Vejledning om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder\n(Autorisationsvejledningen)

Kapitel 1

Indledning

1.1. Autorisationsbekendtgørelsen fastsætter reglerne om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder. Bekendtgørelsen supplerer bestemmelserne om autorisation og registrering i hygiejneforordningen , hygiejneforordningen for animalske fødevarer , kontrolforordningen , kontrolforordningen for animalske fødevarer og fødevareloven .

Det følger af forordning erne, at alle fødevarevirksomheder som minimum skal registreres. Forordning erne stiller derudover krav om, at de virksomheder, der er omfattet af hygiejneforordningen for animalske fødevarer, skal autoriseres. F orordning erne åbner mulighed for, at der nationalt kan stilles krav om autorisation, selvom forordning erne alene stiller krav om registrering.

Muligheden for nationalt at stille krav om autorisation er anvendt til at stille krav om autorisation af en række virksomheder, særligt i detailleddet, hvor dette ikke er et krav efter forordningerne, således at de hidtidige regler i hovedtræk er videreført.

Kommissionen har udarbejdet vejledninger til hygiejneforordningen og hygiejneforordningen for animalske fødevarer, som også berører spørgsmålet om autorisation og registrering. Disse vejledninger kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside (www.fvst.dk).

Autorisationsbekendtgørelsen indeholder i § 28 en bestemmelse om egenkontrol, der er nærmere beskrevet i vejledningen om egenkontrol i fødevarevirksomheder og hygiejnevejledningen. Desuden er der i § 29 en bestemmelse om krav til egenkontrollaboratorier, der også er nærmere beskrevet i egenkontrolvejledningen.

Henvisninger til paragraffer i vejledningen er, med mindre andet er angivet, henvisninger til bestemmelser i autorisationsbekendtgørelsen.

Engros- og detailvirksomheder

1.2. Efter fødevareforordningen omfatter fødevarevirksomheder ”ethvert offentligt eller privat foretagende, som med eller uden genvist for øje udfører en hvilken som helst aktivitet, der indgår som et hvilket som helst led i produktionen, tilvirkningen eller distributionen af fødevarer.” Det indebærer, at primærproducenter nu også anses for at være fødevarevirksomheder og dermed omfattet af kravet om registrering.

Fødevareforordningen indeholder i artikel 3, nr. 7, en definition af detailhandel: ”håndtering og/eller forarbejdning af fødevarer og deres oplagring på det sted, hvor de sælges eller leveres til den endelige forbruger, herunder distributionsterminaler, cateringvirksomheder, virksomhedskantiner, institutionskøkkener, restauranter og andre tilsvarende madserviceordninger samt forretninger, distributionscentre og engrosforretninger”.

Denne definition omfatter foruden de virksomheder, der leverer til den endelige forbruger, en række virksomheder, der traditionelt er blevet betragtet som engrosvirksomheder, fordi de leverer til andre virksomheder. Det drejer sig f.eks. om ferskvareterminaler (distributionsterminaler, distributionscentre) og engrossupermarkeder (engrosforretninger). Nogle cateringvirksomheder og institutionskøkkener leverer også til andre fødevarevirksomheder og er derfor hidtil blevet anset for at være engrosvirksomheder. I denne vejledning bruges udtrykket ”detailvirksomhed” for virksomhed med henblik på markedsføring af fødevarer i form af detailhandel, dvs. fødevareforordningens definition af detailhandel. Detailvirksomhed dækker således både over virksomheder, der traditionelt er blevet anset for detailvirksomheder og over en række virksomheder, der traditionelt er blevet betragtet som engrosvirksomheder. Udtrykket ”engrosvirksomhed” bruges om virksomhed (bortset fra primærproduktion) med henblik på markedsføring af fødevarer til en anden virksomhed, men omfatter ikke de virksomheder, der er omfattet af definitionen af detailhandel. Med andre ord bruges udtrykket ”engrosvirksomhed” om de virksomheder i leddet efter primærproduktion, som ikke er omfattet af definitionen af detailhandel.

Autorisation og registrering

1.3. Ved autorisation skal fødevareregionen aflægge et besøg på virksomheden, inden den påbegynder sine aktiviteter. Fødevareregionen vurderer på baggrund af besøget og det i øvrigt modtagne materiale, om virksomheden kan autoriseres. Ved autorisation er der således en vurdering af virksomhedens indretning og påtænkte drift, inden den påbegynder sine aktiviteter. Nogle typer aktiviteter vurderes at være forbundet med sådanne hygiejniske risici, at indretning og drift bør vurderes af myndighederne, inden virksomheden påbegynder sine aktiviteter. Det er baggrunden for, at en række virksomheder skal autoriseres. Nogle former for virksomhed vurderes at være forbundet med færre hygiejniske risici, og det er derfor tilstrækkeligt, at fødevareregionen foretager en registrering og følger op på indretnings- og driftsmæssige krav samt egenkontrol ved kontrolbesøg.

Virksomheden er dog altid ansvarlig for, at fødevarelovgivningens krav til indretning og drift er opfyldt.

Det er bekendtgørelsens udgangspunkt, at primærproducenter skal registreres. Når der er tale om virksomheder, der udfører et led i produktionen efter primærproduktionen, er udgangspunktet, at engrosvirksomheder samt detailvirksomheder, der behandler fødevarer, skal autoriseres, mens detailvirksomheder, der ikke behandler fødevarer, som udgangspunkt skal registreres. Der er dog en række undtagelser til disse udgangspunkter. Derudover skal en række særlige aktiviteter med relation til fødevarer registreres (f.eks. import af fødevarer).

Kapitel 2

Autorisationsbekendtgørelsens område

2.1. Fødevarelovgivningen finder ikke anvendelse på private husholdninger. Den opbevaring og behandling af fødevarer, der finder sted i hjemmet til brug for private husholdninger er ikke omfattet af fødevarelovgivningen. Produkter, en almindelig familie selv avler eller dyrker til eget forbrug eller forærer bort i beskeden målestok til familie, venner og bekendte, er en del af den private husholdning. Overdragelse, der finder sted i forbindelse med fremstilling af fødevarer i private husholdninger, er således heller ikke omfattet af denne bekendtgørelses bestemmelser.

Private husholdninger

2.2. Den private sfære omfatter husholdninger i husstande med enlige, familier eller bofællesskaber med almindeligt fungerende, selvhjulpne personer. Når private engagerer en kogekone til at komme i eget hjem eller fælles lokaler for at lave mad til en privat fest, er dette ikke omfattet af fødevarelovgivningen.

Behandling af mad i en privat husholdning i et omfang, der må anses for at være rimeligt for privatpersoner, falder uden for bekendtgørelsens område. Det samme gælder madlavning i kollektiver og på kollegier, hvor beboerne på skift laver mad til hinanden. Køkkener i fængsler, hvor de indsatte selv køber ind og laver mad, falder også uden for bekendtgørelsens område. Situationer, hvor familier mødes i børneinstitutioner, på skoler o.l. med mad hjemmefra, som man spiser i fællesskab eventuelt fra en fælles buffet, er også omfattet af begrebet ”privat husholdning”. Disse situationer kan dog også have et omfang, så de bør være underlagt offentlig kontrol. Fremstilles maden til personalemøder i f.eks. institutioner, til skolefester, spejderarrangementer, undervisning eller lignende, er det størrelsen af arrangementet, og om der er fri adgang eller kun adgang for en lukket kreds, der er afgørende for vurderingen af, om der er tale om ”privat husholdning” eller ej. Arrangementer som lærermøder, klassefester, forsamlinger i mindre foreninger for en mindre lukket kreds er omfattet af begrebet ”privat husholdning”.

Hvad der omfattes af fødevarelovgivningen, og hvad der karakteriseres som privat husholdning er afhængig af, at deltagere ved eventuelle arrangementer ikke alene er bevidste om, men også finder det naturligt at antage, at behandling af fødevarer i den konkrete situation er et privat anliggende. Madlavning til større arrangementer, hvor der er offentlig adgang, hører under fødevarelovgivningen. Ligeledes vil arrangementer med fri adgang eller adgang for en større måske mere ubestemt kreds typisk være omfattet af fødevarelovgivningen, f.eks. bingoklubber og andre sociale klubber, hvor tilmelding til at spise ved det konkrete arrangement sker på forhånd. Sådanne arrangementer vil dog undertiden falde ind under ”midlertidige eller lejlighedsvise” arrangementer i § 14, hvor der kun er krav om registrering, hvis det vurderes at kunne give anledning til hygiejniske problemer.

Situationen, hvor ældre personer modtager hjemmehjælp bl.a. i form af madlavning i hjemmet, anses også for privat, da dette foregår inden for et areal, hvor den ældre har fuld råderet, i modsætning til leve-bomiljøer og institutioner, jf. bemærkningerne under punkt 2.3.

Når fødevarer leveres til en beboers privatadresse som led i f.eks. en kommunal udbringningsordning er transporten omfattet af fødevarelovgivningen. Fra og med overdragelsen er fødevaren at betragte som en del af den private husholdning og fra dette tidspunkt derfor ikke omfattet af fødevarelovgivningen.

Institutioner, leve-bomiljøer, botilbud o.l.

2.3. Fælles for institutioner, leve-bomiljøer, botilbud o.l. er, at ansvaret ligger hos en offentlig myndighed, f.eks. kommunen, eller en ledelse/bestyrelse, der visiterer til institutionens pladser. Disse institutioner, leve-bomiljøer, botilbud o.l. betragtes ikke som private husholdninger i forhold til fødevareloven, uanset om de er offentlige eller private, og selvom en del af dem i relation til sociallovgivningen anses for egen bolig. Institutioner, leve-bomiljøer, botilbud o.l. er således omfattet af fødevarelovgivningen.

Terapikøkkener

2.4. Terapikøkkener sidestilles med private lokaliteter i fødevarelovens regi, hvis de alene anvendes til terapiformål. Forudsætningen er, at deltagerne under vejledning selv fremstiller maden, som spises af den lukkede deltagerkreds, og at der ikke er tale om en egentlig daglig bespisning (hovedmåltider).

Skolekøkkener

2.5. Madlavning i skolekøkkener, hvor eleverne alene producerer mad til sig selv, sidestilles med madlavning i private husholdninger. Baggrunden er, at formålet med undervisningen i hjemkundskab bl.a. er at lære eleverne at lave mad til en privat husholdning. Skolekøkkener er normalt indrettet næsten som en privat husholdning, og typisk tilberedes der mad i portioner, der svarer til en privat husholdning.

Der kan være tilfælde, hvor skolen ønsker at anvende skolekøkkenet som en fødevarevirksomhed. Køkkenet skal da autoriseres eller registreres og opfylde de indretningsmæssige og driftsmæssige krav til fødevarevirksomheder.

Hvad er fødevarer

2.6. Efter fødevareforordningens artikel 2 er fødevarer alle stoffer eller produkter, som, uanset om de er uforarbejdede eller helt eller delvis forarbejdede, er bestemt til eller med rimelighed må antages at skulle indtages af mennesker. Enkelte produkter er ikke omfattet af fødevarelovgivningen, uanset at de fortæres af mennesker: kosmetik, tobak og lægemidler, herunder afvænningsprodukter. Tandpasta, mundskyllevand, pastiller eller tyggegummi, der markedsføres med det formål at være tandrensende, modvirke dårlig ånde og lignende tilfælde, hvor der er tale om midler til helbredelse eller forebyggelse af sygdomme eller sygdomssymptomer betragtes som lægemidler. Principielt omfatter fødevarelovgivningen alle produkter, der er bestemt til at indtages af mennesker og som ikke er omfattet af anden lovgivning, f.eks. lovgivning vedr. lægemidler, kosmetik og tobak o.lign produkter.

Når der er tale om produkter, der skal behandles yderligere, må man se på, om produktet senere skal indgå i en fødevare. Som eksempler kan nævnes

- Kartofler, der både kan anvendes til direkte fortæring, viderebehandles til chips eller anvendes som læggekartofler.

- Korn, der kan anvendes som mel eller såsæd.

- Melasse, der kan anvendes til både foder og fødevare.

Skal råvarer eller halvfabrikata bruges til produktion af fødevarer, betragtes de som fødevarer helt fra det tidspunkt, hvor produktet høstes på marken eller dyret slagtes. Hvis de skal indgå i en produktion af andet end fødevarer, f.eks. foder, er de ikke omfattet af fødevarebegrebet og de regler, der gælder herfor. Dette kan være særlig relevant for tilsætningsstoffer og olier, der både kan have en fødevaremæssig og teknisk anvendelse.

Visse dyr betragtes som fødevarer før behandling og fortæring, f.eks. muslinger, østers og hummere.

Udmalket modermælk betragtes som en fødevare. Kvindemælkscentraler på hospitaler er derfor omfattet af bestemmelserne i autorisationsbekendtgørelsen.

Fødevarer til eksport

2.7. Bekendtgørelsens bestemmelser om autorisation og registrering finder også anvendelse på virksomheder, der håndterer og markedsfører fødevarer til eksport.

Der henvises i øvrigt til eksportbekendtgørelsen og vejledningen om eksport af fødevarer til lande med særlige betingelser.

Geografisk område

2.8. Bekendtgørelsen finder anvendelse på virksomheder, der er beliggende eller har aktiviteter på dansk territorium. Hertil henregnes også lufthavnsområderne (f.eks. toldfri forretninger) og danske ambassader i udlandet, som skal overholde bekendtgørelsens bestemmelser. Udenlandske ambassader i Danmark er derimod ikke omfattet. Som dansk territorium betragtes endvidere danskindregistrerede skibe og fly. Boreplatforme på den danske kontinentalsokkel er ligeledes omfattet af fødevarelovgivningen.

Kapitel 3

Definitioner

3.1. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2, finder definitionerne i fødevare forordning en, hygiejneforordningen, hygiejneforordningen for animalske fødevarer, kontrolforordningen og kontrolforordningen for animalske fødevarer anvendelse i bekendtgørelsen.

Behandling og letfordærvelige fødevarer er defineret i § 2, stk. 2 og 3.

Behandling

3.2. Ved behandling forstås enhver form for håndtering af fødevarer, der ændrer fødevaren. Som eksempler på behandling kan f.eks. nævnes: udskæring af brød, blanding af krydderier, bestråling, hakning, formaling af kaffebønner, presning af frugt til juice, opvarmning, indfrysning, nedkøling eller optøning. Aftapning er ikke behandling, f.eks. at komme krydderier i pose. Anretning er heller ikke behandling, når det begrænser sig til f.eks. at sætte produkter på tallerkener eller fade og pakke varer ud. Der er dog tale om behandling, hvis produkterne blandes, smøres, udskæres, opvarmes, nedkøles eller genopvarmes. Der henvises i øvrigt til hygiejnevejledningen.

Letfordærvelige fødevarer

3.3. Som eksempler på letfordærvelige fødevarer kan nævnes: fersk kød, fersk fjerkrækød, visse kødprodukter, hakket kød og kødfars, herunder rå medisterpølse, fersk fisk, ferske fiskevarer og fiskefars, letkonserverede fiskeprodukter, fiskehalvkonserves, konsummælk og visse typer konsummælksprodukter, fødevarer indeholdende creme, flødeskum eller fromage samt salater, bønnespirer, snittede eller kogte grøntsager. Benævnelsen ”kort tid” vil typisk være nogle få timer.

Kapitel 4

Registrering og autorisation af primærproducenter

4.1. Efter fødevareforordningen er primærproduktion ”produktion, opdræt eller dyrkning af primærprodukter, herunder høst, malkning og husdyrproduktion før slagtning. Begrebet omfatter også jagt og fiskeri og høst af vilde produkter”.

Det er i hygiejneforordningen nærmere beskrevet, hvad der forstås ved primærproduktion og dermed forbundne aktiviteter. Dette begreb omfatter transport, opbevaring og håndtering af primærprodukter på produktionsstedet, forudsat at disse aktiviteter ikke ændrer primærprodukternes karakter væsentligt. Begrebet omfatter desuden i et vist omfang transport af levende dyr, og for så vidt angår vegetabilske produkter, fiskevarer og vildtlevende vildt transport i forbindelse med levering af primærprodukter, hvis karakter ikke er ændret væsentligt, fra produktionsstedet til en virksomhed.

Primærproducenter, der er registreret som fødevarevirksomhed i Plantedirektoratet, Fiskeridirektoratet, Skov– og Naturstyrelsen eller i Det centrale Husdyrbrugsregister, skal ikke registreres i fødevareregionen.

Generelt er primærproducenter registreret i Plantedirektoratet eller Fiskeridirektoratet og skal således ikke registreres i fødevareregionen. Jægere er registreret i Skov- og Naturstyrelsen og skal derfor heller ikke registreres i fødevareregionen. Ligeledes skal primærproducenter, der er registreret i Det centrale Husdyrbrugsregister, ikke foretage yderligere registrering i fødevareregionen.

De virksomheder, der skal registreres eller autoriseres i fødevareregionen, er således alene de primærproducenter, der ikke er registreret hos andre myndigheder, de primærproducenter der skal autoriseres samt de virksomheder der udfører et led i produktionen mv. af fødevarer efter primærproduktion.

Primærproduktion, der skal registreres

4.2. Som udgangspunkt skal virksomheder, der udfører primærproduktion og dermed forbundne aktiviteter, registreres.

Som eksempler på primærproduktion og dermed forbundne aktiviteter, der skal registreres, kan nævnes

– Dyrkning og produktion af vegetabilier såsom korn, frugt, grøntsager samt transport, opbevaring og håndtering af produkterne på produktionsstedet (uden at det ændrer deres karakter væsentligt).

– Husdyrproduktion og aktiviteter i tilknytning hertil, herunder transport af husdyr til slagteri o.l. eller mellem bedrifter.

– Malkning og opbevaring af mælk på bedriften.

– Produktion og indsamling af æg på bedriften.

– Fiskeri og håndtering af fiskevarer, uden at det ændrer deres karakter væsentligt, på fiskefartøjer (dog ikke frysefartøjer, tankkølefatøjer og fabriksfartøjer) og transport heraf til første virksomhed i land.

– Produktion, opdræt og høstning af fisk fra akvakulturbrug og deres transport til en virksomhed.

– Produktion, opdræt, dyrkning og høstning af toskallede bløddyr og transport heraf til ekspeditionscentre.

– Indsamling af svampe, bær, snegle osv. og deres transport til en virksomhed.

Forarbejdning af primærprodukter på bedriften mv. som f.eks. fremstilling af ost eller juice fra frugt er ikke omfattet af primærproduktion, men er et led efter primærproduktionen. Virksomheder på bedrifter, der udfører et led i produktionen efter primærproduktion, skal autoriseres eller registreres som sådan. Primærprodukter er produkter fra primærproduktion, herunder jordbrugs- og husdyrprodukter samt produkter fra jagt og fiskeri. Som eksempler på primærprodukter kan nævnes: honning, mælk, æg, frugt, grøntsager, svampe, fisk fra akvakulturbrug.

Primærproducenter af vegetabilske fødevarer, der alene har stalddørssalg af primærprodukterne, er ikke omfattet af kravet om registrering, jf. § 4 og punkt 5.2.

Biavlere, der alene har stalddørssalg, dvs. detailpakker og leverer små mængder honning til den endelige forbruger og detailvirksomheder, er heller ikke omfattet af kravet om registrering som primærproducent, jf. § 5, stk. 5 og punkt 5.3.10. Derimod skal biavlere, der leverer til honningcentraler, registreres.

Primærproduktion, der skal autoriseres

4.3. Visse typer primærproduktioner er så sårbare, at der ud fra et fødevaresikkerhedsmæssigt synspunkt stilles krav om autorisation. Der er derfor krav om autorisation af producenter af spirede frø, tankkølefartøjer og strygning af rogn til konsum.

Produktion af bønnespirer o.l. spirer er sårbar og skal derfor autoriseres. Det betyder, at detailvirksomheder ikke må fremstille spirer, heller ikke til brug i egen virksomhed, med mindre de er autoriseret til det. Produktion af karse er ikke omfattet af kravet om autorisation.

Fiskefratøjer, hvor fisken køles ved et tankkølesystem skal autoriseres. Der skelnes mellem to typer fartøjer med tankkølesystem: RSW (Refrigerated Sea Water) hvor havvand køles mekanisk ved hjælp af kølemaskineri, og CSW (Chilled Sea Water) hvor havvand køles ved hjælp af is.

Strygning af rogn til konsum er hygiejnisk set en sårbar proces, der resulterer i et sårbart produkt, hvorfor sådan primærproduktion også skal autoriseres.

Kapitel 5

Primærproducenters direkte levering til den endelige forbruger (stalddørssalg)

5.1. Stalddørssalg er primærproducenters direkte levering af små mængder uforarbejdede primærprodukter samt kød af fjerkræ, kaniner og vildtlevende vildt fra egen bedrift til den endelige forbruger. Stalddørssalg er kendetegnet ved at have et begrænset omfang, og at salget sker fra bod, lade eller anden lignende simpel overdækning, uden at der er tale om et salgslokale. Biavlere kan desuden som stalddørssalg levere til detailvirksomheder, ligesom jægere i begrænset omfang kan levere til visse detailvirksomheder.

Primærproducenter skal registreres som primærproducent efter § 3. Primærproducenter, der ønsker at have et stalddørsalg, skal udover registreringen som primærproducent også sørge for registrering af stalddørssalgsaktiviteter, jf. § 5 og punkt 5.3.1.

Stalddørssalg af vegetabilske primærprodukter

5.2. S talddørssalg af vegetabilske fødevarer er salg af uforarbejdede landbrugsprodukter fra egen bedrift, der ikke sker fra en detailvirksomhed på bedriften.

Overdragelsen skal finde sted på bedriften, f.eks. ud til en offentlig vej. Gårde, beliggende langt fra offentlig vej og som derfor ikke reelt har mulighed for at have stalddørssalg, kan sælge sine produkter fra en nærliggende bedrifts område .

Forbrugere kan således købe frugt og grønt ved stalddøren.

De vegetabilske fødevarer, der sælges ved stalddørssalg, skal være uforarbejdede. Det er derfor ikke tilladt at sælge tilberedte fødevarer ved stalddørssalg, som f.eks. syltetøj eller saft, selvom råvarerne kommer fra egen bedrift.

Hvis primærproducenten alene har stalddørssalg af vegetabilske primærprodukter, skal der ikke foretages registrering som primærproducent efter § 3, og stalddørsalget skal heller ikke registreres.

Stalddørssalg af animalske produkter

5.3.1. Som udgangspunkt må animalske produkter ikke sælges ved stalddørssalg. Biavlere kan dog sælge ved stalddørssalg og levere til detailvirksomheder uden registrering.

Der er dog mulighed for stalddørssalg af visse animalske produkter, når primærproducenten, udover registreringen som primærproducent, har registreret aktiviteten stalddørssalg hos fødevareregionen. De animalske produkter, der kan sælges ved stalddørssalg, er, udover honning

– primærprodukter i form af æg, mælk eller hele stykker vildt,

– kød af fjerkræ, opdrættede kaniner og opdrættet fjervildt,

– kød af vildt og

– fisk og krebsdyr, men ikke toskallede bløddyr (f.eks. muslinger), pighuder, sækdyr og havsnegle

De konkrete betingelser der er knyttet til det enkelte produkt fremgår af § 5 og nedenfor under punkt 5.3.2. – 5.3.10.

Der kan ikke ske stalddørssalg af andre animalske produkter end de nævnte, dvs. at kød af svin, kvæg, får m.v. ikke må sælges ved stalddørssalg.

Stalddørssalg af animalske produkter kan alene ske af egne produkter. Leveringen til den endelige forbruger skal finde sted på bedriften, fra akvakulturbruget eller fra fiskefartøjet. Dette krav gælder dog ikke for biavlere.

Bekendtgørelsen beskriver størrelsesordenen for stalddørssalget som ”i mindre/begrænset omfang” og ”mindre antal”. I fortolkningen af disse begreber skal blandt andet lægges vægt på

- at salget ikke er af væsentlig økonomisk betydning for bedriften eller

- at der ikke i bedriften forefindes særlige slagtelokaler eller slagteindretninger (herunder maskinelt udstyr til behandling af slagtet fjerkræ), evt. bortset fra en maskine til plukning af fjerkræ.

For de forskellige typer animalske fødevarer er der opstillet en række betingelser.

Stalddørssalg af fjerkræ

5.3.2. Der kan sælges et mindre antal fjerkræ ved stalddørssalg på betingelse af, at de er uåbnede. Et mindre antal vurderes som højest 500 stykker fjerkræ årligt. Det er desuden en betingelse, at fjerkræet er slagtet og eventuelt plukket på den pågældende bedrift. Der er ikke en betingelse, at salget foregår jævnt fordelt over året.

Stalddørssalg af kaniner

5.3.3. Der kan sælges et mindre antal kaniner ved stalddørssalg. Et mindre antal vurderes som højest 500 stykker årligt. Stalddørssalget kan ske på betingelse af, at kaninerne er uåbnede. Det er endvidere en betingelse, at såvel slagtning som eventuel afhudning sker på opdrætsbedriften.

Stalddørssalg af opdrættet fjervildt

5.3.4. Stalddørssalg af opdrættet fjervildt kan ske på samme betingelser som for almindelig tamfjerkræ, herunder grænserne for afsætning.

Stalddørssalg af fisk

5.3.5. Stalddørssalg af fisk og krebsdyr må kun ske i mindre omfang, hvilket vurderes at være ca. 4.000 kg årligt. Toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle må ikke sælges ved stalddørssalg. Fartøjer, der ligger ”side ved side” kan sælge fisk mv. fra det fartøj, der ligger tættest ved kajen.

Stalddørssalg af mælk

5.3.6. Stalddørssalg af mælk må foregå i et begrænset omfang, hvilket vurderes til at være højest 70 l ugentligt. Salget er desuden underlagt en række betingelser.

Mælken skal sælges som rå og ubehandlet (upasteuriseret og uhomogeniseret), og den skal tappes direkte i emballage, som forbrugeren har med.

Der er endvidere i hygiejnebekendtgørelsen krav til mælk, der sælges ved stalddørssalg.

Stalddørssalg af æg

5.3.7. Stalddørssalg af æg skal ske i nye æggebakker. Der må ikke modtages brugte æggebakker retur fra forbrugeren. Salget må ikke ske fra ægopbevaringsrum, hvis der også opbevares æg til ægpakkeri i dette rum. Der må heller ikke være et ægpakkeri på bedriften.

Derudover må æggene ikke være sorteret i kvalitets- eller vægtklasser. Det er derfor ikke tilladt at mærke eller skilte med oplysninger som ”Frilandsæg” eller ”Skrabeæg”. Det er dog tilladt at mærke eller skilte med, at der er tale om økologiske æg, men disse æg må heller ikke være sorteret i kvalitets- eller vægtklasser.

Udover disse betingelser skal betingelserne i hygiejnebekendtgørelsen være opfyldt.

Der skal ved skiltning oplyses, at hønsebesætningen er underkastet laboratoriemæssige salmonellaundersøgelser. Endelig skal ægproducenten på forespørgsel udlevere en folder til yderligere information om salmonellaundersøgelserne.

Stalddørssalg af vildt til den endelige forbruger

5.3.8. Jægere må, uden at denne aktivitet er særskilt registreret, levere mindre mængder vildt eller kød af vildt til den endelige forbruger. Mindre mængder vurderes som årligt 5-10 stykker klovbærende vildt og 500 stykker småvildt såsom fugle og harer. Leveringen skal ske direkte til forbrugeren til anvendelse i dennes private husholdning. Vildtet må være afhudet eller plukket, organer må være udtaget, og kødet må være skåret op i mindre stykker.

Stalddørssalg på bedrifter mv. hvor der er en autoriseret eller registreret virksomhed

5.3.9. Hvis der på bedriften, hos jægeren eller på akvakulturbruget er en autoriseret eller registreret virksomhed, der udfører et led i produktionen efter primærproduktionen (f.eks. gårdbutik eller ægsortering), skal stalddørssalget holdes adskilt fra virksomhedens aktiviteter. Primærprodukter og andre produkter, der sælges ved stalddørssalg, er ikke undergivet samme kontrol, som fødevarer, der sælges fra autoriserede eller registrerede virksomheder. Stalddørsalget skal holdes adskilt fra virksomheden på en sådan måde, at forbrugerne ikke får indtryk af, at de fødevarer, der sælges som stalddørssalg, er undergivet den kontrol, der normalt føres med fødevarer.

Stalddørssalg af honning

5.3.10. Biavlere kan, uden at være registreret som primærproducenter og uden registrering af stalddørsalget, detailpakke og sælge mindre mængder honning og andre biprodukter, som f.eks. propolis, til den endelige forbruger og til detailvirksomheder. Mindre mængder vurderes som højest 4.000 kg årligt.

Jægeres stalddørssalg til detailvirksomheder

5.4.1. Jægere kan, uden yderligere registrering end registreringen som jæger (primærproducent), pr. år sælge et mindre antal hele stykker vildt til detailvirksomheder. Ved detailvirksomhed forstås i denne sammenhæng fiske- og vildthandlere, der er autoriseret til at kunne modtage vildt. Ved et mindre antal forstås ca. 500 stykker småvildt, såsom fugle og harer og 10-15 stykker klovbærende vildt. Det er et krav, at jægeren selv er ejer af det nedlagte vildt.

Den enkelte fiske- og vildthandler må kun modtage et mindre antal stykker vildt. Det antal vildt, som fiske- og vildthandleren modtager fra jægeren, må aldrig overstige det antal, som virksomheden kan afhænde over disken til den endelige private forbruger.

Jægeren må brække storvildt, dvs. hjortevildt o.l., altså udtage mave og tarme. Småvildt må ikke være udtaget. Det nedlagte vildt må ikke leveres til detailvirksomheden i flået eller plukket stand. Jægeren må heller ikke opskære vildtet.

Jægeren må ikke afsætte vildtet til restauranter, kantiner, institutioner o.l., med mindre disse samtidig er autoriseret som vildthåndteringsvirksomhed. Jægerens salg direkte til den endelige forbruger er beskrevet i § 5, stk. 3, og under punkt 5.3.8.

Generelt om indretning og drift

5.5. Ved stalddørssalg af produkter, som ikke er primærprodukter, skal primærproducenten opfylde kravene i hygiejneforordningen, dvs. der skal være faciliteter som beskrevet i hygiejneforordningens bilag II, kapitel 3, og virksomheden skal etablere og udføre egenkontrol baseret på HACCP-principperne, jf. hygiejnevejledningen.

Dette gælder ved stalddørssalg af kød af fjerkræ og kaniner, kød af opdrættet vildt og kød af vildt.

Kapitel 6

Virksomheder i leddet efter primærproduktion som skal autoriseres

6.1. Som nævnt i indledningen er udgangspunktet, at engrosvirksomheder samt detailvirksomheder, der foretager behandling, skal autoriseres, mens øvrige virksomheder som udgangspunkt skal registreres. Der er dog en række undtagelser fra denne hovedregel.

Engrosvirksomheder

6.2. Engrosvirksomheder skal som hovedregel autoriseres. Kun engrosvirksomheder, der alene opbevarer, transporterer eller markedsfører ikke-letfordærvelige fødevarer, og engrosvirksomheder, hvor der alene sker markedsføring uden opbevaring i markedsføringsøjemed, skal registreres.

Engrosvirksomheder, der behandler fødevarer, findes i utallige former, f.eks. slagterier, brødfabrikker, margarinefabrikker, filetfabrikker, frysefartøjer, fabriksfartøjer, opskæringsvirksomheder, vildtbehandlingsstationer, mejerier, kødproduktvirksomheder, frysehuse med indfrysning, møllerier, virksomheder, der blander krydderier, snitter frugt og grønt eller aftapper og filtrerer (f.eks. drikkevarer).

Engrosvirksomheder uden behandling af fødevarer skal autoriseres af fødevareregionen, når der foretages f.eks. ompakning, oplagring og aftapning. Desuden skal engrosvirksomheder, der f.eks. transporterer, sorterer eller opbevarer letfordærvelige fødevarer, autoriseres. Eksempler på engrosvirksomhed uden behandling af fødevarer er: køle- og fryselagre, ægpakkerier, fiskeauktioner, samlecentraler og sorteringsanlæg af fisk på kaj. Virksomheder, der indsamler mælk, skal autoriseres, da der er tale om transport af letfordærvelige fødevarer. Grænsekontrolstedernes lokaler skal ligeledes autoriseres.

Isværker, dvs. virksomheder der producerer is (krystalis) til fødevarevirksomheder, skal autoriseres, hvis isen sælges til fødevarevirksomheder, hvor den blandes i en fødevare. F.eks. i forbindelse med fremstilling af fiskefars, hvor isen kan medvirke til, at farsen ikke bliver for varm under fremstillingen. I en sådan situation, hvor isen indgår i en fødevare, betragtes isen som en fødevareingrediens. Hvis isen sælges til køling af en fødevare, f.eks. ved pakning af fisk, er det ikke hensigten, at isen føres over i fødevaren, og det er ikke hensigten med isen, at den skal spises. I disse tilfælde betragtes isen ikke som en fødevare, idet den ikke falder ind under fødevareforordningens definition af en fødevare. Isværker, der alene fremstiller is til sådant brug, er således ikke omfattet af fødevarelovgivningen, og virksomheden skal derfor ikke autoriseres.

Detailvirksomheder, der behandler fødevarer

6.3.1. Bekendtgørelsens bestemmelser om detailvirksomhed finder anvendelse på virksomhed med henblik på markedsføring af fødevarer i form af detailhandel. Der således tale om virksomheder, der leverer til den endelige forbruger, samt om en række virksomheder, der leverer til andre virksomheder, som f.eks. ferskvareterminaler (distributionsterminaler, distributionscentre) og engrossupermarkeder (engrosforretninger), jf. punkt 1.2.

Detailvirksomheder, der behandler fødevarer, skal som udgangspunkt autoriseres. Eksempler herpå er slagterforretninger, bagerforretninger, fiskehandlere, supermarkeder med slagter- eller bagerafdeling, restauranter samt institutioner såsom børneinstitutioner, plejehjem og hospitalskøkkener, jf. dog § 13 og punkt 7.3.8. om køkkener i mindre institutioner samt § 14 og punkt 8.4. om visse børneinstitutioner. Fødevarevirksomheder, der bager halvfabrikata ved bake-off skal autoriseres, da dejen er letfordærvelig.

I de tilfælde, hvor en virksomhed leverer mad til et modtagekøkken til anretning og servering, kan der være tvivl om, hvorvidt modtagekøkkenet skal autoriseres eller registreres. Det afgørende er, om modtagekøkkenet foretager behandling, der kræver autorisation. Hvis modtagekøkkenet alene foretager aktiviteter som beskrevet i § 12, skal det registreres. Hvis aktiviteterne i modtagekøkkenet går ud over dette, skal modtagekøkkenet autoriseres. Dette gælder også for køkkener i fængsler/arresthuse, hvis maden modtages fra centralkøkkener.

Køkkener i forbindelse med bondegårdsferier med bespisning ud over morgenmad skal typisk autoriseres, da behandlingen normalt vil gå ud over den behandling af fødevarer, der er beskrevet i § 12.

Hospitals-/centralkøkkener

6.3.2. Ofte leveres mad til hospitalspatienter fra centralkøkkener til afdelingskøkkener.

Hvis centralkøkkenet har ansvaret for hospitalets afdelingskøkkener, skal centralkøkkenets autorisation også omfatte afdelingskøkkenerne. Det er kun afdelingskøkkener, hvor der ikke foregår egentlig behandling, men f.eks. blot varmholdelse (anretterkøkkener), der kan være omfattet af centralkøkkenets autorisation. Det er desuden en betingelse, at afdelingskøkkenerne og centralkøkkenet naturligt kan betragtes som en samlet enhed, dvs. at det såvel ledelsesmæssigt som geografisk er tilknyttet centralkøkkenet.

Hvis centralkøkkenet ikke har ansvaret for hospitalets afdelingskøkkener, skal afdelingskøkkenerne afhængig af deres aktiviteter autoriseres eller registreres selvstændigt efter henholdsvis § 8 eller § 12.

Forsamlingshuse

6.3.3. For forsamlingshuse afhænger autorisationskravet af de aktiviteter, der foregår i forsamlingshuset. Forsamlingshuse benyttes i forskellig grad og på forskellig måde, hvilket afspejler sig i de krav, der fra myndighedsside stilles til denne type virksomhed. Forsamlingshuse er ud fra disse betragtninger opdelt i to forskellige grupper med forskellig status.

Forsamlingshuse, der har restaurationspræg, og hvor en fast vært eller forpagter sørger for arrangementerne og modtager betaling pr. kuvert eller selskab, eller hvor der er tilknyttet en fast kogekone, der således sidestilles med en fast vært, skal autoriseres.

Forsamlingshuse, hvor der ikke foretages behandling af fødevarer, eller hvor private selv står for madlavningen, er ikke omfattet af fødevareloven og skal hverken autoriseres eller registreres. Når private engagerer en kogekone til at komme i eget hjem eller fælleslokaler for at lave mad til en privat fest, er dette heller ikke omfattet af fødevareloven.

Røgning og saltning af kød fra private

6.3.4. Virksomheder, der er autoriseret til at røge og salte for private, kan alene behandle kød af tamhovdyr, dvs. tamkvæg, -svin, - geder, - får og tamdyr af hestefamilien. Vildt, fjerkræ og kødprodukter er således ikke omfattet af den særlige autorisation til røgning og saltning af kød til private.

Engrossalg fra detailvirksomheder

6.3.5.1. Som nævnt i indledningen omfatter fødevareforordningens definition af detailhandel en række virksomheder, der traditionelt er blevet betragtet som engrosvirksomheder. Hvorvidt en virksomhed, der leverer til andre virksomheder, skal betragtes som en detailvirksomhed eller en engrosvirksomhed, har primært betydning for, om virksomheden alene skal leve op til de krav om indretning og drift, som følger af hygiejneforordningen, eller om virksomheden desuden skal leve op til de supplerende krav i hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

Hygiejneforordningen gælder generelt for alle virksomheder, dvs. både virksomheder med detailaktiviteter og virksomheder med engrosaktiviteter, og uanset om virksomheden beskæftiger sig med animalske fødevarer eller ej. Kravene i hygiejneforordningen er generelt tilstrækkelige til at sikre fødevaresikkerheden i virksomheder, der udøver detailhandel omfattende direkte salg eller levering til den endelige forbruger. Hygiejneforordningen for animalske fødevarer finder derfor som udgangspunkt ikke anvendelse på detailhandel, jf. forordningens artikel 1, stk. 5, litra a.

I hygiejneforordningen for animalske fødevarer er der i artikel 1, stk. 5, litra b, fastsat regler om, at visse detailvirksomheder, der udøver engrosvirksomhed, skal være omfattet af de supplerende regler i hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

Det fremgår heraf, at hygiejneforordningen for animalske fødevarer generelt skal anvendes for detailvirksomheder, der udfører aktiviteter med henblik på at levere animalske fødevarer til anden virksomhed. De supplerende krav i hygiejneforordningen for animalske fødevarer skal således som udgangspunkt anvendes på virksomheder, der er omfattet af definitionen på detailhandel, og som har aktiviteter i form af levering af animalske fødevarer til andre, f.eks. ferskvareterminaler og engrossupermarkeder. Når engrosaktiviteterne udelukkende består i opbevaring og transport af animalske fødevarer, anses kravene i hygiejneforordningen dog for at være tilstrækkelige med undtagelse af de særlige temperaturkrav i hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

For detailvirksomheder, der kun i begrænset omfang leverer animalske fødevarer til andre detailvirksomheder, er det i henhold til artikel 1, stk. 5, litra c, overladt til national lovgivning at fastsætte, om disse virksomheder skal leve op til kravene i hygiejneforordningen for animalske fødevarer. Dette er i Danmark fastsat i 2/3-reglen, jf. § 9 og punkt 9.3.5.2.

Når man skal afgøre om en detailvirksomhed, der håndterer animalske fødevarer, skal være omfattet af de supplerende krav i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, kan man anvende beslutningstræet i bilaget. 2/3-reglen har således primært betydning for afklaring af, om en detailvirksomhed, der leverer til andre virksomheder, skal leve op til de supplerende krav til drift og indretning, der følger af hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

2/3-reglen

6.3.5.2. Detailvirksomheder kan sælge 2/3 af deres omsætning til andre detailvirksomheder, uden at der stilles krav om autorisation som engrosvirksomhed, og uden at virksomheden skal leve op til de supplerende krav i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, jf. punkt 6.3.5.1. Salget kan eventuelt ske via en engrosvirksomhed, der alene opbevarer eller transporterer fødevarer, dvs. blot distribuerer detailvarer. Bestemmelsen giver således mulighed for, at bagerforretningen eller detailslagteren sælger til restaurationer, kroer, børneinstitutioner o. lign., uden at virksomheden skal autoriseres som engrosvirksomhed og, når der er tale om animalske fødevarer, opfylde kravene i hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

Detailvirksomheden skal uanset salget til andre virksomheder fortsat have karakter af virksomhed, der leverer til den endelige forbruger. Virksomheden må således ikke få mere karakter af engrosvirksomhed end detailvirksomhed. Ved vurdering af om detailvirksomheden får mere karakter af engrosvirksomhed, skal forskellige parametre vurderes

- om der er et egentligt salgslokale,

- om der er et faktisk detailsalg, og

- hvordan virksomheden markedsfører sig.

Værdien af de fødevarer, der sælges til andre virksomheder, må ikke overstige den dobbelte værdi af de fødevarer, der sælges til den endelige forbruger (2/3). En bager- eller slagterafdeling i et supermarked er i den sammenhæng en selvstændig virksomhed. Vurderingen af omsætningens størrelse skal derfor tage udgangspunkt i bager- eller slagterafdelingens omsætning. Dette medfører bl.a., at en bagerafdeling i et supermarked bliver ligestillet med en traditionel bagerforretning. Omsætningen beregnes således i den enkelte afdeling med opdeling i detail- og engros.

Når der er tale om animalske fødevarer som f.eks. kød, mælk, fisk er der ud over ”værdibegrænsningen” på 2/3 en mængdebegrænsning, således at den mængde, der leveres til andre virksomheder, ikke må overstige 2,5 ton ugentligt. Virksomheder, der engrossælger ikke-animalske fødevarer, er ikke omfattet af denne mængdebegrænsning, men alene af den begrænsning, der ligger i, at engrossalget ikke må overstige den dobbelte værdi af detailsalget.

Leveringen af animalske fødevarer til andre virksomheder må kun ske i det lokale område. Heri ligger en geografisk begrænsning, således at der kun må være engrossalg inden for det lokale område. Sjælland, Fyn og Jylland anses for at være lokale områder. En detailvirksomhed beliggende på Sjælland kan således have engrossalg til andre virksomheder beliggende på Sjælland med tilhørende øer, men ikke til virksomheder beliggende på Fyn eller i Jylland. Fødevareregionen kan dog give en virksomhed tilladelse til have engrossalg uden for virksomhedens lokale område. Denne mulighed er tænkt anvendt i områder, hvor de definerede lokale områder ligger tæt på hinanden, som f.eks. ved Lillebælt, eller for at opretholde eksisterende handelsmønstre.

Vildt solgt direkte fra jægeren til fiske- og vildthandlere, jf. § 6, der er autoriseret som detailvirksomhed, må ikke sælges engros. En fiske- og vildthandler må således ikke sælge vildt, modtaget direkte fra jægeren, videre til f.eks. en restaurant.

Behandling af fødevarer separat fra virksomhedens salgssted

6.3.6. I fødevareforordningen er detailhandel defineret som håndtering og/eller forarbejdning af fødevarer og deres oplagring på det sted, hvor de sælges eller leveres til den endelige forbruger. Det ligger heri, at behandling og salg foregår på samme sted, således at lokaler, hvori der behandles fødevarer, ligger i tilknytning til salgslokalet. Bestemmelsen i § 10 åbner mulighed for, at lokaler, hvor der behandles fødevarer, kan være geografisk adskilt fra salgsstedet, og er således en undtagelse fra hovedreglen om, at behandling og salg foregår på samme sted. Det er derfor en betingelse, at såvel behandlingen som salget forestås af samme ejer/bruger, og at der kun er tilknyttet et udsalgssted, således at de øvrige karakteristika ved detailvirksomhed fastholdes. Det tilknyttede udsalgssted kan være mobilt eller stationært, men bestemmelsen anvendes ofte på virksomheder med mobilt salgssted.

Detailvirksomheder autoriseret efter § 10 kan, som andre detailvirksomheder, have engrossalg efter bestemmelsen i § 9 (2/3-reglen). Den eller de detailvirksomheder, der engrossælges til, skal være selvstændigt autoriseret eller registreret som detailvirksomhed. Der er ikke noget til hinder for at ejeren af detailvirksomheden autoriseret efter § 10 står som ejer af den eller de virksomheder, der engrossælges til, når blot disse er selvstændigt autoriseret eller registreret.

Hvis der er et detailsalg på den beliggenhed, hvor behandlingen finder sted, er virksomheden ikke omfattet af bestemmelsen. Salg til f.eks. et mobilt udsalgssted må i den situation betragtes som engrossalg, der må holdes indenfor rammerne af 2/3-reglen, ligesom det mobile salgssted skal være selvstændigt autoriseret eller registreret.

Kapitel 7

Virksomheder, der skal registreres

7.1. Nogle former for virksomhed vurderes, som nævnt i punkt 1.3. at være forbundet med færre hygiejniske risici, således at det er tilstrækkeligt, at virksomheden registreres, dvs. at virksomheden efter at have modtaget bekræftelse på at være registreret i regionen kan påbegynde sine aktiviteter. I disse tilfælde aflægger regionen således ikke et besøg på virksomheden, inden den påbegynder sine aktiviteter, men fødevareregionen følger op på indretnings- og driftsmæssige krav samt egenkontrol i forbindelse med kontrolbesøg.

Engrosvirksomheder

7.2. Engrosvirksomheder skal registreres, når der alene foregår opbevaring, transport eller markedsføring af ikke-letfordærvelige fødevarer, f.eks. konserveslagre, frugt- og grøntlagre.

Ligeledes registreres engrosvirksomheder, hvor der alene sker salg af fødevarer uden opbevaring i salgsøjemed. ”Uden opbevaring” kan være salg over Internettet, gennem postordrefirmaer, skrivebordsvirksomheder (speditører) og handelsagenter, hvor fødevarerne ikke opbevares af sælgeren.

Detailvirksomheder

7.3. For en række detailvirksomheder er der alene krav om registrering.

Behandling i mindre omfang

7.3.1. Detailvirksomheder, der foretager behandling i mindre omfang, skal registreres. Behandling i mindre omfang er f.eks. udskæring af brød, tørkager (undtagen cremekager, fromager, flødekager, da de er letfordærvelige), frugt i halve eller kvarte, formaling af kaffebønner, opvarmning af dybfrosne emballerede toasts og lignende. Da denne form for behandling typisk ikke indebærer hygiejniske problemer, undtages virksomheden fra kravet om autorisation i det omfang, behandlingen i den konkrete virksomhed kan foregå uden hygiejniske problemer. Virksomheder, der behandler frugtsalat eller råkost, skal autoriseres.

Brug af isterningemaskiner og slush-icemaskiner er også omfattet af begrebet mindre omfang.

Andre eksempler på behandling i mindre omfang er: opvarmning af popcorn, mandelristerier og behandling af kandiserede æbler. Traditionel behandling af softice i softicemaskiner skal autoriseres. Behandling af smooties og mælkebaserede iskaffer, der fryses i maskinen, sidestilles hermed og skal også autoriseres.

Det er betingelse, at behandlingen ikke er forbundet med hygiejniske problemer. Ved hygiejniske problemer menes forhold vedrørende fødevarer, der kan medføre, at disse ikke længere er af sikker og sund beskaffenhed. Årsagen hertil er ofte forkert håndtering af fødevarerne. Dette kan være årsag til fødevarebårne sygdomme som følge af krydsforurening, forurenede fødevarer eller utilstrækkelig varmebehandling og nedkøling eller for høje temperaturer under opbevaring. Nogle af de vigtigste årsager til krydsforurening er for lidt plads, manglende adskillelse mellem råvarer og tilberedte varer under opbevaring og behandling eller mangelfuld rengøring. Uemballerede fødevarer kan i visse tilfælde medføre hygiejniske problemer, f.eks. oliven og feta i lage.

Virksomheder, hvis behandling af fødevarer ikke kan betragtes som behandling i mindre omfang, skal autoriseres.

Ikke letfordærvelige fødevarer

7.3.2. Virksomheder, der behandler og sælger ikke letfordærvelige fødevarer, skal registreres. Typiske eksempler herpå er mindre kiosker, materialister, apoteker, tobaks- og vinforretninger.

Indpakkede letfordærvelige fødevarer

7.3.3. Virksomheder, der ikke foretager behandling, men kun opbevarer, transporterer eller sælger indpakkede letfordærvelige fødevarer, skal registreres. Der tænkes f.eks. på købmænd og supermarkeder, hvor der ikke bliver foretaget behandling af fødevarer. Som typiske eksempler på letfordærvelige, indpakkede fødevarer kan nævnes mælk, visse typer ost, pålæg og sandwich.

Herudover kan bestemmelsen benyttes, hvor der sker transport til kunden, f.eks. i forbindelse med taxaudbringning af indpakkede måltider.

Levering direkte til forbrugeren, f.eks. som led i en kommunal madudbringningsordning for pensionister er detailvirksomhed. Transporten til forbrugeren er omfattet af fødevarelovgivningen og skal registreres som selvstændig virksomhed, i det omfang den ikke er omfattet af behandlingsvirksomhedens autorisation.

Hvis leveringen i taxa er bestilt af kunden, som f.eks. lader take-away afhente i taxa i stedet for selv at afhente fødevaren, er transporten ikke omfattet af fødevarelovgivningen.

Salg af fødevarer uden opbevaring

7.3.4. Detailvirksomheder, hvor der alene sker salg af fødevarer uden opbevaring i markedsføringsøjemed skal registreres. Det kan f.eks. være postordrefirmaer, salg via Internettet, salg gennem handelsagenter m.v., hvor fødevarerne ikke opbevares af sælgeren.

Landmænd, der sælger kød via et slagteri (kødformidlere), hvor kunden afhenter kødet på slagteriet, er også omfattet af bestemmelsen, men denne type virksomhed kan dog have et så begrænset omfang, f.eks. at der er tale om ganske få dyr årligt, at det må anses for at være midlertidig eller lejlighedsvis virksomhed, der er undtaget fra autorisation og registrering.

Salg af fødevarer fra automat

7.3.5. Selvbetjeningsautomater, hvor der sælges fødevarer, der ikke er forbundet med hygiejniske problemer, skal registreres. Der tænkes her på fødevarer som emballeret slik og chokolade, sandwich, chips, varme og kolde drikke og lignende. Softicemaskiner, hvor isen er emballeret indtil det tidspunkt, hvor kunden selv trykker den ud af emballagen, betragtes ikke som en automat.

Automater beliggende i fødevarevirksomheder skal omfattes af dennes autorisation eller registrering, med mindre den er omfattet af den registrering, som den opstillende virksomhed har foretaget.

Nogle virksomheder opstiller selvbetjeningsautomater på offentligt tilgængelige steder, steder hvor der ikke er offentlig adgang eller i andre virksomheder, der ikke er fødevarevirksomheder, f.eks. opholdsrum på banegårde, byggemarkeder, hospitaler. I sådanne situationer skal den virksomhed, der opstiller og er ansvarlig for automaterne, lade sig registrere, men det er ikke nødvendigt at lade hver enkelt automat registrere.

Der kan ved salg fra automater være tale om et ubetydeligt salg, der er undtaget fra registrering efter § 14. Det kan f.eks. være tilfældet i idrætsforeninger og netcafeer, hvor det er foreningen/netcafeen, der har opstillet og er ansvarlig for automaten, jf. punkt 8.3.

Tog, busser og fly

7.3.6. Behandling og salg af fødevarer, der foregår i tog, busser, fly og til besætninger på skibe skal registreres. Det er den virksomhed, der står for driften af tog, busser eller fly, der skal registreres og således ikke hver enkelt togvogn, bus eller fly. Boreplatforme sidestilles ikke med skibe. Behandling og salg af fødevarer til passagerer i restauranter, cafeteriaer og butikker på danske skibe skal, afhængigt af aktiviteterne, autoriseres eller registreres.

Virksomhedskantiner, institutioner m.v.

7.3.7. Virksomhedskantiner, pensionater og institutioner, der har 12 faste spisegæster eller derunder, skal registreres.

Der er tale om virksomheder, som ofte har aktiviteter, der gør, at de som udgangspunkt skulle autoriseres. Men når der er tale om en mindre lukket kreds af faste spisegæster på 12 eller færre, er vurderingen, at der alene er behov for, at disse køkkener registreres.

Som eksempler på køkkener i institutioner, der skal registreres, kan nævnes leve-bomiljøer for ældre og døgninstitutioner for børn. Små køkkener i botilbud for f.eks. udviklingshæmmede eller for psykisk syge personer, hvor personale og beboere i fællesskab står for madlavning og oprydning er også omfattet af denne bestemmelse, såfremt antallet af beboere er 12 eller derunder. Institutioner, leve-bomiljøer og botilbud drives typisk af offentlige myndigheder, f.eks. kommuner, som også visiterer beboerne til disse boformer. Det afgørende for, at et køkken ikke skal autoriseres, er, at der er tale om en mindre kreds (12 eller færre personer), og at der er tale om en lukket kreds af faste spisegæster. Børnehaver og andre typer institutioner vil også være omfattet af bestemmelsen, hvis der er 12 eller færre brugere. En restaurant med 12 pladser eller mindre, hvor der er adgang for alle, er ikke omfattet. Køkkener i fængsler er ikke omfattet, da der typisk ikke er tale om lukket kreds af faste spisegæster.

Fødevarestyrelsen har udarbejdet en særlig vejledning om indretning mv. af køkkener i leve-bomiljøer.

Kapitel 8

Virksomhed, der er undtaget fra autorisation og registrering

8.1. Enkelte typer virksomheder er helt undtaget fra autorisation og registrering, såfremt virksomheden ikke giver anledning til hygiejniske problemer. Sådanne virksomheder er omfattet af fødevareforordningens generelle bestemmelse om, at fødevarer ikke må markedsføres, hvis de er farlige, og om at virksomheden skal sikre, at de relevante krav i fødevarelovgivningen er opfyldt. Håndteringen af fødevarer skal således foregå på hygiejnisk forsvarlig vis. Regionerne kan om nødvendigt give forbud og påbud, herunder om at virksomheden skal lade sig registrere eller autorisere. Ved hygiejniske problemer menes forhold vedrørende fødevarer, der kan medføre, at disse ikke længere er af sikker og sund beskaffenhed.

Midlertidig eller lejlighedsvis virksomhed

8.2. Det kan være vanskeligt at afgøre i hvilke tilfælde, en virksomhed kan anses for at være midlertidig eller lejlighedsvis eller f.eks. må betragtes som en sæsonvirksomhed med krav om autorisation eller registrering. Afgørelsen er en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Ved vurderingen kan der lægges vægt på momenter som

- hvor hyppigt arrangementet finder sted,

- om det er en regelmæssig tilbagevendende begivenhed,

- hvor lang tid arrangementet varer,

- omfanget af arrangementet og

- en kombination af de nævnte forhold.

Arrangementer som finder sted én gang om ugen, betragtes ikke som midlertidig eller lejlighedsvis. Arrangementer, som finder sted et begrænset antal gange årligt, ca. 6-8 gange, er undtaget fra autorisation og registrering, medmindre de strækker sig over længere tid, f.eks. mere end 1 uge. Det er desuden en betingelse, at virksomheden ikke giver anledning til hygiejniske problemer.

Omfanget af behandlingen, herunder f.eks. hvor mange mennesker der bespises, hvilken form for behandling fødevarerne underkastes, og hvilke typer fødevarer der behandles, kan have indflydelse på vurderingen af, om behandlingen giver anledning til hygiejniske problemer.

Omrejsende fødevarevirksomheder, der rejser fra marked til marked rundt om i landet, er ikke omfattet af bestemmelsen om lejlighedsvise arrangementer, men skal autoriseres eller registreres i den region, hvor den er hjemmehørende.

Fødevarestyrelsen har vurderet følgende tilfælde

1) Behandling af fødevarer på ridestævne af 1-2 dages varighed 5 gange årligt. Blev vurderet som midlertidigt eller lejlighedsvist.

2) Salg af fødevarer på marked hver lørdag og søndag. Blev vurderet som ikke midlertidigt eller lejlighedsvist.

3) Et stævne med 22.000 deltagere der forløb over 9 dage. Blev af Fødevarestyrelsen vurderet som ikke midlertidigt eller lejlighedsvist.

Transportvirksomheder, hvis hovedopgave ikke er transport af fødevarer, kan være omfattet af undtagelsen, såfremt der kun lejlighedsvis transporteres fødevarer, og dette kan ske uden hygiejniske problemer.

Hvis en autoriseret eller registreret fødevarevirksomhed ønsker at afholde et midlertidigt eller lejlighedsvis arrangement, skal der, før aktiviteten påbegyndes, søges om tilladelse hertil hos regionen, jf. § 21. Fødevareregionen vurderer arrangementet efter principperne, som er beskrevet nedenfor i punkt 10.1.

Virksomheder med ubetydelig fødevareaktivitet

8.3. Nogle typer virksomhed er undtaget ud fra en forudsætning om, at fødevareaktiviteterne ikke udgør en sundhedsmæssig risiko, og at aktiviteterne i relation til fødevarer mere har karakter af service. Fødevareaktiviteterne er en ubetydelig aktivitet i en virksomhed, der ikke i øvrigt har fødevareaktiviteter. Virksomheder som blomsterhandlere, frisører og sportsforretninger er undtaget fra kravet om autorisation og registrering i de tilfælde, hvor virksomhedens salg af fødevarer er en ubetydelig aktivitet i forlængelse af de aktiviteter, der i øvrigt foregår i virksomheden, og omsætningen af fødevarer kun har et sådant omfang, at det kan anses for at være ubetydeligt. Salget skal kunne foregå hygiejnisk og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det drejer sig f.eks. om blomsterhandleres salg af vin i forbindelse med blomsterarrangementer, frisørers servering af kaffe og net- og spillecaféers, idrætsforeningers, byggemarkeders og legetøjsbutikkers salg af slik og sodavand. Salget kan også foregå ved automater, der dog evt. vil være registreret af den virksomhed, der har opstilet den.

Sælger virksomheden fødevarer, som er omfattet af reglerne om fødevarer til særlig ernæring, skal virksomheden autoriseres eller registreres. Dette gælder dog ikke for så vidt angår virksomheder, der sælger sportsprodukter og ikke sælger andre produkter, der er omfattet af reglerne af særlig ernæring.

Børneinstitutioner

8.4. Børneinstitutioner, der alene foretager lejlighedsvis bagning og madlavning med henblik på at beskæftige børnene, skal ikke autoriseres eller registreres, når virksomheden ikke giver anledning til hygiejniske problemer. Der kan f.eks. være tale om aktiviteter i forbindelse med højtider.

Institutioner, som foretager servering af frisk frugt, mælkeprodukter, o.l., udlevering af drikkevarer til børnenes egne madpakker samt opvask af tilhørende service, skal ikke autoriseres eller registreres.

Børneinstitutioner, der behandler fødevarer uden henblik på egentlig forplejning med daglig servering af frokost, skal heller ikke registreres. Børneinstitutioner kan således uden at være registreret lave mad af begrænset karakter til en lukket kreds af personer, når dette ikke har karakter af en madordning med daglig eller jævnlig tilberedning af frokost eller middag. Der må kun laves retter med et varesortiment, som de indretningsmæssige faciliteter giver mulighed for. Der må ikke bruges rå animalske produkter.

Børneinstitutioner der foretager behandling med henblik på egentlig daglig forplejning af børnene skal autoriseres.

Se også Fødevarestyrelsens vejledning om køkkener i børneinstitutioner.

Dagpasningstilbud i private hjem

8.5. Dagplejemødre passer børn i private hjem og har ofte i den forbindelse en vis behandling af fødevarer. Der er typisk tale om få børn (3 – 4) hos hver dagplejemor. Der er tale om en lille, lukket kreds af børn, og det er karakteristisk ved pasningstilbudet, at det finder sted i et privat hjem. Det er derfor vurderingen, at der ikke er behov for registrering.

Skoleboder

8.6. Skoleboder, herunder skolemælksordninger, der sælger drikkevarer, frisk frugt, slik og chokolade, færdigbagt brød, tørkager o.l. eller udleverer mælk til børnene, er undtaget fra kravet om autorisation eller registrering. Salget skal kunne foregå hygiejnisk og sundhedsmæssigt forsvarligt og må ikke have karakter af detailforretning.

Skoleboder, der sælger eller behandler andre fødevarer, f.eks. smører sandwichs eller bager brød eller bagværk, skal autoriseres eller registreres. Dette gælder også i de tilfælde, hvor fødevarerne produceres af eleverne selv, f.eks. i skolekøkkenet, og sælges eller overgives til andre elever via skoleboden.

Bed & breakfast

8.7. Bestemmelsen omfatter morgenmad i forbindelse med overnatning til få personer, når virksomheden ikke giver anledning til hygiejniske problemer. Behandlingen af fødevarer vil typisk foregå i det private køkken. ”Bondegårdsferier” er omfattet, når der ikke serveres andre måltider end morgenmad. Serveres der for mere end 12 personer får aktiviteten karakter af hotelvirksomhed, der kræver autorisation.

Kapitel 9

Registrering af særlige aktiviteter

9.1. En række aktiviteter med relation til fødevarer skal registreres selvstændigt. I nogle tilfælde er der tale om en registrering i tilknytning til den autorisation eller registrering, virksomheden allerede har foretaget som fødevarevirksomhed, men hvor der er behov for registrering af en særlig aktivitet.

Materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer

9.2. Virksomheder, der indfører, fremstiller eller engrossælger visse materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, skal registrere aktiviteten i fødevareregionen. Kun de i § 15 anførte materialer og genstande er omfattet af registreringskravet. Virksomheder, der f.eks. fremstiller pap eller papir, evt. plastbelagt, skal således ikke registrere deres aktivitet i regionerne, men er imidlertid omfattet af bekendtgørelse om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer og skal efterleve disse regler.

Keramikere, der sælger brugsgenstande bestemt til kontakt med fødevarer og importører af drikkeglas, skal registrere deres aktiviteter efter § 15.

Detailvirksomheder, der udelukkende sælger emballage, service, keramik m.v. bestemt til kontakt med fødevarer til den endelige forbruger, er ikke omfattet af bestemmelsen og skal således ikke registrere aktiviteten.

Indførsel af fødevarer

9.3. Mange fødevarer passerer hver dag grænserne, og det er vigtigt for myndighederne at kende de virksomheder, der indfører fødevarer.

Registrering af aktiviteter vedrørende indførsel af fødevarer forudsætter, at virksomheden allerede er autoriseret eller registreret som enten engros- eller detailvirksomhed.

Indførsel af fødevarer er reguleret ved bekendtgørelse om veterinærkontrol ved indførsel af animalske fødevarer og bekendtgørelse om indførsel af fødevarer m.v. med særlige restriktioner. Endvidere er der bestemmelser herom i hygiejneforordningen, kontrolforordningen og fødevareforordningen. Bestemmelser om indførsel omfatter også import, genindførsel, samhandel og transit.

Krav om registrering af aktiviteter vedr. import

9.3.1. Det er kun autoriserede og registrerede virksomheder, der må indføre fødevarer fra samhandelslande eller tredjelande. Virksomheder, der alene formidler kontakt mellem en udenlandsk leverandør og en dansk aftager, er fødevarevirksomheder og skal være autoriseret eller registreret som sådan. Virksomheden må ikke indføre fødevarer, førend importaktiviteten er registreret i regionen. Sker indførselen med henblik på salg direkte til forbrugeren f.eks. ved homeparties eller via Internettet, er der tale om detailsalg, og importøren/sælgeren skal lade sig registrere som importør og vil være ansvarlig for produktet. Formålet med registrering af virksomheder, der indfører fødevarer, er at sikre, at fødevareregionerne kender de virksomheder, der er hjemmehørende i Danmark, og som udfører denne aktivitet, så der kan føres den fornødne kontrol hermed. De danske myndigheder har i henhold til de almindelige juridiske grundprincipper alene kompetence til denne kontrol inden for Danmarks grænser.

Nogle virksomheder fungerer alene som postadresse i Danmark således, at alle øvrige aktiviteter, som f.eks. opbevaring og salg, foregår i udlandet, og fødevarerne indføres aldrig fysisk til Danmark. I disse tilfælde er virksomheden en fødevarevirksomhed, der skal registreres som sådan, men der skal ikke foretages registrering som importvirksomhed.

Virksomheder, der modtager animalske fødevarer direkte fra andre samhandelslande, jf. veterinærkontrolbekendtgørelsen, skal lade denne aktivitet registrere særskilt. Dette gælder, uanset om der er tale om animalske fødevarer som virksomheden selv har indført, eller om virksomheden blot modtager animalske fødevarer, som er indført af en anden virksomhed. I disse situationer skal både importvirksomheden og modtagevirksomheden være autoriseret eller registreret som fødevarevirksomhed, og virksomhederne skal desuden være registreret som henholdsvis importvirksomhed og modtagevirksomhed. Baggrunden for dette krav er, at fødevareregionen skal være bekendt med hvilke virksomheder, der modtager animalske fødevarer, således at der er mulighed for at foretage den fornødne kontrol på indførselstidspunktet.

Sker indførslen til eget brug, er der ikke krav om autorisation eller registrering.

Privates indførsel

9.4.1. For så vidt angår privates indførsel af fødevarer til eget brug gør særlige betingelser sig gældende. Som udgangspunkt er privates indførsel til eget brug ikke omfattet af fødevareloven, men af bl.a. lovgivning om sygdomme og infektioner hos dyr og diverse plantebeskyttelsesregler. Der er således bestemmelser om mængden af animalske fødevarer, der kan indføres til Danmark og om den private indførsel er underlagt kontrol. Samtidig kan der i perioder være forbud mod enhver privat indførsel af animalske fødevarer fra konkrete lande.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk kan man få oplysning om, hvad man som privatperson må tage med hjem fra udlandet.

Indførsel fra Grønland og Færøerne via forening

9.4.2. Foreninger, der fra Grønland eller Færøerne indfører, opbevarer, distribuerer eller formidler salg af animalske fødevarer som samsending til private, skal registreres. Foreningen skal dog ikke registreres i henhold til autorisationsbekendtgørelsen, hvis den ikke udfører andre fødevareaktiviteter, og foreningen ikke får karakter af detailvirksomhed, men udelukkende er formidling til privat indførsel. Foreningen skal dog anmelde sin aktivitet til fødevareregionen i henhold til veterinærbekendtgørelsen. Se også vejledning om indførsel af animalsk fødevarer til privat brug fra Grønland og Færøerne til Danmark (vejledning nr. 9477 af 16. august 2004).

Handelsnormer for friske frugter og grøntsager

9.5. Ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 1148/2001 af 12. juni 2001 om kontrol af overensstemmelse med handelsnormerne for friske frugter og grøntsager skal der oprettes en database over erhvervsdrivende, der markedsfører frugt og grøntsager omfattet af handelsnormer. I disse handelsnormer er der krav om identifikation af virksomheden, der pakker eller afsender frugt og grøntsager. Disse handelsnormer omfatter både engrosvirksomheder og detailvirksomheder, der sælger engros. Af denne grund skal der foretages registrering af aktiviteten til fødevareregionen, før den pågældende aktivitet påbegyndes.

Spisekartofler er ikke omfattet af bestemmelsen.

Fersk kød med risikospecificeret materiale

9.6. Detailslagtere, der modtager og håndterer fersk kød af kvæg med specificeret risikomateriale, skal registrere denne aktivitet særskilt. Baggrunden er at sikre, at virksomheden ikke foretager håndtering af specificeret risikomateriale, før fødevareregionen har haft mulighed for at sikre sig, at bestemmelserne overholdes, herunder at detailvirksomheden har iværksat tilstrækkelige egenkontrolprocedurer herfor.

Virksomheder med mobile slagteanlæg

9.7. Virksomheder med mobile slagteanlæg skal registreres.

Ved mobile anlæg o.l. forstås mobile slagteanlæg, hvor hele slagtningen eller dele af slagtningen eller den slagtemæssige behandling kan foregå, samt det udstyr der medbringes. Det vil sige, at udover mobile slagteanlæg (slagtebusser) vil et tilfælde, hvor en virksomhed kun medbringer dele af det for slagtning nødvendige udstyr, f.eks. en slagterkniv, men hvor primærproducenten selv stiller øvrige faciliteter til rådighed, også være omfattet.

Ved hjemmeslagtning forstås primærproducenters slagtning og slagtemæssige behandling af egne dyr til forbrug i producentens egen husholdning. Slagtningen må kun foregå på bedrifter, hvor dyrehold er tilladt. Kødet må kun anvendes i landmandens egen husholdning.

Den historiske baggrund for hjemmeslagtning er, at det skulle være muligt for landbofamilier at spise egne produkter. Det er en forudsætning, at landmanden har et vist kendskab til dyret, f.eks. om det er blevet behandlet med medicin. Det vil derfor kunne anses som omgåelse af reglerne, hvis dyret er købt umiddelbart før hjemmeslagtningen.

Al erhvervsmæssig assistance, hvor der medbringes slagteudstyr, skal registreres. Assistance, hvor der ikke medbringes slagteudstyr, skal således ikke registreres. Ved erhvervsmæssig assistance forstås assistance, der ydes af en virksomhed mod en eller anden form for betaling. Vennetjenester, hvor venner og bekendte hjælper hinanden med en hjemmeslagtning, er ikke omfattet. Dog vil afgrænsningen skulle foretages udfra en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Kapitel 10

Udøvelse af andre aktiviteter

10.1. Ønsker en fødevarevirksomhed at påbegynde andre aktiviteter end dem, den allerede er autoriseret eller registreret til, skal den indhente tilladelse hertil hos regionen. Regionen skal til stadighed have overblik over virksomhedens aktiviteter.

Der skal også indhentes tilladelse til aktiviteter udenfor fødevarelovens område, som kan have en indflydelse på fødevarerne.

Hvis virksomheden ønsker at udøve andre aktiviteter end dem, den allerede er autoriseret eller registreret til, kan der være behov for en vurdering af, om det medfører en ændret vurdering af om virksomheden lever op til alle relevante krav i fødevarelovgivningen, herunder om der er behov for justeringer i indretning, drift og egenkontrolprogrammet. Hvis der er tale om væsentlige ændringer i en autoriseret virksomhed, skal der indhentes fornyet autorisation, jf. punkt 12.2. Det er virksomheden, der i første omgang vurderer om ændringerne er af en sådan karakter, at de må betegnes som væsentlige, og der dermed er behov for en ny autorisation.

Virksomheden skal i forbindelse med anmodningen om tilladelse tilkendegive, hvordan den påtænker at håndtere fødevarer i forbindelse med de ”nye” aktiviteter. Der vil typisk være behov for en risikovurdering, ligesom virksomheden må oplyse, hvordan den nu vil opfylde de relevante krav i fødevarelovgivningen.

Vareudvalget i en fødevarevirksomhed skal være således, at der ikke opstår risiko for sundhedsfare eller skadelig påvirkning af fødevarerne. Dette gælder for alle typer fødevarevirksomhed, for salg, tilvirkning og anden behandling. Specielt bør risikoen for krydsforurening mellem fødevarer, processer, udstyr m.v. overvejes.

Der kan f.eks. foretages konkrete vurderinger på følgende fire punkter

- Fødevaretype

- Lokalefaciliteter

- Behandlingen af fødevarer

- Salgsformen

Der bør ved vurderingen skelnes mellem, hvorvidt der er tale om

- Færdigpakkede eller ikke færdigpakkede fødevarer

- Forarbejdede eller uforarbejdede fødevarer

- Letfordærvelige eller ikke-letfordærvelige fødevarer

- Typen af fødevarer tilsiger, at det er hygiejnemæssigt forsvarligt at håndtere råvarer og færdigvarer af den pågældende type fødevarer

Virksomhedens vareudvalg skal være tilpasset de pågældende lokalefaciliteter. Det skal vurderes, om virksomhedens planlagte aktiviteter står i forhold til lokalefaciliteterne. I tilfælde med pladsmangel kan det være nødvendigt at indskrænke virksomhedens aktiviteter.

Fødevarevirksomheden skal ved fastsættelse af sit vareudvalg klarlægge, hvordan den påtænker at håndtere fødevarerne, om der behandles fødevarer, og om der er særligt udsatte processer.

Fødevareregionen kan f.eks. begrænse vareudvalget eller knytte betingelser til vareudvalget, såfremt der er flere særligt udsatte processer i virksomheden, f.eks. i forbindelse med hakket fjerkrækød, rensning og flåning af fisk osv.

Fødevareregionen kan tillade, at der i virksomheden behandles eller sælges andre varer end fødevarer, når dette ikke giver anledning til hygiejniske problemer.

Ligeledes kan fødevareregionen stille krav om en begrænsning af mængden af en vare, såvel af fødevarer som af andre varer end fødevarer med det formål at sikre hygiejnisk forsvarlig behandling og salg af fødevarer.

Prøveproduktioner, der adskiller sig fra virksomhedens normale vareudvalg, forudsætter at virksomheden inden påbegyndelse af aktiviteten har indhentet tilladelse hertil fra fødevareregionen. Fødevareregionen kan i tilladelsen, efter konkret vurdering af virksomheden, stille vilkår for prøveproduktionen.

Flere virksomheder i samme lokaler

10.2. For at udnytte eksisterende lokaler bedst muligt ønsker nogle fødevarevirksomheder at leje sig ind i forsamlingshuse, skoler og lign. eller dele lokaler med andre virksomheder.

I den situation er det væsentligt, at det ligger klart, at virksomheden til enhver tid bærer det fulde ansvar for, at lokaler og udstyr m.v. lever op til de relevante krav i fødevarelovgivningen. Fødevareregionerne skal ikke tage hensyn til eventuelle privatretlige aftaler om ansvarsfordelingen mellem virksomhederne. Virksomhedernes egenkontrol skal indeholde procedurer for effektiv adskillelse mellem virksomhedernes aktiviteter, herunder bl.a. mellemliggende rengøring og desinfektion af lokaler og udstyr og hindring af adgang til virksomhedens råvarer og færdigvarer.

Om virksomheder, der deler lokaler, kan leve op til de relevante krav i fødevarelovgivningen, er en konkret vurdering af hygiejnerisici. Således vil slagtning oftest kræve særlige personalefaciliteter på grund af risikoen for spredning af smitsomme husdyrsygdomme og fødevarebårne sygdomme. Ligeledes vil det som udgangspunkt stadigvæk være nødvendigt med adskilte kunde- og personaletoiletter.

Der kan f.eks. være tale om følgende situationer

– fødevirksomheder, hvor produktionen er adskilt, men hvor personalefaciliteterne deles,

– fødevarevirksomheder, der tidsmæssigt adskilt behandler fødevarer i samme lokaler,

– lokaler, der benyttes af en fødevarevirksomhed, benyttes til andre aktiviteter, herunder private aktiviteter, som f.eks. i forsamlingshuse, institutionskøkkener, køkkener i efterskoler og skolekøkkener,

– fødevarevirksomheder deler lokaler med ikke-fødevarevirksomheder, f.eks. sæsonproduktion af grønlangkål i en virksomhed, hvor der resten af året foregår foderproduktion.

Hvad angår animalske nonfood produkter, skal man være opmærksom på særlige regler på området.

Kapitel 11

Procedure ved autorisation og registrering

11.1. Når en fødevarevirksomhed skal autoriseres eller registreres skal virksomheden indsende en række oplysninger om virksomheden til fødevareregionen. På Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk kan man finde ansøgningsblanketten.

Når virksomheden er autoriseret eller registreret skal den sørge for, at regionen altid har ajourførte oplysninger om virksomheden, bl.a. ved at give meddelelse om enhver væsentlig ændring i aktiviteterne, jf. hygiejneforordningens artikel 6, stk. 2.

Ansøgning om autorisation

11.2. Alle aktiviteter, som har indflydelse på fødevareproduktionen, skal beskrives i ansøgningen. Ansøgningen skal indeholde tegninger over virksomheden. Der skal desuden indsendes et egenkontrolprogram.

Ansøgningen skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for, at virksomheden kan påvise, at den lever op til de relevante krav i fødevarelovgivningen, og således at regionen kan vurdere dette. Hvilke oplysninger, der er behov for, afhænger derfor af, hvilke aktiviteter virksomheden påtænker.

Fødevareregionen kan kræve yderligere oplysninger, hvis der er behov herfor, for at kunne vurdere om virksomheden lever op til alle relevante krav i fødevarelovgivningen.

I ansøgningen skal virksomheden afgrænses geografisk som én samlet enhed. Der kan dog undtagelsesvis gives autorisation til en virksomhed, der består af flere adresser. Det er en betingelse herfor, at adresserne ligger i nær tilknytning til hinanden, f.eks. adskilt af et til to husnumre, og at transport mellem lokaliteterne kan ske hygiejnisk forsvarligt. I de tilfælde hvor lokaliteterne ligger længere fra hinanden, f.eks. i forskellige bydele, vil hver lokalitet skulle autoriseres som en selvstændig virksomhed.

En virksomhed er hjemmehørende i den fødevareregion, hvor produktionen eller lagerlokalerne ligger. Ved mobile virksomheder skal ejeren angive en hjemadresse for virksomheden.

Meddelelse af autorisation

11.3.1. Fødevareregionen aflægger et kontrolbesøg på virksomheden, inden den autoriseres. Kontrolbesøget på virksomheden giver regionen mulighed for at vurdere, om virksomheden lever op til alle relevante krav i fødevarelovgivningen.

Regionen kan kun autorisere en virksomhed, når virksomheden har påvist, at den opfylder de relevante krav i fødevarelovgivningen. Det er således op til virksomheden at påvise, at alle relevante krav er opfyldt. Hvis regionen vurderer, at det er tilfældet, gives der autorisation.

I forbindelse med fødevareregionens meddelelse om autorisation kan der fastsættes vilkår for den enkelte virksomhed. Der kan både være tale om mere generelle vilkår, som vil gælde for bestemte typer af virksomheder, og vilkår som er specifikke for den enkelte virksomhed. Som konkret eksempel kan nævnes, at en autorisation kan meddeles på vilkår af, at vareudvalget begrænses.

Virksomheden skal, for at der kan gives autorisation, leve op til alle relevante krav i fødevarelovgivningen. Der kan dog være behov for mindre ændringer, som ikke er af væsentlig betydning for fødevaresikkerheden. I sådanne situationer kan der gives en autorisation på vilkår af, at ændringen foretages inden for en kortere, fastsat frist.

Opfyldes et vilkår ikke bortfalder autorisationen automatisk.

Autorisationen skal beskrive virksomhedens aktiviteter, således at det udfra autorisationen fremgår hvilke aktiviteter, virksomheden er autoriseret til.

Fødevareregionerne må ikke give forhåndsautorisation eller give indtryk af, at en virksomhed vil blive autoriseret. Efter forvaltningsloven har regionen dog en vejledningspligt. Det betyder, at regionen skal vejlede virksomheden om gældende regler.

Fødevareregionen skal derfor meget tydeligt understrege

- at der kun er tale om en vejledning,

- at det ikke er en afgørelse,

- at der ikke kan klages over den, og

- at der først kan tages endelig stilling, når virksomheden har bedt regionen om at autorisere den.

Betinget autorisation

11.3.2. Efter kontrolforordningens artikel 31, stk. 2, litra d, kan regionen meddele en betinget autorisation. Betinget autorisation kan gives, hvis virksomheden opfylder alle krav til infrastruktur og udstyr, dvs. at virksomheden med hensyn til indretning og drift opfylder alle relevante krav i fødevarelovgivningen.

Virksomheden skal som et led i ansøgningen om autorisation udarbejde et egenkontrolprogram, der indgår i grundlaget for vurdering af, om virksomheden opfylder de relevante krav i fødevarelovgivningen. En virksomhed, der skal autoriseres, må ikke påbegynde sine aktiviteter, inden den er autoriseret. Egenkontrolprogrammet udarbejdes derfor før, der har været en produktion på virksomheden. Derfor kan det, når produktionen er påbegyndt, og egenkontrolprogrammet anvendes i praksis, vise sig, at det ikke på alle punkter er tilstrækkeligt og passende, og at der er behov for justeringer og tilpasninger. Dette er baggrunden for bestemmelsen om, at der kan gives en betinget autorisation. Hensigten med betinget autorisation er således at give mulighed for at afprøve egenkontrolprogrammet i praksis og på baggrund af de indhøstede erfaringer at foretage de nødvendige justeringer heraf. Betinget autorisation kan således kun gives til nystartede virksomheder. Det er endvidere en betingelse, at regionen på grundlag af ansøgningens tegninger og beskrivelse af virksomhedens produktion, indretning mv. vurderer, at egenkontrolprogrammet umiddelbart er tilstrækkeligt og passende.

Da formålet med den betingede autorisation er at give mulighed for at justere egenkontrolprogrammet, bør nystartede virksomheder som udgangspunkt altid betinget autoriseres. Virksomheden skal benytte den periode, hvor den er betinget autoriseret, til at justere og tilpasse egenkontrolprogrammet, så det er tilstrækkeligt og velfungerende. Når perioden for den betingede autorisation udløber, kan virksomheden kun autoriseres endeligt, hvis det er vurderingen, at egenkontrolprogrammet nu er tilstrækkeligt og velfungerende.

En betinget autorisation kan gives for en periode på tre måneder. Kun hvis der er gjort klare fremskridt kan den betingede autorisation forlænges i op til yderligere tre måneder. Den betingede autorisation kan ikke forlænges ud over dette tidsrum. Perioden for en betinget autorisation kan således ikke overstige seks måneder. For fabriks- og frysefartøjer kan en betinget autorisation dog om nødvendigt forlænges til i alt 12 måneder.

Hvis virksomheden ikke i løbet af den periode, hvor den har en betinget autorisation, har fået tilpasset og justeret egenkontrolprogrammet, således at det er tilstrækkeligt og velfungerende, kan der ikke gives en endelig autorisation.

En virksomhed, der har fået afslag på endelig autorisation, har mulighed for på ny at søge om autorisation, og der vil kunne gives en betinget autorisation. Der kan dog kun gives en betinget autorisation, hvis virksomheden kan påvise, at de punkter i egenkontrolprogrammet, der gjorde, at der ikke kunne gives en endelig autorisation, er ændret på en måde, så det nu er vurderingen, at egenkontrolprogrammet på disse punkter er passende og tilstrækkeligt.

Der er ikke nogen begrænsninger i virksomhedens muligheder for at markedsføres fødevarer i den periode, der er betinget autoriseret.

Anmodning om registrering

11.4. Anmodning om registrering skal indeholde oplysning om, hvilke fødevarer virksomheden vil behandle eller sælge. Der skal desuden indsendes et egenkontrolprogram. Virksomheden må først påbegynde sine aktiviteter, når den har modtaget bekræftelse på at være registreret.

Ved registrering meddeler virksomheden fødevareregionen, at virksomheden agter at påbegynde nogle nærmere beskrevne aktiviteter. Der kan derfor ikke stilles vilkår i forbindelse med registrering, jf. dog punkt 13.1. om ny registrering efter fratagelse af registrering. Regionen vurderer i forbindelse med kontrolbesøg om virksomheden lever op til de relevante krav til indretning og drift og kan i den forbindelse give de fornødne påbud og forbud, jf. også punkt 1.3.

En virksomhed er hjemmehørende i den fødevareregion, hvor produktionen eller lagerlokalerne ligger. En kontorvirksomhed, f.eks. agenturhandler, er beliggende i den fødevareregion, hvor kontoret ligger.

Kapitel 12

Nyautorisation

12.1. I forskellige situationer kan det komme på tale at vurdere og nyautorisere allerede autoriserede virksomheder.

Ny autorisation ved væsentlige ændringer

12.2. Autorisation skal indhentes på ny ved væsentlige bygningsmæssige ændringer, væsentlige ændringer i virksomhedens indretning og væsentlige ændringer i virksomhedens produktion og vareudvalg.

Autorisation gives på baggrund af en vurdering af virksomhedens drift og indretning i forhold til dens aktiviteter. Baggrunden for bestemmelsen om, at der skal indhentes fornyet autorisation ved væsentlige ændringer i virksomheden, er, at sådanne ændringer kan betyde en ændret vurdering af virksomhedens drift og indretning. Det er derfor vigtigt, at regionen er bekendt med forholdene i virksomheden. Når der foretages ændringer i virksomheden, skal virksomheden vurdere, om der er tale om væsentlige ændringer og i givet fald rette henvendelse til regionen.

Væsentlige ændringer er ændringer, der kan give anledning til en anden vurdering af virksomhedens drift og indretning. Det kan være ændringer i de bygningsmæssige forhold, som gør at drift og indretning må revurderes. Tilsvarende kan en ændret indretning give anledning til, at der er behov for at revurdere virksomhedens drift, ligesom en ændret produktion kan give anledning til revurdering af indretningen og driften. Om en ændring må anses for væsentlig, beror således på et konkret skøn over, om ændringerne har betydning for den samlede vurdering af virksomhedens drift og indretning.

Ved afgørelsen skal der foretages en vurdering af ændringens betydning for hygiejnen i virksomheden. Det er derfor vigtigt at vurdere, hvilke dele af virksomheden der inddrages i ændringen. Foretages ændringen i lokaler, hvor der behandles fødevarer, er der således større sandsynlighed for, at ændringen vil blive betragtet som væsentlig, end hvis ændringen udelukkende omfatter lager- og salgslokaler.

Følgende forhold må almindeligvis tages i betragtning ved vurderingen

- kan ændringen have betydning for hygiejnen i virksomheden,

- hvilke dele af virksomheden involveres i ændringen,

- hvor stor en del af virksomheden berøres af ændringen,

- medfører ændringen en væsentlig forøgelse af produktionen,

- lukning på mere end ½ år af en virksomhed, der normalt har åben året rundt og

- lukning i den periode, hvor en sæsonvirksomhed normalt har åben.

Uanset hvorledes disse spørgsmål besvares, skal der foretages et samlet skøn over, om ændringen er væsentlig i bekendtgørelsens forstand.

En ændring i virksomhedens beliggenhed er ikke omfattet af bestemmelsen, men vil automatisk medføre, at virksomheden skal indhente en ny autorisation eller registrering, idet der tale om en ny virksomhed.

Virksomhedsovertagelse

12.3. Som udgangspunkt indebærer bestemmelsen i bekendtgørelsens § 25, at der ikke skal ske fornyet autorisation eller registrering ved virksomhedsoverdragelse, men at den nye ejer eller bruger er forpligtet til at meddele ejer- eller brugerskiftet til regionen. Meddelelsen skal være sket senest på overtagelsesdatoen.

Baggrunden for bestemmelsen er, at fødevaremyndighederne skal være bekendt med, hvem der er den ansvarlige for virksomheden. Et ejerskifte efter fødevareloven foreligger, hvis det har betydning for fødevaresikkerheden i bred forstand, dvs. flytter ansvar/kompetence i virksomheden. Der skal således gives meddelelse om ejerskifte i de tilfælde, hvor der reelt er ændringer vedrørende den ansvarlige for virksomheden. Derfor er der f.eks. ikke krav om at meddele ejerskifte i situationer, hvor en enkeltmandsvirksomhed omdannes til et anpartsselskab med den hidtidige ejer som leder, og hvor der ikke er tale om andre ændringer.

I forbindelse med ejerskifte kan den nye ejer begære fornyet autorisation. Manglende meddelelse indebærer, at den nye ejer eller bruger driver virksomheden i strid med fødevarelovens § 28.

Da det ikke er usædvanligt, at der som led i en overdragelse af en virksomhed ønskes fornyet autorisation, giver bestemmelsen den nye ejer eller bruger mulighed for at oplyse om dette.

Hvem der er ansvarlig for den egentlige fødevarevirksomhed, dvs. driften og aktiviteterne, i forhold til fødevarelovgivningen, kan i konkrete tilfælde være noget uklart på grund af en række forskelligartede konstruktioner af ejer/lejer/bruger-forholdet. Det afgørende kriterium for, hvem der er den ansvarlige i forhold til fødevarelovgivningen, er, at det er den eller de personer eller det juridiske selskab, der er ejeren af og dermed har det overordnede ansvar for den drift og de aktiviteter, der udgør fødevarevirksomheden. Det er således ikke nødvendigvis ejeren af bygningen eller lokalerne, hvori fødevarevirksomheden drives eller den daglige driftsleder, som er ansvarlig i forhold til fødevarelovgivningen. Den ansvarlige for den egentlige og reelle fødevarevirksomhed er herefter ikke alene ansvarlig for drift og aktiviteter, men også for de lokaler, driften og aktiviteterne foregår i.

F.eks. kan følgende situationer forekomme

- Et selskab driver en fødevarevirksomhed i lokaler, som selskabet selv ejer. I dette tilfælde, er der personsammenfald mellem ejeren af lokalerne og den faktiske fødevarevirksomhed. Ejeren af virksomheden er den ansvarlige i forhold til fødevarelovgivningen.

- Et selskab eller en kommune ejer ejendomme, der udlejes eller bortforpagtes til erhverv. I disse tilfælde vil selskabet eller kommunen typisk ikke have nogen forbindelse til fødevarevirksomheden, idet de som ejer af bygninger og lokaler ikke i øvrigt har indflydelse på virksomheden. Selskabet/kommunen er ikke omfattet af fødevarelovgivningen.

- Et selskab eller en person driver fødevarevirksomhed i lejede eller forpagtede lokaler. I dette tilfælde, er det det selskab/den person, der er ansvarlig for virksomheden, dens drift og aktiviteterne, der er den ansvarlige i forhold til fødevarelovgivningen. En bruger af en virksomhed vil typisk være en person som lejer en virksomhed med inventar mv., f.eks. en forpagter.

- Flere selskaber driver fødevarevirksomhed i samme lokaler. De enkelte selskaber er ansvarlige for deres egen fødevarevirksomheds drift og aktiviteter. Med hensyn til lokalerne vil myndighederne konkret vurdere de enkelte virksomheders ansvarsområde. Er der tale om fælles lager m.v., vil selskaberne kunne være solidarisk ansvarlige.

Udskiftning af bestyrere, driftsledere og lignende personer, der er ansat i virksomheden, er ikke ejerskifte.

Fornyet behandling af autorisation (5-årsreglen)

12.4. Regionen har efter § 26 mulighed for at tage en autorisation op til vurdering efter 5 år.

Bestemmelsen indebærer dels en beskyttelse af virksomheder mod for hyppige krav om ændringer i virksomhedens indretning og drift, dels understreger den, at der på grund af ny viden eller lignende kan være behov for at revurdere en autorisation. Den indebærer ingen begrænsninger i pligten til at søge fornyet autorisation ved væsentlige ændringer omfattet af § 24.

Hvis der som betingelse for ny autorisation skal gennemføres ændringer i virksomheden, kan der fastsættes en tidsfrist, indenfor hvilken virksomheden skal have gennemført de nødvendige ændringer, jf. punkt 11.3.1. Der kan som vilkår i autorisationen fastsættes en kortere periode end 5 år, før den tages op til revurdering. En sådan begrænsning skal dog være begrundet i særlige konkrete omstændigheder, f.eks. krav om at der indenfor den fastsatte periode skal gennemføres en renovering af den pågældende virksomhed. En sådan tidsfrist for gennemførelse af ændringer vil navnlig være relevant, når kravet stilles som led i en nyvurdering af en autorisation efter denne bestemmelse.

Autorisationer kan først ændres efter 5 år, hvis virksomheden ikke har ændret vareudvalg, mængde, råvaretype, antal gæstepladser eller andet. Virksomheden må generelt kunne forvente, at der er taget stilling til dette, inden den oprindelige autorisation blev givet.

Hvis en virksomhed har fået en autorisation kan fødevareregionen derfor ikke på næste tilsyn stille nye krav med mindre

- det skønnes nødvendigt af sundhedsmæssige årsager,

- virksomheden har foretaget ændringer, så forudsætningerne for autorisationen er ændret,

- virksomheden gentagne gange overtræder regler og vilkår, eller

- lovgivningen er ændret væsentligt.

Efter udløbet af 5 års-perioden er udgangspunktet, at myndigheden er stillet, som om virksomheden søger autorisation for første gang. Der vil dog på grund af de forventninger, som er skabt hos virksomheden ved den hidtidige autorisation, være begrænsninger i, hvor store ændringer myndighederne kan stille som vilkår i en ny autorisation.

Bestemmelsen sigter ikke på ændringer i de generelle regler for indretning, drift m.v. af autoriserede virksomheder, men alene de specifikke vilkår for den enkelte virksomhed. Virksomheder vil således altid skulle efterleve fødevarelovgivningen.

Beslutning om at revurdere en konkret virksomheds autorisation efter bestemmelsen er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. En sådan afgørelse skal derfor begrundes. Hvis bestemmelsen anvendes som grundlag for en mere eller mindre systematiseret gennemgang af flere virksomheder eller, hvor der er tale om en generel revurdering, vil der ikke være tale om en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.

Kapitel 13

Fratagelse af autorisation eller registrering

13.1. Fratagelse af autorisation eller registrering er et alvorligt indgreb i erhvervsudøvelsen, da tilbagekaldelsen gør fremtidig virksomhed ulovlig.

Fratagelse kan komme på tale, hvis virksomheden ikke lever op til de stillede vilkår, hvis forudsætningerne for autorisationen eller registreringen ændres væsentligt eller hvis virksomheden ikke efterlever meddelte påbud eller forbud.

Det følger af kontrolforordningens artikel 31, stk. 2, litra e), at hvis regionen konstaterer alvorlige mangler eller gentagne gange må standse produktionen på en virksomhed, skal regionen indlede procedurer med henblik på at trække autorisationen tilbage, hvis virksomheden ikke kan give tilstrækkelige garantier med hensyn til den fremtidige produktion. I en sådan situation må der gives de nødvendige påbud og/eller forbud. Såfremt virksomheden ikke efterlever disse, kan registreringen eller autorisationen tilbagekaldes. Fratagelse af en virksomheds autorisation eller registrering forudsætter dog, at fortsat behandling, markedsføring m.v. udgør en sundhedsmæssig risiko, en anden grov eller gentagen overtrædelse af regler og vilkår, eller at forudsætningerne for autorisationen eller registrering ændres væsentligt.

Fratagelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor den er meddelt virksomheden, med mindre andet fremgår af afgørelsen, jf. fødevarelovens § 31 og § 52, stk. 3. Klage over en afgørelse om fratagelse af autorisation eller registrering har ikke opsættende virkning, medmindre regionen træffer afgørelse herom i den konkrete sag. Da der skal være vægtige grunde til at fratage en virksomhed autorisationen eller registreringen, vil der dog yderst sjældent være grundlag for at give en klage over fratagelse opsættende virkning.

Virksomheden har mulighed for at forlange en afgørelse om fratagelse af autorisation eller registrering indbragt for domstolene, jf. fødevarelovens § 31, stk. 2 og § 52, stk. 4. Virksomheden skal fremsætte begæring herom, inden 4 uger efter afgørelsen er meddelt virksomheden. Virksomhedens mulighed for at forlange sagen indbragt for domstolene skal fremgå af afgørelsen. Virksomheden har også mulighed for at klage over regionens afgørelse. Det er op til virksomheden at afgøre, om den ønsker at udnytte den almindelige klageadgang eller ønsker regionens afgørelse indbragt for domstolene

Det har heller ikke opsættende virkning, at virksomheden forlanger sagen indbragt for domstolene, medmindre retten konkret afsiger kendelse herom.

Hvis en virksomhed, der har fået frataget autorisation eller registrering, ønsker at blive autoriseret eller registreret på ny, skal den anmode herom som ny virksomhed. Autorisation eller registrering vil være betinget af, at virksomheden overfor myndighederne dokumenterer, at de forhold, som begrundede fratagelsen af autorisationen eller registreringen, ikke længere er tilstede. Ligeledes bør det, på baggrund af den hidtidige drift, nøje overvejes, om der er behov for at fastsætte særlige vilkår i forbindelse med ny autorisation eller registrering. Ved vurderingen heraf skal der tages hensyn til samtlige konkrete omstændigheder omkring en ny virksomhed, herunder indehaverens eller den driftsansvarliges tidligere drift af en fødevarevirksomhed.

Princippet om at der ved udstedelse af autorisation eller registrering skal inddrages al den viden, man har om virksomheden fra tidligere, finder også anvendelse i tilfælde, hvor der ikke er sket fratagelse af autorisation, men hvor virksomheden selv har valgt at afmelde sin autorisation, når det er sket på baggrund af stærk mistanke om ulovligheder.

Det bør desuden på baggrund af viden om ejerens eller den driftsansvarliges tidligere drift af en fødevarevirksomhed overvejes, om der er et behov for øget kontrol med virksomheden. Det følger af auditfrekvensvejledningen, at antallet af kontrolbesøg med den enkelte virksomhed skal ske med udgangspunkt i de vejledende frekvenser. Fastsættelsen af antallet af kontrolbesøg skal ske ud fra en konkret faglig vurdering af virksomheden og en behovsorienteret vurdering. Tidligere erfaringer med virksomheden og tidligere virksomheder, som ejeren eller den driftsansvarlige person har været involveret i, indgår i denne vurdering..

Hvis det på den baggrund vurderes, at virksomheden har et særligt kontrolbehov, f.eks. som følge af konstaterede overtrædelser, kan frekvensen af kontrolbesøg sættes højere end de vejledende frekvenser.

I tilfælde hvor der kan opstå tvivl, om en virksomhed er lukket eller taget under konkurs behandling, kan dette søges afklaret ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ( www.eogs.dk ).

Kapitel 14

Ikrafttræden mv.

Denne vejledning træder i kraft den 15. juli 2006. Samtidig ophæves vejledning nr. 9798 af 23. december 2005 om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder.

NOTER+++

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (EU-Tidende 2004, L 139, s. 1), som berigtiget den 25. juni 2004 (EU-Tidende 2004, L 226, s. 3)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (EU-Tidende 2004, L 139, s. 55), som berigtiget den 25. juni 2004 (EU-Tidende, L 226, s. 22)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EU-Tidende 2004, L 165, s. 1) som berigtiget den 28. maj 2004 (EU-Tidende 2004, L 191, s. 1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol med animalske produkter til konsum (EU-Tidende 2004, L 139, s. 206), som berigtiget den 25. juni 2004 (EU-Tidende 2004, L 226, s. 83) og som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EU-Tidende 2004, L 165, s.1), som berigtiget den 28. maj 2004 (EU-Tidende 2004, L 191, s. 1)

Lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed.

Fødevarestyrelsen, den 12. juli 2006

Karin Breck

/Janni Rose Christensen

Vejledning om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder

(Autorisationsvejledningen)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (EU-Tidende 2004, L 139, s. 1), som berigtiget den 25. juni 2004 (EU-Tidende 2004, L 226, s. 3)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (EU-Tidende 2004, L 139, s. 55), som berigtiget den 25. juni 2004 (EU-Tidende, L 226, s. 22)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EU-Tidende 2004, L 165, s. 1) som berigtiget den 28. maj 2004 (EU-Tidende 2004, L 191, s. 1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol med animalske produkter til konsum (EU-Tidende 2004, L 139, s. 206), som berigtiget den 25. juni 2004 (EU-Tidende 2004, L 226, s. 83) og som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EU-Tidende 2004, L 165, s.1), som berigtiget den 28. maj 2004 (EU-Tidende 2004, L 191, s. 1)

Lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed.