Legislator Case Law & Legislation
C20060943160 DK

Vejledning for 2006 om omregning af skattefri indtægter i sager om børnebidrag og ægtefællebidrag

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 2006 9431 Historic

Vejledning for 2006 om omregning af skattefri indtægter i sager om børnebidrag og ægtefællebidrag

Ifølge vejledning af 12. december 2005 om vejledende indtægtsgrænser m.v. for 2006 i sager om børnebidrag og ægtefællebidrag tages der i bidragssager udgangspunkt i parternes indtægter før skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Ved vurderingen af bidragsevnen og bidragsbehovet for reelt skattefri personer er det derfor nødvendigt at foretage en omregning af den skattefri indtægt for at kunne sammenligne denne med en almindelig skattepligtig persons indtægt før skat og arbejdsmarkedsbidrag. På den måde ligestilles parter, hvis indtægter reelt er skattefri, med parter, der er almindeligt skattepligtige, i relation til de vejledende retningslinier i bidragssager.

Denne omregning skal for 2006 foretages efter retningslinierne i bilag 1 til Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 1032 af 22. oktober 2004 om beregningen af dagpengesatsen for lønmodtagere, som er indsat i bekendtgørelsen ved bekendtgørelse nr. 1349 af 15. december 2005 om ændring af bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere.

Det bemærkes dog, at efter Arbejdsdirektoratets omregningsmetode omregnes den skattefri indtægt til skattepligtig indtægt efter fradrag for arbejdsmarkedsbidraget på 8 %, mens der i bidragssager tages udgangspunkt i parternes indtægter før betaling af arbejdsmarkedsbidraget. Derfor skal den omregnede indtægt forhøjes med arbejdsmarkedsbidraget. Ved at dividere indtægten efter arbejdsmarkedsbidrag med 0,92 fremkommer indtægten før betaling af arbejdsmarkedsbidrag.

Familiestyrelsen skal understrege, at disse omregningsmodeller alene er et hjælpemiddel til brug ved skønnet over parternes indtægtsniveau og dermed bidragets størrelse. Anvendelsen af omregningsmodellerne kan føre til en for høj bruttoindtægt, hvorfor tendensen i skønnet bør være at nedrunde.

Ovennævnte bilag 1 indeholder 2 forskellige omregninger, der anvendes i følgende situationer

1. Omregning uden for begrænset fart – med sømandsskattefradrag.

2. Omregning begrænset fart – uden sømandsskattefradrag.

Sømænd i begrænset fart får ikke et skattemæssigt sømandsfradrag. Den omregning, der fremgår af punkt 2 i bilag 1, omfatter derfor alle situationer, hvor en part i en bidragssag modtager en skattefri lønindtægt, bortset fra sømænd uden for begrænset fart.

Hvis der er tvivl om, hvilken omregning en sømands indtægt er omfattet af, vil det skattecenter, hvorunder sømandens hjemkommune hører, kunne være behjælpelig med oplysninger herom.

Omregningsmodellerne gælder ikke for parter, der beskattes på Færøerne eller i Grønland.

I det følgende gennemgås omregningen af skattefri indtægter i de 2 forskellige situationer

Eksempel 1 – almindelig skattefri indtægt (uden sømandsskattefradrag)

En part, der ikke er sømand, har en årlig skattefri indtægt på 350.000 kr.

Efter punkt 2 i bilag 1 til bekendtgørelse nr. 1032 af 22. oktober 2004 svarer dette til følgende indtægt før skat og arbejdsmarkedsbidrag

De første 38.500 kr. multipliceres med faktoren 1,0 og svarer således til nettoværdien af 38.500 kr. efter ambi.

De næste 138.969 kr. (177.469 kr. – 38.500 kr.) multipliceres med faktoren 1,63 og svarer således til nettoværdien af 226.519 kr. efter ambi.

De næste 29.379 kr. (206.848 kr. – 177.469 kr.) multipliceres med 1,81 og svarer således til nettoværdien af 53.176 kr. efter ambi.

De resterende 143.152 kr. (350.000 kr. – 206.848 kr.) multipliceres med faktoren 2,48 og svarer således til nettoværdien af 355.017 kr. efter ambi.

I alt svarer 350.000 kr. netto til 673.212 kr. efter ambi.

673.212 kr. efter ambi divideres med 0,92 og svarer til en bruttoindtægt på 731.752 kr. før ambi.

Eksempel 2 – sømand uden for begrænset fart (med sømandsskattefradrag)

En part, der er sømand, og som sejler uden for begrænset fart, har en årlig skattefri indtægt på 350.000 kr.

Efter punkt 1 i bilag 1 til bekendtgørelse nr. 1032 af 22. oktober 2004 svarer dette til følgende indtægt før skat og arbejdsmarkedsbidrag

De første 95.400 kr. multipliceres med faktoren 1,0 og svarer således til nettoværdien af 95.400 kr. efter ambi.

De næste 104.135 kr. (199.535 kr. – 95.400 kr.) multipliceres med faktoren 1,63 og svarer således til nettoværdien af 169.740 kr. efter ambi.

De næste 29.377kr. (228.912 kr. – 199.535 kr.) multipliceres med 1,81 og svarer således til nettoværdien af 53.172 kr. efter ambi.

De resterende 121.088 kr. (350.000 kr. – 228.912 kr.) multipliceres med faktoren 2,48 og svarer således til nettoværdien af 300.298 kr. efter ambi.

I alt svarer 350.000 kr. netto til 618.610 kr. efter ambi.

618.610 kr. efter ambi divideres med 0,92 og svarer til en bruttoindtægt på 672.402 kr. før ambi.

Det bemærkes, at et eventuelt ”kompensationstillæg”, som sømanden modtager, ikke skal medtages ved bidragsberegningen. Den årlige skattefrie indtægt i eksemplet på 350.000 kr. er således eksklusive et sådant tillæg. Baggrunden herfor er, at kompensationstillæg ydes som kompensation for de skattefradrag, som vedkommende ikke kan udnytte, fordi indtægten er skattefri. Da formålet med kompensationstillægget alene er at sidestille sømænd med almindelige skatteydere i Danmark, skal tillægget ikke medtages ved bidragsberegningen.

Familiestyrelsen, den 10. juli 2006

Lars Thøgersen

/Carina Fogt-Nielsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →