Vejledning om behandling af sager om børne- og ægtefællebidrag\n(International og stedlig kompetence, begyndelsestidspunkter, ændringstidspunkter og behandling af klager)
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om behandling af sager om børne- og ægtefællebidrag
(International og stedlig kompetence, begyndelsestidspunkter, ændringstidspunkter og behandling af klager)
Indhold
1
Indledning
2
International kompetence
3
Stedlig kompetence
4
Børnebidrag – begyndelsestidspunkt
4.1
Begyndelsestidspunkt ved førstegangsfastsættelse af børnebidrag
4.2
Fastsættelse af bidrag i forbindelse med faderskabssager
4.3
Uddannelsesbidrag
4.4
Bidragspligtige protesterer ikke mod det ansøgte begyndelsestidspunkt
4.5
Fravigelse af ansøgningsfristerne
4.6
Aftale om bidrag
4.7
Den bidragspligtige har afholdt forsørgelsesudgifter vedrørende barnet
4.8
Særlige børnebidrag m.v. (§ 15 i lov om børns forsørgelse)
4.9
Fødselsbidrag m.v. (§ 19 i lov om børns forsørgelse)
5
Ægtefællebidrag – begyndelsestidspunkt
6
Ændring af børnebidrag og ægtefællebidrag
6.1
Hvornår kan statsamtet ændre et bidrag?
6.2
Fra hvornår har en ændring af et bidrag virkning?
6.2.1
Udgangspunktet: Virkning fra første forfaldsdag efter afgørelsen
6.2.2
Fravigelser fra udgangspunktet
6.2.2.1
Urigtige eller ufyldestgørende oplysninger
6.2.2.2
En tidligere afgørelse er åbenbart urigtig
6.2.2.3
Lang sagsbehandlingstid
6.2.2.4
Lønnedgang på grund af arbejdsledighed el. lign.
6.2.2.5
Bidrag der tilkommer det offentlige
6.2.2.6
Barnet flytter fra den ene forælder til den anden
6.2.2.7
Barn, der er anbragt uden for hjemmet, flytter til den bidragspligtige
6.2.2.8
Urigtige oplysninger til kommunen om barnets indtægter
6.2.2.9
Tidligere bidragspligtig ikke biologisk far til barnet
6.2.2.10
Tilsidesættelse af en aftale om ikke at skulle betale børnebidrag
6.2.2.11
Børnepension
6.2.2.12
Bortfald af uddannelsesbidrag, fordi uddannelsen afsluttes el. lign.
6.2.2.13
Der foreligger andre helt særlige omstændigheder
7
Overgangsbestemmelser i relation til begyndelses- og ændringstidspunkter
8
Behandling af klager over bidragsafgørelser
8.1
Nye ansøgninger
8.2
Væsentlige nye oplysninger
8.3
Væsentlige oplysninger, som statsamtet ikke har taget stilling til
8.4
Sagsbehandlingsfejl
8.5
Begrundelse og klagevejledning
8.6
Forhåndsklager
8.7
Overgangsbestemmelser
1. INDLEDNING
Ved §§ 1, 2 og 7 i lov nr. 446 af 9. juni 2004 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.) ændres pr. 1. april 2005 reglerne om behandlingen af sager om børnebidrag og ægtefællebidrag efter ægteskabsloven, retsvirkningsloven og lov om børns forsørgelse.
Efter de nye regler kan familie- og forbrugerministeren fastsætte regler om statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag og børnebidrag, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter. Denne hjemmel er udnyttet ved bekendtgørelse af 17. marts 2005 om behandling af sager om ægtefælle- og børnebidrag (Bidragsbekendtgørelsen), der træder i kraft den 1. april 2005.
Formålet med denne vejledning er at beskrive indholdet af de nye regler.
2. INTERNATIONAL KOMPETENCE
Bekendtgørelsen indeholder i § 2 regler om statsamternes internationale kompetence til at behandle sager om børne- og ægtefællebidrag.
I relation til følgende konventioner er reglerne om statsamternes internationale kompetence nærmere beskrevet i cirkulæreskrivelse af 8. november 2002 om statsamternes internationale kompetence i sager om børne- og ægtefællebidrag
– Konvention af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EF-domskonventionen).
– Konvention af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Lugano-konventionen).
– Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt.
– Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn.
Det er i bekendtgørelsens § 2, stk. 5, bestemt, at statsamtet kun kan behandle en sag, der ikke er omfattet af en af disse 4 konventioner, hvis sagen har en særlig tilknytning til Danmark. Ved vurderingen heraf tages der udgangspunkt i kompetencereglerne i EF-domskonventionen og Lugano-konventionen.
Dette indebærer bl.a., at statsamtet kan behandle en bidragssag, hvis den bidragsberettigede bor i Danmark, eller hvis modparten i sagen (den mod hvem kravet om nedsættelse/bortfald eller forhøjelse af bidraget er rettet) bor i Danmark.
Omvendt bør statsamtet ikke behandle en ansøgning fra den bidragspligtige om nedsættelse eller bortfald af bidraget, hvis sagens eneste tilknytning til Danmark er, at den bidragspligtige bor her. Statsamtet bør dog behandle en sådan ansøgning, hvis bidraget er fastsat i Danmark, eller hvis bidragsafgørelsen vil kunne tvangsfuldbyrdes i Danmark. I begge situationer forudsættes det dog, at ansøgningen ikke kan behandles i den bidragsberettigedes bopæls- eller opholdsland.
3. Stedlig kompetence
Når statsamtet har international kompetence efter bekendtgørelsens § 2, behandles ansøgninger om fastsættelse eller ændring af børne- og ægtefællebidrag af statsamtet på det sted, hvor den bidragspligtige bor, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Dette udgangspunkt fraviges dog i en række situationer, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2-6.
Reglerne om den stedlige kompetence er nærmere beskrevet i cirkulæreskrivelse af 28. oktober 2002 om statsamternes stedlige kompetence i familieretlige sager, navnlig pkt. 8.
4. B ØRNEBIDRAG - BEGYNDELSESTIDSPUNKT
4.1. Begyndelsestidspunkt ved førstegangsfastsættelse af børnebidrag
Bidragsbekendtgørelsens §§ 4-6 indeholder regler om, fra hvilket tidspunkt et børnebidrag efter § 13, jf. § 14, stk. 1, i lov om børns forsørgelse som udgangspunkt fastsættes, når lovens betingelser for at fastsætte bidrag er opfyldt.
Som udgangspunkt fastsættes børnebidrag fra den relevante ændring i barnets forhold, der udløste ansøgningen om bidrag – den bidragsudløsende begivenhed. Dette forudsætter dog, at ansøgningen om fastsættelse af bidrag er indgivet inden 6 måneder (ansøgningsfrist).
Indgives ansøgningen senere end 6 måneder efter den bidragsudløsende begivenhed, fastsættes bidraget fra det tidspunkt, hvor statsamtet modtog ansøgningen, jf. bekendtgørelsens § 9.
Bekendtgørelsens § 10 giver mulighed for at fravige disse to udgangspunkter. Dette er nærmere beskrevet i pkt. 4.5.
Den bidragsudløsende begivenhed kan eksempelvis være
– Forældrenes samlivsophævelse.
– Ophør af forældrenes fælles økonomi, hvis denne er fortsat efter samlivsophævelse.
– Ophør af forsørgelse af barnet gennem f.eks. ”deleordning”, afholdelse af udgifter vedrørende barnet eller betaling af bidrag til den bidragsberettigede.
– Barnets flytning fra den ene forælder til den anden eller tredjemands overtagelse af forsørgelsen af barnet, forudsat at kravet om ”lovligt ophold” i § 18, stk. 2, i lov om børns forsørgelse er opfyldt.
Opregningen af bidragsudløsende begivenheder er ikke udtømmende. Andre lignende begivenheder kan således efter en konkret vurdering betragtes som bidragsudløsende begivenheder.
Det bemærkes dog, at følgende situationer ikke betragtes som bidragsudløsende begivenheder
– Forældrenes separation eller skilsmisse.
– Afgørelsen af en sag om forældremyndighed over barnet, medmindre afgørelsen har betydning for vurderingen af, om barnet har ”lovligt ophold” hos den bidragsberettigede, jf. lovens § 18, stk. 2.
Dette skyldes, at børnebidrag efter lov om børns forsørgelse fastsættes uden hensyntagen til forældrenes ægteskabelige status. Endvidere er fælles forældremyndighed over barnet normalt ikke til hinder for at fastsætte børnebidrag.
Det bemærkes, at førstegangsfastsættelse af børnebidrag omfatter alle situationer, hvor der på ansøgningstidspunktet ikke er et fastsat eller aftalt børnebidrag. Dette gælder f.eks. også situationer, hvor statsamtet tidligere har bestemt, at et bidrag skulle bortfalde på grund af barnets egne indtægter, eller når der efter aftale ikke skal betales børnebidrag, jf. pkt. 6.2.2.10. Er ansøgningsfristen overskredet, fastsættes bidraget i disse situationer efter bekendtgørelsens § 9 fra ansøgningstidspunktet, også selvom ansøgningen først indgives flere år efter den bidragsudløsende begivenhed.
I nogle situationer gælder der andre ansøgningsfrister. Det drejer sig om
– Fastsættelse af bidrag i forbindelse med faderskabssager. (Se pkt. 4.2.)
Uddannelsesbidrag. (Se pkt. 4.3.)
– Særlige bidrag til udgifter til barnets dåb, konfirmation, sygdom og begravelse eller anden særlig anledning, jf. § 15, stk. 1, i lov om børns forsørgelse. (Se pkt. 4.8.)
– Bidrag til dækning af udgifterne ved barnets fødsel samt til moderens underhold før og efter fødslen, jf. § 19, stk. 1, i lov om børns forsørgelse. (Se pkt. 4.9.)
– Bidrag til dækning af de ved en abort forvoldte udgifter, jf. § 19, stk. 2, i lov om børns forsørgelse. (Se pkt. 4.9.)
Endelig kan følgende forhold have betydning for afgørelsen om begyndelsestidspunktet
– Den bidragspligtige har ikke protesteret mod det ansøgte begyndelsestidspunkt. (Se pkt. 4.4.)
– Fravigelse af ansøgningsfristerne. (Se pkt. 4.5.)
– Aftaler om bidrag. (Se pkt. 4.6.)
– Den bidragspligtige har afholdt forsørgelsesudgifter vedrørende barnet. (Se pkt. 4.7.)
4.2. Fastsættelse af bidrag i forbindelse med faderskabssager
En ansøgning om børnebidrag kan først tages under behandling, når faderskabet til barnet er fastslået, f.eks. ved indgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring, ved anerkendelse af faderskabet eller ved endelig dom.
Når faderskabssagen er indledt i forbindelse med barnets fødsel, fastsættes bidraget fra fødslen, hvis ansøgningen er indgivet inden 2 måneder efter afslutningen af faderskabssagen, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.
I forbindelse med behandlingen af faderskabssagen har moderen mulighed for at ansøge om bidrag, selvom ansøgningen først kan tages under behandling, når faderskabet er fastslået. En sådan ansøgning er tilstrækkelig og betragtes som rettidig efter bekendtgørelsens § 5. Dette gælder også, selvom ansøgningen ikke var rettet mod den mand, der ved sagens afslutning anses som far til barnet.
Sagsbehandlingstiden i faderskabssager kan variere meget, og i enkelte sager kan det vare længe, inden faderskabet endeligt kan fastslås. Selvom behandlingen af faderskabssagen har trukket ud, fastsættes bidraget normalt fra barnets fødsel, når ansøgningsfristen er overholdt. Dette gælder også, når faderen ikke har været inddraget i sagen fra dens start, uanset årsagen til dette.
Hvis faderskabssagen først afsluttes mere end 2 år efter barnets fødsel, fastsættes bidraget efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2, dog først fra sagens afslutning, også selvom bidragsansøgningen er indgivet under behandlingen af faderskabssagen eller inden 2 måneder efter sagens afslutning.
Når en faderskabssag ikke er indledt i forbindelse med barnets fødsel, fastsættes bidraget fra faderskabssagens afslutning, hvis ansøgningen er indgivet inden 2 måneder efter afslutningen af faderskabssagen, jf. bekendtgørelsens § 6. Denne situation kan f.eks. opstå, hvis barnet er født i udlandet, og faderskabet enten ikke er fastslået, eller det er fastslået på en måde, der ikke anerkendes efter dansk ret.
Indgives ansøgningen senere end 2 måneder efter afslutningen af en faderskabssag, fastsættes bidraget fra det tidspunkt, hvor statsamtet modtog ansøgningen, jf. bekendtgørelsens § 9.
Efter § 4, stk. 3, pkt. 1, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, har moderen ret til særligt børnetilskud, når faderskabet til barnet ikke er fastslået. Dette gælder også, hvis der er indledt en faderskabssag, der endnu ikke er afsluttet. Det særlige børnetilskud svarer til normalbidraget.
Hvis faderskabet senere fastslås, og der fastsættes bidrag med tilbagevirkende kraft, omkonteres det udbetalte særlige børnetilskud til forskudsvis udbetalt børnebidrag og opkræves hos den bidragspligtige.
Hvis bidraget ikke fastsættes fra det tidspunkt, hvor moderen har fået udbetalt særligt børnetilskud, kan kommunen ikke afkræve faderen betaling for denne periode.
Samtidig er kommunen afskåret fra at kræve, at moderen tilbagebetaler børnetilskuddet for den periode, hvor der ikke er fastsat bidrag, medmindre betingelserne i børnetilskudslovens § 24, stk. 2, er opfyldt. Denne bestemmelse har følgende indhold: ”Har nogen mod bedre vidende uberettiget modtaget ydelser efter loven, skal det beløb, der med urette er modtaget, tilbagebetales.”
Hvis statsamtet bestemmer, at den bidragspligtige ikke skal betale børnebidrag fra det tidspunkt, hvor moderen har modtaget særligt børnetilskud, skal statsamtet orientere hende om, at kommunen kun kan kræve tilskuddet tilbagebetalt, hvis betingelserne i børnetilskudslovens § 24, stk. 2, er opfyldt.
4.3. Uddannelsesbidrag
I relation til uddannelsesbidrag betragtes som bidragsudløsende begivenheder
– Uddannelsens start.
– Barnets 18 års fødselsdag hvis uddannelsen er påbegyndt forinden.
Efter bekendtgørelsens § 7 fastsættes bidraget fra denne begivenhed, hvis ansøgningen indgives inden 2 måneder derefter.
Indgives ansøgningen senere, fastsættes bidraget fra det tidspunkt, hvor statsamtet modtog ansøgningen, jf. bekendtgørelsens § 9.
4.4. Bidragspligtige protesterer ikke mod det ansøgte begyndelsestidspunkt
Statsamtet skal af egen drift påse, at ansøgningsfristerne i pkt. 4.1.-4.3. er overholdt. Er fristen overskredet, afslår statsamtet at fastsætte bidraget fra det ansøgte tidspunkt, medmindre betingelserne for at overskride ansøgningsfristen er opfyldt, jf. pkt. 4.5.
Ved overskridelse af ansøgningsfristen fastsættes således kun bidrag fra den bidragsudløsende begivenhed, hvis den bidragspligtige accepterer dette. Manglende reaktion på statsamtets varsling om en ansøgning om fastsættelse af bidrag fra et bestemt tidspunkt kan normalt ikke betragtes som accept af at betale bidrag fra dette tidspunkt. Dette gælder også, hvis den bidragspligtige reagerer på varslingen, men ikke kommenterer det ansøgte begyndelsestidspunkt.
Statsamtet må kun pålægge den bidragspligtige at betale bidraget fra det ansøgte tidspunkt, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Eksempel
BM ansøger 9 måneder efter samlivsophævelsen om bidrag fra dette tidspunkt. Hun giver ingen relevant forklaring på den sene ansøgning. BF varsles om ansøgningen, herunder om det ansøgte begyndelsestidspunkt.
BF reagerer ikke på ansøgningen, eller han reagerer, men ikke specifikt i forhold til begyndelsestidspunktet.
Da den i pkt. 4.1. nævnte 6 måneders ansøgningsfrist er overskredet, fastsættes bidraget ikke fra samlivsophævelsen, men først fra ansøgningstidspunktet.
Det samme gælder i relation til de særlige bidrag, der er behandlet i pkt. 4.8.-4.9. Er fristen overskredet, afslår statsamtet som udgangspunkt at fastsætte bidraget.
4.5. Fravigelse af ansøgningsfristerne
Hvis der foreligger helt særlige omstændigheder, fastsættes bidrag efter bekendtgørelsens § 10 fra den bidragsudløsende begivenhed – f.eks. fra samlivsophævelsen – selvom ansøgningsfristerne i pkt. 4.1.-4.3. er overskredet.
Følgende begrundelser for at overskride ansøgningsfristen kan ikke danne grundlag for at fastsætte bidrag fra den bidragsudløsende begivenhed
– Ukendskab til reglerne.
– Ukorrekt eller mangelfuld vejledning fra kommune eller anden offentlig myndighed.
Efter bekendtgørelsens § 10 kan statsamtet afslå at fastsætte bidraget fra den bidragsudløsende begivenhed, selvom ansøgningsfristen er overholdt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis ansøgeren på et tidligere tidspunkt har været særligt tilskyndet til at søge om bidrag.
4.6. Aftale om bidrag
En del forældre indgår aftaler om betaling af bidrag – skriftligt, men ofte også mundtligt. Som aftaler betragtes også situationer, hvor den bidragspligtige har indvilget i at betale bidrag, selvom der ikke er indgået en udtrykkelig aftale herom.
Ansøgningsfristerne i pkt. 4.1.-4.3. gælder ikke, hvis parterne har indgået en sådan aftale om bidraget. Det er den bidragsberettigede, der skal bevise, at der er indgået en aftale.
I så fald fastsættes bidraget fra det tidspunkt, hvor den bidragspligtige ophørte med at betale bidraget i henhold til aftalen, også selvom ansøgningsfristen er overskredet.
Der henvises til NH nr. 13, februar 2001, side 161-178, samt til T:FA 2004.363 (NH nr. 22, august 2004, side 11).
4.7. Den bidragspligtige har afholdt forsørgelsesudgifter vedrørende barnet
Ved fastsættelsen af begyndelsestidspunktet for bidraget skal der tages hensyn til, om den bidragspligtige har opfyldt sin forsørgelsespligt over for barnet helt eller delvist ved f.eks. at have afholdt udgifter el.lign. vedrørende forsørgelsen af barnet efter den bidragsudløsende begivenhed.
Hvis den bidragspligtige dokumenterer at have afholdt sådanne udgifter, skal statsamtet afgøre, om der ved fastsættelsen af bidraget skal tages hensyn hertil. Statsamtet kan således ikke overlade det til kommunen at tage stilling til fradrag for forsørgelsesudgifter ved opkrævningen og inddrivelsen af bidraget.
Fradrag for udgifter kommer først og fremmest på tale i relation til udgifter, som den bidragsberettigede ellers skulle have afholdt. Gennem afholdelse af sådanne udgifter forbedrer den bidragspligtige de økonomiske forhold for den bidragsberettigede og barnet.
Det drejer sig især om udgifter til barnets daginstitution, skole m.v., forudsat at dette benyttes af barnet i relation til dets bopæl hos den bidragsberettigede. Der henvises til T:FA 2001.502 (NH nr. 17, marts 2002, side 45) og T:FA 2002.72 (NH nr. 18, juni 2002, side 40).
I relation til andre udgifter lægges der vægt på, om udgiften er afholdt efter aftale med den bidragsberettigede eller med dennes accept. Det påhviler den bidragspligtige at godtgøre, at dette er tilfældet. Det kan endvidere tillægges en vis betydning, hvis den bidragspligtige havde del i forældremyndigheden over barnet, da udgiften blev afholdt. Endelig tages der kun hensyn til udgifter af en vis størrelse.
Det er således ikke enhver udgift vedrørende barnet, der skal tages hensyn til. Der skal som udgangspunkt ikke tages hensyn til udgifter vedrørende barnet, der alene relaterer sig til barnets ophold hos den bidragspligtige. Eksempelvis skal der ikke tages hensyn til udgifter til tøj eller andet, som den bidragspligtige har købt til barnet til brug for barnets ophold hos den pågældende.
Der tages som udgangspunkt heller ikke hensyn til udgifter, som er indgået eller vil kunne indgå i det økonomiske opgør (bodeling m.v.) mellem forældrene efter samlivsophævelse eller separation/skilsmisse, jf. T:FA 2004.74 (NH nr. 7, marts 1999, side 76).
Ligeledes tages der ikke hensyn til udgifter, som den bidragspligtige i forvejen hæftede for. Det kan f.eks. dreje sig om udgifter vedrørende fast ejendom, som den bidragspligtige er (med-)ejer af, også selvom den bidragsberettigede efter samlivsophævelsen har beboet ejendommen sammen med barnet. Der henvises til T:FA 2002.72 (NH nr. 18, juni 2002, side 40).
Endelig ses der bort fra udgifter, der er afholdt inden samlivsophævelsen, også selvom de dækker tiden efter samlivsophævelsen.
Hvis den bidragspligtige gennem afholdelse af udgifter vedrørende barnet har opfyldt sin forsørgelsespligt i en periode efter den bidragsudløsende begivenhed, fastsættes bidraget først fra det tidspunkt, hvor forsørgelsespligten ikke længere opfyldes.
Har den bidragspligtige i perioden efter den bidragsudløsende begivenhed gennem udgifterne kun opfyldt forsørgelsespligten delvist, fratrækkes udgifterne i det fastsatte bidrag for den periode, som de vedrører. En afgørelse herom kan f.eks. udformes således
»Statsamtet bestemmer, at X skal betale normalbidraget til forsørgelsen af B fra den 1. januar 2005 og indtil videre. I bidragene for månederne februar, marts og april 2005 fradrages 600 kr. om måneden, svarende til de udgifter som X har afholdt til B’s daginstitution.«
4.8. Særlige børnebidrag m.v. (§ 15 i lov om børns forsørgelse)
Efter § 15, stk. 1, i lov om børns forsørgelse kan der fastsættes særlige bidrag til udgifter til barnets dåb, konfirmation, sygdom og begravelse eller anden særlig anledning. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at fastsætte et særligt bidrag – et såkaldt ”beklædningsbidrag” – til dækning af udgifterne til tøj, udstyr m.v., når barnet er kommet i konfirmationsalderen, men ikke skal konfirmeres.
Efter lovens § 15, stk. 2, kan sådanne bidrag kun fastsættes, hvis ansøgningen er indgivet inden 3 måneder efter udgiftens afholdelse, medmindre ansøgeren godtgør, at der forligger en rimelig grund til overskridelse af denne frist.
I relation til beklædningsbidrag regnes ansøgningsfristen normalt fra det tidspunkt, hvor barnets klassekammerater konfirmeres.
En rimelig grund til overskridelse af fristen foreligger f.eks., hvis barnet døbes, inden faderskabet til barnet er fastslået. I så fald kan bidraget fastsættes, selvom der først søges om det ved afslutningen af faderskabssagen.
Ansøgningsfristen for fastsættelse af særlige bidrag er ikke blevet ændret ved de nye regler om fastsættelse af bidrag.
Statsamtet skal af egen drift påse, at ansøgningsfristen er overholdt, jf. pkt. 4.4. Er fristen overskredet, afslår statsamtet at fastsætte bidraget, medmindre betingelserne for at overskride fristen er opfyldt.
4.9. Fødselsbidrag m.v. (§ 19 i lov om børns forsørgelse)
Efter § 19, stk. 1, i lov om børns forsørgelse kan statsamtet pålægge faderen at betale bidrag
– til udgifterne ved fødslen samt
– til moderens underhold før og efter fødslen.
Efter bekendtgørelsens § 11 fastsættes disse bidrag normalt kun, hvis de tidsmæssige betingelser for at fastsætte almindeligt bidrag til barnet fra fødslen er opfyldt, jf. pkt. 4.2.
Efter lovens § 19, stk. 2, kan statsamtet pålægge den, der har eller kan have besvangret en kvinde, at udrede bidrag til de ved en abort forvoldte særlige udgifter.
Efter bekendtgørelsens § 12 fastsættes disse bidrag normalt kun, hvis ansøgningen er indgivet inden 2 måneder efter aborten.
Statsamtet skal af egen drift påse, at disse ansøgningsfrister er overholdt, jf. pkt. 4.4. Er fristen overskredet, afslår statsamtet at fastsætte bidraget, medmindre betingelserne for at overskride fristen er opfyldt.
5. ÆGTEFÆLLEBIDRAG - BEGYNDELSESTIDSPUNKT
I sager om ægtefællebidrag betragtes separation, skilsmisse, samlivsophævelse og ophør af forsørgelse som bidragsudløsende begivenheder.
Efter bekendtgørelsens § 8 fastsættes bidraget som udgangspunkt kun fra den bidragsudløsende begivenhed, hvis ansøgningen er indgivet inden 2 måneder efter dette tidspunkt.
Dette gælder både ægtefællebidrag efter ægteskabsloven og ægtefællebidrag efter retsvirkningslovens §§ 5 og 6, jf. § 8.
Indgives ansøgningen senere end 2 måneder efter den bidragsudløsende begivenhed, fastsættes bidraget fra det tidspunkt, hvor statsamtet modtog ansøgningen om bidrag, jf. bekendtgørelsens § 9.
Ligesom ved børnebidrag omfatter førstegangsfastsættelse af ægtefællebidrag alle situationer, hvor der på ansøgningstidspunktet ikke er et fastsat eller aftalt bidrag, jf. pkt. 4.1. Dette gælder også tilfælde, hvor statsamtet har fastsat eller nedsat bidraget til 0 kr. Er ansøgningsfristen overskredet, fastsættes bidraget efter bekendtgørelsens § 9 fra ansøgningstidspunktet, også selvom ansøgningen først indgives flere år efter f.eks. skilsmissen.
De forhold, der efter pkt. 4.4.-4.7. kan have betydning for afgørelsen om begyndelsestidspunktet i sager om børnebidrag, gælder også for ægtefællebidrag.
Hvis en byretsdom om pligten til at betale ægtefællebidrag er indbragt for landsretten, er afslutningen af denne retssag den bidragsudløsende begivenhed. Bidraget fastsættes derfor fra dette tidspunkt, hvis ansøgningen om bidrag er indgivet inden 2 måneder efter sagens afslutning. Har landsretten bestemt, at bidragspligten skal gælde fra byretsdommen, fastsættes bidraget dog fra dette tidspunkt, medmindre der allerede er fastsat bidrag for denne periode efter retsvirkningslovens § 6.
6. ÆNDRING AF BØRNEBIDRAG OG ÆGTEFÆLLEBIDRAG
6.1. Hvornår kan statsamtet ændre et bidrag?
Efter forarbejderne til lov om børns forsørgelse kan statsamtet ændre et fastsat børnebidrag. Der stilles ikke særlige krav til begrundelsen for anmodningen om ændring af bidraget. Enhver relevant ændring af forholdene kan derfor begrunde en ændring af et fastsat bidrag.
Efter ægteskabslovens § 53, stk. 2, er kriteriet for at ændre et fastsat ægtefællebidrag, at ”omstændighederne taler herfor”, og efter retsvirkningslovens § 8 kan statsamtet ”til enhver tid på begæring af en ægtefælle ændre sin bestemmelse, når forholdene væsentligt har forandret sig.” Tilsvarende kunne statsamtet efter § 16, stk. 1, i lov om børns forsørgelse, der blev ophævet ved regelforenklingsloven, ”til enhver tid ændre et bidrag, når der fremkommer grundet begæring herom.” Der har ikke været tilsigtet realitetsforskelle mellem ændringskriterierne for disse tre bidragstyper.
Efter 17 i lov om børns forsørgelse kan statsamtet ændre en aftale om børnebidrag, hvis aftalen skønnes åbenbart ubillig, hvis forholdene væsentligt har forandret sig, eller hvis aftalen strider mod barnets tarv. Statsamtet kan herefter fastsætte bidraget efter de almindelige retningslinier. En aftale om bidrag tilsidesættes normalt som stridende mod barnets tarv, når bidragets størrelse er mindre end det bidrag, som statsamtet ville have fastsat.
Statsamtet kan endvidere ændre en "indtil videre"-aftale om børnebidrag. Hvis ikke andet er aftalt, antages det som udgangspunkt, at sådanne aftaler kan ændres ”efter lovens § 16, jf. § 17”. I disse situationer er det en betingelse for at ændre aftalen, at der er sket betydelige forandringer i de økonomiske eller personlige forhold. Der kan også lægges vægt på den tid, der er forløbet siden aftalens indgåelse. Forandringerne skal således være væsentligt større, end der kræves for at ændre et fastsat bidrag, men det kræves ikke, at de strengere betingelser i § 17 er opfyldt.
Efter ægteskabslovens § 52 kan en aftale om pligten til at betale ægtefællebidrag eller en aftale om størrelsen af et ægtefællebidrag kun ændres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være åbenbart urimeligt at opretholde aftalen. Dette betyder bl.a., at statsamterne ikke har mulighed for at ændre en aftale om bidragets størrelse, medmindre dette fremgår af aftalen.
Hvis et ægtefællebidrag efter ægteskabsloven alene er aftalt ”indtil videre”, antages det, at statsamtet som udgangspunkt har hjemmel til at ændre det.
Aftalte ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven kan ændres af statsamtet, hvis aftalen skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholdene væsentlig har forandret sig, jf. lovens § 9.
Endelig bemærkes, at efter § 97 i lov om aktiv socialpolitik indtræder det offentlige i retten til børne- eller ægtefællebidrag, herunder retten til at kræve bidrag fastsat eller forhøjet, hvis det offentlige yder den bidragsberettigede hjælp til forsørgelse. Ved fastsættelse eller forhøjelse af bidrag kan vedkommende myndighed tilsidesætte en aftale om bidrag, der må anses indgået med det formål at hindre det offentlige i et indtræde i bidraget.
6.2. Fra hvornår har en ændring af et bidrag virkning?
6.2.1. Udgangspunktet: Virkning fra første forfaldsdag efter afgørelse n
En ændring af et børnebidrag eller et ægtefællebidrag har efter bekendtgørelsens § 14, stk. 1, som udgangspunkt virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Dette indebærer, at bidrag, der forfalder under statsamtets eller Familiestyrelsens behandling af en sag om ændring af et bidrag, som udgangspunkt ikke ændres.
Ændringer omfatter både forhøjelse, nedsættelse og bortfald af bidraget.
Dette udgangspunkt bygger på en generel afvejning af parternes modstridende interesser. Der er i første række lagt vægt på et indrettelsessynspunkt. Parterne skal således kunne indrette deres økonomiske forhold på den trufne afgørelse om bidrag, indtil der er truffet afgørelse om at ændre dette bidrag: Den bidragsberettigede skal kunne regne med at modtage forfaldne bidrag, og den bidragspligtige bør ikke kunne mødes med krav om efterbetaling. (Der henvises til grundsætningen om condictio indebiti i relation til underholdsforpligtelser.)
I det følgende beskrives en række situationer, hvor dette udgangspunkt fraviges.
6.2.2. Fravigelser fra udgangspunktet
Efter bidragsbekendtgørelsens § 14, stk. 2-4, har en ændring af et børne- eller ægtefællebidrag i følgende situationer virkning fra et tidligere tidspunkt end den første forfaldsdag efter afgørelsen
1) En tidligere afgørelse har fået et forkert indhold, fordi en part har givet myndighederne urigtige oplysninger eller har undladt at give relevante oplysninger. (Se pkt. 6.2.2.1.)
2) En tidligere afgørelse er åbenbart urigtig. (Se pkt. 6.2.2.2.)
3) Behandlingen af en ansøgning om ændring af et bidrag er trukket urimeligt længe ud på grund af forhold, der skyldes myndigheden eller modparten. (Se pkt. 6.2.2.3.)
4) Den bidragspligtiges indtægt er faldet på grund af arbejdsledighed el.lign. (Se pkt.6.2.2.4)
5) Nedsættelse eller bortfald af bidrag, der tilkommer det offentlige. (Se pkt. 6.2.2.5.)
6) Barnet flytter fra den ene forælder til den anden. (Se pkt. 6.2.2.6.)
7) Et barn, der har været anbragt uden for hjemmet, tager ophold hos den bidragspligtige. (Se pkt. 6.2.2.7.)
8) Urigtige oplysninger til kommunen om barnets indtægter. (Se pkt. 6.2.2.8.)
9) Den bidragspligtige anses ikke som far til barnet efter børneloven. (Se pkt. 6.2.2.9.)
10) En aftale om ikke at skulle betale børnebidrag tilsidesættes. (Se pkt. 6.2.2.10.)
11) Barnet har modtaget børnepension fra den bidragspligtige. (Se pkt. 6.2.2.11)
12) Uddannelsesbidrag bortfalder ved uddannelsens afslutning el.lign. (Se pkt.6.2.2.12)
Pkt. 6-12 finder kun anvendelse i sager om børnebidrag.
Hvis der i andre situationer foreligger helt særlige omstændigheder, har en ændring af et bidrag efter bekendtgørelsens § 14, stk. 5, virkning fra et tidligere tidspunkt. Dette er beskrevet nærmere i pkt. 6.2.2.13.
Ændring med tilbagevirkende kraft betyder ikke det samme i alle de nævnte situationer. Tidspunkterne for ændringerne i de forskellige situationer er nærmere beskrevet under de enkelte punkter.
6.2.2.1. Urigtige eller ufyldestgørende oplysninger
Et bidrag ændres efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 1, med tilbagevirkende kraft, hvis en part har givet myndighederne urigtige oplysninger eller har undladt at give relevante oplysninger, således at en afgørelse er truffet på et urigtigt eller ufyldestgørende grundlag og derfor har fået et urigtigt indhold.
Det er uden betydning, om parten bevidst har afgivet urigtige eller ufyldestgørende oplysninger. Det er som udgangspunkt den part, som oplysningerne vedrører, der er den nærmeste til at bære risikoen for, at afgørelsen er urigtig, fordi den er truffet på et urigtigt eller ufyldestgørende grundlag.
En ændring af bidraget i denne situation har som udgangspunkt virkning fra det tidspunkt, fra hvilket det blev fastsat eller ændret ved den omhandlede afgørelse.
6.2.2.2. En tidligere afgørelse er åbenbart urigtig
Et bidrag ændres efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 2, med tilbagevirkende kraft, hvis en tidligere afgørelse af andre grunde har fået et urigtigt indhold.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis myndighederne har begået væsentlige fejl ved anvendelsen af gældende regler og retningslinier, har misforstået eller overset relevante oplysninger eller har foretaget et fejlskøn.
En ændring af bidraget i denne situation har som udgangspunkt virkning fra det tidspunkt, fra hvilket det blev fastsat eller ændret ved den omhandlede afgørelse.
6.2.2.3. Lang sagsbehandlingstid
Et bidrag ændres efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 3, med en vis tilbagevirkende kraft, hvis behandlingen af en ansøgning om ændring af et bidrag er trukket urimeligt længe ud på grund af forhold, der skyldes myndigheden eller modparten.
I sådanne situationer medfører hensynet til den part, som har ansøgt om ændring af bidraget, og som ikke har været skyld i, at afgørelsen først træffes efter forløbet af en lang sagsbehandlingstid, at ændringen tillægges tilbagevirkende kraft.
Sagsbehandlingstiden i bidragssager varierer meget. Dette skyldes bl.a., at det i nogle sager er nødvendigt at indhente dokumentation og oplysninger i videre omfang end normalt. Endvidere indeholder nogle sager komplicerede problemstillinger. Der kan derfor ikke opstilles generelle retningslinier for, hvornår sagsbehandlingen i en sag har varet så længe, at der er grundlag for at tillægge en ændring af bidraget tilbagevirkende kraft.
Hvis der er grundlag for at tillægge en ændring af bidraget tilbagevirkende kraft, sker dette med virkning fra første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor det burde have været muligt at afgøre sagen.
6.2.2.4. Lønnedgang på grund af arbejdsledighed el.lign.
Når den bidragspligtige uforskyldt mister sit arbejde, og bidragsevnen derfor forringes, har en afgørelse om nedsættelse eller bortfald af et børne- eller ægtefællebidrag efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 4, virkning fra første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor den bidragsberettigede blev orienteret om ansøgningen. Dette skyldes, at den bidragsberettigede i disse situationer normalt ikke har en berettiget forventning om fortsat at modtage det hidtidige bidrag.
Ændringen af bidraget har dog tidligst virkning fra første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor den bidragspligtige blev arbejdsledig.
Ændring med tilbagevirkende kraft på grund af arbejdsledighed forudsætter, at den bidragspligtige selv sørger for, at sagen kan behandles hurtigst muligt, ved f.eks. straks at indsende dokumentation for arbejdsledigheden i form af opsigelsesbrev, bevis for modtagelse af kontanthjælp eller for berettigelse til at modtage arbejdsløshedsdagpenge.
6.2.2.5. Bidrag der tilkommer det offentlige
Ved nedsættelse eller bortfald af børne- eller ægtefællebidrag, der tilkommer det offentlige, er der ikke noget hensyn at tage til den pågældende myndigheds forventning om at modtage det fastsatte bidrag. Bidrag, der tilkommer det offentlige, nedsættes eller bortfalder derfor efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 5, fra det tidspunkt, hvor de forhold, som ændringen er begrundet i, indtrådte.
Der er i disse situationer ikke noget til hinder for at lade nedsættelsen/bortfaldet have virkning for tiden forud for ansøgningen om nedsættelse/bortfald af bidraget.
6.2.2.6. Barnet flytter fra den ene forælder til den anden
Hvis et barn flytter fra den ene forælder til den anden, bortfalder bidraget efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 6, fra første forfaldsdag efter flytningen, også selvom der først søges om bortfald efter dette tidspunkt.
Dette skyldes, at den forælder, der har haft barnet boende, ikke længere forsørger barnet i hjemmet efter flytningen og derfor heller ikke har en berettiget forventning om fortsat at modtage bidrag til barnet. Der henvises til § 18, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, hvorefter det er den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse, der har ret til at kræve bidrag fastsat og til at indkræve dette.
Det er en forudsætning for at lade et bidrag bortfalde på grund af barnets flytning, at der er tale om en egentlig flytning og ikke blot et kortere ferieophold. Hvis et kortere ophold udvikler sig til en egentlig flytning, får ændringen af bidraget først virkning fra første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor opholdet har ændret karakter. Der stilles ikke krav om, at der er tale om en varig flytning. En tidsbegrænset, men ikke kortvarig flytning kan således også danne grundlag for bortfald af bidraget.
Der henvises til Skarrildhus-beretningen 1999, side 13-14.
6.2.2.7. Barn, der er anbragt uden for hjemmet, flytter til den bidragspligtige
Når et barn, der tidligere har været anbragt uden for hjemmet, flytter til den tidligere bidragspligtige, bortfalder dennes bidrag fra det tidspunkt, hvor kommunens forsørgelse af barnet ophørte, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 7.
Der er i disse situationer ikke noget hensyn at tage til den af forældrene, der ifølge bidragsdokumentet er berettiget til bidragene, idet vedkommende ikke har haft udgifter til forsørgelsen af barnet. Der henvises til Skarrildhus-beretningen 1999, side 14-15.
6.2.2.8. Urigtige oplysninger til kommunen om barnets indtægter
Statsamtet kan – efter ansøgning – træffe afgørelse om bortfald eller nedsættelse af et børnebidrag, fordi barnet selv tjener penge. Afgørelsen herom træffes efter en konkret vurdering af, om barnet må antages at kunne forsørge sig selv. Efter fast praksis bortfalder et bidrag normalt, hvis barnet har en månedlig indtægt, der klart overstiger 3 gange grundbeløbet af normalbidraget. Fra og med 2005 indeholder Familiestyrelsens årlige cirkulæreskrivelse om vejledende indtægtsgrænser m.v. i sager om børnebidrag og ægtefællebidrag nærmere vejledning om dette.
Uanset størrelsen af barnets indtægter bortfalder børnebidrag normalt først fra første forfaldsdag efter afgørelsen.
Hvis den bidragsberettigede ikke har oplyst korrekt indtægt for barnet ved anmodning om forskudsvis udbetaling af normalbidraget, kan dette dog efter bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 8, medføre bortfald af bidraget med virkning fra det tidspunkt, hvor bidraget kunne være bortfaldet, hvis der var givet korrekte oplysninger. Der henvises til Skarrildhus-beretningen 1999, side 19-20, samt T:FA 1997.176 (NH nr. 3, oktober 1997, side 27).
6.2.2.9. Tidligere bidragspligtig ikke biologisk far til barnet
Hvis det efter børneloven fastslås, at den angivne far alligevel ikke er far til barnet, bortfalder bidragsresolutionen med den virkning, at der ikke længere er pligt til at betale bidrag efter den fra dens begyndelsestidspunkt. Der henvises til bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 9, samt til T:FA 2004.270 (NH nr. 21, april 2004, side 45-47).
Hvis moderen har fået udlagt børnebidraget forskudsvis, vil kommunen eventuelt kunne rejse tilbagebetalingskrav mod hende. Dette forudsætter dog, at hun vidste, at den bidragspligtige ikke var far til barnet, og at hun derfor ikke var berettiget til at oppebære bidrag til barnet fra vedkommende. Der henvises til § 24, stk. 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, der er omtalt nærmere i pkt. 4.2.
Endelig bemærkes, at moderen – efter børnetilskudslovens § 4, stk. 3, pkt. 1, – vil kunne få udbetalt børnetilskud fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at den tidligere bidragspligtige ikke er far til barnet, og indtil det tidspunkt, hvor det måtte blive fastslået, hvem der er far til barnet.
6.2.2.10. Tilsidesættelse af en aftale om ikke at skulle betale børnebidrag
Efter § 17 i lov om børns forsørgelse tilsidesættes en aftale om børnebidrag som stridende mod barnets tarv, når bidragets størrelse ligger under det bidrag, som statsamtet ville have fastsat.
Hvis der er aftalt et bidrag, har ændringen af aftalen normalt først virkning fra første forfaldsdag efter afgørelsen, jf. udgangspunktet i bekendtgørelsens § 14, stk. 1, og pkt. 6.2.1.
Skal der efter aftalen ikke betales noget bidrag, betragtes situationen derimod som en førstegangsfastsættes af bidrag, således at bidraget fastsættes fra indgivelsen af ansøgningen om bidrag, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 2, nr. 10, sammenholdt med § 9. Dette er beskrevet i pkt. 4.1. Hvis den bidragspligtige efter aftalen har afholdt udgifter vedrørende barnet efter ansøgningen, skal der tages hensyn hertil, jf. pkt. 4.7.
6.2.2.11. Børnepension
Pensionsudbetalinger, som tilfalder barnet (børnepension), og som hidrører fra bidragspligtiges pension, anses for at være en del af den bidragspligtiges forsørgelse af barnet. Overstiger pensionen det bidrag, der ellers kunne være fastsat, bortfalder børnebidraget. Er bidraget højere end børnepensionen, nedsættes bidraget, således at den bidragspligtige kun skal betale forskellen mellem pensionen og børnebidraget. Dette gælder også, selvom denne forskel er mindre end normalbidraget. Der henvises til Skarrildhus-beretningen 1991, pkt. B.b.1., og 1997, pkt. B.b.7.
Som udgangspunkt har afgørelsen om bortfald eller nedsættelse af børnebidrag i disse situationer virkning fra første forfaldsdag efter afgørelsen.
Udbetalingen af børnepension begynder først, når det er fastslået, at betingelserne herfor er opfyldt. I den forbindelse vil der ofte blive udbetalt børnepension med tilbagevirkende kraft til det tidspunkt, hvor den begivenhed hos den bidragspligtige, der udløste pensionen, indtrådte.
Den bidragspligtige kan derfor i en periode have ydet barnet dobbelt forsørgelse gennem dels børnebidraget og dels børnepensionen.
I disse situationer bortfalder eller nedsættes børnebidraget fra det tidspunkt, hvor børnepensionen har virkning. Dette forudsætter dog, at den bidragspligtige ansøger om nedsættelse af bidraget med tilbagevirkende kraft inden 6 måneder efter det tidspunkt, hvor pensionen blev udbetalt. Der henvises til bekendtgørelsens § 14, stk. 3.
Ansøges der senere, har bortfaldet/nedsættelsen først virkning fra første forfaldsdag efter afgørel sen.
Det bemærkes, at pensionsudbetalinger, som hidrører fra den bidragsberettigedes pension, anses for at være en del af den bidragsberettigedes forsørgelse af barnet. Sådanne pensionsudbetalinger har derfor ikke betydning for den anden forældres forsørgelse af barnet.
Familiestyrelsen har ved brev af 22. marts 2005 orienteret pensionsvirksomheder, pengeinstitutter m.v., der administrerer pensionsordninger med børnepension, herom.
6.2.2.12. Bortfald af uddannelsesbidrag, fordi uddannelsen afsluttes el.lign.
I bekendtgørelsens § 14, stk. 4, er det præciseret, at uddannelsesbidrag senest bortfalder fra det tidspunkt, hvor uddannelsen afsluttes eller opgives. Dette bør fremgå af bidragsresolutionen. Der henvises til Skarrildhus-beretningen 1992, side 12-13.
6.2.2.13. Der foreligger andre helt særlige omstændigheder
Ud over ovennævnte situationer giver bekendtgørelsens § 14, stk. 5, statsamtet mulighed for at tillægge en ændring af et bidrag virkning fra et tidligere tidspunkt end første forfaldsdag efter den trufne afgørelse, hvis der foreligger helt særlige omstændigheder.
Afgørelsen herom træffes efter en konkret rimelighedsvurdering, hvorved der især lægges vægt på, om en part med rette har indrettet sig på at betale eller modtage bidrag efter den gældende bidragsafgørelse eller -aftale.
7. OVERGANGSBESTEMMELSER I RELATION TIL BEGYNDELSES- OG ÆNDRINGSTIDSPUNKTER
De nye regler om begyndelsestidspunkter finder først anvendelse på ansøgninger, der indgives til statsamtet efter ikrafttrædelsen af bidragsreglerne i regelforenklingsloven pr. 1. april 2005.
Ansøgninger om fastsættelse af bidrag, der er indgivet inden den 1. april 2005, behandles således efter de hidtidige regler og retningslinier.
Derimod finder de nye regler om ændringstidspunkter anvendelse på alle afgørelser, der træffes fra og med den 1. april 2005, også selvom anmodningen om ændring er indgivet inden dette tidspunkt.
8. BEHANDLING AF KLAGER OVER BIDRAGSAFGØRELSER
Ved § 1, nr. 6, § 2, nr. 1 og 3, og § 7, nr. 1-2, i lov nr. 446 af 9. juni 2004 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.) er der i ægteskabslovens § 58 a, stk. 2, retsvirkningslovens § 52 a, stk. 2, og i § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse pr. 1. april 2005 indført bemyndigelse for familie- og forbrugerministeren til at fastsætte regler om klagers behandling på bidragsområdet.
Med hjemmel heri er der i bidragsbekendtgørelsens § 16 fastsat regler om statsamternes adgang til at genoptage en påklaget afgørelse om børne- eller ægtefællebidrag. Denne bestemmelse, der træder i kraft den 1. april 2005, har følgende ordlyd
»§ 16. Statsamtet kan genoptage behandlingen af en påklaget afgørelse, hvis
1) klagen indeholder en ansøgning, som statsamtet ikke har taget stilling til,
2) klagen indeholder væsentlige nye oplysninger,
3) der foreligger væsentlige oplysninger, som statsamtet ikke har taget stil ling til, eller
4) der er begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.
Stk. 2. Klageren kan påklage statsamtets beslutning om at genoptage sagen til Familiestyrelsen.«
Bestemmelsen giver statsamterne mulighed for at genoptage en sag, hvis der i forbindelse med en klage bliver påberåbt væsentlige nye oplysninger, der kan have betydning for afgørelsens resultat, eller hvis klagen indeholder nye ansøgninger. Det samme gælder for situationer, hvor der ikke er taget konkret stilling til bestemte oplysninger eller ansøgninger. Endvidere kan sagen genoptages, hvis statsamtet har foretaget alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsens resultat.
Der er fastsat tilsvarende regler om behandlingen af klager på samværs- og forældremyndighedsområdet, jf. cirkulæreskrivelse af 27. september 2004 om statsamternes adgang til at genoptage påklagede afgørelser i samværs- og forældremyndighedssager.
8.1. Nye ansøgninger
Efter det almindelige 2-instans-princip skal realiteten i en sag som udgangspunkt kunne behandles af 2 instanser.
Statsamtet bør derfor genoptage behandlingen af en påklaget afgørelse i det omfang, der i klagen fremsættes nye ansøgninger, eller hvis klagen indeholder en ansøgning, der allerede var fremsat under behandlingen af sagen, men som statsamtet ikke har taget stilling til ved den påklagede afgørelse.
Hvis statsamtet i realiteten har taget stilling til den nye ansøgning, bør statsamtet ikke genoptage sagen, men følge den almindelige fremgangsmåde for behandling af klager og fremsende sagen med alle bilag til Familiestyrelsen. Dette kan f.eks. dreje sig om en situation, hvor parten ikke har fået medhold i alt, hvad denne ønskede, og i klagen ønsker parten (endnu) mere, f.eks. hvis statsamtet har afslået at forhøje et børnebidrag til normalbidraget + 50 %, og der i klagen søges om forhøjelse af bidraget til normalbidraget + 100 %, uden nye oplysninger.
8.2. Væsentlige nye oplysninger
Kriteriet ”væsentlige nye oplysninger” har to led. For det første skal der være tale om ”nye” oplysninger, dvs. oplysninger, som ikke har været inddraget i statsamtets tidligere behandling af sagen. For det andet skal oplysningerne være væsentlige, dvs. at de skal være egnede til at give afgørelsen et andet indhold.
I det følgende gennemgås nogle situationer, hvor statsamtet som følge af ”væsentlige nye oplysninger” bør genoptage behandlingen af en bidragssag. (Opregningen er ikke udtømmende)
– Parterne har indgået en aftale om bidraget, og statsamtet har udstedt en resolution i overensstemmelse med aftalen. Klageren er efterfølgende blevet utilfreds med aftalen og påklager derfor ”afgørelsen”. Der er her reelt tale om en ny ansøgning om ændring af det aftalte bidrag og ikke om en klage.
– Statsamtet har truffet en afgørelse om bidrag ud fra bidragspligtiges 3 seneste lønsedler. Den bidragspligtige er efter afgørelsen blevet arbejdsledig og påklager afgørelsen under henvisning til denne lønnedgang. Der er her tale om en ny ansøgning og ikke en klage.
– Den bidragspligtige har ikke reageret på statsamtets anmodning om at indsende økonomiske oplysninger. Statsamtet har derfor fastsat bidraget på grundlag af seneste årsopgørelse eller har på grund af den manglende reaktion imødekommet den bidragsberettigedes anmodning om bidragets størrelse (processuel skadevirkning). I klagen henviser pligtige alene til, at indtægten nu er lavere, end statsamtet lagde til grund i afgørelsen.
– Den bidragspligtige har ikke reageret på statsamtets anmodning om at indsende økonomiske oplysninger. Statsamtet har derfor fastsat bidraget på grundlag af seneste årsopgørelse. Den bidragsberettigede klager og ønsker bidraget forhøjet, idet der henvises til, at den bidragspligtiges aktuelle indtægt er højere end, hvad den seneste årsopgørelse viser. Her bør statsamtet genoptage sagen og undersøge pligtiges aktuelle økonomiske forhold nærmere. Hvis den bidragspligtige fortsat ikke medvirker til oplysning af sagen, kan statsamtet tillægge dette processuel skadevirkning og forhøje bidraget.
– Klager har en konkret begrundet formodning for, at modparten har givet statsamtet urigtige eller ufuldstændige oplysninger af betydning for afgørelsen, således at bidraget er fastsat på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.
– Bidragspligtige har afvist at indsende fuldstændige oplysninger om sine økonomiske forhold, hvilket statsamtet har tillagt processuel skadevirkning. Med klagen indsender bidragspligtige de manglende oplysninger.
– Klager fremsender nyt virksomhedsregnskab eller nye lønsedler, der viser relevante indtægtsændringer.
– Der klages over statsamtets behandling af sagen. I så fald er det mest hensigtsmæssigt, at statsamtet redegør for sagsbehandlingen over for parten og henviser parten til at påklage sagen, hvis parten ikke kan acceptere statsamtets redegørelse
8.3. Væsentlige opl ysninger, som statsamtet ikke har taget stilling til
Statsamtet bør endvidere genoptage en påklaget sag, hvis klagen indeholder bestemte oplysninger – af væsentlig betydning for sagens afgørelse – som også forelå på tidspunktet for afgørelsen, men som statsamtet ikke har taget konkret stilling til under behandlingen af sagen.
Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis statsamtet i forbindelse med behandlingen af en klage bliver opmærksom på, at der ikke er taget stilling til, om den bidragspligtige ejer det aktieselskab eller anpartsselskab, som han eller hun er ansat i og modtager løn fra.
Statsamtet bør endvidere genoptage sagen, hvis statsamtet ikke har tillagt oplysningerne den fornødne vægt, eller hvis begrundelsen for afgørelsen ikke opfylder kravene i forvaltningslovens § 24.
8.4. Sagsbehandlingsfejl
Hvis statsamtet ved modtagelsen af klagen bliver opmærksom på, at der i forbindelse med afgørelsen er begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen, kan statsamtet genoptage sagen.
Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis statsamtet har undladt partshøring over relevante oplysninger, hvis statsamtet har undladt at give en part aktindsigt, eller hvis afgørelsen er truffet uden hensyntagen til gældende praksis eller retningslinier på området, eksempelvis hvis bidragsevnen for en ene-indehaver af et anpartsselskab alene er vurderet ud fra lønudbetalinger fra selskabet, og ikke fra virksomhedens overskud før løn m.v. til ejeren.
Statsamtet kan også genoptage sagen, hvis oplysningsgrundlaget ikke har været tilstrækkeligt, f.eks. fordi statsamtet har undladt at indhente oplysninger eller undladt at søge væsentlige oplysninger bekræftet.
8.5. Begrundelse og klagevejledning
Statsamtet skal begrunde en beslutning om at genoptage en påklaget afgørelse. Afgørelsen skal derfor meddeles klageren skriftligt. Samtidig skal klageren orienteres om muligheden for at påklage beslutningen om at genoptage sagen til Familiestyrelsen.
Dette gælder dog ikke, hvis klageren er indforstået med, at statsamtet genoptager sagen.
8.6. Forhåndsklager
Det forekommer, at en part – inden en afgørelse er truffet – meddeler statsamtet, at afgørelsen ønskes indbragt for Familiestyrelsen, medmindre parten ved afgørelsen fuldt ud får medhold. Dette sker bl.a., hvor statsamtet inden afgørelsen i en agterskrivelse har meddelt afgørelsens indhold til parterne.
En forhåndsklage har imidlertid ikke bindende virkning for statsamtet. Derfor bør statsamtet i disse situationer som udgangspunkt afgøre sagen på normal vis og give klagevejledning. Statsamtet bør dog samtidig i klagevejledningen meddele parten, at statsamtet er bekendt med, at afgørelsen er ”forhåndsklaget”, men at statsamtet ikke vil fremsende sagen til Familiestyrelsen, før der er indgivet en egentlig klage.
8.7. Overgangsbestemmelser
Statsamtets adgang til at genoptage en påklaget afgørelse finder også anvendelse på klager og ansøgninger, der er modtaget i statsamtet før den 1. april 2005, men som ikke er færdigbehandlet inden dette tidspunkt.
Familiestyrelsen, den 22. marts 2005
Lars Thøgersen