Legislator Case Law & Legislation
C20060925854 DK

Skrivelse med orientering om lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om sociale service (Garanti for tilbud om almen plejebolig eller plads på plejehjem for ældre, aflastning samt vurdering af tidligere frihedskæmpere m.fl.s behov for plads på plejehjem)\n(Til samtlige kommuner m.fl)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2006 9258 Historic

Skrivelse med orientering om lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om sociale service (Garanti for tilbud om almen plejebolig eller plads på plejehjem for ældre, aflastning samt vurdering af tidligere frihedskæmpere m.fl.s behov for plads på plejehjem)

(Til samtlige kommuner m.fl)

Folketinget har den 21. marts 2006 vedtaget L 107 – Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om social service (Garanti for tilbud om almen plejebolig eller plads på plejehjem for ældre, aflastning samt vurdering af tidligere frihedskæmpere m.fl.s behov for plads på plejehjem).

Loven trådte i kraft den 9. april 2006. Lov nr. 288 af 7. april 2006 vedlægges.

Lovforslaget med bemærkninger kan bl.a. ses på www.social.dk, se under lovstof, og på Folketingets hjemmeside www.ft.dk, se under Dokumenter, Lovforslag fordelt på ministerområde, Socialministeriet, Af ministeren, Vedtagne.

Lovændringen har følgende elementer

I. Garanti for et tilbud om en almen plejebolig eller en plads i et plejehjem senest to måneder efter optagelse på en venteliste.

II. Hjemmel til, at tidligere frihedskæmpere m.fl. kan behovsvurderes til en plads i et plejehjem direkte fra udlandet.

III. Præcisering af reglerne om aflastning.

Med lovændringen indføres en garanti, der indebærer, at kommunerne skal anvise en plejebolig eller plads på et plejehjem til ældre, der har behov for en sådan, senest to måneder efter, at behovet er konstateret. Kommunerne skal opfylde denne garanti senest den 1. januar 2009.

Derudover sikrer lovændringen, at der er hjemmel til, at frihedskæmpere m.fl., der modtager eller er berettiget til at modtage erstatning i henhold til lov om besættelsestidens ofre, kan behovsvurderes direkte fra udlandet til en plads på et plejehjem i Danmark.

Endelig indeholder lovændringen en præcisering af reglerne om aflastning, idet det præciseres, at kommunerne kan tilbyde et midlertidigt ophold i eksempelvis en plejebolig til personer, der i en periode har behov for ekstra omsorg og pleje.

Lovændringen er omfattet af lovovervågning med fokus på, om kommunerne overholder plejeboliggarantien pr. 1. januar 2009.

Ad I. Garanti for et tilbud om en almen plejebolig eller en plads i et plejehjem senest to måneder efter optagelse på en venteliste

Lovændringen indebærer, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde en almen plejebolig eller en plads i et plejehjem til ældre, der har behov for en sådan bolig eller plads senest to måneder efter, at behovet herfor er konstateret. Hvis den ældre ikke umiddelbart i forbindelse med konstatering af behovet kan få tilbudt en almen plejebolig eller en plads i et plejehjem, optages den ældre på en venteliste, indtil kommunalbestyrelsen senest 2 måneder efter optagelsen på ventelisten kan tilbyde boligen eller pladsen. Et tilbud indebærer, at den pågældende ældre får tilbudt en bestemt almen plejebolig eller plejehjemsplads, som er indflytningsklar senest 2 uger efter udløbet af 2-månedersfristen.

Garantien om tilbud af en almen plejebolig eller en plads i et plejehjem senest to måneder efter optagelse på ventelisten gælder dog ikke, hvis den ældre efter reglerne om frit valg af ældreboliger m.v., jf. § 58 a i lov om almene boliger m.v., ønsker at bo i en bestemt plejeboligbebyggelse eller i et bestemt plejehjem, enten i bopælskommunen eller i en anden kommune. I dette tilfælde optages borgeren på fritvalgsventelisten og er dermed ikke omfattet af garantien.

Socialministeren vil fastsætte nærmere regler om optagelse på ventelisten, herunder om beregning af ventetiden. Der vil senere blive fremsendt en orientering herom.

Hvis en kommunalbestyrelse ikke inden den 1. januar 2009 opfylder garantien om, at en ældre kan få tilbudt en almen plejebolig eller en plads i et plejehjem senest to måneder efter optagelse på ventelisten, vil der efter de gældende regler i lov om kommunernes styrelse kunne rejses en sag hos de kommunale tilsynsmyndigheder.

Ad II. Hjemmel til at tidligere frihedskæmpere m.fl. kan behovsvurderes til en plads i et plejehjem direkte fra udlandet

Lovændringen skaber mulighed for, at personer, der modtager eller er berettiget til at modtage erstatning i henhold til lov om besættelsestidens ofre, kan behovsvurderes direkte fra udlandet til en plads i et plejehjem i Danmark.

Det er kun personer, der i tiden fra 9. april 1940 indtil krigstilstandens ophør, har pådraget sig skade eller sygdom, der har medført midlertidig eller varig forringet erhvervsevne som følge af krigshandlinger eller krigslignende handlinger her i landet, der vil være omfattet af særordningen.

Besættelsestidens ofre er først og fremmest danske statsborgere, som under den tyske besættelse har

- været deporteret til fængsel eller koncentrationslejr i udlandet

- været tjenstgørende i mindst 6 måneder på danske eller udenlandske skibe under allieret kontrol i krigsfarvand

- været aktivt engageret her i landet i mindst 1 år i organiseret modstandsarbejde, der har medført særlig hård fysisk eller psykisk belastning eller

- sejlet med færøske fiskeskibe eller fisketransport i krigsfarvand i mindst 6 måneder med henblik på tilførsel af krigsforsyninger til allieret havn uden for Færøerne.

Ordnin gen vil alene skulle gælde for de direkte erstatningsberettigede og ikke for enker/enkemænd til direkte erstatningsberettigede.

Ad III. Præcisering af reglerne om aflastning

Lovændringen præciserer, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde personer, der har et behov herfor, tilbud om et midlertidigt ophold i en almen plejebolig eller i en plejehjemsplads.

Personer, der bor alene, kan komme i en situation, hvor et midlertidigt ophold vil være den bedste løsning, hvis der skal ydes den optimale pleje og omsorg. For eksempel kan ældre, der er udskrevet fra hospitalet efter et hoftebrud, have behov for lidt ekstra opsyn de første par uger. Eller det kan være en ældre med en dobbeltsidig lungebetændelse af en karakter, der ikke nødvendiggør hospitalsindlæggelse, men hvor den ældre føler sig utryg ved at være alene hjemme. Det kan også være en ældre, der har været udsat for en psykisk belastning i form af overfald eller andet.

Der er alene tale om et tilbud. Kommunalbestyrelsen har således ikke pligt til at tilbyde et ophold. Og borgeren kan vælge ikke at tage imod et tilbud, men foretrække at få den eventuelt fornødne hjælp i egen bolig.

Evt. henvendelser vedrørende lovændringerne kan rettes til fuldmægtig Kristian Gribskov, tlf. 33 92 92 84.

Socialministeriet, den 27. april 2006

Jakob Jensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →