Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering ved tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, udskrivningsaftaler, koordinationsplaner, husordener og klagemuligheder mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger\n(Til landets psykiatriske afdelinger)

Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering ved tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, udskrivningsaftaler, koordinationsplaner, husordener og klagemuligheder mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger

(Til landets psykiatriske afdelinger)

1. Indledning

Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, regulerer visse forhold for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger. Denne vejledning knytter sig til loven og til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1493 af 14. december 2006 om samtaler efter ophør af enhver tvangsforanstaltning på psykiatriske afdelinger, samt til Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien.

I medfør af lov nr. 546 af 24. januar 2005, sundhedsloven, § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov.

Af psykiatriloven fremgår, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling så vidt muligt skal finde sted med patientens samtykke. Et samarbejde mellem patient og den behandlende læge er en forudsætning for, at det psykiatriske behandlingstilbud kan føre til et godt resultat. I forbindelse med indlæggelsen skal patienten vejledes om formålet med indlæggelsen, opholdet og dets forventede varighed, behandlingen samt om udsigterne til resultat heraf, herunder bedring af tilstanden.

Inden iværksættelsen af behandling skal en patient være informeret om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Der skal i givet fald oplyses om eventuelle andre behandlingsmuligheder, deres konsekvenser, forventede virkning, mulige komplikationer og bivirkninger, samt oplyses om forventede konsekvenser af manglende behandling.

2. Forhåndstilkendegivelser

Patienten har ret til forud for og i forbindelse med indlæggelsen at fremsætte sine personlige ønsker med hensyn til behandlingens form og indhold. Dette gælder også behandling uden samtykke. Den endelige tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet må nødvendigvis finde sted efter den kliniske vurdering ved indlæggelsen og i forbindelse med udformning af behandlingsplanen. Patientens tilkendegivelser skal indføres i journalen og skal så vidt muligt inddrages som vejledende for overlægens overvejelser om behandling, også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer på tale. Patienten skal informeres om, at der kan opstå en situation, hvor det kan være nødvendigt at fravige forhåndstilkendegivelsen, når betingelserne for iværksættelse af tvangsforanstaltninger er opfyldt.

3. Behandlingsplaner

I medfør af psykiatrilovens § 3, stk. 3, har den behandlingsansvarlige overlæge ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan for enhver, der indlægges på en psykiatrisk afdeling. Behandlingsplanen skal journalføres. Overlægen kan bemyndige en anden læge til at udarbejde en behandlingsplan for patienten.

Patienten skal vejledes om behandlingsplanens indhold, og patientens samtykke bør til stadighed søges opnået. Under hele behandlingsforløbet bør der i videst muligt omfang træffes klare aftaler om samarbejdet mellem patient og behandlere. Disse aftaler skal journalføres.

I forbindelse med drøftelse af behandlingsplanen skal lægen informere patienten om formålet med behandlingen og søge patientens samtykke til den påtænkte behandling, herunder overveje og diskutere patientens eventuelle forslag om andre behandlingsformer. Patientens tilkendegivelser og resultat af drøftelsen skal indføres i journalen.

Der er ingen formelle krav til udformningen af behandlingsplanen, men denne er en del af journalen, hvad enten den er indskrevet i selve journalen eller foreligger som et selvstændigt notat. Det overlades derfor til den enkelte psykiatriske afdeling at finde den udformning, der lokalt findes optimal og mest overskuelig som registrering af de enkelte elementer i behandlingsplanen. Behandlingsplanen er i sin helhed omfattet af reglerne om aktindsigt i patientjournaler.

En kopi af behandlingsplanen og efterfølgende reviderede planer skal udleveres til patienten, medmindre denne frabeder sig det.

Behandlingsplanen skal udarbejdes senest en uge efter indlæggelsen og skal omfatte følgende

a) psykiatriske og somatiske diagnoser samt beskrivelse af de fænomener, der underbygger diagnoserne,

b) plan for de efterfølgende undersøgelser, der er nødvendige af diagnostiske og behandlingsmæssige grunde,

c) plan for den påtænkte behandling, omfattende såvel medicinsk behandling som psykoterapeutiske, miljøterapeutiske samt sociale foranstaltninger, under hensyntagen til eventuelt senere indløbne undersøgelsesresultater,

d) de mål, der søges opnået ved behandlingen og antagelser om behandlingens varighed,

e) tidspunkt for planlagt opfølgning af behandlingsplanen og

f) oplysning om patientens holdning til behandlingsplanen.

Planen skal ajourføres ved ændringer i patientens tilstand eller den overordnede behandlingsstrategi.

Pårørende søges med samtykke fra patienten i videst mulig grad informeret om behandlingsplanen.

4. Eftersamtaler

Ifølge psykiatrilovens § 4, stk. 5, skal patienten efter ophør med enhver tvangsforanstaltning tilbydes en eller flere samtaler.

Formålet med eftersamtaler er, at patienten skal have mulighed for at beskrive og drøfte sine oplevelser i forbindelse med iværksættelse og gennemførelse af tvangsforanstaltningen. Den sundhedsperson, der gennemfører eftersamtalen, kan herved blive bekendt med patientens opfattelse af den anvendte tvang og opnå en bedre forståelse af patientens reaktionsmønstre. Referat af samtalen skal journalføres, så afdelingen som helhed kan blive bekendt med patientens opfattelse af tvangsforanstaltningen og dennes gennemførelse. Formålet er at søge at forebygge eller reducere tvangsanvendelse over for den pågældende patient i eventuelle fremtidige situationer, eller eventuelt at gennemføre tvangen på en mere hensigtsmæssig og mindre traumatisk måde for patienten.

Desuden er formålet at forklare patienten baggrunden for iværksættelse af den aktuelle tvangsforanstaltning, så patienten får en bedre forståelse for årsagen til, at personalet i situationen fandt det nødvendigt at anvende tvang.

Ved systematisk gennemførelse af eftersamtaler, der tager højde for at fremskaffe oplysninger om en række forhold, kan personalet desuden opnå erfaringer, som kan anvendes til generelt at forebygge eller reducere anvendelse af tvang i afdelingen.

Eftersamtalen gennemføres af en kvalificeret sundhedsperson på den afdeling, hvor tvangsforanstaltningen har fundet sted. Eftersamtalen skal finde sted snarest efter tvangsforanstaltningens ophør og senest i forbindelse med udskrivningssamtalen. Ved vurdering af omfanget, indholdet og tidspunktet for samtalens afholdelse skal der tages udgangspunkt i en samlet vurdering af patientens situation/tilstand.

Følgende forhold skal indgå i eftersamtalen

a) hvordan patienten oplevede den pågældende tvangsforanstaltning og den måde den blev gennemført på,

b) patientens opfattelse af årsag til og formål med den pågældende tvangsforanstaltning,

c) patientens vurdering af om man kunne have undgået tvang i den pågældende situation og i givet fald hvordan man skulle have forholdt sig,

d) patientens forslag til hvordan man i eventuelle fremtidige situationer kunne undgå tvang,

e) information om hvordan personalet opfattede årsagen til og formålet med tvangsforanstaltningen og

f) virkning og eventuelle bivirkninger ved den pågældende tvangsforanstaltning, fx ved medicinering.

Andre forhold i relation til tvangsforanstaltningen, som må antages at kunne fremme formålet med samtalen, kan inddrages i samtalen såvel af patienten som af personalet.

Efter samtalens afslutning skal der skrives et referat, som udleveres til patienten, som får mulighed for at kommentere dette. Referatet indgår i journalen.

Personalet skal vurdere, om der vil være behov for at afholde flere eftersamtaler, og patienten skal informeres om, at den pågældende kan anmode om en supplerende samtale.

Afholdelse af eftersamtaler har været anvendt i forbindelse med Det nationale kvalitetsprojekt om anvendelse af tvang, som blev gennemført i 2004-2005. Resultaterne fra de forsøg, der blev gennemført i dette regi, viste, at en systematisk anvendelse af eftersamtaler kunne medvirke til at nedbringe tvangsanvendelsen. Der henvises til materialet herfra med henblik på inspiration til gennemførelse af eftersamtaler.

5. Tvangsfiksering

Ved revision af psykiatriloven i 2006, § 21, stk 4 og stk. 5, blev der indført nye regler for obligatorisk efterprøvelse af tvangsfikseringer. Baggrunden for disse regler er blandt andet et ønske om at reducere anvendelsen af tvangsfikseringerne.

Det fremgår af lovens § 21, stk. 4, at der, så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 4 gange i døgnet, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet. Disse tilsyn skal fordeles jævnt over døgnet.

Denne obligatoriske efterprøvelse fritager ikke overlægen for det overordnede ansvar for, at bl.a. tvangsfiksering ikke anvendes i videre omfang end højst nødvendigt, jf. lovens § 21, stk. 1. Den løbende efterprøvelse efter denne bestemmelse skal således finde sted sideløbende med den obligatoriske efterprøvelse efter lovens § 21, stk. 4.

Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er ansat på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, foretage en vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering, jf. lovens § 21, stk. 5. Den eksterne læge må ikke have ansvaret for behandlingen af patienten og heller ikke ansættelsesmæssigt være underordnet den behandlende læge.

Lægen, der foretager den eksterne vurdering, skal være speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri. En speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri kan således foretage vurdering på en voksenpsykiatrisk afdeling, og en speciallæge i psykiatri kan foretage vurdering på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.

Den eksterne læge kan være ansat på et andet hospital, men kan også være ansat på det hospital/den afdeling, hvor den fikserede patient er indlagt. Hvis der for eksempel er tale om en patient, der er indlagt på et gerontopsykiatrisk afsnit, kan den eksterne efterprøvelse foretages af en læge ansat på et andet afsnit på hospitalets psykiatriske afdeling. Det afgørende er, at den eksterne læge ikke er ansat på det psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, og således ikke har ansvar for patientens behandling og heller ikke ansættelsesmæssigt er underordnet den behandlende læge.

Ved uenighed i bedømmelsen af, om der fortsat er behov for at opretholde en tvangsfiksering, er den behandlende læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen skal dog mundtligt og skriftligt oplyses over for patienten og patientrådgiveren.

Vurderingen ved den eksterne læge skal foretages på baggrund af lægens egen undersøgelse af patienten og kan således ikke foretages alene på baggrund af en gennemgang af journalmateriale. Lægens vurdering skal tilføres patientens journal.

Den behandlende læge skal umiddelbart efter udløbet af de 48 timer, jf. lovens § 21, stk. 5, sikre sig, at der tilkaldes en læge, der kan foretage den nævnte vurdering. Hvis de 48 timer udløber sent om aftenen eller om natten, kan tilkaldelsen af den eksterne læge foretages den følgende morgen. Yderligere udsættelse kan ikke ske pga. helligdage og i weekender.

Hvis der ved tvangsfikseringen foruden bælte anvendes handsker, hånd- eller fodremme, skal der ved vurderingerne, jf. § 21, stk. 4 og 5, i loven, tages særskilt stilling til den fortsatte anvendelse af disse tvangsmidler. Såfremt der hos en tvangsfikseret patient senere i forløbet anvendes remme eller handsker, regnes 48-timers fristen fra den først iværksatte foranstaltning.

6. Beskyttelsesfiksering

Beskyttelsesfiksering med bløde stofbælter og lignende kan benyttes for at hindre, at en patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare. Med henblik på at forhindre, at en patient kommer til skade ved beskyttelsesfiksering, har ledelsen et ansvar for at sikre patienterne ved anvendelse af CE-mærkede bælter, vejledning om brugen heraf til personalet samt ansvar for vurdering af, om en forsvarlig overvågning af patienten kan etableres inden for afdelingens sædvanlige rutiner eller der skal være fast vagt, så længe fikseringen varer.

7. Udskrivningsaftaler/koordinationsplaner

Psykiatrilovens kapitel 4 a indeholder særlige bestemmelser om den fortsatte behandling efter udskrivning, når det antages, at patienten efter udskrivning ikke selv vil søge den behandling, herunder de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred. I disse tilfælde har den behandlingsansvarlige overlæge ansvaret for, at der indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de sociale myndigheder i kommunen, privatpraktiserende sundhedspersoner (fx praktiserende læger og praktiserende speciallæger) m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Det kan dreje sig om patienter med alvorlig sindslidelse, der udsættes for betydelig helbredsforringelse ved ikke at modtage nogen form for behandlingsmæssig eller social støtte. Der kan for eksempel være tale om patienter, der lider af skizofreni og samtidigt har misbrugsproblemer eller store sociale problemer.

Udskrivningsaftalen skal indeholde en beskrivelse af patientens aktuelle og forventede fremtidige behov for behandling og sociale tilbud. Udskrivningsaftalen skal omfatte de behandlingsmæssige og sociale tilbud, som vil være relevante for patienten samt angivelse af dato og tidspunkt for det første møde hos vedkommende myndighed m.fl. Aftalen skal så vidt muligt tilgodese patientens ønsker. Udskrivningsaftalen skal være tidsbegrænset, og aftalen skal tages op til vurdering efter en bestemt angiven periode. Det skal af udskrivningsaftalen fremgå, hvem der er ansvarlig for revurdering af planen, og hvem der er ansvarlig for opfølgning, således at patienten får de nævnte tilbud. Det skal endvidere fremgå, hvem der skal reagere, hvis aftalen ikke overholdes.

I mange tilfælde har det distriktpsykiatriske center, det opsøgende psykoseteam eller de sociale behandlingsinstitutioner erfaringer med disse patienter og vil på naturlig måde kunne inddrages i planlægningen. Det bør vurderes, hvordan den praktiserende læge på mest hensigtsmæssig måde kan inddrages i denne proces, da et forudgående kendskab til patientens funktion har en væsentlig indflydelse på elementerne af udskrivningsaftalen samt på opfølgningen. Ofte vil det distriktspsykiatriske center følge patienten efter udskrivningen, og i disse situationer kan det derfor være hensigtsmæssigt, at distriktspsykiatrisk center er ansvarlig for opfølgning af aftalen.

Såfremt patienten ikke vil medvirke til at indgå en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og de sociale tilbud til patienten. Der stilles samme indholdsmæssige krav til en koordinationsplan som til en udskrivningsaftale, der indgås med patientens medvirken.

Både for så vidt angår udskrivningsaftaler som koordinationsplaner er der tale om, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med relevante myndigheder m.fl. gennem fælles konferenceaktivitet tilrettelægger de fortsatte behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Disse tilbud kan ikke gennemtvinges over for patienten.

Såfremt en patient forlader afdelingen, uden at dette er aftalt på forhånd og uden ønske om at vende tilbage, må det betragtes som et ønske om udskrivning, og de beskrevne bestemmelser om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner kan derfor anvendes, hvis der skønnes at være behov for det. Afdelingen skal i så fald søge at opnå kontakt med patienten for at opnå rimelige aftaler om forløbet.

Ved etablering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner kan der i visse situationer videregives oplysninger om patientens rent private forhold uden patientens samtykke. Det drejer sig om oplysninger, der er nødvendige for at kunne indgå og følge op på udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner. Samarbejdet mellem psykiatriske afdelinger, relevante myndigheder m.fl. forudsætter en udveksling af information om patienten, og det er derfor tilladt at videregive relevante oplysninger om patientens private forhold mellem disse forskellige instanser i det omfang, videregivelsen må anses for nødvendig for iværksættelse af og tilsyn med overholdelse af udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen.

8. Anbringelse af børn og unge i lukkede afdelinger

Det fremgår af FN´s Børnekonvention, at ethvert barn, der er berøvet friheden, skal holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.

I de områder af landet, hvor der ikke er lukkede børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, må det bero på en konkret vurdering, hvad der tjener barnets tarv bedst. En flytning af barnet eller den unge til en lukket børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling i en anden del af landet kan udgøre en større belastning end placering på en lukket voksenpsykiatrisk afdeling. I en sådan konkret vurdering må indgå en række hensyn, bl.a. afstanden til en lukket børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, længden af den forventede indlæggelsestid, barnets eller den unges behov for kontakt med forældre og pårørende samt vurdering af, hvorvidt den voksenpsykiatriske afdeling er egnet til at opfylde barnets behov for omsorg og pleje.

9. Husordener

Det fremgår af psykiatrilovens § 2 a, at sygehusmyndigheden har pligt til at sikre, at der på enhver psykiatrisk afdeling forefindes en skriftlig husorden, som skal være tilgængelig for patienten, fx ved at den ligger fremme eller ved opslag i afdelingen. Afdelingsledelsen skal sikre en procedure, så enhver patient ved indlæggelsen får udleveret en husorden.

Ved udformning eller ændring af den skriftlige husorden skal patienterne inddrages. Med udgangspunkt i forholdene på den enkelte afdeling, herunder patientsammensætningen, tilrettelægger overlægen, hvordan inddragelsen skal foretages.

En husorden skal indeholde generelle regler om patienternes udfoldelsesmuligheder under indlæggelse, fx regler om adgangen til at telefonere, regler om rygning i afdelingen, besøgsforhold, overvåget besøg mv., samt om konsekvenserne af, at husordenen ikke overholdes. Vurdering af hvilke elementer husordenen skal indeholde, skal tage udgangspunkt i de konkrete forhold på den enkelte afdeling. Ved udformningen bør der rettes særlig opmærksomhed mod de forhold, der på den enkelte afdeling har givet anledning til tvivl og eventuelle konflikter, hvor der således er særlig grund til at have synlige og klare retningslinjer.

10. Klageadgang

I forbindelse med revision af psykiatriloven i 2006 blev klagesystemet ændret.

Til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen kan indbringes klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen og aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.

Klagen kan fremsættes af patienten eller af patientrådgiveren. Klager patienten til personalet på afdelingen eller til sygehusmyndigheden, skal klagen umiddelbart viderebringes til patientklagenævnet.

Patienten kan få indbragt det psykiatriske patientklagenævns afgørelse om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen for domstolene. Patientklagenævnet skal indbringe sagen for retten inden 5 hverdage, efter at patienten eller patientrådgiveren har anmodet om det.

Patienten kan indbringe det psykiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer og aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det psykiatriske patientklagenævn skal efter anmodning indbringe afgørelserne for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Disse afgørelser kan endvidere indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn af sygehusmyndigheden.

Klager over tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, afgøres inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal patientklagenævnet træffe afgørelse hurtigst muligt. Klager over tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare. En klage har endvidere ikke opsættende virkning, hvis lægen skønner, at omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Som eksempler på situationer, hvor en klage ikke har opsættende virkning på tvangsbehandling kan nævnes, at medicinering er nødvendig for, at patienten ikke udsættes for væsentlig forværring af sygdommen. Det kan for eksempel være nødvendigt at iværksætte behandling, når patienten er i risiko for at udvikle akut livstruende delir (fx i forbindelse med mani, andre psykoser eller alkoholforgiftning), hvis behandlingen ikke bliver iværksat. Af andre eksempler kan nævnes tvangsernæring af en patient med livstruende anorexi. Endvidere kan der eksempelvis være situationer, hvor akut medicinering kan forhindre, at en patient udsætter andre for voldelige overgreb.

Patientrådgiveren og den læge, der har truffet beslutning om tvangsindgrebet, skal så vidt muligt være til stede ved det psykiatriske patientklagenævns sagsbehandling. Nævnets møder skal som udgangspunkt afholdes på den psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt.

Klager over anvendelse af tvang til gennemførelse af personlig hygiejne og klager over undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse af medikamenter, rusmidler og farlige genstande mv. rettes til sygehusmyndigheden. Sygehusmyndighedens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Klager over den sundhedsfaglige behandling og pleje, som ikke vedrører tvang i psykiatrien, indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

11. Lægeerklæringer til brug for klagesagsbehandling

En lægeerklæring til brug for behandling af klager over tvang i psykiatrien skal indeholde sygehistorie, en beskrivelse af grundlaget for diagnosen eller eventuelt tentative diagnoser, begrundelse for nødvendigheden af at iværksætte de pågældende tvangsforanstaltninger samt for konsekvenserne af ikke at iværksætte en tvangsforanstaltning. Herunder kan inddrages tidligere erfaringer med patientens sygdom.

Erklæringen skal være så fyldestgørende, at patientklagenævnet ikke skal indhente supplerende erklæringer, men skal samtidigt kun indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at patientklagenævnet kan træffe en afgørelse. Sammen med lægeerklæringen skal medsendes de relevante tvangsprotokoller og behandlingsplanen samt kopi af øvrige relevante dele af journalen. Erklæringen skal være underskrevet af den behandlingsansvarlige overlæge og skal fremsendes hurtigst muligt.

12. Ophævelse

Vejledningen har virkning fra den 1. januar 2007 og erstatter vejledning nr. 203 af 8. december 1998 om psykiatrilovens revision (forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, udskrivningsaftaler og koordinationsplaner samt klagemuligheder mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger).

Samtidigt ophæves cirkulære nr. 202 af 8. december 1998 om behandlingsplaner for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger.

Sundhedsstyrelsen, den 14. december 2006

Else Smith

/Anne Mette Dons