Vejledning til bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn
Table of Provisions (11)
Statutory Text (11 Articles)
Kapitel 1
Kapitel 1
Selvstændig virksomhed i 18 ½ time hver uge
(tidligere hovedbeskæftigelse)
Til § 2
Selvstændig virksomhed i 18 ½ time hver uge er en videreførelse af principperne for den tidligere delefterløn for selvstændige erhvervsdrivende. De 18 ½ time hver uge er et fast timetal.
Medlemmet skal sandsynliggøre, at nedsættelsen af arbejdstiden er varig og skyldes faktiske ændringer.
Kombinationsforsikrede medlemmer kan fortsætte arbejdet i virksomheden samtidig med efterløn. Da disse medlemmer allerede arbejder mellem 15 og 30 timer pr. uge i virksomheden, skal de kun sandsynliggøre, at arbejdstiden i virksomheden fremover udgør 18 ½ time pr. uge.
Medlemmer, der overgår til efterløn fra delpension, skal sandsynliggøre, at arbejdstiden udgør 18 ½ time pr. uge. Medlemmet har før dokumenteret nedsættelsen af arbejdstiden over for kommunen og kan derfor give samme dokumentation til a-kassen. A-kassen skal i samme omfang som ved øvrige medlemmer foretage en konkret vurdering af disse oplysninger.
For at medlemmet kan sandsynliggøre nedsættelsen, skal medlemmets hidtidige arbejdsfunktioner have været så klart afgrænsede og beskrevet, at a-kassen kan konstatere, at medlemmets arbejde er nedsat til 18 ½ time pr. uge.
Medlemmet kan f.eks. sandsynliggøre nedsættelsen ved at fremlægge dokumentation for salg, bortforpagtning eller lukning af dele af virksomheden, eller indskrænkning af åbningstid.
Har medlemmet bortforpagtet en del af virksomheden, skal denne del være bortforpagtet i hele perioden med efterløn. Ophører bortforpagtningen af årsager, som medlemmet ikke har indflydelse på, tillades dog en afbrydelse på op til 3 måneder. Medlemmet skal inden for de 3 måneder bortforpagte på ny. A-kassen skal påse, at bortforpagtningen opfylder betingelserne i hele perioden med efterløn.
Medlemmet kan også sandsynliggøre nedsættelsen ved at fremlægge dokumentation for, at dele af medlemmets arbejdsopgaver er overtaget af andre, f.eks. i form af en ansættelseskontrakt. Heraf skal fremgå hvilke opgaver, den ansatte overtager fra medlemmet.
Til § 3
Medlemmet skal kunne dokumentere, f.eks. i form af en lægeerklæring, at der er udsigt til helbredelse inden for en overskuelig periode.
Som eksempel på, hvornår der kan gives tilladelse til at forlænge 3-måneders-perioden, kan nævnes kompliceret benbrud.
Sygdommen vil indgå i opgørelsen af de 18 ½ times arbejde pr. uge, og der skal således foretages fradrag for 18 ½ time pr. uge.
Til § 4
Det er ikke et krav, at medlemmet er uarbejdsdygtig i relation til alle arbejdsopgaver i virksomheden. Medlemmet skal dog på tro og love erklære, at medlemmet ikke længere udfører arbejde i virksomheden.
Til § 6, stk. 3
Særlige omstændigheder, der kan tale for at tillade arbejde i større omfang, kan være dokumenteret sygdom hos en ansat, der ikke umiddelbart kan afløses af en vikar. Ved sygdom skal der fremlægges lægeerklæring eller dokumentation for udbetaling af sygedagpenge. Tilladelse kan også gives, når medlemmet er nødt til at udføre mere arbejde pga. forhold, som medlemmet i øvrigt er uden indflydelse på. Tilladelsen kan både gives på forhånd og som en efterfølgende dispensation.
Kapitel 2
Kapitel 2
Selvstændig virksomhed i op til 962 timer om året
(tidligere hovedbeskæftigelse)
Til § 7
Ved selvstændig virksomhed med varierende timetal må medlemmets arbejdstid i virksomheden højst udgøre 962 timer pr. kalenderår. Medlemmet kan ikke få efterløn for mere end 962 timer pr. år. Udgangspunktet er, at virksomheden skal være baseret på medlemmets egen arbejdskraft.
Medlemmet skal sandsynliggøre, at nedsættelsen af arbejdstiden er varig og skyldes faktiske ændringer.
For medlemmer, der har drevet selvstændig virksomhed som kombinationsforsikret, eller som overgår fra delpension, henvises til vejledningen til § 2 om dokumentation for nedsættelse af arbejdstiden.
Medlemmet kan sandsynliggøre nedsættelsen af arbejdstiden ved f.eks. at fremlægge dokumentation for salg, bortforpagtning eller lukning af dele af virksomheden, eller indskrænkning af åbningstid. Det afhænger af virksomhedens type, hvilken dokumentation, der kan fremlægges. Hvis virksomheden klart er af en sådan type, at det ikke er muligt at fremlægge egentlig dokumentation for nedsættelse af arbejdstiden, kan medlemmet erklære på tro og love, at arbejdstiden nedsættes. Er der ikke fremlagt egentlig dokumentation, skal a-kassen ved den årlige kontrol af den skattepligtige indkomst være særligt opmærksom på, om en eventuel overskridelse af virksomhedens tilladte skattepligtige indkomst skyldes, at medlemmet reelt ikke har nedsat sin arbejdstid eller nedbragt omfanget af virksomheden.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan i særlige tilfælde og efter indstilling fra a-kassen tillade, at der er én ansat i virksomheden. Tilladelse kan f.eks. gives til ansættelse af en vikar ved sygdom, til ansættelse af medhjælper ved høst, eller til ansættelse af en vicevært.
Tilladelse kan i særlige tilfælde også gives til, at et medlem indgår aftaler med en anden selvstændig virksomhed om udførelse af arbejde i begrænset omfang. Det kan f.eks. være aftaler med maskinstation, revisor til varetagelse af bogføringen eller anden konsulentbistand til udarbejdelse af skatteregnskaber.
Der kan kun i ganske særlige tilfælde gives tilladelse til en helårsansættelse, og da kun i et tidsmæssigt begrænset omfang.
Til § 8
Det er ikke et krav, at medlemmet er uarbejdsdygtig i relation til alle arbejdsopgaver i virksomheden.
Til § 9
Medlemmet skal ved overgang til efterløn give a-kassen en række oplysninger om virksomhedens indkomstforhold (Skema om opgørelse af skattepligtig indkomst, sammenligningsgrundlag og skattemæssige afskrivninger). A-kassen skal bruge tallene til at beregne et gennemsnit af virksomhedens skattepligtige indkomst.
Oplysningerne skal attesteres af en registreret eller en statsautoriseret revisor. Oplysningerne kan i stedet attesteres af en økonomikonsulent eller lignende, forudsat at vedkommende er godkendt af Strukturdirektoratet som særlig sagkyndig. Der henvises til § 31 i bekendtgørelse nr. 1200 af 9. december 2005 om støtteordning for yngre jordbrugere.
Ved virksomhedens skattepligtige indkomst forstås i denne bekendtgørelse over-/underskud af selvstændig virksomhed med tillæg af renteindtægter og fradrag for renteudgifter samt eventuelt med tillæg af ægtefællens løn. Ved virksomhed drevet i selskabsform forstås selskabets skattepligtige over-/underskud med tillæg af medlemmets løn m.v. og eventuelt ægtefællens løn m.v. Der er således ikke tale om skattepligtig indkomst, sådan som dette begreb er defineret i skattelovgivningen.
Den gennemsnitlige skattepligtige indkomst, som a-kassen beregner, benævnes sammenligningsgrundlaget. Dette bruges i hele perioden med efterløn.
Har begge ægtefæller deltaget i virksomheden, bruges for begge det sammenligningsgrundlag, som blev beregnet ved overgang til efterløn for den, der først gik på efterløn. Det gælder, selv om ægtefællerne ikke går på efterløn samtidig.
A-kassen skal også beregne et gennemsnit af de skattemæssige afskrivninger i virksomheden.
Til § 10
Den skattepligtige indkomst skal være halveret, fordi medlemmets arbejdstid skal kunne anses for halveret.
Udgangspunktet er, at kun medlemmet arbejder i virksomheden, og at medlemmet skal nedsætte sin arbejdstid til 962 timer om året. Arbejder ægtefællen også i virksomheden, kan ægtefællen fortsætte hermed på fuld tid. I så fald skal den skattepligtige indkomst i virksomheden kun nedsættes til 3/4 af sammenligningsgrundlaget.
Udtræder ægtefællen, der fortsat arbejdede i virksomheden på fuld tid eller halv tid, på et senere tidspunkt, skal den tilladte skattepligtige indkomst i virksomheden nedsættes tilsvarende. Det vil sige, at virksomhedens skattepligtige indkomst fremover højst må udgøre 1/4 af sammenligningsgrundlaget.
Ønsker begge ægtefæller at overgå til efterløn og fortsætte i virksomheden, skal begge nedsætte deres arbejdstid til 962 timer pr. år. Virksomhedens skattepligtige indkomst skal tilsvarende halveres i forhold til sammenligningsgrundlaget.
Eksempel 1
A: Medlemmet(M) går på efterløn, mens ægtefællen(Æ) fortsætter på fuld tid.
Virksomhedens regnskabsår går fra 1. maj til 30. april. Virksomhedens hidtidige, gennemsnitlige, skattepligtige indkomst (sammenligningsgrundlaget) var 200.000 kr. Æ er fortsat på fuld tid i virksomheden, mens M er gået på efterløn efter at have nedsat sin arbejdstid i virksomheden. Der må i virksomheden fremover være en skattepligtig indkomst på højst 150.000 kr. (3/4 af sammenligningsgrundlaget). Det skyldes, at Æ, der fortsat arbejder på fuld tid, må skabe en indkomst i virksomheden på 100.000 kr., og at M skal halvere sin del af indkomsten til 50.000 kr.
B: Æ udtræder i første halvår af regnskabsåret.
Som i eksempel A, men Æ udtræder helt af virksomheden 1. juli, dvs. i første halvår af virksomhedens regnskabsår. Virksomhedens skattepligtige indkomst må i dette regnskabsår og fremover højst udgøre 50.000 kr. (1/4 af sammenligningsgrundlaget). Der sker ingen kompensation for det forhold, at Æ har arbejdet i virksomheden i en del af regnskabsåret.
C: Æ udtræder i andet halvår af regnskabsåret.
Som i eksempel A, men Æ udtræder i stedet i andet halvår, f.eks. den 1. december. Den skattepligtige indkomst i virksomheden må i dette regnskabsår højst udgøre 100.000 kr. Det skyldes, at der ikke skal ske yderligere nedsættelse af den skattepligtige indkomst i virksomheden for første halvår af regnskabsåret, hvor Æ har arbejdet på fuld tid i virksomheden. For så vidt angår årene efter dét år, hvor Æ er udtrådt, henvises til eksempel B.
Eksempel 2
A: M og Æ har begge nedsat arbejdstiden, og én eller begge er gået på efterløn.
Virksomhedens regnskabsår går fra 1. maj til 30. april. Virksomhedens hidtidige, gennemsnitlige, skattepligtige indkomst (sammenligningsgrundlaget) var på 200.000 kr. Der må i virksomheden fremover være en skattepligtig indkomst på højst 100.000 kr. (1/2 af sammenligningsgrundlaget).
B: Æ udtræder i første halvår af regnskabsåret.
Som i eksempel A, men Æ udtræder helt af virksomheden i første halvår af et senere regnskabsår. Som i eksempel 1 B må den skattepligtige indkomst i virksomheden i dette og de senere regnskabsår højst udgøre 50.000 kr. (1/4 af sammenligningsgrundlaget).
C: Æ udtræder i andet halvår af regnskabsåret.
Som i eksempel A, men Æ udtræder i stedet i andet halvår, f.eks. den 1. december. Den skattepligtige indkomst i virksomheden må i dette regnskabsår højst udgøre 75.000 kr. (3/8 af sammenligningsgrundlaget). Det skyldes, at der ikke skal ske yderligere nedsættelse af den skattepligtige indkomst i virksomheden for første halvår af regnskabsåret, hvor Æ har arbejdet i virksomheden. For så vidt angår årene efter dét år, hvor Æ er udtrådt, henvises til eksempel B.
Til § 12
En virksomheds skattepligtige indkomst kan ikke periodiseres, men opgøres ved afslutningen af regnskabsåret. Derfor skal man ved regler om skattepligtig indkomst bruge virksomhedens regnskabsår i stedet for kalenderåret.
Overgår medlemmet til efterløn i det første halvår af virksomhedens regnskabsår, må den skattepligtige indkomst i virksomheden højst udgøre halvdelen af sammenligningsgrundlaget.
Overgår medlemmet til efterløn i det andet halvår af virksomhedens regnskabsår, må den skattepligtige indkomst i virksomheden højst udgøre 3/4 af sammenligningsgrundlaget. Det skyldes, at det ikke kan kræves, at indkomsten er nedbragt i det første halvår af virksomhedens regnskabsår, hvor medlemmet endnu ikke var gået på efterløn.
Eksempel
A: Medlemmet(M) går på efterløn i første halvår af regnskabsåret.
Virksomhedens regnskabsår går fra 1. maj til 30. april. Virksomhedens hidtidige, gennemsnitlige, skattepligtige indkomst (sammenlignings-grundlaget) var på 200.000 kr. M overgår til efterløn i første halvår af sit eget regnskabsår, f.eks. den 2. maj. M må i det regnskabsår, hvor M går på efterløn, højst have en skattepligtig indkomst fra virksomheden på 100.000 kr.
B: M går på efterløn i andet halvår af regnskabsåret.
Hvis M i stedet overgår i andet halvår af sit eget regnskabsår, f.eks. den 3. november, må M i hele overgangsåret, dvs. frem til den 30. april, have en skattepligtig indkomst fra virksomheden på højst 150.000 kr.
Fremover må M højst have en skattepligtig indkomst i virksomheden på 100.000 kr. pr. regnskabsår.
Til § 13
Driver ægtefællerne virksomheden sammen, og nedsætter kun den ene ægtefælle sin arbejdstid i virksomheden for at gå på efterløn, skal virksomhedens skattepligtige indkomst ikke halveres, men nedsættes forholdsmæssigt. Det skyldes, at den del af den skattepligtige indkomst, der skabes af den ægtefælle, som fortsætter på fuld tid, ikke skal nedsættes.
Går medlemmet på efterløn i første halvår af virksomhedens regnskabsår, må den skattepligtige indkomst derfor højst udgøre 3/4 af sammenligningsgrundlaget. Går medlemmet på efterløn i andet halvår, må indkomsten højst udgøre 7/8 af sammenligningsgrundlaget. Det skyldes, at den skattepligtige indkomst, der er skabt i det første halvår af regnskabsåret, er uden betydning.
Nedsætter begge ægtefæller deres arbejdstid samtidig, bruges principperne fra § 12.
Eksempel
A: Medlemmet(M) går på efterløn i første halvår af regnskabsåret, mens Ægtefællen(Æ) fortsætter på fuld tid.
Virksomhedens regnskabsår går fra 1. maj til 30. april. Virksomhedens hidtidige, gennemsnitlige, skattepligtige indkomst (sammenlignings-grundlaget) var på 200.000 kr. Æ er fortsat på fuld tid i virksomheden, mens M er gået på efterløn efter at have nedsat sin arbejdstid i virksomheden. Der må i virksomheden fremover være en skattepligtig indkomst på højst 150.000 kr. (3/4 af sammenligningsgrundlaget). Det skyldes, at Æ, der arbejder på fuld tid, fortsat må skabe en indkomst i virksomheden på 100.000 kr., mens M højst må skabe en indkomst på 50.000 kr.
B: M går på efterløn i andet halvår af regnskabsåret, mens Æ fortsætter på fuld tid.
Overgår M i stedet i andet halvår af regnskabsåret, f.eks. den 3. november, må der i virksomheden i hele overgangsåret, dvs. frem til den 30. april, være en skattepligtig indkomst på højst 175.000 kr. (7/8 af sammenligningsgrundlaget). Det skyldes, at virksomhedens samlede indkomst nedsættes med 1/8, når M går på efterløn i andet halvår af virksomhedens regnskabsår, idet indkomsten, fra før M går på efterløn, er uden betydning, ligesom den del af indkomsten, der er skabt af Æ, er uden betydning.
Til § 14, stk. 2
Medlemmet kan højst få efterløn for 962 timer pr. kalenderår - dog mindre i overgangsåret. Da medlemmet mindst skal have fradrag for 12 timer pr. uge, kan medlemmet kun fordele 338 timer pr. kalenderår efter eget valg.
Medlemmet skal påføre mindst 12 timer pr. uge. De 12 timer pr. uge anses for arbejde, uanset om medlemmet reelt har arbejdet. A-kassen skal indstille udbetalingen, når medlemmet i et kalenderår har fået efterløn for 962 timer.
Til § 14, stk. 3
Medlemmet skal oplyse om alle forhold af betydning for retten til efterløn. Det gælder særligt ved indskrænkninger og udvidelser i virksomhedens og arbejdsmængdens omfang.
Til § 15
Der henvises til skema (Årsskema for medlemmer, der driver selvstændig virksomhed efter lovens § 74 f, stk. 2). På skemaet skal medlemmet oplyse om den skattepligtige indkomst, jf. § 9, stk. 1, i regnskabsåret. Over-/underskuddet skal reguleres for skattemæssige afskrivninger, der overstiger de gennemsnitlige afskrivninger fra 3-årsperioden. Hvis afskrivningerne i et regnskabsår overstiger de gennemsnitlige afskrivninger, jf. § 9, stk. 3, kan den del af afskrivningsbeløbet i det enkelte regnskabsår, der overstiger de gennemsnitlige afskrivninger, ikke fratrækkes og dermed reducere overskuddet.
Oplysningerne skal attesteres af en registreret eller en statsautoriseret revisor. Oplysningerne kan i stedet attesteres af en økonomikonsulent eller lignende, forudsat at vedkommende er godkendt af Strukturdirektoratet som særlig sagkyndig. Der henvises til § 31 i bekendtgørelse nr. 1200 af 9. december 2005 om støtteordning for yngre jordbrugere.
Til § 16, stk. 2
Har medlemmet arbejdet i mere end de tilladte 962 timer i virksomheden, kan medlemmet ikke få efterløn i resten af kalenderåret. Udbetalingen af efterløn kan først genoptages fra den følgende 1. januar. Medlemmet skal sandsynliggøre, at arbejdet i virksomheden ikke igen vil overstige de tilladte timer. Det kan sandsynliggøres f.eks. ved at fremlægge dokumentation for, at overskridelsen skyldtes forhold, som medlemmet ikke havde indflydelse på.
Til § 17
På baggrund af oplysningerne, jf. § 15, skal a-kassen kontrollere, om medlemmet har nedbragt den skattepligtige indkomst i virksomheden i forhold til sammenligningsgrundlaget. Overstiger den skattepligtige indkomst i virksomheden det tilladte, skal medlemmet tilbagebetale det for meget udbetalte beløb. I stedet for tilbagebetaling kan der ske modregning i ydelser fra a-kassen.
Til § 17, stk. 1
Udgangspunktet er, at der sker tilbagebetaling eller modregning af efterløn for den del af den skattepligtige indkomst i virksomheden i et regnskabsår, der har oversteget halvdelen af sammenligningsgrundlaget, jf. § 10, stk. 1.
Reglen i § 17, stk. 1, 2. pkt., gælder kun i det år, hvor medlemmet overgår til efterløn, og kun hvis medlemmet er gået på efterløn i andet halvår af regnskabsåret.
Til § 17, stk. 2
Driver ægtefællerne virksomheden sammen, jf. § 10, stk. 2, og fortsætter ægtefællen på fuld tid i virksomheden, sker der tilbagebetaling eller modregning for den del af den skattepligtige indkomst i virksomheden i et regnskabsår, der har oversteget 3/4 af sammenligningsgrundlaget.
Reglen i § 17, stk. 2, 2. pkt., gælder kun i det år, hvor medlemmet overgår til efterløn, og kun hvis medlemmet er gået på efterløn i andet halvår af regnskabsåret.
Til § 17, stk. 3
Der henvises til eksemplerne til § 10, hvoraf det fremgår, at den tilladte skattepligtige indkomst i virksomheden nedsættes forholdsmæssigt, hvis ægtefællen senere udtræder eller halverer sin arbejdstid i virksomheden.
Til § 17, stk. 5
Reglen bruges, hvis den skattepligtige indkomst i en virksomhed før overgang til efterløn har været så lav, at sammenligningsgrundlaget er lavere end 80.755 kr. (2007-niveau). I disse tilfælde sker der alene tilbagebetaling eller modregning for dén del af den skattepligtige indkomst i virksomheden, der har oversteget sammenligningsgrundlaget.
Til § 17, stk. 6
Reglen bruges, hvis den skattepligtige indkomst i en virksomhed før overgang til efterløn har været af et sådant omfang, at sammenligningsgrundlaget er på mellem 80.755 kr. og 161.511 kr. (2007-niveau). Der sker alene tilbagebetaling eller modregning af efterløn for den del af den skattepligtige indkomst i virksomheden, der har oversteget 80.755 kr. (2007-niveau).
Eksempel
Virksomhedens sammenligningsgrundlag er på 70.000 kr. Den skattepligtige indkomst i virksomheden må i perioden med efterløn som udgangspunkt ikke overstige 35.000 kr. Den skattepligtige indkomst i virksomheden bliver i et år med efterløn på 50.000 kr. Da medlemmet er omfattet af stk. 6, sker der ingen tilbagebetaling, fordi den skattepligtige indkomst i virksomheden ikke har oversteget 80.755 kr. (2007-niveau).
Til § 17, stk. 8
Overstiger den skattepligtige indkomst i virksomheden det tilladte beløb, skal a-kassen straks indstille udbetalingen af efterløn. A-kassen skal undersøge forholdet og høre medlemmet om årsagen til overskridelsen. På baggrund heraf skal a-kassen vurdere, om det kan anses for sandsynliggjort, at overskridelsen ikke skyldes, at medlemmet har brugt mere end det tilladte timetal.
Kapitel 3
Kapitel 3
Selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
Til § 18
Et medlem, der ønsker at påbegynde eller videreføre en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i perioden med efterløn, kan søge om en tilladelse hertil i a-kassen.
Uanset hvilken type virksomhed medlemmet ønsker at drive i perioden med efterløn, skal medlemmet have en tilladelse. Det gælder således også for medlemmer, der f.eks. driver et mindre landbrug eller har selvstændig virksomhed i form af udlejningsejendom.
Ved vurderingen af, om der er tale om selvstændig virksomhed (modsat f.eks. formueforvaltning eller hobby), skal a-kassen bruge de almindelige regler om afgrænsning heraf. Er der tale om formueforvaltning, og medlemmet ikke på nogen måde deltager i virksomhedens drift, er virksomheden uden betydning for retten til efterløn.
Der henvises til bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed.
Et medlem kan ikke gå på efterløn, før medlemmet har fået tilladelse til drift af virksomheden. Er medlemmet på efterløn, og påbegynder medlemmet virksomhed, skal a-kassen indstille udbetalingen, indtil medlemmet får en tilladelse. Det er ikke muligt at få en tilladelse med tilbagevirkende kraft. Hvis medlemmet ved overgang til efterløn eller senere på sine efterlønskort urigtigt har svaret nej til at drive selvstændig virksomhed, skal a-kassen træffe afgørelse om tilbagebetaling og sanktion efter lovens §§ 86 og 87.
Medlemmet skal ved ansøgningen give a-kassen oplysninger, som skal bruges til at vurdere, om arbejdstiden i virksomheden kan holdes inden for de 400 timer pr. kalenderår.
En forudsætning for tilladelse er, at der er tale om begrænset drift af virksomhed, som kan karakteriseres som bibeskæftigelse. Den samlede arbejdstid i virksomheden må ikke overstige 400 timer pr. kalenderår. Det kan tillades, at medlemmet bruger fremmed hjælp eller har ansatte i virksomheden. Som eksempler kan nævnes vikar ved sygdom, en medhjælper ved høst, regnskabshjælp, kontorservice eller en vicevært. Selv om medlemmet bruger fremmed hjælp eller har en ansat, er det et krav, at den samlede arbejdstid i virksomheden højst udgør 400 timer.
Virksomhedens indtægt må ikke i noget regnskabsår i perioden med efterløn overstige 61.873 kr. (2007-niveau) eller den tilladte indtægt i overgangsåret, jf. § 19, stk. 2. Ved virksomhedens indtægt forstås nettoomsætning fratrukket vareforbrug, svarende til det regnskabstekniske begreb »dækningsbidrag 1«. Begrebet »nettoomsætning« er defineret i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven). Hvad der forstås som virksomhedens vareforbrug afhænger af, hvilken type af virksomhed, der er tale om. Vareforbruget betegnes som de direkte variable omkostninger, som er afledt af varesalget eller tjenesteydelsen. Øvrige variable omkostninger som f.eks. salgs- og administrationsomkostninger eller kapacitetsomkostninger (f.eks. omkostninger til kontorhold, husleje og kontingent) kan ikke medtages som en del af vareforbruget. Salgsfremmende omkostninger som f.eks. udgifter til reklame, annoncering, udstillinger og messer indgår heller ikke som en del af vareforbruget. Hvis lønudgifter er afledt direkte af produktionen eller fremstillingen i en produktions-, håndværks-, entreprenør- eller landbrugsvirksomhed, f.eks. udgifter til maskinstation, kan disse tillige opgøres som en del af vareforbruget. Lønomkostninger som vedrører f.eks. administrative funktioner kan derimod ikke medregnes.
I en landbrugsvirksomhed kan vareforbruget f.eks. bestå af køb af såsæd, gødning, foder og dyr samt periodens ændring i varelagre og besætninger. I en handelsvirksomhed kan vareforbruget f.eks. bestå af køb af varer til videresalg, emballage og fragt samt periodens ændring i varelagre. I en fremstillings- eller håndværksvirksomhed kan vareforbruget f.eks. bestå af køb af materialer, emballage og fragt samt periodens ændring i igangværende produktion eller arbejder og varelagre. I en arkitektvirksomhed kan vareforbruget f.eks. bestå af udgifter til tryk af tegninger. I en udlejningsvirksomhed kan vareforbruget f.eks. bestå af udgifter til vedligeholdelse.
Har virksomheden før været drevet som hovedbeskæftigelse eller som bibeskæftigelse i større omfang end 400 timer, kan medlemmet sandsynliggøre, at arbejdstiden og dækningsbidrag 1 fremover kan holdes inden for grænserne, ved at fremlægge dokumentation for, at der er sket en varig indskrænkning. Medlemmet kan f.eks. fremlægge dokumentation for, at der er sket salg eller bortforpagtning af en del af virksomheden, indskrænkning i åbningstider eller driftsomlægning (eksempelvis salg af dyr).
Har medlemmet bortforpagtet en del af virksomheden for at få godkendt resten af virksomheden som en § 18-virksomhed, skal denne del forblive bortforpagtet i hele perioden med efterløn. Ophører bortforpagtningen tillades dog en afbrydelse på op til 3 måneder, således at medlemmet inden for de 3 måneder skal finde en ny forpagter. A-kassen skal påse, at medlemmet opfylder betingelsen om bortforpagtning i hele perioden med efterløn.
Oplysningerne om nettoomsætning og dækningsbidrag 1 skal attesteres af en registreret eller en statsautoriseret revisor. Oplysningerne kan i stedet attesteres af en økonomikonsulent eller lignende, forudsat at vedkommende er godkendt af Strukturdirektoratet som særligt sagkyndig. Der henvises til § 31 i bekendtgørelse nr. 1200 af 9. december 2005 om støtteordning for yngre jordbrugere.
Medlemmet skal fremlægge en specifikation af, hvorledes det attesterede dækningsbidrag 1 fremkommer, hvis a-kassen eller direktoratet beder herom. Specifikationen kan ske i form af et årsregnskab eller en opgørelse over nettoomsætning og vareforbrug med nærmere angivelse af de poster, som vareforbruget indeholder. Specifikationen skal på samme måde som attestationen udføres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller en særligt sagkyndig.
Eksempel 1
Specifikation af dækningsbidrag 1 i en handelsvirksomhed.
Nettoomsætning
140.000 kr.
Vareforbrug
-81.000 kr.
– Vareindkøb
-75.000 kr.
– Emballage
-2.000 kr.
– Fragt
-4.000 kr.
Ændring af varelager
-20.000 kr.
– Beholdning primo året
-80.000 kr.
– Beholdning ultimo året
60.000 kr.
Dækningsbidrag 1
39.000 kr.
Udgifter til f.eks. husleje, forsikringer, revisor og renter samt afskrivninger kan ikke opgøres som en del af vareforbruget.
Eksempel 2
Specifikation af dækningsbidrag 1 i en landbrugsvirksomhed.
Nettoomsætning
405.000 kr.
– salg af svin
358.000 kr.
– salg af kreaturer
9.000 kr.
– salg af markprodukter
20.000 kr.
– EU-støtte
18.000 kr.
Vareforbrug
-339.000 kr.
– køb af svin
-200.000 kr.
– markudgifter
- 23.000 kr.
– foder
-115.000 kr.
– dyrlæge og medicin
-1.000 kr.
Ændringer i besætning
-16.000 kr.
– værdi af besætning primo året
-101.000 kr
– værdi af besætning ultimo året
85.000 kr.
Dækningsbidrag 1
50.000 kr.
Udgifter til f.eks. vedligeholdelse af bygninger og afskrivninger kan ikke opgøres som en del af vareforbruget.
Eksempel 3
Specifikation af dækningsbidrag 1 i en virksomhed med udlejningsejendomme.
Nettoomsætning
132.000 kr.
– huslejeindtægter
132.000 kr.
Vareforbrug
-89.300 kr.
– ejendomsskat og forsikringer
-52.500 kr.
– vedligeholdelse
-36.800 kr.
Dækningsbidrag 1
42.700 kr.
Terminsrenter og afskrivninger kan ikke opgøres som en del af vareforbruget.
Særligt vedrørende interessentskaber
Ejerskab af ideelle andele i et interessentskab er uden betydning for retten til efterløn, hvis der alene er tale om passiv formueanbringelse, det vil sige, at medlemmet ikke på nogen måde deltager i driften af interessentskabet, herunder i bestyrelsesarbejde eller ledelsesopgaver. De nærmere regler herom fremgår af bekendtgørelse om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse.
Et medlem, der driver selvstændig virksomhed i interessentskabsform har på trods af reglerne i stk. 2, adgang til efterløn, hvis medlemmet kan sandsynliggøre, at medlemmets personlige arbejde i virksomheden ikke overstiger 400 timer pr. kalenderår. Vurderingen foretages konkret på grundlag af oplysninger om samtlige medlemmets arbejdsopgaver i virksomheden.
Indtægten ved interessentskabet opgøres i forhold til medlemmets ideelle andel af virksomheden, jf. stk. 4.
Medlemmer, der ønsker at overgå til efterløn fra drift af et interessentskab, hvor medlemmet samlet set har drevet virksomheden i større omfang end 400 timers årligt arbejde, og med en indtægt på mere end 61.873 kr. pr. regnskabsår (2007-niveau) eller mere end den tilladte indtægt, jf. § 19, stk. 2, skal efter stk. 6 både sandsynliggøre, at det personlige arbejde i virksomheden er reduceret, og at medlemmets andel af virksomhedens indtægt beregnet i forhold til medlemmets ideelle andel af virksomheden kan holdes under indtægtsgrænsen efter overgang til efterløn.
Til § 19
Det tilladte timetal skal nedsættes forholdsmæssigt afhængigt af, på hvilket tidspunkt i kalenderåret medlemmet går på efterløn.
Dækningsbidrag 1 kan forhøjes i overgangsåret for virksomheder, som indtil medlemmets overgang til efterløn har været drevet som medlemmets hoved- eller bibeskæftigelse i mindst 1 regnskabsår. Har medlemmet ikke valgt at forhøje dækningsbidrag 1, kan medlemmet ikke efter overgang til efterløn anmode om, at dækningsbidrag 1 bliver forhøjet i overgangsåret. Overstiger dækningsbidrag 1 således beløbsgrænsen i § 18, stk. 3, gælder de almindelige regler om tilbagebetaling m.v. efter § 23.
Vælger medlemmet at forhøje dækningsbidrag 1, er opgørelsen af dækningsbidrag 1 i overgangsåret afhængig af medlemmets individuelle forhold i virksomheden, idet opgørelsen skal ske i forhold til virksomhedens gennemsnitlige dækningsbidrag 1 inden for de 3 seneste, hele regnskabsår. Jo senere i regnskabsåret medlemmet overgår til efterløn, desto større indflydelse har medlemmets individuelle forhold på opgørelsen af dækningsbidrag 1 i overgangsåret.
Definitionen af et »helt regnskabsår« svarer til definitionen af regnskabsår i § 4 i bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende.
Eksempel 1
Et medlem har ved sin selvstændige virksomhed som hovedbeskæftigelse haft et gennemsnitligt dækningsbidrag 1 på 240.000 kr. pr. regnskabsår inden for de seneste, hele 3 regnskabsår. Virksomhedens regnskabsår følger kalenderåret. Dækningsbidrag 1 forhøjes med 20.000 kr. pr. afsluttet måned inden overgangen til efterløn (240.000 kr. : 12 måneder) og dækningsbidrag 1 udgør 5.156,08 kr. pr. påbegyndt måned efter overgangen til efterløn i overgangsåret (61.873 kr. (2007-niveau) : 12 måneder).
Overgår medlemmet i januar måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 61.873,00 kr. (0 x 20.000 kr. + 12 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i februar måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 76.716,88 kr. (1 x 20.000 kr. + 11 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i maj måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 121.248,46 kr. (4 x 20.000 kr. + 8 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i august måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 165.780,40 kr. (7 x 20.000 kr. + 5 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i oktober måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 195.468,24 kr. (9 x 20.000 kr. + 3 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i december måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 225.156,08 kr. (11 x 20.000 kr. + 1 x 5.156,08 kr.).
Eksempel 2
Et medlem har ved sin selvstændige virksomhed som bibeskæftigelse haft et gennemsnitligt dækningsbidrag 1 på 75.000 kr. pr. regnskabsår inden for de seneste, hele 3 regnskabsår. Virksomhedens regnskabsår går fra 1. april til 31. marts. Dækningsbidrag 1 forhøjes med 6.250 kr. pr. afsluttet måned inden overgangen til efterløn (75.000 kr. : 12 måneder) og dækningsbidrag 1 udgør 5.156,08 kr. pr. påbegyndt måned efter overgangen til efterløn i overgangsåret (61.873 kr. (2007-niveau) : 12 måneder).
Overgår medlemmet i april måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 61.873 kr. (0 x 6.250 kr. + 12 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i juli måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 65.154,72 kr. (3 x 6.250 kr. + 9 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i oktober måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 68.436,48 kr. (6 x 6.250 kr. + 6 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i januar måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 71.724,24 kr. (9 x 6.250 kr. + 3 x 5.156,08 kr.).
Overgår medlemmet i marts måned, vil dækningsbidrag 1 udgøre 73.906,08 kr. (11 x 6.250 kr. + 1 x 5.156,08 kr.).
Til § 20, stk. 1
På efterlønskortet skal medlemmet oplyse om sit tidsforbrug i virksomheden. Har medlemmet fået hjælp til arbejdet i virksomheden, skal medlemmet i en særlig rubrik oplyse, hvor mange timer medlemmet har fået hjælp i virksomheden. Det gælder uanset, om det er medlemmets ægtefælle, samlever, børn, en ansat eller en anden selvstændig erhvervsdrivende, der har udført arbejde i virksomheden.
Til § 20, stk. 4
A-kassen skal ved vurderingen af, om de løbende oplyste timetal er sandsynlige, særligt sammenholde tallene på efterlønskortene med de timer, som medlemmet oplyste ved overgang til efterløn eller ved påbegyndelse af virksomheden. A-kassen skal endvidere være særlig opmærksom, hvis der er dyrehold eller i øvrigt pasning af dyr, da dette oftest medfører, at medlemmet har arbejde ved dagligt tilsyn med dyrene. Ved landbrugsproduktion kan medlemmets oplysninger sammenholdes med de normtimesatser, der fremgår af bilag 2 til bekendtgørelse om støtteordning for yngre jordbrugere.
Til § 21, stk. 1-3
Der henvises til skema (Årsskema for medlemmer med bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed). På skemaet skal medlemmet oplyse virksomhedens dækningsbidrag 1, omsætning og vareforbrug.
Har virksomheden haft en nettoomsætning på mindre end 61.873 kr. (2007-niveau), kan dækningsbidraget ikke blive på mere end 61.873 kr. (2007-niveau). Medlemmet kan derfor nøjes med at oplyse omsætningens størrelse.
Oplysningerne skal altid være attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor. Oplysningerne kan dog i stedet attesteres af en økonomikonsulent eller lignende, forudsat at vedkommende er godkendt af Strukturdirektoratet som særlig sagkyndig. Der henvises til § 31 i bekendtgørelse nr. 1200 af 9. december 2005 om støtteordning for yngre jordbrugere.
Da skemaerne skal indsendes senest 3 måneder efter afslutningen af virksomhedens individuelle regnskabsår, er der ikke en fast dato hvert år for indsendelse af skemaerne.
Til § 21, stk. 4
Afleverer medlemmet ikke årsskemaet rettidigt, skal a-kassen indstille udbetalingen af efterløn. Udbetalingen kan genoptages, når medlemmet har afleveret oplysningerne. Ville medlemmet have været berettiget til efterløn i den mellemliggende periode, kan medlemmet få efterløn med tilbagevirkende kraft for perioden.
Til § 22
Konstaterer a-kassen inden kalenderårets udgang, at timetallet ved virksomheden overstiger 400 timer, skal a-kassen indstille udbetalingen af efterløn. Udbetaling af efterløn kan ikke genoptages før den 1. januar i det følgende år.
A-kassen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af den efterløn, der er udbetalt efter tidspunktet for overskridelse af de 400 timer. Der er tale om en vurdering efter lovens § 86.
Eksempel
Medlemmet påfører i november måned så mange timer på sit efterlønskort, at det samlede timetal for kalenderåret bliver på 405 timer. A-kassen skal indstille udbetalingen og træffe afgørelse. Al efterløn udbetalt efter den dag, hvor timegrænsen på 400 timer blev overskredet, er fejludbetalt. Udbetalingen kan først genoptages i det følgende kalenderår. Det gælder, uanset hvornår i kalenderåret medlemmet har overskredet timegrænsen.
Til § 23
Konstaterer a-kassen på det årlige skema om virksomhedens indtægt, at dækningsbidrag 1 i regnskabsåret har oversteget 61.873 kr. (2007-niveau) eller det tilladte dækningsbidrag 1, jf. § 19, stk. 2, indstiller a-kassen udbetalingen af efterløn.
Vurderer a-kassen, at medlemmet har været i god tro om overskridelsen, kan udbetalingen genoptages på det vilkår, at medlemmet betaler efterløn tilbage svarende til overskridelsen.
Eksempel 1
Medlemmet afleverer årsskema til a-kassen 3 måneder efter regnskabsårets afslutning. A-kassen konstaterer, at virksomheden har haft et dækningsbidrag 1 på 71.873 kr. i regnskabsåret. Virksomheden har tidligere været drevet som en mindre bibeskæftigelse med et dækningsbidrag 1 på under 61.873 kr. (2007-niveau). A-kassen standser udbetalingen af efterløn og undersøger sagen nærmere. Det viser sig, at overskridelsen var undskyldelig. A-kassen skal derfor ikke træffe afgørelse efter §§ 86 og 87 i loven. A-kassen skal træffe afgørelse om, at genoptagelse af udbetalingen kan ske på vilkår af, at medlemmet betaler efterløn tilbage med 10.000 kr., hvilket svarer til overskridelsen. Accepterer medlemmet ikke dette vilkår, kan udbetalingen af efterløn ikke genoptages.
Vurderer a-kassen, at medlemmet har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt, jf. §§ 86 og 87 i loven, skal a-kassen træffe afgørelse om tilbagebetaling og sanktion efter disse regler. Der bliver da ikke tale om vilkår. Medlemmet skal betale efterløn tilbage fra det tidspunkt, hvor medlemmet har handlet svigagtigt eller uagtsomt, idet medlemmet vidste eller burde vide, at indtægtsgrænsen ville blive overskredet. Kan medlemmet godtgøre, at dækningsbidrag 1 i det indeværende regnskabsår ikke vil overskride grænsen i § 18, stk. 3, er efterløn udbetalt i dette regnskabsår udbetalt med rette.
Eksempel 2
Medlemmet er gået på efterløn og får tilladelse til at påbegynde selvstændig virksomhed 1. juli 2007. Regnskabsåret går fra 1. juli til 30. juni. Helt fra starten står det klart for medlemmet, at virksomhedens dækningsbidrag 1 bliver langt over 50.000 kr. Medlemmet oplyser imidlertid ikke herom til a-kassen. Først ved oplysning på årsskema 3 måneder efter regnskabsårets afslutning (oktober 2008) får a-kassen kendskab til overskridelsen. Medlemmet skal betale al efterløn fra 1. juli 2007 tilbage, og a-kassen skal indstille medlemmet til svigssanktion.
Kapitel 4
Kapitel 4
Enkeltstående arbejdsopgaver,
der har karakter af selvstændig virksomhed
Til § 24
Tilladelse kan gives, hvis den enkelte opgave klart fremstår som en enkeltstående opgave i modsætning til påbegyndelse af vedvarende selvstændig virksomhed. Opgaven skal kunne udføres inden for 400 timer og inden for en periode på højst 6 måneder. Til brug for a-kassens vurdering af, om opgaven kan holdes inden for de tidsmæssige begrænsninger, skal medlemmet blandt andet oplyse om det forventede tidsforbrug samt om arten og omfanget af opgaven og eventuelt om indtægten.
Hvis der f.eks. annonceres, købes driftsmidler, indrettes lokaler til brug for erhvervsudøvelse eller foretages andet til etablering af vedvarende selvstændig virksomhed, kan opgaven ikke anses for enkeltstående.
Ønsker medlemmet inden for en kortere periode at udføre flere opgaver af samme type, bliver medlemmet som udgangspunkt omfattet af reglerne om bibeskæftigelse i efterlønsperioden.
Kræver opgaven, at medlemmet efter momsloven skal lade sig momsregistrere, er det et krav, at medlemmet straks efter opgavens afslutning afmelder sig momsregistret. I modsat fald kan opgaven ikke anerkendes som en enkeltstående arbejdsopgave.
Har et medlem fået tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i perioden med efterløn, jf. § 18, kan medlemmet også få tilladelse til at udføre enkeltstående opgaver samtidig med bibeskæftigelsen. Det er et krav, at der ikke er tale om samme type virksomhed. Medlemmet kan således have virksomhed som bibeskæftigelse i 400 timer i et kalenderår og i samme kalenderår udføre enkeltstående arbejdsopgaver af op til 400 timers varighed. Momsafregning fra en enkeltstående opgave må ikke angives på samme CVR nr., som moms fra bibeskæftigelsen.
Til § 27
Efter de 6 måneder skal medlemmet aflevere dokumentation til a-kassen for, at opgaven er afsluttet, og at medlemmet er afmeldt momsregistret.
Dokumentation for, at opgaven er afsluttet, kan f.eks. bestå i kopi af kvittering for betaling.
Har medlemmet ikke gjort opgaven færdig inden for 6 måneder, eller har medlemmet ikke momsafmeldt sig efter opgavens afslutning, skal a-kassen indstille udbetalingen af efterløn, indtil medlemmet fremlægger den krævede dokumentation.
Kapitel 5
Kapitel 5
Ikrafttræden m.v.
Denne vejledning erstatter vejledning nr. 60 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn, samt vejledning nr. 119 af 22. juni 2001, vejledning nr. 99 af 16. oktober 2002 og vejledning nr. 148 af 18. december 2002 til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om drift af selvstændig virksomhed samtidig med efterløn.
Arbejdsdirektoratet, den 13. december 2006
Vibeke Dalbro
/Ulrik Frese
Vejledning til bekendtgørelse om selvstændig virksomhed
samtidig med efterløn
I bekendtgørelse nr. 1618 af 13. december 2006 er der fastsat regler om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn.
I denne vejledning beskrives anvendelsen af reglerne, og nogle af reglerne uddybes med nærmere retningslinjer.
Om arbejde i perioden med efterløn
Et medlem kan i perioden med efterløn både have lønarbejde og selvstændig virksomhed. Den selvstændige virksomhed medfører fradrag med enten 962 timer eller op til 400 timer. Fradrag for lønarbejde sker i de øvrige efterlønstimer. Medlemmet kan også udføre enkeltstående arbejdsopgaver med fradrag for op til 400 timer.
Eksempel
Et medlem driver virksomhed i op til 962 timer om året efter lovens § 74 f, stk. 2. Medlemmet har også lønarbejde i 5 timer om ugen, dvs. 260 timer årligt. Medlemmet kan i alt få efterløn for 702 timer årligt (1924 timer minus 962 timer minus 260 timer). Har medlemmet kun arbejdet i 700 timer i virksomheden sker der alligevel fradrag for 962 timers virksomhed. Det vil sige, at fradraget for lønarbejdet altid skal ske i de øvrige 962 timer.
Om tidligere hovedbeskæftigelse
Et medlem, der før overgang til efterløn har drevet virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan fortsætte med virksomheden i perioden med efterløn, hvis medlemmet nedsætter sin arbejdstid. Virksomheden skal drives i Danmark. Der henvises til bekendtgørelse om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse.
Det er et krav, at medlemmet har drevet virksomheden i mindst 3 hele regnskabsår lige før overgang til efterløn. Om regnskabsår henvises til bekendtgørelse om beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende.
Medlemmet skal i hvert af de 3 regnskabsår have drevet virksomheden i væsentligt omfang. Bekendtgørelse om beskæftigelseskrav og dagpengeperiode indeholder regler om vurderingen af, om en virksomhed har været drevet i væsentligt omfang.
Et kombinationsforsikret medlem skal opfylde beskæftigelseskravet for kombinationsforsikrede og skal have været kombiforsikret (og dermed også beskæftiget som selvstændig erhvervsdrivende) i mindst 3 hele regnskabsår.
En periode med ledighed fra lønarbejdet i 3-årsperioden er ikke til hinder for, at medlemmet kan drive virksomheden samtidig med efterløn efter disse regler.
Et medlem, der går på efterløn fra delpension, kan fortsætte virksomheden i perioden med efterløn. Det gælder, selv om virksomheden ikke har været drevet i væsentligt omfang i perioden med delpension.
Om opgørelse af og fradrag for arbejdstimer i virksomheden
Medlemmet skal løbende oplyse om sin faktiske arbejdstid i virksomheden, dvs. alle de timer, hvor medlemmet arbejder i virksomheden. Timer brugt på administration og transport tæller med. Ved opgørelsen af det faktiske timetal medregnes al form for arbejde, der er forbundet med virksomheden.
Det gælder uanset, om arbejdet udføres inden for eller uden for normal arbejdstid eller på f.eks. søn- og helligdage.
Har medlemmet overskredet det tilladte timetal, skal a-kassen straks indstille udbetalingen af efterløn. A-kassen skal undersøge årsagen til overskridelsen og træffe afgørelse om eventuel tilbagebetaling og sanktion. Der henvises til bekendtgørelse om sanktioner i forbindelse med uberettiget modtagelse af ydelser fra en arbejdsløshedskasse. Udbetalingen kan først genoptages fra starten af det næste kalenderår, og kun hvis medlemmet har sandsynliggjort, at medlemmet ikke fremover vil overskride det tilladte timetal.