Skrivelse om afgivelse af grundtakstredegørelse i 2006 efter lov om social service\n(Samtlige kommuner og De Regionale Udviklingsråd)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om afgivelse af grundtakstredegørelse i 2006 efter lov om social service
(Samtlige kommuner og De Regionale Udviklingsråd)
Ved lov nr. 1445 af 22. december 2004 forlængede Folketinget overvågningen af finansieringsreformen for tilbud efter lov om social service til og med 2006.
I bekendtgørelse nr. 1472 af 14. december 2004 er på den baggrund fastsat, at kommunerne inden den 1. marts i årene 2005 og 2006 skal indsende en redegørelse til det regionale udviklingsråd i amtet om udviklingen i kommunen i det forudgående kalenderår på det område efter lov om social service, der er omfattet af finansieringsreformen.
De regionale udviklingsråd sender inden den 1. maj i årene 2005 og 2006 en redegørelse til Socialministeriet.
I forbindelse med kommunernes aktuelle udarbejdelse af redegørelserne for udviklingen i 2005 skal Socialministeriet henlede opmærksomheden på, at de berørte brugerorganisationer i kommunen efter bekendtgørelsen skal have mulighed for at give en udtalelse til redegørelsen inden den afgives til det regionale udviklingsråd.
Af udviklingsrådenes redegørelser i 2005 fremgik, at enkelte kommuner ikke havde indsendt redegørelser om udviklingen i 2004. Socialministeriet skal derfor samtidig indskærpe pligten for kommunerne til at udarbejde og indsende en redegørelse om udviklingen i 2005 i overensstemmelse med reglerne herom.
Socialministeriet, den 17. februar 2006
Anders Lynge Madsen