Legislator Case Law & Legislation
C20060001060 DK

Vejledning om særlig støtte til børn og unge\n(Lov om social service)

188 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (188)

Bilag 1 Kapitel 1 Kapitel 1: Generelle bestemmelser .. Bilag 2 Kapitel 2 Kapitel 2: Sagsbehandling Bilag 3 Kapitel 3 Kapitel 3:Foranstaltninger ... .. Bilag 4 Kapitel 4 Kapitel 4: Børn og unge, der har begået kriminalitet . § 4. Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og p § 4: 8, 9, 21 Bilag 5 Kapitel 5 Kapitel 5: Foranstaltninger mv. der kan gennemføres med tvang . .. § 5. Kommunen sørger for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rå § 5: 16, 17, 243 Bilag 6 Kapitel 6 Kapitel 6: Anbringelse og forholdene under anbringelsen .. § 6. Kommunen fører tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever, jf. § 33. § 6: 21ff. Bilag 7 Kapitel 7 Kapitel 7: Anbringelsessteder for børn og unge . ... Bilag 8 Kapitel 8 Kapitel 8: Anbringelsesstedernes driftmæssige forhold mv. Bilag 9 Kapitel 9 Kapitel 9: privat døgnpleje .. .. Bilag 10 Kapitel 10 Kapitel 10: Adoption uden samtykke .. .. Bilag 11 Kapitel 11 Kapitel 11: Klageregler . . Bilag 12 Kapitel 12 Kapitel 12: Finansiering .. Bilag 13 Bilag 14 Bilag 15 Bilag 16 § 16: 270 § 23: 270 § 32. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og § 32: 2 § 33. Kommunen fører sit tilsyn, jf. § 6, på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at vær § 33 a. Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller fl § 33 a fastslår, at fraflytningskommunen har pligt til at underrette tilflytningskommunen i situationer, hvor fraflytningskommunen finder, at et eller § 33: 21ff. § 33a: 42ff. § 34. Amtskommunen tilbyder gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller betydelig nedsat fysisk og p § 34: 329 § 35. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under ud § 36. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigend § 36 a. Hvis kommunen modtager en underretning om, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte efter kapitel 8, skal kommunen senest seks § 36 a: 41 § 37. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver a § 37 a. For at tilgodese børn og unge med behov for særlig støtte opretter kommunen en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og s § 38. Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kom § 38, stk. 9, giver dermed mulighed for, at kommunen uden samtykke indhenter oplysninger om barnets eller den unges forhold, også når forholdene ikke § 38: 20, 50ff. § 38 § 38 § 38 § 38 § 38 § 38, stk. 7 , fastsætter, at undersøgelsen skal afsluttes senest fire måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan hav § 38 § 38 § 39. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, ka § 39: 62, 154, 268 § 40. Kommunen træffer afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en § 40 b. Under et døgnophold efter § 40, stk. 3, nr. 4, 5 og 8, og efter § 62 a, stk. 3, nr. 1 og 4, modtager barnet eller den unge omsorg, personlig s § 40 b omfatter alle former for døgnophold, jf. stk. 3. Bestemmelsen gælder alle døgnophold, som er omfattet af grundtakstfinansiering, uanset om udgi § 40: 86ff. § 40 a: 320 § 40 b: 265ff. § 40 § 40 § 40 § 40, stk. 4, giver både mulighed for at dække udgifter, der er en direkte følge af en foranstaltning efter § 40, stk. 3, udgifter, der er en del af f § 40, stk. 4, giver også mulighed for at dække udgifter, der mere indirekte følger af en iværksat foranstaltning. Det betyder f.eks., at der vil kunne § 40, stk. 4, dækker heller ikke hjælp til betaling af dagtilbud efter serviceloven, da dette afgøres efter Ministeriet for Familie- og Forbrugeranlig § 40 § 40 a. Kommunen tilbyder forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § § 41. Afgørelser efter § 40, stk. 3, nr. 1, 6 og 7, jf. § 40, stk. 1, kan træffes, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen § 41: 113ff. § 42. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af § 42. § 42. § 42 a. Er et barn eller en ung med samtykke fra forældremyndigheds- indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, anbragt uden for hjemmet, og tilbage § 42: 178ff. § 42 a: 231ff. § 43. Hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter § 43: 153, 168ff. § 44. Hvis forældremyndighedsinde- haveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, d § 44: 156ff. § 45. Afgørelser efter §§ 39, 42, 42 a, 44, § 57, stk. 3, § 64, stk. 4, og § 108, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige beho § 45. § 45. § 45: 73, 109, 186ff. § 46. Foranstaltninger efter §§ 40, 41, 42 og 42 a skal ophøre, når formålet er opnået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til bar § 46, stk. 4, stiller dog krav om, at kommunen forud for en hjemgivelse skal revidere handleplanen, herunder at der tages stilling til fortsat skolega § 46: 115ff, 171, 226ff. § 47. Såfremt kommunen ikke foretager de fornødne undersøgelser, jf. § 38, ikke fører de fornødne samtaler med barnet eller den unge, jf. § 58, ikke u § 47: 327ff. § 48: 185 § 49. Plejefamilier for børn og unge skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune. § 49 a. Kommunen kan etablere døgntilbud til børn og unge, der har brug for særlig støtte, hvor der ikke er behov for et specialiseret behandlingstilb § 49. § 49. § 49. § 49: 237ff. § 50: 247, 328 § 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder § 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder § 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder § 51: 34ff, 293 § 52. Forældrene og barnet eller den unge betaler for døgnopholdet efter regler, der fastsættes af socialministeren. § 52: 225 § 53: 25, 181 § 54. Samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 40, stk. 3, nr. 8, skal omfatte formålet me § 54 henviser til bestemmelsen i § 58a om udarbejdelsen af handleplaner for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, se pkt. 71ff. Med henvisn § 54: 72, 108 § 55. Kommunen træffer afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handle-planen, jf. § 58 a. Samtidig med valg af anbringels § 55: 196ff. § 56. Kommunen skal senest tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge, vurdere, om indsatsen skal ændres, § 56. Kommunen skal senest tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge, vurdere, om indsatsen skal ændres, § 56: 121ff. § 57 a. Kommunen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk. § 57 a giver derfor kommunen pligt til at overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages systematisk. Den systematiske inddragelse kan eksempelvis § 57 a forpligter ikke kommunen til at anvende en bestemt metode, men kommunen kan efter behovene i den enkelte sag og den lokale prioritering på områ § 57. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal sørg § 57: 213ff. § 57 a: 13, 70 § 58. Forinden myndigheden træffer afgørelse efter §§ 39, 40 og 41-46, § 47, stk. 2-4, og §§ 55-57 skal der finde en samtale sted med barnet eller den § 58 a. Kommunen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 40, § 42 eller § 62 a. Betyder hensynet til bar § 58 a. Kommunen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 40, § 42 eller § 62 a. Betyder hensynet til bar § 58 a § 58 a § 58: 63, 196, 327 § 58 a: 71ff. § 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 42 skal indeholde en redegørelse for § 59 a. En indstilling om, at et barn eller en ung ikke kan hjemtages i op til seks måneder efter § 42 a, skal indeholde en redegørelse for § 59: 178ff. § 59 a: 178ff. § 60. Kommunen tilbyder forældre- myndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år gratis advokatbistand under en sag om § 60: 174ff. § 61. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i § 60, påhviler det kommunen at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er f § 61: 173 § 62 a. Kommunen yder hjælp efter stk. 2 og 3, til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til § 62 a § 62 a § 62 a § 62 b. Den unge betaler for døgnophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 4, efter regler, der fastsætte § 62. Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om § 62: 153 § 62 a: 116f. § 62 b: 120ff. § 64. Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over tre måneder uden at have tilladels § 64 § 64 § 64: 296ff. § 108 § 108: 224 § 116: 236 § 117: 313 § 121. Kommunens og amts-kommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om rets-sikkerhed og administrat § 121: 319 § 122. Afgørelser efter § 55, stk. 1, og § 57, stk. 2, kan af forældre-myndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, indbringes for det so § 122: 319 § 123. Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62, kan ind-bringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om § 123: 323 § 124: 195, 326 § 126: 326 § 129: 101, 271 § 130: 271 § 131: 329 § 131 a: 265 § 131 b: 266 § 133: 333 Bilag Den fulde tekst

Statutory Text (188 Articles)

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 1

Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunerne efter lov om social service

Bilag 1 indeholder bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunerne efter lov om social service.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 1

Generelle bestemmelser

1. Dette kapitel gennemgår en række forskellige generelle bestemmelser om kommuners, amtskommuners og privates opgaver. Kapitlet gennemgår således den generelle formålsbestemmelse, som gælder hele indsatsen på området. Derudover gennemgås kommunens generelle og overordnede opgaver i forhold til f.eks. vedtagelse af en sammenhængende børnepolitik, tilsyn, rådgivning mv. Endelig gennemgås underretningspligten.

Formålsbestemmelsen

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 1: Generelle bestemmelser ..

1

Formålsbestemmelsen ..

1

Målet for særlig støtte til børn og unge ..

2

Sammenhængende børnepolitik ..

8

Udarbejdelse af en sammenhængende børnepolitik ... ...

9

Standarder for sagsbehandlingen ..

10

Rådgivning ..

16

Særligt om rådgivning af børn og unge ..

17

Placeringen af rådgivningen ...

18

Andre rådgivningstilbud .

19

Når der er behov for andet end rådgivning .

20

Tilsyn ...

21

Handlekommune ..........................................

25

Bistand ved udpegning af forældremyndighedsindehaver ...

26

Nedsættelse af børn og ungeudvalg

27

SSP samarbejdet ...

30

Inddragelse af forældre uden del i forældremyndigheden

31

Samarbejde mellem statsamt og kommuner .

32

Amtskommunens opgaver vedrørende børn og unge ...

33

Rådgivning, undersøgelse og behandling

33

Institutioner for børn og unge . .

34

Vejledning til kommunerne

36

Udpegning af pædagogisk-psykologisk sagkyndigt medlem .

Kommunalt eller amtskommunalt samarbejde .

38

Underretningspligt

40

Den enkeltes underretningspligt .

40

Kvittering for underretninger..... ....

41

Tværkommunal underretningspligt

42

Anmeldelse til politiet og afværgepligt ..

43

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 2

Bekendtgørelse om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring

Bilag 2 indeholder bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 2

Sagsbehandling

Generelle krav til sagsbehandlingen

44. I forhold til sagsbehandlingen i sager om børn og unge med behov for særlig støtte skal det indledningsvist fremhæves, at udgangspunktet er, at sagsbehandlingen skal følge de almindelige bestemmelser i blandt andet retssikkerhedsloven og forvaltningsloven om behandling af sager. Dvs. at sagsbehandlingen skal leve op til de almindelige regler om oplysningspligt, tavshedspligt, videregivelse af oplysninger mv. Der henvises med hensyn til disse spørgsmål til forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt Socialministeriets ”Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene” (Dialogvejledningen), af 2004.

45. På enkelte punkter er der i serviceloven fastsat nærmere regler om sagsbehandlingen. Hovedparten af disse regler gennemgås i dette kapitel. Derudover gennemgås i kapitel 5 en række særlige regler om sagsbehandlingen i sager, hvor der træffes afgørelser uden samtykke.

46. Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn eller unge og deres familier, da der er tale om meget følsomme sager. Det er sager, der har stor indflydelse på de involveredes liv, og som ofte indeholder meget personlige og private oplysninger. Desuden er der under visse betingelser mulighed for at træffe afgørelser, som trods et manglende samtykke kan gennemføres over for forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Dette gør det særlig vigtigt, at sagsbehandlingen lever op til lovgivningens krav, og hvad der i øvrigt følger af god forvaltningsskik.

47. Det er eksempelvis vigtigt, at der i sagen føres en dækkende journal, både for at notatpligten overholdes, men også for at andre efterfølgende har mulighed for at sætte sig ind i sagen. Det hører også med til god forvaltningsskik, at det fremgår, hvem der har udfærdiget noteringer i journalen eller har udstedt erklæringer, udtalelser eller lignende, til brug for sagen. Det er også vigtigt, at det i forbindelse med udfærdigelse af erklæringer fremgår, om disse er baseret på en egentlig undersøgelse af eller samtale med den, som erklæringen angår, eller om erklæringen er udfærdiget alene på allerede foreliggende skriftligt materiale eller foreliggende viden.

Generelt om orientering af forældremyndighedsindehaveren og den unge

48. Det kan være hensigtsmæssigt, at kommunen aktivt medvirker til, at forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, bliver orienteret om de rettigheder, de har efter forvaltningsloven. Det gælder også børn over 12 år i forbindelse med deres ret til at klage over valget af anbringelsessted. For så vidt angår de tilfælde der ikke er omfattet af reglen i § 61 om den særlige pligt til at gøre forældremyndighedsindehaveren og andre parter bekendt med retten til aktindsigt mv. bør det også her overvejes, om det er hensigtsmæssigt at orientere parterne.

Af hensyn til familiens retssikkerhed er det vigtigt, at der i hele sagsforløbet sker en grundig orientering af familien om de oplysninger, der ligger i sagen, samt om de overvejelser kommunen gør sig med hensyn til indhentelse af andre oplysninger og eventuelle overvejelser om nødvendige foranstaltninger.

En grundig orientering og en god inddragelse af hele familien, herunder også barnet eller den unge, er således en nødvendig forudsætning for, at der kan etableres et reelt samarbejde mellem familien og kommunen om at finde de løsninger, der bedst tilgodeser familiens behov, således at familien kan bringes ud af vanskelighederne.

Det er således væsentligt, at familien medvirker aktivt til løsningen af problemerne, og dette kan kun ske, hvis familien undervejs bliver gjort bekendt med kommunens overvejelser, og får mulighed for at fremkomme med eventuelle kommentarer og korrektioner til de oplysninger, der er i sagen.

Der bør således ske en løbende orientering i hele sagsforløbet. Orienteringen er særlig vigtig, hvis sagen undervejs skifter karakter fra frivillig til tvangsmæssig, således at forældrene ikke føler, at samarbejdet er foregået på skrømt og efter en skjult dagsorden.

Tværfaglige grupper

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 2: Sagsbehandling

44

Generelle krav til sagsbehandlingen .

44

Generelt om orientering af forældremyndighedsindehaveren og den unge .

48

Tværfaglige grupper .

49

Undersøgelser ...

50

Samtykke til undersøgelsen

51

Indholdet af § 38-undersøgelsen . .

52

Der skal fokuseres på ressourcerne

53

Målrettet indsats overfor unge

54

Hvordan gennemføres undersøgelsen

55

Undersøgelsens omfang .

57

Krav til redegørelsen for undersøgelsens resultater af undersøgelsen ...

58

Tidsfrist for afslutning af undersøgelsen

60

Undersøgelse af eventuelt andre børn i familien

61

Indhentning af eksisterende oplysninger uden samtykke ..

62

Høring mv. af barnet eller den unge

63

Hvornår skal barnet eller den unge tilbydes en samtale .

63

Formålet med samtalen med barnet eller den unge

64

Hvornår skal samtalen foregå .

65

Barnets eller den unges synspunkter skal tillægges passende vægt ...

66

Hvornår kan man undlade samtalen ...

67

Ankestyrelsens praksis vedr. samtaler med børn ...

68

Information når afgørelsen om foranstaltning er truffet ...

69

Systematisk inddragelse af familie og netværk

70

Handleplaner

71

Pligt til at udarbejde handleplaner .

71

Udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med foranstaltninger ..

72

Tidsfrister ...

73

Indholdet i handleplanerne ....

74

Hvad er handleplanens enkelte elementer ..

75

Angivelse af foranstaltningers forventede varighed ...

78

Angivelse af støtten til familien .

79

Tilbud om særskilt plan for støtte til forældrene

80

Handleplaner for unge under 18 år med behandlingskrævende stofmisbrug ...

81

Indholdet i handleplanerne til unge med behandlingskrævende stofmisbrug

82

Formålet med handleplanerne til unge med behandlingskrævende misbrug

83

Hvad er et behandlingskrævende stofmisbrug .. ...

84

Social behandlingsgaranti til unge stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde...

85

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 3

Bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år

Bilag 3 indeholder bekendtgørelse nr. 1093 af 8. december 2000 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 3

Foranstaltninger

Foranstaltninger efter § 40

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 3:Foranstaltninger ... ..

86

Foranstaltninger efter § 40 ...

86

Betingelser for at iværksætte foranstaltninger

86

Det materielle kriterium for frivillige foranstaltninger ..

87

Samtykke

88

Gennemførelsen af en undersøgelse før iværksættelsen af foranstaltninger..

89

Valg af foranstaltninger ..

90

De enkelte foranstaltninger

91

Konsulentbistand .

92

Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet .

93

Familiebehandling eller behandling af barnets problemer ..

94

Døgnophold for hele familien .

95

Aflastningsophold ...

96

Personlig rådgiver ...

97

Fast kontaktperson ..

98

Anbringelse uden for hjemmet

99

Praktiktilbud

100

Økonomisk støtte i forbindelse med foranstaltninger ....

101

Økonomisk støtte til efterskoleophold ...

102

Økonomisk støtte, der erstatter foranstaltninger

103

Hvad kan der ikke ydes økonomisk støtte til .

104

Økonomisk støtte for at undgå en anbringelse, fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt

106

Samtykke til anbringelsen . .....

108

Særligt om fælles forældremyndighed .

109

Ophold uden for hjemmet for unge forældre under 18 år

110

Domfældte

111

Støtteperson til forældre ...

112

Servicelovens § 41

113

Delegationsforbud ..

114

Ophør af foranstaltninger .

115

Tilbud til de over 18-årige

116

En personlig rådgiver og en fast kontaktperson . .

117

Tilbud til unge, der var anbragt umiddelbart inden det fyldte 18. år ..

118

Fleksibelt efterværn

119

Den unges betaling i forbindelse med anbringelsen ...

120

Opfølgning på foranstaltninger

121

Opfølgning tre måneder efter iværksættelse af en foranstaltning

122

Opfølgning med højest 12 måneders mellemrum

123

Indholdet i den løbende opfølgning ..

124

Proceskrav i forbindelse med den løbende opfølgning

125

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 4

Sammenskrivning af bekendtgørelse af forretningsorden for børn og unge-udvalgene

Bilag 4 indeholder en sammenskrivning af bekendtgørelse nr. 937 af 10. december 1997 af forretningsorden for børn og unge-udvalgene med de ændringer, der følger af ændringsbekendtgørelse nr. 583 af 22. juni 2000.

Sammenskrivningen er udeladt her, da de sammenskrevne bekendtgørelser har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 4

Børn og unge, der har begået kriminalitet

I de efterfølgende afsnit beskrives de regler i serviceloven, som vedrører børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Det drejer sig primært om udarbejdelse af handleplaner, netværksstøtte og ungdomssanktionen.

Særligt om udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med kriminalitet

126. § 58 a, stk. 3, giver kommunerne pligt til at udarbejde en handleplan, når en ung under 18 år, har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Handleplanen skal beskrive en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet, så der kan ydes den nødvendige støtte til den unge. Udover voldskriminalitet omfatter begrebet anden alvorlig kriminalitet, såsom voldtægt, røveri, grovere former for hærværk og tyveri samt forsøg på sådanne forbrydelser.

Det er ikke et krav, at den unge er dømt, eller at det på anden måde er bevist, at den unge faktisk har begået voldskriminalitet eller anden form for alvorlig kriminalitet. Det er hensigten, at der skal sættes ind så tidligt som muligt. Det er derfor ikke formålstjenligt at afvente en eventuel domsfældelse. I den forbindelse bemærkes, at unge under den kriminelle lavalder på 15 år ikke er omfattet af straffeloven, således at skyldspørgsmålet ikke kan afgøres ved domstolene. Der skal dog alligevel udarbejdes handleplaner for denne aldersgruppe.

Kommunens behandling af sagen kan, i de tilfælde hvor der ikke er tale om bevist kriminalitet, alene ske ud fra, at der er foretaget en underretning om formodet kriminalitet. Dokumentationen fra politiet er et udgangspunkt for aktivt at inddrage barnet eller den unge og forældrene i sagen.

Foreløbig handleplan, § 58 a, stk. 4

127. Kommunen skal efter § 58 a udarbejde en foreløbig handleplan senest syv dage efter, kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet. Hvis den pågældende i forvejen er kendt af kommunen, vil en handleplan ofte kunne foreligge hurtigere. I det omfang kommunen imidlertid ikke i forvejen kender barnet eller den unge, der pågribes i alvorlig kriminalitet, kan selv syv dage anses for kort tid til at udarbejde en langsigtet handleplan for indsatsen.

Kravet omfatter i disse tilfælde alene en foreløbig handleplan. Den foreløbige handleplan indebærer, at der er mulighed for efterfølgende justeringer, når barnets eller den unges situation er undersøgt yderligere. Syv dags-fristen skal således vise barnet eller den unge og familien, at der reageres hurtigt på kriminaliteten. I den foreløbige handleplan skal kommunen tage stilling til, hvad der her og nu skal gøres for at hindre, at den unge begår ny kriminalitet. Den foreløbige handleplan kan f.eks. omfatte

– at der straks indkaldes til et møde med forældrene og den unge, hvor det drøftes, hvad der kan gøres for at forebygge yderligere kriminalitet,

– at den unge får tilknyttet en støtte- eller kontaktperson, eller

– at den unge anbringes uden for hjemmet, for at hindre at der begås ny kriminalitet.

Den konkrete indsats tilrettelægges af kommunen. For de 15 – 17-årige bør kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen. Det bør i denne forbindelse indgå, at kriminalforsorgen kan foranledige udarbejdet en personundersøgelse, jf. retsplejelovens § 808, om sigtedes forhold, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse ved retten, inden for en kortere tidsfrist.

Handleplaner, som forebygger yderligere kriminalitet

128. Bestemmelserne om handleplaner i forbindelse med kriminalitet er et led i den særlige indsats over for utilpassede unge. Målgruppen er unge under 18 år, som har begået voldskriminalitet eller anden form for alvorlig kriminalitet. For denne gruppe af unge har kommunen en forpligtelse til at udarbejde en handleplan for indsatsen, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge.

Formålet er at sikre, at der i disse tilfælde iværksættes en planlagt og kontrolleret indsats med henblik på at forpligte den unge, forældrene og forvaltningen i et gensidigt samarbejde for at medvirke til at få den unge på rette vej allerede, når den unge første gang kommer ud i kriminalitet. Hermed fastholdes forældrenes og kommunernes ansvar for den unge.

Ungdomskontr a kter

129. Reglerne i lov om social service er et supplement til ordningen med ungdomskontrakter, jf. Socialministeriets vejledning nr. 119 af 3. juli 1998 om ungdomskontrakter. Efter denne ordning kan unge på 15-17 år og derover, der har begået visse former for kriminalitet, tilbydes en ungdomskontrakt, som vilkår for tiltalefrafald.

Ungdomskontraktordningen omfatter således ikke børn under 15 år, idet de ikke kan straffes. Ordningen omfatter heller ikke unge på 15 år og derover, der har begået voldskriminalitet. I de tilfælde, hvor den unge er omfattet af ordningen med ungdomskontrakter, vil kravet i § 58 a være opfyldt ved indgåelsen af ungdomskontrakt. Der skal derfor ikke udarbejdes en handleplan efter § 58 a.

Tilfælde, hvor der i forvejen foreligger handleplan

130. Også i andre tilfælde, hvor der er lagt en handleplan for indsatsen ud fra andre bestemmelser, herunder handleplaner i forbindelse med foranstaltninger efter § 40 i serviceloven, er lovens krav opfyldt, og der skal ikke udarbejdes en selvstændig handleplan i forbindelse med kriminaliteten.

I lyset af den modtagne dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet, kan der evt. være grundlag for at overveje en revision af den tidligere udarbejdede handleplan.

Samarbejde med den unge og familien

131. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. I kommunens overvejelser omkring planarbejdet indgår således den unges og familiens motivation til at indgå i et langsigtet samarbejde med henblik på at forebygge ny kriminalitet.

Planen skal angive formålet med indsatsen, samt hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende den unge, herunder behandling, uddannelse m.v. og bygge på retningslinierne i § 58 a, stk. 5, se pkt. 71ff. Indholdet af den enkelte handleplan vil således være helt afhængig af de konkrete forhold. Kommunerne vil her kunne lade sig inspirere af de planer, der allerede anvendes i forbindelse med afgørelser om foranstaltninger efter § 40, § 42 eller § 62 a. Der henvises endvidere til Socialministeriets vejledning nr. 10 af 31. januar 2000 om hurtig indsats over for børn og unge, der begår kriminalitet. Yderligere information om arbejdet med kriminelle børn og unge kan blandt andet fås i inspirationskataloget ”Børn og kriminalitet” fra 2000 og inspirationshæftet ” Ungdomskontrakter ” fra 2001 eller guiden om ”Indsats over for kriminelle unge” fra 2003 udgivet af blandt andet Socialministeriet.

Ulønnet netværksstøtte til børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet

132. Børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, har ofte et stort behov for at få et andet perspektiv i deres liv.

De unge har ikke brug for flere professionelle, når de skal hjælpes i gang med beskæftigelse. Derimod kan voksne fra barnets eller den unges netværk, som frivillige og ulønnede have en særlig tilgang til problemerne, alene ud fra et ægte medmenneskeligt engagement. De kan derfor bruges som et supplement til en personlig rådgiver eller en kontaktperson efter § 40, stk. 3, nr. 6 og 7, der i modsætning til de frivillige modtager vederlag, og dermed kan opfattes som en professionel.

Den frivillige skal kunne rumme den unge og medvirke til at skabe en frugtbar dialog, der skal kunne støtte den unges udvikling.

Erfaringerne fra projekter, der sigter til, at udsatte unge kan blive integreret på arbejdsmarkedet, viser, at medarbejderen på arbejdspladsen i almindelighed ikke ser det som en opgave, som han skal betales penge for. Det handler mere om engagement og medmenneskelighed og om at kunne lide at blive udfordret.

Kommunen opfordres derfor til at afdække disse børns og unges netværk for at finde en voksenperson, der har opnået, eller som formodes at kunne opnå en god relation til barnet eller den unge, og som kan anses for egnet til at støtte barnet eller den unge.

Ungdomssanktionen

133. Straffelovens § 74 a giver mulighed for, at retten kan bestemme, at en ung, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, og som har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal undergive sig en ungdomssanktion. Ungdomssanktionen er en dom til en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af to års varighed. En ungdomssanktion kan idømmes i sager, hvor domstolene ellers ville idømme en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til et år, og hvor det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter straffelovens § 57 om betingede domme.

En ungdomssanktion kan kort beskrives som en dom til længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af fastholdelse. Ungdomssanktionen kan sammenlignes med dom med fastsættelse af særvilkår med behandlingsmæssigt sigte. Dette formuleres i reglen som en bemyndigelse til tilsynsmyndigheden, (typisk kommunen for de 15 – 17-årige) til på baggrund af særvilkårene at træffe beslutning om, hvordan særvilkårene skal opfyldes efter reglerne i den sociale lovgivning. I almindelighed formuleres særvilkår i generelle vendinger, således at der overlades tilsynsmyndigheden vide beføjelser med henblik på at kunne tilpasse vilkårene efter den dømtes aktuelle behov.

Ungdomssanktionen giver dermed mulighed for at fastholde den unge i et behandlingsforløb, der på længere sigt kan få den unge på rette kurs, især ved at styrke den unges muligheder for at opnå uddannelse og beskæftigelse. En ungdomssanktion idømmes af retten blandt andet på baggrund af en indstilling fra de sociale myndigheder. I de følgende punkter vil der være specielt fokus på de sociale myndigheders opgaver og roller i forbindelse med ungdomssanktionen.

Hvem kan idømmes en ungdomssanktion

134. Målgruppen for ungdomssanktionen er unge mellem 15 og 17 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov.

Der er fire kriterier for afgrænsning af den personkreds, som ungdomssanktionen skal kunne anvendes overfor: Et objektivt alderskriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige profil (»social profil«), et kriterium, der angår kriminalitetens art (kriminalitetskravet), og endelig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet).

Alderskriteriet

135. Det er alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende for, om der kan idømmes en ungdomssanktion. Afviklingen af ungdomssanktionen kan strække sig ud over det fyldte 18. år, uanset at den unge ikke giver samtykke. Almindeligvis vil det ikke komme på tale at idømme en ungdomssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid efter fylder 18 år. Dette kan dog finde sted, hvis det bliver anset for formålstjenligt på grund af tiltaltes personlige forhold, herunder den tiltaltes mangel på modenhed.

Social profil

136. For så vidt angår den sociale profil er målgruppen for ungdomssanktionen kendetegnet ved, at der er tale om unge med markante tilpasningsproblemer. Dvs. unge med en mangelfuld udviklet evne til at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i normale sociale sammenhænge, og ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig karakter. Deres adfærd er i mange tilfælde karakteriseret ved, at de ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes.

Anvendelsen af ungdomssanktionen forudsætter, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig i forhold til at imødekomme den unges særlige behov for behandling, og for at undgå, at den unge begår ny kriminalitet. Det er derfor en forudsætning for anvendelsen af ungdomssanktionen, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling. Det er forudsat, at der kun helt undtagelsesvist bliver tale om at erklære en ung, der opfylder den sociale profil, for uegnet til behandling. Unge kan findes uegnet, hvis de f.eks. har psykiske lidelser, som medfører, at de ikke kan nås med socialpædagogisk behandling, eller hvis det vurderes, at den unge ikke kan drage nytte af en socialpædagogisk behandling. Unge, som undtagelsesvist findes uegnet til behandling inden for det sociale system, må i sidstnævnte tilfælde idømmes en straf efter straffelovens andre bestemmelser.

Det er ikke en betingelse for idømmelse af ungdomssanktionen, at den pågældende giver samtykke til foranstaltningen. Der henvises i øvrigt til overvejelserne om samtykke og egnethed i »Rapport om ungdomskriminalitet« s. 125-130, Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet, 2001, Justitsministeriet.

Kriminalitetens art

137. For så vidt angår kriminalitetens art, skal ungdomssanktionen anvendes ved grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og voldtægt. Ungdomssanktionen kan endvidere anvendes i tilfælde af anden alvorlig kriminalitet, herunder mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk.

Straffekravet

138. Ungdomssanktionen bør anvendes i sager, hvor domstolene ellers ville idømme en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. et år. Det er dog ikke udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses som mere formålstjenstlig end fængselsstraf

Afvejning af kriterierne

139. Det er retten, som på baggrund af blandt andet kommunens indstilling og kriminalitetens alvorlig afvejer kriterierne og vurderer, om den unge skal dømmes til en ungdomssanktion, samt fastsætter rammer for dommen.

Elementerne i en ungdomssanktion

140. En ungdomssanktion har en samlet varighed på to år. De tre typiske elementer i en ungdomssanktion er et indledende ophold i en sikret afdeling, herefter et ophold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted og en tredje periode i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder. Den dømte kan ved dommen f.eks. pålægges at overholde kommunens nærmere bestemmelser om den socialpædagogiske behandling og efterkomme de sociale myndigheders pålæg om opholdssted, herunder overførsel, tilbageførsel eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution eller godkendt opholdssted ud over det i dommen fastsatte, men inden for de generelle længstetider .

1. fase – sikret afdeling

141. Ungdomssanktionen indledes med et institutionsophold, der som udgangspunkt foregår i en sikret afdeling. Formålet med dette ophold er dels at få standset den unges kriminelle handlinger ved at fjerne den unge fra lokalmiljøet og dels at tilvejebringe grundlaget for den videre socialpædagogiske behandling. Det er vigtigt, at der fra både institutionens eller opholdsstedets og kommunens side er fokus på udviklingen af den unges sociale og faglige kompetencer . Varigheden vil almindeligvis være to måneder, svarende til den normale varighed af en socialpædagogisk observation. Har den pågældende ikke behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitution eller opholdssted. Der kan i dommen fastsættes kortere eller længere varighed, eller der kan fastsættes en maksimal varighed, f.eks. ”indtil fire måneder”. Det samlede ophold på en sikret afdeling må dog ikke overstige 12 måneder.

Handleplan

142. De sociale myndigheders handleplan kan tilpasses undervejs i forløbet, og det løbende arbejde med handleplanen er afgørende for et vellykket forløb. Den unge skal opleve medejerskab til handleplanen. Det er derfor vigtigt, at kommunen i så høj grad som muligt inddrager både den unge selv, forældrene samt institutionen eller opholdsstedet fra starten af forløbet og løbende. Dette vil styrke både den unges og personalets bevidsthed om forløbet af – og målet med – sanktionen.

2. fase – åben institution eller opholdssted

143. Efter det indledende institutionsophold skal kommunen anbringe den unge under lempeligere former, f.eks. på en (ikke sikret) institution eller et egnet opholdssted. Varigheden af dette ophold bør almindeligvis være op til 12 måneder, således at det samlede institutionsophold bliver på højst 14 måneder. Den samlede længstetid for ophold på institution eller opholdssted, inkl. opholdet på sikret afdeling, må ikke overskride et år og seks måneder.

Det anbefales, at kommunen i god tid, inden den unge overgår til fase 2, finder en egnet institution eller opholdssted, og at den unge orienteres om dette, så snart institutionen er fundet. For at skabe kontinuitet i forløbet, kan man lade den unge besøge institutionen inden overførslen fra fase et til fase to.

3. fase – ambulant regi

144. En tredje periode foregår i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder.

Tilsyn og pålæg

145. Under ungdomssanktionen har kommunen den sædvanlige tilsynsforpligtelse i alle tre faser af forløbet.

Den unge skal i øvrigt efterkomme pålæg fra de sociale myndigheder om opholdsted, herunder tilbageførsel til eller fortsat anbringelse på sikret afdeling eller døgninstitution eller godkendt opholdssted, inden for de længstetider, der er fastsat i straffelovens § 74 a, stk. 2, 2. pkt.

Ny kriminalitet

146. I tilfælde hvor en ung, der er idømt en ungdomssanktion, begår ny kriminalitet, kan retten forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted med indtil seks måneder, jf. straffelovens § 74 a, stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at retten, i stedet for at idømme straf for den ny kriminalitet, kan forlænge ungdomssanktionen, herunder længstetiderne for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted og sikret afdeling med indtil seks måneder. Det betyder, at længstetiden for ungdomssanktionen på to år kan forlænges til to år og seks måneder, at længstetiden for institutionsophold på et år og seks måneder kan forlænges til to år, og at længstetiden for ophold i sikret afdeling på 12 måneder kan forlænges til et år og seks måneder.

Efter straffelovens § 89 a, stk. 2, kan retten endvidere træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt foranstaltning efter straffelovens § 74 a, hvis den person, der er undergivet en sådan foranstaltning, efterfølgende idømmes straf.

Udgang under ophold i sikret institution

147. Spørgsmål om udgangstilladelse m.v. til unge, der som led i ungdomssanktionen er anbragt på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge, er reguleret i §§ 4-6 i bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.

Kommunens opgaver i forbindelse med idømmelsen af en ungdomssanktion

148. For at tilvejebringe et grundlag for sanktionsfastsættelsen indhenter anklagemyndigheden i forbindelse med forberedelsen af straffesager mod unge under 18 år oplysninger om sigtedes personlige forhold hos kommunen. Kommunen tager i denne forbindelse stilling til, hvorvidt socialpædagogisk behandling må anses for formålstjenlig. Som led i den handleplan, der, jf. pkt. 71, er pligt til at udarbejde, bør kommunen ligeledes tage stilling til, hvilke pålæg der må anses for formålstjenlige i forhold til den unge.

Kommunen udarbejder således en indstilling, der indeholder forslag til, hvordan ungdomssanktionen for den pågældende unge bør udformes. Kommunen bør i denne forbindelse indstille, hvor længe den unge bør opholde sig på en sikret afdeling, og i hvor lang tid den unge efterfølgende skal være anbragt på en åben institution eller opholdssted. Har den unge under sagen været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, og er der her gennemført en pædagogisk observation, der viser, at den pågældende ikke har behov for at være i en sikret afdeling, er der ikke noget til hinder for, at de sociale myndigheder indstiller, at ungdomssanktionen indledes på en almindelig døgninstitution.

De sociale myndigheder udarbejder en handleplan, jf. pkt. 71, som forudsættes at være en del af indstillingen, eventuelt som bilag. Til brug for udarbejdelsen af både den foreløbige handleplan og udarbejdelsen af indstillingen, kan kommunen indhente resultaterne fra den personundersøgelse, som kriminalforsorgen udarbejder, jf. retsplejelovens § 808.

Det er centralt, at sagsbehandlingen foregår hurtigt i sager, hvor idømmelse af ungdomssanktionen kan komme på tale.

Kommunens opgaver under forløbet af en ungdomssanktion

149. Under afsoning af en ungdomssanktion har kommunen ansvaret for den socialpædagogiske behandling af den unge. En dom til en ungdomssanktion angiver alene rammer for forløbet. Det er kommunens ansvar inden for bemyndigelsen i dommen at udfylde disse rammer, således at formålet med foranstaltningen bedst muligt kan opnås.

Handleplanen kan således inden for dommens overordnede rammer løbende tilpasses af kommunen. Et kvalificeret arbejde med handleplanen er afgørende for et vellykket forløb. Linjerne heri skal være gennemdrøftet med den unge og dennes forældre, og stå klart for den unge. Det er vigtigt for kommunen at have fokus på den behandlingsmæssige del i samtlige faser af ungdomssanktionen, og linjerne i forløbet skal derfor, udover for den unge, stå klart for de ansatte, der yder den socialpædagogiske indsats i forhold til den unge.

Det er kommunen, der – inden for de rammer der følger af dommen - træffer afgørelser om, på hvilken institution eller hvilket opholdssted anbringelsen skal finde sted. Det er således kommunens opgave at afgøre, hvilke institutioner eller opholdssteder den unge skal anbringes på i alle faser af ungdomssanktionen.

Kommunens ansvar medfører ligeledes, at kommunen inden for bemyndigelsen i dommen kan tilpasse handleplanen løbende uden rettens godkendelse, selv om handleplanen er en del af indstillingen til retten ved idømmelsen af sanktionen. Samtidig skal det understreges, at serviceloven ligeledes gælder for unge, der er idømt ungdomssanktion, hvilket blandt andet betyder, at servicelovens foranstaltninger kan tilbydes sideløbende med en afsoning af ungdomssanktionen. Det kan f.eks. være, at den unge får en kontaktperson tilknyttet som et fast holdepunkt gennem alle 3 faser. I tilrettelæggelsen og gennemførelsen af en ungdomssanktion, må der stræbes efter at motivere den unge til forandring og samarbejde, f.eks. gennem relevante tilbud om beskæftigelse og uddannelse.

150. Kommunen bør tilstræbe størst mulig kontinuitet i ungdomssanktionsforløbet. Amtet vil evt. kunne yde kommunen bistand med hensyn til at finde plads i et egnet døgntilbud, der kan magte den unge. Kontinuitet vedrører også den behandlingsmæssige indsats. Det er derfor vigtigt undervejs at føre dialog med både personalet på de pågældende institutioner eller opholdssteder, den unge og dennes forældre. Ligeledes kan det være værdifuldt, hvis der er mulighed for, at personale kan følge den unge gennem flere faser i forløbet, f.eks. fra den sikrede afdeling til et åbent døgntilbud og evt. i det videre forløb. Kommunen bør også grundigt forberede den unge på evt. skift, således at formålet med at yde en særlig indsats til stadighed står klart for den unge.

Kommunen bør fra tidspunktet, hvor et ungdomssanktionsforløb anses for en realistisk mulighed for den pågældende unge, afdække mulighederne for et kontinuert forløb.

At den unge er idømt en ungdomssanktion betyder alene, at kommunen ikke kan ændre på varigheden af den samlede indsats eller nedsætte varigheden af institutionsopholdene, hvis dommen angiver faste rammer for disse. Normalt vil dommen dog give mulighed for, at varigheden af institutionsopholdene kan forkortes eller forlænges alt efter den unges adfærd og udvikling.

Kommunen kan efter bemyndigelse i dommen lempe foranstaltningen ved at afkorte det indledende ophold i en sikret afdeling eller lade den unge overgå til den ambulante periode tidligere, end man oprindeligt havde regnet med, hvis den unges opførsel og udvikling taler for dette.

Kommunen kan ligeledes efter bemyndigelse i dommen træffe beslutning om, at den unge skal tilbageføres til eller forblive på en sikret afdeling, på en døgninstitution eller et opholdsted, også selv om det måtte indebære, at den unge kommer til at tilbringe mere tid i institutionen eller opholdsstedet end oprindeligt forudsat i dommen.

Forbliven i, overførsel til eller tilbageførsel til en sikret afdeling kræver dog, at det amt, hvor den sikrede afdeling er beliggende, giver tilsagn til dette. Forbliven i, overførsel eller tilbageførsel til en sikret afdeling kan ske, når det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, f.eks. fordi der forekommer ny kriminalitet og »springture«.

151. Et pålæg i en dom om ungdomssanktion kan gennemtvinges umiddelbart. Hvis en person, som er undergivet ungdomssanktion, undviger fra en sikret døgninstitution, vil det derfor være muligt ved efterfølgende pågribelse at bringe vedkommende tilbage til en sikret døgninstitution på ny med henblik på den fortsatte gennemførelse af ungdomssanktionen.

De længstetider, der nævnes i pkt. 141 og 143 for ophold i lukkede og åbne institutioner, må ikke overskrides. Et eventuelt institutionsophold i en situation, hvor en ung idømt ungdomssanktionen allerede har opholdt sig et år og seks måneder i institution eller opholdssted, kan således ikke ske i henhold til den idømte ungdomssanktion, men må ske efter servicelovens regler. Det bemærkes dog, at retten kan forlænge længstetiderne ved ny kriminalitet. med indtil 6 måneder.

Kommunen kan som led i en idømt sanktion, i henhold til dommen træffe afgørelse om, at den unge skal forblive i, overføres til eller tilbageføres til en sikret afdeling eller en døgninstitution/opholdssted. Kommunens afgørelser om, at en ung skal overføres, tilbageføres eller forblive på en sikret afdeling, en døgninstitution eller et opholdsted, kan af den unge kræves indbragt for domstolene. Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal forblive i institutionen ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning. Der er ikke klageadgang gennem det sociale ankesystem, når kommunens afgørelse træffes med hjemmel i en bemyndigelse i dommen - og ikke efter serviceloven.

Eksempel på ungdomssanktion

152. Søren på 16 år (opfylder 1. kriterium - alder) sigtes for grovere personfarlig kriminalitet i form af røveri (opfylder 3. kriterium – kriminalitetskravet). Det vurderes, at Søren vil idømmes en ubetinget straf på op til ni måneder (opfylder 4. kriterium – strafkravet). Søren har tidligere begået personfarlig vold, og de sociale myndigheder vurderer, at Søren har store tilpasningsproblemer, og at han efter blandt andet en undersøgelse af, om han måtte have psykiske lidelser, ikke er uegnet til en ungdomssanktion (opfylder 2. kriterium – ”social profil”).

Sørens opholdskommune indstiller på denne baggrund til anklagemyndigheden, at det vil være formålstjenligt at give Søren socialpædagogisk behandling. Indstillingen anfører desuden, hvor længe Søren bør anbringes i henholdsvis en sikret døgninstitution og i en åben institution eller opholdssted. Søren har under sagen i kortere tid været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, men da der ikke er gennemført en pædagogisk observation, vurderer kommunen, at ungdomssanktionen i Sørens tilfælde skal indledes på en sikret afdeling.

Retten afsiger på denne baggrund dom til ungdomssanktion, som i Sørens tilfælde får følgende forløb

– I to år undergives Søren tilsyn af kommunen, og efter kommunens nærmere bestemmelser undergiver han sig socialpædagogisk behandling.

– Søren anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge i op til to måneder, hvor grundlaget for den videre socialpædagogiske behandling tilvejebringes. Samtidig gennemgår Søren et kursus i anger management. Efter samtaler med både Søren og Sørens forældre videreudvikler kommunen handleplanen for Søren, så der udover den almindelige skolegang planlægges et fagligt uddannelsesforløb. Dette skal starte i den åbne døgninstitution og fortsætte i ambulant regi.

– I de efterfølgende ti måneder anbringes Søren af kommunen i en åben døgninstitution, hvor der både lægges vægt på at udvikle Sørens sociale og faglige kompetencer.

– I de sidste 12 måneder overgår Søren til ambulant regi under tilsyn af de sociale myndigheder.

– I forløbet af Sørens ungdomssanktion vurderes det af de sociale myndigheder, at det ikke er nødvendigt at træffe afgørelse om tilbageføring.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 4: Børn og unge, der har begået kriminalitet .

126

Særligt om udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med kriminalitet .

126

Foreløbig handleplan .

127

Handleplaner, som forebygger yderligere kriminalitet ..

128

Ungdomskontrakter ..

129

Tilfælde, hvor der i forvejen foreligger en handleplan ..

130

Samarbejde med den unge og familien ..

131

Ulønnet netværksstøtte til børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet .

132

Ungdomssanktionen .

133

Hvem kan idømmes en ungdomssanktion.. ...

134

Alderskriteriet .

135

Socialprofil

136

Kriminalitetens art ..

137

Straffekravet ...

138

Afvejning af kriterierne ..

139

Elementerne i ungdomssanktionen

140

1. fase – sikret afdeling ...

141

2. fase – åben institution eller opholdssted

143

3. fase – ambulant regi

144

Tilsyn og pålæg .. ..

145

Ny kriminalitet .

146

Udgang under ophold i sikret institution ..

147

Kommunens opgaver i forbindelse med idømmelsen af en ungdomssanktion........

148

Kommunens opgaver under forløbet af en ungdomssanktion ..

149

Eksempel på en ungdomssanktion .. .

152

Vejledning 2006 10 Historic

§ 4. Kommunen og amtskommunen sørger for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

Stk. 2. Kommunen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen sørger for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

8. I § 4 angives, at det er centralt at se hele den kommunale og hele den amtskommunale indsats på børne- og ungeområdet i en sammenhæng.

Det angives, at målet for indsatsen over for børn og unge principielt er det samme, uanset om barnets eller den unges behov er af generel eller særlig karakter. Det understreges således, at den særlige indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet særligt behov for støtte bygger på de generelle tilbud.

Kommunen og amtskommunen skal efter bestemmelsen sikre, at den indsats over for børn og unge og deres familier, der iværksættes efter serviceloven, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Der lægges dermed op til en sammenhængende indsats, der på tværs af lovgivning, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål.

Bestemmelsen lægger op til, at det i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger vurderes, i hvilken udstrækning de generelle tilbud i kommunen eller amtet kan bidrage til at støtte op om indsatsen for børn og unge med behov for særlig støtte. Eksempelvis kan barnets daginstitution inddrages både før, under og efter iværksættelsen af særlig støtte, så den kan udgøre et alternativ eller supplement til hjælpeforanstaltninger efter kap. 8 i lov om social service. Det kan bl.a. dreje sig om ekstra pædagogtimer til barnet, familierådslagning på foranledning af institutionen eller lignende.

Udarbejdelse af en sammenhængende børnepolitik, § 4, stk. 2

9. § 4, stk. 2, giver kommunalbestyrelsen pligt til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik. Formålet er at sikre, at den enkelte kommune opstiller retningslinier for, hvordan der lokalt kan opnås sammenhæng mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Den sammenhængende børnepolitik skal således være med til at sikre en tidlig indsats og sikre, at kommunen lever op til forpligtigelsen om at yde hjælp efter denne lov i forbindelse med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning. I denne forbindelse er det blandt andet vigtigt, at systemet er tilstrækkeligt rummeligt til, at der ikke sker en uhensigtsmæssig udstødelse af børn og unge med vanskeligheder.

Den sammenhængende børnepolitik skal altså beskrive, hvordan kommunen sikrer sammenhæng mellem de forskellige sektorer, f.eks. dagtilbud, skole, sundhedssektor og den frivillige sektor, og den særlige støtte til børn og unge. Her kan det være relevant at inddrage de tværfaglige grupper, der er oprettet efter § 37 a og SSP-samarbejdet. I forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik kan kommunen hente inspiration i FN´s Børnekonvention, som Danmark og dermed også kommunerne, har forpligtet sig til at overholde. Konventionen omhandler langt de fleste aspekter af børns og unges hverdag og deres grundlæggende rettigheder.

Som et led i udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik skal kommunen beskrive den rolle, som dagtilbudene og skolen tilsigtes at spille i den forebyggende indsats, herunder dagtilbuds og skolers rummelighed i forhold til børn og unge med vanskeligheder. Der kan f.eks. være behov for, at kommunen er særligt opmærksom på indsatsen i dagtilbud, der ligger i belastede områder. Hvis et dagtilbud har en særlig høj andel af børn med sociale problemer, bør kommunen således overveje, om der er behov for særlige initiativer - f.eks. differentieret normering - for at sikre, at dette tilbud kan tilgodese børnenes behov.

Derudover spiller dagtilbudene en vigtig rolle i forhold til barnets overgang til skolesystemet, og de skal aktivt være med til at forberede barnet på overgangen til skolen. Hvordan, dette skal ske i praksis, afhænger af den lokale tilrettelæggelse af arbejdet og behovene i forhold til det enkelte barn.

I forhold til børn med særlige behov kan det være nødvendigt med en særlig indsats i forhold til at sikre en smidig overgang mellem dagtilbud indbyrdes og mellem dagtilbud og skole.

Har et barn i løbet af børnehavetiden haft særlige problemer, skal det overvejes, om der er behov for at formidle viden og erfaringer om dette barns situation videre til et nyt dagtilbud eller til skolesystemet. Der vil således være situationer, hvor viden om det udsatte barns særlige situation og erfaringerne med indsatsen i forhold til dette barn vil være nyttig i forhold til at skabe en sammenhæng i indsatsen.

I den sammenhængende børnepolitik inddrager kommunen i øvrigt de spørgsmål, som kommunen finder relevante for at sikre en sammenhængende, tidlig og effektiv indsats. Kommunen kan f.eks. inddrage tilrettelæggelsen af sundhedsplejerskernes indsats, tilrettelæggelsen af det tværfaglige samarbejde, kommunens organisatoriske strukturer, relationen til det frivillige sociale arbejde mv.

Sager om overgreb mod børn er heldigvis ikke almindelige, men kan være meget svære at håndtere. Det vil derfor ofte være en stor hjælp for ansatte i daginstitutioner, skoler, sagsbehandlere mv., hvis der i forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik er udarbejdet retningslinier eller et beredskab for håndteringen af denne type sager, herunder om underretning, tilbud om behandling, anmeldelse til politiet mv.

Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal vedtage den sammenhængende børnepolitik betyder, at det politiske niveaus forventninger til samarbejdet synliggøres. Bestemmelsen danner således grundlag for udarbejdelsen af en gennemtænkt og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af indsatsen og et bedre grundlag for det tværsektorielle samarbejde.

Efter § 58 b har socialministeren en bemyndigelse til at fastsætte regler om kommunens og amtskommunens beslutninger om indhold og udførelse af støtte efter kapitel 8. Denne hjemmel er udnyttet til at fastsætte en bekendtgørelse om standarder for sagsbehandlingen, som skal skabe sammenhæng mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal ses i sammenhæng hermed, da den sammenhængende børnepolitik er rammen for den konkrete indsats i kommunen, herunder kommunens standarder for sagsbehandlingen. Børnepolitikken kan derfor eksempelvis udarbejdes i samme arbejdsgang og indgå i samme dokument som standarderne for sagsbehandlingen. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 5 til denne vejledning. Se endvidere nedenfor i pkt. 10 for en nærmere gennemgang af bekendtgørelsens indhold.

Det er de kommunalbestyrelser, der er i funktion frem til kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007, der er ansvarlige for at udforme og vedtage den sammenhængende børnepolitik og standarder for sagsbehandling. I de tilfælde, hvor flere kommuner skal sammenlægges, er det ikke muligt at delegere opgaven til sammenlægningsudvalgene. Det forventes, at de enkelte kommunalbestyrelser finder ud af at koordinere opgaven med at udforme børnepolitikken og standarder for sagsbehandling, der skal være vedtaget inden udgangen af 2006, da der ellers kan opstå en uhensigtsmæssig opgave i forhold til, at der efter kommunalreformens ikrafttræden skal sammenskrives en række forskelligt udformede børnepolitikker og standarder for sagsbehandling.

Kommunen beslutter selv, hvor ofte den sammenhængende børnepolitik skal revideres. Dette kan f.eks. ske i forbindelse med, at en ny kommunalbestyrelse træder til, eller hvis kommunen ønsker at sætte fokus på eller udarbejde en ny politik på området.

Den sammenhængende børnepolitik udformes skriftligt og offentliggøres, f.eks. på kommunens hjemmeside eller på anden måde, som kommunen finder hensigtsmæssigt. Kommunen kan med fordel overveje, om den sammenhængende børnepolitik bør formidles på anden vis. Der er ikke herudover formkrav til den sammenhængende børnepolitik.

Standarder for sagsbehandlingen

10. På baggrund af hjemlen i § 58 b har socialministeren udstedt en bekendtgørelse om standarder for sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge, nr. 1333 af den 14. december 2005. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 5 til denne vejledning.

Bekendtgørelsen giver kommunalbestyrelsen pligt til at træffe nærmere beslutninger om, hvordan sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge skal foregå. Formålet med standarderne er blandt andet at skabe opmærksomhed om og ledelsesmæssig ansvarlighed i forhold til indholdet af sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge og tilrettelæggelsen af arbejdet i kommunen. Da standarderne skal offentliggøres, vil den demokratiske kontrol af kommunens sagsbehandling på området ligeledes blive styrket. Endelig er det hensigten, at standarderne skal medføre, at behandlingen af en sag i mindre grad afhænger af, hvilken sagsbehandler der tilfældigvis har ansvaret for den pågældende sag. Undersøgelser har således peget på, at der kan være store forskelle på sagsbehandlingen fra en sagsbehandler til en anden, også inden for samme kommune. Når den politiske og administrative ledelse tager stilling til standarderne, kan der sikres en mere ensartet behandling af sagerne i kommunen, hvorved borgernes retssikkerhed styrkes.

Kommunalbestyrelsen skal mindst hvert andet år følge op på standarderne for sagsbehandlingen og vurdere, hvorvidt standarderne skal revideres.

I forbindelse med opfølgningen skal kommunalbestyrelsen blandt andet vurdere, hvorvidt kommunens indsats har levet op til de målsætninger og konkrete fremgangsmåder, kommunen selv har fastlagt i sine standarder for sagsbehandlingen. Det er derfor nødvendigt, at standarderne opstiller så præcise målsætninger og så konkret beskriver fremgangsmåderne, at det efterfølgende kan vurderes, hvorvidt indsatsen har levet op til kommunens egne standarder. Kommunalbestyrelsen skal derfor fastlægge ud fra hvilke konkrete mål, kommunen vil vurdere, om indsatsen har levet op til kommunens egne standarder. Eksempelvis kan det være nyttigt, at kommunalbestyrelsen fastsætter kvantitative mål, da disse er lette at følge op på. Dette kunne f.eks. være et mål om, at der i en bestemt andel af sagerne skal gennemføres familierådslagning, mål om gennemsnitsalderen for, hvornår et barn første gang modtager hjælp eller mål om, at et bestemt antal medarbejdere skal modtage en nærmere angivet efteruddannelsesindsats.

I forbindelse med opfølgningen på standarderne for sagsbehandlingen kan kommunalbestyrelsen også vurdere, om de målsætninger og fremgangsmåder, der er fastlagt i standarderne, er hensigtsmæssige, eller om de skal ændres.

Endelig skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der i forbindelse med opfølgningen på standarderne for sagsbehandlingen er behov for særlige undersøgelser af kommunens indsats i sager om særlig støtte til børn og unge. Disse særlige undersøgelser kan bl.a. ske ved brugerundersøgelser, tværgående evalueringer af effekten af indsatsen eller ved andre undersøgelser, som kommunalbestyrelsen anser for egnet til at belyse det konkrete område af kommunens indsats, som kommunalbestyrelsen ønsker undersøgt.

Konstaterer kommunalbestyrelsen således ved opfølgningen på standarderne for sagsbehandlingen, at de fastlagte målsætninger ikke blevet nået, kan dette have forskellige følgevirkninger. En konklusion kunne være, at der skal en yderligere indsats til, for at målet kan opnås. En anden konklusion kunne være, at indsatsen faktisk har været tilfredsstillende, men at målsætningerne er uhensigtsmæssige eller urealistiske, og at de derfor skal ændres. Det kunne også tænkes, at der opstår tvivl om, hvad årsagen til den manglende målopfyldelse er, og at kommunalbestyrelsen derfor ønsker at gennemføre nærmere undersøgelser, evalueringer eller lignende.

11. Standarderne skal behandle fem forskellige temaer – tidlig indsats i forhold til børn og unge med behov for særlig støtte, inddragelse af forældremyndighedsindehavere og barnet under hele indsatsen, systematisk inddragelse af familie og netværk, opfølgning og evaluering af resultaterne af den konkrete indsats og afdækning af de særlige forhold ved den unge og indsatsen i forhold til unge, der er fyldt 15 år. For det første skal standarderne beskrive, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer den tidlige indsats i forhold til børn og unge med behov for særlig støtte. Som tidligere nævnt hænger standarderne for sagsbehandlingen tæt sammen med den sammenhængende børnepolitik. Dette bliver særligt tydeligt i forhold til kravet om, at standarderne for sagsbehandlingen skal beskrive, hvordan den tidlige indsats gribes an. Den tidlige indsats er således også behandlet i kommunens sammenhængende børnepolitik. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen således i standarderne beskrive, hvordan kommunen konkret vil gennemføre kommunens sammenhængende børnepolitik.

I forhold til den tidlige indsats skal kommunalbestyrelsen i øvrigt beskrive initiativer, der skal sikre, at kommunen modtager de rette underretninger fra blandt andet skoler og dagtilbud om børn og unge med behov for særlig støtte. Det kan f.eks. være initiativer som fælles efteruddannelsesdage på tværs af sektorerne, udarbejdelse af vejledningsmateriale om underretningspligten til f.eks. skoler og daginstitutioner, udarbejdelse af særlige skemaer, der kan anvendes til underretninger mv. Ligeledes skal kommunalbestyrelsen beskrive, hvordan kommunen følger op på de modtagne underretninger, så det sikres, at kommunen aktivt vurderer, hvorvidt barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Beskrivelsen af opfølgningen på underretningerne omfatter også de underretninger, som en tilflytningskommune modtager fra en fraflytningskommune, jf. § 33 a om den tværkommunale underretningspligt, samt de underretninger, som kommunen modtager fra privatpersoner, jf. § 36. I forbindelse med opfølgning på underretninger kan det være en fordel, hvis kommunalbestyrelsen i den sammenhængende børnepolitik har tilrettelagt særlige beredskaber i situationer, hvor der f.eks. foreligger mistanke eller viden om overgreb på et barn eller en unge. Se endvidere pkt. 9.

12. For det andet skal standarderne beskrive, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer inddragelse af forældremyndighedsindehaverne og barnet eller den unge under hele indsatsen. Inddragelse af barnet eller den unge og forældrene er et vigtigt grundlag for at opnå resultater af den sociale indsats. Det handler både om, at de rigtige oplysninger skal ligge til grund for de beslutninger, der tages, og om, at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt. Det er således et spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene.

Barnet eller den unge har en central placering i sagsbehandlingen. Derfor har kommunen bl.a. pligt til efter § 58 at have en samtale med barnet eller den unge, inden der efter servicelovens kap. 8 træffes afgørelser, som berører dem. Konkret betyder det, at børn og unge skal tilbydes en samtale i forbindelse med afgørelser efter §§ 39, 40, 41 – 46 og § 47, stk. 2 – 4, og §§ 55 – 57. Ligeledes skal handleplaner så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældrene. Dette kan bidrage til, at de igangsatte foranstaltninger gennemføres med et tilfredsstillende resultat.

Forældrene til et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, vedbliver med at have forældremyndigheden over deres barn, når det er anbragt uden for hjemmet. Det er derfor vigtigt, at forældrene inddrages, når der skal træffes beslutninger, der vedrører deres barn og barnets hverdag. Inddragelsen af forældrene i sådanne spørgsmål kan bidrage til, at der ikke opstår uoverensstemmelser mellem forældrene, plejefamilien og sagsbehandleren, og at barnet eller den unge får en god oplevelse af anbringelsen. Ved en anbringelse uden for hjemmet skal der arbejdes hen imod, at barnet eller den unge igen kan hjemgives, og det er derfor her også vigtigt, at forældre og barnet eller den unge under hele indsatsen inddrages og oplever at have medindflydelse. Forholdet til forældrene er væsentligt for barnet eller den unge, og forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.

13. For det tredje skal standarderne beskrive, hvordan kommunalbestyrelsen sikrer systematisk inddragelse af familie og netværk i sager vedr. børn og unge med behov for særlig støtte. I sager om særlig støtte til børn og unge er der således en pligt til at inddrage familie og netværk, både i kraft af formålsbestemmelsen i § 32 og i kraft af, at § 57 a giver kommunen pligt til at overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk i den enkelte sag. Lovgivningen indeholder ikke bestemmelser om, at kommunen skal bruge bestemte metoder eller fremgangsmåder i forhold til denne inddragelse. Det er således op til kommunen selv at vælge, hvordan inddragelsen af familie og netværk nærmere skal gribes an. Derfor indeholder bekendtgørelsen om standarder for sagsbehandlingen en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen skal beskrive kommunens målsætninger, indsatser og fremgangsmåder i forhold til at sikre kravet om systematisk inddragelse af familie og netværk i § 57 a i lov om social service. Som nævnt i pkt. 70 om § 57 a kan der eksempelvis være tale om, at kommunen vælger at anvende familierådslagning, netværksmøder eller forældrekontrakter.

Hvis kommunalbestyrelsen eksempelvis har som mål, at der gennemføres familierådslagning i en bestemt del af sagerne, skal kommunalbestyrelsen således beskrive, hvordan dette konkret gennemføres. Der kan eksempelvis være tale om, at kommunen har valgt, at visse medarbejdere skal uddannes til at kunne anvende metoden, eller at der uddannes særlige samordnere, der kan varetage denne opgave. I forhold til forældrekontrakter kunne konkrete initiativer f.eks. være, at kommunen udarbejder særlige standardskemaer, som sagsbehandlerne kunne anvende, hvis der skulle indgås en forældrekontrakt. Ved fastsættelse af mål er det vigtigt at være opmærksom på, at størrelsen af målene ikke får som konsekvens, at udsatte familier bliver tilbudt en metode, som ikke er egnet til at løse deres behov for at nå de succeskriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen. Det er derfor vigtigt, at målene er realistiske ud fra en vurdering af behovene i kommunen.

14. Det fjerde emne, som kommunalbestyrelserne skal beskrive i deres standarder for sagsbehandlingen, er kommunens indsats i forhold til opfølgning og evaluering af resultaterne af indsatsen i den enkelte sag. I forhold til dette emne skal kommunalbestyrelsen blandt andet beskrive, hvordan kommunen fører tilsyn med de anbragte børn og unge, og hvordan der sker forberedelse af hjemgivelse af barnet eller den unge, jf. § 46, stk. 4 og 5.

I forhold til opfølgningen på den enkelte sag, kan kommunen eksempelvis have bestemte fremgangsmåder i form af regelmæssige møder mellem sagsbehandleren, de relevante professionelle, der er involveret i sagen, forældrene, barnet eller den unge og eventuelle andre centrale personer fra netværket.

Kommunen kan også have særlige initiativer eller fremgangsmåder i forhold til sagsbehandlingskravene. Dette kan være alt lige fra, at kommunen har indrettet særlige børnevenlige lokaler til gennemførelsen af børnesamtalen, eller at kommunen har retningslinjer om, at børnesamtalen altid foregår i barnets vante omgivelser, over særlige IT-støttesystemer eller faglig supervision til manualer omkring, hvordan f.eks. undersøgelser og handleplaner skal gennemføres.

Der kan således være stor forskel fra kommune til kommune på, hvordan disse spørgsmål gribes an.

15. Som det femte og sidste punkt skal standarderne beskrive kommunens afdækning af de særlige forhold og indsatser i forhold til unge, der er fyldt 15 år. Kommunalbestyrelsen kan i den forbindelse blandt andet beskrive, hvordan kommunen vil afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats i forhold til denne aldersgruppe, jf. kravet i § 38, stk. 3, i lov om social service. Kommunalbestyrelsen kan derudover blandt andet beskrive eventuelle særlige tilbud, som kommunen har oprettet eller benytter i forhold til denne aldersgruppe, og efter hvilke kriterier de unge visiteres til disse tilbud.

Dette punkt i standarderne skal ses i sammenhæng med, at teenagegruppen udgør langt den største del af de børn og unge, der modtager særlig støtte. Langt de fleste anbragte børn og unge er således i teenageårene. Samtidig viser erfaringer, at det er svært at få f.eks. anbringelserne af denne aldersgruppe til at fungere. Derfor stilles der i § 38 krav om en særlig opmærksomhed på denne aldersgruppe. I standarderne for sagsbehandlingen skal kommunalbestyrelsen således konkret beskrive, hvordan de griber udfordringerne i forhold til denne aldersgruppe an.

Udover de fem fremhævede temaer eller emner, kan kommunalbestyrelserne vælge, at standarderne skal beskrive andre forhold, som kommunalbestyrelsen finder relevante i forhold til at sikre en høj kvalitet i indsatsen over for børn og unge med behov for særlig støtte.

Rådgivning

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 5

Bekendtgørelse om standarder for sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge

Bilag 5 indeholder bekendtgørelse nr. 1333 af 14. december 2005 om standarder for sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 5

Foranstaltninger m.v. der kan gennemføres tvangsmæssigt

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 5: Foranstaltninger mv. der kan gennemføres med tvang . ..

153

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget .. ..

153

Undersøgelse uden samtykke ..

154

Undersøgelse eller behandling uden samtykke

156

Betingelserne for at iværksætte en lægelig undersøgelse eller behandling

157

Barnets eller den unges stilling ..

158

Tilfælde der falder udenfor § 44 .

159

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke

160

Det centrale kriterium .

160

Årsagerne til åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling...

161

Utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb ...

162

Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge ...

163

Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge ...

164

Der skal være begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses i hjemmet ..

165

Anvendelse af tvangsreglerne uanset samtykke ...

166

Særligt om anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år

167

Genbehandling ..

168

Eksempler på genbehandlingsfrister ...

169

Ændring af frister på genbehandling ...

171

Fremgangsmåden ved foranstaltninger m.v., der gennemføres tvangsmæssigt ...

172

Aktindsigt .

173

Advokatbistand

174

Advokatsalær

175

Personlig støtte til barnet eller den unge (bisidder) . .

176

Forlæggelse for børn og unge-udvalget

177

Indstilling til anbringelse og fortsat anbringelse uden samtykke.. ...

178

Elementerne i indstillingen ...........

179

Genbehandling ..

180

Foretræde for udvalget .

181

Dommerens opgaver i børn og unge-udvalget .

182

Den pædagogisk-psykologisk sagkyndiges opgaver

183

Sagens afgørelse i børn og unge-udvalget

184

Fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelse ...

185

Foreløbig afgørelse ...

186

Betingelserne for at træffe foreløbige afgørelser .

187

Kompetencen til at træffe foreløbige afgørelser ...

188

Meddelelse om den foreløbige afgørelse ..

189

Godkendelse af en foreløbige afgørelse ...

190

Hvor længe gælder en foreløbig afgørelse ...

191

Særligt om klage over foreløbige afgørelser

193

Ankestyrelsens kompetence vedrørende foreløbige afgørelser

194

Vejledning 2006 10 Historic

§ 5. Kommunen sørger for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.

16. Kommunen skal tilbyde gratis rådgivning til børn og unge og deres forældre eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, og kommunen er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant et tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Kommunen må derfor blandt andet rette sit opsøgende arbejde mod særligt truede grupper af børn og unge.

Der kan f.eks. være grund til at være mere opmærksom på særlige vanskeligheder hos unge med en anden etnisk baggrund end dansk. Et eksempel herpå kan være en ung, som har brug for rådgivning og støtte i forbindelse med familiens ægteskabsplaner for den unge eller i forbindelse med en overvejelse om at sende en ung på genopdragelsesrejse i forældrenes oprindelsesland. Der kan i en sådan situation også være brug for et rådgivningstilbud til familien. Der skal således være adgang til en familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at der er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Ved en familieorienteret rådgivning forstås, at der kan rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge og deres familier. Rådgivningen kan i den forbindelse bestå i, at barnet, den unge og familien henvises til andre afdelinger i kommunen eller andre relevante myndigheder, som vil kunne yde den relevante rådgivning og vejledning. Viser det sig i forbindelse med rådgivningen, at der er behov for anden form for støtte, finder bestemmelserne i lovens kapitel 8 anvendelse.

Der oprettes ingen sag i anledning af en henvendelse om rådgivning fra barnet eller den unge, og der er ikke notatpligt, når det kun er rådgivning, der ønskes og tilbydes. Reglen om notatpligt i offentlighedslovens § 6 gælder således ikke, når rådgivningen ikke har sammenhæng med en afgørelse.

Rådgivningen efter § 5 skal kunne ydes som et anonymt og åbent tilbud til forældre, børn og unge, der alene søger rådgivning. At rådgivningen skal kunne ydes som et åbent tilbud indebærer, at alle frit skal kunne henvende sig alene med det formål at blive rådgivet. Adgangen til anonym rådgivning betyder, at der ikke kan stilles krav til den, der alene søger rådgivning, om at opgive navn eller andre data.

Særligt om rådgivning af børn og unge

17. Adgangen og retten til rådgivning, herunder muligheden for anonym rådgivning og rådgivning som et åbent tilbud, omfatter også børn og unge. Som et supplement til den tidlige og forebyggende indsats kan det være relevant for kommunen at udbrede kendskabet til rådgivningen direkte til børn og unge i kommunen. Almindelig rådgivning efter § 5 kræver ikke, at der foreligger tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren. Et barn eller en ung har således ret til åben og anonym rådgivning på lige fod med forældremyndighedsindehaveren. Der er ingen aldersgrænse for retten til rådgivning. Mange børn og unge kan have behov for at fortælle om deres problemer til en voksen, der har tid til at lytte, og som kan give et godt råd. Dette behov afhænger mere af barnets eller den unges udvikling og modenhed end af den biologiske alder.

Den rådgivning, der kan blive tale om efter § 5, er alene en rådgivning, der har til formål at hjælpe barnet eller den unge til selv at løse de problemer, som har givet anledning til henvendelsen.

Børn og unge har ligesom alle andre, der henvender sig om råd og vejledning efter § 5, krav på, at oplysningerne ikke registreres eller videregives. Se ovenfor under pkt. 16. Også for børn betyder adgangen til anonym rådgivning, at der ikke kan stilles krav til den, der alene søger rådgivning, om at opgive navn eller andre data.

En uddybende beskrivelse af den anonyme rådgivning findes i bogen »Anonym rådgivning af børn og unge - om telefonrådgivning, opsøgende socialt arbejde og åbne rådgivninger« af Ida Koch og Torben Bechmann Jensen, Socialministeriet 1999.

Placeringen af rådgivningen

18. Rådgivning som et åbent tilbud vil ofte med fordel kunne etableres i utraditionelle omgivelser, der er geografisk adskilt fra den almindelige kommunale forvaltning, f.eks. i familiehuse, familieværksteder, særlige ungdomsrådgivningscafeer el. lign. Dette kan medvirke til, at rådgivningen bliver udnyttet af enkeltpersoner eller familier, der ellers ikke ville være opmærksomme på denne mulighed, eller som ikke ønsker at henvende sig direkte til den kommunale forvaltning. Det bør desuden være et centralt placeret sted, så det er let tilgængeligt.

Anonymiteten i rådgivningen kan også sikres ved at etablere telefonrådgivning, hvor barnet eller den unge ikke behøver at være bange for at blive genkendt.

Ved vejledning af familier fra etniske minoriteter bør kommunen være særlig opmærksom på de forhold, som familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til.

Andre rådgivningstilbud

19. Det er vigtigt, at kommunerne også er opmærksomme på den rådgivning, der er i andre sammenhænge.

Eksempelvis er der udover rådgivning i medfør af § 5, mulighed for rådgivning for børn og forældre i forbindelse med skolen. Det er pædagogisk psykologisk rådgivning, der normalt forkortes PPR. Der kan henvises til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 896 af 21. oktober 2003 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og til Undervisningsministeriets vejledning nr. 9904 af 6. december 2002 om folkeskolens indsats over for elever, hvis udvikling kræver særlig hensyntagen eller støtte. Kommunerne har mulighed for at udvide omfanget af PPR, så den omfatter alle dele af hverdagen for børn i daginstitution og for skolesøgende børn.

Hertil kommer den rådgivning, der ydes til forældre og børn af statsamterne i forbindelse med etablering af samvær eller aftaler om forældremyndighed ved samlivsophævelse. Der kan i øvrigt henvises til lov om forældremyndighed og samvær. Kommuner og statsamter bør informere hinanden om, hvilke rådgivningstilbud de har.

Der er også mulighed for, at en kommune og et amt i samarbejde kan etablere rådgivning for børn og unge. Grundlaget for amtskommunens deltagelse er § 34, jf. pkt. 33ff nedenfor om amtskommunens opgaver.

Herudover findes der forskellige former for rådgivning i privat regi, der retter sig mod både børn og voksne, og hvor det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på disse tilbud. Der findes blandt andet netbaseret rådgivning og telefonrådgivning til børn, mens der er foreninger, der retter deres arbejde mod forældre og pårørende. Rådgivningerne er ofte etableret af organisationer eller foreninger, der anvender hel eller delvis frivillig arbejdskraft. Private rådgivningsmuligheder udgør et vigtigt supplement til de kommunale tilbud, men fritager ikke kommunen for pligten til at yde rådgivning.

Når der er behov for andet end rådgivning

20. Viser henvendelsen fra barnet eller den unge, at der er behov for andet end rådgivning, falder situationen helt uden for anvendelsesområdet for § 5.

Hvis barnet eller den unge selv beder om hjælp, der ikke kan klares med rådgivning alene, og er barnet eller den unge indstillet på, at anonymiteten ophæves, gælder de almindelige regler for starten af en børnesag.

Er der tale om alvorlige problemer, som barnet eller den unge ikke umiddelbart selv kan løse, og fastholder barnet eller den unge sit ønske om at være anonym, må barnet eller den unge ikke presses til at opgive sin anonymitet, men rådgiveren må sikre sig, at barnet eller den unge får præcise oplysninger om, hvad der findes af hjælpemuligheder. Rådgivningen kan desuden bestå i, at barnet eller den unge får det råd at tale med en slægtning eller en anden voksen, som barnet eller den unge er tryg ved, om muligheden for at få hjælp. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at barnet eller den unge får at vide, at der kan tilbydes hjælp, og at det er nødvendigt at inddrage forældrene, hvis der skal ydes hjælp.

Hvis de problemer, som barnet eller den unge beskriver, er af en sådan karakter, at det giver anledning til meget alvorlig bekymring for barnets sikkerhed og udvikling, er myndighederne forpligtet til at gribe ind, uanset om det er en anonym rådgivning. Det er vigtigt, at barnet eller den unge bliver informeret om de skridt, der vil blive taget for at hjælpe med at løse problemerne. De almindelige regler for at starte en børnesag gælder i disse tilfælde. Der skal således indledes en undersøgelse efter reglerne i § 38 for at afklare, om der er behov for egentlige foranstaltninger. Dette indebærer, at der er notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen kommer i besiddelse af, og at forældrene skal underrettes og inddrages. I sådanne tilfælde må kommunen være opmærksom på den særlige konflikt, som barnets eller den unges oplysninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det deraf følgende behov for at beskytte barnet eller den unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt må derfor altid føre til, at der foretages en konkret afvejning med henblik på vurderingen af, om forvaltningslovens bestemmelser om undtagelse fra aktindsigt kan bringes i anvendelse.

Tilsyn

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 6

Bekendtgørelse om tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier

Bilag 6 indeholder bekendtgørelse nr. 1451 af 15. december 2005 om tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 6

Anbringelse og forholdene under anbringelsen

Valg af anbringelsessted

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 6: Anbringelse og forholdene under anbringelsen ..

196

Valg af anbringelsessted .. .

196

Akutte sager, der ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan

198

Inddragelse af forældrene ved valg af anbringelsessted ..

199

Stillingtagen til skolegang

200

Hvilken kommune træffer afgørelse om skoletilbuddet, og hvilken kommune betaler for skoletilbuddet ..

201

Kommunens aftaler med anbringelsesstedet ....

202

Kommunens tilsyn med barnet eller den unge under anbringelsen ..

204

Uddelegering af tilsynet .

205

Regulering af barnets forhold under anbringelsen.. .

206

Særligt om samvær med personer fra netværket under anbringelsen ..

207

Ændring af anbringelsessted

209

Ændring af anbringelsessted ved frivillige anbringelser

210

Ændring af anbringelsessted ved anbringelser uden samtykke ..

211

Samvær og kontakt med forældrene under anbringelsen .

213

Information til forældrene og forebyggelse af konflikter mellem forældre og anbringelsessted

214

Støtte under samværet ..

215

Samvær og kontakt med forældre uden del i forældremyndigheden ...

216

Regulering af samvær og kontakt .............

217

Adgang til enkeltstående reguleringer i samvær og kontakt

218

Afbrydelse af forbindelsen, overvågning mv ...

219

Afbrydelse i forbindelsen ..

220

Overvåget samvær .

221

Anonymisering af anbringelsessteder ...

222

Procedurer i forbindelse med afbrydelse af kontakt mv

223

Brev og telefonkontrol .

224

Forældrene og barnets eller den unges betaling for døgnophold .

225

Hjemgivelse eller ophør af anbringelse . ...

226

Hjemgivelse eller hjemtagelse ved frivillige anbringelser ...

227

Når forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, ikke er enige om at tilbagekalde et samtykke ...

228

Hjemgivelse ved tvangsmæssigt gennemførte anbringelser

229

Orientering af børn og unge-udvalget ..

230

Hjemgivelsesperiode

231

Forberedelse og støtte i forbindelse med ophør af en anbringelse ...

233

Særligt om hjemgivelse i forbindelse med, at den unge fylder 18 år . .

234

Når den unge skifter opholdkommune .

235

Straffebestemmelser .

236

Vejledning 2006 10 Historic

§ 6. Kommunen fører tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever, jf. § 33.

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 7

Bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social service og i frivillige sociale organisationer

Bilag 7 indeholder bekendtgørelse nr. 658 af 29. juni 2005 om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social service og i frivillige sociale organisationer.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 7

Anbringelsessteder for børn og unge

Forskellige typer af anbringelsessteder

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 7: Anbringelsessteder for børn og unge . ...

237

Forskellige typer anbringelsessteder ....

237

Plejefamilier mm. for børn og unge .. ...

238

Kommunens overdragelse af opgaver til private ..

239

Godkendelse af plejefamilier. ...

240

Indholdet af kommunens generelle godkendelse af plejefamilier .

241

Anbringelse hos biologiske forældre... .

243

Plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet .

244

Anbringelse i netværksplejefamilier

245

Kursus til plejefamilier og netværksplejefamilier

249

Anbringelse på eget værelse .. ..

250

Opholdssteder for børn og unge ...

251

Anbringelse på kost- og efterskoler ..

253

Socialpædagogiske skibsprojekter ...

254

Skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord.. ...

255

Skibsprojekter for indtil tre unge .. .

256

Skibsprojekter for én ung ...

258

Døgninstitutioner ..

260

Kommunale døgntilbud

263

Ophold uden for Danmark

264

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 8

Bekendtgørelse om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde

Bilag 8 indeholder bekendtgørelse nr. 776 af 11. august 2005 om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 8

Anbringelsesstedernes driftsmæssige forhold mv.

Økonomi eller finansiering

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 8: Anbringelsesstedernes driftmæssige forhold mv.

265

Økonomi eller finansiering . .

265

Grundtakst ..

265

Ydelserne . ..

268

Foranstaltninger, der ligger uden for rammerne af § 40 b

271

Særligt om lommepenge, beklædning, gaver mv .

276

Særligt om udgifter til forrevalidering .

277

Særligt om hjælpemidler til børn og unge med handicap. ...

278

Daglig drift af anbringelsessteder .. ..

279

De ledelsesmæssige forhold på døgninstitutioner og opholdssteder .

279

Elevindflydelse ..

280

Medarbejderindflydelse på døgninstitutioner

281

Forældreindflydelse på døgninstitutioner og opholdssteder .

282

Personale ...

283

Det pædagogiske arbejde ..

284

Fællesbestemmelser for anbringelsesstederne ..

285

Magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet....

285

Undervisning m.v. ..

286

Offentlig omtale eller kritik, rømninger m.v ..

287

Tavsheds- og oplysningspligt

288

Tilsyn med døgnophold

289

Erstatning og forsikring

292

Ekstraordinær pasning som led i civilt beredskab

294

Andre bestemmelser .

295

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 9

Bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet

Bilag 9 indeholder bekendtgørelse nr. 1309 af 4 december 2004 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Bekendtgørelsen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Lovtidende A og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 9: privat døgnpleje .. ..

296

Generelt om privat familiepleje

296

Hvornår kræves plejetilladelse ...

297

Udstedelse af plejetilladelse ...

298

Længerevarende plejeforhold .

299

Plejeforhold hos nære slægtninge .

300

Plejeforhold med henblik på adoption ..

301

Udenlandske børn .

302

Tilsyn med børn i privat familiepleje ...

304

Flytning til ny kommune ..

305

Ophør af privat familiepleje .

306

Afslag på flytning eller hjemtagelse .

307

Hvilken kommune træffer beslutning om flytning eller hjemtagelse ...

309

Foreløbig afgørelse ...

310

Biologiske forældre uden del i forældremyndigheden .

311

Private døgnplejehjem ..

312

Straffebestemmelse ..

313

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 10

Vejledning om de sociale myndighedernes anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet

Bilag 10 indeholder vejledning nr. 135 af den 21. juni 2001 om de sociale myndighedernes anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet.

Vejledningen er udeladt her, da den har været offentliggjort i Ministerialtidende og findes i Retsinformation.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 10

Adoption uden samtykke

Generelt

314. Hovedformålet med hjælpeforanstaltninger er - hvad enten hjælpen ydes i hjemmet eller i form af en anbringelse af barnet eller den unge - at ændre de forhold, der giver anledning til hjælpen, således at barnet kan forblive i eller vende tilbage til sit hidtidige miljø. Også i de tilfælde, hvor tilbagevenden til hjemmet ikke kan anses for realistisk, skal kommunen sørge for, at forbindelsen mellem barn og forældre holdes ved lige, jf. § 57, stk. 1, og pkt. 213.

I ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor kontakten mellem barnet og dets hjem ikke har kunnet opretholdes, eller hvor kontakten har været til skade for barnet, kan der imidlertid under visse betingelser meddeles tilladelse til adoption, selv om forældrene eller værgen ikke vil give samtykke.

Adoptionsreglerne

315. Efter adoptionsloven er der en adgang til, at der i særlige tilfælde kan meddeles adoptionsbevilling, såfremt hensynet til barnet afgørende tilsiger dette, selv om der ikke kan opnås samtykke fra forældrene til adoptionen.

Efter adoptionslovens § 7 kræver adoption af en person under 18 år samtykke fra forældrene. Hvis den ene af forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, kræves kun samtykke fra den anden af forældrene. Hvis det anførte gælder begge forældre, kræves samtykke fra værge.

Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter adoptionslovens § 7, stk. 1 og 2, skal der som hovedregel indhentes en erklæring, jf. adoptionslovens § 13.

Adoptionsbevilling kan dog i særlige tilfælde meddeles af statsamtet, selv om samtykke efter adoptionslovens § 7 ikke kan opnås, jf. adoptionslovens § 9, stk. 2. Det er en betingelse, at hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette. Er barnet anbragt uden for hjemmet med bistand fra kommunen kræves samtykke fra Ankestyrelsen.

Efter adoptionslovens § 10 kan statsamtet endvidere på begæring af Ankestyrelsen meddele tilladelse til, at et barn, der er anbragt uden for hjemmet med bistand fra kommunen, senere bortadopteres, selv om samtykke efter adoptionslovens § 7 ikke kan opnås. Tilladelse kan kun meddeles efter de i adoptionslovens § 9, stk. 2, nævnte betingelser.

Bestemmelserne i adoptionslovens § 9, stk. 2, og § 10 betyder, at kommunen i de tilfælde, hvor det må anses for udelukket, at et barn kan vende tilbage til sit hjemlige miljø, må overveje disse muligheder for adoption. Det må herunder undersøges, om barnets tilbagevenden til det oprindelige miljø vil stride afgørende imod barnets tarv, blandt andet som følge af svigtende kontakt mellem barn og forældre.

Kommunens medvirken

316. Bestemmelsen i adoptionslovens § 9, stk. 2, vil navnlig kunne have betydning for børn, der gennem længere tid har været anbragt i familiepleje med kommunens medvirken, og hvor de biologiske forældre har undladt at opretholde en rimelig kontakt med barnet. Bestemmelsen vil dog også kunne finde anvendelse i situationer, hvor der har været kontakt mellem barn og forældre, men hvor kontakten skønnes at have været til skade for barnet.

Det skal understreges, at mulighederne for at gennemføre en adoption uden samtykke ikke må anvendes som en trussel mod forældrene med henblik på at få dem til at tage kontakt med barnet, idet en kontakt under sådanne forhold ikke kan forventes at være til gavn for barnet.

Finder kommunen efter en grundig undersøgelse og vurdering, at betingelserne for anvendelse af bestemmelsen i adoptionslovens § 9, stk. 2, er opfyldt, herunder, at det er plejefamiliens alvorligt mente ønske at adoptere barnet, sendes sagens akter til Ankestyrelsen med en redegørelse for barnets forhold under anbringelsen og en udførlig begrundelse for anbefalingen af at gennemføre adoption mod forældrenes eller værgens ønske.

Forinden fremsendelse til Ankestyrelsen bør kommunen sikre sig, at plejefamilien er godkendt af adoptionsmyndighederne som adoptanter, og dette bør fremgå af sagen.

En beslutning om anbefaling af at anvende adoptionslovens § 9, stk. 2, træffes af børn og unge-udvalget, jf. § 62, stk. 1.

Adoptionslovens § 10 tager særlig sigte på institutionsanbragte børn, for hvem det har vist sig umuligt at opretholde den kontakt mellem barn og forældre, der er forudsat i § 57, stk. 1. Det vil i sådanne tilfælde dreje sig om børn, der har opholdt sig på vedkommende institution i længere tid, og det er med bestemmelsen søgt at sikre, at familien, der ønsker at adoptere barnet, får en rimelig sikkerhed for, at de, hvis en passende observationstid i hjemmet er forløbet godt, vil have mulighed for at adoptere barnet. Bestemmelsen giver således adgang til, at der på forhånd kan opnås afgørelse om tilsidesættelse af forældrenes eller værgens vægring ved at give samtykke til adoption.

Er tilladelse givet efter adoptionslovens § 10, skal forældrene ikke på ny spørges, når adoption til sin tid søges gennemført. Fremgangsmåden vil i øvrigt være den samme som anført oven for om anvendelsen af adoptionslovens § 9, stk. 2.

For at sikre, at mulighederne for adoption anvendes i disse særlige tilfælde, hvor hensynet til barnets tarv afgørende tilsiger dette - navnlig som følge af svigtende kontakt mellem forældrene og barnet - påhviler det kommunen at være opmærksom på sådanne tilfælde med henblik på vurdering af, om der skønnes grundlag for at søge en adoption fremmet. Det vil således efter omstændighederne være et forhold, som må inddrages i overvejelserne i forbindelse med revision af handleplanen efter § 58 a.

Selve afgørelsen om tilladelse til adoption træffes af statsamtet. De nærmere regler herom findes i adoptionsbekendtgørelsen, Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1135 af 13. december 2002, og adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 14. september 2004.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 10: Adoption uden samtykke .. ..

314

Adoptionsreglerne

315

Kommunens medvirken . ..

316

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 11

Søfartsstyrelsen om socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem fire og ti elever om bord

1. Efter Industriministeriets bekendtgørelse nr. 525 af 30. oktober 1981 om sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold i skoleskibe mv. fastsætter Søfartsstyrelsen vilkårene for socialpædagogiske skibsprojekter.

Søfartsstyrelsen har i bekendtgørelse af 20. november 2000 om skibe til særlige formål, fastsat vilkårene for godkendelse af skibe, der anvendes som uddannelsesskibe, socialpædagogiske projekter, lejrskoleskibe, lystfiskerskibe, klubskibe eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads (rutesejlads o. lign.)

Derudover kan skibe, der er godkendt til at medføre op til 12 passagerer, ligeledes benyttes til sådanne projekter. Disse skibe vil være forsynet med en ”Fartstilladelse”, hvoraf det fremgår hvor mange passagerer, der må medføres.

Denne skibstype skal administreres som ”Skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord”, og der kan ikke, uanset at et skib er godkendt til at medføre op til 12 passagerer, medtages mere end ti unge anbragt under lov om social service.

Fartsområderne fastsættes af Søfartsstyrelsen ud fra de retningslinier, der er gældende for et tilsvarende skib, der ikke medfører unge anbragt under serviceloven.

Dette fartsområde kan således godt være væsentlig større, end det den anbringende myndighed finder forsvarligt. Det er derfor den anbringende myndighed, der skal begrænse skibets fartsområde, såfremt det af Søfartsstyrelsen givne fartsområde findes at være for stort.

Som supplement til Søfartsstyrelsens bekendtgørelse er der fastsat følgende krav til socialpædagogiske skibsprojekter med mellem 4 og 10 elever om bord

Tilsyn og opfølgning

2. De kommuner, der henviser unge til et socialpædagogisk skibsprojekt, er ansvarlige for, at der for hvert enkelt skibsprojekt etableres et generelt socialpædagogisk tilsyn. Det betyder, at der skal være én kommune, amtskommune eller anden offentlig myndighed, som på de henvisende kommuners vegne er ansvarlig for og udfører et generelt socialpædagogisk tilsyn. Dette tilsyn må kun udføres af offentlig myndighed og kan derfor ikke overdrages til private eller private organisationer mv.

Etableringen af det generelle socialpædagogiske tilsyn fritager ikke de enkelte henvisende kommuner for ansvaret efter serviceloven til at føre tilsyn med den unge eller følge den unges uddannelse mv. under hele projektforløbet.

3. Det generelle socialpædagogiske tilsyn har følgende opgaver

I samarbejde med den kommune, der har henvist eleven, at medvirke ved visitationen af eleven,

– aflægge anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i hele projektperioden (som omfatter såvel forskolen som den efterfølgende sejlads). Der må ikke være mere end to måneder mellem hvert tilsynsbesøg,

– foretage en vurdering af socialmedarbejdernes forudsætninger for deltagelse i det pågældende projekt.

4. Der må højst være ti elever om bord på hvert enkelt skibsprojekt. Eleverne skal være fyldt 16 år.

Ud over den faste besætning skal der være et antal kvalificerede lærere principielt i forholdet én lærer til tre elever, således at der skal være én lærer, når elevantallet er fire eller fem, to lærere, når elevantallet er seks, syv eller otte, og tre lærere, når elevantallet er ni eller ti.

Der henvises i øvrigt til Søfartsstyrelsens forskrifter om besætning, opholdsrum mv.

5. Ved et projekts igangsættelse skal der gennemføres en forskole i Danmark af 14 dages varighed. Er der planlagt og godkendt sejlads uden for området Skagen-Færder, Kalmar-Darlowo, skal forskolen være af 3 måneders varighed, heraf 1 måned i land og 2 måneders prøvesejlads i danske farvande.

I forskolen indgår et kursus i søsikkerhed, der er godkendt af Søfartsstyrelsen. Kurset skal være gennemført, inden sejlads kan påbegyndes. I den øvrige del af forskolen kan der sejles fra solopgang til solnedgang. Under forskolen af tre måneders varighed skal de to måneders prøvesejlads gennemføres som togter af længere varighed.

Ved forskolens afslutning vurderer det generelle socialpædagogiske tilsyn, om og under hvilke nærmere betingelser projektet og den enkelte elev kan fortsætte, herunder om tilsynsbesøgene skal foretages med kortere mellemrum end de fastsatte to måneder.

I vurderingen indgår

– elevernes aktiviteter i forskoleperioden, herunder undervisning, arbejde og fritidsaktiviteter,

– elevernes egnethed til fortsat at deltage i projektet,

– en vurdering af samarbejdet om bord,

– den maritime drift af skibet.

Det generelle socialpædagogiske tilsyn sender vurderingen til de pågældende elevers kommuner.

6. I den fortsatte projektperiode skal der mindst én gang hver 2. måned fremsendes en rapport til det generelle socialpædagogiske tilsyn. Denne rapport skal udarbejdes af de ombordværende socialmedarbejdere og skal indeholde følgende

1) den enkelte elevs udviklingsforløb,

2) samarbejde mellem elever, socialmedarbejdere og besætning,

3) forholdene om bord i øvrigt.

Hver enkelt elev skal have adgang til at supplere og kommentere rapporten inden fremsendelsen.

Skibsføreren skal have adgang til at supplere og kommentere rapporten for så vidt angår 2. og 3.

Det generelle socialpædagogiske tilsyn videresender rapporten til de pågældende kommuner med eventuelle bemærkninger.

7. I det omfang, eleven opholder sig om bord på et skib eller i udlandet, kan det socialpædagogiske tilsyn træffe uopsættelige beslutninger om eleven, herunder hjemsendelse, uden forudgående forelæggelse for den kommune, der har henvist eleven.

8. Det forudsættes, at kun de elever og socialmedarbejdere, der har gennemført forskolen, deltager i den fortsatte del af projektet.

Enkelte elever og socialmedarbejdere kan dog udskiftes/optages i det godkendte projekt, såfremt det generelle socialpædagogiske tilsyn godkender dette.

Elever og socialmedarbejdere, der tilgår et igangværende projekt, skal som minimum have gennemgået søsikkerhedskurset.

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 11

Klageregler

Generelt

317. En forvaltningsafgørelse kan som hovedregel indbringes for en ankeinstans af den part, som afgørelsen vedrører. Afgørelser skal efter forvaltningsloven § 25, som hovedregel være ledsaget af en vejledning om klageadgang.

Klagesystemet på børn og unge-området er grundlæggende bygget op omkring tre forskellige ankeinstanser: Det sociale nævn, Ankestyrelsen og landsretten. Som hovedregel behandler det sociale nævn klagesager om frivillige foranstaltninger, mens Ankestyrelsen, og herefter landsretten, behandler klagesager om børn og unge-udvalgets afgørelser om tvangsmæssige foranstaltninger.

Klage til det sociale nævn

318. Det sociale nævn har mulighed for at afvise, stadfæste, hjemvise, ophæve eller ændre en kommunal afgørelse, der er klaget over. Nævnet efterprøver dog alene de retlige spørgsmål, jf. retssikkerhedsloven § 69. Om nævnets sammensætning i forhold til forskellige sager henvises til Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Afgørelser omfattet af den almindelige klageregel

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 11: Klageregler . .

317

Klage til det sociale nævn

318

Afgørelser omfattet af den almindelige klageregel

319

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 8, §§ 32-57

320

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 9 a, § 62 a-62 b .

321

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 10, § 64 .

322

Klage til Ankestyrelsen og landsretten .

323

Domstolsprøvelse ...

326

Det sociale nævns og Ankestyrelsens egendriftskompetence ..

327

Særregler ..

328

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 12

Søfartsstyrelsens oversigt over reglerne for de forskellige typer skibsprojekter, hvor unge kan anbringes efter serviceloven

Maksimalt antal unge

Projekt for 1 ung

Projekt for indtil 3 unge

Projekt for indtil 3 unge

Projekt for 4 - 10 unge

Skibstype

Last-, fiske eller passagerskib i erhvervsmæssig drift

Skib under 15 m, der er indrettet til det særlige formål og ikke sejler med last og/eller passagerer.

Skib over 15 m, der er indrettet til det særlige formål og ikke sejler med last og/eller passagerer.

Last-, eller passagerskib over 15 m, der er indrettet til det særlige formål og ikke sejler med last og/eller passagerer.

Godkendelse samt periodisk syn af skibet foretaget af Søfartsstyrelsen efter gældende tekniske regler for skibstypen

Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, D, E eller F

Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F eller Teknisk forskrift nr. 15 af 20. november 2000 om skibe til særlige formål.

Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B eller Teknisk forskrift nr. 15 af 20. november 2000 om skibe til særlige formål.

Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, D eller Teknisk forskrift nr. 15 af 20 november 2000 om skibe til særlige formål.

Krav om landbase, jf. servicelovens § 49 eller § 51

Nej

Ja

Ja

Ja

Alderskrav

16 år

16 år

16 år

16 år

Helbredsundersøgelse

Ja

Ja

Ja

Ja

Tilsyn fra de sociale myndigheder

Almindeligt tilsyn fra anbringelseskommunen

Almindeligt tilsyn fra anbringelseskommunen

Almindeligt tilsyn fra anbringelseskommunen

Særligt socialpædagogisk tilsyn. Almindeligt tilsyn fra anbringelseskommunen

Fartsområde

Søfartsstyrelsen tildeler fartsområde i henhold til gældende regler for skibstypen. De sociale myndigheder kan begrænse fartsområdet ud fra en socialpædagogisk vinkel

Jf. skibets Fartstilladelse

Jf. skibets Fartstilladelse

Jf. skibets Fartstilladelse

Jf. skibets Fartstilladelse

Krav om sikkerhedskursus

Ja

Ja

Ja

Forskole indgår i stedet

Krav om forskole

Nej

Nej

Nej

Ja

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 12

Finansiering

329. Kommunens udgifter til almindelig rådgivning og tilsyn afholdes endeligt af kommunen. Det samme gælder udgifter til administration, f.eks. udgifter til undersøgelser, herunder de i §§ 38 og 39 nævnte.

Af en kommunes udgifter til advokatbistand efter § 60 refunderer staten 50 pct., jf. § 131.

Udgifterne vedrørende de i § 34 nævnte rådgivnings-, undersøgelses- og behandlingsopgaver, som påhviler amtskommunen, afholdes endeligt af denne.

Kommunen afholder herudover endeligt udgifter til dag- og klubtilbud efter §§ 7 og 19 samt til økonomiske tilskud efter §§ 26, 27 og 27 a. Reglen om, at kommunen fuldt ud afholder udgiften, vedrører både de tilfælde, hvor selve foranstaltningen består i et af de nævnte dagtilbud, og de tilfælde, hvor et dagtilbud efter §§ 7 og 19 er en supplerende foranstaltning til et døgnophold for barnet eller den unge. Udgifter til støttepersoner i dagtilbud indgår som en driftsudgift for dagtilbuddet. Udgifterne vedrørende ungdomssanktion følger reglerne for de enkelte tilbud. Ophold i sikret afdeling som følge af ungdomssanktion er omfattet af objektiv finansiering, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 382 af 17. maj 2001 om anvendelse af magt over for indsatte i fængsler og arresthuse (magtanvendelsesbekendtgørelsen). Ophold i åbent døgnophold følger de sædvanlige regler om grundtakstfinansiering.

330. Deltager et barn i en skolefritidsordning som selve foranstaltningen, afholder kommunen endeligt udgiften. Deltager et barn i en skolefritidsordning, der indgår som en del i et døgnophold, vil en udgift svarende til forældrebetalingen indgå i grundtaksten, forudsat at det er besluttet i forbindelse med visitationen. Foreligger der ikke en sådan særlig beslutning, afholder kommunen endeligt udgiften.

331. Kommunen afholder, medmindre foranstaltningerne mv. er omfattet af grundtakster, endeligt udgifterne vedrørende foranstaltninger for børn og unge med særlige behov for støtte efter § 40, stk. 3, nr. 1-3, 6-7, og nr. 4 - 5, § 40 a, § 62 a, stk. 2, og stk. 3, nr. 2 og 3.

332. Kommunen betaler for døgnophold en grundtakst, dog højest de faktiske udgifter. Amtskommunen afholder udgifterne over grundtaksten, når amtskommunen har forpligtet sig hertil.

Er der ikke mellem kommunen og amtskommunen opnået enighed om hjælpen, og har amtskommunen dermed ikke forpligtet sig til at afholde udgifterne over grundtaksten, kan kommunen vælge at iværksætte hjælpen for egen regning. I forhold til amtskommunale tilbud gælder det dog, at amtskommunen som driftsherre under alle omstændigheder skal acceptere optagelsen.

Finansiering af udgifter til flygtninge

333. For udlændinge, der er omfattet af § 133, stk. 1, afholder staten fuldt ud udgifter til hjælp efter § 40, stk. 3, nr. 1-7, § 40, stk. 3, nr. 9, § 40 a, § 62 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3, i de første tre år efter datoen for opholdstilladelsen. Derudover afholder staten udgifterne til udlændinge, som inden 12 måneder efter dagen fra opholdstilladelsen på grund af betydelig og varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv. Endelig afholder staten udgiften til mindreårige asylansøgere, der får opholdstilladelse, dog længst indtil de fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

Disse udgifter er omfattet af bestemmelserne i Socialministeriets bekendtgørelser om regnskabsaflæggelse og refusion og revision.

Socialministeriet, den 3. februar 2006

Eva Kjer Hansen

/Birgitte Lundblad

Vejledning 2006 10 Historic

Kapitel 12: Finansiering ..

329

Finansiering af udgifter til flygtninge ..

333

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 13

Strategi for digitalisering på udsatte børn og unge-området

Socialministeriet har udarbejdet en strategi for digitalisering på det sociale område i samarbejde med myndigheder og organisationer. Strategien opstiller fælles målsætninger mellem, stat amt, og kommuner og udpeger en række indsatsområder.

Strategien udspringer af en erkendelse af, at et løft i kvaliteten på det sociale område i stort omfang forudsætter relevante og ikke mindst sammenhængende administrative værktøjer.

I forhold til Børne- og ungeområdet er særligt følgende indsatsområder relevante

Udsatte børn og unge-projektet

Socialministeriet, KL og 6 kommuner er gået sammen om at udvikle en fælles begrebsapparat og en IT-løsning på området "Udsatte børn og unge". IT-løsningen skal være med til at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen på området, samtidig med at mulighederne for overblik og statistik forbedres. På statistikområdet er særlig koblingen mellem foranstaltninger, økonomi, mål og målopfyldelse i fokus.

Begrebsapparatet og IT-løsningen skal understøtte anbringelsesreformens krav til sagsbehandlingen og behov for tilbagemeldinger til ledelsen mht. gennemførelse af lokale politikker. Projektet er placeret i Socialministeriet, der også er formand for styregruppen.

Det forventes, at IT-løsningen bliver bragt i udbud primo 2006, og den vil være udviklet medio 2007. Der er mulighed for, at flere kommuner kan deltage frem til iværksættelsen af udbuddet.

Det er ambitionen med projektet at udvikle og vedligeholde en metode, der på sigt vil blive implementeret i alle landets kommuner.

Socialministeriet og KL vil derfor dels vedligeholde og udvikle metode og fælles begreber fremadrettet og dels opfordre alle kommuner til at gå i udbud på baggrund af den udarbejdede kravspecifikation, når denne er udarbejdet.

Se mere om projektet på http://www.social.dk/boern_unge_og_familie/dubu.html

Fælles begrebsdannelse og –anvendelse

Der skal identificeres og defineres begreber på det sociale område, der er centrale for IT-understøttelsen på området. Begrebsdannelsen på børne- og ungeområdet vil indgå på linje med andre områder, og herudover skal det undersøges i hvilket omfang det er muligt at etablere fælles begreber på tværs af faglige og administrative skel på det sociale område.

Fælles guidelines for fælles IT-arkitektur

For at sikre en bedre sammenhæng mellem systemer på det sociale område skal der udarbejdes guidelines for opbyggelsen af disse. En sammenhængende IT-arkitektur sikrer blandt andet smidig udveksling af data og er en del af forudsætningen for at skabe øget kvalitet, sammenhæng og smidighed i den sociale indsats overfor borgerne.

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 14

Paragrafregister

Registret henviser til, i hvilke punkter de enkelte paragraffer i serviceloven gennemgås

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 15

Stikordsregister

Registret henviser til punkter i vejledningen

A

adfærdsproblemer; 34, 35, 237, 260, 262

adoption; 299, 301ff, 313ff

advokatbistand; 109, 112, 173ff, 189

advokatsalær; 175

af egen drift; 115, 230, 327

afbrydelse af forbindelsen; 153, 174, 181, 186, 217, 219, 324

aflastningsophold; 96, 118, 265, 268

afslag på godkendelse; 241, 250

afværgepligt; 43

aktindsigt; 20, 32, 41, 48, 173ff, 202, 241

akutanbringelse; 188

alvorlig skade; 62, 109, 154, 160ff

ambulant undersøgelse; 155

amtskommunens opgaver; 1, 33ff

anbringelse, frivillig; 86, 99,

anbringelse, uden samtykke; 160

anbringelsessteder; 237

anke; 155, 326

anmeldelse; 43

anonym rådgivning; 16, 17ff

anonyme henvendelser; 41

anonymisering af anbringelsesstedet; 222ff, 324

anstaltsforhold; 218

ansættelsesforhold: 261

B

barnets bedste; indledning, 7, 24, 32, 199

bedsteforældre; se netværket og det nære miljø

begrundet formodning; 160, 165

begæring om hjemgivelse; 226, 229f

beklædning; 247, 250, 275, 276

betaling for døgnophold; 95, 225, 320f

biologiske forældre, anbringelse hos; 243

bisidder; 65, 112, 174, 176, 207, 215

blodtransfusion; 157

brev- og telefonkontrol; 153, 174, 181, 186, 220, 224

brevveksling; 213, 224

børn og unge-udvalg, forretningsorden; se i øvrigt bilag

børn og unge-udvalg, kompetence; 172, 188

børn og unge-udvalg, nedsættelse af: indledning, 27, 28, 175, 177f, 183f

børnebidrag; 225, 243, 276

børnefamilieydelse; 243f, 276

børnesagkyndig; 183

børnetilskud; 243, 102

D

daglig drift; 279

deponering af pas; 216

domfældte; 111

domstolsprøvelse; 326

døgninstitutioner; 34, 237, 260, 262, 279ff, 294

døgnophold for hele familien; 95

dåb; 206

E

efterskole, anbringelse på; 101, 251, 253

efterskole, støtte til ophold på; 102

egen drift, Ankestyrelsen og det sociale nævn; 227, 327f

egen drift, kommunen; 115

elevindflydelse; 280

erstatning; 259, 292

etniske minoriteter; 18, 97f, 197

efterværn; 116ff, 119, 234f, 265, 269

F

familie; se nære miljø og netværk

familiebehandling; 24, 94ff, 213, 262, 265, 270

familieorienteret rådgivning; 16

farttilladelse; 255f

fast kontaktperson; se kontaktperson

ferie; 24, 118, 222, 247, 295

finansiering; 91, 265ff, 271ff, 329ff

flytning, af anbragt barn eller ung; se ændring af anbringelsessted

flytning, familie eller plejefamilie flytter kommune; 305, 42

flytning, privat familiepleje; 307, 324

flytning, økonomisk bistand; 106

FN´s børnekonvention; Indledning

foranstaltninger, frivillige; 86ff

foranstaltninger, ophør: 115

foranstaltninger, tvangsmæssige; 161, 172ff

forberedelsesperiode; 227

foreløbig afgørelse; 172f, 186ff

foreløbig godkendelse; 241

formålet med anbringelsen; 72, 171, 197, 206

forretningsorden for børn og unge-udvalget; 27

fortsat anbringelse uden samtykke; 178f

forsikring; 100, 292f

forsørgelsespligt; 26, 243f

forvaltningsloven; 20, 29, 32, 41ff, 48f, 62, 70, 173, 183f, 202, 205, 241, 317

forældrebetaling; 104, 330

forældreindflydelse; 282

forældremyndighed og samvær; 26, 213

forældreråd; 282, 288

fri grundskole; 253

fri proces; 175

fritagelse for betaling; 225

fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser; 185

fælles forældremyndighed; 88, 109

G

genbehandling; 168ff., 180, 211, 229, 309

generationskonflikter; 167

generel godkendelse; 102, 240, 251

god forvaltningsskik; 46f., 178

godkendelse af opholdssteder; 239ff.

godkendelse af plejefamilier; 240ff.

godkendt budget; 237, 251

godtgørelse; 100, 175, 247f.,

grundtakst; 265ff., 329ff.

H

handlekommune; 25, 235, se i øvrigt indledningen

handleplaner; 71ff., 126ff., 141ff.

hjemgivelse/ophør af anbringelse; 226ff.

hjemtagelse fra privat familiepleje; 227, 230, 307ff.

hjemtagelsesperiode; 231

hjemme-hos; 93

hjælpemidler; 270f., 278

høring af barnet eller den unge; 63ff.

I

Inddragelse af netværk; 12f., 52f., 70

indlæggelse på sygehus; 154, 157

indsats for forældrene; 79

informeret samtykke; 51, 60

indstilling: 59, 72, 148, 152, 178ff.

inhabilitet; 183

iværksættelse af tvangsmæssige foranstaltninger; 172

K

klageregler; 317ff

kollegier; 237, 250

kompetence, børn og unge-udvalgets; 153, 172, 188

kommunens bekræftelse af en underretning; 41

konfirmation; 206, 276

konsulentbistand; 35, 88, 92, 113

kontakt; se samvær og kontakt

kontaktperson; 24, 98ff, 117ff, 127, 149, 233, 250

kontanthjælp; 26, 95, 118, 120, 244

kost- og efterskoler; se efterskole

kost og logi; 275

kostpenge; 213, 276

kriminalitet; 30, 54, 71, 126ff, 146ff

krisecentre; 23, 40

L

Ledelsesmæssige forhold på døgninstitutioner; 279

livstruende sygdom; 157, 159

lommepenge; 118, 242, 247, 269, 275f

lov om patienters retsstilling; 158

lægebehandling under en anbringelse; 206

Lægelig undersøgelse eller behandling uden samtykke; 154ff

længerevarende plejeforhold; 299

M

magtanvendelse; 185, 224, 285

medarbejderindflydelse; 281

mindsteindgreb; 90

misbrugsproblemer, hos børn eller unge; 83ff, 163

misbrugsproblemer, hos forældre; 162, 232

N

Netværksplejefamilie; 96, 196, 237, 245ff

netværksplejefamilie, særlige godtgørelsesregler; 247

notatpligt; 16, 20, 41, 47, 68

nægtet hjemgivelse; 229

netværksanbringelse; 243, 245ff

nære miljø, inddragelse af; 4, 7, 82

netværket, samvær og kontakt; 14, 52, 70, 101

O

obligatorisk høring; 309

offentlighedsloven; 16, 41, 202, 205

opfølgning af plan; 74f, 121ff, 204f, 226

opholdsbetaling; 202, 225, 242, 275, 294

opholdssteder; 237, 250ff

ophør af foranstaltninger; 63 , 115f

ophør af frivillig anbringelse; 227

opretholdelse af anbringelse; 168ff

orienterende samtale med plejefamilie; 299

orientering af ankestyrelsen; 195

orientering af børn og unge-udvalget om hjemgivelse; 230

over 18-årige; 116ff, 225

overgreb; 43, 54, 159, 162, 187, 207, 288

overvågning af samvær; 215

P

partshøring; 173, 182, 241

personlig rådgiver; 24, 88, 97ff, 113, 117f, 233, 250

personlig støtte; 65, 176, 267f, 272

personsagsudvalg; 113

planer i anbringelsessager; se handleplaner

planer i forbindelse med kriminalitet; 126ff

plejefamilie; 196f, 202, 212, 237ff,

plejeforældre med forældremyndighed; 244

plejeløn; 328

plejetilladelse; 297ff

politi; 21, 30, 35, 43, 126, 130, 185, 240, 302

politiets bistand; 185

praktiktilbud; 100

privat familiepleje; 181, 186, 192, 296, 299, 304ff, 311

private døgnplejehjem; 312

proportionalitet; 90

pædagogisk psykologisk sagkyndige; 27, 37, 184

R

ransagning; 185

redegørelse; 51, 58ff, 155, 177ff, 316

refusion; 234, 264, 333

regulering af samvær; 217ff

rejseudgifter; 295

retskendelse; 185

retsligt forhør; 182

retsplejeloven; 30, 127, 175, 182, 185, 326

revision; 115ff, 206, 227, 233f, 316

rådgivning; 16ff, 33, 97, 175, 200, 204, 267ff, 271f, 329

S

salær; 175

samtykke, den unge; 88, 97f, 167

samtykke, forældre; 32, 51, 72, 86, 88, 154, 209, 215, 223

samtykke, informeret; 51, 59, 108

samtykke, tilbagekaldelse; 227f

samtykke; 51, 62, 88, 108f

samvær og kontakt under en anbringelse; 206ff

sikrede afdelinger; 262, 285

skibsprojekter; 251, 254ff, 264

skoletilbud; 200f, 253

statsamt; 19, 24, 32

stedfortræder; 27, 37, 172, 183f, 186, 188

straffeloven; 43, 49, 133, 145f, 185

støtte til anbringelsesstedet, kommunens; 202

støtte til transport; 208

støtteperson; 79, 93, 112, 215, 271

supervision; 124, 202

søskende; 50, 52, 61, 165, 207

søsikkerhedskursus; 257f

SU; 118

T

tabt arbejdsfortjeneste; 94, 101, 247

tavshedspligt; 49f, 288

tidsperspektivet; 78

tilbagekaldelse af samtykke; se samtykke, tilbagekaldelse

tilslutning fra behandlende overlæge; 154, 157

tilsyn; 21ff, 204ff, 209ff, 304

tilsyn med plejefamilier; 289

tilsyn med børn og unge; 21

tilsyn med døgnophold; 289

tvang i psykiatrien; 154, 158

tværfaglige grupper; 49

tværkommunal underretningspligt; 42

U

udgifter til samvær; 213

udlandet; 264

udpegning af forældremyndighedsindehaver; 26

udslusning; 118ff, 231f

udtaleret; 282

uenighed mellem ung og forældre; 228

underretning af stedlig kommune; 203

underretningspligt; 40

underretningspligt, tværkommunal; 42

undersøgelser; 41, 50ff, 182f, 197, 270

undersøgelse, tvangsmæssig; 155

undersøgelse under anbringelsen; 206

undervisning; 77, 200f, 269, 271, 286

ungdomskontrakter; 129

ungdomssanktion; 133ff

unge forældre under 18 år; 110

utilpassede unge; 98, 100, 128

V

valg af overvågningsperson; 218f.

vanrøgt; 162

varighed, anbringelsen; 78, 131, 140ff.

vederlagsbetaling; 237f.

videregivelse af oplysninger; 29, 40, 44, 49

visitation; 31, 201, 269f.

vold; 126ff., 137, 162

Æ

ændring af anbringelsessted; 209ff.

ændring af plan; 116, 118, 121ff., 233

Ø

økonomisk bistand; 106

økonomisk støtte; 94, 101ff.

øjeblikkelig hjemtagelse; 227, 231f.

Å

åbenbar risiko; 62, 109, 154, 160ff.

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag 16

Indholdsfortegnelse

I fortegnelsen er henvist til punkter i vejledningen

Indledning

Vejledning 2006 10 Historic

§ 32. Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for dette, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Stk. 2. Støtten må ydes tidligt og sammenhængende, så begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten må i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.

Stk. 3. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

Stk. 4. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge.

Stk. 5. Ved anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel skal der lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, herunder skal der lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.

Målet for særlig støtte til børn og unge

2. I § 32 opstilles målsætningen for indsatsen for de børn og unge, som har et særligt behov for støtte, dvs. et behov som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af de tilbud, som i almindelighed står åbne for børn eller unge og deres familier, jf. lovens kapitel 4 og 5 om dagtilbud mv. til børn og klubtilbud mv. til større børn og unge.

3. I § 32, stk. 1, understreges det, at kommunens opgave over for den gruppe af børn og unge og deres familier, som har behov for særlig støtte, er at søge disse børns og unges opvækstvilkår sikret på en sådan måde, at de får en tryghed i udfoldelsesmuligheder og en sikkerhed for udvikling og sundhed. Dette skal så vidt muligt stille dem på linie med deres jævnaldrende, som ikke har eller har haft tilsvarende vanskeligheder i deres opvækst.

4. § 32, stk. 2, fastslår, at forskningen blandt andet viser, at det er vigtigt for effekten af den forebyggende indsats, at der sættes ind tidligt. En tidlig indsats forudsætter blandt andet, at der arbejdes tværfagligt med disse sager for, at den nødvendige viden er til stede, og at der samarbejdes mellem forskellige sektorer og faggrupper. Der henvises til pkt. 49 om tværfaglige grupper.

Målet om tidlig indsats er en vigtig forudsætning i reglerne om særlig støtte, jf. pkt. 50ff. om § 38-undersøgelser. En tidlig indsats kan være medvirkende til, at det undgås, at problemerne vokser sig så store, at de ikke kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.

I formuleringen »det nære miljø« ligger, at kommunen ikke kun skal søge at drage nytte af ressourcerne hos personer i hjemmet, typisk forældremyndighedsindehaverne og hjemmeboende søskende, men også overveje, om der er andre nære pårørende og nærtstående personer i øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne. Det drejer sig f.eks. om bedsteforældre, onkler, tanter, naboer, venner, venners forældre, skolelærere og pædagoger. Forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, vil eventuelt også kunne inddrages i opgaveløsningen. I denne sammenhæng er det dog også vigtigt at være opmærksom på, om inddragelsen af det nære miljø i opgaveløsningen kan være konfliktskabende og medføre uheldige følger for barnet eller den unge. I forhold til inddragelsen af det nære miljø, kan der i øvrigt i forhold til anbringelse hos den nære familie henvises til pkt. 245, i forhold til samvær og kontakt mellem barnet og andre end forældrene under en anbringelse henvises til pkt. 207 og i forhold til inddragelse i øvrigt henvises til pkt. 70.

5. § 32, stk. 3, hviler på principperne i FN’s konvention om barnets rettigheder. Formuleringen indebærer, at barnet eller den unge skal hjælpes til at udforme sine egne synspunkter i alle faser af undersøgelsen og indsatsen. Det understreges, at barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages og tillægges passende vægt afpasset efter barnets alder og modenhed. Se i øvrigt pkt. 63ff om pligten til at tilbyde barnet eller den unge en samtale, før der træffes afgørelser, som berører barnet eller den unge.

6. I § 32, stk. 4, fastslås det, at løsningerne på barnets eller den unges problemer, så vidt det er muligt, bør findes i forståelse med familien og med dennes medvirken. Uanset problemerne er barnet eller den unge en del af familien, og det er væsentligt at bevare familieenheden, hvis mulighederne er til stede. På den anden side signaleres også, at denne forståelse med familien kun rækker til en vis grænse, dvs. at hvis barnets eller den unges forhold tilsiger et nødvendigt indgreb mod forældrenes vilje, så må dette finde sted, jf. også nedenfor om § 32, stk. 5.

Når det er nødvendigt at gribe ind med en foranstaltning mod forældrenes vilje, må begrundelserne, foranstaltningernes formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, være beskrevet, så de er så tydelige som muligt for alle parter.

Derved understreges det, at netop de tvangsmæssigt gennemførte foranstaltninger kræver en særlig opmærksomhed og omhyggelighed i såvel kommunikation som i formuleringen af alle afgørelser. Dels fordi tvangsforanstaltninger er meget indgribende, dels fordi det erfaringsmæssigt vides, at det i disse meget vanskelige situationer kan være overordentligt svært for forældre, børn og unge at forstå og overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser det får for dem. Anvendelse af foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt er nærmere beskrevet i kapitel 5.

7. Begrebet ”barnets bedste” er et af de vigtige principper i FN´s konvention om barnets rettigheder, og i § 32, stk. 5, er det præciseret, at der ved anvendelse af bestemmelserne om særlig støtte skal lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Der skal herved lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. Reglen skal sikre, at der er den nødvendige kontinuitet i opvækstforløbet, idet brud i opvæksten, f.eks. gennem gentagne anbringelser, er en af de faktorer, der meget stærkt kan påvirke barnets eller den unges udviklingsbetingelser i negativ retning.

Hvis der er konflikt mellem forældrenes interesser og hensynet til barnets bedste, skal der efter bestemmelsen lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Hensynet til, hvad der er bedst for barnet, vejer altså tungest. I denne sammenhæng skal der lægges vægt på, at barnet får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. Det er i denne forbindelse vigtigt ikke at se barnet som en adskilt del af familien, men at inddrage hele barnets situation, dvs. blandt andet forholdene i familien og det nære miljø, jf. ovenfor, ligesom det er vigtigt at se barnets situation i et langsigtet perspektiv.

Sammenhængende børnepolitik

Vejledning 2006 10 Historic

§ 33. Kommunen fører sit tilsyn, jf. § 6, på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

21. § 6 fastslår en tilsynsforpligtelse for kommunen og dermed en pligt for kommunen til at interessere sig for de forhold, der har betydning for børn og unges vilkår. Kommunernes forpligtelse til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik, jf. § 4 stk. 2, skal ses i sammenhæng hermed.

Tilsynspligten efter § 6 er fortrinsvis af generel karakter og omfatter alle forhold, der har betydning for børn og unges livsbetingelser i lokalområdet. Det er således kommunens pligt at gøre andre myndigheder opmærksomme på uhensigtsmæssige forhold, f.eks. utilfredsstillende bolig- og trafikforhold.

Ved udførelsen af den generelle tilsynspligt er det vigtigt, at der finder et samarbejde sted, ikke blot mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, f.eks. embedslægen. Et samarbejde med private og frivillige organisationer og foreninger vil også være nødvendigt for, at kommunen kan danne sig et overblik over de sociale tilbud og fritidsaktiviteter til børn og unge i kommunen. Dette er især vigtigt af hensyn til mulighederne for en tidlig forebyggende indsats. Bestemmelsen er således også grundlag for den forebyggende virksomhed, der foregår i samarbejdet mellem skole, politi og de sociale myndigheder, også kaldet SSP-samarbejdet.

22. Tilsynspligten har imidlertid også en mere konkret karakter, idet kommunen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning om, at børn og unge har behov for individuel støtte. Denne mere konkrete karakter af tilsynspligten er uddybet i § 33. § 33 supplerer således § 6 ved at understrege betydningen af, at tilsynet føres på en sådan måde, at der kan sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov for særlig hjælp og støtte.

Tilsynet indebærer, at kommunen skal være opmærksom på, om et barn eller en ung har brug for støtte. Bliver kommunen opmærksom på et eventuelt behov herfor, har kommunen pligt til at undersøge forholdene. Normalt vil kommunen indhente oplysninger fra parterne. Kommunens undersøgelsesarbejde mv. er nærmere beskrevet i kapitel 2.

Ofte vil tilsynet ske ved hjælp af sundhedsplejere og personalet i daginstitutioner og skoler, som bruges af næsten alle børn. Som det er gennemgået i pkt. 9 har kommunen pligt til at lave en sammenhængende børnepolitik, der beskriver, hvordan kommunen sikrer sammenhængen mellem indsatsen i blandt andet skoler og daginstitutioner og den særlige støtte til børn og unge. Som gennemgået i pkt. 10ff skal spørgsmålet om underretninger også behandles i kommunens standarder for sagsbehandlingen. Se også Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 822 af 27. juli 2004 om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen, der blandt andet indeholder retningslinier for, hvordan skolerne skal håndtere, når et barn eller en ung er rejst til udlandet på længerevarende ophold.

23. Derudover kan der være en række specielle forhold, som betyder, at kommunen skal være særligt opmærksom på et konkret barn eller en konkret ungs forhold.

Der kan eksempelvis være tale om børn fra familier, hvor forældrene har særlige problemer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Her gælder det, at når en sagsbehandler eller lignende kommer i kontakt med voksne med særlige sociale problemer f.eks. som følge af alkohol- eller narkotikamisbrug eller en sindslidelse, er det vigtigt, at der spørges til, om der er børn i hjemmet, således at der kan iværksættes en familieorienteret og forebyggende indsats over for børn og unge i disse familier. Det er også vigtigt at være opmærksomme på børnene i familier, hvor forældrene har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, idet der kan være behov for særlig støtte med det formål, at familien kan få en almindelig dagligdag til at fungere. Blandt andet kan det være relevant dække nødvendige merudgifter til en forælder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter § 84.

Kommunens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge, der har ophold i kommunen, også selv om deres ophold er af midlertidig karakter. Det betyder, at tilsynet også omfatter børn og unge på samvær, ferieophold, i asylcentre, i fængsler eller på krisecentre mv. Det er derfor vigtigt, at personalet på disse steder gør den stedlige kommune opmærksom på, at der bor børn på stedet, og hvem børnene er, da denne viden giver kommunen mulighed for at vurdere tilsynets omfang og evt. støtteforanstaltninger.

Børn og unge, der opholder sig på krisecentre eller i andre af de ovenstående tilbud, har ofte brug for særlig støtte. Derfor er det vigtigt, at kommunen tager kontakt til, og løbende holder sig orienteret om forholdene for de børn og unge, der opholder sig på de i kommunen beliggende offentlige og private krisecentre mv., med henblik på, at den relevante støtte kan tilbydes til barnet eller den unge og familien på det tidligst mulige tidspunkt.

Børn, der opholder sig på asylcentre som asylansøgere, hører som udgangspunkt under udlændingemyndighedernes område.. Det betyder, at det som udgangspunkt er personalet på asylcentrene, der skal varetage den daglige omsorg for børnene på stedet, herunder yde den nødvendige særlige støtte. Selvom det er personalet på stedet, der varetager det daglige arbejde, har kommunen sideløbende hermed en aktiv forpligtelse til at føre tilsyn med børnene på asylcentrene. Det betyder, at hvis der er børn på asylcentrene, der har problemer af en sådan karakter, at udlændingemyndighederne ikke kan håndtere dem uden hjælp fra de kommunale myndigheder, har kommunerne en pligt til at yde den nødvendige hjælp. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor det skønnes nødvendigt at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet. Det er udlændingemyndighederne, der skal afholde udgifterne til særlige støtteforanstaltninger, jf. udlændingeloven § 42 a. Hjælpen skal ydes med hensyntagen til, at barnet eller den unge eventuelt er her på midlertidigt ophold. Hjælpen skal i øvrigt ydes i samarbejde med udlændingemyndighederne, således at indsatsen over for familien koordineres.

24. En afgørelse om samvær, der er truffet af statsamtet, ophæver eller indskrænker ikke kommunens tilsynspligt over for det barn eller den unge, som sagen vedrører. Hvis kommunen i forbindelse med barnets eller den unges ophold i kommunen på grund af samvær med en forælder bliver opmærksom på, at barnet kan have behov for støtte, må kommunen undersøge sagen gennem indhentelse af oplysninger fra parterne og eventuelt andre myndigheder, herunder f.eks. statsamtet. Kommunen har efter retssikkerhedslovens § 11 c krav på at få de nødvendige oplysninger udleveret.

Hvis statsamtet eller kommunen bliver opmærksom på, at der er behov for særlig støtte i forbindelse med samvær for en forælder uden del i forældremyndigheden, kan det være relevant at koordinere indsatsen. Statsamterne kan have foranstaltet overvåget samvær i en periode, men da statsamterne ikke har mulighed for at etablere en permanent ordning, må kommunen træde til, f.eks. i form af at give barnet en støtteperson, som kan være til stede under samværet, hvis det fortsat skønnes, at barnet har udbytte af samværet, og det på den baggrund besluttes, at samværet skal fortsætte, selv om samværet er problematisk. Kommunen kan ikke fortsætte eller fastsætte overvåget samvær på samme måde som statsamtet, men kan tilbyde andre støtteforanstaltninger efter § 40.

Kommunen kan ikke regulere eller midlertidigt ophæve en samværsret for en forælder uden del i forældremyndigheden, der er fastsat af statsamtet med mindre, der er tale om et anbragt barn, herunder et barn anbragt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Kommunen kan alene rådgive og støtte forældre og børn samt oplyse statsamtet om sin vurdering af forløbet af samværene. Kommunen er dog naturligvis forpligtet til at gribe ind i en konkret samværssituation, evt. ved en akut fjernelse af barnet eller den unge, hvis situationen er af alvorlig karakter.

Hvis den situation måtte opstå, at en kommune, på trods af statsamtets afgørelse om, at samvær er til barnets bedste, finder, at barnet på grund af samværet har behov for særlig støtte, er der ikke noget til hinder for, at kommunen træffer afgørelse om at tilbyde foranstaltninger efter servicelovens § 40. Det kan f.eks. dreje sig om at tilbyde familiebehandling eller støtte i hjemmet. Kommunen kan også yde støtte til en kontaktperson eller personlig rådgiver til barnet eller den unge. Iværksættelse af sådanne foranstaltninger forudsætter forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. § 40 stk. 1, da afgørelser om særlig støtte til børn og unge i lov om social service træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Det er dog muligt at tilbyde barnet en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson efter § 40, stk. 3, nr. 6 og 7 uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. § 41. Udgifterne til foranstaltningerne afholdes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune. Statsamtet og kommunen bør i øvrigt overveje, om det i den konkrete sag kan være hensigtsmæssigt at koordinere eventuelle støtteforanstaltninger, der er sat i værk i forhold til forældremyndighedsindehaveren, med fastsættelsen af samvær med den anden forælder. Eksempelvis kan der i en sag, hvor der foregår familiebehandling, være nyttigt, at den tidsmæssige fastlæggelse af samværet med en forælder uden del i forældremyndigheden koordineres i forhold til, hvornår familiebehandlingen foregår.

For så vidt angår børn, der er på ferie- og rekreationsophold formidlet af private foreninger og lignende er det vigtigt, at foreninger, komiteer og andre private organisationer, der formidler ferieophold eller kortvarige rekreationsophold for børn og unge hos private, inden børnenes ankomst orienterer den stedlige kommune, om hvor mange børn det drejer sig om, hvor de skal bo under opholdet og hvor længe. Hvis kommunen er bekendt med oplysninger, som gør, at et hjem må anses for uegnet til at modtage feriebørn, underretter kommunen vedkommende forening. Kommunen skal ikke foretage en vurdering af egnetheden som feriefamilie, men alene gøre opmærksom på forhold, der kan give anledning til bekymring for børnenes sikkerhed under opholdet. Det samme gælder, hvis kommunen efterfølgende bliver opmærksom på forhold, der giver anledning til betænkeligheder med hensyn til barnets fortsatte ophold i det pågældende feriehjem. Om nødvendigt kan den stedlige kommune sørge for, at barnet sendes hjem eller får ophold et andet sted.

Kommunen må endvidere være opmærksom på, at opholdet bringes til ophør ved ferieopholdets afslutning, hvis det drejer sig om børn under 14 år, da familien ellers skal godkendes som privat døgnpleje. Se pkt. 296ff.

Handlekommune

25. Som tidligere nævnt reguleres spørgsmål om handlekommune eller opholdskommune i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Der henvises derfor til Socialministeriet vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det skal dog her nævnes, at selv om udgangspunktet i disse sager er, at den relevante opholdskommune eller handlekommune er forældremyndighedsindehaverens opholdskommune eller handlekommune, gælder der særlige regler i anbringelsessager.

Ved en anbringelse bliver den anbringende kommune således barnets eller den unges selvstændige opholdskommune eller handlekommune. Den anbringende kommune vil således fortsat være opholdskommune eller handlekommune for barnet eller den unge, selv om forældrene flytter til en anden kommune.

Reglerne herom gennemgås i Socialministeriets vejledning nr. 133 af 24. november 2003 om selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen.

Disse regler betyder blandt andet, at anbragte børn og unge kan have en anden opholdskommune eller handlekommune end deres forældre. Efter § 53 kan barnets opholdskommune eller handlekommune yde støtte til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med møder i barnets opholdskommune eller handlekommune.

Bistand ved udpegning af forældremyndighedsindehaver

Vejledning 2006 10 Historic

§ 33 a. Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.

42. Når forældre til børn med behov for særlig støtte flytter til en anden kommune, er det vigtigt, at den nye kommune bliver gjort opmærksom på familiens behov. I mange tilfælde vil forældrene selv tage kontakt til den nye kommune for at få hjælp til løsning af problemerne, men der ses også eksempler på, at forældre flytter til en anden kommune for at undgå iværksættelse af foranstaltninger, som den hidtidige kommune har påtænkt, men hvor der endnu ikke er truffet afgørelse herom. I sådanne tilfælde - og specielt hvis flytningen må antages at være betinget af en umiddelbart forestående anbringelse uden for hjemmet – kan det være af afgørende betydning, at fraflytningskommunen underretter tilflytningskommunen.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 33 a fastslår, at fraflytningskommunen har pligt til at underrette tilflytningskommunen i situationer, hvor fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har behov for særlig støtte. Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor der efter fraflytningskommunens vurdering er behov for foranstaltninger, herunder eventuelt foranstaltninger uden samtykke, således at tilflytningskommunen får mulighed for at sætte ind med hjælp til familien så tidligt som muligt.

Underretningspligten omfatter alene oplysninger om de forhold, der giver en formodning om behov for særlig støtte. Fraflytningskommunen kan ikke uden videre fremsende alle sagsakterne i en sag. Medmindre der foreligger samtykke fra forældrene, kan fraflytningskommunen således ikke videregive oplysninger, der ikke relaterer sig til barnets eller den unges behov for særlig støtte. I det omfang tilflytningskommunen har behov for yderligere oplysninger i den videre sagsbehandling, har kommunen adgang til at indhente de nødvendige oplysninger fra fraflytningskommunen efter retssikkerhedslovens § 11 c og forvaltningslovens kapitel 8.

Den nye kommune er forpligtet til at vurdere sagen selv, både ud fra egne og fraflytningskommunens oplysninger.

Det bemærkes i øvrigt, at der er adgang til at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune, hvis der foreligger særlige grunde. Dette forudsætter, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år. En sådan aftale kan f.eks. være hensigtsmæssig, hvis der er tale om en familie, der flytter meget. Se Socialministeriet vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Anmeldelse til politiet og afværgepligt

43. Det er politiets og retsvæsenets opgave at tage sig af den strafferetlige efterforskning og vurderingen af strafferetlige forhold, herunder overgreb mod børn og unge.

Derfor er det også vigtigt, at politiet får det at vide, hvis man som borger eller offentlig myndighed har mistanke om overgreb eller andre alvorlige forbrydelser. Politiet kan på baggrund af oplysningerne vurdere, om der er grundlag for at gå videre med sagen.

Efter straffeloven er der ikke en almindelig pligt til at anmelde forbrydelser, men det er efter straffelovens § 141 strafbart ikke at gøre, hvad der står i ens magt for at forebygge eller afværge en forbrydelse, der indebærer fare for menneskers liv eller velfærd, som man har kendskab til. Der er således en »afværgepligt«. Denne pligt kan f.eks. være til stede, hvis en begået forbrydelse kan tænkes at gentage sig - hvilket f.eks. kan være relevant i forbindelse med overgreb på børn og unge. Afværgepligten gælder også for offentlige myndigheder.

En borger, der har mistanke om voldelige og/eller seksuelle overgreb på et barn eller en ung, kan opfylde afværgepligten ved at foretage en underretning til kommunen. En kommune, der har mistanke om voldelige og/eller seksuelle overgreb mod et barn eller en ung, skal således vurdere barnets eller den unges behov for hjælp i den enkelte sag. Det vil i den forbindelse ofte være en hjælp for kommunens personale, at der er udarbejdet retningslinier eller et beredskab for håndteringen af denne type sager. Det afgørende i kommunens vurdering er beskyttelsen af barnet eller den unge mod eventuelle (nye) overgreb. Den strafferetlige side af sagen overlades til politiet. Kommunen har en forpligtelse til at være opmærksom på barnets behov for særlig støtte på grund af overgrebene. Vurderingen af barnets eller den unges behov for støtte afhænger ikke af udfaldet af en evt. straffesag, da der ikke altid vil kunne ske domfældelse i denne type sager på grund af manglende beviser.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 34. Amtskommunen tilbyder gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre amtskommuner.

33. Efter bestemmelsen er amtskommunen forpligtet til at rådgive i specielle tilfælde samt at sørge for, at der er mulighed for undersøgelse og behandling af børn og unge med særlige vanskeligheder, herunder på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Amtskommunens opgaver vedrører særligt de tilfælde, hvor kommunerne ikke har tilstrækkelig specialviden til at løse opgaven alene.

Rådgivning, undersøgelse og behandling vil fortrinsvis være for børn og unge, der henvises af kommunen. Der er dog også mulighed for, at børn, unge og deres familier selv kan rette henvendelse direkte til amtskommunen for at få rådgivning, undersøgelse og behandling.

Institutioner for børn og unge

Vejledning 2006 10 Historic

§ 35. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov.

Stk. 3 . Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte. Socialministeren kan fastsætte tilsvarende regler for andre grupper, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til sådanne forhold.

Stk. 4.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 36. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

40. De nærmere regler om underretningspligten efter § 35, stk. 1 , 2 og 3, er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service, der er optrykt som bilag 1 til denne vejledning. Reglerne om underretningspligt og videregivelse af oplysninger er nærmere beskrevet i Socialministeriets ”Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene”, (Dialogvejledningen), samt i Socialministeriets hæfte ”Hvad må du sige?”.

Underretningspligten påhviler alle offentligt ansatte, herunder ansatte ved statsamterne, der i forbindelse med behandlingen af en sag om forældremyndighed eller samvær eller i øvrigt får kendskab til, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Underretningspligten omfatter derudover blandt andet privatpraktiserende læger, ansatte ved frie grundskoler og frie kostskoler, dagpasningstilbud, krisecentre, behandlingstilbud og anbringelsessteder.

Underretningspligten efter § 35 er en personlig pligt, og hvis man vurderer, at det er nødvendigt at foretage en underretning af hensyn til barnet, er der pligt til dette. Det vil dog være hensigtsmæssigt at orientere ledelsen.

Reglerne om underretningspligt efter §§ 35 og 36 har sammenhæng med, at det efter § 5 påhviler kommunen at yde forældremyndighedsindehaveren eller andre, der sørger for et barn eller en ung, rådgivning med henblik på løsning af vanskeligheder i familien, og at det efter § 38 påhviler kommunen at sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges, hvis det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte.

Underretningspligten indtræder kun, hvis det ikke er muligt selv at afhjælpe problemerne gennem dialog med forældrene og barnet eller den unge.

Kvittering for underretninger

Vejledning 2006 10 Historic

§ 36 a. Hvis kommunen modtager en underretning om, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte efter kapitel 8, skal kommunen senest seks hverdage efter modtagelsen af underretningen sende en bekræftelse af modtagelsen.

41. Når kommunen har modtaget underretningen, skal den efter § 36 a kvittere for modtagelsen inden seks hverdage, men dette er alene en bekræftelse af, at kommunen har registreret underretningen, og kvitteringen må ikke indeholde oplysninger om, hvad kommunen påtænker at foretage sig i den enkelte sag. Kvitteringen kan dog godt indeholde generelle oplysninger om, hvad kommunen normalt gør. Kvitteringen kan også oplyse om, at den, der foretager underretning, ikke bliver part i sagen, ikke vil blive løbende orienteret om sagens forløb og ikke kan klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller vælger ikke at foretage. Da underretteren ikke er part, vil der alene være adgang til aktindsigt i de oplysninger, som den pågældende selv er fremkommet med.

En underretning i medfør af §§ 35 eller 36 medfører ikke, at kommunen bliver forpligtet til at iværksætte foranstaltninger. Kommunen skal i først omgang vurdere, om der på baggrund af underretningen er behov for at igangsætte en undersøgelse efter § 38. I visse tilfælde vil henvendelsen nødvendiggøre, at kommunen må undersøge, om der er behov for støtte, f.eks. ved at rette henvendelse til skole eller dagtilbud. Dette følger af kommunens almindelige forpligtelse efter § 6, jf. § 33, til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge lever under. Udgangspunktet er, at forældremyndighedsindehaverne giver samtykke til, at der foretages en nærmere undersøgelse af barnets eller den unges forhold, og der bør som klart udgangspunkt altid søges indhentet samtykke. Undtagelsen kan være situationer, hvor der er mistanke om, at en af forældrene begår overgreb på barnet eller den unge. Også i disse situationer bør det dog overvejes, om det er muligt at indhente samtykke. Afhængig af indholdet af underretningen vil en henvendelse fra kommunen til dagtilbud, skole eller lignende kunne ske uden forudgående samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, jf. retssikkerhedsloven § 11 c, men kommunen bør i videst muligt omfang sikre sig samtykke, jf. retssikkerhedsloven § 11 a. Hvis der ikke foreligger et forudgående samtykke, bør forældrene orienteres om underretningen, og om hvilke oplysninger der eventuelt er indhentet som følge heraf. Dette gælder, hvad enten sagen henlægges eller giver anledning til overvejelser om iværksættelse af en egentlig undersøgelse efter § 38, eller efter § 39, jf. kapitel 3. Også i de tilfælde hvor kommunen ud fra sit forudgående kendskab til familien kan fastslå, at underretningen er grundløs, bør kommunen underrette familien. En egentlig pligt til at underrette familien vil afhænge af den konkrete sag, men kommunen må være meget opmærksom på, at familien inddrages så tidligt som muligt, hvis det kommer på tale at iværksætte undersøgelser og lignende, jf. retssikkerhedsloven § 4.

Kommunen har notatpligt, når den modtager oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, når disse har betydning for en sags afgørelse. Dette fremgår af offentlighedsloven § 6. Notatpligten gælder kun i sager, hvor der skal træffes afgørelse. Det afgørende for notatpligten er, om der er modtaget oplysninger, der kan bidrage til at skabe klarhed om sagens faktiske omstændigheder, og disse oplysninger ikke allerede fremgår af sagen. Et særligt problem foreligger, hvor der er tale om anonyme henvendelser. Problemet kan opstå i 2 forskellige situationer. I den ene situation, hvor underretteren er anonym også i forhold til kommunen, kan det være nødvendigt, at kommunen foretager en undersøgelse på baggrund af den anonyme henvendelse, men arten og omfanget må i høj grad afhænge af de konkrete omstændigheder, og der kan i sådanne tilfælde være særlig grund til straks at orientere familien om underretningen, og om at den er anonym.

I den anden situation kan kommunen være bekendt med underretterens navn, men denne ønsker at være anonym på grund af forholdet til familien. Der er efter forvaltningslovens § 15 mulighed for at undtage navnet på underretteren fra aktindsigt, men kun når dette kan begrundes med et særligt hensyn til underretteren, og kun hvis dette hensyn klart overstiger hensynet til familiens behov for at få oplyst identiteten på underretteren. Det følger heraf, at kommunen ikke på tidspunktet for underretningen kan love en underretter, at vedkommende kan være anonym i forhold til familien. Den afvejning mellem hensynet til underretteren og hensynet til familien, som skal foretages efter forvaltningslovens § 15, kan ikke foretages på tidspunktet for underretningen, hvor kommunen ikke nødvendigvis har kendskab til familiens forhold.

Selv om underretteren ikke har klageadgang, har underretteren, som alle andre, mulighed for at rette henvendelse til de sociale nævn eller Ankestyrelsen i de tilfælde, hvor kommunen undlader at iværksætte nødvendige undersøgelser eller foranstaltninger, jf. § 47, se kap. 10.

Tværkommunal underretningspligt

Vejledning 2006 10 Historic

§ 37. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

26. Forpligtelsen for kommunen efter § 37 til om nødvendigt at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, gælder, hvad enten kommunen selv tager initiativ til at rejse sagen, eller af statsamtet bliver bedt om at yde bistand. Kommunen bør altid orientere statsamtet om forældremyndighedsindehaverens død, hvis denne har forældremyndigheden alene. Ved forældremyndighedsindehaverens død bliver den efterlevende forælders opholdskommune også opholdskommune for barnet. Dette kan gøre det nødvendigt at etablere et samarbejde mellem den kommune, hvor den afdøde forælder boede, og kommunen, hvor den efterlevende forælder bor, for at sikre en god overgang for barnet. Dette er særligt vigtigt, hvis fraflytningskommunen vurderer, at der kan være behov for særlig støtte til barnet i anledning af dødsfaldet.

Afgørelsen om, hvem der skal have forældremyndigheden, træffes af statsamtet. Ved afgørelsen inddrager statsamtet tillige eventuelle tilkendegivelser efter § 15 i lov om forældremyndighed og samvær fra indehavere af forældremyndigheden om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden (»børnetestamenter«). I en række tilfælde vil det ikke være nødvendigt at inddrage kommunen.

Hvis statsamtet anmoder om det, er kommunen forpligtet til at afgive en udtalelse om barnet og om eventuelle ansøgere, jf. § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 874 af 24. oktober 2002 om forældremyndighed og samvær mv.. Dette gælder også i de situationer, hvor der er en efterlevende forælder, og andre end forælderen beder om forældremyndigheden.

Hvis kommunen eller statsamtet ikke umiddelbart er bekendt med personer, som kan komme på tale, må kommunen yde en aktiv indsats for at finde frem til egnede personer, da intet barn kan være foruden forældremyndighedsindehaver. Kommunen må således tage kontakt med barnet eller den unge selv, pårørende, bekendte eller andre, der står barnet eller den unge nær, med henblik på at finde frem til den eller de personer, der vil være egnede til at blive udpeget som indehaver af forældremyndigheden. Kommunen må være opmærksom på, om der er behov for at bede statsamtet om at få udpeget en midlertidig indehaver af forældremyndigheden og evt. komme med forslag til en egnet forældremyndighedsindehaver. Dette kan være nødvendigt, hvis der ikke umiddelbart er nogen, der ansøger om at få forældremyndigheden, men også i tilfælde, hvor der er uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet.

Den, der udpeges som forældremyndighedsindehaver af statsamtet, bliver samtidig værge, men får ikke forsørgelsespligt for barnet eller den unge. Det betyder, at hvis der er en efterlevende forælder, som ikke får tillagt forældremyndigheden, er denne forpligtet til at bidrage til forsørgelsen. Bidragspligten iværksættes ved at kontakte forælderens bopælskommune. Hvis forældremyndighedsindehaveren er afgået ved døden, kan kommunen yde hjælp til barnets forsørgelse, med henvisning til lov om aktiv socialhjælp § 84. Der kan kun ydes kontanthjælp til mindreårige i de tilfælde, hvor barnet eller den unge selv er forsørger på grund af, at vedkommende har fået et barn eller har indgået ægteskab.

Nedsættelse af børn og unge-udvalg

27. Efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommunalbestyrelsen nedsætte et børn og unge-udvalg til at træffe afgørelse i de sager, der er opregnet i servicelovens § 62.

Efter § 19 i retssikkerhedsloven består udvalget af fem medlemmer. De tre medlemmer vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer. Der skal endvidere udpeges en byretsdommer fra retskredsen samt en pædagogisk-psykologisk sagkyndig. Er der flere dommere i retskredsen, bestemmer justitsministeren, hvem af disse der skal modtage hvervet. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige udpeges af amtsrådet for den kommunale valgperiode.

Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at give møde, når medlemmet er forhindret i at møde.

Efter retssikkerhedslovens § 19, stk. 3, kan medlemmer af det udvalg, der efter § 17 i retssikkerhedsloven behandler sager om børns og unges sociale forhold, ikke vælges som medlemmer af eller stedfortrædere til børn og unge-udvalget. Det samme gælder magistratsmedlemmer, der i kommuner med magistratsordning er beskæftiget med disse opgaver.

Bestemmelsen i stk. 3 skal sikre børn og unge-udvalget en særlig - og uafhængig - status i forhold til det udvalg, der varetager opgaverne vedrørende børns og unges sociale forhold i øvrigt. Børn og unge-udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed og har ingen overordnede funktioner i forhold til den kommunale forvaltning.

Ifølge retssikkerhedslovens § 21, stk. 1, fastsætter socialministeren forretningsorden for børn og unge-udvalget og kan herunder fravige kravet om, hvordan udvalget skal sammensættes, hvis en kommunalbestyrelse på grund af sin størrelse ikke kan opfylde kravet i retssikkerhedslovens § 19, stk. 3.

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 937 af 10. december 1997 om forretningsorden for børn og unge-udvalgene er optrykt som bilag 4 til denne vejledning.

I bekendtgørelsens § 1, stk. 4, fastsættes, at såfremt antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen umuliggør, at samtlige medlemmer af og stedfortrædere til børn og unge-udvalget kan opfylde kravet i retssikkerhedslovens § 19, stk. 3, kan et eller om nødvendigt flere medlemmer af det udvalg, der efter retssikkerhedslovens § 17 behandler sager om børns og unges sociale forhold, vælges til børn og unge-udvalget.

Socialministeren kan endvidere efter ansøgning godkende, at der udpeges mere end een stedfortræder for hvert medlem af udvalget. Denne mulighed forudsættes anvendt i et meget begrænset antal tilfælde, idet dispensationsbestemmelsen tager sigte på enkelte af de største kommuner, hvor antallet af møder i børn og unge-udvalget har et sådant omfang, at det er forbundet med store vanskeligheder at beramme møder, og hvor medlemmerne og stedfortræderne kan have en vis oparbejdet erfaring, uanset at antallet af stedfortrædere øges.

Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige er egentlige medlemmer af udvalget med stemmeret. Dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige har i kraft af deres særlige sagkundskab tillige en vejledningsopgave i udvalget. Da de sagkyndige er tillagt særlige funktioner i udvalget, fastsættes i udvalgets forretningsorden, jf. § 7, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse herom, at udvalget kun er beslutningsdygtigt, når både dommeren og den pædagogisk-psykologisk sagkyndige (eller deres respektive stedfortrædere) er til stede.

For så vidt angår de sagkyndiges særlige opgaver i børn og unge-udvalget henvises til kapitel 5.

28. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Det er formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes fravær næstformanden, der træffer foreløbige beslutninger efter § 45, jf. kapitel 5.

Kommunalbestyrelsen sørger for, at den fornødne sekretariatsbistand er til rådighed for udvalget. Der er ikke særlige krav i loven eller i forretningsordenen med hensyn til placeringen af sekretariatsfunktionen for børn og unge-udvalget.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 3, må kun udvalgets medlemmer og protokolføreren deltage i mødet under voteringen. Sagsbehandleren eller andre, der har beskæftiget sig med sagen i forvaltningen, kan således ikke deltage i mødet under voteringen. Der vil derimod ikke være noget i vejen for, at udvalget indkalder sagsbehandleren eller andre til mundtligt at redegøre for sagen, inden der træffes afgørelse, men forældrene, deres advokat og eventuelle andre parter har krav på at blive orienteret om, hvad forvaltningen mundtligt har oplyst.

Efter retssikkerhedslovens § 21, stk. 2, fastsætter indenrigsministeren regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.

For så vidt angår de sager, der skal forelægges børn og unge- udvalget, henvises til kapitel 5.

29. Det børn og unge-udvalg, som er nedsat efter retssikkerhedslovens § 18, er en selvstændig forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens forstand og dermed omfattet af reglerne om videregivelse af oplysninger i forvaltningslovens § 28. Da det imidlertid er en forudsætning for udvalgets virksomhed, at udvalget får de oplysninger, der er nødvendige for, at sagen kan afgøres i overensstemmelse med de i serviceloven opstillede krav, er videregivelse af oplysningerne berettiget.

SSP-samarbejdet

30. SSP-samarbejdet er et samarbejde mellem politi, skole og socialforvaltning, der har til formål at forebygge eller hindre yderligere kriminalitet blandt børn og unge i kommunen. SSP-samarbejdet er organiseret forskelligt i kommunerne. I enkelte kommuner har man valgt at inddrage fritids- og kulturforvaltningen i arbejdet. Normalt er der klare grænser for, hvilke oplysninger der må videregives mellem forskellige myndigheder, men der er i retsplejeloven § 115 b, givet hjemmel til, at der kan udveksles oplysninger mellem deltagerne i SSP-samarbejdet, under forudsætning af at udvekslingen af oplysningerne har et klart kriminalitetsforebyggende sigte. Det bør dog som hovedregel sikres, at forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge er indforstået med, at oplysningerne udveksles. Oplysningerne må ikke anvendes til efterforskning af straffesager, og den enkelte myndighed er ikke forpligtet til at videregive oplysningerne. For så vidt angår retningslinierne for udveksling af oplysninger i tilslutning til det kriminalitetsforebyggende arbejde (SSP), der forudsætter samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politiet, henvises til Justitsministeriets vejledning nr. 163 af 17. august 1990 om udveksling af oplysninger i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet og kommunerne mv.

Inddragelse af forældre uden del i forældremyndigheden

31. I en del af de familier, hvor der er behov for særlig støtte, vil der være tale om, at den ene forælder har forældremyndigheden alene. Hvis der skal træffes en afgørelse om foranstaltninger efter lov om social service, træffes beslutningen herom kun i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Derfor er det som udgangspunkt alene forældremyndighedsindehaveren, der er part i sagen. Den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, er dog part i afgørelser, der gælder dennes ret til at bevare kontakten til barnet eller den unge, og har ret til at klage over afgørelser, der begrænser kontakten.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på de ressourcer, der kan ligge hos den anden forælder. Når familieforholdene skal afdækkes som del i § 38-undersøgelsen, indebærer dette blandt andet, at forholdet til eventuelle forældre uden del i forældremyndigheden skal afdækkes, se evt. pkt. 50ff.

Derudover skal kommunen være opmærksom på, at den almindelige adgang til at få information om barnets eller den unges forhold, som fremgår af lov om forældremyndighed og samvær § 19, også finder anvendelse, når det drejer sig om et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet. Det betyder, at den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at blive orienteret om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt fra social- og sundhedsvæsenet. Myndighederne kan ikke uopfordret videregive oplysninger, da forælderen skal bede de relevante myndigheder om oplysningerne. Myndigheden kan beslutte, at forælderen ikke skal have en orientering, hvis det vil være til skade for barnet. Statsamtet kan endvidere beslutte, at forælderen ikke skal have adgang til at få en orientering om barnet, hvis adgangen bliver misbrugt. Adgangen til at få information omfatter alene oplysninger, der vedrører barnet og ikke oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. Myndighederne er kun forpligtet til at give orientering om barnets forhold i et rimeligt omfang. Se i øvrigt nærmere i vejledning nr. 214 af 20. december 1995 om forældremyndighed og samvær.

Samarbejde mellem statsamt og kommuner

32. I sager, hvor kun den ene forælder har forældremyndigheden, kan der være behov for et samarbejde mellem statsamtet og kommunen, f.eks. hvis begge myndigheder skal undersøge barnets forhold.

Hvis forældrene søger statsamtet om overførsel af forældremyndigheden fra den ene forælder til den anden i forbindelse med en anbringelsessag, kan det være relevant, at kommunen og statsamtet samarbejder om at få afdækket, om en overførsel vil være til barnets bedste. Dette indebærer blandt andet et samarbejde omkring en evt. undersøgelse af forældrenes forhold. Hvis statsamtet beder om en vurdering af en families forhold i forbindelse med, at forældremyndigheden søges overdraget til en tredjemand, er kommunen forpligtet til at videregive de relevante oplysninger, hvis de er i besiddelse af dem.

Når der skal udveksles oplysninger mellem kommunen og statsamtet, er det vigtigt, at der søges indhentet samtykke fra forældrene, jf. retssikkerhedslovens § 11 a. Hvis det ikke er muligt at få samtykke, kan kommunen indhente oplysninger fra statsamtet uden samtykke med hjemmel i retssikkerhedsloven § 11 c, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Statsamtet har mulighed for at bede kommunen om oplysninger, selv om der ikke er opnået samtykke fra forældrene, hvis det skønnes at være nødvendigt af hensyn til barnet eller den unge. Adgangen til indhentelse af oplysninger reguleres af forvaltningsloven §§ 28 og 29 og persondataloven § 6 stk. 1 nr. 6, § 7 stk. 2 nr. 4 og § 8 stk. 1-3. Når kommunen videregiver oplysninger fra børnesagen til statsamtet, vil disse oplysninger blive omfattet af retten til partsaktindsigt, jf. forvaltningslovens § 9. Retten til aktindsigt kan begrænses efter forvaltningsloven § 15, hvis der er afgørende hensyn til andre private interesser, herunder hensynet til barnet eller den unge eller den anden forælder, der taler imod det. Se nærmere om samarbejdet mellem statsamter og kommuner i pkt. 19, 24 og 26.

Amtskommunens opgaver vedrørende børn og unge

Rådgivning, undersøgelse og behandling

Vejledning 2006 10 Historic

§ 37 a. For at tilgodese børn og unge med behov for særlig støtte opretter kommunen en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab.

Stk. 2. Et af gruppens medlemmer udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge.

49. Efter § 37 a skal der i kommunen være en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab. Se nærmere om det tværfaglige samarbejde i Socialministeriets ”Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene”, (Dialogvejledningen), samt i Socialministeriets hæfte ”Hvad må du sige?”, hvor begrænsningerne i adgangen til at videregive oplysninger er nærmere angivet for de enkelte faggrupper.

Bestemmelsen svarer til § 14 i bekendtgørelse om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og har samme formål, nemlig at styrke sammenhæng og helhed i tilbudene til de svagest stillede børn og unge. Der er ikke krav om, at kommunen skal oprette to tværfaglige grupper til at varetage opgaven. Når § 37 a, er medtaget i den sociale lovgivning, er det for at understrege betydningen af, at kommunerne tilrettelægger arbejdet i sager om særlig støtte til børn og unge således, at den tværfaglige sagkundskab kan inddrages i sagsbehandlingen. Det forudsættes derfor, at sagsbehandleren altid indgår som en del af den tværfaglige gruppe.

Tværfaglige grupper kan styrke såvel den tidlige indsats som det forebyggende arbejde blandt vanskeligt stillede børn og deres familier. Det er op til kommunen selv at fastsætte sammensætningen af den tværfaglige gruppe og tilrettelægge gruppens arbejde. Som deltagere kan sagsbehandlere, pædagoger, lærere, de kommunalt ansatte læger og sundhedsplejersker, psykologer, m.fl. indgå. Amtskommunens ekspertise vil kunne benyttes ad hoc.

En tværfaglig gruppe er ligeså meget en arbejdsform som en organisation, og gruppens kontaktflade vil således afhænge af den konkrete tilrettelæggelse af det tværfaglige samarbejde i kommunen, kommunens størrelse mv. Der kan således oprettes mere end én tværfaglig gruppe. Tværfaglige grupper kan f.eks. opdeles efter geografiske områder eller efter særlige børnegrupper. Det følger af bestemmelsen, at et af gruppens medlemmer skal udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge.

Det er under alle omstændigheder hensigtsmæssigt at etablere en overordnet gruppe, der står for den overordnede tværfaglighed, og varetager planlægning og koordination i forhold til børn og unge med særlige behov.

Udveksling af oplysninger, som led i arbejdet i de tværfaglige grupper, er omfattet af straffelovens, forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger.

I det omfang en gruppe sammensættes med repræsentanter fra den kommunale forvaltning - f.eks. sagsbehandlere, daginstitutionspersonale, sundhedsplejerske - kan konkrete, personlige oplysninger om en familie behandles i den samlede gruppe, i det omfang der er behov for dette, og dette er sagligt begrundet. Denne adgang omfatter ikke skolerne, da den enkelte skole ikke er en del af den kommunale enhedsforvaltning. Se nærmere i Dialogvejledningen og Hæftet ”Hvad må du sige?”

Når der i gruppen deltager personer, der ikke er en del af den kommunale forvaltning eller udfører opgaver for denne, jf. retssikkerhedslovens § 43, eksempelvis personer fra amtskommunen, praktiserende læger, hospitalslæger, skolelærere, anbringelsessteder mv., vil konkrete sager kunne drøftes, når der er indhentet samtykke fra forældrene eller den unge til videregivelse af konkrete, personlige oplysninger. Kan samtykke ikke opnås, kan sagerne eventuelt drøftes i anonymiseret form. I særlige tilfælde kan det være berettiget at videregive følsomme oplysninger uden samtykke. Reglerne om tavshedspligt er gennemgået i Socialministeriets vejledning nr. 9 af 4. februar 2004 om tavshedspligtsregler, der har betydning for kommunernes indsats med at hjælpe børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene, samt i ”Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene”, (Dialogvejledningen), der ligeledes er udgivet af Socialministeriet i 2004.

Undersøgelser

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38. Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen undersøge barnets eller den unges forhold. Afgørelser herom træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 9, og § 39.

Stk. 2. Kommunens undersøgelse, jf. stk. 1, skal anlægge en helhedsbetragtning, der skal omfatte barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritidsforhold og venskaber og

6) andre relevante forhold.

Stk. 3. I sin undersøgelse skal kommunen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 40 og § 62 a.

Stk. 4. Kommunen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre, jf. § 37 a. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

Stk. 5. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt som forholdene tillader.

Stk. 6. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 7. Undersøgelsen skal afsluttes senest fire måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden fire måneder, skal kommunen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Stk. 8. I forbindelse med undersøgelsen skal kommunen vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

Stk. 9. Hvis forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, ikke giver samtykke, jf. stk. 1, kan undersøgelsen gennemføres uden samtykke ved at indhente de nødvendige eksisterende oplysninger, jf. § 11 c, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

50. Kommunen er efter § 38, stk. 1, forpligtet til at undersøge forholdene nærmere, når det på baggrund af foreliggende oplysninger må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. Samtidig er det, jf. pkt. 86, en betingelse, at der er gennemført en nærmere undersøgelse af barnets eller den unges forhold, før der kan iværksættes støtte i form af foranstaltninger efter § 40.

Som anført i § 38, stk. 1, kan behovet for særlig støtte skyldes nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. I denne sammenhæng kan der også henvises til Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998 om sociale tilbud til børn og unge med handicap.

Baggrunden for, at kommunen iværksætter en undersøgelse kan være en henvendelse fra familien eller barnet eller den unge selv om hjælp eller særlig støtte. Kommunen kan endvidere gennem underretningsreglerne i §§ 35 og 36 blive gjort opmærksom på, at hjælp eller støtte til et barn eller en ung er eller kan blive aktuel, jf. kapitel 1. Endelig kan kommunen selv blive opmærksom på barnet eller den unge, f.eks. gennem undersøgelse af andre søskendes forhold.

Privatpersoner med kendskab til familien kan ønske at afgive udtalelser eller erklæringer. Det kan f.eks. være slægtninge eller andre, der står familien nær. Sådanne henvendelser må efter de almindelige forvaltningsretlige principper indgå i sagen og dermed også i kommunens beslutningsgrundlag.

Kommunen må dog være opmærksom på, at reglerne om tavshedspligt kan forhindre, at sagen drøftes med andre end parterne og deres eventuelle repræsentant. Dette bør imidlertid ikke føre til, at man afviser at modtage henvendelser eller lignende fra andre f.eks. bedsteforældre.

Samtykke til undersøgelsen

51. Afgørelsen om en undersøgelse af barnets eller den unges forhold kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, hvis denne er fyldt 15 år.

Forældremyndighedsindehaverens forståelse for undersøgelsen har stor betydning, da undersøgelsen bør være en indledning til et samarbejde mellem kommunen og indehaveren af forældremyndigheden om at løse barnets eller den unges vanskeligheder. Derfor bør der lægges vægt på at gennemgå formålet med og indholdet af undersøgelsen for forældrene og den unge, der er fyldt 15 år .Det vil f.eks. være hensigtsmæssigt at forklare, at man i forbindelse med undersøgelsen vil vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

En redegørelse for formålet med og indholdet i undersøgelsen er også centralt, for at samtykket til undersøgelsen kan karakteriseres som et informeret samtykke. Der er ikke opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykke, men blandt andet af hensyn til dokumentationen i sagen vil det være hensigtsmæssigt, at samtykket indhentes skriftligt.

Hvis det ikke er muligt at opnå samtykke til undersøgelsen fra forældrene eller den unge, der er fyldt 15 år, findes der to muligheder for at belyse sagen. For det første kan sagen belyses ved, at de eksisterende oplysninger indhentes, jf. § 38, stk. 9, se pkt. 62. For det andet kan det være nødvendigt at gennemføre en undersøgelse uden samtykke, se pkt. 154 i kapitel 5 om tvangsmæssige foranstaltninger.

Indholdet i § 38 undersøgelsen

52. Det må tillægges stor betydning, at kommunen foretager en grundig undersøgelse. Det gælder om på så tidligt et tidspunkt som muligt at få en kvalificeret afdækning af, om der foreligger problemer, der bør resultere i iværksættelse af hjælpeforanstaltninger, og i bekræftende fald at få et godt grundlag for at kunne vurdere, hvilke foranstaltninger der vil være formålstjenlige ud fra karakteren af problemerne. Den mest effektive indsats opnås således, hvis der fra starten iværksættes en indsats, som er dækkende i forhold til barnets eller den unges problemer.

For de familier og børn, der modtager hjælp, er der ofte tale om en ophobning af flere sociale problemer, og man kan ikke forvente, at en indsats på et enkelt område kan løse problemerne. Ifølge Socialforskningsinstituttets (SFI) evaluering ”Børnesager. Evaluering af den forebyggende indsats” fra 2002 er der bedst effekt af en bredspektret indsats, der sætter ind på flere niveauer af børnenes, de unges og familiernes liv.

Ifølge SFI´s forskningsgennemgang ”Anbringelser af børn og unge uden for hjemmet” fra 2003, viser forskningen, at der er for lidt fokus på skolegang og sundhed, selv om netop disse problemer ofte spiller tæt sammen med og forstærker barnets eller den unges sociale problemer. Med henblik på at kommunen skal arbejde bredt og helhedsorienteret samt få fokus på de ressourcer, som kan bidrage til at løse problemerne, indeholder § 38 krav om, at kommunens undersøgelse som minimum skal omfatte seks faste punkter. Det drejer sig om følgende forhold

1) Barnets eller den unges udvikling og adfærd, herunder om barnets eller den unges udvikling og adfærd påvirkes på en uhensigtsmæssig måde, der kan danne grundlag for særlig støtte, samt hvilke ressourcer barnet eller den unge har til at overvinde dette. For at belyse barnets eller den unges udvikling og adfærd kan man blandt andet se på den kognitive, den sociale og den motoriske udvikling.

2) Familieforhold, herunder familiens og netværkets sammensætning, sociale og økonomiske forhold, forældrenes omsorgsevne og eventuelle problemer med misbrug eller helbred mv. Dette er nødvendigt for at forstå barnets behov for støtte og for at få afdækket de ressourcer, der kan indgå i støtten til barnet. Denne viden er nødvendig for at kunne tilrettelægge den bedste indsats for barnet eller den unge, hvor ressourcerne i familien eller netværket kan bidrage til at undgå en mere indgribende foranstaltning. Det er også centralt at få afdækket barnets eller den unges relationer til søskende, forældre uden del i forældremyndigheden, bedsteforældre og andre personer fra netværket, blandt andet med henblik på at hjælpe barnet eller den unge til at bevare vigtige relationer under en eventuel anbringelse uden for hjemmet.

3) Skoleforhold. Barnets skolegang er meget central. For det første spiller skolegangen en stor rolle for barnets eller den unges sociale liv her og nu. Skolegangen fylder således en stor del af barnets eller den unges hverdag. For det andet spiller skolen en vigtig rolle for barnets og den unges senere mulighed for at få et godt liv og blandt andet klare sig på arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt at fokusere på, hvordan man kan støtte børns og unges skolegang. Navnlig hvis det kommer på tale at anbringe barnet uden for hjemmet, er det vigtigt, at man fastholder fokus på sammenhæng i uddannelses- og skoleforløbet. Undersøgelsen skal derfor afdække barnets skoleforhold, herunder hvordan barnet fungerer både fagligt og socialt, således at en eventuel foranstaltning kan tilrettelægges, så der tages højde for barnets eller den unges skoleforhold.

4) Sundhedsforhold. Hos udsatte børn og unge ser man ofte uopdagede helbredsmæssige problemer, eventuelt fordi forældrene ikke selv tidligere har været tilstrækkeligt opmærksomme på barnets helbred. Sundhedsmæssige problemer kan i sig selv give barnet eller den unge dårligere livskvalitet, og de kan desuden spille sammen med og forværre de sociale problemer. Derfor skal barnets eller den unges sundhedsforhold indgå i undersøgelsen. Det kan f.eks. indgå, om barnets vækst og udvikling er alderssvarende, om barnet har gennemført de almindelige lægeundersøgelser og vaccinationer, og om der f.eks. er misbrugsproblemer, om der er tegn på allergier, astma, overvægt eller andre problemer. Det afhænger af den konkrete situation, hvilke forhold der bør sættes fokus på, og om der skal gennemføres lægeundersøgelser.

5) Fritidsforhold og venskaber. Fritidsforhold og venskaber kan både kan være en del af problemet, idet vanskeligheder på disse områder kan bidrage til isolation og ensomhed, men også en del af løsningen, når de kan bidrage til at bryde uheldige adfærdsmønstre, give nyttige netværk og give adgang til andre rollemodeller end dem, der findes i familien. Undersøgelsen skal derfor afdække både barnets eller den unges aktuelle fritidsforhold og venskaber, samt eventuelle perspektiver i at fokusere på fritidsforhold og venskaber.

6) Andre relevante forhold. Undersøgelsen skal dække alle de relevante forhold. Pkt. 1-5 angiver ikke udtømmende, hvilke spørgsmål kommunen kan tage op i sin undersøgelse. Hvilke andre relevante forhold, der kan være tale om, vil afhænge af den konkrete sag, men her vil det ofte være relevant at inddrage det dagtilbud, som barnet evt. går i.

Når der gennemføres en systematisk undersøgelse, som når hele vejen rundt om barnet eller den unge, har man de bedste vilkår for at fastsætte realistiske målsætninger og vælge de rigtige foranstaltninger. De seks faste punkter kan bidrage til dette og dermed give mulighed for løbende og systematisk at følge op på, om indsatsen virker efter hensigten, eller om der er behov for justering. Samtidig giver de faste punkter og den klare målbeskrivelse bedre grundlag for dokumentation og evaluering.

Der skal fokuseres på ressourcerne, § 38, stk. 3

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38, stk. 9, giver dermed mulighed for, at kommunen uden samtykke indhenter oplysninger om barnets eller den unges forhold, også når forholdene ikke er så alvorlige, at der er grundlag for at gennemføre en undersøgelse uden samtykke efter § 39. Dermed sikres det, at barnets eller den unges forhold også i disse tilfælde kan blive undersøgt, så der er bedre muligheder for at give den relevante støtte.

Efter § 38, stk. 9, kan der alene indhentes eksisterende oplysninger. Begrebet eksisterende oplysninger dækker både oplysninger, som allerede er nedskrevne, og oplysninger i form af viden hos de personer, der har med barnet, den unge eller familien at gøre. Kommunen kan således godt indhente nye udtalelser fra f.eks. daginstitutionspersonale, læger, privat personer eller andre, der har kendskab til barnet og barnets forhold. At der kun kan indhentes eksisterende oplysninger betyder dog, at der ikke kan foretages nye undersøgelser af barnet eller den unge hos f.eks. læge eller psykolog. Er der ikke givet samtykke, kan sådanne undersøgelser kun gennemføres efter § 39.

Når der indhentes oplysninger til brug for en undersøgelse efter § 38, skal dette ske efter reglerne i retssikkerhedsloven § 11 a og c. Efter retssikkerhedslovens § 11 a, har kommunen adgang til at forlange oplysninger fra en lang række af nærmere opregnede personer og myndigheder, herunder andre offentlige myndigheder, læger, uddannelsesinstitutioner mv. Efter retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 2, kan kommunen også anmode private om at afgive oplysninger, men private kan dog ikke pålægges at afgive oplysninger mod deres vilje.

Efter § 11 c, stk. 3, kan kommunen også indhente oplysninger om andre parter end de personer, som foranstaltningen efter serviceloven i sidste ende vil rette sig mod, dvs. barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. Det kan f.eks. være oplysninger om forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle, der ikke har del i forældremyndigheden. Indhentning af oplysninger om andre end de personer, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 3, skal ske i overensstemmelse med forvaltningslovens og persondatalovens regler. For en nærmere gennemgang af reglerne om indhentning af oplysninger se Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Hvis en undersøgelse gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år, vil forældrene og/eller den unge ofte være særligt usikre på, hvad der sker. Derfor er det i sådanne tilfælde særligt vigtigt, at kommunen efterfølgende orienterer om, hvilke oplysninger der er blevet indhentet, og partshører i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.

Høring mv. af barnet eller den unge

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38

Stk. 3. I sin undersøgelse skal kommunen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 40 og § 62 a.

Stk. 4

53. I § 38, stk. 3, er det præciseret, at kommunen skal afdække både ressourcer og problemer i forhold til de seks punkter, som opremses i § 38, stk. 2. En familie eller et barn eller en ung selv kan have problemer inden for nogle områder samtidig med, at der kan være ressourcer inden for andre områder. Det er derfor også nødvendigt, at undersøgelsen afdækker og indeholder oplysninger om de forhold i familien eller i dens omgivelser, der eventuelt kan bidrage til at klare vanskelighederne. Dette gælder blandt andet inddragelse af en evt. forælder uden del i forældremyndigheden eller andre dele af netværket, se pkt. 31. Det kan være svært at hjælpe familien til at løse udfordringerne, hvis der kun fokuseres på problemerne, da det kan indebære, at familien får den opfattelse, at der ikke er et realistisk billede af, hvem de er. En afdækning af ressourcer hos netværk, familie og barnet eller den unge selv er således vigtig for at styrke familiens og barnets eller den unges egne muligheder for at indgå i en nødvendig forandringsproces.

Målrettet indsats over for unge, § 38, stk. 3

54. § 38, stk. 3, præciserer, at undersøgelser efter § 38 af unge over 15 år skal afdække de særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til denne aldersgruppe, og som skal indgå ved valg af foranstaltning efter § 40 og § 62 a. I forhold til de unge over 15 år er det særligt vigtigt at tage hensyn til relationerne til nærmiljøet. Kommunen bør derfor tillægge de særlige forhold for aldersgruppen afgørende vægt i overvejelserne om, hvor vidt hjælpen kan ydes i hjemmet eller i nærmiljøet.

I forhold til denne aldersgruppe skal kommunerne således være opmærksomme på, at det tilsyneladende er vanskeligt at etablere anbringelser uden for hjemmet, som disse unge kan profitere af. SFI’s forskningsoversigt ”Anbringelser af børn og unge uden for hjemmet” fra 2003 peger på, at op mod halvdelen af anbringelserne af store børn bryder sammen. Disse sammenbrud skaber meget usammenhængende forløb for de unge. Sammenbrudene kan derfor forværre problemerne ved f.eks. at ødelægge de unges muligheder for at få en stabil skolegang og varig tilknytning til venner og kammerater. For nogle unge vil en indsats eller en anbringelse i nærmiljøet kombineret med relevant støtte derfor være en fordel.

Samtidig er det i forhold til de store børn i alderen 15-17 år muligt at bruge en bredere vifte af tilbud. F.eks. har disse større børn i mindre grad brug for et familielignende anbringelsessted og vil blandt andet - i de tilfælde hvor der i øvrigt ikke er særligt behandlingskrævende problemer - kunne tilbydes mere selvstændige boformer i nærmiljøet kombineret med anden form for støtte. Der er således baggrund for at sætte særlig fokus på indsatsen for denne gruppe, og blandt andet satse på tilbud i nærmiljøet, så de unge ikke ved en anbringelse må sige farvel til de dele af deres liv, som er velfungerende med venner, skole og fritidsliv

Undersøgelsen skal derfor afdække de særlige forhold, der gør sig gældende for denne aldersgruppe, for at give grundlag for at løse problemerne i nærmiljøet og gøre brug af de ressourcer, der findes her. Disse særlige forhold kan blandt andet være den unges tilknytning til nærmiljøet, om den unge har et velfungerende skole- eller uddannelsesforløb, som ikke bør brydes, fremtidige uddannelses- eller arbejdsmarkedsforhold, der har betydning for, hvor den unge bør bo, fordele og ulemper ved at den unge får en mere selvstændig boligform, muligheden for at iværksætte eventuelt nødvendige behandlingsforløb i hjemmet, den unges egne ønsker mv. I denne sammenhæng kan det være særligt relevant at overveje, hvordan indsatsen i forhold til unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne kan bidrage til at sikre en god overgang til voksentilværelsen, idet en stor del af disse unge vil skulle overgå til voksenforvaltningen, når de fylder 18 år frem for at være anbragt efter efteværnsreglerne i § 62 a, ligesom nogle af disse unge fortsat vil skulle opholde sig i botilbud efter, at de er blevet voksne.

Selv om mange unge har vanskeligt ved at profitere af en anbringelse, vil der være større børn, for hvem den bedste løsning vil være en anbringelse uden for hjemmet væk fra nærmiljøet. Nogle unge har således på grund af kriminalitet, overgreb fra forældrene eller andre forhold bedst af at komme væk fra nærmiljøet. Hvis en anbringelse vurderes at være den bedste løsning – også når der er taget hensyn til alderen – skal en anbringelse vælges fra begyndelsen. Det er ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at andre alternativer først er afprøvet. Det er dog nødvendigt, at kommunen overvejer risikoen for, at anbringelsen bryder sammen, og overvejer, hvilke initiativer der eventuelt er nødvendige for at forebygge dette. Kommunen kan f.eks. vælge at drøfte risikoen for sammenbrud direkte med den unge og dennes forældre, således at de også er opmærksomme på risikoen og bedre kan bede om hjælp, inden sammenbruddet eventuelt finder sted. Kommunen kan også vælge at forsøge at mindske ulemperne ved et eventuelt sammenbrud ved allerede fra starten at have en plan for, hvad der skal ske, hvis anbringelsen bryder sammen.

Kommunen skal herudover, når der iværksættes foranstaltninger for unge over 15 år, være opmærksom på, at der som udgangspunkt vil være tale om, at foranstaltningerne alene skal iværksættes i en forholdsvis kort periode sammenlignet med foranstaltninger over for mindre børn, idet den unge bliver 18 år inden for et par år. Det betyder blandt andet, at kommunen bør overveje, om der allerede på tidspunktet for foranstaltningens iværksættelse kan ses et behov for foranstaltninger ud over det fyldte 18. år, jf. § 62 a, og i givet fald hvilke. Dette kan fremgå af handleplanen, jf. § 58 a.

Hvordan gennemføres undersøgelsen, § 38, stk. 4

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38

Stk. 4. Kommunen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre, jf. § 37 a. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

Stk. 5

55. Det præciseres i § 38, stk. 4, at undersøgelsesresultatet skal tilvejebringes ved en tværfaglig indsats fra kommunens side, og at undersøgelsen i videst muligt omfang må inddrage allerede foreliggende viden, f.eks. hos barnets dagtilbud, skole eller hos sundhedsplejersken eller andre, der har kendskab til barnets eller den unges forhold. Det er blandt andet formålet med de tværfaglige grupper efter § 37 a, at sikre, at den nødvendige tværfaglige viden er til stede i forbindelse med undersøgelser efter § 38.

Ved starten af en undersøgelse må det således afklares, hvad der allerede foreligger af værdifuld viden om barnets eller den unges forhold i kommunen, og dermed hvilke forhold der på denne baggrund herefter kræver en yderligere undersøgelse. Herved opnås, at den foreliggende viden om barnet eller den unge ikke går tabt, og at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end højst nødvendigt.

Normalt vil kommunen selv kunne foretage den fornødne undersøgelse, men undertiden vil det være nødvendigt, ved mere omfattende undersøgelser, at indhente bistand fra særlige sagkyndige uden for forvaltningen. Kommunen skal, hvis det er påkrævet, lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog, eventuelt ved henvisning til amtskommunens sagkyndige, jf. § 34.

Er der behov for at få barnet eller den unge undersøgt af en læge eller en psykolog, er det af hensyn til sagens forløb vigtigt at inddrage forældrene i forbindelse med valg af undersøgende læge eller psykolog.

Hvis forældrene ønsker, at en bestemt læge eller psykolog gennemfører undersøgelsen, må det anbefales, at kommunen altid overvejer, om forældrenes ønske kan imødekommes. Det kan have stor betydning for forældrenes accept af det videre forløb, at de har tillid til undersøgeren.

56. Det er væsentligt, at familiens, herunder barnets eller den unges egen opfattelse af problemerne og eventuelle forestillinger om, på hvilken måde disse kan afhjælpes, indgår i sagsoplysningen, og sagsbehandleren bør derfor prøve at afdække dette.. Familiens aktive medvirken i en problemløsning kan få afgørende betydning for opnåelsen af et tilfredsstillende resultat.

Det bør indgå som et naturligt led i sagsoplysningen, at sagsbehandleren og andre, der udtaler sig i sagen, skaffer sig et førstehåndskendskab til familien og det eller de børn, som sagen drejer sig om.

Det er således også væsentligt, at barnets eller den unges egen mening kommer til udtryk gennem en samtale med de pågældende børn og unge. Der bør afsættes den fornødne tid til sådanne samtaler, også når det drejer sig om mindre børn. Samtalen må være så skånsom som muligt over for barnet eller den unge og bør, hvis forholdene tilsiger det, ske med sagkyndig bistand. Der kan i denne forbindelse henvises til bestemmelsen i § 58, se pkt. 63.

Undersøgelsens omfang, § 38, stk. 5

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38

Stk. 5. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt som forholdene tillader.

Stk. 6

57. § 38, stk. 5, præciserer, at en undersøgelse ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger, og at undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader det. Under hensyn til den belastning, som en undersøgelse kan udgøre både for familien og barnet eller den unge, må det løbende i undersøgelsesforløbet vurderes, hvor vidtgående undersøgelsen skal være. Det er i denne forbindelse væsentligt, at kommunen nøje overvejer, hvilke oplysninger der er brug for i den konkrete sag og alene indhenter disse. Samtidig er det som tidligere nævnt centralt, at kommunen fra starten af undersøgelsen afklarer, hvilke oplysninger kommunen allerede har om barnets eller den unges forhold, og tager udgangspunkt i disse oplysninger, således at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end nødvendigt. Denne afklaring vil ofte med fordel kunne ske i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, og vil kunne danne baggrund for en aftale om undersøgelsens videre forløb. For at undgå unødig belastning af barnet, kan det ligeledes være relevant, at kommunen samarbejder med statsamtet, hvis der er tale om en sag, hvor statsamtet samtidigt gennemfører en børnesagkyndig undersøgelse.

Præciseringen af, at undersøgelsen ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger, skal ses i relation til kravet i § 38, stk. 2, om at undersøgelsen skal omfatte seks faste punkter. Undersøgelsen skal således altid omfatte de seks nævnte punkter, da det er vigtigt, at alle relevante forhold belyses. Kommunen skal imidlertid i forhold til hvert af de seks punkter foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger der skal indhentes i forbindelse med undersøgelsen. Det er klart, at hvis sagen f.eks. drejer sig om et barn under den skolepligtige alder, vil det i relation til skoleforhold være tilstrækkeligt at konstatere dette. Et andet eksempel kunne være en sag, hvor en familie søger om aflastning til deres fysisk handicappede barn. I en sådan sag vil der typisk ikke være grund til at supplere familiens oplysninger med yderligere undersøgelser af f.eks. skoleforhold eller fritid og venskaber.

At undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt som muligt betyder desuden, at kommunen skal sørge for, at forældrene og barnet eller den unge er informeret om undersøgelsens formål, indhold og forløb, således at unødig utryghed omkring undersøgelsesforløbet undgås.

Krav til redegørelsen for undersøgelsens resultater af undersøgelsen, § 38, stk. 6

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38

Stk. 6. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 7

58. § 38, stk. 6, fastsætter, hvilke krav der skal stilles til kommunens redegørelse for undersøgelsens resultater. Opregningen af disse krav i loven har til hensigt at understrege betydningen af en grundig undersøgelse og skal tillige tjene som retningslinie for kommunens virksomhed. Et målrettet arbejde med de indledende undersøgelser må tillægges en betydelig værdi for sagens senere forløb.

Bestemmelsen angiver en skillelinje i forhold til, om arbejdet for at hjælpe barnet eller den unge skal fortsættes, fordi det vurderes, at det er nødvendigt at iværksætte en hjælpeforanstaltning, eller om sagen skal henlægges. Uanset om sagen skal fortsættes eller henlægges, skal der ligge en begrundelse for beslutningen på sagen.

Viser undersøgelsen, at der er behov for at iværksætte en hjælpeforanstaltning, må der på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen, gøres rede for, hvilke af de mulige hjælpeforanstaltninger efter § 40 der må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende tilfælde. Undersøgelsen og dens konklusioner er således grundlaget for, at der i handleplanen kan ske en mere omfattende og dækkende beskrivelse af indsatsen. Dette omfatter indholdet af den valgte foranstaltning og opstilling af de mål og delmål, der søges opnået med hjælpeforanstaltningerne. Da mål og delmål for den konkrete indsats først opstilles i handleplanen, er der ikke noget krav om, at der allerede i forbindelse med undersøgelsen redegøres for, hvilken specifik foranstaltning der skal anvendes. Det vil således være tilstrækkeligt med en beskrivelse af, hvilke typer af hjælpeforanstaltninger der må anses for egnede.

Familiens egne ressourcer og spørgsmålet, om disse med den fornødne hjælp kan styrkes, er af afgørende betydning for valget af hjælpeforanstaltninger. Der skal derfor tillige redegøres for de forhold i familien og hos barnet eller den unge, som kan bidrage til at klare vanskelighederne, og for på hvilken måde disse forhold vil kunne styrkes. Ud over familiens og barnets eller den unges forhold må der i denne forbindelse også redegøres for, om der i barnets eller den unges omgivelser i øvrigt, f.eks. gennem støtte fra andre nære familiemedlemmer, er mulighed for at hente hjælp til overvindelse af vanskelighederne. Ligeledes bør redegørelsen ikke alene indeholde en angivelse af, hvilke muligheder inden for det sociale system der efter kommunens opfattelse, vil kunne afhjælpe problemerne, men den bør også inddrage andre muligheder, f.eks. i forhold til skole, fritid mv.

Med hensyn til valget af den rette hjælpeforanstaltning, bør der vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, jf. § 40, stk. 1. Ved valg af hjælpeforanstaltning er det derfor væsentligt, at princippet om det mindste indgreb ses i lyset af det overordnede princip om formålstjenlighed, således at der blandt de formålstjenlige foranstaltninger vælges den mindst indgribende.

59. En redegørelse for den indstilling, som forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge har til foranstaltningerne, skal have en fremtrædende plads i redegørelsen. Den indstilling, som forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge har til iværksættelse af en hjælpeforanstaltning, kan således få stor betydning for sagens videre forløb. Et samtykke, der opnås fra forældremyndighedsindehaveren uden at dække dennes reelle indstilling til den eller de tilbudte hjælpeforanstaltninger, kan give anledning til problemer i sagens videre forløb, f.eks. i form af umotiverede begæringer om hjemgivelse. Disse problemer kan vise sig at være større end de problemer, som en tvangsfjernelse rejser. Det er derfor vigtigt, at forvaltningen fører en grundig dialog med forældrene og barnet eller den unge, så der i givet fald foreligger et informeret samtykke.

Tidsfrist for afslutning af undersøgelsen, § 38, stk. 7

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38

Stk. 7. Undersøgelsen skal afsluttes senest fire måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden fire måneder, skal kommunen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Stk. 8

60. For at sikre en tidlig indsats er det blandt andet vigtigt, at undersøgelsen af barnet eller den unge gennemføres hurtigt, således at eventuel hjælp kan iværksættes så hurtigt som muligt. Samtidig er en hurtig gennemførelse af en undersøgelse en fordel, fordi langvarige undersøgelsesprocesser kan være en belastning for de involverede parter.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38, stk. 7 , fastsætter, at undersøgelsen skal afsluttes senest fire måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, f.eks. ved at kommunen har fået en henvendelse fra familien selv, har modtaget en underretning eller selv er blevet opmærksom på problemer.

En undersøgelse kan anses som afsluttet, når kommunen har forholdt sig til de forhold, der fremgår af stk. 2, og stk. 3, og der, jf. stk. 6, er udarbejdet en begrundet stillingtagen til, om der skal iværksættes foranstaltninger.

Forhold som kommunen ikke har indflydelse på, kan i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan afsluttes endeligt inden for fire måneder. Som eksempel kan nævnes de tilfælde, hvor der er længere ventetid i forbindelse med undersøgelser hos specialister. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden fire måneder, skal kommunen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Under alle omstændigheder skal kommunen altid tage stilling til, om der er et akut behov for foranstaltninger, jf. § 40, stk. 1, uanset om undersøgelsen er afsluttet. Det er således centralt, at barnet eller den unge ikke oplever en periode uden relevant hjælp.

Undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, § 38, stk. 8

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38

Stk. 8. I forbindelse med undersøgelsen skal kommunen vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

Stk. 9

61. § 38, stk. 8, fastsætter, at kommunen i forbindelse med en undersøgelse efter § 38, skal vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. Formålet med dette krav er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle andre børn i familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne havde vokset sig store og komplekse.

Bestemmelsen betyder, at kommunen skal vurdere, om eventuelle andre søskende må antages at trænge til særlig støtte. Kommunen skal således foretage en undersøgelse af eventuelle søskendes forhold, hvis det efter en konkret vurdering må antages, at eventuelle søskende har behov for særlig støtte. Hvis kommunen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse i forhold til et barn, der hovedsageligt har problemer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, f.eks. barnets egne psykiske eller fysiske handicap, vil der ofte ikke umiddelbart være formodning for, at der ligeledes bør foretages en undersøgelse af eventuelle søskendes forhold. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af eventuelle søskende, hvis et barns problemer primært skyldes forhold i familien, f.eks. forældrenes misbrug eller psykiske lidelser.

Hvis kommunen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en undersøgelse efter § 38 af eventuelle andre søskendes forhold, skal kommunen træffe en afgørelse herom, jf. § 38, stk. 1.

Indhentning af eksisterende oplysninger uden samtykke, § 38, stk. 9

Vejledning 2006 10 Historic

§ 38

Stk. 9. Hvis forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, ikke giver samtykke, jf. stk. 1, kan undersøgelsen gennemføres uden samtykke ved at indhente de nødvendige eksisterende oplysninger, jf. § 11 c, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

62. Udgangspunktet for en undersøgelse efter § 38 er som nævnt, at kommunen, jf. stk. 1, har samtykke til undersøgelsen fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Kommunen kan derfor ikke uden videre indhente oplysninger om barnets eller den unges forhold. Kommunen skal først prøve at få samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år.

Hvis forældrene eller den unge, der er fyldt 15 år, ikke vil give samtykke til undersøgelsen, har kommunen dog stadig mulighed for at undersøge sagen.

Dels kan der gennemføres en undersøgelse uden samtykke efter § 39. En undersøgelse efter § 39 kan kun gennemføres, når det må anses for at være nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, se pkt. 154.

Dels kan kommunen, jf. § 38, stk. 9, gennemføre en undersøgelse ved at indhente de nødvendige eksisterende oplysninger, jf. retssikkerhedslovens § 11 c. For at indhente de eksisterende oplysninger efter § 38, stk. 9, kræves det alene, at det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte. Kommunen bør informere forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år om, hvilke oplysninger der påtænkes indhentet, med mindre dette vil besværliggøre indhentelsen unødigt.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 39. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.

Stk. 2.

154. I de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, modsætter sig en undersøgelse, og hvor forholdene tegner sig så alvorlige, at en undersøgelse må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget efter § 39 beslutte at gennemføre en undersøgelse ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus eller ved at placere det på en institution.

Hvis der skal træffes beslutning om lægelig undersøgelse og behandling uden, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren finder § 44 anvendelse. Se pkt. 156. § 39 tager alene sigte på de situationer, hvor det er nødvendigt at få afklaret om, der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de situationer, hvor kommunen allerede har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere om, der er grundlag for en anbringelse. Efter bestemmelsen kan undersøgelsen ske under ophold på institution eller ved indlæggelse på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. I sidstnævnte situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om tilslutning fra den behandlende overlæge fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en sådan tilslutning må i almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.

Børn er ifølge lov om tvang i psykiatrien tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et barn eller en ung, der er omfattet af denne lovs særlige retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i psykiatrien.

155. Kommunen har mulighed for at lade undersøgelsen af barnet eller den unge ske ambulant eller ved døgnindlæggelse, således at barnet eller den unge må opholde sig på sygehuset eller institutionen, indtil undersøgelsen er tilendebragt. Det skal fremgå af indstillingen til børn og ungeudvalget, hvordan undersøgelsen skal fremgå. Forholdene i det enkelte tilfælde og især forældremyndighedsindehaverens holdning og indstilling er afgørende for, hvilken fremgangsmåde der kan vælges i den konkrete situation. Kommunen bør vælge den mest skånsomme måde til at få gennemført undersøgelsen. Viser forældremyndighedsindehaverens indstilling, at det vil være forsvarligt at gennemføre undersøgelsen ambulant, bør denne mulighed vælges, da en ambulant undersøgelse må anses for at være mest skånsom for barnet eller den unge og familien.

En undersøgelse efter § 39 er ikke en anbringelse uden for hjemmet. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse træffes afgørelse efter § 57 om samvær og kontakt. Samværet og kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge i undersøgelsesfasen kan alene reguleres ud fra undersøgelsesstedets almindelige besøgsregler eller ud fra anstaltsbetragtninger. Hvis undersøgelsen foregår på en institution, vil der være mulighed for at afslå forældrenes besøg, hvis det i den konkrete situation vurderes som bedst for barnet eller den unge. Det kan f.eks. være i tilfælde af, at forældrene møder påvirkede op eller er meget ophidsede. Se pkt. 218.

Af hensyn til familien og barnet eller den unge er der i § 39 fastsat en frist for undersøgelsens maksimale varighed. Undersøgelsen skal således være afsluttet inden to måneder regnet fra børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen.

Når undersøgelsen er afsluttet, dvs. når barnets eller den unges tilstedeværelse på institutionen eller sygehuset ikke længere er nødvendig for at sikre undersøgelsens gennemførelse, skal barnet eller den unge hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens kommunen udarbejder sin redegørelse om undersøgelsens resultater. Hvis det på baggrund af undersøgelsen vurderes, at der er grundlag for en øjeblikkelig anbringelse, kan formanden for børn og unge-udvalget træffe en midlertidig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter § 123 giver en anke over en afgørelse om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, løber 2-måneders fristen fra Ankestyrelsens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen.

Er behovet for at kunne iværksætte en undersøgelse så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelsen om iværksættelse af en tvangsmæssig undersøgelse træffes efter reglerne om foreløbige afgørelser, jf. § 39, stk. 2. I dette tilfælde regnes to måneders fristen fra formandens afgørelse.

Undersøgelse eller behandling uden samtykke

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40. Kommunen træffer afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, jf. dog § 41. En afgørelse efter stk. 3, nr. 8, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Medmindre særlige forhold gør sig gældende, kan støtte kun iværksættes efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 38 eller § 39. Kommunen skal altid vælge den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse de problemer, der er afdækket gennem undersøgelsen.

Stk. 3. Kommunen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud

1) Konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold. Kommunen kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge dagtilbud, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende.

2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

3) Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.

4) Døgnophold, jf. § 40 b, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien på en døgninstitution, i en plejefamilie, på et andet godkendt opholdssted, i et kommunalt døgntilbud eller i et botilbud godkendt af amtskommunen efter reglerne i § 94 a.

5) Aflastningsordning, jf. § 40 b, i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, i et kommunalt døgntilbud, på en døgninstitution eller på et godkendt opholdssted.

6) Udpegning af en personlig rådgiver for barnet eller den unge.

7) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien.

8) Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, på eget værelse, i et kommunalt døgntilbud, på en døgninstitution eller på et godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 40 b, 49, 49 a og 51.

9) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.

10) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.

Stk. 4. Kommunen kan yde økonomisk støtte til udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter stk. 3, samt yde økonomisk støtte, hvis støtten erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter stk. 3. Støtten kan ydes, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil.

Stk. 5. Kommunen kan yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en hjemgivelse kan fremskyndes, samt til udgifter, der i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet.

Stk. 6. Hvis kommunen ønsker, at amtskommunen efter § 131 a medfinansierer udgifter ved foranstaltninger efter § 40, stk. 3-5, skal kommunen følge fremgangsmåden i § 131 b.

Betingelserne for at iværksætte foranstaltninger, § 40, stk. 1 og 2

86. Som udgangspunkt skal tre betingelser være opfyldt, før der kan iværksættes foranstaltninger efter § 40. For det første skal det materielle kriterium for iværksættelsen af frivillige foranstaltninger være opfyldt, se pkt. 87. For det andet skal der som udgangspunkt være gennemført en undersøgelse af barnets eller den unges forhold, se pkt. 50. Endelig skal der som hovedregel foreligge et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren – og i anbringelsessager fra den unge, der er fyldt 15 år, se pkt. 88.

Det materielle kriterium for at iværksætte frivillige foranstaltninger

87. Kommunen kan efter § 40, stk. 1, træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksættelse af frivillige foranstaltninger. Det er således ikke ethvert behov, der udløser støtte efter § 40, stk. 3. Dette udtrykkes ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal være af hensyn til et særligt behov for støtte. Der kan eksempelvis være tale om, at det vil være gavnligt for en ung at komme på efterskole, men hvor den unge ikke har behov for særlig støtte. Det ligger forudsætningsvis i henvisningen til stk. 3, at vurderingen af, hvad der er væsentligt af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, relaterer sig til de typer af foranstaltninger, der nævnes i stk. 3. Det må dog samtidig understreges, at det har været hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når dette må ses som formålstjenligt ud fra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i loven.

Samtykke, § 40, stk. 1

88. Afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 40, stk. 3, træffes som hovedregel med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år. Efter § 41 er der dog adgang til at træffe afgørelse om konsulentbistand, personlig rådgiver og fast kontaktperson, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, se pkt. 113. For så vidt angår muligheden for tvangsmæssigt at gennemføre en anbringelse uden for hjemmet henvises til kapitel 5.

Er der fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke, også selv om forældrene ikke bor sammen. Der henvises til pkt. 109 om fælles forældremyndighed.

En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 3, nr . 8, kan kun gennemføres som en frivillig foranstaltning, når der foreligger samtykke fra både den unge, der er fyldt 15 år, og fra indehaveren af forældremyndigheden. Samtykket skal omfatte formålet med anbringelsen, se pkt. 108. Bestemmelsen om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, omhandler alene anbringelse uden for hjemmet, idet dette må anses for at være den mest vidtgående foranstaltning. Samme medvirken og motivation fra den unge vil imidlertid også være konstruktiv i forhold til de øvrige foranstaltninger, der er nævnt i stk. 3. Det vil derfor også være vigtigt at skabe et godt samarbejde med den unge, når der påtænkes at iværksætte andre foranstaltninger. Det er i øvrigt et generelt krav, at barnet eller den unge tilbydes en samtale, før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter § 40, jf. § 58, se pkt. 63ff.

Gennemførelsen af en undersøgelse før iværksættelse af foranstaltninger, § 40, stk. 2

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40 b. Under et døgnophold efter § 40, stk. 3, nr. 4, 5 og 8, og efter § 62 a, stk. 3, nr. 1 og 4, modtager barnet eller den unge omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observa-tion samt ydes terapi eller anden behandling.

Stk. 2. Et aflastningsophold, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.

Stk. 3. Hjælp efter stk. 1, vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold, eller på anden måde.

Stk. 4. Socialministeren kan efter forhandling med Kommunernes Landsforening og Amtsråds- foreningen i Danmark fastsætte regler om, hvilke ydelser der indgår i døgnophold.

Grundtakst

265. I § 131 a er det fastsat, at ved døgnophold for børn og unge, herunder efterværn efter § 62 a og ved familiebehandlingstilbud, betaler den anbringende kommune alene en grundtakst for udgiften til anbringelsen. Dette forudsætter, at der er indgået en aftale med amtskommunen, om at den skal betale det beløb, der ligger ud over grundtaksten, jf. § 131 b. Der er med lovgivningen om grundtakstfinansiering fastsat regler om, hvad et døgnophold for børn eller unge omfatter, herunder for unge, der er fyldt 18 år, men ikke 23 år, der får tilbud efter § 62 a. Disse regler sigter til finansieringen mellem kommuner og amter. Der er mere udførligt redegjort for disse regler i Socialministeriets vejledning nr. 202 af 12. december 2001 om grundtakstfinansiering af sociale serviceydelser. KL og Amtsrådsforeningen har derudover udsendt en mere detaljeret vejledning om, hvad grundtaksten på børn og unge området omfatter. Begrebet døgnophold dækker her over døgnophold for

– barnet eller den unge,

– døgnophold for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien,

– aflastningsophold for barnet eller den unge og

– udslusningsophold.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40 b omfatter alle former for døgnophold, jf. stk. 3. Bestemmelsen gælder alle døgnophold, som er omfattet af grundtakstfinansiering, uanset om udgifterne på årsbasis overstiger grundtaksten.

266. Når en kommune ønsker, at amtskommunen skal medvirke til et tilbud omfattet af grundtakstfinansiering, sender kommunen en indstilling herom til amtskommunen, jf. § 131 b. Amtskommunen tager stilling til indstillingen. Hvis amtskommunen ikke kan imødekomme indstillingen, skal meddelelse herom til kommunen indeholde et forslag til et andet tilbud. Når der er enighed om hjælpen, betaler amtskommunen den del af udgifterne, der ligger over grundtaksten.

267. § 40 b angiver en ramme for, hvad døgnopholdet bør omfatte. Det angives, at døgnopholdet omfatter omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling samt varetagelse af barnets eller den unges særlige behov. Opregningen nedenfor af forskellige typer af ydelser, der falder inden for § 40 b, er derfor eksempler og ikke en udtømmende udfyldelse af rammen.

Ydelserne

268. Under et døgnophold modtager barnet eller den unge omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling. Undersøgelser efter § 39 kan foregå på et anbringelsessted godkendt efter § 49 eller § 51.

Et aflastningsophold, som ydes i forbindelse med et døgnophold, indgår i døgnopholdet. Den konkrete hjælp vil kunne ydes af det sted, hvor barnet eller den unge har døgnophold, eller på anden måde.

269. Der er en række grundlæggende ydelser, der er forbundet med selve døgnopholdet for børn og unge, som den anbringende kommune kan forvente er til stede ved et døgnophold.

Det indebærer blandt andet, at barnet eller den unge kan forvente at modtage følgende ydelser under anbringelsen

Støtte til at barnet eller den unge kan benytte relevante tilbud svarende til deres alder, udvikling og interesser i form af skolegang eller undervisning, uddannelse og/eller beskæftigelse og fritidstilbud.

Barnet eller den unge skal sikres den nødvendige omsorg i form af en god og stabil voksenkontakt. Derudover skal der sikres adgang til den nødvendige praktiske hjælp, såsom mad, tøj, bolig, lommepenge, transport, sundhedspleje og adgang til samfundets øvrige tilbud. Der skal ske en løbende systematisk vurdering af barnets eller den unges individuelle udvikling, således at man kan identificere, hvor barnet eller den unge har vanskeligt ved at opnå det samme niveau for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som jævnaldrende børn og unge.

I forbindelse med den løbende systematiske vurdering skal barnets eller den unges behov for særlige interne eller eksterne tilbud overvejes. Det kan blandt andet omfatte tilbud om psykologbehandling, fysioterapi, specialundervisning mv. Hvis det skønnes nødvendigt, skal der udarbejdes overordnede behandlingsplaner for barnet, den unge eller familien, der skal indgå i handleplanen efter § 58 a, som udfærdiges af kommunen. Det er op til anbringelsesstedet at udforme mere detaljerede behandlingsplaner. Barnet eller den unge skal sikres den nødvendige socialpædagogiske behandling gennem en generel støtte til den fysiske, emotionelle og sociale udvikling.

Socialfaglig rådgivning og socialfagligt samarbejde mellem anbringelsesstedet, kommunen, barnet eller den unge, familien og andre samarbejdspartnere, som f.eks. uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen. Samarbejdet inkluderer orientering om udviklingen i forhold til handleplanen og en evt. revidering af denne. Se pkt. 71 om handleplaner. Forældresamarbejde, støtte til barnets eller den unges kontakt og relationer til familien og i denne forbindelse omsorg til forældrene er også en del af de grundlæggende ydelser.

Hjælp svarende til § 30, dvs. til personlig hjælp og pleje.

Det vil afhænge af det enkelte barns eller unges behov ud fra en konkret vurdering, hvilke af de ovennævnte ydelser, der er nødvendige, og i hvilket omfang tilbudene skal ydes for at sikre barnets eller den unges udvikling. Der vil normalt være væsentlig forskel på eksempelvis de nødvendige tilbud til en 19-årig, der er i efterværn efter § 62 a og tilbudene til en 13-årig, der går i folkeskolen. F.eks. at ovennævnte former for hjælp altid skal kunne være en del af et døgnophold, har blandt andet den betydning, at der i forbindelse med visitation til et døgnophold - jf. § 131 b - ikke er brug for at tage særskilt stilling til, om udgifter til ovennævnte former for bistand falder inden for grundtaksten.

Udstyr og inventar, som almindeligvis hører til et døgntilbud, blandt andet seng, bord, stol mv. er som hovedregel dækket af betalingen for døgnopholdet. Særligt udstyr og inventar, som knytter sig til det enkelte barn eller den enkelte unge, og som vil blive fjernet fra anbringelsesstedet, når barnet eller den unge ikke længere opholder sig på stedet, kan efter en individuel vurdering og beslutning ydes ved siden af døgnopholdet og skal derfor finansieres ved siden af grundtaksten. Et eksempel kunne være en seng, som på grund af særlige fysiske forhold hos barnet eller den unge skal have nogle bestemte mål eller skal kunne noget særligt, som ikke kan opnås gennem standardudstyr.

270. Udover ovennævnte grundlæggende ydelser er der en række tilbud, der efter barnets eller den unges særlige behov kan være behov for som en del af opholdet. Det kan dreje sig om

– Intern dagbeskæftigelse og evt. ophold i særlige dagtilbud efter § 16 og særlige klubtilbud efter § 23.

– Særlige undersøgelser og observationer, herunder f.eks. bidrag til forældreevneundersøgelser, observationer med henblik på erklæringer, bidrag til § 39-undersøgelser og pædagogisk eller psykologisk undersøgelse.

– Terapi, herunder familieterapi, gruppeterapi mv.

– Anden behandling af barnet eller den unge, herunder afrusning, afgiftning, pædagogisk familiebehandling mv.

– Hjælp svarende til f.eks. § 31, dvs. ledsagelse til unge som på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.

– Hjælpemidler til fælles brug.

– Dækning af merudgifter efter § 28.

Disse former for ydelser kan indgå som en del af et døgnophold, og dermed i grundtaksten. Men det forudsætter, at det særligt er besluttet i forbindelse med visitationen eller ved eventuel senere revisitation, jf. § 131 b.

Foranstaltninger, der ligger uden for rammerne i § 40 b

271. Der er former for ydelser, som barnet eller den unge kan modtage under et døgnophold, som ikke er en del af »selve opholdet og dermed grundtakstfinansieringen«. Det drejer sig om

– Dagtilbud til børn efter servicelovens kapitel 4 og klubtilbud og andre socialpædagogiske foranstaltninger efter servicelovens § 19. Disse udgifter er heller ikke i dag omfattet af delt finansiering, jf. § 129, stk. 2

– Udgifter til tilsyn, administration samt rådgivning og vejledning. Disse udgifter er heller ikke i dag omfattet af delt finansiering, jf. § 129, stk. 1, og § 130, stk. 1.

– Arbejdsforhold eller beskæftigelse og egentlige uddannelsesforløb, der er omfattet af lov om aktiv socialpolitik, specialundervisning eller vidtgående specialundervisning efter Undervisningsministeriets regler herom, dvs. hjælp efter anden lovgivning.

– Personlige hjælpemidler.

Heller ikke ydelser, der primært er rettet til forældrene, indgår i et døgnophold. Det drejer sig f.eks. om

– Økonomiske tilskud efter kapitel 6, som blandt andet omfatter tilskud til forældre, der vælger privat pasning eller modtager orlovsydelse under børnepasningsorlov efter §§ 26, 27 og 27 a. Disse udgifter er heller ikke efter gældende regler omfattet af delt finansiering.

– Hjælp efter § 40, stk. 4 og 5, dvs. forskellige former for økonomisk hjælp til forældre, der ikke selv har tilstrækkelige midler.

– Støtteperson til indehaveren af forældremyndigheden efter § 40 a.

– Terapi eller misbrugsbehandling af forældrene.

272. Hvis der måtte være tvivl om, hvorvidt en mulig form for hjælp falder inden for eller uden for den ramme, som § 40 b angiver, kan kommuner og amtskommuner støtte deres overvejelser på følgende afvejning

Kan det pågældende tilbud på den ene side primært anses for at være et led i anbringelsen af barnet eller den unge, eller er der på den anden side tale om et tilbud, hvor formålet er tættere på at ligne de ovennævnte eksempler på former for tilbud, som ligger uden for rammerne for § 40 b.

Ved vurderingen af om tilbudet primært kan anses som et led i anbringelsen efter § 40 b, kan der. lægges vægt på, at udgangspunktet er, at døgnopholdet omfatter omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling samt varetagelse af barnets eller den unges særlige behov. Inkluderet i dette er forsørgelse af barnet eller den unge og alle behandlingsmæssige ydelser, der i forskelligt omfang og forskellige kombinationer indgår i døgnopholdet.

273. Det er formålet med hjælpen samt barnets eller den unges behov under opholdet, som er grundlaget for visitationen af det enkelte barn eller den unge til et anbringelsessted og dermed, hvad der indgår i grundtaksten. Det er f.eks. ikke afgørende, om det konkrete tilbud er i stand til at yde hjælpen i forbindelse med den almindelige drift, eller om der i forbindelse med anbringelsen af det enkelte barn eller den unge er behov for at købe nogle af ydelserne til barnet eller den unge uden for anbringelsesstedet. Det er vigtigt, at de kommunale myndigheder ved beslutningen om visitation omhyggeligt får beskrevet, hvilke former for hjælp der er opnået enighed om, idet enigheden ved visitationen fastlægger udgiftsfordelingen mellem kommunen og amtskommunen.

Når en ydelse er omfattet af kommunens aftale med amtskommunen om grundtakstfinansiering, betyder det, at udgifterne til ydelsen indgår i udgiftsgrundlaget for døgnopholdet, hvoraf amtskommunen skal finansiere udgifterne ud over grundtaksten. Det betyder også, at amtskommunen skal inddrages, hvis kommunen ønsker en ændring i ydelsen ud over den ramme, der måtte være aftalt mellem kommunen og amtskommunen i det enkelte tilfælde.

Hverken de sociale klagemyndigheder eller Socialministeriet kan træffe afgørelse i sager om eventuel uenighed om, hvorvidt en ydelse vil være omfattet af grundtaktsfinansiering.

274. Vederlag til plejefamilier fastsættes af kommunen på baggrund af en forhandling med plejefamilien ud fra en konkret vurdering af barnets eller den unges plejebehov.

275. Beløb til kost, logi og andre fornødenheder tilsigter at dække de helt almindelige udgifter ved et barns ophold i et anbringelsessted, dvs. især kost, fritidsaktiviteter og fornøjelser. Hertil kommer udgifter til værelse og opvarmning samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler mv. uden, at der er tale om en kompensation for en evt. lejeindtægt, som man ville kunne have opnået, hvis barnet eller den unge ikke havde boet der. Der er således tale om et beløb, der er fastsat ud fra nogle gennemsnitsbetragtninger for hvilke, der ikke skal aflægges regnskab. Socialministeriet udsender årligt en bekendtgørelse med satserne for godtgørelse for udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet døgnophold efter § 49.

For anbringelsessteder med fast budget udgør kommunens opholdsbetaling for anbringelse af et barn eller en ung en beregnet takst, der skal dække alle udgifter til barnet eller den unge. Lommepenge, arbejdsvederlag mv. samt vedligeholdelse af beklædning afholdes under opholdet over opholdsstedets drift.

KL udsender årligt efter ønske fra kommuner og amtskommuner en vejledning om opholdsbetaling ved formidlet døgnophold efter § 49 med vejledende satser for vederlag, lommepenge, arbejdsvederlag mv. Se f.eks. KL´s hjemmeside: www.kl.dk.

Særligt om lommepenge, beklædning, gaver mv.

276. Kommunen overtager ved en anbringelse uden for hjemmet den fulde forsørgelse af barnet eller den unge. Forældremyndighedsindehaveren får således ikke længere børnebidrag eller børnefamilieydelse. Dette indebærer, at nogle af de ydelser, som forældre normalt vil give deres børn, må udredes af kommunen under anbringelsen. Dette gælder f.eks. lommepenge til barnet eller den unge. Kommunen må ligeledes sørge for, at barnet eller den unge kan blive forsynet med en passende beklædning under opholdet.

Hensigten med udbetaling af lommepenge mv. er, at børn og unge skal vænnes til at administrere egne penge, således at de forberedes på, at de på et tidspunkt skal ud at bo på egen hånd. Kommunen træffer afgørelse om, hvilke beløb børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, skal have til rådighed i lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser.

Lommepengebeløbet tilpasses barnets alder og bør forhøjes ved det 16. år, således at den unge kan betale for visse personlige fornødenheder. Lommepengene udbetales kontant til børnene og de unge.

Arbejdsløn, der tilfalder skoleelever ved arbejde for fremmede og ved udførelse af særlige opgaver på institutionen, bør som alt overvejende hovedregel tilfalde barnet eller den unge selv, for derved at ligestille dem med hjemmeboende børn og unge.

Ud over de egentlige lommepenge og beklædningstilskud kan der gives tilskud til køb af gaver ved særlige lejligheder, såsom fødselsdag, jul, eksamen, konfirmation og lignende.

Forældremyndighedsindehaveren kan søge kommunen om at få udbetalt kostpengene til barnet eller den unge i forbindelse med fravær fra institutionen eller opholdsstedet, men det vil bero på en konkret vurdering, om ansøgningen skal imødekommes.

Der bør under hensyn til den almindelige prisudvikling foretages en årlig regulering af taksterne til lommepenge, arbejdsvederlag, beklædning, kostpenge mv. til børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Som nævnt under pkt. 275 udsender KL vejledende satser for de nævnte ydelser.

Særligt om udgifter til forrevalidering

277. For så vidt angår muligheden for at yde hjælp til en forrevalidering, der sker som led i udslusning og strækker sig over en periode efter døgnopholdet, henvises der til Beskæftigelsesministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik.

Særligt om hjælpemidler til børn og unge med handicap

278. Kommunen afholder endeligt udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af kommunen, jf. § 97, stk. 1, og § 98, stk. 1, medmindre ydelserne er indeholdt i døgnopholdet, jf. § 131 a.

Hjælpemidler, som ikke er personlige, kan være indeholdt i døgnopholdet, men det forudsætter, at det er særligt besluttet i forbindelse med visitationen, at hjælpemidlerne fremover skal indgå i anbringelsesstedets basisinventar.

Hjælpemidler, som er personlige, er uden for rammerne (i § 40 b) for døgnopholdet og dermed for grundtakstfinansieringen.

Om et hjælpemiddel er personligt, vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Grænsedragningen er belyst ved en række Sociale Meddelelser, som er gengivet i Ankestyrelsens praksisoversigt om afgørelser truffet efter serviceloven under § 97. Afgørelserne, hvoraf kan nævnes O-54-97 om hjælp til ortopædisk fodtøj som personligt hjælpemiddel og O-52-96 om ståredskaber som basisinventar, står anført i afsnittet om institutionsudgift/personligt hjælpemiddel.

Der henvises vedrørende afgrænsningen mellem basisinventar og personlige hjælpemidler til § 7 i bekendtgørelse nr. 19 af 11. januar 2005 om hjælpemidler og forbrugsgoder samt til pkt. 110 i Socialministeriets vejledning nr. 129 af 14. december 2004 om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder.

Et særligt personligt hjælpemiddel, ydet efter § 97, stk. 4, vil dog altid være at betragte som et personligt hjælpemiddel.

Spørgsmålet om, hvornår et hjælpemiddel har karakter af et særligt personligt hjælpemiddel er behandlet i samme vejlednings kap. 9-11.

Daglig drift

De ledelsesmæssige forhold på døgninstitutioner og opholdssteder

279. Opholdssteder vil sædvanligvis have nogle fastboende voksne, som har ansvaret for det socialpædagogiske indhold i opholdsstedet. En døgninstitutions leder har ansvaret for den daglige ledelse af institutionen. Ved selvejende institutioner varetager bestyrelsen den overordnede ledelse.

Det vil være almindeligt og hensigtsmæssigt for disse opholdssteder og døgninstitutioner, at både medarbejdere og de personer, der modtages, har medindflydelse på de beslutninger, der træffes, og medansvar for at beslutningerne gennemføres.

Elevindflydelse

280. Børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder bør i videst muligt omfang inddrages i drøftelserne omkring institutionernes og opholdsstedernes daglige drift. Hensigten med inddragelsen af børn og unge i beslutninger vedrørende hverdagen på anbringelsesstedet er at lære dem at deltage i almindelige beslutningsprocesser gennem dialog og samarbejde, samt at lære dem at deres mening betyder noget, hvorved deres selvstændighed styrkes. Dette kan ske gennem regelmæssig afholdelse af møder, hvor der orienteres om udviklingen på institutionen, og hvor leder og medarbejdere kan høre om børnenes eller de unges opfattelse af institutionen eller opholdsstedet og det daglige arbejde.

Hvis der på institutionen eller opholdsstedet findes et tilstrækkeligt antal børn eller unge, der har den fornødne modenhed, kan det være hensigtsmæssigt at oprette et elevråd.

Medarbejderindflydelse på døgninstitutioner

281. Ved varetagelse af arbejdsopgaverne må der samarbejdes mellem ledelse og medarbejdere - uanset hvilken samarbejdsform der vælges - i overensstemmelse med de retningslinier, der er fastlagt i de til enhver tid gældende regler om samarbejdsudvalg inden for den amtskommunale virksomhed.

Forældreindflydelse på døgninstitutioner og opholdssteder

282. Forældre til børn og unge, der er optaget i døgninstitutioner og opholdssteder, skal medinddrages i stillingtagen til spørgsmål, der i almindelighed berører forældrenes forhold til institutionen, jf. § 1 og § 32.

Døgninstitutioner og opholdssteder bør have et forældreråd. Et forældreråd har normalt udtaleret i spørgsmål, der vedrører institutionen, og kan i øvrigt tage ethvert spørgsmål om institutionens drift op til behandling, men forældreråd har normalt ikke nogen indflydelse ved konkrete forhold, herunder ansættelser.

I tilfælde, hvor et forældreråd ikke kan etableres, kan der i stedet udpeges en talsmand for forældrene.

De selvejende institutioner har normalt forældrerepræsentanter i bestyrelsen. Valgperioden fremgår af vedtægten.

Valg af forældrerepræsentanter til bestyrelse og forældreråd sker ved forældremøder, hvor der i øvrigt kan ske orientering af forældrene om institutionens arbejde og eventuelle planer for institutionens fremtid.

Vedrørende frirejser til forældre til deltagelse i forældremøder mv. henvises til pkt. 101.

Personale

283. Amtskommunen fastsætter personalets antal, sammensætning og uddannelse ved de forskellige former for døgninstitutioner for børn og unge. I forbindelse med godkendelsen af et opholdssted godkender amtskommunen den personalemæssige sammensætning og antallet af medarbejdere på stedet.

Det pædagogiske arbejde

284. Amtskommunen følger indholdet af døgninstitutionernes og opholdsstedernes pædagogiske virksomhed og udviklingen af de metoder, som arbejdet løbende nødvendiggør.

Kommunen må gennem sin tilsynsvirksomhed, jf. § 55, med de enkelte børn og unge sikre, at behandlingen af de børn og unge, der med kommunens medvirken har døgnophold uden for hjemmet, sker på en sådan måde, at formålet med anbringelsen opnås.

Fælles bestemmelser for anbringelsesstederne

Magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet

285. I bekendtgørelse nr. 1309 af den 14. december 2004 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet findes en udtømmende opregning af, hvornår det inden for det sociale område kan være tilladt at anvende magt over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Anvendelse af magt over for anbragte børn og unge skal således have hjemmel i denne bekendtgørelse. Findes der ikke lovhjemmel til en given foranstaltning, vil der være tale om ulovlig magtanvendelse. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 9 til denne vejledning.

Magtanvendelse må efter bekendtgørelsen dog ikke erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand, og magtanvendelsen skal begrænses til det absolut nødvendige samt stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået hermed.

Som eksempel på fysisk magtanvendelse kan nævnes, at barnet eller den unge fastholdes eller føres til et andet opholdssted. Hertil kræves imidlertid, at følgende betingelser er opfyldt

Hvis barnet eller den unge udviser en sådan adfærd, at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt, eller hvis barnet eller den unge derved forhindres i at skade sig selv eller andre.

Endvidere skal den fysiske magtanvendelse være afpasset efter forholdene i den enkelte situation om må ikke gå ud over det strengt nødvendige.

Der gælder forskellige magtbeføjelser for forskellige anbringelsessteder, idet magtanvendelsesmulighederne i opholdssteder for børn og unge og i ikke sikrede afdelinger i døgninstitutioner for børn og unge er meget begrænsede, mens der er nogle flere magtmidler til rådighed i sikrede og særligt sikrede afdelinger, hvis betingelserne herfor er opfyldt herunder mulighed for isolation af variabel varighed.

I plejefamilier for børn og unge samt i kommunale døgntilbud er magtanvendelse ikke tilladt.

I bekendtgørelsen om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, findes der endvidere regler om registrering og indberetning af magtanvendelse og om proceduren herfor samt regler om klageadgang mv.

Undervisning mv.

286. Hvis det overhovedet er muligt, er det vigtigt, at børn i den undervisningspligtige alder, søger de lokale skoler, blandt andet med det formål at det sikres, at de bliver en del af lokalsamfundet. Det er vigtigt, at der etableres en god kontakt mellem anbringelsesstedet og skolen, således at det sikres, at barnet bliver en integreret del af klassen fra starten af undervisningsforløbet. Det indebærer en god forberedelse af skolestarten. Udviklings- og Formidlingscentret for Socialt Arbejde med Børn og Unge (UFC Børn og Unge) har lavet en undersøgelse af, hvorvidt anbragte børn og unge formår at blive en integreret del af undervisnings- eller pasningstilbuddet. Undersøgelsen viser, at det er svært for disse børn og unge at blive integreret, og det er derfor vigtigt, at der etableres et godt samarbejde inden skolestart. Se ”Normalsystemets rummeliggørelse og anbringelser” fra 2005.

I de tilfælde, hvor et barn eller en ung på grund af alvorlige skoleproblemer anbringes i en institution eller et opholdssted med egen skole, må det tilstræbes, at barnet eller den unge så snart som muligt flyttes til den lokale folkeskole. Undervisningen i døgninstitutionen eller på opholdsstedet må i samarbejde med den lokale skole tilrettelægges på en sådan måde, at dette formål fremmes.

Hvis det skønnes nødvendigt at undervise et anbragt barn på anbringelsesstedet, skal barnet have en undervisning, der står mål med undervisningen i folkeskolen, herunder afgangseksamen, men den skal tilrettelægges, så den svarer til hver enkelt elevs særlige behov, og således at der arbejdes for, at barnet kommer i den lokale folkeskole. Der skal f.eks. tages hensyn til, at barnet har koncentrationsproblemer, der gør det nødvendigt med meget afvekslende undervisning. Der henvises til bestemmelserne i folkeskolelovens § 22, stk. 5 og 6, og til Undervisningsministeriets vejledning nr. 83 af 10. juni 1999 om indgåelse af overenskomst om undervisning mellem kommuner eller amtskommuner og dagbehandlingstilbud eller anbringelsessteder. Det er skoleforvaltningen i den stedlige kommune, der skal føre tilsyn med undervisningen på stedet.

Der bør tilstræbes en så nær kontakt mellem børnene eller de unge og det omgivende samfund, som det findes muligt og forsvarligt. Anbringelsesstedet bør så vidt muligt etablere kontakt til de lokale klubber og fritidstilbud mv., da anbragte børn og unge ofte vil opleve fritidstilbudene som et fristed uden professionelle voksne, hvilket er vigtigt at tilbyde dem. Kontakten kan gå begge veje, således kan der skabes en naturlig kontakt til egnens børn og unge ved at give disse adgang til at benytte opholdsstedets eller institutionens sportsplads eller lignende.

Offentlig omtale eller kritik, rømninger mv.

287. Hvis der på et opholdssted eller en døgninstitution indtræffer forhold, der kan medføre offentlig omtale eller kritik, bør institutionens bestyrelse og/eller amtskommunen samt de anbringende kommuner omgående underrettes.

Det samme gælder i tilfælde af klager over forholdene på opholdsstedet eller institutionen, ved hyppige rømninger og i tilfælde af ulykker eller dødsfald blandt børnene eller de unge.

Tavsheds- og oplysningspligt

288. For bestyrelser, forældreråd og personale i døgninstitutioner og andre anbringelsessteder for børn og unge, jf. § 49, gælder de almindelige regler om tavshedspligt. Der henvises herom til retssikkerhedsloven og Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Personalet har efter § 35 pligt til at underrette kommunen, hvis det får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung og familien har behov for særlig støtte. Der henvises til pkt. 40.

Den kommunale forvaltning og anbringelsesstederne skal være særlig opmærksom på tilfælde, hvor der er mistanke om seksuelle eller fysiske overgreb mod børn og unge, herunder hvis der er unge, der har en uhensigtsmæssig seksuel adfærd, således at der kan træffes de fornødne foranstaltninger til beskyttelse af barnet eller den unge. Det kan være hensigtsmæssigt, at kommunen har et beredskab klar til disse svære sager, jf. pkt. 43.

Tilsyn med døgnophold

289. Den konkrete tilsynsforpligtelse vedrørende det enkelte barn eller den enkelte unge påhviler handlekommunen, jf. pkt. 21. Samtidig har den godkendende myndighed eller den myndighed, som driver anbringelsesstedet, ansvaret for den generelle og almindelige tilsyn med hele anbringelsesstedet.

For plejefamilier og opholdssteder godkendt efter § 49 påhviler den generelle tilsynsforpligtelse den stedlige kommune eller amtskommune som følge af, at den har godkendt anbringelsesstedet med et nærmere bestemt socialpædagogisk indhold. Tilsynet omfatter den daglige drift og det pædagogiske arbejde. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1340 af 15. december 2004 om godkendelse og tilsyn med opholdsteder og botilbud, samt vejledningen, der hører til, indeholder retningslinier for den generelle godkendelse og tilsyn med opholdsstederne.

Amtskommunen fører det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, med døgninstitutioner for børn og unge i amtskommunen.

For institutioner med driftsaftale varetages tilsynet med institutionens ledelse og drift, herunder det pædagogiske arbejde, af amtskommunen i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, der tilkommer amtskommunen efter aftalen.

Driver en amtskommune en døgninstitution, der er beliggende i en anden amtskommune, påhviler det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, driftsherren.

290. Vedrørende tilsyn med skibsprojekter henvises til pkt. 255.

291. Tilsynet bør være opmærksomt på følgende særlige forhold, der erfaringsmæssigt kan give anledning til forholdsregler fra amtskommunen eller kommunen.

Tilsynet omfatter de hygiejniske forhold. Vejledning herom vil kunne indhentes hos embedslægen.

Det må påses, at børn og unge regelmæssigt tilses og undersøges af en læge og tandlæge. Børn og unge skal under døgnanbringelse have adgang til de samme forebyggende børneundersøgelser og vaccinationer som børn og unge i eget hjem. De skal ligeledes have adgang til sygesikringsydelser hos praktiserende læge på samme måde som andre børn og unge.

Børn og unge vil under døgnanbringelse have adgang til den kommunale skolesundhedstjeneste i den kommune, hvor deres skole eller anbringelsessted er beliggende.

De vil ligeledes være omfattet af den kommunale tandpleje i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregisteret. Er barnet eller den unge anbragt på døgninstitution er der dog fastsat særlige regler, jf. § 1, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1073 af 11. december 2003 om tandpleje.

Tilsynet bør tillige sikre, at medarbejderne ved anvendelse af maskiner og materialer mv. sørger for, at de regler, der gælder for benyttelsen på tilsvarende områder, overholdes. Der tænkes her især på arbejdsmiljølovens regler om beskæftigelse af børn og Undervisningsministeriets regler for benyttelse af el-drevne maskiner og anvendelse af glasurer mv. ved sløjdundervisning i skoler.

En institutions kørsel med beboerne anses ikke for erhvervsmæssig personbefordring, når kørslen er vederlagsfri, institutionen ejer bilen, og bilens fører er ansat på institutionen, eller er forælder til en af beboerne. Det forudsættes herved, at befordringen ikke er omfattet af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 856 af 26. juli 2004 om fastlæggelse af skoleruter, krav til føreren mv. i forbindelse med offentlig befordring af skoleelever.

Erstatning og forsikring

292. Børnene og de unge er erstatningsansvarlige for skadevoldende adfærd efter dansk rets almindelige regler. Når et barn eller en ung er anbragt, er det generelt barnets eller den unges handlekommune, der bærer ansvaret for forholdene under anbringelsen, herunder forsikringsdækningen. Såfremt det skønnes hensigtsmæssigt at tegne en forsikring, er det handlekommunen, der sørger for dette i kraft af, at den indgår aftalen med en plejefamilie, opholdssted eller døgninstitution i forhold til det konkrete barn eller den unge .

For børns og unges uagtsomme skadevoldende adfærd bør der tegnes ansvarsforsikring, med mindre de er dækket af forældrenes ansvarsforsikring. Der kan endvidere peges på muligheden for at tegne ansvarsforsikring for ledere og de øvrige medarbejderes erstatningsansvar for uagtsom skadevoldende adfærd.

Der kan normalt ikke tegnes forsikring, der dækker skader forvoldt af et anbragt barn eller en ung på plejefamiliens ejendom eller indbo, da barnet eller den unge indgår i husstanden.

Da det er disse skader, der giver de største problemer i praksis, vil det være hensigtsmæssigt, at den anbringende kommune og plejefamilien ved indgåelse af aftalen om plejeforholdet bliver enige om nogle retningslinier for, hvornår skaden må bæres af plejefamilien, og hvornår kommunen ud fra en billighedsbetragtning eventuelt vil træde ind og erstatte skaden helt eller delvist.

Plejefamiliens (eventuelt de biologiske forældres) familieforsikring (indbo- og ansvarsforsikring) dækker ansvar for personskader forvoldt af et plejebarn på plejefamilien og dækker normalt også skader på personer uden for plejefamilien og deres ejendele, men plejefamilien og kommunen bør inden modtagelsen sikre sig, at dette er tilfældet.

Der kan i denne forbindelse henvises til, at KL, Amtsrådsforeningen og Kommunernes gensidige Forsikringsselskab har indgået en aftale om forsikringen for plejefamilier og opholdssteder. Aftalen om forsikring er nærmere beskrevet i den vejledning om opholdsbetaling mv. for formidlet døgnophold, som Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark har udsendt.

293. Børn og unge, der er anbragt på opholdssteder efter lov om social service § 49, stk. 2, og på døgninstitutioner efter § 51, er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Hvis barnet eller den unge bor på et opholdsted eller en døgninstitution, skal institutionen tegne en arbejdsskadeforsikring, som dækker personskader, som de anbragte børn eller unge udsættes for under ophold på institutionen, jf. bekendtgørelse nr. 938 af 26. november 2003 om sikring efter lov om arbejdsskadesikring for personer i døgnophold efter lov om social service. Arbejdsskadeforsikringen dækker kun person-skade, som sker, mens barnet eller den unge deltager i institutionens aktiviteter eller opholder sig på stedet.

Se Socialministeriets bekendtgørelse nr. 158 af 4. marts 1998 om forsikring efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade for personer, der er optaget i boformer mv. under lov om social service.

Ekstraordinær pasning som led i civilt beredskab

294. Om muligheden for ekstraordinær pasning i blandt andet døgninstitutioner af børn af frivilligt personel i forsvaret og redningsberedskabet i tilfælde af krise eller krig henvises til Beredskabsstyrelsens vejledning i planlægning af kommunalt civilt beredskab.

Andre bestemmelser

295. Rejseudgifter i forbindelse med ferier og weekends betales af institutionen eller opholdsstedet. For børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der ikke kan rejse alene, kan der ydes frirejse til ledsager. I de særlige tilfælde, hvor barnet eller den unge på grund af sit handicap eller helbredstilstand i øvrigt ikke er i stand til at rejse hjem, kan institutionen afholde udgifter til besøgsrejser for forældrene.

Er børn eller unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne optaget på en døgninstitution til fuld forsørgelse, skal alle udgifter normalt afholdes af institutionen. Institutionen eller opholdsstedet kan yde frirejse til forældrene til deltagelse i forældrerådsmøder, forældremøder og behandlingsmøder.

Hvis forbindelsen mellem barnet eller den unge og dets hjem vanskeliggøres af økonomiske grunde, giver § 40, stk. 5, kommunen mulighed for at yde økonomisk støtte til forældrenes udgifter i forbindelse med besøg hos barnet eller den unge, se pkt. 106.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40

Stk. 2. Medmindre særlige forhold gør sig gældende, kan støtte kun iværksættes efter gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 38 eller § 39. Kommunen skal altid vælge den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse de problemer, der er afdækket gennem undersøgelsen.

Stk. 3

89. Støtten efter § 40 kan kun iværksættes efter, at der er gennemført en undersøgelse efter § 38 eller § 39, med mindre særlige forhold gør sig gældende.

Det er helt centralt, at der er sammenhæng mellem barnets eller den unges og familiens problemer og den indsats, der vælges. For at kunne vælge den rigtige indsats, skal man vide, hvad der er behov for. En god undersøgelse er derfor en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, kan beskrive formålet med foranstaltningen og løbende følge op på, om foranstaltningerne har de ønskede virkninger.

Kravet, om at der skal være gennemført en undersøgelse, inden der iværksættes foranstaltninger, kan fraviges, hvis særlige forhold gør sig gældende. Det kan f.eks. være nødvendigt af hensyn til barnet eller den unge, at der akut iværksættes støtteforanstaltninger, før undersøgelsen er afsluttet. Sker det, skal kommunen gennemføre en undersøgelse efter § 38 snarest herefter, jf. også § 38, stk. 7, se pkt. 50ff.

Valg af foranstaltninger, § 40, stk. 2

90. Efter § 40, stk. 2., skal der blandt de i stk. 3, nævnte foranstaltninger vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse de problemer, der er afdækket gennem undersøgelsen.

Udsatte børn og familier er forskellige, og de løsninger, der kan hjælpe dem, er også forskellige. Ved valget af foranstaltning er det derfor afgørende at tage udgangspunkt i det enkelte barn eller den enkelte unge og vælge en løsning, der bedst muligt imødekommer netop dette barns eller denne unges behov. Grundlaget for dette er en grundig undersøgelse og en handleplan, der indeholder mål og delmål for indsatsen. Omkring kravet om handleplaner, se pkt. 71ff.

I forhold til undersøgelsen understreges det i § 40, stk. 2, at der skal være sammenhæng mellem undersøgelsens resultat og den indsats, der vælges. Det betyder, at der skal vælges en indsats, som er egnet til at imødekomme de behov, der er afdækket i undersøgelsen efter § 38. Det er vigtigt, at der allerede fra starten vælges den eller de foranstaltninger, der kan bidrage til en mere varig løsning af problemerne frem for hjælp, der alene sigter mod løsning af akut opståede problemer. Dette udelukker dog ikke, at der kan være situationer, hvor der er behov for at sætte fokus på akutte problemer i første omgang for derefter at sætte ind med en langsigtet indsats.

Bestemmelsen i § 40, stk. 2, skal i øvrigt ses i sammenhæng med formålsbestemmelsen i § 32, stk. 2, hvorefter problemerne så vidt muligt skal afhjælpes i hjemmet eller det nære miljø. Bestemmelsen bygger på de almindelige principper om proportionalitet og mindsteindgreb, som betyder, at der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og at der skal være et rimeligt forhold mellem mål og middel. Det er en selvfølge, at hjælpen ikke skal gå udover, hvad der er brug for i den enkelte sag, men det er lige så vigtigt, at familien ikke som følge af en misforstået brug af det mindste indgrebs princip skal gennemgå en række foranstaltninger, der hver især er utilstrækkelige til løsning af problemerne.

Det mindste indgrebs princip må ses i lyset af det overordnede princip om formålstjenlighed, således at der blandt de formålstjenlige foranstaltninger, som kan løse problemerne, vælges den mindst indgribende. Det betyder, at opregningen af mulige foranstaltninger i § 40, stk. 3, ikke er udtryk for en form for rangfølge, hvor det påhviler kommunen at gennemprøve rækken af mulige foranstaltninger eventuelt afsluttende med en anbringelse uden for hjemmet. Rækkefølgen i oplistningen af typerne af foranstaltningerne er således ikke udtryk for nogen prioritering, hverken i forhold til det tidsmæssige sagsforløb eller i forhold til hvor omfattende problemerne er.

Der vil således være tilfælde, hvor det allerede fra sagens start viser sig, at den mest formålstjenlige foranstaltning er en anbringelse. Der skal i alle tilfælde med det samme satses på den hjælpemulighed – eventuelt en kombination af flere foranstaltninger - som efter en indledende undersøgelse af barnets eller den unges forhold må anses for den rette til opfyldelse af det konstaterede behov. Der skal i den forbindelse lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, jf. § 32, stk. 5. Hvis man har valgt at sætte en eller flere foranstaltninger i værk, skal der, jf. § 56 efterfølgende foretages en opfølgning af indsatsen, for at undersøge, om det er den eller de rigtige foranstaltning(-er), som man har valgt at sætte i værk, se pkt. 121.

De enkelte foranstaltninger, § 40, stk. 3

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40

Stk. 3. Kommunen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud

1) Konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold. Kommunen kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge dagtilbud, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende.

2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.

3) Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.

4) Døgnophold, jf. § 40 b, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien på en døgninstitution, i en plejefamilie, på et andet godkendt opholdssted, i et kommunalt døgntilbud eller i et botilbud godkendt af amtskommunen efter reglerne i § 94 a.

5) Aflastningsordning, jf. § 40 b, i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, i et kommunalt døgntilbud, på en døgninstitution eller på et godkendt opholdssted.

6) Udpegning af en personlig rådgiver for barnet eller den unge.

7) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien.

8) Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, på eget værelse, i et kommunalt døgntilbud, på en døgninstitution eller på et godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 40 b, 49, 49 a og 51.

9) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.

10) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.

Stk. 4

91. De enkelte typer foranstaltninger er beskrevet i § 40, stk. 3, og gennemgås nedenfor.

Som nævnt ovenfor er det vigtigt, at indsatsen efter § 40 tager udgangspunkt i barnets eller den unges og familiens samlede situation. Indsatsen skal forsøge at løse problemerne og ikke blot mindske symptomerne på problemerne. Indsatsen skal derfor tilpasses den konkrete situation.

Derfor er det i § 40, stk. 3, oplistet en række forskellige typer af foranstaltninger. Oplistningen betyder derfor ikke, at der kun findes én bestemt ’værktøjskasse’ med ti forskellige, givne, støttemuligheder, man skal vælge mellem i den enkelte sag. Hver enkelt type af foranstaltning kan have forskelligt indhold. Og de oplistede foranstaltningstyper kan og skal tilpasses behovene i den enkelte sag.

De enkelte typer af foranstaltninger har således hver især et indbygget formål - en kerne - men samtidig nogle fleksible ydre grænser. Det betyder, at indsatsen kan udvikles inden for de givne rammer, således at oplistningen ikke forhindrer udviklingen af nye tilbud. F.eks. kan et tilbud om støtte i hjemmet med henblik på at undgå anbringelse uden for hjemmet sammensættes, så der ydes en så omfattende og specialiseret støtte i hjemmet, at tilbuddet kan sammenlignes med et døgntilbud.

Med henblik på at sammensætte den rigtige hjælp i den konkrete situation kan foranstaltningerne både tilbydes enkeltvis, i kombination med hinanden eller i forlængelse af hinanden. De forskellige typer af foranstaltninger kan derfor godt anvendes samtidig, således at der f.eks. ydes familiebehandling, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Hvis barnet eller den unge tager ophold samme sted som forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med familiebehandling, bortfalder beslutningen om anbringelse uden for hjemmet.

Det er nødvendigt, at kommunen inddrager amtskommunen ved afgørelse om optagelse i (visitation til) døgntilbud, hvis kommunen ønsker amtslig medfinansiering. Det skal ses i sammenhæng med indførelsen af grundtakstfinansiering. Se nærmere i kapitel 12 om finansiering og i Socialministeriets vejledning nr. 202 af 12. december 2001 om grundtakstfinansiering af sociale serviceydelser.

Konsulentbistand, § 40, stk. 3, nr. 1

92. Konsulentbistand kan tilbydes familier, når det må antages, at der over et vist forløb kan være behov for støtte til barnet eller den unge eller familien. Der kan være tale om f.eks. samlivsproblemer, opdragelsesproblemer, sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet. Særligt sagkyndige kan inddrages i sagsbehandlingen, eventuelt ved inddragelse af amtskommunens særlige ekspertise.

Tilbudet om konsulentbistand efter nr. 1 adskiller sig således fra den almindelige rådgivning efter § 3 og den familieorienterede rådgivning efter § 5 derved, at bistanden har karakter af en egentlig foranstaltning, som der træffes afgørelse om at iværksætte, og at den tidsmæssigt vil strække sig over et vist forløb. Desuden vil der typisk i samarbejde med forældrene være opstillet nogle målsætninger for forløbet af samtalerne.

Forløbet af disse samtaler med familien og barnet eller den unge kan føre til, at der skønnes at være behov for, at det aftales med familien, at familien skal følge en bestemt fremgangsmåde, eventuelt i tilslutning til nærmere angivne foranstaltninger, f.eks. at barnet skal søge et dagtilbud, eller at et barn eller en ung skal søge en skole eller andet uddannelsessted, en ungdomsklub eller lignende. Deltagelse i forskellige foreningsaktiviteter, f.eks. sportsforeninger, kan også være en fornuftig løsning ud fra en konkret vurdering.

Anvendelsen af foranstaltningen må som udgangspunkt bygge på barnets eller den unges og forældremyndighedsindehaverens motivation til samarbejde. Beslutning om foranstaltningen kan dog træffes uden samtykke efter § 41, jf. pkt. 113.

Der vil kunne ydes støtte til udgifter, der følger af de givne anvisninger vedrørende barnet eller den unge, i det omfang forsørgeren ikke selv har midler dertil, jf. § 40, stk. 4.

Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, § 40, stk. 3, nr. 2

93. Denne foranstaltning tager primært sigte på forskellige former for støtte i hjemmet (»hjemme-hos« ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes samlet, herunder gennem at gøre familien i stand til at tage vare på barnet eller den unge. Opgaverne er mangeartede, idet det er den enkelte families behov, der bestemmer, hvordan opgaverne løses.

En støtte til familien kan f.eks. bestå i at hjælpe familien i at strukturere hverdagen, at sørge for at børnene kommer i skole, til idræt eller lignende, at støtte forældrene i grænsesætning over for børnene, at motivere forældrene til aktiviteter og at støtte familien i kontakt til omgivelserne. Støtten kan derfor være af såvel pædagogisk karakter som af praktisk art, eller hvad der i øvrigt måtte være behov for.

Til at yde denne støtte i hjemmet kan kommunen ansætte personer med de fornødne forudsætninger for arbejdet, herunder med pædagogisk, psykologisk eller social uddannelse. Afgørelsen om, hvilken person der skal udfører støtten, hviler på en vurdering af, hvilken sagkundskab der skønnes nødvendig i forbindelse med behovet hos familien, samt en vurdering af problemets karakter.

Støtten kan ydes i meget varierende perioder fra nogle få måneder til flere år, og tilstedeværelsen af en støtteperson i familien kan variere fra flere timer dagligt til et besøg 1-2 timer en gang om ugen eller hver 14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af problemerne må antages at kræve.

Der kan også under et barns ophold uden for hjemmet være brug for at yde støtte til familien af hensyn til sammenhængen i den samlede støtte, jf. pkt. 72, om de elementer der indgår i den plan, der udarbejdes i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet.

Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer, § 40, stk. 3, nr. 3

94. § 40, stk. 3, nr. 3, fastlægger, at en type af støtte er familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.

Familiebehandling dækker forskellige typer af familierettede indsatser, der har til formål at bevare familien samlet. Familiebehandling eller anden lignende støtte over for hele familien kan ydes i hjemmet, som ambulant behandling, i form af barnets eller den unges ophold i et dagbehandlingstilbud eller kan tilbydes familien i tilknytning til, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 40, stk. 3, nr. 8. For så vidt angår familiebehandling ved døgnophold henvises til § 40, stk. 3, nr. 4.

Udgangspunktet for familiebehandling efter § 40, stk. 3, nr. 3, er, at problemer og mål beskrives og aftales i samarbejde med forældrene. Problem- og målformulering sker ud fra forældrenes opfattelse, og formuleringen revideres i løbet af behandlingen i takt med forældrenes ændrede forståelse af deres egen situation. Forældrene er fortsat de primært ansvarlige for opdragelsen og omsorgen for barnet under behandlingsforløbet. Formålet med familiebehandlingen er at give familien mere hensigtsmæssige samspilsformer og indbyrdes relationer. Midlerne vil være forskellige, men vil typisk bestå i udførelse af praktiske dagligdags opgaver, lege og spil, suppleret med familie- og gruppesamtaler og individuel støtte. Behandlingsarbejdet tilrettelægges efter den enkelte families problemer og ressourcer.

Da det er afgørende for et sådant familiearbejde, at forældrene har praktisk og økonomisk mulighed for at forpligte sig til at deltage i det nødvendige antal hele eller halve dage, kan der ydes økonomisk støtte til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 40, stk. 4.

Behandling af barnets eller den unges problemer kan ligeledes foregå på flere forskellige måder og efter forskellige behandlingsmetoder. Som eksempler kan nævnes behandlingsmetoderne Multi Systemisk Terapi og Ny Start, der de seneste år har været anvendt i stigende omfang. Behandling af barnets eller den unges problemer efter § 40, stk. 3, nr. 3, kan i varierende omfang involvere familien, og der er derfor en glidende overgang mellem familiebehandling og behandling af barnets eller den unges problemer.

Døgnophold for hele familien, § 40, stk. 3, nr. 4

95. Bestemmelsen i § 40, stk. 3, nr. 4, giver hjemmel til, at hele familien eller enkelte af dens medlemmer sammen med barnet eller den unge kan få ophold uden for hjemmet. Formålet med denne foranstaltning er at give familier et tilbud, der er mindre indgribende end døgnanbringelse af barnet eller den unge.

Opholdet vil oftest indgå som et led i en familiebehandling. Principperne herfor, jf. pkt. 93, gælder tilsvarende ved døgnophold for hele familien.

Opholdet skal ske på en døgninstitution, i en plejefamilie, på et andet godkendt opholdssted, i et kommunalt døgntilbud eller i et botilbud godkendt af amtskommunen efter reglerne i § 94 a. For en gennemgang af reglerne vedr. § 94 a henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1340 af 15. december 2004 om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder og private botilbud. Vejledning nr. 65 af 1. juli 2005 indeholder en uddybning af bekendtgørelsen.

Aflastningsophold, § 40, stk. 3, nr. 5

96. Bestemmelsen giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne. Dette gælder, hvad enten aflastningen angår børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller børn og unge med sociale vanskeligheder. Der kan være flere formål med en aflastningsordning, f.eks. aflastning af forældrene, støtte i opdragelsen af barnet eller forskellige former for optræning af barnet. Tidsmæssigt kan de enkelte aflastningsophold strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weekends og ferieperioder. Selve aflastningsordningen vil kunne fungere for en længere årrække, eventuelt under hele opvæksten.

Aflastningsophold efter § 40, stk. 3, nr. 5, er således beregnet til ophold af kortere varighed. I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at det er en betingelse for at bevare retten til børneydelserne, at et aflastningsophold efter § 40, stk. 3, nr. 5, er kortvarigt, jf. Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggenders vejledning nr. 54 af 17. juni 2002 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det er efter bestemmelsen et krav, at aflastningsopholdet finder sted i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, på eget værelse, i et kommunalt døgntilbud, på en døgninstitution eller på et godkendt opholdssted. Aflastningsordninger kan således kun finde sted på et anbringelsessted, der er oprettet efter reglerne i § 49, § 49 a, eller § 51. Hvis kommunen har grundlag for at tro, at en anbringelse kan komme på tale på et senere tidspunkt, f.eks. fordi en funktionsnedsættelse forværres over tid, kan det være relevant at vurdere valget af anbringelsessted med henblik på en evt. anbringelse på et senere tidspunkt.

I praksis bruges aflastningsophold også i kombination med døgnanbringelse på institution eller plejefamilie eller opholdssted. I disse tilfælde er aflastningsopholdet en integreret del af døgnanbringelsen, jf. § 40, stk. 3, nr. 8.

Personlig rådgiver § 40, stk. 3, nr. 6

97. Der kan udpeges en personlig rådgiver for barnet eller den unge. En personlig rådgiver kan udpeges for børn og unge, der skønnes at have behov for vejledning og rådgivning vedrørende f.eks. arbejde, uddannelse, fritid eller som led i et vilkår ved tiltalefrafald. En personlig rådgivers opgave er således at vejlede og rådgive om en række praktiske forhold, der skønnes at kunne støtte barnet eller den unge i opvæksten og/eller med hensyn til de fremtidige leve- og arbejdsvilkår. Der udbetales vederlag til den personlige rådgiver i overensstemmelse med opgavens indhold og efter aftale med kommunen.

Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter § 41.

Foranstaltningen kræver i princippet ikke den unges samtykke, men beskikkelse af en personlig rådgiver for en ung, der udtrykkeligt modsætter sig dette, vil dog som regel være udsigtsløst.

Med den unges samtykke kan foranstaltningen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 23. år, jf. pkt. 116f.

Ved udpegning af en personlig rådgiver for børn og unge fra de etniske minoriteter bør kommunen være særlig opmærksom på de forhold, som familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til. Det kan således være relevant at finde en rådgiver, der taler forældrenes sprog eller har en særlig forståelse for barnets eller den unges baggrund.

Fast kontaktperson, § 40, stk. 3, nr. 7

98. Efter bestemmelsen kan der udpeges en fast kontaktperson for et barn eller en ung og for hele familien.

For så vidt angår udpegning af en fast kontaktperson for et barn eller en ung, retter denne foranstaltning sig mod situationer, hvor barnet eller den unge skønnes at have behov for en fast voksenkontakt, som barnets eller den unges familie ikke anses at kunne opfylde. Kontaktpersonens opgave er at yde en støtte på det nære personlige plan ved at være til rådighed, når barnet eller den unge har behov for en voksen til at læsse bekymringer over på, tale med, blive opmuntret af, og som samtidig kan stille krav til og korrigere eller om nødvendigt stoppe barnet eller den unge, hvis der udvises uacceptabel adfærd.

En kontaktpersons opgave er - i modsætning til en personlig rådgivers opgave - således at forholde sig til barnets eller den unges totale situation på linie med, hvad der normalt ville være forældrenes opgave. Det er derfor væsentligt, at den, der udpeges, er en person, som barnet eller den unge med tryghed vil henvende sig til. De særlige forudsætninger for de personer, der udpeges, må være, at der eksisterer et tillidsforhold mellem barnet eller den unge og den voksne, eller at et sådant tillidsforhold bedømmes meget hurtigt at kunne etableres. En mulig kontaktperson vil derfor ofte skulle findes i barnets eller den unges nære omgivelser, f.eks. en pædagog, en lærer, en klubmedarbejder, en idrætstræner eller en anden voksen person, som barnet eller den unge har tillid til. Ved valg af kontaktperson til børn og unge fra de etniske minoriteter gælder det samme som anført med hensyn til udpegning af personlig rådgiver, jf. pkt. 97.

Den faste kontaktpersons indsats vil variere efter forholdene i det enkelte tilfælde. I nogle tilfælde vil nogle få timer ugentlig være tilstrækkeligt, mens det i andre tilfælde er afgørende, at barnet eller den unge har mulighed for at kunne bruge kontaktpersonen døgnet rundt i en periode.

Afgørelse om en fast kontaktperson til et barn eller en ung kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. § 41.

Med den unges samtykke kan foranstaltningen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 23. år, jf. pkt. 116f.

For så vidt angår udpegning af en fast kontaktperson til hele familien er denne mulighed blandt andet et led i styrkelsen af den særlige indsats over for utilpassede unge. Der kan tilbydes en fast kontaktperson til hele familien, uafhængigt af om der er truffet beslutning om andre foranstaltninger efter § 40, stk. 3, dvs. også uanset om barnet eller den unge har eller får udpeget en fast kontaktperson.

Hvis der er behov for én person til at fungere som kontaktperson for barnet eller den unge og en anden person til at varetage opgaven som kontaktperson for hele familien, må det sikres, at ordningen tilrettelægges, så den ikke virker konfliktskabende, men bidrager positivt til en samlet løsning på familiens problemer. Det bør i den forbindelse sikres, at de to kontaktpersoner forfølger et fælles mål, og at ansvarsfordelingen mellem kontaktpersonerne er klar og veldefineret.

Det er kontaktpersonens opgave at medvirke til en koordineret indsats over for hele familien. I modsætning til en støtteperson efter § 40 a, som tilbydes forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, er det ikke afgørende, om et eller flere af familiens børn eller unge er anbragt uden for hjemmet.

At kontaktpersonen tilknyttes hele familien indebærer, at indsatsen udover at inddrage forældre og børn eller unge, også inddrager eventuelle andre familiemedlemmer, som kan være af betydning for en forandring af forholdene i familien. Inddragelse af andre familiemedlemmer i arbejdet kan især være relevant i forhold til familier med anden etnisk baggrund end dansk, hvor f.eks. onkler, tanter, bedsteforældre mv. kan spille en væsentlig rolle i familiens hverdagsliv.

Der er ikke regler for, hvem der kan være kontaktperson. Det vil således være en konkret vurdering, kommunen foretager i det enkelte tilfælde. Det kan ikke udelukkes, at det i særlige tilfælde kan være relevant, at et familiemedlem får denne rolle.

Samme kontaktperson kan være tilknyttet også andre børn eller unge med problemer og flere forskellige familier. F.eks. kan en sådan model anvendes, hvor der på grund af familiernes anden etniske baggrund end den danske kan være brug for en kontaktperson med særlig indsigt i disse forhold – f.eks. en person, der selv har samme etniske baggrund. En sådan person med samme baggrund, og som selv er velintegreret i det danske samfund, vil også gennem sit virke som rolle-model eller forbillede kunne støtte og hjælpe familien med at ændre forholdene i hjemmet.

Anbringelse uden for hjemmet, § 40, stk. 3, nr. 8

99. Bestemmelsen giver hjemmel til at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet.

En anbringelse uden for hjemmet skal vurderes i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, som er nævnt i § 40, stk. 3. For at kunne opfylde formålet med anbringelsen, jf. § 58 a om udarbejdelse af en plan forud for anbringelsen, kan der derfor være behov for en kombination af foranstaltninger. Der kan f.eks. være tale om, at der iværksættes støtte over for resten af familien, se blandt andet pkt. 94 om familiebehandling. Der kan også være tale om, at barnet eller den unge får en kontaktperson eller personlig rådgiver, der kan bistå barnet under anbringelsen og under den videre opvækst. En kontaktperson eller en personlig rådgiver kan være særligt relevant i visse situationer, f.eks. hvis barnet eller den unge oplever et turbulent anbringelsesforløb eller i forhold til et barn eller en ung med fængselsindsatte forældre, hvor der behov for ekstra støtte til, at kontakten til forældrene kan oprettes. Omkring anbringelsen og forholdene under anbringelsen i øvrigt henvises til kapitel 6.

Praktiktilbud, § 40, stk. 3, nr. 9

100. Efter bestemmelsen kan kommunen formidle et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetale en godtgørelse til den unge. Der kan ikke udbetales tilskud til en arbejdsgiver. Muligheden for at udbetale en godtgørelse til den unge i forbindelse med formidlingen af et praktiktilbud er et led i indsatsen over for utilpassede unge, idet den giver mulighed for at motivere særligt socialt belastede unge til at lade sig integrere i det almindelige samfundsliv. Målgruppen er således socialt belastede unge, der har problemer med at begå sig i livet. Det vil i denne sammenhæng primært sige i forhold til

– At fastholde tilknytningen til uddannelsessystemet

– At opnå eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved egen hjælp

De unge er ofte præget af problemer i forhold til deres familie, samtidig med at kammeraterne ofte er præget af samme belastninger, hvilket kan medvirke til at fastlåse de unge i en uacceptabel og marginal social position. Bestemmelsen skal således også ses i sammenhæng med muligheden for at udpege en fast kontaktperson til hele familien, jf. pkt. 98, og reglen i § 58 a om udarbejdelse af planer for unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Opretholdelse af den unges kontakt til skolesystemet kan være et sigte i forbindelse med udbetaling af godtgørelse ved deltagelse i et praktiktilbud, men behøver ikke være det. Det kan godt være et tilstrækkeligt formål i sig selv at støtte den unges indtræden på arbejdsmarkedet med henblik på forbedring af den unges sociale situation i det hele taget.

Den enkelte kommune træffer afgørelse om størrelse og udbetaling af godtgørelse. Det er ikke hensigten med godtgørelsen at tilsidesætte grundprincippet om forældres forsørgelsesansvar over for unge under 18 år. Derfor er det forudsat, at godtgørelsen udgør et mindre beløb. Vejledende retningslinier for fastsættelse af godtgørelse er udarbejdet af de kommunale organisationer. Retningslinjerne findes blandt andet på KL´s hjemmeside, www.kl.dk.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at kræve udgiften til godtgørelsen betalt af den unges forældre, når disse har midler hertil. Godtgørelsen er skattepligtig indkomst. For unge, der har ophold i et anbringelsessted for børn og unge, vil godtgørelsen være at betragte som indtægt ved eget arbejde. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1093 af 8. december 2000 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge, der indgår som bilag 3 til denne vejledning. Udbetaling af godtgørelse ophører ved den unges 18. år.

Praktikophold er ikke omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Det er derfor op til forældrene eller kommunen at sørge for, at der er tegnet en forsikring, der dækker barnets eller den unges arbejde i virksomheden.

Der er i øvrigt også mulighed for at tilbyde virksomhedspraktik efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats til den gruppe af marginaliserede unge, hvor praktikgodtgørelsen efter § 40 ikke er tilstrækkelig til, at den unge kommer på rette spor og får den fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet, se Beskæftigelsesministeriets skrivelse nr. 9709 af 20. december 2004.

Økonomisk støtte i forbindelse med foranstaltninger, § 40, stk. 4

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40

Stk. 4. Kommunen kan yde økonomisk støtte til udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter stk. 3, samt yde økonomisk støtte, hvis støtten erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter stk. 3. Støtten kan ydes, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil.

Stk. 5

101. § 40, stk. 4, giver adgang til at yde forældremyndighedsindehaveren økonomisk støtte i en række forskellige situationer.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40, stk. 4, giver både mulighed for at dække udgifter, der er en direkte følge af en foranstaltning efter § 40, stk. 3, udgifter, der er en del af foranstaltningen, samt udgifter der er en mere indirekte følge af en foranstaltning. Udgifterne til selve foranstaltningerne afholdes af kommunen efter reglen i § 129, stk. 3, nr. 1. Forældrene kan dog have udgifter som følge af foranstaltningen, og der kan efter § 40, stk. 4, ydes støtte til disse udgifter. Der kan eksempelvis være tale om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af familiebehandling iværksat efter nr. 3 og 4, samt dækning af udgifter til f.eks. fritidsaktiviteter, efterskoleophold mv., der indgår som en del af indsatsen.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40, stk. 4, giver også mulighed for at dække udgifter, der mere indirekte følger af en iværksat foranstaltning. Det betyder f.eks., at der vil kunne ydes støtte til udgifter til f.eks. transport af barnet eller den unge i forbindelse med, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, har behov for at vedligeholde kontakten til en eller flere personer fra netværket.

Økonomisk støtte til efterskoleophold, § 40, stk. 4

102. I forhold til efterskoleophold skal der gøres særskilt opmærksom på, at bestemmelsen i § 40, stk. 4, også giver mulighed for at yde hjælp til dækning af forældrenes udgifter ved barnets eller den unges kost eller efterskoleophold, uden at der skal ske en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. Bestemmelsen vil derfor kunne anvendes i en række tilfælde, hvor barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, jf. § 40, stk. 1, men hvor barnets eller den unges problemer er mindre alvorlige end det, der danner grundlag for en anbringelse uden for hjemmet.

Der vil være tilfælde, hvor der er behov for, at et ophold på en kost- eller efterskole sker som led i en anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 3, nr. 8. Om opholdet på en kost- eller efterskole skal ske som en anbringelse efter § 40, stk. 3, nr. 8, eller om der alene skal ydes økonomisk støtte til opholdet efter § 40, stk. 4, må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

For at kunne yde støtte efter den sociale lovgivning til et kost- eller efterskoleophold skal kriteriet i § 40, stk. 1, være opfyldt, det vil sige, at barnet eller den unge skal have behov for særlig støtte. De økonomiske forhold hos de biologiske forældre eller prisen på et kostskoleophold er altså ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for, at en foranstaltning sættes i værk med økonomisk støtte fra de sociale myndigheders side.

Om muligheden for at yde børnetilskud mv. under opholdet henvises til Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggenders vejledning nr. 54 af 17. juni 2002 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Lovgivningen stiller ikke krav om, at der skal foreligge en generel godkendelse af stedet for, at der kan ydes tilskud efter denne bestemmelse. Det er derfor kommunen, der konkret må vurdere, om man finder, at den givne kost- eller efterskole kan opfylde de behov, der er hos barnet eller den unge for støtte.

Økonomisk støtte, der erstatter foranstaltninger, § 40, stk. 4

103. § 40, stk. 4, giver ligeledes mulighed for, at der kan ydes økonomisk støtte, hvis den økonomiske støtte erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter § 40, stk. 3. Dermed dækkes f.eks. de situationer, hvor man i forbindelse med familierådslagning, indgåelse af familiekontrakter og lignende aftaler en bestemt indsats, som forældremyndighedsindehaveren vanskeligt kan påtage sig. Det kan eksempelvis være en aftale om at sørge for rent tøj til barnet, som forældremyndighedsindehaveren ikke kan gennemføre uden hjælp. I stedet for at yde praktisk bistand i hjemmet kan det være både bedre og billigere f.eks. at yde økonomisk støtte til en vaskemaskine.

Hvad kan der ikke ydes økonomisk støtte til efter § 40, stk. 4

104. Generelt skal det fastslås, at bestemmelsen ikke giver mulighed for i al almindelighed at yde økonomisk støtte eller forsørgelse til børnefamilier. De almindelige kriterier for hjælp efter § 40 skal være opfyldt, dvs. at støtten skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, jf. § 40, stk.1. Samtidig skal de oplysninger og faglige overvejelser, der fremkommer ved § 38 undersøgelsen, være styrende for indsatsen. Økonomisk støtte efter § 40, stk. 3, kan således alene gives i forbindelse med de mål og faglige beslutninger, der i øvrigt findes for indsatsen.

Derudover skal det understreges, at sektoransvarlighedsprincippet er gældende. Det betyder eksempelvis, at det er skolemyndighederne, som er ansvarlige for tiltag i skoleregi. § 40, stk. 4, kan derfor ikke anvendes til at yde støtte til pædagogiske eller uddannelsesmæssige formål i skoleregi. Eksempelvis vil § 40, stk. 4, ikke kunne anvendes til at afholde udgifter til en støttepædagog eller støttelærer i forbindelse med barnets deltagelse i folkeskolens undervisning.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40, stk. 4, dækker heller ikke hjælp til betaling af dagtilbud efter serviceloven, da dette afgøres efter Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders bekendtgørelse nr. 828 af 29. august 2005 om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud mv. Følger der i forbindelse med beslutningen om, at barnet skal søge et dagtilbud, eventuelt andre udgifter for forældrene, vil der dog kunne ydes hjælp efter § 40, stk. 4, til disse. Endelig skal det også nævnes, at bestemmelsen heller ikke giver hjemmel til at afholde udgifter i forbindelse med støttepersoner i dagtilbud eller lignende, da denne form for støtte må etableres inden for rammerne af det pågældende dagtilbud, og udgifterne hertil afholdes som driftsudgift (100 pct. kommunal udgift) for dagtilbud under kommunerne.

Økonomisk støtte efter § 40, stk. 4 er trangsbestemt

105. Økonomisk støtte efter § 40, stk. 4, er trangsbestemt. Det betyder, at der kan ydes økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke selv har midler til afholdelse af udgifterne. Det afgørende for bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, kan der også ydes hjælp til mindre udgifter.

Økonomisk støtte for at undgå en anbringelse, fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt, § 40, stk. 5

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40

Stk. 5. Kommunen kan yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en hjemgivelse kan fremskyndes, samt til udgifter, der i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet.

106. Bestemmelsen giver mulighed for at yde økonomisk bistand som en formålsbestemt foranstaltning for at undgå barnets eller den unges anbringelse eller fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet. Hjælp i medfør af § 40, stk. 5, er ikke trangsbestemt. Det betyder, at den økonomiske støtte ikke skal afhænge af forældrenes økonomi, men alene af formålet med støtten.

Når støtten ydes for at undgå barnets eller den unges anbringelse eller for at fremme en hjemgivelse, er det en forudsætning, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og muligheden for at undgå anbringelse eller fremme hjemgivelse, og dette skal fremgå af sagsfremstillingen. Det er derfor af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en samlet løsning af familiens problemer, og at støtten tilsigter at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at yde en familie hjælp til løbende forsørgelsesudgifter. Som eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder kan nævnes hjælp til bedre bolig, f.eks. hjælp til istandsættelse, flytning og indskud, sanering af gæld eller betaling af mindre anskaffelser.

Bestemmelsen giver ligeledes mulighed for at yde hjælp til udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med barnet eller den unge under anbringelsen for at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. I disse situationer er det en forudsætning, at der er klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og formålet at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. Bestemmelsen giver således ikke generel mulighed for at yde tilskud til fødselsdags- og julegaver. Eksempelvis kan bestemmelsen anvendes til at yde hjælp til forældrenes transportudgifter i forbindelse med samvær eller til specielle udgifter, der er nødvendige for, at et fysisk eller psykisk handicappet barn kan besøge forældrene i hjemmet. Der kan f.eks. ydes støtte til udgifter til særlig indretning eller udstyr i hjemmet, som er nødvendigt for, at barnet eller den unge kan besøge forældrene i hjemmet.

Den økonomiske støtte er skattefri

107. De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaveren efter § 40, stk. 4 og 5, er skattefri for denne.

Samtykke til anbringelsen

Vejledning 2006 10 Historic

§ 40 a. Kommunen tilbyder forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 3, nr. 8, og §§ 42 og 42 a.

112. Kommunen skal tilbyde forældremyndighedsindehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Det gælder, uanset om barnet eller den unge er anbragt med eller uden samtykke. Det er støttepersonens opgave at lytte og være der for forældrenes egen skyld. En støtteperson til forældrene kan være med til at dække de behov, som forældrene har under barnets anbringelse og derved også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet. Det kan medføre en større gensidig respekt, hvor kommunen og anbringelsesstedet i højere grad forventes at respektere, at forældrene forsat er forældre, og hvor forældrene i højere grad oplever, at de har betydning for børnene også under anbringelsen.

Støttepersonen skal give forældrene modspil, hjælpe med udredning af spørgsmål i forhold til den måde det offentlige system fungerer på, hjælpe med forberedelse og evaluering af møder og hjælpe med at læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen. Det er vigtigt af hensyn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig. Støttepersonen varetager dog ikke opgaver af behandlingsmæssig karakter – f.eks. i forhold til forældrenes misbrug, psykiske problemer mv. Støttepersonen kan medvirke til, at forældrene støttes til at blive afklaret i forhold til anbringelsen, og at forældrene under anbringelsen hjælpes til at forbedre forældreskabet, herunder fastholde kontakten til barnet. For forældrene kan anbringelsesforløbet herved blive mindre smertefuldt, og barnet kan opleve en mindre grad af splittelse mellem forældrene og anbringelsesstedet, fordi forældrene har et sted at gøre af deres følelser og frustrationer mod anbringelsesstedet, mod systemet og mod sig selv. Herudover kan en støtteperson bidrage til at støtte forældrene på en række andre punkter, f.eks. i at løse de problemer, der har været medvirkende til, at barnet eller den unge måtte anbringes uden for hjemmet.

Støttepersonen tildeles i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet indgår som et konkret element i de foreslåede foranstaltninger. Støttepersonen kan fortsætte i en kortere periode efter hjemgivelsen. Støttepersonen skal være et tilbud under selve anbringelsen.

Da det er vigtigt,

– at det er et tilbud, som forældrene til anbragte børn frit kan vælge,

– at forældre selv kan vælge den konkrete støtteperson,

– at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen,

– at støttepersonen er fleksibel og

– at støttepersonen har en vidensmæssig og personlig baggrund i forhold til de krav, der bør stilles til en støtteperson,

vil det være hensigtsmæssigt, at kommunen eller amtskommunen udarbejder en liste over »kvalificerede støttepersoner«, som forældrene kan vælge ud fra. Dette afskærer dog ikke familien fra selv at fremkomme med forslag til en egnet person. Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om den foreslåede person er egnet som kontaktperson. Det er således ikke tanken, at nære familiemedlemmer eller andre fra forældrenes nære personlige netværk udpeges som støtteperson. Ordningen, hvorefter forældrene tildeles en støtteperson, er uafhængig af forældrenes eventuelle advokatbistand. Kommunen fastsætter tidsforbruget for støttepersonen og kan i den forbindelse vurdere forældrenes behov, herunder deres udbytte af støtten, og hvornår i anbringelsesforløbet støtten ydes.

Det er ikke meningen med ordningen, at en støtteperson skal træde i stedet for en eventuel bisidder. Forældrene kan ud over støttepersonen også have en bisidder, og myndighederne kan således ikke afvise bisidderdeltagelse med henvisning til støttepersonordningen. Der ydes dog ikke betaling til en bisidder.

Kommunens afgørelse i forbindelse med forældrenes eventuelle valg af en støtteperson, der ikke er opført på listen, kan indbringes for det sociale nævn, ligesom forældrene kan indbringe spørgsmålet om støttens omfang, jf. klagereglerne i kap. 11.

Servicelovens § 41

Vejledning 2006 10 Historic

§ 41. Afgørelser efter § 40, stk. 3, nr. 1, 6 og 7, jf. § 40, stk. 1, kan træffes, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke. Afgørelse herom skal træffes i et møde i det personsagsudvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

113. § 41 giver mulighed for at træffe afgørelse om foranstaltninger i form af ydelse af konsulentbistand mv., udpegning af en personlig rådgiver og udpegning af en fast kontaktperson, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat. Afgørelse herom skal træffes i det udvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem.

Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af modstanden fra forældremyndighedsindehaveren. Der skal således foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste modstand. Herudover skal betingelsen i § 40, stk. 1, om, at foranstaltningen skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, være opfyldt.

Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning, hvis de modsætter sig støtten.

En afgørelse efter denne bestemmelse vil ikke kunne gennemtvinges, hvis indehaveren af forældremyndigheden modsætter sig foranstaltningen.

Delegationsforbud

114. En afgørelse efter § 41 skal træffes i et møde i det udvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I magistratskommuner træffes afgørelsen af vedkommende magistratsmedlem. Kravet om, at afgørelsen skal træffes i et møde (af vedkommende magistratsmedlem) betyder, at der i disse sager er et forbud mod at delegere afgørelserne til forvaltningen.

Ophør af foranstaltninger, § 46

115. Efter § 46, stk. 1, skal foranstaltninger efter §§ 40, 41, 42 og 42 a ophøre, når formålet er nået, eller når de ikke opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Bestemmelsen i § 46, stk. 1, er en lovfæstelse af det grundlæggende princip, at en hjælpeforanstaltning skal ophøre, når der ikke længere er behov for den, eller når den ikke længere gør gavn. Heri ligger også et krav om, at kommunen af egen drift løbende skal vurdere, om foranstaltningen fortsat opfylder sit formål. Kommunen skal i øvrigt også, jf. § 56 løbende følge op på indsatsen, se herom pkt. 121.

I forhold til ophør af anbringelser har kommunen en række særlige forpligtigelser i forhold til at sikre en planlagt hjemgivelse, se herom pkt. 231ff.

Tilbud til de over 18-årige

Vejledning 2006 10 Historic

§ 42. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige over-greb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds- eller tilpasnings-problemer hos barnet eller den unge,

kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndigheds-indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 3, nr. 8. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 2

Det centrale kriterium

160. Det centrale kriterium for, at kommunen kan gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt, er, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Ved sundhed forstås i denne sammenhæng barnets eller den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets eller den unges trivsel.

Begreberne »åbenbar risiko« og »sundhed eller udvikling« angiver endvidere, at der skal tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til de fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet eller den unge er skadet i en sådan grad, at det bliver meget vanskeligt at hjælpe. Det er således ikke en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen giver adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det – f.eks. på grund af forældremyndighedsindehaverens tidligere adfærd over for søskende til barnet - kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet. Dette skal ses i sammenhæng med § 38 stk. 8, der fastslår, at kommunen, i forbindelse med en undersøgelse af barnets eller den unges forhold, skal vurdere, om der er behov for en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

Årsager til åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling

161. Kravet om, at der skal foreligge åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, suppleres med en udtømmende opregning i § 42, stk. 1, nr. 1-4. Formålet med denne opregning er at beskrive de forhold i hjemmet eller hos barnet eller den unge og/eller familien, der kan begrunde en tvangsmæssig gennemførelse af en anbringelse. Forholdene, der er opregnet i nr. 1-4 giver ikke i sig selv grundlag for en beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger. Selv om forældremyndighedsindehaveren har fået stillet en bestemt diagnose eller har specifikke problemer, kan dette ikke i sig selv begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos indehaveren af forældremyndigheden har på det enkelte barns eller unges sundhed eller udvikling. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1-4, fører til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, er betingelserne for tvangsmæssig anbringelse opfyldt.

Opregningen har til formål at kvalificere eller uddybe de forhold, der kan betyde, at betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse er opfyldt.

Derudover indebærer opregningen, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt skal angive, hvad årsagen er til, at det vurderes, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om en udførlig begrundelse efter nr. 1-4 for den afgørelse, der træffes.

Utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb

162. Typiske situationer, der kan give anledning til en anbringelse uden samtykke kan være mishandling eller andre alvorlige overgreb, herunder seksuelle overgreb, samt svigtende omsorg, hvilket dækker såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig opfyldelse af barnets eller den unges basale behov for mad, undervisning, behandling eller lignende. En særlig form for svigtende omsorg kan bestå i en adfærd fra forældremyndighedsindehaverens side, der udelukkende er styret af vedkommendes egne behov, hvorved barnet eller den unge enten tilsidesættes eller udsættes for en ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis. Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaveren eller andre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at betragte som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, hvis denne ikke har søgt at beskytte barnet. Årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for overgreb eller andre forhold, der udsætter barnet eller den unge for skade på sundhed eller udvikling, kan være forskellige, men vil ofte skyldes alvorlige problemer i familien i form af misbrug, sindslidelser eller svækket åndelig og følelsesmæssig udvikling. Disse forhold optræder ikke sjældent i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet eller den unge og ustabile forhold, måske med skiftende partnere.

Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge

163. I visse tilfælde er det barnet eller den unge, der selv udviser så betydelige vanskeligheder, at indgreb er nødvendigt. Her vil de konstaterede vanskeligheder hos barnet eller den unge i sig selv kunne begrunde indgrebet. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med misbrugsproblemer, udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn med kriminel adfærd. Der kan således ske en tvangsmæssig anbringelse med udgangspunkt i barnets eller den unges egen situation. Derimod kan det naturligvis i behandlingsmæssigt øjemed være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne.

Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

164. I nogle tilfælde kan der være tale om en flerhed af faktorer, der tilsammen udgør en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Der vil ofte være tale om en kombination af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side og problemer, der kan konstateres hos barnet eller den unge, uden at de hver for sig er så udtalte, at de i sig selv kan begrunde et tvangsmæssigt indgreb. Det karakteristiske for denne gruppe børn og unge vil imidlertid være, at der kan påvises problemer af adfærdsmæssig, følelsesmæssig eller lignende art, samtidig med at det ikke er muligt at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer ved familiens hjælp eller, mens barnet eller den unge opholder sig i hjemmet.

Der skal være begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses i hjemmet

165. Det er yderligere en betingelse for at træffe beslutning om tvangsmæssig anbringelse efter § 42, stk. 1, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse skal ses i sammenhæng med kravene i § 38, stk. 6, hvorefter en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald, af hvilken art disse bør være, jf. pkt. 50ff.

Det følger også af betingelsen, at kommunen, inden der træffes beslutning om at indstille til en tvangsmæssig anbringelse, skal sørge for en grundig vejledning af forældremyndighedsindehaveren, således at denne får kendskab til, hvilke andre muligheder for hjælp der findes, som vil kunne anvendes med forældremyndighedsindehavers medvirken.

En begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, betyder, at det ikke er en betingelse for at iværksætte en anbringelse, at kommunen først har afprøvet alternative foranstaltninger. Dette har især betydning i sager med massiv omsorgssvigt over for helt små børn. En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil f.eks. kunne foreligge, hvis barnet eller den unge har søskende, som det har været nødvendigt at tvangsanbringe på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, og hvor det ud fra de foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje, vil der ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Det må i hvert enkelt tilfælde vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye ekspertundersøgelser eller udtalelser til belysning af forældremyndighedsindehaverens omsorgs- eller forældreevne i forhold til det konkrete barn eller den unge, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt, til at der kan træffes afgørelse i sagen. Blandt de formålstjenlige foranstaltninger i § 40, skal der altid vælges den eller de mindst indgribende, jf. § 40, stk. 2, 2. pkt., der henvises til pkt.86ff. herom.

Anvendelse af tvangsreglerne uanset samtykke

Vejledning 2006 10 Historic

§ 42.

Stk. 2. Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 40, stk. 3, nr. 8.

Stk. 3-4

166. Det afgørende kriterium for at anvende bestemmelsen er, at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler derfor. Der tænkes her på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge vil blive krævet hjemgivet umiddelbart efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov for en længerevarende indsats over for barnet eller den unge og familien. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedsindehaveren fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. I øvrigt forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at betingelserne i § 42, stk. 1, er opfyldt, jf. pkt. 160-165.

For forældremyndighedsindehaveren er konsekvensen, at barnet eller den unge ikke frit kan hjemtages, som det ville have været tilfældet ved en frivillig anbringelse. Derfor gælder de processuelle regler for en tvangsmæssig afgørelse efter § 42, stk. 1, fuldt ud ved en afgørelse efter stk. 2.

Særligt om anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år

Vejledning 2006 10 Historic

§ 42.

Stk. 3. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i stk. 1, træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 3, nr. 8, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Stk. 4.

167. Som nævnt i pkt. 87, vil en anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år, kun kunne gennemføres som en frivillig anbringelse efter § 40, stk. 3, nr. 8, hvis både indehaveren af forældremyndigheden og den unge giver samtykke til anbringelsen. For unge, der er fyldt 15 år, og som er enige i anbringelsen uden for hjemmet, er der en særlig adgang for børn og unge-udvalget til at beslutte at anbringe den unge uden for hjemmet, selv om forældremyndighedsindehaveren protesterer. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at anbringelsen skal være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse er den samme, som gælder for iværksættelsen af foranstaltninger efter § 40 med samtykke. Der er således tale om et lempeligere kriterium end angivet i § 42, stk. 1. Om indholdet af kriteriet i § 42, stk. 1 henvises til pkt. 160ff. Det er endvidere en betingelse for anvendelse af § 42, stk. 3, at problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Da en beslutning efter § 42, stk. 3, er frivillig i forhold til den unge, der er fyldt 15 år, men tvangsmæssig i forhold til indehaveren af forældremyndigheden, skal beslutningen træffes efter de samme procedureregler, som gælder for beslutninger om tvangsmæssig anbringelse.

Den unge kan selv rette henvendelse til kommunen for at bede om at blive anbragt uden for hjemmet, men det er kommunen, der afgør, om der er grundlag for en anbringelse. Det er forudsat, at bestemmelsen ikke har som formål at løse de almindelige generationskonflikter, der opstår, når de unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.

Den unge, der er fyldt 15 år, vil i øvrigt kunne klage på egen hånd, hvis kommunen ikke finder grundlag for, at den unge får ophold uden for hjemmet. Der henvises til kapitel 11, hvor klagereglerne gennemgås.

Genbehandling

Vejledning 2006 10 Historic

§ 42 a. Er et barn eller en ung med samtykke fra forældremyndigheds- indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, anbragt uden for hjemmet, og tilbagekaldes samtyk-ket, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om, at barnet eller den unge i op til seks måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket ikke skal kunne hjemgives, uanset at betingelserne i § 42 ikke er opfyldt. En sådan afgørelse om en hjemgivelsesperiode kan træffes, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det.

Stk. 2. Er et barn eller en ung anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, og er der ikke grundlag for at opretholde anbringelsen, jf. § 42, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge i op til seks måneder fra afgørelsen ikke skal kunne hjemgives. En sådan beslutning om en hjemgivelsesperiode kan træffes, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 og 2, kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

231. § 42 a giver mulighed for at opretholde en anbringelse, selv om anbringelsesgrundlaget er bortfaldet. § 42 a kan således anvendes, dels i de situationer, hvor forældremyndighedsindehaveren pludseligt tilbagekalder samtykket til en anbringelse, dels i de få situationer, hvor grundlaget for en tvangsmæssig anbringelse bortfalder så pludseligt, at der ikke har været tid til at forberede barnet eller den unge på hjemgivelsen.

Efter § 42 a kan børn og unge-udvalget i disse situationer beslutte, at anbringelsen opretholdes i op til seks måneder, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det. Det vil bero på en konkret vurdering, om hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for, at der skal etableres en udslusningsperiode, og hvor længe denne udslusningsperiode skal vare.

Udslusningsperioden kan således vare op til seks måneder. Anvendelsen af op til seks måneders udslusningsperiode er især tiltænkt de situationer, hvor barnet eller den unge har stor tilknytning til anbringelsesstedet og omgivelserne, og hvor barnet eller den unge har brug for mere tid til at blive forberedt på hjemgivelsen, f.eks. hvis et barn efter et godt forløb hos en plejefamilie med velfungerende skole og netværk skal hjemgives til den biologiske familie.

Kommunen skal i den enkelte sag konkret vurdere, hvor lang tid det vil være nødvendigt at udsætte hjemgivelsen. Hvis der undtagelsesvis måtte opstå behov for at forlænge en fastsat hjemtagelsesperiode, kan perioden forlænges ved en fornyet afgørelse, men perioden kan ikke forlænges ud over det tidspunkt, hvor der er forløbet seks måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket.

Hjemtagelsesperioden skal anvendes til at forberede hjemgivelsen under hensyn til barnets eller den unges behov. Der kan f.eks. være behov for, at det nærmere tilrettelægges, hvordan daginstitution, skole og de hjemlige omgivelser kan støtte barnet eller den unge, ligesom perioden kan anvendes på den nødvendige forberedelse af barnet eller den unge på en flytning. Som i andre hjemgivelsessituationer kan det være hensigtsmæssigt, at samværet mellem barnet og forældrene gradvist udvides.

Ved afgørelser efter § 42 a gælder de samme regler for afgørelseskompetence og klageadgang som for anbringelse uden samtykke. For at formålet med en hjemtagelsesperiode vil kunne opnås, vil anvendelse af § 42 a i praksis overvejende ske på baggrund af en foreløbig afgørelse efter § 45, når forældremyndighedsindehaveren tilkendegiver, at der planlægges en hjemtagelse af barnet eller den unge. Der vil således ofte være tale om forholdsvist akut opstående situationer.

Det er en betingelse for anvendelse af § 42 a, at det er den øjeblikkelige hjemtagelse, der er i modstrid med hensynet til barnet eller den unge. Bestemmelsen kan derfor ikke anvendes i tilfælde, hvor hensynet til barnet eller den unge tilsiger, at hjemtagelse i det hele taget bør undgås. I denne situation skal kommunen i stedet fremme en anbringelse efter § 42, hvilket i praksis betyder, at der må træffes en foreløbig afgørelse efter § 45.

Selv om § 42 a således ikke må anvendes til at skaffe tid til at forberede en afgørelse om anbringelse uden samtykke efter § 42, udelukker brugen af § 42 a dog ikke, at der efterfølgende træffes en afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse efter § 42. Dette kan f.eks. ske, hvis der i løbet af udslusningsperioden viser sig et uforudset behov for en tvangsanbringelse.

En afgørelse efter § 42 a om en hjemtagelsesperiode skal træde i kraft umiddelbart efter afgørelsen er truffet.

Et eksempel på anvendelsen af § 42 a

232. § 42 a kan eksempelvis tænkes anvendt i følgende situation: Et tiårigt barn har været frivilligt anbragt i familiepleje i en længere periode på grund af moderens alkoholmisbrug. Barnet har det godt, og der har under hele anbringelsen været en god kontakt til moderen. Moderen kommer ud af sit misbrug og vil nu have barnet hjem, hvilket det også vurderes, at barnet skal.

Kommunen og moderen bliver imidlertid uenige om, hvordan barnet skal udsluses. Kommunen vil give barnet tid til at forlade sin skole, sin plejefamilie og kammerater, og langsomt vænne sig til, at det nu igen skal bo hos moderen. Moderen synes, at kommunens udslusningsplan er alt for langsom. Til sidst bryder samarbejdet sammen, og moderen forlanger at få barnet hjem øjeblikkeligt.

Barnet er forvirret over situationen. Barnet vil på den ene side gerne hjem til sin mor, men vil på den anden side også gerne blive i sine vante omgivelser. Der er ikke lang tid til sommerferien, og barnet vil gerne afslutte skoleåret sammen med sin klasse.

Det vil måske ikke være direkte skadeligt for barnet med en øjeblikkelig hjemgivelse, men det er absolut til barnets bedste, at hjemgivelsen sker over lidt tid. Barnet vil så kunne afslutte skoleåret sammen med sin klasse og samtidig få tid til at vænne sig til den nye situation.

Forberedelse og støtte i forbindelse med ophør af en anbringelse, § 46, stk. 4

233. Uanset om der er tale om en tvangsmæssig eller en frivillig foranstaltning, er det vigtigt, at hjemgivelsen er godt forberedt. Det er vigtigt, at hjemgivelsen sker så skånsomt som muligt, uanset om det er forældremyndighedsindehaveren eller kommunen, der har taget initiativet til at anbringelsen skal ophøre.

Forud for ophør af en anbringelse skal kommunen revidere handleplanen, og i handleplanen angive det videre forløb for barnet eller den unge. Dette skal sikre, at børn og unge ikke hjemgives, før der er taget stilling til det videre forløb. En revision af handleplanen betyder således, at der bliver lagt en plan for blandt andet skolegang, eventuelle fritidsaktiviteter og andre tiltag, der skal støtte barnet eller den unge og familien i tiden efter anbringelsen. I planen må det blandt andet anføres, i hvilken udstrækning der vil blive taget kontakt til det dagtilbud eller klubtilbud, skole mv., som barnet eller den unge skal fortsætte i efter hjemgivelsen, således at der sikres en god overgang for barnet eller den unge.

Denne revision af handleplanen bør så vidt muligt foregå i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge. Samarbejdet er blandt andet vigtigt, fordi revision af handleplanen blandt andet sker med henblik på at beskrive den støtte, der kan tilbydes familien i forbindelse med selve hjemgivelsen og på lidt længere sigt efter hjemgivelsen.

Anbringelsessteder vil ofte være velegnede til, i forbindelse med hjemgivelsen og i en periode herefter, at yde barnet eller den unge støtte. Dette forudsætter, at der foreligger en aftale med kommunen herom. Det vil f.eks. være en mulighed at udpege en medarbejder fra anbringelsesstedet, som personlig rådgiver eller fast kontaktperson for barnet eller den unge, såfremt der er behov herfor, jf. § 40, stk. 3. Det kan være relevant for kommunen at tage højde for denne mulighed ved valg af anbringelsessted. Under alle omstændigheder er det væsentligt, at de nødvendige informationer om barnet eller den unge følger med til de personer, der efter anbringelsen skal varetage en støtte til barnet, den unge og familien.

Kommunen skal også være opmærksom på, om der er behov for særlige initiativer i tiden før hjemgivelsen. Hjemgivelsen er således et miljøskift for barnet eller den unge, og det er vigtigt, at barnet eller den unge og familien forberedes på ændringen gennem besøg i hjemmet, f.eks. weekendbesøg i en periode. Det samvær og den kontakt, der hele tiden bør have været mellem barnet eller den unge og familien, skal derfor intensiveres i takt med, at familiens problemer løses, og situationen bedres.

Særligt om hjemgivelse i forbindelse med, at den unge fylder 18 år, § 46, stk. 5

234. Efter § 46, stk. 5, har kommunen pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes efterværn efter § 62 a, senest seks måneder før den unge fylder 18 år. Ved samme lejlighed skal kommunen i samarbejde med den unge revidere handleplanen og tage stilling til, hvad der i øvrigt skal ske i forhold til den unges uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold.

Pligten til at tage stilling til den unges videre uddannelse og beskæftigelsesforløb har til hensigt at sikre, at den unge efter anbringelsen fortsætter i et hensigtsmæssigt og fremadrettet forløb. I de tilfælde, hvor den unge allerede er inde i et godt uddannelses- eller beskæftigelsesforløb, der ikke afbrydes ved hjemgivelsen, er det tilstrækkeligt for kommunen at konstatere dette i handleplanen. I andre tilfælde kan der være behov for initiativer fra kommunens side, f.eks. med et samarbejde mellem de relevante afdelinger i kommunen. Efter gældende ret på uddannelsesområdet og beskæftigelsesområdet har den unge en række muligheder for og ret til rådgivning og støtte. Kommunen skal på baggrund af § 46 stk. 5, sikre, at den unge kommer i kontakt med de relevante hjælpesystemer, herunder centrene for Ungdommens Uddannelsesvejledning, således at den unge kommer i gang med relevant uddannelse eller beskæftigelse.

Hvilke forhold, kommunen i øvrigt skal inddrage i revisionen af handleplanen, vil afhænge af den konkrete sag. Der kan f.eks. være tale om boligforhold, familiesituation mv.

Kravet om, at kommunen i alle tilfælde skal træffe en egentlig afgørelse om efterværn, betyder, at den unge får en skriftlig og begrundet afgørelse samt mulighed for at få afgørelsen efterprøvet i klagesystemet. Klage over afslag på efterværn, jf. § 62 a, har som udgangspunkt opsættende virkning, se pkt. 321.

I de situationer, hvor opholdskommunen træffer afgørelse om efterværn, jf. § 62 a, der skal gennemføres i en anden kommune, følger det af reglerne om mellemkommunal refusion i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at det er den kommune, der har truffet afgørelsen om efterværn, der betaler.

Når den unge skifter opholdskommune

235. Når en ung fylder 18 år, vil den unge, jf. retssikkerhedsloven § 9, stk.1, få en ny opholdskommune i den kommune, hvor den unge opholder sig. Det vil sige, at det bliver den kommune, hvor anbringelsesstedet ligger, der bliver handlekommune, hvis den unge bliver boende i denne kommune.

Hvis der er behov for afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter § 62 a, jf. § 46 stk. 5, er det således den nye opholdskommune, der træffer afgørelse.

Ansvaret for at revidere handleplanen seks måneder før, den unge fylder 18, ligger i den kommune, der på dette tidspunkt er ansvarlig for den unge. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er den samme opholdskommune, der laver handleplanen, inden den unge fylder 18 år, som skal udføre beslutningerne. Da den hidtidige opholdskommune ikke kan forpligte den kommende opholdskommune økonomisk, vil handleplanen i disse situationer som udgangspunkt alene kunne indeholde anbefalinger til, hvad der skal ske, og der kan ikke gives konkrete løfter til den unge. Beslutningen om, hvad der skal ske med den unge efter, at denne er fyldt 18 år, træffes af den nye opholdskommune.

Det betyder, at det er vigtigt, at de involverede kommuner indleder et samarbejde omkring den unge i forbindelse med, at handleplanen skal laves, således at det sikres, at den unge ved, hvordan fremtiden ser ud, efter at han eller hun er fyldt 18. Den koordinerede indsats er væsentlig, da mange af de unge, der tilbydes efterværn, er skrøbelige unge, der har behov for stabilitet og viden om, hvad fremtiden bringer.

Den nye handlekommune skal dog under alle omstændigheder, ligesom den tidligere handlekommune, lægge vægt på hensynet til kontinuitet i den unges forløb. En ny handlekommune skal derfor ved afgørelserne i sagen lægge vægt på den hidtidige indsats og målsætningerne i tidligere handleplaner.

Det er den unge selv, der er part i forhold til tilbud, der rækker ud over det 18. år. Om tilbud til over 18-årige efter § 62 a henvises i øvrigt til pkt. 116ff.

Straffebestemmelse

236. Efter § 116 straffes den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter denne lov, til at undvige eller holder den undvegne skjult, med fængsel i indtil to år eller under formildende omstændigheder med bøde.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 43. Hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over et år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Stk. 2. Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over to år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.

Stk. 3. Er sagen efter stk. 1 og 2, indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2, kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.

Stk. 4. Børn og unge-udvalget kan ved afgørelser efter § 42 undtagelsesvis fastsætte en længere frist end nævnt i stk. 1-3, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen. Samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.

Stk. 5. Stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som Ankestyrelsen træffer efter § 47, stk. 4.

168. Når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse efter § 42, skal der altid tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. § 43, hvilket vil sige tidspunktet for børn og unge-udvalgets genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt. Efter § 43, stk. 1, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 42 ud over et år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget, hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse. Den etårige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet i en længere periode, det vil sige et år eller mere, ikke har været inde i et frivilligt eller tvangsmæssigt anbringelsesforløb.

Hvis barnet eller den unge derimod har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, er børn og unge-udvalget først forpligtet til at genbehandle en sag om tvangsmæssig anbringelse efter § 42, to år efter afgørelsen blev truffet, jf. § 43, stk. 2. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behandling har været anbragt ved en foreløbig beslutning, betragtes som anbragt første gang ved den endelige beslutning om anbringelse, og der gælder således en genbehandlingsfrist på 1 år. Dette gælder uanset, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det efterfølgende møde i børn og unge-udvalget eller ej.

Den toårige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet eller den unge allerede er - eller for nylig har været - inde i et anbringelsesforløb, frivilligt eller tvangsmæssigt.

Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for landsretten eller Højesteret, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Dette gælder både for den etårige og den toårige genbehandlingsfrist. Ved ankemyndighedernes behandling af en klage, der alene drejer sig om genbehandlingsfristen, regnes den fastsatte frist, hvis der ikke træffes anden beslutning, fra afgørelsen i børn og unge-udvalget, da anbringelsesgrundlaget ikke vil blive efterprøvet i disse sager.

Ved genbehandlingen skal der tages stilling til, om de materielle betingelser i § 42, for fortsat at opretholde anbringelsen uden samtykke er opfyldt.

Eksempel 1 på genbehandlingsfrister

169. Barnet har ikke været anbragt, før børn og unge-udvalget træffer afgørelse herom den 3. januar 2005. Afgørelsen bliver indbragt for Ankestyrelsen, der ved afgørelse af 29. januar 2005 fastholder børn og unge-udvalgets afgørelse.

Genbehandlingsfristen er på et år fra Ankestyrelsens afgørelse, da barnet ikke har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 3. januar 2004 til 3. januar 2005, hvor børn og unge-udvalget traf afgørelse om den aktuelle anbringelse. Børn og unge-udvalget træffer fornyet afgørelse den 17. januar 2006 om opretholdelse af anbringelsen. Afgørelsen bliver ikke indbragt for Ankestyrelsen. Genbehandlingsfristen er på to år fra børn og unge-udvalgets afgørelse den 17. januar 2006, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 17. januar 2005 til den 17. januar 2006, hvor børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om den aktuelle anbringelse.

Eksempel 2 på genbehandlingsfrister

170. Barnet blev frivilligt anbragt ved en beslutning i kommunen den 6. februar 2005. Samtykket blev tilbagekaldt den 6. maj 2005, og barnet blev hjemgivet. Barnet blev på ny frivillig anbragt ved en beslutning truffet i kommunen den 1. september 2005. Der træffes beslutning i børn og unge-udvalget den 5. november 2005 om anbringelse uden samtykke. Genbehandlingsfristen er på to år fra børn og unge-udvalgets afgørelse, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse.

Ændring af fristen for genbehandling

171. Efter § 43, stk. 3, sidste pkt., kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget, end de frister der gælder som hovedregel på henholdsvis et eller to år, hvis der er begrundet tvivl om, at anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede 1 eller 2 år senere. Der skal forefindes væsentlige omstændigheder i den konkrete sag, før der er grundlag for ikke at anvende de almindelige genbehandlingsfrister. F.eks. kan der lægges vægt på en gunstig udvikling hos forældremyndighedsindehaveren, som der er en forventning om fortsætter, eller at der er iværksat en forældreevneundersøgelse med henblik på fremtidige forebyggende foranstaltninger i hjemmet. Af disse grunde kan der ud fra en konkret vurdering være behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end henholdsvis et og to år.

Efter § 43, stk. 4, kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis fastsætte en længere frist for genbehandling end de frister, der er nævnt i § 43, stk. 1-3. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde, hvor det er forudsat, at anbringelsen må forventes at blive af længere varighed. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vare ved ud over fristerne for genbehandling, der efter hovedreglen er på henholdsvis et eller to år, jf. § 43, stk. 1 og 2. Ved vurderingen af om genbehandlingsfristen skal forlænges, skal forlængelsen sættes i forhold til den generelle genbehandlingsfrist.

En forkortet eller forlænget genbehandlingsfrist vil altid løbe indtil en bestemt fastsat dato, og er ikke som en almindelig etårig eller toårig genbehandlingsfrist påvirket af, om sagen indbringes for Ankestyrelsen eller landsretten.

Genbehandlingsfristen har til formål at sikre, at anbringelsesgrundlaget af retssikkerhedsmæssige grunde løbende efterprøves af børn og unge-udvalget, således at det sikres, at grundlaget for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt. I tiden mellem genbehandlingen af sagen i børn og unge-udvalget kan kommunen træffe afgørelse om hjemgivelse, da det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på, om formålet med anbringelsen er nået, jf. servicelovens § 46. Dette skal ses i sammenhæng med den regelmæssig gennemgang af handleplanen og det årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, jf. § 56 og § 55, stk. 2. Hvis formålet er nået, skal en eventuel hjemgivelse ikke afvente en afgørelse herom i børn og unge-udvalget.

Fremgangsmåden ved foranstaltninger mv. der gennemføres tvangsmæssigt

172. Børn og unge-udvalgets kompetence til at træffe afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger uden samtykke er opregnet i § 62, stk. 1. Forvaltningen kan således kun foretage en indstilling om godkendelse af de foranstaltninger, der er opremset i § 62, stk. 1. Forvaltningens indstilling skal være klar og entydig, således at der ikke kan opstå tvivl om, hvad der træffes beslutning om. Der kan ikke foretages alternative indstillinger, således at der eksempelvis primært indstilles til afbrydelse af samvær og sekundært til overvåget samvær under en anbringelse uden for hjemmet.

Børn og unge-udvalget har kun kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at gennemføre de tvangsmæssige foranstaltninger, som forvaltningen indstiller til. Udvalget kan således eksempelvis ikke træffe beslutning, om at forbindelsen mellem barnet og forældrene skal afbrydes, hvis der kun foreligger en indstilling om, at samværet skal være overvåget. Børn og unge-udvalget har heller ikke kompetence til at fastsætte vilkår i forbindelse med en afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes et specifikt sted eller, at der skal foranstaltes et bestemt behandlingstilbud.

De beføjelser, der er henlagt til børn og unge-udvalget, kan ikke varetages af andre, hverken i forvaltningen eller i andre udvalg i kommunen. Hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i udvalget, kan formanden eller i dennes fravær næstformanden træffe en foreløbig afgørelse efter reglerne i § 45, jf. pkt. 186. Forvaltningen kan således ikke iværksætte akutte foranstaltninger uden, at formanden for børn og unge-udvalget eller dennes stedfortræder har truffet afgørelse i sagen.

Aktindsigt mv.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 44. Hvis forældremyndighedsinde- haveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.

Stk. 2

156. I de tilfælde, hvor der udelukkende er behov for at sikre, at der foretages en lægelig undersøgelse eller behandling af barnet eller den unge, er det ikke nødvendigt at foretage en anbringelse af barnet eller den unge. Der vil efter bestemmelsen være mulighed for at lade behandlingen foregå ambulant, således at barnet eller den unge i øvrigt har ophold i hjemmet. En afgørelse om lægelig behandling indebærer, at barnet eller den unge i fornødent omfang kan indlægges under behandlingen. Afgørelsen vil også kunne omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere på hinanden følgende behandlinger med kort tidsinterval, og hvor barnet eller den unge i de mellemliggende perioder kan opholde sig i hjemmet. Her vil afgørelsen kunne træffes således, at den dækker det samlede behandlingsforløb. Kommunens indstilling til børn og unge-udvalget skal være baseret på, hvad der er den mindst indgribende, formålstjenlige foranstaltning, da en foranstaltning efter § 44, bør være så skånsom som mulig.

Betingelserne for at iværksætte en lægelig undersøgelse eller behandling

157. Anvendelsen af § 44 forudsætter ligesom ved indlæggelse på sygehus til undersøgelse efter § 39, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse efter § 44 oftest vil udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedsindehaveren ikke modsætter sig.

Bestemmelsen giver kun adgang til at træffe afgørelse om lægelig undersøgelse eller behandling, hvis der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne. Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af lidelser, der medfører betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved risiko for betydelig og varigt nedsat funktionsevne foreligger en situation, hvor forældremyndighedsindehaverens ret til at træffe beslutning om undersøgelse eller behandling må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.

En undersøgelse eller behandling efter § 44 er ikke en anbringelse uden for hjemmet. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse eller behandling træffes afgørelse om samvær og kontakt, jf. § 57, men sygehuset eller det børnepsykiatriske hospital eller andre steder, hvor barnet eller den unge opholder sig i forbindelse med undersøgelsen eller behandlingen kan begrænse forældremyndighedsindehaverens adgang ud fra anstaltsbetragtninger se pkt. 218.

Barnets eller den unges stilling

158. Bestemmelsen i § 44 angår alene adgangen til at tilsidesætte modstand fra indehaveren af forældremyndigheden. Hvis barnet eller den unge modsætter sig behandlingen, må det afgøres ud fra de retningslinier, der i øvrigt gælder om lægelig behandling imod patientens ønske, om behandlingen kan eller bør gennemføres, jf. lov om patienters retsstilling.

I forhold til behandling på psykiatrisk afdeling gælder reglerne i lov om tvang i psykiatrien. De selvstændige rettigheder, der efter disse to love er tillagt barnet eller den unge, kan ikke tilsidesættes ved en beslutning efter § 44. Derfor må barnets eller den unges holdning til indlæggelsen indgå som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget.

Tilfælde der falder uden for § 44

159. Forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få fornøden lægebehandling kan være led i et mere omfattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for barnet eller den unge. I så fald bør afgørelsen ikke træffes efter § 44, da denne bestemmelse alene giver adgang til at foranstalte den lægelige behandling. Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som et moment ved afgørelsen af, om der er behov for at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, hvilket kan ske ved tvang efter § 42, hvis det ikke er muligt at opnå forældremyndighedsindehaverens samtykke til anbringelsen. I tilslutning til en anbringelsesafgørelse efter § 42, jf. § 40, stk. 2, nr. 8, vil der kunne træffes afgørelse om nødvendig undersøgelse og lægebehandling efter § 55, stk. 3, og en sådan afgørelse vil i modsætning til afgørelser efter § 44, ikke være begrænset til livstruende sygdom eller sygdom, der kan medføre betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, finder § 44 ikke anvendelse, da afgørelsen skal træffes efter § 55, stk. 3.

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke

Vejledning 2006 10 Historic

§ 45. Afgørelser efter §§ 39, 42, 42 a, 44, § 57, stk. 3, § 64, stk. 4, og § 108, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget.

Stk. 2-5.

186. Efter § 45 kan børn og unge-udvalgets formand eller dennes stedfortræder træffe en foreløbig afgørelse om gennemførelse af undersøgelse efter § 39, anbringelse uden for hjemmet herunder flytning, fortsat anbringelse uden for hjemmet i op til seks måneder, jf. §§ 42 og 42 a, lægelig undersøgelse og behandling efter § 44, afbrydelse af forbindelsen mv., jf. § 57, stk. 3, forbud mod flytning og hjemtagning fra privat familiepleje, jf. § 64 stk. 4, og brev- og telefonkontrol, jf. § 108, stk. 2.

I de tilfælde, hvor en foreløbig afgørelse skal følges op af en afgørelse om opretholdelse af foranstaltningen, vil der normalt være tale om en behandling af sagen i tre dele. Da afgørelser om undersøgelse efter § 39 har en indlagt tidsbegrænsning i bestemmelsen, gælder der særlige regler herfor. For afgørelser efter § 64, stk. 4, gælder der ligeledes særlige regler, jf. nedenfor pkt. 192.

Betingelserne for at træffe en foreløbig afgørelse

187. Betingelsen for at træffe en foreløbig afgørelse er, at en afgørelse om iværksættelse af den pågældende foranstaltning mv. af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente forelæggelse for børn og unge-udvalget. Anbringelsen skal således være akut nødvendig. Dette vil f.eks. ikke være tilfældet, hvis et barn er indlagt på hospital med forældrenes medvirken, og der ikke er frygt for, at barnet vil blive hjemtaget. Herudover skal de betingelser i den bestemmelse, som den foreløbige afgørelse angår, være opfyldt.

Behovet for foreløbige afgørelser kan opstå i en række forskellige situationer. Det kan således dreje sig om akut opståede behov for en ganske kortvarig foranstaltning men også om situationer, hvor der udover det øjeblikkelige behov kan være eller vise sig at være behov for en længerevarende indsats. Det skal bemærkes, at adgangen til at træffe en foreløbig afgørelse efter § 45 i denne forbindelse alene vedrører foranstaltninger, hvortil der ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, idet det forudsættes, at kommunen har forsøgt at opnå samtykke inden forelæggelsen for formanden. Om akutte anbringelser med samtykke henvises til pkt. 86 og 99.

Når der skal træffes en foreløbig afgørelse, kan der være tilfælde, hvor afgørelsen ikke kan afvente, at det bliver almindelig arbejdstid. Kommunerne skal derfor sikre sig, at det er muligt at fat i en medarbejder fra kommunen og formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget, der kan tage hånd om et barn eller en ung, i de tilfælde, hvor der er akut brug for støtte til barnet eller den unge. Det kan for eksempel være i de tilfælde, hvor politiet skal afhøre et barn eller en ung under 18 år i forbindelse med kriminalitet. I disse tilfælde skal politiet kunne tilkalde en kommunal repræsentant, der kan bistå den unge, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 2 til denne vejledning. Der kan endvidere være situationer, hvor der er begået alvorlige overgreb mod et barn eller en ung, således at det ikke er forsvarligt at lade barnet eller den unge forblive i hjemmet. Kommunerne kan søge socialministeren om tilladelse til at oprette en fælles social vagtordning, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 d.

Ankestyrelsen har en døgntelefon, som man kan rette henvendelse til, hvis en kommune undlader at træffe foranstaltninger over for et barn eller en ung, der har akut behov for støtte, jf. pkt. 188.

Kompetencen til at træffe foreløbige afgørelser

188. En foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 1, træffes af formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes fravær af næstformanden. Det er alene formanden, eller i dennes fravær næstformanden, der kan træffe foreløbige afgørelser. Kompetencen kan således ikke overlades til deres stedfortrædere eller forvaltningen.

Desuden har chefen for Ankestyrelsen eller den ankechef, der af styrelseschefen er bemyndiget hertil, adgang til at træffe en foreløbig beslutning efter § 45, stk. 5, jf. nedenfor. Der er i Ankestyrelsen etableret et nødberedskab, således at man også uden for Ankestyrelsens normale åbningstid, kan komme i kontakt med Ankestyrelsen pr. telefon. Nødberedskabet er beregnet til de situationer, hvor det vurderes, at en akut anbringelse af et barn eller en ung er nødvendig, og hvor det enten ikke er muligt at komme i kontakt med formanden for børn og unge-udvalget eller dennes stedfortræder, eller hvor denne ikke finder, at det er nødvendigt at træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 45 stk. 5 og 6. Nødberedskabet forudsættes alene anvendt, hvor der foreligger ekstraordinære omstændigheder.

Meddelelse om den foreløbige afgørelse

Vejledning 2006 10 Historic

§ 45.

Stk. 2. Forældremyndighedsindeha-veren og eventuelle andre parter, jf. § 60, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.

Stk. 3-6.

189. Der skal inden 24 timer gives skriftlig meddelelse om den foreløbige afgørelse til forældremyndighedsindehaveren og eventuelle andre parter. Meddelelsen skal endvidere indeholde oplysning om retten til at se sagens akter, retten til gratis advokatbistand efter § 60, samt retten til at udtale sig. 24 timers fristen for meddelelsen til forældremyndighedsindehaveren og eventuelle andre parter regnes fra kommunens iværksættelse af den foreløbige afgørelse. Tidspunktet for iværksættelsen vil være det tidspunkt, hvor afgørelsen føres ud i livet. I de tilfælde, hvor afgørelsen ikke umiddelbart kan effektueres, fordi barnet eller den unge holdes skjult, vil iværksættelsen være det tidspunkt, hvor kommunen tager skridt til iværksættelse af afgørelsen, f.eks. ved at anmode politiet om bistand til at få barnet eller den unge eftersøgt. Hvis det ikke er muligt at overbringe meddelelsen til forældremyndighedsindehaveren eller eventuelle andre parter, inden der er gået 24 timer, fordi det ikke har været muligt at lokalisere den pågældende, selv om der har været gjort en aktiv indsats, vil dette ikke være ugyldighedsgrund.

Godkendelse af en foreløbig afgørelse

Vejledning 2006 10 Historic

§ 45.

Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1, skal snarest muligt og senest inden syv dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.

Stk. 4-6

190. Formandens afgørelse efter § 45, stk. 1, skal snarest muligt og senest syv dage efter, at afgørelsen er truffet, forelægges udvalget til godkendelse, selv om foranstaltningen måtte være ophørt, jf. § 45 stk. 3. Syvdages fristen for forelæggelsen for børn og unge-udvalget regnes fra iværksættelsen. Ved beregningen af syvdages fristen medregnes dagen for iværksættelsen samt søn- og helligdage. Hvis der ikke er taget stilling til den foreløbige afgørelse inden syv dage, bortfalder afgørelsen. Syvdages fristen er ufravigelig, uanset om forældremyndighedsindehaveren ikke kan deltage på mødet, da det er et tilbud og ikke en pligt.

Godkendelsen af den foreløbige afgørelse efter § 45, stk. 3, drejer sig alene om den foreløbige afgørelse, som formanden har truffet. Bedømmelsen af gyldigheden af afgørelsen sker kun med udgangspunkt i det beslutningsgrundlag, som kommunen forlagde formanden, da formanden for børn og unge-udvalget traf sin afgørelse. Der skal ikke på dette tidspunkt tages stilling til, om der er grundlag for efterfølgende at træffe afgørelse om eksempelvis barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 42, men dette er dog muligt, såfremt det er hensigtsmæssigt, at afgørelsen træffes samtidigt. Dette gælder f.eks., hvis sagen alligevel er på vej til at blive forelagt børn og unge-udvalget. Formanden bliver ikke inhabil som medlem af børn og unge-udvalget, selv om vedkommende traf den foreløbige afgørelse.

Ved godkendelsen skal udvalget tage stilling til, om betingelserne for den pågældende foranstaltning var opfyldt, og om foranstaltningen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at der blev holdt et møde i børn og unge-udvalget.

Hvor længe gælder en foreløbig afgørelse

191. Efter § 45, stk. 4, har en foreløbig afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, gyldighed i en måned. Se undtagelserne herfra i pkt. 192. Derefter skal foranstaltningen ophøre, med mindre børn og unge-udvalget i mellemtiden har truffet afgørelse om at opretholde foranstaltningen efter § 62.

Fristen beregnes fra afgørelsen om børn og unge-udvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse.

I de tilfælde, hvor foranstaltningen er ophørt inden udløbet af fristen i stk. 4, kræves der ikke fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget, da formålet med en fornyet forelæggelse vil være at tage stilling til, om der fortsat skal være tvangsmæssige foranstaltninger. Selv om foranstaltningen er ophørt, inden syvdages fristen er udløbet, skal børn og unge-udvalget alligevel godkende den foreløbige afgørelse, jf. § 45 stk. 3.

192. Der er to undtagelser fra bestemmelsen om gyldighedsperioden for en foreløbig afgørelse.

Hvis der er truffet afgørelse om undersøgelse af barnet eller den unge efter § 39, skal afgørelsen ikke forelægges udvalget inden en måned, da afgørelsen om en undersøgelse efter § 39, jf. § 45, stk. 4, har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst to måneder. I dette tilfælde regnes to måneders fristen fra formandens afgørelse efter § 45, stk. 1.

Hvis der træffes en foreløbig afgørelse om, at et barn eller en ung ikke må hjemtages fra en privat familiepleje, jf. § 64 stk. 4, vil dette ikke ændre på det forhold, at der er tale om et privat plejeforhold, foranstaltet af forældremyndighedsindehaveren selv. Afgørelsen vil derfor have gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse, eller kommunen vælger at træffe afgørelse om foranstaltninger efter kap. 8 i serviceloven.

Særligt om klage over foreløbige afgørelser

193. Forældremyndighedsindehaveren, den unge over 15 år, samt andre parter i sagen har adgang til at klage over foreløbige beslutninger, jf. § 123. Hvis der ikke skal ske fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget inden en måned, vil dette være en selvfølge, da der dermed er truffet endelig afgørelse i sagen, når børn og unge-udvalget har godkendt afgørelsen inden syv dage. Der er adgang til at indbringe børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige afgørelse for Ankestyrelsen og dermed en mulighed for at få prøvet grundlaget for den foreløbige afgørelse også i de tilfælde, hvor sagen på ny forelægges udvalget til endelig afgørelse om fortsat iværksættelse af de tvangsmæssige foranstaltninger inden udløbet af gyldighedsperioden (en måned) for den foreløbige afgørelse. Dette gælder også, selvom børn og unge-udvalget efterfølgende træffer beslutning om anbringelse uden for hjemmet.

For at undgå at sagen behandles flere steder samtidig, er det fastsat, at klagen over den foreløbige afgørelse ikke kan behandles i Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 42 ved udvalget. Dvs. at sagen ikke kan behandles, før endelig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet er truffet i børn og unge-udvalget, eller barnet eller den unge er blevet hjemgivet.

Ankestyrelsens kompetence vedrørende foreløbige afgørelser

194. Chefen for Ankestyrelsen (eller den ankechef, der af styrelseschefen er bemyndiget hertil) har efter § 45, stk. 5, samme adgang som formanden for børn og unge-udvalget til at træffe en foreløbig afgørelse og kan pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen. Styrelseschefens foreløbige afgørelse, der har gyldighed en måned, skal ikke godkendes. Styrelseschefen kan dog undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen snarest muligt og senest inden syv dage efter iværksættelsen af afgørelsen, uanset at foranstaltningen er ophørt. Reglerne i § 45, stk. 2 og 4, om underretning af forældremyndighedsindehaveren og om gyldighedsperiode, finder tilsvarende anvendelse i situationer, hvor styrelseschefen træffer en foreløbig afgørelse.

195. I tilfælde, hvor chefen for Ankestyrelsen har truffet en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 5, og hvor børn og unge-udvalget ikke inden en måned træffer afgørelse i fuld overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse, skal børn og unge-udvalget straks orientere Ankestyrelsen herom, jf. § 45, stk. 6.

Børn og unge-udvalgets afgørelse om ikke at træffe afgørelse i overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse har i disse tilfælde ikke virkning, før styrelseschefen snarest muligt og senest inden ti dage har taget stilling til, om afgørelsen alligevel skal have virkning. Formålet hermed er at sikre barnet eller den unge mod at blive flyttet frem og tilbage, således at der bliver kontinuitet i barnets eller den unges anbringelsesforløb.

Hvis styrelseschefen træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse om ikke at iværksætte foranstaltninger ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglerne i § 47, stk. 4, jf. § 45 stk. 6, inden otte uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse. Herved træffer Ankestyrelsen en endelig afgørelse, som det påhviler kommunen at gennemføre. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten, jf. § 124, stk. 1.

Hvis styrelseschefen ikke finder grundlag for, at sagen behandles efter § 47, stk. 4, kan børn og unge-udvalgets afgørelse iværksættes umiddelbart herefter.

Om Ankestyrelsens beføjelser i øvrigt til at gå ind i en sag, uden at der foreligger en klage, henvises til § 47 og pkt. 327.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 46. Foranstaltninger efter §§ 40, 41, 42 og 42 a skal ophøre, når formålet er opnået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år.

Stk. 2. Kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, uanset om barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 40, stk. 3, nr. 8, § 42 eller § 42 a, jf. dog stk. 3. Hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 42, skal kommunen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom. Hvis kommunen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. § 42.

Stk. 3. Kommunen har ikke pligt til at behandle en begæring om hjemgivelse efter stk. 2, i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved landsretten.

Stk. 4. Forud for hjemgivelse skal kommunen revidere handleplanen, jf. § 58 a, og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivel-sen.

Stk. 5. Den unges opholdskommune skal senest seks måneder forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for foranstaltninger efter § 62 a. Kommunen skal samtidig i samarbejde med den unge revidere handleplanen og herunder tage stilling til den unges videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold.

Generelt

226. En anbringelse uden for hjemmet skal som andre hjælpeforanstaltninger ophøre, når formålet med foranstaltningen er opnået, når foranstaltningen ikke længere er formålstjenlig, eller når den unge fylder 18 år.

Opholdet i anbringelsesstedet vil dog eventuelt efter reglerne i § 62 a kunne opretholdes efter det fyldte 18. år, hvis den unge er indforstået med det. Der henvises til pkt. 116ff.

Konstaterer kommunen under sin løbende opfølgning af en forebyggende foranstaltning eller af en anbringelsessag, at det i handleplanen angivne formål med foranstaltningen er nået, eller at foranstaltningen ikke længere er formålstjenlig, skal foranstaltningen ophøre. Dette gælder både for frivillige og tvangsmæssigt gennemførte foranstaltninger. Derudover gælder der for frivillige og tvangsmæssigt gennemførte anbringelser forskellige regler om kommunens fremgangmåde og forældrenes rettigheder vedr. hjemgivelser. Derfor gennemgås reglerne vedr. hjemgivelser særskilt for henholdsvis frivillige og tvangsmæssige anbringelser nedenfor.

Uanset om anbringelsen har været frivillig eller tvangsmæssig, er det vigtigt, at hjemgivelsen er grundigt forberedt. Reglerne om forberedelse af hjemgivelse, herunder reglerne om revision af handleplanen, gennemgås i pkt. 227ff.

Hjemgivelse eller hjemtagelse ved frivillige anbringelser

227. En frivillig anbringelse kan ophøre enten på baggrund af, at kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse, eller på baggrund af at forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der fyldt 15 år, tilbagekalder samtykket.

Ved frivillige anbringelser kan samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, til enhver tid tilbagekaldes. Ved tilbagekaldelse af samtykket er betingelserne for den frivillige anbringelse ikke længere opfyldt. Hjemgivelse kræver i denne situation ikke nogen afgørelse fra kommunens side, og barnet eller den unge skal hjemgives umiddelbart.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 46, stk. 4, stiller dog krav om, at kommunen forud for en hjemgivelse skal revidere handleplanen, herunder at der tages stilling til fortsat skolegang eller uddannelse, jf. pkt. 233. Ved frivillige anbringelser har kommunen ofte et udmærket samarbejde med forældrene og barnet eller den unge. Der vil sædvanligvis i disse tilfælde i forbindelse med den sidste revision af planen kunne opnås enighed om eller forståelse for, at der kan være behov for en forberedelsesperiode, inden barnet eller den unge kommer hjem til forældrene.

Det kan dog forekomme, at samtykket til anbringelsen uden for hjemmet pludselig tilbagekaldes, f.eks. som følge af en opstået konflikt mellem anbringelsesstedet eller kommunen og forældremyndighedsindehaveren, og hvor barnet eller den unge kræves hjemgivet øjeblikkeligt. I sådanne situationer giver § 42 a mulighed for, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge i op til seks måneder fra tilbagekaldelsen af samtykket ikke skal kunne hjemtages, såfremt hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for dette, se herom i pkt. 231. Anvendelsen af § 42 a forudsætter, at kommunen er enig i, at barnet eller den unge kan hjemgives, men at det ikke er i barnets eller den unges tarv, at det sker øjeblikkeligt.

Hvis det er kommunen, som tager initiativet til hjemgivelsen, skal kommunen altid tilbyde barnet eller den unge en samtale, før der træffes afgørelse om hjemgivelse.

Det er i det hele taget vigtigt, at der er et godt samarbejde med både barnet eller den unge og forældrene omkring hjemgivelsen. Som det også fremgår nedenfor i afsnit 228 giver det således særlige vanskeligheder, hvis forældrene ikke ønsker, at barnet eller den unge kommer hjem at bo. I de tilfælde, hvor barnet eller den unge og/eller forældrene modsætter sig, at anbringelsen ophører, skal kommunen derfor være særligt opmærksom på, at barnets eller den unges behov tilgodeses. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, har i øvrigt mulighed for at klage over kommunens afgørelse om hjemgivelse.

Når forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, ikke er enige om at tilbagekalde et samtykke

228. Er forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, enige om at tilbagekalde det givne samtykke, gælder det ovenfor anførte. Anderledes stiller det sig i tilfælde, hvor der er uenighed mellem forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, om tilbagekaldelse af samtykket.

Hvis forældremyndighedsindehaveren ønsker at hjemtage den unge, mens den unge modsætter sig hjemgivelsen og opretholder sit samtykke til anbringelsen, bør kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børn og unge-udvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge efter bestemmelsen i § 42, stk. 1 eller stk. 3. Samtidig bør kommunen afdække baggrunden for, at den unge modsætter sig hjemgivelsen, f.eks. ved at foretage en samtale med den unge.

Er det den unge, der begærer sig hjemgivet, mens forældremyndighedsindehaveren modsætter sig hjemgivelsen, må kommunen være opmærksom på, at en forsvarlig hjemgivelse forudsætter, at hjemmet er indstillet på at modtage den unge. I en sådan situation bør kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børn og unge-udvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge efter bestemmelsen i § 42, stk. 1.

Hjemgivelse ved tvangsmæssigt gennemførte anbringelser

229. Tvangsmæssigt gennemførte anbringelser kan ligeledes ophøre enten på initiativ af kommunen eller på initiativ af forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år.

For det første skal kommunen, som ved andre foranstaltninger løbende påse, at betingelserne for at opretholde foranstaltningen er opfyldt. Hvis kommunen ikke længere finder, at der er grundlag for en anbringelse uden samtykke, skal kommunen træffe afgørelse om hjemgivelse af barnet eller den unge. Inden kommunen træffer afgørelse om ophør af anbringelsen, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge, jf. § 58, stk. 1.

For det andet kan indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, på ethvert tidspunkt fremsætte begæring om hjemgivelse. Forældremyndighedsindehaveren og den unge behøver således ikke at afvente den fastsatte genbehandlingsfrist.

Udgangspunktet er, at kommunen skal behandle begæringen om hjemgivelse, og vurdere, hvorvidt kommunen mener, at der stadig er grundlag for den tvangsmæssige foranstaltning.

Hjemgivelse kan dog begæres umiddelbart efter, at der er truffet tvangsmæssig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, og uanset, at sagen samtidig behandles i ankesystemet. Dette kan være belastende for barnet eller den unge, som ikke får den fornødne ro og stabilitet. Det er samtidigt uhensigtsmæssigt, at flere instanser behandler den samme sag på samme tid.

Derfor er muligheden for at få en begæring om hjemgivelse behandlet begrænset, mens sagen er under behandling ved Ankestyrelsen og ved landsretten. Kommunen har således ikke pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse, når en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller i landsretten.

I de tilfælde, hvor sagen ikke er under behandling i Ankestyrelsen eller i landsretten, skal kommunen altid behandle en anmodning om hjemgivelse.

Kommunens behandling af en anmodning om hjemgivelse kan føre til, at kommunen vurderer, at barnet eller den unge skal hjemgives. I sådanne tilfælde har kommunen selv kompetence til at træffe afgørelsen om hjemgivelse.

Kommunens behandling af en anmodning om hjemgivelse kan føre til, at kommunen vurderer, at hjemgivelsen bør nægtes, fordi betingelserne for at opretholde den tvangsmæssige anbringelse fortsat er til stede, jf. § 42. Hvis en begæring om hjemgivelse ikke kan imødekommes af kommunen, skal sagen på ny forelægges for børn og unge-udvalget, Dette gælder uanset, at begæring om hjemgivelse fremsættes lige efter, at der er truffet afgørelse i sagen i Ankestyrelsen eller landsretten.

Orientering af børn og unge-udvalget

230. Hvis kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet uden samtykke efter § 42, skal kommunen efter § 46, stk. 2, 2. pkt., umiddelbart orientere børn og unge-udvalget om afgørelsen. Dette gælder uanset om baggrunden er en begæring om hjemgivelse fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, eller om baggrunden er, at kommunen selv har taget initiativ til hjemgivelsen.

Derved får børn og unge-udvalget indblik i kommunens praksis i sager om hjemgivelse, og dermed mulighed for at reagere, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt kommunens afgørelser om hjemgivelse er i overensstemmelse med loven. Børn og unge-udvalget kan ikke selv gribe ind i de enkelte afgørelser, som kommunen træffer, men udvalget eller enkelte medlemmer af udvalget kan underrette Ankestyrelsen, som vil have mulighed for at tage sagen op af egen drift, jf. pkt. 327.

Sideordnet med kommunen og børn og unge-udvalget har Ankestyrelsen og landsretten kompetence til at træffe afgørelse om hjemgivelse. Afgørelsen kan kun træffes på baggrund af en klage indgivet af forældremyndighedsindehaveren eller en ung over 15 år. Hvis Ankestyrelsen eller landsretten ved sagens behandling efter § 43, eller på baggrund af en hjemgivelsesbegæring fra indehaveren af forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 15 år, finder, at der ikke længere er grundlag for anbringelsen efter § 42, er det denne afgørelse, der danner grundlag for hjemgivelsen.

Hjemgivelsesperiode, § 42 a

Vejledning 2006 10 Historic

§ 47. Såfremt kommunen ikke foretager de fornødne undersøgelser, jf. § 38, ikke fører de fornødne samtaler med barnet eller den unge, jf. § 58, ikke udarbejder de fornødne handleplaner, jf. § 58 a, ikke foretager den fornødne revision af handleplaner, jf. §§ 46 og 56, eller ikke mindst én gang om året taler med barnet eller den unge under besøg på anbringelsesstedet, jf. § 55, stk. 2, kan det sociale nævn træffe afgørelse om,

1) at der skal iværksættes en undersøgelse, jf. § 38,

2) at der skal finde samtale sted med barnet eller den unge, jf. § 58,

3) at der skal udarbejdes en handleplan, jf. § 58 a,

4) at en handleplan skal revideres, jf. §§ 46 og 56, og

5) at der skal tales med barnet eller den unge under besøg på anbringelsesstedet, jf. § 55, stk. 2.

Stk. 2. Hvis der er behov for foranstaltninger efter § 40 og kommunen undlader at iværksætte disse i fornødent omfang, kan det sociale nævn pålægge kommunen at træffe en afgørelse eller selv træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger.

Stk. 3. Det sociale nævn kan pålægge kommunen at gennemføre afgørelser efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Ankestyrelsen har samme beføjelser som de sociale nævn og kan tillige træffe afgørelse efter §§ 39, 42, 42 a og 44 og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

327 . Bestemmelsen omhandler de sociale nævns og Ankestyrelsens beføjelse til at tage en sag op af egen drift. For de sociale nævns vedkommende gælder de i stk. 1 og stk. 2, nævnte beføjelser, og for Ankestyrelsens vedkommende gælder samme beføjelser samt en række yderligere beføjelser til at tage en sag op af egen drift. Det er således ikke nødvendigt, at der foreligger en konkret henvendelse i sagen, selv om dette vil være det mest almindelige. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan rette henvendelse til de to ankeinstanser. Oftest vil anledningen til at tage en sag op være en henvendelse fra andre myndigheder, et sygehus eller slægtninge, men også henvendelser fra et barn eller en ung eller omtale af en sag i medierne vil kunne give anledning til, at en sag tages op efter denne bestemmelse.

De sociale nævn og Ankestyrelsen må konkret vurdere, om henvendelsen giver grundlag for at tage sagen op over for kommunen. I sager, hvor både et socialt nævn og Ankestyrelsen har mulighed for at tage en sag op af egen drift efter stk. 1 eller stk. 2, koordinerer de indsatsen.

Det er alene Ankestyrelsen, der har adgang til at træffe afgørelse om tvangsmæssig iværksættelse af foranstaltninger.

Som det fremgår af stk. 2, har de sociale nævn, udover muligheden for at pålægge kommunen at træffe en afgørelse, en egendriftskompetence, når kommunen undlader at iværksætte foranstaltninger efter § 40 i fornødent omfang. Denne kompetence gælder således ikke alene, når kommunen undlader at handle, men også hvor kommunen vælger en foranstaltning, der ikke i fornødent omfang imødekommer barnets eller den unges behov, der er afdækket i en undersøgelse efter § 38. I disse tilfælde kan de sociale nævn pålægge kommunen at træffe en ny afgørelse eller selv træffe en foreløbig afgørelse.

Både de sociale nævn og Ankestyrelsen kan, som det fremgår af stk. 3 og stk. 4, udover at pålægge kommunen at træffe en afgørelse, også pålægge kommunen at gennemføre deres afgørelse.

For så vidt angår styrelseschefens adgang til at træffe foreløbig afgørelse og pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen efter § 45, stk. 5, henvises til pkt. 194.

Særregler

328. Kommunens og amtskommunens afgørelse vedrørende godkendelse af anbringelsessteder for børn og unge efter § 49, stk. 1 og 2, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 49, stk. 3.

Kommunens fastsættelse af plejevederlag til en plejefamilie efter § 50, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, da der er tale om et aftalespørgsmål mellem kommunen og plejefamilien. Anbringelsessteder for børn og unge, herunder plejefamilier, har i øvrigt ikke adgang til at klage over afgørelser, der træffes vedrørende barnets eller den unges forhold under anbringelsen.

Tilsidesætter en kommune reglen i § 49 ved at anbringe børn og unge i et ikke godkendt anbringelsessted, som er beliggende i en anden kommune, og bringes forholdet ikke til ophør uanset henstilling herom, kan det kommunale tilsyn i det amt, hvor den anbringende kommune er beliggende, tage stilling hertil. Det samme vil være tilfældet, hvis en kommune tilsidesætter reglen i § 56, stk. 2, hvorefter der skal ske underretning forud for en anbringelse i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune.

Klager over rent praktiske ting vedrørende børns og unges anbringelse uden for hjemmet, kan i de tilfælde, hvor der ikke er truffet en afgørelse om spørgsmålet af kommunen efter § 55, stk. 1, indbringes for kommunalbestyrelsen.

Klager, der alene vedrører personalets optræden, sagsbehandlingstiden, ekspeditionsfejl, personalenormering, lokaleforhold eller lignende, skal indgives til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen - i amtskommuner amtsborgmesteren eller amtsrådet.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 49. Plejefamilier for børn og unge skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune.

Stk. 2. Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af den anbringende kommune.

Stk. 3. Den kommune, der godkender, jf. stk. 1 og 2, skal i forbindelse med godkendelsen sørge for, at plejefamilien deltager i et kursus i at være plejefamilie.

Stk. 4. Egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin egen bolig, skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune.

Stk. 5. Opholdssteder for børn og unge skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune.

Stk. 6

Vejledning 2006 10 Historic

§ 49 a. Kommunen kan etablere døgntilbud til børn og unge, der har brug for særlig støtte, hvor der ikke er behov for et specialiseret behandlingstilbud, og hvor andre tilbud er utilstrækkelige.

Stk. 2. Kommunen orienterer den stedlige amtskommune om etablering af døgntilbud efter stk. 1.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 49.

Stk. 3. Den kommune, der godkender, jf. stk. 1 og 2, skal i forbindelse med godkendelsen sørge for, at plejefamilien deltager i et kursus i at være plejefamilie.

249. § 49, stk. 3, stiller krav om, at den kommune, der godkender plejefamilien, jf. stk. 1 og 2, skal sørge for, at både plejefamilier og netværksplejefamilier deltager i et kursus, som giver dem den fornødne information og viden om at være plejefamilie. Kurset skal gives i forbindelse med godkendelsen og har til formål at opkvalificere tilbuddene og mindske risikoen, for at plejeforholdet bryder sammen. Kurserne skal derfor både give kommende plejeforældre viden om, hvilken opgave de går ind til, og redskaber til at løse opgaven. Kurset omfatter begge plejeforældre og skal være påbegyndt inden godkendelsen. Det er ikke noget krav, at kurset skal være afsluttet inden plejefamilien modtager børn eller unge. Derimod kan det være relevant at overveje, hvorvidt en del af kurset først skal finde sted, når familien har modtaget et barn eller en ung, så undervisningen målrettes den konkrete situation.

Kurset skal som minimum omhandle følgende tre aspekter

1. Omsorg for og opdragelse af børn, herunder forståelse for anbragte børns særlige situation og eventuelle forstyrrelser i børnenes udvikling samt forståelsen for relationen mellem plejefamilie, plejebarn og plejefamiliens egne børn.

2. Samarbejdet med barnets forældre, herunder hvordan barnets og forældrenes relation støttes.

3. Plejefamiliens rolle i samarbejdet med de professionelle, herunder de kommunale myndigheder omkring barnet eller den unge.

Kommunen fastlægger selv det nærmere indhold og længden af kurset ud fra blandt andet de kommende plejefamiliers behov og den information, kommunen i øvrigt tilbyder. Det kan være hensigtsmæssigt, at kommunen, evt. i samarbejde med andre kommuner, tilbyder kurser, der er målrettet de problemstillinger, som en plejefamilie vil blive godkendt til. Et kortere kursus i løbet af en eller to weekender vil f.eks. være tilstrækkeligt til at opfylde kravet i bestemmelsen. Kommunerne kan blandt andet hente inspiration til, hvad det er hensigtsmæssigt at inkludere i et sådant kursus fra udviklingsprojektet RUGO, AMU-kurser, samt i Familieplejen Danmarks plejeforældreuddannelse.

Anbringelse på eget værelse

Vejledning 2006 10 Historic

§ 49.

Stk. 4. Egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin egen bolig, skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune.

250. Unge kan anbringes på eget værelse eller kollegium efter § 49, stk. 4.

I kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over en bolig i form af en lejlighed eller et værelse, anses den enkelte bolig eller værelse for et anbringelsessted, og disse anbringelsessteder skal godkendes af den stedlige kommune. Dette gælder, uanset om der er visse fælles faciliteter, eller om der ydes en begrænset personlig støtte til de unge.

Det er den stedlige kommune, der foretager godkendelsen og fører tilsyn med stedet, herunder den daglige drift og det pædagogiske arbejde. Kommunen kan således skride ind, såfremt der på et værelse anbringes en ung, der har behov for mere støtte, end det er forudsat i godkendelsen. Godkendelsen skal indeholde en nærmere afgrænsning af målgruppen.

Det kan være vanskeligt at sondre mellem et værelse og opholdssted, specielt i de situationer, hvor der er tilknyttet pædagogisk støtte til den unge. Hvis et anbringelsessted skal godkendes som et værelse, skal den unge have en vis alder, således at det er muligt for denne at klare sig på egen hånd. Den unge, der skal anbringes på værelset, skal være egnet til at kunne klare dagligdagen på egen hånd, og behovene hos den unge skal primært have karakter af dækning af de daglige fornødenheder som f.eks. kost, logi og beklædning. Modsat vil anbringelsesstedet kunne betragtes som et opholdssted, hvis der er ansat personale, målgruppen er børn og unge med behov for en særlig socialpædagogisk indsats, der er særlige fælles faciliteter, eller hvis der i øvrigt arbejdes på en institutionslignende måde.

Hvis der er tilknyttet en personlig rådgiver eller kontaktperson til den unge, vil det stadig være muligt at godkende stedet som et værelse. Selv om der er ansat en voksen, der bor på stedet, kan det alligevel i en del tilfælde godkendes som et værelse, såfremt denne primært fungerer som en stabil voksen eller rådgiver i den unges liv.

Hvis den stedlige kommune giver afslag på godkendelse som værelse, kan der søges amtskommune om godkendelse som opholdssted, se pkt. 251ff.

Opholdssteder for børn og unge

Vejledning 2006 10 Historic

§ 49.

Stk. 5. Opholdssteder for børn og unge skal være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune.

251. Efter § 49, stk. 5, skal opholdssteder, dvs. anbringelsessteder, hvis indtægt er baseret på et godkendt budget, være godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune.

Opholdssteder dækker over et bredt spekter af anbringelsesmuligheder strækkende sig fra det lille opholdssted, der drives af en professionel familie, og som kan modtage nogle få anbragte børn til større opholdssteder med ansatte og til socialpædagogiske skibsprojekter og kost- og efterskoler.

Da der er tale om så bredt et spekter af anbringelsesmuligheder, vil den undersøgelse, der skal lægges til grund, forinden der kan udstedes en generel godkendelse af amtskommunen, således altid variere afhængig af opholdsstedets karakter.

Socialpædagogiske opholdssteder, der er oprettet med det formål at modtage børn og unge, vurderes som en helhed, hvilket indebærer en samlet vurdering af f.eks. opholdsstedets socialpædagogiske tilbud, herunder antal medarbejdere og deres personlige og faglige ressourcer, sammenholdt med stedets fysiske rammer og de organisatoriske og økonomiske forhold. Endvidere må vurderingen omfatte de alders- og persongrupper, som opholdsstedet er indstillet på at modtage og den betaling, som kræves for opholdet. For de generelle regler om godkendelse og tilsyn med opholdssteder se Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1340 af 15. december 2004 om godkendelse og tilsyn med opholdsteder og botilbud samt den tilhørende vejledning.

Det er vigtigt, at der foretages en vurdering af, om opholdsstedet er i stand til at lære de anbragte børn og unge, hvordan de skal klare sig selv, når de bliver voksne.

Der skal desuden foretages en vurdering af, i hvilken grad stedet er i stand til at støtte op om barnets eller den unges samvær og kontakt med forældrene.

For de mindre og de lidt større børn er det vigtigt, at de sædvanligvis har fælles bolig med nogle medarbejdere, eller at der er fastboende medarbejdere i en særskilt afdeling.

For unge kan det være udviklende, hvis de i forbindelse med en overgangsfase til en selvstændig tilværelse kan få deres egen bolig eller kan bo i et fællesskab med afpasset støtte fra medarbejdere.

Modtages der børn i skolealderen, er det væsentligt, at opholdsstedet er i stand til at skabe et godt samarbejde med skolen, og at der kan sikres støtte til skolearbejdet.

Hvis opholdsstedet modtager større børn og unge, må opholdsstedet tilbyde meningsfulde og udviklende aktiviteter, herunder opbakning til deltagelse i fritidsaktiviteter uden for opholdsstedet.

Mulighederne for at kunne støtte børnene og de unge i tiden fra de forlader opholdsstedet, til de har fået fodfæste i den nye tilværelse, må indgå i vurderingen af opholdsstedet.

252. Opholdsstedet er selv ansvarlig for at indhente børneattest efter lov om indhentelse af børneattest. Vedrørende indhentelse af helbredserklæring og den almindelige straffeattest gælder det samme som anført i pkt. 299.

Anbringelse på kost- og efterskoler

253. Ved anbringelse af et barn eller en ung på f.eks. en efterskole eller en fri grundskole med kostafdeling eller en tilsvarende skole, jf. § 49, stk. 2, der allerede er godkendt af Undervisningsministeriet efter reglerne herom, og hvor myndighederne løbende fører tilsyn med stedet, kan amtskommunens godkendelse basere sig på oplysningerne fra kost- eller efterskolen om det antal pladser, der er til rådighed for anbragte børn og unge, hvilke aldersgrupper der kan modtages, prisen for tilbudet og særlige karakteristika hos de børn og unge, som stedet mener at kunne modtage som led i en anbringelse. Den amtskommunale godkendelse kan på denne baggrund indskrænke sig til at lægge de nævnte oplysninger til grund for en godkendelse.

Amtskommunens generelle godkendelse af kost- og efterskoler som anbringelsessteder er med til at sikre, at amtskommunen har det fulde overblik over, hvilke opholdssteder der er i amtet, samt hvor mange pladser der er til rådighed. Det er kun i de tilfælde, hvor der foreligger såvel en godkendelse som et tilsyn fra Undervisningsministeriet, at den amtskommunale undersøgelse kan basere sig på de nævnte oplysninger.

Amtskommunen vil i øvrigt altid ud fra sit lokale kendskab skulle vurdere, om der er brug for supplerende oplysninger, forinden der kan udstedes en generel godkendelse af stedet.

En kost- eller efterskole er ikke et socialpædagogisk opholdssted, men et skoletilbud, som visse børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, kan have gavn af. Det gælder især ældre børn, der ikke har brug for særlig socialpædagogisk støtte, men primært har brug for ikke at bo hjemme.

Undervisningsministeriet og Socialministeriet har udarbejdet en supplerende vejledning om de sociale myndigheders anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, jf. vejledning nr. 135 af den 21. juni 2001 om de social myndigheders anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet. Vejledningen er optrykt som bilag 10 til denne vejledning.

Socialpædagogiske skibsprojekter

254. Ophold i socialpædagogiske skibsprojekter kan finde sted enten efter reglerne om døgninstitutioner for børn og unge i § 51 eller efter reglerne om opholdssteder i § 49.

Alle skibsprojekter for mere end én ung skal have en fast landbase, dvs., at projektet skal være en del af et godkendt opholdssted, jf. § 49, eller en døgninstitution, jf. § 51.

For skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord føres det løbende tilsyn af én offentlig myndighed, jf. punkt 255. For skibsprojekter for indtil tre unge og for én ung føres det løbende tilsyn af den anbringende kommune. Hyppigheden af tilsynsbesøg fastsættes af den anbringende kommune. Skibet eller fartøjet vil kun blive synet af Søfartsstyrelsen som et tilsvarende skib, der ikke er et skibsprojekt. Om støtte til ophold i udlandet efter servicelovens regler henvises til punkt 264.

I forbindelse med skibsprojekter skal skibet teknisk godkendes af Søfartsstyrelsen efter de retningslinjer, der gennemgås nedenfor. Den tekniske godkendelse, der foretages af Søfartsstyrelsen, omhandler alene om skibet opfylder gældende regelværk, og ikke om skibet er velegnet til det socialpædagogiske projekt. Hvorvidt skibet er egnet til et socialpædagogisk projekt afgøres alene af den anbringende myndighed. En skematisk oversigt over reglerne er derudover optrykt som bilag 12 til denne vejledning.

Skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord

255. Søfartsstyrelsen har i bekendtgørelse nr. 11784 af 20. november 2000 om skibe til særlige formål fastsat vilkårene for den tekniske godkendelse af skibe, der anvendes som uddannelsesskibe, socialpædagogiske projekter, lejrskoleskibe, lystfiskerskibe, klubskibe eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads. Det vil af det konkrete skibs Farttilladelse fremgå, om selve skibet er godkendt i henhold til denne forskrift.

Derudover kan skibe, der er godkendt til at medtage op til 12 passagerer, ligeledes benyttes til sådanne projekter. Disse skibe vil være forsynet med en ”Farttilladelse”, hvoraf det fremgår, hvor mange passagerer, der må medtages.

Denne skibstype skal administreres som ”Skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord”, og der kan ikke, uanset at et skib er godkendt til at medtage op til 12 passagerer, medtages mere end ti unge anbragt efter lov om social service.

Fartsområderne fastsættes af Søfartsstyrelsen ud fra de retningslinier, der er gældende for et tilsvarende skib, der ikke medfører unge anbragt efter lov om social service.

Dette fartsområde kan således godt være væsentlig større, end det den anbringende myndighed finder forsvarligt. Det er derfor den anbringende myndighed, der skal begrænse skibets fartsområde, såfremt det af Søfartsstyrelsen givne fartsområde findes at være for stort.

For så vidt angår det socialpædagogiske tilsyn mv. har Søfartsstyrelsen som vilkår for godkendelse af skibsprojekter for fire til ti unge bl.a. fastsat, at en anden offentlig myndighed end Søfartsstyrelsen påtager sig opgaverne i forbindelse med visitation og tilsyn på de anbringende kommuners vegne. Det er ikke muligt at delegere tilsynsforpligtelsen mv. til en privat organisation. Medmindre andet aftales med en offentlig myndighed, påhviler de nævnte opgaver den amtskommune, der har godkendt det opholdssted, som skibsprojektet er en del af.

Reglen har siden indførelsen i 1982 bevirket, at såvel kommuner som amtskommuner har fungeret som koordinator i forhold til Søfartsstyrelsen, medens det formelle ansvar principielt stadig har ligget hos de anbringende myndigheder.

De socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem fire og ti unge om bord er optrykt som bilag 11.

Skibsprojekter for indtil tre unge

256. Skibsprojekter for indtil tre unge kan etableres på skibe, der er indrettet til det særlige formål og ikke samtidig transporterer last og/eller passagerer.

Fritidsfartøjer kan ikke bruges erhvervsmæssigt. Dette er understreget i Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 9265 af 1. maj 2004 om fritidsfartøjers bygning og udstyr mv. Denne bekendtgørelse gennemfører EU lovgivningen om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaters love og administrative bestemmelser om fritidsfartøjer.

Fartøjer, der ønskes brugt til socialpædagogiske skibsprojekter, skal derfor opfylde bestemmelserne for erhvervsfartøjer og godkendes og synes som sådan. Sådanne fartøjer skal derudover registreres i skibsregisteret som erhvervsfartøj.

På skibe over 15 meter men under 24 meter skal besætningen bestå af en skibsfører, som mindst er i besiddelse af bevis som yachtskipper af 3. grad, og en person, som er fyldt 18 år, og mindst har 1 års sejlererfaring. Andre skibe skal være bemandet i overensstemmelse med lov om skibes besætning.

Sejlads uden for linierne Skagen-Færder, Kalmar-Darlowo tillades kun for visse erhvervsfartøjer/skibe. Fartsområderne fastsættes af Søfartsstyrelsen ud fra de retningslinier, der er gældende for et tilsvarende skib, der ikke medtager unge anbragt efter lov om social service.

Dette fartsområde kan således godt være væsentlig større end det, den anbringende myndighed finder forsvarligt. Det er derfor den anbringende myndighed, der skal begrænse skibets fartsområde, såfremt det af Søfartsstyrelsen givne fartsområde findes at være for stort.

Det påhviler den amtskommune, der efter serviceloven har det generelle tilsyn med landbasen, herunder skibsprojektet, at påse, at et skibsprojekt for indtil tre unge har den fornødne tekniske godkendelse fra Søfartsstyrelsen.

257. Anbringelse i et skibsprojekt for indtil tre unge iværksættes af kommunen. Kommunen må sikre sig, at den unge inden anbringelsen gennemgår en lægeundersøgelse med henblik på at afklare, om den unge fysisk og psykisk er i stand til at opholde sig om bord på et skib. Kommunen skal ligeledes sikre sig, at den unge inden anbringelsen gennemgår et af Søfartsstyrelsen godkendt søsikkerhedskursus.

Ved anbringelse på skibsprojekter med fartområde uden for linierne Skagen - Færder, Kalmar - Darlowo påhviler der kommunen en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den unge har en fysik og en modenhed, der gør anbringelsen på et skib med det større fartområde forsvarlig.

Det løbende tilsyn med den unge om bord på skibsprojekter med indtil tre unge føres af den anbringende kommune, jf. punkt 255.

Opmærksomheden henledes på Søfartsstyrelsens bekendtgørelse nr. 11784 af 20. november 2000, hvori Søfartsstyrelsens tekniske forskrift om skibe til særlige formål (bevaringsværdige skibe, lystfiskerskibe mv.) fremgår. Denne bekendtgørelse gælder for uddannelsesskibe, socialpædagogiske skibsprojekter, lejrskoleskibe, klubskibe eller skibe til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads, og er ombygget til formålet, inden bekendtgørelsens ikrafttræden.

Skibsprojekter for én ung

258. Socialpædagogiske projekter med én elev kan iværksættes af kommunen. Den anbringende kommune skal dog i hvert enkelt tilfælde i forbindelse med den konkrete anbringelse have dokumentation af skibsfører eller reder for følgende

Skibet skal have gyldig fartshjemmel, og der skal være godkendte opholdsrum for alle ombordværende. Skibene skal være bemandet i overensstemmelse med lov om skibes besætning. Dokumentation for, at skibet er godkendt teknisk af Søfartsstyrelsen, skal foreligge, inden der træffes aftale om en placering af en ung.

Det løbende tilsyn med den unge om bord på skibsprojekter med én ung føres af den anbringende kommune, jf. punkt 255.

259. Søfartsstyrelsen har peget på en række særlige forhold, som gør sig gældende i forbindelse med ophold på skibe i erhvervsmæssig drift.

Søfartsstyrelsen anfører således blandt andet

– at skibsfart og fiskeri er farlige arbejdspladser,

– at ophold i fremmede havnebyer uden intens og forsvarlig socialpædagogisk støtte i mange tilfælde ikke kan anses for ansvarligt,

– at unge anbragt i familiepleje om bord på de mindre fragtskibe ikke må anvendes som erstatning for normal arbejdskraft.

Søfartsstyrelsen har samtidig anbefalet, at de anbringende kommuner forud for en sådan anbringelse sikrer sig

– at der kun er anbragt én ung i hvert skib,

– at den unge ikke er under 16 år,

– at den unge inden anbringelsen gennemgår en lægeundersøgelse,

– at den unge inden anbringelsen gennemgår et godkendt søsikkerhedskursus, der blandt andet omfatter livredning, herunder funktionen af båd- og brandrulle.

Søfartsstyrelsen har endelig gjort opmærksom på, at der af skibsføreren skal udfyldes bemandingsskema for den unge.

På denne baggrund bør anbringelse af unge på skibe i erhvervsmæssig drift alene foretages efter nøje undersøgelse og alene, hvor ganske særlige grunde i det enkelte tilfælde taler herfor, f.eks. som led i en vurdering af en eventuel fremtidig beskæftigelse inden for området.

Døgninstitutioner

Vejledning 2006 10 Historic

§ 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Stk. 2.

34. Det er pålagt amtskommunen at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet. For så vidt angår døgninstitutioner efter § 51 og disses driftsmæssige forhold henvises til kapitel 7 og kapitel 8.

35. Amtskommunen skal endvidere efter § 51, stk. 1, sidste pkt., sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer. Med hjemmel i denne bestemmelse er der oprettet amtsungdomscentre i næsten alle amtskommuner, men disse er udbygget på forskelligt niveau.

Centrene indeholder som regel tilbud til unge med alkohol- og/eller narkotikamisbrug eller andre svære psykiske og/eller sociale problemer.

Der kan tilbydes forskellige typer af behandlingstilbud, f.eks. ungdomsboliger, dagcentre, daghøjskole, værksteder eller arbejdsophold, opholdssteder og lektiestøtte.

I øvrigt har amtsungdomscentrene en række opgaver uden for det egentlige behandlingsarbejde, f.eks. i form af konsulentbistand, når det drejer sig om unge med alvorlige sociale og psykiske vanskeligheder, og opsøgende arbejde. Centrene deltager endvidere i et omfattende regionalt samarbejde med politiet, kriminalforsorgen, det psykiatriske hospitalsvæsen mv.

Vejledning til kommunerne

36. Efter retssikkerhedslovens § 42, stk. 1, skal amtskommunen yde kommunerne, herunder børn og unge-udvalgene, vejledning i sager efter serviceloven, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed. Ankestyrelsen og de sociale nævn har derudover en generel vejledningsforpligtelse i forhold til lovgivningen på det sociale område, jf. retssikkerhedsloven §§ 76 og 78.

Udpegning af pædagogisk-psykologisk sagkyndigt medlem

37. Det påhviler efter § 19, stk. 1, i retssikkerhedsloven amtsrådet at udpege den pædagogisk-psykologisk sagkyndige samt en stedfortræder for denne til at indtræde i de børn og unge- udvalg, som kommunalbestyrelserne skal nedsætte.

Kommunalt eller amtskommunalt samarbejde

38. I retssikkerhedslovens § 42, stk. 2, fastsættes det, at kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af serviceloven, og sammen løse de opgaver, der efter loven påhviler kommunen og amtskommunen. Kommunerne og amterne kan overlade opgaver, der normalt hører til den ene part, til hinanden, jf. retssikkerhedsloven § 42 stk. 3.

39. Gennem årene er samarbejdet mellem kommuner og amtskommuner på børne- og ungeområdet blevet væsentligt udbygget. Den samlede virksomhed hviler i høj grad på samarbejdsaftaler afstemt efter lokale forhold, men som alle er et udtryk for ønsket om en styrkelse af en sammenhængende faglig og tidlig indsats, en klar ansvarsplacering og en bedre udnyttelse af ressourcerne. Samarbejdet kan blandt andet omfatte opstilling af fælles målsætninger for arbejdet med børn og unge både på det overordnede politiske og ledelsesmæssige niveau samt på institutionsniveau.

Underretningspligt

Den enkeltes underretningspligt

Vejledning 2006 10 Historic

§ 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Stk. 2. Institutionerne kan oprettes og drives af en eller flere amtskommuner, kommuner eller som selvejende institutioner, som amtskommunen indgår aftale med.

237. Anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 2, nr. 8, kan ske i følgende anbringelsessteder

– Plejefamilier for børn og unge, der er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, jf. § 49, stk. 1, og som honoreres gennem vederlagsbetaling,

– Netværksplejefamilier, jf. § 49 stk. 2, der er godkendt til at have det konkrete barn eller den unge boende af den anbringende kommune. Netværksplejefamilien får dækket omkostningerne ved at have barnet eller den unge boende og kan eventuelt modtage tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 50 stk. 2,

– Opholdssteder for børn og unge, dvs. anbringelsessteder, der er godkendt som generelt egnede af den stedlige amtskommune, jf. § 49 stk. 5, og hvor betalingen sker på baggrund af et godkendt budget, herunder skibsprojekter,

– Egne værelser, kollegier mv., jf. § 49, stk. 4,

– Kommunale døgntilbud, jf. § 49 a, og

– Døgninstitutioner for børn og unge under amtskommunalt driftsansvar, jf. § 51.

Anbringelsessteder dækker således over en række indbyrdes forskellige anbringelsesmuligheder fra den traditionelle familiepleje til en egentlig døgninstitution. Børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, er meget forskellige og bliver anbragt af forskellige årsager. Det er derfor vigtigt at fastholde bredden i anbringelsesmulighederne, således at man ud fra en konkret vurdering altid har mulighed for at finde det rette tilbud til barnet eller den unge.

Det kan være hensigtsmæssigt, at kommuner og amtskommuner i fællesskab udarbejder en samlet oversigt over alle anbringelsesstederne i amtskommunen. Oversigten vil kunne bidrage til at få et overblik over viften af anbringelsessteder i amtskommunen, hvilket vil kunne give et bedre grundlag for den amtskommunale planlægning af anbringelsesområdet. Dette gælder både i forhold til at sikre, at der er det nødvendige antal pladser til de børn og unge i området, der skal anbringes uden for hjemmet, og i forhold til at der er den nødvendige variation i indholdet på anbringelsesstederne, således at det bliver muligt at imødekomme de forskellige behov, som de anbragte børn og unge har. Oversigten vil endvidere kunne bidrage til, at amtskommunen får mulighed for at sikre, at alle anbringelsesstederne har den nødvendige godkendelse, og at der bliver ført tilsyn med tilbudene. Amtskommunen får dermed mulighed for at føre kontrol med kvaliteten på anbringelsesområdet.

Plejefamilier m.m. for børn og unge

238. Efter § 49, stk. 1, skal plejefamilier være godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune. Det drejer sig om anbringelsessteder, der honoreres gennem vederlagsbetaling.

Kommunens overdragelse af opgaver til private

239. Når kommunen skal godkende et anbringelsessted eller i øvrigt træffe afgørelser efter kapitel 8 i lov om social service, kan en del af den undersøgelse, der går forud for afgørelsen, overlades til andre, som f.eks. familieplejeforeninger eller autoriserede psykologer. Sagsbehandleren i kommunen har dog ansvaret for at træffe den endelige afgørelse om foranstaltninger eller godkendelse af et anbringelsessted. Sagsbehandleren har ligeledes ansvaret for, at sagen indeholder tilstrækkelige og korrekte oplysninger.

Godkendelse af plejefamilier

240. Kommunen skal vurdere plejefamiliens egnethed med henblik på at afgøre, om der kan gives en generel godkendelse, således at familien kan modtage plejebørn både fra den godkendende kommune og fra andre kommuner. En generel godkendelse kan ikke være målrettet konkrete børn og unge. Godkendelsen skal basere sig på en konkret vurdering af den enkelte families kvalifikationer. Godkendelsen gives på baggrund af en undersøgelse af plejefamiliens samlede forhold, herunder plejefamiliens familiemæssige, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige forhold. Selvom godkendelsen kun gives til en forælder, er det altid familiens samlede forhold, der skal danne grundlag for godkendelsen, herunder omfanget af udearbejde for begge ægtefæller. Dette kan inkludere en vurdering af eksempelvis faglig relevant baggrund eller særlig erfaring fra beslægtede opgaver. Plejeforældrenes samliv og alder, samt antal og alder af eventuelle egne børn bør også indgå i vurderingen. Endvidere drøftes familiens netværk, boligforhold og omgivelserne, herunder fritidsmuligheder, skole mv.

I forbindelse med godkendelsen bør kommunen sikre sig, at familien har overvejet rollen som plejefamilie, og den betydning det vil få for deres familieliv, herunder familiens egne børn. Det er vigtigt, at plejefamilien er klar over, at hvis de påtager sig opgaven som plejefamilie, kan der være tale om en forpligtigelse, der rækker langt frem i tiden, og at opgaven også indeholder et følelsesmæssigt engagement. Forinden godkendelsen indhentes med ansøgerens samtykke oplysninger om indtægtsforhold og almindelig straffeattest samt en børneattest fra Kriminalregisteret. Indhentelsen af børneattest er reguleret i bekendtgørelse nr. 658 af 29. juni 2005 om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social service og i frivillige sociale organisationer. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 7 til denne vejledning. De nærmere regler for indhentelse af den almindelige straffeattest herom er fastsat af Justitsministeriet i bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001. Heraf fremgår det, at straffeattesten rekvireres af ansøgerens opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal det angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om godkendelse af en plejefamilie efter § 49.

Ansøgerne bør i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne bør kun indhentes, hvis kommunen finder et særligt behov herfor. Den kommune, der ønsker at se en helbredsattest, afholder udgiften dertil.

Plejefamilien skal i øvrigt deltage i et kursus i forbindelse med godkendelsen, se punkt 249.

Indholdet af kommunens generelle godkendelse af plejefamilier

241. Kommunens vurdering af plejefamiliens generelle egnethed som plejefamilie skal munde ud i en begrundet, skriftlig afgørelse. Hvis kommunen ikke kan godkende plejefamilien som generelt egnet, skal der ske en nærmere begrundelse af afslaget. Reglerne i forvaltningsloven om partshøring, aktindsigt, skriftlig begrundelse m.v. gælder også i disse sager. Et afslag på godkendelse som egnet plejefamilie kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 49, stk. 6.

I ganske særlige tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at forsyne plejefamilie med en foreløbig godkendelse. Dette kan f.eks. komme på tale i en akutsag, hvor det vurderes som mest hensigtsmæssigt, at anbringelsen sker i nærmiljøet, hvor der er en mulig plejefamilie, der endnu ikke er endeligt godkendt som plejefamilie, men hvor godkendelsen utvivlsomt vil foreligge umiddelbart efter. Kommunen kan ikke på forhånd afvise at foretage en generel egnethedsvurdering, selv om der ikke lokalt er brug for de pågældende pladser.

Der er ingen begrænsning i adgangen til at benytte plejefamilier beliggende uden for egen kommune, når blot der forinden er foretaget en generel egnethedsvurdering og godkendelse af den stedlige kommune, herunder at kurset for plejefamilier skal være påbegyndt. Af hensyn til kontakten til barnets eller den unges netværk bør det dog overvejes nøje, før et barn eller en ung anbringes i en plejefamilie langt væk fra forældrene.

Den endelige godkendelse af en plejefamilie som generelt egnet skal indeholde en stillingtagen til, hvor stor en opgave plejefamilien kan løfte, baseret på de forhold der gør sig gældende i familien på godkendelsestidspunktet. Opgavens omfang påvirkes af antallet af børn og unge, deres alder og sammensætningen af plejebørnene. Godkendelsen skal angive, hvilke aldersgrupper og særlige karakteristika hos børnene eller de unge, som plejefamilien er vurderet egnet til at have boende. Det kan fremgå af godkendelsen, at familien er fundet bedst egnet til at have børn og unge i aflastning, men kravene til den generelle godkendelse er den samme. Godkendelsen gives på baggrund af en undersøgelse af plejefamiliens samlede forhold, som indgår som grundlag for godkendelsen. Der er således tale om, at godkendelsen kommer til at indeholde en række forudsætninger for godkendelsen, herunder antallet af egne børn, boligforhold og omfanget af udearbejde. Godkendelsen må ikke gøres afhængig af krav, som det tilkommer den anbringende kommune at stille. Det betyder, at kommunen ikke må inddrage konkrete børn i godkendelsen eller stille konkrete krav til, hvilke typer af stillinger plejefamilien må varetage, men alene godkende på baggrund af en forudsætning om omfanget af udearbejde og forholdene i øvrigt.

Et eksempel på en generel godkendelse kan være, at der godkendes til tre børn med lettere belastningsindikatorer. Hvis plejefamilien efterfølgende modtager et barn med tungere problemstillinger, og den generelt godkendende kommune har vurderet, at familien kan magte opgaven, hvis der derudover kun modtages et plejebarn mere, vil der skulle tages forbehold for denne situation i godkendelsen.

Det kan tilkendegives, om forældremyndighedsindehaveren kan komme i døgnophold sammen med barnet. Hvis der er tale om, at et barn eller en ung kommer på døgnophold sammen med forældremyndighedsindehaveren, vil der dog ikke længere være tale om en anbringelse efter § 40, stk. 3, nr. 8, men om et døgnophold efter § 40, stk. 3, nr. 4.

Der anbefales et maksimum på fire børn i en plejefamilie, men dette kan fraviges ud fra en konkret vurdering, f.eks. i de tilfælde, hvor der allerede eksisterer en aflastningsordning for nogle plejebørn, samtidig med at der kommer fuldtidsplejebørn ind.

Kommunen skal herefter følge udviklingen i plejefamilien og påse, at der ikke modtages flere personer, end plejefamilien er godkendt til, samt at de øvrige forudsætninger for godkendelsen er opfyldt. Den anbringende kommune skal give den kommune, der har givet den generelle godkendelse, meddelelse om, at der anbringes et barn hos familien, således at der kan føres tilsyn med, at plejefamilien fortsat opfylder den generelle godkendelse. Kommunen foretager i øvrigt en løbende faglig støtte og vurdering for at sikre det indhold, plejefamilien er godkendt til.

242. Forholdene i plejefamilierne kan ændre sig, f.eks. i tilfælde af ændrede arbejdsvilkår, graviditet, sygdom eller skilsmisse, hvilket kan få konsekvenser for det antal eller den type børn og unge, der kan modtages. Plejefamilien skal orientere den generelt godkendende kommune om større ændringer, således at det bliver muligt at vurdere, om godkendelsen skal trækkes tilbage. Ved en opsigelse af kontrakten mellem plejefamilien og kommunen, der er begrundet i plejefamiliens forhold, skal plejefamilien høres om oplysninger, som de ikke kan forventes at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af, således at eventuelle misforståelser kan afklares, men der er ingen klageadgang, jf. § 49, stk. 6.

Såfremt kommunen på baggrund af sit løbende tilsyn med forholdene i plejefamilien finder, at forholdene i plejefamilien ikke længere er acceptable, og godkendelsen derfor må trækkes tilbage, skal de anbringende myndigheder underrettes herom, så de kan sørge for, at de børn og unge, der er anbragt på stedet, får tilbudt et andet anbringelsessted. I forbindelse med flytningen er det vigtigt, at de anbragte børn og unge får mulighed for at sige farvel til både børn og voksne i familien. Hvis det er muligt, bør der ligeledes være en overgangsperiode, hvor børnene og de unge kan vænne sig til det nye anbringelsessted og tanken om at flytte. En flytning til et andet anbringelsessted kan opleves som meget traumatisk for anbragte barn og unge, og der skal derfor tages det fornødne hensyn til dette.

KL udsender årligt en vejledning om opholdsbetaling ved formidlet døgnophold efter § 49 med vejledende satser for plejevederlag, lommepenge, beklædning mv. Se f.eks. KL´s hjemmeside: www.kl.dk.

Anbringelse hos biologiske forældre

243. Kommunen kan vælge at anbringe et barn eller en ung hos en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, hvis det vurderes, at den anden forælder er bedre egnet til at varetage omsorgen for barnet eller den unge, og hvis det ikke er muligt at få overført forældremyndigheden til den anden forælder, f.eks. fordi forældrene ikke ønske at søge om overførsel. Da forældre har forsørgelsespligt over for deres børn, uanset hvem der har forældremyndigheden, jf. § 2 i lov om aktiv socialpolitik og § 13 i lov om børns forsørgelse, er der ikke hjemmel til at give vederlag til forælderen i forbindelse med anbringelsen. En anbringelse hos den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, vil være en netværksanbringelse, jf. § 49 stk. 2. I forbindelse med en anbringelse forudsættes det, at barnet eller den unge ikke længere bor hos forældremyndighedsindehaveren. Hvis forældrene har delt forældremyndighed, vil det derfor ikke blive betragtet som en anbringelse, hvis barnet eller den unge med kommunens mellemkomst flytter hen til den anden forælder. Ved en anbringelse hos den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal kommunen godkende forælderen som plejefamilie efter § 49 stk. 2. Da barnet er anbragt uden for hjemmet i henhold til serviceloven, kan der ikke udbetales børnetilskud eller børnefamilieydelse, selv om barnet eller den unge anbringes hos den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, jf. lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag § 5 stk. 1, nr. 4 samt lov om en børnefamilieydelse § 2 stk. 1, nr. 4.

Hvis den forælder, der har barnet anbragt hos sig, får behov for økonomisk hjælp, kan kommunen f.eks. yde hjælp i særlige tilfælde efter lov om aktiv socialpolitik kapitel 10, forudsat at betingelserne for hjælp i denne lov i øvrigt er opfyldt. Se vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik. Om anbringelse hos slægtninge i øvrigt se pkt. 245.

Plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet

244. Såfremt plejeforældre får tillagt forældremyndigheden over plejebarnet, er barnet ikke længere anbragt uden for hjemmet, idet »hjemmet«, således som dette udtryk anvendes i § 40, er ensbetydende med forældremyndighedsindehaverens bopæl. I disse tilfælde er der således ikke tale om en anbringelse i medfør af § 40, stk. 3, nr. 8, hvilket medfører, at der ikke er hjemmel til at udbetale vederlag til plejeforældrene. Da børnefamilieydelse udbetales til forældremyndighedsindehaveren, jf. lov om en børnefamilieydelse, vil plejeforældrene overtage retten til denne ydelse i forbindelse med, at de får overført forældremyndigheden.

Det er dog kun de biologiske eller retlige forældre, der har forsørgelsespligt over for deres børn, jf. § 2 i lov om aktiv socialpolitik og § 13 i lov om børns forsørgelse. Ved retlige forældre forstås adoptivforældre.

I tilfælde, hvor forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død tillægges personer, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet, vil en eventuel efterlevende forælder fortsat være forpligtet til at bidrage til forsørgelsen af barnet eller den unge. Bidragspligten iværksættes ved at kontakte forælderens bopælskommune. Hvis forældremyndighedsindehaveren er afgået ved døden, kan kommunen yde hjælp til barnets forsørgelse med henvisning til lov om aktiv socialhjælp § 84. Ydelser efter § 84 i lov om aktiv socialpolitik er skattefri og udbetales uafhængigt af forældremyndighedsindehaverens økonomiske forhold, men er afhængig af barnets eller den unges indtægt. Se vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik. Der kan kun ydes kontanthjælp til mindreårige i de tilfælde, hvor barnet eller den unge selv er forsørger på grund af, at vedkommende har fået et barn eller har indgået ægteskab.

Anbringelse i netværksplejefamilier

245. Det er vigtigt, at ressourcerne i barnets familie og netværk udnyttes, da det kan give en bedre opvækst for udsatte børn og unge. SFI’s forskningsoversigt ”Anbringelser af børn og unge uden for hjemmet” fra 2003 peger på, at anbringelser i netværket er gode. Børnene har bedre kontakt til deres biologiske familie og udsættes i mindre grad for opbrud og skift i anbringelsesforløbet. Derved bidrager netværksanbringelser til at styrke kontinuiteten for barnet.

Børn og unge kan anbringes i netværksplejefamilier, der alene godkendes som konkret egnede. Godkendelsen foretages af den anbringende kommune, da det er naturligt, at det er den anbringende kommune, der varetager godkendelsen, da de kender barnet eller den unge bedst.

Familien skal vurderes til at være egnet til at modtage ét bestemt barn, og det er ikke relevant, om de ville kunne modtage andre børn. Der kan ske konkret godkendelse til flere børn, f.eks. hvis der er tale om søskende. Netværksplejefamilier vil dog fortsat også kunne søge om og få en generel godkendelse efter § 49, stk. 1, hvis det reelt er meningen, at de kan og vil tage flere børn i pleje. Familien vil således kunne være netværksplejefamilie og almindelig plejefamilie samtidig.

Det generelle egnethedskriterium er således ikke altid velegnet, når der er tale om netværksanbringelser. I netværksanbringelser kan barnets kontakt og relation til familien have større betydning end eksempelvis familiens alder og uddannelsesmæssige baggrund.

Netværksanbringelser er anbringelser hos familiemedlemmer eller andre fra barnets netværk. Ordet netværksanbringelser anvendes – i stedet for slægtsanbringelser – for at understrege, at der ikke nødvendigvis skal være et biologisk bånd mellem barn og plejeforældre. Det centrale er, at der er en vis tilknytning mellem barn og plejeforældre.

I kommunernes vurdering af, om der er tale om en plejefamilie, der skal godkendes som generelt egnet, eller om der er tale om en netværksplejefamilie, er det afgørende, at der lægges vægt på den personlige relation mellem plejefamilien og barnet eller den unge. Hvis den personlige relation mellem familien og barnet eller den unge er afgørende for, at denne familie vælges som anbringelsessted, er der tale om en netværksanbringelse.

Er der tale om anbringelse hos familiemedlemmer som f.eks. bedsteforældre, mostre, onkler, mv., vil det som udgangspunkt altid være en netværksanbringelse, også selv om der ikke er tale om biologisk familie, men alene social familie eller stedfamilie.

I de tilfælde, hvor det eksempelvis kan være fodboldtræneren, skolelæreren eller klubpædagogen, der har en god relation til barnet eller den unge, vil vurderingen ofte bero på, hvorvidt den pågældende generelt ønsker at arbejde som plejefamilie, eller om ønsket alene vedrører det konkrete barn. Der kan godt ske godkendelse som netværksplejefamilie, selv om vedkommende i princippet kunne opnå en godkendelse som generelt egnet.

Hvis der derimod er tale om personer, som primært har fået tilknytningen i forbindelse med deres professionelle virke i forhold til familiens eller barnets sociale problemer, vil udgangspunktet være, at disse personer ikke skal behandles som netværksplejefamilier. Eksempelvis bliver en tidligere aflastningsfamilie, som gennem deres aflastning, dvs. gennem deres professionelle virke, har skabt en god relation til barnet eller den unge, som gør, at det netop er den familie, der vælges som plejefamilie, som udgangspunkt ikke netværksfamilie.

246. Kriteriet for, at en netværksplejefamilie kan godkendes, er, at familien skal have de fornødne ressourcer til at give det konkrete barn eller den unge den støtte og omsorg, som barnet eller den unge har behov for, evt. suppleret med den nødvendige professionelle behandling udefra. Den professionelle hjælp kan f.eks. bestå i psykologhjælp, supervision mv. Det er hensigten, at målgruppen for netværksplejeanbringelser er børn, der ellers skulle have været anbragt i familiepleje. Netværksplejefamilier vil derfor ikke kunne godkendes til børn og unge med så omfattende støtte- eller behandlingsbehov, at de efter praksis på området vil blive placeret på specialinstitution eller særligt opholdssted. En netværksplejefamilie vil godt kunne godkendes til flere børn samtidig, f.eks. søskende. Netværksplejefamilien skal i disse tilfælde have en godkendelse for hvert enkelt barn.

Det afgørende for, om der i den konkrete situation vælges en netværksanbringelse, skal være hensynet til barnets bedste. Valget af anbringelsessted skal således ske ud fra § 38-undersøgelsen og en konkret vurdering af, hvorvidt der i barnet eller den unges netværk findes personer, som har ressourcer til at imødekomme barnets eller den unges behov. Det vil i øvrigt være helt afgørende, at netværksplejefamilien er parat til at modtage barnet med de opgaver, der følger med.

Der kan imidlertid også være problemer i forhold til at anbringe børn i netværket. Netværksplejefamilien skal derfor ligesom plejefamilierne sættes grundigt ind i de konflikter, der kan opstå. Samværet med de biologiske forældre kan her være særligt vanskeligt. Forudsætningen for netværksanbringelser er derfor, at kommunen bidrager med den nødvendige supervision og støtte. I forbindelse med godkendelsen som netværksplejefamilie, skal familien deltage i et kursus, jf. § 49, stk. 3. Se nærmere under pkt. 249.

247. Der gælder særlige godtgørelsesregler for netværksplejefamilier i § 50, idet disse ikke modtager vederlag, men i stedet får dækket alle omkostninger, der er forbundet med at have barnet eller den unge boende. Denne ordning skyldes hensynet til, at barnet eller den unge i højere grad får følelsen af, at de mennesker, som det allerede har en tilknytning til, alene har påtaget sig opgaven på baggrund af tilknytningen til barnet. Betalingsordningen for barnets eller den unges ophold hos en netværksplejefamilie skal derfor være økonomisk neutral for netværksplejefamilien. Netværksplejefamilierne får udbetalt godtgørelse for kost og logi efter Socialministeriets bekendtgørelse om kost og logi, der revideres en gang årligt. Det er derudover forudsat i anbringelsesreformen, at børn og unge, der anbringes i netværket skal sidestilles fuldt ud med de andre børn i familien. Det indebærer, at kommunen f.eks. skal dække udgifter til større udlandsrejser eller andre større udgifter som følge af, at barnet eller den unge skal deltage i familielivet på lige fod med familiens andre medlemmer, og hvor netværksplejefamiliens almindelige livsførelse giver anledning til større udgifter, end man kan forvente dækket af ydelsen til kost og logi. Udgifterne kan udbetales skattefrit, hvis dækningen sker på baggrund af en regning. Det vil sige på baggrund af et eksternt udgiftsbilag, der dokumenterer, at familien har afholdt den konkrete udgift. Det er i særlige tilfælde muligt for kommunen at godtgøre tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier. Godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste kan gives i de tilfælde, hvor hensynet til barnet eller den unge konkret betyder, at netværksplejeforældre ikke har mulighed for at passe deres almindelige arbejde eller må gå ned i arbejdstid. Det kan f.eks. være nødvendigt, at den ene plejeforælder i en periode tager orlov fra sit arbejde, hvis det barn, der skal anbringes i pleje, er et spædbarn, der endnu ikke er i dagtilbud. Der kan også være tale om et barn, der har behov for en særlig opmærksomhed fra plejeforældrene, der betyder, at de i indkøringsfasen tager helt eller delvist orlov. Reglerne om tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier er fastsat i bekendtgørelse nr. 1451 af 15. december 2005, bekendtgørelsen er optrykt som bilag 6 til denne vejledning.

Det forudsættes, at godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste kun finder sted, når hensynet til barnet eller den unge gør det nødvendigt. Hovedreglen er, at netværksplejefamilien lader barnet eller den unge indgå i den hverdag, familien havde før anbringelsen. Hvis barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, bør dette som udgangspunkt ydes professionelt, dvs. ikke af netværksplejefamilien, men af andre professionelle, som kommunen betaler for denne ydelse. Kommunen kan således beslutte at yde forskellige foranstaltninger efter § 40, stk. 3, samtidig med anbringelsen.

248. Udover reglerne om godtgørelse til netværksplejefamilier skal en anbringelse i en netværksplejefamilie følge samtlige almindelige regler om anbringelser. Det betyder, at barnet eller den unge, forældrene og netværksplejefamilien skal have den samme støtte som ved anbringelse i almindelig familiepleje. Samtidig gælder kommunens forpligtigelse efter § 57 til at støtte op omkring samarbejdet mellem anbringelsessted og forældre også i forhold til netværksplejefamilier, og netværksplejefamilien skal deltage i et kort kursus i forbindelse med godkendelsen, se herom pkt. 249. Der skal udarbejdes handleplan, føres tilsyn, forældrene skal tilbydes en støtteperson mv. Endelig gælder der de samme regler om, at der under anbringelsen kan ydes anden støtte efter § 40, hvis barnet har behov for det.

Kursus til plejefamilier og netværksplejefamilier

Vejledning 2006 10 Historic

§ 51. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Stk. 2

260. Efter § 51 skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på institutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, herunder på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Endvidere skal amtskommunen sørge for, at der er det nødvendige antal pladser og mulighed for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

261. Amtskommunen kan opfylde sin forpligtelse efter § 51 på følgende måder

– ved at oprette og drive institutioner, eventuelt i fællesskab med andre amtskommuner,

– ved at indgå aftale med kommuner om anvendelse af kommunalt drevne institutioner,

– ved at indgå driftsaftale med selvejende institutioner, herunder også institutioner, der ligger i andre amtskommuner, eller

– ved at indgå aftale med andre amtskommuner om benyttelse af pladser på de ovennævnte institutioner.

Når der indgås en aftale mellem en amtskommune og en kommune om amtets anvendelse af kommunalt drevne institutioner, skal amtsrådet sikre sig, at institutionen står til rådighed, mod at der betales for de løbende udgifter til institutionens drift. Uanset at der er indgået aftale om amtskommunens anvendelse af et kommunalt tilbud, vil det fortsat være driftskommunen, der har kompetence til at træffe beslutning om personaleantal, ansættelse og afskedigelse og løn- og ansættelsesforhold.

262. Amtskommunens opgave er beskrevet i § 51, stk. 1. Amtskommunens opgave er at supplere opholdsstederne og de kommunale tilbud, således at det sikres, at der er de fornødne tilbud til de børn og unge, der har særlige behov. De særlige behov, der gør det nødvendigt at anbringe disse børn og unge på døgninstitutioner, hvor der er en særlig ekspertise, kan blandt andet være sociale problemer, der kræver en særlig socialpædagogisk indsats, betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller lignende. Amtskommunen er forpligtet til at stille døgnpladser, aflastningspladser og dagpladser til ambulant behandling af børn og unge med sociale adfærdsproblemer til rådighed.

For hjemmeboende børn og unge, herunder børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan der være behov for aflastningspladser, og amtskommunen kan tilgodese dette behov enten ved at have særlige aflastningsinstitutioner eller aflastningspladser på døgninstitutioner for børn og unge eller på særlige daginstitutioner efter § 16.

Loven opdeler ikke institutionerne i forskellige typer, og amtskommunerne kan derfor kombinere og udnytte institutionerne til børn og unge i forskellige aldersklasser og med forskellige behov for kontakt, behandling, beskæftigelse mv.

Nogle døgninstitutioner er udstyret med en særlig ekspertise, således at der udover pædagoger kan indgå f.eks. socialrådgivere og psykologer, der kan bidrage til at løse de særlige behandlingsopgaver for børn og unge med sociale problemer i bred forstand og børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder psykotiske børn og unge samt multihandicappede (udviklingshæmmede) børn og unge. De kan ligeledes bidrage til arbejdet på de institutioner, hvor der er familiebehandling.

Der er i tilknytning til enkelte døgninstitutioner eller som selvstændige institutioner etableret sikrede afdelinger, hvor børn og unge ikke har fri udgang. Se nærmere herom i pkt. 147.

Kommunale døgntilbud

263. Ind imellem er det mest hensigtsmæssigt, at der etableres døgntilbud til børn og unge, der har en tæt tilknytning til børnenes og de unges hidtidige omgivelser og netværk. Kommunerne har derfor adgang til at oprette døgntilbud. Formålet med de kommunale døgntilbud er at give mulighed for at udvikle nye og mere fleksible tilbud, der f.eks. kan tilbyde kortere ophold for barnet eller den unge, hvis forældrene kortvarigt er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge uden, at det er nødvendigt med en anbringelse. Dette gælder f.eks. i tilfælde af forældremyndighedsindehaverens hospitalsophold eller en fængsling. Der kan også være tilfælde, hvor kommunen har vurderet, at en anbringelse er nødvendig, men hvor det ikke har været muligt at finde det rette anbringelsessted. I stedet for at barnet eller den unge skal opleve flere flytninger, kan det i stedet anbringes i nærmiljøet, således at det ikke skal rykkes op med rode flere gange.

Inden etableringen af det kommunale tilbud bør det overvejes, om det er muligt at overlade opgaven helt eller delvist til private aktører. Der kan f.eks. indgås aftaler med frivillige organisationer eller familier, om at de skal varetage opgaven. Der kan også være tale om en udbygning af et eksisterende døgntilbud. Det er vigtigt, at de kommunale tilbud indeholder den fornødne fleksibilitet og mulighed for individuel og lokal tilpasning til det enkelte barns eller den unges behov. Kommunen skal oplyse amtskommunen om, at de etablerer døgntilbuddet, således at amtet har mulighed for at påse, at der er de nødvendige anbringelsessteder, da amtet har den overordnede forsyningsforpligtelse, jf. § 51.

Ophold uden for Danmark

264. Efter § 2 er det en forudsætning for ydelse af hjælp, at modtageren opholder sig lovligt her i landet.

Der er derfor ikke hjemmel i serviceloven til at finansiere børns og unges ophold i udlandet. Dette gælder, uanset om anbringelsen formelt sker på et her i landet beliggende anbringelsessted, der driver afdelinger eller andre projekter i udlandet. Der er heller ikke hjemmel til at dispensere herfra.

I denne forbindelse ses der dog bort fra almindelige ferieophold eller lejrskoler, der indgår i opholdet på et anbringelsessted, der ligger i Danmark.

Ifølge bekendtgørelse nr. 730 af 1. juli 2004 om visitation, betaling og refusion samt besøgsrejser mv. for personer fra Grønland og Danmark, som skal opholde sig i Danmark eller Grønland i tilbud i boformer, kan børn og unge fra Grønland eller Danmark anbringes i det andet land, selv om det ikke er opholdslandet. Anbringelsen følger den sociale lovgivning i anbringelseslandet. Bekendtgørelse nr. 731 af 1. juli 2004 beskriver de tilsvarende regler for aftaler med Færøerne.

Der kan dog ydes støtte til ophold på et dansk skib, der sejler i dansk eller udenlandsk farvand under forudsætning af, at skibsprojektet og fartplanen er godkendt af Søfartsstyrelsen, jf. de foregående punkter om skibsprojekter. Opholdet på skibet anses i dette tilfælde for ophold på dansk territorium.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 52. Forældrene og barnet eller den unge betaler for døgnopholdet efter regler, der fastsættes af socialministeren.

225. Reglerne om forældres og børns og unges betaling for døgnophold er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1093 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år af 8. december 2000. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 3 til denne vejledning.

Bekendtgørelsen indeholder regler om hel eller delvis fritagelse for betalingen, når visse betingelser er opfyldt. F.eks. er ophold for børn og unge med en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne gratis for forældrene, når anbringelsen har et udpræget behandlingssigte. Kommunen indtræder i retten til børnebidrag fra en eventuel bidragspligtig. Opholdsbetalingen opkræves af kommunen.

Om unges betaling for døgnophold for unge i alderen 18 til og med 22 år henvises til pkt. 120.

Hjemgivelse eller ophør af anbringelsen

Vejledning 2006 10 Historic

§ 54. Samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 40, stk. 3, nr. 8, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 58a, stk. 5, 1. pkt.

108. Det fastsættes i § 54, at samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, til en anbringelse uden for hjemmet skal omfatte formålet med anbringelsen.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 54 henviser til bestemmelsen i § 58a om udarbejdelsen af handleplaner for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, se pkt. 71ff. Med henvisningen til bestemmelsen i § 58 a opstilles der kvalitative krav til det samtykke, der skal foreligge forud for en anbringelse på frivilligt grundlag. Det er således handleplanens beskrivelse af formålet, dvs. hvad der kan opnås med en anbringelse, og hvad der skal ske undervejs, der danner grundlag for afgivelsen af samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og tillige fra den unge, når denne er fyldt 15 år.

Som nævnt under pkt. 71ff. er det væsentligt, at handleplanen på forståelig måde angiver nogle tydelige rammer for indsatsen, og dermed fremstår som et rimeligt bedømmelsesgrundlag, således at det samtykke, der gives til en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke.

Der stilles derimod ikke krav om samtykke til samtlige elementer i handleplanen. Det bør dog indgå som en vigtig del af sagsbehandlingen forud for en anbringelse, at forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge får en grundig orientering om alle de elementer, der indgår i handleplanen.

Med opstillingen af kvalitative krav til samtykket er det hensigten, at forældremyndighedsindehaveren i højere grad vil føle sig forpligtet af sit samtykke, og at forældremyndighedsindehaver med sin accept af formålet med anbringelsen, også vil acceptere at indgå i et konstruktivt samarbejde med kommunen om at få det bedste ud af anbringelsen til gavn for barnet eller den unge og familien i øvrigt.

Et samtykke, der alene retter sig mod selve anbringelsen, men ikke mod formålet, vil på denne baggrund ikke kunne betragtes som et samtykke efter § 54, hvorfor en anbringelse i et sådant tilfælde må vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. § 42, stk. 1 og stk. 3.

Der er ikke opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykket, men det må anses for formålstjenligt, at samtykket afgives skriftligt. Den praktiske fremgangsmåde kan i øvrigt fastlægges af kommunen.

Særligt om fælles forældremyndighed

109. Det er forældremyndighedsindehaveren, der skal give samtykke til anbringelsen. Reglerne om fælles forældremyndighed indebærer, at det er hyppigt forekommende, at forældre, der ikke lever sammen, har fælles forældremyndighed over deres fælles børn. I sådanne tilfælde skal begge forældre give samtykke. Dette gælder uanset, om barnet eller den unge bor fast hos den ene af forældrene.

Er forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, af en sådan karakter, at det er påkrævet, at barnet eller den unge ikke bliver boende der, skal kommunen i samarbejde med forældrene undersøge, hvor barnet eller den unge kan bo. Da den anden af forældrene har del i forældremyndigheden og dermed har pligt til at drage omsorg for barnet eller den unge, skal kommunen undersøge, om barnet eller den unge nu kan få ophold hos den anden af forældrene.

Kan forældrene blive enige herom, er der ikke grundlag for at iværksætte foranstaltninger i form af anbringelse uden for hjemmet.

Ønsker den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet og ikke bo hos den anden af forældrene, der er indstillet på at have barnet eller den unge boende, må den anden forælder kræve, at den fælles forældremyndighed bringes til ophør og forældremyndigheden tillagt sig, jf. reglerne herom i loven om forældremyndighed og samvær. Ønsker den anden af forældrene ikke at benytte sig af sin adgang til at kræve den fælles forældremyndighed bragt til ophør, må der iværksættes foranstaltninger over for dem begge. Barnet eller den unge vil ikke af kommunen kunne anbringes hos den anden af forældrene, som har del i forældremyndigheden.

Er forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, sådan at der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, hvis barnet eller den unge bliver boende hos denne, kan en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter § 42 kun ske i forhold til begge forældre, der har del i forældremyndigheden. En afgørelse truffet af børn og unge-udvalget er således ugyldig, hvis afgørelsen alene er truffet over for den ene indehaver af forældremyndigheden.

Har den anden af forældrene gode forhold, og er denne indstillet på at have barnet eller den unge boende, vil der normalt ikke være grundlag for at iværksætte en tvangsmæssig foranstaltning. Er den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, enig i, at barnet eller den unge kan bo hos den anden, kan barnet eller den unge blot flytte, hvorfor kommunen i almindelighed ikke behøver at iværksætte foranstaltninger for barnet eller den unge. Ønsker den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, imidlertid ikke at give slip på barnet eller den unge, mens den anden af forældrene ønsker at have barnet eller den unge boende, kan denne anlægge sag om at få forældremyndigheden alene. Er der behov for at få barnet eller den unge flyttet hurtigt, kan der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden efter reglerne i loven om forældremyndighed og samvær.

Er der behov for øjeblikkelig indgriben, f.eks. i tilfælde af akut omsorgssvigt, kan det være nødvendigt at gribe til en foreløbig afgørelse efter § 45. En sådan afgørelse har virkning over for begge forældre, der har del i forældremyndigheden, og begge forældre skal derfor inden 24 timer efter afgørelsen have skriftlig besked herom og tilbud om advokatbistand, jf. § 45, stk. 2. I forbindelse med en sådan foreløbig afgørelse kan det forekomme, at der ikke har været den nødvendige tid til at kontakte den anden af forældrene. Det kan derfor forekomme, at der træffes afgørelse om en sådan tvangsmæssig foranstaltning over for denne, uanset om denne er egnet og villig til at have barnet eller den unge boende.

Viser det sig at være tilfældet, kan den foreløbige afgørelse imidlertid ophæves, således at barnet eller den unge kan hjemgives. Dette sker derved, at forældrene bliver enige om, at barnet eller den unge flytter over til den anden af forældrene, eller at forældremyndigheden - eventuelt ved en midlertidig afgørelse - tillægges denne alene.

Ophold uden for hjemmet for unge forældre under 18 år

110. Hvis en ung under 18 år, der selv har et barn, anbringes uden for hjemmet sammen med barnet, betragtes opholdet som en foranstaltning for den unge og barnet under ét. Der skal således ikke træffes en særskilt afgørelse vedrørende barnet, så længe barnet opholder sig sammen med den, der har forældremyndigheden. Samtykke til anbringelsen skal i denne situation foreligge både fra den unge over 15 år og dennes forældremyndighedsindehaver.

Domfældte

111. Der kan ske overførsel af domfældte til behandlingsinstitutioner på børneområdet, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 571 af 5. juli 2002 og cirkulære nr. 94 af 16. maj 2001 om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus efter straffuldbyrdelseslovens § 78. Det er en forudsætning for anvendelsen af servicelovens regler om børn og unge, at den domfældte er under 18 år ved visitationen.

Støtteperson til forældre i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet

Vejledning 2006 10 Historic

§ 55. Kommunen træffer afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handle-planen, jf. § 58 a. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages stilling til barnets eller den unges skolegang. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller den unges opholds-kommune, har opholdskommunen pligt til at underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen.

Stk. 2. Kommunen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet. Kommunen skal som led i tilsynet mindst én gang om året tale med barnet eller den unge under besøg på anbringelsesstedet.

Stk. 3. I det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen, træffer kommu-nen afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddan-nelse, samvær med personer fra netværket mv. under opholdet.

Stk. 4. Kommunens afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndigheds-indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 5. Er anbringelse sket med samtykke efter § 40, stk. 3, nr. 8, og kan samtykke til ændret anbring-elsessted ikke opnås, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse efter § 42, hvis betingelserne herfor er til stede. Afgørelse om valg af anbringelsessted træffes herefter af kommunen, jf. stk. 1.

Stk. 6. Er anbringelse sket uden samtykke efter § 42 eller § 42 a, og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, kan børn og unge-udvalget træffe fornyet afgørelse efter § 42, hvis betingelserne herfor er til stede. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan dog meddele samtykke til, at der ikke skal træffes fornyet afgørelse efter § 42. Afgørelse om valg af anbringelsessted træffes herefter af kommunen, jf. stk. 1, uanset om børn og unge-udvalget efterprøver anbringelsesgrundlaget.

196. Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med den handleplan, der skal være udarbejdet forud for beslutningen.

Kommunen skal således vælge, hvilket konkret anbringelsessted der skal anvendes. En afgørelse efter § 55, stk. 1, er således ikke alene en afgørelse om, hvilken type af anbringelsessted der skal anvendes, dvs. at det ikke alene er en afgørelse om, hvorvidt der skal anvendes døgninstitution, eget værelse, netværksplejefamilie, plejefamilie eller godkendt opholdssted. En afgørelse efter § 55, stk. 1, dækker valget af det konkrete fysiske sted, dvs. om der f.eks. vælges den ene plejefamilie frem for den anden. De forskellige typer af anbringelsessteder gennemgås i øvrigt i kapitel 7.

197. Kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted skal træffes i overensstemmelse med handleplanen, hvilket indebærer, at der ud fra det beskrevne formål og de konkrete mål med anbringelsen skal vælges et anbringelsessted, der kan bidrage til, at disse mål opnås. Formålet med anbringelsen og de konkrete mål for anbringelsen skal således være styrende for valget af anbringelsessted.

Derfor er det centralt, at barnets eller den unges forhold er grundigt undersøgt, og målene med anbringelsen er klart beskrevet i handleplanen. Når det indledende arbejde er gjort grundigt, har kommunen et godt udgangspunkt for at vælge det rigtige anbringelsessted fra starten. Det er vigtigt for kontinuiteten i barnets eller den unges liv, at der fra starten vælges det rigtige anbringelsessted, således at barnet eller den unge i videst muligt omfang kan undgå de brud og belastninger, som ændringer af anbringelsesstedet altid vil indebære.

Kommunen skal således vælge anbringelsessted ud fra en konkret vurdering af stedets egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for særlig støtte.

Uanset at en plejefamilie eller et opholdssted altid skal være godkendt som generelt egnet, er det meget vigtigt, at den anbringende kommune foretager supplerende undersøgelser med henblik på, om barnet eller den unge vil være velplaceret i netop dette anbringelsessted. De supplerende undersøgelser tager udgangspunkt i den generelle godkendelse af anbringelsesstedet. Undersøgelserne vil herefter først og fremmest gå ud på en vurdering af, om de personlige ressourcer i anbringelsesstedet og tilbudene i tilknytning til anbringelsesstedet svarer til barnets eller den unges behov og målene med anbringelsen.

Jf. bestemmelsen i § 58 a om handleplaner, kan målene med anbringelsen dække et bredt spektrum af forhold. Kommunen skal derfor anlægge en bred vurdering af anbringelsesstedets egnethed. Det betyder, at ikke blot anbringelsesstedets egne tilbud skal vurderes, men at der også skal lægges vægt på f.eks. barnets eller den unges mulighed for at bevare kontakten til familie, venner, fritidsaktiviteter mv., og på hvorvidt det pågældende lokalsamfund har de tilbud, f.eks. pasnings-, uddannelses-, eller arbejdstilbud, det pågældende barn eller den pågældende unge har behov for.

Kommunen skal i øvrigt tage hensyn til, at det ved genanbringelser i mange tilfælde vil være hensigtsmæssigt, hvis barnet eller den unge kan komme tilbage til et tidligere anbringelsessted.

Desuden er det oplagt, at kommunen i forbindelse med valget af det konkrete anbringelsessted, lægger vægt på tidligere erfaringer med brug af netop dette anbringelsessted. Kommunen kan f.eks. selv foretage en systematisk opsamling af erfaringerne med forskellige anbringelsessteder eller kontakte andre kommuner, der tidligere har gjort brug af det pågældende sted. Dette skal ske under hensyntagen til de generelle regler om videregivelse og indhentelse af oplysninger.

Ved valg af anbringelsessted til børn og unge fra etniske minoriteter må kommunen tage tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til. Særligt må der lægges vægt på hensynet til, at der skabes sammenhæng i barnets eller den unges opvækst. UFC Børn og Unges bog ”Fra Udfordring til Udvikling” fra 2005, om anbringelser af børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk, redegør for, at det ofte ikke er nødvendigt med særlige arbejdsmetoder og -redskaber over for disse børn og unge. Det handler i højere grad om at have forståelse for de vilkår, der kan gøre det sværere for forældre og børn at håndtere en anbringelse: Det kan f.eks. være sprogproblemer, andre samfundsforståelser, eller forhold som at anbringelsesstedet mangler personale med samme etniske baggrund eller personale med forståelse for familiens etniske baggrund.

Akutte sager, der ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan

198. I tilfælde, hvor behovet for en anbringelse opstår så akut, at det ikke er forsvarligt at lade anbringelsen afvente udarbejdelsen af en handleplan, træffer kommunen afgørelse om valg af anbringelsessted på baggrund af den foreliggende viden, og den kortfattede angivelse af formålet, der under alle omstændigheder er pligt til at lave. Kommunen skal da efterfølgende snarest muligt udarbejde en handleplan, se herom i pkt. 73.

Inddragelse af forældrene og barnet eller den unge i valget af anbringelsessted

199. Forældrenes og barnets eller den unges accept af det konkrete anbringelsessted har stor betydning for, at indsatsen kan blive til barnets bedste. Forskningen har således vist, at konflikter mellem forældrene og anbringelsesstedet påvirker barnet meget negativt. Derfor bør der lægges vægt på at inddrage både forældrene og barnet eller den unge i valget af anbringelsessted. Det vil f.eks. oftest være konstruktivt, at forældrene og barnet eller den unge besøger anbringelsesstedet, før der træffes afgørelse om valg af anbringelsessted. Det er under alle omstændigheder et krav, at barnet eller den unge tilbydes en samtale, før der træffes afgørelse om valg af anbringelsessted, se pkt. 63 om høring af barnet eller den unge.

Der er ikke krav om, at forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge samtykker til kommunens valg af anbringelsessted. Til gengæld har både forældremyndighedsindehaveren og børn, der er fyldt 12 år, adgang til at klage over kommunens afgørelse om valg af det konkrete anbringelsessted. Dvs. at der f.eks. kan klages over, at kommunen vælger et bestemt opholdssted frem for et andet. En klage over kommunens valg af anbringelsessted har som hovedregel opsættende virkning. Se i øvrigt pkt. 320 om reglerne i forbindelse med klage over valget af anbringelsessted.

Stillingtagen til skolegang i forbindelse med valg af anbringelsessted, § 55, stk. 1

200. § 55, stk. 1, betyder, at der skal tages stilling til barnets eller den unges skolegang i forbindelse med valg af anbringelsessted. Derfor bør valget af anbringelsessted finde sted på grundlag af en tværfaglig vurdering, hvor også pædagogisk psykologisk rådgivning inddrages.

Skolegangen er meget vigtig for anbragte børn og unge. Både socialt set i forhold til barnets eller den unges hverdag og muligheder for venskaber. Men også i forhold til barnets eller den unges videre muligheder for uddannelse og beskæftigelse. Derfor er det vigtigt, at der fra starten bliver taget hånd om denne problemstilling. Kravet om stillingtagen til skolegang allerede i forbindelse med valget af anbringelsessted skal således sikre, at det som hovedregel er besluttet, hvor barnet eller den unge skal gå i skole, før en anbringelse gennemføres.

Baggrunden for denne bestemmelse er for det første, at barnets eller den unges behov i forhold til skoletilbud kan have stor betydning for, hvilket anbringelsessted der vælges. F.eks. kan det spille en rolle for valget af anbringelsessted, at der findes en folkeskole tæt på en plejefamilie, hvor det vurderes, at barnet vil kunne få et konstruktivt skoleforløb, både fagligt og socialt. Ved valget af anbringelsessted skal kommunen således sikre sig, at barnet eller den unge kan få dækket behovet for undervisning, helst på en lokal folkeskole eller, hvis det er nødvendigt, på opholdsstedets interne skole eller i et andet specialundervisningstilbud. Kommunen skal således være opmærksom på, at det kan være fordel, hvis barnet eller den unge kan gå i den lokale folkeskole, således at barnet eller den unge integreres i det omgivende samfund og ikke isoleres på anbringelsesstedet.

Baggrunden for bestemmelsen er derudover et ønske om at undgå, at barnet eller den unge i forbindelse med en anbringelse oplever en periode uden skolegang, alene fordi spørgsmålet om skolegang ikke er afklaret.

Stillingtagen til spørgsmål om skolegang må dog ikke medføre, at en anbringelse forsinkes. Det betyder, at kommunen om nødvendigt må træffe afgørelse om valg af anbringelsessted, selv om skolemyndighederne ikke har taget stilling til, hvilket skoletilbud barnet eller den unge skal have under anbringelsen. Det kan f.eks. være nødvendigt i situationer, hvor anbringelsen skal ske akut, eller hvor skolemyndighederne har brug for tid til udredning og vurdering, før valg af skoletilbud kan træffes. I alle tilfælde skal tilrettelæggelsen af barnets eller den unges skolegang dog påbegyndes samtidig med valget af anbringelsessted.

Hvilken kommune træffer afgørelse om skoletilbuddet, og hvilken kommune betaler for skoletilbuddet

201. Selve afgørelsen om, hvilket skoletilbud barnet eller den unge skal have, træffes af skolemyndigheden i den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende. Derfor bør der fra starten etableres et samarbejde mellem den anbringende kommune og skolemyndigheden i den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende.

Når et barn eller en ung er anbragt, har den stedlige kommune i henhold til folkeskoleloven forpligtigelse til at tilbyde barnet eller den unge den relevante undervisning. Det betyder, at skolemyndigheden i den kommune, hvor anbringelsesstedet er beliggende, har en forpligtigelse til at tilbyde barnet eller den unge den relevante undervisning – herunder beslutte om barnet eller den unge kan undervises i den almindelige folkeskole eller skal modtage specialundervisning. Ifølge folkeskoleloven har kommunalbestyrelsen således det overordnede ansvar for kommunens skolevæsen, og kommunalbestyrelsen skal påse, at alle undervisningspligtige børn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Skolemyndigheden i den stedlige kommune har således ansvaret for undervisningen af det anbragte barn. Skolemyndigheden i den stedlige kommune har ligeledes pligt til at føre tilsyn med det undervisningstilbud, som barnet eller den unge modtager. Se i øvrigt Undervisningsministeriets ”Manual til tilsyn med undervisning i dagbehandlingstilbud samt på opholdssteder og døgninstitutioner” fra 2003, der også omhandler retningslinjer i forbindelse med visitationen til skoletilbud.

Selv om det er den stedlige kommune, som beslutter, hvilket undervisningstilbud barnet eller den unge skal have, er det den anbringende kommune, (forældrenes bopælskommune ved anbringelsen), som skal betale udgifterne i forbindelse med undervisningen af barnet eller den unge. Den anbringende kommune har således pligt til at refundere de udgifter, som den stedlige kommune (skolekommunen) har i forbindelse med undervisningen af barnet eller den unge. Dette gælder også udgifter til f.eks. SFO og støttepædagog i undervisningen. Se i øvrigt Undervisningsministeriets Bekendtgørelse nr. 308 af 22. april 1994 om hvilken kommune og hvilken amtskommune udgifterne til folkeskolens undervisning mv. endeligt påhviler.

Kommunens aftaler med anbringelsesstedet

202. Før barnet anbringes, træffer kommunen aftale med anbringelsesstedet om anbringelsens forventede varighed, og om de særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse mv., der er angivet i handleplanen. Af aftalen bør fremgå, hvilken indsats der i det hele skal ydes af anbringelsesstedet. Det anbefales, at der indgås en skriftlig aftale herom med anbringelsesstedet.

I forbindelse med indgåelse af aftalen må det tydeliggøres, at der forudsættes et tæt samarbejde mellem kommunen, forældrene og anbringelsesstedet.

Det er meget vigtigt for anbringelsesstedet, at det modtager alle de oplysninger vedrørende barnet eller den unge, som har betydning for anbringelsesstedets opgave med hensyn til barnet eller den unge. Der kan i den forbindelse henvises til, at private, der efter aftale udfører opgaver efter serviceloven, er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når opgaven udføres. Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Den af kommunen udarbejdede handleplan er primært et arbejdsredskab for kommunen selv. Indeholder handleplanen alene oplysninger, som er af relevans for anbringelsesstedet, vil handleplanen kunne udleveres til anbringelsesstedet til støtte for arbejdet med barnets eller den unges problemer. Det væsentligste er imidlertid, at kommunen i sin aftale med anbringelsesstedet på baggrund af handleplanen klart definerer, hvilken indsats der skal ydes over for barnet eller den unge. Hvis forældremyndighedsindehaveren giver samtykke til det, kan både handleplan og § 38 undersøgelse udleveres til anbringelsesstedet, hvis de ikke indeholder personfølsomme oplysninger om andre personer.

Samtidig aftales arten og omfanget af kommunens bistand, herunder den fornødne faglige støtte og supervision under opholdet.

Endvidere aftales det nærmere, hvorledes og i hvilket omfang anbringelsesstedet skal indgå i et samarbejde med kommunen om barnets eller den unges samvær og kontakt med forældrene.

Endelig bør aftalen indeholde bestemmelser om opsigelsesvarsel for begge parter samt om opholdsbetalingen og eventuelt nærmere om de enkelte bestanddele af denne.

En kontrakt mellem en kommune og en plejefamilie eller et opholdssted bør ikke indgå i selve børnesagen, da det alene angiver retsforholdet mellem plejefamilien og kommunen. Forældrenes adgang til aktindsigt i kontrakten mellem kommunen og anbringelsesstedet kan alene ske med henvisning til offentlighedsloven.

Underretning af stedlig kommune

203. Efter § 55, stk. 1, skal kommunen altid underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen, hvis anbringelsesstedet ligger i en anden kommune end den anbringende.

Kommunens tilsyn med barnet og den unge under anbringelsen, § 55, stk. 2

204. Kommunen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, jf. § 55, stk. 2. Dette gælder uanset, hvilken type anbringelsessted barnet eller den unge er anbragt i.

Kommunen skal som led i tilsynet mindst én gang om året besøge barnet eller den unge på anbringelsesstedet. Omfanget af tilsynet beror på en konkret vurdering i hver enkelt sag, og bestemmelsen i lovgivningen er således alene et minimumskrav. I nogle sager vil det være nødvendigt at besøge barnet eller den unge hyppigere, andre gange kan supplerende kontakt foregå telefonisk eller via møder på forvaltningen. Erfaringer viser, at et hyppigt tilsyn og en grundig opfølgning er centralt for at sikre et godt udbytte af anbringelsen, og for at sikre, at anbringelsen ophører på det rette tidspunkt. Hvordan tilsynet tilrettelægges mest hensigtsmæssigt, vil variere fra sag til sag. Eksempelvis kan det i sager med større børn være en fordel, at barnet eller den unge selv har sagsbehandlerens telefonnummer, så barnet eller den unge også selv kan kontakte sagsbehandleren.

I forbindelse med besøget på anbringelsesstedet skal kommunen tale med barnet eller den unge. Formålet er at få et førstehåndsindtryk af det pågældende barn eller den pågældende unge og af barnets eller den unges egen vurdering af situationen.

Hvis hensynet til barnet eller den unge ikke taler imod dette, skal samtalen foregå uden, at voksne fra anbringelsesstedet er til stede. Barnet eller den unge skal således frit kunne udtale sig om forholdene under anbringelsen uden at tage hensyn til eventuelle reaktioner fra de voksne på anbringelsesstedet.

Det kan være en fordel, hvis tilsynet tilrettelægges således, at det bliver samme person, som har kontakten med barnet eller den unge, og som forestår rådgivnings- og vejledningsopgaver mv. over for familien under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, således at personen får et godt kendskab til barnet eller den unge og familien.

Det bemærkes i øvrigt, at det uanset anbringelsesform er kommunen, der har ansvaret for anbragte børn og unge. Heri ligger også en pligt til at beskytte barnets eller den unges integritet. Kommunen bør derfor sikre sig, at anbringelsesstedet ikke f.eks. gennem interviews, fotografering eller via internettet bringer anbragte børn og unge i en situation, der kan skade dem eller deres familier.

Uddelegering af tilsynet

205. Tilsynet kan på kommunens vegne udøves af andre med særlige forudsætninger herfor, f.eks. familieplejeforeninger, men det endelige ansvar for tilsynets udøvelse påhviler kommunen.

I de tilfælde, hvor tilsynet føres af en familieplejeforening eller andre berettigede, er det af afgørende betydning, at der foreligger klare retningslinier for tilbagemelding til kommunen. Der kan herved henvises til, at den lovpligtige vurdering af handleplanen efter § 56 skal ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, se i øvrigt pkt. 121ff. om opfølgningen på indsatsen.

Det er tillige vigtigt, at det over for anbringelsesstedet er klargjort, hvorledes kompetenceforholdet mellem familieplejeforeningen og kommunen er.

For så vidt angår familieplejeforeningernes stilling i forhold til forvaltningsloven og offentlighedsloven, når de udfører opgaver for kommunerne, henvises til retssikkerhedsloven og Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Regulering af barnets forhold under anbringelsen, § 55, stk. 3

206. Som gennemgået skal kommunen løbende føre tilsyn med barnet eller den unge og sikre, at barnets eller den unges behov tilgodeses under anbringelsen.

I det omfang det er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen, har kommunen, jf. § 55, stk. 3, adgang til at træffe afgørelse om barnets eller den unges behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket, anbringelsessted mv.

Hvilke forhold forældremyndighedsindehaveren selv kan beslutte, og hvilke forhold kommunen træffer afgørelse om, reguleres således af, hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen. De afgørelser, som det tilkommer kommunen at træffe vedrørende barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, skal således angå forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen må anses for nødvendigt at træffe bestemmelse om. Så vidt det er muligt, skal forældrene inddrages i beslutninger vedrørende barnet eller den unge, således at de får en oplevelse af, at de fortsat er forældre, da det kan styrke samarbejdet mellem kommunen, anbringelsesstedet og forældrene.

Forældrene bevarer forældremyndigheden under anbringelsen, men i praksis har kommunen en vidtgående adgang til at træffe beslutninger om barnets eller den unges forhold, når dette er nødvendigt.

De afgørelser, som kommunen kan komme til at træffe, kan angå såvel forhold, som udtrykkeligt er omhandlet i handleplanen, som forhold, der er nye eller uomtalte. En række praktiske spørgsmål om barnets eller den unges dagligdag kan ligeledes nødvendiggøre en egentlig afgørelse fra kommunens side, såfremt der opstår konflikter med forældrene om disse spørgsmål.

Det følger af det vidtgående ansvar for barnet eller den unge, som kommunen overtager ved anbringelsen, at kommunen også om nødvendigt træffer afgørelse om undersøgelse og om lægebehandling af barnet eller den unge, herunder om indlæggelse til behandling på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. Sådanne beslutninger bør dog så vidt muligt træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren, ligesom forældremyndighedsindehaveren bør informeres i forbindelse med besøg på skadestuen eller lignende.

Retten til at bestemme over en række meget personlige forhold vedrørende barnet eller den unge vil dog fortsat under en anbringelse tilkomme forældremyndighedsindehaveren. Som typiske eksempler på spørgsmål, som det tilkommer forældrene at træffe bestemmelse om, kan nævnes spørgsmål om dåb (navngivning) og konfirmation.

Kommunen kan også i forbindelse med udarbejdelsen af og revision af handleplanen bestemme, at forældremyndighedsindehaveren i overensstemmelse med formålet med anbringelsen kan få indflydelse på nærmere afgrænsede forhold f.eks. skolevalg og fritidsaktiviteter og herunder selv afholde udgifterne hertil.

Fremsætter forældremyndighedsindehaveren anmodning om at få barnet eller den unge undersøgt for egen regning hos en læge, psykolog eller anden sagkyndig, som de selv vælger, træffer kommunen afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan efterkommes. En sådan anmodning bør som udgangspunktet efterkommes, medmindre ganske tungtvejende modstående hensyn gør sig gældende. Disse hensyn må vurderes i forhold til formålet med anbringelsen samt en eventuel risiko for, at den ønskede undersøgelse kan volde barnet eller den unge skade.

Særligt om samvær med personer fra netværket under en anbringelse

207. Som det fremgår af § 55, stk. 3, har kommunen adgang til blandt andet at træffe afgørelser om barnets eller den unges samvær med andre end forældrene.

Det betyder, at kommunen skal foretage en vurdering af barnets eller den unges behov for at bevare kontakten til en eller flere personer fra netværket, samt om der er behov for, at der tages særlige initiativer for at sikre, at dette sker. Kommunen skal således sørge for, at barnets eller den unges forbindelse til andre nærtstående end forældrene holdes ved lige i det omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge.

Kommunen skal i den forbindelse lægge vægt på barnets eller den unges egne ønsker om at bevare tilknytningen til bestemte personer. Behovet for kontakten til en eller flere personer fra netværket kan således dels afdækkes gennem samtalerne med barnet eller den unge selv. Desuden skal barnets eller den unges relationer til personer i netværket, f.eks. søskende, bedsteforældre, andre familiemedlemmer, venner mv., være afdækket i § 38-undersøgelsen, så der vil allerede fra sagens start være et godt indblik i, hvilke værdifulde relationer der bør bevares under anbringelsen. Se eventuelt pkt. 50ff. om § 38-undersøgelsen.

Samvær og kontakt med andre personer fra netværket kan være centralt i forhold til at sikre barnet eller den unge stabile relationer til andre børn og voksne under anbringelsen. Desuden kan kontakten til personer fra netværket spille en vigtig rolle i tiden efter en anbringelse, og forhindre, at barnet eller den unge her oplever at stå uden netværk.

Såfremt der er søskende, der er anbragt forskellige steder, bør kommunen være særligt opmærksom på kontakten mellem disse. Kontakten til andre søskende kan ofte have stor betydning for disse børn og unge, da de vil kunne dele deres oplevelser med en, der ofte vil have haft samme oplevelser fra tiden i hjemmet. Ligeledes viser erfaringer, at søskende kan spille en stor rolle for hinanden i tiden efter en anbringelse.

I nogle sager vil forældrene selv sørge for, at samværet med andre personer fra netværket finder sted. Andre gange kan der være behov for, at kommunen træffer afgørelser om samværet eller i øvrigt bidrager til, at samværet og kontakten opretholdes.

Et særligt behov for at støtte kontakten til andre end forældrene kan opstå i situationer, hvor den ene af forældrene eller begge er fraværende eller selv ude af stand til at være sammen med barnet eller den unge, f.eks. på grund af fængsling. Også i tilfælde, hvor barnets eller den unges anbringelse er begrundet i meget alvorlige overgreb fra forældrene, kan det være af væsentlig betydning for barnet eller den unge at opretholde sit tilhørsforhold til hjemmemiljøet ved kontakt med andre nærtstående.

For de små børn vil kommunen typisk skulle sikre, at de har jævnligt samvær og kontakt med de personer, som er af væsentlig betydning for dem. For de større børn kan det også dreje sig om, at en person af væsentlig betydning er til stede, når barnet eller den unge skal tale med en sagsbehandler, under forudsætning af, at barnet eller den unge ønsker det. Endelig kan disse betydningsfulde personer i nogle tilfælde spille en væsentlig rolle i forhold til barnets eller den unges situation, f.eks. ved at støtte op om indsatsen og motivere barnet eller den unge i forhold til skolegang, fritidsaktiviteter mv.

208. Der skal gøres opmærksom på, at kommunen efter § 40 kan vælge at yde økonomisk støtte til transport i forbindelse med barnets eller den unges samvær med personer fra netværket, se pkt. 101.

Kommunen har både adgang til at træffe afgørelse om, at en kontakt mellem barnet eller den unge og en pårørende eller en anden person skal opretholdes, selv om forældremyndighedsindehaver ønsker, at kontakten ikke finder sted, og har adgang til at træffe afgørelse om at begrænse eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedsindehaveren ønsker opretholdt.

Kommunen har således adgang til at træffe afgørelser om barnets eller den unges samvær med andre, mod forældremyndighedsindehaverens ønsker. I de tilfælde hvor kommunen træffer afgørelser om samvær med andre, mod forældremyndighedsindehaverens ønsker, skal kommunen dog forsøge at undgå konfliktsituationer, der kan skade barnet eller den unge.

I de tilfælde, hvor det findes nødvendigt at afbryde forbindelsen mellem barnet eller den unge og de pårørende, skal dette ske som en beskyttelse af barnet eller den unge. En sådan afgørelse bør som udgangspunkt ikke medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve og postkort. Barnet eller den unge kan - uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører - have et væsentlig behov for at sende en hilsen til sine nærtstående. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen.

Ændring af anbringelsessted, § 55, stk. 4, 5 og 6

209. En ændring af barnets eller den unges anbringelsessted kan af forældrene og barnet eller den unge føles som en meget indgribende afgørelse. Derfor kræver en ændring af anbringelsesstedet samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 55, stk. 4, jf. dog pkt. 212. Det gælder uanset, om anbringelsen af barnet eller den unge uden for hjemmet er iværksat med eller uden samtykke. Desuden skal der også gennemføres en samtale med barnet eller den unge, før der træffes afgørelse om ændring af anbringelsesstedet, se pkt. 63.

I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke, forudsætter en ændring af anbringelsesstedet som hovedregel, at der træffes (fornyet) afgørelse i børn og unge-udvalget, om at anbringelsesgrundlaget efter § 42 er opfyldt. Forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år har ret til advokatbistand, hvis der ikke er givet samtykke til flytningen. Flytningen kan i disse tilfælde ikke iværksættes, før børn og unge-udvalgets afgørelse foreligger. Er behovet for flytning så akut, at den ikke kan afvente en behandling i børn og unge-udvalget, vil en afgørelse kunne træffes som en foreløbig afgørelse efter reglerne herom.

Børn og unge-udvalget har i disse situationer alene til opgave at tage stilling til anbringelsesgrundlaget, dvs. hvorvidt kriterierne i § 42 for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke (fortsat) er til stede. Børn og unge-udvalget skal således ikke forholde sig til selve ændringen af anbringelsesstedet. Det er kommunen, som - efter børn og unge-udvalgets afgørelse - træffer afgørelse om valg af anbringelsessted. Forældrene og børn, der er fyldt 12 år, kan klage over kommunens afgørelser om valg af anbringelsessted. En klage over kommunens valg af anbringelsessted har som hovedregel opsættende virkning, se pkt. 320.

Ændring af anbringelsessted ved frivillige anbringelser, § 55, stk. 5

210. Hvis anbringelsen af barnet eller den unge er sket efter § 40, stk. 3, nr. 8, dvs. som en frivillig anbringelse, og der ikke kan opnås samtykke til ændret anbringelsessted, følger det af § 55, stk. 5, at anbringelsesstedet kun kan ændres, hvis børn og unge-udvalget træffer afgørelse om, at anbringelsesgrundlaget efter § 42 er opfyldt. Den frivillige anbringelse ændres således til en anbringelse uden samtykke. Når børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om, at der er grundlag for en anbringelse uden samtykke, skal kommunen træffe afgørelse om, hvilket nyt anbringelsessted, der vælges, jf. § 55, stk. 1.

Ændring af anbringelsessted ved anbringelser uden samtykke, § 55, stk. 6

211. Er anbringelsen sket uden samtykke, efter § 42 eller 42 a, kræver en ændring af anbringelsesstedet uden samtykke, som hovedregel ligeledes en afgørelse i børn og unge-udvalget om at anbringelsesgrundlaget efter § 42 er opfyldt. I den forbindelse fastsættes en ny genbehandlingsfrist efter § 43.

Hvis forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til, at der ikke skal træffes en fornyet afgørelse efter § 42, kan kommunen dog træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted uden at forelægge sagen for børn og unge-udvalget til efterprøvelse af, om tvangskriterierne i § 42 fortsat er opfyldt. Hvis sagen ikke forelægges børn og unge-udvalget, kan forældremyndighedsindehaveren og den unge over 12 år dog fortsat klage over afgørelsen til de social nævn, jf. § 122.

Baggrunden for, at der ikke er et ubetinget krav om forelæggelse for børn og unge-udvalget, når anbringelsesgrundlaget er § 42, er, at børn og unge-udvalget alene har til opgave at tage stilling til anbringelsesgrundlaget. Hvis forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, ikke ønsker en fornyet efterprøvelse af, om tvangsgrundlaget er opfyldt, men alene modsætter sig kommunens plan om at ændre anbringelsesstedet, kan de derfor give samtykke til, at der ikke træffes fornyet afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 42, forinden kommunen træffer afgørelse om ændret anbringelsessted. Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, kan således i nogle tilfælde ønske at undgå en fornyet behandling i børn og unge-udvalget, fordi de finder dette for belastende.

Når børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om, at der fortsat er grundlag for en anbringelse uden samtykke efter § 42, skal kommunen træffe afgørelse om, hvilket nyt anbringelsessted der vælges, jf. § 55, stk. 1.

212. De særlige regler i § 55, stk. 4-6, finder kun anvendelse på de egentlige flyttesituationer, hvor ændringen af anbringelsesstedet er bestemt af det formål, der søges opnået ved anbringelsen. Bestemmelserne omfatter således ikke de flytninger, der er nødvendige som følge af udefra kommende begivenheder, såsom lukning af døgninstitutionen eller plejefamiliens ophør som plejefamilie. I disse tilfælde skal kommunen dog træffe afgørelse om valg af nyt anbringelsessted, jf. § 55, stk. 1, hvilket giver forældrene og barnet, der er fyldt 12 år, klageadgang.

Ferieophold, indlæggelse af barnet eller den unge på sygehus el. lign. er heller ikke en ændring af anbringelsesstedet i bestemmelsens forstand, selv om der er tale om en fysisk flytning af barnet eller den unge. I disse tilfælde skal kommunen heller ikke træffe afgørelse om valg af anbringelsessted efter § 55, stk. 1. Barnet eller den unge vil således stadig være anbragt det samme sted, selv om barnet eller den unge en kortere periode opholder sig et andet sted, f.eks. på ferie.

Uanset hvorvidt der er tale om en ændring af anbringelsesstedet, der er omfattet af reglerne i § 55, stk. 4-6, er det centralt, at barnet eller den unge forberedes godt på en flytning. I forhold til det nye anbringelsessted gælder det - som ved førstegangsanbringelser - at det ofte vil være hensigtsmæssigt, at barnet eller den unge får mulighed for at besøge anbringelsesstedet inden flytningen. Ligeledes er det vigtigt, at barnet eller den unge får lejlighed til at forberede sig på situationen og tage ordentligt afsked med børn og voksne på det hidtidige anbringelsessted. Er der tale om et barn eller en ung, der har været anbragt gennem længere tid, er det relevant, at kommunen overvejer om, det vil være nyttigt, at barnet eller den unge opretholder kontakten til børn eller voksne på det tidligere anbringelsessted. Barnet eller den unge kan således have fået så stærk tilknytning til børn eller voksne på anbringelsesstedet, at det kan være relevant, at kommunen træffer afgørelser efter § 55, stk. 3, om samvær og kontakt med disse børn eller voksne.

Samvær og kontakt med forældrene

Vejledning 2006 10 Historic

§ 56. Kommunen skal senest tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. § 58 a, skal revideres. Kommunen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 55, stk. 2, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af handleplanen og indsatsen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele, der omhandler indsatsen over for familien. Afgørelse om revision af handleplanen træffes så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Er der udarbejdet en særskilt plan for støtten til forældrene efter § 58 a, stk. 7, skal kommunen tilbyde at revidere denne plan, når der er behov for det. Kommunen skal senest tre måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, tilbyde en revision af planen. Kommunen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen.

121. Når der er iværksat foranstaltninger over for et barn eller en ung eller dennes familie, er det vigtigt, at kommunen løbende følger op på foranstaltningen. En god løbende opfølgning kan således sikre, at foranstaltningen hele tiden tilgodeser barnets eller den unges behov og fortsat bidrager til at nå de mål, der er opstillet i den enkelte sag, samt at foranstaltningen ikke løber længere, end formålet tilsiger. § 56 opstiller en række minimumskrav til denne opfølgning.

Opfølgning tre måneder efter iværksættelse af en foranstaltning

122. § 56, stk. 1, giver kommunen pligt til at vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres, tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge.

Iværksættelsen af en foranstaltning kan betyde en radikal ændring af barnets eller den unges tilværelse. Derfor kan der allerede kort tid efter iværksættelsen af en foranstaltning vise sig nye eller ændrede behov, som betyder, at indsatsen skal ændres.

Der kan ligeledes vise sig forhold eller situationer, som man ikke fra starten var opmærksom på, og som giver behov for, at kommunen foretager en nærmere tilrettelæggelse og koordinering af indsatsen. Det kan eksempelvis være muligt at beskrive særlige forhold vedrørende indsatsen, som i den oprindelige handleplan kun er beskrevet i hovedlinjer.

I forhold til anbringelsessager skal revisionen tre måneder efter iværksættelsen af en foranstaltning derudover ses i sammenhæng med, at risikoen for, at en anbringelse bryder sammen, er højst i den første tid efter etableringen af en anbringelse. Derfor kan der specielt i denne periode opstå behov for særlige initiativer for at forebygge sammenbrud. I anbringelsessager er det derfor vigtigt, at kommunen i forbindelse med revisionen efter tre måneder er opmærksom på, om der er tegn på, at anbringelsen kunne bryde sammen. Kommunen kan f.eks. være særligt opmærksom på forældrenes og den unges tilfredshed med anbringelsen og evt. støtte dem i overgangsfasen, og på om der er behov for særlige tiltag, supervision, rådgivning eller lignende, for at anbringelsesstedet kan håndtere barnet eller den unge.

Opfølgning med højst 12 måneders mellemrum

123. Efter de første tre måneder skal kommunen med højst 12 måneders mellemrum vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres. Det betyder, at alle sager som minimum skal vurderes én gang om året, men kommunen er i alle tilfælde forpligtigede til at lave den opfølgning, som er nødvendig i den enkelte sag. I nogle sager vil det være nødvendigt med en hyppigere opfølgning, og kommunen skal her sørge for en hyppigere opfølgning.

Indholdet i den løbende opfølgning

124. Bestemmelsen i § 56, stk. 1, betyder, at kommunen for det første skal vurdere, om indsatsen skal ændres, dvs. om indsatsen bidrager til at nå de mål, der er opstillet i handleplanen, og om barnet eller den unge profiterer af indsatsen.

For det andet skal kommunen vurdere, om handleplanen skal revideres. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor der ikke er behov for en revision af handleplanen, men alene behov for justeringer i indsatsen. F.eks. vil en indsats i form af en kontaktperson, der ikke fungerer optimalt på grund af relationen mellem den unge og den pågældende kontaktperson, kunne justeres, ved at der findes en ny kontaktperson. Et andet eksempel kan være en anbringelsessag, hvor der er opstået problemer, som kan løses ved, at anbringelsesstedet modtager den nødvendige supervision. I sådanne tilfælde er der ikke nødvendigvis behov for ændringer i handleplanen, men kun de nævnte justeringer i indsatsen.

Opfølgningen skal ikke alene omfatte indsatsen over for barnet eller den unge, men også den indsats som ydes over for familien. Det betyder, at kommunen ligeledes skal vurdere, om der skal ske ændringer i den indsats, der målrettes forældrene under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet. Dette gælder uanset, om der er udarbejdet en særskilt plan for støtten til familien, eller om støtten alene fremgår af barnets eller den unges handleplan.

Proceskrav i forbindelse med den løbende opfølgning

Vejledning 2006 10 Historic

§ 56. Kommunen skal senest tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. § 58 a, skal revideres. Kommunen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 55, stk. 2, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af handleplanen og indsatsen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele, der omhandler indsatsen over for familien. Afgørelse om revision af handleplanen træffes så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

125. Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen ske på baggrund af det løbende tilsyn og samtalen med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 55, stk. 2, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Opfølgningen kan dermed bygge direkte på sagsbehandlerens eget indtryk og samtale med barnet eller den unge, i stedet for alene at bygge på indhentede udtalelser. Indhentede udtalelser kan dog samtidig spille en vigtig rolle i opfølgningen. Blandt andet vil det oftest være relevant at inddrage anbringelsesstedets iagttagelser og vurderinger af barnets eller den unges forhold.

Hvis der er behov for at revidere handleplanen, træffes afgørelsen om revision af handleplanen så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der fyldt 15 år. Der kan dog være tilfælde, hvor forældrenes samtykke til revision af handleplanen ikke kan opnås – og her kan kommunen trods det manglende samtykke revidere handleplanen. Dermed er det også muligt i disse sager at tilgodese et barns behov for en ny handleplan.

I forbindelse med opfølgningen på både anbringelser og andre foranstaltninger er det vigtigt, at man kan se kommunens tidligere overvejelser i en sag. Blandt andet fordi andre myndigheder eller sagsbehandlere senere skal kunne tage stilling til sagen. Kommunens overvejelser i forbindelse med opfølgningen skal derfor fremgå af journalen.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 57 a. Kommunen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk.

70. Inddragelse af barnet eller den unge, familien og netværket er et vigtigt grundlag for at nå formålet med den sociale indsats. Inddragelsen skal for det første sikre, at de rigtige oplysninger ligger til grund for de beslutninger, der tages. For det andet skal inddragelsen sikre, at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt, at de støtter op om indsatsen, og at man i videst muligt omfang undgår, at barnet eller den unge bliver midtpunktet i konflikter mellem myndighederne og familien. Det er således et spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet og familien. Endelig kan inddragelsen af både forældrene og det øvrige netværk bidrage til at sætte fokus på ressourcerne frem for kun at se problemerne. Selv om barnet og forældrene har store problemer, findes der således ofte ressourcer i netværket, der kan trækkes på.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 57 a giver derfor kommunen pligt til at overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages systematisk. Den systematiske inddragelse kan eksempelvis ske ved at anvende metoder som familierådslagning, netværksmøder eller familiekontrakter.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 57 a forpligter ikke kommunen til at anvende en bestemt metode, men kommunen kan efter behovene i den enkelte sag og den lokale prioritering på området selv beslutte, hvordan det skal sikres, at familien inddrages systematisk. Som det fremgår af pkt. 10 skal kommunerne til at udarbejde standarder for sagsbehandlingen. Et element heri er, at kommunen skal tage stilling til, hvordan kommunen vil arbejde med den systematiske inddragelse efter § 57 a. Den enkelte kommune vil således have standarder for, hvilke metoder der i kommunen skal anvendes for at leve op til § 57 a.

Med henblik på at andre myndigheder eller sagsbehandlere skal behandle sagen, skal kommunens overvejelser, om hvordan familie og netværk kan inddrages i den konkrete sag, samt efterfølgende hvordan inddragelsen er sket, fremgå af journalen.

Kommunens inddragelse af familie og netværk skal naturligvis ske under hensyntagen til reglerne om indhentelse og videregivelse af oplysninger, jf. retssikkerhedsloven, forvaltningsloven og persondataloven.

Handleplaner

Vejledning 2006 10 Historic

§ 57. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. Kommunen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag, og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted. En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2- 4.

Stk. 2. Kommunen træffer om fornødent afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt. træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget efter stk. 3. Kommunen kan med samtykke fra forældremyndigheds-indehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede.

Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene.

Stk. 4. En afgørelse efter stk. 3, kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 5. En afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler eller anden kommu-nikation med forældrene kan alene træffes efter § 108, stk. 2.

213. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under anbringelsen uden for hjemmet. Retten til samvær omfatter både en ret for forældrene til at besøge barnet eller den unge og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene. Retten til kontakt omfatter også brev- og telefonkontakt samt anden kommunikation. Udtrykket forældrene dækker både indehavere af forældremyndigheden og forældre, der ikke har del i forældremyndigheden.

Det er af stor betydning for barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, at kontakten med forældrene opretholdes, og efter § 57, stk. 1, påhviler det kommunen at sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. Forpligtelsen omfatter begge forældrene, uanset hvem der har forældremyndigheden. Denne aktive forpligtelse for kommunen vil især få betydning, når det drejer sig om svage forældre. Hvis der er en ustabil kontakt, kan kommunen bede en eventuel bisidder om at støtte forældrene i at opretholde kontakten eller ved, at man hjælper forældrene med transporten til anbringelsesstedet. Det er også muligt at se på, om der er personer i netværket, der kan yde støtten.

Foruden selve bestræbelsen på at holde kontakten ved lige kan det i nogle sager være hensigtsmæssigt, at der arbejdes på at forbedre kontaktens kvalitet. I disse tilfælde kan der efter § 40 træffes afgørelse om f.eks. rådgivning eller familiebehandling sideløbende med anbringelsen, se pkt. 94ff.

Desuden kan der være behov for særlige tiltag, hvis forældrene ikke taler dansk. Det er således centralt, at forældrene og barnet eller den unge ikke med tiden mister evnen til at kunne kommunikere nuanceret på grund af sproglige problemer. I sådanne tilfælde kan der sættes ind både i forhold til at sikre, at barnet eller den unge vedligeholder sit modersmål og i forhold til at sikre forældrene bedre danskkundskaber.

Udgifter til samvær med barnet eller den unge er som udgangspunkt udgifter, som forældrene selv må afholde. Familien har dog mulighed for at søge om, at anbringelsesstedet udbetaler kostpenge for den periode, hvor barnet eller den unge er på samvær hos forældrene. § 40, stk. 5, giver endvidere mulighed for at yde støtte til udgifter til samvær, f.eks. til transport i forbindelse med samværet, se pkt. 101.

Om samvær og kontakt med andre end forældrene henvises til pkt. 207.

Information til forældrene og forebyggelse af konflikter mellem forældre og anbringelsessted

214. I forbindelse med, at kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige, skal kommunen sørge for, at relationen mellem børn og forældre i videst muligt omfang er til barnets eller den unges bedste.

Da det påvirker anbragte børn og unge negativt, hvis der er konflikt mellem forældrene og anbringelsesstedet, skal kommunen blandt andet medvirke til at forebygge sådanne konflikter. For forældrene kan det være en vanskelig proces, at barnet anbringes, og forældrene ønsker ofte god information om barnets hverdag. Derfor har kommunen pligt til at sikre, at forældrene får den relevante information om barnets eller den unges hverdag, og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted.

Forældrene skal have mulighed for at danne sig et indtryk af barnets eller den unges dagligdag, herunder forholdet til daginstitution, skole eller uddannelsessted, samt forholdet til venner, aktiviteter og lignende. Der er ikke tale om, at forældrene har krav på en detaljeret beskrivelse af alle forhold i barnets eller den unges liv. Det er ikke nødvendigvis kommunen selv, der skal give forældrene disse informationer. Det vil i mange tilfælde være naturligt, at anbringelsesstedet selv informerer forældrene om barnets eller den unges hverdag i forbindelse med det løbende samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet. Kommunens forpligtelse er alene at sikre, at forældrene modtager de nødvendige informationer. Dette kan f.eks. påses i de aftaler, kommunen indgår med anbringelsesstedet.

Samtidig understreges kommunens pligt til at forebygge og afhjælpe eventuelle konflikter mellem forældre og anbringelsessted. Dette kan blandt andet ske ved, at kommunen sørger for, at der er klare aftaler mellem kommune, anbringelsessted og forældre om forholdene under anbringelsen, herunder om graden af samarbejde med og inddragelse af forældrene i de daglige beslutninger. Der kan endvidere foranstaltes løbende møder til at tage eventuelle konflikter i opløbet. Hvis der efterfølgende, trods disse bestræbelser, opstår konflikter, kan kommunen spille en vigtig rolle i mæglingen mellem forældrene og anbringelsesstedet.

Støtte under samværet, § 57, stk. 2

215. Kommunen kan med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at samværet mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes ved, at der er en tredje person til stede.

Nogle forældre til anbragte børn og unge har brug for råd, hjælp og vejledning under samværet med barnet eller den unge. I sådanne situationer kan kommunen med samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at der skal være en tredje person til stede i forbindelse med samværet. Det kan f.eks. være en professionel støtteperson, en bisidder, en ven, et familiemedlem eller lignende. Kommunens afgørelser om støttet samvær kan indbringes for de sociale nævn.

Hvis der er behov for overvågning af samværet, skal der træffes afgørelse om at iværksætte overvåget samvær efter § 57, stk. 3, se pkt. 219. Forskellen mellem støttet samvær og overvåget samvær er bl.a., at der normalt skal laves rapporter om forløbet af samværet ved overvåget samvær, og at denne form for samvær ofte etableres, fordi der er bekymring for barnets sikkerhed under samværet, eller fordi barnet har det meget svært med samværet, f.eks. fordi barnet ikke har set forælderen igennem lang tid, eller fordi der er behov for at genetablere tilliden mellem et barn og forælderen.

Samvær og kontakt med forældre uden del i forældremyndigheden

216. Som nævnt dækker retten til kontakt og samvær også forældre uden del i forældremyndigheden. Kommunen skal derfor være opmærksom på, at også kontakten til og samværet med forældre uden del i forældremyndigheden holdes ved lige. For det anbragte barn eller den anbragte unge kan relationen til en forælder uden del i forældremyndigheden således spille en vigtig rolle både under anbringelsen - og i tiden efter en anbringelse, hvor barnet eller den unge har brug for voksne at støtte sig til.

Statsamtet har ifølge §§ 17, 18 og 26 i lov om forældremyndighed og samvær kompetencen til at fastsætte, ændre og ophæve samværet mellem et barn eller en ung og den forælder, der ikke har forældremyndigheden. Dette gælder, uanset om barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet.

Har statsamtet før anbringelsen fastsat samvær, er det statsamtets fastsættelse af samværet, som er udgangspunkt for samværet under anbringelsen. Kommunen kan dog af hensyn til barnet eller den unge indskrænke samværet, se nedenfor. Kommunen har dog ikke kompetence til at tillægge forældrene en videregående ret til samvær og kontakt med barnet eller den unge end den, der eventuelt er fastsat af statsamtet. Dette indebærer også, at kommunen ikke kan give tildele samvær, hvis statsamtet tidligere har afskåret dette. Kommunen kan således ikke lempe et af statsamtet fastsat vilkår for samværet, f.eks. om overvågning eller deponering af pas. Kommunen kan derimod inden for den af statsamtet fastsatte tidsmæssige ramme, tilrettelægge den praktiske afvikling af samværet, f.eks. fordele samværet over to dage.

Hviler en ret til samvær og kontakt på en aftale forældrene imellem, er det den aftalte ret, der danner udgangspunkt for samværet og kontakten.

Er der ikke forud for anbringelsen aftalt eller fastsat samvær, har kommunen kompetence til at fastsætte samvær og kontakt med en forælder uden del i forældremyndigheden under et barns anbringelse uden for hjemmet. Forældremyndighedsindehaveren bør høres, inden beslutningen om samvær træffes. Den endelige beslutning om samvær beror dog alene på kommunens vurdering. Det er i disse situationer ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt at involvere statsamtet.

Statsamtet har dog fortsat pligt til at behandle en ansøgning om samvær fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, selv om barnet er anbragt uden for hjemmet. Statsamtet skal høre forældremyndighedsindehaveren om dennes holdning til samvær med den anden forælder, selv om barnet er anbragt uden for hjemmet. Desuden vil statsamtet normalt indhente en udtalelse fra kommunen, hvis det i forbindelse med en samværssag bliver bekendt med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Kommunens indstilling til samværet vil ofte blive fulgt.

I alle tilfælde – dvs. uanset om der foreligger en samværsresolution, eller der er indgået en aftale mellem forældrene - kan kommunen træffe afgørelse om at regulere eller midlertidigt afbryde den aftalte ret, hvis betingelserne i § 57, stk. 2-4, er opfyldt, se nedenfor.

Regulering af samvær og kontakt, § 57, stk. 2

217. Afviklingen af retten til samvær og kontakt kan rejse en række praktiske problemer. Retten kan naturligvis ikke udøves af forældrene uden hensyntagen til, at barnet eller den unge nu er i et nyt miljø, og at anbringelsesstedet har sin tilrettelæggelse af dagligdagen, som må respekteres. Udgangspunktet er derfor, at forældrene og anbringelsesstedet aftaler, hvornår samværet skal foregå, således at afviklingen af samværet kommer til at passe begge parter.

I nogle tilfælde kan det dog blive nødvendigt, at kommunen regulerer afviklingen af samværet. Kommunen har efter § 57, stk. 2, adgang til om nødvendigt at træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge. Det kan dreje sig om både tilrettelæggelsen af de gensidige besøg og om, hvorledes brev- og telefonkontakten eller anden kommunikation skal foregå. Kommunen kan endvidere fastsætte nærmere vilkår for samværet, f.eks. at en gennemførelse af samværet forudsætter, at forældrene ikke er påvirket af alkohol eller stoffer. Dette indebærer dog ikke, at kommunen kan opstille vilkår om f.eks. indtagelse af antabus eller lignende for afgørelsen om retten til samvær. Der kan også træffes afgørelse om, at samværet skal foregå et bestemt sted, f.eks. på institutionen eller et neutralt sted. Kommunens adgang til at træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten omfatter også den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, uanset at statsamtet har udfærdiget en samværsresolution.

Kommunens adgang til at regulere samværets praktiske afvikling har til hensigt at tilgodese barnet eller den unge, og det præciseres i bestemmelsen, at der ved afgørelsen skal lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Loven sætter en grænse for, i hvilket omfang kontakt- og samværsretten kan reguleres af kommunen. Det er fastsat i § 57, stk. 2, 3. pkt., at der ikke efter 1. pkt. kan træffes afgørelser, der medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. En afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver måned, vil være at betragte som en afgørelse om afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, og skal behandles efter reglerne herom, jf. § 57, stk. 3. Det vil sige, at selv om der er samvær mindst en gang om måneden, er der tale om en afbrydelse af forbindelsen, hvis andre former for kontakt begrænses til mindre end en gang om måneden.

Der kan ikke generelt fastsættes en tidsmæssig ramme for samværets varighed. Det må bero på en konkret vurdering, hvornår et månedligt samvær er så beskedent, at der i realiteten er tale om en afbrydelse af forbindelsen. Et samvær på ¾ time om måneden er ikke at betragte som en afskæring af kontakten.

Adgang til enkeltstående reguleringer i samvær og kontakt

218. Anbringelsesstedet vil i kraft af det såkaldte anstaltsforhold i enkeltstående situationer kunne forhindre samvær eller kontakt mellem forældrene og barnet eller den unge, hvis det er påkrævet af hensyn til orden og sikkerhed.

Anbringelsesstedet har således adgang til at afvise den forælder, der f.eks. møder op for at besøge sit barn sent om aftenen efter børnenes sengetid, eller møder op i stærkt påvirket tilstand. Der må ligeledes være adgang til at afvise den forælder, der i stærkt påvirket tilstand ønsker telefonisk kontakt med sit barn.

Er der ikke tale om et enkeltstående tilfælde, men derimod om situationer der gentager sig, må anbringelsesstedet rette henvendelse til kommunen. Kommunen kan så træffe afgørelse efter § 57, stk. 2, om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten, og herunder fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten.

Afbrydelse af forbindelsen, overvågning mv., § 57, stk. 3

219. Forholdene ved anbringelsen kan være af en sådan art, eller de kan senere udvikle sig på en sådan måde, at det kan være nødvendig at regulere samværet på en mere indgribende måde, end det er muligt efter § 57, stk. 2.

Efter § 57, stk. 3, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om afbrydelse af forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- og telefonforbindelse, om overvåget samvær og om anonymisering af opholdssted, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Afbrydelsen af forbindelsen kan omfatte alle former for kontakt samtidig eller kun visse former for kontakt. Det betyder f.eks., at der kan træffes afgørelse om, at samværet skal afbrydes, uden at den telefoniske forbindelse afbrydes.

En afgørelse efter § 57, stk. 3, skal angive, for hvilken periode den er gældende.

Adgangen til at afbryde kontakten mellem en forælder og barnet eller den unge omfatter også den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, uanset at statsamtet har lavet en samværsresolution.

Afbrydelse af forbindelsen

220. Afbrydelse af samvær og/eller kontakt er et meget alvorligt indgreb. En afgørelse om ikke at måtte have forbindelse med barnet eller den unge kan af barnet, den unge og forældrene føles som endog mere vidtgående end en afgørelse om at anbringe barnet eller den unge uden deres samtykke. Det skal derfor være nødvendigt, af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, at træffe en sådan afgørelse.

Som nævnt oven for, skal en afgørelse, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden, betragtes som en afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem barnet eller den unge. En afgørelse om, at samvær og/eller kontakt skal være helt afbrudt i en periode, eller kun må finde sted mindre end en gang om måneden, f.eks. hvert kvartal, skal derfor træffes af børn og unge-udvalget efter § 57, stk. 3. Forældremyndighedsindehaveren og en evt. samværsforælder har ret til advokatbistand i en sag om afbrydelse af samvær eller kontakt med forælderen selv, jf. § 60.

En afbrydelse af forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge angår i første række forældrenes kontakt til barnet eller den unge. Afgørelsen bør derimod ikke automatisk medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve til forældrene, da barnet eller den unge uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører, kan have et væsentligt behov for at meddele sig til forældrene såvel positivt som negativt om situationen. En afskæring heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen.

Der skal også gøres opmærksom på, at § 57, stk. 3, alene giver mulighed for at afbryde brev, mail og telefonforbindelsen, men ikke adgang til at kontrollere barnets brev-, mail- eller telefonforbindelse med forældrene. Brev- og telefonkontrol kan kun finde sted efter reglerne i § 108, se pkt. 224.

Overvåget samvær

221. Under samme betingelser, som for at træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen, kan der efter § 57, stk. 3, træffes afgørelse om, at samværet skal være overvåget. Dvs. at samværet kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen, dvs. en af kommunen udpeget person. En afgørelse om overvåget samvær bør kun træffes, når formålet ikke kan opnås med mindre indgribende forholdsregler såsom en stedlig regulering af samværet efter § 57, stk. 2. Forældremyndighedsindehaveren og en evt. samværsforælder har ret til advokatbistand i en sag om overvåget samvær med forælderen selv, jf. § 60.

Kommunen bør være omhyggelig ved valget af den repræsentant, der skal foretage overvågningen af samværet, for at undgå, at der opstår loyalitetskonflikter. Dette kan der være risiko for, såfremt en plejeforælder overlades opgaven.

Kommunen skal ligeledes være opmærksom på de særlige forhold, der kan opstå, hvis forældrene taler et andet sprog end dansk. I sådanne situationer kan det blive nødvendigt at anvende en overvåger, der forstår forældrenes sprog.

Anonymisering af anbringelsesstedet

222. § 57, stk. 3, giver endvidere adgang til at træffe afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene (anonymisering af anbringelsesstedet). Betingelserne for at træffe en sådan afgørelse er de samme som for at træffe afgørelse om overvåget samvær og om at afbryde forbindelsen.

Procedurer i forbindelse med afbrydelse af kontakt mv.

223. En afgørelse om overvåget samvær, en afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, og en afgørelse om ikke at oplyse barnets eller den unges opholdssted over for forældrene, skal træffes i et møde i børn og unge-udvalget efter reglerne i § 62.

Er overvåget samvær påkrævet af hensyn til barnet, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget, uanset eventuelt samtykke fra forældrene. Der er ikke adgang til at træffe afgørelse om, at samværet skal være overvåget af hensyn til forældrenes behov for støtte under samværet, her skal der i stedet træffes en afgørelse med samtykke efter § 57, stk. 2.

Er behovet for at overvåge samværet, for at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge eller for at holde barnets eller den unges anbringelsessted skjult for forældrene så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan disse afgørelser træffes efter reglerne om foreløbige beslutninger, jf. § 57, stk. 4. Et sådant behov kan f.eks. foreligge i forbindelse med en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Brev- og telefonkontrol

Vejledning 2006 10 Historic

§ 58. Forinden myndigheden træffer afgørelse efter §§ 39, 40 og 41-46, § 47, stk. 2-4, og §§ 55-57 skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom.

Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.

Hvornår skal barnet eller den unge tilbydes en samtale

63. § 58 giver myndigheden en pligt til at tilbyde barnet eller den unge en samtale, inden der træffes afgørelser, som berører barnet eller den unge. Det vil sige, at barnet eller den unge blandt andet skal tilbydes en samtale, inden der træffes afgørelser om iværksættelse eller ophør af foranstaltninger, samt afgørelser om samvær under en anbringelse, valg af anbringelsessted mv. Konkret betyder § 58, at børn og unge skal tilbydes en samtale i forbindelse med afgørelser efter

– § 39, om tvangsmæssig undersøgelse,

– § 40, om foranstaltninger,

– § 41, om afgørelser efter § 40, stk. 2, nr.1, 6 og 7 uden samtykke,

– § 42, om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke,

– § 42 a, om udslusningsperiode,

– § 43, om genbehandlingsfrister,

– § 44, om lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke,

– § 45, om foreløbige afgørelser,

– § 46, om ophør af foranstaltninger,

– § 47, stk. 2-4, om de sociale nævns og Ankestyrelsens beføjelser uden klage,

– § 55, om valg af anbringelsessted,

– § 56, om revidering af handleplanen, og

– § 57, om samvær og kontakt med forældrene.

Formålet med samtalen med barnet eller den unge

64. Formålet med samtalen med barnet eller den unge er for det første, at den myndighed, som skal træffe afgørelse i sagen – typisk kommunen - får et førstehåndskendskab til det barn eller den unge, som sagen drejer sig om. Der kan således gå væsentlige oplysninger tabt, hvis sagsbehandleren ikke selv taler med barnet eller den unge. For det andet er det vigtigt, at der bliver taget hensyn til barnets eller den unges egen opfattelse af situationen. Samtalen skal derfor klarlægge barnets eller den unges egen holdning til den påtænkte afgørelse.

Hvordan skal samtalen foregå

65. Samtalen med barnet eller den unge skal ske på en kvalificeret og respektfuld måde. Det er centralt, at kommunen gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at finde frem til barnets eller den unges egen mening i sagen, og derfor skal mødet foregå så afslappet, roligt og så tillidsvækkende som overhovedet muligt.

Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Da det kan dreje sig om mindre børn, er det vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

I forhold til børn og unge med væsentlige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kan det være nødvendigt at tage særlige hensyn eller anvende særlige fremgangsmåder for at sikre inddragelsen af også disse børn og unge. Kommunen kan i denne sammenhæng vælge at inddrage videnscentre og lignende på området i forhold til den konkrete funktionsnedsættelse, som barnet eller den unge har.

Kommunen bør vejlede barnet eller den unge om, at der kan være mulighed for at have en bisidder som personlig støtte under samtalen. Se nærmere under pkt. 176.

Barnets eller den unges synspunkter skal tillægges passende vægt

66. Barnets eller den unges opfattelse skal, jf. § 32, stk. 3, tillægges passende vægt. Det betyder, at barnets eller den unges opfattelse bør tillægges betydning i den samlede vurdering af, hvilken afgørelse der skal træffes. Dette gælder f.eks. i forhold til et barns eller en ungs ønske om, at der vælges en bestemt person som personlig rådgiver eller kontaktperson efter § 40, stk. 3 nr. 6 og 7, eller at et anbringelsessted skal give mulighed for, at barnet eller den unge fortsat kan deltage i fodbold eller lignende. Bestemmelsen indebærer dog ikke en pligt til at følge barnets eller den unges holdning og ønsker. Der kan være faglige overvejelser, der umuliggør opfyldelsen af barnets eller den unges ønsker. I de tilfælde, hvor barnets eller den unges holdning til sagen ikke tillægges vægt, bør der imidlertid i sagen foreligge oplysninger om, hvorfor dette ikke er tilfældet, og sagsbehandleren kan med fordel overveje at informere barnet eller den unge om beslutningen og baggrunden for den.

Selv om børn og unge skal involveres, og deres synspunkter tillægges vægt, er det således myndighedens ansvar, at der træffes en korrekt beslutning, og hvilken beslutning der træffes. Det er vigtigt, at kommunen gør barnet eller den unge opmærksom på, at der ikke er tale om, at barnet eller den unge selv kan vælge, hvad der skal ske. Dermed kan det for det første undgås, at barnet eller den unge oplever selv at have ansvaret for beslutningen. For det andet sikrer dette, at barnet eller den unge ikke oplever unødig skuffelse, hvis kommunen ender med at træffe en anden afgørelse end den afgørelse, barnet eller den unge havde ønsket.

Høringen af barnet eller den unge træder ikke i stedet for dennes mulighed for at udtale sig for børn og unge-udvalget, jf. § 62, stk. 2.

Hvornår kan man undlade samtalen

67. Udgangspunktet er, at myndigheden har pligt til at tilbyde alle børn og unge en samtale – uanset deres alder. I enkelte situationer vil barnets modenhed eller sagens karakter dog kunne begrunde, at barnet ikke høres. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en samtale vil stille barnet i en urimelig presset situation. I disse sager skal der foretages en konkret vurdering af, om hensynet til barnet eller den unge i afgørende grad taler imod, at barnet eller den unge høres eller inddrages. Der skal ved denne vurdering ikke tages udgangspunkt i, hvorvidt »det nytter noget« at høre barnet eller den unge – men alene i om barnets situation tilsiger, at høring og inddragelse bør undlades.

Barnet eller den unge har naturligvis ret til at afslå at udtale sig. Hvis barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig, vil oplysninger herom opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted.

Såfremt der ikke gennemføres en samtale med barnet eller den unge, bør der af sagen fremgå en konkret begrundelse for, at samtalen ikke har fundet sted. Samtidig bør myndigheden forsøge at afdække barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning på anden vis. Dette kan f.eks. ske ved at tale med personer i barnets eller den unges netværk, som det har en fortrolighed med eller ved at se på tidligere oplysninger i sagen.

Forældremyndighedsindehaveren kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale. Forældremyndighedsindehaveren har ikke ret til at være til stede under samtalen. I nogle tilfælde kan det dog – f.eks. af hensyn til barnets tryghed - være hensigtsmæssigt, at forældrene er til stede under samtalen.

Ankestyrelsens praksis vedr. samtaler med børn

68. Manglende overholdelse af reglerne i § 58 om samtale med børn kan medføre, at en afgørelse bliver ugyldig. Ankestyrelsen har således i flere tilfælde erklæret børn og unge-udvalgsafgørelser om foranstaltninger ugyldige i situationer, hvor der ikke forud for mødet i børn og unge-udvalget var afholdt samtale med barnet eller den unge, hvor der ikke forelå oplysninger om barnets modenhed, der talte imod samtalens gennemførelse, og hvor barnets eller den unges holdning til anbringelsen ikke var kendt.

Hvis der ikke gennemføres en samtale med barnet eller den unge, lægger Ankestyrelsen vægt på, at der foreligger en konkret begrundelse for, hvorfor samtalen ikke er gennemført, og at der ikke alene henvises generelt til f.eks. barnets alder.

Ankestyrelsen har derudover påpeget, at det følger af den almindelige notatpligt, at der skal udarbejdes et særskilt notat om samtalen. Dette notat bør blandt andet indeholder oplysninger om tidspunktet for og indholdet af samtalen. Ankestyrelsen lægger således vægt på, at der i sagen foreligger dokumentation for, at der er blevet afholdt en egentlig samtale med barnet eller den unge før afgørelsen, og at der ikke blot henvises til, at der løbende har været ført samtaler med barnet eller den unge.

Endelig har Ankestyrelsen påpeget, at når der er tale om en sag, der skal forelægges børn og unge-udvalget med henblik på en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, bør samtalen afholdes i rimelig tilknytning til afholdelsen af mødet, således at oplysningerne er dækkende for barnets aktuelle holdning.

Information når afgørelse om foranstaltning er truffet

69. Det må fremhæves, at det er vigtigt, at børn og unge informeres om, at der er truffet afgørelse om en foranstaltning, inden denne iværksættes, og hvad foranstaltningen indebærer. Dette er vigtigt for at sikre, at barnet eller den unge får det størst mulige udbytte af foranstaltningen og føler sig tryg ved forandringerne. Der er tale om en opgave, som det må anses for naturligt, at forældrene varetager, men hvis kommunen bliver opmærksom på, at forældrene ikke kan eller evner at fortælle barnet eller den unge, hvad der skal ske, er det forvaltningens opgave at søge sikret, at barnet eller den unge får den nødvendige information. Dette kan ske enten ved at støtte forældrene i at gennemføre samtalen, finde en i familiens netværk, som alle føler sig trygge ved, der kan gennemføre samtalen, eller ved at sagsbehandleren selv påtager sig opgaven.

Systematisk inddragelse af familie og netværk

Vejledning 2006 10 Historic

§ 58 a. Kommunen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 40, § 42 eller § 62 a. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunen snarest muligt og senest inden for fire måneder at opstille en handleplan.

Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, samt for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie og med inddragelse af amtskommunens misbrugscenter.

Stk. 3. For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunen udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.

Stk. 4. Kommunen skal udarbejde en foreløbig handleplan, jf. stk. 3, senest syv dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet.

Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført, jf. § 38, og opstille mål og delmål med hensyn til barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritid og venskaber og

6) andre relevante forhold.

Stk. 6. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 3, nr. 8, og § 42, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnet eller den unges hjemgivelse.

Stk. 7. Kommunen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

Pligten til at udarbejde handleplaner

71. Kommunen skal altid udarbejde en handleplan

– Før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter § 40, § 42 eller § 62 a over for et barn eller en ung, der har behov for særlig støtte.

– Hvis et barn eller en ung under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug.

– Hvis et barn eller en ung under 18 år har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

– Derudover skal kommunen tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

De generelle regler om udarbejdelse af handleplaner, og reglerne om hvad handleplaner skal indeholde, gennemgås i pkt. 74ff. Reglerne om udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med foranstaltninger gennemgås i pkt. 72. Reglen om, at forældre til anbragte børn skal tilbydes en særskilt plan for støtte til familien, gennemgås i pkt. 80. Reglerne om handleplaner til børn og unge med behandlingskrævende stofmisbrug gennemgås i pkt. 81ff. Reglerne om handleplaner til børn og unge, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, gennemgås i kapitel 4.

Udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med foranstaltninger, § 58 a, stk. 1

Vejledning 2006 10 Historic

§ 58 a. Kommunen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 40, § 42 eller § 62 a. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunen snarest muligt og senest inden for fire måneder at opstille en handleplan.

72. Som udgangspunkt skal der altid udarbejdes en handleplan, før der iværksættes en foranstaltning efter reglerne om særlig støtte til børn og unge i servicelovens kapitel 8. Handleplanen skal sikre, at formålet med foranstaltningen er beskrevet, og at der er klare mål og delmål for indsatsen.

Da der således er et generelt krav om, at der skal udarbejdes en handleplan, før der iværksættes støtteforanstaltninger, kræver det ikke forældrenes samtykke at udarbejde handleplanen, men kommunen skal så vidt muligt altid udarbejde den i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, da det vil give en fælles forståelse af målet med indsatsen, der blandt andet kan medvirke til at forhindre en tilbagekaldelse af et samtykke til en foranstaltning.

Det kan eksempelvis være svært at få forældrenes samtykke til handleplanen i sager, hvor der træffes afgørelse om f.eks. anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Det følger blandt andet af formålsbestemmelserne i § 1 og § 32, at handleplanen så vidt muligt skal udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. Et forpligtigende samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge er således det bedste udgangspunkt for at afhjælpe problemerne. Derfor er det også vigtigt, at både barnet eller den unge og forældrene forstår handleplanens enkelte elementer.

I forhold til anbringelser uden for hjemmet spiller handleplanen en særlig rolle. For en frivillig anbringelse efter § 40, stk. 3, nr. 8, er angivelsen af formålet tillige knyttet til bestemmelsen i § 54 om det informerede samtykke, hvorefter samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen, se pkt. 88ff. Ved tvangsmæssige anbringelser indgår handleplanen i kommunens indstilling til børn og unge-udvalget om, hvorvidt der skal træffes en sådan beslutning, og er derfor af væsentlig betydning for afgørelsen, se kap. 5.

En handleplan er således både kommunens eget arbejdsredskab i forhold til at sikre en systematisk planlægning af sagen, og et redskab kommunen kan bruge aktivt i forhold til samarbejdet med familien og barnet eller den unge.

Samtidig kan handleplanen spille en positiv rolle i forhold til eventuelle leverandører af foranstaltninger, f.eks. anbringelsessteder. Det er således en fordel, at aftalerne mellem kommunen og anbringelsesstedet kan bygge på de klare målsætninger, som kommunen og familien i samarbejde har opstillet i handleplanen. Kommunen skal dog være opmærksom på, at handleplanen i sager om døgnophold kan omfatte mere end de ydelser, der indgår i selve døgnopholdet og f.eks. indeholde oplysninger om forældrene, som ikke er anbringelsesstedet vedkomne. Kommunen skal derfor altid vurdere, hvilke af de oplysninger, der indgår i handleplanen, der er egnede til videregivelse til anbringelsesstedet. Forældre eller andre involverede har dog mulighed for at give samtykke til videregivelse af oplysninger i handleplanen, der ellers ville blive undtaget af hensyn til de involverede selv.

Tidsfrister, § 58 a, stk. 1

73. Som det fremgår skal der udarbejdes en handleplan, før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter §§ 40, 42 og 62 a. Behovet for en foranstaltning kan imidlertid opstå så akut, at det ville være i modstrid med formålet med hensynet til barnet at afvente udarbejdelsen af en handleplan. § 58 a, stk. 1, fastsætter, at iværksættelse af en foranstaltning ikke behøver at afvente udarbejdelse af en handleplan, når hensynet til barnet eller den unge taler for det. Efter § 58 a, stk. 1, er det således i akutte sager tilstrækkeligt med en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen. Kommunen skal da snarest muligt og senest inden fire måneder opstille en egentlig handleplan. De fire måneder løber fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om foranstaltningen er truffet.

For så vidt angår foreløbige anbringelser uden samtykke skal handleplanen dog være opstillet, så den kan indgå i indstillingen ved sagens endelige forelæggelse for børn og unge-udvalget, da det følger af § 59, at indstillingen om en anbringelse uden samtykke efter § 42, skal indeholde handleplanen. Det betyder, at i sager, hvor der efter § 45 træffes en foreløbig afgørelse om anbringelse uden samtykke, skal handleplanen være udarbejdet senest inden en måned efter børn og unge-udvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse efter § 45, stk. 3.

Indholdet i handleplanerne

Vejledning 2006 10 Historic

§ 58 a

Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført, jf. § 38, og opstille mål og delmål med hensyn til barnets eller den unges

1) udvikling og adfærd,

2) familieforhold,

3) skoleforhold,

4) sundhedsforhold,

5) fritid og venskaber og

6) andre relevante forhold.

Stk. 6. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 3, nr. 8, og § 42, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnet eller den unges hjemgivelse.

Stk. 7

74. I § 58 a, stk. 5 og 6, opregnes de elementer, som handleplanen i alle tilfælde skal indeholde en beskrivelse af. Det centrale er, at handleplanen på en klar og konkret måde angiver både formål, mål og delmål for indsatsen. Handleplanen skal sikre en tilstrækkelig systematik i disse sager, sikre en god opfølgning på effekterne af indsatsen, give familien et overblik over sagens forløb og give en konstruktiv overlevering af sagen ved et eventuelt sagsbehandlerskift.

Handleplanens enkelte elementer, jf. § 58 a, stk. 5

75. Handleplanen skal, jf. § 58 a, stk. 5, angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på den undersøgelse, der er gennemført efter § 38. Handleplanen skal således opstille mål og delmål i forhold til de samme seks temaer, der skal behandles som led i § 38-undersøgelsen.

Kravet i § 58 a, stk. 5, betyder således, at kommunen i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen tager stilling til, hvilke mål og delmål der er i forhold til barnets eller den unges

– udvikling og adfærd,

– familieforhold,

– skoleforhold,

– sundhedsforhold,

– fritid og venskaber,

– andre relevante forhold.

Der henvises til pkt. 52 for en gennemgang af indholdet i de seks punkter.

Kravet om mål og delmål betyder f.eks., at man ved beslutning om at anbringe et barn uden for hjemmet skal angive, hvilke forhold ved barnets eller den unges situation opholdet uden for hjemmet skal hjælpe med til at forbedre. Det kan eksempelvis angives, om det er barnets egne problemer eller forholdet til forældrene eller helt andre forhold, der fører til, at barnet i en periode anbringes uden for hjemmet. Og det skal angives præcist, hvad der skal ske i forhold til problemerne.

En klar sammenhæng mellem behov og indsats betyder, at man har et godt udgangspunkt for at styrke kontinuiteten i den enkelte sag. En tæt sammenhæng mellem undersøgelse, handleplan og opfølgning sikrer, at man undgår foranstaltninger, som ikke giver de ønskede forbedringer af situationen. Først og fremmest fordi man i højere grad kan vælge den rette foranstaltning allerede fra starten, men også fordi man bedre kan vurdere, hvornår indsatsen bør ændres. Der skal således være faglige argumenter for at ændre i indsatsen eller i handleplanen. Ændringerne kan f.eks. være begrundet i, at mål eller delmål er nået hurtigere end forudsat, eller at sagens udvikling viser, at målene alligevel ikke kan nås med den valgte indsats.

Både mål og delmål skal derfor anføres så specifikt som muligt. Det betyder blandt andet, at handleplanen skal give præcise og konkrete anvisninger på, hvad der skal ske i forhold barnets eller den unges problemer. Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt alene generelt at skrive, at der skal arbejdes på at forbedre barnets eller den unges relationer til jævnaldrene. Det bør fremgå, hvad der konkret skal ske, dvs. hvordan der skal arbejdes på barnets eller den unges relationer til jævnaldrene. Og det bør også fremgå konkret, hvad målet er, dvs. i dette tilfælde hvad det er, man vil opnå med indsatsen i forhold til barnets eller den unge relationer til jævnaldrene. Indsatsen og målsætningerne skal med andre ord beskrives så præcist, at de giver konkrete anvisninger på, hvad der skal ske i sagen. Samtidig skal målene også beskrives så præcist, at det er muligt for både barnet og den unge, familien, kommunen og personalet i de enkelte foranstaltninger at vurdere sagen og tage stilling til, om og hvornår målene er opnået.

En god handleplan med præcise mål og delmål betyder således, at det bliver lettere for både barnet eller den unge og familien at danne sig et overblik over forløbet og forstå sammenhængen mellem de forskellige tiltag. Endelig betyder mere præcise beskrivelser af målene, at kommunen får bedre muligheder for at foretage effektvurderinger og evalueringer. En klar beskrivelse af målene, er således en første forudsætning for at kunne vurdere, om en foranstaltning bidrager til, at målene bliver nået. Dermed sikres ikke alene en bedre kvalitet i den enkelte sag, men også bedre muligheder for generelt at forbedre indsatsen via mere tværgående viden om effekterne af forskellige foranstaltninger.

76. Kommunen får således mulighed for systematisk at følge med i, hvorvidt de forskellige foranstaltninger, der typisk anvendes af kommunen, generelt bidrager til, at de opstillede mål i de enkelte sager nås. Kommunen kan f.eks. afdække, om bestemt former for støtte i hjemmet eller om konkrete anbringelsessteder har særlige styrker eller svagheder i forhold til et eller flere af de seks faste punkter i handleplanen. Dvs. at kommunen kan blive opmærksom på, om et anbringelsessted eksempelvis er særligt godt eller særligt dårligt til at imødekomme målsætninger i forhold til f.eks. skolegang, familie eller andre forhold. Kommunen kan så bruge denne viden, dels i forhold til visiteringen af andre børn og dels i forhold til en dialog med anbringelsesstedet om indsatsen.

I forhold til beskrivelsen af, hvilken indsats der er nødvendigt for at opnå de opstillede formål, stilles der ikke noget fast krav om detaljeringsgraden. Kommunen bør dog søge at give en fyldig beskrivelse af så mange aspekter som muligt i den indsats over for barnet eller den unge, som kommunen forestiller sig er nødvendig for at opnå formålet med foranstaltningen. Eksempelvis kan det nævnes, at det i anbringelsessager bør beskrives, hvilken type af de forskellige anbringelsessteder - døgninstitutioner, familiepleje, opholdssted - der menes egnet til at klare barnets eller den unges problemer. Der er ikke efter loven nogen foretrukken anbringelsesform. Må det forudses, at opnåelsen af formålet med anbringelsen vil indebære, at der kan blive tale om anvendelse af forskellige typer af anbringelsessteder i forlængelse af hinanden, f.eks. døgninstitution efterfulgt af ophold i familiepleje, bør beskrivelsen omfatte dette forhold.

77. Tilhører barnet eller den unge en etnisk minoritet, må kommunen ved udarbejdelsen af handleplanen tage det nødvendige hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund kan udgøre ved en anbringelse uden for hjemmet. Det kan bl.a. være relevant i forhold til valg af personlig rådgiver eller kontaktperson. Særligt må der lægges vægt på hensynet til, at der skabes sammenhæng i barnets eller den unges opvækst. I nogle tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at vælge et anbringelsessted, hvor der er personer med samme baggrund som barnet eller den unge. Andre gange kan det være hensigtsmæssigt at lægge vægt på, om der i anbringelsesstedets nærmiljø er mulighed for, at barnet eller den unge f.eks. kan modtage sprogundervisning, dyrke sin religion eller have kontakt til sit oprindelige etniske miljø. Sådanne overvejelser bør foretages i samarbejde med forældrene, da der kan være kulturelle forskelle internt i et etnisk miljø og forskelle mellem de enkelte familiers indstilling til disse spørgsmål, som der skal tages højde for.

Angivelse af foranstaltningens forventede varighed, § 58 a, stk. 6

78. Handleplanen skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. Selv om det nogle gange kan være vanskeligt at angive tidsperspektivet ved en foranstaltning, må det konkret overvejes, hvilken tid det vil tage at nå formålet. For forældrene er det vigtigt at kende resultatet af disse overvejelser, da varigheden må anses at være et væsentligt forhold for forældrene ved enhver indsats. Det kan f.eks. være belastende ikke at kende tidshorisonten for en forebyggende foranstaltning i hjemmet. En angivelse af tidsperspektivet i anbringelsessager kan endvidere bidrage til at skabe en forståelse hos forældrene for, at anbringelsen må forløbe i overensstemmelse med den lagte handleplan, for at formålet kan opnås. En fælles forståelse af tidsperspektivet kan derfor bidrage til, at hjemgivelsesbegæringer i utide fra forældrene kan – om end ikke undgås - så dog formindskes.

Angivelse af støtten til familien, § 58 a, stk. 6

79. Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både barnet eller den unge og familien, skal handleplanen beskrive hvilke former for støtte, der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet, og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Det er vigtigt, at der under en anbringelse arbejdes med at støtte familien til en løsning af de problemer, som har været medvirkende til barnets eller den unges vanskeligheder. For det første fordi, det er vigtigt at arbejde på at løse familiens eventuelle problemer, således at barnet eller den unge igen kan hjemgives. For det andet fordi det er centralt at støtte forældrene i at kunne udfylde deres forældrerolle også under anbringelsen. Forholdet til forældrene er således væsentligt for barnet eller den unge også under anbringelsen, og forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.

Kommunerne har, jf. § 40 a, pligt til at tilbyde forældrene til anbragte børn en støtteperson under anbringelsen, se pkt. 112. Det forudsættes derfor, at omfanget og det nærmere formål med tildelingen af denne støtteperson er et par af de elementer, som planen for støtten til forældrene, kan omhandle. Derudover skal handleplanen beskrive den planlagte indsats i forhold til de problemer, der er i den enkelte familie. Det kan eksempelvis være forældrenes arbejdsmarkedssituation, behovet for familieterapi eller vejledning i forhold til forældrerollen, eventuelle problemer med misbrug eller psykiske lidelser mv. Der vil ofte være tale om en bredspektret indsats for at hjælpe familien, hvor det kan være relevant at koordinere hjælp ydet efter forskellig lovgivning. Beskrivelsen af støtten til familien kan således godt indeholde initiativer, der iværksættes efter anden lovgivning, således at der skabes overblik og sammenhæng i indsatsen. I særlige tilfælde kan det være formålsløst at iværksætte nye støtteformer over for forældrene. Dette kan f.eks. være tilfældet i sager, hvor der tidligere har været iværksat flere forskellige former for støtte til familien, som har været resultatløse. De manglende resultater kan skyldes en række omstændigheder, men det kan bl.a. dreje sig om, at familien ikke har ønsket at indgå aktivt i et samarbejde med kommunen om løsning af problemerne, eller sager hvor familien har frasagt sig den tilbudte støtte efter kort tid. I sådanne særlige tilfælde vil oplysninger om, hvorfor det må anses for formålsløst at tilbyde familien yderligere støtte være tilstrækkeligt til at opfylde lovens krav om, at handleplanen skal angive støtten til familien.

Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for efter en hjemgivelse af barnet eller den unge, kan være vanskeligt at forudse på tidspunktet for handleplanens udarbejdelse, dvs. før afgørelsen om anbringelse træffes. Dette element i handleplanen vil imidlertid kunne konkretiseres ved den løbende vurdering og ved eventuelle revisioner af handleplanen under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet. Dette element i handleplanen skal i hvert fald kunne beskrives klart ved den sidste revision af planen forud for en hjemgivelse, jf. § 46, stk. 4. Der henvises herom til pkt. 115.

Tilbud om en særskilt plan for støtten til forældrene, § 58 a, stk. 7

Vejledning 2006 10 Historic

§ 58 a

Stk. 7. Kommunen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

80. Ifølge § 58 a, stk. 7, skal kommunen tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet.

Forældrene skal således have tilbudt, at beskrivelsen af hjælpen til familien fremgår af en særskilt plan for støtten til forældrene, i stedet for at beskrivelsen alene indgår i barnets eller den unges handleplan, som det kræves i § 58 a, stk. 6. Den særskilte plan for støtten til forældrene skal have det samme indhold, som den beskrivelse af støtten til familien, som barnets eller den unges handleplan skal indeholde. For en beskrivelse af hvilket indhold den særskilte plan for støtte til forældrene kan have, se derfor pkt. 79 om angivelsen af støtten til familien i barnets eller den unges handleplan.

Det kan blandt andet være en fordel, at forældrene har en særskilt handleplan for støtten til familien, i de situationer, hvor forældrene flytter, så barnet eller den unge og forældrene får hver sin handlekommune. Reglerne om handlekommune eller opholdskommune findes i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. Socialministeriet vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det er altid forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der skal udarbejde handleplanen.

Der skal dog gøres opmærksom på, at alle forældre har ret til at få tilbuddet om en særskilt plan for støtten til forældrene i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet, uanset om kommunen vurderer, at dette er en fordel.

Forældrene skal have tilbuddet om en særskilt plan i forbindelse med, at der før anbringelsen af barnet eller den unge udarbejdes en handleplan for barnet eller den unge. Selv om forældrene på dette tidspunkt ikke ønsker, at støtten til familien fremgår af en særskilt plan, har forældrene også efterfølgende – under anbringelsen – ret til at få udarbejdet en særskilt handleplan for støtten til familien.

Handleplaner for unge under 18 år med behandlingskrævende stofmisbrug, § 58 a, stk. 2

81. § 58 a, stk. 2, fastsætter, at kommunen skal udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, samt for den nødvendige støtte, når unge under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug. Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie, og med inddragelse af det amtslige misbrugscenter. Samarbejdet med den unge og dennes familie er centralt for at sikre de involveredes opbakning og samarbejde i forhold til de initiativer, der iværksættes. Inddragelsen af amtets misbrugscenter er centralt, fordi kommunen dermed tilføres den nødvendige viden om, hvorledes der tilrettelægges en behandling for den unges misbrug.

Indholdet i handleplanerne til unge med behandlingskrævende stofmisbrug

82. Handleplanerne skal beskrive den behandling, der skal iværksættes, og beskrive den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen skal således blandt andet angive, hvilke former for støtte kommunen vil iværksætte for at løse den unges misbrugsproblemer og øvrige sociale problemer. De almindelige bestemmelser i servicelovens kapitel 8 om særlig støtte til børn og unge gælder også for denne gruppe af unge. Den støtte, som kommunen beskriver i handlingsplanen, kan således være foranstaltninger efter § 40. Indholdet i handleplanerne skal i øvrigt leve op til de generelle krav til indholdet i handleplaner, som opstilles i § 58 a, stk. 5 og 6, se pkt. 71ff.

Formålet med handleplanerne til unge med behandlingskrævende stofmisbrug

83. Formålet med at udarbejde en handleplan, når unge under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug, er, at styrke indsatsen, så der hurtigst muligt kan iværksættes en samlet, koordineret indsats.

Der kan være en risiko for, at unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug ikke modtager relevant behandling, fordi de eksisterende døgntilbud eller ambulante tilbud for børn og unge ikke i tilstrækkelig grad har faglig viden om misbrugsbehandling.

Kommunerne har generelt ansvaret for, at børn og unge, der har brug for særlig støtte – herunder unge med misbrug – får den støtte, som de har behov for.

Amtskommunerne er ansvarlige for antallet af pladser og muligheden for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale vanskeligheder, herunder unge med misbrugsproblemer. Amternes traditionelle tilbud på stofmisbrugsbehandlingsområdet matcher ikke altid de unges behov for behandling og støtte, ligesom tilbuddene ikke opleves som attraktive, idet de unge ikke ser sig selv som misbrugere og ikke vil sættes i bås med ældre stofmisbrugere.

Samtidig er de unges problemer ofte så komplekse, at de kræver såvel amtslig som kommunal ekspertise og et tæt samarbejde. De unge, som har et så stort misbrug af stoffer, at de har behov for misbrugsbehandling, er ofte unge, der er opvokset under vanskelige vilkår. Der er sjældent tale om decideret afhængighed, men snarere om et eksperimenterende misbrug. Disse unge har derfor udover misbrugsproblemet ofte svære sociale problemer som f.eks. manglende tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet og ringe sociale kompetencer. Misbrugsproblemet er således som regel ikke den unges eneste problem, og indsatsen skal derfor have fokus på viften af sociale problemer hos den unge og ikke kun på misbruget.

Hvad er et behandlingskrævende stofmisbrug?

84. Der foreligger et behandlingskrævende stofmisbrug, når forbruget af euforiserende stoffer har fået et sådant omfang og sker på en sådan måde, at det må betegnes som misbrug eller afhængighed, der medfører fysiske, psykiske og/eller sociale skader. Begrebet stofmisbrug dækker både hashmisbrug og misbrug af centralstimulerende stoffer.

Social behandlingsgaranti til unge stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde, § 85, stk. 3

85. I forlængelse af reglerne om handleplaner til unge med stofmisbrug skal det fremhæves, at § 85, stk. 3, giver bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte regler om garanti for social behandling efter stk. 1 og 2, af stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde. På baggrund af denne hjemmel, er der fastsat nærmere regler om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i bekendtgørelsen nr. 776 af 11. august 2005. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 8 til denne vejledning. Formålet med bestemmelsen er, at amtskommunen skal fremskynde og handle hurtigt og effektivt for, at den unge kan komme i behandling for stofmisbruget. Med bestemmelsen sikres, at amtskommunen iværksætter et behandlingstilbud til unge med alvorlige stofmisbrugsproblemer inden for 14 dage fra henvendelsen.

Målgruppen er unge, som på grund af stofmisbruget har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Den sociale behandlingsgaranti dækker kun i de særlige tilfælde, hvor stofmisbruget har udviklet sig sådan, at de unge har svært ved at modtage den almindelige støtte efter reglerne for børn og unge i servicelovens kapitel 8, førend der er sat en behandling i gang i forhold til deres stofmisbrugsproblemer.

Bestemmelsen ændrer ikke ved det ansvar for behandling af unge med stofmisbrugsproblemer som er fastsat i kapitel 8.

Det er altså ikke alle de børn og unge, som er i behandling for stofmisbrug, der er omfattet af garantien, men derimod den del af disse børn og unge, der har et så massivt og skadende stofmisbrug, at amtskommunen vurderer, at en hurtig indsats er påkrævet af hensyn til iværksættelse af tilbud efter servicelovens kapitel 8.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 42 skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 42 anses for opfyldt,

2) de foranstaltninger efter § 40, stk. 2, der har været iværksat eller har været tilbudt familien, og grundene til, at foranstaltninger af denne karakter nu må anses for utilstrækkelige eller uanvendelige,

3) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,

4) den handleplan for anbringelsen, jf. § 58 a, stk. 4, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og

5) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 59 a. En indstilling om, at et barn eller en ung ikke kan hjemtages i op til seks måneder efter § 42 a, skal indeholde en redegørelse for

1) grundlaget for, at betingelserne i § 42 a anses for opfyldt,

2) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i dennes omgivelser, som i en hjemtagelses-periode på op til seks måneder kan bidrage til at klare vanskelighederne,

3) den handleplan for anbringelsen, jf. § 58 a, stk. 4, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie i hjemtagelsesperioden og i tiden derefter, og

4) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.

178. Der opstilles i § 59 og § 59 a en række basale krav til indstillingen til børn og unge-udvalget om en tvangsmæssig anbringelse eller en fortsat anbringelse uden samtykke i op til seks måneder. Formålet med kravene er at få en større gennemsigtighed i forhold til beslutningsgrundlaget, som det foreligger for udvalget. Kravet til indstillingen har endvidere til formål at højne kvaliteten i sagsbehandlingen. For indehaveren af forældremyndigheden, den unge over 15 år og dennes advokat betyder det, at de kan stille krav om, at de oplysninger, der er indeholdt i indstillingen, skal foreligge inden mødet i børn og unge-udvalget. Det giver parterne mulighed for at forstå kommunens bevæggrunde for at foretage indstillingen og et bedre grundlag for, at de kan få deres synspunkter og yderligere oplysninger til sagen frem. Børn og unge-udvalget er bundet af kommunens indstilling.

De udtrykkelige krav til indstillingen gælder for en tvangsmæssig anbringelse efter § 42 eller ved en forlængelse af anbringelsen i seks måneder efter § 42 a., da disse afgørelser må betegnes som de mest vidtgående af de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt. Selv om kravene til indstillingen kun er lovfæstede for så vidt angår anbringelsessager efter §§ 42 og 42 a, vil der også i alle andre situationer skulle udfærdiges en indstilling, forud for en afgørelse om et tvangsmæssigt indgreb, således at børn og unge-udvalget får det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen, jf. § 3 i bekendtgørelsen om forretningsorden for børn og unge-udvalgene. Dette følger imidlertid af de almindelige regler om god forvaltningsskik, at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst, før der kan træffes afgørelse. Det påhviler dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 6.

Elementerne i indstillingen

179. Opregningen i §§ 59 og 59 a, angiver de elementer, der som minimum skal indgå i indstillingen. Herudover kan der være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkelte sags særlige omstændigheder.

Kravet om, at indstillingen, skal indeholde en redegørelse for, hvorfor kommunen mener, at betingelserne for en tvangsmæssig anbringelse anses for opfyldt, jf. § 59, nr. 1, eller at betingelserne for en fortsat anbringelse uden samtykke i op til seks måneder anses for opfyldt, jf. § 59 a, nr. 1, skal ses i sammenhæng med, at kriterierne for gennemførelsen af en anbringelse uden samtykke er udførligt angivet i § 42, stk. 1, og i § 42 a, stk. 1 og 2.

Forebyggende foranstaltninger efter § 40, som kommunen har iværksat før indstillingen om en anbringelse uden samtykke udgør et andet vigtigt element, når der skal tages stilling til, om der skal iværksættes en eventuel tvangsmæssig anbringelse, jf. § 42. Det samme gælder årsagerne til, at de forebyggende foranstaltninger ikke længere anses for at være tilstrækkelige til at løse problemerne i familien. Der skal endvidere redegøres for, hvorfor eventuelle foranstaltninger må anses for uanvendelige. Alle foranstaltninger skal ikke nødvendigvis have været forsøgt, før der træffes beslutning om at indstille til anbringelse uden samtykke, og der kan være tilfælde, hvor ingen øvrige foranstaltninger bør forsøges, da de må anses for uanvendelige. Dette skal ses i sammenhæng med, at kommunen skal finde det tilstrækkelige middel til at løse problemerne i hjemmet, hvilket i nogle tilfælde kan føre til at en anbringelse uden for hjemmet er nødvendig som det første skridt i sagen.

Netop i sager, hvor der indstilles til tvangsmæssig anbringelse eller fortsat anbringelse uden samtykke i op til seks måneder, er det vigtigt ikke ensidigt at beskæftige sig med manglerne og svaghederne hos barnet eller den unge eller i familien. Derfor skal der redegøres for de ressourcer, der findes i barnets eller den unges familie eller i netværket, jf. § 38 stk. 3, og § 59, nr. 3, og § 59 a, nr. 2. Det kan give mulighed for at afdække om, der er andre løsninger end en anbringelse uden for hjemmet og om anbringelsen kan ske i barnets eller den unges netværk, jf. § 49, stk. 2.

Handleplanen for indsatsen over for barnet eller den unge under anbringelsen skal laves, før et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, jf. § 58 a, og skal ligeledes indgå i indstillingen, jf. § 59, nr. 4, og § 59 a, nr. 3.

Endelig skal det af indstillingen fremgå, hvorledes barnet eller den unge forholder sig til anbringelsen, jf. § 59, nr. 5, og § 59 a, nr. 4. § 32 stk. 3, og § 58 fastsætter, at der altid bør ske en inddragelse af barnet eller den unge i hele sagsforløbet. Det betyder, at man løbende bør orientere barnet eller den unge om, hvad der sker i sagen. I § 59 nr. 5 og § 59 a nr. 4 understreges inddragelsen af barnet eller den unge i sagen, idet der skal ske en orientering af barnet eller den unge om anbringelsen uden for hjemmet, inden der træffes beslutning om tvangsmæssig anbringelse. Barnets eller den unges reaktion på indstillingen om en anbringelse uden for hjemmet skal beskrives. Det er vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles med et forsøg på at få barnet eller den unge til at give samtykke. Derfor er der heller ikke fastsat en nedre aldersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor et barn er så lille, at det bliver meningsløst at beskrive dets holdning. Det må dog samtidig understreges, at selv ret små børn har behov for at vide, hvad der skal ske med dem. Se i øvrigt pkt. 63ff om høring af barnet.

Barnet eller den unge må på ingen måde presses til at have en holdning, men man bør forsøge at sikre sig, at barnet eller den unge har forstået, hvad der skal ske. Hvis barnet eller den unge vægrer sig mod at udtale sig, vil oplysningerne herom være tilstrækkelige til at opfylde kravet i bestemmelserne.

Genbehandling

180. § 59 om de indholdsmæssige krav til indstillingen finder tilsvarende anvendelse ved genbehandling af en sag ved børn og unge-udvalget efter § 43 med de modifikationer, der følger af, at der er tale om genbehandling og ikke en førstegangsbehandling af en indstilling om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet. Kommunen kan ikke nøjes med at henvise til tidligere afgørelser, men skal forelægge indstillingen igen. Kommunen skal i forbindelse med forelæggelsen for børn og unge-udvalget være opmærksom på, at handleplanen kan være revideret, jf. § 56, stk. 1, hvilket betyder, at det er den reviderede handleplan, der primært skal forelægges udvalget, jf. § 59.

Foretræde for udvalget

181. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge efter § 62, stk. 2, 1. pkt., have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Barnets opholdskommune kan yde støtte til forældrenes transport til møder i barnets opholdskommune, jf. § 53. Tilbud efter 1. pkt. til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller det må antages at være til skade for barnet eller den unge, men udgangspunktet er, at barnet eller den unge har ret til at blive udtale sig til børn og unge-udvalget. Bestemmelsen angår alene retten til at udtale sig over for udvalget. Se pkt. 63ff om høring af barnet.

Inden der træffes afgørelse i en sag om afbrydelse af forbindelsen mv. efter § 57, stk. 3, eller om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne, dennes advokat eller en bisidder efter § 62, stk. 3, ligeledes have lejlighed til at udtale sig over for udvalget. Forældremyndighedsindehaveren har også ret til at udtale sig over for børn og unge-udvalget, inden der træffes afgørelse om samvær og kontakt mv. med den anden af forældrene. Plejeforældrene ved privat familiepleje efter § 64 har ligeledes ret til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4.

Dommerens opgaver i børn og unge-udvalget

182. Dommeren leder møderne og påser, at kommunen har foretaget de nødvendige undersøgelser efter § 38, og om sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en retssikkerhedsmæssig forsvarlig afgørelse i sagen. Dommeren kan beslutte, at der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, hvilket vil sige, at dommeren kan indkalde personer til afhøring, hvis de nægter at udtale sig til sagen. Dommeren yder også vejledning om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en retslig vurdering af de foreliggende oplysninger, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dommerens opgaver er nærmere beskrevet i forretningsordenen for børn og unge-udvalgene, der er indsat som bilag 4 til denne vejledning, hvor det i § 6 blandt andet fastsættes, at dommeren kan beslutte, at andre end de i § 62, stk. 2 og 3, nævnte personer skal have lejlighed til at udtale sig over for udvalget.

Endvidere påser dommeren, at indehaveren af forældremyndigheden, den unge, der er fyldt 15 år, og eventuelle andre parter samt deres advokater har fået tilbud om at se sagens akter, at de er gjort bekendt med retten til at udtale sig, og at parterne er sikret partshøring, inden der træffes afgørelse, jf. § 61 og § 62, stk. 2 og 3.

Det er dommeren, der leder udvalgets møde, og dommeren kan af hensyn til mødets forsvarlige afvikling træffe beslutning om at begrænse antallet af bisiddere for de personer, der efter lovens § 62, stk. 2 og 3, skal have lejlighed til at udtale sig om sagen, før der træffes afgørelse, jf. forretningsordenens § 6 stk. 3.

Den pædagogisk-psykologiske sagkyndiges opgaver

183. Den pædagogisk-psykologiske sagkyndige yder udvalget vejledning med hensyn til, om der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser til at belyse sagen samt vejledning med hensyn til, hvilke foranstaltninger der ud fra en børnesagkyndig vurdering må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges udvikling.

I forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 4 er det for så vidt angår inhabilitet fastsat, at den pædagogisk-psykologiske sagkyndige ikke kan deltage i behandlingen, hvis den pågældende tidligere har udtalt sig i sagen eller på anden måde har deltaget i sagens behandling i forvaltningen. Samme krav gælder for stedfortræderen. Det fastsættes samtidig, at der kan ses bort fra kravet, hvis udvalget på grund af bestemmelsen i forretningsordenens § 4 mister sin beslutningsdygtighed, dvs. hvis både medlemmet og stedfortræderen er inhabile i sagen efter reglen i forretningsordenens § 4. Hvis den pædagogisk-psykologiske sagkyndige har medvirket ved en sag om forældremyndighed og samvær ved statsamtet, eller i øvrigt har haft kontakt med parterne i sagen, skal det overvejes, om vedkommende er inhabil efter forvaltningslovens regler.

Sagens afgørelse i børn og unge-udvalget

184. Børn og unge-udvalget er kun beslutningsdygtigt, når såvel dommeren som den pædagogisk-psykologiske sagkyndige - eller deres respektive stedfortrædere - er til stede.

Efter § 62, stk. 4, kræves der til vedtagelse af afgørelser efter § 39, § 42, § 42 a, § 43, § 44, § 45, stk. 3, § 55, stk. 4, jf. stk. 5 og 6, § 57, stk. 3, § 108, stk. 2, samt ved afgørelse om anbefaling af adoption uden samtykke, at mindst fire af samtlige af børn og unge-udvalgets medlemmer stemmer for afgørelsen. Udvalget er således kun beslutningsdygtigt, hvis mindst fire af udvalgets medlemmer (inkl. dommer og pædagogisk-psykologisk sagkyndig) er til stede, og vedtagelse af beslutningen kræver, at samtlige skal stemme for beslutningen, jf. forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 7, stk. 2.

Ved en afgørelse efter § 64, stk. 4, er udvalget beslutningsdygtigt, når tre af udvalgets medlemmer, herunder dommer og pædagogisk-psykologisk sagkyndig, er til stede, jf. § 62 stk. 4. Afgørelsen træffes i disse tilfælde ved almindelig stemmeflerhed, dvs. at et flertal af de fremmødte skal stemme for beslutningen.

I forretningsordenens § 8 fastsættes, at ingen udover udvalgets medlemmer og protokolføreren må deltage i mødet under voteringen.

Afgørelsen og begrundelsen for denne indføres umiddelbart efter voteringen i protokollen. Et medlem af udvalget kan kræve, at der tilføres protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt. Når mødet er afholdt vil alene de dokumenter, som kommunen og parterne har tilført sagen samt protokollen være genstand for aktindsigt. Eventuelle notater som medlemmerne af udvalget og sekretariatet har gjort sig undervejs er at betragte som interne arbejdsdokumenter, som der ikke er ret til aktindsigt i, jf. forvaltningsloven § 12.

I § 62, stk. 5, fastsættes, at såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Der skal gives meddelelse om den trufne afgørelse snarest muligt. Meddelelsen skal omfatte den fastsatte genbehandlingsfrist efter § 43, og at en evt. anke medfører udsættelse af genbehandlingstidspunktet. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal efter § 62, stk. 6, meddeles skriftligt. Alle afgørelser truffet af børn og unge-udvalget skal være begrundede, jf. forvaltningsloven § 22, og indeholde oplysning om klageadgang.

Fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser

185. Det er kommunen, der har ansvaret for, at de afgørelser, der træffes af børn og unge-udvalget, jf. § 62 eller af formanden for udvalget efter reglerne om foreløbige afgørelser, jf. § 45, bliver ført ud i livet.

Fuldbyrdelsen af en anbringelse skal ske så skånsomt som muligt over for barnet eller den unge og familien. En god information og inddragelse af barnet eller den unge og familien i det forberedende arbejde forud for anbringelsen, jf. § 32 stk. 3 og 4, kan give såvel barnet eller den unge som familien en bedre oplevelse og forståelse af, at barnet eller den unge skal bo et andet sted, således at selve anbringelsen bliver mindre problemfyldt. Kommunen kan f.eks. lade familien og barnet eller den unge besøge det påtænkte anbringelsessted, eller der kan foranstaltes et møde med en person fra stedet.

En afgørelse truffet af børn og unge-udvalget skal iværksættes i umiddelbar tilknytning til afgørelsens vedtagelse for at kunne bevare sin retsvirkning.

Efter § 48 fuldbyrdes afgørelser efter §§ 39, 42 og 44 af kommunen. Kommunen har med henblik på at fuldbyrde børn og unge-udvalgets afgørelser adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig uden retskendelse. Da afgørelsen om en tvangsmæssig anbringelse er truffet i forhold til forældremyndighedsindehaveren, vil der normalt være en formodning for, at barnet eller den unge opholder sig hos denne. Børn og unge-udvalgets afgørelse udgør et tilstrækkeligt grundlag for, at kommunen kan få afgang til hjemmet uden retskendelse, jf. § 48. Der vil derfor ikke være noget grundlag for en domstol at tage stilling til. Kommunen skal i forbindelse med fuldbyrdelsen overholde lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. I forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen har kommunen kun ret til at lede efter barnet eller den unge i forældremyndighedsindehaverens bolig, rum eller gemmer, og medtage barnet eller den unge, jf. § 48 stk. 2. Repræsentanterne fra kommunen skal legitimere sig, når de ankommer til hjemmet. Kommunen har ikke adgang til andre mulige tilholdssteder for barnet eller den unge. Kommunen kan anmode om politiets bistand til at udøve disse beføjelser.

Hvis barnet eller den unge opholder sig hos andre end forældremyndighedsindehaveren, reguleres spørgsmålet om adgang til disses bopæl af retsplejelovens almindelige bestemmelser. I det omfang andre end forældremyndighedsindehaveren gemmer barnet eller den unge med henblik på at unddrage barnet eller den unge fra kommunens fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelse, vil der efter omstændighederne kunne foreligge en overtrædelse af straffelovens § 215. Hvis dette er tilfældet, kan politiet foretage en ransagning, hvis betingelserne for ransagning i retsplejeloven er opfyldt. Ransagningen vil oftest foregå på baggrund af en anmodning fra kommunen. Det er en forudsætning, at en repræsentant fra kommunen er til stede i forbindelse med en eventuel ransagning.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at afhente barnet eller den unge i den dagsinstitution eller skole, som han eller hun går i. Dette bør være undtagelsen, og det bør ikke ske, mens der er andre børn eller unge til stede.

Det er som nævnt væsentligt i alle tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om at gennemføre en foranstaltning tvangsmæssigt, at den trufne afgørelse gennemføres på en måde, der belaster barnet eller den unge mindst muligt. Heri ligger, at der skal udvises så meget hensynsfuldhed og skånsomhed som muligt i det enkelte tilfælde. Dette gælder også i de tilfælde, hvor der skønnes at være behov for at bede om politiets bistand.

Henvendelsen til politiet bør så vidt muligt ske skriftligt, eventuelt ledsaget af et udskrift af børn og unge-udvalgets protokol vedrørende den trufne afgørelse. Henvendelsen skal angive, hvilken bistand der ønskes, og hvorfor det anses for nødvendigt med politiets bistand til at hente barnet eller den unge. Kommunen kan endvidere anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender politibiler, såfremt dette ud fra en konkret vurdering må anses for at være en fordel. Da en tvangsmæssig anbringelse ofte er en voldsom oplevelse for et barn eller en ung, vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt, hvis politiet optræder i civil. I forbindelse med en afhentning af barnet eller den unge kan det blive nødvendigt med fysisk fastholdelse, men dette bør så vidt muligt undgås. Magtanvendelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation, og den må ikke gå ud over det strengt nødvendige. Det er i det hele taget vigtigt, at politiets bistand skal være en støtte til kommunens fuldbyrdelse af afgørelsen, således at politiet kun går aktivt ind i fuldbyrdelsen, hvis situationen udvikler sig, så det er absolut påkrævet.

Afhængig af den konkrete situation kan det være hensigtsmæssigt, at forældrene får mulighed for at ledsage barnet eller den unge til anbringelsesstedet. I alle tilfælde er det vigtigt, at barnet eller den unge ved, hvad der skal ske, og hvor barnet eller den unge bringes hen.

Foreløbige afgørelser

Vejledning 2006 10 Historic

§ 60. Kommunen tilbyder forældre- myndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år gratis advokatbistand under en sag om

1) gennemførelse af en undersøgelse som nævnt i § 39,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42,

3) opretholdelse af en anbringelse i op til seks måneder efter § 42 a,

4) opretholdelse af en anbringelse efter § 43,

5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,

6) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,

7) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 5 eller 6, jf. § 42,

8) afbrydelse af forbindelsen mv. efter § 57, stk. 3, og

9) brev- og telefonkontrol, jf. § 108, stk. 2.

Stk. 2. Forældremyndighedsindehaveren, den unge, der er fyldt 15 år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse privat familiepleje efter § 64, stk. 4.

Stk. 3. En ung, der er fyldt 15 år, skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag som nævnt i stk. 1, nr. 1-7.

Stk. 4. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen mv. efter § 57, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.

Stk. 5.

174. Den, der er part i en sag om tvangsmæssige foranstaltninger, har ret til gratis advokatbistand.

Loven fastsætter, at der skal gives et tilbud om advokatbistand, men det er forældremyndighedsindehaveren, den unge eller andre berettigede, der afgør, om de vil tage imod tilbudet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig bistå af. Kommunen kan ikke påtvinge forældremyndighedsindehaveren eller andre en advokat mod deres vilje. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at kommunen som en del af den almindelige vejledning opfordrer parterne til at benytte sig af tilbudet. I de tilfælde, hvor der af f.eks. forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, gives udtryk for ønske om at tage imod tilbudet, men hvor den pågældende ikke selv er i stand til eller ikke selv ønsker at tage kontakt med en advokat, bør kommunen udfolde en aktiv indsats for at skaffe en advokat til den pågældende. Hvis der er sket tilstrækkelig vejledning, er det ikke ugyldighedsgrund, at parten møder uden advokat, hvis parten alligevel ønsker mødet gennemført. Men der bør foretages en konkret afvejning af, om sagen bør udsættes, når partens advokat ikke møder op.

Indehavere af forældremyndigheden, som bor sammen, og som er enige, er berettigede til gratis bistand fra én advokat. Loven stiller ikke krav om, at indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, får hver sin advokat. Forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år kan dog have modsatrettede interesser. Det vil derfor være uhensigtsmæssigt af retssikkerhedsmæssige grunde, hvis barnet og forælderen har samme advokat. Adgangen til advokatbistand udelukker ikke indehaveren af forældremyndigheden eller andre fra at benytte en bisidder, der kan være til støtte for den pågældende under sagen. Udgifterne til bisidder til forældremyndighedsindehaveren eller til barnet eller den unge kan ikke dækkes af kommunen.

Der er ikke i loven fastsat et tidspunkt for, hvornår der skal gives et tilbud om advokatbistand. Det må imidlertid anses for afgørende for advokatens mulighed for at bistå under sagen, at advokaten får en rimelig tid til at sætte sig ind i sagen inden mødet i børn og unge-udvalget.

Gratis advokatbistand er først og fremmest tænkt som støtte til forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med mødet i børn og unge-udvalget, således at det sikres, at forældrene får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigelse med hensyn til sagens faktiske og retlige omstændigheder, inden der træffes afgørelse om tvangsmæssige foranstaltninger. Retten til gratis advokatbistand omfatter derfor ikke situationer, hvor der endnu ikke er berammet møde i børn og unge-udvalget, eller hvor kommunen fortsat arbejder med forældremyndighedsindehaveren på at finde en løsning og således endnu ikke har truffet beslutning om at beramme et møde i børn og unge-udvalget.

Advokatsalær

175. Efter § 60, stk. 5, gælder der de samme regler om salær og godtgørelse til advokater som i sager, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kap. 31.

Dommeren i børn og unge-udvalget træffer beslutning om salær og godtgørelse for udlæg, jf. forretningsordenens § 9, der er optrykt som bilag 4 til denne vejledning. Ved sagens behandling i Ankestyrelsen er det forvaltningen, der træffer afgørelse om salær og godtgørelse. Der er ikke mulighed for at klage over salærfastsættelsen. I tvivlstilfælde kan forvaltningen evt. rådføre sig med dommeren, men dommeren er ikke forpligtet til at yde rådgivning. For reglerne om kommunens adgang til refusion for udgifter til advokatbistand henvises til kapitel 11.

Særligt om muligheden for en personlig støtte for barnet eller den unge (bisidder)

176. Begrebet bisidder bruges i daglig tale ofte, uden at det er helt afklaret, om der alene tænkes på personlig støtte, eller om der også menes en legal repræsentant, dvs. en person, der repræsenterer en person og kan handle på dennes vegne.

Efter gældende regler har såvel barn som forældre adgang til at benytte en bisidder som støtte under sagsbehandlingen. I forbindelse med børns og unges adgang til at udtale sig over for børn og unge- udvalget er adgangen til at benytte en bisidder udtrykkelig nævnt, jf. § 62, stk. 2.

Også uden for disse tilfælde kan der benyttes bisidder, uden at der kan stilles krav om udtrykkelig lovhjemmel.

Når det drejer sig om børn og unge under 18 år, som er umyndige, og hvor der er en forældremyndighedsindehaver, er det imidlertid nødvendigt at sondre mellem en bisidder og en legal repræsentant. Den legale repræsentant for børn og unge under 18 år vil normalt være indehaveren af forældremyndigheden, som også er værge, jf. værgemålslovens kapitel 1. Unge over 15 år har dog ret til deres egen advokat, der således bliver legal repræsentant for den unge, jf. ovenfor under pkt. 174.

Den legale repræsentant må ikke forveksles med en personlig støtte for barnet, en såkaldt bisidder. Ved bisidder forstås i denne sammenhæng alene en personlig støtte for barnet eller den unge, der under sagen kan give barnet eller den unge råd og vejledning eller blot ved sin tilstedeværelse indgyde barnet eller den unge tryghed.

Spørgsmålet om en personlig støtte (bisidder) for barnet eller den unge kan opstå, hvis barnet eller den unge selv fremsætter ønske herom. Det er således barnet eller den unge, der må afgøre, om der er behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være.

Udgangspunktet vil som nævnt ovenfor være, at barnet eller den unge selv afgør, om der er behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være. Da barnet eller den unge, der ikke er fyldt 15 år, ikke har selvstændige partsbeføjelser efter serviceloven, men alene har en ret til at udtale sig eller blive hørt, vil en eventuel bisidder for barnet eller den unge heller ikke have selvstændige beføjelser i forhold til sagen i form af ret til aktindsigt eller lignende. Støtten til barnet eller den unge er alene af personlig art.

Selv om barnet eller den unge ikke giver udtryk for et ønske om personlig støtte i forbindelse med orienteringen om de påtænkte foranstaltninger, jf. § 32 stk. 3, må sagsbehandleren være opmærksom på, om barnet eller den unge eventuelt alligevel har behov for personlig støtte fra en udenforstående. Sagsbehandleren bør i givet fald medvirke til, at barnet eller den unge får den nødvendige støtte. Barnet eller den unge kan have behov for en udenforstående, som han eller hun kan støtte sig til, men dette kan sikres på forskellig vis. Hvis der allerede i barnets eller den unges omgivelser er en person, som barnet eller den unge føler sig tryg ved, og som er villig til påtage sig opgaven, vil dette være en oplagt løsning. En anden mulighed kan være formidling af samtaler med rådgivere uden for kommunen f.eks. i amtsligt regi, jf. § 34.

Forelæggelse for børn og unge-udvalget

177. I Socialministeriets bekendtgørelse om forretningsorden for børn og unge-udvalgene, der bringes som bilag 4 til denne vejledning, er det blandt andet fastsat, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at sagen om tvangsmæssige foranstaltninger forelægges børn og unge-udvalget sammen med sagens akter og en indstilling, der blandt andet skal indeholde en redegørelse for sagen.

Indstilling vedrørende anbringelse efter § 42 eller indstilling om fortsat anbringelse uden samtykke efter § 42 a

Vejledning 2006 10 Historic

§ 61. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i § 60, påhviler det kommunen at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.

Stk. 2. Tilsvarende forpligtelse har kommunen over for de i § 60, stk. 2 og 3, nævnte personer, for så vidt angår de heri nævnte afgørelser.

173. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i § 60, påhviler det kommunen efter § 61 at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse.

Forvaltningslovens regler gælder fuldt ud for de afgørelser, der træffes efter reglerne i serviceloven om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger i sager vedrørende børn og unge. § 61 fastsætter imidlertid en egentlig pligt for kommunen til at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med de rettigheder, der tilkommer denne efter forvaltningsloven, først og fremmest retten til aktindsigt samt retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse. Det bemærkes herved, at kommunen skal være særlig opmærksom på denne pligt i de tilfælde, hvor forældrene ikke ønsker at gøre brug af tilbudet om advokatbistand. Selv om kommunen har en vejledningsforpligtelse efter § 61, er den stadig forpligtet til at partshøre over oplysninger, der indføres i sagen, og som parterne ikke kan forventes at kende, jf. forvaltningsloven § 19. Partshøringen kan ikke først ske ved mødet i børn og unge-udvalget, med mindre der er truffet en foreløbig afgørelse efter § 45, hvor det ikke har været muligt at nå at partshøre inden sagens forelæggelse. Inden den efterfølgende godkendelse i børn og unge-udvalget af formandens beslutning skal kommunen forsøge at nå at høre parterne inden mødet i børn og unge-udvalget, men på grund af tidspresset vil dette ikke altid være muligt. Vejledningspligten i § 61 gælder for alle de afgørelser, hvor indehaveren af forældremyndigheden skal have tilbud om advokatbistand, eller hvor der indstilles til en tvangsmæssig foranstaltning.

Hvis der træffes afgørelser efter § 60 stk. 2-4, der vedrører en ung, der er fyldt 15 år, plejeforældrene i forbindelse med privat døgnpleje efter § 64, eller en forælder uden del i forældremyndigheden, har kommunen en tilsvarende vejledningspligt, som i forhold til forældremyndighedsindehaveren efter § 61, stk. 1. Bestemmelsen er alene et pålæg til kommunen om at gøre parten bekendt med de rettigheder, der følger af forvaltningsloven. Retten til aktindsigt i den enkelte sag, herunder omfanget og formen, afgøres efter reglerne i forvaltningsloven. Bestemmelsen er således ikke udtryk for, at der tillægges parterne en videregående adgang til aktindsigt, end hvad der følger af forvaltningsloven. Undtagelsesbestemmelserne i forvaltningsloven vedrørende aktindsigt finder således tilsvarende anvendelse. Dette kan f.eks. få betydning i forhold til plejeforældrene i en sag om flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4, idet plejeforældrene kan klage over kommunens afgørelse om flytning eller hjemtagelse af et barn eller en ung.

En anmodning om aktindsigt fra forældrenes side bør altid medføre, at der foretages en konkret vurdering af, om undtagelsesbestemmelserne fra aktindsigt skal bringes i anvendelse for at beskytte barnet eller den unge, når det har betroet sig til offentlig ansatte eller andre om problemer i hjemmet.

Forældre uden del i forældremyndigheden har ret til aktindsigt i sager om indskrænkning af samværsretten med deres børn. Udgangspunktet er derfor, at der er ret til aktindsigt i hele dokumentet, men adgangen til aktindsigt kan begrænses, hvis der er afgørende hensyn til andre personer i sagen, f.eks. forældremyndighedsindehaveren eller barnet.

Advokatbistand

Vejledning 2006 10 Historic

§ 62 a. Kommunen yder hjælp efter stk. 2 og 3, til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Stk. 2. Kommunen kan træffe afgørelse om, at en tildelt personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, jf. § 40, stk. 3, nr. 6 og 7, kan opretholdes eller tildeles igen efter det fyldte 18. år.

Stk. 3. Til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 8 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunen træffe afgørelse om,

1) at døgnophold, jf. § 40 b, i et anbringelsessted, jf. §§ 49, 49 a og 51, kan opretholdes eller genetableres,

2) at udpege en personlig rådgiver for den unge, jf. § 40, stk. 3, nr. 6,

3) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 40, stk. 3, nr. 7, og

4) at etablere en udslusningsordning, jf. § 40 b, i det hidtidige anbringelsessted.

Stk. 4. Tilbud efter stk. 2 og 3, skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.

Stk. 5. Hvis kommunen ønsker, at amtskommunen efter § 131 a medfinansierer udgifter ved foranstaltninger efter stk. 3, skal kommunen følge fremgangsmåden i § 131 b.

Stk. 6. Kommunen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 8, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk. 3.

116. Efter § 62 a kan visse foranstaltninger for børn og unge opretholdes eller genetableres, indtil den unge fylder 23 år. Samtidig kan visse nye tilbud iværksættes for unge i alderen fra det 18. til det fyldte 23. år, der er eller var anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 8 umiddelbart inden det fyldte 18. år. Denne hjælp til unge, der er fra 18 til og med 22 år, kaldes ofte efterværn.

Kommunen kan yde hjælp efter § 62 a, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og når den unge er indforstået hermed. Er der tale om en anbragt ung, skal kommunen, jf. § 46, stk. 5, træffe en afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for foranstaltninger efter § 62 a, senest seks måneder, før den unge fylder 18 år, se herom i pkt. 234ff. Når den unge fylder 18 år, får den unge selvstændig opholdskommunen, i den kommune, hvor den unge bor, jf. retssikkerhedsloven § 9.

Af foranstaltningerne for børn og unge er det alene de foranstaltninger, som er nævnt i § 62 a, der kan opretholdes eller iværksættes efter det 18. år. Er der behov for andre foranstaltninger, er det voksenreglerne, som finder anvendelse.

Tilbud til de unge efter § 62 a, stk. 2 og 3, skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år. Det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tilbudet er opfyldt, ligesom kommunen træffer afgørelse om ophør af tilbudet. Den unge har adgang til at klage over kommunens afgørelser vedr. efterværn efter § 62 a, se kap. 11.

Hensigten med reglerne om tilbud til de 18-22-årige er ikke at fastholde unge over 18 år i tilbud til børn og unge. Det er derimod hensigten at give de unge, der har behov for denne særlige støtte, mulighed for en mere glidende overgang til voksentilværelsen. Når der skal laves en handleplan for en ung, der er anbragt uden for hjemmet i forbindelse med, at vedkommende fylder 18 år, skal der tages udgangspunktet i den unges behov og normalmiljø. Det er ikke alle anbragte unge, der har behov for efterværn, da de fleste uden væsentligt større problemer end deres jævnaldrende vil kunne træde ud i voksenlivet uden særlige vilkår.

Det væsentlige kriterium ved vurderingen af, om der skal iværksættes efterværn efter § 62 a, er, om efterværnet vil kunne bidrage til, at den unge får en bedre overgang til voksenlivet. Overgangen kan f.eks. bidrage til en bedre indføring på arbejdsmarkedet, give støtte til gennemførelsen af en uddannelse eller give en mere glidende overgang til selvstændig bolig. Det er afgørende, at der sker en udvikling i den unges liv i løbet af den periode, hvor den unge fortsat er anbragt ud over det 18. år. Hvis det således fremgår af handleplanen, at en ung handicappet person skal flytte fra en institution for børn og unge til en institution for voksne uden, at der ellers sker ændringer i den unges levevilkår f.eks. i form af uddannelse eller job, kan det ikke anses for at være en overgang til voksenlivet, som det er forudsat i forhold til § 62 a. Der vil således ikke være tale om efterværn efter § 62 a, men alene et ophold efter voksenreglerne.

Når der er tale om opretholdelse eller genetablering af foranstaltninger efter lovens kapitel 8, bevares kommunens forpligtelse efter reglerne om særlig støtte til børn og unge, for så vidt angår tilsyn og revision af planer.

En personlig rådgiver og en fast kontaktperson, § 62 a, stk. 2

Vejledning 2006 10 Historic

§ 62 a

Stk. 2. Kommunen kan træffe afgørelse om, at en tildelt personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, jf. § 40, stk. 3, nr. 6 og 7, kan opretholdes eller tildeles igen efter det fyldte 18. år.

Stk. 3

117. Kommunen kan efter § 62 a, stk. 2, træffe afgørelse om, at en rådgiver eller en fast kontaktperson, der er tildelt den unge før det 18 år, opretholdes.

Kommunen kan ligeledes træffe afgørelse om, at den unge igen skal have en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, selv om den personlige rådgiver eller den faste kontaktperson har været frataget den unge efter det fyldte 18. år.

Erfaringer har vist, at nogle 18-årige afslår et tilbud om efterværn, der gives i forbindelse med, at de fylder 18 år, fordi de på dette tidspunkt har lyst til at stå på egne ben. Bestemmelsen i § 62 a giver mulighed for i stedet at etablere støtten senere, hvis den unge eventuelt efterfølgende løber ind i problemer og fortryder sit afslag. Kommunen kan således på et hvilket som helst tidspunkt i perioden, hvor den unge er mellem 18 og 22, tildele den unge en tidligere tildelt foranstaltning i form af en personlig rådgiver eller fast kontaktperson. Det er ikke nødvendigt, at foranstaltningen personligt varetages af den samme person som tidligere.

Den personlige rådgiver eller den faste kontaktperson kan over en længere periode være med til at give den unge råd og vejledning, tryghed og sikre eller fastholde den unge i et godt forløb. For en nærmere beskrivelse af formålet med at udpege en personlig rådgiver eller fast kontaktperson henvises til pkt. 97-98.

Tilbud til unge, der var anbragt umiddelbart inden det fyldte 18. år, § 62 a, stk. 3

Vejledning 2006 10 Historic

§ 62 a

Stk. 3. Til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 8 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunen træffe afgørelse om,

1) at døgnophold, jf. § 40 b, i et anbringelsessted, jf. §§ 49, 49 a og 51, kan opretholdes eller genetableres,

2) at udpege en personlig rådgiver for den unge, jf. § 40, stk. 3, nr. 6,

3) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 40, stk. 3, nr. 7, og

4) at etablere en udslusningsordning, jf. § 40 b, i det hidtidige anbringelsessted.

Stk. 4

118. Kommunen kan træffe afgørelse om at opretholde eller genetablere et døgnophold i et anbringelsessted efter lovens §§ 49 og 51 udover det 18. år, dog længst indtil det fyldte 23. år.

Det betyder, at kommunen på et hvilket som helst tidspunkt i perioden, hvor den unge er mellem 18 og 22, kan anbringe den unge på et tidligere eller på et nyt anbringelsessted. Selv om den unge afslår et tilbud om efterværn, kan anbringelsen således genetableres på et senere tidspunkt, hvis den unge f.eks. eventuelt efterfølgende løber ind i problemer og fortryder sit afslag.

Den unge, der var anbragt på det tidspunkt, hvor vedkommende fyldte 18. år, kan få tildelt en personlig rådgiver eller en fast kontaktperson i perioden indtil det fyldte 23. år, hvis det efter anbringelsens ophør viser sig behov herfor, selv om dette ikke var forudset ved revision af planen inden det 18. år. En personlig rådgiver eller kontaktperson kan herefter over en kortere eller længere periode være med til at give den unge råd og vejledning, tryghed og sikre eller fastholde den unge i et godt forløb.

Udslusningsordningen, jf. § 62 a, stk. 3, nr. 4, er et tilbud rettet mod den gruppe af unge, der har været anbragt uden for hjemmet, og som har behov for ophold af kortere varighed i det tidligere anbringelsessted. Der kan f.eks. være tale om tilbud til unge, som ikke har en naturlig familiemæssig hjemmebase, hvor de kan være i forbindelse med ferier, weekender mv. Den unge får hermed mulighed for at »læne« sig op af anbringelsesstedet, hvor andre unge tilsvarende har mulighed for at »læne« sig op af deres forældre. I forbindelse med udslusningen fra anbringelsesstedet er det vigtigt, at de unge har eller får et netværk. Anbringelsesstedet kan på forskellig måde være med til at forberede dette både under anbringelsen og under udslusningsordningen, f.eks. ved at etablere netværks- eller rådgivningsgrupper, som tidligere anbragte børn og unge kan trække på.

Tidsmæssigt forudsættes det, at opholdet ligesom ved aflastningsophold for unge under 18 år, jf. § 40, stk. 2, nr. 5, kan strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen. Selve udslusningsordningen vil kunne fungere for en længere periode, afhængig af den enkelte unges situation.

Da unge, der er anbragt uden for hjemmet, er under offentlig forsørgelse, har de ikke adgang til at få SU. Den unge har ret til at modtage kontanthjælp, hvis betingelserne for dette er opfyldt, jf. lov om aktiv socialpolitik. Dette indebærer blandt andet, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis den unge ikke opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, er kommunen forpligtet til at sørger for den unges forsørgelse og betale for kost, logi, tøj og lommepenge m.v. på samme vis, som hvis det drejede sig om et barn eller en ung under 18 år.

Se nærmere om handlekommune i forbindelse med efterværn i pkt. 235.

Fleksibelt efterværn, § 62 a, stk. 6

Vejledning 2006 10 Historic

§ 62 a

Stk. 6. Kommunen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 8, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk. 3.

119. Efter § 62 a, stk. 6, skal kommunen sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 8 på det tidspunkt, hvor de fyldte 18 år, har mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt. § 62 a, stk. 6, giver således kommunen et ansvar for at sikre, at denne mulighed findes, eksempelvis ved at træffe aftaler med anbringelsesstederne herom.

Hvis det er muligt, skal tidligere anbragte således have mulighed for at komme tilbage på besøg på anbringelsesstedet kortvarigt, f.eks. i forbindelse med ferier og højtider. Unge, der har været anbragt lang tid et sted, har ofte opbygget et særligt forhold til de voksne på anbringelsesstedet. Ligeledes kan nogle unge have behov for at kunne komme tilbage, f.eks. i forbindelse med ferier og højtider. Nogle tidligere anbragte kan således have et meget sparsomt netværk og savne nogle at fejre eks. julen sammen med.

Hensigten med bestemmelsen er at give alle tidligere anbragte mulighed for at vende tilbage til anbringelsesstedet, hvis de selv mener, at de har behov for dette. Kommunen har derfor ikke adgang til at lade muligheden afhænge af kommunens vurdering af behovet. Kommunen skal dog stadig tage stilling til, om der er behov for mere omfattende efterværn i form af udslusning, kontaktperson el. lign. Bestemmelsen i § 62 a, stk. 6, omhandler således alene kortvarige besøg på anbringelsesstedet, og omfanget er begrænset til et mindre antal dage i løbet af året. Der er heller ikke noget krav, at den unge skal kunne overnatte på det tidligere anbringelsessted.

Forudsætningen for, at § 62 a, stk. 6, kan finde anvendelse, er naturligvis, at anbringelsesstedet fortsat eksisterer. I forhold til anbringelsessteder, som fortsat eksisterer, vil den overvejende hovedregel være, at den unge har mulighed for fleksibelt efterværn.

Der kan dog undtagelsesvist være situationer, hvor dette ikke er muligt, f.eks. hvis forholdene omkring anbringelsen eller hensynet til nuværende anbragte børn gør dette umuligt. Det kan f.eks. være uhensigtsmæssigt at gennemføre det fleksible efterværn, hvis en plejefamilie har modtaget et nyt og meget skrøbeligt barn, som ikke ville kunne håndtere besøg af et eller flere tidligere anbragte unge.

Der kan ligeledes være særlige anbringelsessteder som f.eks. sikrede afdelinger og skibsprojekter, hvor det ikke umiddelbart er praktisk muligt eller relevant med muligheden for fleksibelt efterværn.

Den unges betaling i forbindelse med anbringelsen

Vejledning 2006 10 Historic

§ 62 b. Den unge betaler for døgnophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 4, efter regler, der fastsættes af socialministeren.

120. Den unge, der er fyldt 18 år, betaler efter § 62 b for døgnophold i et anbringelsessted for børn og unge og for udslusningsophold efter regler, der er fastsat af socialministeren i bekendtgørelse nr. 1093 af 8. december 2000 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge. Bekendtgørelsens § 12 a indeholder regler om, at kommunen fastsætter betalingen efter de regler, der er fastsat for betaling m.v. for midlertidige ophold i kommunale boformer efter § 91 og amtskommunale boformer efter §§ 93 og 94 i servicelovens kapitel 18. De nærmere regler er beskrevet i bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998 om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 18, samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92 med senere ændringer. Der kan endvidere findes oplysninger om betalingsreglerne i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne.

Efter bekendtgørelsens § 2, fastsætter kommunen betalingen ved ophold i kommunale boformer, og amtskommunen fastsætter betalingen for ophold i amtskommunale boformer. Betalingen fastsættes på den måde, at der beregnes betaling for selve opholdet eller logiet, herunder varme og el. Desuden betales for kost (kost + tilberedning) under opholdet og andre ydelser, herunder vask. Der skal ikke betales for behandling. Det skal fremgå, hvilke serviceydelser der danner grundlag for beregningen af taksten.

Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, er der mulighed for enten at fastsætte betalingen som et samlet beløb med de nævnte elementer i betalingen, eller at fastsætte betalingen under hensyn til de ydelser, der modtages. Der er således adgang til at give beboerne mulighed for at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser.

Det fremgår af § 2, stk. 4, at beboere, der bevarer egen bolig under opholdet som udgangspunkt ikke betaler for boligen. Der betales dog for andre ydelser, herunder kost, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 3.

Personer, der ikke har en indtægt, opkræves ikke betaling for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Der tænkes her f.eks. på udlændinge og personer, der ikke tidligere har været i kontakt med kontanthjælpssystemet.

Den nævnte vejlednings pkt. 13.5.4. handler om den administrative tilrettelæggelse af betalingen. Ifølge denne bør det være udgangspunktet, at beboeren selv af sin kontanthjælp eller pension betaler for opholdet for at fremme en økonomisk ansvarliggørelse og ligestilling med andre grupper af borgere.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken kommune der fastsætter betalingen, vil det være den unges selvstændige opholdskommune, der skal fastsætte betalingen, med mindre det er aftalt, at den tidligere opholds- og handlekommune forbliver handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 6.

Opfølgning på foranstaltninger

Vejledning 2006 10 Historic

§ 62. Børn og unge-udvalget efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer i et møde afgørelse om

1) gennemførelse af undersøgelse efter § 39,

2) anbringelse uden for hjemmet efter § 42,

3) opretholdelse af en anbringelse i op til tre måneder efter § 42 a,

4) opretholdelse af anbringelse efter § 43,

5) gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44,

6) godkendelse af foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3,

7) ændring af anbringelsessted efter § 55, stk. 3 eller 4, jf. § 42,

8) afbrydelse af forbindelsen mv. efter § 57, stk. 3,

9) flytning eller hjemtagelse efter § 64, stk. 4, og

10) brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2.

11) anbefaling til Ankestyrelsen af adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven.

Stk. 2-6.

153. Som beskrevet i kapitel 3 er det ved iværksættelse af en foranstaltning, herunder en anbringelse uden for hjemmet, vigtigt, at der sker en grundig orientering og inddragelse af forældrene og barnet eller den unge. Det er vigtigt, at familien får en reel mulighed for at tage stilling til, om de vil give samtykke til den påtænkte foranstaltning. Det kan være nødvendigt med en længerevarende dialog og et længerevarende samarbejde for at sikre familiens medvirken til foranstaltningen, så barnet eller den unge får størst muligt udbytte af indsatsen. Hvis der på trods af dialogen ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og/eller den unge, der er fyldt 15 år, til den påtænkte foranstaltning, kan den kun gennemføres, hvis de særlige betingelser for en tvangsmæssig foranstaltning er opfyldt.

Afgørelser om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger ophører, når den unge fylder 18 år.

Nedenfor gennemgås de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt, jf. § 62.

Undersøgelse uden samtykke

Vejledning 2006 10 Historic

§ 64. Ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over tre måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Stk. 2. Plejetilladelse kan kun udstedes, når det efter en undersøgelse af familieplejen må antages, at opholdet vil være til gavn for barnet. Ved udstedelse af plejetilladelse skal kommunen gøre forældremyndighedsindehaveren opmærksom på bestemmelsen i stk. 4.

Stk. 3. Det påhviler forældremyndig-hedsindehaveren at sikre sig, at plejehjemmet har fornøden plejetilladelse.

Stk. 4. Børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Stk. 5. En afgørelse efter stk. 4, kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5, gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndig-heden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Stk. 7. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af amtskommunen. Amtskommunen fører tilsyn med forholdene i hjemmet.

Generelt om privat familiepleje

296. Ved privat familiepleje efter § 64 forstås ethvert tilfælde, hvor et barn bor hos andre end forældrene, uden at forældrenes opholdskommune har medvirket ved etableringen af opholdet.

Privat familiepleje er således ikke en hjælpeforanstaltning efter serviceloven, men beror alene på en beslutning, der er truffet af indehaveren af forældremyndigheden.

Hvornår kræves pleje til ladelse

297. Efter § 64 må ingen modtage et barn under 14 år i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over tre måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune.

Der skal foreligge plejetilladelse i alle tilfælde, hvor opholdet forventes - eller senere viser sig - at vedvare udover tre måneder. Dette indebærer, at der må kræves plejetilladelse, hvis plejeforholdet fortsætter udover de tre måneder.

Udstedelse af plejetilladelse

298. Der kan kun udstedes plejetilladelse, hvis opholdet kan anses for at være til gavn for barnet. Det væsentligste element er således barnets forhold, men der er tale om et fleksibelt kriterium, der kan fortolkes forskelligt afhængigt af opholdets længde, barnets alder og tilknytning til plejefamilien.

Ved udstedelse af plejetilladelse må der foretages en nærmere undersøgelse af forholdene i den familie, som barnet skal opholde sig hos. Det nærmere omfang af en sådan undersøgelse vil imidlertid afhænge af de konkrete omstændigheder, såsom barnets tilknytning til plejefamilien og opholdets forventede varighed. I pkt. 299 er omfanget af undersøgelsen for så vidt angår længerevarende ophold uddybet. For plejeophold hos nære slægtninge henvises til pkt. 299.

Plejetilladelsen udstedes af den kommune, hvor plejefamilien bor.

Tilladelsen skal altid vedrøre et bestemt barn. Det er indehaveren af forældremyndigheden, der har pligt til at sikre sig, at plejefamilien har den fornødne plejetilladelse. Dette indebærer, at indehaveren af forældremyndigheden har pligt til at underrette den kommune, hvor barnet er i pleje, hvis et plejeforhold varer udover en sammenhængende periode på tre måneder.

Det vil bero på et individuelt skøn, hvor mange børn der kan gives plejetilladelse til. Antallet af børn, herunder om der er tale om søskende, vil dog være af betydning ved vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet.

Længerevarende plejeforhold

299. Ligger det fra starten af plejeforholdet klart, at barnet skal opholde sig i længere tid i plejefamilien, bør der foreligge plejetilladelse, forinden barnet tager ophold i plejefamilien. Ved sådanne længerevarende ophold opstår der ofte et følelsesmæssigt forhold mellem barn og plejefamilie. Dette gælder særligt, hvis der er tale om mindre børn. Sådanne længerevarende ophold kan endvidere resultere i, at der senere indgives ansøgning om adoption. Derfor er det af hensyn til barnet vigtigt, at der forinden påbegyndelsen af plejeforholdet er taget stilling til, om opholdet er til gavn for barnet. Om plejeforhold med henblik på adoption henvises til pkt. 301.

Ved undersøgelsen og afgørelsen af, om der kan gives plejetilladelse til længerevarende ophold, bør der normalt lægges vægt på de samme forhold som ved ansøgning om adoption. Herved undgås, at et langvarigt plejeforhold må afbrydes, fordi det senere viser sig, at adoptionsmyndighederne ikke kan godkende plejeforældrene som adoptanter.

Den indledende undersøgelse vil normalt bestå i en orienterende samtale med plejefamilien, hvor kommunen danner sig et indtryk af familien. Ved denne indledende undersøgelse må familien give oplysninger om alder, ægteskabelige forhold, samlivets varighed, antal børn i hjemmet, økonomi, helbredsforhold mv.

Hvis det allerede efter denne indledende undersøgelse anses for udelukket at give den ønskede plejetilladelse, bør der ikke indhentes yderligere oplysninger.

Normalt vil der ikke kunne gives plejetilladelse til enlige eller personer med kortvarigt forudgående samliv. Også en betydelig aldersforskel (over 40 år) mellem barnet og den, der søger plejetilladelsen, vil normalt tale imod, at der gives plejetilladelse. Det må dog understreges, at der altid skal foretages en konkret individuel vurdering, og at der i den enkelte sag kan foreligge særlige forhold, f.eks. et nært slægtskab mellem barnet og ansøgerne eller anden forudgående tæt tilknytning.

Ved ansøgning om plejetilladelse i forbindelse med længerevarende ophold er det vigtigt, at undersøgelsen drejer sig om de forhold, der er afgørende for vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet. Det må derfor i samtaler med ansøgerne afklares, hvad der er baggrunden for ansøgningen, hvilke forventninger ansøgerne har til barnet og plejeforholdet, herunder om varigheden af plejeforholdet. Det er også vigtigt at danne sig et indtryk af plejefamilien, dens baggrund og indbyrdes relationer. Det må også indgå i vurderingen, hvilke erfaringer og forudsætninger familien har med hensyn til børneopdragelse, og om der er andre børn, hvad enten det er egne børn eller andre plejebørn, og aldersfordelingen af eventuelle børn i hjemmet. Herudover vil oplysninger om bolig, skole- og fritidsmuligheder samt familiens kontakter til det omgivende samfund indgå i vurderingen.

Den kommune, der skal give plejetilladelsen, kan også indhente oplysninger om barnet og dets forældre i det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til, om opholdet vil være til gavn for barnet, f.eks. hvis barnet har et handicap, eller hvis der tidligere har været behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet.

Forinden udstedelse af plejetilladelse, indhentes med ansøgernes samtykke oplysninger om indtægtsforhold. Ligeledes med ansøgernes samtykke indhentes straffeattest fra Kriminalregisteret. De nærmere regler herom er fastsat af Justitsministeriet i bekendtgørelse nr. 218 af den 27. marts 2001. Heraf fremgår, at straffeattest rekvireres af ansøgernes opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om tilladelse til at have børn i privat familiepleje.

Herudover bør ansøgerne i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne og plejebarnet indhentes, når kommunen finder behov herfor. Den kommune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften dertil.

Plejeforhold hos nære slægtninge

300. Hvis barnet opholder sig hos nære slægtninge eller andre nærtstående, som barnet i forvejen har et tæt forhold til, vil der normalt være en formodning for, at opholdet vil være til gavn for barnet, og det vil, medmindre de konkrete forhold taler imod, ikke være nødvendigt at foretage en dyberegående undersøgelse. Dette gælder også, selv om opholdet forventes at vare i en længere periode. For udenlandske børn gælder reglerne i pkt. 302.

Plejeforhold med henblik på adoption

301. Der skal foreligge plejetilladelse for børn, der modtages i privat pleje med henblik på adoption. For at undgå, at den stedlige kommune griber ind i adoptionsmyndighedernes behandling af adoptionssagen, bør der ikke udstedes plejetilladelse, før ansøgerne er godkendt som adoptanter til barnet.

Godkendes ansøgerne som adoptanter til et bestemt barn, sender adoptionsmyndighederne sagen til ansøgernes opholdskommune, der herefter giver plejetilladelse med henblik på adoption. I disse tilfælde vil kommunen kunne give plejetilladelsen på grundlag af de undersøgelser, der er foretaget i forbindelse med godkendelsen som adoptanter, medmindre der foreligger særlige forhold, der kan give grundlag for indhentelse af supplerende oplysninger om ansøgerne.

Udenlandske børn

302. Ved ansøgning om plejetilladelse til et udenlandsk barn skal kommunen sikre sig, at ansøgerne har fået opholdstilladelse til det pågældende barn. Ved behandlingen af en ansøgning om plejetilladelse gælder der som hovedregel det samme som ved plejetilladelse i plejeforhold af længere varighed, jf. pkt. 299.

Nordiske børn er fritaget for opholdstilladelse, jf. § 1 i udlændingeloven.

Et barn, der ikke er statsborger i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige, må ikke bringes her til landet med henblik på adoption, før der foreligger opholdstilladelse og eventuelt indrejsevisum. Er barnet født her i landet, og var moderen på fødselstidspunktet ikke bosat her, må barnet ikke uden opholdstilladelse opholde sig her med henblik på adoption, jf. § 24 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1135 af 13. december 2002.

En udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen, jf. udlændingelovens § 30, stk. 1 og 2. Hvis et barns opholdskommune bliver opmærksom på, at barnet ikke har ret til at opholde sig her i landet, og hvis barnets opholdskommune i den forbindelse træffer afgørelse om, hvor barnet midlertidigt skal anbringes, må det så vidt muligt undgås, at valget af barnets midlertidige anbringelsessted foregriber den endelige afgørelse om ansøgernes godkendelse som adoptanter. Barnet bør derfor almindeligvis anbringes et neutralt sted.

303. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til mindreårige udlændinge med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedsindehaveren gives til adoption, hvor adoptionsansøgeren er godkendt som adoptant, hvor barnet ligger inden for godkendelsen, og hvor adoptionsansøgeren har samtykket i at modtage barnet, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 1. nr. 1.

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til mindreårige udlændinge med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedsindehaveren gives endvidere til ophold hos barnets nærmeste familie, når der foreligger en særlig begrundelse for, at barnet ikke kan bo hos forældrene eller andre nære slægtninge i hjemlandet, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 1, nr. 2.

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til mindreårige udlændige med henblik på varigt ophold hos andre end forældremyndighedsindehaveren gives endelig til ophold hos andre, når ganske særlige omstændigheder foreligger, og når plejeforholdet anbefales af kommunalbestyrelsen på grundlag af en tilsvarende undersøgelse som ved adoption af udenlandske børn, eller vedrørende børn over 14 år, når plejeforholdet på baggrund af andre oplysninger må anses for betryggende, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 1, nr. 3.

Opholdstilladelse efter udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 1, nr. 2 og 3, med henblik på adoption kan ikke gives, før der foreligger en udtalelse fra Familiestyrelsen om, at adoption vil kunne forventes gennemført, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 3. Det er endvidere en betingelse, at plejeforældrene afgiver erklæring om at ville påtage sig forsørgelsen af barnet, jf. udlændingebekendtgørelsens § 27, stk. 2.

Et udenlandsk barn under 18 år, som har fast ophold hos forældremyndighedsindehaveren, er fritaget for bevis for opholdstilladelse under ophold her i landet, når barnet er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9, stk. 1, nr. 2 eller 9b-9e, eller når barnet er født her i landet, og forældremyndighedsindehaveren har lovligt ophold har i landet i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9e, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21. Såfremt barnet får ophold hos andre end indehaveren af forældremyndigheden, skal der indgives ansøgning om opholdstilladelse for barnet.

Der henvises til udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 826 af 24. august 2005, og udlændingebekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 943 af 5. oktober 2005.

Tilsyn med børn i privat familiepleje

304. Der gælder ingen særskilt tilsynsforpligtelse med børn i privat familiepleje efter § 64. Det påhviler imidlertid den kommune, hvor plejefamilien bor, efter den almindelige tilsynsforpligtelse i § 6, jf. § 33, at være opmærksom på de forhold, barnet eller den unge lever under i plejehjemmet. Såfremt kommunen bliver opmærksom på, at et barn i privat familiepleje har særlige behov for støtte, bør der ske henvendelse til forældremyndighedsindehaveren og eventuelt dennes kommune.

Flytning til ny kommune

305. Flytter plejeforældrene til en anden kommune, underretter fraflytningskommunen den nye kommune om plejeforholdet. Tilflytningskommunen tager selv stilling til, om forudsætningerne for plejetilladelsen er til stede.

Ophør af privat familiepleje

306. I de tilfælde, hvor forældrene selv har anbragt barnet eller den unge i privat familiepleje, er udgangspunktet, at forældrene også har adgang til at hjemtage barnet eller flytte barnet til en anden familiepleje.

Afslag på flytning eller hjemtagelse

Vejledning 2006 10 Historic

§ 64

Stk. 4. Børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune kan efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke må flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet eller den unge. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Stk. 5

307. Efter § 64, stk. 4, kan børn og unge-udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune efter begæring fra plejeforældrene eller barnet eller den unge beslutte, at et barn eller en ung ikke flyttes eller hjemtages fra en privat familiepleje, såfremt det må antages at skade barnet. Forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige kommune.

Bestemmelsen tilgodeser hensynet til det barn eller den unge, som måske i en længere årrække har haft ophold hos plejeforældrene. Hvis flytningen eller hjemtagelsen må antages at skade barnet eller den unge, kan hjemtagelse eller flytning nægtes. Kriteriet »skade barnet eller den unge« kan siges at ligge imellem kriterierne for henholdsvis frivillige og tvangsmæssige foranstaltninger, jf. pkt. 160ff.

Reglen i § 64, stk. 4, om muligheden for at nedlægge forbud mod flytning eller hjemtagelse er en beskyttelsesregel for plejebarnet (eller den unge) og omfatter derfor børn og unge op til 18 år.

Anvendelsen af bestemmelsen er ikke betinget af, at opholdet har varet i et nærmere fastsat tidsrum, men det må formodes, at jo kortere opholdet har varet, jo mindre er risikoen for, at flytningen eller hjemtagelsen vil være til skade for barnet eller den unge.

308. En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages, kan træffes efter begæring af plejeforældrene eller barnet eller den unge. Hermed får barnet eller den unge en egentlig adgang til selv at starte sagen. Der er i dette tilfælde ikke fastsat nogen aldersgrænse for den initiativret, der herved tillægges barnet eller den unge, hvilket betyder, at en begæring fra et mindre barn kan medføre, at sagen må forelægges børn og unge-udvalget til afgørelse.

Afgørelsen træffes af børn og unge-udvalget. Da udvalget kun kan nægte flytning eller hjemtagelse, hvis flytningen eller hjemtagelsen kan antages at være til skade for barnet eller den unge, er der ikke tale om, at der gives barnet eller den unge en adgang til frit at bestemme, hvor barnet eller den unge vil bo.

Hvilken kommune træffer beslutning om flytnin g eller hjemtagelse

309. En beslutning efter § 64, stk. 4, træffes af børn og unge- udvalget i forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

En afgørelse om, at barnet eller den unge ikke må flyttes eller hjemtages, vil kunne give anledning til overvejelser, om der er behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger over for barnet eller den unge. For at sikre at dette indgår i overvejelserne og for at sikre en eventuel opfølgning af sagen, er beslutningen henlagt til forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

Reglen om genbehandling efter § 43 finder ikke anvendelse ved en afgørelse efter § 64, stk. 4.

Af hensyn til barnet eller den unge skal der forud for afgørelsen indhentes en udtalelse fra den stedlige, dvs. plejeforældrenes opholdskommune, som vil være nærmest til at bedømme barnets eller den unges forhold og dets relation til plejefamilien. Der er således tale om en obligatorisk høring, der skal give en helhed i vurderingen af situationen. En fyldig dokumentation fra begge kommuner vil også være en forudsætning for ankemyndighedens bedømmelsesmuligheder.

Foreløbig afgørelse

Vejledning 2006 10 Historic

§ 64

Stk. 5. En afgørelse efter stk. 4, kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5, gælder ikke i tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndig-heden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Stk. 7. Døgnplejehjem, der modtager børn og unge under 18 år, og som drives af private uden offentlige midler, må kun oprettes og drives med tilladelse af amtskommunen. Amtskommunen fører tilsyn med forholdene i hjemmet.

310. Efter § 64, stk. 5, kan en beslutning om forbud mod flytning eller hjemtagelse træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. kapitel 5.

Biologiske forældre uden del i forældremyndigheden

311. Efter § 64, stk. 6, gælder reglerne om privat familiepleje i stk. 1-5, ikke i de tilfælde, hvor kun den ene af forældrene har forældremyndigheden, men barnet eller den unge får døgnophold hos den anden af forældrene.

Eventuelle tvivlsspørgsmål forældrene imellem må således løses af forældrene selv eller om nødvendigt efter reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.

Det bemærkes dog, at kommunen i særlige tilfælde kan anbringe barnet eller den unge hos den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden. Der vil i så tilfælde ikke være tale om privat familiepleje, se pkt. 243.

Private døgnplejehjem

312. Døgnplejehjem, dvs. hjem af mere institutionslignende karakter, der modtager børn og unge under 18 år, men som drives af private uden aftale eller offentlige midler, må efter § 64, stk. 7, kun oprettes og drives med tilladelse fra den stedlige amtskommune.

Tilladelsen gives til en bestemt person som leder og for bestemte lokaler. Der kan ligeledes fastsættes særlige begrænsninger for tilladelsens omfang, f.eks. med hensyn til tilsyn, ledelse og bygningsmæssige forhold.

Amtskommunen fører efter bestemmelsen tilsyn med forholdene i hjemmet.

Straffebestemmelse

313. Efter § 117 straffes den, der i strid med servicelovens regler anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, med bøde.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 108

Stk. 2. Under ophold i institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge kan børn og unge-udvalget, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, uden retskendelse træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen. Afgørelsen træffes for en bestemt periode. Kontrol af breve og andre henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og fra en eventuel advokat, jf. § 60, stk. 3, må ikke finde sted. En afgørelse efter 1. pkt. kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 45, når betingelserne herfor er opfyldt. Socialministeren fastsætter regler om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Stk. 3-4

224. I § 57, stk. 5, henvises der til muligheden for efter § 108, stk. 2, at træffe afgørelse om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation mellem forældrene og barnet eller den unge. Muligheden for brev- og telefonkontrol er angivet i § 57, stk. 5, for derved at give en fuldstændig oversigt over de reguleringer, der kan ske vedrørende forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge under anbringelsen. Forældremyndighedsindehaveren og en evt. samværsforælder har ret til advokatbistand i en sag om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med forælderen selv, jf. § 60.

Kontrol med breve og telefonsamtaler mv. kan alene ske, når betingelserne i § 108, stk. 2, er opfyldt, herunder at barnet eller den unge har ophold på en døgninstitution. Afgørelsen skal i øvrigt træffes for en bestemt periode.

Er barnet eller den unge i plejefamilie eller et opholdssted kan kontrol med breve og telefonsamtaler således ikke finde sted. Er barnet eller den unge i plejefamilie eller et opholdssted kan regulering af samværet, herunder regulering af telefonkontakt, kun finde sted efter § 57, stk. 2-4.

Kommunens adgang til at træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet eller kontakten omfatter også den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, uanset at statsamtet har udfærdiget en samværsresolution.

En afgørelse om brev- og telefonkontrol kan sammenlignes med en afgørelse om overvåget samvær. I begge tilfælde gør hensynet til barnets eller den unges sundhed eller udvikling det ikke påkrævet helt at afskære kontakten med forældrene, men barnets eller den unges forhold tilsiger dog, at det er nødvendigt at have kendskab til, hvordan samværet eller kontakten forløber.

De nærmere regler om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation er fastsat i Socialministeriets Bekendtgørelse nr. 1309 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet af 14. december 2004, der er optrykt som bilag 9 til denne vejledning.

Forældrenes og barnets eller den unges betaling for døgnophold

Vejledning 2006 10 Historic

§ 121. Kommunens og amts-kommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om rets-sikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Vejledning 2006 10 Historic

§ 122. Afgørelser efter § 55, stk. 1, og § 57, stk. 2, kan af forældre-myndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2. Afgørelser efter § 57, stk. 2, kan, i det omfang de angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, af denne ind-bringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

319. Om de almindelige klageregler, herunder om klagefrister, genvurdering af sagen mv., henvises der til retssikkerhedslovens kapitel 10, Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og Ankestyrelsens klagevejledning på det sociale område.

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 8, §§ 32-57

320. Følgende afgørelser kan indbringes for det sociale nævn

– En afgørelse om ikke at gennemføre en undersøgelse efter § 38, som forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, har anmodet om. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– En afgørelse om foranstaltninger efter § 40, stk. 2, nr. 1-10 og nr. 12. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren).

– En afgørelse om ikke at iværksætte en anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 3, nr. 8, som er ønsket af forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– En afgørelse efter § 40 a om en støtteperson til forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren).

– En afgørelse truffet efter § 41 om foranstaltninger efter § 40, stk. 2, nr. 1, 6 og 7. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren).

– En afgørelse om ikke at fremme en indstilling til børn og unge- udvalget om anbringelse uden for hjemmet efter § 42, stk. 3, som er ønsket af en ung, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: den unge, der er fyldt 15 år).

– En afgørelse efter § 46 om ophør af foranstaltninger efter 40, stk. 2, nr. 1-10 og nr. 12. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren).

– En afgørelse efter § 46 om ophør af en anbringelse uden for hjemmet efter § 40, stk. 3, nr. 8, som forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, ønsker opretholdt. (Klageberettigede: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– En afgørelse efter § 52 om forældrenes og barnets eller den unges betaling for døgnophold. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren, en bidragspligtig og den unge, der er fyldt 15 år).

– En afgørelse efter § 55, stk. 1, om valg af anbringelsessted, om barnets eller den unges forhold under anbringelsen, herunder afgørelse om ændret anbringelsessted. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år).

For at sikre, at børn og unge over 12 år får en reel klagemulighed, skal der gøres opmærksom på, at hvis et barn eller en ung retter henvendelse til en sagsbehandler, en pædagog eller andre vedrørende klage over valg af anbringelsessted eller ændret anbringelsessted, skal denne person sørge for at videregive klagen til rette myndighed.

Klage over anbringelsessted har opsættende virkning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, træffer kommunen, samtidig med afgørelse om valg af anbringelsessted, eller ændret anbringelsessted, afgørelse om at iværksætte afgørelsen straks. Afgørelsen om, at en afgørelse iværksættes straks, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Hvis et anbringelsessted lukker, giver lukningen i sig selv ingen klageret. En lukning af et anbringelsessted vil dog medføre, at kommunen skal træffe en ny afgørelse om et nyt anbringelsessted, og denne nye afgørelse kan som andre afgørelser efter § 55, stk. 1, indbringes for det sociale nævn. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år).

– En afgørelse efter § 55, stk. 3, om barnets eller den unges samvær og kontakt med andre end forældrene. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– En afgørelse efter § 56 om en revision af handleplanen, som der ikke er opnået enighed om med forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år. Tilsvarende gælder en afgørelse om at afslå en ønsket ændring af planen, fremsat af forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– En afgørelse efter § 57, stk. 2, om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten mellem forældrene og barnet eller den unge samt afgørelse om fastsættelse af nærmere vilkår for samværet og kontakten. Der kan ikke efter § 57, stk. 2, træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang afgørelsen angår denne).

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 9 a, §§ 62 a-62 b

321. Følgende afgørelser kan indbringes for det sociale nævn

– En afgørelse om tilbud efter § 62 a, stk. 2 og 3. (Klageberettiget: den unge).

– En afgørelse efter § 62 a, stk. 4, om ophør af tilbud efter § 62 a, stk. 2 og 3. (Klageberettiget: den unge)

– Klage over en afgørelse om at anbringelse uden for hjemmet ikke skal opretholdes, jf. § 62 a, stk. 3, nr. 1, har opsættende virkning.

– En afgørelse efter § 62 b om den unges betaling for døgnophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 62 a, stk. 3, nr. 4. (Klageberettiget: den unge).

Afgørelser efter reglerne i lovens kapitel 10, § 64.

322. Følgende afgørelser kan indbringes for det sociale nævn

– En afgørelse efter § 64, stk. 2, om afslag på ansøgning om plejetilladelse. (Klageberettiget: plejeforældrene).

– En afgørelse efter § 64, stk. 7, om afslag på ansøgning om tilladelse til oprettelse og drift af et døgnplejehjem (Klageberettiget: ansøgeren).

Klage til Ankestyrelsen og landsretten

Vejledning 2006 10 Historic

§ 123. Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62, kan ind-bringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen

Stk. 2-4.

323. Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget kan i første omgang ankes til Ankestyrelsen og derefter til landsretten. Ankestyrelsen er ikke begrænset af retssikkerhedslovens § 69, og har derfor mulighed for fuld efterprøvelse af børn og unge-udvalgets afgørelser.

Ankestyrelsen kan derudover behandle klagesager over kommuner eller amtskommuner, som tidligere har været for de sociale nævn, såfremt det skønnes, at sagerne har principiel eller generel karakter. I disse tilfælde følger Ankestyrelsen retssikkerhedslovens § 69 om retlig prøvelse.

324. Følgende afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse af en undersøgelse efter § 39 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter § 42 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om opretholdelse af en anbringelse efter § 42a kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om genbehandlingsfrister i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet efter § 43 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelse af lægelig undersøgelse eller behandling efter § 44 kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 45, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan dog ikke behandle en klage over en afgørelse efter § 45, stk. 3, så længe der verserer en sag om anbringelse efter § 42 for børn og unge-udvalget. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om nægtelse af hjemgivelse efter § 46 stk. 2, 3. pkt., jf. § 42, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– Hvis kommunen ikke kan opnå samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år til ændring af anbringelsesstedet, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om ændring af det konkrete anbringelsessted efter § 55, stk. 3 og 4, jf. § 42 ud fra en vurdering af om betingelserne for anbringelse uden samtykke er opfyldt. Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om afbrydelse af forbindelsen, om begrænsning af samvær til mindre end en gang om måneden, om overvågning af samvær og om anonymisering af anbringelsesstedet efter § 57, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang afgørelsen angår denne).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 64, stk. 4, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren, plejeforældrene og den unge, der er fyldt 15 år).

– Børn og unge-udvalgets afgørelse om brev- og telefonkontrol efter § 108, stk. 2, kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for landsretten. (Klageberettiget: forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Endvidere den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, i det omfang afgørelsen angår denne).

325. Opmærksomheden henledes på, at der i forbindelse med klage til Ankestyrelsen over børn og unge-udvalgets afgørelser ikke er dispensationsadgang for ankefrist, og reglerne om genvurdering af sagen (remonstration) gælder ikke.

Børn og unge-udvalgets afgørelser skal oplyse om klagemulighederne og fristerne herfor.

I forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, ret til at få dækket udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen efter § 123, stk. 5. Ydelsen er ikke trangsbestemt. Det er forældrenes og barnets eller den unges opholdskommune, der finansierer ydelser efter bestemmelsen.

Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden otte uger efter, at klagen er modtaget. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelse skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange sagen forelagt for domstolene og om fristen herfor, jf. § 73 i retssikkerhedsloven.

Domstolsprøvelse

326. Ankestyrelsens afgørelser, jf. pkt. 324, kan kræves forelagt landsretten efter § 124, stk. 1. Dette gælder også i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelsen i medfør af § 47.

Er Ankestyrelsens afgørelse stadfæstet ved dom, kan fornyet prøvelse ved retten kun kræves, hvis sagen på ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.

Landsrettens afgørelse kan kun med særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbringes for Højesteret. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes inden henholdsvis seks og tre måneder efter landsrettens afgørelse, jf. § 126.

Kommunens afgørelse om, at en ung i forbindelse med afsoning af en ungdomssanktion skal forblive i eller tilbageføres til en sikret afdeling, en døgninstitution eller et opholdssted, kan indbringes for domstolene af den unge, se pkt. 151.

Under en sags behandling ved domstolene beskikkes der en advokat for den eller de klageberettigede i medfør af retsplejeloven.

Det sociale nævns og Ankestyrelsens egendriftskompetence

Vejledning 2006 10 Historic

Bilag

Bilag 1: Bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunerne efter lov om social service.

Bilag 2: Bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring.

Bilag 3: Bekendtgørelse nr. 1093 af 8. december 2000 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år.

Bilag 4: Sammenskrivning af hoved- og ændringsbekendtgørelse af forretningsorden for børn og unge-udvalgene.

Bilag 5: Bekendtgørelse nr. 1333 af 14. december 2005 om standarder for sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til børn og unge.

Bilag 6: Bekendtgørelse nr. 1451 af 15. december 2005 om tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier.

Bilag 7: Bekendtgørelse nr. 658 af 29. juni 2005 om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social service og i frivillige sociale organisationer.

Bilag 8: Bekendtgørelse nr. 776 af 11. august 2005 om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde.

Bilag 9: Bekendtgørelse nr. 1309 af 14. december 2004 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.

Bilag 10: Vejledning nr. 135 af den 21. juni 2001 om de sociale myndighedernes anvendelse af frie grundskoler med kostafdeling til børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet.

Bilag 11: Søfartsstyrelsen om socialpædagogiske krav til skibsprojekter med mellem fire og ti elever om bord.

Bilag 12: Søfartsstyrelsens oversigt over reglerne for de forskellige typer skibsprojekter, hvor unge kan anbringes efter serviceloven.

Bilag 13: Strategi for digitalisering på udsatte børn og unge-området.

Bilag 14: Paragrafregister.

Bilag 15: Stikordsregister.

Vejledning 2006 10 Historic

Vejledning om særlig støtte til børn og unge

(Lov om social service)

Indledning

Denne vejledning uddyber reglerne om særlig støtte til børn og unge i lov om social service - i kort form kaldet serviceloven og forkortet til SEL. Vejledningen gennemgår således servicelovens regler for, hvordan særlig støtte kan ydes til børn, unge og deres familier, dels ved iværksættelse af foranstaltninger på frivilligt grundlag, dels ved foranstaltninger mv., der må gennemføres tvangsmæssigt. Hvis der i vejledningen henvises til en paragraf uden nærmere angivelse, er der tale om en bestemmelse i serviceloven, mens titel er angivet ved alle andre forskrifter, der henvises til.

Denne vejledning afløser Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge. Vejledningen udsendes på baggrund af følgende lovændring

Med lov nr. 1442 af 22. december 2004 blev der vedtaget en anbringelsesreform, som pr. 1. januar 2006 medfører en række ændringer i servicelovens regler om særlig støtte til børn, unge og deres familier. Blandt andet blev der indført skærpede krav til sagsbehandling, opfølgning samt inddragelse af børn, unge og deres familier.

Anbringelsesreformen skal blandt andet ses i lyset af de seneste års forskning og evaluering, som har peget på behovet for at styrke kvaliteten i indsatsen over for udsatte børn og unge. Der arbejdes ikke tilstrækkeligt målrettet med at tilpasse indsatsen til det enkelte barns behov. Der følges ikke tilstrækkeligt op på indsatsen, og der dokumenteres ikke i et omfang, som gør det muligt at vurdere effekterne af indsatsen, ligesom børnenes retssikkerhed ikke sikres tilstrækkeligt. Samtidig sættes der ofte først ind relativt sent, dvs. i teenageårene.

Problemerne på området viser sig endvidere ved, at både danske og internationale undersøgelser peger på, at børn, som har været anbragt uden for hjemmet, statistisk set ofte klarer sig dårligt som voksne, både erhvervs-, familie- og sundhedsmæssigt.

Målsætningen med reformen er at rette op på disse problemer, så de anbragte børn får samme muligheder som andre børn for uddannelse, arbejde og familieliv. Det afgørende pejlemærke for reformen er således barnets bedste.

Anbringelsesreformen præciserer, at kommunerne ikke må tage usaglige økonomiske hensyn ved valg af tilbud til det enkelte barn. Det betyder, at kommunen ikke må tage økonomiske hensyn, som betyder, at der på baggrund af § 38-undersøgelsen vælges en løsning, som ikke tilgodeser barnets behov fra starten, eller at en nødvendig foranstaltning ophører i utide på grund af besparelser i kommunen. Samtidig er der dog også tale om et område, hvor der anvendes betydelige midler. Dette indebærer, at det er nødvendigt, at kommunen tager saglige økonomiske hensyn. Dette kan f.eks. medføre, at kommunen ved valg af foranstaltning kan vælge det konkrete tilbud, der både tilgodeser barnets eller den unges behov, samtidig med at det er den økonomisk mest hensigtsmæssige løsning. Et økonomisk hensyn kan ikke være sagligt, hvis det varetages på bekostning af grundlæggende hensyn til et konkret barn eller en ung.

For at sikre en grundig forståelse for anbringelsesreformens intentioner og formål, indeholder anbringelsesreformen en række aktiviteter, der skal sikre, at lovgivningen bliver ført ud i livet på en tilfredsstillende måde. Der gennemføres blandt andet en række efteruddannelsesaktiviteter, og der bliver udsendt forskelligt inspirationsmateriale. Man kan læse mere om disse forskellige implementeringsaktiviteter på Styrelsen for Social Services hjemmeside: www.servicestyrelsen.dk

Samtidig vil Ankestyrelsen i øget omfang understøtte og kontrollere sagsbehandlingen i kommunerne, og den statistiske overvågning af området vil blive udbygget. Som led i den udbyggede overvågning skal kommuner og ankeinstanser fra 1. januar 2006 elektronisk indberette hver afgørelse, der træffes om anbringelse af et barn eller en ung, samt afgørelser i forbindelse med vurdering og ajourføring af handleplan, ændring af anbringelsessted, anmodning om hjemgivelse, ophør af anbringelsen mm. De oplysninger, som kommunerne skal indberette, omfatter faktuelle oplysninger om barnet/den unge og forældrene samt oplysninger, som ifølge lovgivningen og god forvaltningsskik skal foreligge i sagen, og som kommunen skal lægge til grund for sin afgørelse. Det elektroniske indberetningsskema vil danne grundlag for, at kommuner og ankemyndigheder kan trække oplysninger om deres sagsbehandling på anbringelsesområdet til brug for blandt andet ledelsesinformation. Indberetningerne fra kommunerne vil blive samordnet med ankemyndighedernes indberetninger og med indberetningerne til Danmarks Statistik om bistand til børn og unge. Se Ankestyrelsens hjemmeside: www.ast.dk.

Endvidere vil Ankestyrelsen fra 2006 gennemføre praksisundersøgelser og andre uddybende undersøgelser mm. på området, som sammen med den elektroniske indberetning af afgørelserne vil bidrage til at give et mere detaljeret, aktuelt og løbende overblik over implementeringen af reformen og kommunernes praksis på anbringelsesområdet.

Herudover er ankeinstansernes egendriftsbeføjelse udvidet – der henvises til punkt. 327 i denne vejledning.

I forhold til den praktiske implementering af lovgivningen på området, er det også relevant at være opmærksom på de forskellige muligheder for at understøtte arbejdet med en øget digitalisering, se bilag 13 til denne vejledning.

Reglerne om barnets eller den unges opholdskommune eller handlekommune og om nedsættelse af børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger mv., findes i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder også de almindelige regler om sagsbehandling, om oplysningspligt mv., om kommunens og amtskommunens generelle opgaver på det sociale område, om de almindelige klageregler samt andre generelle forhold på det sociale område. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder endvidere regler om Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at give vejledning inden for det sociale område. Der henvises for så vidt angår disse spørgsmål til Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, samt til Ankestyrelsens klagevejledning fra 2000.

I forhold til vejledning og spørgsmål vedrørende servicelovens regler om hjælp til udsatte familier er udgangspunktet, at kommunerne yder vejledning over for borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan søge vejledning i de sociale nævn, og medarbejderne i de sociale nævn kan søge vejledning i Ankestyrelsen. Særligt for servicelovens regler om afgørelser, der træffes af børn og unge- udvalget, kan medarbejdere i kommunerne søge vejledning i Ankestyrelsen. Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt Ankestyrelsens hjemmeside.

Om praksis på området kan der henvises til Ankestyrelsens årlige praksisoversigt vedrørende sociale meddelelser vedrørende lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, samt Nyt fra Ankestyrelsen.

Servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge berører rettigheder, der er reguleret i FN´s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Lovens bestemmelser er udformet i overensstemmelse med konventionerne, og det forudsættes, at loven ligeledes administreres i overensstemmelse med konventionerne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →