Vejledning om adgang til tilskud efter sundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land\n(Til samtlige kommuner og regioner)

Bilag 1

Tilskud til/refusion af udgifter til sygehjælp i udlandet - oversigtsnotat.

Bilag 1

Tilskud til/refusion af udgifter til sygehjælp i udlandet - oversigtsnotat.

For at vejlede borgere om mulighederne for helt eller delvist at få betalt udgifter til sygehjælp modtaget under ophold i udlandet, skal følgende forhold være oplyst

1. Hvorfor var den pågældende i udlandet, formålet med rejsen.

2. I hvilket land har den pågældende modtaget ydelser.

3. Hvor længe havde han/hun været i udlandet, da vedkommende fik ydelser.

4. Hvilke ydelser er der tale om fx lægebehandling, medicin, tandlægehjælp.

Om der kan opnås tilskud til/refusion af udgifter til sygehjælp m.m. modtaget i udlandet, kan efter den 1. juli 2000 vurderes efter følgende regelsæt

Den offentlige rejsesygesikring

Ved ferie eller studierejser (hvori ikke indgår erhverv) i Europa eller landene omkring Middelhavet kan udgifter til lægebehandling, sygehusindlæggelse, lægeordineret medicin m.v. ved pludselig sygdom eller ulykkestilfælde dækkes af den offentlige rejsesygesikring. Der ydes fuld dækning af udgifterne, ved hospitalsindlæggelse dog alene udgifter svarende til indlæggelse på almindelig sygehusklasse i det pågældende land.

Rejsesygesikringen dækker udgifter, der opstår under den første måned af rejsen.

Rejsesygesikringen dækker tillige evt. udgifter til lægeordineret hjemtransport. Rejsesygesikringen dækker ikke udgifter til tandlægehjælp.

Den offentlige rejsesygesikring administreres af Europæiske Rejseforsikring A/S. Et skadetilfælde skal anmeldes til Europæiske på en skadeanmeldelsesblanket senest 6 måneder efter, at skadetilfældet indtraf.

EF-forordning 1408/71/Nordisk Konvention om Social Sikring

Alle EØS-statsborgere og deres familiemedlemmer, der er dansk sygesikret, har under midlertidigt ophold i et andet EU-/EØS-land ret til sygehjælp i det omfang der opstår et behov herfor under opholdet. Ydelserne gives fra opholdslandets offentlige sundhedsvæsen og på samme vilkår som til opholdslandets borgere. En eventuel egenbetaling i opholdslandet ved f.eks. almindelig lægebehandling gælder også for danske sikrede.

Har en dansk sikret person betalt (mere end egenbetalingen) for sygehjælp i et andet EU-/EØS-land, kan kommunen efterfølgende undersøge mulighederne for at få hel eller delvis refusion af udgifterne efter EF-reglerne. Den originale og betalte regning samt eventuelt bilagsmateriale sendes ved en blanket E 126 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ministeriet spørger herefter kontaktorganet i det pågældende land om et beløb kan refunderes. I bekræftende fald udbetaler ministeriet refusionsbeløbet direkte til den danske sikrede.

Bemærk at kommunerne selv kan sende blanket E 126 direkte til kontaktorganet i Tyskland eller i de øvrige nordiske lande. Et evt. refusionsbeløb skal dog udbetales af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

I kraft af reglerne i den nordiske konvention om social sikring gælder de ovenfor omtalte regler for alle borgere, som er bosat og syge(for)sikret i et nordisk land, altså også borgere fra 3. lande, når disse rejser mellem nordiske lande.

Tilskud efter § 168 i sundhedsloven

Der kan ydes tilskud til visse varer og tjenesteydelser efter loven, som danske sikrede har købt eller modtaget i et andet EU-/EØS-land. Dette gælder uanset formål og længde af opholdet i et andet EU-/EØS-land, blot skal den pågældende være dansk sikret ved køb eller modtagelse af ydelsen.

Vejledning om adgang til tilskud efter sundhedsloven til

varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet

EU-/EØS-land

(Til samtlige kommuner og regioner)

1. Indledning

I § 168 i sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005 er fastsat, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår for, at regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter loven, der købes i et andet EU-/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU-/EØS-land. Denne bemyndigelse er udnyttet ved udstedelse af Indenrigs- og Sundhedsministeriet s bekendtgørelse nr. 1119 af 10. november 2006, der træder i kraft den 1. januar 2007.

Baggrunden for sundhedslovens § 168 er afgørelser fra EF-Domstolen, hvori fastslås,

at reglerne i EF-traktaten om varernes og tjenesteydelsernes frie udveksling, som udgangspunkt også gælder for ydelser inden for den sociale sikring, herunder også sygeforsikringen,

at regler i medlemsstaternes lovgivning, der tilskynder de forsikrede til at erhverve disse ydelser i hjemlandet frem for i andre medlemsstater, er en hindring for den frie udveksling af varer og tjenesteydelser mellem staterne.

Det skal understreges, at § 168 ikke har nogen betydning for de gældende regler om tilskud efter sundhedsloven til varer og ydelser, der købes eller modtages her i landet. Bestemmelsen har alene betydning for varer og tjenesteydelser, der købes eller leveres i et andet EU-/EØS-land.

2. Hvilke »tjenesteydelser« kan der gives tilskud til

Om en ydelse er en tjenesteydelse efter EF-traktatens regler, afgøres efter vilkårene for det danske tilskud ifølge sundhedslovgivningen og den sikredes betaling for en ydelse her i landet.

En tjenesteydelse er en sundhedsydelse, der udføres med fortjeneste for øje, og hvor den sikrede skal betale den væsentligste andel af udgiften til ydelsen her i landet. Det vil sige, at den sikrede skal betale mere end halvdelen af udgiften til sundhedsydelsen, fordi tilskuddet ifølge sundhedslovgivningen er mindre end 50%.

Ud fra denne definition og efter de gældende vilkår for tilskud er følgende ydelser i loven »tjenesteydelser«, der kan gives tilskud til

– tandeftersyn og tandbehandling, se dog pkt. 3,

– kiropraktisk behandling,

– fysioterapeutisk behandling, se dog pkt. 3,

– almen lægehjælp til gruppe 2-sikrede,

– speciallægehjælp til gruppe 2-sikrede.

3. Hvilke ydelser kan der ikke gives tilskud til

Der er ikke ret til tilskud til ydelser, hvor tilskuddet ifølge sundhedslovgivningen er større end 50% af udgiften til ydelsen her i landet.

Som eksempel på ydelser, der ikke kan gives tilskud til i et andet EU-/EØS-land, kan nævnes den regelmæssige diagnostiske undersøgelse, RDU, til personer i alderen 18-25 år (tilskud ifølge sundhedslovgivningen udgør 65%) og lægeordineret ridefysioterapi (tilskud ifølge sundhedslovgivningen udgør 4/5 af omkostningerne til fysioterapi og rideskole).

Almen lægehjælp og speciallægehjælp er gratis for gruppe 1-sikrede her i landet, ligesom fysioterapi til visse handicappede personer og hospitalsbehandling i Danmark ydes vederlagsfrit til danske sikrede. Derfor kan der ikke gives tilskud til disse ydelser.

4. Hvilke varer kan der gives tilskud til

Tilskud efter sundhedslovgivningen kan gives til følgende varer

– ernæringspræparater, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen

– briller til børn under 16 år.

5. Lægemidler

Der kan ikke ydes tilskud til lægemidler, der købes i et andet EU-/EØS-land.

En række sundhedspolitiske hensyn – herunder særligt hensynet til patienternes sikkerhed – fører til, at der ikke kan ydes tilskud til lægemidler, der købes i et andet EU-/EØS-land.

6. Hvem kan få tilskud

Der kan ydes tilskud til personer, der er bosat her i landet, og som er gruppe 1- eller gruppe 2- sikrede. Desuden kan der ydes tilskud til personer, som er dansk syge(for)sikret uden dog at have bopæl her i landet, og som derfor er i besiddelse af et særligt sundhedskort. Det vil typisk være personer, som ifølge internationale regler fx EF-forordning 1408/71 er omfattet af dansk social sikring.

7. Den geografiske afgrænsning

Der kan ydes tilskud til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land - dvs. Belgien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene (Holland), Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

8. Krav til den udenlandske behandler

Ved behandling i Danmark kan der som hovedregel alene udbetales tilskud efter sundhedslovgivningen, såfremt den sikrede har søgt behandling hos en læge, tandlæge m.fl., der er tilsluttet en overenskomst. Dette overenskomstkrav stilles ikke ved behandling modtaget i et andet EU-/EØS-land.

En læge, tandlæge, fysioterapeut eller kiropraktor kan alene udøve erhverv i Danmark, såfremt den pågældende er autoriseret af Sundhedsstyrelsen.

Der er i EU gensidig anerkendelse af uddannelserne som læge, speciallæge, herunder speciallæge i almen medicin, tandlæge, fysioterapeut og kiropraktor.

Tilskud efter § 168 i sundhedsloven kan kun ydes ved behandling i et andet EU-/EØS-land, når behandleren i det pågældende land har offentlig autorisation til at udføre den givne behandling. Det er den sikrede, som skal dokumentere, at behandleren i det andet EU-/EØS-land er autoriseret i det pågældende land, fx ved at det af regningsmaterialet fremgår, at behandleren er autoriseret.

9. Krav om lægehenvisning og lægeordination samt begrænsning i antallet af konsultationer

I sundhedslovgivningen eller i overenskomster, der er udstedt i medfør heraf, er der i flere tilfælde et krav om lægehenvisning eller lægeordination, som forudsætning for ret til tilskud. Krav om lægehenvisning eller lægeordination gælder også for varer eller tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land. Der skal således foreligge en lægehenvisning til fysioterapeutisk behandling, også når der søges tilskud til fysioterapeutisk behandling i et andet EU-/EØS-land.

I de tilfælde, hvor overenskomsterne mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og foreninger af sundhedspersoner indeholder begrænsninger i antallet af konsultationer eller behandlinger, der ydes tilskud til, gælder disse begrænsninger også for ydelser, der er leveret i et andet EU-/EØS-land.

10. Fravigelse af blanketkrav

I sundhedslovgivningen eller i overenskomster, der er afsluttet i medfør heraf, er det i visse tilfælde fastsat, at ydelse af et tilskud er betinget af, at der anvendes særlige afregningsblanketter, ordinationsblanketter, andet blanketmateriale eller der i øvrigt stilles særlige formkrav til samme. Der stilles ikke krav om brug af særlige blanketter eller formkrav i øvrigt ved ydelse af tilskud til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land.

11. Beregning og udbetaling af tilskud

Den sikrede skal i første omgang selv betale den udenlandske behandler for behandlingen og kan derefter søge bopælskommunen/den kommune, der har udstedt et særligt sundhedskort, om tilskud efter sundhedsloven.

I de tilfælde, hvor tilskud efter sundhedslovgivningen eller overenskomster udstedt i medfør heraf til ydelser her i landet, udbetales som et fast kronetilskud, skal dette også udbetales, når varen eller tjenesteydelsen er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land. Det faste kronetilskud udbetales uanset hvilken pris, der faktisk er betalt for varen eller tjenesteydelsen i det andet EU-/EØS-land. Tilskuddet kan dog aldrig overstige den faktiske pris, der er betalt for den pågældende vare eller tjenesteydelse i udlandet, se punkt 13, eksempel nr. 1.

I de tilfælde, hvor tilskud efter sundhedslovgivningen eller overenskomster udstedt i medfør heraf ydes med en procentsats, beregnes denne procentsats, som om varen eller tjenesteydelsen var købt eller leveret her i landet. Tilskuddet kan dog højest udgøre det beløb, der kan ydes til en tilsvarende vare eller tjenesteydelse, der er købt eller leveret her i landet, se punkt 13, eksempel nr. 2.

Afregning og udbetaling af tilskud sker på grundlag af dagskursen for den pågældende valuta for den dag, der sker afregning i kommunen.

12. Krav til ansøgningen om tilskud

Når en sikret søger kommunen om tilskud, påhviler det den sikrede at fremlægge det bilagsmateriale, der er nødvendigt for, at kommunen kan træffe afgørelse om udbetaling af tilskud.

– For det første skal den sikrede dokumentere, at den vare eller ydelse, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land, svarer til en vare eller ydelse, der kan ydes tilskud til efter sundhedslovgivningen. Kommunen skal på grundlag af sikredes oplysninger kunne foretage en sammenligning af den omhandlede vare eller ydelse med en vare eller ydelse, der ydes tilskud til efter sundhedslovgivningen.

Det er derfor nødvendigt, at sikrede viser en beskrivelse af den foretagne ydelse/behandling. Ligeledes må det fremgå, hvad det er for en vare, der er købt. Som ét eksempel kan nævnes, at det ved tandbehandling i et andet EU-/EØS-land af regningsmaterialet skal fremgå, hvilken form for tandfyldning der er udført (ikke-kombineret, kombineret eller dobbeltkombineret).

Hvis kommunen ikke umiddelbart har mulighed for at foretage en sammenligning, påhviler det den sikrede at fremskaffe yderligere oplysninger vedrørende varen eller ydelsen.

– For det andet skal det af regningsmaterialet fremgå, at regningen er betalt. Desuden skal prisen for den enkelte vare/ydelse være anført, således at både prisen for den enkelte vare/ydelse og identifikation af denne er mulig.

– Endvidere skal den sikrede vedlægge kopi af en eventuel lægehenvisning/dokumentation for lægeordination, ligesom det af regningsmaterialet skal fremgå, at der er tale om en autoriseret behandler.

Den sikrede skal sørge for, at oplysningsmaterialet foreligger på et sprog, som kommunens medarbejdere umiddelbart har mulighed for at forstå.

13. Eksempler på udbetaling af tilskud efter § 168 i sundhedsloven

Det bemærkes, at de priser, der er anført i nedennævnte eksempler, er fiktive.

Eksempel 1

Lægebehandling af gruppe 2-sikret i Tyskland.

Sikrede har den 3. juli 2006 konsulteret en læge i Tyskland og har betalt lægen 45 Euro for konsultation og 45 Euro for fjernelse af en negl på højre lillefinger. Ved en omregningskurs på 7,45 DKK bliver det i alt 670,50 DKK.

Sikrede søger kommunen om tilskud til lægebehandlingen i Tyskland.

Efter de gældende faste takster i overenskomsten for almen lægegerning udbetaler kommunen sikrede et tilskud til konsultation på 177,06 DKK (ydelsesnr. 0101) og et tillægsydelsestilskud på 282,57 DKK (ydelsesnr. 2115) på grundlag af den fremlagte dokumentation for konsultationen og behandlingen.

Eksempel 2

Tandbehandling i Sverige.

Sikrede har den 5. juli 2006 fået foretaget en tandrensning og en kombineret tandfyldning i Sverige, og sikrede har betalt tandlægen henholdsvis 500 SEK og 450 SEK for denne behandling.

Ved en omregningskurs på 0,80 DKK bliver det i alt 760 DKK.

Tilskud til tandrensning i Danmark udgør 40% af den gældende takst for tandrensning (ydelsesnr. 1301), hvilket er 107,69 DKK.

40% af prisen for tandrensningen hos den svenske tandlæge er 200 SEK, hvilket omregnet udgør 160 DKK.

Da tilskuddet efter sundhedslovgivningen til tandrensning højst kan svare til det danske tilskudsbeløb, nemlig 107,69 DKK, udbetaler kommunen dette beløb.

Endvidere udbetaler kommunen et fast tilskud på 100,43 DKK til tandfyldning (ydelsesnr.1502/1552), så der i alt udbetales 208,12 DKK. Det forudsættes, at den nødvendige dokumentation for behandlingen foreligger.

Eksempel 3

Tandbehandling i Ungarn.

Sikrede har fået foretaget en plastfyldning hos en tandlæge i Ungarn, og har for dette betalt den ungarske tandlæge 22.700 HUF. Med en omregningskurs på 0,029 DKK svarer dette til 599,28 DKK.

Sikrede har samtidig fået foretaget et omfattende kronearbejde og har for denne behandling betalt den ungarske tandlæge 575.575 HUF svarende til ca. 20.000 DKK.

Kommunen udbetaler det faste tilskud efter sundhedslovgivningen til en plastfyldning nemlig 86,22 DKK (ydelsesnr. 1505/1555), da det forudsættes, at den nødvendige dokumentation for behandlingen foreligger.

Der ydes ikke efter sundhedslovgivningen tilskud til kronearbejde, hvorfor sikrede ikke kan få tilskud til denne behandling.

Eksempel 4

Tandbehandling i Tyskland.

Sikrede har på grund af tandsmerter konsulteret en tandlæge i Tyskland den 10. juli 2006, uden at det har udløst en behandling. Sikrede har for denne konsultation betalt den tyske tandlæge 45 Euro.

Da der ikke efter sundhedslovgivningen ydes tilskud til tandlægekonsultation uden behandling, kan sikrede ikke få tilskud til denne konsultation, jf. de gældende betalingstakster for tandlægehjælp (ydelsesnr. 3020).

14. Ret til tilskud/refusion efter andre regler

Danske sygesikrede kan - fra den offentlige rejsesygesikring eller efter reglerne i EF-forordning 1408/71/nordiske regler om koordinering af den sociale sikring for vandrende arbejdstagere m.fl. - have ret til at få refunderet udgifter til sygehjælpsydelser modtaget i udlandet.

Udgifter til lægebehandling, medicin m.m. ved pludselig sygdom eller ulykkestilfælde under den første måneds ferie i Europa, dækkes af den offentlige rejsesygesikring. Ved ferie i et andet nordisk land eller i Storbritannien skal reglerne i EF-forordning 1408/71/nordiske regler om koordinering af sociale sikringsordninger, dog anvendes først. I tilfælde hvor hjælp efter disse regler ikke er så omfattende som under rejsesygesikringen, kan der ydes supplerende hjælp efter rejsesygesikringen, fx til dækning af udgifter til en egenbetaling, der påhviler den sikrede ifølge EF-retten.

Da den offentlige rejsesygesikring yder fuld dækning af visse sygehjælpsudgifter, bør udgifter, der kan dækkes af den offentlige rejsesygesikring, altid søges refunderet hos Europæiske Rejseforsikring A/S, der administrerer rejsesygesikringen.

Når der er indført en mulighed for at få tilskud til visse varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land, kan der opstå situationer, hvor den sikrede kan have ret til tilskud til/refusion af udgifter til sygehjælp modtaget i udlandet både efter sundhedsloven og efter EF-reglerne/de nordiske regler.

Den samme ydelse kan naturligvis ikke refunderes to gange efter forskellige regelsæt.

Den sikrede må selv afgøre, efter hvilke regler en ansøgning om tilskud eller refusion skal behandles - enten efter sundhedsloven § 168 eller efter reglerne i EF-forordning 1408/71/de nordiske regler. Dog kan en dansk socialt sikret arbejdstager, der bor og er optaget i den offentlige syge(for)sikring i et andet EU-/EØS-land principielt til udgift for Danmark, ikke få tilskud til varer og tjenesteydelser købt eller leveret i bopælslandet. Det skyldes, at den sikrede i dette tilfælde har ret til tilskud til offentlige sundhedsydelser i bopælslandet på samme vilkår som andre offentlige syge(for)sikrede i det pågældende land, men principielt til udgift for Danmark, jf. EF-forordningens regler.

Eksempel 5

En person arbejder i Danmark, men bor i Sverige og har dermed ret til offentlige sundhedsydelser i Sverige, på samme vilkår som andre forsikrede i Sverige, men principielt til udgift for Danmark, jf. reglerne i EF-forordning 1408/71.

I Sverige ydes der ikke tilskud til kiropraktorbehandling. Denne person er ikke berettiget til tilskud efter sundhedslovens § 168 til kiropraktorbehandling, som den sikrede har modtaget i Sverige, da den pågældende ifølge reglerne i EF-forordning 1408/71 har ret til offentlige sundhedsydelser i Sverige på samme vilkår som svenske sikrede.

Det bemærkes, at muligheden for at opnå tilskud til en vare eller tjenesteydelse gælder for alle personer, der er dansk sygesikrede, også selvom de pågældende ifølge reglerne i EF-forordning 1408/71 er omfattet af den sociale sikring i et andet EØS-land (fx en grænsearbejder, der arbejder i Tyskland, men bor i Danmark).

I bilag 1 er givet en kortfattet oversigt over de gældende regler for tilskud til/refusion af udgifter til sygehjælp i udlandet.

16. Forældelse af refusionskrav

EF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af varer og tjenesteydelser har været gældende her i landet siden Danmarks indtræden i EF den 1. januar 1973. Det betyder, at en sikrets ret til tilskud til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-land, har været gældende siden den 1. januar 1973, eller i et andet EØS-land siden den 1. januar 1994 (da EØS-samarbejdet blev etableret den 1. januar 1994).

Muligheden for at få tilskud til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land blev indført ved indføjelse af § 15 a i sygesikringsloven, der trådte i kraft den 1. juli 2000. Personer, der før denne dato har købt varer eller tjenesteydelser efter loven, har derfor krav på tilskud efter loven, i det omfang de kan dokumentere deres krav, og kravet ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler dvs. efter 20 år. Den 20-årige forældelse regnes fra det tidspunkt, hvor varen eller ydelsen er købt eller leveret. Tilskuddet beregnes efter de takster og regler, der gjaldt på det tidspunkt, hvor sikrede modtog behandlingen.

Eksempel 6

Sikrede blev den 24. juni 1992 behandlet hos en tandlæge i Tyskland.

Sikrede har gemt dokumentation for behandlingen og regningsmaterialet, og søger den 2. august 2006 den aktuelle bopælskommune om tilskud efter sygesikringsloven. Kravet er ikke forældet, og den aktuelle bopælskommune skal derfor beregne og udbetale tilskud efter de regler, der gjaldt på det tidspunkt, hvor sikrede modtog behandlingen.

Eksempel 7

Sikrede, der altid har været gruppe 2-sikret, blev den 2. august 1979 behandlet hos en speciallæge i Tyskland.

Sikrede hørte i august 1998 om EF-domstolens afgørelser om EU-borgeres ret til tilskud til tjenesteydelser, der er købt i et andet EU-land. Da han havde gemt dokumentation for behandlingen og regningsmaterialet søgte han derfor den 1. september 1998 kommunen om tilskud efter sygesikringsloven for behandlingen hos speciallægen i Tyskland den 2. august 1979. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at der ikke efter sygesikringsloven var ret til tilskud til lægebehandling i Tyskland.

Sikrede rettede atter henvendelse til kommunen den 3. juli 2000 med anmodning om refusion af tilskud til speciallægebehandlingen den 2. august 1979.

Den aktuelle bopælskommune udbetaler refusion efter de satser, der gjaldt på det tidspunkt, hvor behandlingen blev foretaget. Kravet på tilskud er ikke forældet efter den 20-årige forældelse, idet der løber en ny forældelsesfrist på 20 år, regnet fra den 1. september 1998, hvor sikrede første gang søgte om tilskud.

17. Ankeadgang m.m.

Kommunens afgørelse kan inden 4 uger efter, at sikrede har fået meddelelse om afgørelsen, indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. §§ 6 og 10 i lov nr. 547 af 24. juni 2005 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Klagen sendes til den kommune, der har truffet afgørelsen. Kommunen skal herefter vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Kan kommunen ikke give klageren medhold, skal kommunen sende klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Denne vejledning erstatter vejledning nr. 136 af 23. juni 2000 om adgang til tilskud efter sygesikringsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 10. november 2006

Vibeke B. Lemche