Vejledning om opkrævning og inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om opkrævning og inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag
Indhold
1.
Indledning
1.1.
Nogle begreber
1.2.
Oversigt over de relevante love m.v.
2.
Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af danske afgørelser om børnebidrag og ægtefællebidrag
2.1.
Generelt
2.2.
Grundlaget for inddrivelsen
2.3.
Den opkrævende myndighed
2.4.
Den inddrivende myndighed
2.5.
En opkrævnings- og inddrivelsessags behandling
2.5.1.
Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
2.5.2.
Hvem kan anmode om inddrivelse og hvornår kan anmodningen fremsættes?
2.5.3.
Hvilke dokumenter og oplysninger skal fremsendes sammen med anmodningen?
2.5.4.
Kommunens opgaver i forbindelse med det almindelige opkrævningsarbejde
2.5.4.1.
Bortfald af børnebidrag og ægtefællebidrag
2.5.4.2.
Selve opkrævningen, herunder indgåelse af betalingsordninger
2.5.4.3.
Indsigelser
2.5.4.4.
Overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden
3.
Generelt om opkrævning og inddrivelse på grundlag af afgørelser omfattet af de inddrivelseskonventioner, som Danmark har tiltrådt
3.1.
Konventionerne
3.2.
Forholdet mellem konventionerne; hvilken konvention skal anvendes?
3.2.1.
Haagerkonvention af 1973 og Haagerkonventionen af 1958
3.2.2.
FN-konventionen i forhold til de øvrige konventioner
4.
Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af afgørelser om børnebidrag og ægtefællebidrag omfattet af den nordiske inddrivelseskonvention
4.1.
Generelt
4.2.
Hvilke bidragstyper omfatter konventionen?
4.3.
Hvilke bidragsafgørelser omfatter konventionen?
4.4.
Hvornår kan inddrivelse nægtes?
4.5.
Oversættelse
4.6.
Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
4.7.
Hvilke dokumenter skal fremsendes sammen med anmodningen?
4.8.
Restanceinddrivelsesmyndighedens opgaver i forbindelse med opkrævningen og inddrivelsen
5.
Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af afgørelser om børnebidrag og ægtefællebidrag omfattet af Haagerkonventionen af 1973
5.1.
Generelt
5.2.
Hvilke bidragstyper omfatter konventionen?
5.3.
Hvilke bidragsafgørelser omfatter konventionen?
5.4.
Bidragsmyndighedernes internationale kompetence
5.5.
Hvornår kan inddrivelse nægtes?
5.6.
Offentlige myndigheders ret til inddrivelse
5.7.
Oversættelse
5.8.
Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
5.9.
Hvilke dokumenter skal fremsendes sammen med anmodningen?
5.10.
Statsamtets opgaver i forbindelse med opkrævningen og inddrivelsen
5.10.1.
Betingelserne for inddrivelse er opfyldt
5.10.2.
Betingelserne for inddrivelse er ikke opfyldt
6.
6.1.
Generelt
6.2.
Hvilke bidragstyper omfatter konventionen?
6.3.
Hvilke bidragsafgørelser omfatter konventionen
6.4.
Hvilke myndigheder anses for kompetente?
6.5.
Hvornår kan inddrivelse nægtes?
6.6.
Oversættelse
6.7.
Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
6.8.
Hvilke dokumenter skal fremsendes sammen med anmodningen?
6.9.
Statsamtets opgaver i forbindelse med opkrævningen og inddrivelsen
7.
7.1.
Generelt
7.2.
Hvilke bidragstyper omfatter konventionen?
7.3.
Oversættelse
7.4.
Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
7.5.
Hvilke dokumenter skal fremsendes sammen med anmodningen?
7.6.
Statsamtet opkræver bidraget hos bidragspligtige
7.7.
Statsamtet udfærdiger en dansk bidragsafgørelse
7.8.
Restanceinddrivelsesmyndigheden
8.
Opkrævning og inddrivelse i udlandet på grundlag af en dansk bidragsafgørelse
1. Indledning
Formålet med denne vejledning er at beskrive, hvordan sager om opkrævning og inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag skal behandles. Vejledningen indeholder ikke en beskrivelse af selve inddrivelsesarbejdet, da regler og retningslinier for dette henhører under Skatteministeriet. Derimod beskriver vejledningen nogle af de særlige problemstillinger, der kan opstå i relation til behandlingen af sager om inddrivelse af bidrag.
Danske underholdsbidrag kan i Danmark inddrives efter reglerne i inddrivelsesloven, som indeholder en adgang til tvangsmæssigt at inddrive skyldige bidrag ved f.eks. lønindeholdelse. Efter lovens § 1, stk. 1, skal underholdsforpligtelsen have hjemmel i dansk lovgivning. Inddrivelsesloven finder således som udgangspunkt ikke anvendelse på udenlandske bidragsafgørelser.
I inddrivelseslovens § 1, stk. 2, er det imidlertid bestemt, at loven også finder anvendelse på inddrivelse af underholdsbidrag, der er fastsat i udlandet, hvis dette følger af en overenskomst mellem Danmark og det pågældende land. Danmark har i en række internationale konventioner forpligtet sig til at inddrive udenlandske underholdsbidrag her i landet efter de danske regler om inddrivelse, når visse betingelser er opfyldt. Tilsvarende er andre lande via disse konventioner forpligtede til at inddrive danske underholdsbidrag efter disse landes egne regler om inddrivelse.
Denne vejledning beskriver procedurerne ved
– Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af danske afgørelser.
– Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af afgørelser omfattet af de forskellige konventioner.
– Opkrævning og inddrivelse af danske bidrag i udlandet.
1.1. Nogle begreber
I det følgende benyttes følgende begreber
Den bidragsberettigede: Den, der har ret til at opkræve bidraget.
D en bidragspligtige: Den, der skal betale bidraget.
Afgørelse: Omfatter både afgørelser og aftaler om bidrag, medmindre andet udtrykkeligt er angivet.
Opkrævning: Ved opkrævning forstås udsendelse af opkrævning til den bidragspligtige med opfordring til at indbetale gælden eller indgå aftale om afvikling af den samt kontrol af, om betaling finder sted.
Inddrivelse: Ved inddrivelse forstås anvendelse af inddrivelseslovens tvangsinddrivelsesmidler, f.eks. lønindeholdelse og udpantning.
O prindelseslandet: Det land, hvor afgørelsen om børnebidrag eller ægtefællebidrag er truffet, eller hvor aftalen om bidraget er indgået.
Inddrivelseslandet: Det land, hvor inddrivelsen skal gennemføres.
1.2. Oversigt over de relevante love m.v.
Følgende love m.v. er relevante for behandlingen af sager om opkrævning og inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag
– Inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 946 af 10. oktober 2005)
– Opkrævningsloven (lov nr. 429 af 6. juni 2005)
– Kildeskatteloven (lovbekendtgørelse nr. 678 af 12. august 2002)
– Lov om børns forsørgelse (lovbekendtgørelse nr. 352 af 15. maj 2003)
– Ægteskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999)
– Retsvirkningsloven (lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995)
– Børnetilskudsloven (lovbekendtgørelse nr. 909 af 3. september 2004)
– Lov om aktiv socialpolitik (lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003)
– Bidragsinddrivelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 947 af 10. oktober 2005)
– Bidragsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 169 af 17. marts 2005)
– Oversigt over de konventioner om inddrivelse af bidrag, som Danmark har tiltrådt, findes i punkt 3.1.
2. Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af danske afgørelser om børnebidrag og ægtefællebidrag
2.1. Generelt
Reglerne i inddrivelsesloven finder anvendelse både ved inddrivelse af den bidragsberettigedes bidragskrav, ved inddrivelse af forskudsvis udbetalte bidrag, og ved inddrivelse af bidragskrav, hvori det offentlige er indtrådt.
2.2. Grundlaget for inddrivelsen
Inddrivelsesloven finder anvendelse på inddrivelse af underholdsbidrag, som ”tjener til fyldestgørelse af en i dansk lov hjemlet underholdsforpligtelse”, jf. lovens § 1.
Dette betyder, at både afgørelser og aftaler om bidrag kan danne grundlag for inddrivelse. Bidragsaftaler hverken skal eller kan godkendes af statsamtet, men det er en betingelse for inddrivelse efter inddrivelsesloven, at bidragsaftalen vedrører en lovhjemlet forsørgelses- eller bidragspligtsrelation. Inddrivelsesloven kan således ikke anvendes til inddrivelse af f.eks. bidrag til børn ud over det 24. år. Derimod er det ikke en betingelse, at det aftalte bidrags størrelse svarer til, hvad myndighederne ville have fastsat bidraget til.
Der stilles ikke særlige krav til udformningen eller indholdet af en aftale, bortset fra at kravets størrelse 1) og forfaldstid skal fremgå klart af aftalen. Aftalen behøver ikke indeholde en bestemmelse om, at den kan danne grundlag for inddrivelse.
2.3. Den opkrævende myndighed
Det følger af inddrivelseslovens § 2, at ”kommunalbestyrelsen” efter anmodning foretager opkrævning af børnebidrag og ægtefællebidrag. Dette betyder i praksis, at kommunerne står for opgørelsen og opkrævningen af følgende danske bidragskrav
– Forskudsvis udlagte børnebidrag.
– Børne- og ægtefællebidrag, som det offentlige er indtrådt i.
– Private krav på ægtefællebidrag samt på børnebidrag, der ikke er udlagt forskudsvis af det offentlige, typisk procenttillæg til normalbidraget.
Kommunerne varetager i den forbindelse bl.a. følgende opgaver
– Beregning og opgørelse af bidragskravet, herunder stillingtagen til om kravet er helt eller delvist forældet eller bortfaldet.
– Opkrævning af kravet.
– Behandling af indsigelser mod kravet, f.eks. at det er bortfaldet helt eller delvist ved betaling eller aftale.
– Spørgsmål om henstand og afdragsvis betaling.
2.4. Den inddrivende myndighed
Det følger af inddrivelseslovens § 2, stk. 2, at børnebidrag og ægtefællebidrag inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kommer først ind i billedet, når kommunen har udtømt mulighederne for at opkræve fordringen, f.eks. når den bidragspligtige ikke overholder en betalingsfrist eller misligholder en aftale om betaling i rater på trods af en eller flere rykkerskrivelser, eller når den bidragspligtige ikke reagerer på kommunens henvendelser. Først på dette tidspunkt har kravet udviklet sig til en restance, som kommunen skal overdrage til restanceinddrivelsesmyndigheden.
2.5. En opkrævnings- og inddrivelsessags behandling
2.5.1. Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
En anmodning om opkrævning og inddrivelse indgives til den kommune, hvor den bidragsberettigede bor eller opholder sig.
Bor eller opholder den bidragsberettigede sig ikke her i landet, indgives anmodningen til den kommune, hvor den bidragspligtige bor eller opholder sig.
I tilfælde, hvor hverken den bidragsberettigede eller den bidragspligtige har bopæl eller ophold her i landet, indgives anmodningen til den kommune, hvor den bidragspligtige har aktiver, eller hvor den bidragspligtiges arbejdsgiver har sit hovedkontor. Der er således ikke noget til hinder for at gennemføre en inddrivelsessag mod en bidragspligtig, der ikke bor i Danmark, hvis den bidragspligtige har en ejendom i Danmark, som vil kunne være genstand for udpantning, eller hvis den bidragspligtige modtager løn fra en arbejdsgiver i Danmark, som vil kunne være genstand for lønindeholdelse.
Der henvises til bidragsinddrivelsesbekendtgørelsens § 2 og kapitel 3.
2.5.2. Hvem kan anmode om inddrivelse og hvornår kan anmodningen fremsættes?
En anmodning om opkrævning og inddrivelse af børnebidrag eller ægtefællebidrag kan fremsættes af den, der er berettiget til bidraget
– Ved ægtefællebidrag er det den pågældende ægtefælle.
– Ved børnebidrag er den berettigede den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse, såfremt den pågældende har eller ved forældremyndighedens ophør havde forældremyndigheden over barnet eller lovligt har barnet i pleje 2) . I det omfang det offentlige afholder udgifter til barnets forsørgelse, tilkommer retten den pågældende offentlige myndighed eller institution, jf. § 18, stk. 2, i lov om børns forsørgelse. Barnet kan således ikke selv anmode om opkrævning og inddrivelse af et bidragskrav.
– Er det offentlige efter børnetilskudslovens § 18 indtrådt i retten til et børnebidrag, eller er det offentlige indtrådt i retten til et ægtefællebidrag efter § 97 i lov om aktiv socialpolitik, er det offentlige berettiget til bidraget. Det kan på bidragsresolutionen noteres, at der er sket indtræden i retten til bidraget.
Kun den umiddelbart berettigede kan få et bidrag inddrevet efter reglerne i inddrivelsesloven. Der kan derfor ikke ydes bistand til inddrivelse efter anmodning fra f.eks. en afdød bidragsberettigedes dødsbo eller arvinger.
Den bidragsberettigede kan anmode om opkrævning og inddrivelse i Danmark, uanset om den bidragsberettigede bor eller opholder sig her i landet eller i udlandet.
Anmodning om opkrævning og inddrivelse kan først fremsættes, når et bidrag ikke er betalt til forfaldstid.
2.5.3. Hvilke dokumenter og oplysninger skal fremsendes sammen med anmodningen?
Følgende dokumenter og oplysninger skal indgives sammen med anmodningen om opkrævning og inddrivelse
– Bidragsdokumentet.
– Bidragsberettigedes navn, adresse og personnummer.
– Bidragspligtiges navn, adresse og personnummer.
– Opgørelse af bidragsrestancens størrelse og hvilket tidsrum den vedrører.
Kommunen kan herudover anmode den bidragsberettigede om andre oplysninger af betydning for opkrævningen og inddrivelsen, herunder oplysning om eventuelle tidligere aftaler med den bidragspligtige om betaling.
2.5.4. Kommunens opgaver i forbindelse med det almindelige opkrævningsarbejde
Forinden opkrævning foretages, skal kommunen påse, at bidraget ikke er bortfaldet, og at kravet ikke er forældet.
Herefter følger selve opkrævningsarbejdet, hvorunder der kan fremkomme indsigelser fra den bidragspligtige mod kravet, som kommunen skal tage stilling til.
Når kommunen har udtømt mulighederne for at opkræve bidraget, overdrages sagen til restanceinddrivelsesmyndigheden.
2.5.4.1. Bortfald af børnebidrag og ægtefællebidrag
Børnebidrag og ægtefællebidrag bortfalder i nogle situationer automatisk – dvs. uden afgørelse herom fra statsamtet.
Børnebidrag bortfalder automatisk i følgende situationer
– Bidragspligten ophører ved barnets fyldte 18. år., jf. § 14, stk. 2, i lov om børns forsørgelse.
– Bidragspligten ophører, når barnet indgår ægteskab, medmindre statsamtet bestemmer andet, jf. § 14, stk. 2, i lov om børns forsørgelse.
– Bidragspligten bortfalder ved barnets eller den bidragspligtiges død eller ved barnets bortadoption.
– Bidrag til undervisning og uddannelse bortfalder, når barnet fylder 24. år. Bidraget bortfalder endvidere, når uddannelsen afsluttes (eksamensdag) eller afbrydes. I disse situationer bortfalder bidraget ikke fra første forfaldsdag efter eksamen eller afbrydelsen, men fra eksamensdagen m.v.
Ægtefællebidrag bortfalder automatisk i følgende situationer
– Bidrag fastsat under samlivsophævelse efter retsvirkningslovens § 6, jf. § 8, bortfalder ved
1) endelig separation eller skilsmisse, eller ved
2) genoptagelse af samlivet.
– Ved separation eller skilsmisse skal der altid tages stilling til bidragspligten. Hvis der skal være bidragspligt efter separation eller skilsmisse, vil denne være tidsubegrænset eller fastsat til et bestemt tidsrum. Hvis bidragspligten er tidsbegrænset, falder bidraget bort fra den dag, hvor pligten ophører.
– Bidragspligten bortfalder, når den bidragsberettigede indgår nyt ægteskab 3) , eller en af ægtefællerne afgår ved døden, jf. § 51 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
I ovennævnte situationer bortfalder bidraget den dag, hvor den pågældende begivenhed indtræder. Der skal derfor oftest foretages en forholdsmæssig beregning af bidraget for perioden fra sidste forfaldsdag og indtil bortfaldstidspunktet.
Endelig bortfalder kravet også, hvis der indtræder forældelse.
2.5.4.2. Selve opkrævningen, herunder indgåelse af betalingsordninger
Det er op til kommunen selv at tilrettelægge opkrævningsarbejdet, der omfatter udsendelse af opkrævninger eller indgåelse af betalingsaftaler og afdragsordninger, kontrol med at betalingen sker og rykkerprocedurer.
2.5.4.3. Indsigelser
Det er kommunen, der tager stilling til den bidragspligtiges indsigelser om fordringen. Som eksempler på indsigelser kan nævnes
– Bidraget er betalt helt eller delvis.
– Fordringen er helt eller delvis bortfaldet ved eftergivelse, forældelse eller på anden måde.
– Bidraget er bortfaldet, jf. pkt. 2.5.4.1.
– Afgørelsen eller aftalen om bidraget er ændret ved skriftlig eller mundtlig aftale 4) .
Medmindre indsigelsen kan afvises som grundløs, skal kommunen forelægge sagen for den bidragsberettigede. Afviser den bidragsberettigede indsigelsen, skal kommunen træffe afgørelse herom. Inden afgørelsen skal kommunen sikre sig, at alle relevante oplysninger er fremlagt.
Det er som udgangspunkt den bidragspligtige, der skal føre bevis for indsigelsen. Bevisbyrden kan dog vende, hvis den bidragspligtige f.eks. forelægger kvitteringer for betaling. I så fald kan det være op til den bidragsberettigede at bevise, at betalingerne ikke har fundet sted, eller at betalingerne vedrørte et andet mellemværende.
Hvis den bidragspligtige anfører, at et ægtefællebidrag skal bortfalde eller nedsættes f.eks. fordi den berettigede har et vist økonomisk og personligt interessefællesskab med en ny partner, eller fordi de personlige og økonomiske forhold har ændret sig væsentligt, skal kommunen vejlede den bidragspligtige om muligheden for ved ansøgning til statsamtet at anmode om nedsættelse eller bortfald af bidraget.
Det samme er tilfældet, hvis den bidragspligtige anfører, at et børnebidrag skal bortfalde eller nedsættes, fordi barnet selv tjener penge og derfor kan forsørge sig selv.
Den omstændighed, at den bidragspligtige ansøger statsamtet om bortfald eller nedsættelse af et børne- eller ægtefællebidrag, eller at den bidragspligtige har klaget til Familiestyrelsen over en bidragsafgørelse, giver normalt ikke grundlag for at udsætte inddrivelsessagen. Det bemærkes i den forbindelse, at klage over en bidragsafgørelse ikke har opsættende virkning.
Kommunens afgørelse om, hvorvidt en indsigelse vil kunne tages til følge, skal begrundes og meddeles både til den bidragspligtige og den bidragsberettigede. Begge parter skal endvidere vejledes om muligheden for at påklage afgørelsen til det sociale nævn, jf. inddrivelseslovens § 23 a.
Hvis den bidragsberettigede giver kommunen nogle oplysninger, der eventuelt kan betyde, at bidraget – og dermed grundlaget for opkrævningen og inddrivelsen – kan falde bort, eller kan betyde, at bidraget skal nedsættes, bør kommunen videregive disse oplysninger til den bidragspligtige, således at denne får mulighed for at varetage sine interesser.
Da den bidragspligtige er part i sagen, vil sådanne oplysninger alene kunne hemmeligholdes for bidragspligtige, hvis de helt undtagelsesvist kan undtages fra adgangen til aktindsigt, jf. navnlig forvaltningslovens § 15.
2.5.4.4. Overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden
Kommunen overdrager sagen til restanceinddrivelsesmyndigheden, når mulighederne for at opkræve bidraget er udtømt.
Når særlige forhold taler derfor, vil et krav dog kunne overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der mellem de samme parter kommer et nyt bidragskrav til opkrævning, samtidig med at en tidligere bidragsrestance er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det er op til kommunerne selv at vurdere, om der i disse situationer skal indledes et opkrævningsarbejde, eller om kravet straks bør overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Kommunen skal skriftligt underrette den bidragspligtige og den bidragsberettigede om overdragelsen til restancemyndigheden.
Hvis den bidragspligtige over for restanceinddrivelsesmyndigheden fremkommer med indsigelser mod kravet, skal restanceinddrivelsesmyndigheden overlade det til kommunen at tage stilling til disse, jf. pkt. 2.5.4.3.
3. Generelt om opkrævning og inddrivelse på grundlag af afgørelser omfattet af de inddrivelseskonventioner, som Danmark har tiltrådt
3.1. Konventionerne
Danmark har tiltrådt følgende internationale konventioner om inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag
– Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag (den nordiske inddrivelseskonvention) 5) .
– Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (Haagerkonventionen af 1973) 6) .
– Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn (Haagerkonventionen af 1958) 7) .
– Den af De forenede Nationer vedtagne konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet (FN-konventionen) 8) .
Danmark har også tiltrådt EF-domskonventionen 9) og Luganokonventionen 10) , som begge indeholder regler om fuldbyrdelse af afgørelser om underholdsbidrag. Da fuldbyrdelsen efter disse konventioner henhører under domstolene (fogedretterne), er disse konventioner ikke beskrevet nærmere i denne vejledning 11) .
3.2. Forholdet mellem konventionerne; hvilken konvention skal anvendes?
Den nordiske inddrivelseskonvention og Haagerkonventionerne er egentlige fuldbyrdelseskonventioner. Dette betyder, at staterne er forpligtede til at inddrive underholdsbidrag umiddelbart på baggrund af en udenlandsk bidragsafgørelse, hvis konventionens betingelser er opfyldt. Det er således det udenlandske bidragsdokument, der danner grundlag for inddrivelsen.
FN-konventionen er i modsætning hertil alene en retshjælpskonvention. Konventionen hjemler således ikke en pligt til umiddelbart at anerkende og fuldbyrde andre landes bidragsafgørelser, men har til formål at lette inddrivelsen ved hjælp af inddrivelseslandets eget bidragssystem.
I nogle situationer er flere konventioner anvendelige samtidig, hvorfor der i anmodningen om inddrivelse kan være henvist til flere konventioner. Hvis der søges om inddrivelse efter flere konventioner - eller med en generel henvisning til internationale aftaler om fuldbyrdelse - skal den konvention, der stiller den bidragsberettigede bedst muligt, anvendes.
3.2.1. Haagerkonvention af 1973 og Haagerkonventionen af 1958
Det er bestemt i Haagerkonventionen af 1973, at denne erstatter Haagerkonventionen af 1958 imellem de lande, der har tiltrådt begge konventioner. Dette betyder, at i forholdet mellem disse 2 konventioner viger Haagerkonventionen af 1958 altid for Haagerkonventionen af 1973. Dette gælder også, selvom alene 1958-konventionen er påberåbt i anmodningen om inddrivelse.
Den væsentligste forskel mellem de 2 konventioner er, at Haagerkonventionen af 1958 kun vedrører børnebidrag, hvorimod Haagerkonventionen af 1973 også vedrører ægtefællebidrag.
3.2.2. FN-konventionen i forhold til de øvrige konventioner
FN-konventionen giver kun adgang til at inddrive et udenlandsk bidrag i Danmark, hvis der er hjemmel til det i dansk ret. Inddrivelse er således betinget af, at der udfærdiges en dansk bidragsafgørelse på baggrund af den udenlandske bidragsafgørelse.
Det vil derfor som udgangspunkt ikke være relevant at anvende FN-konventionen mellem stater, der begge har tiltrådt en af de tre fuldbyrdelseskonventioner, da disse tillægger en udenlandsk bidragsafgørelse umiddelbar retsvirkning i det land, hvor bidraget søges inddrevet. Anmodes der om inddrivelse af et udenlandsk bidrag i Danmark under henvisning til FN-konventionen mellem to lande, der begge har tiltrådt en fuldbyrdelseskonvention, skal bidraget derfor søges inddrevet efter fuldbyrdelseskonventionen.
4. Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af afgørelser om børnebidrag og ægtefællebidrag omfattet af den nordiske inddrivelseskonvention
4.1. Generelt
Den nordiske inddrivelseskonvention er en fuldbyrdelseskonvention, hvorefter de nordiske lande har forpligtet sig til at inddrive underholdsbidrag umiddelbart på baggrund af de andre nordiske landes afgørelser.
Inddrivelsen sker efter loven i det land, hvor inddrivelsen skal finde sted. For Danmarks vedkommende sker inddrivelsen således efter inddrivelsesloven m.v.
Konventionen finder anvendelse uanset parternes statsborgerforhold. Det afgørende er alene, at der er truffet afgørelse om underholdsbidrag i et af de andre nordiske lande, og at bidragspligtige bor eller opholder sig i Danmark, eller at den bidragspligtige har aktiver i Danmark eller modtager løn fra en arbejdsgiver i Danmark, som vil kunne være genstand for henholdsvis udpantning og lønindeholdelse.
4.2. Hvilke bidragstyper omfatter konventionen?
Konventionen omfatter efter art. 1 underholdsbidrag til
– Nuværende ægtefælle
– Tidligere ægtefælle
– Ægtebarn
– Stedbarn
– Adoptivbarn
– Barn født uden for ægteskab og et sådant barns moder
Endvidere omfatter konventionen bidrag til fødsel, barsel, uddannelse, dåb, konfirmation, sygdom og begravelse eller i anden særlig anledning.
Det er ikke en betingelse for inddrivelse efter konventionen, at der er tale om en bidragstype, som kendes i Danmark. Det afgørende er alene, at det pågældende bidrag ville kunne inddrives i oprindelseslandet.
4.3. Hvilke bidragsafgørelser omfatter konventionen?
Konventionen omfatter efter art. 1 følgende bidragsdokumenter
– Retskraftig dom eller kendelse.
– Administrativ beslutning.
– Aftale (skriftlig vedtagelse).
– Endnu ikke retskraftig dom eller en af retten, dommeren eller overeksekutor afgivet kendelse eller beslutning, hvis dommen, kendelsen eller beslutningen kan fuldbyrdes i oprindelseslandet efter reglerne om retskraftige domme.
Det er en betingelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i oprindelseslandet.
4.4. Hvornår kan inddrivelse nægtes?
Inddrivelse kan efter art. 1 nægtes, hvis bidragsafgørelsen strider mod en dom, kendelse eller beslutning, der er truffet i Danmark.
Dette er f.eks. tilfældet, når bidraget i Danmark er fastsat til et mindre beløb end i oprindelseslandet, eller det er bestemt, at den bidragspligtige ikke (længere) har forsørgelsespligt over for den bidragsberettigede.
Inddrivelse kan således nægtes, når der i oprindelseslandet og i Danmark er truffet afgørelser om det samme spørgsmål, der helt eller delvist strider imod hinanden. I så fald er Danmark ikke forpligtet til at foretage inddrivelse, der strider mod den danske afgørelse.
For så vidt angår løbende underholdsbidrag bemærkes, at en afgørelse truffet af statsamtet om bortfald eller nedsættelse af et bidrag, der er fastsat eller aftalt i oprindelseslandet, ikke er til hinder for at inddrive de bidrag, der efter den nordiske afgørelse er forfaldet frem til bortfalds- eller ændringstidspunktet.
4.5. Oversættelse
Efter artikel 2 i Den nordiske Sprogkonvention skal en nordisk borger kunne anvende sit eget sprog ved henvendelse til myndigheder i et andet nordisk land 12) .
Ved inddrivelse i Danmark på grundlag af en afgørelse fra et andet nordisk land kan restanceinddrivelsesmyndigheden derfor ikke kræve, at de dokumenter, der er nødvendige for inddrivelsen, oversættes til dansk. Samtidig er restanceinddrivelsesmyndigheden forpligtet til at oversætte dokumenterne, hvis den bidragspligtige ikke forstår dem.
4.6. Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
Anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til restanceinddrivelsesmyndigheden.
4.7. Hvilke dokumenter skal fremsendes sammen med anmodningen?
Sammen med anmodningen om opkrævning og inddrivelse skal fremsendes
– Bekræftet fotokopi eller afskrift af bidragsdokumentet. Originale dokumenter bør ikke medsendes.
– En nøjagtig opgørelse af det beløb, der kræves inddrevet, med angivelse af hvilke(n) periode(r), bidraget vedrører.
4.8. Restanceinddrivelsesmyndighedens opgaver i forbindelse med opkrævningen og inddrivelsen
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal indledningsvis sikre sig, at de formelle betingelser for at inddrive bidraget er opfyldt. Dette betyder, at der skal være tale om en bidragstype og en bidragsafgørelse, der er omfattet af konventionen, og at afgørelsen kunne fuldbyrdes i oprindelseslandet. Se afsnit 4.3. og 4.4.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden er i tvivl om, hvorvidt betingelserne for inddrivelse er opfyldt, forelægges sagen for statsamtet til afgørelse, jf. afsnit 5.10.
Herefter opkræver og inddriver restanceinddrivelsesmyndigheden bidraget hos den bidragspligtige.
Inddrivelsen skal ske efter de samme regler, som gælder for inddrivelse efter en dansk afgørelse, dvs. inddrivelsesloven. På 2 punkter gælder der dog særlige regler
– Når den bidragsberettigede bor i et af de andre nordiske lande, er det ikke nødvendigt at fremsætte en ny anmodning, hver gang et nyt, periodevist bidrag forfalder. Inddrivelsesmyndigheden er således (efter anmodning) forpligtet til at fortsætte inddrivelsen så længe, der er hjemmel til det i bidragsdokumentet. Inddrivelsesmyndigheden skal dog med jævne mellemrum sikre sig, at betingelserne for inddrivelsen stadig er opfyldt.
– Erstatning for sagsomkostninger, som er pålagt den bidragspligtige i forbindelse med afgørelsen om bidragspligt, kan - i modsætning til hvad der gælder efter inddrivelsesloven - inddrives efter samme regler som gælder for selve bidragskravet.
Hvis den bidragspligtige fremsætter indsigelser mod kravets eksistens og størrelse, forelægger restanceinddrivelsesmyndigheden indsigelsen for statsamtet på det sted, hvor den bidragspligtige bor eller opholder sig. Hvis den bidragspligtige hverken bor eller opholder sig i Danmark, behandles indsigelsen af statsamtet på det sted, hvor den bidragspligtige har aktiver, eller hvor den bidragspligtiges arbejdsgiver har sit hovedkontor.
For så vidt angår statsamtets behandling af sådanne indsigelser, henvises der til afsnit 5.10.
5. Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af afgørelser om børnebidrag og ægtefællebidrag omfattet af Haagerkonventionen af 1973
5.1. Generelt
Haagerkonventionen af 1973 er i lighed med den nordiske inddrivelseskonvention en egentlig fuldbyrdelseskonvention. De lande, der har ratificeret konventionen, er forpligtede til at inddrive underholdsbidrag umiddelbart på baggrund af andre konventionslandes afgørelser.
Inddrivelsen sker efter den lovgivning, som gælder i det land, hvor inddrivelsen skal finde sted. I Danmark sker inddrivelsen således efter inddrivelsesloven m.v.
5.2. Hvilke bidragstyper omfatter konventionen ?
Konventionen omfatter efter art. 1 i forhold til Danmark underholdsbidrag til
– Nuværende ægtefælle
– Tidligere ægtefælle, også selvom denne har indgået nyt ægteskab.
– Ugifte børn under 21 år, uanset om de er født i eller uden for ægteskab.
Danmark har efter art. 26, jf. art. 34, forbeholdt sig ret til ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelser om underholdsbidrag til børn over 21 år og til børn, der har indgået ægteskab. Danmark har endvidere forbeholdt sig ret til ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelser om underholdspligt mellem slægtninge i sidelinien og mellem besvogrede.
5.3. Hvilke bidragsafgørelser omfatter konventionen?
Konventionen omfatter efter art. 1 følgende bidragsdokumenter fra konventionsstaterne
– Afgørelser, der er truffet af en kompetent judiciel eller administrativ myndighed.
– Forlig, der er indgået for en kompetent judiciel eller administrativ myndighed.
– Forlig, der er indgået mellem en bidragsberettiget og en bidragspligtig eller mellem en bidragspligtig og en offentlig myndighed, der kræver refusion af bidrag, der er udbetalt til en bidragsberettiget.
Det er en betingelse, at afgørelsen eller forliget kan fuldbyrdes i oprindelseslandet. Det er endvidere en betingelse, at afgørelsen eller forliget ikke længere kan indbringes for højere instans ved ordinære retsmidler.
En foreløbig afgørelse, der kan fuldbyrdes i oprindelseslandet, kan dog danne grundlag for inddrivelse efter konventionen, selvom afgørelsen stadig kan indbringes for højere instans, da det også efter dansk ret er muligt at træffe en foreløbig afgørelse, som vil kunne danne grundlag for inddrivelse.
5.4. Bidragsmyndighedernes internationale kompetence
En afgørelse truffet i oprindelseslandet skal efter art. 4, jf. art. 7-8, kun anerkendes og fuldbyrdes, hvis den myndighed i oprindelseslandet, der har truffet afgørelsen, havde international kompetence til at behandle bidragssagen. Denne betingelse er opfyldt i følgende situationer
– Den bidragspligtige eller den bidragsberettigede havde bopæl i oprindelseslandet, da kravet om bidrag blev rejst.
– Begge parter var statsborgere i oprindelseslandet, da kravet om bidrag blev rejst.
– Den bidragspligtige har enten udtrykkeligt anerkendt oprindelsesstatens kompetence eller har stiltiende anerkendt den ved uden forbehold at have udtalt sig om sagens realitet.
– Bidraget skyldes som følge af en sag om skilsmisse eller separation eller om omstødelse eller gyldigheden af et ægteskab, der er behandlet i oprindelsesstaten, og afgørelsen om bidraget er truffet af en kompetent myndighed i oprindelsesstaten.
5.5. Hvornår kan inddrivelse nægtes?
Anerkendelse og fuldbyrdelse efter konventionen af en afgørelse om underholdsbidrag kan efter art. 5-6 nægtes
– Hvis afgørelsen strider mod grundlæggende danske retsprincipper (“ordre public”) 13) .
– Hvis afgørelsen eller forliget er opnået ved svig.
– Hvis der behandles en sag om det samme spørgsmål i Danmark, og den danske sag er påbegyndt først.
– Hvis afgørelsen strider mod en afgørelse om det samme spørgsmål og mellem samme parter, der er truffet i Danmark eller en anden stat, under forudsætning af at afgørelsen kan anerkendes og fuldbyrdes i Danmark.
Hvis afgørelsen er truffet, uden at modparten har været til stede (”udeblivelsesdom”), kan inddrivelse nægtes, hvis den bidragspligtige ikke inden afgørelsen var blevet gjort bekendt med kravet i så god tid, at vedkommende havde mulighed for at varetage sine interesser i sagen.
5.6. Offentlige myndigheders ret til inddrivelse
En offentlig myndighed, der har udbetalt bidrag til den bidragsberettigede, kan efter art. 19 søge disse bidrag inddrevet efter konventionen.
Det er en betingelse, at der er truffet en afgørelse om bidraget i en sag mellem den bidragsberettigede og den bidragspligtige, og at myndigheden efter lovgivningen i sit hjemland er berettiget til at kræve bidraget betalt af og inddrevet hos den bidragsplig tige.
Er afgørelsen om bidrag alene truffet efter anmodning fra en myndighed, der kræver refusion af bidrag, som myndigheden har udlagt til den bidragsberettigede, er retten til inddrivelse også betinget af, at underholdspligten mellem den bidragspligtige og den bidragsberettigede er fastsat i den nationale lov, der er anvendelig efter de regler om international kompetence, der gælder i Danmark.
En privat institution, der udøver en offentlig funktion, er også omfattet af begrebet “offentlig myndighe d”.
5.7. Oversættelse
De dokumenter, der er nødvendige for at kunne afgøre, om en udenlandsk bidragsafgørelse kan danne grundlag for inddrivelse her i landet, kan efter art. 17 kræves oversat til dansk. Dette gælder dog ikke dokumenter, der stammer fra et af de nordiske lande, jf. Den nordiske Sprogkonvention.
Efter art. 17 kan det ikke kræves, at dokumenterne legaliseres 14) .
Danske myndigheder kan korrespondere med udenlandske myndigheder på dansk, men så vidt muligt bør korrespondancen foregå på engelsk, hvis dette kan ske uden ekstra udgifter til oversættelse.
5.8. Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
Anmodningen sendes til statsamtet på det sted, hvor den bidragspligtige bor eller opholder sig. I tilfælde, hvor den bidragspligtige ikke har bopæl eller ophold her i landet, kan anmodningen indgives til statsamtet på det sted, hvor den bidragspligtige har aktiver eller hvor den bidragspligtiges arbejdsgiver har sit hovedkontor.
Kendes den bidragspligtiges adresse ikke, sendes anmodningen til Familiestyrelsen, der videresender anmodningen til rette statsamt.
5.9. Hvilke dokumenter skal fremsendes sammen med anmodningen?
Statsamtet kan kræve, at følgende dokumenter og oplysninger fremlægges
– Bekræftet kopi af afgørelsen eller forliget.
– Bevis for, at afgørelsen kan fuldbyrdes i oprindelseslandet.
– Nøjagtig opgørelse af det beløb, der kræves inddrevet, med angivelse af hvilke perioder beløbet vedrører.
Hvis afgørelsen er truffet, uden at modparten har været til stede (” udeblivelsesdom”), skal der også fremlægges
– Bekræftet kopi af de dokumenter, hvorved sagen blev rejst.
– Bevis for, at den bidragspligtige inden afgørelsen blev underrettet om det væsentligste indhold af disse dokumenter i overensstemmelse med de regler, der gælder i oprindelseslandet.
Hvis der er tale om børnebidrag, skal der også fremlægges
– Barnets dåbs- eller fødselsattest, medmindre det af sagens akter i øvrigt fremgår, at bidraget vedrører tiden, før barnet fyldte 21 år.
Hvis det er en offentlig myndighed, der søger bidraget inddrevet, skal der også fremlægges
– Dokumentation for, at de betingelser, der er nævnt i afsnit 5.6, er opfyldt.
– Dokumentation for, at bidraget er betalt til den bidragsberettigede.
Statsamtet kan endvidere kræve at få fremlagt de dokumenter, som i øvrigt er nødvendige for at kunne afgøre, om bidraget kan inddrives. Dette gælder især, hvis den bidragspligtige fremsætter indsigelser mod inddrivelsen, som ikke umiddelbart kan afvises, jf. afsnit 5.10.
5.10. Statsamtets opgaver i forbindelse med opkrævningen og inddrivelsen
Statsamtet skal tage stilling til, om den udenlandske afgørelse opfylder betingelserne for at kunne danne grundlag for fuldbyrdelse i Danmark. Statsamtet skal endvidere sikre sig, at alle dokumenter og oplysninger er til stede.
Statsamtet skal således tage stilling til følgende
– ”Oprindelige” mangler ved den udenlandske afgørelse.
– Grundene til at nægte inddrivelse, jf. pkt. 5.5.
– Indsigelser fra den bidragspligtige, jf. pkt. 2.5.4.1. og 2.5.4.3.
Der er i disse situationer tale om forvaltningsretlige afgørelser, hvorfor forvaltningslovens regler skal overholdes, f.eks. i relation til
– Partshøring : Den bidragspligtige skal høres over anmodningen om inddrivelse af den udenlandske afgørelse og have lejlighed til at udtale sig om sagen.
– Afgørelse med begrundelse : Statsamtets afgørelse om, hvorvidt den udenlandske afgørelse kan danne grundlag for inddrivelse i Danmark, skal begrundes og meddeles både den bidragspligtige og den bidragsberettigede.
– Klagevejledning : Begge parter skal med afgørelsen vejledes om muligheden for at påklage afgørelsen til Familiestyrelsen.
5.10.1. Betingelserne for inddrivelse er opfyldt
Er betingelserne for inddrivelse opfyldt, skal statsamtet forsyne bidragsdokumentet med en fuldbyrdelsespåtegning og videresende anmodningen til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Hvis den bidragsberettigede ikke opholder sig her i landet, er restanceinddrivelsesmyndigheden forpligtet til efter anmodning at fortsætte inddrivelsen, så længe der er hjemmel i bidragsdokumentet. Der kan således ikke kræves en ny anmodning, hver gang der forfalder et nyt, periodevist bidrag.
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal med jævne mellemrum sikre sig, at sagen fortsat er omfattet af konventionen i forhold til Danmark. Dette vil for børnebidrag sige, at barnet fortsat er i live og ikke har indgået ægteskab, samt at bidraget ikke vedrører tiden, efter barnet er fyldt 21 år. For ægtefællebidrag kræves, at den bidragsberettigede fortsat er i live.
5.10.2. Betingelserne for inddrivelse er ikke opfyldt
Er konventionens betingelser for inddrivelse ikke opfyldte, skal statsamtet vejlede den bidragsberettigede om muligheden for at i stedet at indgive ansøgning om fastsættelse af bidrag efter dansk ret, hvis der er international kompetence til at behandle en sådan ansøgning.
6. Opkrævning og inddrivelse i Danmark på grundlag af afgørelser om børnebidrag omfattet af Haagerkonventionen af 1958
6.1. Generelt
Haagerkonventionen af 1958 er i lighed med den Nordiske Konvention og Haagerkonventionen af 1973 en egentlig fuldbyrdelseskonvention. De lande, der har ratificeret konventionen, er forpligtede til at inddrive underholdsbidrag umiddelbart på baggrund af andre konventionslandes afgørelser.
Konventionen viger altid for Haagerkonventionen af 1973.
Inddrivelse sker efter den lovgivning, som gælder i det land, hvor inddrivelsen skal finde sted. I Danmark sker inddrivelsen således med enkelte undtagelser efter inddrivelsesloven.
6.2. Hvilke bidragstyper omfatter konventionen?
Konventionen omfatter kun underholdsbidrag til ugifte børn under 21 år, uanset om disse er født i eller uden for ægteskab, eller er adopterede.
I modsætning til den nordiske inddrivelseskonvention og Haagerkonventionen af 1973 omfatter konventionen ikke underholdspligt over for ægtefælle.
6.3. Hvilke bidragsafgørelser omfatter konventionen
Konventionen omfatter afgørelser om bidrag fra de stater, der har ratificeret konventionen, hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, havde kompetence til at behandle sagen, jf. afsnit 6.4.
Det er en betingelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i oprindelseslandet, og at afgørelsen har opnået ”retskraft”, dvs. ikke kan indbringes for højere instans ved ordinære retsmidler.
En foreløbig afgørelse, der kan fuldbyrdes i oprindelseslandet, kan dog danne grundlag for inddrivelse efter konventionen, selvom afgørelsen stadig kan indbringes for højere instans, da det også efter dansk ret er muligt at træffe en foreløbig afgørelse, som vil kunne danne grundlag for inddrivelse.
6.4. Hvilke myndigheder anses for kompetente?
En afgørelse truffet i oprindelseslandet skal efter art. 3 kun anerkendes og fuldbyrdes, hvis den myndighed i oprindelseslandet, der har truffet afgørelsen, havde international kompetence til at behandle bidragssagen. Denne betingelse er opfyldt i følgende situationer
– Den bidragspligtige eller den bidragsberettigede havde bopæl i oprindelseslandet, da kravet om bidrag blev rejst.
– Barnet havde bopæl i oprindelseslandet, da kravet om bidrag blev rejst.
– Den bidragspligtige har enten udtrykkeligt anerkendt oprindelsesstatens kompetence eller har stiltiende anerkendt den ved uden forbehold at have udtalt sig om sagens realitet.
6.5. Hvornår kan inddrivelse nægtes?
Anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om børnebidrag kan efter art. 2 nægtes
– Hvis afgørelsen strider mod grundlæggende danske retsprincipper (“ordre public”).
– Hvis afgørelsen strider mod en afgørelse om det samme spørgsmål og mellem samme parter, der er truffet i Danmark.
– Hvis der, inden afgørelsen i oprindelseslandet blev truffet, i Danmark var indledt sag om samme spørgsmål og mellem samme parter.
– Hvis den bidragspligtige ikke under sagen har været lovligt indkaldt eller repræsenteret i overensstemmelse med loven i oprindelseslandet.
– Hvis afgørelsen er truffet, uden at modparten har været til stede (” udeblivelsesdom”), kan inddrivelse nægtes, hvis statsamtet skønner, at det ikke er den bidragspligtiges skyld, at vedkommende ikke har haft kendskab til sagen eller ikke har haft mulighed for at fremsætte sine indsigelser over for den myndighed, der behandlede bidragssagen.
6.6. Oversættelse
De dokumenter, der er nødvendige for at kunne afgøre, om en udenlandsk bidragsafgørelse kan inddrives her i landet, kan kræves oversat til dansk. Dette gælder dog ikke dokumenter, der stammer fra et af de nordiske lande, jf. Den nordiske Sprogkonvention.
Det kan ikke kræves, at dokumenterne legaliseres 15) .
Danske myndigheder kan korrespondere med udenlandske myndigheder på dansk, men så vidt muligt bør korrespondancen foregå på engelsk, hvis dette kan ske uden ekstra udgifter til oversættelse.
6.7. Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
Anmodningen sendes til statsamtet på det sted, hvor den bidragspligtige bor eller opholder sig. I tilfælde, hvor bidragspligtige ikke har bopæl eller ophold her i landet, kan anmodningen indgives til statsamtet på det sted, hvor den bidragspligtige har aktiver eller hvor den bidragspligtiges arbejdsgiver har sit hovedkontor.
Kendes den bidragspligtiges adresse ikke, sendes anmodningen til Familiestyrelsen, der videresender anmodningen til rette statsamt.
6.8. Hvilke dokumenter skal fremsendes sammen med anmodningen?
Statsamtet kan kræve, at følgende dokumenter og oplysninger fremlægges
– Bekræftet kopi af afgørelsen eller forliget.
– Bevis for, at afgørelsen kan fuldbyrdes i oprindelseslandet.
– Dåbs- eller fødselsattest for barnet, medmindre det af sagen fremgår, at bidraget vedrører tiden, før barnets fyldte 21. år.
– Nøjagtig opgørelse af det beløb, der begæres inddrevet, med angivelse af hvilke perioder, det vedrører.
Anmoder en offentlig myndighed om inddrivelse, og er myndigheden ikke er indtrådt i den bidragsberettigedes krav, skal anmodningen tillige vedlægges fuldmagt fra den bidragsberettigede.
Hvis afgørelsen er truffet, uden at modparten har været til stede (” udeblivelsesdom”), skal der også fremlægges dokumentation for, at den bidragspligtige var blevet gjort bekendt med sagen og har haft mulighed for at udtale sig.
6.9. Statsamtets opgaver i forbindelse med opkrævningen og inddrivelsen
Der henvises til afsnit 5.10.
7. Opkrævning og inddrivelse i Danmark af børnebidrag og ægtefællebidrag efter FN-konventionen
7.1. Generelt
FN-konventionen er i modsætning til den nordiske inddrivelseskonvention og Haagerkonventionerne ikke en fuldbyrdelseskonvention, men alene en retshjælpskonvention. Konventionen indeholder således ikke en pligt til at anerkende og fuldbyrde andre landes bidragsafgørelser, men indebærer alene en forpligtelse til ved hjælp af inddrivelseslandenes egne regler at lette inddrivelsen af underholdsbidrag.
7.2. Hvilke bidragstyper omfatter konventionen?
Konventionen omfatter alene bidragstyper, som findes i inddrivelseslandet. Det vil sige, at i relation til Danmark omfatter konventionen ægtefællebidrag og børnebidrag, men ikke bidrag til andre slægtninge.
7.3. Oversættelse
De dokumenter, der er nødvendige for sagens behandling, kan kræves oversat til dansk.
Danske myndigheder kan korrespondere med udenlandske myndigheder på dansk, men så vidt muligt bør korrespondancen foregå på engelsk, hvis dette kan ske uden ekstra udgifter til oversættelse.
7.4. Hvem skal anmodningen om opkrævning og inddrivelse sendes til?
En anmodning om inddrivelse af et udenlandsk bidrag fremsendes til statsamtet på det sted, hvor den bidragspligtige bor eller opholder sig. Kendes den bidragspligtiges adresse ikke, sendes anmodningen til Familiestyrelsen, der bestemmer, hvilket statsamt der skal behandle den. Efterfølgende korrespondance sker direkte mellem statsamtet og den myndighed eller person i udlandet, der har anmodet om inddrivelsen. Korrespondancen skal således ikke fremsendes igennem Familiestyrelsen.
7.5. Hvilke dokumenter skal fremsendes sammen med anmodningen?
Følgende dokumenter og oplysninger skal efter konventionens art. 3 være til stede
– Den bidragsberettigedes fulde navn, adresse, fødselsdato, nationalitet og beskæftigelse samt navn og adresse på en eventuel juridisk repræsentant.
– Den bidragspligtiges fulde navn og om muligt den pågældendes adresse inden for de sidste 5 år, fødselsdato, nationalitet og beskæftigelse.
– Udførlig redegørelse for de forhold, der ligger til grund for anmodningen samt alle andre oplysninger af betydning for sagen, herunder oplysninger om den bidragsberettigedes og den bidragspligtiges økonomiske forhold og familieforhold.
– Opgørelse af størrelsen af det bidrag, der søges inddrevet.
– Et fotografi af den bidragsberettigede og om muligt af den bidragspligtige.
– Enhver endelig eller foreløbig retsafgørelse eller anden afgørelse vedrørende betaling af underholdsbidrag til den bidragsberettigede og eventuelt også en udskrift af de retsforhandlinger, der ligger til grund for afgørelsen.
Statsamtet kan dog behandle sagen, selvom ikke alle disse dokumenter er til stede, jf. pkt. 7.6.
7.6. Statsamtet opkræver bidraget hos bidragspligtige
Statsamtet skal i første omgang opkræve bidraget hos den bidragspligtige. Mindre væsentlige mangler ved de fremlagte oplysninger og dokumenter hindrer ikke, at sagen fremmes, idet statsamtet i første omgang alene skal undersøge, om den bidragspligtige er villig til at indgå en frivillig betalingsordning. Er det tilfældet, er der ikke grund til at fremskaffe de manglende dokumenter.
Hvis den bidragspligtige ikke betaler bidraget, og der ikke indgås aftale om afdragsvis betaling, betragtes anmodningen om opkrævning og inddrivelse som en anmodning om fastsættelse af bidrag efter dansk ret.
7.7. Statsamtet udfærdiger en dansk bidragsafgørelse
Da inddrivelse i henhold til konventionen alene kan ske på grundlag af en dansk bidragsafgørelse, træffer statsamtet herefter afgørelse om bidraget i overensstemmelse med de almindelige danske regler.
Som udgangspunkt fastsættes bidragets størrelse efter dansk bidragspraksis. Dette indebærer blandt andet, at der kan lægges vægt på leveomkostningerne, hvor den bidragsberettigede bor.
Er bidraget i en udenlandsk bidragsafgørelse fastsat til et bestemt beløb, bør det overvejes at fastsætte bidraget til dette beløb, medmindre der er tale om et væsentligt højere bidrag end efter dansk ret.
Er bidraget i den udenlandske afgørelse fastsat til et mindre beløb end det, der ville kunne fastsættes efter dansk ret, følges den udenlandske afgørelse, medmindre begæringen kan antages at indeholde en ansøgning om fastsættelse af et højere bidrag. En sådan afgørelse om forhøjelse af bidraget i forhold til det udenlandske bidrag bør kun have virkning for fremtiden.
Afgørelsen træffes i øvrigt på sædvanlig vis, og begge parter skal orienteres om muligheden for at påklage den til Familiestyrelsen.
7.8. Restanceinddrivelsesmyndigheden
Når statsamtet har udfærdiget en dansk bidragsafgørelse, overdrager statsamtet sagen til restanceinddrivelsesmyndighed med henblik på inddrivelse af bidraget.
Hvis den bidragspligtige over for restanceinddrivelsesmyndigheden efterfølgende fremkommer med indsigelser mod kravet, skal restanceinddrivelsesmyndigheden overlade det til statsamtet at tage stilling til disse.
8. Opkrævning og inddrivelse i udlandet på grundlag af en dansk bidragsafgørelse
Ligesom der i Danmark kan ske inddrivelse på grundlag af udenlandske bidragsdokumenter, kan der også i udlandet i henhold til de samme konventioner ske inddrivelse på grundlag af en dansk bidragsafgørelse.
Anmodningen om opkrævning og inddrivelse indgives til den kommune, hvor den bidragsberettigede bor eller opholder sig. Kommunen opkræver bidraget hos den bidragspligtige. Når mulighederne for opkrævning er udtømt, overdrages sagen til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Skal der ske inddrivelse efter den nordiske inddrivelseskonvention, Haagerkonventionerne eller FN-konventionen, skal de dokumenter og oplysninger, der fremgår af afsnit 4.7., 5.9., 6.8. og 7.5., fremsendes sammen med anmodningen om inddrivelse. Originale dokumenter bør ikke medsendes. Det statsamt, der har udfærdiget bidragsafgørelsen, kan til brug for inddrivelsen, udfærdige en bekræftet kopi af bidragsdokumentet.
Herudover skal betingelserne for at anvende den relevante konvention være opfyldt. Der henvises til det anførte herom i afsnit 4, 5, 6 og 7.
Ved fremsendelse af en anmodning om inddrivelse i udlandet bør det anføres, efter hvilken konvention bidraget søges inddrevet.
Ved fremsendelse af en dansk afgørelse til inddrivelse i et af de andre nordiske lande skal de danske dokumenter ikke oversættes. Ved fremsendes til de øvrige konventionslande skal dokumenterne være oversat til det pågældende lands sprog. Hvis myndighederne i inddrivelseslandet accepterer det, kan dokumenterne i stedet oversættes til et af hovedsprogene.
Kommunen og Restanceinddrivelsesmyndigheden kan forelægge tvivlsspørgsmål om inddrivelse efter konventionerne for Familiestyrelsen, der er centralmyndighed for de 4 konventioner.
Familiestyrelsen, den 31. oktober 2005
Lars Thøgersen
/Carina Fogt-Nielsen
1) Der er ikke noget til hinder for, at det aftalte bidrag indekseres, forudsat at indekseringen har den fornødne klarhed.
2) Bemærk at private ikke er berettiget til at indtræde i udstedte bidragsresolutioner. Hvis barnet f.eks. flytter fra den bidragsberettigede mor til sin mormor, der overtager forsørgelsen af barnet, indtræder mormoren ikke i bidragsresolutionen. Hun må selv ansøge statsamtet om fastsættelse af bidrag.
3) Bemærk at ægtefællebidrag ikke bortfalder automatisk, selvom den bidragsberettigede indleder et fast samliv med en ny partner (tredjemandssamliv). Bortfald af bidraget forudsætter her en afgørelse fra statsamtet.
4) Parterne i bidragssager har ofte kontakt med hinanden, f.eks. i forbindelse med deres fælles børn. Det er derfor almindeligt, at de indgår (mundtlige) aftaler om bidraget. En sådan bidragsaftale er bindende, uanset om den er mundtlig eller skriftlig, og gyldigheden af aftalen afhænger ikke af, om den er direkte eller indirekte ”godkendt” af statsamtet. I nogle sager er stridsspørgsmålet, om der overhovedet er indgået en aftale om bidraget. Sådanne spørgsmål afgøres efter almindelige aftaleretlige regler, herunder spørgsmål om bevisbyrde og bevisvurdering. Som udgangspunkt er det den part, der påstår, at der er indgået en aftale, som har bevisbyrden herfor. En parts påstand om, at der foreligger en aftale, bør altid forelægges for modparten med opfordring til at kommenterer påstanden.
5) Bekendtgørelse (C) nr. 21 af 29. juli 1963.
6) Bekendtgørelse (C) nr. 15 af 22. februar 1988.
7) Bekendtgørelse (C) nr. 26 af 1. april 1966.
8) Bekendtgørelse (C) nr. 49 af 24. august 1962.
9) Konvention af 27. september 1968 med senere ændringer om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager.
10) Konvention af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager.
11) EF-Domskonventionen og Luganokonventionen vedrører alene fuldbyrdelse gennem domstolssystemet (fogedretterne) efter reglerne i retsplejelovens fjerde afsnit, hvorimod inddrivelseskonventionerne vedrører inddrivelse foretaget af administrative myndigheder. Fremsættes der anmodning om inddrivelse i Danmark i henhold til EF-domskonventionen eller Luganokonventionen, skal denne indgives til fogedretten. Dette falder uden for kommunens forpligtelse efter inddrivelsesloven.
12) Den nordiske Sprogkonvention af 17. juni 1981.
13) Tilfælde, hvor den udenlandske afgørelse i den grad er uforenelig med de fundamentale principper, hvorpå det danske retssystem bygger, at dens anvendelse eller anerkendelse må være udelukket, jf. Peter Arnt Nielsen: ”International privat- og procesret”, 1997.
14) Legalisering kan defineres som en bekræftelse af en myndigheds underskrift, med henblik på at give sikkerhed for dokumentets autencitet.
15) Legalisering kan defineres som en bekræftelse af en myndigheds underskrift, med henblik på at give sikkerhed for dokumentets autencitet.