Vejledning om fleksydelse
Table of Provisions (15)
Statutory Text (15 Articles)
Bilag 1
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1
Tilmelding og udmeldelse af fleksydelsesordningen
Kapitel 2
Indbetaling af fleksydelsesbidrag
Kapitel 3
Overgang til fleksydelse
Kapitel 4
Beregning af fleksydelse
Kapitel 5
Udbetaling af fleksydelse
Kapitel 6
Tilbagebetaling af fleksydelse
Kapitel 7
Tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag
Kapitel 8
Skriftlighed
Kapitel 9
Ikrafttræden mv.
§§ 18-21 giver regler om kommunens opgørelse af en persons pensioner mv. Selve beregningen af fradrag i fleksydelsen for pensioner mv. står i §§ 22-24.
Efter lovens § 18 skal en person, der søger om fleksydelse, have indberettet og opgjort værdien af pensioner mv. Opgørelsen skal foretages af kommunen ved overgangen til fleksydelse.
Skatteministeriet, SKAT og Arbejdsdirektoratet har fastsat regler for, hvilke pensionsinstitutter mv., der har pligt til at afgive pensionsoplysninger, samt hvilke pensioner mv. det drejer sig om. Der er også fastsat regler for, hvordan pensioner mv. skal opgøres og i hvilken form, oplysningerne skal afgives. Elektronisk afgivelse af oplysninger om pension mv. skal ske til SKAT, der i elektronisk form sender dem til kommunerne.
Der henvises derfor også til det nærmere indhold af følgende regler og vejledninger
1) Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1032 af 24. oktober 2005 om indberetning af værdien af pensionsordninger mv. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn, delpension og fleksydelse. Bekendtgørelsen fastsætter, hvem der har pligt til at foretage edb-indberetning af pensioner, hvilke pensionsordninger, samt i hvilken form, tidspunktet og med hvilken værdi pensionsordningen skal afleveres.
2) SKATs vejledning E nr. 64, version 1.2 digital, om indberetning af pensionsrettigheder (PERE), gældende fra den 25. juli 2001. Vejledningen behandler regler om indberetningspligt og retter sig til de oplysningspligtige og indeholder blandt andet en beskrivelse af de tre særlige metoder for at opgøre pensioner.
Hvilke pensionsinstitutter mv. skal afgive oplysninger
Alle danske pensionsinstitutter mv. skal afgive oplysninger om pensioner mv.
Eksempler på pensionsinstitutter mv., der elektronisk indberetter oplysninger til brug for direktoratet
1) Livsforsikringsselskaber, der driver virksomhed i Danmark.
2) Tværgående pensionskasser under dansk tilsyn.
3) Statstjenestemænd (Økonomistyrelsen).
4) Kommunale tjenestemandspensioner i Danmark.
5) Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
6) Pengeinstitutter og godkendte institutter vedrørende rateopsparing og opsparing i pensionsøjemed i Danmark.
7) Firmapensionskasser under dansk tilsyn.
Eksempler på ordninger, hvor personen selv skal oplyse om pensioner mv.
1) Ordninger i udenlandske livsforsikringsselskaber.
2) Pension fra udenlandske arbejdsgivere.
3) EU-pensioner, FN-pensioner og lign.
4) Uafdækkede pensioner til direktører.
5) Særskilte lovregulerede pensionsordninger, fx for lodser.
6) Folketings-, minister- og borgmesterpensioner.
Alle indberettede oplysninger skal altid suppleres af personens egne oplysninger om ordninger, fx i udlandet, der ikke kan indberettes automatisk, samt om eventuelle ændringer i det indberettede.
Hvilke ordninger er omfattet af opgørelsespligten
Der skal ske opgørelse af alle pensioner, der er omfattet af afsnit 1 i pensionsbeskatningsloven. Det vil sige, at man som udgangspunkt skal opgøre alle pensionsordninger mv., hvor bidrag eller præmier enten er fradragsberettigede eller som er omfattet af ret til at se bort fra indkomsten.
Efter lovens § 18, stk. 1, er visse pensioner undtaget. Det drejer sig fx om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), invalidepension og visse pensioner til efterlevende ægtefælle, samlever eller børn.
Alle pensionsordninger skal indgå i opgørelsen, uanset om det er aftalt, at ordningen skal komme til udbetaling i perioden med fleksydelse eller ej. Det gælder, uanset om pensionerne kan hæves i perioden med fleksydelse. Der skal således også ske opgørelse af pensioner, der er led i et ansættelsesforhold, selvom disse ikke kommer til udbetaling i perioden med fleksydelse.
Følgende pensionsordninger (privattegnede såvel som ordninger i ansættelsesforhold), vil herefter skulle indgå i opgørelsen
1) Alderspensionsordninger med løbende udbetalinger.
2) Rateforsikringer i pensionsøjemed.
3) Kapitalforsikringer i pensionsøjemed.
4) Rateopsparing i pensionsøjemed.
5) Opsparing i pensionsøjemed.
6) Indeksordninger og indekskontrakter.
7) Opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
8) Tilsvarende udenlandske pensionsordninger.
Til § 18
Kommunens samlede opgørelse af pensioner
Kommunen skal foretage en samlet opgørelse af pensioner mv. til brug for at beregne fradrag i fleksydelsen, når personen skal overgå til fleksydelse.
Personen skal skriftligt bekræfte kommunens samlede endelige opgørelse af pensioner mv., inden kommunen kan træffe afgørelse om overgang til fleksydelse. Det gælder, uanset om der er tale om edb-indberettede oplysninger eller oplysninger som er indhentet eller afgivet af personen.
Der vil normalt være en periode på ca. 3 måneder fra, at en person fra kommunen modtager den foreløbige opgørelse over de edb-indberettede pensioner, indtil personen fylder 60 år. I den periode kan personen evt. i samarbejde med kommunen skaffe nærmere oplysninger om de øvrige pensioner, som ikke er indberettet elektronisk, eller som skal justeres i opgørelsen.
Når det drejer sig om pensioner, som enten er oplyst elektronisk eller manuelt via personen, skal kommunen ikke vurdere om pensionen er livsvarig eller ikke. Kommunen skal heller ikke vurdere, hvordan de enkelte pensioner, der skal medføre fradrag, nærmere skal opgøres i forbindelse med pensionsindberetningen. Den opgave varetages af pensionsselskaberne mv. Oplysningerne vil være af en sådan karakter, at kommunen umiddelbart kan lægge dem til grund.
Generelt om at oplyse alle pensioner, som ikke indberettes elektronisk
En person skal altid afgive oplysning om eventuelle udenlandske pensionsforhold eller andre pensioner, som ikke er indberettet via edb til kommunen. Pensionen skal oplyses med værdien ved det fyldte 60. år.
En persons oplysninger om pensioner, der ikke indberettes elektronisk, skal suppleres med alle nødvendige oplysninger. Om fornødent skal personen selv sørge for en dansk oversættelse af oplysninger om pensionen.
Pensionsordninger mv., som en person typisk selv skal oplyse om
1) Ordninger i udenlandske livsforsikringsselskaber.
2) Pension fra udenlandske arbejdsgivere.
3) EU-pensioner, FN-pensioner og lign.
4) Uafdækkede pensioner til direktører.
5) Særskilte lovregulerede pensionsordninger, fx for lodser.
6) Folketings-, minister- og borgmesterpensioner.
En person kan i tiden fra det 59 1/2. år til det 60. år få overført en allerede bestående pension fra en ægtefælle i forbindelse med en bodeling eller lignende. Da denne pension ikke er indberettet elektronisk på personen, skal pensionen altid oplyses af personen selv. Oplysningen ved det fyldte 60. år fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), kan anses for at opfylde oplysningskravet.
Til § 19
Først når der er en samlet endelig opgørelse af pensioner mv., og den er skriftligt bekræftet af personen, kan kommunen træffe afgørelse om personens overgang til fleksydelse, jf. dog bekendtgørelsens § 44.
Til § 20
Pensionsinstitutter mv. skal automatisk foretage edb-indberetning af pensioner. Det skal ske månedligt til SKAT ved udgangen af den kalendermåned, der følger efter den kalendermåned, hvor ejeren af pensionsordningen bliver 59 ½ år. Fx skal der ske indberetning ultimo maj måned 2007 for en person, der fylder 60 år den 25. oktober 2007. Se nærmere herom i SKATs vejledning.
De nævnte pensionsinstitutter mv. skal indberette pensionsværdier ud fra tre opgørelsesmetoder. Det drejer sig om følgende
Metode 1
Den beregnede årlige, livsvarige ydelse ved udbetaling fra det 60. år. Det vil sige, at der ved det 59 1/2. år sker en fremskrivning til det 60. år ud fra kendte forhold i henhold til pensionsaftalen mv.
Metode 2
Depotet ved det fyldte 59 1/2. år inklusiv forrentning og aftalte bidrag frem til det 60. år. Det vil sige, at der sker en fremskrivning til det 60. år ud fra kendte forhold i henhold til pensionsaftalen mv.
Metode 3
Depotet ved det fyldte 59 1/2. år. Der sker ikke som ved Metode 1 og 2 fremskrivning, men opgørelse ud fra aktuel værdi ved det 59 ½. år.
Metode 1 gælder for ordninger, hvor der er aftalt en løbende livsvarig ydelse, mens Metode 2 og 3 gælder øvrige ordninger. Forsikrings- og pensionsselskaber mv. vil anvende Metode 1 eller 2, mens Metode 3 anvendes af pengeinstitutter.
Pensionsinstitutter mv. skal kun foretage én indberetning om pension. Dette gælder dog ikke, hvis der er tale om en direkte fejl eller mangel i den indberettede oplysning. I så fald skal pensionsinstitutterne foretage rettelser i elektronisk form. Der henvises til direktoratets edb-tekniske vejledning.
Oplysningerne vil umiddelbart kunne danne grundlaget for, at kommunen kan sende en foreløbig pensionsopgørelse over alle de elektronisk indberettede pensioner til personen.
Hvis en person er i tvivl om opgørelsen af pensioner mv., skal personen kontakte sit pensionsinstitut med henblik på at afklare, om alle pensioner er indberettet korrekt.
Hvis kommunen får oplysning via edb om en rettelse på grund af fejl eller mangler, efter at en person er overgået til fleksydelse, skal kommunen altid orientere personen herom og sikre sig, at rettelsen ikke medfører fejludbetaling af fleksydelse. Hvis der allerede er sket fejludbetaling, skal kommunen træffe afgørelse over for personen efter de gældende regler.
Er der i øvrigt brug for, at kommunen skal foretage ændring i forhold til de elektronisk indberettede værdier af pensionsordninger, skal det ske på baggrund af oplysninger fra personen, der - eventuelt i samarbejde med kommunen - i konkrete tilfælde kan indhente nye supplerende oplysninger fra et pensionsinstitut.
Opgørelsen af værdien ved det fyldte 59 1/2. år af pensioner bygger på, at en person i perioden op til det fyldte 60. år fortsætter sine ordinære faste aftalte indbetalinger. Det gælder ordninger, hvor arbejdsgiveren indbetaler enten en fast sum eller en fast procentdel som led i et ansættelsesforhold, og hvor personen har en normal forventelig lønudvikling. Det gælder også private ordninger i forsikringsselskaber eller pensionskasser, hvor der fx er aftalt indbetaling af en fast sum, der fremsendes via en betalingsservice.
Ekstraordinære indbetalinger
En person skal altid oplyse over for kommunen, om der i perioden fra den elektroniske indberetning af pensioner og indtil datoen, hvor personen er fyldt 60 år, er sket ekstraordinære indbetalinger til pension mv., jf. nedenfor.
Hvis en person i tiden fra opgørelsen af det elektronisk indberettede beløb ved det 59 1/2. år og indtil datoen, hvor personen er fyldt 60 år, foretager ekstraordinære indbetalinger til allerede bestående eller nye ordninger, og som tilsammen er højere end grænsebeløbet (på 43.100 kr. i 2007), skal depotet for den eller de berørte pensioner forhøjes med den fulde indbetaling til ordningen. Hvis der er tale om en pension med en årlig livsvarig ydelse, skal pensionen gøres op på ny med beløbet ved det fyldte 60. år.
Grænsebeløbet reguleres årligt med virkning fra den 1. januar. Grænsebeløbet er det beløb, der gælder på personens 60-års-dag.
Hvis en person ikke har foretaget ekstraordinære indbetalinger, skal personen skriftligt erklære dette over for kommunen.
Hvis en person erklærer at have indbetalt, hvad der svarer til ekstraordinære indbetalinger, skal kommunen have oplysninger om beløbet. Hvis summen af de indbetalte ekstraordinære beløb tilsammen ikke er over grænsebeløbet, skal der dog ikke ske nogen regulering af den eller de elektronisk indberettede pensioner.
Det afhænger normalt af den konkrete pension, hvordan en person skal give oplysning til kommunen om en ekstraordinær indbetaling. Det kan fx være i form af et kontoudtog fra et pengeinstitut, en erklæring fra en pensionskasse eller en ny opgørelse fra pensionsinstituttet ved det fyldte 60. år.
Hvis en person er i tvivl om, hvorvidt der er foretaget en ekstraordinær indbetaling eller størrelsen af indbetalinger i perioden indtil datoen, hvor personen er fyldt 60 år, må personen henvende sig til det eller de pågældende pensionsinstitutter for at få de nødvendige oplysninger.
Kommunen skal herefter ud fra personens oplysninger ændre opgørelsen af den eller de elektronisk indberettede pensioner mv., og skal lægge den ny justerede værdiopgørelse til grund for beregningen af fradrag for pension i fleksydelse.
Følgende anses for ekstraordinære indbetalinger
1. Indbetalinger til ordninger med særlige, livsvarige ydelser, som i øvrigt indberettes med årlig livsvarig ydelse ved det 60. år (Metode 1).
Der sker ved indberetningen fremskrivning til det 60. år i henhold til kendte forhold, fx aftalte bidrag mv. En ekstraordinær indbetaling er derfor en indbetaling, som går ud over det aftalte, og som ikke var pensionsinstituttet bekendt på indberetningstidspunktet. Det kan bl.a. være en indbetaling på baggrund af lønforhøjelse, som fx ikke følger af overenskomsten på området; forhåndsindbetaling i forbindelse med fratrædelse af pensionsbidrag, som går flere år frem i tiden; indbetaling af fx skattepligtig del af fratrædelsesgodtgørelse, hvor den skattefri del vælges udbetalt straks.
2. Indbetalinger til andre ordninger, som i øvrigt indberettes med størrelse af depot ved det 59 ½. år inkl. forrentning og aftalte bidrag frem til det 60. år (Metode 2).
Der foretages som ved Metode 1 fremskrivning ud fra kendte forhold. Ekstraordinære indbetalinger er derfor indbetalinger, som går ud over det aftalte, og som ikke var pensionsinstituttet bekendt på indberetningstidspunktet. Der henvises til pkt. 1.
3. Indbetalinger til ordninger, som i øvrigt indberettes som størrelsen af depot ved det 59 1/2. år, men uden fremskrivning (Metode 3).
Der sker ikke fremskrivning til det 60. år som ved Metode 1 og 2 ved indberetningen, men alene indberetning på baggrund af opgørelse efter aktuel værdi ved det 59 1/2. år. Ekstraordinære indbetalinger er derfor indbetalinger efter det tidspunkt (59 1/2 år), hvor pengeinstituttet opgjorde værdien af ordningen. Det gælder fx for kapitalpension i en bank. Det gælder også, uanset personen eller arbejdsgiveren fortsætter med den samme indbetaling som hidtil.
4. Indbetalinger til ordninger, der er nyoprettede efter det 59 1/2. år.
Ekstraordinære indbetalinger er indbetalinger til ordninger, der er nyoprettede efter 59 1/2. år, og som derfor ikke har kunnet indberettes automatisk.
Det er dog ikke en ekstraordinær pensionsindbetaling, hvis en person ved en bodeling får overført en allerede bestående pension fra en ægtefælle i tiden fra det 59 1/2. år indtil det 60. år.
Der henvises i øvrigt til principperne i SKATs vejledning om indberetning af pensionsrettigheder (PERE).
Til § 21
Når en pension enten er oplyst elektronisk eller manuelt via personen, skal kommunen ikke selv gå ind i at vurdere, om pensionen kan anses for livsvarig eller ikke. Kommunen skal heller ikke vurdere, hvordan værdien af de enkelte pensioner, der skal medføre fradrag, nærmere er opgjort i forbindelse med pensionsindberetningen. Den opgave varetages af pensionsselskaberne mv.
Hvis en person ønsker at klage over de nævnte forhold, som kommunen ikke kan tage stilling til, skal personen rette henvendelse til det pågældende pensionsinstitut. Der kan dog forekomme situationer, hvor kommunen kan være personen behjælpelig.
Der kan dog opstå tvivl eller uenighed mellem personen og kommunen, om en pension skal anses for at være et led i et ansættelsesforhold, og dermed eventuelt medføre fradrag i fleksydelsen efter § 23. I den anledning kan der være grund til, at personen kontakter sit pensionsinstitut eller sin tidligere arbejdsgiver for bedst muligt at kunne fremlægge nærmere dokumentation herom. Det kan være forsikringspolicen, personens ansættelsesaftale eller overenskomsten. Kommunen kan på det grundlag træffe afgørelse ud fra principperne i reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Til § 22
Pensioner mv., der skal medføre fradrag
Sondringen mellem §§ 22 og 23
Princippet i lovens § 18 er, at værdien af alle de pensionsordninger, som en person har på sin 60-års-fødselsdag, skal gøres op. Alle disse ordninger indgår i § 22.
Når en person går på fleksydelse, skal personens samlede pensionsformue, som er opgjort efter § 22, påvirke størrelsen af personens fleksydelse.
Der henvises i øvrigt til vejledningens bemærkninger til §§ 18-21.
De forskellige pensionsordninger, som er beskrevet i § 23, er alle indeholdt i den samlede opgørelse, jf. § 22. Men der er en grund til, at de nævnes særligt i § 23. Det er at pensionsordninger, som er led i et ansættelsesforhold, og som kommer til løbende udbetaling i fleksydelsesperioden, skal medføre fradrag efter en anden regel end de, der alene er omfattet af § 22.
Samspillet mellem §§ 22 og 23
Når en person går på fleksydelse skal der ske fradrag efter § 22, dvs. for alle pensioner opgjort ved 60-års-dagen, og hvor der er foretaget et bundfradrag i pensionsydelsen inden fradraget i fleksydelsen beregnes. Som en undtagelse til § 22 gælder det, at for pensioner, der er led i et ansættelsesforhold og som kommer til løbende udbetaling i fleksydelsesperioden, skal der i stedet fradrages efter reglen i § 23, dvs. for den faktisk, løbende ydelse og uden bundfradrag. Pensionen tages derfor ud af pensionsopgørelsen til fradrag efter § 22-metoden.
Hvis denne person på fleksydelse derefter på et tidspunkt vælger ikke længere at få sin løbende pension udbetalt, kan der ikke mere fradrages efter § 23. Det skyldes, at der ikke længere sker en løbende udbetaling. Årsagen til, at der ikke længere kommer beløb til løbende udbetaling kan fx være, at pensionen er valgt opsat til et senere tidspunkt, eller at pensionen bliver opgjort og udbetalt som et engangsbeløb.
I det tilfælde falder man tilbage på hovedreglen i § 22 og foretager fradraget for pensionen ud fra det oprindeligt indberettet og opgjorte pensionsbeløb ved det fyldte 60. år.
Kommer en pension til løbende udbetaling efter § 40, nr. 13, skal pensionen ikke medføre fradrag i fleksydelsen, og pensionen skal tages ud af 60-års-opgørelsen, jf. § 22. Tilsvarende gælder for udbetaling af tilskadekomstpension efter § 40, nr. 14, hvor den løbende udbetaling dog skal fradrages delvist.
Særligt til § 22
Lovens § 18, stk. 4, bygger på en sondring mellem livsvarige og ikke-livsvarige pensioner.
Beregning af fradrag for livsvarige pensioner sker med udgangspunkt i en årlig beregnet livsvarig ydelse.
Beregning af fradrag for ikke-livsvarige pensioner sker med udgangspunkt i en beregnet depotværdi.
De ikke-livsvarige pensioner kan både omfatte engangsudbetalinger samt pensioner, der kommer løbende til udbetaling i en begrænset periode.
Pensioner, der er aftalt til at komme til udbetaling med et engangsbeløb, vil normalt altid være omfattet af § 22. Pensioner, der kommer løbende til udbetaling, er også omfattet af § 22, hvis de ikke er led i et ansættelsesforhold. Videre er en pension også omfattet af § 22, hvis den er et led i et ansættelsesforhold, men ikke kommer til løbende udbetaling, dvs. en opsat pension.
Fradrag for en beregnet årlig livsvarig ydelse
For pensionsordninger med løbende livsvarige udbetalinger oplyser pensionsinstitutterne en beregnet årlig ydelse ved udbetaling. Vurderingen af, om der er tale om en aftale med livsvarig udbetaling, skal afgøres af det pensionsinstitut, der indberetter pensionen.
Kommunen skal foretage opgørelsen af den livsvarige årlige ydelse, hvori indgår det enkelte medlems egne oplysninger om pensioner, der ikke er indberettede, herunder pensioner i udlandet. Se nærmere herom i vejledningens bemærkninger til §§ 18-21.
Som grundlag for fradrag i fleksydelse for pensioner med løbende livsvarige ydelser benyttes 80 pct. af værdien af den livsvarige årlige ydelse, man kan få som 60-årig.
Øvrige ordninger (kapitalpensioner og ratepensioner mv.)
For alle øvrige pensionsordninger skal oplyses depotet. Som et depot forstås i denne forbindelse pensionshensættelserne, hvis der er tale om en pensionskasse, livsforsikringshensættelserne, hvis der er tale om et livsforsikringsselskab, og indestående, hvis der er tale om et pengeinstitut.
For alle disse ordninger beregner kommunen den årlige ydelse ud fra depotet ved det 60. år. Den årlige ydelse opgøres som 5 pct. af depotet.
Bundfradrag for pensioner omfattet af § 22
Der skal ikke ske fradrag for mindre pensioner. Det skyldes, at kommunen i den årlige (beregnede) samlede pensionsydelse før skat skal fratrække et bundfradrag på 12.200 kr. (2007-niveau) om året. Fradrag for bundfradrag skal ske inden man beregner fradrag i fleksydelse.
Bundfradraget satsreguleres. Regulering skal også ske i en fleksydelsesperiode.
Eksempel på fradrag i fleksydelsen for kapitalpension
En person har en kapitalpension. Indeståendet på kapitalpensionen er brutto 800.000 kr. umiddelbart før personens fyldte 60. år. Personen ønsker at overgå til fleksydelse ved sit fyldte 60. år den 1. september 2007. Personens bundfradrag udgør 12.200 kr.
Kapitalpensionen skal medføre fradrag i fleksydelsen på følgende måde
5 pct. af 800.000 kr.
= 40.000 kr.
Herfra trækkes personens bundfradrag
= 12.200 kr.
Reguleret årligt pensionsbeløb
= 28.000 kr.
Fradrag i fleksydelse på årsbasis udgør herefter 60 pct. af 28.000 kr., svarende til 16.800 kr. Fradragsbeløbet udgør 16.800 kr. på årsbasis i hele fleksydelsesperioden (der ses i eksemplet bort fra, at der løbende skal ske satsregulering af bundfradraget i fleksydelsesperioden).
Til § 23
Løbende udbetaling af pension, som er led i et ansættelsesforhold
Det afhænger af en konkret vurdering, om en pension kan anses for at være led i et ansættelsesforhold. Der kan være tvivl eller uenighed mellem en person og kommunen, om en pensionsordning skal anses for at være oprettet i et ansættelsesforhold eller ej. I det tilfælde skal personen medvirke til at give kommunen en nærmere dokumentation.
Kommunen skal træffe afgørelse om fradrag for pensionen på grundlag af oplysninger om ordningen fra personen og eventuelt fra det pågældende pensionsinstitut eller pensionskasse. Afgørelsen af, om en pension er et led i et ansættelsesforhold, følger de samme regler, som gælder for arbejdsløshedsdagpengeområdet. Se derfor i øvrigt reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv.
For pensioner omfattet af § 23 gælder, at reglen anvendes på den samlede pension, dvs. grundbeløb med eventuelle tillæg. Gruppelivstillæg skal dog ikke indgå i fradragsberegningen. Reglen gælder også, selv om personen i en kortere periode har indbetalt hele pensionsbeløbet. Det kan fx være, fordi personen har været selvstændig erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en pensionsordning. Er perioden af længere varighed, sker der kun fradrag for den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var led i et ansættelsesforhold. Efter praksis skal en pensionsudbetaling, der vedrører en periode på mere end 2 år, hvor kun personen har indbetalt bidrag, ikke medføre fradrag.
Hvis en person vælger at overføre en eksisterende privat pensionsordning til en nyoprettet helt eller delvis arbejdsgiverfinansieret pension, vil personens indbetaling være at sidestille med en ekstraordinær indbetaling til en arbejdsgiverordning. Ordningen og udbetalingerne vil i det hele anses for en pensionsordning oprettet i et ansættelsesforhold.
§ 23 omfatter kun de tilfælde, hvor der i fleksydelsesperioden sker en faktisk løbende udbetaling fra en pension, der er led i et ansættelsesforhold. I så fald skal en person altid have fradrag på baggrund af det faktisk udbetalte beløb og uden nogen mulighed for at få bundfradrag.
En løbende udbetaling af pension, der er led i et tidligere ansættelsesforhold, kan være i henhold til såvel en livsvarig som en tidsbegrænset aftale, fx en ratepension på 10 år.
Hvis en pension ikke kommer til løbende udbetaling i perioden med fleksydelse, er pensionen ikke omfattet af § 23, men kun af § 22. Det gælder uanset grunden, fx kan en person vælge at opsætte pensionen til senere udbetaling, eller at få pensionen udbetalt som et engangsbeløb.
Øvrige pensioner
Reglen i § 23 omfatter også løbende udbetaling af pension og pensionslignende ydelser til tidligere borgmestre, udvalgsformænd, rådmænd m.fl., samt medlemmer af Folketinget eller Europaparlamentet. Reglen dækker desuden løbende udbetaling af beløb fra en tidligere arbejdsgiver, der kan sidestilles med pension.
Der henvises også her til reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Til § 24
Regulering af beregnede fradrag for pension
Hvis en person ved overgang til fleksydelse eller på et tidspunkt senere i perioden med fleksydelse får løbende udbetaling af en pension, som er oprettet som led i et ansættelsesforhold, skal pensionen altid medføre fradrag efter § 23.
En sådan pension vil normalt allerede være medtaget i den pensionsopgørelse, som kommunen har lavet ved personens 60-års-dag. Da pensionen imidlertid kun skal medføre fradrag én gang, skal ordningen trækkes ud af den oprindelige opgørelse af alle personens pensioner på 60-års-dagen, og der skal ske en ny opgørelse af resten af de pensioner, der skal medføre fradrag efter § 22.
Til § 25
Generelt vedrørende fradrag for pensioner
Pensioner fradrages i personens fleksydelse, således at personens årlige fleksydelse nedsættes krone for krone. Pensioner skal medføre fradrag i fleksydelsen, inden der sker fradrag for andre indtægter eller arbejde.
Til § 27
Bestemmelsen skal sammenholdes § 15, stk. 4 i loven. Formålet med bestemmelsen er blandt andet at undgå dobbeltforsørgelse.
Ved begrebet »tilsvarende udenlandsk lovgivning« i lovens § 15, stk. 4, menes det pågældende lands almindelige eller særlige sociale sikringsordninger, herunder bidragspligtige ordninger. Pensioner omfattet af reglerne i Rådets forordning nr. 1408/71 om social sikring for vandrende arbejdstagere eller omfattet af en bilateral konvention om social sikring kan ligeledes henføres under begrebet tilsvarende udenlandsk lovgivning.
En person kan ikke overgå til fleksydelse, hvis en udenlandsk social pension direkte kan sidestilles med dansk social pension. Hvis en person på fleksydelse begynder at få udbetalt en sådan udenlandsk social pension, kan personen ikke samtidig modtage fleksydelse.
Hvis en udenlandsk pension, herunder alderspension, ikke kan sidestilles med en dansk social pension, kan pensionen modtages sammen med fleksydelse mod, at fleksydelsen nedsættes med et beløb, der svarer til pensionen. Tilsvarende gælder, hvis den udenlandske pension er så lille, at pensionen ikke kan udgøre et forsørgelsesgrundlag.
En person kan blive berettiget til en forhøjelse af en udenlandsk pension, hvorved pensionen bliver højere end grænsen. I så fald må personen frasige sig forhøjelsen eller udtræde af fleksydelsesordningen. Skyldes en forhøjelse alene en ændring af valutakursen, kan en person dog forblive i fleksydelsesordningen.
Til §§ 28-33
Arbejde i fleksydelsesperioden
Retten til at have lønarbejde i perioden med fleksydelse er fastsat i lovens § 20.
Bestemmelsen omfatter såvel lønnet som ulønnet arbejde. Løn- og ansættelsesvilkår er uden betydning. Det er også uden betydning, om arbejdet udføres for en erhvervsdrivende arbejdsgiver eller for en privat person. Bestemmelsen omfatter også personer, der får udbetalt fleksydelse under ophold i et andet EØS-land, i Schweiz, i Grønland eller på Færøerne.
Den nærmere afgrænsning følger reglerne for arbejdsløshedsdagpenge. Ved beregning af fradrag i arbejdsløshedsdagpengene anvender man i et vist omfang belægning på grund af manglende rådighed. Den form for rådighedsbelægning gælder ikke for personer, der modtager fleksydelse.
Beregningen af fradrag for arbejde mv.
Fradrag for arbejde skal ske efter reglerne for fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, det vil sige time for time. Fradraget foretages, efter at der er foretaget fradrag for pension.
En person, der er selvbygger eller medbygger i perioden med fleksydelse, ved såvel mindre som større byggearbejder, skal have fradrag for antallet af arbejdstimer, som personen har anvendt på byggearbejdet. Der henvises til reglerne i bekendtgørelse om fleksibel efterløn.
Vurderingen af om en person, der modtager fleksydelse, har ukontrollabel arbejdstid og omregningen heraf foretages efter reglerne i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Lempet fradrag for arbejde op til 30.000 kr. årligt
Reglen om lempet fradrag for arbejde op til 30.000 kr. i et kalenderår gælder for alle fleksydelsesmodtagere med kontrollabel arbejdstid.
Hvis personen har en timeløn, der er højere end omregningssatsen (178,96 kr. pr. time i 2007), skal fradraget ske efter de almindelige regler, dvs. time for time.
Hvis timelønnen er mindre end omregningssatsen, men større end den højeste sygedagpengesats pr. time (683 kr. pr. dag, svarende til 92,30 kr. pr. time i 2007), skal fradraget ske ved at omregne indtægten med omregningssatsen.
Eksempel
M har på en måned haft 20 timers lønarbejde med en timeløn på 150 kr.
Fradraget regnes således ud
20 x 150 = 3.000 kr.
3.000 : 178,96 = 16,76 timer. M skal have fradrag i fleksydelsen for disse 16,76 timer.
Hvis timelønnen er mindre end højeste sygedagpengesats pr. time, ansættes timelønnen dog til dette beløb. Højeste sygedagpenge i 2007 er på 683 kr. om dagen, svarende til 92,30 kr. pr. time.
Eksempel
M har i en måned haft 20 timers lønarbejde med en timeløn på 85 kr. Fradraget regnes således ud
20 x 92,30 = 1.846 kr.
1.846 : 178,96 = 10,32 timer. M skal have fradrag i fleksydelsen for disse 10,32 timer.
I de 30.000 kr. – eller det nedsatte beløb i overgangsåret – indgår alle lønindtægter, herunder også lønindtægter, hvor timelønnen er højere end omregningssatsen, løn for arbejde med ukontrollabel arbejdstid, udbetalt akkord eller bonus, der ikke udbetales i forbindelse med arbejdets udførelse.
Hvis timelønnen er under et beløb svarende til højeste sygedagpenge på timebasis, og fradraget derfor beregnes på grundlag af den ansatte timeløn, jf. § 29, stk. 1, litra c, er det også denne ansatte timeløn, der skal medgå til opgørelsen af de 30.000 kr. eller det nedsatte beløb i overgangsåret, jf. § 29, stk. 6.
I den måned, hvor indtægtsgrænsen på de 30.000 kr. nås, skal fradraget i fleksydelsen for arbejde foretages efter reglen om lempet fradrag for den del af indtægten, der ligger under de 30.000 kr. For resten af indtægten skal fradraget foretages efter de almindelige regler.
Eksempel
M har indtil starten af oktober tjent 29.000 kr. i kalenderåret. M har i oktober måned haft 20 timers arbejde med en timeløn på 150 kr. For de første 1.000 kroners lønindtægt skal M have lempet fradrag 1.000 : 178,96 = 5,59 timer.
For resten af indtægten (2.000 kr.) foretages fradraget efter de almindelige regler. Da M har haft en timeløn på 150 kr., svarer de 2.000 kr. til 13,33 timer (2.000 : 150 = 13.33).
M skal i oktober måned have fradrag for 18,92 timer (5,59 + 13,33 = 18,92).
I resten af året skal M have fradrag efter de almindelige regler time for time.
Aktiviteter og frivilligt, ulønnet arbejde
I bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv., er der fastsat regler om at udføre aktiviteter og frivilligt, ulønnet arbejde i Danmark. Det samme regelsæt gælder for personer, der modtager fleksydelse, men dog således at personer, der modtager fleksydelse i et andet EØS-land, i Schweiz, i Grønland eller på Færøerne, også kan udføre aktiviteter og frivilligt, ulønnet arbejde i det pågældende land.
Fradrag for andre indtægter mv.
Til § 34
Borgerlige ombud og hverv
Om den nærmere beregning af fradrag for borgerlige ombud og hverv, herunder også private hverv, henvises til reglerne i bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv.
Fradrag for ferie
Til §§ 35 og 36
En person, der modtager fleksydelse skal, indsende feriekort/feriebevis til kommunen med angivelse af tidspunktet for afholdelse af ferien. Kommunen attesterer feriekortet, og foretager fradrag i fleksydelsen på tidspunktet, hvor ferien afholdes eller ved den førstkommende udbetaling af fleksydelse.
Ifølge lov om ferie optjenes ferie i et kalenderår. Det vil sige, at optjeningsåret løber fra 1. januar til 31. december. Ferien afholdes i det følgende ferieår, som løber fra 1. maj til 30. april.
En person, der overgår til fleksydelse, følger ferielovens almindelige regler med hensyn til udbetaling af feriegodtgørelse.
Hvis personen holder ferie og får feriegodtgørelse, skal der for hver hel feriedag, personen holder, fradrages med 7,4 timer. Der afrundes til hele eller halve feriedage efter de almindelige afrundingsregler.
Er feriegodtgørelsens bruttobeløb pr. dag mindre end fradraget i fleksydelsen, kan der suppleres med fleksydelse for de pågældende dage. Det betyder, at personen sammenlagt kan få udbetalt et beløb, som svarer til personens fleksydelse.
Til § 36
Feriepenge anvendes som en samlebetegnelse for feriegodtgørelse, sygeferiegodtgørelse, løn under ferie og ferietillæg. Der henvises til bekendtgørelse om ferie.
Til § 36, stk. 1
Udbetaling af feriegodtgørelse efter ferielovens § 30, stk. 1, skal fradrages i fleksydelsen uanset om udbetalingen af feriegodtgørelse sker i perioden med fleksydelse eller i en 3 måneders periode forud for overgangstidspunktet. Da personen kan få udbetalt feriegodtgørelse både for det tidligere og løbende optjeningsår, kan antallet af dage, der skal medføre fradrag på grund af ferie, overstige de feriedage, der normalt optjenes på et år.
Eksempel
En person, der forlader arbejdsmarkedet og går på fleksydelse den 1. juli 2007, får feriegodtgørelse, der ikke allerede er brugt, udbetalt i forbindelse med overgangen til fleksydelse, jf. ferielovens § 30, stk. 1, nr. 1. Udbetaling er for optjeningsåret 2006 og 2007 frem til udgangen af juni måned. Udbetalingen dækker således tidligere og løbende optjeningsår.
Til § 36, stk. 2
Det følger af ferielovens § 34 b, stk. 2, at uhævet feriegodtgørelse, der er optjent i et ansættelsesforhold, som er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, kan udbetales til lønmodtageren efter ferieårets udløb, uden at ferien holdes.
Feriegodtgørelse, der er udbetalt efter ferielovens § 34 b, stk. 2, medfører fradrag i fleksydelsen med det antal dage, den udbetalte feriegodtgørelse svarer til.
Fradrag i fleksydelse forudsætter, at der er en udbetaling af fleksydelse at foretage fradraget i. Der kan således ikke foretages fradrag i en ydelse, man ikke længere modtager, fx fordi man er overgået til folkepension.
Eksempel 1
En lønmodtager stopper med sit arbejde og går på fleksydelse den 1. oktober 2007. For ferieåret 2007 – 2008 (optjeningsåret 2006) får han udstedt et feriekort på 18,5 dage. Han får den 1. maj 2008 udbetalt feriepengene fra optjeningsåret 2006. Han får fradag i fleksydelsen for de 18,5 dage på det tidspunkt, hvor udbetalingen sker eller ved den førstkommende udbetaling af fleksydelse.
Eksempel 2
En lønmodtager stopper med sit arbejde og går på fleksydelse den 1. juli 2007. For ferieåret 2007 – 2008 (optjeningsåret 2006) får han udstedt et feriekort på 25 dage. Han fylder 65 år den 15. marts 2008. Han anmoder den 1. maj 2008 om at få udbetalt feriepengene fra optjeningsåret 2006. Da han først får feriepengene udbetalt, efter at han er trådt ud af fleksydelsesordningen, er der ikke nogen fleksydelse at foretage fradrag i. Udbetalingen af feriepenge får derfor ingen betydning for fleksydelsen.
Til § 38
Strejke og lockout
Der skal ske fradrag i fleksydelsen for en person, der ophører med at arbejde, fordi personen bliver omfattet af konflikt. Vurderingen af, om en person er omfattet af konflikt, følger reglerne for arbejdsløshedsdagpenge.
I perioden med fleksydelse skal personen, så længe konflikten varer, have fradrag i fleksydelsen på baggrund af det gennemsnitlige antal arbejdstimer inden for de seneste 4 uger i det arbejdsforhold eller hos den arbejdsgiver, som er omfattet af konflikt.
Opgørelsen af timer til fradrag sker på ugebasis ud fra personens tidligere arbejdstimer i det berørte arbejdsforhold.
Eksempler
1) En fastansat person med et fast timetal på 20 timer om ugen i de sidste 4 uger skal have fradrag for 80 timer/4 uger = 20 timer om ugen.
2) En person med et varierende ugentligt timetal på i alt 100 timer i de sidste 4 uger skal have fradrag for 100 timer/4 uger = 25 timer om ugen.
3) En person med kun 2 ugers ansættelse og med 20 timer om ugen skal have fradrag for 40 timer/4 uger = 10 timer om ugen.
4) En person med kun 1 dags arbejde på 8 timer inden konflikten skal have fradrag for 8 timer/4 uger = 2 timer om ugen.
5) En person, der modtager fleksydelse, er ikke omfattet af 65-procent-reglen i § 61, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til § 39
Reglerne finder anvendelse på såvel modtagere af fleksydelse med bopæl og arbejde i Danmark som modtagere af fleksydelse med bopæl og arbejde i de øvrige EØS-lande, i Schweiz, i Grønland eller på Færøerne.
I det omfang indtægter fra et andet EØS-land eller fra Schweiz skal medføre fradrag, skal indtægterne først omregnes til danske kroner og øre med den gældende kronekurs. Derefter med den gældende omregningssats.
Til § 40
Indtægter, der ikke medfører fradrag
I denne bestemmelse er opregnet en række indtægter, som ikke medfører fradrag. Bestemmelsen er ikke udtømmende. Har en person en indtægt, der kan sidestilles med de nævnte indtægter, og som ikke er omfattet af andre bestemmelser i denne bekendtgørelse, medfører indtægten ikke fradrag i fleksydelsen.
Til § 40, nr. 13
Foruden invalidepension, som er tegnet privat eller som led i et ansættelsesforhold, finder bestemmelsen anvendelse på fx pension ved helbredsbetinget utjenstdygtighed (tjenestemænd) og svagelighedspension (tjenestemænd).
Til § 40, nr. 14
Får en tjenestemand tilkendt tilskadekomstpension, fordi han som led i tjenesten er kommet til skade, skal der ikke ske fradrag for den del af pensionen, hvormed pensionen er forhøjet som følge af arbejdsskaden. Fradraget sker således kun for den del af pensionen, der er optjent ret til på fratrædelsestidspunktet, jf. § 24, stk. 1. Den øvrige del af tilskadekomstpensionen betragtes som erstatning som følge af arbejdsskaden.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv.
Til § 40, nr. 15
Da vederlaget modtages som kompensation for overholdelse af en konkurrence- eller kundeklausul, efter at personen er fratrådt sin stilling, betragtes vederlaget ikke som løn.
Selvstændig virksomhed samtidig med fleksydelse
Til § 41
En person, der ønsker at påbegynde eller videreføre en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i perioden med fleksydelse, har mulighed herfor, hvis arbejdstiden i virksomheden højst udgør 400 timer pr. kalenderår og hvis indtægten ikke overstiger 61.873 kr. (2007-niveau). Dette gælder således også for personer, der fx driver et mindre landbrug eller har selvstændig virksomhed i form af udlejningsejendom.
Ved vurderingen af om der er tale om selvstændig virksomhed (modsat fx formueforvaltning eller hobby), skal der bruges de almindelige regler om afgrænsning heraf. Er der tale om formueforvaltning, og personen ikke på nogen måde deltager i virksomhedens drift, er virksomheden uden betydning for retten til fleksydelse.
Der henvises til bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.
En person, der overgår til fleksydelse, skal oplyse om eventuel drift af selvstændig virksomhed til brug for vurderingen af, om arbejdstiden i virksomheden kan holdes inden for 400 timer. Personen skal oplyse om arbejdets art og omfang, virksomhedens omsætning mv.
Det er en forudsætning for at drive selvstændig virksomhed samtidig med fleksydelse, at der er tale om begrænset drift af en virksomhed, som kan karakteriseres som bibeskæftigelse. Den samlede arbejdstid i virksomheden må ikke overstige 400 timer pr. kalenderår. Det er tilladt, at personen bruger fremmed hjælp eller har ansatte i virksomheden. Som eksempler kan nævnes vikar ved sygdom, en medhjælper ved høst, eller en vicevært. Selv om personen bruger fremmed hjælp eller har en ansat, er det et krav, at den samlede arbejdstid i virksomheden højst udgør 400 timer. Har personen fået hjælp til arbejdet i virksomheden, skal personen oplyse, hvor mange timer personen har fået hjælp i virksomheden. Det gælder uanset, om det er personens ægtefælle, samlever, børn, en ansat eller en anden selvstændig erhvervsdrivende, der har udført arbejde i virksomheden.
Virksomhedens indtægt må ikke i noget regnskabsår i perioden med fleksydelse overstige 61.873 kr. (2007-niveau) eller den tilladte indtægt i overgangsåret, jf. § 42, stk. 2. Ved virksomhedens indtægt forstås nettoomsætning fratrukket vareforbrug, svarende til det regnskabstekniske begreb »dækningsbidrag 1«.
Begrebet »nettoomsætning« er defineret i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab mv. (årsregnskabsloven). Hvad der forstås som virksomhedens vareforbrug afhænger af, hvilken type af virksomhed, der er tale om. Vareforbruget betegnes som de direkte variable omkostninger, som er afledt af varesalget eller tjenesteydelsen. Øvrige variable omkostninger som fx salgs- og administrationsomkostninger eller kapacitetsomkostninger (fx omkostninger til kontorhold, husleje og kontingent) kan ikke medtages som en del af vareforbruget. Salgsfremmende omkostninger som fx udgifter til reklame, annoncering, udstillinger og messer indgår heller ikke som en del af vareforbruget. Hvis lønudgifter er afledt direkte af produktionen eller fremstillingen i en produktions-, håndværks-, entreprenør- eller landbrugsvirksomhed, fx udgifter til maskinstation, kan disse tillige opgøres som en del af vareforbruget. Lønomkostninger som vedrører fx administrative funktioner kan derimod ikke medregnes.
I en landbrugsvirksomhed kan vareforbruget fx bestå af køb af såsæd, gødning, foder og dyr samt periodens ændring i varelagre og besætninger. I en handelsvirksomhed kan vareforbruget fx bestå af køb af varer til videresalg, emballage og fragt samt periodens ændring i varelagre. I en fremstillings- eller håndværksvirksomhed kan vareforbruget fx bestå af køb af materialer, emballage og fragt samt periodens ændring i igangværende produktion eller arbejder og varelagre. I en arkitektvirksomhed kan vareforbruget fx bestå af udgifter til tryk af tegninger. I en udlejningsvirksomhed kan vareforbruget fx bestå af udgifter til vedligeholdelse.
Har virksomheden før været drevet som hovedbeskæftigelse eller som bibeskæftigelse i større omfang end 400 timer, skal personen give oplysninger til brug for vurderingen af, om arbejdstiden og dækningsbidrag 1 fremover kan holdes inden for grænserne, fx ved at fremlægge oplysninger om, at der er sket en varig indskrænkning. Personen kan fx fremlægge oplysninger om, at der er sket salg eller bortforpagtning af en del af virksomheden, indskrænkning i åbningstider eller driftsomlægning (fx salg af dyr).
Har personen bortforpagtet en del af virksomheden for at reducere virksomheden, så den opfylder kravene i § 41, stk. 1, skal denne del forblive bortforpagtet i hele perioden med fleksydelse. Ophører bortforpagtningen, tillades dog en afbrydelse på op til 3 måneder, således at personen inden for de 3 måneder skal finde en ny forpagter. Kommunen skal påse, at personen opfylder betingelsen om bortforpagtning i hele perioden med fleksydelse.
Eksempel 1
Specifikation af dækningsbidrag 1 i en handelsvirksomhed.
Nettoomsætning
140.000 kr.
Vareforbrug
-81.000 kr.
Vareindkøb
-75.000 kr.
emballage
-2.000 kr.
fragt
-4.000 kr.
Ændring af varelager
-20.000 kr.
beholdning primo året
-80.000 kr.
beholdning ultimo året
60.000 kr.
Dækningsbidrag 1
39.000 kr.
Udgifter til fx husleje, forsikringer, revisor og renter samt afskrivninger kan ikke opgøres som en del af vareforbruget.
Eksempel 2
Specifikation af dækningsbidrag 1 i en landbrugsvirksomhed.
Nettoomsætning
405.000 kr.
salg af svin
358.000 kr.
salg af kreaturer
9.000 kr.
salg af markprodukter
20.000 kr.
EU-støtte
18.000 kr.
Vareforbrug
-339.000 kr.
køb af svin
-200.000 kr.
markudgifter
-23.000 kr.
foder
-115.000 kr.
dyrlæge og medicin
-1.000 kr.
Ændringer i besætning
-16.000 kr.
værdi af besætning primo året
-101.000 kr.
værdi af besætning ultimo året
85.000 kr.
Dækningsbidrag 1
50.000 kr.
Udgifter til fx vedligeholdelse af bygninger og afskrivninger kan ikke opgøres som en del af vareforbruget.
Eksempel 3
Specifikation af dækningsbidrag 1 i en virksomhed med udlejningsejendomme.
Nettoomsætning
132.000 kr.
huslejeindtægter
132.000 kr.
Vareforbrug
-89.300 kr.
ejendomsskat og forsikringer
-52.500 kr.
vedligeholdelse
-36.800 kr.
Dækningsbidrag 1
42.700 kr.
Terminsrenter og afskrivninger kan ikke opgøres som en del af vareforbruget.
Særligt vedrørende interessentskaber
Ejerskab af ideelle andele i et interessentskab er uden betydning for retten til fleksydelse, hvis der alene er tale om passiv formueanbringelse, det vil sige, at personen ikke på nogen måde deltager i driften af interessentskabet, herunder i bestyrelsesarbejde eller ledelsesopgaver. De nærmere regler herom fremgår af bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.
En person, der driver selvstændig virksomhed i interessentskabsform, har på trods af reglerne i § 41, stk. 1, adgang til fleksydelse, hvis det personlige arbejde i virksomheden ikke overstiger 400 timer pr. kalenderår. Vurderingen foretages konkret på grundlag af oplysninger om personens samtlige arbejdsopgaver i virksomheden.
Indtægten ved interessentskabet opgøres i forhold til personens ideelle andel af virksomheden.
Personer, der ønsker at overgå til fleksydelse fra drift af et interessentskab, hvor personen samlet set har drevet virksomheden i større omfang end 400 timers årligt arbejde, og med en indtægt på mere end 61.873 kr. (2007-niveau) pr. regnskabsår eller mere end den tilladte indtægt, skal både sandsynliggøre, at det personlige arbejde i virksomheden er reduceret, og at personens andel af virksomhedens indtægt beregnet i forhold til personens ideelle andel af virksomheden kan holdes under indtægtsgrænsen efter overgang til fleksydelse.
Til § 42
Det tilladte timetal skal nedsættes forholdsmæssigt afhængigt af, på hvilket tidspunkt i kalenderåret personen går på fleksydelse.
Dækningsbidrag 1 kan forhøjes i overgangsåret for virksomheder, som indtil personens overgang til fleksydelse har været drevet som personens hoved- eller bibeskæftigelse i mindst 1 regnskabsår. Har personen ikke valgt at forhøje dækningsbidrag 1, kan personen ikke efter overgang til fleksydelse anmode om, at dækningsbidrag 1 bliver forhøjet i overgangsåret. Overstiger dækningsbidrag 1 således beløbsgrænsen i § 41, stk. 1, gælder de almindelige regler om tilbagebetaling mv. efter § 61.
Vælger personen at forhøje dækningsbidrag 1, er opgørelsen af dækningsbidrag 1 i overgangsåret afhængig af personens individuelle forhold i virksomheden, idet opgørelsen skal ske i forhold til virksomhedens gennemsnitlige dækningsbidrag 1 inden for de 3 seneste, hele regnskabsår. Jo senere i regnskabsåret personen overgår til fleksydelse, desto større indflydelse har personens individuelle forhold på opgørelsen af dækningsbidrag 1 i overgangsåret.
Definitionen af et »helt regnskabsår« svarer til definitionen af regnskabsår i bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende.
Eksempel 1
En person har ved sin selvstændige virksomhed som hovedbeskæftigelse haft et gennemsnitligt dækningsbidrag 1 på 240.000 kr. pr. regnskabsår inden for de seneste, hele 3 regnskabsår. Virksomhedens regnskabsår følger kalenderåret. Dækningsbidrag 1 forhøjes med 20.000 kr. pr. afsluttet måned inden overgangen til fleksydelse (240.000 kr. : 12 måneder) og dækningsbidrag 1 udgør 5.156,08 kr. pr. påbegyndt måned efter overgangen til fleksydelse i overgangsåret (61.873 kr. : 12 måneder).
Overgår personen i januar måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 61.873 kr. (0 x 20.000 kr. + 12 x 5.156,08 kr.).
Overgår personen i februar måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 76.716,08 kr. (1 x 20.000 kr. + 11 x 5.156,08 kr.).
Overgår personen i maj måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 121.248,64 kr. (4 x 20.000 kr. + 8 x 5.156,08 kr.).
Overgår personen i august måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 165.780,40 kr. (7 x 20.000 kr. + 5 x 5.156,08 kr.).
Overgår personen i oktober måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 195.468,24 kr. (9 x 20.000 kr. + 3 x 5.156,08 kr.).
Overgår personen i december måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 225.156,08 kr. (11 x 20.000 kr. + 1 x 5.156,08 kr.).
Eksempel 2
En person har ved sin selvstændige virksomhed som bibeskæftigelse haft et gennemsnitligt dækningsbidrag 1 på 75.000 kr. pr. regnskabsår inden for de seneste, hele 3 regnskabsår. Virksomhedens regnskabsår går fra 1. april til 31. marts. Dækningsbidrag 1 forhøjes med 6.250 kr. pr. afsluttet måned inden overgangen til fleksydelse (75.000 kr. : 12 måneder) og dækningsbidrag 1 udgør 5.156,08 kr. pr. påbegyndt måned efter overgangen til fleksydelse i overgangsåret (61.873 kr. : 12 måneder).
Overgår personen i april måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 61.873 kr. (0 x 6.250 kr. + 12 x 5.156,08 kr.).
Overgår personen i juli måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 65.154,72 kr. (3 x 6.250 kr. + 9 x 5.156,08 kr.).
Overgår personen i oktober måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 68.436,48 kr. (6 x 6.250 kr. + 6 x 5.156,08 kr.).
Til § 45, stk. 1-3
Personen skal oplyse til kommunen om virksomhedens dækningsbidrag 1, omsætning og vareforbrug. Har virksomheden haft en nettoomsætning på mindre end 61.873 kr. (2007-niveau), kan dækningsbidraget ikke blive på mere end 61.873 kr. Personen kan derfor nøjes med at oplyse omsætningens størrelse.
Oplysningerne skal altid være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor. Oplysningerne kan dog i stedet attesteres af en økonomikonsulent eller lignende, forudsat at vedkommende er godkendt af Strukturdirektoratet som særlig sagkyndig. Der henvises til bekendtgørelse om støtteordning for yngre jordbrugere.
Til § 45, stk. 4
Afleverer personen ikke årsskemaet rettidigt, indstilles udbetalingen af fleksydelse. Udbetalingen kan genoptages, når personen har afleveret oplysningerne. Ville personen have været berettiget til fleksydelse i den mellemliggende periode, kan personen få fleksydelse med tilbagevirkende kraft for perioden.
Til § 46
Konstaterer kommunen inden kalenderårets udgang, at timetallet ved virksomheden overstiger 400 timer, skal kommunen indstille udbetalingen af fleksydelse. Udbetaling af fleksydelse kan ikke genoptages før den 1. januar i det følgende år.
Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af den fleksydelse, der er udbetalt efter tidspunktet for overskridelse af de 400 timer.
Eksempel
Personen har i november måned haft så mange arbejdstimer i sin virksomhed, at det samlede timetal for kalenderåret bliver på 405 timer. Kommunen skal indstille udbetalingen og træffe afgørelse. Al fleksydelse udbetalt efter den dag, hvor timegrænsen på 400 timer blev overskredet, er fejludbetalt. Udbetalingen kan først genoptages i det følgende kalenderår. Det gælder, uanset hvornår i kalenderåret personen har overskredet timegrænsen.
Til § 47
Konstaterer kommunen, at indtægten i virksomheden, i regnskabsåret har oversteget 61.873 kr. (2007-niveau) eller det tilladte dækningsbidrag 1, jf. § 45, stk. 2, indstiller kommunen udbetalingen af fleksydelse.
Vurderer kommunen, at personen har været i god tro om overskridelsen, kan udbetalingen genoptages på det vilkår, at personen betaler fleksydelse tilbage svarende til overskridelsen.
Eksempel 1
Personen afleverer årsskema til kommunen 3 måneder efter regnskabsårets afslutning. Kommunen konstaterer, at virksomheden har haft et dækningsbidrag 1 på 65.000 kr. i regnskabsåret. Virksomheden har tidligere været drevet som en mindre bibeskæftigelse med et dækningsbidrag 1 på under 61.873 kr. Kommunen standser udbetalingen af fleksydelse og undersøger sagen nærmere. Det viser sig, at overskridelsen var undskyldelig. Kommunen skal træffe afgørelse om, at genoptagelse af udbetalingen kan ske på vilkår af, at personen betaler fleksydelse tilbage med 3.127 kr., hvilket svarer til overskridelsen. Accepterer personen ikke dette vilkår, kan udbetalingen af fleksydelse ikke genoptages.
Eksempel 2
Personen er gået på fleksydelse og har oplyst at påbegynde selvstændig virksomhed 1. juli 2007. Regnskabsåret går fra 1. juli til 30. juni. Helt fra starten står det klart for personen, at virksomhedens dækningsbidrag 1 bliver langt over 61.873 kr. Personen oplyser imidlertid ikke herom til kommunen. Først ved oplysning til kommunen på årsskema 3 måneder efter regnskabsårets afslutning (oktober 2008) får kommunen kendskab til overskridelsen. Personen skal betale al fleksydelse fra 1. juli 2007 tilbage, da personen har været vidende om, at betingelserne i § 41 om virksomhedens omfang ikke har været opfyldt.
Til kapitel 5
Udbetaling af fleksydelse
Til § 48
En person, der ikke selv er skyld i, at der mangler oplysninger om pensioner mv., kan få udbetalt fleksydelse i op til 6 måneder. I så fald skal kommunen tydeligt informere om, at opgørelsen af pensioner ikke er endelig. Et eksempel på, at en person ikke selv er skyld i den manglende indberetning af pensioner, er problemer med at få oplyst udenlandske ordninger eller andre ordninger, hvor der ikke efter loven er en pligt til, at der skal ske automatisk indberetning.
Til § 49
Fleksydelsen standses fra den 1. i måneden, hvor personen ikke har opfyldt sin oplysningspligt.
Betingelser for udbetaling
Til § 51
Udbetaling af fleksydelse indstilles ved udgangen af den måned, hvor personen har opholdt sig mere end 3 måneder i lande uden for EØS-området, Schweiz, Grønland og Færøerne eller udgangen af den måned, hvor personen er frihedsberøvet efter domstols- eller administrativ afgørelse, hvis der er tale om frihedsberøvelse på mere end 30 dages varighed.
Kommunen kan i særlige tilfælde straks ophøre med at udbetale fleksydelse, hvis det er åbenbart, at den udbetales med urette. Ophør af udbetalingen skal begrundes skriftligt.
Til § 52
Tilgodehavende
Udbetaling af tilgodehavende fleksydelse sker på tidspunktet for den først kommende udbetaling af fleksydelse. Størrelsen af det tilgodehavende beløb skal fremgå af udbetalingen.
Kommunen kan efter en konkret vurdering, og under hensyn til beløbets størrelse, fremskynde udbetaling af et tilgodehavende fleksydelsesbeløb, hvis der er et ønske om det, jf. § 52, stk. 1. Det kan fx være i en situation, hvor personen ikke har anden indtægt i den måned.
Der udbetales ikke renter af tilgodehavende beløb.
Til § 53
Ophør af udbetaling af fleksydelse
Retten til fleksydelse ophører ved udgangen af den måned, hvor personen når folkepensionsalderen, jf. lovens § 22, stk. 2.
Af hensyn til overgangen til folkepension skal kommunen senest 3 måneder før en person, der modtager fleksydelse, når folkepensionsalderen informere denne om, at udbetalingen ophører.
Til § 54
Dødsfald
Retten til fleksydelse ophører fra dagen for dødsfaldets indtræden.
Fleksydelsen udbetales sidste gang for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted. Ægtefællen får udbetalt et beløb, der svarer til afdødes fleksydelse fra den 1. i måneden til og med dagen før dødsfaldstidspunktet.
For samlevende eller enlige personer, der modtager fleksydelse, udbetales afdødes fleksydelse indtil dødsfaldstidspunktet til dødsboet - dvs. fra den 1. i måneden for dødsfaldstidspunktet og indtil dødsfaldstidspunktet.
Beløbet, som udbetales til ægtefælle for den måned, hvor dødsfaldet fandt sted, skal indeholdes A-skat på grundlag af afdødes skattekort. Der kan i øvrigt henvises til SKATs juridiske vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, 2006, afsnit B.
Ophold og arbejde i lande uden for EØS-området, Schweiz, Grønland og Færøerne
Reglerne i § 57 og § 58 gælder for såvel personer med bopæl her i riget som i de øvrige lande inden for EØS-området eller Schweiz. Det skal bemærkes, at riget udgør Danmark, Færøerne og Grønland.
En person, der modtager fleksydelse, der fx har bopæl i Tyskland, er omfattet af disse regler ved ophold i fx USA.
Udbetaling af fleksydelse ved bopæl i Schweiz
Schweiz indgik den 1. juni 2002 en aftale med EU om fri bevægelighed for personer. Schweiz skal med hensyn til fleksydelse anses for et EU-land. Det er derfor muligt at få sin fleksydelse udbetalt ved bopæl eller ophold i Schweiz.
Til § 57
En person, der modtager fleksydelse, skal bevare sin faste bopæl her i riget, i et andet EØS-land eller i Schweiz. Personen kan således ikke bevare retten til fleksydelse i en 3-måneders periode, hvis personen tager fast ophold i lande uden for riget, EØS-området og Schweiz.
Kun i de tilfælde, hvor det tilladte 3 måneders ophold i lande uden for riget, EØS-området og Schweiz, ikke er brugt inden udgangen af et kalenderår, kan en ny 3 måneders periode påbegyndes i direkte forlængelse heraf, uden at personen forinden tager ophold i riget, i et andet EØS-land eller i Schweiz.
Til § 58
Endagsrejser, der ikke er forbundet med overnatning i udlandet, betragtes ikke som udlandsophold.
På grundlag af personens oplysninger om udlandsophold standser kommunen udbetalingen af fleksydelse, hvis personen ikke længere opfylder betingelserne i §§ 51 og 57.
Genoptagelse af udbetaling af fleksydelse
Til § 60
Når en person igen tager fast ophold her i riget, i et andet EØS-land eller i Schweiz efter længere tids ophold i lande uden for riget, EØS-området og Schweiz, kan udbetaling af fleksydelse genoptages. Det forudsætter dog, at personen opfylder de almindelige betingelser for at få udbetalt fleksydelse.
Til kapitel 6
Tilbagebetaling af fleksydelse
Til § 61
For meget udbetalt fleksydelse skal tilbagebetales, hvis personen har tilsidesat sin oplysningspligt, jf. § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksydelse. Tilbagebetalingskravet kan rettes mod personens dødsbo.
Der er alene tilbagebetalingspligt, hvis personen vidste eller burde vide, at de manglende oplysninger ville få betydning for retten til eller størrelsen af fleksydelsen. Ved vurderingen af, om der har været tale om god eller ond tro, indgår den vejledning, som kommunen har ydet. Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor personen har udvist svig, dvs. har udvist forsæt eller har udnyttet, at udbetaling beroede på en misforståelse hos kommunen.
Tilbagebetaling fra personen eller dennes dødsbo kan også kræves ud fra de almindelige retsprincipper og forudsætningssynspunkter.
Til § 62
Kommunen skal inddrive tilbagebetalingskrav snarest muligt efter, at der er truffet afgørelse om for meget udbetalt fleksydelse.
Kommunen skal skriftligt underrette personen eller dennes dødsbo om kravet, og om at restancen ved fortsat manglende indbetaling overgives til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.
Kommunen fastsætter en frist for indbetaling af kravet. Fristen skal fastsættes ud fra en vurdering af beløbets størrelse og de øvrige omstændigheder ved kravets opståen.
Til § 64
Hvis personen eller dennes dødsbo ikke har betalt det skyldige beløb efter påkrav, og kommunen ikke kan opnå en frivillig afdragsordning, skal kommunen anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at inddrive tilbagebetalingskravet.
Hvis der er klaget over kommunens afgørelse, kan kommunen undlade at overgive kravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, indtil ankesagen er afgjort. Det gælder dog ikke, hvis kravet derved forældes.
Overgivelse af kravet til restanceinddrivelsesmyndigheden skal ske på en af restanceinddrivelsesmyndigheden udarbejdet blanket. Kommunen orienterer personen om overgivelsen.
Til § 65
Modregning i fleksydelse
Afdragsordningen skal være baseret på månedlige afdrag, der modregnes i fleksydelsen. Det er en betingelse, at tilbagebetalingskravet skal være afsluttet ved fleksydelsens ophør. Kommunen og personen skal indgå en skriftlig aftale om afdragsordningen. Af aftalen skal fremgå det månedlige afdrag, tidspunktet for fuldbyrdelse, samt fleksydelsens størrelse efter modregning af afdrag.
Til kapitel 7
Tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag
Til § 66
Det følger af lovens § 31, at alle, der har indbetalt bidrag, og som skriftligt anmoder kommunen om det, kan få bidragene tilbage.
Anmodningen om tilbagebetaling skal ske, inden det fyldte 66. år.
Bidraget kan først tilbagebetales, når personen skriftligt har fravalgt fleksydelsesordningen.
I nogle situationer kan det være uklart, om en person fravælger fleksydelsesordningen og ønsker bidraget tilbagebetalt, eller om personen blot vil holde pause med bidragsbetalingen. Det kan fx være tilfældet, hvis personen meddeler kommunen, at personen ”ikke længere vil betale fleksydelsesbidrag”. Derfor vil det ofte være hensigtsmæssigt, at kommunen beder personen udfylde en standardblanket, der indeholder vejledning om konsekvenserne af at få bidraget tilbagebetalt.
Hvis en person dør inden det fyldte 65. år, kan boet kræve bidraget tilbage.
Har personen fået udbetalt fleksydelse, inden anmodningen om tilbagebetaling fremsættes, sker der fradrag i tilbagebetalingen med 20 sygedagpengesatser, svarende til 13.660 kr. (pr. 1. januar 2007), for hver måned, personen har modtaget fleksydelse. Overstiger fradragsbeløbet det opgjorte tilbagebetalingsløb efter § 70, kan personen ikke få noget tilbagebetalt.
Til § 67, stk. 1-2
Overførsel til en pensionsordning
Da indbetaling af fleksydelsesbidrag er en opsparing til en tilbagetrækningsordning, skal de indbetalte bidrag som hovedregel overføres til en pensionsordning, hvis personen ikke er fyldt 60 år. Der kan dog i en række tilfælde ske kontant tilbagebetaling. Se vejledningens bemærkninger til §§ 68-70.
Arbejdsmarkedspension
Personen har ikke valgfrihed med hensyn til, hvilken pensionsordning personen ønsker at overføre bidraget til.
Pensionsordningen skal altid være omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1, og udgangspunktet er, at bidraget skal overføres til en pension, der er led i et ansættelsesforhold (arbejdsmarkedspension).
Har personen på det tidspunkt, hvor personen vælger fleksydelsesordningen fra flere arbejdsmarkedspensioner, kan personen vælge, hvilken pension, personen ønsker bidraget overført til.
Personen har ingen pligt til at lade bidraget overføre til en arbejdsmarkedspension, hvis overførsel er udelukket, fordi pensionsselskabet efter sine vilkår (endnu) ikke kan modtage fleksydelsesbidrag.
Tjenestemandspensioner mv.
Da det har været en forudsætning for reglerne om tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag, at personen som følge af overførslen til en pensionsordning skulle få en større pensionsudbetaling, kan man ikke overføre bidraget til en pensionsordning, der ikke øger pensionsudbetalingen.
Man kan således ikke overføre bidraget til en tjenestemandspension eller en pension, hvortil der ydes statsstøtte, herunder en tjenestemandslignende ordning, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens kap. 1, § 2, nr. 1-3.
Til § 67, stk. 3
Private pensionsordninger
Kan bidraget ikke overføres til en arbejdsmarkedspension, skal personen lade bidraget overføre til en privattegnet pensionsordning. Der kan enten være tale om en allerede oprettet pensionsordning eller en pensionsordning, som personen lader oprette.
Der sker ingen beskatning, når bidraget overføres til en dansk pensionsordning. Det skyldes, at pensionen beskattes, når den kommer til udbetaling.
Med hensyn til dokumentation for, at den ønskede pensionsordning opfylder kravene, se vejledningens bemærkninger til § 67, stk. 4.
Overførsel til en udenlandsk pensionsordning
Hvis personen ønsker bidraget overført til en udenlandsk pensionsordning, skal personen dokumentere, at denne ordning svarer til en ordning, der er omfattet af kap. 1 i pensionsbeskatningsloven. Dokumentationen kan fx bestå i det udenlandske pensionsinstituts beskrivelse af ordningen.
Er overførsel ikke mulig, træffer kommunen afgørelse herom med klagevejledning til Beskæftigelsesankenævnet.
Til § 67, stk. 4
Personen skal dokumentere, at den valgte pensionsordning er omfattet af kap. 1 i pensionsbeskatningsloven. Personen kan opfylde sin dokumentationspligt gennem en erklæring fra sit pensionsinstitut, der bekræfter, at den pensionsordning, personen ønsker beløbet overført til, er omfattet af kap. 1 i pensionsbeskatningsloven.
Der kan evt. anvendes en blanket udarbejdet af Kommunernes Landsforening til brug for afgivelse af erklæringer om pensioner efter pensionsbeskatningslovens kap. 1.
Til §§ 69-70
Kontant tilbagebetaling
Det er udgangspunktet, at bidrag, der skal betales tilbage, skal overføres til en pensionsordning. Fylder personen 60 år, dør eller får tilkendt førtidspension, se § 69, mens kommunen behandler sagen om overførsel til en pensionsordning, skal kommunen betale bidraget kontant tilbage.
Dør personen før det fyldte 65. år, kan dødsboet få bidraget tilbagebetalt kontant.
Dødsboet skal skriftligt anmode kommunen om at få beløbet udbetalt. Dødsboets krav bortfalder ikke, selv om det først fremsættes efter, at personen ville være fyldt 65 år. Kommunen skal sikre sig den fornødne dokumentation for, at beløbet kan udbetales, se nedenfor.
Er personen afgået ved døden, kan beløbet udbetales enten til skifteretten eller til en advokat eller arving, der i henhold til en skifteretsattest er bemyndiget til at handle på boets vegne. Er der givet skiftefuldmagt til en medarving eller en advokat, skal kopi af fuldmagten også vedlægges som dokumentation. Hvis anmodningen ikke kommer fra skifteretten eller en bobestyrer, skal kommunen have forevist bekræftet kopi af skifteretsattest og bekræftet kopi af fuldmagt. Se Justitsministeriets bekendtgørelse om bobestyrere.
Skifteretten bliver kun bekendt med, at afdøde har betalt fleksydelsesbidrag, hvis det oplyses enten af en arving eller af andre.
Hvis kommunen får oplyst, at en person, som har betalt fleksydelsesbidrag, er afgået ved døden, skal kommunen derfor straks opgøre tilbagebetalingsbeløbet og i brevet til den skifteret, der behandler dødsboet, oplyse beløbets størrelse. Se Justitsministeriets bekendtgørelse om landets inddeling i retskredse mv.
Kommunen skal først udbetale beløbet, når der er modtaget en anmodning herom fra skifteretten, en advokat eller arving, se ovenfor.
Til § 69
Hvis personen opfylder betingelserne for at få fleksydelsesbidraget kontant tilbage, skal det udbetales kontant. Personen kan ikke i stedet vælge at få beløbet overført til en pensionsordning.
Bagatelgrænse
Bagatelgrænsen udgør 4.780 kr. opgjort i 2007 niveau. Beløbet svarer til fleksydelsesbidraget for et år. Beløbet opgøres og udbetales efter § 70.
Fyldt 60 år
Hvis personen er fyldt 60 år, tilbagebetales bidraget kontant, jf. § 69, nr. 2.
Personen skal betale skat af tilbagebetalingsbeløbet, jf. § 49 B, stk. 3, i pensionsbeskatningsloven.
Førtidspension
Får personen tilkendt førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv., kan personen få bidraget tilbagebetalt kontant, jf. § 69, nr. 3. Personen kan anmode om at få bidraget udbetalt, når der er truffet afgørelse om, at personen har ret til førtidspension.
Samme ret har man, hvis man får tilkendt førtidspension efter en tilsvarende udenlandsk lovgivning. Man skal selv dokumentere, at der er tale om tilsvarende udenlandsk lovgivning.
Hvis personen på et senere tidspunkt mister sin ret til førtidspension, skal personen ikke tilbagebetale det beløb, personen har fået udbetalt.
Bliver personen på et senere tidspunkt på ny visiteret til fleksjob og dermed gentilmeldt fleksydelsesordningen, kan personen ikke få de perioder, hvor personen har betalt bidrag, som efterfølgende er blevet tilbagebetalt, medregnet til at opfylde anciennitetskravet for ret til fleksydelse.
Får personen tilkendt førtidspension med tilbagevirkende kraft, opgøres beløbet med den dato som skæringsdato, hvorfra personen er blevet tilkendt pension.
Har personen betalt bidrag, der vedrører en periode, der ligger efter den dato, hvor personen er tilkendt førtidspensionen, tilbagebetaler kommunen det bidrag, der er forudbetalt. Det er altså kun det bidrag, der er betalt til og med skæringsdatoen, der skal opgøres efter § 66. Det forudbetalte bidrag beskattes ikke.
Eksempel
Den 20. august 2007 bliver K tilkendt førtidspension med virkning fra 1. juni 2007. K har været tilmeldt fleksydelsesordningen fra 1. juli 2002 og har betalt bidrag fra tilmeldingen til og med 30. september 2007.
Opgørelsen efter § 70 omfatter bidraget, der er indbetalt for perioden 1. juli 2002 til 31. maj 2007. Betalingen for perioden 1. juni til 30. september 2007 tilbagebetales til K med det faktisk indbetalte beløb, og der skal ikke betales afgift af beløbet.
Til § 70
Tilbagebetalingsbeløbet skal opgøres i henhold til lovens § 32, stk. 1 og 2.
Beløbet findes ved at gange antallet af sygedagpengesatser, der er indbetalt som bidrag (herunder evt. bidrag, der er indbetalt som efterbetaling, se § 11), med den sygedagpengesats, der er gældende på tilbagebetalingstidspunktet.
Eksempel
M har betalt fleksydelsesbidrag fra 1. april 2003. Med virkning fra 1. november 2010 fravælger M fleksydelsesordningen og anmoder skriftligt om at få bidraget tilbagebetalt.
01.04.03 – 31.12.03: 7 dagpengesatser x 9/12 år
=
5,25 dagpengesatser
01.01.04 – 31.12.09: 7 dagpengesatser x 5 år
=
35 dagpengesatser
01.01.10 – 31.10.10: 7 dagpengesatser x 10/12 år
=
5,83 dagpengesatser
I alt
=
46,08 dagpengesatser
Forudsættes det, at dagpengesatsen i år 2010 er 750 kr., vil beløbet, der skal betales tilbage, udgøre: 46,08 x 750 kr. = 34.560 kr.
Når bidraget tilbagebetales kontant, skal der enten betales afgift eller skat af beløbet, inden udbetaling kan ske, jf. § 49 B i pensionsbeskatningsloven.
Bidrag, der overføres til en dansk pensionsordning, beskattes ikke. Se pensionsbeskatningslovens § 49 B, stk. 4.
Det følger af pensionsbeskatningslovens § 49 B, stk. 2 og 5, at der beregnes afgift i følgende tilfælde
1. Ved tilkendelse af førtidspension, se § 68.
2. Ved dødsfald, se § 68.
3. Ved overførsel til en udenlandsk pension, se § 67.
Afgiften er 30 %, dog 60 % ved overførsel til en udenlandsk pension.
Det afgiftspligtige beløb skal afrundes nedad til det nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. Er beløbet mindre end 100 kr., svares der ingen afgift af beløbet. Der svares afgift, selvom personen ikke har været skattepligtig her i landet i den periode, hvor indbetaling af bidragene til fleksydelsesordningen fandt sted.
I følgende tilfælde beregnes skat, se pensionsbeskatningslovens § 49 B, stk. 3
1. Ved udbetaling efter bagatelgrænsen, jf. § 69, nr. 1.
2. Ved udbetaling, når personen er fyldt 60 år, jf. § 69, nr. 2.
Er personen fyldt 60 år, når personen får tilkendt en førtidspension eller afgår ved døden, fratrækkes der en afgift på 30 %, da en afgiftsberegning betyder, at personen får et større beløb udbetalt, end hvis beløbet beskattes som personlig indkomst.
Når beløbet beskattes, skal kommunen altid bruge bikortet.
Ved tilbagebetaling af forudbetalte bidrag ved udmeldelse eller fravalg af fleksydelsesordningen, skal bidraget ikke opgøres efter lovens § 32, stk. 1 og 2, og beløbet beskattes ikke.
Til kapitel 8
Skriftlighed
Til § 71
Tilmelding til fleksydelsesordningen, udmeldelse af fleksydelsesordningen, ansøgning om fleksydelse, anmodning om tilbagebetaling af fleksydelse og anmodning om overførsel af bidrag til en pensionsordning, skal efter reglerne ske skriftligt.
Kravet om skriftlighed kan også opfyldes ved at tilmeldingen, udmeldelsen mv. sendes elektronisk til kommunen. Det er dog en forudsætning, at der er sikkerhed for afsenderens identitet, da de nævnte handlinger kan have store konsekvenser for personen.
I nogle tilfælde er det ikke tilstrækkeligt at fremsende sin anmodning elektronisk, hvis der skal medsendes dokumentation/skattekort mv. som skal foreligge i original. Det vil ofte være tilfældet ved fx ansøgning om fleksydelse.
Til kapitel 9
Ikrafttræden mv.
Til §§ 72-73
Kommunerne overtager opgaven med at opkræve fleksydelsesbidrag fra Arbejdsdirektoratet, når lov nr. 565 af 9. juni 2006 træder i kraft den 1. januar 2007.
Da opkrævninger for januar kvartal skal udsendes i december måned for at det kan nås at gennemføre de fastlagte rykkerprocedurer mv., inden opkrævningen for april kvartal, kan kommunerne opkræve bidraget for januar kvartal 2007 sammen med opkrævningen for april kvartal 2007.
Denne vejledning afløser vejledning nr. 84 af 23. november 2006.
Arbejdsdirektoratet, den 13. december 2006
Søren Balslev
/Ole Riis Mørk
Vejledning om fleksydelse
Indledning
I bekendtgørelse nr. 1622 af 13. december 2006 er der fastsat regler om fleksydelse.
I denne vejledning beskrives bekendtgørelsens regler.
Fleksydelsesalder
Ifølge § 1 a, i fleksydelsesloven er fleksydelsesalderen 60 år.
Den 1. juli 2009 træder § 1 a, stk. 2 – 4, i fleksydelsesloven i kraft. Herefter vil fleksydelsesalderen være 60 år for personer, der er født før den 1. januar 1959. Indtil den 31. december 2018 vil fleksydelsesalderen derfor være 60 år.
For personer, der er født den 1. januar 1959 eller senere, vil fleksydelsesalderen være 60½ år eller mere. En person, der er født den 1. januar 1959 vil tidligst kunne gå på fleksydelse den 1. juli 2019.
Der er i bekendtgørelsen taget udgangspunkt i en fleksydelsesalder på 60 år.
Til kapitel 1
Tilmelding og udmeldelse af fleksydelsesordningen
Til §§ 1-2
Automatisk tilmelding ved visitation til fleksjob
Den kommune, som visiterer en person til fleksjob, skal tilmelde personen til fleksydelsesordningen og sørge for, at personen er bekendt med de generelle betingelser for at deltage i ordningen og muligheden for at melde sig ud.
For at den pågældende person kan tage stilling til, om han eller hun ønsker at være med i fleksydelsesordningen er det vigtigt, at den generelle information gives hurtigt. Information om fleksydelsesordningen kan eventuelt indgå som led i kommunens arbejde med at afdække, om personen skal tilbydes et fleksjob. Derved får kommunen bedre mulighed for at få en hurtig afklaring af, om personen har anciennitet fra efterlønsordningen, der skal medregnes ved kommunens opgørelse af anciennitet efter § 3.
Tilmeldingen får virkning fra den første i måneden efter den dato, hvor kommunen har truffet afgørelse om visitation til fleksjob.
Begrundelsen for den automatiske tilmelding er, at følgerne for den enkelte kan være betydelige, hvis tilmelding undlades eller forsinkes.
Anke af visitationsafgørelsen
En anke af kommunens afgørelse om visitation har ikke opsættende virkning for tilmeldingen til fleksydelsesordningen.
Tilfælde, hvor personen selv skal tilmelde sig
Proceduren med automatisk tilmelding gælder ikke for personer, der allerede var visiteret til fleksjob ved fleksydelsesordningens ikrafttræden 1. juli 2001. Personer, der er visiteret før den dato, skal selv tilmelde sig ordningen til kommunen.
Hvis personen er blevet udmeldt af ordningen, men igen ønsker at være tilmeldt, skal personen også selv tilmelde sig. Hvis fx en person har meldt sig ud af ordningen for at holde en pause med bidragsbetalingen, skal personen selv tilmelde sig, når denne igen ønsker at indbetale fleksydelsesbidrag.
Tilmeldingen skal være skriftlig. Kravet om skriftlighed kan opfyldes ved elektronisk fremsendelse af tilmeldingen, hvis der er sikkerhed for afsenderens identitet.
Tilmeldingen får virkning fra den første i måneden efter den dato, kommunen har modtaget tilmeldingen.
Til § 3
Anciennitet
Personer, der ikke ønsker at være tilmeldt, bliver udmeldt fra tilmeldingsdatoen, se vejledningens bemærkninger til § 6. Ancienniteten skal altså kun opgøres for de personer, der gerne vil være med i fleksydelsesordningen.
Den a-kasse, som den pågældende senest har været medlem af, vil normalt ligge inde med de nødvendige oplysninger om perioder med a-kassemedlemskab og perioder med indbetaling af efterlønsbidrag.
Kommunen skal sende anciennitetsopgørelsen til personen og oplyse, om den pågældende har mulighed for at opnå ret til fleksydelse. Der er ikke i øvrigt fastsat særlige regler for sagsbehandlingen. Her gælder de almindelige regler i forvaltningsloven og i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Hovedreglen i lovens § 2, stk. 1, nr. 4
Der kræves en sammenlagt optjeningstid på mindst 30 år.
Ved opgørelsen af anciennitet indgår
– perioder med indbetalt fleksydelsesbidrag
– perioder med indbetalt efterlønsbidrag.
Medregning af anciennitet fra efterlønsordningen forudsætter, at indbetalte efterlønsbidrag ikke er tilbagebetalt.
Efter lovens § 2, stk. 2, kan perioder efter ophør med indbetaling af bidrag til efterlønsordningen regnes med i ancienniteten. Det er et krav, at perioden uden betaling af efterlønsbidrag ligger umiddelbart før den første tilmelding til fleksydelsesordningen. Der kan højst tælles 12 måneder med i alt.
Overgangsbestemmelser for kravet om optjeningstid i lovens § 2 a
Lovens § 2 a
Der gælder forskellige overgangsbestemmelser for krav om optjeningstid for personer født før den 1. januar 1978, jf. lovens § 2 a.
Lovens § 2 a, stk. 1
En person, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet til optjeningstid, hvis personen
– indtil tilmeldingen til fleksydelsesordningen har været medlem af en a-kasse uafbrudt fra den 31. marts 1992 og har betalt efterlønsbidrag uafbrudt fra 1. april 1999, og
– har betalt fleksydelsesbidrag uafbrudt fra tilmeldingen til fleksydelsesordningen til mindst det tidspunkt, hvor personen har nået fleksydelsesalderen, der er 60 år for denne aldersgruppe.
Den uafbrudte optjeningstid skal mindst udgøre 10 år inden for de seneste 15 år.
Lovens § 2 a, stk. 2
En person, der er født før den 1. januar 1959 kan opfylde kravet til optjeningstiden, hvis personen
– har været medlem af en a-kasse
– har indbetalt efterlønsbidrag uafbrudt fra 1. juli 1999 til tilmeldingen til fleksydelsesordningen, og
– har betalt bidrag til fleksydelsesordningen uafbrudt fra tilmeldingen til fleksydelsesordningen til mindst det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen, der er 60 år for denne aldersgruppe.
Optjeningstiden skal mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år.
Eksempel
M er født 3. september 1956. M har været medlem af en a-kasse fra den 1. oktober 1991 til den 30. september 1992 og uafbrudt fra den 1. maj 1997. M har betalt efterlønsbidrag uafbrudt fra den 1. april 1999 og frem til tilmeldingen til fleksydelsesordningen den 1. februar 2007. Hvis M betaler fleksydelsesbidrag uafbrudt fra den 1. februar 2007, vil M opfylde kravet om 20 års anciennitet indenfor de sidste 25 år, og vil kunne overgå til fleksydelse, når han er fyldt 60 år.
Ancienniteten består af følgende perioder
A-kassemedlemskab
011091-300992
1 år
A-kassemedlemskab
010597-310399
1 år 11 måneder
A-kassemedlemskab med indbetaling af efterlønsbidrag
010799-310107
7 år 7 måneder
Anciennitet ved tilmeldingen
10 år 6 måneder
Fleksydelsesbidrag
010207-300916
9 år 8 måneder
Anciennitet ved fleksydelsesalderen
20 år 2 måneder
Lovens § 2 a, stk. 3
For en person, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til den 31. december 1975 kan opfylde kravet til optjeningstid ved uafbrudt medlemsskab af en a-kasse og indbetaling af efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag fra den 1. januar 2008, og mindst til det tidspunkt, hvor personen når fleksydelsesalderen.
Optjeningstiden skal mindst udgøre 25 år. For personer født før 1. juli 1964, er det dog tilstrækkeligt, at perioden udgør mindst 20 år inden for de sidste 25 år.
Lovens § 2 a, stk. 7
Bestemmelsen er en undtagelse for reglen om uafbrudte optjeningsperioder.
Det forudsættes, at der foreligger særligt undskyldelige omstændigheder i sagen, og at afbrydelsen har været af kortere varighed.
Til § 4
Dispensation for kravet om optjeningstid i lovens § 2, stk. 1, nr. 4
Hvis en person ikke kan opnå ret til fleksydelse ved fleksydelsesalderen, skal det overvejes, om der er grundlag for dispensation. Personen skal være født før 1. juli 1966, og der kan kun dispenseres, hvis personen på grund af nedsat arbejdsevne ikke har mulighed for at opfylde det aldersafhængige anciennitetskrav, der følger af lovens § 2 a.
Målgruppen er personer, der på grund af en varigt nedsat arbejdsevne ikke har haft muligheden for at stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed heller ikke har haft mulighed for at opnå medlemskab af en arbejdsløshedskasse. Samtidig er det en forudsætning, at personen har haft en form for tilknytning til det ordinære arbejdsmarked.
Til brug for vurderingen af, om personen kan opnå dispensation, skal der være dokumentation (fra fx a-kasse, kommune mv.) for
a) perioder med tilknytning til det ordinære arbejdsmarked, hvor personen kunne have været/var medlem af en a-kasse,
b) perioder med tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor personen på grund af nedsat arbejdsevne ikke har haft eller kunnet få et ordinært job, og dermed heller ikke har kunnet opnå medlemskab af en a-kasse,
c) andre perioder, herunder perioder helt uden for arbejdsmarkedet.
Dispensationsmuligheden sigter alene på at kompensere for perioderne under b). Perioder med førtidspension kan tælles med efter en konkret vurdering.
Perioder, hvor en person har været hjemmearbejdende, tjenestemand el.lign. og af denne grund ikke har været medlem af en a-kasse, kan der ikke dispenseres for.
Når en person opfylder betingelserne for at få dispensation for optjeningskravet, er det yderligere et krav for at overgå til fleksydelse, at personen har betalt fleksydelsesbidrag uafbrudt i mindst 5 år fra tilmeldingen.
Til § 5
Fortrydelsesordningen i lovens § 3 a
Efter lovens § 3 a kan en person ved tilmeldingen til fleksydelsesordningen under visse betingelser fortryde et tidligere fravalg af efterlønsordningen. Det er altså en forudsætning, at personen tidligere har haft mulighed for at opnå ret til efterløn ved at indtræde i eller blive i efterlønsordningen.
For at opnå ret til fleksydelse efter fortrydelsesordningen skal en person, der er født den 1. januar 1973 eller senere, have været uafbrudt medlem af en a-kasse fra det 24. år. En person, der er født før 1. januar 1973, skal have været uafbrudt medlem af en a-kasse senest fra 1. januar 1997.
Retten til fleksydelse efter fortrydelsesordningen er derudover betinget af, at personen bliver tilmeldt fleksydelsesordningen senest 15 år før, personen når fleksydelsesalderen, og at der indbetales fleksydelsesbidrag uafbrudt fra tilmeldingen indtil fleksydelsesalderen. Personen skal altså betale fleksydelsesbidrag i mindst 15 år.
Personer, der er født i perioden 1. juli 1960 til 31. maj 1964, kan efter lovens § 3 a, stk. 3, tilmelde sig fleksydelsesordningen senest 15 år, før de fylder 62 år.
Hvis en person ved tilmeldingen til fleksydelsesordningen indbetaler efterlønsbidrag efter fortrydelsesordningen i arbejdsløshedsforsikringsloven, kan personen efter lovens § 3 a, stk. 4, medregne efterlønsbidrag, der ikke senere er tilbagebetalt, til opfyldelsen af kravene om indbetaling af fleksydelsesbidrag. Det betyder, at personer kan blive omfattet af fortrydelsesordningen i fleksydelsesordningen, selv om tilmeldingen sker senere end 15 år før fleksydelsesalderen, når blot personen har benyttet sig af fortrydelsesordningen i arbejdsløshedsforsikringsloven senest 15 år før fleksydelsesalderen.
Personer, som opnår ret til fleksydelse via fortrydelsesordningen, får fleksydelse efter de almindelige regler, dog således, at fleksydelsesalderen nedsættes i forhold til det antal hele år, personen ikke har indbetalt bidrag efter anciennitetsreglerne.
Personens fleksydelsessats beregnes efter de almindelige regler. Den beregnede sats, før fradrag for pensioner eller andet, nedsættes herefter med 2 pct. af højeste sygedagpengesats for hvert hele år, som personen mangler at betale bidrag for.
De manglende bidrag kan ikke efterbetales, så personen får beregnet en højere fleksydelse.
Eksempel
En person, der er født den 15. juni 1962, har uafbrudt været medlem af en arbejdsløshedskasse siden 1. juli 1996 og har fra 1. juli 1999 betalt efterlønsbidrag i 2 år, hvorefter efterlønsordningen blev fravalgt. Personen tilmeldes fleksydelsesordningen pr. 1. juli 2009 og benytter sig af fortrydelsesordningen. Personen betaler herefter uafbrudt fleksydelsesbidrag indtil overgangen til fleksydelse den 1. juli 2024.
Efter de almindelige regler skulle personen have indbetalt efterlønsbidrag/fleksydelsesbidrag i mindst 25 år, jf. lovens § 2 a, stk. 3. Der er imidlertid kun betalt i 17 år, og personen mangler således at have betalt bidrag i 8 år i forhold til de almindelige anciennitetsregler. Personens beregnede fleksydelsessats før fradrag for pension mv. nedsættes derfor med 2 pct. x 8=16 pct. af højeste sygedagpengesats.
Personens indtægt giver ret til den maksimale fleksydelsessats på 91 pct. af højeste dagpenge svarende til 13.139 kr. pr. måned (2006-niveau)..
Satsen nedsættes nu med 16 pct. af 14.439 kr. (højeste sygedagpengesats, pr. måned), svarende til 2.310,24 kr. Satsen bliver herefter: 13.139 kr. minus 2.310,24 kr., dvs. 10.829 kr. efter afrunding til nærmeste hele kronebeløb.
Til § 6
Udmeldelse
Tvungen udmeldelse
Viser anciennitetsopgørelsen, som kommunen foretager efter § 3, at personen ikke har mulighed for at optjene ret til fleksydelse inden overgang til folkepension, skal kommunen træffe afgørelse om, at personen er udmeldt af ordningen. Udmeldelsen får virkning fra tilmeldingsdatoen.
Udmeldelsen bliver ophævet, hvis kommunen efterfølgende får oplysninger, som viser, at personen alligevel har mulighed for at optjene ret til fleksydelse. Det kan fx være tilfældet, hvis en person først dokumenterer anciennitet fra efterlønsordningen, efter at kommunen har foretaget anciennitetsopgørelsen. Efterfølgende dispensation for anciennitetskravet, jf. § 4, vil også indebære, at udmeldelsen bliver ophævet.
Når udmeldelsen bliver ophævet, er personen igen tilmeldt med virkning fra tilmeldingsdatoen, jf. § 1 og lovens § 4, og skal betale bidrag fra den dato.
Andre situationer med tvungen udmeldelse
Kommunen træffer afgørelse om udmeldelse ved
– Manglende bidragsbetaling, jf. § 11, stk. 1. Udmeldelse ved manglende indbetaling af fleksydelsesbidrag får virkning fra den dato, hvortil personen har betalt. Se § 11, stk. 2, for så vidt angår muligheden for at ophæve udmeldelsen.
– Dødsfald. Ved dødsfald får udmeldelsen virkning fra dagen for dødsfaldet.
– Ordinær beskæftigelse. Ved overgang til ordinær beskæftigelse får udmeldelsen virkning fra den første i måneden efter datoen for overgangen til ordinær beskæftigelse.
– Tilkendelse af ydelser efter lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv. Ved tilkendelse af ydelser efter pensionslovene eller tilsvarende udenlandsk pension, får udmeldelse virkning fra den dag pensionen tilkendes.
– Fast bopæl uden for riget, EØS-området eller Schweiz. Ved fast bopæl i andet land uden for riget, EØS-området eller Schweiz får udmeldelse virkning fra den 1. i måneden efter 3 måneders ophold i udlandet, jf. § 57.
Sammen med afgørelsen om udmeldelse orienterer kommunen om muligheden for tilbagebetaling af bidrag.
Til § 7
Frivillig udmeldelse
Personen kan til enhver tid melde sig ud af ordningen. Udmeldelsen skal være skriftlig og får virkning fra den 1. i måneden efter modtagelsen af udmeldelsen.
Kommunen skal bekræfte modtagelsen af udmeldelsen og orientere om betingelserne for tilbagebetaling af indbetalte bidrag. Kommunen orienterer ligeledes personen om, at udmeldelse og eventuel tilbagebetaling af bidrag kan have betydning for retten til fleksydelse ved en senere gentilmelding til ordningen.
Fremsætter en person krav om tilbagebetaling af bidrag, anses det for en anmodning om udmeldelse.
Bortset fra skriftlighedskravet er der ikke særlige formkrav til frivillige udmeldelser.
Til kapitel 2
Indbetaling af fleksydelsesbidrag
Til § 8
Efter lovens § 7 skal der opkræves bidrag af alle personer, der er tilmeldt fleksydelsesordningen. Hvis personen ikke bliver udmeldt tidligere, fortsætter bidragspligten således frem til overgangen til folkepension.
Kommunen skal opkræve bidrag fra den dato, hvor tilmeldingen til fleksydelsesordningen får virkning. Det er altid den 1. i en måned. Se vejledningens bemærkninger til § 1.
Fleksydelsesbidraget skal betales kvartalsvis forud med ¼ af det årlige beløb, der følger af lovens § 8. I 2007 er det kvartalsvise bidrag 1.195 kr.
Bidraget er fradragsberettiget ved opgørelsen af personens skattemæssige indkomst, jf. pensionsbeskatningslovens § 49 B, stk. 1.
Kommunen bør sende opkrævningen ud senest 8 bankdage før, bidraget skal indbetales. Det skal fremgå af opkrævningen, hvilken periode fleksydelsesbidraget dækker og hvornår der er sidste betalingsfrist.
Den første bidragsopkrævning
Kommunen må efter lovens § 7 først begynde at opkræve bidrag, når det er konstateret, at personen har mulighed for at optjene ret til fleksydelse. Der skal altså foreligge en anciennitetsopgørelse efter § 3 eller en afgørelse om dispensation for anciennitetskravet, jf. § 4, før kommunen begynder at opkræve bidrag.
Den første bidragsbetaling kan derfor i nogle tilfælde både omfatte en forudbetalt og en bagudbetalt periode.
Eksempel
Kommunen visiterer M til fleksjob den 29. juni og M bliver derfor tilmeldt fra 1. juli. Kommunen har forud for visitationen til fleksjob afklaret, at M hidtil har betalt til efterlønsordningen og ønsker at være tilmeldt fleksydelsesordningen. Men da kommunen har udsendt bidragsopkrævninger for juli kvartal før den 29. juni, kan kommunen opkræve M´s bidrag for juli kvartal sammen med bidraget for oktober kvartal.
Bidraget for januar kvartal 2007
Vedrørende kommunernes opkrævning af fleksydelsesbidrag for januar kvartal 2007 henvises til vejledningens bemærkninger til § 73.
Betaling via tredjemand
Hvis personen overlader betalingen af bidrag til tredjemand, fx en ægtefælle, samlevende, pårørende eller andre, har personen selv ansvaret for, at betalingen sker til tiden. Det samme gælder, hvis man overlader betalingen til kommunen, sin revisor eller til banken.
Betaling via et pengeinstitut mv.
Man kan altid betale bidrag gennem et pengeinstitut eller gennem postvæsenet. Man har selv ansvaret for, at betalingen sker til tiden. Vælger man at betale via home-banking, er det således ens eget ansvar, at betalingsordren gennemføres. Det afhænger af betalingsmåden, hvornår betaling anses for at være sket
Betalingsmåde
1. Betaling via home-banking, egen Girokonto eller PBS
2. Betaling på posthus eller i et pengeinstitut
Betaling anses for sket
1. Når beløbet er debiteret ens konto
2. Den dato, der fremgår af datostemplingen på kvitteringen
Til § 9
Bidragsfri perioder jf. lovens § 2 a, stk. 4
Det er et krav for at få bidragsfri perioder, at personen har indbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag før det fyldte 35. år, som ikke er tilbagebetalt. Det gælder uanset, om efterlønsbidraget eller fleksydelsesbidraget er betalt kontant tilbage eller overført til en pensionsordning.
Den bidragsfri periode afbryder ikke perioden med indbetaling af fleksydelsesbidrag i lovens § 2 a, stk. 3.
Den bidragsfri periode svarer til den periode, som personen har indbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i før det fyldte 35. år, som ikke er betalt tilbage.
Hvis en person har haft en bidragsfri periode, kan personen ikke efterbetale efterlønsbidraget eller fleksydelsesbidraget for den bidragsfri periode og ”flytte” den bidragsfri periode til et andet tidspunkt.
Til § 10
Regler for restance
Kommunen skal sende en skriftlig rykker til de personer, der ikke har betalt bidrag til tiden.
Det skal fremgå af rykkerbrevet, at personen bliver udmeldt af fleksydelsesordningen, hvis bidraget ikke bliver betalt senest 3 uger efter, at rykkerbrevet er sendt. Det skal også fremgå, at en udmeldelse vil kunne betyde, at personen mister sin ret til fleksydelse.
Hvis personen modtager fleksydelse, skal det oplyses i rykkerbrevet, at det forfaldne bidrag vil blive modregnet i den førstkommende udbetaling af fleksydelse, hvis bidraget ikke betales senest 3 uger efter rykkerskrivelsen er sendt. Se vejledningens bemærkninger til § 12.
Betaling af et mindre beløb end det, bidragsopkrævningen lyder på
Hvis personen ikke indbetaler det fulde beløb, skal kommunen igangsætte rykkerprocedure.
Dokumentation for afsendelse af rykkerbrev
Har kommunen en brevkopi af det afsendte rykkerbrev eller en edb-udskrift eller lignende, der viser, hvilken dato rykkerbrevet er sendt, er der tilstrækkelig dokumentation for, at personen er blevet rykket skriftligt. Hvis postvæsenet har kvitteret for, at brevet er indleveret til afsendelse hos postvæsenet, vil kvitteringen være dokumentation for afsendelsen.
Opkrævning af restancegebyr
Hvis kommunen opkræver restancegebyr, skal det tydeligt fremgå af rykkerbrevet, hvilken andel af det forfaldne beløb, der er restancegebyr.
Restancegebyret er ikke en del af bidraget. Undlader personen at betale gebyret, kan personen ikke udmeldes af fleksydelsesordningen. Det betyder, at kommunen må inddrive restancegebyr efter de samme regler, som gælder ved inddrivelse af almindelige fordringer.
Beregning af frister ved rykker- og udmeldelsesbreve
Et rykkerbrev, der fx sendes mandag den 9. juli 2007, anses for at være kommet frem tirsdag den 10. juli 2007. 3 ugers fristen udløber tirsdag den 31. juli 2007. Tilsvarende anses et udmeldelsesbrev, der sendes torsdag den 2. august 2007, for at være kommet frem fredag den 3. august 2007, og 4 ugers fristen udløber fredag den 31. august 2007.
Det er vigtigt, at brevenes datering og den faktiske afsendelsesdag er samme dag, da en oplyst seneste betalingsdag ellers ikke kan lægges til grund ved indbetalingen. Betalingsfristen regnes fra og med den første hverdag, herunder lørdag, efter at kommunen har sendt rykker- eller udmeldelsesbrevet.
Hvis fristen udløber på en lørdag, en søndag eller en helligdag, er betaling den førstkommende hverdag rettidig. Tilsvarende gælder, hvis fristen udløber den 5. juni, 24. december eller 31. december.
Hvis personen kan dokumentere, at rykker- eller udmeldelsesbrevet er kommet senere frem, skal fristen regnes fra dette tidspunkt. Det gælder dog ikke, hvis forsinkelsen skyldes personens egne forhold, fx omadressering, adresse i udlandet mv.
Til § 11
Udmeldelse ved manglende indbetaling af fleksydelsesbidrag
Kommunen skal umiddelbart efter, at betalingsfristen på rykkerbrevet er overskredet, skriftligt meddele personen, at der er foretaget udmeldelse. Udmeldelsen har virkning fra udløbet af den seneste periode med indbetalt bidrag. Datoen for udmeldelse skal fremgå af brevet.
Det skal også fremgå af udmeldelsesbrevet, at udmeldelsen bliver ophævet, hvis de bidrag, der er forfaldne på det tidspunkt, hvor brevet sendes, betales inden for en frist på 4 uger efter, at kommunen har sendt brevet. Det skal tydeligt fremgå, at det kan have konsekvenser for den senere ret til fleksydelse, hvis personen bliver udmeldt.
Dokumentation for afsendelsen af udmeldelsesbrev
Dokumentation for at udmeldelsesbrevet er sendt, kan fx være at postvæsenet har kvitteret for, at udmeldelsesbrevet er indleveret til afsendelse, eller at det er fremsendt som anbefalet post.
Udsendelse af brev om ophævelse af udmeldelse
Der skal altid sendes brev om genoprettelse af tilmelding, hvis personen betaler hele det skyldige bidrag inden for 4-ugers fristen. Betaler personen det opkrævede beløb samme dag, som kommunen sender udmeldelsesbrevet (indbetalingen og udmeldelsesbrevet krydser hinanden) eller bliver det opkrævede beløb betalt efter udmeldelsesbrevets modtagelse, men inden for 4-ugers fristen, skal kommunen sende et genoprettelsesbrev.
Genoprettelse af tilmelding sker fra det tidspunkt, hvor personen har betalt hele det skyldige bidrag. Virkningen af genoprettelse af tilmeldingen er, at optjeningsperioden ikke anses for afbrudt.
I de tilfælde, hvor personen indbetaler det forfaldne bidrag efter 4-ugers fristens udløb, anses indbetalingen som en ny tilmelding til fleksydelsesordningen. Virkningen er, at optjeningsperioden for personen anses for afbrudt, og kommunen skal derfor vurdere, om afbrydelsen har konsekvenser i forhold til personens mulighed for at optjene ret til fleksydelse.
Hvis afbrydelsen i optjeningstiden medfører, at personen ikke vil kunne opnå ret til fleksydelse, skal kommunen træffe afgørelse om udmeldelse, jf. § 6.
Til § 12
Modregning i fleksydelse ved manglende indbetaling af fleksydelsesbidrag
Hvis rykkerbrevets betalingsfrist på 3 uger overskrides, skal kommunen modregne for det forfaldne bidrag og restancegebyr i den først kommende udbetaling af fleksydelse.
Kommunen skal senest samtidig med, at modregningen foretages, give personen en skriftlig meddelelse om modregningen i fleksydelsen. Det kan fx ske på den opgørelse, som udleveres til personen i forbindelse med fleksydelsens udbetaling. Det skal fremgå, hvilken bidragsperiode bidraget dækker.
Til § 13
Efterbetaling til fleksydelsesordningen
Personer, der var visiteret til fleksjob ved fleksydelsesordningens ikrafttræden den 1. juli 2001, og som senest tilmeldte sig ordningen den 1. oktober 2001, fik ved opgørelsen af optjeningstiden medregnet perioder med visitation til fleksjob. Det fremgår af lovens § 41, stk. 1.
Medregningen af visitationsperioden er betinget af, at der efterbetales et beløb, der svarer til summen af efterlønsbidrag frem til 1. juli 2001. Eventuelt indbetalt efterlønsbidrag modregnes i efterbetalingen.
For perioden 1. juli 2001 og frem til tilmeldingen skal personen efterbetale fleksydelsesbidrag.
Kommunen kan efter lovens § 41, stk. 2, dispensere for tilmeldingsfristen 1. oktober 2001, hvis der foreligger særlige grunde til, at tilmeldingen ikke er sket rettidigt. Det kan fx være tilfældet, hvis en person ikke modtog den information om fleksydelsesordningen, som i forbindelse med ordningens ikrafttræden blev sendt af Socialministeriet til personer, der allerede var visiteret til fleksjob.
Efterbetalingen skal som udgangspunkt betales som et engangsbeløb, men personen kan anmode kommunen om en afdragsordning. Hele efterbetalingen skal dog være afviklet ved overgangen til fleksydelse.
Betingelser for en afdragsordning
Hovedbetingelsen for en afdragsordning er, at personen hvert kvartal som minimum skal afdrage med et beløb, der svarer til 3 måneders bidragsopkrævning i henholdsvis efterlønsordningen eller fleksydelsesordningen. Beregningen af beløbet sker på grundlag af størrelsen af efterløns- eller fleksydelsesbidraget for den optjeningsperiode, som efterbetalingen knytter sig til.
Endvidere skal afdragsordningen tilrettelægges, så efterbetalingen sker hurtigst muligt og senest er afsluttet ved overgangen til fleksydelse.
En afdragsordning skal aftales skriftligt. Aftalen skal indeholde en indbetalingsoversigt over bidragsperioden. Det skal fremgå klart, at aftalen kan opsiges ved manglende betaling.
Kommunen kan efter skriftlig anmodning fra personen ændre den indgåede skriftlige aftale om en afdragsordning under hensyn til de ovennævnte betingelser.
I forbindelse med en afdragsordning af beløb til efterbetaling skal der ikke betales renter.
Opkrævning af afdrag
Afdraget betales sammen med det ordinære bidrag. På opkrævningen skal afdraget angives særskilt med angivelse af, hvilken bidragsperiode efterbetalingen dækker.
Ved misligholdelse af afdragsordningen kan kommunen opsige aftalen og kræve det resterende efterbetalingsbeløb indbetalt. Opkrævningen vil følge de ordinære betingelser for indbetaling af bidrag.
Til kapitel 3
Overgang til fleksydelse
Til § 14
Det følger af lovens § 15, at man tidligst kan overgå til fleksydelse 3 måneder efter visitationen til fleksjob, og at der skal være indgivet skriftlig ansøgning.
Kommunen orienterer skriftligt senest 3 måneder før det fyldte 60. år om muligheden for at overgå til fleksydelse.
Man skal indsende ansøgningen til kommunen, der undersøger om betingelserne for overgang til fleksydelse er opfyldt. Ansøgningen kan indsendes elektronisk, hvis der er sikkerhed for ansøgerens identitet. Se også vejledningens bemærkninger til § 71.
Ansøgningen anses for indgivet den dato, kommunen modtager ansøgningen. Denne dato har betydning for, fra hvilket tidspunkt overgangen til fleksydelse regnes, og hvornår der tidligst kan udbetales fleksydelse.
Overgangen til fleksydelse kan tidligst ske fra den 1. i måneden efter, at kommunen har modtaget ansøgningen og betingelserne for fleksydelse er opfyldt. Overgang til fleksydelse kan kun ske fra den 1. i en måned.
Eksempel
En person, der fylder 60 år den 11. november 2007, ønsker at overgå til fleksydelse fra 1. december 2007. Personen skal indsende ansøgningen, så kommunen har modtaget den senest den sidste hverdag i november måned.
Arbejdsmarkedets Tillægspension
I forbindelse med ansøgningen om fleksydelse skal det oplyses, om ansøgeren ønsker at indbetale bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP). Indbetaling sker med virkning fra den første måned, der udbetales fleksydelse. Der kan i øvrigt henvises til bekendtgørelse om betaling- og indberetning af ATP-bidrag for modtagere af fleksydelse.
Social pension
Hvis en person modtager førtidspension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv. eller efter tilsvarende udenlandsk lovgivning, kan personen ikke samtidig modtage fleksydelse.
Personen kan derimod modtage invaliditetsydelse samtidig med fleksydelsen. Invaliditetsydelsen medfører ikke fradrag i fleksydelsen.
Til § 16
Det er efter § 75 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats muligt at få tilskud efter reglerne om fleksjob til at fortsætte med driften af en selvstændig virksomhed, der er personens hovedbeskæftigelse. Tilskuddet ydes med enten halvdelen eller to tredjedele af lønnen på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer.
En person, der får tilskud efter denne bestemmelse, vil anses for fortsat at drive virksomheden som hovedbeskæftigelse. Hvis personen ønsker at ophøre med virksomheden for at overgå til fleksydelse, skal ophøret ske efter reglerne i bekendtgørelse om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Dette indebærer som hovedregel, at virksomheden skal være solgt eller lukket. Ophøret kan dog også ske efter reglerne om bortforpagtning og udlejning, efter reglerne om udtræden af en virksomhed, der videreføres af ægtefællen eller medejere eller efter reglerne om udtræden af en mindre virksomhed, der videreføres af ægtefællen.
For en person, der ønsker at fortsætte den selvstændige virksomhed under 400-timers-ordningen, henvises til bekendtgørelsens §§ 41-47 og vejledningens bemærkninger hertil.
Til kapitel 4
Beregning af fleksydelse
Til lovens § 17
Beregningsgrundlaget for lønmodtagere
Kommunen beregner på baggrund af de indhentede oplysninger den fleksydelse, som ansøgeren har ret til at få udbetalt.
Fleksydelsens størrelse opgøres i et årligt beløb. Beløbet svarer til 91 pct. af sygedagpengenes højeste beløb beregnet på årsbasis. Det maksimale årlige fleksydelsesbeløb udgør 161.592 kr. (2007).
Personen kan dog ikke få udbetalt en fleksydelse, der er højere end, hvad personen i gennemsnit har haft i indtægt i de forudgående 12 måneder. Hvis visitationen til fleksjob er foretaget mindre end 12 måneder forud for overgangen til fleksydelse, kan ydelsen ikke være højere, end hvad personen i gennemsnit har haft i indtægt fra visitationen til fleksjob indtil overgangen til fleksydelse.
Den indtægt, der medregnes, er indtægten, før der foretages fradrag for arbejdsmarkedsbidrag.
Ved beregning af gennemsnittet medregnes alene perioder med følgende indtægter
– Lønindtægt i fleksjob
– Selvstændig erhvervsindtægt efter § 75 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
– Dagpenge efter lov om sygedagpenge
– Ledighedsydelse efter § 74 i lov om aktiv socialpolitik
– Kontanthjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik
– Særlig ydelse efter § 74 i i lov om aktiv socialpolitik
Indtægter, der ikke har relation til fleksjobbet, kan ikke medregnes ved beregningen af fleksydelsen.
Hvis personen således har modtaget løn fra et ustøttet arbejde i de første 4 måneder af de forudgående 12 måneder og derefter i 8 måneder har modtaget indtægt fra fleksjob, beregnes gennemsnittet på baggrund af indtægten i de 8 måneder i fleksjob.
Når fleksydelsens størrelse er beregnet efter lovens § 17, stk. 2, foretages der fradrag for pension og derefter for arbejde.
Beregningsgrundlaget for selvstændige
Til § 17
En person, der overgår til fleksydelse efter ophør af selvstændig virksomhed, skal have beregnet størrelsen af fleksydelsen. Beregningen skal ske på grundlag af den periode, personen har været visiteret til fleksjob.
Beregningen skal ske efter reglerne i bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende. Der kan kun bruges regnskabsår, der er afsluttet i en periode, hvor personen har været visiteret til fleksjob.
Det tilskud, personen modtager efter § 75 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, indgår i beregningsgrundlaget.
Hvis personen har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 sammenhængende hele regnskabsår umiddelbart før overgangen til fleksydelse, beregnes årsindtægten som gennemsnittet af indtægten i de 2 bedste, hele regnskabsår, der er afsluttet inden for de seneste 5 år. For de regnskabsår, som benyttes til beregningen, er det en forudsætning, at personen har været visiteret til fleksjob ved afslutningen af regnskabsåret.
Der er ikke hjemmel til at udbetale fleksydelse med en mindstesats.
Til §§ 18-21
Fradrag for pensioner mv.
Oplysninger om pensioner mv.
Indledning
Til kapitel 1
Tilmelding og udmeldelse af fleksydelsesordningen
Til kapitel 2
Indbetaling af fleksydelsesbidrag
Til kapitel 3
Overgang til fleksydelse
Til kapitel 4
Beregning af fleksydelse
Til kapitel 5
Udbetaling af fleksydelse
Til kapitel 6
Tilbagebetaling af fleksydelse
Til kapitel 7
Tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag
Til kapitel 8
Skriftlighed
Til kapitel 9
Ikrafttræden mv.