Legislator Case Law & Legislation
C20051088854 DK

Skrivelse om in house-produktion i forbindelse med særligt tilrettelagte kommunale aktiveringsprojekter

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2005 10888 Valid

Skrivelse om in house-produktion i forbindelse med særligt tilrettelagte kommunale aktiveringsprojekter

Dette notat handler om in house-produktion i relation til særligt tilrettelagte projekter. Begrebet er af betydning for vurderingen af sager om konkurrenceforvridning efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, idet in house-produktion ikke er omfattet af de danske konkurrenceregler.

Efter § 32, stk. 1, nr. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan der gives tilbud om vejledning og opkvalificering til ledige bl.a. i form af særligt tilrettelagte projekter. Formålet er at udvikle eller afdække den lediges faglige, sociale eller sproglige kompetencer med henblik på opkvalificering til arbejdsmarkedet.

Formålet med projekterne må ikke være at etablere en produktion, men at give de ledige et relevant aktivt tilbud, der kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.

Der er ikke i beskæftigelseslovgivningen noget til hinder for, at der i projekterne kan udføres arbejde eller produktion, der også udføres som almindeligt lønnet arbejde i private eller offentlige virksomheder. Grænserne for, hvilket arbejde der kan udføres i projekterne, ligger derfor i, at formålet med aktiveringen skal opfyldes, herunder at det skal bringe de ledige tættere på arbejdsmarkedet, og at den enkelte ledige skal have tilbudet for at få afdækket eller udviklet arbejdsmarkedsrelevante kompetencer. Tillige gælder det, at produktionen og afsætningen af produkter ikke må være konkurrenceforvridende, jf. § 33 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Spørgsmålet om konkurrenceforvridning vil dog ikke være aktuelt i de situationer, der kan betegnes som in house-produktion. Ved in house-produktion forstås, at kommunen selv frembringer varer eller ydelser til eget brug ved egne ansatte eller aktiverede. Der er ikke klare kriterier for en afgrænsning af, hvad ”in house” dækker, hvorfor begrebet må fortolkes snævert. Der er således kun tale om in house-produktion, hvis produktionen udføres og alene aftages af kommunen selv.

In house-produktion påvirker ikke konkurrencen på markedet, fordi produktionen og forbruget foregår i kommunens eget regi. Det kan påvirke størrelsen af markedet, at kommunen vælger selv at udføre en opgave i stedet for at overlade det til private virksomheder fx gennem udlicitering. Dette er dog ikke i modstrid med konkurrencelovgivningen, så længe det kun har indvirkning på markedets størrelse og ikke på konkurrencen mellem udbyderne.

Det følger af kommunalfuldmagten, hvilke opgaver kommunerne har mulighed for selv at varetage.

Kommunalbestyrelsen vil kunne beslutte at igangsætte særligt tilrettelagte projekter med in house-produktion inden for kommunens forskellige forvaltningsgrene. For eksempel inden for en kommunal gartnerafdeling, hvor der udføres arbejde i kommunens parker og legepladser eller i en kommunal håndværkerafdeling, hvor der udføres arbejde på kommunens ejendomme.

At en kommune ikke i forvejen har tradition for at udføre et givet stykke arbejde som in house-produktion - fx vedligeholdelse af en kommunal legeplads eller bygning - vil ikke i sig selv være til hinder for, at kommunen kan vælge at lade det overgå til in house-produktion. Dog gælder det naturligvis, at indgåede kontrakter og udliciteringer ikke kan tilsidesættes.

Private entreprenørers arbejde for kommunen er ikke in house-produktion.

Hvis der i et kommunalt aktiveringsprojekt udføres arbejde af aktiverede side om side med private håndværksmestre (fx ved renovering af en kommunal bygning), kan arbejdet i aktiveringsprojektet kun betragtes som in house-produktion, hvis dets finansiering og udførelse er klart defineret som en opgave, der udføres af kommunens egne ansatte og aktiverede og under kommunens instruktionsbeføjelse. Der skal således være tale om en separat ydelse i forhold til de opgaver, der eventuelt udføres af private leverandører.

Hvis aktiverede indgår som arbejdskraft for en privat entreprenør under entreprenørens instruktionsbeføjelse, har kommunen pligt til at sørge for, at der ikke opstår konkurrenceforvridning. Sådan aktivering vil kunne ske ved virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud hos den private entreprenør. Det vil dog også kunne forekomme, hvis et særligt tilrettelagt projekt drives af en privat entreprenør. Sidstnævnte tilfælde forudsætter, at der fastsættes en markedspris for produktionen fra de aktiverede. Der kan henvises til kalkulationsmodellen i Arbejdsmarkedsstyrelsens vejledning om afsætning af produktion af 11. januar 2005.

Såfremt en kommune leverer produktion til en anden kommune, er der ikke tale om in house-produktion. Kommunal samproduktion kan heller ikke betragtes som in house-produktion.

I det omfang, en kommunal opgave er omfattet af regler om udbudspligt eller udfordringsret, skal kommunen tage højde for dette, hvis den ønsker at producere in house, således at udbudspligten eller udfordringsretten ikke tilsidesættes.

Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 9. december 2005

Kim Svendsen-Tune

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →