Vejledning om sterilisation

Vejledning om sterilisation

Denne vejledning knytter sig til bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 om sterilisation og kastration, herunder med henblik på kønsskifte (herefter bekendtgørelse om sterilisation og kastration), cirkulære nr. 24 af 3. april 2006 om behandling af sager om sterilisation samt sundhedsloven nr. 546 af 24. juni 2005.

1. Personer over 25 år

Efter sundhedslovens § 105 har personer, der er fyldt 25 år, fri adgang til sterilisation. Samrådstilladelse er således ikke nødvendig i disse tilfælde, medmindre personen er omfattet af lovens § 110, eller § 111, jf. herom nedenfor.

I visse tilfælde kræves tilladelse fra samrådet, selv om den pågældende er fyldt 25 år. Det drejer sig om tilfælde, hvor ansøgeren på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Samrådet kan da efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, hvis det finder, at omstændighederne taler herfor, selv om den pågældende er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, jf. lovens § 110. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 (lov nr. 388 af 14. juni 1995) tilsvarende anvendelse. I disse tilfælde skal betingelserne i sundhedslovens § 107 tillige være opfyldt.

Det drejer sig også om tilfælde, hvor ansøgeren er sindssyg, den psykiske udvikling er hæmmet, eller det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, findes betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation. I disse tilfælde kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og en særligt beskikket værge, jf. lovens § 111. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. I disse tilfælde forudsætter tilladelse endvidere, at betingelserne i lovens § 107 er opfyldt.

Samrådet ved regionsrådet træffer afgørelse om, der skal gives tilladelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation, jf. sundhedslovens § 108, stk. 2, og § 4 i bekendtgørelse om sterilisation og kastration.

2. Personer under 25 år, men over 18 år

Efter sundhedslovens § 106, stk. 1, kan en kvinde under 25 år steriliseres uden tilladelse på medicinsk indikation, hvis det er nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og hvis denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægeligt begrundet. Efter § 106, stk. 2, er der mulighed for, at kvindens ægtefælle eller samlever under 25 år i stedet kan få tilladelse til sterilisation, hvis kvinden opfylder betingelserne i § 106, stk. 1. Tilladelse skal dog gives af samrådet.

For så vidt angår den medicinske indikation, jf. lovens § 106, stk. 1, vil den opererende læge som regel ved sin egen undersøgelse kunne konstatere, om betingelserne for sterilisation er opfyldt. Det er dog ikke nødvendigt, at den opererende læge selv har konstateret betingelsernes tilstedeværelse. Lægen kan således lægge en erklæring fra en anden læge, f.eks. en speciallæge i psykiatri, til grund. Er betingelserne ikke opfyldt, bør andre specialundersøgelser sædvanligvis foretages i samarbejde med sygehusvæsenet og kun undtagelsesvis gennem regionsrådet.

Hvis betingelserne i sundhedslovens §§ 105 eller 106 ikke er opfyldt, kan samrådet give tilladelse til sterilisation, hvis betingelserne i lovens § 107 er opfyldt. Betingelserne i denne bestemmelse svarer i realiteten til den tidligere lov, der byggede på et lovforslag i betænkning om sterilisation og kastration (352/1964). Betænkningen (navnlig s. 26-32 og s. 67-71) vil derfor i vid udstrækning være vejledende ved skønnet af, om lovens betingelser er opfyldt.

Det fremgår af sundhedslovens § 107, stk. 1, at der kan gives tilladelse til sterilisation hvis 1) der på grund af arvelige anlæg er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, 2) personen på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på en forsvarlig måde, 3) der af særlige grunde er betydelig fare for, at et fremtidigt svangerskab ikke kan gennemføres, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser eller 4) de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel.

I samtlige tilfælde omfattet af lovens § 107, stk. 1, kan sterilisation tillades, uanset om det er ansøgeren selv, dennes ægtefælle eller samlever, der opfylder betingelserne.

Ved afgørelsen af, om der kan gives tilladelse til sterilisation, tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af dennes arbejdsbyrde eller på anden måde.

Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisation, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på en anden måde.

3. Personer under 18 år

Efter sundhedslovens § 107, stk. 3, kan sterilisation af personer under 18 år ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler for det. Har den pågældende ikke indgået ægteskab skal anmodningen om tilladelse til sterilisation tillige komme fra forældremyndighedsindehaveren, jf. lovens § 111.

4. Fremgangsmåden ved anmodning om sterilisation

En person, der ønsker sterilisation, kan henvende sig enten til en læge eller et regionsråd. I henhold til bekendtgørelse om sterilisation og kastration § 1, stk. 3, skal den, der fremsætter anmodningen om sterilisation, underskrive anmodningen. Det vil sige, at den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. sundhedslovens § 109, eller en særligt beskikket værge for den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. lovens § 110, eller forældremyndighedsindehaveren sammen med den, på hvem indgrebet skal foretages, skal underskrive, jf. lovens § 111. Sker henvendelsen til et regionsråd følges reglerne i cirkulære om behandling af sager om sterilisation. Der er udarbejdet blanketter til brug for anmodning om sterilisation og til brug for afgivelse af samtykke.

5. Den praktiserende læges pligter

Fremsættes anmodningen om sterilisation over for ansøgerens alment praktiserende læge, skal denne under en personlig samtale med den pågældende søge oplyst grunden til ønsket om sterilisation. Lægen skal give den vejledning, der er nævnt i sundhedslovens § 113, og herunder orientere om mulighederne for refertilisering, sikkerheden ved sterilisation og om anvendelse af alternative svangerskabsforebyggende midler. Lægen og den person, der ønsker sterilisation, skal ved deres underskrift bekræfte, at vejledningen har fundet sted. Dette gælder også, når vejledning skal gives til forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge, jf. lovens § 113, og § 3 i bekendtgørelsen om sterilisation og kastration. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, omfattet af lovens § 110, skal denne dog ikke bekræfte, at vejledning har fundet sted.

I tilfælde, hvor sterilisation kræver tilladelse fra samrådet, skal lægen forelægge anmodningen for vedkommende regionsråd sammen med en udtalelse om sagen. En læge, der modtager en anmodning om sterilisation, kan således ikke på egen hånd afvise denne.

Det er af væsentlig betydning for regionsrådets behandling af sagerne og den nødvendige hurtige gennemførelse heraf, at den praktiserende læge omgående henviser ansøgeren til regionsrådet og ved henvisningen giver så fyldige oplysninger som muligt, såvel om de medicinske forhold som om ansøgerens og dennes families sociale og økonomiske forhold samt ansøgerens personlige og familiemæssige vanskeligheder, i det omfang lægen måtte have kendskab hertil.

Selv om ansøgeren opfylder betingelserne for sterilisation uden tilladelse fra samrådet, må der lægges afgørende vægt på, at den pågældende ikke beslutter sig uden nøje overvejelse.

Fastholdes ønsket om sterilisation, skal lægen henvise den pågældende til sterilisationsbehandling. Der skal ikke forinden indhentes en erklæring fra en eventuel ægtefælle.

Ved henvisningen til sterilisationsbehandling bør det i videst muligt omfang fremgå af lægens oplysninger, i hvilket omfang lægen har påset, at den person, der ønsker sterilisation, opfylder betingelserne for sterilisation uden tilladelse, samt at de formelle krav i sundhedslovens §§ 109 og 113, jf. bekendtgørelse om sterilisation og kastration § 1, stk. 3, og § 3, er opfyldt, således at det i almindelighed ikke vil være nødvendigt for sygehuset eller den praktiserende speciallæge at indhente yderligere oplysninger.

Hvis lægen foretager henvisningen til sygehuset elektronisk, skal den underskrevne blanket opbevares af lægen efter principperne i reglerne om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring).

Lægen skal så vidt muligt i henvisningen oplyse, om anmodningen er fremsat af den pågældende selv, jf. lovens § 109, og om den pågældende er vejledt efter lovens § 113.

6. Sygehusets eller den praktiserende speciallæges pligter

Den læge, der skal foretage selve indgrebet, skal sikre sig, at vejledning er sket i overensstemmelse med lovens § 113.

Den opererende læge bør i den forbindelse informere om det konkrete indgreb og om risikoen for komplikationer og bivirkninger i relation hertil, jf. kapitel 2 om ”Selvbestemmelse” i lov om patienters retsstilling, som per 1. januar 2007 erstattes af sundhedslovens kapitel 5 ”Patienters medinddragelse i beslutninger”. Endvidere bør indgrebets sikkerhed og patientens mulighed for refertilisering omtales.

7. Betaling

Udgifterne i anledning af sterilisation afholdes i henhold til sundhedslovens § 245 af bopælsregionen.

Det vil fremgå af sygehuskommunernes visitationsretningslinier, hvordan sterilisationstilbudet er tilrettelagt, herunder om den alment praktiserende læge i den pågældende sygehuskommune skal henvise en person, der opfylder betingelserne for sterilisation, til sterilisationsbehandling på et sygehus eller hos en praktiserende speciallæge.

Udgifterne til sterilisationsbehandling hos en praktiserende speciallæge afholdes kun af regionen i det omfang, dette er fastsat ved sygesikringsoverenskomst.

En ansøger bosat i udlandet skal som udgangspunkt selv afholde udgiften til indgrebet, uanset om indgrebet bliver udført på et privat hospital, en klinik eller på et offentligt hospital. Endvidere må en ansøger, der ikke har bopæl her i landet, selv fremskaffe eventuelt nødvendige dokumenter, ligesom oversættelse af disse dokumenter må ske for ansøgerens regning.

8. Afsluttende bestemmelser

Denne vejledning er gældende fra den 1. januar 2007. Vejledning nr. 208 af 16. december 1998 om sterilisation bortfalder herefter.

Sundhedsstyrelsen, den 4. april 2006

Anne Mette Dons

/Katrine Winkel