en ensartet behandling af sagerne skal statsforvaltningen dog benytte blanketterne, der findes på www.statsforvaltning.dk .

4.2. Stedlig kompetence

Reglerne om stedlig kompetence følger af bekendtgørelse om opløsning af ægteskab (opløsningsbekendtgørelsen).

Anmodning om separation eller skilsmisse, der indgives af ægtefællerne i forening, skal herefter sendes til statsforvaltningen på det sted, hvor en af ægtefællerne bor eller opholder sig, jf. opløsningsbekendtgørelsens § 1, stk. 1. Indgives anmodningen af en af ægtefællerne alene, sendes anmodningen til statsforvaltningen på det sted, hvor den anden ægtefælle bor eller opholder sig. Har ægtefællen ikke bopæl eller ophold her i landet, sendes anmodningen til statsforvaltningen på det sted, hvor den anmodende ægtefælle bor eller opholder sig, jf. § 1, stk. 2.

Fra ovennævnte udgangspunkt gælder følgende undtagelser

– Hvis statsforvaltningen på anmodningstidspunktet har en anden familieretlig sag mellem ægtefællerne under behandling, kan anmodningen om separation eller skilsmisse sendes til denne statsforvaltning.

– Anmodning om skilsmisse på grundlag af separationsbevilling, jf. § 31, kan sendes til den statsforvaltning, der har udstedt bevillingen.

– Har ingen af ægtefællerne bopæl eller ophold her i landet, sendes anmodningen til Statsforvaltningen Hovedstaden, medmindre der er tale om en anmodning om skilsmisse på grundlag af separationsbevilling, jf. ovenfor.

– Ægtefællerne kan aftale, at sagen skal behandles af en anden statsforvaltning.

Statsforvaltningen skal færdigbehandle sagen, selvom forudsætningerne for statsforvaltningens stedlige kompetence bortfalder under sagens behandling.

Den statsforvaltning, som ellers skal behandle sagen, kan bestemme, at sagen skal overføres til en anden statsforvaltning, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der.

4.3. International kompetence

Statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om separation og skilsmisse fremgår af lovens § 43 a. Statsforvaltningen kan efter denne bestemmelse behandle en anmodning om separation eller skilsmisse, hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 c, stk. 1 og 3, er opfyldt.

Det fremgår af retsplejelovens § 448 c, stk. 1, at en sag om ægteskab kan behandles her i riget, hvis

1. sagsøgte har bopæl her,

2. sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her,

3. sagsøgeren er dansk statsborger, og det godtgøres, at han på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i det land, hvor han har bopæl,

4. begge ægtefæller er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig indbringelse for dansk domstol, eller

5. skilsmisse søges på grundlag af separation meddelt her i landet inden for de sidste fem år.

Efter retsplejelovens § 448 c, stk. 3, kan kompetencereglerne i stk. 1, fraviges ved overenskomst med fremmed stat. Dette er sket ved Den Nordiske Ægteskabskonvention. Henvisningen til retsplejelovens 448 c, stk. 3, medfører således, at statsforvaltningens internationale kompetence ligeledes er reguleret af denne overenskomst og af eventuelle kommende overenskomster.

Det er forholdene på tidspunktet for statsforvaltningens modtagelse af sagen, der er afgørende for statsforvaltningens internationale kompetence. Den omstændighed, at forholdene ændres under statsforvaltningens behandling af sagen, f.eks. at en af ægtefællerne flytter fra Danmark, medfører således ikke, at danske myndigheder mister kompetencen til at behandle sagen, hvis det ikke lykkes at opnå enighed mellem ægtefællerne, og statsforvaltningen derfor - efter anmodning fra en af ægtefællerne - indbringer sagen for retten.

Der henvises i øvrigt til Familiestyrelsens vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, separation og skilsmisse.

4.4. Dokumentation mv.

Som udgangspunkt skal der ved behandlingen af en anmodning om separation eller skilsmisse alene fremlægges følgende dokumentation

– Vielsesattest eller anden dokumentation for vielsen, hvis den er foregået i udlandet

– Den originale separationsbevilling eller separationsdom, hvis der anmodes om skilsmisse på baggrund af separation

– Eventuel erklæring om utroskab

– En eventuel aftale om bidragspligten eller § 56-godtgørelse

Hvis der konkret er behov for det, kan statsforvaltningen anmode ægtefællerne om yderligere dokumentation mv.

Indsender ægtefællerne ikke den originale separationsbevilling, udfærdiger statsforvaltningen en bekræftet genpart af separationsbevillingen, hvis bevillingen er udstedt af den pågældende statsforvaltning. Ellers anmoder statsforvaltningen igen ægtefællerne om at indsende originalen, eller statsforvaltningen indhenter en bekræftet genpart fra den statsforvaltning, der udstedte bevillingen. Dette kræver ikke ægtefællernes samtykke.

5. Betingelserne for separation og skilsmisse

5.1. Separation

Enhver ægtefælle har ret til separation, hvis man mener, at man ikke kan fortsætte samlivet med den anden ægtefælle, jf. lovens § 29.

5.2. Skilsmisse

5.2.1. Skilsmisse efter separation

En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation. Hvis ægtefællerne er enige herom, kan der allerede meddeles skilsmisse efter ½ års separation, jf. lovens § 31.

Hvis samlivet efter separationen er fortsat eller genoptaget, bortfalder separationen som udgangspunkt. Hvis dette er tilfældet, kan der ikke meddeles skilsmisse på grundlag af separationen. Der kan derimod meddeles separation på ny. Hvis der foreligger en grund til direkte skilsmisse, kan der også meddeles skilsmisse, jf. nedenfor.

5.2.1.1. Betænkelighed ved dokumentation for samlivets ophør

Hvis ægtefællerne anmoder om skilsmisse efter separation, og der er tvivl om, hvorvidt samlivet efter separationen har været fortsat eller genoptaget, kan statsforvaltningen afslå at meddele skilsmisse og afslutte sagen.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis det af CPR fremgår, at ægtefællerne har haft fælles bopæl siden separationen eller i en afgrænset periode efter separationen, og ægtefællerne ikke kan give en nærmere troværdig forklaring herpå.

Det kan også være tilfældet, hvis statsforvaltningen på anden måde er blevet bekendt med, at samlivet efter separationen har været fortsat eller genoptaget, selvom ægtefællerne oplyser, at dette ikke er tilfældet.

Hvis statsforvaltningen afslår at meddele skilsmisse og derved afslutter sagen, skal ægtefællerne vejledes om muligheden for at få sagen indbragt for retten, jf. lovens § 43, stk. 1, 1. pkt. Det bemærkes, at statsforvaltningens afgørelse herom ikke kan indbringes for Familiestyrelsen, jf. lovens § 58 a, stk. 1.

Ægtefællerne har i øvrigt mulighed for at indbringe spørgsmålet om, hvorvidt separationen består eller er bortfaldet, selvstændigt for retten, jf. retsplejelovens § 448, nr. 6.

5.2.2. Skilsmisse på grundlag af utroskab

En ægtefælle har ret til skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har været utro, jf. lovens § 33. Dette gælder dog kun, hvis ægtefællen indgiver anmodning om skilsmisse inden 6 måneder efter, at ægtefællen har fået kendskab hertil, og inden 2 år efter at den anden ægtefælle har været utro. Der kan ikke meddeles skilsmisse på grundlag af utroskab, der er begået i en separationsperiode.

Endvidere kan der ikke meddeles skilsmisse på grundlag af utroskab, hvis ægtefællen har tilgivet den anden ægtefælle eller på anden måde har frafaldet retten til skilsmisse.

Det er kun den ikke-utro ægtefælle, der har ret til skilsmisse på grundlag af den anden ægtefælles utroskab. Den utro ægtefælle kan således ikke gennemtvinge en skilsmisse på grundlag af egen utroskab.

Dette er dog ikke til hinder for, at en utro ægtefælle anmoder om skilsmisse på grundlag af utroskab - den anden ægtefælle skal dog tiltræde anmodningen og være enig i, at der meddeles skilsmisse på grundlag af utroskab.

5.2.3. Skilsmisse på grundlag af 2 års faktisk adskillelse

Hvis ægtefællerne har levet adskilt de seneste 2 år på grund af uoverensstemmelser, har hver af ægtefællerne ret til skilsmisse, jf. lovens § 32.

5.2.4. Skilsmisse på grundlag af vold

En ægtefælle har ret til skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter mod ægtefællen eller børnene, jf. lovens § 34. Dette gælder dog kun, hvis ægtefællen indgiver anmodning herom inden 1 år efter, at ægtefællen har fået kendskab hertil, og inden 3 år efter volden er begået.

5.2.5. Skilsmisse på grundlag af bigami

En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab, og ægteskabet mellem ægtefællerne fortsat består, jf. lovens § 35.

5.2.6. Skilsmisse på grundlag af børnebortførelse

En ægtefælle har ret til skilsmisse, hvis den anden ægtefælle ulovligt har ført ægtefællens barn ud af landet, eller hvis den anden ægtefælle ulovligt tilbageholder barnet i udlandet, jf. lovens § 36. Dette gælder dog kun, hvis ægtefællen indgiver anmodning herom, mens barnet på grund af den ulovlige bortførelse eller tilbageholdelse opholder sig i udlandet, eller senest 1 år efter at barnet er bragt tilbage.

5.3. Gebyr

Ved indgivelse af anmodning om skilsmisse betales 500 kr. Dette gælder, uanset om ægtefællerne er enige eller uenige. Er der inden for de seneste tre måneder indgivet anmodning om skilsmisse, og er der betalt herfor, skal der ikke ske fornyet betaling.

Betales gebyret ikke ved indgivelsen af anmodningen om skilsmisse, kan statsforvaltningen - i overensstemmelse med hidtidig praksis - henlægge sagen, hvis ægtefællerne ikke inden for en fastsat frist betaler gebyret.

5.4. Forældremyndighed

Statsforvaltningen skal som udgangspunkt altid udlevere dokumentation for fælles forældremyndighed - ”Erklæring om fortsat fælles forældremyndighed efter separation eller skilsmisse” - når den fælles forældremyndighed fortsætter efter separation og skilsmisse. Dette gælder også ved fravalg af vilkårsforhandling.

Statsforvaltningen kan i den forbindelse lægge oplysningerne i CPR om forældreskabet til grund, hvis barnet er født i Danmark. Er barnet født i udlandet, skal der fremlægges dokumentation for forældreskabet i form af barnets fødsels-, navne-, dåbsattester el. lign.

Hvis der er usikkerhed om forældreskabet til et barn, må statsforvaltningen ikke udlevere dokumentation for fælles forældremyndighed.

Statsforvaltningen må kun udlevere ”Erklæring om fortsat fælles forældremyndighed efter separation eller skilsmisse” i forbindelse med udstedelse af separations- eller skilsmissebevillingen.

Hvis forældrene under vilkårsforhandlingen eller under et andet møde i statsforvaltningen indgår aftale om, at den fælles forældremyndighed skal ophæves og tillægges den ene af forældrene alene, er det ikke tilstrækkeligt, at aftalen herom medtages i vilkårsforhandlingsprotokollen/mødenotatet. Blanketten til anmeldelse af en aftale om ophævelse af den fælles forældremyndighed skal anvendes.

Der henvises i øvrigt til vejledning om statsforvaltningens behandling af sager om forældremyndighed.

6. Vilkårene

Statsforvaltningen kan meddele separation eller skilsmisse, hvis ægtefællerne er enige herom og er enige om følgende vilkår for separationen eller skilsmissen

– hvorvidt den ene ægtefælle skal have bidragspligt over for den anden ægtefælle,

– hvem der skal fortsætte lejemålet, hvis ægtefællerne bor i en lejelejlighed eller andelslejlighed, og

– hvorvidt den ene ægtefælle - hvis ægtefællerne har haft særeje eller rettigheder efter § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger - skal yde et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe.

Det bemærkes, at det i forbindelse med vedtagelsen af lov om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse (lov nr. 484 af 7. juni 2006) blev gennemført, at det ikke længere er et vilkår for separationen eller skilsmissen, at der skal tages stilling til spørgsmålet om ægtefællepension sikret ved overlevelsesrente. Afkald på bevarelse af retten til overlevelsesrente skal som følge heraf ikke pligtmæssigt noteres i bevillingen.

Statsforvaltningen har dog fortsat pligt til at vejlede ægtefællerne om rettighederne efter ægtefællepensionsloven, og om at ægtefællerne skal sikre deres rettigheder efter loven ved at foretage anmeldelse til pensionsinstituttet. Der skal endvidere vejledes om pensionsrettighedernes stilling på ægtefælleskiftet. Dette er omtalt i en særskilt vejledning.

7. Det første møde

Efter modtagelsen af en anmodning om separation eller skilsmisse skal statsforvaltningen altid indkalde ægtefællerne til vilkårsforhandling, medmindre der er tale om de i punkt 9 nævnte undtagelser.

Baggrunden for dette er, at statsforvaltningen skal forsøge at opnå forligsmæssige løsninger, bl.a. gennem vejledning eller mægling i statsforvaltningen. Selv for ægtefæller, der til at begynde med forekommer meget uenige, vil forlig eller en mere positiv holdning til at tage imod mæglingstilbud formentlig kunne nås ved information og vejledning. Ægtefællerne skal derfor som udgangspunkt møde i statsforvaltningen, selv om de på forhånd mener at være uløseligt uenige, hvorved de kan vejledes om retsgrundlaget og om konfliktløsningsmulighederne.

Formålet med vilkårsforhandlingen er således at kontrollere, om de materielle betingelser for separationen eller skilsmissen er opfyldt, og at afklare om der er eller kan blive enighed om vilkårene for separationen eller skilsmissen. Ægtefællerne skal endvidere informeres og vejledes om rækkevidden af vilkårene, om muligheden for mægling, jf. lovens § 41, samt om andre spørgsmål af betydning for separation eller skilsmisse, jf. punkt 7.2.

Hvis det i forbindelse med indgivelsen af en anmodning om separation eller skilsmisse konstateres, at der ligeledes er uenighed om andre spørgsmål, herunder forældremyndighed og samvær, indkaldes ægtefællerne til et møde, hvor alle spørgsmål drøftes, således at der så vidt muligt kan findes en samlet løsning på de rejste problemstillinger.

7.1. Indkaldelse til vilkårsforhandling

Efter modtagelsen af en anmodning om separation eller skilsmisse indkaldes ægtefællerne hurtigst muligt og inden 14 dage til vilkårsforhandling, der så vidt muligt skal afholdes senest 14 dage efter indkaldelsen.

Indkaldelsen skal som udgangspunkt indeholde oplysninger om følgende punkter

1. Tid og sted for vilkårsforhandling.

2. Mødets forventede varighed.

3. Hvem der skal kontaktes ved eventuelt afbud.

4. Oplysning om, hvorvidt begge ægtefæller er indkaldt til mødet.

5. Muligheden for tolkebistand.

6. Hvilken dokumentation ægtefællerne skal medbringe.

7. Der skal vejledes om § 4 i opløsningsbekendtgørelsen (kravet om personligt og samtidigt møde samt om muligheden for at fravige dette krav). Denne vejledning kan gives ved i indkaldelsen til vilkårsforhandling at citere bekendtgørelsens § 4.

Er en ægtefælle umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, skal værgen tilsiges til vilkårsforhandlingen for at tage stilling til vilkår, der er omfattet af værgemålet. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis værgen i fornødent omfang skriftligt har tiltrådt vilkårene for separationen eller skilsmissen.

Der vil i helt særlige tilfælde kunne holdes separate møder med ægtefællerne. Det gælder f.eks., hvis en ægtefælle har været voldelig over for den anden. Det kan også i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt med separate møder som led i forligsbestræbelser.

Hvis en ægtefælle har ophold i udlandet, foretages vilkårsforhandling af den danske repræsentation på det sted, hvor ægtefællen opholder sig eller kan give møde, medmindre ægtefællen er indforstået med at møde til vilkårsforhandling i statsforvaltningen. Se hertil cirkulæreskrivelse af 27. juni 2005 om statsamternes (nu statsforvaltningernes) mulighed for at få assistance i familieretlige sager fra danske ambassader og andre repræsentationer. Se endvidere under punkt 4.3. om international kompetence.

7.2. Afholdelse af vilkårsforhandlinger

Under vilkårsforhandlingen skal statsforvaltningen i nødvendigt omfang vejlede ægtefællerne om nedennævnte forhold. Vejledningen bør målrettes de konkrete problemstillinger, som ægtefællerne rejser i forbindelse med separation eller skilsmisse.

– Forældremyndighed, herunder fortsat fælles forældremyndighed efter separation og skilsmisse samt mulighederne for ændring af forældremyndighed.

– S amvær , herunder anden kontakt end samvær og retten til orientering om barnet.

– Børnebidrag.

– Formuefællesskabets ophør.

– Bortfald af arveret.

– Aftrapning og bortfald af ægtefællebidrag.

– Reglerne om ægtefællepension og pensionsrettighedernes behandling på ægtefælleskiftet. Er omtalt i en særskilt vejledning.

– Bevilling til separation eller skilsmisse kan ikke med sikkerhed forventes anerkendt i udlandet uden for de nordiske lande.

– Mulighederne for ændring af vilkår, jf. ægteskabslovens §§ 52, 53 og 58.

– Virkningerne af fortsættelse eller genoptagelse af samlivet efter separation.

– Registrerede partnere skal orienteres om, at et eventuelt bidrag ikke med sikkerhed kan forventes inddrevet i udlandet.

I forbindelse med vejledning om formuefællesskabets ophør skal statsforvaltningen vejlede ægtefællerne om, at de ikke kun skal indgå aftale om deling af deres indbo mv., men også om deling af de øvrige formueaktiver i fællesboet. Hvis ægtefællerne ønsker det, noteres sådanne aftaler i vilkårsprotokollen eller lægges på sagen. Er ægtefællerne uenige om bodelingen, orienteres de om muligheden for at indbringe sagen for skifteretten.

Hvis der under vilkårsforhandlingen opnås enighed mellem ægtefællerne, og betingelserne i øvrigt er opfyldt, meddeler statsforvaltningen separation eller skilsmisse, jf. punkt 9.1.1.

Hvis ægtefællerne under vilkårsforhandlingen i statsforvaltningen ikke kan opnå enighed om separation eller skilsmisse og om vilkårene herfor, skal statsforvaltningen orientere om muligheden for mægling, jf. lovens § 41. Der henvises til punkt 8.2.

Statsforvaltningen udfærdiger vilkårsforhandlingsprotokol i forbindelse med vilkårsforhandlingen. Protokollen underskrives af ægtefællerne og af den, der har foretaget vilkårsforhandlingen. Hvis værgens tiltrædelse af vilkår fremgår af protokollen, underskrives den også af værgen.

8. Mægling

Der er i ægteskabsloven to former for mægling: 1) mægling hos en præst, jf. § 40, samt 2) konfliktmægling ved uenighed om vilkårene for separation og skilsmisse, jf. § 41.

8.1. Mægling hos en præst

Hvis ægtefællerne ønsker det, kan de i anmodningen om separation eller skilsmisse anmode om mægling hos en præst.

Skal der foretages mægling mellem ægtefællerne hos en præst efter lovens § 40, udsættes sagen, indtil mæglingen er gennemført.

8.2. Konfliktmægling

Statsforvaltningen kan tilbyde konfliktmægling ved uenighed om vilkårene for separationen/skilsmissen, jf. lovens § 41.

Konfliktmæglingen varetages af sagsbehandlerne i statsforvaltningen og psykologer eller andre sagkyndige. Mæglingen kan eventuelt også varetages af tilknyttede advokatmæglere. I konfliktmæglingen deltager normalt to mæglere, men det kan også besluttes, at mæglingen gennemføres af én mægler. Dette kræver, at mægleren har stor rutine, og at sagen er egnet til en sådan mægling. I meget konfliktfyldte sager bør der som udgangspunkt mægles af to, idet disse sager ofte er meget krævende for mægler, hvorfor det giver god mening at have en co-mægler, som kan bringe nye spørgsmål og vinkler på mæglingen.

Statsforvaltningen tilrettelægger selv, i hvilken form konfliktmæglingen skal gennemføres.

Egentlige bodelingsspørgsmål er ikke omfattet af statsforvaltningernes tilbud om konfliktmægling. Angår ægtefællernes uenighed alene bodelingsspørgsmål, vil statsforvaltningen kunne henvise ægtefællerne til privat mægling.

Accepterer ægtefællerne tilbuddet om konfliktmægling, gennemføres dette hurtigst muligt. Herefter kan sagen f.eks. sluttes ved, at ægtefællerne er blevet enige.

Når sagen overgår til konfliktmægling afsluttes sagen ikke, og der skal være en tilbagemelding fra mægleren, når mæglingen er afsluttet, således at statsforvaltningen kan tage stilling til, om sagen kan eller skal afsluttes.

Hvis ægtefællerne ikke accepterer tilbuddet om konfliktmægling, træffer statsforvaltningen afgørelse om afslutning af sagen.

9. Sager hvor der ikke skal holdes møde

Som anført under punkt 7 skal statsforvaltningen som udgangspunkt altid indkalde ægtefællerne til vilkårsforhandling, når statsforvaltningen modtager en anmodning om separation eller skilsmisse.

Statsforvaltningen kan dog meddele separation eller skilsmisse uden vilkårsforhandling, hvis betingelserne for at give separation eller skilsmisse efter § 32-36 er til stede, og hvis begge ægtefæller meddeler statsforvaltningen, at de ikke ønsker vilkårsforhandling, jf. § 39, stk. 1, nr. 1. Der henvises til punkt 9.1.

Hvis ægtefællerne anmoder om skilsmisse efter separation, og vilkårene for separationen også gælder for tiden efter skilsmissen, kan statsforvaltningen ligeledes meddele skilsmisse uden vilkårsforhandling, jf. § 39, stk. 1, nr. 2. Dette beskrives nærmere i punkt 9.2.

Det bemærkes, at statsforvaltningen uanset bestemmelserne i § 39, stk. 1, nr. 1 og 2, kan bestemme, at vilkårsforhandling skal afholdes, hvis særlige omstændigheder taler for det. Der henvises til punkt 9.3.

9.1. Fravalg af vilkårsforhandling

Ægtefællerne har efter ægteskabslovens § 39, stk. 1, nr. 1, mulighed for at fravælge vilkårsforhandling. Det er en forudsætning for, at ægtefællerne kan blive fritaget for vilkårsforhandling, at det af anmodningen til statsforvaltningen fremgår, at ægtefællerne er enige om separation eller skilsmisse efter §§ 32-36 og om vilkårene herfor.

Der er ikke formkrav til fravalg af vilkårsforhandling, bortset fra at ægtefællerne personligt skal skrive under på, at de fravælger vilkårsforhandling. Endvidere skal anmodningen være modtaget af statsforvaltningen senest to måneder efter, at den første af ægtefællerne har underskrevet den. Dette fremgår af § 2 i opløsningsbekendtgørelsen.

Ved fravalg af vilkårsforhandling skal ægtefællerne skriftligt meddele statsforvaltningen de oplysninger om vilkårene for separation eller skilsmisse, der fremgår af anmodningsblanketten. Oplysningerne skal bekræftes ved personlig underskrift, herunder elektronisk signatur.

9.1.1. Betingelserne for at udstede bevilling til separation eller skilsmisse

Statsforvaltningen skal påse, at de materielle betingelser for at meddele separation eller skilsmisse er opfyldt, og at ægtefællerne er enige om separation eller skilsmisse og om vilkårene herfor.

Statsforvaltningen skal endvidere være opmærksom på, om vilkårene er urimelige over for en af ægtefællerne. I så fald skal ægtefællerne orienteres herom.

Udover betingelserne for separation og skilsmisse i ægteskabsloven skal statsforvaltningen være opmærksom på følgende

– Bevilling til skilsmisse efter ægteskabslovens § 33 må ikke meddeles før utroskaben er godtgjort. Erklæringen fra tredjeparten afgives skriftligt, medmindre statsforvaltningen bestemmer andet.

– Er en ægtefælle umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, skal værgen skriftligt godkende de vilkår for separationen eller skilsmissen, som er omfattet af værgemålet.

– Anmodninger om skilsmisse efter lovens § 31 på grundlag af separation opnået uden for de nordiske lande forelægges for Familiestyrelsen. Hvis betingelserne for skilsmisse efter ægteskabslovens § 32 er opfyldt eller vil være det inden for en overskuelig fremtid, kan statsforvaltningen dog i stedet opfordre ægtefællerne til at anmode om skilsmisse efter denne bestemmelse.

– Udfærdigelse af separations- eller skilsmissebevilling anmeldes til CPR. Der henvises bl.a. til vejledning af 6. maj 2004 fra CPR-kontoret om registrering af forældremyndighed og separation i CPR fra den 27. maj 2004, som vil blive ændret pr. 1. januar 2007.

– Udfærdigelse af separations- eller skilsmissebevilling til udlændinge, der er statsborgere i andre lande end de nordiske, indberettes til Udlændingeservice.

Det er ikke en forudsætning for at udstede separations- eller skilsmissebevilling, at det er afklaret, om der er indgået aftale om størrelsen af et eventuelt ægtefællebidrag.

9.2. Skilsmisse på grundlag af separation

Vilkårsforhandling kan også undlades, hvis der ønskes skilsmisse efter § 31, og vilkårene for separationen også gælder for tiden efter skilsmissen, jf. § 39, stk. 1, nr. 2.

Der kan kun meddeles skilsmisse ved bevilling på grundlag af separation uden udtrykkeligt samtykke, hvis der ved separationen er taget stilling til alle vilkår for skilsmissen.

Dette indebærer,

– at vilkåret om bidragspligt ved separationen også skal gælde for skilsmissen (gennemgående vilkår)

Har ægtefællerne ikke ved separationen taget stilling til bidragspligten efter skilsmissen, kan der ikke meddeles bevilling til skilsmisse efter § 31 uden afholdelse af vilkårsforhandling. Der kan endvidere ikke meddeles bevilling til skilsmisse uden udtrykkeligt samtykke. Det er derfor vigtigt, at ægtefællerne så vidt muligt ved separationen tager stilling hertil.

9.2.1. Særligt om skilsmisse på grundlag af separation uden udtrykkeligt samtykke fra den anden ægtefælle

Efter lovens § 42, stk. 2, kan statsforvaltningen meddele skilsmisse ved bevilling efter separation (lovens § 31) uden udtrykkeligt samtykke fra den anden ægtefælle, hvis der ved separationen er taget stilling til alle vilkår for skilsmissen.

Efter forarbejderne til bestemmelsen er det en forudsætning for at meddele skilsmisse uden udtrykkeligt samtykke, at den anden ægtefælle er blevet gjort bekendt med anmodningen om skilsmisse, og med at statsforvaltningen vil meddele skilsmisse på de aftalte vilkår, medmindre den anden ægtefælle inden en vis frist protesterer herimod.

Meddelelse af skilsmisse ved bevilling efter separation uden udtrykkeligt samtykke kan også ske, selvom der kun er gået 6 måneder siden separationen, jf. lovens § 31, stk. 2.

9.2.2. Fremgangsmåden ved skilsmisse uden udtrykkeligt samtykke

Når statsforvaltningen modtager en anmodning om skilsmisse på grundlag af separation fra den ene ægtefælle, orienterer statsforvaltningen den anden ægtefælle om anmodningen (varslingsbrev nr. 1) og beder den anden ægtefælle oplyse, om denne vil medvirke til skilsmisse. Dette brev kan sendes som almindelig post.

Hvis den anden ægtefælle ikke besvarer henvendelsen, sender statsforvaltningen endnu et brev (varslingsbrev nr. 2). Ved dette brev orienteres den anden ægtefælle om, at der vil blive meddelt bevilling til skilsmisse på vilkårene for separationen, medmindre ægtefællen protesterer herimod.

Der fastsættes en svarfrist på mindst 20 dage fra modtagelsen. Fristen bør være længere, hvis ægtefællen opholder sig i udlandet.

For at sikre, at varslingsbrev nr. 2 er kommet frem, sendes det med afleveringsattest. Har den anden ægtefælle adresse i udlandet, kan brevet ikke sendes med afleveringsattest, men skal i stedet sendes rekommanderet med modtagelsesbevis.

Når afleveringsattesten mv. kommer retur, skal statsforvaltningen sikre sig, at den er udfyldt korrekt med angivelse af, hvordan og hvornår brevet er afleveret, eller at der er kvitteret for modtagelsen. Hvis attesten mv. ikke er udfyldt korrekt, kan statsforvaltningen forhøre sig nærmere hos Post Danmark. Ellers fremsendes der et nyt brev med afleveringsattest mv.

Statsforvaltningen kan også på anden måde end ved afleveringsattest mv. sikre sig, at ægtefællen har modtaget brevet. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis ægtefællen kontakter statsforvaltningen i anledning af brevet, eller ægtefællen i en telefonsamtale med statsforvaltningen i anden anledning bekræfter, at brevet er modtaget. I så fald noteres dette i et notat efter offentlighedslovens § 6. Statsforvaltningen behøver således ikke altid afvente, at afleveringsattesten mv. kommer retur.

Endvidere kan statsforvaltningen - hvis ægtefællen i anden anledning er til møde i statsforvaltningen - i forbindelse med mødet udlevere varslingsbrev nr. 2 og notere, hvornår brevet er udleveret til ægtefællen personligt.

Reagerer ægtefællen ikke inden den fastsatte frist, kan der meddeles bevilling til skilsmisse. Hvis ægtefællen reagerer inden fristen og svarer bekræftende på anmodningen, kan der ligeledes meddeles bevilling til skilsmisse.

Svarer ægtefællen benægtende, afslutter statsforvaltningen sagen og orienterer ægtefællerne om muligheden for at få sagen indbragt for domstolene. Hvis 1 års fristen i ægteskabslovens § 32, stk. 1, endnu ikke er udløbet, orienteres ægtefællerne om, at denne frist også gælder ved rettens behandling af sagen.

Skønner statsforvaltningen, at det vil være muligt at opnå enighed mellem ægtefællerne om skilsmisse ved bevilling, fortsætter statsforvaltningen behandlingen af sagen og indkalder f.eks. ægtefællerne til vilkårsforhandling mv.

9.3. Vilkårsforhandling trods fravalg

Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan statsforvaltningen efter lovens § 39, stk. 2, bestemme, at der skal foretages vilkårsforhandling, uanset om bestemmelserne i § 39, stk. 1, nr. 1 eller 2, om undladelse af vilkårsforhandling, er opfyldt. På den måde sikres ægtefællerne den nødvendige vejledning, hvis de f.eks. har aftalt et vilkår, der indikerer, at de ikke kan overskue konsekvenserne af separationen eller skilsmissen. Dette gælder også ved anmodning om skilsmisse på grundlag af separation.

Hvis statsforvaltningen efter § 39, stk. 2, bestemmer, at der skal foretages vilkårsforhandling, følges proceduren beskrevet i punkt 7.

I følgende situationer kan særlige omstændigheder efter en konkret vurdering tale for at bestemme, at der skal foretages vilkårsforhandling, selvom ægtefællerne har fravalgt det

– Statsforvaltningen er i tvivl om, hvorvidt begge ægtefæller forstår betydningen af separationen eller skilsmissen og vilkårene herfor. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis det fremgår af sagen, at en ægtefælle ikke kan læse eller ikke har tilstrækkeligt kendskab til det danske sprog.

– Der er tale om et langvarigt ægteskab med betydelig forskel i ægtefællernes indtægter/erhvervsevne, hvor det aftales, at der ikke skal betales ægtefællebidrag.

– Statsforvaltningen har mistanke om, at aftalen om vilkårene er indgået under utilbørligt pres.

– Der er tale om et langvarigt ægteskab, hvor det er oplyst, at den ene ægtefælle har et stort særeje eller rettigheder efter § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, mens den anden ikke har nogen formue, og der ikke skal betales en § 56-godtgørelse.

Der er alene tale om eksempler på situationer, hvor statsforvaltningen bør overveje at bestemme, at der skal foretages vilkårsforhandling. Statsforvaltningen skal således ikke altid bestemme, at der i disse situationer skal foretages vilkårsforhandling.

Hvis begge ægtefæller er repræsenteret ved advokat, må det som udgangspunkt altid anses for ubetænkeligt at undlade at afholde vilkårsforhandling, også selvom de er repræsenteret ved samme advokat.

Beslutningen om afholdelse af vilkårsforhandling træffes ud fra de oplysninger, der fremgår af anmodningen med bilag samt de oplysninger om ægtefællerne, som statsforvaltningen i øvrigt måtte være i besiddelse af. Statsforvaltningen skal således som udgangspunkt ikke indhente yderligere oplysninger til brug for denne beslutning.

Hvis der er usikkerhed om f.eks. ægtefællernes forståelse af et bestemt vilkår, skal statsforvaltningen søge dette afklaret. Dette kan ske telefonisk eller skriftligt, inden der træffes beslutning om afholdelse af vilkårsforhandling.

Det bemærkes i den forbindelse, at en mangelfuld eller fejlagtig udfyldt anmodningsblanket ikke bør begrunde indkaldelse til vilkårsforhandling, medmindre manglerne - efter en konkret vurdering - giver statsforvaltningen anledning hertil. I stedet bør statsforvaltningen anmode ægtefællerne om at berigtige mindre mangler eller indsende en ny blanket. Berigtigelse kan foretages telefonisk, medmindre det drejer sig om ægtefællernes aftale om vilkårene for separationen/skilsmissen, herunder ved separation aftale om bidragspligten efter skilsmisse. Manglende indsendelse af bilag kan ikke i sig selv begrunde indkaldelse til vilkårsforhandling.

Hvis statsforvaltningen mener, at ægtefællerne har behov for orientering eller rådgivning om forældremyndighed, samvær, underholdsbidrag mv., der ikke har betydning for anmodningen om separation eller skilsmisse, bør statsforvaltningen i stedet tilbyde dem denne vejledning herom uden at lade dette foregå i tilknytning til en vilkårsforhandling. Dette kan f.eks. ske samtidig med udsendelsen af bevillingen.

Hvis statsforvaltningen bestemmer, at der skal afholdes vilkårsforhandling, selvom ægtefællerne har fravalgt det, og ægtefællerne fortsat ikke ønsker vilkårsforhandling, afslutter statsforvaltningen sagen. Det bemærkes, at der i denne situation ikke er mulighed for at indbringe sagen for retten, da afslutningen af sagen skyldes, at ægtefællerne er udeblevet fra vilkårsforhandling trods indkaldelse, jf. lovens § 43, stk. 1, 3. pkt.

10. Sagens afslutning

Statsforvaltningen kan afslutte en sag om separation eller skilsmisse i følgende tilfælde

1. Hvis separation eller skilsmisse kan meddeles på baggrund af ægtefællernes enighed om at anmode herom samt enighed om vilkårene herfor, jf. lovens § 42. Dette beskrives i punkt 10.1.

2. Hvis den anmodende ægtefælle tilbagekalder sin anmodning, og den anden ægtefælle ikke fastholder anmodningen.

3. Hvis den fornødne enighed mellem ægtefællerne ikke er opnået, eller hvis statsforvaltningen finder det betænkeligt at meddele bevilling, jf. lovens § 43, stk. 1. I så fald afslår statsforvaltningen anmodningen og afslutter sagen. Statsforvaltningen vejleder samtidig ægtefællerne om muligheden for at få sagen indbragt for retten. Der henvises til punkt 10.2.

4. Hvis en ægtefælle anmoder om, at sagen afsluttes og indbringes for retten, og ægtefællerne har modtaget vejledning under vilkårsforhandlingen, uden at den fornødne enighed er opnået, eller hvis en ægtefælle anmoder om, at sagen afsluttes og indbringes for retten, og den pågældende er mødt, mens den anden ægtefælle er udeblevet trods to indkaldelser jf. lovens § 43, stk. 2. I så fald afslår statsforvaltningen anmodningen og afslutter sagen. Statsforvaltningen vejleder samtidig ægtefællerne om muligheden for at få sagen indbragt for retten. Der henvises til punkt 10.3.

5. Hvis en eller begge ægtefæller anmoder om afslutning af sagen, kan statsforvaltningen i særlige tilfælde afslutte sagen og indbringe den for retten, selv om betingelserne i § 43, stk. 1 eller 2 ikke er opfyldt. Der henvises til punkt 10.4.

6. Hvis statsforvaltningen ikke har international kompetence til at behandle sagen, jf. lovens § 43 a. I så fald afviser statsforvaltningen anmodningen og afslutter sagen. Statsforvaltningen vejleder samtidig ægtefællerne om muligheden for at få afvisningen indbragt for retten.

10.1. Bevilling til separation eller skilsmisse

Hvis betingelserne for separation eller skilsmisse er opfyldt, afslutter statsforvaltningen sagen med en bevilling til separation eller skilsmisse.

10.1.1. Indholdet af separations- og skilsmissebevillinger

Separations- og skilsmissebevillinger udfærdiges på en godkendt blanket.

En bevilling til separation eller skilsmisse skal indeholde følgende

1. Aftalen om bidragspligt, herunder også hvis det aftales, at der ikke skal være bidragspligt. I separationsbevillinger skal det endvidere anføres, om vilkåret om bidragspligt alene er aftalt for separationsperioden, eller om vilkåret også skal gælde for tiden efter skilsmisse på grundlag af separationen.

2. Aftale om hvem af ægtefællerne der skal fortsætte et eventuelt lejemål eller en andelsret vedrørende deres hidtidige leje- eller andelsbolig.

3. Aftale om betaling af en godtgørelse efter ægteskabslovens § 56, herunder godtgørelsens størrelse og forfaldstidspunkt. Hvis ægtefællerne ikke ønsker indholdet af aftalen noteret på bevillingen, noteres det i bevillingen, at der er indgået en aftale om § 56-godtgørelse.

4. Hvis der meddeles bevilling til personer, der har statsborgerret eller bopæl i udlandet uden for de nordiske lande, skal grundlaget for statsforvaltningens internationale kompetence anføres i bevillingen, f.eks. at en af ægtefællerne har bopæl her i landet.

Hvis en aftale mv. er omfangsrig, kan der i bevillingen henvises til aftalen, der vedhæftes bevillingen.

Meddeles skilsmisse på grundlag af separation, skal separationsbevillingen eller en udskrift af separationsdommens konklusion vedhæftes skilsmissebevillingen. Der skal anvendes de originale separationsdokumenter eller bekræftede kopier heraf.

Som ovenfor nævnt er det kun ægtefællernes aftale om vilkår, der skal anføres i bevillingen. Det skal således ikke noteres, at der ikke er en fælles leje- eller andelsbolig, at der ikke er særeje mv., eller at der ikke skal betales en § 56-godtgørelse, selvom der er særeje. Endvidere skal aftaler om størrelsen af ægtefællebidrag og om ændring heraf ikke noteres i bevillingen. Bodelingsaftaler noteres heller ikke i bevillingen, men kan noteres i vilkårsprotokollen eller lægges på sagen, jf. punkt 7.2.

10.2. Statsforvaltningens afgørelse om at afslutte sagen

Efter lovens § 43, stk. 1, 1. pkt., kan statsforvaltningen på eget initiativ afslutte en sag om separation eller skilsmisse, hvis den fornødne enighed for at meddele bevilling ikke er opnået efter forligsbestræbelser, eller hvis statsforvaltningen finder det betænkeligt at meddele separation eller skilsmisse.

10.2.1. Enighed er ikke opnået

Statsforvaltningen kan træffe afgørelse om at afslutte en sag om separation eller skilsmisse, hvis den fornødne enighed for at meddele bevilling ikke er opnået efter forligsbestræbelser, jf. lovens § 43, stk. 1.

Afgørende herfor er, at der ikke har kunnet opnås enighed om separation eller skilsmisse og om vilkårene herfor, herunder hvis det skønnes, at fortsatte forligsbestræbelser vil være forgæves.

Dette kan f.eks. konstateres under vilkårsforhandlingen, hvor ægtefællerne viser sig uforsonlige over for hinanden eller med faste modstående standpunkter, eller hvis et tilbud om mægling, der er fremsat under vilkårsforhandlingen, afslås af den ene ægtefælle. Betingelsen kan også opfyldes, hvis konfliktmæglingen, jf. lovens § 41, er afsluttet uden opnåelse af enighed eller ved, at en ægtefælle telefonisk eller skriftligt tilkendegiver at være uenig.

Statsforvaltningen kan også afslutte en sag, hvis en af ægtefællerne ikke møder. Der kan være tale om følgende to situationer

1. Den anmodende ægtefælle udebliver fra vilkårsforhandling.

2. Modparten har ikke reageret på statsforvaltningens henvendelser.

Udebliver den anmodende ægtefælle eller begge ægtefæller uden lovlig grund fra vilkårsforhandling, anses anmodningen i almindelighed som bortfaldet, og statsforvaltningen kan henlægge sagen.

Hvis den anmodende ægtefælle udebliver, mens den anden ægtefælle møder og fastholder anmodningen, indkaldes ægtefællerne på ny til vilkårsforhandling.

Det bemærkes, at det er overladt til statsforvaltningen efter et konkret skøn på grundlag af oplysningerne i den enkelte sag at vurdere, hvornår udeblivelse bør føre til, at sagen afsluttes. Det er således ikke en betingelse for, at statsforvaltningen på eget initiativ kan afslutte sagen, at der har været to forgæves indkaldelser, og at udeblivelsen er sket ”uden gyldig grund”.

10.2.2. Betænkelighed ved at meddele bevilling

Statsforvaltningen kan endvidere træffe afgørelse om at afslutte en sag om separation eller skilsmisse, hvis statsforvaltningen finder det betænkeligt at meddele bevilling, jf. lovens § 43, stk. 1.

Betænkelighedskriteriet tænkes navnlig anvendt i tilfælde, hvor ægtefællernes enighed ikke er understøttet af oplysninger om, at en af de umiddelbare skilsmissegrunde i lovens §§ 32-36 foreligger. Reglen kan også anvendes ved anmodninger om skilsmisse på grundlag af separation efter lovens § 31, hvis der er mistanke om, at samlivet er fortsat eller genoptaget efter en separation, jf. lovens § 30.

Der kan også forekomme andre situationer, hvor statsforvaltningen finder det betænkeligt at meddele bevilling til separation eller skilsmisse og derfor afslår anmodningen og afslutter sagen, jf. lovens § 43, stk. 1.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis ægtefællerne aftaler vilkår, der er urimelige over for en af ægtefællerne. Se herom TFA 2001.73, hvor Civilretsdirektoratet (nu Familiestyrelsen) dog ikke fandt det betænkeligt at meddele bevilling trods de aftalte usædvanlige vilkår.

10.3. Ægtefællernes anmodning om afslutning af sagen

En ægtefælle kan anmode statsforvaltningen om at afslutte en sag om separation eller skilsmisse, når ægtefællerne - efter vilkårsforhandling og evt. konfliktmægling - ikke er blevet enige om separation eller skilsmisse og om vilkårene herfor, eller hvis den ene ægtefælle er mødt til to vilkårsforhandlinger, og den anden ægtefælle er udeblevet fra begge vilkårsforhandlinger, jf. lovens § 43, stk. 2. En anmodning om, at sagen afsluttes i statsforvaltningen, vil normalt samtidig være en anmodning om sagens indbringelse for retten. Hvis statsforvaltningen er i tvivl om, hvorvidt sagen ønskes afsluttet med henblik på indbringelse for retten, eller om den pågældende ægtefælle trækker anmodningen tilbage, skal dette afklares.

Anmodning om indbringelse for retten kan fremsættes efterfølgende og skriftligt eller under et møde, hvor beslutningen om at afslutte sagen i statsforvaltningen meddeles ægtefællerne. Det afgørende er, at anmodningen om indbringelse for retten fremsættes efter, at ægtefællerne har deltaget i vilkårsforhandling, eller efter den ene ægtefælle er mødt til to vilkårsforhandlinger, og den anden ægtefælle er udeblevet fra begge vilkårsforhandlinger. Der vil således ikke kunne ske indbringelse for retten inden afholdelse af vilkårsforhandling eller inden to indkaldelser hertil, hvor den ene ægtefælle er mødt, mens den anden ægtefælle er udeblevet.

Begge ægtefæller er mødt til vilkårsforhandling og har evt. deltaget i konfliktmægling

Efter § 43, stk. 2, nr. 1, kan enhver af ægtefællerne ved fortsat uenighed om separation eller skilsmisse og om vilkårene herfor kræve en sag afsluttet med henblik på indbringelse for retten, når de har været til vilkårsforhandling og evt. konfliktmægling i statsforvaltningen, og ægtefællerne eller en af dem ikke ønsker yderligere konfliktløsning, eller denne ikke har ført til enighed om separation eller skilsmisse og om vilkårene herfor.

Udeblivelse fra vilkårsforhandling

En ægtefælle, der er mødt til vilkårsforhandling, kan kræve sagen afsluttet, når den anden ægtefælle er udeblevet to gange trods indkaldelse. Derimod har den ægtefælle, der er udeblevet fra en vilkårsforhandling, ikke mulighed for at kræve sagen afsluttet og indbragt for retten.

10.4. Andre forhold, der kan føre til, at sagen afsluttes

Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde efter anmodning træffe afgørelse om at afslutte en sag om separation eller skilsmisse og indbringe den for retten, selv om betingelserne i § 43, stk. 1 eller 2, ikke er opfyldt, jf. stk. 3. Der er tale om en undtagelsesbestemmelse, som f.eks. vil kunne anvendes i følgende tilfælde (opregningen er ikke udtømmende)

Bopæl i udlandet

Hvis en af ægtefællerne bor i udlandet, og vedkommende ikke kan eller vil afholde udgifterne ved at rejse til Danmark og deltage i vilkårsforhandling og evt. konfliktmægling, kan ægtefællen anmode om, at statsforvaltningen afslutter sagen og indbringer den for retten. Her tænkes navnlig på ægtefæller, der som følge af de internationale kompetenceregler, jf. retsplejelovens § 448 c, er henvist til, at sagen foregår i Danmark.

Der er behov for en dom, der kan anerkendes i udlandet

Hvis en ægtefælle har behov for en dom om separation eller skilsmisse, der kan anerkendes i udlandet, kan ægtefællen anmode statsforvaltningen om at afslutte sagen og indbringe den for retten, uden at der indkaldes til vilkårsforhandling.

Selv om ægtefællerne er enige om separation eller skilsmisse og om vilkårene herfor, kan de i særlige tilfælde have behov for en dom om separation eller skilsmisse i stedet for at indgå en aftale herom gennem statsforvaltningen, f.eks. fordi der ellers vil opstå problemer med at få afgørelsen anerkendt i udlandet. I så fald kan statsforvaltningen efter anmodning - trods enigheden - indbringe sagen for retten.

Der har for kort tid siden været gennemført forligsbestræbelser, og fristen for anmodning om indbringelse for retten er overskredet

Hvis der har været forgæves forligsbestræbelser i sagen, og ægtefællerne eller en af ægtefællerne ikke inden udløbet af 4-ugersfristen i § 43, stk. 1, har anmodet om, at sagen indbringes for retten, vil statsforvaltningen i særlige tilfælde kunne afslutte sagen, uden at der på ny indkaldes til vilkårsforhandling.

11. Indbringelse for retten

En sag om separation eller skilsmisse kan afsluttes og indbringes for retten af statsforvaltningen, hvis betingelserne i lovens § 43 er opfyldt, jf. punkt 10.

11.1. Vejledning til ægtefællerne

Ægtefællerne skal have besked om, at statsforvaltningen har afsluttet sagsbehandlingen. Dette kan ske på et møde eller skriftligt. Hvis beslutningen meddeles på et møde, skal statsforvaltningen udfærdige et notat herom.

Ægtefællerne skal samtidig vejledes om muligheden for at få sagen indbragt for retten, og at en sådan anmodning skal fremsættes inden 4 uger, jf. punkt 11.2.

Det er en betingelse for indbringelse for retten, at den ægtefælle, der anmoder herom, anmoder om en afgørelse om separation eller skilsmisse, og at sagens afslutning ikke skyldes, at den pågældende selv er udeblevet fra vilkårsforhandling trods indkaldelse, jf. § 43, stk. 1, 3. pkt.

11.2. Frist for indbringelse

Efter lovens § 43, stk. 1, er der en frist for anmodning om indbringelse for retten på 4 uger. Denne frist regnes fra det tidspunkt, hvor det er meddelt den pågældende, at sagen er afsluttet. Dette kan f.eks. være under et møde i statsforvaltningen, eller hvor statsforvaltningen skriftligt har meddelt ægtefællerne beslutningen om sagens afslutning. I de tilfælde, hvor statsforvaltningen har meddelt beslutningen skriftligt, antages det, at beslutningen er kommet frem til den pågældende samme dag, som brevet er sendt, hvis brevet er sendt pr. e-mail eller telefax, eller dagen efter, hvis brevet er sendt med almindelig post.

Beregningen af fristen følger de almindelige retningslinier herfor. Det følger heraf, at fristen regnes fra tidspunktet for beslutningens meddelelse, at den dag, hvor beslutningen meddeles (kommer frem til) den pågældende ikke medregnes i fristen, at fristen udløber efter det i fristreglen fastsatte antal uger regnet fra meddelelsesdagen, og at en anmodning for at være rettidig skal være kommet frem til statsforvaltningen inden kontortids ophør den dag, fristen udløber. Hvis fristen udløber en lørdag eller søn- eller helligdag, antages det normalt, at fristen forlænges til førstkommende hverdag.

Der kan ikke dispenseres fra fristen. Hvis fristen for indbringelse for retten er overskredet, afviser statsforvaltningen at indbringe sagen. Dette meddeles ægtefællerne, der samtidig orienteres om muligheden for at indgive en ny anmodning om separations- eller skilsmissesag til statsforvaltningen.

Hvis den pågældende ægtefælle mener, at fristen ikke er overskredet, indbringer statsforvaltningen sagen for retten med bemærkning om, at fristen efter statsforvaltningens opfattelse er overskredet. Det er herefter overladt til retten at afgøre, om fristen er overskredet.

Det bemærkes, at statsforvaltningen efter § 43, stk. 3, i særlige tilfælde har mulighed for at afslutte en sag om separation eller skilsmisse og indbringe den for retten, hvis der for kort tid siden har været udført forgæves forligsbestræbelser, og 4 ugers fristen er overskredet, jf. punkt 10.4.

11.3. Hvordan indbringes sagen for retten?

Når statsforvaltningen har afsluttet sagen - og der anmodes om, at sagen indbringes for retten - skal der ikke udfærdiges stævning. Sagen indbringes straks for retten.

Statsforvaltningen skal vejlede ægtefællerne om muligheden for at søge fri proces, herunder om de økonomiske betingelser herfor.

Reglerne for fri proces er ændret fra den 1. januar 2007. Indtægtsgrænsen er nu fastsat i retsplejelovens § 325. Reglerne for samlevende i bestemmelsens stk. 4 finder også anvendelse, når der skal meddeles fri proces til sager om separation eller skilsmisse.

Sagen anses efter retsplejelovens § 448 a som indbragt for retten, når retten har modtaget anmodning om det fra statsforvaltningen.

11.4. Hvad skal oplyses til retten, og hvad skal sendes med?

Statsforvaltningen skal meddele retten, efter hvilken bestemmelse sagen indbringes, og at sagen er afsluttet i statsforvaltningen.

Statsforvaltningen skal endvidere oplyse ægtefællernes navne og adresser. Hvis en eller begge ægtefæller under statsforvaltningens behandling af sagen har oplyst, at der ønskes fri proces under retssagen, skal dette meddeles retten. Det skal desuden oplyses, hvis en eller begge ægtefæller er repræsenteret af advokat eller ønsker en bestemt advokat beskikket under retssagen. I så fald skal advokatens navn og adresse ligeledes oplyses.

Det skal ligeledes oplyses, om ægtefællerne har deltaget i vilkårsforhandling, vejledningsmøder og konfliktmægling. Der må ikke videregives oplysninger om indholdet af forligsmæssige bestræbelser.

Endvidere vedlægges de under punkt 4.4. omtalte dokumenter.

Statsforvaltningen skal orientere retten, hvis der i det fremsendte materiale er oplysninger, som statsforvaltningen har undtaget fra aktindsigt efter forvaltningsloven, herunder eventuelle navne- og adressebeskyttelser.

Ægtefællerne orienteres ved en kopi af oversendelsesbrevet om, at sagen er oversendt til retten.

Statsforvaltningen skal anføre, hvem af ægtefællerne, statsforvaltningen anser for sagsøger i sagen og angive en begrundelse herfor.

Retsplejelovens § 448 a, stk. 3, indeholder bestemmelser om, hvem af ægtefællerne der under retssagen skal anses som sagsøger

1. Den, der først har anmodet om, at sagen indbringes for retten, anses som sagsøger.

2. Ved samtidig anmodning om indbringelse for retten anses den ægtefælle, der indgav anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, jf. § 37 i ægteskabsloven, som sagsøger.

3. Blev anmodningen som nævnt i nr. 2 indgivet samtidig af begge ægtefæller, bestemmer statsforvaltningen, hvem der skal anses som sagsøger.

Efter retsplejelovens § 448 d, skal en ægteskabssag indbringes for retten ved sagsøgtes hjemting, jf. bestemmelsens stk. 1. Har sagsøgte ikke hjemting her i riget, indbringes sagen for retten ved sagsøgerens hjemting, jf. stk. 2. Har ingen af ægtefællerne hjemting her i riget, indbringes sagen for den ret, som justitsministeren bestemmer.

12. Klage over statsforvaltningens afgørelser

Som det fremgår, skal statsforvaltningen i sager om separation og skilsmisse træffe en række materielle og processuelle afgørelser. I det følgende foretages en gennemgang af klagemulighederne i relation til de hyppigst forekommende afgørelser.

Klage over statsforvaltningens behandling af en separations- eller skilsmissesag: Kan påklages til Familiestyrelsen. Dette gælder også i situationer, hvor sagen kan indbringes eller er indbragt for retten.

Afslag på at indbringe en sag om separation eller skilsmisse for retten, fordi fristen i § 43, stk. 1, for at forlange sagen indbragt for retten er overskredet: Indbringes for retten.

Statsforvaltningens afgørelse om at afslutte sagsbehandlingen uden udfærdigelse af separations- eller skilsmissebevilling med henblik på eventuel indbringelse af sagen for retten, fordi den fornødne enighed for at give bevilling ikke er opnået, jf. § 43, stk. 1: Kan ikke påklages til Familiestyrelsen, jf. § 58 a.

Statsforvaltningens afgørelse om at afslutte sagsbehandlingen uden udfærdigelse af separations- eller skilsmissebevilling med henblik på eventuel indbringelse af sagen for retten, fordi statsforvaltningen finder det betænkeligt at give bevilling, jf. § 43, stk. 1: Kan ikke påklages til Familiestyrelsen, jf. § 58 a.

Statsforvaltningens afgørelse om at afslutte sagen og indbringe den for retten, selv om betingelserne i § 43, stk. 1 og 2 ikke er opfyldt, jf. § 43, stk. 3: Kan ikke påklages til Familiestyrelsen, jf. § 58 a.

Statsforvaltningens afslag på at imødekomme en anmodning om at afslutte sagen og indbringe den for retten, selv om betingelserne i § 43, stk. 1 og 2, ikke er opfyldt, jf. § 43, stk. 3: Kan påklages til Familiestyrelsen, jf. § 58 a.

Statsforvaltningens afvisning af at behandle en sag om separation eller skilsmisse pga. manglende international kompetence: Indbringes for retten, jf. § 43 a, stk. 2.

Statsforvaltningens afgørelse om, hvem af ægtefællerne, der anses som sagsøger: Kan ikke påklages, jf. retsplejelovens § 448 a, stk. 3, 4. pkt.

13. Registreret partnerskab

Reglerne om separation og skilsmisse finder også anvendelse ved opløsning af registreret partnerskab, bortset fra reglerne om mægling ved præst.

Reglerne om registreret partnerskab findes i lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. oktober 2005, som senest ændret ved § 3 i lov nr. 483 af 7. juni 2006.

14. Overgangsregler, ikrafttræden

De ovennævnte ændringer som følge af kommunalreformen på det familieretlige område træder i kraft den 1. januar 2007. Sager, der er indkommet efter den 1. januar 2007, skal behandles efter de nye regler. Uafsluttede sager, der er indgivet til statsamtet før den 1. januar 2007, færdigbehandles efter de nye regler. Der henvises til § 5, stk. 2, i lov nr. 525 af 24. juni 2005, som ændret ved § 3 i lov nr. 483 af 17. juni 2006.

15. Konsekvensændringer i cirkulærer og vejledninger

Denne vejledning ophæver vejledning af 2. maj 2005 til statsamterne om behandling af separations- og skilsmissesager og cirkulæreskrivelse af 21. december 2004 om behandling af sager om separation og skilsmisse.

Familiestyrelsen, den 6. december 2006

Dorrit Sylvest Nielsen

/Anette Hummelshøj

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →