Legislator Case Law & Legislation
C20060987060 DK

Vejledning om Forbud mod markedsføring af skørost fremstillet af et mejeri i Det Forenede Kongerige

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 2006 9870 Historic

Vejledning om Forbud mod markedsføring af skørost fremstillet af et mejeri i Det Forenede Kongerige

Baggrund

Under inspektion i Det Forenede Kongerige (UK) har Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor påvist, at rå mælk, som ikke overholdt hygiejnekravene, var blevet markedsført og sendt til en autoriseret virksomhed, som forarbejdede mejeriprodukter bestemt til konsum.

På denne baggrund har Kommissionen stillet forslag om indførelse af beskyttelsesforanstaltninger mod visse produkter fra den berørte virksomhed, da disse produkter må formodes at udgøre en alvorlig risiko for menneskers sundhed. Et flertal af medlemsstater har støttet Kommissionen heri.

Kommissionen har med beslutning 2006/694/EF af 13. oktober 2006 om forbud mod markedsføring af skørost fremstillet på et mejeri i Det Forenede Kongerige pålagt medlemsstaterne at forbyde markedsføring af skørost fra det pågældende mejeri i UK, samt at sørge for opsporing, tilbageholdelse og bortskaffelse af alle resterende partier skørost, som stammer derfra.

Fødevarestyrelsen har derfor udarbejdet bekendtgørelse nr. 1029 af 19. oktober 2006 om forbud mod markedsføring af skørost fremstillet af et mejeri i Det Forenede Kongerige. Bekendtgørelsen træder i kraft den 21. oktober 2006.

Forbud mod markedsføring af skørost

Med virkning fra 21. oktober 2006 er det forbudt at markedsføre skørost fremstillet af virksomheden Bowland Dairy Products Limited, autorisationsnummer UK PE 23, beliggende i Fulshaw Hoad Farm, Barrowford, Lancashire BB9 6RA, UK.

Markedsføring er defineret, i fødevareforordningens artikel 3, nr. 8, som

Besiddelse af fødevarer eller foder med henblik på salg, herunder udbydelse til salg eller anden overførsel, som finder sted med eller uden vederlag, herunder selve salget og distributionen og selve den overførsel, der sker på andre måder.

Dette betyder, at al skørost fremstillet af den pågældende virksomhed i UK er omfattet af forbuddet – skørosten må således ikke opbevares på lager, forarbejdes eller afsættes til andre. Skørosten må alene bortskaffes i overensstemmelse med biproduktforordningen. Bortskaffelsen skal ske snarest muligt - indtil da må skørosten opbevares på virksomhedens lager, og virksomheden skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at skørosten ikke ved en fejl bliver anvendt på anden vis.

Det bemærkes, at forbuddet mod markedsføring gælder alle virksomheder, dvs. uanset om man har modtaget skørosten direkte fra virksomheden i UK eller via en anden virksomhed.

Da skørosten ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed, skal virksomheden reagere i overensstemmelse med artikel 19 i fødevareforordningen, dvs. virksomheden skal foretage tilbagekaldelse af skørosten fra markedet og underrette myndighederne om tilbagekaldelse og bortskaffelse.

Ved skørost forstås umodnet ostemasse. Dvs. det er forbudt at markedsføre umodnet ostemasse fremstillet af virksomheden i UK. Hvis umodnet ostemasse opbevares i en periode vil den normalt modne – denne modnede ostemasse er omfattet af forbuddet mod markedsføring.

Hvis den umodnede ostemasse derimod, før ikrafttrædelsen af markedsføringsforbuddet, har undergået en anden form for forarbejdning end modning, er det derved fremkomne produkt ikke omfattet af markedsføringsforbuddet eller kravet om tilbagetrækning.

Forarbejdning er defineret, i artikel 2, litra m, i hygiejneforordningen, som

Enhver handling, der sikrer en væsentlig ændring af det oprindelige produkt, bl.a. ved varmebehandling, røgning, saltning, modning, tørring, marinering, ekstraktion, ekstrudering eller en kombination af disse processer.

Virksomheden skal dokumentere, at den har undladt at markedsføre skørosten henholdsvis tilbagekaldt allerede markedsført skørost og sørget for bortskaffelse i overensstemmelse med biprodukt-forordningen. Virksomheden skal orientere myndighederne i overensstemmelse med artikel 19 i fødevareforordningen om de forholdsregler, der er truffet. Hvis en virksomhed før bekendtgørelsen ikrafttræden havde markedsført skørost til en anden virksomhed, kan bortskaffelsen i overensstemmelse med biproduktforordningen evt. foretages af den virksomhed, som har aftaget skørosten - den afsendende virksomhed skal dog ligge inde med dokumentation for bortskaffelsen.

Anvendt lovgivning

– Bekendtgørelse nr. 1029 af 19. oktober 2006 om forbud mod markedsføring af skørost fremstillet af et mejeri i Det Forenede Kongerige.

– Fødevareforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed.

– Hygiejneforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne.

– Biproduktforordningen: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →